De norske Klostres Historie i Middelalderen/Indledning

Legg til lenke
Fra Wikikilden
Første Hovedafdeling.
Indledning. Munkeordener i Norge.
Det norske Klostervæsen i Almindelighed.
Indledning.

I den katholske Kirke dannede de saakaldte Religiøse (religiosi) en egen Stand. Under dette Navn forstaar man Personer af begge Kjøn, som af from Iver have for Livstid underkastet sig visse Forpligtelser, hvortil den Christne som saadan ellers ikke er bunden. Sluttede disse Religiøse sig sammen i et fælles Huus under fælles Overhoved, og levede der efter bestemte Forskrifter, kaldtes de Munke (monachi eller coenobitæ) og Nonner (nonnæ, monachæ, moniales), og deres Vaaning kaldtes Kloster (claustrum), Indelukke, paa Grund af Pligten stedse at forblive der, coenobium eller conventus, paa Grund af Fællesskabet indbyrdes, eller monasterium, paa Grund af Afsondringen fra den ydre Verden. De Religiøse, der levede efter den samme Forskrift eller Regel (regula), regnedes til samme Orden (religio, eller alm. ordo monasticus), og den, der havde givet den oprindelige Regel, var Ordensstifter. Religiøse, der aldeles havde skilt sig fra Menneskene, kaldtes, efterat Munkene vare blevne Coenobiter, Eneboere eller Eremiter (anachoretæ).

Disse almindelig kjendte Benævnelser kunne passende opstilles som Udgangspunkt for en Klosterhistories Begrændsning De Geistlige (clerici) eller læge Folk (laici), der havde underkastet lig hine omtalte særegne Forpligtelser, maa ifølge det Ovenanførte henregnes til Klosterfolk; alle øvrige derimod udelukkedes derfra, om de end forøvrigt maatte findes at have levet i et Slags verdsligt Fællesskab, det saakaldte communis mensa, eller deslige. Hine Forpligtelser, de saakaldte Klosterløfter, vare i Almindelighed tre: ubetinget Lydighed (obedientia) mod Foresatte, Kyskhed (castitas, ogsaa conversio morum), og Armod (paupertas); men man skjelnede i senere Tider imellem det fuldstændige Munkeløfte, der indbefattede de tre nævnte Forpligtelsen og et simplere Løfte, der kun gik ud paa Sædernes Forbedring. Da de to første Løfter ere almindelige og gjælde langt Flere end Munkene, bliver Armoden det Kjendemærke, hvorpaa man nærmest skulde kunne kjende en Munk fra en anden Geistlig eller Verdslig, men ei heller dette bliver afgjørende, da der gaves Ordener, hvori Løftet om Armod ei udtrykkelig affordredes. Man bliver saaledes staaende ved en fjerde Forpligtelse, Clausuren. (clausura, stabilitas loci), ifølge hvilken den Religiøse skulde holde sig inden Klostrets Mure, undtagen naar han af sine Foresatte formelig havde erholdt Tilladelse til at gaa ud. Denne Clausur betragtedes imidlertid ikke som noget særskilt Klosterløfte, men fulgte ligefrem af Lydighedspligten under Ordensregelen, der fastsatte Betingelserne for Frihed til at forlade Klosterboligen. Men nu var Clausurens Strenghed høist forskjellig i de forskjellige Ordener: Franciskanere, Dominikanere, visse Augustinere og Cistercienserne flakkede meget omkring; for de to førstnævnte var Omstreifen paa Tiggeri endog Pligt, medens Birgittinerne kun i enkelte, i Regelen nøie bestemte Tilfælde maatte forlade Klosteret. – Det er saaledes ikke let at angive, hvor Grændsen for en Klosterhistorie fra denne Side betragtet rigtig bør sættes; den maa blive forskjellig efter de forskjellige Ordensregler For Birgittinerne, Augustinerne og Benediktinerne bliver vel Clausuren det betegnende Skjelnemærke, for Tiggermunkene, Cistercienserne og Præmonstratenserne Armoden. Denne sidste Forpligtelse var personlig; den udelukkede i Almindelighed, især i sildigere Tider, ikke Munkene i et Kloster som Korporation fra at besidde Eiendom, rørligt og urørligt Gods; men negtede dets enkelte Medlemmer Ret til al eie Noget eller raade over sit Gods. Klosterbeboeren skulde i saa Henseende betragtes som borgerlig død, og hvad der ved Arv eller paa anden Maade maatte tilfalde ham, kunde ei komme ham selv, men ene hans Slægt eller Kloster tilgode. At forresten den katholske Kirke opstillede forskjellige Grader af Klosterarmod, og ved sildigere saakaldte Indulgenser for de forskjellige Ordener modificerede den oprindelige Strenghed i en saadan Grad, at selve Tiggerklostrene tillagde sig umaadelige Rigdomme og Tiggermunkene ansaa sig berettigede til at eie privat Formue, vil senere blive oplyst. Her er det nok at paapege, at Armod i Pavehoffets rummelige Forstand var en stadig Betingelse for Munkevæsenet.

