Dagbog fra 1ste August til 31te December 1812

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

1ste August 1812.

Paa min Reise fik jeg atter Lyst til Dagbogsskrivning. Der er dog, det erfarede jeg da, om jeg ellers efter Læsningen af min Venindes, Fru Korens, Dagbog kunde tvivle derom, adskilligt, endog i det daglige Liv, der uden at henhøre væsentlig til et Menneskes Biographie, er værdt at gjemmes og drages til Minde, og som det er umuligt med den bedste Hukommelse, hvilken dog sløves ved de tiltagende Aar, efter nogen Tids Forløb at være sig fuldkommen bevidst. For Mennesket af Grundsætninger, som ærligen vil bekjende, hvad han har gjort og tænkt, det slettere og det bedre, kan det og være en gavnlig Tvang, han paalægger sig selv, naar han gjør sig det til Pligt med strengeste Upartiskhed og Sandhed at gjøre Rede for alt. Heraf følger da, at en Dagbog af denne Natur ei kan være for en saa talrig Vennekreds som min Reisedagbog eller Frue Korens; det er ikke mine Venner, men mig selv, jeg her skriver for. Om alle uden Undtagelse ligesom om mig selv udbreder jeg mig med den fuldkomneste Aabenhjertighed. Kun dem altsaa, der kunne taale at høre Sandheden eller, hvad jeg anseer derfor, kun dem kan jeg tilstede Læsningen af disse Blade – og hvor mange ere vel de? Iøvrigt er Bogen, som sagt, til min egen Efterretning. Mere altsaa hvad der interesserer mig selv, end hvad der morer andre, tager jeg Hensyn paa og vogter mig i øvrigt for enhver Udladelse, hvorfor jeg, om den og læstes af min værste Fiende, kunde drages til Ansvar for Domstolene, thi hvad der er skrevet, kan man aldrig med fuldkommen Vished vide, ei vil falde i Uvedkommendes Hænder; om det end gjemtes under tredobbelte Laase. Saavidt Indledning.


Efter Breve fra Kjøbenhavn trykkes meget der med stor Hemmelighed. Man gjætter paa en Krigserklæring, som det dog af flere Grunde ikke kan være, Paalæg af en Sølvskat eller en Anordning om Bancosedlernes Reduction. Den mellemste Gisning er, efter Secretaire Rougtveds Fortælling, den sandsynligste. Han vilde vide, at hvert sjette Lod Sølv skal leveres til Regjeringen, om uden al Erstatning eller mod en ringe Betaling, veed man endnu ikke. At denne Forordning, om den udkommer, af mange vil blive illuderet, derved er neppe nogen Tvivl.

2den August.

Jeg tilbragte Formiddagen hos Wulfsberg i den langvarige Ordbogs-Commission.[1] Hvad jeg forefandt der ved min Ankomst, var lidet glædeligt. Wulfsberg dicterede og Døderlein afskrev en Proclamation under Titel: Brev fra en Svensk Rigsdagsmand i Ørebroe til en Norsk Patriot, der efter Sigende udbredes i Landet, og indeholder ikke mindre end Opfordring til Norge at løsrive sig fra det danske Scepter og forene sig med Sverrig under yderst smigrende og fordeelagtige Betingelser. Døderlein ønskede sig en Afskrift af denne smukke Pjece; jeg ønskede aldrig mere at see den, og saa lidet jeg som svagt Individ kan modsætte mig bydende Nødvendighed, saa vis kan man være paa, at den Smule Veltalenhed, Vorherre har undt mig, ikke skal misbruges til at at føre mine Medborgere paa Afveie, og at, naar det ikke længer kan nytte at tale for Ret og Pligt, saa skal jeg tie.

3die August.

I Egenskab af Censor gjennemlæste jeg Provst Kamstrups Afhandling om Skolevæsenet, og skrev til Indrykkelse i Selskabet for Norges Vels historisk-philosophiske Samlinger de Anmærkninger derved, som jeg fandt mig beføiet til at gjøre. De vare ikke mange eller betydelige, da jeg i det Hele er enig med Forfatteren, skjøndt jeg rigtignok, hvad Præsternes Deeltagelse i Skolevæsenet maa sige med Cosmoligoreus: Video meliora proboque, deteriora sequor. Jeg er desværre altfor indolent i den Sag, og det værste er, at det ei engang staaer i min Magt at føle levende Interesse derfor. „Naar Tidsalderens Aand arbeider mod almeen Forædling, kan det bedst organiserede Underviisningsvæsen ikke fremme den“, er endnu min stadige Troesbekjendelse, og denne Aand har ikke forbedret sig i de 7 Aar, siden jeg i min Tale i von Westens Institut, søgte at bevise denne Sætning.

Den svenske Proclamation[2] synes atter at ville sætte Wulfsberg i den exalterte Stemning, han var i, da Prinds Christian blev valgt til svensk Thronfølger. Ham som saamange andre ulykkelige Mennesker forekommer nok enhver Forandring ønskelig, da den maaskee kan være Forbedring for dem, mens det neppe er muligt, at deres Kaar kan forværres. – Der siges nu, at der intet bliver af Sølvafgiften, men at en Vinduesskat skal være i Vente. Vi skulle altsaa tilkjøbe os Lov til at lade Solen skinne ind i vore Værelser! Gud forlade Kongen og hans Raadgivere! Der var dog virkelig andre langt rimeligere Skatter, som kunde paalægges.

4de August.

I Selskab med Wulfsberg og Præsten Aars[3] kjørte jeg til Bogstad, hvor Commissionen for Ugebladet „Bondevennen“[4] var samlet. Forhandlingerne vare som sædvanligt ikke morsomme. Jeg er sluppen ind i denne Commission som en Udlænding slipper ind i et Selskab, hvor der tales et Sprog, som han allene blandt de Tilstedeværende ei forstaaer. Der er saaledes intet andet for mig at gjøre, end at være taus Auscultant. Da Ventilationerne vare endte, talte jeg med Neumann om hans Katechismus, om hvilken han sagde, at den var faren til Helvede, siden han ikke vilde lade Christus fare did. Han er enig med alle deri, at Biskop Bech er den, som er værst compromitteret i den Sag; men ogsaa erkjendte han, at denne gode Mand er Skyld i det Hele, ved at han med saa megen Bram forlangte Autorisation for Bogen, da han, naar han i Stilhed havde anbefalet den, gjerne kunde faaet den indført i hele Stiftet. Neumann undskyldte endog det theologiske Facultet, at det holdt saa strengt ved de symboliske Bøger, da det maaskee kunde ansee Cancelliets Forespørgsel for en Snare, der var lagt for at prøve dets Orthodoxie.[5]

Vi kom nu til Bords og „lagde i al Slags Gammen hen Landets og egne Sorger“. To smaae Pokaler bleve tømte til Ære for Aars, der første Gang var som Præst paa Bogstad, og Kammerherre Anker. Viser bleve sungne, dog gik det i al Ærbarhed, thi ved Bordet sad to sine Damer, Conferentsraadinde Anker og hendes tækkelige, men sygelige Datter. Ved Kaffeen og efter den hørtes intet uden Klager over Tiderne og mørke Spaadomme især om Misvæxt og Hungersnød, da man troer, Havren, formedelst det vedholdende Regnveir, ikke kan modnes i Aar. Veiret tillod os ikke at komme ud af Døren og vi lavede os derfor snart til Hjemreisen. Aars være nu som Præst, hvad han vil, han er et interessant Menneske.

6te August.

Paa Hedemarken skal være indgaaet Forbund, ei at sælge en Tønde Rug i Aar for mindre end 100 Rd., og er nogen saa fattig, at han ikke kan oppebie Tiden, da den stiger saa høit, har de Øvrige forpligtet sig til at afkjøbe ham hans Forraad. Mod disse Naturens Sønner, som Bønderne kaldes, ere Christianias egennyttigste Høkere sande Engle.

8de August.

Selskabet for Agers Sogns Vel havde Qvartalsmøde hos Lensmand Knoph paa Grønland. Det var ellers sidste Gang vi samledes der. Knoph har opsagt os, og man fik Even Frøen overtalt til herefter at modtage og beværte os. Idag bleve Præmierne for forrige Aar for Agerdyrkning og Huusflid uddelte, alle i Penge, da man nok sinder de Gaardsredskaber og Industrieværktøi, man før gav, for kostbare nuomstunder. Tilsidst uddeltes et Agtelsestegn til fire Tjenestefolk for lang og troe Tjeneste, og det bestod i en Sølvbrystnaal, hvorpaa to Nøgler over Kors, der overgaves dem af Kammerherre Anker med Formaning at bære det, naar de gik i Kirke eller Selskaber, at Folk kunde see, hvilke Karle de vare. Et Forslag at indkjøbe og indrette en Forsøgsgaard efter John Colletts gamle Plan faldt igjennem med 17 Stemmer mod 16, og havde især i Assessor Mathiesen[6] en stærk Modstander. Maaltidet pleier at være morsomt, men var det ikke idag. Norges Skaal blev drukket med den sædvanlige Klappen og Hurraraaben, men det var intet andet end den pure Vildskab. Da det er eet at skraale for sit Fædreland og et andet at handle for det, og jeg neppe tiltroede hver fjerde Mand i Selskabet Forstand og Hjerte til det sidste, saa var jeg aldeles ikke vel fornøiet med denne, som jeg sjelden er med nogen Støi. Det var mig overalt ubehageligt at sammenligne dette Møde med October Mødet forrige Aar, da man drak Kongens Skaal med en høitidelig Eenstemmighed, der fremlokkede Taarer i mit Øie. Hvad har han siden gjort, som qvalificerer ham til denne kolde Ringeagt, som en Tidlang var og nu igjen er herskende Tone i vore soi-disant patriotiske Cirkler? O disse Rør, som drives hid og did af Vinden, og paa dem skulde Landet stole i dets Trængsler? Nei, ophjælpes det ikke paa anden Maade, da ophjælpes det, ved Gud! ikke.

9de August.

Veiret var afskyeligt. Jeg ventede derfor ikke mange Tilhørere i Slotskirken, og fik dem heller ikke. Jeg var derfor ret glad over at have opgivet de to første Planer, jeg havde lagt til min Prædiken. Først faldt det mig nemlig ind, at jeg i Anledning af den svenske Proclamation vilde tale nogle kraftige Ord om, hvad vi skylde Konge og Fædreland i Trængselsdage som nærværende. Men en saadan Prædiken maatte skrives heel, da et uveiet Ord ved en saadan Leilighed let kunde bringe en i Fortræd. Jeg opsatte altsaa disse Advarsler til en anden Tid, hvis de da skulde være fornødne. Siden vilde jeg med Hensyn paa det vedholdende Regnveir og andre dunkle Udsigter lagt min Menighed paa Hjerte, at, skjøndt dette ikke egentlig kunde betragtes som Guds Straf, burde vi dog alvorlig eftertænke, hvor lidet de fleste blandt os som Mennesker, Borgere og Christne fortjene en bedre Skjebne end den, som synes at vente os. Men jeg ønskede mange til at høre denne Bodvækker, og jeg veed ikke, hvilken Anelse bebudede mig, at mine Tilhørere vilde blive faa – nok, jeg holdt mig ganske til Dagens Evangelium, og udviklede: 1. At vi intet have at hovmode os over. 2; Hvorledes vi ved overdrevne høie Tanker om os selv gjør det umuligt for os at gaae frem, men gaar snarere tilbage. Udførelsen fyldestgjorde mig ikke. Talrigt Auditorium begeistrer mig, tom Kirke gjør den modsatte Virkning. Ogsaa den Tanke, at der var saa hjertelig faa af mine Tilhørere, som det med Rimelighed kunde falde ind at hovmode sig enten af udvortes eller indvortes Fortrin, gjorde mig kold og tvungen.

11te August.

Jeg har idag lagt Planen til et literært Arbeide, som jeg længe har tænkt paa: Nogle Vink for unge Prædikanter, med Hensyn paa enhver Tidsalder.[7]

12te August

Det forekommer mig, som Cadetterne nu vise mere Opmærksomhed, Eftertanke og Forberedelse. Tandberg[8] er vist en dueligere Religionslærer end hans Forgjængere. Selv eminente Genier som Garben[9] o. fl. har jeg ikke været mere fornøiet med end nu med 6–8 af dette Aars Confirmander.

13de August.

Vi har nu virkelig Sommer, saa behagelig, som den kan tænkes. Landmanden har det ønskeligste Høstveir, og trods alle Spaadomme tegner det i det mindste i vor Egn til at blive et overmaade godt baade Høe- og Kornaar.

(Drammen) 21de August.

