De norske Klostres Historie i Middelalderen/1/6

Christian C. A. Lange

De norske Klostres Historie i Middelalderen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (s. 35-40).

§ 6. Johannitterne.

Det religiøse Sværmeri, som foranledigede og vedligeholdt Korstogene, maatte ikke alene have en væsentlig Indflydelse paa Stiftelsen af Cistercienser- og Præmonstratenser-Ordenen, men ogsaa komme til Syne i særegne, netop ved disse Religionskrige foranledigede nye Arter af Munkeselskaber. Nyheds- og Efterligningssygen rakte her Sværmeriet Haanden, og mere end alt andet maatte den Fristelse være uimodstaaelig, som de umaadelige Fordele ved Munkevæsenet medførte. Og dog, bemærker Planck, maa de geistlige Ridderordeners første Optræden vække den eftertænkende Iagttagers Opmærksomhed ikke blot ved deres Usædvanlighed, men især formedelst deres særegne, udtrykkelig udtalte Øiemed. Et Selskab, der gjør en stadig Krig med sine Medmennesker til Religionspligt, og indskærper denne ved et særeget høitideligt Løfte, er i Sandhed et for den 4 sunde Menneskeforstand paafaldende Fænomen, der alene kan forklares af hiin Tidsalders Aand. Der er ingen Grund til at betvivle, at de fleste af Medlemmerne ved disse Ordeners Stiftelse antoge, at det var den frommeste og Gud velbehageligste Gjerning af Verden at slaa en Vantro ihjel, men dette troede i hiin Tidsalder Tusinder med dem, uden derfor ved et særeget Løfte at forpligte sig for hele Livet dertil. Korstogene ansaaes i og for sig for en Religionssag, og Ridderne maa derfor med deres Forbund have havt en Bihensigt, som de da heller ikke lagde Skjul paa. Med eet Ord – her gaves blandt de nye Ordeners Stiftere Mænd, som af Clunyacensernes og Cistereiensernes Exempel havde uddraget den Lærdom at et religiøst Selskab i hine Tider var det letteste og sikreste Middel til at erhverve Magt og Rigdom. Dette viser sig tydeligt af de Privilegier, Ridderne tildeels med stor Møie udvirkede for sig, og endnu tydeligere af den Hurtighed, hvorved de virkelig naaede sine jordiske Øiemed. Inden 50 Aars Forløb havde hver af de 3 Ordener i Europa og Asia erhvervet Besiddelser, som tilsammen kunde dannet et Kongerige, og vare komne til en Magt, hvormed ikke enhver Monark i Europa kunde maale sin^[1].

Kjøbmænd fra Amalfi (i det Neapolitanske) havde i 1048 bygget et Kloster i Jerusalem, helliget Johannes Døberen, hvis Munke kaldtes Johannitter eller Hospitalsbrødre, og hvis Pligt det især skulde være at pleie og hjælpe syge og fattige Pilegrime. I Aaret 1113 sluttede en Samling af Korsriddere sig til dette Klosterhospital, og omdannede Indretningen til en Ridderorden med Bibehold af Augustins Regel. I Førstningen indskrænkedes disse Ridderes Pligt til at pleie, understøtte ,og ledsage Pilegrime, men allerede under den første Stormester Raymond du Puy føiedes 1120 hertil den nye Forpligtelse at kæmpe mod de Vantroende. Nu deeltes Ordenen i 3 Klasser: Riddere, hvem Kampen paalagdes, Prestmunke, som forestode Hospitalerne og førte Aandens Vaaben, samt Vaabendragere eller tjenende Brødre, der skulde pleie de Syge og ledsage Pilegrimene. Fordrevne fra Jerusalem, bosatte de sig 1191 paa Øen Cypern, hvorfra de 1309 flyttede til Rhodos, og udmærkede sig her ved deres heltemodige og udholdende Kampe mod Tyrkerne, hvem det først 1522 under Suleiman II lykkedes at komme i Besiddelse af Øen. Efter Opholdet her benævnes de ofte Rhodiser-Riddere. Deres senere Skjebne paa Malta vedkommer ikke vort Æmne. Deres Hospitaler (domus sacra hospitalis sancti Johannis Hierosolymitani) anlagdes ikke blot i Orienten, men udbredte sig snart over hele Europa, hvor disse Stiftelsers Hovedformaal blev at indsamle Penge til Krigens Fortsættelse mod Tyrkerne. Imidlertid virkede de visselig tillige meget godt som Pleie- og Forsørgelses-Stiftelser i en paa slige ellers saa fattig Tidsalder.

