De norske Klostres Historie i Middelalderen/1/11

Christian C. A. Lange

De norske Klostres Historie i Middelalderen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (s. 69-78).

§ 11. Sagn om Klostre. Klosterhospitier og dermed beslægtede Stiftelser.

Paa mangfoldige Steder i Norge gives der Sagn om Klostre, til hvilke Historien slet Intet kjender, medens den tvertimod oftere oplyser, at ikke Klostre, men andre med dem beslægtede Indretninger have været der i Middelalderen. Man kan vistnok deraf slutte, at Klostrene i Folkets Øine have indtaget en saa overordnet Plads fremfor andre geistlige Stiftelser, at hine i Sagnet ligesom have opslugt disse. Forøvrigt have mange Omstændigheder bidraget til denne Sammenblanding. Lægmanden besad langtfra ikke den Indsigt i Munkevæsenet, som var nødvendig for tilbørlig at skjelne f. Ex. mellem et Kloster og en Kollegiatkirte, et Hospital eller et Hospitium: geistlige Mænd forestode dem alle; i dem alle holdtes Gudstjeneste; de lagde sig alle Eiendomme til, modtoge Skriftemaal, pleiede Syge, herbergede Reisende; Godgjørenhed mod dem bragte Syndsforladelse; kort – der vare for mange Punkter, hvori de for Almuens Blik ganske faldt sammen, til at nogen Skjelnen kunde finde Sted. Dette blev i senere Tid saameget vanskeligere, da Reformatorernes egennyttige Iver ødelagde Hospitierne, Hospitalerne og Kollegiatkirkerne tilligemed Klostrene, og Sagnet skar dem derfor alle over en Kam og kaldte dem Klostre. Selv den første protestantiske Geistlighed, der i Norge ikke stod paa noget synderlig høiere Dannelsestrin end den katholske Klerus, manglede denne Indsigt; de Almuen kjære og ofte nyttige Indretningers Tilintetgjørelse skulde retfærdiggjøres, og det nemmeste Middel hertil var at udgive dem alle for Klostre, disse papistiske Stiftelser, som paa Reformationstiden ikke kunde sættes i slet Lys nok^[1]. Nu efter 300 Aars Forløb at udskille Klostrene fra de dermed beslægtede Stiftelser er et saare misligt Arbeide, da Historien i det Hele saagodtsom ingen Hjælp dertil giver; men det maa altid være et Forsøg værdt, om muligt at bringe de norske Klostersagn ind paa Historiens Enemærker. Om end derfor det, som i det Følgende herom meddeles, ifølge Sagens Natur bliver usikkert og ufuldstændigt, er det i det Mindste at haabe, at det vil bidrage til en bestemtere Skjelnen mellem ensartede geistlige Institutioner i vort Land; nogen Samling af Klostersagn er det derimod ikke Hensigten her at meddele.

