De kongelige Begravelser i Mariakirken i Oslo

Gustav Storm

De kongelige Begravelser i Mariakirken i Oslo

Historisk Tidsskrift, tredje Række, andet Bind, 1892 (s. 416-424).

I en tidligere Afhandling i dette Tidsskrift har jeg gjort opmærksom paa, at Mariakirkens Grundlægger, Kong Haakon V, blev begravet i denne Kirke, og at allerede før hans Hustrus Morfader, Fyrst Witzlav af Rügen († 1302) og utvivlsomt tillige hans Dronning Eufemia († 1312) var begravet i Kirken^[1]. For Dronningens Vedkommende burde jeg have nævnt, at hun i sit Testament gav ikke mindre end 100 Mark Sølv til Mariakirken, og at disse blev udbetalte af Kong Haakon i 1313; for denne Sum har Kannikerne aabenbart kjøbt en Eng Dælen^[2], thi Jordebogen fra 1542 siger om den, at den var givet til Kannikernes Kommune „for 300 Aar siden af Dronning Eufemia til evindelig Eiendom“. Kongens Hensigt har altsaa tydeligvis været, at det kongelige Kapel i Oslo skulde blive Familiegravsted for det norske Kongehus. Jeg tror, at denne Plan er bleven til Virkelighed, og skal her søge at bevise det; jeg vil da indtil videre springe over det følgende Kongepar (Magnus og Blanca) for at dvæle ved deres Søn, Haakon Magnussøn d. yngre eller, som han hyppigt af Historikerne kaldes, Haakon d. 6te († 1380).

Om Haakon d. 6tes Begravelsessted er ingen direkte historisk Efterretning bevaret. Munch siger derom (Unionsperioden II 117): „At han, især siden han døde i Oslo, blev begraven ved Mariakirken der i Byen, kan vel ansees for vist, uagtet intet udtrykkeligt haves derom og hans Testament, som han dog sikkert maa have efterladt, forlængst er tabt.“ Denne Munchs Udtalelse fulgtes oprindeligt af Hr. Antikvar Nicolaysen i „Norske Fornlevninger“ (S. 30); men i de nogle Aar senere Tillæg til samme Skrift (trykte 1866) kalder han den „kun en, neppe grundet Formodning“ og hævder, at ifølge Jon Martinssøns Testament maa Kong Haakon være begravet i Korskirken i Oslo; den samme Mening gjentager Nicolaysen, dog mindre bestemt, i dette Tidsskrift 1ste Række I S. 9: „da der formodentlig maa menes ham, naar hr. Jon Marteinssøn i sit testament af 1401 [ɔ: 1400] bestemmer, at hans hjelm og Skjold skulde ophænges i Korskirkens kor „der, som den unge kong Haakon hviles“. Mod denne Fortolkning kan der imidlertid gjøres vægtige Indvendinger, og jeg skal i det følgende søge at vise, at P. A. Munch dog har havt Ret. Munch gjorde til støtte for sin Formodning, at Kongen blev begravet i Mariakirken i Oslo, opmærksom paa, at Haakon ialfald ikke kunde være begravet i Kathedralkirken i Oslo, som man ellers kunde være fristet til at gjætte paa, thi „i Fortegnelsen over dennes Jordegods [i den røde Bog fra Aar 1396] nævnes ikke et Ord om, at Kong Haakon har givet noget dertil for Leiested“. Men den samme Grund gjælder ogsaa for Korskirken, hvis Ejendomme i samme Aar 1396 den røde Bog ligeledes opregner; hvis Kong Haakon var begravet i denne Kirke, maatte han have testamenteret Gods dertil, saaledes som endog mindre fremragende Personer vitterlig har gjort mellem 1380 og 1396^[3]. Munch vilde vistnok med ligesaa stor Sikkerhed have hævdet, at heller ikke i denne Kirke, som desuden var en af de mindste Kirker i Oslo, kunde Kongen tænkes at være begravet.

