De norske Klostres Historie i Middelalderen/1/1

Christian C. A. Lange

De norske Klostres Historie i Middelalderen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (s. 8-14).

Første Afsnit.

Om de i Norge bosatte Munkeordener.

§ 1. Munkevæsenets Opkomst i Norge.

At Nordmændene paa deres Søtog i Vesten, især til de britanniske Øer, allerede tidlig vare komne i Berørelse med Christne, er almindelig bekjendt, ligesom og at dette idelige Samkvem mellem Christne og Hedninger frembragte et Slags Mellemting mellem Hedenskab og Christendom, som oftere omtales. Vikingen eller Kjøbmanden var nemlig sjelden at formaa til ubetinget at forlade sin Fædrenetro og antage den nye Lære ved at lade sig døbe; derimod lod han sig gjerne i Udlandet primsigne, eller betegne med Korsets Tegn, den første Handling ved Daaben, for med større Tryghed og Fordeel at kunne færdes blandt de Christne. Saaledes svarede Kong Olaf den Helliges Hirdmand Toke paa Kongens Spørgsmaal, om han var døbt: „Jeg er primsignet, men ikke døbt, fordi jeg har været snart sammen med hedenske Mænd, snart med Christne“^[1]. Ved denne Ceremoni ansaa Nordmanden sig imidlertid ikke bunden til den christne Tro, ei heller antog han, at dens Virkning vedvarede længere end Opholdet i Udlandet. Hjemme mellem Fjeldene raadede efter hans Mening Tordenguden fremdeles, og det var kun i Frankrige og England, at den hvide Christ kunde være ham til nogen Nytte. Denne Vaklen mellem Hedenskab og Christendom er iøvrigt naturlig og den fødte af sig en Tvivl paa de gamle Guder og en Mistillid tit den nye, der tilbød sig, som efterlod Mennesket i en ulykkelig Forfatning. Paa et saadant religiøst Standpunkt maa de Mænd have staaet, der efter Sagaernes Beretninger erklærede, at de hverken troede paa Christus eller Aserne, men stolede paa sin egen Kraft og Lykke^[2]. Dette er imidlertid Vantroens Skjærsild, som Folkeslagene ligesaavel som det enkelte Menneske maa gjennemgaa, naar det vaagner til aandelig Selvbevidsthed, og hvorpaa alle christnede Landes Historie giver Exempler. Hvorlænge denne Overgangsperiode varede, lader sig vel ikke med Sikkerhed bestemme, men den har sikkert medtaget nogle Aarhundreder, eller varede vel omtrent ligesaa længe som det hedenske Norges stedse tiltagende Sammenstød med det christne Vesteuropa. Hvor langsomt det end gik, maatte dog den idelige Berøring med de christne Venner og Fiender lidt efter lidt berede den nye Lære Indgang i Norge selv.

Tre af Norges Konger, Haakon den Gode, Olaf Tryggvessøn og Olaf Haraldssøn bleve i England vundne for Christendommen; hvormange af de urolige Høvdingesønner maa da ikke foruden dem eller tilligemed dem have ladet sig døbe, uagtet deres Navne i Almindelighed ikke have naaet til os? De Spor af Christendom i Norge, som man har troet at kunne paavise for Haakon den Godes Tid, ere imidlertid faa og yderst svage. En Englænder Kendinger skal allerede i 6te Aarhundrede have sendt christne Missionærer til Norge^[3], men deres Skjebne her er aldeles ubekjendt. Harald Haarfagers Foragt for fine Fædreneguder og hans mærkelige Ytring om den Gud, der har skabt Himmel og Jord, viser – om den iøvrigt er tilforladelig – en Aandsklarhed, som han udentvivl skyldte christne Begreber, og Christendommen kunde da ei heller være ubekjendt for en Fyrste, som modtog og sendte Gesandter til Englands christne Konge. Hertil kommer, at der er Sandsynlighed for, at den fra den nysoprettede Erkebispestol i Hamburg og Bremen udgaaede tydske Mission under Ansgar og hans Efterfølgere ogsaa har strakt sine Virkninger til det sydøstligste Norge (Viken), hvis Konger af Ynglinge-Ætten i 9de Aarhundrede stode i livligt Samkvem med det sønderjydske Rige. Om end Ansgar eller Rembert ikke have besøgt selve Norge, kunde deres Virksomhed i Nabolandet Vestergautland ikke været uden Indflydelse paa Nordmændene^[4]. Men det var dog fra England og Ireland, at Christendommens Lys hovedsagelig naaede Norge. I disse Lande var det forlængst tændt og almindelig udbredt, medens det i Nordtydskland og Danmark endnu ikke havde kunnet fortrænge Hedenskabets Mørke. Derfor blev den tydske Mission uden afgjørende Virkning paa Christendommens Indførelse i Norge, og derfor mødte og Pavernes sildigere Bestemmelse, at Erkebiskoppen af Bremen skulde være Hoved for den norske Kirke, bestemt Modsigelse af Kong Harald Haardraade, der vel stundom lod sine Biskopper indvie i Bremen, men erklærede sig selv for sit Riges geistlige Overhoved, da det ved hans Forfædre Norges Konger, og ikke ved Bremens Erkebiskopper var bragt til den christne Tro^[5].

