De norske Klostres Historie i Middelalderen/1/5

Fra Wikikilden
◄  § 4.
§ 6.  ►

§ 5. Præmonstratenserne.

Vi have allerede omtalt de mange Forsøg som fra Sekulargeistlighedens Side gjordes paa at tilegne sig Klosterlivets Anseelse og formeentlige Fortjenstlighed, uden at opgive de verdslige Forbindelser og Fordele. Men paa hvor mange Maader man end forandrede Augustins Regel, strandede dog alle Forsøg paa Tidsalderens Fordærvelse og paa det Modsigende i selve Ideen, saa at disse regelbundne Kanniker langt hurtigere end selve Munkene glemte deres Pligter og derved tabte deres Anseelse. Kun een Reform af de regulære Kanniker syntes i længere Tid at have naaet sit Øiemed, men dog kun ved saagodtsom ganske at forlade hine og derimod fuldkommen at slutte sig til Munkeordenerne. Derfor bleve Medlemmerne af denne Reform i Tidens Løb ei heller betragtede som Kanniker, men førte efter Stiftelsesstedet det selvstændige Navn Præmonstratensere.

Norbert, (fød 1082, død 1134 som Erkebiskop i Magdeburg), en adelig Chorherre i Kølln, forlod efter et udsvævende Ungdomsliv sit Kanonikat, og drog om i Verden som ivrig og heldig Bodsprædikant. Efter et mislykket Forsøg paa at reformere Kannikerne ved Domkirken i Laon, trak han sig med nogle Ligesindede tilbage til Coucy-Skoven, et usandt Sted i Nærheden af Laon, hvor den hellige Jomfru selv anviste ham en Slette til Byggeplads (pratum monstratum, – pré-montré), hvorefter det her 1120 anlagte Kloster sit Navnet Prémontré (Præmonstratum) og Ordenen selv Præmonstratensernes[1]. I Førstningen levede de som Brændehuggere af at sælge Ved i Laon. Norbert gav dem Augustins Regel med nogle Tillæg, og kaldte sine Disciple regulære Kanniker; men til Adskillelse fra de øvrige Augustinere vare de hvid Dragt, og hvid, firesnudet Hat eller Barett. Efterat alt hjemme i Prémontré var ordnet, begav Norbert sig til Tydskland og Nederlandene, hvor den nye Stiftelse vandt mange Tilhængere.

Honorius II stadfæstede Ordenen i 1126 tilligemed dens Statutter. Hver Munk skulde ved Midnat forlade sin Seng for at holde Bøn, daglig udføre forskjellige foreskrevne gudstjenstlige Handlinger, indfinde sig i Bodskapitlet, for at udholde Pønitents, samt hver Fredag lade sig piske; Fasten skulde strengt overholdes hele Advent igjennem samt fra Qvasimodogeniti til Paaske; Kjødmad var stedse og overalt forbuden[2]; Tausheden skulde strengt overholdes. Straffene vare mange og strenge[3], samt inddeelte i 5 Klasser, og ingen Benaadning var tilladt. – Abbeden i Prémontré var den hele Ordens Generalabbed, der i Forening med 3 andre franske Abbeder dannede et Fædrenes Raad, som atter til visse Tider indkaldte samtlige Ordensabbeder til Generalkapittel i Prémontré. Ordenen var i dens Velmagtsdage inddeelt i 3 Cirkarier (Provindser), hvis Formand kaldtes Cirkator. Forstanderen i de enkelte Klostre kaldtes deels Abbed deels Provst.

Regelens Strenghed[4] vakte Almuens Interesse for Ordenen; hermed fulgte Gaver, Forrettigheder og allehaande Begunstigelser, og Klostrene tiltoge hurtigt i Antal og Rigdom. Præmonstratensernes ivrige Deeltagelse i Kampen mod Albingenserne i Frankrige befordrede meget deres Udbredelse i dette Land; ellers vare de fleste Klostre – man regner indtil 3000 – i de tydske Lande. Reformationen traf derfor og denne Orden føleligst, idet det evangeliske Norden med England, Nederlandene og Tydskland inddrog dem alle. – Ved ethvert Mandskloster af Ordenen var oprindelig tillige et Nonnekloster anlagt, for hvis Forsyning Brødrene skulde sørge. Uagtet Regelens strenge Forbud mod Omgang imellem begge Kjøn var dog Naboskabet farligt, og blev senere paa Grund af slet Omtale ophævet. Derimod opstode selvstændige Nonneklostre i Stedet.