Det er for det Meste enten Stedsnavne eller Ruiner, eller begge Dele i Forening, hvortil Klostersagn støtte sig, og hvori de søge sin Hjemmel. Navne som Munkeby, Munkedam, Munkefjord, Munkerud, Munkehagen, Munkegaard, Abbediengen, Klostret, Klosterseter o. s. v. maa i og for sig henlede Tanken paa Klostre der i ældre Dage. Kommer nu hertil, at sammesteds kan paavises Levninger af en gammel, usædvanlig Bygning, Kjælderhvælving eller desl., saa er gjerne Klostersagnet færdigt. I denne Henseende er det ganske mærkeligt, at alle ældre murede Bygninger, om hvis Bestemmelse man iøvrigt Intet veed, af Almuen saagodtsom udelukkende tillægges Munkene, og det afgiver et Beviis for, at disse i deres Velmagtsdage have udmærket sig ved Byggelyst og Bygningskundighed, en Sandhed, som Historien bekræfter. Stedsnavnet alene maa iøvrigt ansees som den mindst paalidelige Hjemmel for et Klosters virkelige Tilværelse i sin Tid; thi ikke at tale om, at Navne, der begynde med „Munk“, lettelig kunne skrive sig fra de danske adelige Slægter af dette Navn, der i senere Tid vare bosatte i Norge, saa bevise saadanne Navne ikke andet, end at Stedet, som bærer dem, har tilhørt et Kloster, saaledes som f. Ex. Munkebu ved Oslo og Abbedi-Engen i Aker tilhørte Hovedøen, eller at det paa anden Maade har staaet i Forbindelse med Klostervæsenet. Disse Navne have altsaa sin Interesse, skjønt de i og for sig lidet eller intet bevise. Ruiner af ved Ælde eller Omfang mærkelige Bygninger, hvælvede Kjældere m. v. tjene i alle Fald til at vise, at noget Særeget her har været anlagt, da endog den rigeste Privatmand kun anvendte liden Bekostning paa sin Bolig, og sjelden byggede af andet end Træ; men naar man, som f. Ex. ved Teige, Spaanheim o. fl. St., har antaget, at Klostre have ligget der, blot fordi deslige Bygninger fra Oldtiden der findes, saa er dette et Spring i Beviset; thi Munkene vare ikke de Eneste, som byggede af Steen. – Stedsnavne og Ruiner i Forening afgive vel heller intet afgjørende Beviis for et Klosters Tilværelse, men gjøre dog Sagnet saa sandsynligt, at Klostret ikke uden bestemte Grunde kan udslettes. Det slemmeste er, at disse Klostersagn ofte ere meget unge, foranledigede af en eller anden Forsker, der var i Besiddelse af sin Samtids Tillid. Saaledes lægger Müller i sin Beskrivelse over Tønsberg paa Teige Gaard det bekjendte Olafskloster, uagtet han har været opmærksom paa, at Klostret ifølge samtidige Efterretninger laa inde i Byen, medens Teige ligger udenfor samme og i ældre Tider altid nævnes som Bispegaard. Maaske har Lokaliseren af Sagnet om Axel og Valborg oprindelig foranlediget denne Feiltagelse; thi Skjøn-Valborg skal i sin Barndom, siger Sagnet i Tønsberg, været i Skole i Klostret paa Teige, og i Mariæ Kirke i Tønsberg blev Klædet kløvet mellem hende og Axel Thordssøn. Ligeledes paaviser Klüver (Norske Mindesmærker S. 63) baade Sagn og Ruiner ved Gaarden Munkeby i Skogn, og antager med Bestemthed et Kloster der, en Mening som siden var almindelig i de Egne: og dog vil det paa sit Sted blive godtgjort, at man her kun har Levninger af en Sognekirke, der nedlagdes 1589. Men naar Sagnet lægger Klostre paa Steder, hvor hverken Navn eller Ruin minder derom, da har Formodningen og den ukritiske Gjetning ikke havt noget Støttepunkt, og Sagnet maa derfor ansees for gammelt og sandsynligviis ægte; men dette er kun Tilfældet med faa af dem.

Sagnet, som nu ikke altid kan skjelnes fra nyere Tiders løse Formodninger, nævner indtil 40 Klostre omkring i Landet, hvorom Historien aldeles tier. Denne Taushed kan ikke forklares alene af de skriftlige Kilders Ufuldstændighed; thi dertil ere disse igjen for mange og betydelige. Ei heller kan man antage, at Sagnet paa de fleste Steder skulde have forvexlet Klostre med derfra aldeles forskjellige Anlæg. Det maa altid have en Grund, om denne ogsaa kun er en Misforstaaelse. Disse i Historien ukjendte Klostre maa derfor for en stor Deel antages for geistlige Stiftelser eller Besiddelser, der i Lægmands Øine havde en eller anden Lighed med virkelige Klostre. Ved en saadan Forklaring vederfares Sagnet al den Ret, hvorpaa det efter sin Natur gjør Fordring. Vi antage med Dr. Wedel Simonsen^[2], at det hovedsagelig er Hospitier, Herberger og lignende Hvilesteder for Reisende, som senere ere blevne forvexlede med Klostre, og skulle nærmere anvende dette paa de norske Forhold.

