De norske Klostres Historie i Middelalderen/1/7

Christian C. A. Lange

De norske Klostres Historie i Middelalderen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (s. 40-46).

§ 7. Franciskanerne.

Alle hidtil omtalte Munkeordener tabte efterhaanden Folkets Agtelse; deres Rigdomme, Pragt og tøilesløse Sæder stode i en altfor skærende Modsætning til Ordensløfterne, til at selv den troskyldigste Lægmand i disse Herrer kunde see sande og ydmyge Guds Tjenere. Den almindelige og uagtet alle Reformer stedse tiltagende Usædelighed blandt de Klostergeistlige syntes at true det hele Munkevæsen med Opløsning, da det i Begyndelsen af 13de Aarhundrede næsten samtidigt faldt to Sværmere ind at stifte Munkeordener paa Grundsætninger, der skulde gjøre en slig almindelig Fordærvelse umulig. Ikke uden Grund søgte de Ondets Rod i Klostrenes Rigdomme, og troede derfor ved at forandre Armodspligten til Betleri ganske at kunne udelukke Fordærvelsen. Den endog i Cisterciensernes Historie uhørte Hastighed, hvormed disse Tiggermunke udbredte sig over hele den katholske Verden, den Magt, de snart udviklede, og den faste Eendrægtighed, hvormed de anvendte denne i Pavemagtens Interesse, har givet disse Ordener en universalhistorisk Betydning og da de ogsaa i Norge vare i Besiddelse af flere Klostre, end de øvrige Ordener, vil en noget udførligere Beretning om dem være passende.

Johan Bernardoni, en Kjøbmands Søn, fødtes i Assisi i Umbrien i 1182, og blev af Faderen bestemt til Handelen. Fra en Handelsreise til Frankrige vendte den unge Johan saa forfransket tilbage til Hjemmet, at hans Landsmænd kaldte ham Signor Francese, Franciscus, et Navn han siden beholdt. Ulyst til at være Handelsmand, Hang til Sværmeri og Ødselhed, samt en Gavmildhed, der endog bragte ham til at stjæle fra Faderen, for at give de Trængende eller understøtte Bygning af Kirker, paadrog ham dennes Misnøie, og efterat have forsøgt sig som Soldat, troede han sig efter en farlig Sygdom kaldet til Bodsprædikant. Han tilbragte nu sin Tid paa eensomme Steder, i Huler og Gravhvælv, bortgav sin sidste Dragt, og iførte sig en Tiggers Laser. Under Pøbelens Forhaanelser levede han en Stund paa denne Maade, frasagde sig al Arv efter sin Fader, søgte kun Omgang med Tiggere og Dagdrivere, og drog omkring i Egnen for at indsamle Pengebidrag til Istandsættelsen af den siden saa berømte St. Damians Kirke i hans Fødeby. Tilsidst vakte hans uegennyttige Opofrelser og sværmerske Taler ligesaameget som hans cyniske Levemaade Menigmands Opmærksomhed, der snart gik over til Ærefrygt og Beundring. Enkelte Ligesindede samlede sig om ham, og Abbeden af Subazzo ved Assisi overlod ham den lille Kirke Portiuncula, den snart vidtberømte Franciskaner-Moderkirke. I Aaret 1210 skal han have givet sine 6 Tilhængere den første mundtlige Regel, hvortil Jesu Ord til Disciplene, Matth. 10, 9. 10, var Grundvolden. Franciscus’s Disciple skulde ligesaalidt som Frelserens have Guld eller Sølv i deres Belte, to Kjortler, Sko eller Stav. Da han med denne Regel fremstillede sig for den myndige Innocents III, og bad om dens Approbation, skal Paven have svaret, at det var en Regel for Sviin og ikke for Mennesker. Franciscus gik bort, væltede sig i Dyndet, og vendte saaledes tilbage med Forespørgsel, om Regelen nu passede. Den skarpsindige Pave blev opmærksom, og indsaa snart, at han her havde fundet en Mand, der mægtig kunde fremme hans vidtomfattende Planer. Han billigede derfor foreløbig hans Regel og paabød ham overalt at prædike Bod og udbrede den christne Tro 1215. Under Eftermanden Honorius III blev Franciskanerordenen 1223 formelig antagen i den katholske Kirke, og samtidig hermed tilstod han Ordenen den saakaldte Portiuncula-Aflad for Enhver, som den 2den August besøgte Moderkirken. Denne Aflad skulde gjælde bestandig, medens al anden ophørte idetmindste ved Jubelaarene, den rensede ubetinget fra alle Synder, og udstraktes snart til alle. Minoritterklostre, hvem den i Tidens Løb indbragte uhørte Summer.