Skjønt saaledes hverken den ene eller den anden Særegenhed ved Munkene sætter os istand til nu med Sikkerhed at skjelne imellem dem og de mange beslægtede.Korporationer, som samtidigt og ofte i nær Berørelse med dem udviklede sig her som i andre katholske Lande, er det dog nødvendigt, at en om endog noget vilkaarlig Begrændsning fastsættes, da man ellers vilde faa en Kirke- istedetfor en Kloster-Historie. Det er muligt, at den her lagte Plan i Et kan være for vidløftig i Andet for indskrænket, eller at den i det Hele ikke vil tilfredsstille den strenge Systematiker. Den er udgaaet fra de uvisse Resultater, hvortil Kildernes omhyggelige Benyttelse, i den Tilstand de ere, har ført Forsatteren, og dette faar være hans Undskyldning.

At den lavere Sekulargeistlighed, nemlig Sogneprester, Vicarier og Kapellaner, først og fremst udelukkes, følger af sig selv, da denne Stand den hele Tid stod i Modsætning til Munkene, og havde en fra dem ganske forskjellig Organisation og Interesse Og dog stode enkelte Munkeordener, især Tiggermunkene, den lavere Geistlighed saa nær, tilreve sig efterhaanden dennes Funktioner og Indtægter i en saa fuldkommen Grad, at det kun bliver den lidet overholdte Klosterregel og Brodernavnet paa den ene Side, samt den til et enkelt Sognekald indskrænkede Virksomhed og Afhængigheden af sekulære Foresatte paa den anden, der danner den mere nominelle end reelle Forskjel imellem dem. Vanskeligere bliver det at bestemme, om den høiere Sekulargeistlighed, Kannikekollegierne eller de saakaldte Domkapitler ved Bispestolene høre til en Klosterhistorie eller ikke. Thi uagtet man hidtil ikke har fundet noget Vidnesbyrd for, at Medlemmerne af Domkapitlerne, de saakaldte Kanniker eller Chorsbrødre, nogensteds i Norge have været canonici regulares, førte de alligevel endog som seculares et Liv, der i mange Henseender lignede Munkenes. Man har endnu tilovers Formularer for den af Oslos og Bergens Kanniker ved deres Optagelse i Kapitlet aflagte Ed[1]. Den indeholder kun Løfter om Lydighed (obedientia) mod Biskop og Domkirke, Omhu for Kapitlets Vel. Enighed med sine Medbrødre og andre almindelige Løfter; men da Kyskhedsløftet her ei behøvede at fornyes, da enhver Geistlig var forpligtet til Coelibat, og da vi ovenfor have seet, at de to andre Munkeløfter, Clausur og Armod, ikke vare ubetinget gjældende for alle Ordener, saa lægger strengt taget hine Edsformularer ikke nogen afgjort Hindring i Veien forat indtage Domkapitlerne i Klosterhistorien, Noget som f. Ex. Daugaard for Danmarks Vedkommende har gjort. Efter almindelig Talebrug henregnedes imidlertid Domkapitlerne altid til den egentlige Geistlighed forskjellig fra Munkene, hvem de ved alle Leiligheder udtrykkelig modsættes, og i en Klosterhistorie i streng Forstand høre de saaledes ikke hjemme, ligesom de og, naar deres Historie skulde behandles med den nødvendige Udførlighed, vilde optage en i dette Arbeide uforholdsmæssig stor Plads.