Herberger for Reisende forekomme allerede tidlig i Norge, men ikke som Klosterstiftelser. Det sálohús, som Kong Eystein I i Begyndelsen af det 12te Aarhundrede anlagde paa Dovrefjeld for veifarende Mænd^[3], var et saadant Herberge; ligesaa sálustofvan paa Filefjeld (nu Maristuen), der nævnes først i 14de Aarhundrede^[4]. At slige Herberger have været gamle i Norge, sees deraf, at sálohús og Regler for Opholdet deri findes i den ældre Gulethingslov^[5]. Disse Huse vare verdslige Stiftelser, der have bestaaet lige til vore Tider, under Navn af Fjeldstuer, og fandtes kun paa de meest øde Steder, hvor der gik Hovedveie over de store Fjeldrygge. Men efterhaanden trængte man til flere af disse verdslige Herberger. Savnet blev afhjulpet af Kong Erik Magnussøn og hans Broder Hertug Haakon (1280–1299) og fremdeles af den sidste som Konge ved to Rettebøder om Vertshuse (tafernishús d. e. tabernæ)^[6]. I den ene befaler Kongen, at der langs Landeveiene i Norge skal paa hver hele eller halve Dagsreise oprettes Vertshuse, Veifarende til Nytte og Almuen, der boede ved Veien, til Forskaanelse. De skulle helst bygges paa Kongens Gaarde, medens dog ogsaa Biskopperne have lovet at hjælpe til af deres Gods. Manden i Huset tillades at udsælge Mad, Drikke og Hestefor $\scriptstyle {\frac {1}{3}}$ dyrere end gangbar Priis, fritages for Leding og andre Byrder, og tages i Kongens Værn; Straf fastsættes for den, der drager af Huus uden at betale. Af den anden Rettebod seer man, at Kong Eriks Besaling om slige Huse havde mødt Uvillie baade hos Almuen og Sysselmændene, der hidtil havde været vante til at tage sig frit Herberge hvor de lystede. Men fra denne Tid maa Indretningen være kommen i fuld Stand; thi senere omtales flere slige Vertshuse alene mellem Bergen og Karmsund, og langs Norges sydlige Kyst var deres Antal efter Reformationen saa stort, at Kong Christian IV fandt det nødvendigt at afskaffe flere af dem^[7]. Lignende Herberger finder man indrettede i Jæmteland paa Upsals Erkebiskops Bekostning^[8], under hvem Landskabet laa i geistlig Henseende.

Skjønt det mindre vedkommer Sagen i det Enkelte at forfølge den her givne Oplysning, kan det dog maaske være interessant at paavise, hvorledes endnu Gaardsnavne over hele Riget udentvivl have bevaret Mindet om denne Herbergsindretning i Norge. I Thelemarken paa 11 forskjellige Steder, samt i Nore Sogn i Numedal og i Valle i Setersdal træffer man Gaardsnavnet Svalestue, der tydelig henpeger paa en saadan Anvendelse før; enkelte af dem ere endnu Gjæstgiverier. Dette Navn forekommer ellers ikke nu andensteds i Norge, men forskjellige Ændringer deraf, saasom Svalestad, Svalheim, Svalingen o. fl. Ganske svarende til det gamle sálohús er Gaardnavnet Salhuus; saa heder en bekvemt liggende Gaard i Bygland (Ose Thinglag No. 40) og et søgt Hvilested i Hammer Sogn nogle Mile N. for Bergen, ligesaa Gaarde i Orkedalen (No. 201), der tilhørte Domkirken i Nidaros, i Stjørdalen (No. 107) tæt ved Kirken, og ved Brønø Prestegaard paa Helgeland. Ligesaa nævnes Saalhuus-Parten i Erkebiskoppens Avlsgaard Faanes i Frosten og i Skatvolds Sogn i Stjørdalen eiede han hele det gamle Herresæde Fljodar „med alt Saalhuus“. En Gaard Fjetlid i Opdal, der nu ei findes i Matrikulen, tilhørte Nidaros Domkirke og „er der salustofva frelse fore“ d. e. Gaarden har Saalestue-Rettighed; ligesaa eiede Domkirken Gaarden Buder (Buan) paa Soknedals-Skoven ved Veiskjellet i Rennebo „og var der saluatofva“^[9]. Gaarden Suulstuen (No. 231 og 232) i Verdalen er vel en nyere Form af sálostofa, og den bekjendte Suletind paa Filefjeld faar da sin Betydning af Beliggenheden ved Fjeldstuen. Den ovenfor nævnte Form sæluhús synes at gaa igjen i de saa hyppigt forekommende Gaardnavne Selberg, Sellid, Selnes, Seljeseter, Seljestødl, Seljebakke o. s. v., hvor Tanken ei som f. Ex. ved Sælvaag, Sælhorn o. s. v. kan henledes paa Sælfangst. Saaledes har vel og Selø i Nordfjord, hvorpaa Klostret stod, sit Navn af dets passende Beliggenhed for Fartøier, der her oppebiede gunstig Vind forbi Statland. Ved det her Anførte bestyrkes Tilværelsen af sálustofvor i Betydning af offentlige Herberger.

