De gamle Jægere paa Hardangervidden
I 1838 var det kommet Stiftamtmand W. F.K. Christie for Øre, at nogle Bønder fra Indre Hardanger ovenfor Syssendalen i Øifjords Sogn, Graven Præstegjeld, havde stødt paa endel store Dynger eller Hauger af Rensdyrsben og Horn. Bønderne havde tænkt at faa Benene i Bergen malet til Gjødning og derved gjøre sig dem indbringende. Men dette viste sig paa Grund af den lange Transport upraktisk, og videre Forsøg blev derfor opgivne. For Christie var imidlertid det at høre om saadanne Fund enstydigt med at indlede en Undersøgelse af, hvad det var, som laa bagenom Beretningerne af Virkelighed. Han satte sig i Forbindelse med nogle af Finderne, Bønder fra Mehus og Maurset i Øifjord, og fik ved at tale med dem fuldkommen Vished om, at Rygtet var sandt, og at der tæt ved de nævnte Bendynger saaes Hustomter, med Rudera af gamle Huse. Efter dette var det Christies Hensigt selv at foretage en Reise til de Steder, hvor disse Bendynger og Hustufter var fundet, og der foretage en nærmere Undersøgelse af det, som var forhaanden. Men i Sommeren 1839 hindredes han ved Sygdom, og saa henvendte han sig i den paafølgende Sommer, 1840 til Cand. theol. Wilhelm Koren, som boede i Ullensvang, med Anmodning om at foretage disse Undersøgelser i hans Sted. Kandidat Koren, som delte Christies Interesser, reiste til vedkommende Fundsteder og afgav derom en Beretning, som Christie benyttede til en Meddelelse, han lod trykke i Tidsskriftet Urda, II (Bergen 1842), S. 408 flg. Christie og rimeligvis ogsaa Koren drog straks den Slutning, at man her stod overfor Levninger af en gammel lappisk Bebyggelse. Meddelelsen fik derfor ogsaa denne Titel: Spor af finske eller lappiske Folks Ophold i Oldtiden paa Høifjeldene i Bergens Stift. Det heder her: »Af de Beretninger, som han (ɔ: W. Koren) har meddelt mig, har jeg erholdt Vished om, at der paa flere Steder ved Fjeldvande imellem Øifjord[1] og Hallingdal, og navnligen ved Finsevandet og Laagen, eller Nordmandslaagen, sees store, runde eller langagtige, med Jord be lagte, og med Græs samt Moos bevoksede Høie, fra 11⁄2 til 31⁄2 Alens Høide, og fra 25 til 84 Alens Omfang, indeni bestaaende af Rensdyrsben og Horn, der ligger tæt sammenpakket, i mere eller mindre bedærvet Tilstand, og at der tæt ved disse Houge findes Rudera af Fundamenter til Huse fra 7 til 10 Alens Længde og fra 6 til 8 Alens Bredde. Hr. Koren fandt ogsaa i nogle Dale, længere ned paa Fjeldene, Spor af runde eller ovale Tomter, rimeligvis for Telte, med Arnesteder i Midten.
Allerede efter de i 1840 foreliggende Oplysninger antog Christie at kunne fastslaa som sikkert, at der her forelaa Vidnesbyrd om et finsk eller lappisk Folks Ophold paa disse Høifjelde i en fjern Fortid. Det var hans Hensigt i Urdas næste Hefte
»at meddele en nøiagtig Beretning om de saaledes paa Hardangerfjeldet fundne Benhouge, med Henvisning til lignende i Finmarken, og om Hus- og Telttomterne saavelsom om nogle i eller ved disse fundne, tildels meget mærkelige, Oldsager, hvortil jeg skal føie nogle Folkesagn samt lingvistiske Bemærkninger, og en Liste over norske Stedsnavne, der sandsynligvis er af lappisk Oprindelse, m. m., alt for at bevise, at finske eller lappiske Folk i Oldtiden har levet og havt Tilhold paa Høifjeldene i Bergens Stift.« Denne første, foreløbige Meddelelse var kun bestemt til at henlede Opmærksomheden paa, hvad der var fundet, »paa det at Videnskabsmænd og andre, som enten selv kommer til at befare Høifjeldene i Norge, eller har Bekjendtskab til Jægere eller Fjeldbønder, som oftere har Leilighed dertil, kan henvende deres Opmærksomhed paa, om der ikke paa flere Høifjelde i Bergens Stift eller paa andre Høifjelde i Norge, især ved Fjeldvandene, skulde findes lignende Benhouge og Hus- eller Telttomter.« Hvad han paa den Maade kunde faa af »deslige Minder om lappiske Folks Tilhold paa vore Fjelde«, vilde han med Taknemmelighed benytte og offentliggjøre i den Afhandling, som han vilde udgive.
Denne har imidlertid aldrig seet Dagens Lys. Men de af Koren indsamlede Gjenstande blev indlemmet i Bergens Museum. De er der katalogiserede
»No. 1233–35. En Jernring, en Hvæssesten, spaltede Rensdyrben og tilskaarne Stykker af Rensdyrhorn f: ved en Stenhytte paa Sydsiden af Finsevatn, 4000 Fod over Havet paa Fjeldet mellem Hardanger og Telemarken.«
For Hornenes og Benenes Vedkommende er desuden skrevet paa en egen Seddel:
»Prøver af Rensdyrben og Horn optagne af store halvhule (?) dannede og med Græstorv belagte Houge paa Fjeldet imellem Hardanger og Thelemarken.«
I det hele Fund skal der ikke kunne paavises noget, som kan regnes for at være af særlig lappisk Oprindelse. En 17 em. lang Brynesten (1234) er ganske af den almindelige Sort, som findes overalt. Den anførte Jernring (1233) er forsynet med en Krog og kan ikke være forfærdiget af et paa Vidderne omstreifende finsk Folk. Dertil kommer Stykker af Ben og Horn (1235). Først er der fire Benstykker, som er mere eller mindre spaltede. Det, som er mindst spaltet, er i den ene Ende bearbeidet med en Kniv, som visselig ikke kan have været af andet end Jern. Et stort Brudstykke af et Horn (nedenfor det Sted, hvor det grener sig ud), bærer ligeledes Mærker af at være bearbeidet med en lignende Kniv. Endelig er der to smale Tagger af et Horn, med Knivmærker. I den ene er der inderst begyndt at bore paa et rundt Hul, uden at dette Arbeide har rukket til at blive fuldendt.
