De norske Klostres Historie i Middelalderen/2/9

Christian C. A. Lange

De norske Klostres Historie i Middelalderen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (s. 174-192).

§ 9. Klostrenes Undergang i Norge.

Munkevæsenet havde uddannet sig i Middelalderens urolige og lovløse Tider, og under lignende Forhold fandt det Indgang i Norge. I en saadan Tid, blandt et krigersk, voldsomt og udannet Folk maatte derfor Klostrene i Almindelighed virke gavnligt, ja vel endog være et nødvendigt Led i den Kjede af ydre og indre Omstændigheder, som fra Middelalderens Barbari ledede Folkeslagene gjennem Hierarchiets Trældom til Reformationens Oplysning og gjennemgribende Følger baade for Katholiker og Protestanter. Man kan erkjende, at Munkevæsenet var en nødvendig Institution for Middelalderens christne Kirke, og at det i sin Vældes Tid bidrog til at støde Menneskeslægten fremad paa Sandhedens Vei, uden derfor i vore Dage at kunne betragte det som andet end et udnyttet Redskab Bogtrykkerkunsten og den klassiske Videnskabeligheds Gjenoplivning i Midten af 15de Aarhundrede bibragte Klostrene Naadestødet. De vare fra den Stund af en Udvæxt paa Kirkens Træ, der trak dets Safter til sig uden at bidrage til dets Udvikling. Den Reformation i Kirken, som Luther og hans Samtid udførte, rammede derfor og strax Klostrene, og at slige Stiftelser endnu i flere katholske Lande staa ved Magt, grunder sig vistnok mere paa hierarchisk-conservative, end paa christelig-katholske, i selve Lærebygningen begrundede Hensyn. Buen og Pilen, Brystharnisket og Pantserskjorten vare herlige Vaaben for deres Tid, men Krudtets Anvendelse i Krigen gjorde andre Angrebs- og Forsvars-Midler nødvendige. Bogtrykkerpressen var det Krudt, som sprængte de ved Uvidenhed og Usædelighed allerede undergravede Munkeboliger i Luften, og hvor de endnu findes, staa de som Minder om en svunden Tid, de ikke formaa at kalde tilbage.

Skjønt de fleste norske Biskopper paa Reformationstiden vare velstuderede Mænd, der i Udlandet havde fuldendt deres Dannelse, og saaledes neppe have gaaet fri for Tidsalderens reformatoriske Stræben^[1], var dog det religiøse Liv i Norge, i det Mindste saavidt dets Reformationshistorie hidtil er bekjendt, saa lidt udviklet, at Trangen til en Kirkeforbedring neppe føltes^[2]. Den vilde vel derfor ikke paa den Tid uden ved Tvang, og, som det skede, i Forbindelse med Statsformens Omstyrten være bleven gjennemført, og da dette nu skede, foregik det paa en saa aldeles ukirkelig Maade, at kun Geistlighedens politiske Magt og dens Formue forsvandt, medens man overlod til en langt sildigere Tid, til Christian den Fjerde, at ordne selve Kirkevæsenet paa protestantisk Fod. Reformationen i Norge udgik derfor heller ikke fra den lærde Stand; man finder ikke engang, med Undtagelse af Beretningen om en Munk Antonius’s Prædiken i Bergen^[3]; at den nye Lære er bleven forkyndt for Folket, eller at nogen dygtig Geistlig havde erklæret sig for samme, førend de verdslige Magthavere allerede med fuld Iver reformerede paa deres Viis. Disse Herrer fandt nemlig i Reformationen et nemt Middel til at berige sig selv og til at fortrænge af Rigsraadet en Stand, der oftest havde dannet det nationale Oppositionsparti mod den danske Adels Indtrængen, og man kan ikke læse hiin Tids Brevvexling mellem Konge, Rigsraad, Adel og Geistlighed, uden stedse mere at bestyrkes i den Overbeviisning, at selve Religionsforbedringen var dem Alle en ligegyldig og uvæsentlig Gjenstand, medens Spørgsmaalet hovedsagelig dreiede sig om, hvem der skulde faa Løvens Part af Byttet.

Her faldt naturligviis Klostrene først og fremst i Øinene. Luthers Exempel og hans Skrifter mod Munkevæsenet, Klostrenes Sekularisation i de første protestantiske Lande, og fremfor Alt maaske de norske Klostres forholdsviis betydelige Gods fristede Konge og Adel altfor meget, til at de længe kunde afholde sig fra at efterligne Tydskerne Disse egennyttige Bevæggrunde for en Reformation i Kirkevæsenet er dennes Skyggeside, og har i dens Fienders Hænder været et farligt, ofte med Held ført Vaaben mod Protestanterne, og i intet Land, selv Sverige ikke undtaget, forekommer det os, at de fremtræde mere aabenbart og mindre ledsagede af Overbeviisningen om selve Kirkeforbedringens Vigtighed og Nødvendighed forøvrigt, end netop i Norge^[4]. Alle Dagens reformatoriske Spørgsmaale dreiede sig om de reent verdslige Pengeinteresser, om denne eller hiin danske Ridder eller Svend skulde have Biskoppens Len eller Klostrets Gods; om hvem der skulde forkynde den renere Lære for den forvirrede Almue, skriver Kong Christian III stundom, men hans Mænd her i Riget aldrig, og dog var Alt afhængigt af disse, da Kongen selv ingensinde satte sin Fod i Landet, siden han i 1529 som Hertug af Holsten havde været i Oslo, og forgjeves arbeidet for at blive hyldet som Faderens Eftermand i Norge. Partinavnene „Lutherianere“ og Papister forekomme allerede fra Slutningen af Christian IIs Regjering; man finder omtalt, at snart denne, snart hiin Herre havde indrettet Gudstjenesten ved sin Sognekirke paa luthersk Viis^[5], og især førtes Klage over, at Lensherren paa Bergenhuus, Hr. Vincents Lunge (en Søn af Vincents Dyre), den eneste verdslige Magnat i Norge paa den Tid, der synes at have fattet det Kirkelige ved Luthers Reformation^[6], begunstigede og selv stillede sig i Spidsen for den nye Læres Tilhængere. Med videnskabelige Grunde sees derimod Partierne i Norge ingensinde at have mødt hinanden, og den her oplyste Forrykken af Stridsspørgsmaalet gav den hele Reformation i Norge Præget af en politisk Omvæltning. Det gik nu som ved Christendommens Indførelse; begge skyldtes Statshensyn mere end religiøs Trang og Overbeviisning. Da de danske Adelsmænd, Lunge, Nils Lykke, Klaus og Esge Bilde, Erik Gyldenstjerne, Truid Ulfstand m. Fl. begunstigede Lutheranerne, og altfor tydeligt lagde for Dagen, at de ad denne Vei agtede at plyndre de geistlige Stiftelser og grundfæste den danske Adels Herredømme i Landet, saa blev det nationale Parti, Geistlige og Verdslige, nødt til at forsvare Katholicismens Sag, selv om det under andre Omstændigheder havde været gunstigt stemt for Luther. Vi formode, at de mærkelige Modsigelser i Erkebiskop Olafs og Biskop Hans Reffs religiøs-politiske Færd paa denne Maade vil kunne forklares.

