De norske Klostres Historie i Middelalderen/3/12

Christian C. A. Lange

De norske Klostres Historie i Middelalderen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (s. 289-290).

§ 12. Munkeliv som Birgittinerkloster.

Saaledes var da endelig Tvisten endt til Birgittinernes Fordeel, maaske ikke uden Voldsomhed og lovstridig Fremfærd mod Benediktinerne; men er Abbed Steins ovenfor S. 152 anførte Skildring af disses Liv sand, var en Forandring her aldeles fornøden. Man kan ei heller, saaledes som hos Modstanderne, paavise egennyttige Bevæggrunde for hans mangeaarige Virksomhed for denne Reform, som han trods Had og Forfølgelse endelig med stor personlig Opofrelse satte igjennem. Skjønt han var en meget gammel Mand, drog han tre Gange udenlands i dette Øiemed, og det var i den Tid saare besværligt og dyrt; han opgav frivillig sin hæderlige Stilling som Benediktinerabbed, for at indtræde i den nye Orden som simpel Munk, og underkaste sig i sin Alderdom en ny og før ukjendt Tvang. Kong Eriks Bevæggrunde have vi før omtalt; de vare vistnok ogsaa af reen religiøs Art, maaske dog med den Bihensigt at smigre Svenskerne, hvis Hjælp han tiltrængte mod Holsten. Biskop Aslak haabede maaske ved at indpode den nye Orden i en ved Alderdom ærværdig Stiftelse, der syntes at have udspillet sin Rolle, at bringe Velmagt og Agtelse did tilbage, ligesom han som Patriot vel og tog Hensyn til de Summer, som hidtil aarlig gik fra Norge til Vadstena, og som Biskop haabede i Birgittinerne at faa en kjærkommen Modvægt mod de hanseatiske Prester og de eximerede Munkeordener i Bergen, hvis Trods mod Biskoppen var gammel og faa Aar efter brød ud.

Man havde ikke udsat Forberedelserne, indtil Pavens sidste Bestemmelse indløb; thi Biskop Aslak og hans Kapittel havde i 1420 paa Forhaand udtalt sig mod Benediktinernes Forbliven, og de stode fast derved. To Munke fra Maribo, eller vel rettere to med Birgittinerklostrets Stiftelse i Maribo hidtil sysselsatte Vadstena-Munke, havde anbefalet Munkeliv som det meest passende Sted for den nye Orden i Norge, og da Abbed Stein om Høsten 1420 drog til Paven, overdrog han, rimeligviis med Biskoppens Samtykke, sit Klosters Bestyrelse til to Birgittinere, Broder Jon og Broder Hans Ingeldssøn, der 5te Decbr. 1420,

„staaende i Abbedens Sted i førnævnte Kloster“, bortleiede en Tomt ved Søen vestenfor Borneskjær (paa Nordnes?) til Hans Borqvard, som tillige da gav Klostret i Testamentgave for sig og sin Hustrus Sjæle et Par Huse efter sin Død, mod at erindres i Brødrenes Bønner^[1].

Munkelivs Reform efter St. Birgittas Regel er følgelig foregaaet ved Vadstena-Munke, udsendte fra Maribo paa Laaland i Odense Stift. Dette Kloster var dog selv kun i sin Vorden. Dronning Margareta og Biskop Peter af Roeskilde havde gjort forberedende Skridt til et Birgittinerklosters Stiftelse her, og Kong Erik lovede i 1413 i Vadstena at udføre Planen. I Januar 1416 drog Confessoren selv med Prestmunken Asmund og en Convers derhen fra Vadstena; Confessoren vendte allerede i Mai hjem igjen, „efterat have grundlagt Klostret“, og afsendte senere 3 Søstre og 4 Brødre did^[2]. Maribo er altsaa stiftet Aar 1416, men kom først i Virksomhed 1423^[3], eller egentlig endnu sildigere. Førend Birgittinerne fra Vadstena havde Maribo Kloster i Stand, paabegyndte de altsaa tillige Munkelivs Reform, og man finder dem vandrende fra det ene Kloster til det andet under denne Tid^[4]. Men i Munkeliv skulde kun et fuldstændigt Kloster ombygges efter Birgittas Regel, i Maribo derimod alt bygges fra Grunden af. Følgen heraf blev, at Datteren Munkeliv blev før et fuldstændigt Birgittinerkloster (1434) end Moderen Maribo, hvor man endnu i 1446 ikke havde fuldendt Kirke- og Kloster-Bygningen^[5]. Vi kunne saaledes sætte som fast, at Kong Erik af Pommern samtidigt forplantede Birgittinerordenen til Norge og til Danmark.

Om Maaden, hvorpaa Forandringen i Munkeliv foregik, findes ingen Underretning. Vi kunne dog af nogle Adkomstbreve,og andre Optegnelser fra den Tid gjøre os et Begreb derom. Efterhaanden, som Planen til Klostrets Reform modnedes hos Biskop Aslak og Abbed Stein, modtoges Birgittinere i Munkeliv, først som Gjæster, senere som vordende Herrer. Mellem 1420 og 1426 nævnes Stein som Abbed og Johannes Ingeldssøn som Forstander^[6] i Munkeliv, og begge handlede samtidigt og i fuld Enighed i Klostrets Navn. Efter Steins Hjemkomst fra Rom (Høsten 1421) ere uden Tvivl Bygnings-Arbeiderne for Alvor begyndte af Birgittinerne, medens den gamle Abbed bragte Klostrets Jordebog og Hjemmelsbreve i Orden. Saaledes istandbragtes den oftnævnte Brevbog, der blev afsluttet 3die Juli 1427 af Peter Simonssøn, Kannik i Vexiø og pavelig-keiserlig Notar. Han indleder Brevbogen med den Erklæring, at de gudfrygtige og andægtige Mænd Confessor generalis og Brødre af St. Birgittas Orden i Munkeliv have fremlagt denne Bog, hvori Klostrets Pave- og Konge-Breve, ældre og nyere Kjøbebreve, Gavebreve, Skjøder o. s. v. ere indførte, samt et Skriin, hvori de originale, hele og uskadte, med Segl forsynede Breve rigtig fandtes, og af ham nu vare jævnførte med Afskrifterne o. s. v. Ved Siden af Brevbogen findes tillige en ligeledes 1427 forfattet alfabetisk Liste over de i samme omhandlede Eiendomme, men denne er neppe fuldstændig, indeholder ialfald betydeligt mindre Jordegods, end hvad der i den noget sildigere Jordebog er opført^[7]. – Til de sidste Oplysninger, Brevbogen giver, hører den før omtalte Fru Margareta Eilifsdatters Afstaaelse 1424 af to Gaarde til Hr. Stein, Abbed i St. Benedikts Kloster i Munkeliv, ham og Klostret til evig Eie, for $\scriptstyle 14{\frac {1}{2}}$ Pund engelsk, hun var det skyldig, samt for Huus og Bolig, hun der har havt^[8]; samt Sigurd Sæbjørnsdatters Gavebrev af 8de Sept. 1426, hvori hun giver Munkelivs Forstander Hr. Hannes Gaarden Dal paa Stord^[9], Klostret til evig Eie, samt sig og Forældre til Sjælehjælp og Bønnehold.

Fra 1427 maa Munkeliv betragtes som et selvstændigt Birgittinerkloster med dobbelt Konvent; thi i Marts d. A. gav Thorkel Halgrimssøn med sin Hustrus Sigrid Halsdatters Samtykke Datteren Ragnhild ind i St. Birgittas Kloster i Munkeliv, som i Indtrædespenge fik en Tomt i Korskirkens Sogn i Bergen; og 15de August 1428 blev Hr. Arvid i Vadstena indviet til Munk i Brødrekonventet i Munkeliv^[10]. – Imidlertid reiste der sig endnu engang en saa alvorlig Modstand mod Birgittinernes dobbelte Konventer, og saa almindelige Klager over disses hemmelige Omgang, at alt nær havde gaaet tilbage. De dobbelte Konventers Vanrygte havde givet Anledning til, at der i Italien ved denne Tid stiftedes Birgittinerklostre med enkelte Konventer (simplicia monasteria S. Birgittæ), og dette krævede indgribende Ændringer i Ordensregelen, hvilke nu Modstanderne forlangte. Vadstena med sen levende Tradition fra Birgitta modsatte sig naturligviis dette som et Livsspørgsmaal, og en Kardinal, hvem Paven overdrog at undersøge Sagen, indstevnede i Marts 1428 alle Birgittinerklostre med dobbelte Konventer (dupplicia) til at møde i Rom. Blandt disse anføres og Klostret i Bergen i Norge, hvis Tilværelse som selvstændigt Birgittinerkloster altsaa allerede vedkjendtes af Romerhoffet^[11]. Vadstena blev saa alvorligt understøttet af Kong Erik og Nordens i Vordingborg i Juli 1434 samlede Biskopper, at Kirkemødet i Basel endelig gav efter og tillod Brødres og Søstres Samliv. Saaledes er det uden Tvivl gaaet til, at Vadstena-Diariet (S. 77) først;regner Munkelivs Overgang til Birgittinerne fra Aaret 1434, skjønt Alt flere Aar forud var i Stand der. „I dette Aar“, siger Diariet, „begyndte Medlemmer af vor Orden at bebo (inhabitare) Munkelivs Kloster i Bergen i Norge, som før var af Benediktinerordenen“. Under dette Aar omtales derfor dette Kloster ogsaa først som Birgittinernes af de nyere Forfattere, der have omtalt denne Begivenhed. En Følge af, at St. Birgittas Orden nu var overført til Norge, blev naturligviis, at Aslak Bolt, der i 1428 var bleven Erkebiskop i Nidaros, paa et Kirkemøde i Oslo 20de Decbr. 1436 fastsatte, at St. Birgittas Helgendag skulde festligholdes sub festo dupplici den 7de Oktober i alle Lande under Nidaros’s Metropolitanhøihed^[12]. I 1436 tillod Biskop Olaf af Bergen, paa Ansøgning af Konventet i Munkeliv, Lucie Jonsdatter, skjønt hun kun var 15 Aar gammel, og saaledes 3 Aar yngre end Regelen foreskrev, at optages som Nonne i Klostret, da hun havde nedlagt saamange Penge der, som denne hendes Brøde kunde bødes med i Romergaard^[13]. Til Birgittinernes første Tid høre endelig og den oftere nævnte bergenske Raadmands Arvid Ingeldssøns Testamente af 4de Decbr. 1430, hvori han gav Munkeliv 4 Nobler og Anpart i en Fællesgave til flere af Bergens Kirker og Klostre^[14].