Gjennemgaaende viser Fundet, at Christies Slutninger om, at disse Gjenstande skulde stamme fra en lappisk Urbefolkning, ikke kan medføre Rigtighed. I det, som var fremkommet, var der i Grunden Intet, som kunde siges at røbe en Oprindelse fra denne formodede, ældgamle Rase. Men Teorien holdt sig alligevel og blev optaget af andre. En vægtig Støtte fik Læren om Norges lappiske Urbefolkning ved Professor P. A. Munchs Tilslutning. Men Munch havde aldrig været paa Hardangervidden. Han skrev alene paa Christies Autoritet, med Hjemmel i Wilhelm Korens Undersøgelser. Munch optog Teorien om en lappisk Urbefolkning i Norge. Hans Ord lyder saaledes:[2]
»Over hint store Hav hævede sig altsaa i Urtiden Norges skovløse Fjeldflade, ligesom en uhyre Ø med mange Udtangninger. Paa denne Fjeldflade streifer endnu talrige Skarer af Rensdyr omkring; den er deres naturlige Hjem, og deres Antal, der i de senere Aarhundreder ved Jægernes Efterstræbelser er aftaget, maa i den fjernere Fortid have været overordentlig stort. Til Renen har paa den nordiske Halvø Finnernes eller Lappernes hele økonomiske Tilværelse stedse været knyttet, og forsaavidt Norge har havt Beboere før Nordmændene, kan disse Beboere neppe have været andre end nomadiske Finner, der flyttede om paa Høifjeldene ligefra det nuværende Finmarken til Fjeldene i Christiansands Stift, kun nu og da, eftersom Renernes Naturdrift kræver det, søgende ned til Havet, hvorved de første Forbindelsesveie mellem Kysten og Høifjeldene opstod. De her skildrede Forhold hviler ikke alene paa Gisning. Store Hobe af ældgamle Rensdyrben, der endnu forefindes hist og her paa Høifjeldet, vidner om længere Ophold, som større Samlinger af Finnefamilier har havt paa disse Steder.«
P. A. Munch omtaler derefter de Oldsager af Flint, som var fundne paa forskjellige Steder i Norge, ligesom i Danmark og Sverige, om hvilke han ansaa det sikkert, at de maatte være Efterladenskaber efter »et Polarfolk af samme Slags som Lapperne:«. Videre udtalte han:
»Under alle Omstændigheder bliver det utvivlsomt, at Norge var sparsomt beboet af et Jæger- og Nomade-Folk af Polarracen, der ei kjendte Metallernes Brug, hvis eneste Husdyr var Renen, og som følgelig kun havde sit Tilhold paa Høifjeldene, medens Dalførerne og de lavere Egne var bevoksede med Urskov, som Agerdyrkerens Økse endnu ikke siden Menneskeslægtens Ophav havde berørt.«
Hvad her var udtalt, blev senere i stor Udstrækning anseet for fuldledig Sandhed. Og dog skulde de Svagheder, som klæbede ved dette Ræsonnement, let have faldt i Øinene. Munch havde alene holdt sig til Rensdyrenes Tilværelse paa Høifjeldene og uden Betænkning blandet sammen tamme Dyr og vilde Dyr. Han lod Viddens gamle Beboere baade være Rengjætere og Renjægere, uden at tænke paa Vanskeligheden ved at forbinde disse to Beskjæftigelser. Et primitivt Folk af lappisk eller en dermed beslægtet Race vilde paa Hardangervidden have drevet Jagt og ikke havt anden Levevei. Alligevel fandt Christies og Munchs Meninger foreløbig ingen Modsigelse. Først i 1858 blev der reist Tvivl, idet da N. Nicolaysen i Fortidsforeningens Aarsberetning for 1857, S. 22 flg. offentliggjorde en liden Afhandling Om Levninger af Norges Urfolk. I denne gjorde han opmærksom paa, at hvor man for øvrigt i Norge havde stødt paa Urfolkets Efterladenskaber, der var det »overalt i Nærheden af Søen eller langs Vassdragene«. Nicolaysen bestred Rigtigheden af, hvad der af Christie var nævnt om, at tilsvarende Hauger som de paa Vidden skulde findes i Finmarken. Han henholdt sig derhos til selve de fundne Sagers Beskaffenhed, saadan som han selv i 1857 havde seet dem i Bergens Museum. Saafremt Jernredskaberne og Bensagerne hidrørte fra samme Folk, saa var det dermed afgjort, at disse Levninger ikke paa nogensomhelst Maade kunde hidrøre fra Landets Urbefolkning.