Cappelen fik i Aften tilsendt fra en ubekjendt Haand en Fortsættelse af den smukke Brevvexling, jeg under 2den d. M. har omtalt. Der gjøres fornyet Forslag om Norges Forening med Sverrig; man søger at gjøre det end mere indlysende, hvor fordeelagtig en saadan Forening vil være, og at hæve nogle Indvendinger, som en norsk Patriot skal have gjort. Jeg vil formode, at det Hele er Privatmænds Værk, og at ingen Regjering indblander sig i saadant; jeg er overbeviist om, at Almeenstemningen i Norge aldrig vil bifalde Frafald fra Kongen, om ogsaa endeel urolige Hoveder skulde ville lægge Opstandsplaner. Cappelen sender Brevet til Øvrigheden, saa vilde jeg ogsaa gjøre, om et saadant Brev sendtes mig, hvilket jeg dog formoder, man, efter de Grundsætninger, jeg i min Tale af 28de Januar[10] vedkjendte mig, ikke lettelig vil falde paa.

Udrustningerne ved Grændsen siges at være indstillede. Hvis det er sandt, er saaledes Faren fra denne Kant forbi indtil videre.

25de August.

I Intelligentsseddelen fandtes et Stykke, hvori aabenbar Hensyn var taget til de smigrende svenske Løfter og den Troskab, vi i den Anledning skylder vor Konge. Formaningen er velment, men har liden Fynd; imidlertid bestyrkedes jeg herved i mit Forsæt paa Søndag 14 Dage i Slotskirken at besvare det Spørgsmaal: Bør eller kunne vi forbedre vor Tilstand ved at handle mod Pligt og Samvittighed? og levnes mig Tid, skal jeg udarbeide denne Prædiken, for at være desto vissere paa, intet at glemme af, hvad jeg har at sige, og heller ikke at lade mig henrive til at sige mere end tilbørligt er. Jeg havde ogsaa Lyst til, naar Leilighed gaves, at opstille den Opgave i Anledning af nogle Yttringer i det sidste svenske Brev: Kan Troskab mod Fædrelandet billigen adskilles fra Troskab mod Kongen? og da vise, at der kun er tre Tilfælde, i hvilke en retskaffen Mand kan ophøre at være sin Konge underdanig og skille hans Sag fra Fædrelandets, og at ingen af disse Tilfælde for nærværende Tid existerer hos os.

26de August.

Generalauditeur Bergh finder ikke de svenske Breve i mindste Maade farlige, og anseer ikke vore Landsmænd enfoldige nok til at bedaares af Løfter, hvoraf det ikke vilde være de Svenske muligt at opfylde Halvdelen. Det bekræfter sig, at alle Troppesamlinger i Sverrig ere ganske ophørte. Soldaterne ere vandrede hjem, og Matroserne have Tilladelse til at tage Tjeneste paa Koffardieskibe. Det var dog mærkeligt, om det kunde lykkes Sverrig ene blandt Europas Nationer at bevare Neutralitet i denne Tid, da det er et almindeligt Løsen: Hvo som ikke er med mig, er imod mig.

27de August.

Første Deel af Guldbergs Oversættelse af Plautus har jeg idag faaet. Jeg har endnu kun læst Fortalen, som er meget instructiv, men Gud bevares, hvilken knudret Stil hos en Lingvist af Profession! hvilke indviklede Perioder! hvilke sesquipedalia verba! Der er nok ingen Forfatter af ringeste Celebritet, der i dette Øieblik skriver saa slet Dansk som Guldberg. Ogsaa hans næsten directe Paastand, at man ei kan være god Forretningsmand, uden at have dannet sig ved Classikernes Læsning, er vovet og sikkert overspændt. Ære dem, som æres bør, og de Gamle tilkommer vist større Ære end man i det attende Aarhundredes sidste Decennier vilde tilstaae dem, men at det „klarligen som ynkeligen“ vil sees, naar Manden, „hvem Staten gav en Kreds at styre, fattes den Dannelse, Classikernes tidligen begyndte og heldig fortsatte Studium meddeler“, at han „staaer svag som et Rør for Vinden, at den Opdragelse, han nød, kun var halv, at han gik ufuldkommen fra den“, er af de Overdrivelser, som kun en Pram og Guldberg ville tillade sig.

31te August.

Assessor Mathiesen er en fortræffelig Vert, og jeg kjender ingen, hos hvem man i høiere Grad har Frihed til at drikke sig pærefuld eller holde sig inden den strengeste Maadeligheds Grændser. Man faaer saameget man vil have, men nødes aldrig. Forøvrigt har Manden sine svage Sider, og vedkjender sig selv Utilbøielighed til at gjøre Opofrelser for det Almindelige, saa han endog idag forsikrede, at om han var børnløs og eiede Millioner, vilde han ikke testamentere en Skilling til offentligt Brug. Maaskee kan Sagen betragtes fra flere Sider, og M. kan have Ret, naar han siger: „Vee det Land, hvor ingen nyttig Indretning kan fremmes og vedligeholdes uden Privatmænds Understøttelse!“ men den Egoisme, hvortil han baade theoretisk og practisk bekjender sig, gaaer dog for vidt.

2den September.

Jeg har udlæst første Deel af Jean Pauls unsichtbare Loge, men er endnu lige klog; jeg har endnu (!) seet noget om Loge og Usynlighed. Det Hele er overalt noget ganske besynderligt, som jeg aldrig ret vil kunne hitte Rede i. Allermindst begriber jeg, hvor Jean Paul kan blive interessant Fruentimmerlecture. At her findes mange særdeles vittige og skarpsindige Yttringer, vil jeg aldrig nægte, og at tænkende Mænd som Provst Munch og Schmidt kan finde det interessant at trænge ind med Forfatteren i den menneskelige Naturs Dybder, gik end Veien over golde Heder og ubanede Fodstier, det kan jeg begribe, skjøndt jeg selv ikke altid har Taalmodighed til at lede en halv Time i en Sanddynge efter et Par Guldkorn, men at Fruentimmer som Moer Koren og Mad. Cappelen, der dog ikke have fornægtet deres Kjøns Charakteer og ere blevne høilærde, dybsindige Philosophinder, at Fruentimmer, der nære og tolke idel blide, ømme Følelser, kunne uden Selvfornegtelse, med Henrykkelse endog, arbeide sig gjennem Jean Pauls Fjas og abstracte Philosophemer og alskens Viisdom, kunne flyve med ham fra Sirius til Rendestene og Natstole og derfra igjen op i den tredie Himmel, det er mig ubegribeligt, og da jeg dog ikke er af de meget sløve Hoveder, da jeg ikke har svoret udelukkende til nogen æsthetisk Skole, da jeg har ligesaavel Sands for Schiller, Øhlenschlæger, Goethe, ja for Tieck og Werner, som for Ewald og Klopstock, saa tilgiver mig, mine agtede Veninder! da jeg paa ingen Maade kan beskylde Eder for Affectation, at jeg aner Selvbedrag i den Forgudelse, som I yde Jean Paul.

Paa Embedsvegne har jeg endvidere læst Provst Graves[11] Fortælling: Peder den Ærlige. Det er et maadeligt Product og staar langt under de nationale Fortællinger af samme Forfatter. Peder er vistnok ærlig, men derhos saa taabelig og kjellingagtig, at det er umuligt at fatte nogen Interesse for ham. Fortællingen er overlæsset med romantiske Begivenheder. Peder kommer blandt Zigeunere, blandt Seelenverkoopere, blandt Vilde paa en Ø i Sydhavet, i engelsk Fangenskab osv. osv., men tomt, flaut og forslidt er det Hele. Jeg er ellers meget at beklage, og kommer jeg ikke snart ud af den historisk-philosophiske Classe i Selskabet for Norges Vel, bliver jeg Uven med al Verden. Det er virkelig tungt, at man skal vrøvles ind i Omstændigheder, man kunde undgaae, men partisk kan jeg ikke være, om endog den „upartiske Dom er feilende.

3die September.

Selskabet paa Økern[12] var talrigt og fornemt. Store Selskaber er der forresten aldrig noget mærkeligt ved. De ligne hinanden alle lige til Viin og Mad, som man gjerne her i Christiania kan sidde i sin Skue og forudsige, da man ikke er meget opfindsom i at give afvexlende Retter. Med samme Bekostning synes jeg vore Rigmænd, der enten selv eie Kok eller leie ham for den Dag, kunde variere Beværtningen en Smule. Mariboe havde sørgelige Tidender fra Throndhjem at fortælle. Kulden har indfundet sig temmelig stærk, og Misvæxt ansees uundgaaelig. Vore to Orlogsbrigger, som laae i Finmarken, ere tagne af Engellænderne og Tilførselen fra Archangel er gjort fast umulig, saa at Hungersnød nordenfjelds høiligen er at befrygte. Mismodige Yttringer hørtes af Adskillige ogsaa om Udsigten i vor Egn, da det i Nat havde frosset, og man mere og mere mistvivler om, at Havren kan modnes.

4de September.

Jeg har idag kjøbt 7 Favne Oreveed, som det endda hedder, jeg havde faaet for taalelig Priis, og som kostede mig ialt henved 140 Rd. Det er mig ubegribeligt, hvor Officerer og andre, hvis Indtægter dog i Forhold til mine er smaa, kunne leve med Familie i denne Tid. De leve ventelig slet, derom kan ikke være nogen Tvivl, men da Korn og Brænde og andre Livets høieste Fornødenheder just ere de, hvis Pris stiger høiest og forholdsvis langt høiere end de forbudne Colonialvarer, saa hjælper det lidet, at indskrænke Brugen af Luxusvarer; det er just det daglige Brød, hvormed der aagres meest, og som det er vanskeligst at faae.

5te September

Stenersen interesserer sig ikke meget for Ordbogscommissionen, og hos Ynglingen kan man tilgive, at en tør Ordfortegnelse, som dog krydres med mange levende Ventilationer, ofte ogsaa med lystig Spøg, ikke morer ham. Om han just vinder noget ved isteden at læse Schellings Philosophie som han i Aften angav for sin Yndlingslecture, skal jeg lade være uafgjort. For nogen – Selbstgenügsamkeit kan jeg ikke frikjende dette vakre, muntre, tækkelige, unge Menneske. At han, en theologisk Candidat, i en let henkastet Tone, kan fortælle, at Grundtvigs Dimisprædiken er den første og eneste Prædiken, han har læst i sit Liv, gjør ham ingen Ære; at Dyret i Aabenbaringen, som taltes om i Dansk Ordbog, var ham noget ganske nyt, og at han lige naivement tilstod, at han aldeles ikke kjendte Johannes Aabenbaring, var heller ikke at gjøre sig til af, og at han slog Vrag paa Ordet Dyd og vilde have det moderne, mere indskrænkede Ord Fromhed istedet, kunde gjælde som individuel Mening, naar det i al Beskedenhed fremsattes som saadan.

6te September.

I Classesamlingen besluttedes, at Grøgaards Afhandling skulde trykkes uforandret og uden Noter, men at Biskoppen skulde gjøre et Tillæg, hvori han (baade mod Grøgaard og mig) vilde paastaae Præsternes Duelighed og Forpligtelse til at danne Skolelærere. Det er nu Mandens Kjephest. I hans allerførste Circulaire som Biskop for 7 Aar siden galopperede han afsted paa den, men sandelig, Sagen har store Vanskeligheder, som han hverken har hævet eller formodentlig vil kunne hæve. Fremdeles besluttedes, at Recensioner over indsendte Skrifter herefter ophøre. Spørgsmaalet bliver blot, om de bør trykkes eller ikke? og har da et af Classens Medlemmer noget, som ligger ham paa Hjerte, og hvori han er af anden Mening end Forfatteren, kan han tilføie det i et Tillæg. Derimod udelades ligefrem urigtige Ting, ligesom man og, naar Forfatteren, som Provst Grave, har givet Classen Hals og Haand over sit Arbeide, retter dette efter Godtbefindende. Et mindre fornuftigt Decret som dog forhaabentlig kan lægges paa Hylden eller i al Fald modificeres, fattedes efter Biskoppens Forslag i Anledning af Ordbogens Revision: at nemlig ved Stavelsernes Afdeling fornemmelig skal tages Hensyn til Ordenes Udtale, fornemlig i Pluralis. Ligesom intet er mere ubestemt end Udtalen, saa kunde der nok heller ikke tænkes nogen mere vaklende, for flere Undtagelser udsat Regel.

8de September.

Uagtet dets uudtømmelige Fond og dets (i andre Henseender) dristige Bestyrelse er Ankers Waisenhuus nu i en heel maadelig Forfatning. Mere end tre Fjerdedele af de 12 Børn fandt jeg, ved mit Besøg idag i Skolen, at være saare tarvelige Subjecter; tre af Drengene vare desuden paa Ullevold, for, efter vedtagen Uskik, at bivaane Rugsæden. De fleste af dem seer sygelige ud, og jeg kan intet stort Begreb gjøre mig om den indvortes Forfatning. Deres Fremgang er uden Undtagelse ringe, og er end for det meste Materien ubequem, kunde man dog vente lidt mere Skaberkraft af en saa ypperlig Lærer, som Feyring passerer for at være. Men dette hans udmærkede Lærerværd har jeg rigtignok aldrig kunnet erkjende. Hertil kommer endnu, at der hersker Uenighed mellem ham og Læremoderen, at denne protegeres af Mad. Collett, og at Børnene, som ere begge subordinerede, ikke vide ret, hvem de skulle adlyde, da Begges Befalinger undertiden stride mod hinanden, og at, uagtet alt, hvad Bispen, Agent Nielsen og Mad. Collett i April Maaned lovede at bringe Sagerne i Orden, endnu ikke et eneste Skridt dertil er gjort. Det er saaledes begribeligt, at jeg ikke uden inderligste Misnøie kunde betragte denne Stiftelse, der dog nok engang var i bedre Tilstand, men som uundgaaelig maatte gaae sin Undergang i Møde, naar ikke det Ankerske Fideicommis var dets mægtige Opretholder, og Spørgsmaal endda, hvad der var bedst: ikke at existere, eller at existere som nu?

