De norske Klostres Historie i Middelalderen/3/1

Christian C. A. Lange

De norske Klostres Historie i Middelalderen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (s. 193-199).

Anden Hovedafdeling.

De norske Klostres Specialhistorie.

Tredie Afsnit.

Klostre i Nidaros og Bergens Stifter.

---

I.

Klostre i Nidaros Stift.

§ 1. Oversigt. Beslægtede Indretninger.

Ligesom Thrøndelagen (Þrøndalag, Þrándheimr) i de ældste Tider var den bedst befolkede Deel af Norge, „hvor Landets største Styrke var“, saaledes blev og den af Kong Olaf Tryggvessøn anlagte By ved Udløbet af Nidelven, Nidaros, allerede tidligt et af Kongernes sædvanligste Opholdssteder. Som Følge af det inderlige Forhold mellem Kongemagten og den første Christendom, reistes de første Kirker og finder man de første Spor af Klostre i denne Deel af Landet (ovenfor S. 12). Nidarholms og Bakke Klostre ved Nidaros vare stiftede i første Halvdeel af 12te Aarhundrede. Domkapitlet stiftedes samtidigt med Erkestolen og Hammer Bispedømme 1152; og fra nu af havde Erkestiftet sine faste Grændser, mod Nord til Finmarken, mod Syd til Dovre og Stat, idet hele det nuværende Nordlands og Finmarkens Bispedømme samt Søndmøre af Bergens Stift hørte derunder. Samtidig med Domkapitlet finder man omtalt Helgeseters Konvent for regulære Kanniker. I 13de Aarhundrede forøgedes Stiftets Klostre med Tuterøen og Rein paa Landet samt Prædikebrødrenes og sidst Minoritternes Klostre i Byen; men flere end disse 7 Klostre kan man ikke med Sikkerhed tillægge dette Norges vidtløftigste Bispedømme. Foruden disse uomtvisteligen Klostre nævner deels Sagnet deels nyere Forfattere flere andre, hvis Tilværelse vi ansee høist tvivlsom, og under Eet ville behandle i § 9, nemlig: Alstahoug Kloster i Skogn, Munkeby i Levanger, Huseby i Børgseskogn, Veø i Romsdalen, St. Peders Kloster i Borgund, Klostre paa Giske og paa Herrø, alle paa Søndmøre, Throndenes Kloster i Senjen og Munkefjord i Finmarken.

Ikke heller paa Hospitaler var dette Stift saa rigt, som man skulde ventet af Rigets første geistlige Sæde, og der fandtes neppe noget udenfor Byen selv. Her synes at have været 3 samtidige Hospitaler, nemlig: 1) et Hospital for fattige Mænd (hospitale pauperum, fatækra manna spital) paa Ilevolden^[1]; 2) Marie Hospital for fattige Kvinder paa Ilevold (Mariu spital á Völlum, kerlingar við Mariukirkiu)^[2]. Disse to Hospitaler have dog uden Tvivl, ligesom Katharina- og Allehelgens-Hospitalerne i Bergen, udgjort en Fællesstiftelse, der sendes Erkebiskop Jon, 1267–1277, i hvilket sidste Aar det var i Stand^[3]. 3) Et Hospital ved Domkirken (spitalsgarðr firir norðan Kristkirkiu)^[4], der maaske er det samme som det Sygehuus (hospitale infirmorum), hvis Prest forekommer 1280 blandt Byens Sogneprester^[5], maa efter det Anførte være forskjelligt fra Hospitalerne paa Ilevolden, og stod under Domkapitlets Jurisdiktion; men iøvrigt vides Intet til Oplysning om dette Hospital. Saaledes kjender man egentlig kun et dobbelt Fattighuus paa Ilevolden, og et Sygehuus ved Domkirken. Naar der tales om „Spitalen“^[6] i Throndhjem, menes den førstnævnte selvstændige Stiftelse; men dette Udtryk viser tillige, at Nidaros ikke har havt flere slige Stiftelser.