Men selv for det Tilfælde, at Jernsagerne og Brynestenen skulde være senere tilkomne, antog Nicolaysen, at der var god Grund til at stille det Spørgsmaal:
»beviser da den Omstændighed, at man finder nogle Hobe med Ben, just at de skulde skrive sig fra Urfolket?«
Nicolaysen troede ikke dette og spurgte saa videre:
»Hvad skulde nemlig bevæge disse Mennesker, naar de ikke fortrængtes af andre, men var i udelukkende Besiddelse af et vidløftigt Land til mere her end andre Steder at fjerne sig ifra Kysterne og de fladere Strøg? Her fandt de jo saa at sige lige for Stuedøren alt hvad de behøvede for at tilfredsstille sine udelukkende materielle Fornødenheder. Ved Kysten havde de ogsaa her Østers; Fisk var der baade i Havet og Elvene, og Hjorten, Elgen og andre saadanne Dyr holdt sig vel dengang ikke mere paa Høifjeldene end de nu gjør; ja endog Renen gik dengang maaske længere ned end nu. Det fortjener ogsaa at lægges Mærke til, at disse Samlinger netop findes ved de Veie, som forbinder Øifjords Sogn med Hallingdal og Telemarken. Man kunde saaledes nok tænke sig, at de var efterladt f. Ex. af Folk af Landets nuværende Stamme paa deres Vandring fra Vest til Øst, og man vilde i saa Fald derved faa en Bestyrkelse paa, hvad der af andre Grunde synes rimeligt, nemlig at flere af Dalene paa denne Side af Fjeldet, navnlig Valdres og Hallingdal, er befolket vestenfra. Man kunde ogsaa tænke sig, at de hidrører fra Jægere, som har holdt til her, da det er meget rimeligt, og for en senere Tid endog paaviseligt, at der har været drevet stor Jagt efter Vilddyr, hvis Skind solgtes til Bergen og udførtes i Mængde.
Endnu en anden Formodning opstillede Nicolaysen, – at Haugerne muligens kunde skrive sig fra Stavangerbispernes Reiser over Vidden, naar de visiterede i Hallingdal og i den Anledning lagde Veien fra Øifjord over til Aal. De skulde da indeholde Affald fra de Maaltider, som disse havde holdt under Fjeldovergangen. Da Reiserne havde foregaaet regelmæssig gjennem flere Aarhundreder, var det rimeligt, at der kunde danne sig store Hauger.
Nicolaysen sluttede med følgende Bemærkning:
»Hvis saaledes de nævnte Jernsager virkelig hidrører fra det samme Folk som Benene, saa er Spørgsmaalet dermed afgjort. Men selv om dette ikke er Tilfældet, forekommer det mig meget usandsynligt, at de øvrige Levninger skriver sig fra Urfolket. Desuagtet maa man vistnok være enig med Christie i, at disse Levninger i høi Grad fortjener en nærmere Undersøgelse, end der hidtil er blevet dem tildel. Indtil dette sker, kan man, med Hensyn til, at sikre Spor af Urfolket blot er trufne langs Kysterne og Vassdragene og i ringe Mængde, kun sige, at Landets første Beboere har foretrukket de lavere Strøg for Fjeldene, men at de her, i Modsætning til det sydlige Sverige og Danmark, synes at have havt mindre faste Bosteder og saaledes i høiere Grad end paa de sidste Steder levet som Nomader.«
Om Sommeren 1859 havde Nicolaysen Anledning til selv at foretage den Undersøgelse, hvis Ønskelighed han saaledes havde fremholdt. Om sin Reise har han i Fortidsforeningens Aarsberetning for 1860, S. 5 flg. leveret en udførligere Redegjørelse. Nicolaysen var saa heldig at træffe paa den samme Mand, som havde ledsaget Koren, og fik af ham en Del Oplysninger. Stedet, hvor Koren havde foretaget sine Undersøgelser, var ved Finsevandet, paa Sydsiden af Hardangerjøkelen, et Sted, som ikke maa forveksles med Vandene ved den nuværende Finse Jernbanestation. Lokaliteten beskrives af Nicolaysen i følgende Ord:
»Finsevatnet og Finsedalen ligger omtrent 4000 Fod over Havet, omgives af Helvedesnuterne mod Nord, Istjernnuten mod Syd, og stænges mod Øst af Finsberg. Vandet faar fra Nord Tilløb af en Elv, som kommer fra Nordsiden af Helvedesnuterne. Det er omtrent 5000 Alen langt og indknibes af flere fra begge Sider fremspringende Nes, men er bredest, indtil 1000 Alen, i den østre Ende. Just, hvor denne største Bredde tager ved, skyder to Nes sig ud, et fra hver Side, og nærmer sig mere til hinanden end nogen af de andre; disse Nes kaldes Sundtangene. Her skulde være et godt Renstrøg; naar Flokken kom fra Finsberg og havde krydset Elven, gik den ud paa det nordre Nes og svømmede over til søndre, hvor Stenhytterne ligger, et kort Stykke op fra Vandet.«
Nicolaysen var gjennem en Undersøgelse af de gamle Kilders Ordlyd kommen til den Slutning, at Stavangerbispernes Vei havde ligget mere sydlig, over Halne, ikke over Finse. Han opgav derfor sin Formodning om, at Haugerne skulde være Efterladenskaber fra deres regelmæssige Visitatsreiser. I det Sted optog han den anden Hypotese, som han tidligere havde fremsat, at Haugerne var Efterladenskaber fra Jægere, som tidligere havde streifet om paa Hardangervidden: »Havde jeg«, siger han, »tilforn den faste Tro, at der heroppe ei vilde træffes Levninger fra Urfolket, saa blev den heller ikke rokket ved hvad jeg nys havde hørt (ɔ: i Samtaler med lokalkjendte Folk), og endnu mindre, da jeg kom til Stedet og tog Hytterne i Øiesyn. For det første maatte der have vist sig en langt større Forvitring og Overgroen, hvis disse Hytter skulde gaa op til hin Tid eller være mindst 2000 Aar gamle. Dernæst er deres Form og Bygningsmaade væsentlig den samme, som i de nuværende Seler (Sæterhytter)«.
