De norske Klostres Historie i Middelalderen/2/1
I det Foregaaende ere de norske Klostre opførte under de Munkeordener, til hvilke de med Vished eller Sandsynlighed hørte og i den Tidsfølge, hvori de bosatte sig i Norge. Det er ligeledes bemærket, at de tiltoge i Antal og Anseelse fra Begyndelsen af 12te og gjennem hele 13de Aarhundrede, og at de til den store Mandedød og Unionen stege i Velmagt og Indflydelse. I disse Henseender synes derfor de norske Klostre at have staaet paa samme Fod som de danske og svenske; men i Antal stode de derimod betydeligt tilbage. Medens man nemlig anslaar de danske Klostres Antal til 150 og de svenske til 100, bliver Antallet i Norge, Domkapitler, Hospitaler og tvivlsomme Klostre medtagne, neppe over 50, og Danmark har følgelig havt ligesaamange som begge de andre Riger tilsammen. Aarsagen hertil ligger vel for en stor Deel i de klimatiske Forhold, der afskrækkede Munkene fra uden Nødvendighed at drage til Norge. Men de norske Klostres udelukkende Beliggenhed ved Kysten kan ikke heraf forklares. Alle vore Klosterstiftelser laa nemlig enten paa Øer eller paa det faste Land i Kystens umiddelbare Nærhed, og de eneste Forsøg man kjender paa at forplante Munkevæsenet til det Indre af Norge, nemlig Klostrene i Hammer, vise tydeligt nok, at de ikke have villet ret lykkes. Her kan Klimatet ikke bære Skylden; thi Egne som det søndenfjeldske Opland tilbøde Munkene langt større Behageligheder, end Bahuuslens Skjærgaard og de fleste nordenfjeldske Kyststrøg. Snarere kunde Grunden hertil søges i Oplandenes ringere Befolkning og lavere økonomiske Standpunkt i Middelalderen, førend Agerbrug og Skovdrift blev lønnende Næringsveie, da Indvaanerne næsten udelukkende levede af Fædriften; medens Kystboerne i de rige Fiskerier havde en stadig og indbringende Handelsvare, der satte dem i livlig Forbindelse med Udlandet.
Men uagtet Norge ikke var rigt paa Klostre, i det Indre næsten ganske manglede saadanne, og man derfor maa antage, at Nordmændene i Almindelighed ikke have viist samme Iver som andre Folkeslag for disse Indretninger, mangler Klostrenes Historie ikke heller i dette Land Vidnesbyrd om, at de der, hvor de fæstede Rod, nøde baade Yndest og Beskyttelse af Høie og Lave. Den høiere Kultur, som de første til Norge indflyttede Munke vare i Besiddelse af, maatte, paa samme Tid den hævede dem og deres Stiftelser i den almindelige Agtelse, snart tvinge dem endog mod deres Villie ind i Statslivets Forviklinger, og under de norske Borgerkrige (1130–1240) nævnes saaledes Munkene for første Gang i Statshistorien. Alene den Omstændighed, at et Kloster mere end noget andet indviet Sted ansaaes for et uforkrænkeligt Asyl gjorde dem vigtige under en Borgerkrig, og Partihøvdingerne søgte derfor at vinde dem for sig. De enkelte Klostres Historie vil afgive Beviser herpaa. Saaledes holdt Nidarholms Munke, der vare blevne berigede ved at optage Magnus den Blinde i Klostret, med Magnus Erlingssøn, og Munkeliv med Baglerne, medens Hovedøen var bleven vunden for Sverres Sag, hvorfor dets Munke bleve bandsatte paa et Generalkapittel i Citeaux Aar 1200. Erling Skakke støttede sig til Geistligheden, og befordrede derfor af politiske Grunde tillige Munkenes Sag. Disse mærkede saaledes, at der i disse urolige Tider var Gunst og Penge at tjene ved at kaste sig paa Politikken, og i 13de Aarhundrede blev derfor og deres Deeltagelse deri stedse almindeligere.