Neppe var Munkeliv saaledes kommen i fuld Stand, før der allerede blev Spørgsmaal om at bruge dets Brødre til Ordenens videre Forplantning. Da det paa et Møde i Teige 30te Aug 1438 var bestemt, at et Birgittinerkloster skulde stiftes i Finland (i Naadendal, Vallis gratiæ), og Biskop Magnus af Aabo, den forhen norske Rigsraad, den høit agtede Hans Krøpelin m. Fl. havde faaet det Hverv at ordne denne Sag, skrev Biskoppen strax til Confessoren i Vadstena herom, og udbad sig Johan Djekn og Benedikt af Munkeliv til Finland, for at foreslaa Bygningen. Men Confessoren afslog (14de Sept. s. A.) dette, fordi Johan var ukyndig i Klosterreglerne og Bygningskunsten, desuden endnu ikke Lem af Ordenen, og fordi begge vare hjemme i Munkeliv, som var Datter af Maribo og saaledes ei stod under Confessoren i Vadstena. Han tilraadede derfor at tage Brødre fra Vadstena, hvilket og skede^[15].

Den Splid i det Indre og det Vanrygte i Folkemunde, som Birgittinerordenens hele Historie opviser, har og, i al Fald hvad Spliden angaar, snart naaet det norske Kloster. Skjønt de Munke i Vadstena, der have holdt Diariet vedlige, med største Forsigtighed og i de mildeste Udtryk have udladt sig om ubehagelige Tilfælde, naar de ikke kunde undlade at berøre dem, berettes allerede 20de Juli 1440, at da forlod Broder Johannes Hillebrandi Vadstena, for som Visitator at bringe Enighed tilveie mellem Brødrene og Søstrene i Munkeliv. Han opholdt sig næsten et Aar her, og kom St. Hansaften 1441 tilbage til Vadstena fra Munkeliv, “Alt vel der forrettet“^[16].

Denne Uenighed, som saa tidligt brød ud, var dog maaske en undskyldelig Følge af Mangel; thi Aarene 1436–1440 bragte mange Ulykker over Riget, især paa Grund af Kong Eriks slette Styrelse eller rettere fuldkomne Forsømmelse af alle Kongepligter. Søndenfjelds udbrøde to Oprør, Amund Sigurdssøn Bolts i 1436 og Halvard Graatops i 1438. Nordmændene feidede efter Kongens Bud paa Svenskerne, men bleve slagne; de pommerske Søstæder, som vilde hjælpe Kongen, plyndrede ogsaa norske Skibe, skjønt Norge stod paa Eriks Side. For at fuldende Ulykken laa i 1440 en hollandsk Flaade paa Norges Kyst, ligeledes udrustet for at hjælpe Kong Erik, og hindrede al Tilførsel af Korn fra Tydskland. „De vare idelig mange Steds under Landet og gjorde alle Dage ubodelig Skade med Rov, Brand og Dødsslag, som usigeligt er“^[17]. For at afhjælpe Klostrets Nød sendte Abbedissen Ragnhild Bergsdatter, 21de Sept. 1440, en Udsending Laurents til Hedemarken og Oslo efter Korn. I Forbindelse hermed staa to udaterede Breve, der imidlertid tydelig angaa samme Person og Sag. Det første er til Rigets Drost, Hr. Sigurd Jonssøn Da. Gud har givet ham af sin Naade Magt og Vælde, hvoraf Nødlidende kunne vente Hjælp, henfly de til hans Herredom, og klage deres store Nød og Fattigdom, paa Grund af at ingen Tilførsel er kommen i Aar til Bergen som ellers, og de have ingen Kornrente under Klostret, saa de nu ingen Bjærgning have. Denne store Nød tvinger dem til at kjøbe og søge Brødet langt borte fra, og de sende derfor deres Bud Laurents til Oslo Bispedømme med Bøn om, at Drotten vil hjælpe ham til at faa kjøbt eller skjænket Korn til Livsophold, – en Gunst de gjerne ville forskylde, og som Gud, Maria og Birgitta skulle lønne Drotseten for. – Det tredie Brev, der tillige mangler Udskrift, men rimeligviis er til Hamars Biskop, angiver tydeligere Aarsagen til Mangelen: „Paa Grund af den Fattigdom og haarde Tid heri Bergen., for den store Ufred i Søen er, saa her ikke kommer Tilførsel fra Stæderne (ɔ: Hansestæderne), som før var sædvanligt, kunne vi ikke her faa kjøbt til Bjærgning.“ De bede derfor hans „faderlige Naade“ (altsaa en Biskop), at sælge dem Tienden af nogle Kirkesogne, og lade det føre til Oslo, og hvad de ei strax kunne betale, ville de siden med Tak sende. De bede og, at hans Naade vil udgive sine Breve til Presteskabet, at Klostret kan faa nogen Almisse ind, helst i Korn^[18].

Med den almindelige Ufred i og udenfor Riget tiltog naturligviis de hanseatiske Kjøbmænds Voldsomhed og Ringeagt for Landets Love. Raadet og Menigheden i Bergen klagede for Rigsforstanderen Sigurd Jonssøn, som lovede at hjælpe derpaa ved et Rigsmøde i Bergen 1441, men som blev udsat paa Grund af de paafølgende Underhandlinger med Sverige og Danmark om Kong Christoffers Valg; de gjentoge sin Klage i 1442 for Kong Christoffer; men der skulde alvorligere Midler til, som ikke stode til Raadighed. Tydskerne paa Bryggen myrdede, plyndrede og fore frem efter egen Lyst uden Hinder^[19]. Selv de helligste Steder afholdt dem ikke. Om Sommeren 1447 brøde dermed væbnet Haand ind i Munkelivs Klosterkirke og udreve deraf to af Høvedsmandens paa Bergens Kongsgaard, Hr. Olaf Nilssøns Tjenere, og myrdede den ene af dem. Vel bandsatte Biskop Olaf af Bergen 21de August 1447, disse Ugjerningsmænd og Enhver, der havde staaet eller stod dem bi med Raad og Daad^[20]; men han havde neppe Magt til at sætte den kirkelige Straf i tilbørlig Udøvelse, idetmindste afskrækkedes Tydskerne ikke derved.

Imidlertid gik det endnu værre til i Klostrets Indre. En Broder Gudbrand ankom om Sommeren 1449 til Vadstena, og berettede, at Munkelivs Prælat (d. e. selve Confessoren) Ingemund havde ihjelslaaet en af Munkene, Broder Olaf, og Gudbrand forsikrede, at Klostret sandsynlig vilde blive forladt, hvis det ikke hurtig fik Hjælp ved Brødre fra Sverige. Hertil sigter vistnok et udateret Brev fra Biskop Olaf at Bergen, oversendt med en Broder fra Munkeliv, hvori han melder Abbedissen og Confessoren i Vadstena Kloster, at Tilstanden i Munkeliv, især i Brødrekonventet, er i høi Grad sørgelig, hvilket Overbringeren, der afsendtes efter begge Konventets Ønske, naar han alvorlig paalægges at tale, vil udførlig kunne fremstille, da Biskoppen nødig vil føre det i Pennen. Men han tør ikke fortie, at Klostret paa Grund af nogle af Brødrenes grove og uhørte Udskeielser i den Grad er udskreget og vanrygtet blandt Folk, at man maa befrygte, at det hellige Sted ganske forlades, dersom, der ikke hurtig hjælpes derpaa. Han raader derfor og beder indstændig, at 3 eller 4 i Regelen kyndige, fredsommelige, forstandige og fromme Brødre snarest muligt maa sendes til Bergen til Klostrets Reform, at de ved Hjælp af nogle brave Munke, som endnu ere der, kan bringe Lydighed tilbage og ganske udslette det Indtryk, Regelens ugudelige Overtrædere have gjort, ligesom Biskoppen lover selv at gjøre Alt, for at fremme eet Gode^[21].

Uden Tvivl som Svar herpaa tilskrev Abbedissen i Vadstena Bergens Biskop et ligeledes udateret Brev^[22], hvori hun først takket for den Yndest, han hidtil har viist Ordenen og Munkeliv, og beklager høilig, hvad man har maattet erfare om Tilstanden og Manddrabet der. Vel gives der Forbrydelser, som den verdslige Arm maa straffe, fordi Kirkens Vaaben ei forslaar, men da Biskoppen, ifølge Birgittinernes Regel og Pavens Bemyndigelse, har fuld kanonisk Ret over Klostret i den omskrevne Sag (hvis Gjenstand ikke udtrykkelig nævnes), opfordres han til at straffe Forbryderne, ikke med borgerlig Død, som de havde fortjent, ei heller med Udstødelse af Ordenen, men med evigt Fængsel, efter Benedikts og Bernhards Ordensregler, da Birgittas Intet har om et sligt Tilfælde; hvis Mulighed hun ei havde tænkt sig. Efter at have viist, at en Indberetning til Paven om Sagen ikke er fornøden, fornyes Bønnerne om at tage alvorlig fat, og loves Ordenens Bistand til Alt, hvad Biskoppen til den Ende finder nødvendigt, da dens eget Vel stærkt opfordrer dertil paa Grund af al den Modvillie, den har været udsat for baade i Rom, Kostnisz og Basel. Biskoppen vil faa evig Løn for hvad han gjør til Klostrets Bedste. Hertil er føiet en Erklæring fra Magnus Unessøn^[23], Confessor i Vadstena, at et saadant Brev i forrige Aar er sendt til Bergens Biskop, med Anmodning til Enhver, dette meddeles, om at bistaa Overbringerne i Udførelsen af deres Hverv i Munkeliv. – Disse Anbefalingsbreve ere da efter al Rimelighed medgivne de to Prestmunke, Olaus Petri og Clemens, samt en Lægbroder Jaspar Theutonicus, der afsendtes fra Vadstena 3die Juli 1450, for at reformere saavel Klostret som Beboerne. Men Reformerne i Birgittinerklostrene gik ikke hurtigt fra Haanden; endnu 2 Aar derefter opholdt disse Vadstenamunke sig der, og 16de August 1452 døde Formanden Olaus Petri under sine Arbeider for Klostertugten i Munkeliv. Han roses som en flittig Afskriver, god Sanger og Lærer samt Overholder af Regelen^[24].