Erkebiskoppernes Iversyge mod Kongemagten har maaske været Aarsag i, at ikke heller flere af de kongelige Kapeller fandtes inden Erkestiftet. Det Kapel ved Kongsgaarden i Nidaros, som Kong Haakon Haakonssøn byggede, blev ikke optaget iblandt de kongelige Kapeller, saaledes som Tilfældet blev i Bergen med Apostelkirken, i Oslo med Mariæ-Kirken og med Kirken ved Avaldsnes Kongsgaard paa Kormt. Ikkim St. Mariæ Kirke paa Tromsø (juxta paganos), som samme Konge havde bygget^[7], for at fremme Christendommen i Finmarken og der modarbeide de indtrængende Karelers græske Ritus, blev ved de 14 kongelige Kapellers Stiftelse formelig overdraget Kronen, men dette som det synes med Uvillie fra Erkebiskoppens Side, der ikke kunde hindre det, eftersom Paven i 1246 havde overdraget Kongen Kaldsret til de Kirker, han eller hans Arvinger byggede blandt Hedningerne^[8]. Senere hen i Tiden, da disse Kapellers Anseelse forfaldt, fordi Kongerne ei længere opholdt sig i Norge og sørgede for deres Bedste, maa Erkestolen have tilvendt sig Myndigheden over Tromsø Kirke; thi i 1486 lod Kong Hans for Erkebiskop Gaute oplæse i Bergen de Breve, som hjemlede Kongen Kaldsretten til Tromsø Kirke, hvilken derfor Gaute med sit Kapittels Raad og Samtykke ogsaa afstod, mod at den Kaldte skulde være en duelig og indenlandsk Klerk, der skulde være Nidaros Erkebiskop lydig^[9].

Af Gilder har der i Middelalderen været flere i Nidaros Stift, men i selve Byen kjende vi kun eet ved Navn, nemlig Korsets Gilde (krossgildi)^[10], hvori ifølge Byloven Lagthinget holdtes^[11]. Det er rimeligviis det samme som Myklegildet i Nidaros, som oprettedes og hvis Skaale byggedes Kong af Olaf Kyrre^[12], og som uden Tvivl laa paa Bratøren. At Hertug Skule i sine sidste Dage tilbragte tre Aftener deri, antyder, at det har været det anseeligste i Byen, og Udtrykket „det store“ Gildehuus viser, at der og har været idetmindste eet mindre^[13]. Efter al Rimelighed have Haandverkerne her som i Bergen, Oslo og Tønsberg havt et særskilt Gilde, som maaske ligesom i hine Byer har baaret Navn efter det talrigste Laug, Skomagernes. Omkring i Thrøndelagen har der rimeligviis været flere Gilder, skjønt ingen af dem omtales i Kildeskrifterne. Men Spor af dem ere dog endnu tilbage. Saaledes beretter Schøning (i sine utrykte Reiseoptegnelser), at der nedenfor Meldalens Kirke har staaet et Gildehuus, hvorefter Stedet kaldes Gillesøy, og strax Vest for Opdals Hovedkirke skal ligeledes have staaet en Gildeskaale, hvorefter en Ager endnu har Navn^[14]. Paa Søndmøre var et Gilde paa en af Herrøerne^[15], hvoraf Tomten endnu paavises i Nærheden af Hovedkirken. Ligesaa tager man vist neppe Feil ved at antage, at Gildeskaal (Gildisskáli) Prestegaard og Kirke i Salten har sit Navn efter et herværende Gilde, som iøvrigt aldrig nævnes. Da Gilderne var en verdslig og ingen geistlig Indretning, maa endelig ogsaa Gildet i Refsund og Aasmændenes Gildehuus (gildihús Ásmanna), begge i Jæmteland^[16], henregnes til de nordenfjeldske Gilder, uagtet Landskabet i geistlig Henseende hørte til Upsala Stift i Sverige. – Efter Reformationen ere Brødrene i de forskjellige Gilder sandsynligviis vedblevne med deres papistiske Skikke, hvilket har foranlediget et Kongebrev af 19de Juli 1552, hvori Christian III forordner, at da han har „forfaret, at der i Throndhjems Stift holdes mange Gilder, hvori bruges stor Uskikkelighed, Gud allerhøieste til Vanære og mange vore Undersaatter til et ondt Exempel, da paa det at slig Uskikkelighed kan nederlægges, have vi befalet vor Lensmand og (Superintendenten) os elskelige Mester Hans Gaas“ at forandre slige Gilder overalt, hvor de findes i Stiftet, efter den Skik, som derpaa er gjort i Bergens Stift^[17]. Ogsaa af dette Brev sees, at der endnu efter Reformationen existerede mange Gilder i Stiftet, om hvilke vi saaledes ingen Kundskab have.