De første Spor af Præmonstratenserne i Norge forekomme i Tønsberg mod Slutningen af 12te Aarhundrede. I en Beretning om Tønsberg fra denne Tid[5] fortælles, at „paa Toppen af Bjerget ved Byen findes en smuk Kirke, indviet St. Michael, hvilken med sit Gods underholder Kanniker af Præmonstratenserordenen i Byen.“ St. Michaels Kirke paa Slotsbjerget (Tønsberghuus), der senere blev en af de kongelige Collegiatkapeller (ovenfor S. 6), har altsaa oprindelig tilhørt et Præmonstratenser-Kapittel i Tønsberg, om hvis Alder og Skjebne maa forøvrigt Intet veed. Ligesaalidt veed man, naar St. Olafs-Kloster i Tønsberg af Præmonstratenserordenen er stiftet eller om det er forskjelligt fra det nysnævnte. Det er stiftet direkte fra Prémontré[6], og dets Foresatte kaldtes Abbed; det synes lidet rimeligt, at der paa samme Tid har været 2 Stiftelser af samme Orden i Tønsberg, hvilket endog Kilderne modsige[7], og det er derfor rimeligst at Klostret ved Michaelskirken er stiftet ved Kanniker fra Prémontré, og at Olafsklostret er en Fortsættelse af hiint Kapittel.

Det tredie norske Kloster af denne Orden hed Dragsmark (i sildigere Tid forvansket til Dresmer) og laa i Bahuuslæn. Det er ifølge udenlandske Kilder en Datter af Børglum[8], ifølge norske derimod stiftet af Kong Haakon Haakonssøn ved Midten af 13de Aarhundrede[9], – to Beretninger, der simpelt hen forenes ved at antage at Kong Haakon har stiftet dette Kloster ved Kanniken hentede fra Børglum. Det kaldes paa Latin efter Gudsmoder, hvem del var helliget, monasterium de Silva sanctæ Mariæ, hvoraf man dannede sig det norske Navn Mariskog, hvorunder det enkelt Gang forekommer[10], og som har foranlediget mangehaande Gjetninger.

Til Nonneklostre i Norge af denne Orden findes intet Spor, og er der al Grund til at betvivle Tilværelsen af Nonneklostrene i Hammer og paa Spaanheim, hvorom mere i Specialhistorien, er kun Reins Kloster tilbage, hvis Orden er uvis. Men dette har sandsynligere været beboet af regulære Chorfruer eller af Cistercienserinder, end af Norbertinerindernes strenge Congregation. En Efterretning om Reins Nonners Dragt vilde iøvrigt afgjøre Spørgsmaalet, da Farven var forskjellig – sort, graa, hvid.

  1. Den benævnes iøvrigt ogsaa oftere Norbertinerordenen efter Stifteren.
  2. Dette Forbud varede, som det synes, lige til Slutningen af 13de Aarhundrede. Ved Brev af 12te Juni 1289 underrettede derimod Abbeden af Prémontré samtlige Undergivne om, at Paven havde tilladt Ordenens Abbeder paa Reiser og Besøg hos Slægtninger at nyde hvad man satte for dem. Dipl. Norv. III. No. 27.
  3. De brugelige Straffe vare: Knæfald, Afbigt, Fasten paa Vand og Brød, Piskning, nederste Sæde, Fængsel, Indspærren paa Vand og Brød eller i Lænker, samt livsvarigt Fængsel.
  4. Paa et Generalkapittel 1290 blev Ordensregelen reformeret og Abbeden af Bekkaskog i Skaane, som havde været tilstede ved dette Møde, overdroges ved Fuldmagt af 26de Octbr. s. A. at indføre Reformen i Et eget og de norske Klostre. Dipl. Norv. III. No. 29.
  5. De profectione Danorum in terram sanctam, i Script. Rer. Dan. V. 341–862. Det her omtalte Sted findes S. 352. Om Forfatteren af denne Beretning var Dansk eller Nordmand, er endnu omtvistet. Grunde for begge Meninger ere anførte i N. M. Petersens Univers. Program 1852. S. 28–29 og i Munchs Norske Folks Historie III. 223. For os her er det nok, at Forf. ubetinget er samtidig og godt kjendt i Tønsberg. Mig forekommer det, at Spørgsmaalet løses lettest ved at antage, at Forf. var an Præmonstratensermunk fra Børglum i Vendsyssel, der forhen derfra har været sendt til Tønsberg i Anledning af Præmonstratenser-Conventets Anlæg der. Saaledes forklares hans gode Kjendskab til begge Landes indre Forhold, og de norske Sprogformer, som i Beretningen findes.
  6. Tunsbergæ vel Olevyn (ɔ: Olavi) filia Præmonstrati“, i en gammel Liste over denne Ordens Klostre i Norden i Script. Rer. Dan. VIII. 317.
  7. I det nysnævnte Brev i Dipl. Norv. III. No. 29 paalægges Abbeden i Bekkaskog at visitere Ordenens Kirke (ecclesiam) i Tønsberg og i Dragsmark. Dette synes at vise, at der dengang kun har været eet Præmonstratenser-Kloster i Tønsberg.
  8. Filia Burgillanensis. Script. Rer. Dan. VIII. 317.
  9. Haak. Haakons. Saga c. 333.
  10. I Kong Magnus Lagabøters Testamente. Navnenes og Klostrene Identitet maa ansees saa vis, at en Gjentagelse af Beviserne derfor, hvilke iøvrigt findes i 1ste Udgave af dette Skrift S. 82–83 og 719, maa ansees ufornøden.