Derefter beskriver Nicolaysen de Hytter, han forefandt ved Finsevandet:
»Fra det søndre Nes skraaner Landet opover mod en Jordbanke, og i denne ligger to Hytter nedgravne omtrent 2 Alen eller nær dertil, hvor Taget har begyndt, saaledes at Langvæggene paa lidt nær er skjult. Begge ligger i Syd–Nord med et Mellemrum af 61⁄2 Alen, og saaledes at begges Smalsider gaar i Flugt med hinanden. Væggene er omtrent 21ʺ tykke og opsatte af flade Stene uden Kalk paa den Maade, som endnu kan sees i Selerne, at Langsiderne øverst oppe, hvor Taget skulde støde til, bøier sig lidt indover og er noget høiere paa Ind- end Udkanten, for at der ikke skulde være noget aabent Rum mellem Taget og Murene. Begge Hytter har indvendig en Bredde af 5 Alen og er henved 9 Alen lange. De egentlige Indgange er i begge paa søndre Smalside, dog ikke rigtig i Midten, men lidt nærmere det østre Hjørne; Døraabningerne har flade Overliggere af større Stene, er 2 Alen høie og 1 Alen 3ʺ brede. Udenfor disse Indgange og ligeledes udenfor Hytternes nordre Smalsider, hvor der, i det mindste i den ene har været en Udgangsdør, ligger Bendyngerne, som skraaner nedad mod Fladen. Indvendig i Hytterne er der en Skillevæg, som i den østre gaar tværs over Bredden og mod Nord indslutter et Rum af omtr. 3 Alens Dybde, hvorimod denne Væg i den anden Hytte ikke gaar helt over, men i ret Vinkel støder sammen med en fra nordre Smalside udgaaende Væg, hvorved der fremkommer et mindre Rum af omtr. 4 Alens Længde og 3 Alens Dybde, og ved hvis nordvestre Hjørne er anbragt den nysomtalte Udgang mod Nord. Ikke i nogen af Hytterne synes disse indre Vægge at have gaaet helt op til Taget, og har saaledes maaske kun dannet en Forhøining, hvorpaa Folkene havde sit Natteleie. Endelig maa det mærkes, at Aaren (Arnestedet) ligger i Midten af Gulvet, og at den er noget over en Alen i Firkant og omgiven med en Ramme af Sten. I den østre Hytte er over Indgangsdøren endnu meget tilbage af Gavlen mod Syd, ligesom ogsaa Langvæggene paa flere Steder har sin fulde Høide, og det mangler saaledes kun lidt paa, at man ved at lægge et Ljoretag over Murene, kunde tildanne Hytten, som den fra først af har været. Nogle faa Skridt længer mod Syd paa en Skraaflade har ligget en tredie Hytte, hvoraf der nu ikke er andet igjen end Grundstenene. Heraf sees dog, at den har strakt sig fra Nord til Syd, ligesom hine, og været af samme Størrelse, ligeledes havt Aare midt i Gulvet, en Indgangsdør paa nordre Smalside, altsaa vendende lige imod hines Indgange og i søndre Ende en mindre Afdeling, ligesom i den østre af de først omtalte. Ogsaa ved denne findes Levninger af Dyreben, men i meget mindre Mængde og mere opløste end ved de øvrige Hytter, hvorfor den maaske er ældst. Omkring denne Tomt er der fem Fastringer. Saaledes kalder Bønderne de Steder, hvor et fældet Dyr nedlægges mellem store Stene, for at gjemmes sikkert for Rovdyr, indtil det kan tages bort igjen.«
Efter denne Beskrivelse skulde Hytterne have stor Lighed med de nuværende Sæl eller kanske endnu hellere med Lægrene. Om deres Alder vovede Nicolaysen ikke nærmere at udtale sig: »Saa meget er dog vist, at Hytterne ei kan være saa gamle som fra Urfolkets Tid.« I samme Retning fandt han, at de i Hytterne og i de derværende Bendynger fundne Gjenstande maatte pege.
Da Stedet laa fjernt fra Sætrene, og Nicolaysen maatte vende tilbage til dem inden Natten, havde han kun knap Tid til at grave ved Hytterne. Men i omtrent en Time kom der dog adskilligt frem, først, for at følge Nicolaysens Fremstilling:
»et Ben, som var knust eller kløvet for at tage Marven ud, om ved Hjælp af Jernredskab, kunde ikke sees. Det næste var et Stykke Renshorn, som aldeles tydelig var afskaaret eller hugget med et skarpt Jernredskab. Saa kom et Stykke Klæbersten af en Potte eller et Kar, dernæst et Knivskaft af Renshorn, en liden firkantet smedet Jernstang (uden Tvivl den Del af en Kniv, som stikkes ind i Skaftet), en rund Skive af Klæbersten, noget over 3ʺ i Gjennemsnit, med et Hul i Kanten (tydelig mok Synkesten til Line eller Garn), og endelig 2 smaa »Baaderør« (Klinknagler).« Dette blev medtaget til Universitetets Samling af Oldsager og findes fremdeles i denne.
Af Klinknaglerne kunde det sluttes, at der havde været Baad i Vandet, og da Klæbersten ikke forekommer i Hallingdal, men først længere ude ved Hardangerfjorden, ansaa Nicolaysen det for givet, at de Folk, som her havde drevet sin Virksomhed, havde været Haringer. Han anførte Exempler paa, at Skyttere havde tilbragt Vinteren paa Vidden, og fandt det derfor ikke umuligt, at ogsaa Beboerne af Finsehytterne havde gjort det samme. Derimod maatte enhver Theori om, at disse havde tilhørt Urfolket opgives.
Nicolaysen havde ved sine Undersøgelser i 1859 kun havt knap Tid. Hvad han havde fundet, var fremkommet ved en ganske kortvarig Gravning, som blot havde medtaget omtrent en Time. Men dette var alligevel typisk, betegnende for det Liv, som i en fjern Fortid havde været levet i eller ved disse Hytter. Det kunde regnes for et paalideligt Materiale til at drage videre Slutninger baade om dette og om de Mennesker, som der havde havt sit Tilhold. Nicolaysen havde kuldkastet Christies og Munchs Theorier. Han havde overført Hardangervidders gamle Brugere fra en dunkel og uklar Tid til en meget nærmere Periode. Hans Fund maatte stamme fra en norsk Befolkning, som nærmest havde sit Hjem ved Hardangerfjorden.
Hvad der senere er fremkommet, maa siges at bestyrke denne Opfatning.