9de September.

Paa mine Forestillinger om Uordenen i Ankers Waisenhuus lovede Agent Nielsen, at Waisenhuset om faa Aar skulde komme i en blomstrende Forfatning, faae en skjøn Bygning, et fordoblet Antal Elever, to Lærere og en ordentlig Administration i alle Maader, og han ønskede, at man da paa en god Maade kunde blive Feyring quit, da han „ved sin tærgende Kulde stifter Splid og Kulde, hvor han kommer.“[13]

11te September.

Jeg fik igaar et Brev fra Stiftsdirectionen, hvori den udbad sig min Erklæring hvorvidt jeg troede det gjørligt og raadeligt, at Slotskirken nedlagdes, og begge Menigheder i Forening benyttede sig af Byens Kirke. Denne Erklæring skrev jeg idag. Da Biskoppen ikke havde udtrykt sig ganske tydeligt, antog jeg, at Menighedernes fælles Brug af Kirken kunde ske paa to Maader: naar begge hver for sig benyttede sig af den paa forskjellige Tider, og naar de sammensmeltedes til een Menighed. Det første vilde med Hensyn til den Sag, som havde givet Anledning til dette Spørgsmaal, intet gavne, da hver fremdeles fik sine Omkostninger at udrede, vilde neppe heller være raadeligt, naar ei Nødvendigheden bød det, da ubehagelige Tvistigheder derved kunde opkomme, tildels af subjective Grunde, som jeg overlod til Directionen selv at gjette – Lumholtz’s Trættekjærhed og Stivhed nemlig. Den sidste Forandring derimod var i høi Grad ønskelig, og derhos mulig at iværksætte, kun lod det sig neppe gjøre, før Vacance i et af Kaldene indtraf.

12te September.

Schmidt skriver, at han ogsaa har faaet et svensk Brev tilsendt, ligelydende med det til Cappelen. Han var deri kaldet Doctor, men havde, trods denne Værdighed, hvortil man havde ophøiet ham, sendt dette „gemene Smøreri“ til Vicestatholderskabet. Der svæver for min Sjel en Tanke, som jeg gjerne vil undertrykke, at Mennesker, jeg kjender meget vel, at endog en meget kjær Ungdomsven[14] af mig er middelbar Deeltager i denne Affaire. Maaskee tager jeg feil, og det skal inderligen glæde mig, men da jeg ogsaa passerer for en Mand af Talenter, der vel ikke vare saa aldeles ubrugbare, naar jeg for Alvor anvendte dem for eller imod en Ting, saa skulde jeg næsten troe, at Vedkommende kjende mine Grundsætninger bedre end Schmidts, og derfor vente af ham, hvad de med Grund formode aldrig at kunne vente af mig.

[Hovind, Ullensaker][15] 14de September.

Jeg gjorde idag Bekjendtskab med Præsten Mørch,[16] Sorenskriver Korens nærmeste Naboe, en aldrende, blid, retskaffen og vist ikke ulærd eller ucultiveret Mand. Han har ikke drevet det videre end til at blive residerende Capellan, og maa ventelig ende sine Dage som saadan, hvormed han ogsaa er tilfreds, da han og hans Kone, et værdigt Pendant til Baucis og Philemon, have nødtørftigt Udkomme og ere børnløse. Mod Aftenen vandrede han hjem, skjønt man anmodede ham om at blive. Han gjør sig Samvittighed, den redelige Mand, over at være en eneste Aften borte fra sin Kone. „Hvem veed“, sagde han, „hvor længe en skal være sammen? Saa ankede man blot paa, at man ikke havde nyttet Tiden medens man kunde.“ Ja! i den ædleste, meest uvanhellige Betydning kan man her udbryde: o sancta simplicitas! Hvor godt for Menneskeheden, om vi alle vare saa enfoldige!

[Hovind] 15de September.

En stor Deel af Aftenen tilbragte Damerne med et flaut Spil, kaldet Rabus, som jeg hverken forstaaer eller vil forstaae. Ligesaa lidt forstaaer jeg, hvorledes den tænksomme og tolerante Moer Koren kan ellers i sin Dagbog ivre mod det tidsmyrdende, selskabelig Glæde forstyrrende Spil, og saa i den meest udsøgte Vennekreds tilbringe hele Timer med dette uinteressanteste af alle Spil. Saa egoistisk inconsequente ere vi Mennesker, og saalænge vi ei bryde Staven over andre, idet vi selv synde omtrent paa samme Maade, faaer det gaa paa den menneskelige Svagheds Regning.

[Christiania] 17de September.

Da jeg havde læst med Confirmanderne gik jeg ind til Mad. Lange,[17] som endnu ligger stille hen og venter længselsfuld sin Forløsning. En saadan Dødsseng er det glædeligt at staa ved; man seer en rolig Død som Løn for et vel ført Liv. Stille og ubemærket gik hun sin Bane frem. Verdens kloge Børn satte ingen Priis paa hende; men jeg og min Kone kjende og elske hende og skulle hædre hendes Minde, saalænge vi ere til. I sine velopdragne Børn har hun sat sig et Hædersminde, skjønnere end om hun havde efterladt sig en halv Snees samlede Værker.

21de September.

Den besynderlige Grundtvig! Hans store Kjendskab til Oldtiden, hans Gave til at indtrænge i dens Aand, hans digteriske Anskuelse, hvo maa ei beundre dem? og hvo maa ei tillige elske dette varme Hjerte, som fremlyser overalt? Men naar han saa i sine „Optrin af Nordens Kjæmpeliv“, som jeg nu har udlæst, henfører alt til Christendommen, naar han kun derved troer at bevare sin Pen uvanhelliget, at han lader sine bedste Helte og Heltinder gaae over til den christelige Religion, ja, naar han lader sine Omvendere tale med den meest fanatiske Intolerance, naar han næsten med rene Ord gjør Christendommen til den ene saliggjørende Religion, hvo kan da give ham Medhold? To charakteristiske Steder maa jeg afskrive. Det ene er af Fortalen. „Engang var jeg hartad tilsinds at brænde det hele Eventyr, da den afgudiske Snak, selv i Hedningemund, syntes mig forargelig, og al verdslig Skjaldskab en Sjels Overdaad, der ligesom dens legemlige Frænde svækker og sløver, idet den kildrer og gotter. I Hovedsagen er jeg endnu ikke langt fra samme Tanke, thi ogsaa i den Henseende er Christus det sande Viintræe, og hver Drue, som ei voxer derpaa, kan kun beruse, men aldrig styrke og opløste nogen ædrue Sjel.“ Det andet Sted er S. 183, hvor Thorkild vil omvende Gunnar og Høgne, to virkelig ædle Ynglige, som slet ikke ere gjenstridige mod Sandheden, kun endnu vel hengivne til denne Verdens Lyst og Guld, og desuden gjorte vaklende ved en ondskabsfuld Moders Spot. Da de nu ikke strax udbryde: „Vi troe paa Jesus!“ saa tiltaler Thorkild dem saalunde:

„I stande tause, Gjukunger! jert Sind
Er bundet til det gyldne Jordens Støv,
Og ei I vil med Himlens Ædelstene,
Med Hjertets Roe og Salighed det bytte.
Jeg kan ei tvinge jer; til Tro og Kjærlighed
Ei Tvang kan føre, men min Varselstemme
I Hallen høit skal runge, før jeg gaaer:
Hvis I ei vil til Herren jer omvende,
Da skal opfyldes Brynhilds Spaadom vist,
Og medens Orme eders Knokler gnave
Skal Sjelen gnaves af en værre Orm,
Som aldrig døer og aldrig den fortærer.“

Og med denne ægte dominicanske Floskel ender Optrinet.

26de September.

En Samtale mellem Moer Koren og mig, hvorvidt man bør skye selskabelig Omgang med Mennesker af tvetydig eller erkjendt slet Moralitet. Hun paastod, hun i Assessor Mathiesens eller Professor Pihls[18] Huus aldrig kunde finde nogen Glæde; min Mening derimod var, at naar Verten er en gjæstfri og behagelig Mand, naar man hos ham finder godt Selskab og, hvad man ellers i saadant et Gilde kan ønske sig, saa har man alt, hvad man med Billighed kan forlange, og hans øvrige Liv og Characteer er en uvedkommende Sag, som man tager i Betragtning naar man vil indlade sig i nøiere Forbindelse med ham, men som ved et Spise- og Spillebord hverken gjør fra eller til. Foruden denne Grundsætning, som jeg i mit hele Liv, uden Skade for min Moralitet, har fulgt, endnu følger og fremdeles agter at følge, bliver det endnu et stort Spørgsmaal: „Hvo er et slet, hvo er et godt Menneske?“ og det kan ikke altid jeg besvare og (jeg tør give min Menneskekundskab den Compliment) Moer Koren endnu mindre. Ogsaa en M. og P. har vel deres gode Sider og noget, der undskylder de modsatte – og hvo tør paastaae, at der ei blandt vore nøieste Omgangsvenner er en og anden, om hvilken kunde,siges efter Visens Ord, at der

„vilde smukke Ting opdages,
kunde man i deres Hjerter see.

Nei, min gode Moer Koren! leve med Alle, men leve i Fortrolighed med Faa, i ligegyldige Ting oversee, hvad Manden ellers er, naar han kun der er, hvad han bør være, men iøvrigt ikke tage Deel i de Ugudeliges Raad og ikke gaae paa „Synderes Vei“, det er nok den sande Leveviisdom, som man hverken for Gud eller Mennesker tør blues ved at bekjende sig til.

28de September.

Mad. Lunge blev begravet. Efter Tilbagekomsten til Sørgehuset var det sædvanlige Gjæstebud. Man aad og drak med stor Appetit og førte ret fornøielige Discurser. Jeg tog ingen Deel i disse, men anstillede i Stilhed mine Betragtninger. Jeg tænkte paa de glade Øieblikke, jeg og min Familie nu i syv Aar havde nydt i dette Huus, hvilket jeg som Gjæst uden Tvivl idag betraadte for sidste Gang, den oprigtige Velvillie, der fra den første Dag viistes os af denne elskværdige Families talrige Kreds, hvis Lemmer nu allesammen enten hvile i Graven eller snart vandre adspredte her og der, komme aldrig mere i selskabelig Forbindelse med os, og ophøre vel om kort Tid at være vore Venner. Med Mindets og Savnets længselsfulde Sukke betragtede jeg dette om faa Uger øde Huus, hvor huuslig Dyd og huuslig Lyksalighed i flere Decennier har havt et af de skjønneste Templer, der i det store Christiania opreistes for disse vore velgjørende Skytsaander, og nu, hvilke Guddomme mon nu vil flytte derind? Saa fremtrængte sig ogsaa for min Sjel den store Tanke om Død og Grav, og det ubekjendte Land bag Graven. Nylig vandrede hun blandt os, vor fromme Veninde, og hvor er hun nu? Og vi, som om kort eller længe alle skulle vandre ad denne dunkle Vei, sidde her sorgløse og æde og drikke og tale om de Franskes Fremskridt i Rusland og om Napoleons Planer – vi sidde her i et Sørgehuus, hvorfra nys en Moders, en Venindes afsjelede Støv er henbaaret – her sidde vi, og hvor mange af os tænke paa Livets Flygtighed og Gravens Mulm og det, som venter paa hiin Side af den?

29de September.

Torsdagsconfirmanderne vare idag for sidste Gang hos mig. Jeg holder altid en liden Afskedstale til dem, og det lykkes mig tidt ved den at udpresse Taarer af mangt et Øie. Det mærkede jeg intet til idag. Der er overalt ingen af de Børn, for hvilke jeg fortrinligen kunde interessere mig. Hjertets inderlige Deeltagelse i Underviisningen sporer jeg alt sjeldnere og sjeldnere hos mine Consirmander. Er Grunden hos mig eller hos dem? Ere mine Formaninger nu mindre varme og rørende? Er min egen Stemning saadan, at hine blide Følelser ei fra mig kunne forplantes til dem! Maaskee! men ogsaa her maa jeg tildeels anklage Tidsalderen. Mit Hjerte er uforandret. I Eenrum ere mine Følelser ømme og stærke, som da Ynglingen for henimod 20 Aar siden med sværmende Forhaabninger traadte ind i Lærerstanden,[19] men ogsaa kun i Eenrum, thi den Verden, der omgiver mig, vilde ansee det for en Daarlighed, og derved er jeg vant til alt mere og mere at indslutte dem i min Barm. Jeg tør, jeg kan ikke lade nogen see i mit Inderste, og dermed tillukkes mit Hjerte, naar jeg er blandt Mennesker. Endog der, hvor jeg burde aabne det, og kunde gjøre det, uden at spottes: hos mine Lærlinge, ja hos mine Børn, yttrer.jeg denne Tilbageholdenhed. Eene, kun for Gud og mig selv tør jeg ganske vise mig som jeg er.

