De norske Klostres Historie i Middelalderen/1/4

Fra Wikikilden
◄  § 3.
§ 5.  ►
§ 4. Reformerede Benediktinere. Clunyacenserne og Cistercienserne.

Benedikt af Nursias Haab, at dagligt Arbeide i Forening med det stille Ophold i et afsidesliggende Kloster skulde være tilstrækkelige Midler mod den menneskelige Fordærvelse, gik ikke i Opfyldelse. Ligesaalidt førte Benedikt af Anianes Reform til det forønskede Maal. Benediktinerabbedierne fostrede mange udmærkede Lærde, men end flere usædelige og lade Mennesker, som valgte dette Liv for at kunne svælge i yppig Lediggang. Imidlertid tiltog Klostrenes Rigdom Aar for Aar, og Usædeligheden voxte med Rigdommen. Samtidens Krøniker erklære eenstemmig at Klosterlivets Forfald laa i Munkenes Rigdom – „ob nimias divitias“. Benedikts Regel tilsidesattes og Lediggangen fødte sine sædvanlige Børn. Arbeidet og Omsorgen for de daglige Fornødenheders Anskaffelse væltedes paa Lægbrødrene. De enkelte Fromme blandt Ordenens Medlemmer, der bemærkede, hvorledes Ordenens Anseelse i Menigmands Øine daglig sank, maatte derfor tænke paa en Reform, og da en saadan ansaaes umulig i selve Benediktiner-Abbedierne, stiftede Berno Aar 910 et nyt Kloster i Clugny eller Cluny (Cluniacum) paa Sydgrændsen af Bourgogne[1]. Som første Abbed fornyede han Benedikts Regel i dens hele Udstrækning og føiede desuden dertil flere strenge Forskrifter om Afholdenhed fra Kjødspiser, vedvarende Taushed til visse Tider, m. m. Ordensdragten skulde være sort. Hans Eftermænd, Odo, der egentlig betragtes som Clunyacenser-Ordenens Stifter, Aymar, og især den 6te Abbed, Hugo, traadte med Kraft i Stifterens Spor, og det syntes en Tid lang, at en Reform i hele Munkelivet virkelig skulde opnaaes. Ved Hugos Død i Midten af 11te Aarhundrede havde 10,000 Munke sluttet sig til Cluny. Denne Orden er iøvrigt meest mærkelig fordi den var den første, der indførte de i Klosterhistorien saa vigtige Congregationer eller Klosterbroderskaber. Hidtil havde nemlig ethvert Klosters Abbed været en aldeles uafhængig Prælat, der kun skyldte Gud og til Nød Paven eller Biskoppen Regnskab for sin Færd, og stod ikke i noget underordnet Forhold til andre Klostre, hvorved Ordenstugten kunde kontrolleres. Ethvert Kloster derimod, som tiltraadte Cluny’s Regel, erkjendte med det Samme dettes Abbed for sin Foresatte, og indrømmede ham en afgjørende Indflydelse i alle Henseender. Filialklostrene skattede til Moderklostret, og Ordenens fælles Anliggender afgjordes paa et Generalkapittel i Cluny, hvortil alle Abbeder indkaldtes, og hvor Abbeden af Cluny som Generalabbed havde Forsædet. I disse Klosterbroderskaber søger man, udentvivl med Rette, den væsentligste ydre Grund til Munkevæsenets Forfald; thi uagtet de i Begyndelsen virkede til Disciplinens Overholdelse, medførte de senere, da slige Congreggtioner bleve almindelige i næsten alle Ordenen Had og Iversyge imellem de forskjellige Arter deraf, der igjen avlede den offentlige Skandal, som blottede Institutionens indre Fordærvelse og medførte dens Fald.

Af denne Orden kjender man i Norge kun eet Kloster, nemlig Nidarholms (S. 17). Det kaldes iflæng et Benediktiner- og Clunyacenser-Abbedi, fordi man i det Hele ei skjelnede nøie imellem disse, da Clunys Congregation fremdeles fulgte Benedikts Regel[2].