I en Række af Aar var der ingen, som optog disse Undersøgelser, forinden i 1891 og 1892 B. E. Bendixen tog sig for at fortsætte dem. Meddelelser om de derved fremkomne Resultater findes i Aarsberetningen fra Foreningen til norske Fortidsmindesmerkers Bevaring, for 1890, S. 129 fg., for 1891, S. 31–40, og 1892, S. 28–32. Undersøgelserne kunde denne Gang foregaa i bedre Tid og bragte derfor et noget rigeligere Udbytte. Dette er nu samlet i Bergens Museum. Derunder indgaar ogsaa et Fund, som ikke er gjort af Bendixen selv. Det er fundet af Andre, men blev i 1890 erhvervet af ham under et Besøg i Ose i Ulvik. Det er dette, som i Museets Katalog er benævnt »Bendixens Fund fra 1890«, og som opgives at stamme fra Finsberg, Sundtangen, Øifjord, Hardanger, hvor det siges at være gjort i gamle Tufter paa Fjeldet. Fundet er katalogiseret som 4727 og bestaar af: 2 Flintstykker, 2 fragmentariske Pilespidser af Skifer, en Hein af Skifer, 1 Naal, 1 Klinknagel, 1 Hakke af Jern, et Stykke Skifer og 1 Bit Kvarts.
Af dette er Flintstykkerne, Skiferstykket og Kvartsbiten uden nogensomhelst Bearbeidelse og af den Sort Gjenstande, som kan forekomme overalt, hvor det skal være, uden derfor nødvendig at have nogen Sammenhæng med finske Folk. Brynestenen er tynd og gjør Indtryk af at være adskillig brugt. Den gamle, forrustede Naal eller Syl, den lille forrustede Hakke og den solide Klinknagle er alle af Jern, og deres yngre norske Oprindelse er ogsaa dermed given.
Men i denne Sammenhæng indtager de to fragmentariske Pilespidser af Skifer en egen Plads. Det ene Stykke er et, som er afbrukket midt paa Pilebladet, af mørk Skifer. Det andet er af en lys, graa Skiferart og er det nedre Stykke af Bladet, med to Agnorer eller Haker.
Hvorledes er nu disse Stensager »af arktisk Form« kommet sammen med det øvrige Fund? og har de virkelig Forbindelse med dette?
Det er netop det, som maa forekomme at være mistænkeligt. Hvad derom vides, er kun det, at den, som i 1890 solgte Fundet til Bendixen, opgav, at altsammen stammede fra en af Tufterne ved Finse. Men den deri liggende Garanti er saare liden. Intet er lettere at tænke sig, end at den oprindelige Finder kan have sammenblandet forskjellige Fund og glemt, at Pilespidserne har været fundne paa et andet Sted. Bendixen har i sine indholdsrige Beretninger ikke vovet at gaa længer end til en Udtalelse om, at de sandsynligvis er fremkommet ved Gravninger i den ene af de ved Finse liggende Tufter. Der kan altsaa fra Forekomsten af disse Stensager ikke drages nogensomhelst Slutning; man ved intet andet, end at der er fundet nogle saadanne paa Vidden. Da Bendixen selv gravede i de gjenværende Ruiner, fandt han aldeles intet, som kunde have Forbindelse, hverken med arktisk eller anden Stenalder.
Hans Fund ved Store Krækjavand fra 1891 bærer i Bergens Museum No. 4837. Det bestaar af et med Kniv afskaaret Stykke af et Rensdyrhorn, – af et eiendommeligt Benstykke, som har været bearbeidet med Kniv, samt af et lidet Vahorn, forarbeidet af Rensdyrben, med tydelige Spor af Jernkniv. Dertil kommer endnu nogle hensmuldrede Stykker af Træ, maaske ogsaa af Næver, foruden nogle Fugleben.
Bendixens senere Fund ved Finsevand 1892 eri Bergens Museum katalogiseret som No. 4928. Derimellem findes to Brudstykker af Brynestene, som synes at have været i Brug, samt en Del Flinte- og Skiferstykker, ganske raa, uden Antydning af Bearbeidelse. Dertil kommer et 35 cm. langt Stykke Rensdyrhorn, som har sin naturlige Form af en Hakke, – tilligemed et andet Hornstykke, som bærer tydelige Spor af at være bearbeidet med Kniv (23 em. langt). Dette var paa samme Sted, hvor Nicolaysen gravede i 1859, og hvad der fremkom, stemmer ganske overens med dennes Beretning. Ved de fundne Stenstykker er intet at bemærke. De er neppe andet end Stene, som er anvendt til at slaa Ild med. Paa dem vil der vanskelig kunne bygges nogen nye Fantasier om Stenalder og om et Urfolk af Nomader, som streifede om paa Hardangervidden.
Fra 1892 blev der atter en længere Hvile i Undersøgelserne paa Hardangervidden. Som Bendixens Berettelser forelaa, maatte de siges at være meget overbevisende. De blev imidlertid ikke ubetinget fulgt. I en Afhandling, Fra Hardangerviddens Fortid, trykt i Historisk Tidsskrift, fjerde Række, femte Bind, S. 101 fg., har Pastor O. Olafsen i Ullensvang udtalt sig om Sagen. Han antager som en sandsynlig Mulighed, »at et Nomadefolk, som levede af Rensdyr, og som hørte den finsk-ugriske Folkegren til, har i Aarhundreder og kanske længere havt sit Tilhold paa Vidden. Det er intet i Veien for, at de endnu i Begyndelsen af den historiske Tid har holdt til her. At der findes Redskaber af Jern blandt deres Efterladenskaber, er intet Bevis for, at Folket hørte Jernalderen til. Dels kan det jo tænkes, at de stod i Forbindelse med Nordmændene nede ved Fjorden eller i Dalene, og dels kan det antages, at Jernsagerne skriver sig fra en senere Tid. Det var nemlig Skik og Brug, og det er det endnu til en vis Grad, at Jægerne og Fiskerne benyttede Stenboderne paa Fjeldet, hvor de fandt dem. De betragtedes næsten som et Fælleseie, selv om denne eller hin Mand havde sat dem op. Havde et Nomadefolk bygget de omtalte Stenboder og senere forladt dem og Fjeldet, vilde efter al Sandsynlighed Nordmændene benytte dem senere, naar de færdedes paa Fjeldet. Det er intet i Veien for at antage, at disse tildels gjennem mange hundrede Aar har benyttet de gamle fundne Stenboder, og at de fundne Jernsager er Efterladenskaber fra dem.«
Olafsen havde, da han skrev dette, hverken været
ved Krækjavandet eller ved Finse. Han har saaledes
alene henholdt sig til de før ham givne Beskrivelser af Lokaliteterne. Han har neppe heller seet de af Koren,
Nicolaysen og Bendixen gjorte Fund. Formodningen om
en oprindelig Nomadebefolkning syntes heller ikke overbevisende.