Antallet af Franciscus’s Tilhængere var imidlertid daglig tiltaget med forbausende Hurtighed, og de udbredte sig saa rask over Italien og de tilgrændsende Lande, at da han i 1219, altsaa førend Ordenen endnu formelig var antagen, holdt det første Generalkapittel i Portiuncula, samledes 5000 Tiggermunke om ham som Afsendinger fra de forskjellige Klostre, uden at Franciskus havde draget ringeste Omsorg for denne Mængdes Underholdning. Igjennem hele det 13de Aarhundrede tiltog Franciskanernes Antal, saa at man tilsidst regnede 7000 Klostre af denne Orden. De fandtes næsten i hver By. Ordenens skrevne Regel, der er noget forskjellig fra den første, er given 1223 og udgjør 12 Kapitler af følgende væsentlige Indhold: 1) Brødrene skulle som Tegn paa deres Ydmyghed kaldes „mindre Brødre“ (fratres minores, Minoritter); blind Lydighed, streng Kyskhed og Armod i egentligste Forstand ere Hovedpligterne. 2) Hvo der vil optages i Ordenen, skal føres til Provinsialministeren, for at prøves i den katholske Tro, og naar Intet er til Hinder, skal denne sige til ham: „Gaa hen, sælg Alt hvad du eier, og giv de Fattige.“ Ingen Broder maa forlade Ordenen. Dragten skal være en askegraa Kutte, hvoraf Navnet Graabrødre i Danmark og senere i Norge^[1], en Strikke om Livet, et Par korte Buxer og Træklodser under Fødderne. Alle Minoritter vare saaledes oprindelig Barfodmunke (Nudipedes), men dette formildedes senere. Naar Klædningen gaar itu, skal den bødes med Sækkestrie og gamle Klude. 3) Gudstjenesten skal forrettes efter den romerske Lithurgi. Alle Fredage, Tiden fra Olllehelgens til Juul samt fra Fastelavn til Paaske holdes streng Faste. 4) Ingen Broder maa modtage Mynt eller Penge. De Syges Pleie og Brødrenes Beklædning skal besørges af Ministeren eller Kustoden ved de aandelige Venner (amici spirituales)^[2]. 5) Enhver, som kan, skal arbeide, og i Betaling derfor tage Levnetsmidler o. desl., kun ikke Mynt. 6) Brødrene skulle ikke engang som Corporation have nogen Eiendom; selv ikke det Huus^[3], hvori de bo, maa de kalde deres. Som Fremmede i denne Verden skulle de tjene Herren i Armod og Elendighed, samt trøstigen tigge^[4]. 7) Pønitents paalægges af Provinsialen. 8) Alte Brødre skulle have en Generalminister, hvem ubetinget Lydighed skyldes, medens han skylder Paven samme Pligt, og forøvrigt skal han være den hele Ordens Tjener (minister). Hvert tredie Aar skal en saadan vælges af samtlige til Generalkapittel forsamlede Provinsialministre og Kustoder, der igjen, naar de ville, kunne holde Kapittel i deres Provinds eller Kustodie^[5]. 9) Retten til at prædike afhænger af Biskoppens Tilladelse og en udstaaet Examen hos Ministeren; Prædikenen skal være opbyggelig, anstændig og kort^[6]. Regelens 3 sidste Kapitler angaa Pønitentser og Straffe, Forbud mod Omgang med det andet Kjøn, Missioner til de Vantro, m. v.