Jon Martinssøns Testament, som Hr. Nicolaysen har benyttet som Bevis for sin Mening, er desværre kun bevaret i en meget slet Afskrift eller Oversættelse ved den jydske Bonde Peder Dyrskjøtt († 1707) og er efter denne trykt hos Pontoppidan (Ann. Eccles. II. 492–95). Det originale Testament var udstedt paa Sudreim (Sørum paa Romerike) 14 Juli 1400, men Dyrskjøtt har benyttet en bekræftet Afskrift fra 8 Juli 1401, hvis norske eller halv-svenske Sprog han har havt meget vanskeligt for at forstaa; han har da ogsaa begaaet de besynderligste Feiltagelser, f. Ex. „Nonneklostret“ i Oslo er bleven til „Stumme-klostret“. Jon Martinssøn stod, da han gjorde sit Testament, i Begreb med at foretage en Pilgrimsreise „til Rom eller længere, om Gud vil“, og forordner derfor, hvad der skal ske, om han dør enten paa Reisen eller i sit Hjem. Mærkes kan bl. a., at han bestemmer, at Tredjedelen af alt hans i Romerike, Hedemarken, Follo og Solør erhvervede Gods skal deles mellem geistlige Stiftelser, nemlig 3 i Oslo – Halvardskirken, Mariakirken og Nonneklostret – og desuden hans Sognekirke i Sudreim (hans med Hustruen arvede Gaard). Disse 4 Kirker sees at have havt hans Hovedinteresse, thi de forekommer sammen ogsaa i Sluten af hans Testamente, hvor der nemlig bestemmes om Gaver efter hans Død. Denne Del lyder efter Peder Dyrskjøtts Afskrift (jeg har benyttet en Collationering af Hr. Huitfeldt-Kaas) saaledes:

„Item om Gud vil jeg skal døe bort inden dette, da vill jeg med min Hustrus Raad lade mig legge i Oslo,

først i St. Halvars Kircke med 2 lødige Marck, og lade indride med mit stakkede Harnisk og en Hengst, skulle mine Arvinger løse den Hest og Harnisk med 40 Marck om de ville, skal halfparten høre kircken til, til sin Bygning, og halfparten til Klerckene. Her til giver jeg til fattige folck en half lødig Marck.

Item i For: Closteret med to ledige Marck og en half, som er given til fattig folck der, og ride derind med en hest, og min „thrafenas kierf“ og den beredskab der tilhører, vil mine Arvinger det løse da skulle de løse det med 30 Marck.

Item til Kaarskircken en lødig Marck og en half som er given til fattige folck der.

Item i St. Olufs Kloster 2 lødige Marck, fordi jeg er deris Broder, og en half lødig Marck som er given i Guds nafn til fattige folck der.

Item til Graa Brødre 2 lødige Marck og en half som er given til fattige folck hvis Broder jeg er.

Item i Clementz Kircke med en lødig Marck og en half, som til Guds Ære er given til fattige folck.

Item til vor Frue Kireke, hvorj jeg haver tenckt at begraves, om Gud vil at jeg kommer igien, 2 lødige Marck og en half, given til fattige folck, og at ride med min Hengst og mit aarlog Harnisk og al Beredskab som dertil hører. Kircken skal eye halfparteng til sin Bygning, Klerckene^[4] [halfparten]. Ville mine Arvinger løse dend hest og harnisk, skulle de det løse for 40 Marck. Vill jeg at min Skiold og Helm skal ophenges i hellig Kaarses kircke chor, der som den unge Kong Haagen hviles.

Item til Sudrim min Sognekircke en lødig Marck. Disse pænge skal de lade mig (!) hos Sognekircken som før er om meldt.“