Da jeg ansaa Spørgsmaalet for at have en
ikke ringe Interesse, ønskede jeg ogsaa selv at lære Forholdene
at kjende ved Selvsyn og bestemte mig derfor til
at drage op, ialfald til Krækjavandet i Løbet af Sommeren
_p._588.jpg)
Ruiner af det nyere Hus (Boplads No. 1), seet indvendig, med Peisen.
Efter Amatørfotografi af Doktor Johan Brun.
1908. Jeg ledsagedes af Præparant ved det ethnografiske
Museum, J. Henriksen, som Hjælper ved de
nødvendige Gravninger i de derværende Hytteruiner.
Jeg ankom 24. Juli – eller rettere en Stund over Midnat
25. Juli – til Krækjahytten, som var bestemt til mit
Standkvarter under de forestaaende Undersøgelser. Efter
at have hvilet ud, roede jeg næste Morgen med Turiststationens
Bestyrer, Ole L. Aker, over Krækjavandet,
paa hvis anden Bred det var mig opgivet at jeg vilde finde de gamle Bopladser, hvor Bendixen i 1891 havde
foretaget sine Gravninger. Det viste sig, at dette medførte
Rigtighed. Her var to saadanne, med ikke langt
Mellemrum, begge nær Stranden.
Boplads No. 1, som først blev undersøgt, ligger ret
imod Turiststationen. Her fandtes et Hus, opført af retkløvede
Heller, indvendig med en Længde af 3,20 Meter
_p._589.jpg)
Ruiner af det ældre Hus
(Boplads No. 2).
Efter Amatørfotografl af Doktor Johan Brun.
og med en Bredde af 1,80 Meter. Murene havde nu en
Høide af omtrent 1,20 Meter og var i Bunden indtil 1
Meter brede, medens de opover skraanede af og øverst
kun havde en Bredde af 0,50 Meter. Indgangen var paa
den fra Vandet bortvendte Sydside, i det sydvestre Hjørne,
ganske som det skal være almindeligt paa nyere lignende
Bygninger. Foran Døren saaes Levninger af et Stengjærde
omkring en bredere Forgaard. Peisen var anbragt i det
andet Hjørne mod Syd. Ved Gravning fandtes Næver over hele Gulvet, og dette maa være Levninger efter det
indstyrtede Tag. Endelig maa anføres, at der paa Vestsiden
var gravet en Række Huller, hvori var nedsat
Heller. Maaske disse har været benyttet til Opbevaring
af Kjød.
Boplads No. 2 ligger paa en videre og bredere Plads, hvor der rundt om Hytten kan have været samlet mange Folk. Her var der Levninger af to Huse. Det største havde en Længde af 5,70 Meter øg en Bredde af 4,75, med en oprindelig Murtykkelse af 0,80 Meter. Indgangen vender ogsaa her mod Syd. Arnestedet var her ikke i en Krog, men midt paa Gulvet, hvor der endnu kunde paavises Spor af Kul. Omkring Murene var der oplagt Jord, og paa den østlige Side var der for at holde denne oppe bygget en særegen Vold. Paa Nordsiden, hvor Bakken falder brattere af mod Krækjavandet, var der kastet Ben udover. Den Jord, som var lagt op om Murene, maa have havt til Hensigt at gjøre Bygningen mere varm og dermed tjenlig til Beboelse ogsaa om Vinteren. Ruinerne som Helhed var stærkt medtagne og gav Indtryk af at være meget gamle. Af Tagnæveren saaes ikke Spor.
Ved Siden var der Levninger af en anden mindre Bygning, med Længde 3,40 og Bredde 1,50 Meter, samt Murtykkelse af 0,80 Meter. Ogsaa her var Indgangen paa Sydsiden. Men i et mindre Rum, som var bygget op til dette Hus, var den mod Nord; nogen Aabning mellem dette mindre og det større Rum var ikke at finde. Udenfor denne Bygning saaes nogle stensatte Huller i Jorden, lignende dem, som var fundne paa Boplads No. 1. Der var Spor at se af Bendixens Gravninger. Men det viste sig snart, at de Fund, som her kunde gjøres, ikke dermed var udtømt. De fordums Beboere af begge Steder har efterladt mange Levninger fra sin Virksomhed.
Saa hurtig, det kunde ske, gik jeg igang med at undersøge i og omkring Ruinerne, først ved Boplads No. 1. Her laa der talrige Rensdyrhorn, som alle var afsagede i en ret og skarp Linie og som Regel godt bevarede. Mellem dem laa ogsaa en liden Benplade, som oprindelig maa have været firkantet, med et Hul i hvert Hjørne. Af disse var kun et levnet, med Antydning af et andet. Inde i denne Ruin blev der mellem Stenene omkring Peisen fundet en Pilespids af Jern. Ved Boplads No. 2 blev der mellem de Ben, som laa paa nordre Skraaning, fundet en ganske liden Brynesten. Ved denne Ruin kom der ogsaa frem et Stykke Ben, som var bearbeidet med Kniv.
