De norske Klostres Historie i Middelalderen/1/3

Christian C. A. Lange

De norske Klostres Historie i Middelalderen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (s. 19-26).

§ 3. Regulære Kanniker af Augustinerordenen.

Den berømte Kirkefader Augustin († 430) overtalte som Biskop i Hippo i Afrika Presterne ved sin Hovedkirke til at flytte sammen med ham i en fælles Bolig, hvor de skulde gaa til fælles Bord (communis mensa), uden at nogen af dem skulde besidde personlig Eiendom. Denne Skik fandt snart Efterligning andensteds, uden at man dog endnu i flere Aarhundreder havde nogen skriftlig Regel for dette Samliv, uden at altsaa disse Sekulargeistlige dannede nogen Munkeorden. Imidlertid opkom dog Navnene collegia og Collegiatkirker for slige Indretninger, samt Benævnelsen canonici (Kanniker) for de Geistlige, der førte et saadant Liv. Stifter af de regulære Kannikers Orden er derimod egentlig Chrodegand, Biskop af Metz, som i Slutningen af 8de Aarhundrede forsøgte at sætte en Dæmning mod Kleresiets Usædelighed, ved at bevæge sine underordnede Geistlige til at føre et Slags klosterligt Liv i en fælles Bolig med eens Levemaade og Andagtsøvelser. For disse udkastede han nu en Regel, i eet Hele stemmende med Benedikts af Nursia, kun at Clausuren naturligviis maatte blive mildere, da de havde Embedssysler omkring i Stiftet. Disse Chrodegands Disciple bleve kaldte canonici regulares eller regelbundne Kanniker, og Mester-Kirkens Exempel fulgtes i de fleste Lande, da Biskopperne haabede paa denne Maade deels at tilvende sine Kirker den Anseelse, Klostrene i Menigmands Øine nød, deels lettere at holde den rige og overmodige Klerus i Tømme. Men efterat denne Indretning var bleven bekræftet paa Kirkemødet i Aachen 816^[1] og paabuden over hele det frankiske Rige, mærkede Biskopperne snart, at disse Kanniker derved ikkun vare blevne endnu mægtigere. Skjønt oprindelig bundne til Munkeløfterne: Lydighed, Armod og Kyskhed, lykkedes det dem efterhaanden at slappe Afhængighedsforholdet til Biskoppen, ved at erhverve sig Rettighed som et geistligt Senat, Domkapittel, der lidt efter lidt tilrev sig Andeel i Kirkens Gods og dets Bestyrelse, dispenseredes fra Forbudet mod at besidde personlig Eiendom, og fik Ret til af egen Midte at vælge Stiftets Biskop samt bestyre dette i Vacancer. Derved bleve nu disse Prælaturer ved Domkirkerne de mægtigste og meest indbringende Embeder, og kom derfor i de fleste Lande udelukkende i den høiere Adels Besiddelse. Men for slige Prester passede Klosterlivet ikke. Herved opkom to Arter af Kanniker: regulares, som overholdt hine Bud, og seculares eller verdslige Kanniker, som derfra vare fritagne. De sidste vedkomme ikke Klosterhistorien. Ofte bestode disse Arter ved Siden af hinanden, idet de sekulære Kanniker toge de rige Præbender i Besiddelse, som de bestyrede ved Vikarier, og selv kun skifteviis indfandt sig ved Bispesædet, for at forrette sine Pligter.som Medlemmer af Domkapitlet; medens derimod de regulære Kanniker, der aflagde formeligt Munkeløfte og bare Tonsuren, deels levede sammen i Klostre, deels forrettede Prestetjeneste ved Domkirken eller andre af Stiftets Kirken uden at have Deel i Indtægterne eller Stemme i Kapitlet. Ogsaa til denne Munkeorden sluttede sig Nonner, der kaldtes regulære Chorfruer eller Kanonisser.