Klostrenes Inddragning under Kronen forberededes i Almindelighed derved, at man, eftersom eller og før de viede Klosterforstandere døde, overalt hvor det lod sig gjøre indsatte verdslige Forstandere i Klostrene, der mod en aarlig Afgift til Kronen og under Forpligtelse af at føde og klæde Klosterfolket, overtoge Bestyrelsen af Godset, og anvendte Overskuddet til egen Fordeel. Mærkeligt bliver det imidlertid, at en Begyndelse hertil i Norge allerede var skeet i 1519 eller endog før, altsaa omtrent 10 Aar førend det første danske Kloster blev overdraget til nogen Verdslig^[7]. I hiint Aar findes nemlig Herman Matssøn, der omkring 1522 havde Bahuus Slot i Befaling^[8], af Christian II allerede i rum Tid indsat som verdslig Forstander for Dragsmark Kloster, hvori han erklærer at have holdt alle Messer vedlige, saalænge han har havt Klostret i sin Befaling^[9]. Han var fremdeles i denne Stilling i 1523, da han anmoder Hr. Henrik Krumedike om at skaffe ham afløst fra Klostret, saa at der overeensstemmende med Kirkeloven maa komme en viet Abbed, som kunde holde ret Ordensregel, og vilde mod Betaling unde ham et lidet Rum i Klostret til hans Dødsdag. Paa lignende Maade havde ligeledes Kong Christian II, uvist naar, forlenet Gimsø Nonnekloster til Diderik (Villumssøn) Tolder, efter hvis Død Biskop Hans Reff strax han kom til Stiftet (1524), atter havde indsat en Abbedisse i Klostret. Hvad Paaskud Kongen har benyttet, eller hvad Plan han har havt med at inddrage Klostre, længe førend han viste sig som en aabenbar Ven af Reformationen, er ikke for Tiden muligt at afgjøre. Hans Reffs Erklæring, at Gimsø kom til Diderik Tolder ifølge vrang Underviisning, hentyder maaske paa, at Sekularisationen er skeet under en eller anden paaskudt Retmæssighed, som kunde skjule Kongens sande Hensigt; men flere norske Klostre inddroges neppe i hans Tid.

Den Vending, Religionsstridighederne under Frederik Is svage Regjering toge i Danmark, ytrede naturligviis ogsaa sin Indflydelse i Norge, og Regjeringens Planer med Klostrene bleve efter Herredagen i Odense 1527 stedse tydeligere. Vel havde Kong Frederik i sin norske Haandfæstning af 24de Novbr. 1524^[10], uden Tvivl forfattet af Hr. Vincents Lunge, bekræftet alle den norske Kirkes Privilegier og Friheder (§ 1), lovet aldrig at tillade nogen Kjettere, Luthers Disciple eller Andre at prædike mod den hellige Kirkes Fader Paven og den romerske Kirke, men straffe slige paa Liv og Gods (§ 2), og forøvrigt fornyet Kirkens og Klostrenes almindelige Privilegier; men dette hindrede ham ligesaalidt i Norge som i Danmark fra at begunstige Reformationen, da dette forlangtes af Adelen, der i hans Tid ganske raadede. Klostrenes Sekularisation begyndte derfor atter i 1528^[11]. I dette Aar gav Kongen Gimsø Kloster til den danske Svend Iver Jenssøn (Jernskjæg), der 1531 til 1532 med eller mod sin Villie tog Christian IIs Parti, og derfor mistede Gimsø, som overdroges til Hr. Mogens Gyldenstjernes Myntmester Hans som Løn for hans Tjeneste under Agershuus’s Beleiring. Samme Aar 1528 skjenkede Kongen Nonneseter Kloster i Bergen med dets Gods til Hr. Vincents Lunge, som befæstede Klostret og indrettede det til Privatbolig for sig (Lungegaarden), ligesom denne samtidig hermed skal have deelt det bergenske Prædikebrødre-Klosters Guld og Klenodier med dettes sidste Prior Jens Mortenssøn, som for at skjule Plyndringen satte Ild paa Klostret og forlod Byen. I 1529 forlenede Frederik l sin Tjener Jørgen Stenssøn med Kastelle Kloster; men da Erkebiskop Olaf strax fremkom med Klager over dette Indgreb i hans Myndighed over Klostret, vovede Kongen ikke for en saa ringe Sag at bryde med denne mægtige Herre, eller endnu at aabenbare sin Hensigt med disse Forleninger til Verdslige. Han paaskjød derfor kun Kronens formeentlige gamle Ret til Kastelle Kloster, og udsatte Sagens Afgjørelse til en kommende Herredag, hvor som sædvanlig Intet blev bestemt, da hverken Kongen eller Nordmændene mødte^[12]. Imidlertid havde Svogrene Vincents Lunge og Nils Lykke benyttet sig af de urolige, næsten lovløse Tider til at forøge deres Formue paa de bergenske Klostres Bekostning. Lunge havde som nævnt faaet Nonneseter, og dette Klosters Gods var ved dets forrige Cisterciensernonners Udjagelse for største Delen lagt til Munkeliv, medens kun en ringe Deel deraf fulgte med Klostret til St. Antonsmunkene, og fra dem altsaa til Lunge. Her var saaledes en god Leilighed til at forfølge Abbedissen i Munkeliv med Processer angaaende Nonneseters Gods. Den nye Lensherre paa Bergenhuus, Esge Bilde, understøttede sine Landsmænd, og allerede i 1529 gik det Rygte i Bergen, at Hr. Nils Lykke skulde have Munkeliv i Forlening^[13]. Dette blev dog Intet af; thi Frygten for Christian den Andens Rustninger i Holland henledede Opmærksomheden paa dette Klosters fordeelagtige militære Beliggenhed, og vakte Frygt for, at den forjagede Konge ved de Katholskes Hjelp skulde sætte sig fast der, og saaledes beherske Byen. Samtidig hermed fandt man, at Byens Domkirke og Bispegaard laa Slottet for nær og vilde i Tilfælde af Angreb fra Søsiden hindre Slottet i at forsvare Byen. Dette gav da Anledning til vidløftige Undersøgelser og Forhandlinger (1529–1531) angaaende Nødvendigheden af hine geistlige Bygningers Nedrivelse, og Birgittinerne i Munkeliv fik ved enhver Leilighed høre, at de skulde miste deres Kloster, hvad enten det faldt i Lykkes Lod eller anvistes Biskoppen og Domkapitlet som Vederlag for deres Domkirke. I Februar 1531 overlode Biskop Olaf og hans Kapittel deres Gaarde og Domkirke til Kong Frederik, mod igjen at „indtage Munkeliv, det bemande og forsvare mod Rigets Fiender, samt bruge og beholde som Bispebolig og Domkirke.“ Esge Bilde lod da Abbedissen og Confessoren underrette herom, og tilbød dem indtil Videre at benytte Allehelgens Kirke og to Gaarde derved som Kloster;* men de vilde ikke give sit Minde hertil, og begave sig for største Delen ud af Klostret, Nogle hjem til deres Slægt, Andre til Moderklostret Vadstena. Saaledes var Norges anseeligste Kloster ophævet over 6 Aar før Reformationen. Reins Nonnekloster ved Nidaros fik samtidig hermed ogsaa en verdslig Forstanderske. Lykkes og Lunges rige Svigermoder, den mandige Fru Ingerd Ottesdatter til Østeraad, lod sig om Vaaren 1531 af Klostrets Nonner vælge til dets Forstanderske, og forbeholdt sine Døtre samme Net, af Frygt, som hun skriver til Erkebiskoppen, for at nogen Anden skulde vælte sig derind; men Olaf modsatte sig med Alvor dette, saa det maaske for det Første ei blev Noget af Overdragelsen, uagtet der erhvervedes kongelig Stadfæstelse derpaa.