De Missionærer, der i disse hedenske Tider nu og da vovede sig over til Norge, have udentvivl i det Mindste for en stor Deel været Munke, men Sporene af deres Virksomhed her ere ganske forsvundne. I Haakon den Godes Tid (935–960) omtales 3 Kirker paa Møre, som Thrønderne opbrændte, og hvis Prester de sloge ihjel^[6], men skjønt man heraf maa være berettiget til at slutte, at christne Kirker ikke have været saa ganske ualmindelige i Norge allerede før Midten af 10de Aarhundrede. havde dog som bekjendt Haakons Forsøg paa at indføre Christendommen et uheldigt Udfald. Han afstod derfra, og Eftermanden Harald Graafeld fandt det, skjønt selv Christen, politisk klogt at lade Enhver beholde sin Tro, en Politik, som Haakon Jarls Sønner i senere Tider ligeledes med Held fulgte. Hvad der iøvrigt kunde,være virket for Christendommen under Kong Haakon den Gode, forsvandt udentvivl aldeles under Hedningen Haakon Jarls lange Regjering og Olaf Tryggvessøn maatte derfor begynde forfra med engelske Prester^[7]. Men at han kunde beholde Liv og Rige, uagtet den voldsomme Maade, hvorpaa han i sin Omvendelsesiver foer frem, vidner om Tidsaandens Forandring, og at Modstanden nu ikke længere saameget som før grundede sig paa Tillid til det Gamle, men snarere var en simpel Følge af Nordmandens Nationalsvaghed: Ulyst og Mistillid til alt Nyt. Frygten for Olafs rædsomme Hevn eller Lysten til hans gavmilde Naade skaffede i denne Tid Norge en Mængde Christne af Navn, men det var naturligviis i det Hele daarligt bevendt med denne Christendom Iver for Munkevæsenet fødte den vist ikke af sig. Endnu maatte indre Rystelser, fremmed Undertrykkelse. Kongeblod og indenlandske Jertegn til, for at den nye Lære kunde skyde Rødder i det raae Land, og det er mere end sandsynligt, at Hadet til det danske Vælde efter Olaf Haraldssøns Fald meest af alt virkede til, at det hele Rige med Eet christnedes. Var det Plan af Biskop Grimkell og Einar Tambeskelver at sætte Olafs Hellighed i Forening med hans Søns Indkaldelse, saa vidner det om dyb politisk Kløgt. Nu blev Christendommen folkekjær; den, der ei troede paa Underne ved den slagne Konges Liig, mistænktes og forfulgtes som en Forræder, der begunstigede Knytlingernes forhadte Herredømme.

Paa den Tid, da Christendommen saaledes endelig grundfæstedes i Norge (omtrent 1035), havde Munkevæsenet allerede i flere Aarhundreder blomstret i det sydlige og vestlige Europa, og Munkenes sværmerske Iver, asketiske Liv og strenge Observans var allerede forlængst i Forfald. Fra Ægypten – det christne Munkevæsens Vugge – var det allerede i 4de Aarhundrede forplantet til Italien, hvorfra Munkene efterhaanden udbredte sig over Vesteuropa, og her optraadte Munkevæsenet først i den Form, i hvilken vi kjende det i Norge. Munkelivets Grundtanke – ved Afsondring fra Verden og dens Fristelsen ved streng Levemaade, Selvpinsler o. s. v. at dræbe de kjødelige Lyster, samt under stille Contemplation at tilbringe sit Liv i frivillig Eensomhed, – er forchristelig; man har i Johannes Døberen et Billede af en saadan Guds Mand. Iblandt de Christne i Orienten opkom snart et lignende Sværmeri, som ved et Tilfælde (Forfølgelsen under Keiser Diocletian) foranledigede det orientalske Klosterliv, hvis Fædre Antonius og Pachomius vare^[8]. I Occidenten derimod overgik disse Religiøse strax fra monachi (Eneboere) i egentlig Forstand til Klostermænd, en selvstændig Corporation, der sluttede sig sammen i særegne Bygninger, der dog oprindelig anlagdes i Udmarken paa Øer, eller deslige fra Verdens Larm afsondrede Steder, hvor de under forandrede Forhold antoge at kunne naa det samme Maal. Fra denne Art af occidentalske Munke (Benediktinere, hvorom i næste §) vare igjen de ved selve Bispestolene, altsaa i de større Stæder, stiftede klosterlige Samfund af Geistlige (Augustinere) oprindelig ganske forskjellige; men begge deelte sig snart med det stigende Antal Munke i mangfoldige Underafdelinger, og oversvømmede som en stedse voxende Strøm alle christne Lande. En endnu vigtigere Forandring var Munkevæsenets Overgang fra at betragtes som en ganske verdslig Indretning til at Munkene bleve optagne i den geistlige Stand (clerus), og under Navn af Klostergeistlige (clerici regulares) tilreve sig Skriftemaal, Prædikeret o. fl. prestelige Forretninger. Derved saaedes Brødniddets Sæd mellem Geistligheden og Munkene. Den spirede frodig op, og bar Fordærvelsens rige Frugter. Men denne Forandring var i Tidsalderens Aand; Paver og Biskopper, Fyrster og Almue kappedes om at befordre denne nye Retning af den menneskelige Aands mange Forsøg paa ved gode Gjerninger at vinde Fred.