Desuagtet nød Klostret fremdeles tilsyneladende udvortes Anseelse. 9de Oktbr. 1453 kundgjorde Kong Christiern I under sit Ophold i Ber.gen, at Hr. Hans Kruchow, Ridder og Norges Riges Raad, der troligen havde tjent Kongen og Riget alle sine Dage, agter nu for En Sjæls Bestandelse at blive hos Munkeliv Kloster og har givet Klostret alt sit Gods i Norge, løst og fast. Idet Kongen derfor paa hans Begjæring stadfæster denne Gave, under Kongen ham desuden Frihed hjemme at sidde og fri at være for al kongelig Tyngsel, Udbud eller anden Tjeneste, uden forsaavidt Kongen maatte tiltrænge hans Raad i Bergen eller andensteds, hvortil han bekvemmelig kunde komme. Sunnfjord Len, som han nu har, skal han fremdeles beholde for Livstid, og Munkeliv nyde i 10 Aar efter hans Død med al kongelig Rente uden Regnskab, Gud til Ære, Kongen og Dronning Dorothea samt deres to 4 Børn, Arvinger og Forældre til gudelig Amindelse^[25].

Hensigten med Kongens Ophold i Bergen i dette Aar var for en Deel at undersøge og Lom muligt bilægge de Stridigheder, som længe havde fundet Sted mellem Høvedsmanden i Bergen, Rigsraaden Hr. Olaf Nilssøn af Talgø, og de tydske Kjøbmænd paa Bryggen, der førte idelige Klager over ham. Denne voldsomme Høvding laa nemlig med sin Broder Hr. Peter Nilssøn i aaben Kamp med Hanseaterne, og ved det Forlig, som Kongen fik istandbragt i Prædikebrødrenes Kloster i Bergen kort efter Mikkelsdag 1453, blev Lenet frataget Hr. Olaf og overdraget Magnus Green. Men da Olaf i 1455 havde benyttet sig af Kongens Ophold i Slesvig til at bemægtige sig Elfsborg Slot, og derfra, som det synes, underholdt Forbindelser med Kongens Fiender i Sverige, maatte Christiern, for at fjerne ham fra dette farlige Punkt, nødtvungen gaa ind paa hans Fordring at faa Bergens Kongsgaard tilbage^[26]. Imidlertid fik Kongen samtidig hermed det norske Rigsraad til for Norges Vedkommende at bekræfte den nys forud sluttede Traktat i Haderslev med Hansestæderne, i hvilken blandt Andet under Livsstraf Søkrig forbødes mellem „Hanseaterne„ og Nordmandene. Med denne Traktat^[27] drog Lybeks Sendebud til Bergen for at bekjendtgjøre Indholden, men samtidig hermed skal Brødrene Hr. Olaf og Hr. Peter have angrebet 3 tydske Skibe, ved hvilken Leilighed Hr. Peters Søn blev skudt. Da nu de tydske Kjøbmænd i Bergen erfarede dette Brud paa Traktaten^[28], og at Hr. Olaf var kommen med sine Tilhængere til Bergen for at fratage, Hr. Magnus Green Befalingen over Slottet, hvortil han endog skal have bedet Tydskerne selv om Bistand^[29], forenede de sig med de tydske Sømænd, som da fandtes i Bergen, for at slaa ham ihjel. Da de med Magt bragte Hr. Olafs Skib ind til Bryggen, og lossede Ladningen af 10, 000 Marks Værdi, toge Brødrene med deres Venner og Folk, forfulgte af Tydskerne, sin Tilflugt til Munkelivs Kloster, hvorhen ogsaa Biskop Thorlak, efter forgjæves at have prøvet Mægling, begav sig med to Kanniker og mange Tjenere, for at dele Skjebne med sine Venner. Men hverken Munkelivs stærke Bygningsmaade og til Forsvar tjenlige Beliggenhed eller Stedets Hellighed afskrækkede Hanseaterne, der vel og fandt, at, de havde gaaet for vidt til nu at trække sig tilbage. Klostret blev omringet, og Nordmændene beredte sig til Forsvar fra Taarnet. St. Egidii Dag, 1ste Sept. 1455, stormede 2000 væbnede Mænd Kirken, sprængte Porten og trængte ind i Klostret, hvor de myrdede Biskoppen for Alteret med Kanniker og Folk, Hr. Peter, dennes 2 Sønner og Hr. Olafs ældste Søn Nils, i Alt 60 Mænd. Da de ikke strax fandt Hovedgjenstanden for deres Had, Hr. Olaf Nilssøn selv, der havde forskandset sig i Taarntrappen, lagde de Ild omkring Taarnet, og tvang ham Dagen efter til at gaa ud, lode ham i Hast skrifte, sloge ham saa ihjel og hug ham i Stykker. Ilden havde imidlertid grebet om sig, og lagde saavel Kirken som Klostret i Aske^[30]. Tydskerne forfaldt naturligviis herved i Kirkens Band, som de tildeels udsonede ved Bøder og Valfalter til Rom eller Lybek, hvis Biskop Arnt Westfal af Paven fik Myndighed at paadømme Sagen; men Mange var der og, siger den samtidige lybske Chronist, som ingen Absolution søgte, men syntes, at de havde gjort en god Gjerning^[31].

Om Birgittinernes Skjebne under disse Uroligheder tales derimod saagodtsom ikke. Sønnen (Axel Olafssøn) beretter i 1477, at nogle Jomfruer indebrændte i Klostret, og i en Traktat med Lybek af 18de Juni 1506, hvori denne gamle Sag atter oprippes, fortælles, at Nonner bleve med Vold overfaldne^[32]. Men i alle Tilfælde er det klart, at en saadan fuldkommen Ødelæggelse af deres Kloster maa have tvunget Konventerne til at søge et midlertidigt Ly andensteds, og da man finder, at Nonneseter i Bergen nogen Tid derefter var ledigt og dets Eiendomme i Munkelivs Værge, feiler man neppe ved at antage, at Birgittinernes Søsterkonvent for det første har taget Bopæl der. Men for Brødrene var her ingen Plads, og om de end i Begyndelsen fandt Ophold i de andre Munkeklostre i Bergen, kunde dog en saadan Splittelse ikke være til Ordenens Gavn eller efter dens Medlemmers Ønske; og det saameget mindre, som Birgittinerne fra Førstningen af vare misundte og forhadte af de andre Munke. Tydskerne bleve, som naturligt var, dømte til at opbygge saavel Kirken som Klostret paa egen Bekostning; men det var i hine lovløse Tider vist ikke let at tvinge disse overmodige Kjøbmænd til at gjøre Fortgang med Arbeidet, og det saameget mindre, som man tydelig sporer, at Kong Christiern selv i Hjertet glædede sig over deres Voldsgjerning, da han derved blev en farlig fiendtligsindet Høvding kvit^[33]. Det maatte saaledes ligge i Birgittinernes Interesse at skaffe sig et andet Kloster, hvor de imidlertid kunde iagttage Regelen, men nogle Aar maa dog være forløbne, inden de kom til at forlade Bergen; thi i Aarene 1457 og 1458 opholdt de sig endnu der. Den 18de Decbr. 1457 ankom saaledes Munkelivs Confessor Vilhelm med en Broder til Vadstena, hvor han oppebiede Kongens Ankomst did (16de Januar „1458)^[34], og 26de Marts 1458 leiede Abbedissen Ragnhild Bergsdatter og begge Konventer en Søtomt paa Stranden til den tydske Kjøbmand Gereke van Mølnen og udstedte Brevet fra Munkeliv Kloster^[35].

Man har ingen Kundskab om de Forhandlinger, som skaffede Birgittinerne et midlertidigt Ophold andensteds; men de maa have medtaget Tid, da mange Forberedelser og Manges Samtykke dertil udfordredes. Vi vide kun, at man nogle Aar efter Branden finder Birgittinerne i Hovedøens Cistercienserkloster ved Oslo, og paa sammes Tid Cisterciensere i Munkeliv. Heraf sluttes, at det har lykkes Munkeliv at udvirke Citeaux’s General-Abbeds og Pavens Samtykke til, at Hovedøens Kloster midlertidig indrømmedes Birgittinerne, og at det er blevet overdraget Cistercienserne i Hovedøen, hvis Klausur ikke var streng, og som derfor bedre end hine kunde bo udenfor sit Kloster, at opbygge det nedbrændte Munkeliv. Vi antage fremdeles, at et saadant Klosterbytte har været Confessoren Vilhelms Ærende hos Kongen i Vadstena 1458, hvor Norges Rigsraad kort efter samledes, og at dette med Kongen har samtykket heri, at man derefter har underhandlet med Hovedøens Cisterciensere, og efterat have faaet disses Samtykke udvirket Bifald i Citeaux og Rom. I ethvert Tilfælde er Translokationen utvivlsom, skjønt Tiden ei nøiagtig kan bestemmes. Man finder sidste Gang Birgittinere i Munkeliv i Marts 1458, og Cisterciensere i Hovedøen i 1460; men Efterretningerne fra denne Tid ere saa sparsomme, at begge Ordener gjerne kan have været der noget længere, og dette er ogsaa det rimeligste. I 1468 var derimod Omflytningen foregaaet; thi da vare Birgittinerne bosatte paa Hovedøen (se dette Kloster).