Regjeringsformen var monarkisk. Stormesteren af St. Johannes Hospital var den hele Ordens uindskrænkede, ofte despotisk-strenge Overhoved, som havde Ret til ubetinget Lydighed i alle verdslige Anliggender; den geistlige Magt deelte han derimod tildeels med Ordenskapitlet, hvori han havde Forsædet. Næst ham stode Hovederne for de 8 Tunger (linguæ): Provence, Aubergne, Frankrige, Italien, Aragonien, Tydskland, Castilien og England, hvilke kaldtes Generalpriorer. Den tydske Tunge (lingua allemannica) bestod igjen af 4 Afdelinger eller Priorater, Tydskland, Bøhmen, Ungarn og Dacien. Prioren for det sidste Priorat var – som det synes^[2] – stedse Forstander for Andvordskov Kloster i Sjælland, og under ham stode Ordenens Hospitaler i de 3 nordiske Riger. Prioraterne vare atter inddeelte i Balleiater (bajulivatus), hvis Formand kaldtes Balliv (bajulivus), og disse bestode igjen for det meste af flere Comménder eller Comthurier, der forestodes af en Commendator eller Comthur. En saadan Comménde udgjorde den laveste Eenhed, et Hospital med Klosterbygning, tjenende Munke og Lægbrødre, hvis nærmeste Foresatte kaldtes Prior (prior domus hospitalis). Alle Ordenens Medlemmer maatte være af god og gammel Adel. Riddernes Klædning bestod i Fredstid af en lang sort mantel meb det ottekantede, hvide Johannitterkors paa venstre Axel og Bryst^[3].

Uvist er det imidlertid, om disse forskjellige Distinktioner nøiagtig ere blevne overholdte i Norden; i saa Fald maa der have været Johannitter-Riddere i alle 3 nordiske Riger. I et Brev af 1327^[4] udstedt paa et Provinsialkapittel i Andvordskov af Johannitterne i Provindser Dacia, omtales nemlig Comthurer i alle tre Riger, een i Norge, een i Sverige og flere i Danmark, og der er neppe nogen Tvivl om, at Comthurerne hørte til Ordenens første Klasse, Ridderne, under hvem de geistlige Priorer stode^[5]. Allerede i 1170 skulle, ifølge Daugaard, Johannitterne havt Eiendomme i Norden, men Klostre have de neppe besiddet der saa tidligt, i det Mindste slet ikke i Norge. I Værne Klosters Historie vil det formeentlig Mine gjort mere end sandsynligt, at det første og maaske eneste Johannitter-Hospital i Norge er stiftet af Magnus Lagabøter paa hans egen Kongsgaard Værne i Rygge Sogn, og at han, da Deeltagelsen i Korstogene, eller rettere den fortsatte Kamp mod Tyrkerne, baade var fjern og for sværmersk en Idee til at vinde Hjerterne i Norge, hovedsagelig har indrettet det til et Invalidehospital for sin Hird. Herved blev tillige Ordensregelens Fordring paa god Adel hos Medlemmerne opfyldt, forsaavidt det efter norske Forhold kunde ske. Hirdskraaens Bestemmelser om Hirdmændenes Rettigheder, Anseelse m. v. maa have fyldestgjort Johannitternes Fordring paa adelig Byrd, især naar der ikke paa anden Maade var Udsigt til at faa Fodfæste i Landet.

Værne (Varne) Hospital er saaledes det eneste sikre Johannitterkloster i Norge. Man har iøvrigt som saadanne tillige opført Langseter Hospital i Borgesyssel og Hofvin Hospital ved Oslo. Selvstændige Stiftelser have de dog i alle Fald ikke været, da det ovennævnte Brev af 1327 kun nævner een Commendator i Norge, og hine Hospitaler vistnok ere ældre end dette Aar. Forøvrigt er det ikke urimeligt, at Værne har havt sine Filialer omkring i Egnen, og til denne Klasse maa vel de nævnte Hospitaler, hvis de mod Formodning have tilhørt Johannitterne, snarere regnes. Fane Hospital et Par Mile Syd for Bergen, har derimod vist ikke været Johannitternes, men snarere et almindeligt Klosterhospitium, der tilligemed sin Kirke i 14de Aarhundrede af Bergens Biskop og ikke af Johannitternes Foresatte overlodes Kong Haakon V, for at indlemmes i de 14 kongelige Kapeller^[6]. Forøvrigt kjender man saare lidet til denne Ordens Skjebne i Norge. Det synes som om Værne efter den sorte Død og Foreningen med Danmark, da den norske Hirds Betydning aarlig aftog, er blevet et almindeligt Klosterhospital, hvori dog endnu i sildigere Dage Landets anseeligste Mænd gave sig ind i deres Alderdom^[7]. Forbindelsen imellem Formanden i Andvordskov holdtes vedlige, men forøvrigt synes Pengesendinger og enkelte Befalinger at have været de eneste Baand mellem denne afsidesliggende Stiftelse og Ordenens Mægtige i Syden. Disse lagde ogsaa Mere an paa at trække Penge derfra, end paa at udvide Ordenen saa langt oppe mod Nord. Saaledes udstedte Stormesterens Vikar i 1463 en Befaling til Prioratet Dacia at indskrænke Munkenes Antal, for lettere at skaffe den aarlige Afgift – 140 rhinske Gylden – til Rhodos. Der skulde ikke være flere Munke, end Gudstjenesten fordrede; Fængsel skulde indrettes ved alle Klostre, og de dovne Brødre straffes paa en saadan Maade, at Lysten til at opholde sig der ei blev altfor stor^[8].