Senere har Ole Akers Søn Lars Aker i Ruinerne fundet en Del Kramper, Stifter og Søm, som hans Fader har indsendt til mig. Dermed har han fortsat i 1909 og bragt for Dagen en Del forarbeidede Benstykker, en Del Baadnagler samt to Knivblade af Jern. Endelig har Lars Aker i Nordenden af Krækjavandet fundet et Lanse- eller Spydblad af Jern, 36 cm. langt, forholdsvis vel bevaret. Det laa nedstukket i Jorden. Spydbladet kan alene være af norsk Oprindelse, ligesom det giver os et tydeligt Vink til at forstaa Arten af den Virksomhed, som her har været dreven.
Naar man uden forudfattede Meninger gransker de nu foreliggende Fund, maa alle Teorier om en Befolkning af en fremmed Rase bortvises. Det er først at mærke, at Ruinerne viser den samme Bygningsmaade, som har været almindelig rundt om paa vort Lands Høifjeldsvidder. De er som de Lægere, hvori Fiskere og Jægere har holdt til, og de primitive Støler, som endnu paa mange Steder er i Brug. De er opført paa en Tid, da Viddens klimatiske Forhold væsentlig maa have været de samme som nu. Thi hvis den havde været dækket af Skov, vilde ingen have faldt paa at bygge af Sten.
Det er et Jernalders-Folk, som har levet i disse Huse, og det er Jernredskaberne, som giver Fundene deres Karakter. Saaledes som disse nu foreligger, gaar de ikke an at skilne mellem ældre Benredskaber og en derpaa følgende Periode med Jernredskaber. Her har kun boet en og samme Folkerase, og den har arbeidet med Jern; at den med Jern har bearbeidet Ben, kan ikke deri gjøre nogen Forandring. Endvidere har Hytternes Beboere været Jægere.
Al Tale om et Nomadefolk maa her afvises. Der findes ikke en eneste Antydning af, at Beboerne har havt Tamren. Et nomadiserende Folk vilde have flyttet om med Telte, og af dem vilde der nu ikke have været levnet Spor. Dette med finsk-ugriske Nomader paa vore Høifjelde vil kun være en Drøm, en Fantasi uden holdbart Grundlag. Selv de fundne Stykker af Flint og Kvarts er intet Bevis for saadannes Tilværelse. For det første er det rimeligst at forudsætte, at de har været benyttet til at slaa Ild. Og selv om de ved en nærmere Undersøgelse af de levnede Affaldsdynger skulde vise sig at være forhaanden i større Mængder, kan dog det finde sin Forklaring ad andre Veie end gjennem finsk-ugriske Teorier.
Alt, som hidtil har kunnet iagttages og fastslaaes, tyder paa, at det har været en Befolkning af Jægere, som har færdets paa Hardangervidden, og at denne har levet her gjennem Aarhundreder. Det store Hus paa Boplads No. 2, med Are midt paa Gulvet, er det ældste. Baade Ruinernes Tilstand og de stærkt forraadnede, hensmuldrede Ben, som der findes i Grunden, viser dette. Ved Boplads No. 1 har de derimod ikke lidt synderlig. Huset med dets Peis er ogsaa der forholdsvis vel bevaret og Murene meget høiere end i det store Hus paa No. 2. Siden dette faldt i Ruiner, er der hengaaet lang Tid. Det er det ældste Vidnesbyrd om Bosættelse ved Krækjavandet, som nu kjendes. Muligens er det opgivet som Bolig, da det andet og mindre Hus paa Boplads No. 2, blev taget i Brug. Men dette har da vistnok været benyttet ind i det 17de Aarhundrede.
Ligesom Nicolaysen og Bendixen hørte ogsaa jeg paa Vidden Sagn om den Fangstmetode, som blev anvendt med Dyrene. De stemte med, hvad der var fortalt mine Forgjængere, og var lokaliseret til Svøe (ɔ: Svaberg), Eidet mellem Store Krækjavand og Ørteren, et nærliggende betydeligt Vand. Her sees gamle Varder, og Sagnet vil vide, at der mellem dem havde været fæstet Liner, fra Varde til Varde. Disse Liner fortsattes ud paa Krækjavandet, hvor de laa opflødt ovenpaa Vandfladen. Skytterne laa og passede paa Renerne. Disse stansede op for Linerne og blev skræmt ud paa Vandet. Her kom de ind i de flydende Liner og blev yderligere skræmt. Siden dræbtes Dyrene med Pileskud.
Hertil kan jeg endnu føie lidt som Udtryk af mine egne Iagttagelser.
Mellem Krækjavandet og Dragøina oppe i Svonuten er der Rudera af en ganske liden Stenhytte, hvor der kan sees vidt ud over Omegnen. Der har aabenbart Skytterne havt sin Udsigtspost, fra hvilken de kunde signalisere, naar Dyrene kom. I Forbindelse dermed traf jeg ogsaa to smaa, sammenstyrtede kvadratiske Stenboder, ved Krækjastubben, den lille Elv, som rinder fra Dragøina ned i Krækjavandet. Oppe ved Dragøina, ovenfor Osen er der en Dyregrav med Rengjærde. Graven er mindst 1,60 m. dyb, 1,75 m. lang og over 65 m. bred.
Der har aabenbart her været et helt System for Renjagten.
Varderne, Linerne, Udkigshytten, de smaa Stenboder
og Dyregravene, alt passer godt isammen. Hvad ,_Map_p._594.jpg)
Det S. 596 omtalte Kartbrudstykke. Dyregravene angaar, er der paa saadanne ingen Mangel.
Jeg observerede en paa samme Side af Krækjavandet som
de to Bopladser. Ligeledes blev det mig opgivet, at der
findes lignende mellem Ustafjorden og Slødfjorden (Stødlefjorden).