Regelen, som var gjældende for de regulære Kanniker, bærer Augustins Navn, uagtet han, som anført, ingen Regel efterlod sig; de kaldes derfor almindelig canonici reguleres secundum regulam sancti Augustini. Denne Regel bekræftedes ved Pave Alexander IIs Bestræbelser paa en Kirkesamling 1063. Den var især grundet paa Augustins Breve til Nonnerne i Hippo, og lignede meget Benediktinernes. Al Eiendom skulde være fælles, uden Hensyn til om Vedkommende havde medbragt Noget, da han optoges, eller ikke; ligesaalidt maatte noget Hensyn tages til Kannikernes forrige Stilling i Verden. De første Christnes Samliv, som det skildres i Apostlernes Gjerninger, paaberaabes som Mønster. Bestemmelserne om de gudstjenstlige Handlinger ere affattede i almindelige Udtryk, ligesaa om Faste, Spise, Drikke o. s. v. Fasten skulde afhænge af Sundhedstilstanden, men man maatte aldrig uden i Sygdomstilfælde spise udenfor Spisetiden. Under Maaltidet skulde Bønner holdes, og Stilhed iagttages. Hensyn til Nyoptagnes tilvante Levemaade kunde tages, saa at de uden Indsigelse fra de Øvrige kunde faa det noget bekvemmere; man maatte beklage, ikke misunde dem; thi Lykken bestaar lunt trænge til Lidet, ikke i at besidde Meget. Om Afholdenhed og Forsigtighed i Omgang med det andet Kjøn ere Forskrifterne ligeledes almindelige; bestemte Straffe for Overtrædelse ere ingensteds fastsatte. Dragten maatte ikke være paafaldende (notabilis); thi man skulde udmærke sig ved sine Sæder, ei ved sin Dragt. Alle Klæder skulde forvares af en vestiarius, og enhver Broder skulde uden Knur tage den Klædning, denne fandt passende for ham. Den skulde kun efter Formandens Bestemmelse vaskes eller udbankes enten af Brødrene selv eller af egne Betjente (fullones), at ikke Lysten til rene Klæder skulde avle aandelig Ureenhed. Formanden skulde adlydes „som en Fader“, der atter skulde sætte sin Ære i at tjene alle med Kjærlighed, ikke at herske over dem med Myndighed m. v.^[2]

Man vil let see, at samtlige disse Bestemmelser for Augustinerne ere affattede i saa almindelige Udtryk, at de maatte give Anledning til Afvigelser i mange Henseender. Dette blev og i den Grad Tilfældet, at man regner indtil 150 forskjellige Congregationer af Augustiner-Kanniker, for hvilke alle denne saakaldte augustinske Regel laa til Grund. Af disse ere St. Rufus’s Congregation, Biskop Ivos af Chartres Reform, St. Victors Congregation og de saakaldte Helligaands-Conventer, stiftede af Guido af Montpellier, de meest bekjendte^[3]. Ifølge en paa et Lateranconcilium 1139 fattet Beslutning skulde alle disse og flere Congregationer med dem bære den hellige Augustins Navn og følge hans Regel. Hertil slutte sig Pave Benedikt XIIs constitutiones af 1339, der i 64 Kapitler foreskriver alle Augustinerkanniker samme Regel, Observantser, Øvelser, Klædedragt, kort en fuldkommen Eensformighed, der skulde iagttages overalt.

Ordensdragten var i senere Tider i Almindelighed sort; den hos os brugelige Prestekjole er en Efterligning deraf, foranlediget ved Luthers foregaaende Stilling som Augustinermunk Samtlige Kannikecongregationers sikreste ydre Kjendemærke var iøvrigt den særegne sorte Hat (boneta, fr. bonet) med 4 Hjørner eller Snuder, som de vare udenfor deres Bolig. Chorkappen (alba, kanúkakápa) havde de fælles med andre Ordener.

Man kan ikke med Nøiagtighed angive Tiden, da Augustinerne først have faaet Klostre i Norge, men Midten af det 12te Aarhundrede er det seneste Tidspunkt, da dette kan være skeet. Ligesaalidt er det muligt med Sikkerhed at bestemme, til hvilke af de mange Congregationer de forskjellige Augustinerklostre i Norge have henhørt, og efter hvad der ovenfor er anført, kunde ogsaa dette være temmelig ligegyldigt, dersom ikke undertiden andre vigtigere Spørgsmaale, f. Ex. Afhængighedsforholdet til Bispestolene eller udenlandske Moderklostre o. dsl., deraf vare afhængige. I Almindelighed maa man blive staaende ved, at dette eller hiint smerter synes at have hørt til denne eller hiin Congregation, og anføre hvad der taler for og imod en saadan Formodning. Det ældste Augustinerkloster i Norge var udentvivl Elseter eller Helgeseter Kloster for regulære Kanniker ved Nidaros, og St. Johannes Kloster (almindelig kaldet Jonskirken) paa Stranden i Bergen for Barfodmunke. Samtidigt med disse var udentvivl og den Helligaands Kloster paa Øen Halsnø paa Søndhordland og Kastelle Kloster i Bahuuslæn. Utstein Kloster i Ryfylke er derimod meget yngre, maaske først stiftet mod Slutningen af 13de Aarhundrede. Tvivlsomt er det i høi Grad, om Olafsklostret i Hammer har været af denne Orden. Ligesaalidt kan det med Bestemthed afgjøres, om det af Skule Jarl stiftede Reins Nonnekloster ved Throndhjem har været beboet af regulære Chorfruer (Kanonisser). Det stiftedes paa en Tid, da Benediktinerinderne vare af Moden og Klarisserne eller St. Damians Orden (nedenfor under Franciskanerne) endnu neppe kunde naaet til Norge; men det kan ligesaa snart have været et Bernhardinerkloster (næste §).

Vi antage saaledes, at Augustiner-Klostrene i Norge i det Hele ere samtidige med Domkapitlernes Oprettelse, der igjen var samtidig med Erkestolens Stiftelse (1152),^[4] og da Augustinerne egentlig vare Kollegiatkirkernes Presteskab, ligger den Formodning meget nær, at de ere indkomne her i Landet netop for at danne dette Presteskab ved de nysstiftede Domkapitler. Men dette maa dog ansees yderst tvivlsomt; thi vi finde intet Spor af Augustinerne i Stavanger, Oslo og Hammer, og de Augustiner-Klostre, som fandtes ved Nidaros og Bergen, dannede netop som regulære Kanniker en Modsætning til Domkapitlets sekulære. Kannikerne ved Domkapitlerne i Nidaros og Bergen have altsaa været sekulære, medens de første i Helgeseter Augustinerconvent, de sidste maaske oprindelig i Jonskirkens Munke og sildigere i Halsnø Kannikeconvent have havt den regulære Corporation af Augustinere, som efter Planen det hele Kapittel egentlig skulde have dannet. I Nidaros har man tydeligt denne Dobbelthed: canonici seculares ved Domkirken i Byen, med fælles Bordhold, men med store Præbender, Frihed for Clausur o. s. v.; canonici regulares paa Helgeseter med Erkebiskoppen og Kapitlet som Forstandere, og med en Prior for Klostrets indre Vedkommende og som saadan Medlem af Kapitlet. Ligesaa synes Abbeden i Halsnø med sine Brødre at have betragtet sig som en Afdeling af Bergens Kapitel, hvis Domkirke han maatte aflægge en Troskabsed, der i alt Væsentlige stemmer med den, som enhver Kannik ved Domkirken maatte sværge; selv i Klostrets private Anliggender, til Kjøb og Salg, Proventmænds Indtagelse m. v., maatte han indhente Biskoppens Samtykke^[5]. Kannikerne ved Domkirken dannede vel en fælles Korporation, der havde deres fælles Boliger paa Holmen (nu Fæstningen) i Bergen, der endnu efter dem bærer Navnet Communen; man finder at de skifteviis forestode og bekostede den fælles Huusholdning; men ligesaa lidt som dette viser, at de have været regelbundne, ligesaa lidet fremlyser dette af den Ed, der ved Optagelsen i Kapitlet aflagdes^[6]. Alt deri har Hensyn paa verdslig Tugt og verdslig Fordeel. Udtrykket i Kannikeformularen: „salvo meo ordine“ har aabenbart ikke Hensyn paa nogen Munkeorden, men paa Vedkommendes Stand som geistlig Prælat (ordo ecclesiasticus).

Om Stavangers og Oslos Kannikers indre Forhold veed man endnu mindre, og her bliver derfor ikke engang en Formodning om den ældste Tilstand tilladelig. Oslo Kapittels Statutter, rigtignok fra en nyere Tid – udentvivl henimod Reformationen. – vise tydeligt, at Kannikerne paa den Tid vare seculære; det samme antyder samtlige Diplomer, og der er saaledes ingen Grund til her at antage regulære Kanniker. Hvis Utsteins Augustinerkloster ved Stavanger kunde antages samtidigt med Domkapitlet, vilde der være den samme Grund for at antage dette oprindelig besat med regelbundne Kanniken som i Nidaros og Bergen; men da hiint Kloster sandsynligviis er fra Slutningen af 13de Aarhundrede, og da intet ældre Kloster synes at have existeret i Stavanger Stift, falder denne Grund bort. Om Hammers Kapitel veed man ligesaalidt noget med Bestemthed, da alle dette Stifts Brevskaber ere blevne ødelagte deels paa Reformationstiden, deels ved Byens Afbrænding i Syvaarskrigen. Her turde man imidlertid med nogen Grad af Rimelighed antage, at Kapitlet oprindelig har henhørt til en eller anden regulere Orden, og staaet i nøieste Forbindelse med det herværende Olafsktoster. Hammers Bispestol og samtlige derværende geistlige Indretninger bleve nemlig paa een Gang stiftede af Cardinal Nicolaus, der havde været og maaskee endda var Cistercienser. Som Pave under Navn af Hadrian IV sendte han Bygmestere til Hammer, der fuldendte Kirkens og Klosterets Bygning Her laa efter en gammel Beretning Bispegaard, Skole og Kloster under samme Tag, og her er det derfor mere end sandsynligt, at den for Kirkevæsenet varmt følende Cardinal har sørget for, at det under hans Øine oprettede Kannikecollegium fik en kanonisk Regel at følge. Men noget Vidnesbyrd herfor give Kilderne aldeles ikke. Af hvad der saaledes er oplyst, seer man, at Augustinerne i Norge i det Mindste for saa vidt have overholdt deres Regel, at de have erkjendt Stiftets Biskop for deres Foresatte, uden Hensyn til om Domkapitlets.Kanniker vare regulære eller ikke. Til hvilke Congregationer af Augustinerordenen de norske Klostre hørte, lader sig ikkun for et Par med nogenlunde Sikkerhed bestemme. Halsnø Kloster forekommer under Benævnelserne: coenobium Paracleti de Haulsnu ordinis St. Augustini, og monasterium Spiritus sancti de Halsnø^[7]. Saavidt vides benævnedes ingen andre Klostre med Parakletens Navn, end Helligaands-Ordenen, stiftet af Guido af Montpellier mod Slutningen af 12te Aarhundrede og stadfæstet af Innocents III i 1198, hvilken Orden havde gjort Syges og Reisendes Pleie til udelukkende Pligt. Dens Munke vare ligesom de øvrige Augustinere regelbundne Kanniker, og benævnedes i Danmark Duebrødre^[8], med Hensyn til det almindelige Symbol paa den Hellig-Aand. Skjønt deres Boliger i egentlig Forstand vare Hospitaler, og derfor som oftest benævnedes Hellig-Aands-Hospitaler, kaldtes de dog ofte ogsaa Klostre, fordi deres Beboere levede et fuldkomment Klosterliv, og desuden toge sig af deres Gjæsters aandelige Pleie. Formanden residerede i Klosteret Saxia eller Sassia ved Rom, og Ordenen havde mange Stiftelser i Danmark. Da Halsnø Kloster gjentagne Gange nævnes med Hellig-Aands-Hospitalernes latinske Navne, kan det vel ikke være Tvivl underkastet, at det har været et saadant, uagtet det er ældre end Guidos Orden, hvorefter det maa være reformeret, efterat Erling Jarls Klosterstiftelse^[9] der var fuldendt. Han har rimeligviis bestemt det for regulære Augustinere. Naar man fremdeles finder, at Munke i Halsnøen ere blevne Abbeder i Jonsklostret i Bergen og omvendt, samt at en Munk fra Helgeseter ligesaa er bleven Abbed i det sidste Kloster, kunde man bringes til at formode, at samtlige disse Klostre kunne have været Helliggeisthuse; den Omstændighed, at Fremmede oftere sees at have holdt til i hine 2 Klostre, synes endog at styrke Formodningen, men ogsaa her maatte altsaa Reformer i senere Tider være foregaaede, da de beviisligt vare ældre end Guidos Orden. Hine Abbedvalg lader sig desuden simpelt hen forklare af den Lighed, der var mellem alle Augustinere, saa at ingen Dispensation behøvedes for Overgang fra den ene Congregation til den anden, og Gjæstfrihed var en Klosterpligt, som ikke Helligaandsbrødre alene opfyldte

Augustinerklosteret Kastelle i Bahuuslæn sees at have erkjendt Abbeden i Elielholt i Sjælland for sin Foresatte, overeensstemmende med Augustins Regel^[10]. Da Ebelholt hørte til St. Victors Congregation, der var indkommen til Danmark med den hellige Abbed Vilhelm i 12te Aarhundrede^[11], er det rimeligt, at Kastelle bar hørt til den samme Orden. Men da man tillige finder, at Erkebiskoppen og Domkapitlet i Nidaros ligeledes have havt anerkjendt Ret over dette Kloster, have indsat Priorer deri, og beviist sin Ret til Klostret for Kong Hans^[12], saa synes Afhængigheden af Ebelholt i det Mindste at have været omtvistet, og man kan altsaa ikke med Bestemthed slutte til den Congregation, hvortil Augustinerne i Kastelle hørte. St. Marine Kloster af Augustinerordenen i Dragsmark, ligeledes i Bahuuslæn, forekommer enkelt Gang under dette Navn, men det var beviisligt et Præmonstratenserkloster, og opføres derfor blandt disse, hvortil det udentvivl stedse har hørt.

1. Hermant, Histoire des conciles. II. 373–374. Regelen for Kannikerne bestod af 144 Kapitler og grundede sig paa Chrodegands Regel, den for Kanonisserne udgjorde kun 28 Kapitler; ifølge det 9de Kapital vare disse fritagne for Løftet om Armod. l. c. 374.
2. Disse Regler vare de for Provindsen Dacia (ɔ: de 3 nordiske Riger) vedtagne. De ere trykte i Script Rer. Dan V. 629–633.
3. Her ere Præmonstratenserne, Johannitterne, Dominikanerne og Birgittinerne udeladte, fordi disse Ordener, uagtet de fulgte St. Augustins Regel, almindeligst forekomme under deres særskilte Navne, og saaledes baade kan og bør skilles fra de egentlige Augustinere.
4. Werlauffs Udg. af Anecdoton etc. 76, ogsaa trykt bag Keysers m. fl. Udgave af Kongespeilet S. 186.
5. For at undgaa Gjentagelser henvises med Hensyn til disse Forhold til Helgeseters og Halsnøs Specialhistorte.
6. Man sammenligne følgende Halsnø Abbeds Ed, der findes i Barth. IV. 432, med den bergenske Kanniks, der er trykt i Björgv. Kálfsk. p. 7.
   Juramentum abbatis in Halsnöy.

   Ego N., ordinandus abbas monasterii talis, promitto deo et sanctis eius, quod ab hac hora in antea fidelis et obediens ero sanctæ Bergensi ecclesiæ et domino meo Haquino, dei gratia episcopo Bergensi, eiusque successoribus canonice substituendis. Non ero in facto vel consilio, ut detrimentum rerum vel honoris patiatur. Prædia monasterii mei sive bona non alienabo, præter domini mei Bergensis episcopi consilium et consensum: præbendarium sive præbendarios, quæ vulgo próventumenn dicuntur, non colligam absque ejus licencia petita et obtenta. Promitto etiam stabilitatem et regularem servantiam secundum regulam sancti [Augustini]. Sic me deus adjuvet et haec sancta. (En lignende for en dansk Abbed findes hos Pontopp. Annal. I. 250.)

7. Script. Rer, Dan. IV. 416. Dipl. Norv. I. No. 249.
8. Om denne Orden og dens Hospitaler se Vedel Simonsen l Nord. Tidsskr. f. Oldkyndighed. III. 232 ff. Helligaandsordenen førte et Patriarchkors (Dobbeltkors) og en Due i sit Segl.
9. Script. Rer. Dan. IV. 416. Suhms Danm. Hist. VII. 176.
10. Ifølge et Brev til Prioren i Kastelle af 1182 og et andet fra ham af 29de Juni 1403. Script. Rer. Dan. VI. 55. 176.
11. Script. Rer. Dan. V. 458–459.
12. Kastelles Jordebog i Enden. Trykt i 1ste Udg. af dette Skrift S. 790–791.