Om Cistereiensernes Ophold i Munkeliv har man kun en eneste Efterretning, hentet fra et Brev af 1476 til Kong Henrik af England fra 4 norske Rigsraader i Bergen, Biskop Hans (Teiste), Provst Thorstein, Hr. Jon Smør og Paulus abbas in monte s. Michaelis, Cisterciensis ordinis^[36]. At Munkeliv hermed menes, er utvivlsomt, og da vi nu i 1483 gjenfinde Paul som Cistercienserabbed i Hovedøen, er det klart, at han med sit Konvent midlertidigt har opholdt sig i Munkeliv, hvor Branden rimeligviis havde levnet dem fornødent Huusrum. Hvad der iøvrigt kan have foranlediget, at et saa fjerntliggende Kloster som Hovedøen valgtes til midlertidigt Opholdssted for Birgittinerne, istedetfor det nærliggende Cistercienserkloster i Lyse eller et andet Kloster i Bergens Stift, derom haves ingen Antydning, saa ikke engang nogen rimelig Gjetning kan opstilles. Andre bestemte Vidnesbyrd om Cisterciensernes Ophold i Munkeliv haves forøvrigt ikke, men sandsynligt maa man rettest til denne Tid (ved 1470) henføre et udateret Brev, hvori Broder Thorger, Abbed i Munkeliv, sælger Lafrens Kocks Gaard, der var givet Klostret, til Peter Mikkelssøn^[37].

Birgittinernes Tilbageflytning fra Hovedøen til Munkeliv maa være foregaaet mellem 1478 i Januar og 1479 i Sept.; thi 12te Januar 1478 vare de endnu i Hovedøen, men 1ste Oktbr. 1479 udstedte Hans Peterssøn Lagmand i Bergen, Amund Koggenagle^[38] og Henning Michielssøn, Raadmænd sammesteds, i Søstrenes Taleport i Munkeliv en Vidisse af et Birgittinerne i Hovedøen vedkommende Brev af 1473^[39]. – 1480 udstedte Elsebe Egardsdatter, Abbedisse, og Broder Ketil Beinktssøn, Confessor generalis (hvilke begge forekomme i samme Stilling 1478 i Hovedø Kloster), med alle Søstre og Brødre i Munkeliv et Vidnesbyrd om, at de have optaget ærlig Mand Thorleif Bjørnssøn, som 1481 forlenedes med Island, i deres fuldkomne Broderskab, paa Grund af den Kjærlighed, Tillid, Trøst og gudelige Begjæring, han havde til Ordenens Patron Fru St. Birgitta. Han skulde derfor blive deelagtig i alle Klostrets gode Gjerninger. „Gud gjøre ham naadigen deelagtig i dette Samfunds Fordele, naar han meest trænger dertil“^[40].

10de. Novbr. 1483 udstedte Birgitta Ølreksdatter, fordum Abbedisse i Hovedøen, og Ketil Beinktssøn, fordum Confessor sammesteds, et i Hovedøens Historie nærmere omtalt Brev om Birgittinernes Ret til en Gaard i Aremark, skjænket dem under Opholdet i Hovedøen^[41]. Da den ovennævnte Elsebe var Abbedisse i Hovedø 1478 og i Munkeliv 1480, maa den her nævnte Birgitta enten have nedlagt eller være bleven afsat fra Abbedisse-Værdigheden, før Tilbageflytningen til Bergen, medens Confessoren derimod er vedbleven. – Den samme „hæderlige Fader i Gud“ Confessor Ketil Beinktssøn sluttede 16de Juni 1484 i Brødrenes Taleport i Munkeliv et Forlig med Arvingerne efter Jon Gudmundssøn angaaende den Arvelod, som tilkom Søster Katarina Mikkelsdatter af Nonneseter Kloster, hvis Eiendomme Munkeliv nu havde i Værge^[42]. Ved denne Tid maa altsaa Cistercienserinderne være udjagede af Nonneseter, hvis Gods tildeels anvendtes til at ophjælpe Birgittinerne i Munkeliv^[43].

I 1487 udskrev Vilhelm, Biskop af Eichstädt, ifølge Commissorium af Pave Innocents VIII, et almindeligt Generalkapittel for Birgittinerordenen, som skulde begynde mod Enden af August samme Aar i Ordenens Kloster Gnadenberg (Mons gratiæ) i Overfalz. Fra hvert Kloster skulde to af de bedste og dygtigste Munke afgive Møde, og de, der udebleve, skulde belægges med Exkommunikation. Desuagtet nævnes Ingen fra Munkeliv, og Udeblivelsen er ikke berørt i det angaaende Kapitlets Forhandlinger udstedte Dokument, hvori forøvrigt samtlige Mødende opregnes, og for to udeblevne gyldige Aarsager anføres^[44]. De i Gnadenberg vedtagne Bestemmelser, for at modarbeide de indsnegne Uordener, maa dog i alle Tilfælde ogsaa være Munkeliv meddeelte^[45].

Forøvrigt ere Efterretningerne om Munkeliv efter Branden 1455 i høi Grad ufuldstændige og usammenhængende. En Konvers i Vadstena, Johannes Skrifvare, forlod i Februar 1479 hemmelig Klostret, og lod sin Ordensdragt igjen der. Efter nogle Aars Omflakning kom han til Munkeliv, og blev der antagen som Prestmunk, recepto habitu^[46]. Gnadenberg-Kapitlet havde blandt Andet skærpet Bestemmelserne om Visitats fra Moderklostret^[47], og 13de August 1489 udsendtes fra Vadstena to Brødre, Birger Jonssøn og Michael Nilssøn, til Munkeliv. Den første vendte strax tilbage, men den anden forblev der næsten $\scriptstyle 2{\frac {1}{2}}$ Aar, indtil han fik skriftlig Befaling at komme hjem igjen^[48]. – Den 5te Febr. 1495 fæstede Birgitta Ølreksdatter, Abbedisse i Munkeliv (en Værdighed, hun altsaa erholdt ved Elsebe Egardsdatters Afgang), og Broder Lafrans Olafssøn, Confessor generalis, en Dom i Bergen til 3 Borgere der^[49].

Denne Confessor Lafrans paadrog Klostret Uvillie udenfra og Misnøie indenfra, saa at dets Konventer endog truedes med Opløsning. Dette paastaaes i det Mindste i et Brev af 1ste Januar 1496 fra Bergens Lagmand Erland Anderssøn og Raadmændene sammesteds, hvori de tilmelde Vadstenas Abbedisse, Confessor og Konvent, at det staar meget slet til med Ordenens Kloster Munkeliv, fordi det mangler en god Mand til Confessor. Det er nødvendigt, at der sendes en brav Mand did, som vil Klostrets Bedste, og som forstaar at holde Birgittas Regel ved Magt; ellers er det at frygte, at Brødrene ville fare derfra, de Svenske til Sverige og de Danske til Danmark igjen; thi det gaar ikke nu som i Broder Ketils Tid. Abbedissen, som meest skulde raade, har nu mindst at sige. Confessor Lafrans tager til sig de til Klostret i Testamenter skjænkede Gaver, og giver Abbedissen hvad ham lyster. Ifjor sendtes to Brødre til Nordland for at oppebære Klostrets Indtægt deraf, og da Fisken kom til Bergen, vilde Abbedissen og Klostrets Kjøbmand modtage den for 500 Gylden, men fik Intet. Hvad Lafrans gjorde deraf, veed han selv bedst. Ligesaa bemægtigede han sig den Fisk, Nordfarerne i Høst havde givet Konventerne til Kost. Dette stemmer ikke med Regelen, og Overbringeren af Brevet, Halvard, vil iøvrigt mundtlig berette, hvad der ei gaar an at skrive^[50].

Det synes, som om denne Klage har foranlediget nærmere Undersøgelser fra Vadstena. Man har nemlig et, desværre ufuldendt og udateret, Brev fra Vadstenas Abbedisse til Bergens Biskop (Hans Teiste), hvori han takkes for al sin Omhu for Ordenen. Confessoren Lafrans Olafssøn har bragt Biskoppens og Munkelivs Konvents Breve, hvoraf Abbedissen seer, at han for sin Afreise i Henhold til Ordensregelen er bleven forhørt, men at han ei er bleven overbeviist om eller har tilstaaet Noget, der kunde paaføre ham Straf eller Afsættelse. Vadstenas Abbedisse har ved Undersøgelsen af hans Sag brugt den Fremgangsmaade, Biskoppen (i Linkøping) anvender ved sin Visitats af Klostret, da han først modtager Brødrenes og Søstrenes Klagemaal skriftlig, og 2 eller 3 Dage senere efter endt Visitats forelægger Confessoren dem punktviis, og paalægger Abbedissen og Confessoren at rette Feilene hos sig selv og sine Undergivne. En saadan Forsikring havde Broder Lafrans nu udstedt under sin Haand, men tilføiet, at han uden Biskoppens Raad og Bistand ikke troede sig i Stand til at naa det ønskede Maal, især i to Henseender For det Første maatte Lemmernes Antal i Munkeliv fastsættes efter Indtægtens Størrelse, og paa Opfordring erklærede han, at denne i gode og onde Aar efter hans Skjøn kun var tilstrækkelig til 30, Personer, hvad Mad og Drikke angaar, og da det paa Gnadenbergs Generalkapittel var bestemt og af Pave Innocents VIII samtykket, at intet nyt Kloster maatte stiftes eller Konventer indføres, medmindre man havde tilstrækkelig Underholdning for 32 Personer, nemlig 20 Søstre og 12 Brødre, hvoraf 8 Prester og 4 Lægbrødre, saa er det Abbedissens Ønske, at dette Tal i Munkeliv ikke overskrides, og at altsaa ingen Søster optages eller indklædes, førend Antallet er bragt ned til 20, og at senere ingen Søster antages, som ikke duer til at overtage de hende paahvilende Pligter, især den daglige Chorsang. For det Andet har Abbedissen paalagt Broder Lafrans, at han paa det Alvorligste skal overholde Afspærringen mellem Brødrene og Søstrene, saa at der ingensteds findes Adgang fra det ene Kloster, til det andet, uden hvor Regelen tillader det.s Men han har forsikret, at disse Forandringer overstege hans Kræfter, og dog er Klostrets Undergang nær, hvis de ikke hurtig gjennemføres^[51].