Den virksomme Hjælp, Franciskanerne allerede fra Ordenens første Dage af ydede Paverne i Gjennemførelsen af deres hierarkiske Planer, belønnedes med Privilegier af omfattende og høist forskjellig Art. Deels angik de Lettelser i Ordensregelens strenge Forbud mod Eiendom, og en udvidet Fortolkning af de aandelige Venners Benyttelse var hertil den bedste Hjælp^[7]; deels gik de ud paa at begunstige Ordenens Udbredelse ved Dispensationer fra Regnens 2det Kapittel, i den Grad at Clemens IV og Eugen IV endog fritoge de groveste Ugjerningsmænd fra Vandsstraf, naar de bleve Minoritter^[8]; deels opmuntredes paa forskjellig Maade til Gavmildhed mod Ordenen, idet Biskopperne forbødes at lægge Hindringer i Veien derfor, idet Brødrene tillodes at tage Betaling under Navn af Gaver for Gravsted i deres Kirker eller Begravning i deres Ordensdragt; fremdeles at tage Alt – endog Penge, som skjenkedes ved Testamente^[9]. Desuden formindskede Paverne Minoritternes Udgifter ved forskjellige Buller, der gik ud paa deres Eiendommes Exemtion eller Frihed for alle Geistligheden ellers paalagte Afgifter. Tiender o. s. v., først til Staten, siden til den romerske Curie og Kirken, først kun for Huus og Have, siden for alle Eiendomme, Klostret besad, eller ved Forpagtere, Leilændinger o. s. v. havde Raadighed over. Af endnu mere gjennemgribende Følger vare de Privilegier, som gaves Ordenen paa Sognepresternes Bekostning, saasom fri Prædikeret selv mod Biskoppens Villie og under Interdikt, tvertimod Regelens 9de Kapittel, uindskrænket Rettighed til at høre Skriftemaal^[10], Ret til at have sin egen Conservator eller overordentlige Dommer og Forsvarer m. v. Hertil kom endvidere den Skare af Afladsbuller, der udstedtes for Ordenen, hvilke inddeeltes i Aflad for Brødrene og Aflad for Andre til Brødrenes Bedste, f. Ex. for dem, der besøgte en eller anden Minoritter-Kirke, eller helligholdt St. Franciscus’s Fest^[11]. De afgive sørgelige Vidnesbyrd om Vankundighed, Overtro og lav Vindesyge paa en lettroende Almues Bekostning. Tilsidst deelagtiggjordes Ordenen i alle andre Ordeners Rettigheder, og saaledes var da Privilegiernes Maal saa fuldt, det kunde blive, – og Stifterens fromme Planer aldeles tilintetgjorte.

Det var dog ikke paa een Gang at alle disse Naadesbeviisninger ovenfra vældede ud over Minoritterne. Det var efterhaanden, som Paverne mærkede deres deres overordentlige, stedse stigende Indflydelse paa Menigmand, ja endog paa Geistlighed, Fyrster og Konger, at de saaledes stræbte at knytte dem fastere og fastere til flg. Disse fattige Tiggere bleve nemlig snart Kongernes Skriftefædre, Sendebud og Raadgivere, Geistlighedens og Pavens heldigste Pengesamlere Almuens Lærere og Veiledere. Gjennem 300 Aar vare de Vankundighedens ligesaa heldige som ufortrødne Prædikanter, og Alt dette medens idelige indvortes Kampe rystede Ordenen. Endnu før Stifternes Død, (han døde 1226, som han havde levet, nøgen paa den bare Jord), dannede den snedige Pater Helius et talrigt Parti, der vilde drive en Formildelse i Regelen igjennem. Han seirede tildeels, og der opstod saaledes to Afdelinger i Ordenen, fratres de observantia, der fulgte Regelen bogstavelig, og fratres conventuales, hvem de fleste ovennævnte Indulgentser gjaldt, og som fulgte en elastisk Fortolkning af Regelen^[12].