Som tidligere omtalt, har Nicolaysen gaaet ud fra, at Hytternes Beboere har været fra Hardanger. Jeg slutter mig til ham. Mellem mine Fund var der ogsaa Vahorn, som anvendes ved Fiske. Saavidt jeg har kunnet erfare, er disse ikke kjendt i Hallingdal, men derimod vel i Hardanger. Ogsaa de peger i samme Retning. Haringernes Brug af Fjeldets Herligheder har følgelig i ældre Tid strukket sig længere i Øst og gaaet lige hen imod Hallingdal. Jagten har fortsat med de gamle Redskaber (Bue, Pil, Spyd) langt ned i Tiden. Først ved 1650 kom Ildvaabnene i mere almindelig Brug, og da aflagdes de gamle Fangstmetoder.
En nærmere Undersøgelse af Vidden med dens Ruiner, Redskabsfund og gamle Fangstmidler er fremdeles paakrævet. I Sommeren 1909 er en saadan indledet for Bergens Museum ved Kaptein Hj. Negaard, og den skal fortsættes. Navnlig vil man da have Opmærksomheden rettet paa Affaldsdyngerne. Den første officielle Beretning maa imødesees med Interesse.
Levningerne fra den gamle Jagtperiode forekommer helt ned til Møsvandet, hvor der paa Slagsvold er fundet Jernredskaber af samme Sort som oppe ved Hallingdal. Disse tilhører nu Grosserer Gustav Skamarken i Kristiania. Fundstedet er senere ved Møsvandets Opdæmning sat under Vand. Nicolaysen har ogsaa meddelt enkelte Oplysninger, som maa opfordre til at give Undersøgelsen af Vidden den størst mulige Udstrækning.
Det foran nævnte Spørgsmaal om Hardangers gamle Grænse mod Hallingdal har i vore Dage sin praktiske Interesse. Et Bidrag til dets Løsning kan maaske findes paa det Kart over Stavanger Stift, som er udarbeidet af Laur. Scavenius, Stiftets Biskop 1605–1626. Jeg hidsætter derfor (S. 594) en Kopi af den Del deraf, som omfatter Vidden og det Strøg, som blev befaret af Biskoperne paa deres Visitatsreiser til Hallingdal. Kartet giver ved sine Paaskrifter Vink til at forstaa, hvorledes den gamle Biskopsvei gik. Hardangers Østgrænse er her sat meget langt ind paa det Territorium, som nu regnes for at tilhøre Hallingdal. Det siger sig dog selv, at et saa mangelfuldt Kart ikke kan erkjendes for noget afgjørende Bevis.
Efterat foranstaaende allerede var sat, er der fra Kaptein Hj. Negaard i to Artikler, trykt i Bergens Tidende for 14. og 15. Oktober 1909, No. 284 og 285, meddelt en Del Oplysninger om hans paabegyndte Undersøgelser. Forfatteren oplyser, at hvad der i 1909 er udført, i det væsentlige kun er en foreløbig Befaring af Terrænet mellem Ustefjorden og Nordmandslaagen. Artiklerne ledsages af en instruktiv Kartskisse. med Angivelse af den fulgte Rute.
Kaptein Negaard synes tilbøielig til at gjenoptage den tidligere Teori om, at Viddens Bopladser stammer fra Stenalderen: »Bopladsernes Alder er endda vanskeligere at bestemme paa Grund af de hidtil ufuldstændige Gravninger. Fundene er som sagt blandet; men de fundne Flintestykker peger hen paa Stenaldersfolk, og i samme Retning peger ogsaa de Ylintestykker og den Pilespids af Skifer, som Bendixen i 1890 kjøbte i Ose i Ulvik, og som opgives at være fundne paa Bopladsen ved Finsevand«.
En nærmere Udredning af dette vil faa sin store Interesse. Men jeg maa kun fastholde, at hvad der hidtil er fundet, ikke kan pege mod en Teori, hvorefter de fra Christies Tid kjendte Bopladser ved Finsevand og Krækjavand skulde stamme fra Stenalderen. Bygningsmaaden ved disse viser dem som tilhørende forholdsvis nye Tidsrum og vort Lands nuværende Befolkning, Hallinger eller Haringer. Redskaber af Jern eller Ben forekommer i saa stor Mængde og er saa overveiende mellem de fundne Gjenstande, at det ikke kan være tvivlsomt, at vedkommende Boplads tilhører en forholdsvis ny historisk Tid. De Stykker Flint eller Kvarts, som jeg har seet, har intet Kjendemærke paa, at de skulde stamme fra Sten- alderen. Hvad Bendixens Pilespidser angaar, da har jeg allerede omtalt dem. Saafremt han havde fundet dem i en af de nu bevarede Bopladser, vilde de have afgivet et uvurderligt Bevismateriale. Men som de nu foreligger, kan ingen opgive med Sikkerhed, hvorfra de stammer.
Men de nye Undersøgelser vil ligefuldt kunne have sin store Interesse. De vil kunne faa meget Værd. Vidden har jo været befaret allerede af Stenalderens omflakkende Jægere og Fiskere. Der vil saaledes kunne findes Levninger af dem og deres Færden i Høifjeldet. Ogsaa de kan have havt faste Samlingspladser, hvor de hyppigst har holdt til, og disse Samlingspladser kan have ligget paa samme Sted som der, hvor deres Efterfølgere byggede sine Stenhuse, de som endnu sees.
Stenalderens Kultur kan have gaaet forud for det, som vi nu kan se ovenover det dækkende Muld. Jeg vil derfor til Slutning kun udtale det Haab, at de nye Undersøgelser, som nu skal optages fra Bergens Museum, vil blive saa fuldstændige som overhovedet muligt, og at der i Ordets egentlige Forstand maa gaaes tilbunds. Skal der være Haab om at finde Spor af Stenaldersfolkets Opholds steder paa Vidden, da ligger det kanske nærmest at søge saadanne under de senere Slægters. Stenalderens Levninger er ikke indblandet i de nu forefundne Kulturlevninger. Men de kan ligge under dem og der findes bevarede. Et muligt Underlag vil i saa Fald kunne bringes frem ved omhyggelige, nye Gravninger, og det vil da være helt nye Fund.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |