De norske Klostres Historie i Middelalderen/1/10

Legg til lenke
Fra Wikikilden
◄  § 9.
§ 11.  ►
§ 10. Kanniker af St. Anton af Viennes Orden.

I 11te Aarhundrede anrettede en Sygdom, som man kaldte den hellige eller Helvedes Ild (ignis sacer, infernalis, gehennalis), ogsaa St. Antons Ild, megen Ødelæggelse, da den medførte Tabet af Livet eller i det Mindste af det angrebne Lem. Den fik det sidstnævnte Navn, fordi man troede, at den hellige Eneboer Antonius’s Been, som opbevaredes i Kirken i Vienne nærved Grenoble i Dauphiné, ene kunde helbrede Sygdommen. Da nu en Adelsmand ved Navn Gaston saa sin Søn angreben af denne Sygdom, gjorde han det Løfte til den hellige Antonius, at han med sin Søn og hele Formue vilde ofre sig for sine af denne Sygdom hjemsøgte Medmennesker, hvis Sønnen beholdt Livet. Ønsket opfyldtes, og i 1091 skred da Gaston ufortøvet til at indfri sit Løfte ved at anlægge et Hospital for Antonssyge i Vienne. Han samlede om sig et Lægbroderskab af Hospitaliter, og uden at nogen egentlig Regel foreskreves, bekræftede Urban II paa Kirkemødet i Clermont 1096 Ordenen, der bar sort Dragt og som Skjelnemærke fra andre Chorherrer et blaat Halvkors (T) paa venstre Bryst. Først 1218 gik disse Antonsbrødre over til at danne en Munkeorden, der aflagde Ordensløfterne, og i 1297 blev det store St. Antonshospital i Vienne omformet til Ordenens Hovedabbedi, under hvilket alle Brødre, der underlagdes St. Augustins Regel, skulde staa. Fra nu af bare de Navnet Antonianere eller St. Anton af Viennes regulære Kanniker, ordnede sig i det Hele i Lighed med Johannitterne, benævnede deres Formand Stormester, og udbredte sig over hele det katholske Europa. Comthurierne behandledes snart som indbringende Præbender, Sygepleien forsømtes og Forsøg paa Reformer havde det sædvanlige Udfald. Tilsidst sluttede Ordenen sig til Johannitterne, og deelte Skjebne med dem. De regnes i Almindelighed til Tiggermunkene, fordi Lægbrødrene idelig dreve om under Paaskud af at helbrede for Helvedes-Ilden. Midlet var fremdeles den hellige Antonius’s Been, hvoraf enhver Tiggermunk havde et Stykke med sig og afpressede Almuen store Gaver ved at true de uvillige med Sygdommen. Man tænkte derfor kort efter Reformationen paa at have Ordenen, „fordi Brødrene – ifølge Kardinalernes Erklæring – bedrage Bønder og Enfoldige og udbrede utrolig megen Overtro.“

I Norden blev denne Orden først kjendt i Aaret 1403, da en Broder Theodorik optraadte i Vadstena som Ordenens Nuntius til Danmark, Sverige og Norge, for at sælge Aflad og helbrede Sygdomme. Han lod sin Ankomst med stor Bram forkynde forud ved Opslag paa Kirkedørene, hvori han kundgjorde, at han medbragte St. Antons og mange andre Relikvier, uddeelte Aflad for en Mængde opregnede Synder, hvoriblandt brudte Eder, Helligbrøde, Mishandling af Forældre m. fl. Enhver, som blev berørt af Antons Helligdom blev fri for tre Slags „Pest“, nemlig ignis sacer, pludselig Død og faldende Syge. Dette, tilføiede han, er vel bekjendt og provet i alle Verdens Lande, undtagen i disse[1]. Vi see altsaa, at Ordenen her som andensteds optraadte som Overtroens djerveste Udbredere, og maa forøvrigt af hans Slutningsord antage, at Antonsmunke før denne Tid aldeles ikke have viist sig i Norden. Imidlertid forekommer en St. Antonii Kirke i Hammer allerede mod Slutningen af 13de Aarhundrede, ligesom det er vist, at der har været et St. Antonii Kloster sammesteds[2]. Det er derfor rimelige at Munke af denne Orden desuagtet længe før have havt et lidet Hospital i denne Biskopsstad, der laa midt i een alfare Pilegrimsvei imellem Viken og Nidaros; men om dettes Alder veed man ellers intet. Derimod er det vist, at Kongen og Rigsraadet omtrent ved Aar 1500 udjoge Cistercienserinderne af Nonneseter i Bergen, og lagde dets Gods til Munkeliv, hvorpaa Brødre af St. Antonii Orden, med Kong Hans’s og Rigsraadets Samtykke nogen Tid derefter toge den ødestaaende Klosterbygning i Besiddelse, og forbleve der indtil Hr. Vincents Lunge paa egen Haand begyndte at reformere i Bergen 1528, da han jog Antonsmunkene ud, fordi de bedreve et uskjelligt og løsagtigt Levnet, og indrettede Klostret til Bolig for sig selv under Navn af Lungegaarden[3]. Hvorfra disse Munke kom til Bergen, vides ikke; men det er ikke usandsynligt at antage, at det har været Munke fra Antonsklostret i Hammer, som have benyttet Leiligheden til at sætte sig fast i Bergens By, der aabnede en videre Mark for deres Virksomhed.