Om disse Forsøg paa at redde Munkeliv havde nogen Følge, har man ingen Oplysning Man finder kun, at Klostret fremdeles trængte til Brødre. Saaledes afgik 20de August 1510 to Brødre, Laurents Benediktssøn og Jens Jonssøn, fra Vadstena hid, ifølge Anmodning fra Bergens Biskop og Konventet i Munkeliv om at sende Brødre derhen. Med Overbringeren af hine Breve, Broder Peter Haakonssøn, Profess i Munkeliv, fulgte tillige Vadstenadiakonen Olaf Peterssøn, som i 10 Aar havde opholdt sig i Munkeliv^[52]. Hine to Vadstenabrødre medbragte til Munkeliv forskjellige Gaver i Sølv og Mynt fra „Guds Venner i Vadstena By“ som Hjælp til Klostrets Bygning, for hvilke Søster Valborg, Electa i Munkeliv, og Broder Nils Hanssøn, Confessor, den 13de Oktbr. 1510 udstedte deres Tilstaaelse, med det Ønske, at Guds Aand maatte opvække Flere til lignende Gavmildhed, samt forunde Broder Jens Jonssøn, som overbragte Gaverne, Styrke og Naade til at udrette i Munkeliv, hvad han nu vil paabegynde til Guds Hæder og Ordenens Gavn^[53]. Dette lykkedes ham dog neppe; thi ved Midsommers Tid 1511 kom Diakonen Laurents tilbage til Vadstena med Budskab om, at hans Ledsager, Broder Jens, var død i Munkeliv allerede Søndag efter Helligtrekonger^[54].

Af Alt, hvad man om Birgittinerne i Bergen finder, fremlyser det, at de have havt alle Slags indre og ydre Ulykker at kæmpe imod: Splid, Mangel, allehaande Uordener, Forfølgelse, Overfald, Plyndring, Ildsvaade og under alt dette – ufuldtallige Konventer. Christiern I havde Ret, da han allerede i 1468 beklagede, at denne Ordens gode Dage vare forbi^[55]. Al den Bistand, Munkeliv fik, blev derfor utilstrækkelig, uagtet Paven (Leo X) var Ordenens Ven. Ved. Bulle af 1ste December 1514 tilstod han Klostrene af Birgittas Orden Ret til at uddele 3 Aars Aflad til alle dem, der paa Allesjæles Dag og ellers ved Brødres og Søstres Jordfæstning indfandt sig i deres Kloster^[56]. – Men Klagerne over den usle Tilstand i Munkeliv vedbleve. I 1521 afsendtes atter en Broder til Vadstena, som indstændig anholdt om at forsyne Munkeliv med Brødre og Søstre, men paa Grund af de urolige Tider, som da vare i Sverige i Anledning af Oprøret mod Christian II, vovede Ingen at drage ud for at komme Munkeliv til Hjælp, og han vendte med uforrettet Sag tilbage. Samme Bøn gjentoges ligeledes uden Frugt i Juni 1525^[57], og Alt tyder saaledes paa, at Klostret mere og mere gik tilbage.

Og desuagtet havde Birgittinerne været begunstigede fremfor noget andet Kloster. De havde arvet Benediktinernes samtlige Eiendomme, fik Hr. Hans Kruchovs hele Gods og Sunnfjord i længere Tid i Forlening; senere henlagdes næsten hele Nonneseters Gods til Munkeliv; desuden havde det en meget betydelig Grundleie i selve Bergen^[58]. I Frederik Is Tid havde Klostret noget af Allehelgens Gods og for en Tid Nordfjord Len uden Afgift^[59], ligesom det uden Tvivl ligefra Christiern Is Tid og til Reformationen havde Andenes Len i Lofoten ad gratiam. Lenet blev i 1526 tilstaaet Bergens 24 Raadmænd mod at betale den sædvanlige Afgift deraf til Munkeliv^[60]. – Selv Privates Godgjørenhed finder man Spor af til det Sidste. Med en Haand fra 16de Aarhundrede har nemlig Brevbogen (S. 167–168) en Liste over Gods paa Hjaltland, som deels var givet af Olaf Gevaldssøn, deels af Søster Gudrun Erlendsdatter, der skjænkede hele sin Fædrene- og Mødrene-Arv til Klostret. Derimod tabte Munkeliv i 1526 sine Indtægter af Vestmannøerne ved Island. I Anledning af Skaalholt Kirkes Brand dette Aar bemægtigede nemlig den myndige Biskop Ogmund sig uden videre Klostrets Tiender af hine Øer til Kirkens Opbyggelse, og var siden, da Kirken var i Stand, ikke at formaa til at give Tienderne tilbage, men vedblev at oppebære Indtægterne deraf indtil 1538 eller 1539^[61].

Imidlertid udbredte Reformationen sig, og den bragte Birgittinerne i Munkeliv mangehaande Ulykker. Klostrets Beliggenhed paa Høiden af Nordnes havde ligesiden Baglerkrigene gjort det til et vigtigt Punkt i Krigstider, og da Christiern IIs Skibe ideligt truede Bergen, efterat hans Lensherre Jørgen Skriver havde maattet forlade Slottet, kom Munkelivs Befæstning paa Tale. Om Vaaren 1525 løb nogle af den landflygtige Konges Skibe ind i Sandvigen ved Bergen, og opsnappede derfra Biskop Olaf, Abbeden af Lyse og nogle Prester. Lensherren Vincents Lunge rustede sig da mod dem paa Slottet, og lod Byens Borgere, Skomagerne og nogle af Bryggen indtage og bemande Munkeliv^[62]. Vi have ovenf. S. 180 viist, at Nils Lykke nogen Tid derefter (1529) havde Haab om at faa Klostret, uden Tvivl under det Skin at omdanne det til en kongelig Befæstning; thi saadant var i 1529 og 1530 alvorligt paa Tale, men denne Plan opgaves, og man foretrak en Udvidelse af det gamle Slot paa den anden Side af Vaagen. Men i begge Tilfælde skulde det gaa ud over Birgittinerne.

I denne Nød tyede de med sine Klager til Erkebiskop Olaf, den eneste, fra hvem de under de daværende Forhold turde vente virksom Hjælp, og Abbedissen, Søster Anna Olafsdatter (Bagge), tilskrev ham 2den Juni uden Aar (1530) et meget kummerfuldt Brev^[63]. Hun og hendes Konvent ere stedte i stor Bedrøvelse, fordi de have mistet Hvalvaag, Laxevaag og flere af Klostrets bedste Jorder, som laa nærmest ved Haanden. I Bergen vises megen Uvillie mod Kirker og Klostre, de faa ingen Hjælp af Nogen, men Alle forurette og bedrøve dem, og sige, at de skulle ud af Klostret, og intet andet bør have igjen. Deres Uvenner lade sine Heste og Fæ opæde Klostrets Ager og Eng, og Enhver foruretter dem hvor han kan. Der er desuden Dyrtid i Bergen, og de have derfor seet sig nødte til at pantsætte Klostrets Klenodier, og ere endda i en Gjæld af 600 Gylden. Ingen have de at bede om Raad og Veiledning; thi Biskoppen, deres Ordens regulære Beskytter, er altid borte, og næst Gud have de nu ingen anden Trøster end Erkebiskoppen, som endelig maa skrive dem til, om hvad de skulle gribe til. Gud veed, at de gjerne ville blive i deres Kloster og holde Gudstjeneste efter deres Magt, blot de maatte have Fred og det Nødtørftige. Klostret eier endnu en god Messehagel af Fløiel, som de bede Erkebiskoppen kjøbe, da de unde ham den bedre end Biskoppen. Brevet ender med fromme Ønsker og Bøn om et hurtigt Svar.

Om dette kom eller ikke, er ubekjendt, og kan forsaavidt være ligegyldigt, som Biskop Olaf Thorkildssøn og Esge Bilde, som havde afløst V. Lunge i Bergen, vare blevne enige. I Anledning af Kong Frederiks Befaling af 28de Oktbr. 1529^[64] at undersøge, om Bergens Domkirke med tilhørende Bygninger laa Slottet for nær, bleve vidløftige Forhandlinger drevne mellem Esge Bilde paa den ene Side og Bergens Biskop og Kapittel paa den anden. Udfaldet, at de Sidste 15de Febr. 1531 afstode deres Kirker og Bygninger paa Kommunen mod at tage Munkeliv til Bispegaard og Domkirke i Stedet, er allerede omtalt S. 180. Ved denne ulovlige Afstaaelse af et Kloster med dets hele Gods betingede Bilde kun, at Kapitlet skulde „føde og opholde de fattige Jomfruer, som derinde vilde blive“, indtil Kongen eller Norges Riges Raad tog anden Beslutning i Sagen^[65]. Biskoppen var derfor heller ikke uden Frygt for, hvad Erkebiskoppen vilde sige dertil, og meldte ham to Gange Sagen, samt fortalte i det sidste Brev (13de April), at Munkeliv „var saa godt som øde lagt“^[66]. Dette var forsaavidt Sandhed, som onde Tider, Uordener i selve Klostret og den almindelige Forvirring paa denne Tid vistnok havde bragt Munkeliv paa Afgrundens Rand, hvorfra der maatte stor ydre Hjælp, for at frelse det. En saadan var dengang ikke at tænke paa. Men ligefuldt var denne Færd fra Biskop Olafs Side en aabenbar Tilsidesættelse af de Pligter, han som Birgittinernes nærmeste Forsvar skyldte disse, ligesom han i ethvert Tilfælde ingen Ret havde til Munkelivs Gods, om han end troede at burde tage dets Kirke og Klosterbygning i Vederlag for sin forrige Domkirke m. v. ved Slottet. Men Biskop Olaf var en gjerrig Mand, og den eneste norske Biskop i hine Dage, som ligegyldig baade for den gamle og nye Lære nedlod sig til at dele Byttet med „Kirkebryderne“.