Jeg har i Gjengivelsen for Tydeligheds Skyld ladet en ny Linje begynde med hvert „item“ og spærret Kirkernes Navne. Man vil strax blive opmærksom paa, at „ride der ind med“ og det kortere „ride med“, som forekommer hver Gang der er Tale om Hest, Harnisk og Redskab, som kan udløses med kontante Penge, ikke kan være andet end en Misforstaaelse af reida ut, udrede; Dyrskjøtt har aabenbart troet – og er deri mærkelig nok fulgt af Munthe^[5] og Lange^[6] –, at Liget skal føres rundt i Kirkerne og „indrides med Harnisk, Hest (!) og Redskab“. De Kirker i Oslo, som betænkes med Gaver, er Kathedralkirken (St. Halvard), Frueklostret (ɔ: Nonnesæter, som var et Mariakloster), Korskirken, St. Olafskloster (ɔ: Dominikanerklostret), Graabrødre (ɔ: Minoriterklostret), Klemenskirken og vor Frue Kirke (ɔ: Mariakirken). De største Gaver gaar til St. Halvardskirken og Mariakirken (hver 42½ Mark) samt til Nonnesæter (32½ Mark); de to Tiggerklostre faar hver kun 2½ Mark og de to Sognekirker (Korskirken og Klemenskirken) endog kun 1½ Mark hver. Dette stemmer med hvad der ovenfor er nævnt, at Hr. Jon har blandt Oslokirkerne fornemmelig doteret de tre, Kathedralkirken, Mariakirken og Nonneklostret, og i den Forbindelse ikke engang nævnt de mindre Sognekirker. Mariakirken har endog faaet et Fortrin for Klostret og er kommet paa samme Plads som Stiftets Kathedralkirke, naturligvis fordi Hr. Jon vilde begraves i den. Men at han isaafald skulde have ladet sit Skjold og Hjelm hænge i en anden og ringere Kirke, synes mig temmelig lidet rimeligt. Skjoldet bar jo dog en Ridders Vaabenmærke, og det var Kjendetegnet – om man vil Navnepladen – over Graven, og jeg har aldrig seet, at dette blev ophængt i én Kirke, medens Graven befandt sig i en anden. Det underlige Udtryk „hellig Kaarses kircke chor“ maa altsaa aabenbart betegne den Del af Mariakirken, hvor Graven befandt sig^[7].

Nu finder jeg blandt Altrene i Mariakirken et Alter, som hed „Helga kross altare undir korit“. Det var indviet før 1380 og havde allerede dengang sin særskilte Præst og Præbende; thi af Dipl. Norv. II No. 734 fremgaar, at i Kong Haakons Dage har Kanniken Hr. Thjodolf i længere Tid indehavt Korsalteret, og at efter hans Død Kong Haakon har „presenteret“ til hans Eftermand ved Korsalteret Kanniken Aste Gunnarssøn, men samtidig bestemt, at de Huse, som Thjodolf havde opbygget af sit Gods til eget Brug, skulde tilfalde en anden Kannik, Thoralde Ranessøn. Dette „Hellige Kors Alter under Koret“ nævnes ligeledes i de følgende Aarh., ja beholdt ogsaa sin særegne Præbendar, indtil Præbenderne i Mariakirken efter Reformationen lagdes under Domkirken (1545)^[8]. Dette Præbende antager jeg har været omtalt i Hr. Jon Martinssøns Testament, og „hellig Kaarses kircke chor“ er altsaa kun en Feillæsning af „helga kors stuku undir kor“ eller maaske endog „hellig Korses kor“. Her har altsaa Jon Martinssøn villet lade sin Hjelm og sit Skjold ophænge i Nærheden af sit eget og den „unge“ Kong Haakons Gravsted. Ved den „unge“ Kong Haakon kan ingen anden være ment end Kong Haakon Magnussøn den yngre^[9]; Jon Martinssøn havde jo i Livet hørt til denne Konges trofaste Tilhængere i Kampene om Sverige og var bleven belønnet derfor med at faa tilægte den rige Arving, Agnes Sigurdsdatter af Sudreim, Kongens nære Slægtning.