Under Sverres og Haakon Haakonssøns Regjering nævnes Klostrenes Forstandere som aktive Deeltagere i Statssager, idet Abbeder og Priorer i Egenskab af Rigets Prælater efter Indkaldelse vare tilstede saavel paa Mødet i Bergen 1190 som paa det store Rigsmøde sammesteds 1223; hvor Tvisten om Norges Krone blev afgjort til Kong Haakons Fordeel. Saavel Statskløgt som personlig Tilbøielighed synes at have bevæget denne ypperlige Fyrste til at fremdrage Munkene, og ved de to Tiggerordeners Ankomst og Udbredelse under hans Regjering tiltog de Klostergeistliges Indflydelse meget. Munke benyttedes ved Underhandlingerne mellem Skule og Kongen, mellem denne og Danmark; de deeltoge i Gesandtskaber til Spanien, England og Skotland og ved Haakons Kroning vare Rigets Abbeder og Priorer indbudne. Kongen selv stiftede paa egen Bekostning mange Klostre, og hans Medbeiler Hertug Skule vilde ei heller i denne Retning staa tilbage for ham, og levede paa en særdeles venskabelig Fod med de nordenfjeldske Klostre. Samtidig hermed bragte Kardinal Vilhelm som pavelig Legat Orden i det norske Kirkevæsen 1247, og det kan saaledes ei undre os, at Geistligheden allerede under Haakon og endmere under hans milde, eftergivende Søn Magnus Lagabøter udviklede en Magt, som tilsidst gjennem Konkordatet i Tønsberg 1277 truede med at knuse Kongens.
Kong Magnus arvede Faderens Yndest for Munkene, og Klosterstiftelserne forøgedes blandt andet med Værne Hospital, en Indretning, der synes at have sat Munkevæsenet i umiddelbar Forbindelse med Hirden. Abbeder og Munke benyttedes fremdeles i Statens Anliggender som Fredsunderhandlere og Gesandter, og i Hirdskraaen[1] tilstod han Rigets Abbeder selvskreven Stemme ved Kongevalg, en Ret de imidlertid sjelden eller aldrig synes at have benyttet. Han valgte sit Gravsted hos Minoritterne i Bergen, hvis Velgjører han i levende Live havde været. Sønnen Erik kom strax ved sin Tronbestigelse i aaben Kamp med Geistligheden, som endte med Biskoppernes Udjagelse og Ophævelsen af Konkordatet i Tønsberg. Derimod findes ligesaalidt Spor af nogen Konflikt mellem Kongen og Munkene som af hans særdeles Yndest for dem; men den Omstændighed, at de idet Mindste udvortes vedligeholdt Venskabet med Kongen, medens Sekulargeistligheden aabenbart kæmpede mod ham, maatte nødvendigt virke fordeelagtigt for dem i Almuens Øine, der elskede Kongen og stod paa dennes Parti mod Geistligheden.
Kong Haakon Magnussøn synes med Hensyn til Geistligheden at have gaaet en Middelvei mellem Faderen og Broderen. Skjønt han ikke indlod sig paa at gjengive Erkebiskoppen de ved Tønsberg-Konkordatet tilstaaede Rettigheder, ophævede han dog dennes upassende Afhængighed af Kronen som Kongens Jarl, og stræbte forresten som det synes ad en anden Vei, nemlig ved Stiftelsen af de 14 kongelige Kapeller, at danne sig en Modvægt mod den høiere Geistlighed, og skabe en kongelig-geistlig Stand, der i enhver Henseende bunden til Kongemagten forenede geistlig Erudition med verdslig Kløgt, og saaledes gjorde Kongen uafhængig af Geistlighedens Bistand i Statssager. Mod Klostrene viste Kong Haakon sig gavmild og gunstig; Minoritterklostret i Oslo er stiftet af ham. Men med hans Tidsalder synes Interessen for Klosterstiftelser at være ophørt. Intet nyt Kloster er yngre end Begyndelsen af 14de Aarhundrede, og fra denne Tid af synes Munkenes Virksomhed hovedsagelig at have indskrænket sig til at sikre sig, forøge og forbedre det allerede Erhvervede. Igjennem hele Magnus Erikssøns lange Regjering (1319–1355) spillede de norske Klostre ingen politisk Rolle, og vi lære dem kun at kjende af Testamenter, Skjøder, Mageskifter og Eiendomstrætter. Den store Mandedød (den sorte Død 1349–1350) kan sættes som Vendepunkt i Klostrenes Historie. Fra Midten af 14de Aarhundrede gik de øiensynlig tilbage i Søgning, Agtelse, Dannelse, Sædelighed og tildeels i Formue. Dog var ikke dette særeget for Norge: hele Europas Sædelighed og Religiøsitet befandt sig i en saagodtsom opløst Tilstand, hvorfra ingen pavelige Buller, ingen Kirkemøder eller enkeltstaaende Reformer, men alene Bogtrykkerkunsten, Videnskabelighedens Gjenoplivelse og Luthers Kæmpeaand kunde udfri den christne Kirke.