Omsorgen for Veifarende i Middelalderen overtoges altsaa i de ældste Tider af Kongerne, men deeltes siden mellem dem og Geistligheden. Et Herberge kaldtes paa Norsk tafernishús, sálustofva eller salhús, paa Latin taberna, hospitium eller hospitale, hvoraf dannedes det norske Navn spital, der forresten betyder et Sygehuus. Men ogsaa Klostrene vare forpligtede til at forsørge syge og fattige Reisende, og efterhaanden, som Reiserne og Pilegrimsfartene tiltoge, blev Gjæstfrihedspligten besværlig. Man kan derfor ei tvivle paa, at Munkene her i Landet som andensteds have søgt at forene Klostrets Ro med denne Pligt, ved i Nærheden af Klostret at anlægge et hospitium, hvor Reisende paa Klostrets Bekostning fik fornøden Pleie. Af denne Art maa de Hospitier have været, som man finder anlagte saa nær Byerne, at de ei kunne have været Herberger eller sálustofvor i verdslig Forstand, men dog saa langt derfra, at de ei heller kunne antages for Byens Sygehuse; saaledes f. Ex. Hofvin Hospital i Aker og Hospitalet udenfor Tønsberg. Hvad her er sagt om Klostrene, gjælder ligeledes om Biskopperne og Domkapitlerne, der paa lignende Maade underholdt Hospitier paa passende Steder. Disse velgjørende Stiftelser af geistlig Oprindelse gik naturligviis til Grunde ved Reformationen, da deres Underholdsmænd mistede sin Værdighed og Indtægt, og heraf forklares ligefrem at de bagefter fik Navn af Klostre, enten saa Biskop eller Kloster i sin Tid havde vedligeholdt dem^[10].

Skulde man nu, efterat geistlige Hospitiers Tilværelse maa ansees afgjort, bestemme, hvor i Norge de maa have været meest fornødne og følgelig nærmest kunde søges, da er det klart, at deres Savn maa være først følt og altsaa tidligst afhjulpet i det Strøg der førte tvers igjennem Landet til St. Olafs idelige besøgte Helligdom i Nidaros. At man alene skulde benyttet Bondens Gjæstfrihed, er saa meget mindre sandsynligt, som dette vilde stride mod Geistlighedens Interesse, der helst ønskede i Et og Alt at tage sig af Pilegrimene, og det er derfor høist rimeligt, at geistlige Herberger meget tidlig ere anlagte paa denne Vei. Ei heller kan det vække Forundring, at Sagaerne, der saa ofte omtale Reiser over Land fra Viken til Throndhjem, aldrig nævne slige Herberger; thi det er Kongernes eller andre Høvdingers Tog, som Sagaerne tale om, og disse havde den hele Vei Kongsgaardene til Hvilepunkter, hvor Kongens Aarmand eller Sysselmand var forpligtet til at sørge for det Fornødne. – Men ikke alene tvers igjennem Landet til Nidaros vare Pilegrimsreiser hyppige; ogsaa til St. Svituns Skrin i Stavanger, til Sunnives i Bergen, til Seljemændene o. s. v. skede Valfarter, ligesom i det Hele Søreiser langs Kysten vare meget almindelige. Ogsaa paa denne Led maatte derfor Trangen til Herberget snart opstaa, og følgelig Spor deraf være at paavise. Og herved fremkommer det sidste Sandsynlighedsbeviis for, at de i Kilderne ikke omtalte, men af Sagnet paaviste saakaldte Klostre have for en stor Deel været Hospitier eller dermed beslægtede geistlige Indretninger; thi paa faa Undtagelser nær, ved hvilke tillige netop den rimeligste Tvivl mod deres Klosternavn kan reises, ligge disse saakaldte Klostre midt i den alfare Vei mellem Konghelle og Nidaros, eller spredte langs Kysten mellem dette Sted og Oslo.

