De norske Klostres Historie i Middelalderen/3/2

Christian C. A. Lange

De norske Klostres Historie i Middelalderen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (s. 199-214).

§ 2. St. Laurentii Kloster paa Nidarholm.

(Monasterium de Holm).

Den lille Holme i Throndhjemsfjorden, der ligger omtr. 3000 Alen i Nord for Byen Throndhjem, og hvorpaa Munkholmens Fæstning nu er anlagt, benævnes i Sagaerne Hólmr, Niðarhólmr eller Niðarneshólmr. Den benyttedes i den ældste historiske Tid som Rettersted; der stod den Galge, paa hvilken Olaf Tryggvessøn lod fæste Haakon Jarls og hans Træl Karls Hoveder. Ligesaa omtales den som sædvanligt Anløbssted for dem, der af en eller anden Grund ikke vilde løbe ind i selve Elven, hvor Byens egentlige Havn var og endnu er^[1]. Senere hen var her et Munkekloster. Om dettes Stiftelse haves to forskjellige Beretninger, en engelsk, der henfører den til Kong Knut den Mægtige, og en norsk-islandsk, ifølge hvilken Klostret først et Aarhundrede senere skulde være stiftet af Thrønderhøvdingen Sigurd Ullstreng. Vi skulle noget nærmere betragte begge, og derved maaske forene dem.

Matthæus fra Paris, der skrev i Midten af 13de Aarhundrede, beretter, at Kong Knut stiftede et Benediktinerkloster paa Holmen ved Nidaros, og en anden engelsk Forfatter, Johannes Bromton, melder udtrykkelig, at samme Konge efter Hjemkomsten fra Rom (d. e. 1027) anlagde to Klostre af Benediktinerordenen, hvilken han fortrinlig elskede, det ene i Norge og det andet i Norfolk i England^[2]. Disse engelske Kilders Angivelse af Tiden stemmer saaledes godt med Kong Knut den Mægtiges Tog til Norge og Ophold i Nidaros 1028^[3]; til hvilket Aar derfor og Stiftelsen af Nidarholms Kloster efter engelsk Opgave maa henføres. Det gaar heller ikke an at antage denne Efterretning for urigtig, da Matthæus selv havde opholdt sig iNorge under Haakon Haakonssøns Regjering og besøgt Klostret, som han ifølge pavelig Befaling reformerede (se nedenfor). Ingen kunde saaledes bedre end han have Anledning til at lære at kjende dets Alder og Stifter. – Mærkeligt er det derfor, at samtlige norsk-islandske Kilder tie om Klostrets Stiftelse ved Kong Knut, og fortælle eenstemmig, at Magnus Barfods Lendermand Sigurd Ullstreng paa Viggen stiftede Klostret i Nidarholm, endog med det Tillæg, at først han gjorde det^[4]. Man kan derfor ikke antage, at Sigurds Fortjeneste kun har indskrænket sig til at udvide Klostret ved nye Bygninger og i det Hele gjøre det rigere og anseeligere^[5], og da der ikke er Grund til at formode, at nogen af Beretningerne er upaalidelig, saa bliver det sandsynligst, at Kong Knut af Danmark vel i 1028 har stiftet, d. e. anviist Midler til og paabegyndt, et Kloster paa Nidarholm, hvortil han har hentet Benediktinere fra England, men at Knytlingernes korte og forhadte Herredømme i Norge og Folkets Ligegyldighed for Sagens Fremme har hindret de engelske Munke fra at fuldføre Stiftelsen, hvis Bygninger saaledes ere blevne overgivne til Undergangen, efterat de første fremmede Beboere vare bortdøde eller dragne hjem igjen^[6]. Naar Sagen forholder sig saaledes, kunde engelske Forfattere, der forefandt Stiftelsen 1028 omtalt i Klosterannaler, med Grund henføre den til Kong Knut, medens de norske og islandske Sagaskrivere derimod, som Intet derom fandt optegnet, holdt sig til den Mand, som virkelig bragte Klostret i fuld Stand, og tilskreve saaledes den dem velbekjendte Sigurd Ullstreng Æren for det Hele.

Paa denne lille Holme ved Nidaros finder man altsaa de første Spor af Klostervæsen i Norge, men om Klostrets Tilstand i denne dets ældste Tid har man ingen Efterretning. Ligesaalidt er Aaret optegnet, da Sigurds Ullstrengs Stiftelse foregik; Theodorik bemærker kun, at det skede efter Kong Magnus’s sidste Irlandstog (1103), og Nidarholm bliver altsaa omtrent af samme Alder som Munkeliv i Bergen (mellem 1105 og 1110). Klostret var helliget det occidentalske Munkevæsens Fader, den hellige Benedikt, samt Martyren Laurentius, og kaldes derfor snart St. Benedikts, snart St. Laurentii Kloster i Holm, dog almindeligst det sidste^[7]. Enkelt Gang kaldes det ogsaa St. Mariæ Kloster af Benediktinerordenen, men dette er maaske en Skrivfeil^[8]. Ligesaa er det vist, at det var beboet af Munke af Clunyacenser-Ordenen, og naar det desuagtet ogsaa oftere kaldes et Benediktiner-Abbedi, da ligger ikke nødvendigt heri nogen Modsigelse^[9], eftersom Clunyacenserne vare reformerede Benediktinere, der oftere beholdt dette ældre Navn (ovenfor S. 27).