Hospitalernes Udelulkelse eller Indlemmelse i Klosterhistorien maa være afhængig af ethvert enkelts særlige Indretning; thi den Omstændighed, at de da som nu vare geistlige Stiftelser med Prest, Kirke o. s. v., er ikke tilstrækkelig til at optage dem alle, naar de mangle Klostrenes Særkjende: Ordensregel og Clausur Vel gaves der Reglen Vedtægter, eller – som man nu vilde benævne dem – Reglementer eller Fundatser, for slige Indretningers Bestyrelse i det Hele, men disse ere baade i Ophav og Hensigt aldeles forskjellige fra Ordensregelen. At de Hospitaler, der vare stiftede af Munkeordener ifølge disses særlige Forpligtelse til at pleie Syge eller huse Pilegrime, saasom Johanitternes Huse og Helligaands-Ordenens Conventer, finde Plads i Klosterhistorien, følger af sig selv, da disse vare virkelige Klostre. Men Mangelen paa Forarbeider til Afgjørelse af, hvorledes de øvrige norske Hospitalers indre Indretning i Virkeligheden var, gjør det vanskeligt med Bestemthed at afgjøre, hvorvidt de høre hjemme her eller ikke. De norske Hospitaler vare deels Fattighuse (almósohús, hospitale pauperum), deels Sygehuse (sálohús, spital, hòspitale infirmorum, leprosorum o. s. v.). Til den første Klasse hørte f. Ex. Mariæ Hospital paa Ilevolden[2] i Throndhjem, Stammoder for det endnu tilværende Hospital der med Prest og Kirke. Allehelgens og St. Katharinæ Hospitaler i Bergen ligesaa. For disse sidste 2 Hospitaler, det ene for mandlige, det andet for kvindelige Lemmer, er endnu Fundatsen til[3], hvori bestemmes, at en Forstander (ráðsmaðr) skulde styre begge og aflægge aarligt Regnskab; Ingen maatte indtages i Hospitalerne i Provent d. e. for Betaling eller ved Indskud af en Kapital men Fattige havde Adgang til Optagelse for Livstid, og naar de døde, arvede Stiftelsen deres Efterladenskaber. Kongen og Biskoppen valgte Forstanderne. Sygehusene synes stundom at have staaet i Forbindelse med Fattighusene, at have gaaet over fra den ene Art til den anden, eller forenet begge. Saaledes kaldes det fornævnte St. Katharinæ Hospital i Bergen i Kong Magnus Lagabøters Testament[4] hospitale leprosorum (SpedalskHospital), medens det i den næsten samtidige Fundats for begge bergenske Hospitaler tydelig betegnes som en Fattiganstalt. Det ubestemte heri kan maaske forklares deraf, at Sygehusene for Spedalske da som nu nærmest vare Pleieanstalter; men da hiin Fundats Intet nævner om, at kun spedalske Kvinder skulde indtages i Katharinæ Hospital, og man ei kan antage, at man har blandet Friske med Spedalske, kan man ledes til den Formodning at det nævnte Hospital oprindelig har været en Pleieanstalt for Spedalske, under hvilket Navn den derfor forekommer i hiint Testament; men at St. Jørgens Hospital ved denne Tid er udseet til en saadan, og Katharinas derfor har undergaaet den i Fundatsen omtalte Reorganisation som Fattighuus. St. Jørgens Hospital har jeg imidlertid ikke fundet i Dokumenter ældre end 15de Aarhundrede. I Oslo forekommer ligeledes et hospitale leprosorum i Aaret 1301[5], men om det er St. Jørgens eller St. Laurentii Hospital sammesteds eller et andet ukjendt, ere vi ikke istand til at afgjøre. Vi maa blive staaende ved det ene Sikre, at der i Middelalderen gaves Stiftelser af begge Arter, og at Hospitaler i Betydning af Sygehuse i Regelen ikke tilkomme Plads i en Klosterhistorie[6]. Som Fattighuse havde de derimod i alle Fald stundom en mere klosterlig Indretning og Hensyn hertil vil saavidt muligt blive taget ved hvert enkelt i den specielle Historie. Et saadant almósohús var f. Ex. St. Peders Hospital i Stavanger, som Sagnet den hele Tid har gjort til et Kloster, men som endnu den Dag i Dag er Sygehuus for Stavanger Amt. Biskop Thorgils af Stavanger stiftede dette i 1270, for deri at indlægge fattige Mænd, som„bleve syge i Byen, at de der kunne oppebie Hilse eller Død, hellere end som før syge, saarede eller halvdøde at blive baarne Gaard imellem[7].