30te September.

Onsdagsconfirmanderne tog jeg da ogsaa i Morges Afskeed med. Himmel, hvilke jammerlige Mennesker! Mit Hjerte bløder ved Tanken om, at saadanne herefter skulle ansees for voxne og oplyste Christne – og dog kan maaskee deres Bane blive ligesaa politisk og moralsk hæderlig som deres, der kan besvare hvert Spørgsmaal med Færdighed. Vi svæve i en sørgelig Labyrinth, hvor det gjælder at bestemme Oplysningens Følger. Domme vi a priori, da finde vi, at adskilligt ufeilbart maa være anderledes, end vi a posteriori erfare det at være.

Da vi i Ordbogscommissionen havde Ordet „engelsk“, sagde Wulfsberg: „Det er nu et fiendtligt Navn; vil vor Konge sit eget Bedste, er det maaskee om 14 Dage et venskabeligt.“ Det turde nu med Guds Hjælp blive Løgn, og ad en meget længere Omvei kunde vel Napoleons Seire skaffe os en varigere Fred, end den, en combineret Flaades Trudsler kunde tilveiebringe os.

1ste October.

I Selskab med Juell[20] kjørte jeg til Asker, hvor Mødet i Anledning af det nye Indkomstregulativ var berammet. Før os var kommen Sognepræsten til Lier, Hr. Leckve, min fordums mislykkede Prøveklud i Manuductionsvæsenet. Han er vist neppe i nogen Henseende en udmærket Mand, og havde altsaa en besynderlig Stjerne, da han som Præst i det famøse Kautokeino fik Lier Kald, medens hans Formand, Rein, var Capellan i Schieberg. Han var voxen Bondekarl,[21] da han begyndte at studere, og seer endnu mere ud som Gaardskarl end som Præst i en af Norges skjønneste Egne, mellem to af dets meest elegante Kjøbstæder. Strax efter kom Schmidt og i Selskab med ham den raske, ædle og forstandige Præsten Holst i Røgen; derpaa Capellanen i Asker, Fleischer, som synes at være den personificerede Økonomie, og endelig Præsten Mørch fra Hurum, utrættelig Oldgrandsker, men forresten intet. Om Ventilationerne melder jeg intet. For min egen Skyld er Sagen mig heel uinteressant, næsten ubehagelig. Jeg vil troe, jeg vinder i Indtægt, men dog er den forrige Oppebørselsmaade mig kjærere. Jeg, som aldrig har accorderet, aldrig fordret, men modtaget, hvad Enhver gav mig med god Villie, og dog har, endog i Forhold til Tiderne, betydelig Embedsindtægt, jeg vil neppe finde Glæde i herefter at anskaffe mig de Mandtal og holde den Control og afgive de Restancelister til Øvrigheden, hvorved jeg kommer i et mere og ikke mindre afhængigt Forhold end før. Mørch var en vældig, men ikke meget consequent eller tænkende Opponent mod de nye Forslag Holst talte med sund Forstand, som den erfarne og med sin nærværende Stilling tilfredse Mand. Meest interesserede i de Ting, jeg arme Synder netop kjender af Navn, viiste sig Videnskabsmændene Schmidt og Neumann samt min Collega Juell, der i denne Tid, da det Timeliges Administration er Hovedsagen, qualificerede sig langt bedre end jeg til at være Sognepræst.

3die October.

Efter længere Tids Forløb besøgte jeg i Formiddag den ærværdige, gamle Frue Dühring. Der kan ikke tænkes en skjønnere og lærerigere Aandsnydelse end at see og tale med denne Enke, der fattig, gammel og svag, ene med en aldrende Tjenestepige, iøvrigt uden Slægt og uden fortrolige Venner, viser en Tilfredshed – ak! som vi andre midt i Lykkens Skjød ved den ringeste Modgang saa letteligen taber. Jeg burde oftere gaa i denne Skole, for at lære Taalmodighed, lære selv at udøve de Dyder, jeg rørende og eftertrykkelig forstaaer at indprente andre, men hvorpaa jeg dog ikke altid selv er mine Børn og Tjenestefolk noget følgeværdigt Mønster.

6te October.

I Selskab med Wulfsberg kjørte jeg i Ankers store holstenske Vogn med fire Heste foran til Bogstad. Vi fandt Kammerherren syg af Gigt. Forhandlingerne om Bondevennerne vare ubetydelige. Bordconversationen var tom og trist; der taltes ikke et skjemtsomt Ord, der proponeredes ikke en Skaal, end mindre istemtes Sang. Efter Bordet besaae vi først nogle Landskaber, alle af Ankers Eiendomme, hvormed Voigt i denne Tid decorerer Væggene i et af Stadsværelserne; siden vare vi ude ved en meget kunstig Tærskemaskine, som for 2 Aar siden har kostet 20,000 Rd. Hvad den Mand har for uvurderlige Eiendomme, og hvor han, som Wulfsberg sagde, behøver mange Bygninger for at faae Rum i Verden! Ak, maaskee om kort Tid nøies han med en saare liden Bolig!

8de October.

Posten bragte den Efterretning at den kjæreste af mine Confirmander i 19 Embedsaar, den saare elskværdige Hans Emanuel Wexels er død efter 4 Ugers Sygdom. Dig, mit Hjertes Yndling! gjaldt da den sørgende Anelse, jeg for 8 Aar siden tolkede i Schouboes Institut, da du stod der blandt de fremvoxende Ynglinge, blomstrende og haabefuld? Agtværdig ved Kundskaben men fremfor alt ved dit rene Hjerte og dine blide Sæder, yndet af Enhver, som kjendte dig, elsket af en Pige, hvis Tab i denne forvendte Tidsalder vanskelig vil kunne oprettes, døde du i Overgangen fra Ynglings- til Manddomsaarene, og med døer vel ogsaa snart dit Minde og dit Navn. Og nu en Contrast! To Timer efterat jeg havde modtaget dette Dødsbudskab, var jeg i Møllergaden for at berette Jomfru Schumann, som nu er saa svag, at hun ikke kan komme i Kirken. Hun er 85 Aar gammel, har henlevet denne lange Tid i Fattigdom og mangehaande Modgang, maatte i en lang Række af Aar pleie en ældgammel Fader og en blind Søster, og lever nu næsten blot ved Kammerherre Rosenkrantz’s Godhed! Wexels døde i sit 25de Aar, og hun kan endnu i sit 85de ikke see Enden paa sin møisomme Vandring.

9de October.

Jeg har foretaget mig i mine Fredagsprædikener at gjennemgaae Vers for Vers Johannes Evangelium, hvorved jeg da aldrig kan være forlegen for Text. Efter Ordenen havde jeg idag 1. Cap. 37–41 V., der ikke synes meget frugtbare, men som dog gav mig Anledning til det for Dagens Communicanter heel passende Thema: Vor Pligt at kjende Jesus, at følge ham og at blive hos ham.

Efter min Hjemkomst fra Kirken fik jeg Brev fra min Moder. Det paa falske Rygter uudtømmelige Bergen har længe moret sig med det Daarekistesnak, at jeg skulde blive Sognepræst til Korskirken; dette har man nu endelig modificeret derhen, at der skulde følge med Expectance paa Bispestolen. Provst Munch,[22] ville de vide, har taget sin Ansøgning tilbage, da hans Organ er for svagt og uskjønt. Det skulde han vide, denne veltalende og i sig selv ikke lidet indtagne Mand!

10de October.

Biskoppen har udstedt en lang Formaning til Præsteskabet at vaage over Ungdommens Religionsunderviisning, hvorved da ogsaa Katechisationen lægges os paa Hjerte, og tilføies, at naar en af Delene, Prædiken eller Katechisation, for Tidens Skyld maa forkortes, dette da maa være Prædikenen – aldeles i Tidsalderens Aand og en ny Opmuntring til mig at fortsætte min homiletiske Afhandling, naar jeg engang faaer Tid. Man skulde troe, jeg har nok af den, men det veed Gud, jeg ikke har.

12te October.

Jeg fik et Brev fra Stiftsdirectionen med Anmodning om at arbeide mod den Uorden, der avler saa megen Collision mellem de sammenstødende Naboemenigheder: Byen, Slottet, Aggers og Opslo. Til denne som til flere specielle og generelle Bispeformaninger, inclusive den berømte epistola encyclica, som jeg til min Forundring hører skal virkelig meest være Bechs „Machwerk“, kan jeg ikke sige stort andet end gjentage Abrahamsons:

„Naar Viismand prædiker for dig tidt,
saa buk!
Skjøndt du det har med din Barnesko slidt,
saa buk!“

Hvad andet kan jeg gjøre her? i det høieste endnu lægge til:

„Kun Skade
for Blæk og Pen og for de skjønne rene Blade!“

13de October.

Bestandig Regn. Det vilde være en ligegyldig Sag, ubehagelig for Reisende, men iøvrigt passende til Aarstiden, naar ikke den skrækkelige Tanke var, at vist mere end den halve Afgrøde i Landet staaer endnu paa Marken, meget af den endog umoden paa Straaet, og kan da aldrig blive Menneskesøde. Gud hjælpe vort arme Land! det prøves haardeligen, og saae vi ei betydelig Tilførsel (ville Englænderne tillade den, er den vel at haabe, thi Høsten i Danmark har været overmaade god), maa man vente de ynkværdigste Optrin. I vore Egne kunne vi maaskee saae de fornødne Kornvarer for umaadelig høie Priser, men hvad skal der blive af Fjeldbygderne?

15de October.

Der er ingen Dag saa aldeles tabt for mig som den, jeg tilbringer i Fattigcommissionen. Det er og Hovedaarsagen, hvorfor den ventede Forandring ved Slotskaldet er mig saa ønskelig, da jeg derved befries for et Arbeide, som er lige trættende og utaknemmeligt, der udsætter lige meget for Chicane og for Ansvar. Jeg misunder ret Juell, der ordentlig synes at forrette det con amore, og den besynderlige Omstændelighed, hvormed han kan udbrede sig over enhver Ting, er mig i lige Grad ubegribelig og uopnaaelig. Imidlertid troer jeg, det er muligt at fatte sig meget kortere end min gode Ven gjør, og trods al min Ulyst og Udygtighed til det Væsen, har jeg uden Tvivl et Talent at bringe Tingene til Endelighed, som han ikke besidder eller i det mindste ikke anvender. Men det, hvori Juell er mig aldeles uerstattelig, er hans Taalmodighed og Nøiagtighed i Regnskabsvæsenet; deri kan jeg aldrig blive hans Lige. Han viste mig i Morges en Seddel fra Hans Hauge som er bleven Inspecteur i Saugenes District, saa slet baade i Orthographie og Stiil, at jeg ikke begriber, hvorledes den Mand har faaet de Bøger skrevne, som roulere under hans Navn. At de i andre Henseender intet due, vedkommer ikke den Sag, men Bekjendtskab med og Omhu i at skrive sit Modersmaal røber dog den Forfatter, og saa godt et Brev kunde min Niels skrive. Jeg forstaaer det ikke, thi at nogen litterat Mand i hans Navn skulde have skrevet alt det Sludder, eller at han skulde have havt en Haandskriver og blot dicteret denne, kan jeg heller ikke troe. Ogsaa fortalte Juell, at der i Aggers Sogneselskabs første Samling paa Frøen igaar havde hersket en meget raa og vild Tone, og at den Colletske Kreds, der vel hører til den fine Verden, men udmærker sig ikke ved fine Sæder, havde ført Ordet med Støi og Skraal og uteerlige Viser, samt gjort sig lystig over Verten, som vel er en indbildsk og naragtig Person med megen manqueret Levemaade, men som vist ikke bliver en Smule klogere ved slig Adfærd, men derimod letteligen kunde bevæges til at nægte Selskabet sit Huus til Samlingssted, og saaledes sætte det i ny Forlegenhed.

17de October.