Allerede Stifteren Sigurd havde lagt betydeligt Gods til Klostret^[10], og dette blev i Harald Gilles Tid forøget med Gaarden Store Hernes i Frosten, som da tillagdes Nidarholm i Provent for hans Brodersøn Kong Magnus Sigurdssøn, da denne, blindet, gildet og afhugget den ene Fod i 1136 her frivillig eller ufrivillig gik i Kloster^[11]. Men efterat Sigurd Slembedegn havde myrdet Harald Gille i Bergen og forgjeves forsøgt selv at blive tagen til Konge, besluttede han at reise et Parti i den ulykkelige Magnus’s Navn. Han begav sig derfor til Holm, og tog 1138 Magnus med Magt ud af Klostret mod Munkenes Villie, da han allerede havde modtaget Munkevielsen^[12]. Hvorvidt derimod Kong Magnus selv havde Lyst til at følge med Eventyreren Sigurd, sees allerede tidlig at have været Tvivl underkastet, da det saavel i Heimskringla som i Sigurd Slembedegns Saga fortælles, at mange berettede, at Magnus drog godvillig med, uagtet man sagde andet for at undskylde ham. Visselig var han og lidet skikket til Konge og Hærfører^[13]. Han blev nu slæbt om fra Sted til Sted af sin formeentlige Farbroder, indtil begge fandt Døden i Slaget ved Hvolar 1139, Magnus i den trofaste Reidar Grjotgardssøns Arme^[14]. Han var den eneste norske Konge, der blev Munk.

Under Kampene mellem Magnus Erlingssøn og Sverre lader det til, at Munkene i Holm i Lighed med den øvrige Geistlighed have staaet paa den Førstes Side; thi man seer, at Magnus med sine Skibe stedse lagde til ved Klostret, og opholdt sig under Holmen saagodtsom altid, naar han befandt sig paa denne Kant, ligesom hans Tilhængere søgte sin Tilflugt did efter tabte Slag i Byen og paa Fjorden^[15]. Sverrer eller hans Birkebener derimod toge aldrig der sin Post, og det maa følgelig været Tilliden til Munkenes Hengivenhed og gode Villie til.at understøtte og i fornødent Fald advare ham, der mere end Stedets fortrinlige Beliggenhed i militær Henseende har været Aarsag til, at Magnus altid har holdt sig her. Det samme var og Tilfældet med Sverres senere Fiender Kuflungerne og Baglerne, der ligeledes lagde til her^[16], naar de ikke vovede sig ind til Birkebenerne i Byen; men forøvrigt give Sagaerne ingen Bidrag til selve Klostrets Historie. Nidarholm nævnes vel oftere, men det er alene Øens strategiske Vigtighed, som hertil giver Anledning. Et Uheld rammede Klostret i 1210, da dets, Bygninger afbrændte^[17]. Af Abbeder i Nidarholm forekommer en Nikolaus ved Midten af 12te Aarhundrede^[18] og Asgaut 1223, da han var nærværende paa det store Rigsmøde i Bergen^[19]; men om disse Mænd vide vi ellers Intet.

Asgauts Eftermand var den bekjendte Bjørn Abbed kaldet Ritabjørn^[20], der tog saa virksom Deel i sin Tids politiske Begivenheder. Allerede som Munk maa han have tildraget sig Opmærksomhed, da han 1226 af Erkebiskop Peter blev sendt til Island med Øgmund Aressøn for at afsætte Biskop Magnus af Skalholt og indstevne ham for Erkestolen^[21]. Efter Tilbagekomsten derfra blev han valgt til Asgauts Eftermand som Abbed i Holm, hvor hare derfor rimeligviis forhen har været Munk, og i 1232 viet til Abbed^[22]. Som saadan blandede han sig i Stridighederne mellem Kong Haakon og Skule, og synes at have hørt til dennes indflydelsesrigeste og fortroligste Raadgivere. Da saaledes Jarlen i 1235 havde forladt Nidaros mod Kongens Ankomst did, og uagtet dennes Opfordring til at vende tilbage, fortsatte sin Færd til Oplandene, afsendte Kongen efter Erkebiskoppens og sine Venners Raad Abbed Bjørn af Holm efter Jarlen, hvem han traf i Hamar, da han allerede havde begyndt oprørske Stemplinger, og var Abbeden, siger Sturla Thorssøn, kommen to Dage senere vilde Freden mellem Kongen og Jarlen været brudt. Nu derimod bragte Kongens høimodige Tilbud og Abbedens Forestillinger Jarlen til Besindelse^[23]. Venskabet varede imidlertid ikke længe. Allerede om Vaaren 1236 afsendtes Bjørn Abbed paany fra Nidaros for at mægle. Han traf Jarlen i Konghelle, og det lykkedes ham ogsaa denne Gang at standse de udbrydende Fiendtligheder, ligesom han paa Tilbagereisen fik i Eidsberg Kirke forebygget en Kamp mellem Skule og Kongens Lendermand i Borgesyssel Arnbjørn Jonssøn^[24]. Med veludført Ærinde vendte nu Bjørn tilbage til Nidaros, og hans Fremtræden i disse Dage, da Spændingen mellem Haakon og Skule idelig truede med at bryde ud i Krig, var i enhver Henseende hæderlig, og viser ham som en dygtig og formaaende Underhandler. Men snart efter tog han mere aabenbart Jarlens Parti, og indviklede derved baade sig selv og sit Kloster i Ubehageligheder.