Mangfoldige Congregationer af reformerede Benediktinere efterlignede Cluny, men i lang Tid formaaede ingen at fordunkle denne ældste Stiftelse, hvis Munke efterhaanden af Paverne erhvervede flg en Mængde Friheder, og udmærkede sig snart ligesaa meget ved Rigdom, Lærdom og Statskløgt, som ved Yppighed og tøilesløst Levnet. Det var først Cistercienser-Ordenen forbeholdt at bringe Clunys Abbeder i Forglemmelse, og hæve sig selv til en i Klosterhistorien hidtil ukjendt Magt og Indflydelse. – Robert, en Adelsmand fra Champagne og Abbed i Benediktinerklostret Colan, havde forgjeves stræbt at bringe dette Klosters Munke til at opgive deres regelløse Liv. Nedslagen herover nedlagde han sin Værdighed, og begav sig med nogle ligesindede Venner til et øde Sted i Bourgogne, hvor han nær ved Dijon stiftede 1098 Klosteret Citeaux eller Cistertium, i hvilket en meget streng Regel indførtes. Tilliden til Benedikts oprindelige Regel var endnu usvækket, og man haabede ved dens punktlige Efterlevelse at naa Øiemedet. Tiden deeltes mellem 4 Timers Søvn. 4 Timers Bønner og Sang 4 Timers Haandarbeide, og forøvrigt skulde den anvendes til Læsning, huuslige Sysler og Indsamling af Urter og Nødder til Næring Klostrene af den nye Orden skulde anlægges langt fra Stæderne, paa Øer, i Skove eller Ørkener, som Munkenes Flid skulde opdyrke. Alle prægtige Klæder og udsøgte Spiser forbødes, og selve Klosterbygningens Ydre skulde bære Præg af Armod og Ydmyghed. Lægbrødre maatte dog optages.

Imidlertid lod det til at just denne Strenghed skulde omstyrte den hele Reform; ingen nye Professer meldte sig, og den 3die Abbed Stephan befandt sig saagodtsom ene i Citeaux, da aldeles uventet den senere saa berømte Helgen Bernhard af Clairveaux i Aaret 1113 indfandt sig med 30 Ledsagere, og anholdt om Optagelse. De nylig begyndte Korstog havde i høi Grad vakt Sværmeriet blandt Franker og Normanner, og snart kunde Abbed Stephan afsende Kolonier fra Moderklosteret, hvis Medlemmers Antal nu tiltog med rivende Hurtighed. Bernhard sendtes 1115 som første Abbed til Clairveaux (Clara vallis), og hans Kloster blev den berømteste Filial. Han ansees med Rette som Cistercienserordenens egentlige Stifter, hvorfor dens Munke og ofte kaldes Bernhardinere efter ham. Hans indtil Vanvid grændsende Selvpinsler og yderlige asketiske Strenghed gjorde ham i den Grad anseet, at man fra alle Kanter forlangte Udsendinger fra ham, for at reformere gamle eller stifte nye Klostre. Dette gjorde en Revision af den første for et enkelt Kloster udkastede Regel nødvendig, og en saadan, kaldet charta caritatis[3], udkom med Benedikts Regel til Grundvold. Den hele Orden dannede en aristokratisk-republikansk Stat, hvis samtlige Medlemmer paa det Nøieste vare knyttede sammen, og erkjendte Abbeden i Citeaux som deres Hoved. Et Raad bestaaende af denne som General og 24 Abbeder (definitores), styrede Ordenen under Pavens umiddelbare Opsigt, og aflagde igjen Regnskab for det aarlig (siden hvert 3die Aar) forsamlede Generalkapittel i Citeaux, ved hvilket alle Abbeder skulde møde[4]. Nu glemtes snart den oprindelige Armod baade i det Ydre og Indre. Moderklostret i Citeaux bebyggedes med udsøgt Pragt, og maatte nødvendig gives et uhyre Omsang, naar det skulde kunne rumme alle til Generalkapitlet mødende Abbeder med deres Følge.