Begynder man søndenfra ved Konghelle, træffer man først det saakaldte Skjærs Kloster ved Sked Kirke i Bahuuslen, et Par Mile fra Svinesund. Midt i den alfare Vei igjennem Viken laa det bekvemt som Hospits. Herefter følger Rakkestad Kloster eller Hospital ved Rakkestad Kirke, Lekum, Slitu og Thorkildsrud i det flade Edsberg, hvor flere Veie gaa nordover, samt Langseter Hospital nordligst i Thrygstad, Alt østenfor Glommen; Borge i Raade og Helene i Spydberg, Vest for samme. Saa mange i een Kreds vække imidlertid Formodning om, at ikke alle have været Klostre eller Hospitier, men Udsondringen hører til den specielle Historie. Det nordligste af de her nævnte Steder ligger en Dagsreise fra Oslo, paa hvis østlige Udkant, følgelig i de sydfra Kommendes Vei, to deslige Indretninger nævnes: Skodin (Skøien) og Hofvin Hospital. En kort Dagsvandring nordfor Oslo, opad Throndhjemsveien, træffe vi igjen 3: Asak i Skedsmo, Skea i Sørum og Nannestad i Sognet af samme Navn. Vestover landverts til Tønsberg har man 1 Miil fra Oslo Blakestad saakaldte Kloster i Asker, der nok i ældre Tid kan have været et Hospits, eftersom man endnu sidst i 16de Aarhundrede af Mangel paa Landevei helst tog til Søes fra Oslo til Asker. Ad Bergensveien støder man paa den mærkelige Steenbygning paa Grans Prestegaard, som en længe vedligeholdt Indskrift angiver for et Konventhuus, og hvis hele Indretning tyder paa et Hospitium. Veiene over Hadeland og Romerige forene sig atter ved Alfstad paa Thoten, hvor der beviislig var et „Spital“, hvorom Sagnet tier, ligesom et lignende paa Hofvin (Hovinsholm) paa Helgøen laa bekvemt for dem, der søverts toge opad Mjøsen. I Gudbrandsdalen støder man paa Grytting og Rolfstad Klostre i Fron, og endelig havde man paa beleilig i Børsesogn, nogle faa Mile Sydvest fra Nidaros, maaske det sidste Herberge for dem, der søgte til Olafs hellige Stad. Svenske Pilegrime kom almindelig over Jæmteland, hvor Upsala Erkebiskopper, som anført, underholdt et Hospits paa Rafunda-Skoven, og for dem laa Munkeby ved Levanger eller Alstahaugs Kloster i Skogn ret beleiligt. Sange Kysten nævner Sagnet Klostre paa følgende Steder: Tangen ved Arendal, Fodnebv i Mandalen, Liknes (eller Egeland) i Hvinesdal, Talgø i Ryfylke, Fane paa Søndhordland, Herrø, Giske og Borgund paa Søndmør, alle paa Kysten eller i dens umiddelbare Nærhed. I Molands Sogn i Øvre Thelemarken beretter Sagnet, at der skal have været et Kloster paa Gaarden Moghuus (Múkhús? Munkehuus). Da en Ridevei, endnu kaldet Bispeveien, fører over Seterdalens Fjelde fra Stavanger ned i Molands Sogn, hvorfra en anden Ridevei fører over Hardangerfjeldene til Bergen, er det ei usandsynligt, at Sagnet her har Ret, og at der paa Moghuus har været et Klosterhospits, hvortil man ad to Veie kunde søge. Paa Gaarden Erlands-Venstøb ved Skien lægger Sagnet ligeledes et Kloster, maaske et af Gimsø Nonner underholdt Hospits, og det kom da til at slutte sig til „Spitalen“ i Thiødling og Hospitalet ved Tønsberg. Udenfor Søleden eller de meest besøgte Landeveie faar man saaledes kun følgende af Sagnet omtalte Klostre tilbage: Hesthammerø i Ekern-Vandet, Klosterseter i Andebo, Opedal, Spaanheim og Vigør i Hardanger, Veø i Romsdalen, Throndenes i Nordlandene og Munkefjord i Finmarken. Men deels have disse beviislig ikke været Klostre eller Hospitier, deels er det her ikke Tale om at bringe dem alle ind under Hypothesen. Det maa i det Hele betragtes som en Tilfældighed, at senere Forskere (nærmest afdøde Sogneprest A. Mørch) just have givet de ovennævnte Steder Klosternavn; havde de kjendt f. Ex. Eysteins og Aslak Bolts Jordebøger, vilde uden Tvivl alle de deri anførte Spitaler og Saalhuus været medtagne; thi man bør neppe skjelne mellem disse Indretninger, uden for saa vidt som de vare af verdslig (kongelig) eller geistlig Oprindelse.