Om Vaaren 1239 ankom Bjørn Abbed til Kong Haakon i Tønsberg med Breve fra Skule, og fordulgte beslutningen denne foretog i Anledning af det aftalte Møde i Bergen om Sommeren. Bjørn var allerede bleven forsynet med venskabelige Svarbreve, da Kongen fik sikker Underretning om Hertugens krigerske Planer, og derfor opholdt Abbeden til andre Breve bleve skrevne^[25]. Disse modtog, som det synes, Hertugen ved sin Ankomst til Bergen, og da han deraf saa, at hans Planer vare røbede, drog han tilbage til Nidaros før Kongens Ankomst. Denne traf derfor i Bergen kun Erkebiskoppen og Bjørn Abbed, hvoraf den Første paatog sig at bringe Fred til Veie Høsten og Vinteren over, og Bjørn sluttede paa Hertugens Vegne et Forlig med Kongen om Fred for Vinteren. Erkebiskoppen satte Bandsstraf for den, der brød dette Forlig. Abbeden reiste nu atter Nord med Breve fra Kongen, men da Skule desuagtet lod sig 6te Novbr. 1239 paa Ørething give Kongenavn, blev Abbed Bjørn ifølge Bergensforliget bandsat af Erkebiskoppen, saavel for sine Handlinger i det Hele, som fordi han havde været paa Raad med Skule i denne Sag. Hermed blev Abbeden meget ilde tilfreds og appellerede til Paven. Efter mange Raadslagninger bleve Skule og Abbeden enige om, at hiin skulde forsyne denne med de fornødne Penge mod Pant i Nidarholms Kloster, hvorpaa han skulde drage Hertugens Ærende til Danmark og Tydskland, samt derfra for sig selv til Romerhoffet. Henimod Juul forlod han med Hertugens Breve og Penge Nidaros, og drog over Fjeldet til Oplandene. For ikke at vække Mistanke gav han sig god Tid paa Veien, som om han intet vigtigt havde at fare med; men ved Ankomsten til Hamarkaupang blev han ligefuldt anholdt af Munan Biskopssøn, og med Breve og Penge under sikker Bedækning ført til Bergen, hvor han blev holdt fangen i Borgen, indtil Kongen ankom did i 1240, da strax Abbedens Breve ransagedes. De vare til Paven, Keiseren og andre mægtige Fyrster, af hvem Skule haabede Hjælp, og fulde af Opdigtelser; nogle endog af saa farlig Natur, at de kunde kostet Bjørn, deres sandsynlige Forfatter, Livet; men da Kongen havde faaet Brevene i sin Vold, og derved hindret deres mulige Følger, tilgav han med sædvanligt Høimod Abbeden, og tog ham med sig Øster til Viken, hvor han saaledes overvar Skules Nederlag i Oslo^[26]. Da dennes Fald kort efter gjorde Ende paa de norske Borgerkrige, tillod Kongen endog Abbeden at fuldføre sin Reise til Rom, for at fremme sin Appel mod Bandsættelsen, og han er sandsynlig samme Sommer 1240 reist til Rom, hvor han allerede i April 1241 maa være ankommen^[27].

Et saadant uroligt Liv maatte nødvendig virke skadeligt paa selve Klostret. Sagaen beretter herom kun det Ovenanførte, at Abbeden havde pantsat sit Kloster til Hertug Skule. Den engelske Munk Matthæus Parisiensis derimod, som nogle Aar senere sendtes til Norge for at reformere Holms Kloster, omtaler denne Sag vidtløftigere for Klostrets Vedkommende. Klostret Holm af St. Benedikts Orden, siger han, var i høi Grad forarmet, Konventet adspredt og Klostret selv med dets Eiendomme næsten ødelagt. Abbeden (han nævnes ei, men det er tydeligt Ritabjørn) forlod Kloster og Orden, tog hemmelig dets Segl med sig, og ved Hjælp af dette deels solgte deels pantsatte han næsten alle Klostergodserne, og havde Sakristanen i Ledtog med sig ved dette Bedrageri. Herpaa løb begge deres Vei. Erkebiskoppen af Nidaros tog da Klostret under sig, og sigtede Munkene som alle Klosterreglers aabenbare Overtrædere, nogle endog som Tyve og Rømningsmænd. Munkene derimod, som uden Abbed dog nogenlunde under Priorens Bestyrelse havde søgt at opfylde deres Pligter, appellerede til Paven, da de fandt det ubilligt, at Alle skulde lide for Eens eller Nogles Brøde. Paa Grund heraf lod Erkebiskoppen Sagen naa hen, medens Prioren, efterat have faaet noget af Godset tilbage og sanket en Deel Penge sammen, begav sig til Rom. Men her havde Abbeden og Sakristanen været kort før, og ved Hjælp af det stjaalne Segl pantsat Klostret for omtrent 500 Mark, saa at Prioren maatte vende hjem med uforrettet Sag^[28].

Ritabjørn derimod havde været heldigere i Rom. Det kan ikke være Tvivl underkastet, at han er bleven løst af Bandet, da Pave Gregor IX endog overdrog ham med Abbeden af Tuterøen at undersøge og give Betænkning om de Undergjerninger, man tillagde Erkebiskop Eystein^[29]; ligesom han fra Paven (nærmest den i Juni 1243 valgte Innocents IV, hvis længe udsatte Valg han rimeligviis i Rom har oppebiet, og imidlertid gjort Gjæld paa Klostrets Regning) medbragte til Kong Haakon et Brev „med Velsignelser og fagre Ord, hvis Mage neppe er kommen til Norge fra nogen Pave,“ fortæller Sturla Thordssøn. Han kom først hjem til Norge om Sommeren 1244, opholdt sig, som det synes, en Tid hos Kongen i Bergen, og skulde endelig seenhøstes reist til sit Kloster. Han kom dog kun til. Selje Kloster, hvor han blev syg og døde^[30]. Saaledes endtes da den urolige Bjørn Abbeds Liv. At det har været en Prælat, udrustet med sjeldne Aandsgaver, Kløgt og Veltalenhed, røber enhver Efterretning om ham; sit Tilnavn Rita-Bjørn fik han paa Grund af de mange vigtige Breve, han i sin Tid havde skrevet og ideligt færdedes med. Han vilde indtaget en høi og hæderlig Plads blandt Norges berømte Mænd, hvis han kunde frikjendes for Træskhed, Ødselhed og maaske Vægelsind; men man kjender ikke Motiverne til hans Handlemaade, og maaske hans hele Færd fra Politikens Standpunkt kan forsvares som Følger af en urokkelig og uegennyttig Hengivenhed for den ustadige Hertug Skule.