Denne Orden var aldeles eximeret fra Stiftsbiskoppens eller Ordinariens Opsyn og stod middelbar under Paven, der allerede 1119 bekræftede Regelen. Biskoppen af Langres, i hvis Stift Citeaux var anlagt, fraskrev nemlig sig og Eftermænd al Myndighed over Ordenen mod dennes Forpligtelse aldrig uden vedkommende Biskops Tilladelse at oprette noget nyt Kloster. Tilsyn med Ordenens Klostre var imidlertid fornødent, og dette skulde derfor udføres af Generalabbeden, der ifølge Regelen aarlig skulde personlig visitere samtlige Klostre. Dette blev imidlertid snart en Umulighed paa Grund af Klostrenes Antal og fjerne Beliggenhed. Han overdrog da gjerne Visitationen i de forskjellige Lande til en nærmere boende Cistercienser-Abbed med Ret til atter at overdrage sin Pligt til andre, og saa fjerne Lande som Norge og Sverige bleve maaske aldrig besøgte af nogen fransk Abbed[5]. Disse Visitatorer indkrævede tillige de aarlige Afgifter (contributiones), som ethvert Cistercienserkloster var pligtigt at yde til Moderklostret, som deraf skulde bestride Ordenens fælles Udgifter, hvoriblandt til Generalkapitlerne. Imidlertid fulgte Privilegier paa Privilegier for Ordenen i det Hele og dens enkelte Klostre[6]. Et halvt Aarhundrede efter Stiftelsen tællede den alt 500 Abbedier, og uagtet et Generalkapittel i 1151 forbød Oprettelsen af flere, var Tallet dog Aar 1200 blevet 1500, og midt i 13de Aarhundrede bestod den af omtrent 2000 rige Stiftelser, der alle erkjendte Abbeden i Cistertium som Fader. Den ydre Magt og Anseelse fødte indre Stridigheder og ydre Kampe, nærmest med Cluny, hvis Anseelse daglig sank. For at overholde den indre Fred gav Clemens IV en ny Regel, Clementina, der blev almindelig antagen. – Iøvrigt maa man lægge Mærke til den væsentlige Forskjel, der var imellem Benediktinerne og Cistercienserne, idet de Første lagde fortrinlig Vægt paa Lærdom og literære Sysler, medens Bernhard, der selv ingen lærd Mand var, ansaa Kundskaber for unyttige, ja tildeels skadelige, og derimod udelukkende indskærpede Haandarbeider, Agerbrug Havedyrkning[7] m. v. I disse Henseender have de derfor gjort sig meest fortjente. Den oprindelige Strenghed blev snart ved Pavebuller og paa Generalkapitler formildet; Armoden og Tarveligheden især afløstes af Rigdom og ødsel Pragt vaade i Bygninger og Levemaade Klostrene erhvervede sig udstrakte Godser, Kirken Fiskerier, ja endog Kroer[8], og Cistercienserkirkerne hørte til de prægtigste Bygninger i Christenheden.

Ogsaa Nonneklostre af Cistercienserordenen stiftedes omtrent samtidigt med Munkeklostrene. Blandt hine mærkes især Klostret Tart i Bourgogne, stiftet 1120 af den hellige Stephan og confirmeret 1147 af Pave Eugenius III, der selv var Cistercienser. Det skal være bleven Moder til 6000 Klostre, og blev som saadant Hovedkloster for samtlige og Samlingssted for Nonnernes særskilte Generalkapittel. De deelte Skjebne med Mandsklostrene. Yppighed og slap Disciplin indsneg sig efterhaanden; Nonnerne bekymrede sig snart ikke mere om Regel, Faste og Kyskhed, men levede i deres Klostre et verdsligt Liv, dandsede, spillede, modtog den omboende adelige Ungdoms Besøg, førte sig prægtigt i Klæder, og kom i stygt Ry, indtil man først længe efter Reformationen bragte den gamle Strenghed igjen nogenlunde tilbage[9].