Thi nu indtraf en Begivenhed, der nødte det danske Adelsparti til idet Mindste for en Tid at standse med deres reformatoriske Iver. Den landflygtige Christian den Anden havde efter 8 Aars Ophold i Tydskland og Nederlandene endelig med stor Anstrengelse bragt en Hær paa Benene og faaet udrustet en Flaade. Hans Tilhængere havde havt et opmærksomt Øie henvendt paa Tingenes Gang i Norge, og trolig meldt ham Alt, hvad FrederikI og det danske Rigsraad foretoge sig mod Haandfæstningen. Da han nu havde Hæren rede og erfarede, at den hele Geistlighed i Norge var høist misfornøiet med Adelens Færd mod Kirker og Klostre, samt med Kongens egenmægtige Indgreb i Kirkens Rettigheder^[14], besluttede han over Norge at gjøre et Forsøg paa at gjenvinde sine tabte Lande. Fra Hesnes Havn, hvor hansFlaade, forsaavidt den kom frem efterat have lidt meget ved Storm, løb ind, udstedte han 6te Novbr. 1531 et aabent Brev til alle sine troe Undersaatter i Norge, Biskopper, Prælater, Abbeder, Priorer og Prestemænd, Riddere og Riddersmænd, Kjøbstædsmænd, Bønder og menige Almue, hvori han melder, at han i Holland havde erfaret den Uret og Uskjel, som uden Skyld og Brøde var paaført Nordmændene af dem, som havde gjort sig selv til Herrer over dem i hans Fravær, og derfor samlet et mægtigt Antal Krigsfolk, for at frelse dem derfra^[15]. Hans Opraab fandt Gjenklang baade hos Geistlighed og Almue; det søndenfjeldske Rigsraad opsagde 29de Novbr. fra Oslo Kong Frederik I Huldskab og Troskab, og samme Dag fornyede Erkebiskop Olaf i Throndhjem for Gustaf Trolle sin Troskabsed til Kong Christian^[16]. De verdslige Høvdinger i Landet vare derimod deelte i to Partier, hvoraf dog det danske var det mægtigste, da Frederik I ved Efterretningen om sin Brodersøns Rustninger havde faaet samtlige Rigets Slotte i danske, ham hengivne Adelsmænds Hænder. Enkelte Nordmænd, hvoriblandt Hr. Gaute Galde og Einar Tjeld, ligesom den danske Iver Jenssøn (Jernskjæg) erklærede sig derimod for Kong Christian. Ligesaa synes Abbeden af Hovedøen at have gaaet ham frivillig til Haande; men Følgen heraf blev, at Høvedsmanden paa Agershuus, Mogens Gyldenstjerne, efter først strax ved Kongens Ankomst til Oslo at have provianteret Slottet med Klostrets Forraad, lod Abbeden længere ud paa Vinteren tilbyde med sine Brødre at flytte ind paa Agershuus, og da han afslog dette, gribe i hans Seng og føre fangen did, hvorfra han først slap ud, efterat Christian var afreist til Danmark. Klostret blev samtidig med Abbedens Fængsling (21de Januar 1532) afbrændt og nedbrudt, Munkene flyttede til Oslo, hvor Abbeden siden blev Prest ved Domkirken, og Godset lagdes under Agershuus Slot for bestandig^[17].

Imidlertid løb hele Toget uheldigt af, og den gamle Konge gik i den Fælde, som det danske Rigsraad opstillede for ham. Og nu brød Uveiret atter løst over den katholske Geistlighed. Biskopperne faldt til Fode, og maatte med store Bøder undgjælde deres Frafald fra Kong Frederik; Klostrene derimod benyttedes som Belønninger for dem, der havde bidraget til det danske Parties Seier. Prioren af Værne, der havde understøttet Christian II, blev uden Videre afsat, og Klostret givet Peder Brockenhuus i Forlening; ligesaa blev Gimsø, som ovenfor S. 179 er viist, af denne Grund frataget Iver Jenssøn og givet Hans Myntmester. Paa lignende Maade fik Erik Ugerup Olafsklostret i i Tønsberg og Peder Størle Dragsmark, hvilket dog allerede forud var kommet i Lægmands Værge. I 1531 afbrændte Minoritternes Kloster i Nidaros ved Vaadeild, hvorved sandsynligviis dettes Konvent opløstes, og samme Aar sluttede Hr. Nils Lykke en formelig Kontrakt med Tuterøens sidste Abbed Matthias, ifølge hvilken denne mod en rund Sum paa Haanden og en aarlig Livrente afstod sit Kloster, som han ved slet Bestyrelse havde ødelagt, til Nils Lykke. Denne fik 1ste Mai 1532 Kong Frederik Is Bekræftelse paa denne ulovlige Handel, hvis Iverksættelse det dog lykkedes Erkebiskop Olaf i det Mindste for en Tid at forhindre; men senere kom Klostret dog i Lykkes Arvingers Besiddelse. Derimod lykkedes det ikke Vincents Lunge i 1531 at bemægtige sig Utstein Kloster, da Biskop Hoskold af Stavanger med Kraft modsatte sig, og jog Lunges der indsatte Foged bort. Allerede paa denne Tid vare dog de fleste og rigeste Klostre i Landet komne i danske Lægmænds Hænder, og sandsynligviis vilde det ikke varet længe, førend de faa endnu i Munkenes Værge forblevne Klostre^[18] vilde gaaet samme Skjebne i Møde, dersom ikke atter de politiske Forhold havde tvunget de verdslige Reformatorer til i nogen Tid at holde inde.