Det var saaledes naturligt at man i Norge paa en og samme Tid lærte Christendom og Munkevæsen at kjende; begge kom did fuldt udviklede og ligesom sammenvoxede. Engelske Benediktinermunke havde da allerede længe udmærket sig som Statsmænd, Lærde og Missionærer. At enkelte af begge Olafernes Hofmester vare Munke, er sandsynligt, da norske Munke ved denne Tid omtales i engelske Efterretninger^[9], og saameget mere, som Forsøg paa Klosteranlæg viser sig her i Landet fra samme Stund, som Christendommen havde fæstet nogenlunde Rod. Den engelske Benediktiner Mathæus Parisiensis, der skrev i Midten af 13de Aarhundrede, og selv af Paven sendtes til Norge for at reformere det Kloster, hvorom han taler, fortæller nemlig, at Kong Knut den Mægtige i 1028, under sit Ophold i Nidaros, stiftede et Benediktinerkloster paa Nidarholm. Men uden Tvivl har Tiden endnu ikke været moden for Munkevæsenet i Norge; thi Sporet af dette Anlæg taber sig igjen ganske. I et saa raat, koldt og tyndt befolket Land som Norge var det ei heller at vente, at Iveren for Klosteranlæg skulde have saa rivende Fremgang som i de sydligere og bedre befolkede Lande. Nordmanden selv var af Naturen neppe et saadant stille Liv gunstig. Munkenes sværmerske Begeistring og deres almindelige Sysler: Havedyrkning, Læsning, Afskrivning m. m. vare saa aldeles forskjellige fra hans prosaisk-kolde Livsanskuelse og tilvante Dont paa Havet og i Skoven, at der i de første Tider visselig skulde ganske særegne Omstændigheder til, for at bringe ham til at gaa i Kloster. De første Klostre maatte derfor ei alene fra først af befolkes, men og senere vedligeholdes saagodtsom ene og alene fra Moderklostrene i England, og om end brændende Religionsiver i Forening med en mægtig Konges som Knuts Overtalelser havde bragt nogle engelske Munke til at nedsætte sig naa Nidarholm, skulde der dog en Udholdenhed til, som Sværmeriet sjelden besidder, for at disse Englændere, uden at møde Velvillie eller Efterligning hos Nordmændene, skulde kunne holde ud i Længden, ligesom det under saadanne Omstændigheder stedse maatte blive vanskeligere at bringe Andre til at forlade et frugtbart Land, et luunt Kloster og almindelig Agtelse hjemme, for at vedligeholde en Stiftelse i et fjernt og fremmed Land, hvor netop det Modsatte ventede dem. Freden maatte have udbredt sine Velsignelser over Bannet, en klog og oplyst Regent maatte have forstaaet at give set Folk Smag naa et roligt Liv og Sands for fredelige Sysler, førend Munkevæsenet kunde vinde Bifald; Folkets Høvdinger maatte endelig selv være blevne smittede af Tidsalderens almindelige Iver for Munke og Klostre.