At Gilderne udelukkes af Klosterhistorien behøver formodentlig ingen Retfærdiggjørelse. Uagtet Medlemmerne af samme Gilde dannede ligesom Munkene et Broderskab (fraternitas), der havde sine egne Love, Gildeskraaerne, og skjønt Gilderne ofte vare indviede den samme Helgen som den nærliggende Kirke eller Kloster, var dog deres Maal aldeles jordisk og Klosterfolkets asketiske Contemplation modsat. Under Geistlighedens Overtilsyn forbandtes Gildebrødrene til en ofte kraftfuld Corporation, men Gilderne maa dog rettest betragtes som borgerlige Klubber, indrettede efter Tidsalderens Tarv og Anskuelser. Da man hidtil Intet veed om de norske Gilder har jeg troet at kunne forsvare, i Indledningen til hvert enkelt Stifts Klosterhistorie at nævne de hidtil bekjendte.

Endelig gaves der i Norge en for dette Rige særegen Art af Geistlige, de 14 kongelige Kapellers Foresatte. Denne Institution er rimeligviis udgaaet af Kongernes naturlige Ret til at ansætte Prester ved de Kapeller, de byggede paa deres Kongsgaarde. Idetmindste gjorde Kong Sverre udtrykkelig Paastand paa saadan Kaldsret, og man finder under hans Sønnesøn Kong Haakon den Gamle bestemte Spor af disse kongelige Kapellers Tilværelse[8]; men først Kong Haakon V Magnussøn fik pavelig Bekræftelse derpaa og ordentlige Statutter for dem og deres Forhold til Sekulargeistligheden[9]. Da 4 af disse Kapeller vare Kollegiatkirker, hvis Kanniker saaledes havde sit fælles Bord (communis mensa) og Fællesskab i enkelte andre Henseender, maa de med deres Foresatte Magister capellarum regalium, der tillige stedse var Provst ved Hovedkapellet. Apostelkirken i Bergen, dele Skjebne med Domkapitlerne, da man ikke finder noget Spor af, ligesaalidt som der er nogen Sandsynlighed for, at deres Geistlige have havt nogen kanonisk Regel. Deres Hensigt sees tydeligt at have været at styrke Kongedømmet mod Prestevældet, og et saadant Øiemed kunde umuligt forenes med Munkevæsenet, som man neppe saa ganske uden Grund for Middelalderens Vedkommende har kaldt Hierarkiets høire Arm.

Efter saaledes at have begrændset vor Materie med Hensyn til beslægtede Indretninger i Landet, bliver det ogsaa nødvendigt at afstikke en Grændse i geografisk Henseende. Norges Riges Omfang er nemlig ikke det samme nu som i Middelalderen; Meget er gaaet fra. Det udgjorde fordum følgende Bispedømmer under Nidaros Erkebiskops Metropolitanhøihed: 1. Nidaros. 2. Bergen. 3. Stavanger. 4. Oslo. 5. Hammer. 6. Skalholt og 7. Holar paa Island. 8. Færø. 9. Garde paa Grønland. 10. Orkenøerne og Hjaltland. 11. Syderøerne og Man. I Grunden burde saaledes alle disse 11 Stifters Klostre behandles her, men dette er ikke skeet. De tabte Bilande er udeladte og kun Moderlandets Klostre omhandlede. Tabet er dog neppe stort; thi Island har allerede en udførlig Klosterhistorie[10], Færø Stift havde intet Kloster, om Klostrene paa Grønland veed man saare lidet[11], og til de skotske Øers Klosterhistorie have vi her i Norden saagodtsom ingen Bidrag at yde. Det faar da blive Skotternes Sag at samle og ordne hvad der herom maaske kan være at finde. Derimod maa Norges Klosterhistorie udvides udenfor Moderlandets nuværende Grændser og omfatte de Landskaber, der i Klostertiden hørte under de 5 Bispedømmer. Vikens eller Bahuuslæns Klostre skulle altsaa her behandles, da de hørte til Oslo Stift, medens Jæmtelands vilde blevet udelukkede, om noget Kloster der havde existeret, da dette Landskab i geistlig Henseende hørte til Sverige.