Som Følge af Overeenskomsten med Biskoppen lod Esge Bilde paa Kongens Vegne ved Bergens Lagmand og 7 Raadmænd beskikke Abbedissen Anna Olafsdatter og Confessoren Jon Karlssøn, og underrettede dem om hvad der forestod. For at Ordenen kunde staa ved Magt tilbød han dem indtil Videre at modtage det kongelige Kapel Allehelgens Kirke i Bergen med saameget af sammes Gods, som da laa til Munkeliv, og desuden en eller to Gaarde derved at bruge som Kloster, indtil Konge eller Rigsraad anderledes forordnede; og paa Grund af dette Tilbud forbød de udsendte Søstrene og Brødrene at flytte andensteds hen fra Munkeliv, end til Allehelgens Kirke. De fleste af Nonnerne underkastede sig denne Befaling, forsaavidt som de forlode Klostret, men Abbedissen selv femte modsatte sig det med Bestemthed, og var, da Bilde Dagen efter lod hende udsige, ikke at formaa til at give noget andet Svar^[67]. De fleste Birgittinernonner rømmede altsaa Klostret, men det synes ikke, at Nogen af dem har antaget Tilbudet af Allehelgens-Kirke; thi to Nonner, Barbara Thorkilsdatter og Ragnhild Nilsdatter, der 28de Juni 1531 ankom til Vadstena, berettede, at de og deres Søstre vare udjagede af Munkeliv af Lutheranerne, og at de fleste af dem havde tyet hjem til deres Slægtninger omkring i Landet^[68]. Allerede i Mai s. A. var Biskop Olaf bosat i Munkeliv, medens Abbedissen og de, der bleve tilbage med hende, i det Mindste i et Par Aar ogsaa maa have holdt til der. Da nemlig Frederik I 17de Januar 1533 gav Biskop Olaf Andens Len, som Munkeliv hidtil havde havt, paalagdes det ham at forsyne de gamle Klosterfolk, som endnu boede i Munkeliv, med Klæder og Føde^[69]. Munkelivs sidste Nonne var „ærlig og velbyrdig Jomfru Søster Elisabet Pedersdatter af Thjøtø“. Efter Klostrets Ophævelse tog Mag. Geble hende i Huset til sig til sin Død. Hun selv døde 6te Januar 1568^[70].

Med Aaret 1531 maa altsaa Munkelivs Kloster antages aldeles sekulariseret, og naar et paalideligt Kildeskrift fortæller, at det først 1534 ganske undergik, menes rimeligviis Aaret, da de, sidste Klosterfolk droge bort^[71]. – Ved Christiern IIs Ankomst til Norge Høsten 1531 vakte Munkelivs Beliggenhed atter Opmærksomhed. Den 9de Januar 1532 meldte nemlig Thord Roed med 3 Andre efter Esge Bildes Befaling Biskop Olaf i Munkeliv, at man frygtede, at Kongen til Foraaret ved aabent Vande vilde sende Krigsfolk til Bergen med Jørgen Skriver og Andre, der kjende Bergenhuus; at de i Oslo vidste fuld Besked om Leiligheden i Munkeliv, hvorfor de raadede Biskoppen til at befæste og bemande det vel. Hertil lovede Biskoppen at vove Liv og Gods for Kong Frederik, ligesom 3 af Kapitlet, Erkedegnen Mag. Geble og Kannikerne Mag. Peder og Hr. Mogens erholdt samme Opfordring fra Slotsherren^[72]. Af dette Angreb blev vel Intet, men Kong Frederiks Tilhængeres Adfærd mod Munkeliv og Domkirken nævnes udtrykkelig som en af de Grunde, der bevægede Erkebiskoppen til Frafald fra hans Sag^[73].

Munkelivs faste Beliggenhed skulde dog tilsidst bringe fuldstændig Undergang over Klostret. Mag. Geble Pederssøn, der efter Biskop Olafs Død var bleven valgt til Biskop i Bergen, residerede her, og stod sig ret godt med det lutherske Parti, da han var en oprigtig Tilhænger af den nye Lære. Han fik derfor og Munkelivs Gods i Forlening af Christian III^[74], da denne i 1537 inddrog Bispestolens Indtægter, og saaledes ogsaa det nylig afstaaede Munkelivs Gods. Men desuagtet har sandsynligviis Mag. Geble ikke viist sig saa føielig og tilfreds med enhver Færd af det danske Adelsparti som hans Formand, og under Erkebiskop Olafs sidste Kamp synes dette at have frygtet for, at han skulde overgive Munkeliv til Erkebiskoppens Høvedsmand Christoffer Throndssøn. Thord Roed, der da laa i Slotsloven paa Bergenhuus for Esge Bilde, der var fangen paa Tuterøen, udbad sig derfor af Geble Tilladelse til at lægge en Besætning i Kirketaarnet, og han tillod dette. Nu lod Thord nogle Tønder, som han sagde indeholdt Øl til Vagten, hidse op i Taarnet. Men de vare fyldte med Tjære, og for anden og sidste Gang lagdes nu den herlige Bygning ved Mordbrænderes Haand i Aske (Marts 1536). Thord Roed indkaldte de omboende Bønder, og lod dem med Jernstænger nedbryde de tilbagestaaende Mure^[75].

Mag. Geble vilde igjen have opbygget Klostret; thi alene Træverket var afbrændt og Murene hele; men af Frygt for, at Klostrets Beliggenhed en anden Tid under Feide skulde paaføre det den samme Skjebne, flyttede han hvad der af Munkeliv var tilovers ind til Graabrødrenes forladte Kloster i Vaagsbunden, hvor Biskops-Residentsen derefter var lige til de seneste Tider. Fra 1536 af overlodes Munkelivs Bygninger til Tidens Ødelæggelse, og Stenene anvendtes til andre Bygningsarbeider^[76].

Vi ere hermed færdige med Munkelivs Historie. Den er bleven vidløftigere end noget andet norsk Klosters, fordi vi om det have mange baade norske og fremmede Efterretninger, der endnu vilde været langt betydeligere, dersom Birgittinerne havde fortsat den Brevbog, de 1427 optoge over det fra Benediktinerne arvede Gods, men en saadan er hidtil ikke funden, og vi mangle derfor Kundskab om Klostrets Kjøb og Salg i det sidste Aarhundrede. Omfanget af Munkelivs Gods kjendes af 3 Jordebøger, forfattede til tre forskjellige Tider: en i 1427, indtaget ved Enden af Brevbogen, en anden fra 1463, og den tredie fra Slutningen af Aarhundredet^[77]. Denne sidste med sine mange Tillæg og Rettelser viser, i hvilken Vildrede Klostergodset i de sidste Tider var, og hvor indviklet Forholdet var blevet med Nonneseters Gods – Alt Vidnesbyrd om slet Bestyrelse. Alene i Bergens Stift eiede Klostret efter den sidste Jordebog omtrent 350 Gaarde, hvortil endnu maa lægges Godset i Ryfylke, i Valders og paa Lister, Indtægterne af Hjaltland, Færø og Vestmannøerne, de mange tildeels indbringende Tomter og Gaarde i Bergens By og Møllebrugene i Gravdal. Alt dette i Forening med de Forleninger, Klostret i de sidste 70 Aar havde, hver ny Søsters Indskud, og de dog altid indflydende Gaver maatte tilsammen have gjort Munkeliv til Norges rigeste Kloster. Den Forlegenhed, hvori det desuagtet i de sidste 100 Aar ofte befandt sig, kan vel stundom tilskrives utilregnelige ydre Uheld, men maa dog i det Hele være bevirket ved Uordener og Overdaadighed, som nu ikke længere i Enkelthederne kan paavises.

Munkelivs Klosters Gods blev senere i Forbindelse med St. Jons Augustinerklosters en verdslig Forlening Efter Superintendentens Mag. Gebles Død (7de eller 9de Marts 1557) blev det uden Afgift forlenet til Rentemesteren Joachim Beck (1558–1567), og senere, ligeledes uden Afgift, til Bjørn Anderssøn (1567–1584), Jørgen Skram (1584–1587), Hans Lindenov (1587–1594) og Steen Brahe (1594–1597). Ifølge de Besparelser, Christian IV ved sin Regjerings-Tiltrædelse søgte at indføre, blev Munkeliv paa Afgift forlenet til Henning Valkendorf (1597–1626), men saa fik Kansleren Christen Friis det uden Afgift (1626–1640) og ligesaa Kongens Dattersøn Christian Corfitssøn Ulfeld (1640–1652), samt endelig Axel Sehested (1652–1660) mod Afgift. Klostrets Grunde blev i Forening med Jonsklostrets og Allehelgens-Kirkens Grunde ved kgl. Missiver af 28de Oktbr. 1599 og 4de Juli 1609 udlagte til Mønsterplads for Bergens Borgere (nu Engen)^[78]. – Munkelivs Navn er bevaret i en af Byens Smaagader, dets Tomt er nu en aaben Plads, der kaldes „Klostret“, men af dette selv er ikke det ringeste Spor tilbage over Jorden, hvis ikke den nærliggende betydelige Have dertil kan henregnes.