Sortedødens nærmeste Følge var, at Klostrene manglede Søgning, saa at endogsaa de rigeste ikke saa sig istand til at erstatte det ved Pesten lidte Tab. Naar man tænker sig en Landfarsot, som efter Sagnet bortrev hver tredie Mand i det hele Rige, kan man og let slutte, at de Efterlevende havde nok at gjøre med at arve og skifte, saa at Faa eller Ingen tænkte paa at gaa i Kloster. Senere lykkedes det dem ikke atter at hæve sig til den gamle Magt. Paa Unionens Tid havde Klostrene noget nær udspillet deres Rolle; de vedbleve at bestaa endnu i 150 Aar, fordi de havde erhvervet det Fornødne dertil, og det ikke endda faldt Nogen ind at angribe deres Tilværelse. Vel sørgede de med punktlig Nøiagtighed for, at enhver Konge ved sin Regjeringstiltrædelse formelig fornyede deres af foregaaende Konger givne Privilegier, ligesom i senere Tider en Paragraf om Klostrenes og deres Foresattes Rettigheder optoges i Haandfæstningerne; vel deeltoge enkelte Abbeder nu og da i Rigsmøderne, men deres Indflydelse i Statssager var forbi; Folket vedblev vel ogsaa nu som før i Testamenter at ihukomme Klostrene, men dette synes nærmest at have været en Følge af Skik og Brug, og hele Unionshistorien har ikke en eneste Klostermand at opvise, som ved Lærdom, Dygtighed eller christeligt Sind hævede sig over Mængden. Almuen kom derfor saagodtsom ene og alene gjennem de mange Pengeforhold, som opstod imellem dem, i Forbindelse med Abbederne og Munkene. De lærte dem mere at kjende som rige Godseiere, strenge Jorddrotter og privilegerede Herrer, end som Guds Tjenere, Folkets Forsvarere og den Fattiges Venner. De fleste Klostre havde ved denne Tid skrabet en Formue sammen, der satte deres Beboere istand til at føre et efter norske Forhold bekvemt Liv, uafhængigt af Verdens Dom og Verdens Gavmildhed.
Under saadanne Omstændigheder maatte den nye, saagodtsom indenlandske Birgittinerorden hendrage den Gudfrygtiges og Veldædiges Opmærksomhed paa sig. Endnu i Besiddelse af Nyhedens friske Duft, endnu ialfald tilsyneladende ubesmittet af den almindelige Fordærvelse, forekom den Alle som en Indretning, der opfyldte Hensigten og fortjente Understøttelse. Benediktinerne i Munkeliv maatte vige for den Orden, „til hvilken Folkets Hu stod“. Men meget snart opstod der Splid og Uorden ogsaa i disse Klostre; Kong Eriks personlige Kjærlighed for denne Orden holdt den vel endnu i Anseelse, men Christian l synes forgjeves at have stræbt at opretholde Tugten og ved den Folkets Gunst. Ingensteds synes Sæderne at have været ryggesløsere end i Bergen, hvor de tydske Kjøbmænds plumpe Uteerlighed og stive Trods mod geistlig og verdslig Myndighed ogsaa virkede fordærveligt paa Klostrene. Som Rigmænd og i udelukkende Besiddelse af den hele Handel gave disse Hanseater Tonen an, som Alle, der havde Liv og Eiendomme kjære, med eller mod deres Villie maatte følge.
Ved Reformationstiden maa Klostrene nærmest betragtes som Majorater eller Fideikommisser i en usædelig, til Arbeide udygtig og uvillig, samt ukyndig og grundfordærvet Klasses Hænder, der alene holdtes oppe af Vane og Overtro. De bleve derfor og, tildeels førend Reformationen lovlig indførtes, et let Bytte for den danske Adels Rovgjerrighed. Folket rørte hverken Haand eller Fod til deres Redning, og Biskopperne vare de Eneste i Riget, der bleve deres Forsvarere til det Sidste; men det var Kirkens Ret, disse paatalte. Klostrenes Fald var fortjent, og deres æreløse Fald kan regnes blandt de Erfaringsbeviser, Historien saa ofte giver paa, at offentlig og privat Sædelighed er det eneste sikre Værn for Nationer som for Stænder og Personer. Guld og Gods ere kun Vaaben i Fiendens Haand mod selve Besidderen, naar denne ikke hos sig selv har den moralske Reenhed og Kraft, hvoraf Kampens heldige Udfald er afhængig.
- ↑ Hirdskraaen. Kap. 3. Norges gamle Love II. 393.