Tilsidst maa bemærkes, at vi have anseet en antikvarisk Undersøgelse om de endnu tilværende Klosterlevninger for dette Arbeide uvedkommende, der gaar ud paa at beskrive Klostrene fra deres Opkomst til deres Undergang i Norge. Deres senere Skjebne som privat eller bortforlænet Gods[12] hører ligesaalidt hid, som Underretning om hvorledes deres Mure efterhaanden faldt i Gruus. De ere nøiere omtalte, naar et Klosters kanoniske Indretning eller selv dets Tilværelse kan oplyses af slige Levninger; ellers bliver kun henviist til Krafts Norges Beskrivelse, Klüwers Mindesmærker eller andre tilgængelige Kilder.

  1. ↑ Oslos Kannikers findes i Øysteins Register (den saakaldte røde Bog) fol. 97 b., Bergens i Björgvinar Kálfskinn p. 7.
  2. ↑ Dette synes ligesom de strax efter nævnte Hospitaler i Bergen at have været en dobbelt Stiftelse for Mænd og for Kvinder.
  3. ↑ Thorkelin Diplomatarium II. 63 ff. Diplomatarium Norvegicum II. No. 16.
  4. ↑ Thorkelin Dipl. II. 256 o. fl. St.
  5. ↑ Dipl. Arn. Magn. fasc. 30. No. 1.
  6. ↑ Wieselgren (De claustris Sviogothicis) gaar derimod for vidt, naar han endog (f. Ex. II. 53) udelukker Helligaands-Hospitalerne, da disse vare Klostre i egentligste Forstand.
  7. ↑ Ifølge Stiftelsesbrevet i Thork. Dipl. II. 58.
  8. ↑ Se mere herom Keysers Afhandling i Norsk Tidsskrift I. 21 ff. og Munchs Historie IV. (III. 1.) 265.
  9. ↑ Münter (Kirchengesch. v. Dänemark u. Norwegen. II. 134) antager, at disse Kongelig-Geistlige havde intet tilsvarende l den øvrige katholske Verden. Men i Frankrige maa dog efter Udtrykkene clercs de la chapelle du roi noget lignende have fundet Sted (jfr. du Cange under clericus). Mere forskjellige herfra vare maaske de 16 Prælaturer, som Kong Christiern I i 1474 fik pavelig Tilladelse til selv at besætte, 8 i Danmark og 8 i Sverige. (Helveg, de Danskes Domkapitler, Kbhvn. 1855. S. 51).
  10. ↑ I Finni Johannæi Historia ecclesiasticæ Islandiæ Tom. IV. Hafn. 1778 4to., en typografisk Sjeldenhed, da de fleste Exemplarer deraf ere brændte.
  11. ↑ Der var paa Grønland et Kloster for regulære Kanniker i Vatsdalen, og et Benediktinerinde-Kloster i Ravnsfjorden, begge viede St. Olaf. Ligesaa tales der i senere Tid om et Dominikaner-Kloster. Jfr. Grønlands historiske Mindesmærker III. 254. 540. 544. 564. Munch Norge i Middelalderen. 218.
  12. ↑ Dog har jeg i denne Udgave – uagtet vistnok Æmnet mindre vedkommende – troet at kunne anvende nogle Linier ved hvert af de større Klostre til en Fortegnelse over de Adelsmænd, som dermed efter Reformationen vare forlænede; thi Oplysning herom kan stundom være af Vigtighed, men er for de Fleste yderst besværlig at indhente.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=De_norske_Klostres_Historie_i_Middelalderen/Indledning&oldid=221786»