Wulfsberg forelæste mig en Tale, han vilde holde paa Kathedralskolen i den saa hemmelighedsfuldt bebudede Forsamling, hvor „Ting af yderste Vigtighed for Selskabet for Norges Vel“ skulde afgjøres. Det angik Contingentens Forhøielse, og Talen var fortræffelig i sit Slags. Der sagdes ret djærve Sandheder, men med saa megen Klogskab og Delicatesse, at ingen af dem, de angik, kunde føle sig stødt derover; enhver Indvending, der kunde gjøres, var gaaet imøde med Fiinhed og Styrke. Jeg beundrede og lykønskede ret Wulfsberg, men, som jeg hører, fik han Skam til Takke. Det var som Formand i Sognecommissionen han talte, efter Districtscommissionens Opmuntring, hvilken igjen grundede sig paa en Directionsskrivelse. Ikke desmindre bleve Rosenkrantz og Bispen som Direktionens Medlemmer smækvrede. Biskopen spurgte Assessor Krog, hvo der bemyndigede Sognecommissionen til at tale i hele Selskabets Navn; Rosenkrantz gik strax bort; omtrent en Snees af,de tilstedeværende Medlemmer tegnede sig for forhøiet Bidrag, men iøvrigt udrettedes for den Gang intet. Der er maaskee begaaet en Formalitetsfeil, men Hovedgrunden til denne Misnøie fra Magnaternes Side var nok, fra Rosenkrantz’s Forlegenhed og Udygtighed til strax at kunne orientere sig i Sagen, fra Bech’s saaret Ærekjærhed over, at han ikke blev indbuden til at holde Talen. Han vil være vor første Taler; en pinlig Bevidsthed siger ham, at han ikke er det, og naar man nu lader ham føle, at dette i Publicum ogsaa erkjendes, fnyser han, men for ikke at give sig alt for blot, skjuler han sig bag Autoritetens Ægide og vil indbilde Folk, at det kun er som Embedsmand, han føler sig krænket.

18de October.

I Classesamlingen leverede Biskoppen mig til Gjennemlæsning et Forslag til Indkomstregulativ for Fredrikshald og Fredriksstad, og der berammedes en Præstesamling i Byens Kirke paa Tirsdag, hvor der skal ventileres om et Forslag for Christiania. Det Fredrikshaldske har den Hovedfeil, at alt der er anslaaet til Penge, hvis Værd er saa høiligen precair. I nærværende Tid vilde Forslagets Udførelse være høist fordeelagtigt for Præesterne; ogsaa om Dyrheden fremdeles skulde tiltage, forbedredes deres Kaar i det Hele; men naar Pengene igjen fik noget af deres tabte Værdie, blev det et ubilligt og for mange utaaleligt Paalæg, som igjen maatte omgjøres. Dette behøves ei, naar, efter Wulfsbergs Mening, Offeret anslaaes i Byg efter Capitelstaxten; da stiger eller falder det efter Fornødenhedernes til- og aftagende Priis, og Byepræsterne havde, tilligemed deres større Uafhængighed, en Betryggelse om at faae, hvad dem tilkommer, hvilken de nu mangle. Paa Ministerialforretninger bør nok aldeles ingen Taxt sættes, da Præsterne herved vel snarere vilde tabe end vinde. – Jeg fik tilsendt et nyt Dagbogshefte fra Moer Koren, af hvilket jeg maa afskrive en Tirade om Jean Paul: „Denne Digter maa man læse flere Gange, for at suge al Honningen af hans ambrosialske Blomster, som dog selv ved den tiende Udsugning intet har tabt af sin Sødhed, er snarere bleven endnu sødere.“ Habeat sibi!

19de October

Hos Biskop[23] Lumholtz var Samling af Administratorerne for Saugbankens Fattighuus, blandt hvilke jeg uværdig ogsaa er, skjøndt jeg aldrig har seet dette Fattighuus eller veed, hvor det ligger. Forhandlingen bragte intet Resultat for Dagbogen, undtagen, at Lumholtz, medens vi samledes, yttrede sin Harme over Contingentens Forhøielse i Selskabet for Norges Vel, ligesom jeg og maa anføre den Synderlighed, at i hans, den erklærede Korthaders Huus, hvor der i en lang Række af Aar aldrig spiltes i de største Selskaber, fandtes paa en afliggende Comode: Ny og fuldstændig Spillebog!

20de October.

Den store Forsamling i Capitlet i Byens Kirke holdtes da idag. Bispen præsiderede; derimod udeblev Lumholtz, vistnok blot af Caprice, skjøndt under Paaskud af Forretninger. Alle de andre til Byen, Slottet og Opslo hørende Præster indfandt sig, og desuden af Fremmede: Pastor Bull fra Fredriksværn, do. Bull fra Drøbak, Tybring fra Drammen, Lund fra Tangen, Hansen fra Fredriksstad, Provst Sartz fra Laurvigen (en godmodig og interessant Mand, der til sin øvrige Rigdom nu ogsaa har faaet de 50,000 i Classelotteriet), Finkenhagen fra Kongsberg og Schmidt. Som almindelig Grundregel for Kjøbstadspræsternes større Indtægter fastsattes: At alt skal beregnes i Byg, betalt i Penge efter Capitelstaxt; enhver skal opgive sit Offer i de gode Tider til 1807 inclusive, denne Sum reduceres til Byg efter nærværende Capitelstaxt, og ligesaa mange Tønder skal han have efter nærværende Disse skulle reparteres efter Bygningstaxt eller Gaardenes Assurance i Brandcassen – altsammen desværre Arabisk for mig, men nok, naar jeg faaer de forhøiede Indkomster. I Henseende til Ministerialforretninger deeltes Menighederne i 4 eller 5 Classer, og for hver bestemtes, hvor mange Tønder, Skjæpper eller Fjerdingkar Byg der skulde gives for en Brudevielse, en Barnedaab og en Jordpaakastelse. Fra Enhver skal nu indkomme særeget Forslag, grundede paa denne Basis og lempede efter det Locale i hans Embedskreds. Ligesom Mørch paa Asker, saa var og Dr. Garmann[24] her den egentlige Oppositionsmand, og begges Indvendinger vare omtrent lige kloge. Det er en Ynk at see, hvor ringe Mutterwitz og Verdenskundskab den gode –– virkelig gode Garmann er forsynet med. Biskoppen ansaae ham i Begyndelsen for Lumholtz’s Emissair og afbeed ham lidt ulempeligen; siden mærkedes det tydeligen, at han talede af sig selv, ligesom fordum Pilatus. Disputerlysten tabte sig efterhaanden hos alle, da Spisetiden nærmede sig, og Slutningen affeiedes i vel megen Geschvindighed. Bispen indbød os alle.

21de October.

Jeg var indbuden til Wulfsberg, hvor ogsaa, foruden Schmidt, vare: Biskoppen, Provst Sartz, begge Præster Bull og Katechet Stenersen. Ogsaa nu var (som overalt, hvor Schmidt er) Sang ved Bordet, men det havde ingen ret Art. Den selskabelige Munterhed, som Sangen skal fremme og nære, kan aldrig trives, hvor mellem hver Vise politiske, økonomiske og deslige Discurser føres; man synger for at synge, ikke for at glædes, og Vinen kunde ligesaa gjerne drikkes under dybeste Taushed. Schmidts idelige Gjentagelse af de samme svenske Viser, uden at vore mange gode danske komme i Betragtning, staaer mig heller ikke an. Efter Bordet havde jeg en Samtale med Stenersen om private Declamatorier, som jeg meget ønskede kunde indføres blandt vore meest dannede Mænd og Ynglinge: Munch, Wulfsberg, Tandberg, Stenersen selv o. fl., og han deeltog af Hjertet i dette Ønske. Siden havde jeg en lang Conference under fire Øine med Biskoppen om den projecterede Forandring med Byens, Slottets og Aggers Menigheder, om Aftensangs Afskaffelse, om Vigtigheden af den offentlige Cultus og Christianiensernes Ulyst til at deeltage i denne o. desl. Under saadanne private Samtaler viser Bech sig fra en meget baade elsk- og agtværdig Side. Der spores intet af den myndige, hierarchiske Tone, som han end ikke i de muntreste Vennesamquem aldeles kan aflægge.

Iaften opførtes Udstyret, men efter den Beskrivelse, jeg har faaet over Spillet, er jeg glad ved ikke at have seet dette Stykke, der blot vilde gjenkalde mig ubehagelige Erindringer, især om afdøde John Collett, som spillede Amtmandens Rolle saa aldeles mesterligen, at jeg aldrig har seet noget fuldkomnere.

22de October.

Det frøs saaledes inat, at der imorges var Iis paa mine Vinduer. Imidlertid var Landmanden glad over dette Veir, som dog snart fik Ende, thi inden Aften regnede det som sædvanligt.

23de October.

Saaledes som iaften i vor lille Kreds finder jeg Schmidt overmaade interessant og elskværdig. Til andre Tider, naar han meest feteres af andre, opdager jeg Svagheder hos ham, hvoriblandt især, at han saa ofte fortæller, hvad han har sagt til hiin Stormand, hvorledes han har ydmyget denne Praler, hvorledes han har truet en Næsviis med Prygl og virkelig udført Trudselen o. s. v. Jeg ønskede ret, at Leilighed kunde gives ham til at sige eller udføre noget saadant i min Nærværelse, thi saa ofte jeg har været i Selskab med ham, har jeg aldrig erfaret noget Lignende, og i saadanne Ting er jeg nu engang en empirisk Person, som gjerne vil see, førend jeg ret kan troe.

25de October.

Jeg hørte idag for første Gang Katechet Stenersen prædike. Som theologisk, philosophisk, poetisk Forelæsning i den nyeste Smag for et dannet Auditorium havde hans Prædiken umiskjendeligt Værd, men som Folketale for den lille Forsamling, der hørte ham idag, fandt jeg den aldeles hensigtsstridig. Den handlede om de to Riger, det jordiske og det himmelske. Det jordiske var et fordømt Rige. Jorden og dens Mennesker rakkede han ynkeligen til (det gjorde ogsaa jeg i mine yngre Dage), men den hele Afdeling var saa Schellingsk-mystisk, at Døderlein og jeg ingenlunde forstod ham tilfulde. De øvrige Tilhørere forstod da vel ikke et eneste Ord deraf. Skildringen af det himmelske Rige laae mere indenfor Homileternes almindelige Sphære. Han skal engang have sagt, at han ikke ønsker eller stræber efter at forstaaes af sine Tilhørere; Meningen skulde da vel være, at han blot vil fremkalde Følelser, men ikke at tale om, hvor aldeles urigtigt Begreb den Prædikant danner sig om Folkelærerens Kald, der forsmaaer at virke paa Tilhørernes Forstand, saa vil nok ikke end hiint lykkes Stenersen. Fremsagt af en Biskop Hagerup, en Nordal Brun, en Gutfeldt vilde Prædikenen uden Tvivl gjort Effect; deslige store Talere vide saaledes at henrive Tilhørerne ved deres udvortes Foredrag, at man glemmer, hvad der siges, og blot dvæler ved Maaden, hvorpaa det vorder sagt. Men disse Talegaver har ikke Stenersen, og faaer dem vel neppe. Hans Stemme er fuld og ren, men (som han selv i Middags tilstod) ikke bøielig; Monotone i Foredraget kan altsaa ikke undgaaes, og af Armbevægelser gjør han aldeles ingen. Det gjør mig overmaade ondt, at denne ædle, elskværdige, indsigtsfulde Yngling er geraadet paa en saadan Afvei, og endnu mere ondt gjør det mig, at han saa stædigen er overbeviist om, at denne Vei er den rette, at en Engel fra Himlen neppe kunde afdrage ham fra den Tanke. Saaledes prædiker sandelig hverken Mynster eller Grundtvig – de to eneste af den Skole, hvis Prædikener ere trykte. Og høiligen er det at beklage, at selv en Stenersen skal henhøre blandt det imitatorum pecus, der efteraber Mesternes Feil, uden at kunne naae deres Fuldkommenheder. Borch[25] synes ogsaa efter Indtrædelsesprædikenen i Aggers (Kirke) at dømme at ville prædike i samme Maneer; men han forekommer mig at være blandt dem, der efter Ordsproget, vide, at Byen hedder Snerpe, men ikke hvor den snerper hen; det veed dog Stenersen.

26de October.

Rasmussen[26] frygter for, at det snart vil komme dertil, at enten Nationalbankerot maa gjøres eller indvortes Uroligheder udbryde. Gud forbyde det sidste! Det første var lidt ydmygende for Regjeringen, men efter Rasmussens Mening til Gavn for Landet.

28de October.

Med Glæde saae jeg af Collegialtidenden, at Irgens har faaet Korskirkens Kald i Bergen. Biskop Brun vil vist ærgre sig paa sin Søns Vegne; ogsaa Provst Munchs Ærekjærhed vilde det saaret, dersom ikke nu hans hele Hjerte havde været henvendt til Sande, men retfærdigt var det, at Irgens fik det; ingen af hans Medbeilere qualificerede sig dertil i saa høi Grad: Han er ikke stor Prædikant, men duelig Embedsmand, meget ældre Præst end nogen af de andre og Huusfader for en meget talrig Familie.

20de October.

Baronessen[27] skal paa Gaarsdagens Bal have været iført en overvættes kostbar Stads. Det harmonerer maadeligt med de saa idelige og eftertrykkelige Opmuntringer til Tarvelighed, som gives fra Regjeringens Side. Denne Dames Leveviis, hendes frie Sæder og det mere end tvetydige Forhold, hvori hun staaer til Prindsen, giver mine lærvillige Byesbørn et overmaade slet Exempel.

30te October.