Endnu før Bernhard af Clairveaux’s Død (1153) kom Cistercienserne til Norge, dog ikke som de første danske Klostre af denne Orden directe fra de franske Moderklostre, men fra England. I 1146 indkaldte Biskop Sigurd af Bergen engelske Munke fra St. Mariæ Kloster de Fontibus (Fontes, Fountains) ved York, hvilke stiftede St. Mariæ Kloster i Lyse (coenobium Vallis lucidæ) ved Bergen, og Aaret efter, 1147, stiftedes ved Bernhardinere fra Kirkested Kloster i Lincoln St. Mariæ Kloster paa Hovedøen ved Oslo. Det er fremdeles utvivlsomt, at St. Mariæ Bernhardinerkloster ved Bergen erdet samme, som det almindelig saakaldte Nunnusetr eller Nonneseter sammesteds[10], ligesom ogsaa dette Kloster for Cistercienserinder er stiftet samtidigt med Lyse ved Nonner fra England og paa den samme Biskop Sigurds Foranstaltning[11]. Dette Klosters Historie viser, at det har staaet under Bergens Biskops Tilsyn, uagtet dette ikke stemmede med Ordensregelen: maaske har det været en Indrømmelse ved Stiftelsen. Vi have intet Kloster af samme Orden her i Landet at sammenligne dets Stilling med, og det eneste Kloster i Danmark, der var beboet af disse Nonner, Mariæ Kloster i Roeskilde[12], var som saadant yngre og er mindre bekjendt end det bergenske. I Sverige derimod vare Nonneklostrene af denne Orden ikke underkastede Biskoppernes Tilsyn. Da Nonnerne i Gudem havde antaget et saadant, paalagde Generalabbed Johannes af Citeaux Abbederne af Alvastra og Varnem at forandre dette[13]. – Alle Klostre i Norden af denne Orden synes at have været Guds Moder helligede. At iøvrigt de bergenske Bernhardinerinder senere af Norges Rigsraad bleve udjagede og Klostret overdraget St. Antons Munke, vil nedenfor blive omtalt.

Omtrent paa een Tid, mod Midten af 12te Aarhundrede, stiftedes saaledes 3 Cistercienserklostre i Norge. Det var og en dertil høist beleilig Tid, da Eugenius III, Paven, og Nikolaus af Alba, Kardinallegaten i Norge, begge vare Cisterciensere, og virkede for deres Ordensbrødre. – Et halvt Aarhundrede yngre var Cistercienserklostret paa Tuterøen (coenob. St. Mariæ de Tuta insula) i Throndhjemsfjorden, der stiftedes 1207 ved Munke fra Lyse-Kloster.

De norske Cistercienser-Abbeder hørte blandt Rigets Prælater, og deeltoge som saadanne ofte i Rigets Anliggender. Stifterens strenge Regel blev neppe længe overholdt; tvertimod synes hverken Clausur eller Tarvelighed at have udmærket dem. Vi finde dem snart hist, snart her i reent verdslige Ærinder, og Tugten synes mod Reformationstiden at have været slappere i disse Klostre end i de øvrige. I det Mindste har Historien optegnet os flere Vidnesbyrd derom.

Ordensdragten var hvid eller graahvid[14] (monachi albi eller grisei), over hvilken Dragt Brødrene udenfor Klostret bare en sort Kappe. Nonnernes Dragt var ligeledes hvid med sort Slør og Skapular. Lægfolkets Dragt var bruun. Klædningen skulde være af groveste Sort.