Frederik I døde nemlig paa Gottorp Slot den 10de April 1533, og det havde ikke lykkes ham hverken i Danmark eller Norge at faa sin Søn Hertug Christian valgt til sin Eftermand. Frygten for at Norge nu skulde falde fra, og enten vælge sig en egen Konge (man vaklede mellem Christian IIs Søn Hans og hans Svigersøn Pfalzgrev Frederik), eller forene sig med Sverige, bevægede det danske Rigsraad til denne Gang mere end ellers at tage Hensyn til Norges Ret. Norges Rigsraad blev strax (fra Kjøbenhavn 25de April) underrettet om Kongens Død, og da som Følge heraf det af denne til Juni berammede Møde maatte gaa ind, opfordrede det danske Rigsraad det norske til at bestemme et senere Møde til fælles Kongevalg. Vel bekjendt baade med den norske Geistligheds Indflydelse i Norge og den almindelige Forbitrelse over Kong Frederiks og hans Lensmænds Færd mod Klostre, Kirker og Hospitaler, ansaa det danske Rigsraad det fornødent, for atter at forsone Nordmændene, at fornegte-Alt, hvad det gjennem sit svage Verktøi Kong Frederik hidtil havde udført i Norge, og skriver derfor i samme Brev til det norske Rigsraad: „Hvis Brøst, som hertil desværre med Kirker og Klostre skeet er, bede vi, at I det selve i en god christelig Skikkelse igjen bestille og reformere ville, som det sig bør at være, førend I Eder hid i Riget begivendes vorde“^[19]. Dette Hensyn til Norge i Forening med de danske Biskoppers Ulyst til at vælge den lutherske Hertug Christian, gjorde, at Kongevalget blev udsat til Midsommer 1534^[20], og Erkebiskop Olaf sammenkaldte det norske Rigsraad, menige Adel og Almue til Bod i Romsdalen til 15de August, hvorfra imidlertid de fleste søndenfjeldske Herrer under allehaande Udflugter afholdt sig, medens Almuen gav disse udeblivende sin Fuldmagt^[21]. Biskop Hans af Oslo tilstillede dette Møde en Forestilling, hvori han omtaler de Indgreb, Christian II og Frederik I havde tilladt sig i geistlige Sager ved at indsætte verdslige Forstandere i Gimsø, Olafs- og Værne-Kloster, samt Mogens Gyldenstjernes Adfærd mod Hovedøen, og forlanger, at Rigsraadet overeensstemmende med den fra Danmark gjorte Opfordring skulde snarest muligt bringe Alt igjen paa den forrige Fod^[22]. Men dette blev der Intet af. Det danske Rigsraad havde 18de Juni indbudt det norske til Kongevalg i Kjøbenhavn til St. Hans-Dag 1534, og uden Hensyn til det ældre Brev indblandet sig i Norges indre Anliggender. Den gamle Kong Christians Tilhængere i Danmark reiste Hovedet, og forenede sig med Grev Christoffer af Oldenborg og Lybekkerne for at sætte ham paa Tronen. Et fælles Kongevalg blev saaledes umuligt, og Grevens Feide gav det dansk-holstenske Parti i Danmark saameget at gjøre, at Tiden nu havde været for Norge til at optræde selvstændigt og afgjørende. Men dette ulykkelige Rige var selv splittet i sit Indre, og dets første Mand, Erkebiskoppen, ikke sin store Opgave voxen. Hans mange, hinanden krydsende politiske Planer, i Forbindelse med de mange private Stridigheder, hvori han havde indviklet sig, gav ham ikke Tid eller Kraft til at tage sig med alvorlig Udholdenhed af Noget. Biskop Hans Reff meldte sig syg, maaske for at undgaa at tage Parti; Biskop Olaf Thorkildssøn af Bergen havde faaet sin Andeel i Rovet, og var ganske i Lunges og de øvrige Danskes Sold, og blandt de verdslige Rigsraader havde de Danskfødte Overmagten baade i Antal, Rigdom og Dygtighed Det var ikke at vente, at de skulde vise sig tilbøielige til at tilbagegive de rige Godser, de allerede vare i Besiddelse af, og Alt blev for det Første som det var. Paa en uforklarlig eller dog kun af den indre Uenighed forklarlig Maade spildte Nordmændene det heldige Øieblik, da begge de i Danmark kæmpende Partier gjorde dem Tilbud, og da Christian III i 1536 lykkelig havde endt Krigen i Danmark, havde de endnu ikke bestemt sig. Erkebiskoppen fangedes nu paa en Maade i sine egne Garn, og af Frygt for Gjengjældelsen undveg han om Vaaren 1537 til Flandern, hvor han kort efter døde. Biskopperne af Stavanger og Hammer fængsledes, Biskopperne Geble af Bergen og Hans af Oslo, en Mand der gjennem hele denne bevægede Tid havde spillet en tvetydig Rolle, antoge Luthers Lære, og bleve i Embederne som kongelige Superintendenter; Norge blev overeensstemmende med Christian IIIs Revers til det danske Rigsraad en Provinds af Danmark. Vi have ilet over disse Begivenheder af gjennemgribende Vigtighed for Fædrelandet^[23], fordi vi Intet vide til Oplysning om Klostrenes Skjebne under Mellemregjeringen 1533–1536, og skulle nu omtale de sidste Foretagender mod de norske Klostre med Hensynjtil hvilke man nu hverken havde noget Rigsraad at raadspørge eller nogen Forsigtighed at iagttage.