Det er forøvrigt ikke Meningen, at samtlige ovenfor nævnte saakaldte Klostre alle skulle have været Hospitier. Tvertimod er der al Grund til at antage, at mange af dem kun have været Bugaarde eller Avlsgaarde (grangiæ) under de ellers bekjendte Hovedklostre. Til denne Klasse kan blandt andre Klosterseter, Opedal, Spaanheim, Munkeliv o. fl. med temmelig Sikkerhed henregnes, skjønt de naturligviis ogsaa som saadanne tillige kunne have tjent som Hospitier. Andre have maaske staaet paa Overgangen mellem Hospitier og Sygehuse; saasom Rakkestad, Fane, Hospitalet paa Ilevolden; eller mellem Hospitier og Gilder, som Lekum og Herrø. Nogle, som Thenol og Helene, synes nærmest kun at have været Kapeller, tilhørende snart et Kloster, snart et Domkapittel, som der holdt en Munk eller Prest, hvis ensomme Bolig ved Kapellet let kunde efter Reformationen faa Navn af et Kloster, især hvis Valfarter paa Grund af hellige Kilder, virksomme Helgenbilleder eller desl. skede did. Endelig er der ei usandsynligt, at Throndenes Kirke eller Prestegaard er angivet for et Kloster, fordi Degnen i Throndhjem var Sogneprest her og lod dette da saare vidløftige Kald bestyre af flere Kapellaner. Havde disse deres fælles Bolig (commune) paa Throndenes, lader Sagnet sig simpelt forklare.

Alt hvad her er anført til Oplysning om Hospitier i Norge, maa iøvrigt betragtes mere som en Antydning af det Sandsynlige, end som en paalidelig Beretning om det Virkelige. Det maa ved hvert enkelt af dem senere komme under Overveielse, til hvilken Art af slige Stiftelser det sandsynligst bør henføres, og til mere end Sandsynlighed lader Sagen sig kun i enkelte Tilfælde bringe.