Det er idag syv Aar, siden jeg med min Kone og mine to ældste Børn steg af Postvognen her i Christiania. Saa længe har jeg altsaa nu været borte fra mit uforglemmelige Kjøbenhavn, saa længe har jeg boet i det langt uinteressantere Christiania. Lidet mærkelige ere de Begivenheder, jeg her har oplevet. Min yngste Datters Fødsel er den eneste Forandring i min huuslige Stilling. Som Embedsmand er jeg aldeles in statu quo. Min ædle, jeg frygter uerstattelige Medarbeider Juell har jeg endnu, og nu som ved min Tiltrædelse har jeg en personel Capellan, med hvem jeg aldrig driver det til mere end taalelig Forstaaelse;[28] i Mellemtiden, i Ottesens Dage, var det rigtignok anderledes. Tilløb som Prædikant har jeg aldrig havt her, men Bifaldet synes snarere forøget end formindsket. Indkomsterne er det nu ikke værdt at snakke om; de ere vel forhøiede til mere end det dobbelte; men Udgifterne til det sexdobbelte, og det svarer da maadelig Regning – dog dette er en Sag, som ikke ene vedkommer mig: alle Kjøbstads-Embedsmænd i Kongens Riger og Lande ere i lige Forfatning som mig, altsaa kommer det ikke i Betragtning, hvor der tales om min individuelle Forfatning. Resultatet bliver da, at jeg nu omtrent staaer paa det samme Punct, som da jeg kom her, og at der ikke har været syv Aar i mit Liv, der have frembragt saa liden, saa aldeles ingen Forandring i min Situation som de sidst forløbne, og at altsaa Tak til Gud for hans Varetægt over mig og mine og alvorligt Henblik paa næste Septennium, ved hvis Ende (om jeg oplever dem) jeg alt har fyldt de 50 Aar (jeg nærmer mig Oldingeaarene med stærke Skridt) er det eneste, disse syv Aars Minde kan opmuntre mig til.

1ste November.

I Classesamlingen, hvor Bispen ikke mødte, afgjordes stakkels ærlige Peers[29] Skjebne. Han henlægges indtil videre, d. e. til Provst Grave er død, og ikke kan krænkes ved at see sin Bog forkastet. Iøvrigt foretoges som sædvanligt Ordbogens Revision, ved hvilken der forefaldt høirøstede Debatter, som aldrig finder Sted, naar Høiærværdigheden er tilstede. Samme Virkning som hans Nærværelse har hos os, har, efter Platous Sigende, Prindsens i Directionsmøderne.

2den November.

Præsten Irgens, som nu er paa sin Hjemreise, gjorde mig Visit. Kongen havde viist sig udmærket naadig mod ham og ikke alene trods Biskop Bruns Forbøn for sin Søn givet ham Korskirkens Kald, men ogsaa, uden ringeste Anledning, skjænket ham 600 Rd. Reisepenge, og desuden, paa hans Anbefaling, gjort en Forligelsescommissair i Bergen til Dannebrogsmand. Ogsaa Dronningen og Prinds Christian kunde han ikke noksom rose. Brun havde aldeles ikke været paa Cancelliets Indstillingsliste, blot Irgens, Provst Munch og Sigvardt. Irgens yttrede og Formodning om, at jeg ikke længe bliver her, og beraabte sig paa Cancellieherrers Udsagn, som bestyrkede den. Det skulde dog virkelig være heel synderligt, om dette Cancellie, som jeg kjender saa lidet til, skulde have tiltænkt mig en Bispestol. Det synes ikke at stemme med Tidsalderens Aand, i hvilken jeg aldrig ret kan orientere mig – og dog! jeg har jo alt engang været paa Forslagslistenl![30]

3die November.

Fra Administrationen for Byens Sogneselskab modtog jeg officiel Underretning om, at jeg er valgt til Medlem af Selskabets Skolecommission tilligemed Dr. Garmann, Overlærer Flor, Borch og Feyring. Jeg kunde fristes til at frasige mig denne Ære, naar ikke dette Skridt var Mistydning underkastet, og kunde udlægges paa en Maade, der er aldeles fremmed fra det Synspunct, hvorfra jeg betragter Sagen. Hovedgrunden til mit Misnøie med dette Valg er min uovervindelige Ulyst til at arbeide i Samfund med de fire Mennesker. Jeg troer ikke det var muligt i Christiania og dens Omegn at finde fire Subjecter, jeg nødigere vilde have til Medarbeidere. Den godmodige, men uendelig vrøvlende Garmann, den vistnok ligesaa velmenende, men smagløse Flor, og saa Borch og Feyring med deres frastødende Indsluttethed og store Indbildninger om eget Værd og Vigtighed – hvad skal jeg med min liden Routine og min Mangel paa Energie gjøre i den Kreds? Ulykkeligviis er jeg næsten eenstemmigen valgt, og det var da maaskee uartigt mod Selskabet at forsmaae den mig tiltænkte Ære, men Gud veed, med hvor tungt Hjerte jeg gaaer i disse Møder, hvor dog, Gud ske Tak! Sigvardt præsiderer og fører Ordet, thi ellers maatte jeg forgaae.

Krigsraad Nielsen blev begraven med megen Stads. Man havde bekostet en overmaade elegant Kiste, Gravskrift og Sange vare hver for sig indheftede i sort Papir, endog Parresedlene vare imod Sædvane pene Visitkort. Følget bestod af sex, otte Careter, og vi gjorde ret Opsigt i Byen. Efter Begravelsesceremonien begav vi os tilbage til Sørgehuset, hvor vi, efterat have condoleret Enke, Døttre og Søster, kom til et med udsøgt Mad og Drikke rigeligen besat Frokostbord, og hvor der udbragtes alskens Skaaler, f. Ex.: „Enken!“ – „Vore Koner!“ – langt og lykkeligt Liv for os allesammen!“ (vel meget begjært) ja endog den gamle dumme: „Alt hvad kjært er!“ Her som i Kjøbenhavn mærkes det kun lidet paa Selskabstonen, enten det er et Bryllups- eller et Begravelsesmaaltid, man bivaaner.

5te November.

Iaften spiltes Maskeraden af Holberg, hvori Holten som Henrik var i høi Grad mesterlig. Overkrigscommissaire Carlsen (Arv) og Fru Dunker (Magdelone) fortjente ogsaa megen Berømmelse. Den egentlige Maskerade var meget morsomt arrangeret. Hagbarth Falsen var en overmaade god Harlequin, og Kammerherre Haxthausen som norsk Bonde dandsede en Hallingdands, der vistnok var et Mesterstykke af Voltigeerkunst og vakte almindelig Begeistring. I Mellemakten talte jeg med Capt. Ræder. Han dømmer om Napoleon som de fleste her, og syntes at glæde sig ved den Tanke, at de Franske tilsidst faae en Ulykke i Rusland. Ved Exempler af Historien beviiste han mig, at Gouverneuren i Moskov havde handlet fortræffeligt ved at stikke Byen i Brand. Saaledes at afbrænde Byer og ødelægge Landstrækninger, NB. i sit eget, ikke engang i fiendtligt Land, hører jeg, har bestandig været regnet blandt de skjønneste militaire Handlinger. Gud frie mig, hvordan maae da de hæslige være?

6te November.

Jeg var i Selskab hos Major Juell, hvor jeg havde en lang og heel interessant Samtale med Assessor Mathiesen, der, lad hans Indvortes være sort som Ibenholt (og hvo uden den Alvidende kjender dette?), er en fornuftig, selskabelig, særdeles dannet Mand, alt hvad den behøver at være, med hvem man ei staaer i anden Forbindelse end at spise med eller hos ham og at conversere ham under et Spillebord eller medens dette tillaves.

8de November.

Slaverne communicerede. Jeg deelte dette Arbeide mellem Borch og mig, saaledes at jeg forrettede Skriftemaal og prædikede, han derimod administrerede Communionen. Det var en suur Dag: baade Legeme og Sjel angribes ved den Forretning. Man indaander en Hob urene og usunde Dunster ligeoverfor denne talrige Skare, der kommer lige fra de fæle Baraquer, hvor uophørlig Stank hersker, og yderst nedslaaende er idet at see og tale til 85 Mennesker, hvoraf de fleste henhøre til Menneskehedens Afskum, som alle uden Undtagelse, formedelst umoralsk og lovstridig Daad ere brændemærkede med offentlig Skjændsel. Og om de fleste af dem maae det antages, at de, langtfra at forbedres ved Straffen, tvertimod i slet Selskab, tildeels vel og ved uværdig Behandlingsmaade ere mere hærdede nu, end da de kom i Slaveriet. En af dem, en Lorents Olsen, som jeg for nogle Aar siden har confirmeret, der i en Alder af 16–17 Aar blev inddømt paa Livstid for 3 Gange begaaet ubetydeligt Tyverie, og hvem jeg da lovede med Tiden at interessere mig for, hvis hans Forhold svarede til, hvad jeg troede at kunne vente af ham, mindede mig i Eftermiddag om mit Løfte, og jeg skal nu forespørge mig hos Capt. Widing om hans Opførsel, og derpaa, om den er som den bør være, indgive Ansøgning om hans Befrielse. Nu – jeg talte da for disse Mennesker, men Gud veed, hvormange af dem hørte eller lagde paa Hjerte, hvad jeg sagde. Tre, fire syntes med et fast Haandtryk at tilkjendegive, at de følte Vægten af, hvad de vare mindede om. De fleste andre røbede Tanke- og Følesløshed, og Gud give, Slaverne vare de eneste, som røbede den.

Handelshuset Wolff & Dorwille i London er gaaet fallit. Nogle, f. Ex. Baron Wedel og Niels Ankers Enke, som havde deres hele Formue staaende der (den sidste en Sum af 45,000 Pund Sterling) skal næsten være aldeles ruinerede. Kammerherre Anker og mange flere lide betydelig Skade, og næsten ingen Kjøbmand af Betydenhed i det hele Land gaaer ganske fri. Man bejamrede det meget iaften i Selskabet hos Zahlcasserer Schaft, som den største Ulykke, der endnu kunde ramme Norge. Jeg forstaaer mig ikke ret paa den Sag. Paa Embeds- og Agerdyrkerclassen kan den vel ikke have synderlig Indflydelse, og Handelsstanden, som vel overalt har ført os i den meste Ulykke, har alt længe annammet sit Gode. At den straffende Nemesis ogsaa engang rammer den, er vel en Ulykke for den, men neppe for Landet.

10de November.

Første Gang siden min tidlige Barndom har jeg iaften savnet Mortensgaas. Man forlangte 12 Rd. Stykket, og det fandt vi altfor urimeligt.

12te November.

Om Indkomstregulativet ere to Documenter komne mig tilhænde, der ligge her paa mit Bord til Expedition: Dr. Neumanns Forslag, som Resultatet af Forsamlingen 1ste October, hvilket jeg imidlertid er den eneste, som ubetinget underskriver; da Leckve, Mørch og Holst have tilføiet hver sine Anmærkninger, der ikke kunne andet end bringe de høie Vedkommende i Vildrede, og: Ansøgning om en fri Karl for hver af Garnisonspræsterne, forfattet af Provst Sartz og underskrevet af ham og Bull i Fredriksværn, og skal nu circulere blandt Præsterne paa Kongsvinger, Fredrikstad og Fredriksteen til Underskrift. Det er mig næsten ligegyldigt, hvad der kommer ud af det Hele, men at Præsterne ved de nye Indretninger kommer ud af sin forrige Afhængighed af Menigheden, kan jeg ikke faae ret i mit Hoved. I Kjøbstæderne frygter jeg for, at den vil tiltage og ei aftage, hvis man følger det overilede Project, der tydeligen bærer Hastværkets Præg, især fra den Tid, da det lod sig befrygte, at Bispindens Postei skulde blive forbrændt, hvis Sessionen varede længer.

13de November.

Da denne Bog undertiden indeholder curiosa, optegner jeg her en Prøve af de saakaldte barnlige Lege, som opføres hos Grevinde Schimmelmann. Saaledes havde Øhlenschlæger og hans Kone engang forestilt to smaa Fugle, og lød da deres Dialog saalunde:

Han: Hvor kommer du fra, lille Fugl?

Hun: Fra Skoven.

Han: Hvad gjorde du der?

Hun: Jeg søgte Føde.

Han: Fandt du noget?

Hun: Nei.

Han: Hvor finder du den da?

Hun: I mit Hjem; min Adam føder mig.

Man skulde rigtignok ikke tiltroe vor første Digter slige Barnagtigheder, og dog er der, især i hans ældste Digt-Samling, Steder, som nok skal være spansk-tieckske, der have -en vis Lighed dermed.

14de November.

Af Dagens Intelligentsseddel afskriver jeg det skjønneste og meest rørende Avertissement, jeg i lang Tid har læst. Det er fra Krigsraad Nielsens Datter, gift med en Stolemager Hansen, der døde kort efter hendes Fader: „De haardeste Slag have rammet mig i disse Dage. Den berøvede mig min Fader den 28de f. M., min Mand den 7de d. M. Min sørgelige eneste Eiendom er tre smaa Børn. Gud hjælpe dem og mig!“ Det er noget ganske andet end de spaltelange Beklagelser, man undertiden læser fra Enkemænd og Enker, som ere gifte igjen, inden Aaret er omme.