Løftet paa Rigsdagen i Kjøbenhavn i Juni 1533, at Katholicismen skulde blive ved Magt, var bleven Adelen aftvunget, og var ikke blevet anerkjendt af den nye Konge, hvis Hengivenhed for Lutheranismen var almindelig bekjendt. Det var derfor heller ikke at vente, at han i nogen af Rigerne vilde erkjende sig bunden ved, hvad der før hans Valg var bleven aftalt, eller lade sig derved afholde fra at tage de Forholdsregler med Kirkevæsenet og Klostrene, som han og Rigsraadet fandt nødvendige eller gavnlige. Biskopperne bleve fængslede^[24], og den 10de Oktbr. 1536 udstedtes af Kongen og de paa Herredagen i Kjøbenhavn forsamlede Verdslige en Recess, der blev Grundlaget for Kirkeordinantsen og de senere geistlige Forhold^[25]. Angaaende Klostrene indeholder den følgende Bestemmelser: „Og skulle alle Klostre, Prælaturer, Digniteter, Kannikedomme og andre geistlige Len, som nu ikke benævnt ere^[26], ved deres Magt blive, til saalænge at Kongen og Danmarks Riges Raad derom med flere lærde og vise Mænd, som de til dem tagendes vorde, en anden Skikkelse gjøre: dog hver Mands Ret og Tiltale herved uskadt og uforkrænket udi alle Maader. Og skal det være Munkene frit og aabent for at udgaa af Klostrene, hvilke som der ikke ville indeblive, og de, som der inde blive ville, de skulle være deres Formænd, Abbeder, Priorer eller Provster der udi Klostret hørige og lydige, og føre et godt, ærligt og christeligt Klosterlevnet, eller gange ud af Klostret. Og skal dennem prædikes Guds Ord fore, som udi Klostrene blive. Og skulle de herefter ikke have fuld Magt uden Kongens og Rigens Raads Ja, Villie og Samtykke at afhænde, sælge eller pantsætte noget af Klostrenes Jordegods og Eiendomme i nogen Maade.“ – Uagtet Norge ikke udtrykkelig nævnes i Recessens Bestemmelser, Noget som paa Grund af den samme Dag foregaaede Statsomvæltning for dette Riges Vedkommende vel ei heller fra dansk Synspunkt kunde ansees nødvendigt, er det dog utvivlsomt, at dens Bestemmelser ere anseede gjældende og saaledes i det Hele satte i Kraft ogsaa i Norge. Thi det er aldeles stemmende med Recessen, at Christian III 17de Juni 1537 paalagde den daværende Statholder Nordenfjelds og Befalingsmand paa Bergenhuus, Esge Bilde, at lægge alle Bergens Bispestols Indtægter under Kronen, men derimod lade andre Prælater, Kanniker, Vikarier og Sogneprester over hele Stiftet beholde deres Gods, hvormed Lensherren ei maatte befatte sig. Ligeledes skulde han lade alle Munke- og Nonne-Klostre i Stiftet blive ved Magt; staa nogen af dem øde, fordi Beboerne have forladt dem, skal deres Gods lægges til Kongens Regnskab. Fremdeles skal han lade Domkirkens og andre Kirkers og Klostres Klenodier, Guld, Sølv, Breve o. s. v. registrere, men iøvrigt skal han lade Kirkens Personer og alle Sogneprester over Stiftet blive ved deres gamle Skikke og ingen nye Prædikere indsætte hos Almuen, „at det ikke skal voge (vække) nogen Forskræk eller Uenighed blandt den fattige, simple og uforstandige Almue der udi Landet, førend vi kunne finde der andre Raad til, og saa med Lempe og Føie komme dem til nogen Bekjendelse og bedre Forstand udi Guds Ord“^[27].

Reformationsverket gik imidlertid fremad i Danmark som i Norge. Den 2den September 1537 udkom Christian den Tredies Kirkeordinants, samme Dag som de nye evangeliske Superintendenter indviedes, og i denne gaves da og nærmere Forskrifter med Hensyn til Klosterfolks Stilling. Saaledes bestemtes angaaende Tiggermunkene: „Ingen Tiggermunke skulle i vore Riger efter denne Dag opholdes. Hverken skulle de tigge eller prædike, eller høre Skriftemaal; men de, som gamle ere og skrøbelige, og til intet Embede bekvemme udi Kirken, de maa blive udi Klostret, der de maa have deres Føde for Guds Skyld, dog saa at de skulle aflægge Kappen og Klosterklæderne, og ikke bespotte Evangelium“^[28]. Med Hensyn til de Klostre og de Munke, „som selv have at leve af“, bestemtes i Overeensstemmelse med Recessen af 1536, at enhver Munk, som ønskede det, maatte forlade sit Kloster, og skulde af Formanden gives Klæder og Tærepenge, da denne selv maatte finde sig bedre tjent med at give en Munk, som ikke blive vil, een god Almisse, end at føde ham alle Dage mod hans Villie og Samvittighed; men Kongen vilde ei vide af ureen Reenlivethed og ukyskt Levnet. De Munke, som ville blive, skulle være Formanden lydige, leve et godt og ærligt Levnet, gaa med deres Kappe og bære eens Klæder, ikke for nogen Regels Skyld, men at man kan kjende paa deres Klædebon, af hvad Kloster de ere. De skulle ingen Tonsur længere bære, men de maa have „Kulfue“ – Kallot, kullet Hue – eller kollede Hoveder, og maa ikke vise sig kronragede. Forøvrigt skulle de flittig høre Gudstjenesten og læse i den hellige Skrift, for om muligt endnu at blive tjenlige til Prester. Derfor skal og et saadant Kloster have en luthersk Prest, der skal have Underhold af Klostret^[29]. Om Nonnerne bestemtes det Samme. De maatte have deres næste Venners Samtykke, for at forlade Klostret, og maatte ei færdes Landet omkring som andre løsagtige Folk, ei heller sidde til Drik eller Løsagtighed med Karle. Gjør Abbedissen eller Priorinden selv dette, eller saadant tilsteder, skal hun afsættes, og en anden Nonne indsættes i hendes Sted. De Gjenblivende skulle iøvrigt bære een (d. e. eens?) ærligt Klædebon, men ei tvinges til at bruge Skabelaris (scapulare), hvortil Nogle havde overtroisk Tillid. Ved Visitatserne skal Superintendenten og to verdslige Herrer undersøge, om Nonnerne faa deres tilbørlige Underhold af den, der har Klostret i Forlening af Kongen, og indberette til samme alle Misligheder. Ved hvert Nonnekloster skulde ligeledes være en luthersk Prest^[30].

Saaledes var der ved Kirkeordinantsen sørget for, at de i Klostrene tilbageblevne Munke og Nonner havde nødtørftig Underholdning, gaves Adgang til at gjøre sig bekjendt med den nye Lære, og holdtes til at leve sømmeligt. Dog opnaaedes ikke overalt Regjeringens gode Hensigt med disse Bestemmelser. De, der havde Klostrene i Værge af Kronen, stræbte at drage den størst mulige Fordeel deraf, og søgte vel derfor at gjøre de gamle Folk Livet i Klostrene saa suurt som muligt; disse igjen havde vanskeligt ved at finde sig i at være paatvungne et Formynderskab, og satte sig op imod den paalagte Tvang. Dette foranledigede en Forordning af 1ste August 1545 om Jomfruklostre, hvori Nonnernes aarlige Underholdning nøiagtig fastsattes, medens det paa den anden Side bestemtes, at den med Klostret Forlenede skulde nyde Alt, hvad Abbedisse og Søstre hidtil havde havt i Eie, og derfor bygge og forbedre Klostret^[31]. Det er rimeligt, at ogsaa enkelte norske Nonneklostre kom til at nyde godt heraf, uagtet de verdslige Forstandere naturligviis anvendte al sin Indflydelse for at bevæge de tilbageblevne Søstre til at drage ud jo før jo hellere med den Tærepenge, Kirkeordinantsen omtaler. Allerede 27de Marts 1540 kunde saaledes Lensherren paa Agershuus, Peder Hanssøn (Basse), melde Kong Christian, at Gimsø Kloster var tomt. Alle Nonner, skriver han, vare uddragne med deres frie Villie og ere gifte, saa nær som en gammel Nonne, som ei vilde gifte sig; dog var hun og da uddragen med egen fri Villie, og opholdt sig hos sine Venner^[32]. Bakke Nonnekloster derimod beholdt sine kvindelige Beboere længe efter 1545, da man seer, at det i og efter 1552 havde Jørgen Pederssøn til verdslig Forstander^[33], den samme udentvivl, der i et udateret Brev anmoder Esge Bilde om at hjælpe ham til at faa dette Kloster, hvorpaa han har Livsbrev, da Alt nu medgaar til at føde og klæde Klosterfruerne^[34]. Reins Nonnekloster fik uden Tvivl strax efter Erkebiskoppens Flugt Fru Ingerd Ottesdatter til Forstanderske, ifølge den ældre Overeenskomst med Abbedissen; i alle Fald havde hun det i Forlening af Kongen før 1543; men det osloiske Nonneseter havde endnu i 1544 sin Abbedisse, der raadede over Klostergodset; men i 1547 blev Kansleren Peder Huitfeld forlenet dermed mod at føde og klæde Nonnerne^[35]; de bergenske Nonneklostre vare forlængst uden Nonner.