Hvem der blev Abbed efter Bjørns Død 1244 findes ikke optegnet. Prioren var samtidigen med Ritabjørn kommen tilbage fra Rom med uforrettet Sag, og skjønt man ved Tidenden om Abbedens Død valgte en anden Abbed^[31], har denne neppe været nogen dygtig eller kraftfuld mane siden det altid er Prioren, der omtales som den, der drev paa Klostrets Reform^[32]. Først lykkedes det ham at bringe Orden i Pengesagerne. Forsynet med Anbefaling fra Kong Haakon til Munken Matthæus fra Paris samt med 300 Marks Reisepenge, begav Prioren sig ledsaget af en af Munkene, som det synes, til England, hvor Ritabjørns Pantebreve vare komne i italienske Aagerkarles Hænder, som da opholdt sig i London, og det lykkedes ham her at faa denne Sag heldig opgjort^[33]. Værre stod det imidlertid til i aandelig Henseende, da Munkene kun ved gjentagne Foræringer kunde bevæge Erkebiskoppen til at udsætte sin Beslutning at udjage dem, da de efter hans Erklæring kun vare Munke af Navn, og sætte sig i Besiddelse af Klostret og Øen. Munkene toge derfor i 1247 sin Tilflugt til Kardinal Vilhelm, som da opholdt sig i Norge. Denne, der selv ikke kjendte til Ordensregelen, raadede dem at udbede sig en Lærer og Reformator af Paven, og gav dem desangaaende et Anbefalingsbrev med. Hermed drog baade Abbed og Prior afsted, og udvirkede fra Paven en Anmodning til Abbeden af St. Albans i England, om at overlade dem Matthæus, hvem de kjendte som en klog og trofast Munk, til Klostrets Reformator, og ved dennes Bestræbelser blev nu ogsaa Nidarholm i aandelig Henseende bragt paa Fode igjen. – Saaledes fortæller Reformatoren selv denne hele Sag, der godt stemmer med Sagaernes Beretning om Bjørn Abbed, og i det Hele kaster Lys paa Forholdene, hvilke han godt maatte kjende, selv om han ikke er den samme Matthæus, der som Gesandt fra Kong Ludvig IX af Frankrige, Keiser Frederik II og Birger Jarl af Sverige havde været i Norge, og var personlig elsket af Kong Haakon^[34].

Med denne Reform kom Munkene i Nidarholm atter i Anseelse og Kongens Gunst. Deres Abbed Thorleif nævnes som den første blandt de Prælater, der fulgte Kongen paa dennes eget Skib paa hans sidste Tog til Skotland. Han meddeelte ham med 3 Biskopper den sidste Olie, og deeltog efter hans Død (15de Decbr. 1263) i Sjelemesserne over ham^[35]. Iøvrigt findes intet om Thorleif. Det var ventelig ham, som Paven 1265 paalagde i Forening med flere Klosterformænd at vælge Erkebiskop efter Einar Smørbaks Død^[36], og i 1208 tilligemed Biskoppen af Bergen og Tuterøens Abbed paa ny at undersøge Paalideligheden af de Erkebiskop Eystein tillagte Mirakler^[37]. – Ligesaa har Nidarholms Munke staaet sig godt med Eftermanden Kong Magnus Lagabøter; thi i sit Testamente af 1ste Februar 1277 gav han 120 Mark Sterling i Penge til „Benediktinerklostret“ i Holm, den største Sum i rede Penge noget Kloster fik, mod at Munkene forpligtedes til stedse at meddele Alterens Sakramente med Brød og Viin frit til alle saavel sekulære som regulære Geistlige iStiftet, overeensstemmende med det Forpligtelsesbrev, de havde udstedt til ham^[38]. Da Testamentet viser, at en lignende Sum mod samme Forpligtelse blev givet Kannikerne ved Domkirken i Bergen, samt Biskopperne af Stavanger, Oslo og Hammer, er altsaa Holms Kloster traadt i Erkebiskoppens og hans Kapittels Sted, maaske paa Grund af Kongens Misnøie med den herskesyge Erkebiskop Jon, med hvem Konkordatet i Tønsberg kort efter sluttedes.

Under Kong Erik Magnussøns Regjering var Haakon Abbed i Nidarholm. Han forekommer som udsteder af flere Breve^[39] i Nidaros, men om hans Færd som Klosterformand eller om Holms Skjebne i den Tid oplyse de Intet. De angaa de Stridigheder, som paa denne Tid fandt Sted mellem den unge Konges Raadgivere og Geistligheden om dennes nylig erhvervede store Rettigheder, som den nye Regjering ikke vilde erkjende. Kampen mellem Kongemagten og Geistligheden varede længe, og en Munk i Nidarholm Arne, der uden Tvivl forhen havde været Kannik i Nidaros og Sogneprest til Borgund, benyttedes af Domkapitlet som et paa Grund af sin nye Stilling upaaklageligt Vidne angaaende Geistlighedens Rettigheder^[40].