Disse, som det synes nødvendige Betingelser for Klostervæsenets Flor i Norge vare indtrufne ved Begyndelsen af 12te Aarhundrede. Olaf Kyrres stille Virken hjemme, hans Søn Magnus Barfods idelige Tog til Irland, – dette Munkevæsenets rige Hjem i den første Middelalder –, og sandsynligviis fremfor Alt den unge Sigurd Jorsalfarers eventyrlige Middelhavsfart og Deeltagelse i det første Korstog, medens Broderen Eystein traadte i Farfaderens Fodspor, og med Held befordrede Landets indre Opkomst: alle disse Omstændigheder i Forening maatte nødvendigviis foraarsage en fuldkommen Omvæltning i Nordmandens hele Tænkemaade, Sæder og Liv, Noget Historien paa det Klareste viser. Kong Sigurd og hans Mænd hjembragte mange og underlige Fortællinger om Alt, hvad de havde seet og oplevet, og blandt disse spillede Klostrene ganske vist ikke den ubetydeligste stolte. Lyst til Efterligning vaagnede og understøttedes af den fredsommelige Kong Eystein, og da Isen saaledes var brudt, fremstode Klostre i Norge ligesom af sig selv. Idet vi saaledes maa antage, at de første varige Klosterstiftelser i Norge ikke ere ældre end Begyndelsen af 12te Aarhundrede, stemmer dette fuldkommen med en samtidig Krønikeskrivers^[10] Beretning at Munkeklostre i Norge først stiftedes under Kong Sigurds Regjering (1103–1130). Men Faa eller Ingen af Nordmændene besad de nødvendige Kundskaber til selv at anordne det Somrene ved en Klosterstiftelse; hertil hentedes derfor fremdeles Munke fra Udlandet, især England Vi maa beklage, at Kildernes. Utilstrækkelighed ikke tillader nogen Paaviisning i det Enkelte af den Indflydelse, disse i Almindelighed udmærkede Udlændingers Virksomhed har havt paa de kirkelige Forholde Videnskabelighed og Kultur. I alle disse Henseender henvises vi til England som Moderlandet.

Skjønt de fleste af Vestens Munkeordener allerede vare stiftede og i Flor, da Norge fik Klostre, kom de dog ikke alle ind i Landet paa samme Tid. Den ældste Orden, Benediktinerne, kom først; 30–40 Aar derefter kom Cistercienserne, og omtrent samtidigt dermed stiftedes de ældste Augustinerklostre. Endnu senere synes det, at Præmonstratenserne fik Klostre her i Landet, dog endnu i det 12te Aarhundrede. I 13de, strax efter Ordenernes Stiftelse, forøgedes Klostrenes Antal og Indflydelse i høi Grad ved Tiggermunkene, Dominikanerne og Franciskanerne. Det eneste Johannitterhospital i Norge er neppe ældre end fra sidste Halvdeel af 13de Aarhundrede. Endnu yngre er Birgittinernes Orden samt Antonsmunkenes Bosættelse i Norge. De sidste eiede maaske ikke noget Kloster her før i Begyndelsen af det 16de Aarhundrede.

Vi skulle da gaa over til at omtale hver enkelt Orden for sig.

1. Þáttr af Tóka Tókasonar i Fornm. Sög. V. 303. Om Primsigning (prima signatio) og dens reent jordiske Øiemed kan og sees Fornm. Sög. I. 139. 142. Eigils Saga c. 50, Þáttr af Norna-Gest i Fornald. Sög. I. 314. 339. o. fl. St. Jfr. iøvrigt udførligere om Christendommens første Opkomst blandt Nordmændene Munchs Norske Folks Historie. {{antikva|I. ii}. 268–283.
2. Olaf Herr Saga, i Kbhn. Udg. Cap. 188. Heimskr. Cap. 212. Det fortælles om Olaf Tryggvessøn, at han aldrig havde ofret til Guderne, Fornm. Sög. I. 133, og dog medgik der mange Aar, efterat han havde gjort Bekjendtskab med Thangbrand og andre Biskopper og christne Fyrster, før han lod sig døbe af en Abbed paa Syllingerne (Scilly-Øerne ved Cornwall).
3. Pontoppidans Annaler I. 18.
4. Jfr. herom Munchs Norske Folks Historie I. II. 272 ff. og hans Afhandling i Norsk Tidsskrift IV. 101 ff.
5. Adamus Bremens. Hist. eccl. ed. Lindenbrog. III. Cap. 18–19. (Lappenbergs Udg. ved Pertz. Hannover 1846. 8. Cap. 16.)
6. Heimskr. Haak. God. S. Cap. 19.
7. Odd Munks Saga om Olaf Tryggv. Cap. 23.
8. Planck Geschichte I. 402–406. Om orientalske Klosterregler. ibld. 407. Anm.
9. En Biskop Sigurd i Norge – maaskee den berømte Sveriges Apostel af dette Navn – havde forud været Munk i Gloster i England (Script. III. 249) og en Drogo omtales som monachus Bergensis i det 11te Aarhundrede, og skal have skrevet en Bog de miraculis St. Winnari. (Barthol. Annaler).
10. Ordertk Vitalis; jfr. Munchs Norske Folks Hist II. 624.