1. Munkelivs Brevbog 42–25. Dette er det første Vidnesbyrd om Birgittinernes Myndighed i Munkeliv. Det usædvanlige Navn Hans Borqvard henleder Tanken paa en anseet Prestmunk i Vadstena Johannes Borqvardi, der blev munkviet 1428, og meget brugtes ved Klostres Anlæg og Visitation. Han blev 1443 Confessor generalis, men fratraadte allerede 1444 og gik til Naadendal Kloster i Finland, hvor han døde 1447. (Diar. Vadsten.)
2. Diar. Vadsten. 49. 53. 155. 56. 57.
3. Script. Rer. Dan. I. 194.
4. Broder Asmund f. Ex., der i 1416 kom til Maribo, kom 1490 hjem til Vadstena fra Norge efter $\scriptstyle 1{\frac {1}{2}}$ Aars Fravær, og en Søster Botild var i 1416 sendt fra Munkeliv til Maribo. Diar. Vadst. 73, 90.
5. Daugaard, Danske Klostre. 319.
6. Navnet „Forstander“ bruges ikke i Birgittinerklostrene uden netop i et Klosters Stiftelses-Perlode, førend Arbeidet var saavidt fremmet, at Birgittas Regel knade efterleves. Da valgtes Confessor, og naar Søsterkonventet var i Stand, Abbedissen, som derpaa overtog den hele Bestyrelse. I Munkeliv var der altsaa en Birgittinernes Forstander 1420–1427, en Confessor 1427–1433, og endelig Abbedisse fra 1434.
7. Denne Jordebog er ligeledes udgivet af P. A. Munch bag i Brevbogen.
8. Munkelivs Brevbog 111–112. jfr. ovenfor S. 281 og Norsk Tidsskrift IV. 61. 66.
9. Munkelivs Brevbog 48–49. Andre Hjemmelsbreve fra den sidste findes sammest. 121. 29–30 74–75. Hertil hører og de ovenf. S. 280 omtalte Beundrere af Kong Erik for St. Birgittas Orden i Munkeliv.
10. Munkelivs Brevbog 159–160. Diar. Vadst. 71.
11. Brudstykket af en Vadstena-Brevbog 4to. paa kgl. Bibl. i Skockholm. Jfr. ovenf. S. 62, hvor denne Stevning fra Rom og Diariets Omtale deraf er anført.
12. Dipl. Arn. Magn. fasc. 15. No. 28; udg. af B. C. Sandvig 1779, og atter optrykt i N. Dan. Mag I. 42 ff. At Birgittas Datter Katharina, der ligeledes blev kanoniseret, fik sin Fest i Norge ligesom i Sverige (22de Marts), er neppe tvivlsomt, skjønt jeg Intet derom har fundet. Jfr. Troils Handlingar. II. 375.
13. Saaledes er uden Tvivl Meningen hos Huitfeld Folioudg 796–797.
14. Dipl. Arn. Magn. fasc. 14. No. 10. Schønings Anh. til Domk. Beskr. 8. Han havde, formodentlig efter sin Hustrus Ingerid Simonsdatters Død, givet sig i Provent hos Kannikerne i Nidaros, hvilke han ved et Tillæg til Testamentet af 1432 gav den Gaard i Bergen, som han havde bygget paa Munkelivs Tomt. Sammest. S. 10. Ovenfor S. 282.
15. C. M. Creutz, Birgittiner-Klostret i Nådendal, i „Suomi“ 1849. 212–213, efter Lagus, Handl. t. Uppl. i Finlands Kyrkoh. III. 38. Confessorens Udsagn, at Munkeliv ei stod under Vadstena, er vistnok en tom Udflugt; thi alle Birgittinerklostre skyldte dette og dets Abbedisse Lydighed.
16. Diar. Vadst. 84. 86.
17. Norges Rigsraads Klage af 20de Aug. 1440 i Jahns Unionshist. 518–519.
18. (Troils) Handlingar IV. 370–372, efter den ovenfor omtalte Codex Upsal. No. 6 4to. p. 88. Brevet synes at være til Hamars Biskop, deels paa Grund af Titulaturen, deels fordi Abbedissen beder, at Kornet maa blive sendt til Oslo, der gjør det usandsynligt, at dettes Biskop er meent. Desuden skulde Overbringeren ifølge det andet Brev besøge Hedemarken, og Biskoppen i Bergen paa den Tid, Olaf, Klostrets Patron, havde før været Kannik i Hamar og Sogneprest paa Gran.
19. Evensens Samlinger II. ii. 71–78.
20. Barth. IV. 403–405. 559–561. Dipl. Norv. I. No. 801. Dette Indbrud i Munkeliv var Forspillet til den langt blodigere Scene i 1455, og foranlediget som denne af Tydskernes Had til Hr. Olaf Nilssøn. Jfr. Werlauffs 2den Afhandling i Skand. Literat. Selsk. Skrifter XVI. 91 ff., hvor man blandt Andet S. 95 seer, at der i dette Aar er ført Klage over Hr. Olaf af Raadet i Lybek for Kong Chriftoffer, hvilket ligeledes omtales hos Detmar (Grautoff II. 105), ligesom der i Varia Huitfeld. (Arn. Magn. 22. b. fol.) findes et Vidnesbyrd, uden Tvivl fra dette Aar, om at Oldermanden paa Bryggen havde væbnet alle Tydskere, og da han herfor tiltaltes af Kongens Lensherre Olaf Nilssøn, som sædvanlig henskjød sin Sag under Kongen og de tydske Stæder, uagtet de Tydske paa Bryggen vare forpligtede til at svare for norsk Domstol.
21. Afskrift af Arne Magnussøn, der opgiver, at Diplomet var skrevet med samme Haand, som de i Barth. IV. indførte Breve fra Biskop Olaf. Arne henfører det til 1444, men 1449 bliver rimeligere.
22. Afskrift i Langebeks Diplomatarium. Jeg har ikke fundet dette Brev blandt Arnes Apographa.
23. Magnus Unonis var Confessor i Vadstena fra 29de Mai 1444 til Vaaren 1452, da han efter kgl. Ordre resignerede, men valgtes atter senere, resignerede paany frivillig i Advent 1455, og døde i August 1470. Biskop Oluf maa være død i Slutningen af 1449 eller Begyndelsen af 1450, og det er vel Efterretningen herom, der har foranlediget Confessorens Tillægsskrivelse.
24. Diar. Vadst. 101. 104. Foruden Afskrifter af forskjellige Bøger for Choret, udarbeidede han Declarationes articulorum de relevationibus extructorum; altsaa en Slags Kommentar til St. Birgittas Aabenbarelser.
25. Dipl. Arn. Magn. fasc. 25. No. 15 b. Trykt i 1ste Udg. S. 751–752. Af Udtrykkene i dette Brev er det iøvrigt klart, at Hr. Hans Kruchow ikke er bleven virkelig Munk, i hvilket Tilfælde Klausuren ikke kunde tilladt ham at blive staaende i Rigsraadet, eller Ordensregelen iøvrigt at nyde et verdsligt Len, men at han har ladet sig optage som frater ab extra, uden hverken at opholde sig i Klostret eller aflade fra verdslige Sysler.
26. Sagen er vidløftig fortalt af Werlauff, anf. Sted S. 91–120, men han feiler, naar han efter lybske Kilder antager, at at. Olaf ikke efter Løfte har indfundet sig i Bergen 1453. Brevet ovenfor af 9de Oktbr. viser, at baade han og Broderen da vare hos Kongen i Bergen. Detmars Fortsætter (II. 160) siger og, at han kun tog sin Tilflugt til et Kloster (nærmest Utstein eller Halsnø), indtil han havde faaet Kongens frie Leide. Begivenhederne 1465 ere udførlig fortalte af Detmars Fortsætter II. 178–180. Han har noget Nyt, som her er benyttet.
27. Willebrandt Hans. Chronik III. 61–64. Forliget var, ifølge Detmar og Lybeks Sendebuds, Godeke Bormesters Erklæring, mange norske Rigsraader imod. Afskrift i Lybeks Archiv. Nor III. 3. 53–55.
28. I sit nedenanførte Klagebrev forsikrer Fru Elisa, Hr. Olafs Enke, at han efter Forliget 1453 hverken selv eller ved Nogen af Sine havde tilføiet Tydskerne den ringeste Uret.
29. Detmar II. 170 Dette stemmer forsaavidt med Enkens Beretning af 1455 og Sønnens af 1477, som de sige, at Tydskerne først modtoge ham venligt, og indbøde ham til en fredelig Samtale paa Jonsvolden.
30. Saa at der ei staar „en Stift“ igjen, skriver Fru Elise i sin Klage til Raadet i Lybek. Dipl. Norv. III. No. 830. I Enkelthederne afviger hun lidt fra Detmar, men her er ikke Stedet til at gaa ind paa disse.
31. Detmar II. 180. Werlauff anf. St. 104–106. Oldermanden paa Bryggen berettede og 29de Septbr. Sagen ganske lakonisk til Raadet i Lybek. Dipl. Norv.III. No. 829.
32. Recessus Hansæ vol. IV og 86 i Wismars Archiv.
33. „Kongen brød sig ikke stort derom, da det var ham kjært, at Hr. Olaf var ihjelslagen, da han var ham imod og havde gjort ham Fortræd med Elfsborg Slot.“ Detmar II. 180. I 1469 eftergav ogsaa Kong Christian paa Lybeks og Hamburgs Forbøn de tydske Kjøbmænd den Skyld og Straf, de ved Mordet paa Biskoppen, Lensherren m. Fl. samt for Branden havde fortjent. (Willebrandt III. 81). Mordbranden omtales ogsaa i Kong Hans’s Haandfæstning af 1483 (Saml. t. N. F. Hist. IV. 360), og endnu i Christian IIs Tid var Sagen ikke endelig opgjort.