Om de sidste Munkes Skjebne i Norge har man kun faa sikre Efterretninger. Om Tiggermunkene have vi S. 183 formodet, at de beholdt deres Klostre under den første Sekularisation (indtil 1531). Men stort længere have de vel ikke holdt sig; thi ved Reformationens ydre Fuldførelse 1537 synes de alle at have været berøvede sine Klostre, hvoraf flere (Bergens Dominikanere, Nidaros, Tønsbergs og Konghelles Minoritter) ved Ildsvaade, medens andre da stode ledige, og af Kongen skjænkedes Byerne til Skoler, Hospitaler og Raadhuus, eller befaledes anvendte til andre Bygninger. Beboerne selv omtales ikke i Samtidens Optegnelser^[36]. Derimod finder man, at flere Munke fra de andre Klostre have gaaet over til den lutherske Lære, og modtaget Ansættelse som Prester omkring i Landet. Saaledes blev Abbeden i Hovedøen Sogneprest i Oslo, Abbeden i Lyse Sogneprest paa Os, og Dragsmarks Præmonstratenseres Skriftefader Nikolaus Peterssøn blev luthersk Prest i sit reformerede Kloster. Fremdeles finder man i de ved Prestegaardene omkring i Landet førte Fortegnelser over Sognepresterne, der i Almindelighed synes at være paabegyndte rum Tid efter Reformationen, og derfor ikke altid kunne ansees for paalidelige for den ældste Tid, oftere en Munk anført som første luthersk Prest i Kaldet, og man tør del derfor i det Hele antage, at de dygtigste Munke have valgt denne Levevei, som paa Grund af den store Mangel paa Prester, som ved Kirkeforbedringen opstod, neppe var vanskelig at komme ind i, medens de ældre og svagelige ere forblevne i Klostret, og de udygtige og liderlige have draget ud i Verden, og slaaet sig igjennem som Skriverkarle, Tiggere o. s. v.

Senere Bestemmelser vedkommende Klostervæsenet i Norge kjendes ikke; ei heller synes flere at have været nødvendige, da Klostrene nødvendigviis efter de givne Love efterhaanden maatte befries for sine gamle Beboere, hvorved Klostergodset blev et frit kongeligt Len; thi i Norge optoges ikke, saaledes som Tilfældet var i Danmark med Birgittinerklostrene i Mariager og Maribo, og i Sverige med Vadstena, nye Søstre fremdeles, eftersom Plads blev ledig^[37], og førend Aarhundredet var til Ende, vare saaledes alle levende Spor af Klostervæsen i Norge forsvundne. Idet vi nu slutte dette Afsnit, skulle vi derfor kun i chronologisk Orden give en Oversigt over de norske Klostres Sekularisation, forsaavidt den hidtil er bekjendt. Den begyndte under Christian II med Dragsmark (før 1519) og Gimsø (før 1523); derpaa under Frederik I Nonneseter og Prædikebrødre Klostre i Bergen 1528, Kastelle 1529 og Munkeliv 1531. Samme Aar brændte 5te Mai Nidarholm og Minoritternes Kloster i Throndhjem medens Tuterøen og Rein kom i Verdsliges Vold. Omtrent ved denne Tid afbrændte Byen Konghelle, og med den Minoritternes Kloster sammesteds, hvis Mure Høvedsmanden paa Bahuus Hr. Claus Bilde fik Frederik den Is Befaling til at nedbryde og anvende paa Slottets Befæstning^[38]. I 1532 sekulariseredes Hovedøen, Olafsklostret i Tønsberg, Dragsmark og Værne, hvorfra strax alle Munke udjoges paa een nær, der tjente Lensherrens Foged som Skriver. Minoritternes Kloster i Bergen var ligeledes øde paa Reformationstiden, og blev derfor kort efter bestemt til Bispegaard, som det indtil senere Tider vedblev at være, ligesom Kirken blev og er Bergens Domkirke. 1536 afbrændte hele Tønsberg og følgelig tillige Minoritter-Klostret der samt det sekulariserede Olafskloster. 1537 blev Nidarholms Kloster (d. e. Godset) forlenet til Jens Tillufsøn (Bjelke) og Utstein til Thrond Ivarssøn (Rostung?); Minoritterklostret i Oslo skjænkedes 1538 af Christian III Byens Borgere til Hospital, som det endnu er, og 1539 fik Hr. Vincents Lunges forrige Foged Jens Splid Halsnø Kloster i Forlening. Uden Tvivl ved samme Tid blev Esge Bildes forrige Foged paa Vallen Nils Berildssen forlenet med Lyse-Kloster, hvilket han 1541 havde. Ogsaa Olafsklostret i Oslo maa tidligt været øde, da dets Tomt var udseet til Opførelse af en ny Bispegaard^[39], og dets Gods udlagdes i 1540 til Lector theologiæ ved Oslo Skole. Ligesaa blev Helgeseter i 1546, da der endnu var en Prior med nogen Myndighed, og hvem man ifølge kongelig Befaling skulde stille tilfreds med en Gaard eller andet Ophold for Livstid^[40], udlagt til Bispegaard for Superintendenten i Throndhjem, og Minoritternes afbrændte Kloster i Tønsberg blev i 1551 overdraget til Skolens og Rektors Brug sammesteds. Naar Lyse, Bakke, Nonneseter i Oslo, Jonsklostret i Bergen og de øvrige Tiggerklostre inddroges, kan for Tiden ikke bestemmes, men de 3 førstnævnte havde dog allerede i de første Aar af Christian 1116 Regjering verdslige Forstandere, og ere saaledes efter al Rimelighed inddragne samtidig med de andre^[41], ligesom Tiggerklostrene rimeligviis vare forladte af Beboerne. Om Selje Kloster mangle alle Efterretninger længe før Reformationen. Det sidste Spor af norske Munke finder man i Dragsmark 1562. I Christian IIIs Artikler af 1ste Marts 1555 for de fire Hoved-Lensmænd i Norge paa Steenvigsholm, Bergenhuus, Agershuus og Bahuus, indeholdende Regler for Rigets Bestyrelse i geistlig og verdslig Henseende, betragtes Klostrenes fuldstændige Ophævelse som en fuldbragt Gjerning. Deri tales Intet om Munke, Nonner eller Klosterskikke, men det indeholder for Klostrenes Vedkommende alene Paalæg om, at indtale alt deres frakomne Gods under Kronen^[42].