15de November.

I Classesamlingen foretoges et Forslag om at trykke Hansteens berømte Afhandling om Magneten, hvilken Videnskabernes Selskab ikke har Raad til paa egen Bekostning at udgive. Forslaget forkastedes, da dertil vilde fordres 6–7000 Rd. i Forskud. Iøvrigt foretoges blot Ordbogens Revision. – Iaften var jeg indbuden til Toldprocureur Omsen, hvor jeg med Forundring hørte, at Præsident Bulls Søn er bleven Krigsassessor, „ventelig“, anmærkede en af Selskabet, da man undredes, hvorfor han fik denne krigerske Titel, „fordi han ikke duer til at udrette noget Nyttigt i Freden.“

18de November.

I denne paa glædelige Tidender saa fattige Tid kan jeg ikke undlade at optegne, at Capt. Brochmann var her i Eftermiddag og viste mig Havre, indhøstet igaar, saa tør og kjærnefuld og i alle Maader ufordærvet, at han vil bruge den til Sædehavre. Det er altsaa at formode, at de i vor Egn, der have høstet fordærvet Sæd, tildeels selv ere Skyld deri, fordi de, ligesom hine, der fik raat, ubrugeligt Høe, have forhastet sig og ikke oppebiet Tørken, som dog omsider kom. At opsætte Kornhøsten til sidste Halvdeel af November, synes rigtignok at være en betænkelig Sag, men iaar seer man dog, at de handlede klogest, der gjorde som Fabius, qui cunctando restituit rem.

19de November.

Posten bragte idag yderst mærkelige Tidender. Følgerne lade sig ikke beregne, og kunne maaskee volde en Forandring i hele Europas Situation. Napoleon har maattet forlade Rusland, den franske Armee er to Gange slagen, og Tingene staae paa en heel mislig Fod. Dette siges næsten med rene Ord i Statstidenden, og det, som er det synderligste, under Artikelen Kjøbenhavn, hvori man næsten aner Forbud paa, at vor Regjering vil forandre System, dersom Napoleons Uheld vedbliver. Skulde denne beundringsværdige Sol virkelig være i Dalen? Skulde det store Moment være kommet, da det største, mægtigste Menneske, Aartusinder har frembragt, skal høre det afgjørende: „Hertil skal du komme og ikke længer.“ At vort Fædreland i økonomisk Henseende vil vinde derved, er troligt, men at Tidsalderens vederstyggelige Aand vil falde med Napoleon, derom tvivler jeg. Det er endog at befrygte, at den vil reise sig med fordoblet Vælde, og at, om og den militære Despotisme svækkes, Penge-Aristokratiet desto enevældigere vil udbrede sig. Dog vor Tilstander desværre saa sørgelig, at Fred, Handelsfrihed og Finantsernes Forbedring maa være vort første Ønske, og ethvert andet indtil videre dette underordnet. Det er kommet saavidt med os, at, trods Religionens og Moralens Bud, Spørgsmaalene: „Hvad skulle vi æde? hvad skulle vi drikke? hvormed skulle vi klæde os?“ selv for den tænkende og følende Mand ere blevne de vigtigste. Beroligende Svar paa dem kan Freden ene give os.

20de November.

Det eneste, jeg idag har at optegne, er den sørgelige Erfaring, jeg har gjort, at der endnu maaskee skal vrøvles et Aar om Indkomstregnlativet. Nu skal en Præst fra hvert Provstie, forsynet med de Øvriges Fuldmagt, samles paa et bestemt Sted under Bispens Præsidium, og saaledes skal da et almindeligt Forslag, dog med de behørige Modificationer, som ethvert Locale tilraader, indgives. Holst, Lechve og Mørch vare enige i at befuldmægtige Neumann, hvilket da og skeer fra min Side, men derhos havde Lechve angivet og de andre underskrevet nogle forstærkende Grunde, de ønskede tagne i Betragtning, der alle syntes overflødige, og hvoraf et Par vare besynderlige nok: den Gjæstfrihedspligt, der paaligger Præster, som boe ved Landeveiene, og Nødvendigheden i, at man maa have gode Indkomster, for at kunne give sine Børn en god Opdragelse.

21de November.

Endskjøndt Grev Wedels Vocation endnu ikke er confirmeret af Kongen, tiltræder dog Provst Munch efter Bispens Ordre Bestyrelsen af Sande Kald. Med største Føie er han henrykt baade ved sin og sin Broders[31] lykkelige Lod. Han finder endog noget Mystisk deri, da de paa een Dag bleve Studenter og paa een Dag Ægtemænd, levede i de første Aar af deres Ægteskab paa eet Sted i trange Kaar og i en precair Stilling og nu paa een Tid ved to lige aldrende Mænds Død sattes i den behageligste Virkekreds, der for nogen af dem lod sig tænke. Endog det digteriske Evangelium (om Tegn i Soel og Maane), hvormed han første Gang skal underholde Sande Menighed, begeistrer ham og synes ham at være et heldigt Omen.

22de November.

Strax efterat jeg var kommen paa Prædikestolen, mærkede jeg, at en Soldat blev udkaldt. Lidt efter kom han tilbage, hentede sin Hat og gik med alle. Paa Hjemveien mødte jeg Lieutenant Finne, som forklarede mig denne Sag. Det var en af Communicanterne, en Artillerist, der havde været ude af sit Qvarteer i Nat hos en liderlig Tøs i Vaterland, og der nu, saa slet forberedt til den høitidelige Religionshandling, blev efter Oberstlieutenant Wendells Foranstaltning afholdt som uværdig derfra. Var denne Anstalt føiet i Morges, førend Karlen gik til Skrifte, vilde jeg takket Oberstlieutenanten for hans Nidkjærhed. Nu forværrede den maaskee Sagen mere end den forbedrede den. Klogere havde det vel været, at lade ham fuldbyrde Handlingen, men umiddelbart derpaa sende ham til mig og lade mig i Religionens Navn eftertrykkeligen foreholde ham det Uværdige i hans Adfærd.

24de November.

I Throndhjems Avis læste jeg et curiøst Avertissement fra den famøse Præst Esmarch,[32] der nu er i Throndhjem og tilbyder Stiftets Præster sin Tjeneste. Han siger, at han har mistet sit Embede, „fordi han baade offentligen og for Regjeringen paa Dansk har yttret den paa Latinsk saa almindelig bekjendte Tanke; at alle Mennesker paa Jordkloden, forsaavidt Philosophen tænker sig dem som særskilte, modtage Tanker og Følelser af skjulte Mennesker under Jordkloden, hvilken philosophiske Tanke kan læses paa Latinsk baade i Bibelen og alle classiske Autorer med adskillige Udtryk, saasom disse: ut spiritus vel dii hominibus suggerant cogitationes ac sensus.“

25de November.

Holten[33] fortalte blandt andet, at han, skjøndt kun 37 Aar gammel, fra han begyndte som Søecadet, har været i 22 forskjellige Stillinger og Virkekredse. „Man kunde“, sagde han, „heraf fristes til at antage mig for en Vagabond, men jeg har ved denne Omvexling faaet megen Arbeidsfærdighed og Routine“ – men vel ogsaa, kunde man lægge til, en superficiel Anskuelse af alt, der i hans nuværende Situation som en svag Statholders Factotum neppe er til Gavn for vort forknyttede Land. Forøvrigt kan jeg ikke undlade at bære megen Agtelse for ham.

29de November.

Borch prædikede, og da Avisen anmeldte vor høivelbaarne Overhyrde som Prædikant i Byens Kirke, fandt jeg, at det var en Slags Embedspligt ikke at lade Leiligheden til at høre ham gaa ubenyttet hen. Kirken var hverken tom eller fuld; paa Gulvet var Stolene nogenlunde besatte, men i Pulpiturstolene var der fast Ingen. Man har indført der, at lade Tavlen gaae om før Prædikenen, da Organisten imidlertid præluderer til Prædikestolverset. De første Ord af dette: „O Gud, giv os Taalmodighed“ kunde vi behøvet strax i Begyndelsen at istemme, thi det var en lang, kjedsommelig Pause i den kolde Kirke, hvorved ogsaa den vigtige Omstændighed, at et halvt eller heelt Qvarters ørkesløst Afbrud i Gudstjenesten uden Tvivl maa kølne Andagten, om den hist og her tilfældigvis skulde findes. For et Øieblik adspreder det den agtsomme Tilhører, naar Tavlen gaaer om under Prædikenen, men længere og føleligere forstyrre i mine Tanker denne nye Mode den Stemning, man maa ønske usvækket at bevare. Biskoppens Prædiken var i hans sædvanlige Maneer. Der var megen sund Fornuft og nogen Christendom i hvad han sagde, men Liv og Kraft manglede baade i Talens Sammensætning og i det udvortes Foredrag. Desuden savnedes efter Sædvane lys Orden, og, skjøndt Ordbogens nøiagtigste Revisor, fører han hverken et smukt eller fuldkommen reent Sprog. – Jeg oppebiede Gudstjenestens Slutning, for at følge med Wulfsberg i Classesamlingen, og hørte da først denne vor Ven messe ved Communionen. En Mand, der har en taalelig god Syngestemme, og qvæder sin Vise ret vel ved et Gjæstebudsbord, burde messe bedre. Han foredrog hverken Fadervor eller Indstistelsens Ord i den sædvanlige, virkelig opløftende Melodie. Det var noget uharmonisk Jask altsammen.

30te November.

Det seer sort ud med Ordbogscommissionen. Baade Døderleins og Stenersens Tid bliver efterhaanden saa optaget, at liden eller ingen levnes dem til dette brødløse Arbeide. En Collega, der besidder de fornødne Egenskaber og er mere Herre over sin Tid, er ikke for Øieblikket at finde i Christiania. Jeg seer altsaa det næsten uundgaaelige Tidspunkt imøde, da Arbeidet enten reent maa afbrydes, hvilket skulde gjøre mig ondt, i hvorlidet det fra Begyndelsen stod mig an, eller besørges af Wulfsberg og mig alene, hvorved den Skik maa bortfalde, at Pluraliteten gjør Udslaget, men da Arbeidet skal underkastes Revision, er Skaden derved dog nok ikke saa meget stor.

2den December.

Dr. Garmann besøgte mig og talte om det evige Regulativ. Nu er da Capitelstaxten sat saa høi, at man gjør sig Samvittighed over i disse Misvæxtaar at bestemme Præsternes Indtægter derefter. Det er et uendeligt Vrøvl, for mig ubehageligere end Udfaldet, hvordan dette end bliver. At alting bliver in statu quo, er vel det værste, der kan tænkes og det tænker jeg med megen Rolighed. Mere uafhængig end jeg er nu, bliver jeg saa alligevel aldrig som Præst. Mine Indtægter, skjøndt ei aldeles tilstrækkelige, ere ret meget gode, og bringe end et Par Uaar mig i nogen Gjeld, forarme mig gjøre de dog vel ikke. At ikke alle med lige Phlegma kunne betragte den Sag, indseer jeg. – Med sand Fornøielse har jeg gjennemlæst Adjunct Herslebs Bibelhistorie. Meget vanskeligt var det vel ikke at skrive en saadan Bog, men der lod sig dog tænke adskillige Afveie, hvilke alle Forfatteren lykkelig har undgaaet. Den er fuldstændig og dog ikke vidtsvævende og aander dyb Ærbødighed for aabenbaret Religion uden at henfalde til Grundtvigs Hyperorthodoxie. Et lyst og let Foredrag, Upartiskhed i Characteerskildringen, Bevarelse af Skriftens Udsagn uden Tilsætninger og Gisninger udmærke Bogen saare hæderligen. Enkelte poetiske Billeder, deres Skjønhed og Rigtighed iøvrigt tilstaaet, kunde, som ikke stemmende med det Heles Tone, været udeladte.

3die December.

Aviserne indeholdt intet mærkeligt; kun synes det ikke at staae saa ilde til med Napoleon, som man maatte troe af de tidligere Beretninger. Til Foraaret vil han sikkerlig atter fremstaae i ny Kraft. Til Statholderskabet var, fortalte Etatsraad Holten, heller intet betydelig indløbet, undtagen at Indførslen af amerikansk Øl er tilladt, og hvad Nød har vi da! Det er latterligt, men sandelig man kunde fristes til at græde over, at man i en saadan fast haabløs Trængselsperiode tænker paa saadanne Bagateller.

4de December.

Liebenberg klager i sit Brev over Kongens maadelige Omgivelser. „Han er utrættelig virksom, men hans Arbeide synes at have megen Liighed med Sisyphus’s. Jeg frygter, jo ældre han bliver, desto lettere vil han kunne ledes og drives af dem, der finde Indpas hos ham, og ak! vi have ingen A. P. Bernstorff til at lede ham.“

5te December.