---

1. Reformationens Modstandere toge og til Gjenmæle mod denne Side af de danske Reformatorers ublue Egennytte. Se Povel Eliesens Undervisning om „Hvore krancke – – arme oc fattige Menniskir schule tracteris og besørgis“, Sechers Udgave I. 145–166; f. Ex. S. 154–155: „Da have nu Førster og store Herrer vældet sig til samme Hospitaler, og gjort deraf Forlæning til sine Tjenere, der dennem have tjent udi megen syndig Handel“ o. s. v.
2. Jfr. hans interessante Afhandling i Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed. III. 225–248 om et Kloster ved hans Hovedgaard Elvedgaard i Fyn.
3. Heimskringla, Sigurds, Eysteins og Olafs Saga Cap. 24.
4. Björgv. Kálfsk. 42. Den kaldes her sálustofva Helga Ivarssonar uppi á Borgund. Allerede Kraft (Norges Beskrivelse IV. 961) har gjort opmærksom paa det urigtige i, at den skulde være anlagt af og bære Navn efter Dronning Margreta. I Haakon Haakonss. Saga c. 112 omtales mikit sæluhús vid kirkjuna (Varianten har sælahús-stofa, sálustofva, hvilket viser, at forskjellige Benævnelser have været gængse) midt i Eidaskov i Vermeland.
5. Norges gamle Love I. 47. (Paus’s Oversættelse I. 112.)
6. Norges gamle Love III. No. 55 og 56. S. 136–138. Rettebøderne henføres af Udgiverne til 29de Mai 1303.
7. I sin Klage over de tydske Søstæders Plyndringer paa Norges Kyst før og under den Krig, der endte 1369, nævner Kong Haakon VI, at de havde brændt foruden Kongsgaarden Avaldsnes flere Gaarde omkring Karmsund, samt alle for fattige Reisende indrettede Huse mellem Bergen og Karmsund. (Sartorius Urspr. d. deutschen Hanse, ved Lappenberg II. 696). Kong Christian IV befalede 8de August 1607, at alle Kroer langs Kysten af Mandals og Nedenes Lene skulde ophæves, da de gave Anledning til Drukkenskab, Drab og anden Uorden, saa der kun skulde blive tilbage 2 i Flekkerø, 1 i Merdø, 1 i Vester-Risø, 2 i Øster-Risø og 1 i Grimstad. (Norske Registre III. 299.)
8. Saaledes tog Johannes archielectus til Upsal i 1290 (Dipl. Svecan. II. 89), Gyrd Bodakarl paa Rafundaskog i Jæmteland i Kirkens Værn og sin Beskyttelse, samt fritog ham for alle Afgifter mod at yde Gjæsthold (hospitalitatis causa) paa Skoven. 9de Marts 1303 skjænkede Erkebiskop Nikolaus af Upsal en Gaard til Thorer Gyrdssøn fri for al Afgift, for at han kunde sættes istand til at pleie trængende Reisende, og i et andet Brev af samme Dag bekræfter han sin Formands Erkebiskop Jakobs Oprettelse af et Herberge (hospitium) paa samme Skov, da Mangelen deraf var Reisende til Besvær, og ofte satte Fattiges Liv i Fare. (Dipl. Svec. II. 376. 377.) Dette var saaledes et formeligt Hospitium, og bærer ogsaa i det latinske Dokument dette Navn, medens samme Hospits paa Norsk kaldes sjælastofva og Manden i samme stofukarl. (Dipl. Svecan. IV. 302.) Med Klosterhospitier har det derimod Intet at gjøre, da Bonden fik Gaarden til Odel og Arv mod hiin Pligt at pleie Reisende.
9. Aslak Bolts Jordebog S. 28. 33. 49. 51. 55. 111–113.
10. Rigtigheden heraf bestyrkes fremdeles ved Biskop Øysteins Jordebog (Fol. 129. b), hvor Spitalen i Alfstad Sogn paa Thoten omtales som tilhørende Bergs Præbende ved Oslo Domkirke. Thoten laa i Hammers Biskopdømme, og det kunde ikke være nogen Grund for Oslos Prælater paa deres Bekostning at forsyne hiint Stift med et Fattig- eller Sygehuus (Hospital i nyere Betydning). „Spitalen“ paa Alfstad var følgelig uimodsigelig et geistligt Hospitium, anlagt for at sørge for Pilegrimenes Pleie mellem Nidaros og Oslo, et Foretagende, hvori Oslos Geistlige maatte være meest interesserede i et Strøg, der laa Sønden for Hammer. Saaledes bliver enhver Gaard i Landet af Navnet Spital os af Betydning. De ere ikke mange og nævnes derfor her alle, saavidt de findes i Matrikulen: Spitalen paa Mjorsskoven sydlig i Stange paa Hedemarken, hvor Vei gaar over til Odalen, og saaledes kommer i Forbindelse med Gaarden Spitalen i Vingers Sogn; Spitalen paa Rolfsøen i Onsø Sogn, Spitalen i Gleminge Sogn ved Frederikstad, Spitalen ved Krogstadkilen i Raade, Spitalen i Thjødling Sogn og Spedalen i Fjære Sogn ved Grimstad. Endelig mærkes Pladsen Huspital øverst i Setersdalen ved en Klevvei, som fører derfra til Moland i Øvre-Thelemarken.