Forsaavidt som altsaa, efterat alle Munke og Nonner vare uddragne af Klostrene eller døde der, Godset ikke anvendtes til Hospitaler eller Skoler, blev det som verdslige Forleninger betroet danske Adelsmænd og enkelte begunstigede Nordmænd, indtil Fællesstatens ødelagte Pengevæsen tvang Frederik III til først at pantsætte og senere at sælge samtlige Klostergodser. Men Klostrenes Skjebne efter Sekularisationen vedkommer ikke denne Materie. At de tildeels endnu danne Landets betydeligste Godser, er den Dag i Dag et Vidnesbyrd om deres Omfang og Betydenhed i deres Velmagts Dage.

---

1. Blandt 8 navngivne Kanniker ved Nidaros Domkapittel 1532 vare de 3 Magistre, altsaa i Udlandet promoverede Geistlige (Münch. Dipl. No. 3181), Erkebiskop Olaf Engelbrektssøn, Biskop Magnus af Hammer, og, som det synes, Hoskold af Stavanger havde alle studeret i Rostock, Hans Reff af Oslo i Paris, Mag. Geble Pederssøn, der blev første lutherske Superintendent i Bergen, først i Alkmaar og siden i Løven, og var allerede tidlig Reformationen af Overbeviisning hengiven.
2. Sagnet om en „heliig Broder Steffen“ i Tuterøen, der en rum Tid forud skal have spaaet Munkene en brat Undergang, viser, at Følelsen af en Reformations Nødvendighed ogsaa i Norge har paatrængt sig Enkelte, der frie for Tidens Fordærvelse agtede paa dens Tegn. (Peder Claussøn, Norges Beskriv. 78.) I 1487 var en „Broder Helge Staffan“ Abbed i Gudeberga eller Huseby Kloster i Dalarne (Diplom. Dalekarlicum I. 139.) Et lignende Sagn gik paa Absalon Pederssøns Tid (1570) i Bergen (Norske Saml. 8vo. I. 20); gjælder det samme Mand, har han maaske draget om som Bodsprædikant.
3. Ifølge Huitfeld og Edvardssøn; den sidste efter Absalon Pederssøns tabte Oration om Mag. Geble. Jeg har forhen antaget, at hermed meentes en Antonsmunk, men da den samtidige Absalon beretter, at denne „Hr. Antonius“ siden blev Sogneprest til Halvardskirken i Bergen, maa han ialt Fald have havt dette Navn. (Norske Saml. 8vo. I. 4.)
4. Om hvorledes man i Danmark handlede med Nonneklostrene, giver Reformationens talentfulde Modstander Paul Eliesen Oplysning i sin Afhandling „om Syges og Fattiges Pleie“. Sechers Udg. I. 155. Men i dette Rige førtes dog en livlig religiøs Kamp ved Siden af den politisk-økonomiske, skjønt man vel maa indrømme, at det sidste Hensyn ogsaa her var det overveiende.
5. Saaledes melder Nils Mogenssøn, Prest paa Herrø, 10de Samme 1529 Erkebiskop Olaf, at Fru Ingerd Ottesdatters Folk paa Giske læse og synge fra Borde saaledes, som Hr. Vincentius bruger i Bergen. (Münch. Dipl. No. 2847).
6. Han havde studeret sammen med Mag. Gjeble i Løven (Norske Saml. 8vo. I. 8), var promoveret Doctor og havde en kort Tid været Professor juris ved Kjøbenhavns Universitet. (Werlauff Bidrag til Univers. Historie før Reformationen. Kbhv. 1836. S. 14. 2den Udg. 1850. S. 63–64.) Paludan-Müller, Grevens Feide II. 5 ff., giver en lærerig og vistnok i det Hele velgrundet Charakteristik af denne mærkelige Mand.
7. Det første inddragne danske Kloster var nok Dominikanernes i Haderslev, hvis Munke udjoges 6te Januar 1527. (Suhms nye Saml. III. 292. Knudsens Udg. af Krøniken om Graabrødrenes Udjagelse S. 5. Aftr. af Kirkehist. Samlinger I.)
8. Dipl. Norv. II. No. 1070. 1ste Udg. af Klosterhistorien, Bilag No. 8 og 9. S. 756 ff. Saml. til N. Folks Historie VI. 11. 45. Han er maaske og den Herman Skriver, der aflagde Regnskab for Varberg 1521 (Christ. d. An dens Registrant. Suhms nye Saml. II. iv. 181) og forekommer paa Bahus endnu i 1530, formodentlig i Slotsloven for Hr. Claus Bilde (Holmbergs Bahus-L. Hist. III. 378) og iøvrigt sees at have havt Dragsmark i Værge og boet der mellem 1519 og 1523, ja maaske til henimod 1532, da Peter Størle fik Klostret (Saml. VI. 45.) Ved Overleveringen af Bahus Slot (1523) til Hans Erikssøn kaldes han hæderlig Svend Herman Matssøn (Frederik Is Registratur), og nævnes 1538 som Væbner i Oslo. (Orig. i danske Geh. Arch.)
9. Med Hensyn til Beviserne for hvad her og i det Følgende meldes om Klostrenes Undergang, henvises i det Hele til hvert enkelt Klosters Historie.
10. Saml. t. Norg. Hist. I. 1–12.
11. Et Brev bag en Jordebog af 1525, dateret Oslo 1ste August 1525, fra Kapitlet der til Kong Frederik, kunde ifølge den Tids Sprogbrug synes at antyde, at Inddragningen allerede for var begyndt, da der siges, at alle Kirker og Klostre i Oslo ere fordervede. (Danske Geh. Arch.) Men dette vil neppe sige andet, end at de besinde sig i en ussel Forfatning.
12. Münch. Dipl. No. 2962 og 4293. b.
13. Jørgen Skrivers Brev til Christian II. Saml. I. 548. Ekdals Arkif. S. 1282. Allens Breve og Aktstykker. I. 556.
14. Biskop Magnus af Hammers Brev til Christian II af 20de Juli 1531, hos Huitfeld 1345–1347.
15. Münch. Dipl No. 3083, trykt i Saml. II. 84–85.
16. Paludan-Müller Grevens Feide II. 23–24.
17. Denne Beretning, affattet efter Abbedens Klage af 26de September 1532 (Münch. Dipl. No. 3152), stemmer godt med Huitfeld (S. 1353), at Gyldenstjerne afbrød et Kloster i Oslo, „at han ikke vilde være beskadt deraf.“ I Fiendens Hænder kunde det stærkbyggede Kloster blevet et farligt Udgangspunkt for et Angreb paa Slottet over Isen, som da laa.