Denne Broder Arne er udentvivl den samme, der i 1296–1303 forekommer som Abbed i Holm; i alle Fald viste ogsaa denne Abbed i hele sin Færd sig som en Ven af Kannikerne i Nidaros. Disse førte paa den Tid en forargerlig Kamp med deres Erkebiskop Jørund, der efterat Erkestolen havde staaet ledig i næsten 5 Aar efter den fordrevne Jon Rødes Død 1282, fra Hammers Bispestol forflyttedes til Erkesædet, og viste sig mere eftergivende mod Kongemagten, medens han paa den anden Side søgte at indskrænke Domkapitlets stigende Magt. Fra den Stund Kapitlet mærkede dette, havde han aldrig Fred, og en langvarig Proces begyndte, hvis Dokumenter tildeels endnu ere til, og i hvis Udstedelse Abbed Arne har deeltaget^[41]. Da Uvenskabet gik saa vidt, at ikke alene Domskolens Elever og Abbeden af Holm, men endog selve Bymændene i Nidaros blandede sig deri, saa at tilsidst Erkebiskoppen og hans Tilhængere ei uden Livsfare turde vise sig paa Gaderne, tog endelig Kong Haakon Magnussøn ved sin Kroning sig alvorlig af Sagen, og tvang Kannikerne til for det Første at falde til Fode Samtidig hermed benyttedes Abbed Arne til forskjellige Hverv udenfor sit Kloster. Saaledes paalagde Bonifacius VIII ham ved Bulle af 16de Decbr. 1206 uden Appel at paadømme en Sag mellem Domkapitlet og en Prest Nikolaus Golia i Nidaros angaaende Mærens Kirke, hvilket skede 1301^[42], fra hvilket Aar man ogsaa har hans Vidnesbyrd som pavelig Dommer i Sagen mellem Chorsbrødrene i Nidaros og Hr. Vilhjalm af Torgar angaaende Tienden af Haugs Kirke i Verdalen, som Abbeden ved Vidner oplyste med Rette tilkom Domkapitlet^[43]; – Abbed Arne var under denne Strid paa Kannikernes Side, og dette paadrog ham i 1301 personlig Overlast. Du nemlig disses Modstandere havde lagt voldsom Haand paa nogle af Kapitlet – Striden var nemlig i den sidste Tid udartet til Slagsmaal paa Gade og Kirkegaard, – sendte dette en Kannik til Rom, som derfra bragte Befaling til Abbed Arne at lade Fornærmerne, saafremt Klagen fandtes grundet, bandsætte i Byens Kirker, med Klokkeringning og brændende Kjerter paa alle Søn- og Helligdage, indtil de gjorde de Forurettede Afbøn og søgte Afløsning hos Paven. Abbeden fandt Misgjerningen klar og beviist, og bandsatte derfor Vedkommende efter Pavens Bud. Da tillige Ingjald, Kannik af Hammer^[44], havde taget sig af disse Kirkeskjændere, bestyrket dem i deres vrange Sind og hjulpet dem med Penge, saa bandsatte Abbeden i Pavens Navn tillige Ingjald og Presten Audun Joka. Men da Arne nogen Tid derefter forrettede sin Andagt for Alteret i Domkirke-Choret, lode Ingjald, Audun og en Lægmand Sigurd med flere Hjælpere Chordøren tillukke, og tvang Abbeden til at forblive derinde, til han havde hørt Ingjald oplæse et Skrift, han havde med. Imidlertid holdt Audun ham fast ved Klæderne og Sigurd spærrede Døren, medens Alle skjældte ham ud, fordi han havde givet Befaling til deres Bandsættelse. Om alt dette udstedte Kristian, Abbed af Tuterøen, den 31te Oktbr. et vidnesfast Dokument^[45]; men Udfaldet af den hele Sag kjendes iøvrigt ikke. – Abbed Arne nævnes sidste Gang i Aaret 1303^[46]. Islændingen Grim Skutessøn^[47] var formodentlig Arnes Eftermand som Abbed i Nidarholm. Han omtales første Gang som saadan 24de Novbr. 1313, da han med Audun Abbed i Tautra gav Udskrift af Pave Klemens Vs Bulle af 1312 om en 6aarig Afgift af alle Munkeordener i Norge til det hellige Lands Forsvar^[48]. I hans Tid brændte Nidarholms Kloster 1317^[49]. Ved Pintsetider 1319, „den Vaar, som vor værdige Herre Haakon, Norges 5te Konge af dette Navn, døde,“^[50] solgte Abbed Grim med sine Brødres Raad Klostrets Møllehuus ved Ilen i Nidaros til Bjørn Prest i Hospitalet for 25 Mærker; Abbeden fraskrev sig og Eftermænd Løsningsretten til dette Møllehuus, der stedse skulde tilhøre Hospitalet. Brevet udstedtes paa Vigg, og forsegledes der af Abbeden^[51]. 20 Mai 1320 udstedte han, ligeledes paa Vigg, tilligemed Abbed Thorer (af Munkathveraa) et Vidnesbyrd om Thingøre Klosters Stiftelse og Tiender paa Island, som Biskop Jørund af Holar havde berøvet det. For sin Person vidnede desuden Grim, at Erkebiskoppen havde misbilliget denne Færd^[52]. – Efter Arne Helgessøns Død i Norge i Januar 1320 stod Skalholts Bispestol ledig til Vaaren 1321, da Abbed Grim blev valgt til Biskop i Skalholt, og indviet i Bergen 28de Juli s. A. af Audfinn og Haakon, Bergens og Stavangers Biskopper^[53]. Han kom imidlertid ikke tilbage til sin Fædreneø, men døde i Norge, efterat have baaret Bispenavn i 3 Maaneder, i hvilken korte Tid han imidlertid skal have taget saa haardt til Erkestolens Indtægter, at han efterlod den i betydelig Gjæld, hvorfor man forandrede hans forrige Navn Skutegrim til Øgenavnet Skurðgrimr (Slagtergrim)^[54], og har ikke villet regne ham med blandt Skalholts Biskopper.

Efter hans Tid ere Efterretningerne om Nidarholms Kloster og dets Abbeder høist ubetydelige. Vi anføre, hvad vi have fundet. I August 1346 var Olaf, Abbed i Holm, tilstede i Communestuen i Chorsbrødregaarden i Nidaros ved Afslutningen af en Gaardhandel^[55], og i sit Testamente af 23de Septbr. 1349 gav Erkebiskop Arne Vade, der døde af Pesten, en Kalk (spíra) og 2 Mærker brændt til Holms Kloster for Sjælemesser (firir þrítugt)^[56]. Hans Eftermand som Erkebiskop blev vor Olaf, der 1350 valgtes af den eneste Pesten overlevende Kannik Lodin. Olaf kom 1351 tilbage fra Rom, og døde 1373^[57]. – Erling (Elling) Abbed til Holm udstedte 5te April 1431 med to nidarosiske Priorer et Vidnesbyrd om, hvad Erkebiskop Aslak Bolt havde betalt Kong Erik paa sin Formand Askells Gjæld^[58], og 11te Juli 1436 beseglede han med Flere i Nidaros en Afskrift af Arvid Ingeldssøns Testamente^[59]. Med Erkebiskop Aslak mageskiftede Abbed Erling til Klostret Gaardene Astar og Fjelkros imod Dele af By og Lid^[60]. Henimod Reformationstiden var Jon Lafransføn Abbed i Holm. Han nævnes allerede i Erkebiskop Gautes Tid († 1510), til hvem „Jon Forstander i Holms Kloster“ mageskiftede 1 Øre i Vanebo mod 1 Øre i Haverstad i Sparbo^[61]; 27 Septbr. 1516 mageskiftede han med sin Konvents Samtykke og efter Erkebiskop Erik Valkendorfs Raad Gaarden Sunland i Lade Sogn paa Strinden til Kanniken Hr. Autleif Matssøn i Throndhjem mod Gaarden Elene i Byrgsen, hvorpaa Sunland lagdes til Volds Præbende.^[62].