Det er ovenfor bemærket, at der ikke findes Spor af, at Tempelherrerne eller de tydske Riddere have havt Eiendomme i Norge, eller i Norden i det Hele. Ogsaa Münter^[9] antager dette; men Daugaard troer (S. 15–16) i et Par Pavebuller at finde Beviis for, at Tempelherrerne have eiet Huse i Norden. Den første af ham paaberaabte Bulle angaar vel kun Lunds Erkestist, og er altsaa os uvedkommende; men hvad der med Hensyn til den anden kan anføres, rammer og det Beviis, der søges i den første. Hiin indeholder en Opfordring fra Clemens V af 1308 til Kongerne i Danmark, Sverige og Norge at fængsle alle Tempelherrer i deres Riger og lægge Beslag paa deres Gods, indtil Paven derom anderledes bestemmer^[10]. Denne Bulle er udstedt i Anledning af Ordenens paatænkte Ophævelse, der besluttedes paa det kort efter afholdte Kirkemøde i Vienne, hvortil Cirkulærskrivelser fra Paven udstedtes, samtidigt med denne Opfordring til den verdslige Magt om at forsikre sig Tempelherrernes Personer og Eiendomme. Under saadanne Omstændigheder kan man let tænke sig, at Paven har sendt slige Breve ogsaa til Kongerne i de nordiske Riger, for det mulige Tilfælde, at en eller anden Tempelherre der kunde opholde sig, uden at man derfor maa antage, at dette nødvendig har været Tilfældet, Men selv om Pave Clemens virkelig har antaget, at disse Riddere fandtes i Norden, bliver dette dog intet tilforladeligt Beviis; dertil indeholde Pavebullerne altfor mange Vidnesbyrd om Romerhoffets Uvidenhed med Hensyn til Forholdene her; og man maa derfor, indtil andre og gyldigere Grunde anføres, fremdeles betvivle, at Tempelherrerne nogensinde have eiet Besiddelser i de nordiske Riger.

1. Gesch. d. christl.-kirchl. Gesellsch.-Verfassung, IV. 499. 502. 503. Disse Plancks træfsende Bemærkninger ramme vel kun for en Deel den ældste af Ridderordenerne, Johannitterne, som nemlig var stiftet førend Cistercienserne kom i nogen Anseelse; men Clunyacensernes Exempel var iøvrigt fristende nok. De to andre geistlige Ridderordener, Tempelherrerne og Marianerne, forbigaaes her, da man ikke finder noget Spor af, at de have eiet Besiddelser i Norge.
2. Af Udtrykkene i den tydske Generalpriors, Broder Johannes’s, Udnævnelse af Jakob Mortenssøn, Prior i Andvordskov, til Prior i Dacia, af 29de Juli 1467 (Barth. VIII. 157–159) synes det, som om Generalprioren havde frit Valg; men man finder ikke, at andre end Andvordskovske Priorer ere valgte til denne Post. Hans derved erholdte Indflydelse i alle 3 Riger i Forening med hans adelige Byrd var maaske Aarsag til, at han i Unionstiden stedse havde Sæde i Danmarks Rigsraad.
3. Geschichte d. Mönchsorden VI. 82–89.
4. Barth. VIII. 156–157. Suhm XII. 156.
5. Desuagtet betvivle baade Münter i in Reformations-Historie I. 109, og Daugaard S. 15. 275, at Johannitter-Riddere have været bosatte i de nordiske Riger. Have de deri Ret, maa man nødvendig antage, at Ordenens Bestemmelser ikke her ere blevne iagttagne, hvilket imidlertid ikke er beviist. Stedet hos Daugaard (S. 275) synes dog netop at vise, at der var Forskjel paa den ridderlige Prior (Comthuren) og den klosterlige.
6. Dipl. Norv. III. No. 59. Forf. af Comment. de coenob. Norv. (Script. Rer. Dan. IV. 417 ff.) har optaget dette Hospital blandt Klostrene, og denne Omstændighed har vel foranlediget, at det er blevet antaget for et Johannitterhospital.
7. Saaledes Kansleren Ivar Vikingssøn mod Enden af 15de Aarhundrede.
8. Pontopp. Annal. II. 631.
9. Reformations-Historie I. 110.
10. Suhm XI. 571, der ligesom Daugaard deraf slutter, at der har været Tempelherrer i Norden. Forøvrigt bemærkes, at Barth. IV. 584–597 og 601–624 indeholder flere Pavebuller til Norge angaaende disse Riddere; men de an-aa nærmest Ordenen i det Hele, Beskyldninger mod den o. s. v. Nærmere Oplysninger kunne dog maaske deraf udledes.