18. De her ikke nævnte Klostres Skjebne i denne første Periode af Sekularisationen kjendes ikke med Bestemthed. Lysekloster havde mellem 1532–1536 faaet Abbed Matthias fra Tuterøen til Forstander. (Dipl. i danske Geh. Archiv.) Mærkeligt er det, at vore Kilder aldeles intet nævne om Minoritterne. Da samtlige Munke af denne Orden bleve udjagede af deres Klostre i Danmark i 1528, kunde det synes rimeligt, at de danske Magthavere i Norge ei heller have sparet dem her. Men i saa Fald vilde dette vistnok kommet paa Tale i Biskoppernes Klager og de Misfornøiedes Beretninger til den landflygtige Konge. Vi antage derfor, at Tiggermunkene for det Første have levet i Fred, nærmest maaske fordi Bybefolkningen i Norge i det Hele var katholsk.
19. Aktstykker til Grevefeidens Historie. 2den Samling. S. 10.
20. Nye danske Mag. II. 210. 222.
21. Flere Diplomer i den Münch. Saml. jfr. Paludan-Müllers Grevens Feide. II. 46 ff.
22. Münch. Dipl. No. 3234. Trykt i 1ste Udgave af dette Skrift 764–768.
23. Man vil finde dem fremstillede med Klarhed og sjelden Upartiskhed af C. Paludan-Müller i Grevens Felde II. 46–85. 248–277. 388–408.
24. Af de norske Biskopper, som anført dog kun Mogens af Hammer og Hoskold af Stavanger.
25. Krags og Stephanii Christian IIIs Hist. Oversættelsen. I. 495–509. Om Klostrene S. 508.
26. Biskoppernes, som bleve inddragne, ere omtalte i det Foregaaende af Recessen.
27. Diplom i Rigsarchivet. Trykt i 1ste Udgave S. 768 ff. Disse Kongens Ord vise hans christelige Sind og den kloge Forsigtighed, hvormed han vilde at Reformationsverket skulde gaa for sig. At det saavel Nordenfjelds som andensteds i Norge, hvorhen sandsynligviis lignende Befaling er sendt, gik ganske anderledes til, var altsaa forsaavidt uden Christian IIIs Skyld, som det skede mod hans Villie; men dette vilde ikke kunnet ske saa let, hvis han havde, om endog kun en eneste Gang selv besøgt det Rige, han 1536 tilføiede en aldrig forglemmelig Fornærmelse. Men han kom aldrig som Konge til Norge. – Forøvrigt havde han allerede 18de November 1536 tilskrevet Esge Bilde om Recessen, og givet ham Befalinger overeensstemmende dermed (Dipl. Norv. II. No. 1118); og ved Brev af 27de April 1537 paalagde han ham med deres Tilladelse, som Klostrene i Værge havde, at skaffe Kongen noget forgyldt Kobber af alle Slags fra Kirker og Klostre (Dipl. Norv. I. No. 1087.)
28. Kirkeordinantsen i Krags Christian IIIs Historie I. 570. ff.
29. Kirkeordinantsen; anf. St. S. 600.
30. Sammest. S. 601. En saadan „Prædikanter“ omtales i Nonneseter i Oslo, hvem Kong Christian III i 1548 befalede tillagt en ringe geistlig Forlening til hans Underholdning, naar nogen blev ledig (Rigsarch. Afskrift af Norske Registranter I. 39.)
31. Denne Forordning er trykt i Danske Magazin I. 191 ff. Nonnernes Føderaad var: 5 Tønder Brød eller 25 Skjepper Meel, 14 Tønder Øl eller 2 Pd. Malt og 10 Skjep. Humle, 2 levende Sviin, 6 levende Lam, 2 levende fede Faar, 6 levende Gjæs, 10 Par Høns, 1 Fjerding Smør, 1 Fjerd. saltet Sild, 2 Vol røget Sild, ½ Td. saltet Fisk, 150 tørre Hvidlinger, 100 Flyndre, 1 Skjeppe Boghvedegryn, 1 Skjeppe Byggryn, ½ Skjeppe Havregryn, 1 Skjeppe Erter, 1 Fjerd. Eddike, ½ Td. Salt, 10 Læs Ved. ½ Læst Kul, 1 Vol Æg, 12 Mark Penge til Sko og Klæder, og to Nonner tilsammen en levende Oxe. – Man seer, at denne Taxt er sat i og for Danmark.
32. Indberetning fra Peder Hanssøn i Geh. Archivet. Klostret med Kirken afbrændte 1546. Dette stemmer godt med Biskop Mogens’s af Hammer Klage i 1533 over den med Gimsø forlenede Iver Jenssøn (Jernskjæg), at han havde „beskæmmet Nonnerne“ i Gimsø (Münch. Dipl. No. 3211); thi det vil neppe sige andet, end at han allerede da havde taget Raadigheden over Klostret fra dem, og vel gjorde dem Livet surt. Biskoppen tilføier, at han og Peder Brockenhus havde et Skalkerygte.
33. Orig. i danske Geh. Archiv.
34. Sammesteds uden Sted, Aar eller Underskrift.
35. Rigsarchivets Afskrift af Norske Registr. I. 289.
36. Kun om Dominikaner-Prioren i Bergen Olaf Mortenssøn veed man, at han efter Klostrets Brand 1528 flyttede til dets Gaard Milde ved Bergen, hvor han endnu i 1539 boede uden offentlig Virksomhed. Nogle af hans Munke tjente Hr. Vincents Lunge som Hofmænd (ɔ: Skriverkarle eller lignende underordnede Betjente.)
37. Vistnok have de kongelige Forleningsbreve paa Klostrene, lige til henimod Slutningen af Frederik 2dens Regjering, det Tillæg, at Vedkommende skal føde og klæde de Munke eller Nonner, som der ere inde; men dette Tillæg er ordret udskrevet af de ældre Lensbreve og sandsynligviis indkommet af Uagtsomhed eller af Forsigtighed, om endda en enkelt gammel Klosterboer skulde leve.
38. Norske Registr. i Rigsarchivet I. 463. Brevet er udateret, og Tiden kan derfor ei nøiere bestemmes, da jeg ingensteds finder noget om Konghelles Brand, der vel maa være yngre end eller maaske en Følge af Christian IIs Ophold der om Vinteren 1531–1532.
39. Brev i danske Geh. Archiv.
40. Norske Registr. I. 277. Han levede endnu 1550. Sammest. I. 62.
41. Jons-Klostret i Bergen stod uden Tvivl øde i 1552, da Kongen, uden at nævne noget om Munkenes Forsørgelse, skjænkede det til et Raadhuus for Byen, hvortil tillige Allehelgens-Kirke maatte nedbrydes. Men kort efter afbrændte Klostret med en Deel af Byen fra Muren til Raadhuset den 19de Decbr. 1561, og dets Ruiner plyndredes af Borgerne, der gjorde Skorstene af dets Marmorblokke. Klostrets Taarn blev senere anvendt til Brandvagt m. v. (Edvardsens Bergens Beskrivelse.)
42. Norske Registr. I. 355–359.