Førend vi forlade dette Afsnit, maa det endnu i Korthed undersøges, om det er sandsynligt, at andre end de nu nævnte Munkeordener have været bosatte i Norge. Om Helligaandsordenen og Tempelherrerne er ovenfor talt; ligesaa er det berørt, at der ei findes Spor til Klara Orden eller Franciskaner-Nonner i Norge. Der gives nemlig kun et eneste Kloster, hvorom her kunde være Tale, nemlig Reins Kloster i Stadsbygden ved Throndhjem; thi de øvrige Nonneklostre i Landet henhørte med Bestemthed til andre Ordener. Hiint stiftedes omtr. 1236 af Hertug Skule, og det er ovenfor anført blandt Augustinerne, fordi man seer, at Nidaros Erkebiskop har havt Ret til at visitere dette Kloster og til at oppebære Gjæsthold deraf[4]. Thi slig Ret var utvivlsom med Hensyn til Augustinerklostrene, men vilde været en Undtagelse, om Rein havde været beboet af Cistercienserinder eller Klarisser. Disse Sidste, der benævnedes saaledes efter Franciskus’s Samtidige, den hellige Klara, der med sin Søster Agnes stiftede en streng Nonneorden i den oftere omtalte St. Damians Kirke i Assisi, hvorefter den og kaldtes St. Damians Orden, underlagdes først Benedikts Regel, men indlemmedes allerede 1224 i Franciskanerordenen, og kom overalt i stor Anseelse. Klostrene af St. Klara Orden vare i Almindelighed rige Stiftelser og deres Foresatte bar Navn af Abbedisse. Da dette ligeledes var Tilfældet med Reins Kloster, kunde det ligesaa gjerne havde hørt til denne som til Augustiner-Ordenen, dersom Tiden rigtig vilde passe. Men da St. Klaras Ordens Regel først stadfæstedes 1246, skjønt Ordenen selv rigtignok var ældre, og det første Kloster i Danmark af denne Orden, nemlig det anseede St. Klara Kloster i Roeskilde, først stiftedes henimod Aarhundredets Midte[5], vilde det være for dristigt at antage Reins Kloster for saa meget ældre.

Ligesaa er det neppe rimeligt, at nogen af vore Augustiner-Klostre have hørt til Eremiter-Ordenen (ordo Eremitarum beati Augustini), som grundlagdes i Rom 1256 af Pave Alexander IV. Derimod er det vist, at enkelte Munke af denne Orden, der regnedes til Tiggermunkene, nu og da have opholdt sig her i Landet. Saaledes udstedte Biskop Olaf af Bergen (ved 1440) en Anbefaling for „Eremiter-Augustineren Broder Jon Wvbyrton, som med sin engelske Provindsials Samtykke i længere Tid havde opholdt sig i sin Ordensdragt i Bergen, der skikket sig vel og nu vilde valfarte til „Blodet i Wilznak“[6].

Til Karthauser og Karmelitter, der først i Katholicismens sidste Tider havde Klostre i Danmark og Sverige, have vi ikke fundet Spor i Norge, og de kunne saaledes her forbigaaes. Derimod er det rimeligt, at enkelte af disse Tiggermunke uden at have havt nogen fast Bolig her, nu da have, ligesom vi have oplyst om Antons-Munkene, drevet omkring i Riget, for at sælge Aflad, samle Penge o. s. v.; thi der omtales et Brev af Kong Christoffer, hvori han tager alle Sortebrødre og Graabrødre i de 3 Riger i sit Værn, og forbyder fremmede Tiggermunke, som ei have Klostre her, at tigge paa Land eller Strand[7].