Allerede samme Aar, som Ordenen blev formelig anerkjendt, vandrede 1223 de første Minoritter over Eideren, og udbredte sig hurtig over Jylland, de danske Øer og Skaane. Hvad Aar de, rimeligviis fra Danmark, først kom til Norge, findes ikke optegnet: den Graamunk nemlig som Skule Jarl i 1225 sendte til Kong Haakon for at melde hans snarlige Ankomst, var vistnok en Cistercienser fra Tuterøen, og ikke en Franciskaner^[13]; Suhms Efterretning^[14], at Minoritter i 1230 nedsatte sig i Konghelle, er sandsynlig, skjønt tvivlsom; vist er det derimod, at der før Midten af Aarhundredet var i det Mindste tre Klostre af Ordenen i Norge, nemlig i Konghelle, Tønsberg og Bergen; Ordenens Klostre i Nidaros og Marstrand ere sandsynligviis yngre end 1277, da de ei nævnes i Magnus Lagabøters Testamente, hvori de øvrige Klostre betænkes, og Oslo Minoritterkloster stiftedes først 1291 af Hertug Haakon, som dertil indkaldte Munke fra Danmark^[15]. Flere end disse 6 Klostre har Ordenen neppe havt i Norge; thi et Minoritterkloster i Stavanger er mere end tvivlsomt. Men ingen anden Orden havde heller saa mange Klostre. Der findes ingen Spor til, at Franciskaner-Nonner (St. Klaræ Orden) have fundet Veien til os.

Af de ovennævnte 6 Klostre veed man med Sikkerhed, at de 2 i Oslo og Tønsberg havde Barfodmunke, for Bergens Minoritters Vedkommende er det ligeledes vist, uagtet det andet der værende Barfodsmunke-Kloster, Augustinerkonventet ved Jonskirken, gjør Adskillelsen mellem begge vanskelig, og for de øvrige er det høist sandsynligt; men deres Historie er for ufuldstændig, til at noget Bestemt derom kan siges. De norske Minoritter dannede fra 1280^[16] af en særskilt Afdeling, Custodia Norvegiæ, hvis Formand (custos) stod under Provinsialministeren for Provincia Daciæ (d. e. de 3 nordiske Riger, i alt med 8 Kustodier), der valgtes paa Kapitlerne hvert 3die Aar, og stod umiddelbar under Generalministeren i Rom^[17]. Provindsialkapitler holdtes næsten aarlig omkring i de forskjellige Klostre^[18]. Hvert Klosters Forstander hed Gardian, der undertiden havde en Vicegardian under sig. Stundom synes Kustos at have været tillige Gardian i det Kloster, hvori han opholdt sig, stundom var der vaade Kustos og Gardian i samme Kloster. Om Munkenes Navn i Norge er ovenfor talt. Det ældste kjendte Vidnesbyrd om den danske Benævnelse Graabrødres Benyttelse i norske Breve er fra 1381, da Minoritterne i Tønsberg tillægges dette Navn^[19]; først eftersom det danske Skriftsprog fortrængte det norske, blev Graabrødre-Navnet almindeligt i Norge.