Haakon d. 6te har saaledes virkelig efter sin stamfaders og Navnes Exempel ladet sig begrave i Mariakirken i Oslo, og vi kan endog temmelig bestemt pege paa, hvor i Kirken han blev begravet, nemlig paa det mest fremtrædende Sted i den vestligste Del af Koret, „sub lectorio“^[10]. Man kommer derfor uiilkaarligt til at opkaste det Spørgsmaal, om ikke ogsaa den i Mellemtiden mellem begge Haakon’er regjerende Konge, Magnus Erikssøn, og hans Dronning Blanca blev begravede i Mariakirken. Ingen Beretning eller Sagn er bevaret om deres Begravelsesmaade; men dog peger forskjellige Omstændigheder paa, at de er jordede i Oslo. Blanca døde i Tønsberg og Magnus druknede i Bømlfjorden, men hans Lig blev fundet og altsaa begravet; begge havde vistnok i sin Tid bestemt i sit Testament (1347), at de skulde begraves i Vadstena, men Testamentet var affattet under ganske andre Omstændigheder, og Bestemmelsen om deres Begravelse kunde ved deres Død ikke udføres paa Grund af Oprøret i Sverige. Fuldt saa rimeligt er det derfor, at begges Lig stedtes til Hvile i det kongelige Kapel i Oslo. Herfor taler ogsaa flere Grunde. I 1370 giver Kong Haakon til et bestemt Alter i Mariakirken („Maria Alter i nordre Fløi“) en Gaard „for sin kjæreste Moders og sin Broder Eriks Sjæle“^[11]; da Erik († 1359) aabenbart var begravet i Sverige, synes her direkte at være antydet, at Dronning Blanca laa begravet nær dette Alter i Kirken, og at der her holdtes Sjælemesser for hende. Og naar efter Blancas Død Høsten 1363 baade Kong Haakon og Kong Magnus den følgende Sommer trods de forviklede Forhold i Sverige kommer til Oslo og Tønsberg for begge kort efter at vende tilbage til Sverige^[12], synes den naturlige Forklaring til denne Skyndereise at være, at de vilde være tilstede ved Dronningens Begravelse. Noget lignende synes vi ogsaa at spore efter Kong Magnus’s Død (1 Dec. 1374). Hele Vinteren efter tilbringer Kong Haakon i Tønsberg (endnu 28 April); men 25de Mai finde vi ham paa Gimsø ved Skien og 10de Juni paa Kongsgaarden Nedenes^[13], og derefter drager han hurtigt til Oslo, hvor han holder Raadsmøde den 30te Juni. Ser det ikke ud, som om han er seilet Ligtoget med Faderens Legeme imøde, da dette ventedes fra Vestlandet, og derpaa følger det til Jorden i Oslo? Og faa Maaneder efter udsteder Provsten en Kvittering for Penge, han har faaet anvist af Kongens Kasse til Mariakirken, hvilket kunde være en Sjælegave for Kong Magnus^[14].

Imidlertid, selv om dette kun er rimelige Formodninger, tør man dog styrke dem ved at pege hen paa, at Mariakirken ogsaa i de følgende Generationer vedblev at benyttes som Gravsted, om ikke for kongelige Personer – dette var jo umuligt, efterat Kongeslægten var uddøet og Riget forenet med Danmark – saa ialfald for en Række Ætlinger af den norske Kongeæt. Dette gjælder ikke blot Haakon den 5tes Dattersøn Jon Havthoressøn og dennes Hustru Birgitta Knutsdatter, som ved sin Død (før 1395) oprettede et Alter og Præbende i Kirken^[15]; men ogsaa hans Broder Sigurd Havthoressøns Svigersøn Jon Martinssøn (se ovenfor S. 417) og, da dette sker „efter hans Hustrus Raad“, vistnok ogsaa hun. Ogsaa flere af deres Efterkommere søgte sig Gravsted i Mariakirken, gav store Sjælegaver til Kirken og oprettede endog Præbender for at faa stadige Sjælemesser holdte her for sin Slægt. Dette gjælder ikke blot Jons Datterdatterssønnesøn Knut Alfssøn, som i 1500 giver „alt sit Gods i Hallingdal“ til Kannikernes Kommune i Sjælegave for sin Fader Alf Knutssøn, sin Broder og sin afdøde Hustru og for „alle sine Forfædre“ (dermed menes vistnok de, som laa begravede i Kirken)^[16], men ogsaa flere af Slægten. Thi naar efter Reformationen Rosenkrantserne krævede og fik tilbage af Mariakirkens Gods „Dorothea Præbende“ og Truid Ulfstand (for sin Hustru, Knut Alfssøns Datterdatter) fik tilbage „Hellig Løsens Præbende“ – naturligvis fordi de ved Oprettelsen betingede Sjælemesser ikke længer opretholdtes, – maa ligeledes disse Præbender være stiftede i Slutningen af 15de Aarhundrede for dem af deres Forfædre, der havde fundet sit Hvilested i Kirken: Dorothea-Præbende er rimeligvis stiftet af Sigrid Erlendsdatter (af Losne-Ætten) og hendes Ægtemand, Bo Fleming, Høvedsmand paa Akershus^[17], og Hellig Løsens Præbende er rimeligvis grundlagt af Alf Knutssøn eller hans Hustru og Sønner.

Traditionerne om Mariakirken som Gravsted for de norske Kongers Slægt sees saaledes at have holdt sig gjennem hele det 15de Aarhundrede. Man vil derfor efter dette ikke længer erklære det for „grebet ud af Luften“, naar Visen om den hellige Kong Haakon lader denne Konge paa Dødssengen byde:

Lad mig begraves i Marie-Kirke,
som Konger pleier at ligge,

eller som det gjentages i den thelemarkske Vise om Hr. Nilaus^[18]:

De leggje mit lik i Mariekyrkja,
der konganne plaga liggje.