Efter den Begrændsning for dette Arbeide, som i Indledningen er opstillet, ere–alle disse Indretninger iøvrigt Klosterhistorien uvedkommende, og derfor her kun løselig paapegede.

1. Thork. Dipl. II. 78 Norges gamle Love II. 481 ff.
2. Dette Skrift 1ste Udg. 770. 771. Dipl. Arn. Magn. fasc. 10. No. 16. fasc. 15. No. 9.
3. Thork. Dipl. II. 76. Norges gamle Love anf. St. Dipl. Norv. II. No. 468. Det nuværende Hospital i Throndhjem er uden Tvivl denne Jons Stiftelse. (Kraft Norges Beskr. V. 399).
4. Thork. Dipl. II. 231. Dipl. Norv. I. No. 88.
5. Thork. Dipl. II. 88. Dipl. Norv. III. No. 16.
6. Saaledes i Aslak Bolts Jordebog S. 15. 35. 42 o. fl., hvor Mageskifter mellem Erkebiskoppen og Spitalen omtales. Sygehuset ved Domkirken har nærmest været underholdt af og hørt under denne, og med dette kunde saaledes intet Skifte foretages.
7. Haak. Haakonss. Saga c. 333.
8. Werlauff i Skand. Litt. Selsk. Skr. XVI. 15.
9. Dipl. Norv. I. No. 950.
10. Haak. Haakonss. Saga c. 238. Ved en Forvexling af kórs og kross har Aall (Snorre III. 318) oversat krossgildi ved „i Gilde hos Korsbrødrene“, hvilket her i dobbelt Henseende bliver urigtigt.
11. Norges gamle Love. II. 188. Var. 18.
12. Heimskr. Olaf Kyrr. Saga c. 2. Ogsaa Munch (Norske Folks Hist. II. 444 ff.) antager, at Krossgildet og Myklegildet er det samme, uagtet det sidste var viet St. Olaf; thi det var ikke usædvanligt, at slige Stiftelser vare viede Forskjellige.
13. Dette fremgaar og af Udtrykket „Gildeskaalerne“ lige ud for Landgangsstedet ved Øren, hvilke omtales i Inge Baardssøns Saga (Fornm. Sögur. IX. 122. 124. 126) i Anledning af Erling Steinveggs Overfald 1205.
14. Eller havde Navn i Midten af forrige Aarhundrede, ifølge Presten Feltmanns Indberetning af 1743. (Kallske Saml. No. 198 paa kgl. Bibl. i Kjøbenhavn, ifølge Hr. N. Nicolaysens Meddelelse.)
15. Schøning om Domkirken S. 187. Allerede Neumann har i Urda II. 137 antaget, at det er dette Gilde, Sagnet har udgivet for et St. Albani Kloster paa Herrø.
16. Dipl. Norv. III. No. 225. Handlingar rør. Skand. Hist. XVII. 26, Dipl. Svecan. III. 240.
17. Chr. III Registrant i Afskr. i Rigsarchivet. S. 317. Denne Skik for Gilderne i Bergen kjendes ikke. At Middelalderens Gilder vare Oprindelsen til de senere Haandværkslaug, er almindelig bekjendt. Det kan i denne Henseende fortjene at bemærkes, at endnu i Christian IVs Tid kaldtes Laugsartiklerne, f. Ex. for Skrædderne i Bergen, Gildeskraaer (Norske Registre.)