  1. Den nyeste Kilde til Clunys Historie er: Essai historique sur l’Abbaye de Cunmy, suivi de pieces justificatives etc. par M. P. Lorain. Dijon 1839. 8vo. Om Nordens Abbedier af Ordenen indeholder den Intet.
  2. I England gaves endnu i 1225 fælles Statutter for begge, eller for alle Munke nigri ordinis. (Monast. Angl. (1817) vol. I. p. XLVI.)
  3. Denne Cistereiensernes Grundlov bestaar af 5 Kapitler. 1 Kap. foreskriver Benedikts Regel uden Glosse eller Fortolkning; 2. fastsætter Abbedernes Rettigheder; 3. handler om Generalkapitlerne, deres Myndighed, og alle Abbeders Pligt at møde ved dem; om Tvistigheders Afgjørelse, m. v.; 4. angaar Abbeders Valg, Vacancer, Vælgernes Egenskaber; 5. Abbedernes Afsættelse, hvorfra ei engang Abbeden i Citeaux var befriet.
  4. At det ikke strengt overholdtes, blev en Følge af Ordenens uhyre Tilvæxt. Dog indskærpede Generalabbeden ofte denne Pligt, og man har endnu et Undskyldningsbrev fra Bergens Biskop af 1326 til Generalkapitlet for Abbeden af Lyses sildige Ankomst (Barth. IV. 94). I 1321 havde nemlig Generalkapitlet befalet, at 2 Abbeder aarlig skulde afgive Møde for Provindsen Dacia (de 3 nordiske Riger). Martene et Durand Thesaurus. lV. col. 1508.
  5. Det synes allerede tidligt at være bleven Praxis, at Generalabbeden overdrog Visitationen i Norden til en tydsk Abbed, denne atter til en nordisk, almindeligst en dansk. Saaledes fik Abbeden af Esrom i 1380 Fuldmagt fra en tydsk Abbed til paa hans Vegne at visitere 3 norske tilligemed 2 svenske Klostre. (Vadstena Brevbog, kgl. Bibl. i Stockholm, fol. 99.)
  6. En Samling af disse findes i Script. Rer. Dan. IV. 560 ff. Ligesaa enkeltviis i Dipl. Svecan. I. 243. 247. 492. II. 35. 138. 369. Script. Rer. Dan. V. 269. Suhms Danm. Hlst. IX. 281. X. 418. XI. 410. 516 o. fl. St.
  7. „antikva
  8. Jfr. Lyseklosters Historie. Hvor forskjelligt fra de oprindelige Statutter, der blandt Andet bestemme: „Ecclesias, altaria, sepulturas, decimas alieni laboris vel nutrimenti, villas, villanos, terrarum census, furnorum et molendinurum reditus et cætera his similia, monasticæ paupertati adversa, nostri ordinis excludit institutio.
  9. Geschichte der Mönchsorden. II. 117 ff.
  10. Klostrets fulde officielle Titel har været: monast. beatissimæ Mariæ ad sanctam trinitatem ordinis St. Bernardi. Barth. C. 506. Identiteten af Mariæ Kloster i Bergen og Nonneseter fremgaar af mange Breve, hvori disse Benævnelser forekomme i Forening. Barth. IV. 23. Script. Rer. Dan. IV. 412 o. fl. St.
  11. At Nonneseter allerede nævnes i Harald Gilles Saga (Heimskr. c. 7), strider ikke herimod; thi paa hiint Sted omtales ikke Klostret, men kun det Sted ved Bergen, hvor det laa. Man vil oftere i Sagaerne finde Stiftelser nævnte paa Tider, de ei vare til, og Forf. har da kun villet antyde Stedet, hvor de i hans Tid laa. Saaledes Jonsvoldene, Bakke o. fl.
  12. Daugaard, Danske Klostre. 171–174.
  13. Ved Brev af 18de Januar 1342 (i Vadstena Brevbog fol. 100, Haandskr A. 26. paa kgl. Biblioth. i Stockholm). Nonnerne skulde i modsat Fald som raadne Lemmer afskæres fra alt Samfund med Ordenen. Vi antage paa Grund heraf, at det bergenske Nonneseters Afhængighed af Biskoppen har været en Undtagelse.
  14. Script. Rer. Dan. II. 606. Heraf den norske Benævnelse grámúnkr, der stedse bruges om Cistercienserne; den forekommer endnu i 14de Aarhundrede (Barth. IV. 195), da forresten den danske Benævnelse Graabrødre paa Minoritterne begyndte at blive almindelig i Norge.