Disse Vers – eller rettere dette Vers, thi aabenbart er det laant fra den ene vise til den anden – tør man efter det ovenfor udviklede se paa med andre Øine. Disse Verslinjer maa være digtede i en Tid, da den Tradition endnu var levende, at de norske Konger pleiede at føres til deres sidste Hvilested i Oslo og da endnu Kongeslægtens Efterkommere paa Spindesiden vitterligt begravedes der, altsaa i 15de Aarhundrede. Om verslinjen er ældst i Visen om Hr. Nilaus eller i Visen om Kong Haakon, tør jeg ikke for Øieblikket afgjøre, thi de begge har jo historisk Grundlag: Hr. Nilaus peger paa, at fornemme Mænd (Kongeslæg tens Cognater) begraves ved det kongelige Gravsted, og den hellige Konge vil følge den i selve Kongefamilien sædvanlige Skik. I den sidste Vise har Traditionen da forudsat den samme Skik at være ældgammel og uden videre overført den paa den „hellige Haakon“, som (hvis Visen antages oprindelig at være digtet om Haakon d. 5te) netop er den Konge, som havde grundlagt de kongelige Begravelser i Mariakirken.

18 okt. 1891.

Gustav Storm.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Se dette Tidsskrift 1ste Række IV S. 468.
2. Lakkegaarden, se Daae Det gamle Christiania S. 35².
3. Se Den røde Bog S. 294–96.
4. Dette Ord er udeladt hos Pontoppidan; det er skeet, fordi Dyrskjøtt havde udeladt det følgende „halfparten“, som dog med sikkerhed kan suppleres.
5. Saml. til N. F. Spr. og H. III 614.
6. Klosterhistorien, 2den Udgave S. 101.
7. Saaledes har allerede Munthe rigtigt opfattet Udtrykket (Saml. til N. F. Spr. og H. III 614); den samme Opfatning finder jeg udtalt af Lange i hans haandskrevne Samlinger til Unionshistorien (i Rigsarkivet).
8. Dipl. Norv. II No. 724 (fra Aar 1402), V No. 889 (fra 1475) og XII No. 275 (fra 1510). Paa sidstnævnte Sted kaldes Alteret „Korsalteret in lecturio“, ligesom det nærliggende „Marie alter under kor“ i Jordebogen fra 1542 kaldes „altare virginis Marie sub lectorio“.
9. Jfr. mine Bemærkninger herom i Arkiv f. nord. Filologi III S. 87.
10. Her synes dog ikke efter Nicolaysens Beskrivelse i Aarsberetningen for 1869 at være fundet noget Gravsted.
11. Dipl. Norv. II No. 412.
12. Vinteren 1363–64 og den efterfølgende Sommer er baade Haakon og Magnus i Sverige; men 18de og 27de August finde vi Haakon i Oslo og 22de Septbr. s. A. begge Konger i Tønsberg; allerede 25de Nov. er Magnus i Lødøse og begge før 27de Febr. 1365 i Arboga. Jfr. Grandinson, Studier i svensk-hanseatisk Historie (II 115), som med Rette hævder, at Dipl. Norv. II no. 384 er udstedt 18 Aug. 1364, ikke 17 Aug. 1365.
13. Dipl. Isl. III no. 238 (urigtigt henført til 13 Marts istedenfor 25 Mai, – „Grimsey“, skrevet Gⁱmsey, er naturligvis Skrivfeil for „Gimsey“ –) og no. 243.
14. Dipl. Norv. II no. 440 og 441.
15. Dipl. Norv. IV no. 649, 657.
16. Dipl. Norv. II no. 1014. Af Brevet kan sees, at Hr. Alf Knutssøn er død 9 Juli (altsaa 1497).
17. De er, saavidt jeg kan se, de eneste af Losneslægten, som er fast knyttede til Østlandet; Sigrid var vistnok Datterdatterdatter af Jon Martinssøn og var Holger Rosenkrants’s Mormoder. Dog kunde der ogsaa tænkes paa hendes Moder Gudrun og dennes Ægtemand Erlend Eindridessøn.
18. Landstads Folkeviser S. 234.