Endelig undergik Klostret anden Gang ved Ildebrand 1531, idet Lynilden slog ned saavel der som i Domkirken. Nidarholms Brand synes altsaa at have været samtidig med Stadens og Domkirkens, der den 5te Mai d. A. aldeles lagdes i Aske^[63]. Efter denne Tid forekommer Nidarholms Klosterkonvent ikke oftere, og sandsynligviis er det splittet ad ved denne Ulykke, som Tidsaanden midt under Reformationsstriden ikke satte Munkene istand til at bekæmpe. Abbeden og en Broder Peder af Holm nævnes paa denne Tid blandt Abbeden af Tuterøens Dommere^[64], men Klostret selv og dets Skjebne omtales ikke i noget af de mange Breve fra denne Tid. Formodentlig har det efter Branden ligget øde, og under Erkebiskop Olafs sidste Kamp (1536–1537) finder man, at han har holdt dette faste Punkt besat. Da nemlig Thord Roed, Jens Splid og de øvrige Anførere for den danske Krigsmagt i April 1537 søværts ankom til Throndhjem, deelte de sig i to Afdelinger, hvoraf den ene under Thor Roed indesluttede Steenvigsholm, og den anden under Jens Splid beleirede Holms Kloster, hvoraf der blev skudt Nat og Dag^[65]. Klostrets Besætning overgav sig sandsynligviis samtidig med Steenvigsholms, hvis Kapitulation er af 29de Mai^[66], og Følgen af dets Benyttelse mod Kongen blev naturligviis, at det strax lagdes under Kronen. Allerede den 3die Juni tilskreve Hr. Truid Ulfstand og Christoffer Huitfeld, øverste Høvedsmænd for kgl. Maj.s Folk, fra Throndhjem Holms Klosters samtlige Landbønder og Almue, at de paa Kongens Vegne havde givet velbyrdige Svend Jens Tillufssøn (Bjelke, Fru Ingerd Ottesdatters Datters Lucia Gyldenløves Mand) Holms Kloster med alt dets Gods i Befaling og Forlening, og befalede dem derfor at være ham og hans Ombudsmænd lydige, samt til ham at betale den Afgift, de aarlig vare Klostret skyldige^[67]. Da imidlertid Christoffer Huitfeld kort efter blev Høvedsmand paa Steenvigsholm (d. e. over Throndhjems Len), blev Holms Kloster lagt under Throndhjems Kongsgaard, og Tuterøens Kloster forundt Jens Tillufssøn i Holms Sted^[68]. Nogen Jordebog over Nidarholms Klosters Gods er hidtil ikke fundet, og man har saaledes intet Begreb om dets Størrelse; kun viser en Notits af Jens Tillufssøn, at han ikke var tilfreds med Byttet, da han erklærer Tuterøens Klosterrente for den mindste Nordenfjelds^[68]. Af Klosterkirken staar endnu en Rotunde tilbage, der nu er indtagen i og udgjør den væsentligste Deel af Munkholmens Fæstningsverker^[69].

