Topografisk-historiske Smaanotitser

Fra Wikikilden

I. Aldinhagi nævnes i Sverres Saga (Fornm. s. VIII 439) som et Sted i Vik i Sogn. Jon Staal, der paa en Reise til Bergen (1201) overfaldes i Vik af et nordenfra kommende Streifparti af Bagler og maa redde sig ved at ty op i Fjeldet, finder Dagen efter, da endel af Baglerne drage op til Hove for at gaa i Bad, Leilighed til at overraske dem og forfølger dem ned til „Aldinhagi“. Dette Sted har altsaa ligget mellem Hove og Vikøren. Navnet kjendes ikke nu; men det kan paavises, at der længe efter har været en Gaard af dette Navn, og hvor denne er bleven af. I en Jordebog fra 1611 anføres nemlig „Allehoug eller Klockergaard“ i Vik. I Matriklerne af 1667 og 1723 nævnes Gaarden, da blot kaldet „Klokkergaard“, som en under Præstegaarden brugt Ødegaard, og det sees, at den har havt No. 40 i den gamle Matrikel. Ved at efterse den trykte Matrikel af 1838 opdages da let, at Gaarden er gaaet ind under den strax ovenfor Vikøren liggende Gaard, der i Matrikelen skrives Sjøtun, men i Bygden nok almindelig kaldes „Ovestegaren“ (formodentlig fordi her engang har boet en Oberst). – Ogsaa en anden Gaard i Landet, i Høiland søndenfor Stavanger, har hedet Aldinhagi (se DN. IX 219. 267. 303. 309. 345). Endnu i 1563 har jeg fundet den kaldet „ Oldenhage“, men senere findes Navnet afkortet til Hage; i den nye Matrikel er det efter Udtalen skrevet Haga (Gaards-No. 5 i Høiland). Ordet Aldinhagi synes ikke at kunne paavises som Appellativ i Oldnorsk, men der er vel al Rimelighed for at opfatte det som ligebetydende med aldingarðr, Frugthave. Hvis dette er rigtigt, vil Navnet, som ialfald i Vik ikke kan være yngre end 12te Aarh., være af Interesse som Vidnesbyrd om tidlig dreven Frugtavl i Norge.

II. Ragnvald Urka nævnes som en af Anførerne paa Haakon Haakonsøns Skotlandstog og senere som Lendermand i Magnus Lagabøters Tid (jfr. Gustav Storm i dette Tidsskr. 2den Række IV, 165–179). Mandens paafaldende Tilnavn kan tænkes at skrive sig fra hans Hjemstavn eller Hovedgaard. Det er nemlig ikke ualmindeligt i Norge i 12te og 13de Aarh. at finde Mænd benævnte med Gaardnavne som Tilnavn, uden Tilføielse af den ellers brugte Præposition, – ganske saaledes som Gaardbrugere nu kaldes efter Gaarden. Bekjendte. Exempler ere Ivar Utvik, Vegard Veradal og Torstein Heimnes i Haakon Haakonsøns Tid; men der findes adskillig flere.[1]

Nu er der paa Søndmør, hvor flere anseede slægter hørte hjemme i Middelalderen, en betydelig Gaard af Navn Urke (i Hjørundfjord, i den ydre Del af Norangsfjorden). Gaarden findes nu først nævnt 1520 (Norske Regnskaber og Jordebøger II S. 107) og skrives da, ligesom altid senere, Urke (i Udtalen lyder 1ste Stavelses vokal nærmere lukt o). Navnets gamle Form maa have været Urka, ligelydende med Ragnvalds Tilnavn. Navnet findes ikke andensteds i Norge.

Det forekommer mig efter dette sandsynligt, at Ragnvald har været fra eller boet paa Urke i Hjørundfjord og havt sit Tilnavn deraf.

III. Det Sted, hvor Tunsbergmændene med en af dem selv i Hast samlet Flaade i 1190 i en Søkamp ødelagde Vaarbelgernes Oprørsflok, kaldes i Sverres Saga Brísteinn[2]. Dette Navn, eller noget med B begyndende Navn, som ligner det, findes ikke nu i denne Egn, og man har derfor været i Uvished om, hvor Kampen har staaet. Kraft (Norges Beskr. 1ste Udg., II 560 f.) fremsatte den Gisning, at Bristein var en Forvanskning af Tristein (eller Tristeinene), som nogle Smaaøer SSØ. for Akerøen, vestlig i Hvalergruppen, hede. Dette er fulgt idet geografiske Register i Fornm. s. XII og af Munthe i Anm. til Aalls Snorre III 88, medens Munch (N. F. H. III 220 n. 1) siger, at „Stedet maa være en af Klippeholmerne eller Øerne yderst ude i Kristianiafjorden, f. Ex. den saakaldte Tristeen, eller ogsaa selve Færder.“

Der kan vist ikke være Tvivl, om at Krafts Gisning er rigtig, eller at der i Sagaen skulde staa Þrísteinn istedetfor Bristeinn. Þ og B kunde jo meget let forveksles i Middelalderens Skrift. Desuagtet kan det alligevel være noget usikkert, hvilket Sted der menes, da der ved Kristianiafjordens Munding – hvad man hidtil ikke har været opmærksom paa – findes to Steder af Navnet Tristein. Ogsaa den lille, af tre Holmer bestaaende Øgruppe, som officielt kaldes Lille-Færder, bekjendt af det der staaende Kystfyr, kaldes nemlig af Omegnens Befolkning Tristeinen[3]. Hvis Sagaens Beretning om, hvad der gik forud for Kampen i 1190, er rigtig – hvorom der ingen Grund er til at tvivle –, maa det dog være Tristeinen ved Hvaler, som menes. Det siges nemlig udtrykkelig, at Vaarbelgerne allerede havde vendt om, fordi de havde faaet Nys om Tunsbergmændenes Rustninger, og igjen vare dragne „øster over Folden“, hvor Tunsbergernes Flaade en Stund forfølger dem og endelig naar dem ved „Bristein“. Slaget maa altsaa nødvendig have staaet østenfor Fjorden, ikke ved det paa Vestsiden af den liggende Lille-Færder.