1. Saalænge vort Oldsprog var i Brug betegnede grámúnkr en Cistercienser (ovenfor S. 32). Den islandske Benævnelse förumúnkr (Tiggermunk) findes ikke brugt i Norge. I norske ældre Breve kaldes Minoritterne for det Meste berfœttabrœdr (Barfodbrødre).
2. Disse bleve i Tidernes Løb meget fordeelagtige, idet alle Pengesager og Handelsaffærer gik igjennem dem, og Regelen saaledes blev omgaaet Gesch. d. Mönchsorden III. 233.
3. Huus, domus, er det stadige Navn paa Minoritterklostrene. Ei engang Navnet Kloster vilde Franciscus have fælles med de rige Munke.
4. Vadant pro elemosyna confidenter.
5. Hver Provinds var nemlig deelt i flere Custodier, under hvis Formand (custos) de enkelte Minoritterhuse og disses Forstandere, der kaldtes Gardianer, stode.
6. Denne sidste Fordring til en Prædiken udledede Franciscus af Rom. 9. 28, hvor han, som hele den occidentalske Kirke, fulgte Vulgata bogstavelig: „verbum abbreviatum fecit dominus super terram.“ Hans Bibelfortolkning var i det Hele naiv. Saaledes tog han Brødrenes Navn af Jesu Ord (efter Vulg.): quod uni ex minoribus meis fecistis, mihi fecistis, hvilket med stort Held udlagdes som en Spaadom af Frelseren om denne Orden. (Gesch. der Mönchsorden II. 258. III. 236. 237. Om Franciskaner-Regelen i det Hele: III. 227–316.)
7. Gesch. d. Mönchsorden V. 9 ff.
8. Sammest. VII. 128–130.
9. Til at modtage Gaverne og anvende dem til Brødrenes Bedste, til Kjøb og Salg m. v. benyttedes en aandelig Ven – Klostrets Syndikus eller Prokurator, hvorved man undgik at støde an mod Regelens Bogstav, idet Brødrene selv jo Intet eiede og Intet rørte. De nøde alle en Eiers Fordele, ingen af hans Bekymringer. Gesch. d. Mönchsorden V. 118 ff.
10. Sammesteds VII. 135 ff. Ved Bulle af 2den April 1304 paalagde Benedikt XI Biskopperne af Roeskilde, Linkøping og Stavanger med apostolisk Magt at forsvare Minoritterne og Dominikanerne mod Enhver, som i de 3 Riger vovede at hindre den frie Prædikeret og Skriftemaal, der vilde aftvinge dem Afgift til Domkirken eller desl. Barth. D. 79–81.
11. Sammesteds V. 124. VII. 137–141. I Pontoppidans Annaler I. 507–517 findes Clemens IV’s Indulgenser af 1268 trykte.
12. Disse Kampe naaede Danmark, men der er ikke fundet noget Tegn til, at den ved Laurentius Brander i Odense fremtvungne Reform i flere danske Klostre har strakt sig til Norge. Script. Rer. Dan. V. 519 ff. Her vare nok alle Minoritter fratres conventuales.
13. Haak. Haakonss. S. c. 133.
14. Danm. Hist. IX. 603.
15. Wadding, Annales Minorum. V. 271.
16. Script. Rer. Dan. V. 519.
17. En særegen Tittel forekommer i Brev af 1376, hvori Biskop Botolf af Stavanger kaldes conservator privilegiorum ordinis fratrum minorum. Dipl. Arn. Arnn. fasc. 73. No. 1. Dette er udentvivl den ovenfor omtalte Ordenens Dommer og Forsvarer, som den havde i alle Lande, og som havde særegne Rettigheder. Maaskee har Tillægget privilegiorum, som ellers ikke pleier at tilføies, Hensyn til en Bestemmelse i Regelen, at „conservatores secundum privilegia multa possum, quæ non possunt conservatores secundum jura.“ Gesch. d. Mönchsorden. V. 124; ff.
18. Fortegnelser over de i Provindsen Dacia holdte Kapitler findes i Script. Rer. Dan. V. 519. ff. VI. 572. Den sammesteds V. 511–528 trykte Historia ordinis fratrum minorum in Dania indeholder i øvrigt intet særskilt om Norges Klostre.
19. Dipl. Norv. III. No. 435.