1. Fornm. Sögur II. 69. 207. IV. 322. o. fl. St.
2. Matth. Parisiens. ed. Wats. p. 505–506. Script. Rer. Dan. I. 269. III. 77. IV. 415. not. b. Munch Norske Folks Historie. I. ii. 823.
3. Suhm III. 657. Forbedringer S. 86. Schønings Reise II. 3.
4. Sigurðr lét fyrst setia múnklifi í Níðarhólmi. Fornm. Sög. VII. 40. I Biskop Iver Øgmundssøns Saga (utrykt) fortælles, at Sigurd paa Jons Opfordring i Skriftemaalet lod bygge et Svartmunkekloster paa Nidarholmen, hvilken Holme han havde saaet i Foræring af Kong Magnus; hertil lagde han at Fædrenegods og mange store Gaarde. (Munchs Norske Folks Hist. II. 625. Müllers Saga-Bibl. III. 397.) Theodor. Monach. c. 31. I Heimskringla findes Intet om Stiftelsen.
5. Dette antager Suhm (Script. Rer. Dan. V. 339 i Anm. til Stedet hos Theodorik, hvis Udtryk imidlertid ikke tillade en saadan Udtolkning. Han levede neppe 50 Aar efter Sigurd, var selv Munk i Nidarholm eller ialfald i Helgeseter, og skriver: „Sivardus Ulstreng ... ædificavit coenobium nobile ... in parvissima quadam insula, quæ adjacet metropoli Nidrosiensi.“ Men han kunde dog, dersom der havde været et Emner paa Nidarholm, som af Sigurd kun udvidedes, ikke derom have været uvidende eller undladt at omtale dette, naar han iøvrigt nævnede Stiftelsen.
6. Rimeligviis har dog denne Kong Knuts Klosterstiftelse endnu i Kongerne Magnus’s og Haralds Tid fristet en kummerlig Tilværelse, ved imod Benediktinernes Skik at drage om paa Bygden og tigge. Jfr. Beretningen i Harald Haardraades Saga cap. 22 om de som Munke utilladte Mænd, der overfaldt Kong Magnus’s Tilhænger Thrond. (Munch, Norske Folks Historie. II. 134.) Ved denne Tid kan der ei være Tanke paa Munke fra noget andet Sted end fra Nidarholm.
7. Script. Rer. Dan. IV. 415. V. 339. VI. 250 o. fl. St.
8. I en Pavebulle af 1350. Dipl. Norv. I. No. 322.
9. Derimod kan det maaske være af Betydning, at det er Munkene selv, som kalde sig Clunyacensere, medens Pave, Erkebiskop og Fremmede kalde dem Benediktinere; thi disse sidste vare underkastede vedkommende Biskops Tilsyn, hine derimod fritagne derfor. Nidarholm Munke have maaske ønsket at unddrage sig Erkebiskoppens Myndighed, og uden at faa Stadfæstelse derpaa erklæret sig for Clunyacensere. En Optegnelse i Aslak Bolts Jordebog (S. 115), at Holms Kloster aarlig paa St. Benedikts Translat. Dag (11te Juli) skulde visiteres af Erkebiskoppen, eller yde ham en Dags Veitsle, om han hindredes fra at komme, synes at vise, at i al Fald han betragtede dem som sig undergivne Benediktinere.
10. Sigurðr gaf þartil stórar eignir. Fornm. Sög. VII. 40. Blandt dette var hans Fædrenegods, altsaa formodentlig selve Viggen (eller Vigg) i Børgsen, og dette er maaske Aarsagen til, at Nidarholms Klostergods, som verdsligt Len benævnedes Vigs-Godset, hvilket man hidtil har antaget for at skrive sig fra Gaarden Saxevik paa Strind.
11. Heimskr. Har. Gill. Saga c. 12 og Fornm. Sög. VII. 196 berette, at han frivillig begav sig did, og tog Munkeklæder. Morkinskinna alene (l. c. not. 2) antyder, at han mod sin Villie bragtes did (var fluttr til Hólms).
12. Sagaernes Udtryk her: hann hafði aðr takit múnkavígslu, er modsat Udtrykket ovenfor: ok tók við múnkaklæðum; dette sidste har nemlig Hensyn paa Profesdragten, som strax ved Indtagelsen maatte anlægges; det første derimod til den egentlige Munkevielse, der foregik Aaret efter Optagelsen, og gjorde en Tilbagegang til Verden umulig. Heimskr. Inges Saga c. 2. Fornm. Sög. VII. 207.
13. Heimskr. Inges Saga c. 2. Sig. Slemb. Sag. i Fornm. Sög. VII. 335.
14. Heimskr. Inges Saga c. 10. Fornm. Sög. VII. 222.
15. Sverres Saga c. 45. 46. 60. 62. 70. 71. 72.
16. Sammest. c. 106 og 155.
17. Íslenzskir Annálar 88. Script. Rer. Dan. III. 77.
18. Hungrvaka S. 123. not. Han kaldes Abbed i Nidaros, men da Holm var det eneste Abbedi i Stiftet paa den Tid, maa dette være meent.
19. Haak. Haakonss. Saga c. 86.
20. Hos Suhm (IX. 364 og i Registret) sammenblandes han med den Mester Bjarne, der ved 1220 var tilstede, da Kong Haakon gav Erkebiskoppen Myntret (Dipl. Norv. III. No. 1); men denne Bjarne, der og forekommer ved Rigsmødet 1223, var Gesandt ved Pavehoffet 1246 (Suhm X. 71. 94), og da var Ritabjørn allerede død. Navnene Bjørn og Bjarne ere desuden forskjellige.
21. Íslenzskir Annálar 100. Script. Rer. Dan. III. 86. Hist. eccl Isl. I. 309 ff.
22. Ísl. Ann. 106. Script. Rer. Dan. III. 90.
23. Haak. Haakonss. Saga c. 184–185.
24. Haak. Haakonss. Saga c. 186.
25. Variant i Haak. Haakonss. Saga c. 195.
26. Haak. Haakonss. Saga Cap. 196. 198. 205. 215. 225. Med samme Mildhed havde Kong Haakon kort før givet de Varbelger Fred, der ved hans pludselige Ankomst til Nidaros havde taget deres Tilflugt til Holms Kloster. (ibid. c. 214).
27. Dipl. Norv. I. No. 23; jfr. strax nedenfor.
28. Matth. Parts. udg. af Wats. S. 505–506.
29. I Brev af 30te April 1241. Dipl. Norv. I. No. 23.
30. Haak. Haakonss. Saga c. 246. Ísl. Annál. 116. Script. Rer. Dan. III. 95.
31. Matth. Paris. S. 506.
32. Hans Navn nævner Matthæus ikke. Man kunde formode, at den Klemet af Holm, der ofte nævnes i Haakon Haakonssøns Saga paa Varbelgernes Side, og som stundom (cap. 213, 214) kaldes Fader Klemet, har været Prioren, men det bliver altid høist usikkert.
33. Matthæus Paris. S. 506 fortæller, at det var „contra Caursinos, tunc Londoni existentes“, at Prioren førte sit Klosters Sag. Caursini, Caorsini eller Caturcini kaldtes en Art Aagerkarle, som havde det sletteste Rygte, og dreve deres Handel i Frankrige, England o. fl. Lande, stundom udjagede af Kongerne, men ved Pavens Mellemkomst atter tagne til Naade. I Sliges Hænder maa altsaa Ritabjørn være falden, for at drive Penge op. Caorsinerne skulle have deres Navn af en liden piemontesisk By Caorsa; efter Andre af Byen Cahors i Frankrige.