Ogsaa ved en anden Leilighed, i 1205, omtales i denne Egn et „Brimsteinn“, hvor Navnet sikkert nok ogsaa maa rettes til Þrísteinn. Det er i et af Haandskrifterne af den kortere Inge Baardsøns Saga (Fornm. S. IX 13 n. 7). Det fortælles her, at en Afdeling af Baglerne, som paa den Tid holdt til i Danmark, under Anførsel af Filippus Jarl forsøgte at overfalde Kong Inge og Haakon Jarl i Tunsberg. Medens Baglerne paa Veien did laa i Hafstensund nordlig i Bohuslen, seilede imidlertid en Kogg forbi dem nordover. Da de saaledes maatte frygte, at Birkebeinerne i Tunsberg i Tide vilde faa Nys om deres Forehavende, skyndte de sig afsted for at indhente Koggen, men maatte opgive Jagten efter den som haabløs, da Koggen var „udenfor Brimstein“. Ogsaa her er der vel større Grund til at tænke paa Tristein ved Hvaler, end paa Lille-Færder. Naar Forfølgelsen af Koggen var begyndt allerede i Nærheden af Hafstensund, maatte det vel være blevet klart, om der var Udsigt til at naa den, før den var kommen over Indløbet til Kristianiafjorden.

IV. Limgarðssíða findes paa flere Steder i Sagaerne[4] brugt som Navn paa en Kyststrækning i det sydvestlige Norge. Som liggende paa denne Kyst nævnes Portyrja (Porter vestenfor Kragerø) og Askeyjarsund, der utvivlsomt maa søges ved Askerøen i Dybvaag Sogn.

Det har i senere Tid almindelig været forudsat[5], skjønt maaske ikke nogensteds udtrykkelig udtalt, at det første Led i Navnet, Limgarðr, er det nuværende Lyngør, en bekjendt liden Øgruppe i Dybvaag. Kyststrækningen er altsaa benævnt efter denne Gruppe og Limgarðr dens Navns oprindelige Form; Navnet er følgelig ikke (som forudsat ved den sædvanlige Skrivemaade „Lyngøer“) sammensat med ey (Ø). Navnet udtales nu Lynger, med aaben Lyd af y og kort, tonløs vokal i 2den Stavelse. Sproglig kan vistnok intet indvendes mod Muligheden af en overgang fra mg til ng og af den sidste Stavelses stærke Forkortelse. Det maa dog mærkes, at Sagahaandskrifterne give Navnet i stærkt varierende Form; ved Siden af Limgarðs- findes ogsaa Lymgarðs-, Lungarðs-, Lungbarðs-. Haandskrifttraditionen synes at tale stærkest for Limgarðs- som den rette Form, og denne kan, tror jeg, støttes derved, at der af Navnet i denne Form kan gives en rimelig Forklaring.

Det første Sammensætningsled i Ordet Limgarðr kan vel ikke godt være andet end lim n., der som Samlingsord betegner de finere, bladbærende Kviste paa Træer og Buske. Betydningen af Limgarðr maa altsaa forudsættes at være: Risgjerde, levende Hæk, eller noget lignende. Nu har en paa Stedet vel kjendt Mand sagt mig, at Lyngørgruppen endnu udmærker sig ved en ualmindelig frodig Buskvegetation, altsaa ved en Eiendommelighed, som kunde lede til at give den et saadant Navn.

O. Rygh


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Jeg har noteret følgende: Eiríkr Ignarbakki (efter Enebak paa Romerike, Fornm. s. IX 392); Ögmundr Eikiland (smst. IX 14); Einarr Lygra (smst. VII 310); Eiríkr og Arni Efja (smst. VIII 356); Eindriði Ljoxa,(vistnok efter Leksen i Ørlandet, smst. VIII 356). – I denne Forbindelse kan ogsaa nævnes Baard Standhale (Munch N. F. H. II 887) – forudsat at Strøm har Ret, naar han (Søndm. Beskr. II 317) udleder Standhale-Ættens Navn af Gaarden Standal i Hjørundfjord, noget, hvorfor adskilligt synes mig at tale.
  2. I nogle Haandskrifter findes de afvigende Former Brimsteinn og Briðsteinn; Brísteinn har hidtil været antaget for den rigtige Form, og vel med Ret, som det følgende vil vise. Slaget nævnes ogsaa – med forvansket Form af Stedsnavnet – i den alene i Peder Claussøns Oversættelse bevarede udførligere Inge Baardsøns Saga (Formn. s. IX 210).
  3. Ogsaa paa Kartet kaldes dog den søndenfor Holmerne liggende Grund Tristengrunden. – Navnet Tristein, og andre lignende Navne, forekomme vist paa flere Steder paa Kysten. Jeg har bemærket Tristeinen nordøst for Tarven i Fosen, og Tvisteinen ved Ytre Torungen udenfor Arendal; jfr. ogsaa Gaardnavnet Femsteinevik i Varaldsø Sogn i Søndhordland (Gaards-No. 1 i Strandebarm Herred).
  4. Heimskr. (Unger) S. 728; Fornm. s. VII 213. 341, VIII 425; Morkinskinna S. 212; Cod. Frisianus S. 190; Fagrskinna S. 170; Njáls Saga Kap. 5.
  5. Tidligst, saavidt jeg har bemærket, i Registret til Udgaven af Fagrskinna.