Efter det saaledes Oplyste havde Norge i Middelalderen følgende sikre Klostre: Nidarholm, Selje, Munkeliv for Benediktinermunke; Gimsø, Nonneseter i Oslo og Bakke for Benediktinerinder; Helgeseter, Jonsklostret i Bergen, Halsnø, Kastelle og Utstein for Augustinere; Nidarholm for Clunyacensere; Lyse. Hovedø. Tuterø for Cisterciensere[8]; Nonneseter i Bergen for Cistereienserinder; Michaelskirken i Tønsberg, Olafsklostret sammesteds og Dragsmark for Præmonstratensere; Værne for Johannittere; Klostre i Nidaros, Bergen, Stavanger, Tunsberg, Oslo, Marstrand og Konghelle for Franciskanere; Klostre i Nidaros. Bergen, Oslo og Hammer for Dominikanere; Munkeliv og i nogle Aar Hovedøen i senere Tid for Birgittinere; og Nonneseter i Bergen ligesaa for Antonsmunke, hvilke rimeligviis ogsaa have eiet St. Antons Kloster i Hammer. Sikre Klostre af tvivlsom Orden ere Rein og Olafsklostret i Hammer. I det Hele altsaa 32 eller 33 sikre Klostre, hvortil komme næsten ligesaamange, der hidtil have været anseede for Klostre, og hvorom vi i næste § ville anstille nogle almindelige Undersøgelser, medens hvert enkelt af dem vil blive omtalt i Specialhistorien.

  1. ↑ Vadstena Brevbog fol. 92.
  2. ↑ Suhm, Danm. Hist. X. 1027. Thaarups Magazin II. 254.
  3. ↑ Saml. til norske Folks og Sp. Historie VI. 21. Dipl. Norv. II. No. 1036.
  4. ↑ Aslak Bolts Jordebog, udg. af P. A. Munch, S. 115.
  5. ↑ Daugaard De danske Klostre 174 ff.
  6. ↑ Dipl. Norv. I. No. 775. Landsbyen Wilznak i Mark-Brandenburg var et i lang Tid ogsaa her fra Norden søgt Valfartssted. Ved Blodet i W. forstodee 3 Hostier, hvilke vare fundne uforbrændte, men hver med en Blodplet, i Gruset efter Kirkens Brand 1383.
  7. ↑ Ifølge Registraturen af 1622 over Breve paa Agershuus. Brevet maa være af Christoffer af Bayern, uagtet Registraturen angiver, at det er udstedt i Transkript af 1301, hvilket rimeligviis er en Skrivfeil eller Læsefeil for 1501 eller den Tidspunkt, da Antonsmunkene fik fast Bolig i Bergen. Man vilde ei fundet det nødvendigt i Norge at bringe dette ældre Værnbrev i Erindring, hvis der ikke just da havde været Anvendelse derfor.
  8. ↑ Desuden nævner Manrique i Annales Cisterciensium II. 20 blandt de i 1145 stiftede Klostre Abbatia de Gradis eller Gradicensis in Norvegia, der skulde være en Datter af et samme Aar stiftet bøhmisk Kloster (abbatia Placencis). Manrique selv tinder det usandsynligt, at et Kloster i Bøhmen, samme Aar det selv anlagdes, skulde afgivet Stiftere til Norge, og hele Beretningen er uden Tvivl grundet paa en eller anden Misforstaaelse. Intet tyder paa, at Norge, især ved Midten af 12te Aarhundrede, har staaet i nogen Forbindelse med Bøhmen, der kunde foranlediget en saadan Stiftelse, og det maa ansees vist, at her ikke har været flere end 4 Klostre af Cistercienser-Ordenen. De tre Munkeklostre nævnes alle hos Manrique i Anledning af deres Stiftelse, men Nonneseter i Bergen findes der ikke, og paa dette Kloster maa man altsaa gjette, hvis Nogen forøvrigt vil tillægge Beretningen noget Værd. Men Nonneseter er uden al Tvivl stiftet fra England.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=De_norske_Klostres_Historie_i_Middelalderen/1/10&oldid=221875»