34. Haak. Haakonss. Saga c. 243. 266. 267. At Kongen yndede Matthæus paaberaabte Munkene sig som Grund for, at de helst ønskede ham. (Matth. anf. St. Suhm X. 115–116). Han kalder overalt Nidarholms Munke Benediktinere.
35. Haak. Haakonss. Saga c. 319. 329. 330.
36. Script. Rer. Dan. III. 106.
37. ibid. IV. 425. Suhm X. 623 efter Raynalds Annal. eccl. XIV. 169.
38. ibid. VI. 250. Thork Dipl. II. 256.
39. Dipl. Norv. III. No. 10 og 20. Thork. Dipl. II. 85. 94 og Pl. V, hvor Abbedens Segl er afbildet.
40. Sammest. III. No. 28. 30, og II. 120–121. 124–126. Arne kaldes her først Broder Arne i Borgund, og siden Broder Arne i Holm. At han havde været Kannik før, indlyser af Brevet. Tvisten er iøvrigt Klosterhistorien uvedkommende.
41. Dipl. Norv. III. No. 35. 47. 49. 50–52. 55. 56. 66 og 67 a–d. Vi mærke herved alene, at Nidarholms Konvent paa sidstnævnte Sted kalder sig Benediktinere. Denne lange Strid vedkommer iøvrigt ikke Klosterhistorien, da det neppe er rigtigt, naar Jonsson kalder den en turba monastica (Hist. eccles. Island. II. 155). Hovedkilden udenfor Diplomerne, nemlig Laurentius Biskops Saga, giver ingen Anledning til at antage, at Munke have havt nogen væsentlig Deel i Kampen, hvis Hovedmænd paa Kapitlets Side vare Kannikerne Sighvat Lande, Eilif Korte, der siden blev Erkebiskop, og Audun Raude. (Laur. Bps. Saga c. 12).
42. Dipl. Norv. II. No. 37. 63. Thork. Dipl. II. 183–184.
43. Dipl. Norv. III. No. 46. 47. Thork. Dipl. II. 56.
44. Han var sandsynlig Jørunds Ven fra dennes forrige Stilling som Biskop i Hammer, og blev 1305 selv Biskop der. Laurentius Biskops Saga fremstiller alle disse Kampe til Jørunds Fordeel, og oplyser i alle Fald, at ogsaa Kannikerne tillode sig Haandgribeligheder mod de Geistlige, der holdt med Erkebiskoppen.
45. Dipl. Norv. III. No. 49.
46. Dipl. Norv. III. No. 55. Da den følgende Abbed først nævnes 1313, vide vi ikke, om man til Arnes Tid skal henføre Hr Bjarne Erlingssøns Testament af 25de Januar 1308, hvori han gav Holms Kloster 3 Mark brændt. (Suhm XI. 594. Testamentet er nu uden Tvivl tabt, og kjendes kun i en forvirret Oversættelse af Peder Dyrskjøt i danske Geheimearchiv.) Nærmest er maaske Arne død i 1309, eller var da for svag til at deeltage i Forretninger udenfor Klostret, hvilke da udførtes af Konventet; jfr. Dipl. Norv. III. No. 81. Under dette Brev hænger endnu begge Klostres Segl, hvoraf Nidarholms er det samme, som er stukket i Kobber paa Pl. VI. bag Thorkelins Diplomatars 2den Deel, hvor det imidlertid feilagtig er angivet for at være Bergens Kapittels Segl. Omskriften er: Sigillum capituli sancti Benedicti de Nidarholm.
47. Han kaldes i Annalerne deels Skútu-Grimr, Skotugrimr, deels Grimr Skútuson. Det første have de bedste Annaler. Íslenz. Annál. 216. 217.
48. Barth. IV. 640–649. Suhm XI. 720.
49. Ísl. Annal. 208. Denne Ulykke henføres af nogle yngre Annaler til 1316.
50. Tillægget „den Femte“ brugte Kong Haakon Haalæg, ligesom Faderen Magnus kaldte sig den Fjerde. (Kongesegl i Lybeks Archiv).
51. Dipl. Norv. III. No. 115.
52. Afskrift i danske Geheimearchiv. Hist. eccles. Islandiæ. II. 183–184. Da begge Breve ere udstedte paa Vigg ved Pindsetid, kunde det synes rimeligt, at de ere fra samme Aar, men de ere tydeligt daterede 1319 og 1320. Gaarden har følgelig været et sædvanligt Opholdssted for Holms Abbeder, og det er derfor saameget rimeligere, at hermed menes Stifterens Fædrenegaard, og ikke nogen af Gaardene Vik paa Strinden eller Frosten, som man ei vilde skrevet Vigg, end mindre paa Vigg.
53. De denne Sag vedkommende Breve ere trykte i Hist. eccl. Isl. II. 60–61, og Grims Troskabsed til Erkebiskoppen hos Suhm XII. 347.
54. Hist. eccl. Isl. II. 58.
55. Dipl. Norv. II. No. 276.
56. Dipl. Arn. Magn. fasc. 10. No. 16. Trykt i 1ste Udg. S. 770–773.
57. Hisl. eccl. Isl. I. 453. – Suhm XIII. 216 og efter ham Munthe (i Saml. II. 209) kalder Olaf Abbed til Hammer, men dette grunder sig paa en Trykfeil hos Suhm; jfr. Dipl. Norv. I. No. 323, indeholdende Clemens VIs Stadfæstelse af hans Valg, dat. 3die Novbr. 1350. Olafs Virksomhed som Erkebiskop tilhører Kirkehistorien.
58. Nye Dan. Magaz. I. 34–35.
59. Schønings Anh. til Domkirk. 12–13.
60. Aslak Bolts Jordebog S. 33.
61. Sammesteds S. 4.
62. Dipl. Norv. I. No. 758. Seglet er nu mutileret, men efter en Paategning af Arne Magnussøn var det endnu det samme som i 1309 (ovenfor).
63. Saml. til Norges Hist. II. 56–57. Evensens Samlinger I. 3. 35. Schøning (Reise II. 5) maa have misforstaaet sin Kilde (Ramus Norg. Beskr. 204), naar han fortæller, at Nidarholms Kloster afbrændte ved Gnister fra Domkirken; thi Ramus beretter kun, at „Nogle skrive, at dette skal være skeet ved Tordenild, som og skal have fløiet fra Domkirken Nord til Holms Kloster, og dette ligeledes afbrændt.“ At derimod Gnisterne skulde faret 4300 Alen over Fjorden og tændt paa Nidarholm er usandsynligt. Beretningen antyder dog, at Klostrets Ødelæggelse var samtidig med Byens.
64. Münch Dipl. No. 3181.
65. Jens Splids Rapport til E. Bilde dateret Holms Kloster 1ste Mai 1537, i danske Geheimearchiv.
66. Steenvigsholms Kapitulation er nu trykt i Aktst. til Grevefeidens Historie 2den Saml. 312–315. Om disse Begivenheder Nordenfjelds saaes fuldstændig Underretning i Paludan-Müllers Grevens Feide II. 401–403.
67. Samtidig Afskrift i Enden af en Jordebog over Tuterøen i danske Geheime-Archiv.
68. Sammesteds. Holms Gods blev saaledes ingen særskilt Forlening.
69. Schønings Reise II. 7. ff. Bings Norges Beskr. 434. og Urda II. 101 indeholde Oplysninger om Klosterlevningerne. Til selve Klostrets Historie opgiver Schøning (anf. St. S. 5), at han har samlet Materialier, men disse indskrænke sig, forsaavidt de endnu efter al Rimelighed ere bevarede paa det kgl. Bibl. i Kjøbenhavn, til nogle saa og ubetydelige Optegnelser af nu trykte Diplomer.