De norske Klostres Historie i Middelalderen/1/2

Fra Wikikilden
◄  § 1.
§ 3.  ►

§ 2. Benediktinerne.

Det er ovenfor bemærket, at det oprindelige asketiske Eneboerliv allerede i Orienten gik over til Kloster- eller Coenobit-Liv, samt at dette strax blev Tilfældet i Vesten[1]. Men eftersom Klostrenes Antal tiltog, blev Savnet af en for Europas Klimat og Levemaade passende Fælles-Regel stedse mere føleligt. Dette afhjalp Benedikt, Greve af Nursia, (født 480, død 543), som derfor ansees for de occidentalske Munkes Patriark og Klosterlivets egentlige Stifter i disse Lande. For det af ham 529 stiftede Kloster paa Monte Cassino i Campanien gav han nemlig en Regel (Regula St. Benedicti), som snart vandt Bifald over hele Vesten, og gjorde Benedikt til Stifter af Benediktinerordenen, som i flere Aarhundreder var den eneste i den katholske Kirke.

Han indførte en monarkisk Regjeringsform i Klostrene. Det orientalske Klostervæsens blinde Lydighed mod Klosterets Formand, Abbeden, bibeholdtes, og alle Medlemmer vare ham i Eet og Alt underkastede. Kun i visse bestemte Tilfælde var det hans Pligt at raadspørge Klostrets Seniorer, hvilket gav Anledning til de senere Klosterkapitler. Den væsentligste Fortjeneste forhvervede Benedikt sig imidlertid ved at anvise sine Munke andre og hensigtsmæssigere Sysler, end de orientalske Munkes Sædvaner foreskreve. Foruden Bønner, Sange og Bodsøvelser, blev Haandarbeide – især Havedyrkning, Agerbrug og mekaniske Haandverk, – videnskabelige Sysler og Afskrivning Ordenspligt, og herved gavnede han uendelig meget. Ved disse Forskrifter i Forening med Clausuren (stabilitas loci), hvorved de orientalske Munkes omstreifende Dagdriverliv forebyggedes, bleve de occidentalske Klostre efterhaanden Kulturens Vugge[2]. De i Klostrene ugjenkaldelig indesluttede Munke arbeidede ei alene af Pligt, men tillige af Nød og Kjedsomhed. Landet omkring Klostrene opdyrkedes Skovene forvandledes til frugtbare Marker og den stille Videnskabsmand fandt i disse voldsomme Tiden da Folkevandringernes Storm endnu ikke havde lagt sig, alene i Klostrene et sikkert Tilflugtssted. For at forebygge uoverlagt Indtrædelse i Kloster foreskrev Benedikt endvidere en Prøvetid, Noviciat, – senere fastsat til eet Aar, – som Enhver skulde udstaa, førend han optoges som Munk. Vedblev han efter udstaaet Prøvetid sit Ønske, maatte han aflægge de høitidelige Klosterløfter (vota solennia ovenfor S. 1–2), og kunde da ei mere træde tilbage i Verden Under saadanne Betingelser var det ikke sandsynligt, at Nogen letsindigen lod sig optage som Munk, da Stifteren ikke havde kunnet forudsee, at hans Ordens Rigdomme snart vilde friste mangen uværdig til at vælge Klosterlivet. Forøvrigt var Benedikts Regel mild. Munkenes Tid skulde deles mellem gudstjenstlige Handlinger (horæ canonicas etc.), Haandarbeider, Afskrivning og Læsning De skulde leve af deres Arbeide Forskrifterne angaaende Mad og Drikke vare fornuftige; selv Viin var ikke forbuden, og Klædedragten skulde rette sig efter Klimatet[3]. Paa Selvpiinsler og andre legemlige Bodsøvelser lagde han ingen synderlig Vægt[4].

Benediktinerordenen udbredte sig med Hurtighed over Italien Sicilien, Frankrige, Spanien og flere Landet forskjellige Congregationer af Ordenen stiftedes, hvoriblandt de mærkeligste vare St. Maurus i Frankrige (la congrégation de Saint-Maure)[5], Monte Cassino og Monte Oliveto i Italien, Valladolid i Spanien, St. Gallen i Schweiz. Fulda i Tydskland o. fl., der alle udmærkede sig som Planteskoler for Middelalderens Lærdom og Videnskabelighed. Men snart strømmede ogsaa en saadan Rigdom ind over Benediktinerabbedierne, at Tugten forfaldt. Benedikt af Anianes Reform i 9de Aarhundrede virkede kun kort, og efterhaanden afsondrede flere nye, paa Benedikts Regel oprindelig grundede Ordener, saasom Clunyacenserne og Cistercienserne sig fra Moderordenen, og dannede uafhængige Klosterselskaber. – Benediktinerindernes Oprindelse er – saavidt vides – endnu dunkel. I Almindelighed dannede Nonneklostre af de forskjellige Ordener sig samtidigen og uden videre efter Munkeklostrene; men Nonner af denne Orden skal man først finde Spor af i det 8de eller 9de Aarhundrede[6]. Forøvrigt adskilte Benediktinerne sig fra alle senere Munkeordener derved, at hvert Klosters Abbed var uafhængig, saa at han ei stod i noget underordnet Forhold til Ordenens ældre eller mægtigere Foresatte, til noget Moderkloster eller deslige. Dette foraarsagede deels en Splittelse, deels en Mangel paa nødvendigt Tilsyn ovenfra, hvilket man i de yngre Munkeordener søgte at forebygge ved Generalabbeder, Generalkapitler og deslige. Derimod erkjendte Benediktinerne i Almindelighed Stiftets Biskop (ordinarius) for deres lovlige Foresatte, et Afhængighedsforhold, som Abbederne dog paa mange Maader søgte at unddrage sig[7].

Et Begreb om denne Ordens Udbredthed og Anseelse faar man af en Optegnelse over dens Klostres Antal, der i 15de Aarhundrede løb op til 15107, af hvilke i Tidernes Løb udgik 24 Paver, 200 Kardinaler, 1600 Erkebiskopper, 4000 Biskopper. 16000 Forfattere, 1500 Helgener og 5000 Hellige, der fortjente Kanonisation[8]. Flere Klostres Rigdom var umaadelig; deres Abbeder optraadte som Rigsfyrster[9] og verdslige Magnater, der ofte kunde byde Landsherren Trods, og i Klostrene selv dreves Pengehandelen i det Store. Men hvormeget end Benediktinerornenen saaledes afveg fra Stifterens fromme Hensigt, kan man ikke være blind for de mange og store, især videnskabelige Fortjenester, mangfoldige af dens Medlemmer have erhvervet sig, og den vil saaledes stedse staa som en af de vigtigste Institutioner i Europas Middelalder.

De ældste Klostre i Norge vare, som allerede for er anført af Benediktinerordenen. De vare følgende: Nidarholm paa Holmen af dette Navn ligeoverfor Nidaros, paatænkt 1028, men neppe i Stand før i Begyndelsen af 12te Aarhundreder, som det synes efter Clunyacensernes Regel; St. Albani Kloster Sælø eller Selje (Selja) paa Øen af samme Navn i Nordfjord, stiftet senest i Slutningen af 11te Aarhundrede; Munkeliv eller St. Michaels Kloster paa Nordnes ved Bergen, stiftet omtrent 1110; Gimsø Nonnekloster ved Skien, ligeledes fra Begyndelsen af 12te Aarhundrede; St. Mariæ Nonnekloster vaa Leret ved Oslo, almindelig kaldet Nonneseter (Nunnusetr), udentvivl noget yngre, samt Bakke Nonnekloster paa Baklandet ved Throndhjem, der sandsynligviis var af denne Orden. Mindre rimeligt er det, at det af Skule Jarl ved 1230 stiftede Nonnekloster paa Rein i Ritsen ved Throndhjem var for Benediktinerinder, da Stiftelsestiden gjør det sandsynligere, at det har været af en anden Orden. Alle disse Klostre vare rige Stiftelser, der eiede betydeligt Jordegods og alle sees at have anerkjendt deres Afhængighed af Stiftets Biskop, der oftere især for Nonneklostrenes Vedkommende greb ind i deres indre Anliggender, ligesom f. Ex. Biskoppen i Oslo endog synes at have havt Overtilsynet med de i hans Stift liggende to Benediktinerklostres Jordegods[10]. I Norge var Ordenens Dragt sort, hvilken Farve var den almindelige i senere Tider; Sælø Kloster, der beviislig hørte til denne Orden, forekommer udtrykkelig under Benævnelsen Svartmúnkaklaustr[11].

Spørgsmaalet, om de Geistlige ved nogen af Norges Kathedralkirker have været Benediktinere, maa vi endnu her i Korthed søge at besvare. Naar man seer, at Biskopperne ved Englands største og anseeligste Kirker, f. Ex. i Canterbury, Worchester, Durham, Rochester o. fl., tillige vare Formænd for Benediktiner-Konventer, hvis Munke vare Domkirkens Geistlige, kunde det synes rimeligt, at dette Exempel er bleven fulgt ogsaa i Norge; men dette er dog lidet rimeligt. Rigets Inddeling i de 4 Stifter Nidaros Bergen, Stavanger og Oslo (Hammers Bispestol oprettedes først 1152) er fra Kong Sigurd Jorsalfarers Tid (ved 1120), og omtrent samtidig hermed bleve, som nys anført de første Benediktiner-Klostre stiftede i Norge. Men hvis disses Munke tillige havde udgjort Domkirkens Geistlighed, havde det været en Urimelighed at anlægge deres Klostre udenfor Biskopsstaden, i Nidaros nemlig paa en fraliggende Ø, i Bergen paa Vaagens dengang ubebyggede Nordside; man vilde som i England anlagt Klostret i Sammenhæng med Bispegaard og Domkirke, saaledes som Kannikegaarden eller Domkapitlets residerende Medlemmers Bolig senere i Virkeligheden byggedes ved de norske Bispestoler. Men saameget er i alle Tilfælde vist, at der ikke for Tiden haves noget Vidnesbyrd for, at noget af Norges Domkapitler, fra den Tid disse oprettedes (1152), hørte til Benediktinerordenen.

  1. Beboerne beholdt dog Navnet monachi (solitarii), fordi de i Begyndelsen boede hver i sin Hytte (cellula). Disse Hytter flyttedes siden sammen under eet Tag og dannede den egentlige Klosterbygning. I 5te Aarhundrede opkom paa Grund af Fælleslivet Navnet Coenobiter, ogsaa Synoditer. Planet I. 408–410.
  2. Alene Benedikts Forskrift, at gamle og skrøbelige Munke, der ei havde Kræfter til at arbeide, skulde anvende deres Tid til Afskrivning af Bøger, har mere end noget andet reddet Alderdommens litterære Skatte i hine barbariske Tider. Ved Klostret paa Monte Cassino anlagde han et Bibliothek, som paa hiin Maade skulde vedligeholdes og forøges.
  3. Selve Klædedragtens Farve var ikke bestemt. Almindeligst synes den at have været sort, og blev det ialfald senere. Klædningsstykkerne vare Kutten, Kjolen og scapulare, et Skulderklæde uden Ærmer.
  4. Man har neppe nogen Benediktiner-Regel tilbage, hvis Benyttelse i Norge er sikker. Vi maa derfor søge den paa anden Haand, og da er vel Erkebiskoppens af Canterbury St. Dunstans Regel for Englands Benediktinere, fra hvem de norske udgik, den der nærmest har været Forbilledet. Den er trykt i Monasticon Anglicanum (1817) I. pag. XXVII–XLV.
  5. Denne Congregation satte som Ordenspligt, ligesom det nuværende Benediktiner-Abbedi Mölck i Overøsterrig, lærde Arbeider og Historiegranskning istedetfor Bodsøvelser og Haandarbeide. Mænd sone Montfaucon og Mabillon ere udgaaede herfra, og det er Benediktinernes utrættelige, gjennem flere Menneskealdre fortsatte Flid man skylder historiske Verker som l’Art de vérifier les dates o. fl.
  6. (Chrome) Geschichte d. Mönchsorden. IV. 376.
  7. Hvorvidt Pavebullen af 28de Juni 1337, hvorved Benediktinerordenen deeltes i 36 Provindser, af hvilke Norge dannede een, har havt nogen Forandring i dette Forhold til Følge, veed jeg ikke. Man kan ei see det af de norske Klostres Historie. Suhm Danm. Hist. XII. 288. I Monasticon Angl. I. 68–79 findes de Forhandlinger, der foregik ved Valget af en Abbed i Benediktiner-Klostret i Glastonbury 1456. Man seer deraf, at Kongens og Biskoppens Samtykke indhentedes til Valget, der foregik ved Valgte af Kapitlet (per compromissarios). Men Kirkens hele Forfald i 15de Aarhundrede havde medført mange nye Skikke, saa neppe noget herfra kan sluttes med Hensyn til Benediktinernes anerkjendte Afhængighed.
  8. Saadanne Tal ere naturligviis saare upaalidelige. Monast. Angl. I. pag. XIX har et Benediktiner-Stamtræ, hvorpaa ogsaa disses reformatoriske Eftermænd ere opførte, nemlig Clunyacensere, Cisterciensere og disses Congregationer, eller samtlige nigri monachi, og paa dette er opført (i Unævnt Tid) 3000 Munke- og 1500 Nonneklostre, hvorfra udgik 4600 Biskopper, 1600 Erkebiskopper, 200 Cardinaler, 51 Patriarcher, 46 Paver og 55700 Hellige af begge Kjøn. – En anden Beregning angiver før Kirkemødet i Kostnitz 15000 Hellige, 400 Erkebiskopper, 7000 Biskopper o. s. v. Lorain, l’abbaye de Cluny. Dijon 1839. 8. Angivelsernes store Uovereensstemmelse beviser noksom deres Upaalidelighed, og vi have kun anført dem som Vidnesbyrd om Ordenens store Udbredelse.
  9. Saaledes Abbederne af St. Gallen, Fulda, Korvey o. fl. Abbediet Mølck i Østerrige har endnu, uagtet dets uhyre Tab under Revolutionskrigene, over 1 Million Gylden i aarlige Renter.
  10. Anderledes kan man neppe forklare, hvorfor Gimsø og Oslo Nonneseters Gods er indtaget i Fortegnelsen over Oslo Stifts Jordegods, da dette optoges af Biskop Øystein, medens alle øvrige oslolske Klostre, med Undtagelse af det af Oslo Biskop ligeledes afhængige Olafs Kloster i Tønsberg, aldeles ikke deri forekomme.
  11. Fornm. Sög. I. 231. Hist. Sanctorum in Selio i Script. R. Dan. IV. 13.