34. Diar. Vadst. 113. 114. Mærkeligt nok omtales Munkelivs fuldkomne Ødelæggelse aldeles ikke i Diariet, hvilket nævner Confessorens Ankomst derfra, som om aldeles Intet var i Veien. At Konventet i Munkeliv ogsaa paa denne Tid nogenlunde maa have været i Orden, indlyser deraf, at en Broder Svend fra Marienvold Birgittinerkloster ved Lybek, som ønskede Optagelse i Vadstena, henvistes til Munkeliv, men betænkte sig (ibid. 115).
35. Dipl. Norv. II. No. 825. Confessoren nævnes ikke, han var nemlig da i Sverige. Iøvrigt er maaske Brevet ikke udstedt i selve Munkeliv, men kun for Formens Skyld dateret derfra.
36. Thorkelin Analecta 146–149. I Fortalen retter Thorkelin Aaret 1476 til 1486, fordi Henrik nævnes som Konge i England; men Thorkelins Kilde, Barth. IV. 598, har Aaret 1476, og 1486 er i alle Fald urigtigt; thi da var Jon Smør forlængst død (Saml. III. 605. IV. 593). Da Hans Teiste blev Biskop i Bergen 20de Juni 1474 (Barth. IV. 410), og Jon Smør druknede i 1483, maa Brevet falde mellem disse Aar, i hvilke ligeledes Thorstein var Magister Capellarum, og følgelig maa den engelske Konges Navn være feilskrevet, da Edvard IV af York var Englands Konge fra 4de Marts 1461 til 9de April 1483, medens Henrik VI allerede døde i Tower 1471, og Henrik VII først blev Konge 1485. Brevets rette Datering er iøvrigt her ligegyldig, naar det blot er godtgjort, at den maa falde i en Tid, da Birgittinerne vare i Hovedø, og en Abbed i Munkeliv altsaa mulig.
37. Dipl. Arn. Magn. fasc. 50. No. 18. Sandvig henfører i sit Katalog over Arnemagnæana dette Brev til 1500 omtrent, men da vare Birgittinerne atter i Munkeliv, og Abbed Thorger faar derfor rettest Plads som Abbed Paals Formand.
38. Denne Amund Thorleifssøn Koggenagle nævnes og i Registret til Munkeliv Brevbog S. 182, hvor der berettes, at han 1483 gav Gaarden Mykletun i Dal strax ved Prestegaarden til Klostret.
39. Orig. i norske Rigsarchiv. Trykt i 1ste Udg. S. 747–748.
40. Hist. eccl Isl. IV. 172. Dette er saaledes Formularen for Optagelsen af en Broder ad extra. 16de Juni 1481 bortbygslede de Samme en Tomt i Arvidsgaarden i Bergen. (Geheimearch.)
41. Trykt i 1ste Udg. af dette Skrift S. 749–750.
42. Dipl. Norv. II. No. 928.
43. Saml. t. N. F. Hist. VI. 21. Diplom af 1507 paa Lungegaarden i Bergen. Det sidste viser tydeligt, at Munkeliv har erholdt alt Nonneseters Gods med Undtagelse af de i en vedføiet Fortegnelse udtrykkelig St. Antonsbrødrene forbeholdte Eiendomme. (Se Nonneseter i Bergen).
44. Nettelbla Birgittiner-Kloster. S. 162–184.
45. Man finder ei heller, at nogen Udsending fra Munkeliv har afgivet Møde ved Birgittinernes Generalkapittel i Marienforst ved Kölln 1516. (Troils Handlingar V. 327).
46. Diar. Vadst. p. 141. At man der trængte til Brødre, vises nedenfor, ligesom Munkelivs Forfald ogsaa antydes derved, at en norsk Pige Dorothea efter Erkebiskop Gautes og Bergens Biskops Bøn i 1492 viedes til Nonne i Vadstena. Hun maa være den Søster Dorothea Nicolai Nørcha (ɔ: Norska), som efter 23 Aars Profession døde i Vadstena 9de Nov. 1515 med det Skudsmaal af Diariets Forfatter, at hun havde stor Devotion for Treenigheden.
47. Den 21de Oktbr. 1506 tilskrev en i Vadstenas og Birgittinerne Historie mærkelig Munk, Peter Ingemarssøn, da Forstander for St. Birgittas Huus i Rom, Abbedissen i Vadstena, og indskærpede Filialklostrenes Visitation, der fremdeles forsømtes. Han vælter det aandelige Ansvar for Tilsidesættelsen heraf paa Vadstena, hvis Confessor han truer med Paamindelse af Paven. Troils Handlingar V. 314 ff.
48. Diar. Vadst p. 150.
49. Diplom i Bergens Museum. Begge Konventets Segl vedhænge endnu i grønt Vox. Søstrenes Segl er ovalt, fremstillende St. Birgitta med sine Relevationer i Haanden, og af Omskriften kan kun læses – – – – conventus – – – – Munkaliif. Brødrekonventets Segl er rundt, fiirdeelt med et Kors og med Omskrift: S. confessoris generalis monasterii Munkaliif. Disse Segl ere mindre end de ved Brevet af 1478 (se Hovedø), hvilke tillige ere smukkere.
50. Afskrift i danske Geheimearchiv efter Ørnhielms Dipl. X. 1047.
51. Samtidigt Udkast i Vadstena Brevbog (A. 26) fol. 337. Dette Brev er efter al Rimelighed omtrent fra 1496, og en Følge af den nysnævnte Klage over Munkelivs Confessor.
52. Diar. Vadst. 166.
53. Afskrift i danske Geheimearchiv efter Ørnhjelms Diplom. X. 1144.
54. Diar. Vadst. 107.
55. Script. Rer. Dan. VIII. 444.
56. Troils Handlingar V. 341–343. Alle Leos Breve til Vadstena ere stilede til Confessor, hvilket er mærkeligt paa Grund af dennes underordnede Stilling under Abbedissen. – Sandsynlig har det været den dygtige Peter Ingemarssøn, Forstander for Birgittas Huus i Rom, hvem Ordenen havde at takke for Leos Yndest.
57. Diar. Vadst. 177. 179.
58. Dette sees af en senere Jordebog af 1463, der slutter med en Opregning af Indtægterne af Island, Færøerne og Hjaltland samt „Renten her i Staden“, ifølge hvilken (mindst) 34 Leiere betalte aarlig ikke ubetydelige Summer, saasom: 9 Gylden, 3 Gylden og 15 Lispd. Malt. 20 Skilling Engelsk, 5 lybske Mark, 15 Skilling lybsk, 1, 2, 3 Gylden o. s. v. (Arnamagn. Additam. 92.)
59. Nye danske Magaz. VI. 322. 328.
60. Saml. til Norg. Hist. VI. 22. 47.
61. Hist. eccl. Isl. IV. 225–226.
62. Allens Breve og Aktstykker I. 334.
63. Münch. Dipl. No. 3902, trykt i 1ste Udg. 760–761.
64. Orig. paa Perg. i norske Rigsarchiv.
65. Orig. paa Perg. i Rigsarchivet. Tryki i Saml. t. N. F. Hist. II. 36–38 efter en Afskrift i den Münchenske Samling. Brødrene nævnes ikke.
66. Saml. t. N. F. Hist. II. 46.
67. Orig. paa Perg. i Rigsarchivet. Slutningen er hullet, og derfor Søstrenes Svar i Anledning af Opfordringen tvivlsom.
68. Diar. Vadst. 182.
69. Saml. t. N. Folks Hist. II. 54. VI. 46–47. Vilde Nogen paastaa, tilføies der, at Lenet tilhørte Klostret, da modbevises dette af Christiern Is, Hans’s og Christiern IIs Breve, hvorefter det var undt Munkeliv ad gratiam d. e. saalænge Kongen vilde.
70. Absalon Pederssøns Kapitelsbog, i Suhms (ældre) Saml. II. ii. 102. Christian III. stadfæstede 6te April 4557 en Anordning af Biskop Geble, hvorved han havde udlagt Munkelivs aarlige Grundleie af Guldsmedstrædet og en Bod ved Bryggesporden i Bergen til Underholdning for Jomfru Elisabet Pedersdatter, „som er indgivet i Klostret“. Norske Registr. Afskr. I. 345–346.
71. Script. Rer. Dan. IV. 413. Maaske er dog 1534 kun en Læsefeil for 1536.
72. Orig. paa Papir i danske Geheimearchiv.
73. Saml. i. N. F. Hist. II. efter Münch. Dipl. No. 3111. No. 3984 i samme Samling indeholder et ældre, noget forskjelligt Udkast til samme Skrift, der i flere Henseender fortjener at sammenlignes med hiint.
74. Norske Registre i Afskr. I. 13. 256. 350.
75. Norske Saml. 8vo. I. 19. Paludan-Müller Grevens Feide II. 267 ff. Abs. Pederssøns Norges Beskr. i Suhms Saml. II. i. 86–87. Thord Roed belønnedes med Bergenhuus Len, som han fik 14de Oktbr. 1536.
76. Saaledes fik allerede i 1562 den daværende Lensherre paa Bergenhuus Erik Rosenkrands kgl. Samtykke til at benytte Stene fra Munkeliv til Kjældere under sin Gaard (Dipl. i danske Geh. Arch.), men endnu i 1583 omtales Munkelivs Muur som staaende (Dipl. i Bergens Museum).
77. Arnamagn. Additam. No. 92 og No. 99, den sidste trykt af P. A. Munch bag Brevbogen S. 192 ff.
78. Diplom i Bergens Museum.