Kulden vedbliver meget streng. Vore Ønsker om Snee ere frugtesløse og Landeveiene ere næsten ufremkommelige. Ogsaa denne Plage hjemsøges vi af, at Byen maa savne den ringe Tilførsel, som fra vort eget Land inden Juul var at vente. Hvorledes det nu, da Isen lægger sig overalt, vil see ud med den endnu vigtigere Korntilførsel fra Danmark, gider jeg ikke tænke paa.

Af mit Brev til Liebenberg[34] afskriver jeg det Sted, hvor jeg forklarer min af ham modsagte Yttring: at Napoleon engang vil erkjendes for Europas Befrier. „Jeg kaldte ham for det første saa med Hensyn paa den Aand, han qvalte, og som truede, førend han greb Roret, at blive den herskende i Europa. Den Frihed og Oplysning, jeg i det mindste i den franske Revolutions Dage barnagtigen glædede mig over, til hvilket Resultat vilde den omsider have ført? Udbredte sig ikke baade i Religion og Politik en Frivolitet, som endog de bedste Mennesker smittedes af? Troer du virkelig, at den Agtelse for positiv Religion, der er et ligesaa almindeligt Særkjende ved vore Dages theologiske Skrifter, som det modsatte var i næstforrige Decennium, vilde vendt tilbage uden Napoleon? Jeg troer det ikke. Lad praktisk Libertinage og Egennytte og flere Afgrundens stygge Affødninger i vore Dage drive deres Væsen! det kan desværre ikke nægtes, men det Bedre erkjendes dog, og Grundvolden,.hvor paa det engang i Tidens Fylde skal opreises, ligger uantastet; det gjorde den ikke i de Dage, da man vilde befæste Fornuftens og Frihedens Herredømme paa Jorden. Min anden Grund til at ane i Napoleon Europas Befrier, er, at jeg anseer hans Held og Fremgang for det eneste, der kan skaffe Europa hastig og nogenlunde varig Fred, og uden den er ikke at tænke paa de øvrige politiske og moralske Saars Helbredelse. Lad end denne Fred for det første blive die Ruhe des Kirchhofs; under denne kunne vi dog hvile ud og samle Kræfter, som under den nærværende Jammer maa udtømmes her og overalt. Det har ingen Fare; den menneskelige Aand haandhæver vel igjen sine Rettigheder og de svundne Dages Erfaringer (fra Anarchiets og Despotismens Periode) vil den kunne nytte, og det Hele maaskee faae en Retning, det aldrig kunde faaet uden hine (jeg tilstaaer det) dyrekjøbte Erfaringer. Og saaledes bliver da Napoleon – o ja! lad det være som Redskab[35] vor eller den følgende Slægts Befrier og Velgjører. Lad det være som Redskab! sagde jeg, men kun som Redskab? Det ville vi overlade en kyndigere og mere upartisk Efterverden at bedømme. Jeg troer ogsaa, at egen Storhed er Napoleons Hovedgrund, men at han (med eller uden Føie) ogsaa troer at gjøre sig fortjent af Verden og Menneskeheden, at noget Høiere end lav Egoismes Tilfredsstillelse svæver for hans kæmpestore Sjel, det lader jeg mig ikke aftviste.“

6te December.

Psalmen No. 86 er Omarbeidelse af den gamle kingoiske: „O kjære Sjel frygt aldrig meer!“ Det er ingenlunde en af Psalmecommissionens maadeligste Omkalfatringer. Sangen har endnu Kraft og Følelse, men langt, langt mindre end den henrivende Original. Jeg har fra min Barndom kunnet denne udenad, og sammenlignede idag de 3 sidste Vers, hvor Omarbeideren har fulgt Forfatteren Skridt for Skridt, men kun, synes mig, for sandseligen at minde os om Contrasten mellem de herskende religiøse Følelser ved Enden af det syttende og attende Aarhundrede: hist apostolisk Christendom, som da Peder gik glad fra Raadet, fordi han agtedes værdig til at mishandles for Jesu Navns Skyld, da Stephanus døende saa Himlen aaben, da Paulus jublede i Lænker over at hans Forløsning stundede til, – her slap Eudæmonisme. Hvorledes har dog Mænd som Balle, Storm og Abrahamson kunnet troe, at de i Tanker, Udtryk og Versification correcte Riim, hvormed de have opfyldt den nye Psalmebog, skulle virke mere til sand Christendoms Fremme, end disse gamle, konstløse, barnlig-inderlige Sange?

7de December.

I Eftermiddag var der igjen Lystighed paa Isen. Prindsen havde ladet udbringe did elegant Frokost med Brændeviin og Madeira. Adskillige af vore nobles venetiens (Carlsen f. Ex. og Weidemann) havde ogsaa medtaget Drikkevarer, og saaledes havde da over 100 Mennesker af den elegante Verden sværmet om paa den glatte Is, spiist, drukket og støiet. „Hvad for Galskab kan ei de Folk finde paa?“ maa man vel sige med Vertinden i Evalds brutale Klappere.

8de December.

I Aften er der igjen Bal hos Prindsen efter en Iisfart til Ladegaardsøen. De sværme da uophørlig og Norges Statholder giver et slet Exempel paa en Tid, da det efter Alles Yttring seer saa saare misligt ud med Landets Providering, da Alt er steget høit i Prisen og formodes at ville stige end høiere, da vort Pengevæsen med raske Skridt iler sin Undergang imøde.[36] Baronessen er ham vist baade i physisk, moralsk og oekonomisk Forstand til Fordærvelse. Umiddelbar bidrager hun til Luxus og Sædernes Fordærvelse i vor Bye, og middelbar fremskynder hun Landets Ruin ved at enervere den Mand, der behøver en kraftfuld Haand til at holde det ham betroede Roer. Pereat!

9de December.

Til vor Ungdoms Forædling har nu en Conditor Zuvan etableret sig i denne Bye, hvor saadan nyttig Borger hidtil savnedes.

10de December.

Der var berammet Administrationsmøde for Saugbankens Fattighuus hos Lumholtz, men Forstanderen var ei tilsagt; det blev altsaa med blot Conversation. Iisfrokosten og det øvrige vilde Væsen hos vor beau monde vurderede den gamle Bisp efter Fortjeneste og om vore nærværende trykkende Tider og dunkle Udsigter sagde han noget af det fornuftigste, jeg i lang Tid mindes at have hørt: „At klage og ængste sig selv og andre nytter intet; der er intet andet for end først at slaa Lid til Guds Forsyn, og dernæst lade hver Dag have sin Plage. Vil man see fremad, seer man en bundløs Afgrund; bedst altsaa, at tænke paa den Dag, som er, og ikke paa den, som kommer.“ Livagtigen det banlyste: „Tænk dog aldrig: næste Dag!“ som Biskop Bech prostituerede sig ved i et stort Selskab at fordømme, og det i den hyperorthodoxe Lumholtz’s Mund! – De danske Aviser indeholdt intet mærkeligt uden et langt Raisonnement over de dyre Tider og øvrige Trængsler. Forfatteren (rimeligviis Rahbek) trøster os med sjette Frederiks Klogskab og Standhaftighed, en Trøst, jeg frygter ikke holder saalænge Skik som Lumholtz’s.

11te December.

Den 11te December, denne store Dag, der ifjor satte saamange Penne, Tunger og Ben, saamange Sjele og Legemer i Bevægelse, da man fra Trondhjem til Kjøbenhavn sang og talte om Norges Lyksalighed og smilende Udsigter i Anledning af Universitetets Stiftelse, denne Dag gik nu af i megen Rolighed. Endnu gaar man, trods de afskrækkende Tider, Maalet med stadige Skridt imøde, men Enthousiasmen er kjølnet. Følelsen af det Nærværende har hos Mange op slugt og næsten hos Alle svækket Haabet om det Tilkommende. Vi ere i dette Øieblik saa sysselsatte med Legemets Næring, at selv Videnskabernes oprigtigste Ven neppe tør tænke paa aandelig Luxus, og Tanken, at den veldædige Haand, fra hvilken Norge fik den sjeldne Gave, styrer det Hele saa vaklende, at Giverens Tilstand er dens, der testamenterer Tønder Guld bort Dagen før han sætter Nøglen i Døren og overgiver Creditorerne sin hele Eiendom – denne Tanke er ikke skikket til at vedligeholde, end sige fremkalde nogen glad Stemning.

12te December.

Jeg var Censor paa Cadetacademiet, hvor Tandberg examinerede tredie Classe i Moral og Religion. Der var, som jeg ventede, Lys, Lethed og Grundighed i hans Examination; dog var der et Par Yttringer, hvori jeg ikke kunde give ham Ret. Saaledes gav han en Distinction paa at finde og opdage, som, lad være, han beraabte sig paa Lessings Autoritet, sikkert intet duer. „Man opdager, hvad man har søgt, finder, hvad man ikke har tænkt paa.“

13de December.

Jeg solgte idag til Agent Nielsen 600 Rigsorter à 4 Rd. og 4⅓ Specier à 6 Rd. 2 Mk. 16 Sk., i Alt 2666 Rd. 64 Sk., hvoraf jeg da strax betalte min Gjeld til min Svoger, og henlagde Resten blandt mine egne Penge. Under nærværende Omstændigheder troer jeg at have handlet klogeligen. Hvad hjalp det mig at gjemme paa en død Capital, der maaskee om kort Tid ved Regjeringsbud vilde blive mig affordret for Fjerdedelen eller mindre i de samme usle Bancosedler, og som Borgerpligt og Samvittighed ikke tillod mig at lægge Dølgsmaal paa? Af en saa svag og forknyttet Administration kan man vente alt, og saa vist det er, at alt bor opofres for Fædrelandets Redning, saa lidet kan det være Pligt at kaste sin sande Formue hen i et bundløst Svælg og selv at forarmes, uden at nogen hjælpes, end sige beriges derved. – Breve fra London melde, at man har grundet Haab om Handelshuset Wolff & Dorwilles fuldkomne Reetablissement, saa at enhver faaer sit, og endda et betydeligt Overskud bliver igjen.

15de December.

I meget skarp Kulde vandrede jeg i Formiddag over Isen til Opslo Allunværk, hvor den aarlige Skole-Examen holdtes paa Mad. Colletts Fødselsdag. Jeg forefandt Bispen, Bispinden, Mad. Collett, Overkrigscommissair Collett med Frue og flere af deres Familie og Venner. Vi spiste Frokost og saa begyndte da Examen. Bispen erklærede sig meget tilfreds, og det være langt fra mig at underkjende hans Dom. De Børn, som bleve examinerede, viiste i det Hele ret gode Kundskaber, men saa maa man ogsaa tilstaae, at en Lærer, der har 30 Børn at læse for, kan udrette mere end en anden med 90, man har paalæsset ham, og at den Lærer, der for sig og Skolen blot behøver at yttre Ønsker for at see dem opfyldte, har langt større Opmuntring end den, der som vore Almueskolelærere maa tigge møisommeligen om 50 Rd.s Forhøielse i sin Løn eller en Snees Dalers Extrabidrag til en Favn Brænde. Til Slutning istemtes to Vers til Ære for Skolens Velgjørere (ventelig forfattede af Sigvardt[37]), og nu forføiede vi os alle efter Indbydelse til Colletts Huus i Christiania, for at spise Middag. – Otto Collett gav mig saa beskuelig Idee om vort Finants- og Provideringsvæsens fortvivlede Situation, at Haarene reiste sig paa mit Hoved. En hastig Ende paa Sagen er alt, hvad man nu tør ønske; at den vil blive god, er ikke at tænke paa, men eet haardt Slag, der smerter i første Øieblik, men hvoraf man dog kan reise sig igjen med den Tanke, at det nu er forbi, er langt bedre end denne langsomme Hentvinen, der tærer Marv og og Been og omsider frembringer total Undergang, da hiint dog blot vilde volde partiel.

16de December.

Det er dog en egen Sag saaledes som Moer Koren at skrive Dagbog for en stor Vennekreds, der tildeels ikke engang kjender hinanden personlig. Fuldkommen aabenhjertige Yttringer ere umulige, naar man, som her, lever just i den samme Kreds, for hvilken man skriver. Der er nu Treschovs i Kjøbenhavn, vi, Frue Bull, Frue Mariboe, Sara Boyesen, Mad. Cappelen, Ottesen og hans Kone, Schmidt og Jfr. Torstenson. Om ingen af os tør eller vil hun sige noget ufordeelagtigt, om hun ogsaa turde, eller det maa .i det mindste modificeres med den yderste Varsomhed, gives et Anstrøg af Spøg o. dl. Men ikke nok hermed. Ogsaa hver af os har sin Kreds, og om nogen af dens Medlemmer (lad være, at de ei læse Dagbogen) maa heller intet siges, der kan krænke Vedkommende; og saaledes maa da den kjære Moer Koren gaae som paa Gløder, stundom tilbageholde Følelser, der naturligen frembyde sig, og igjen fremtvinge andre, som man ikke saa lige indseer Grunden til. En Reisedagbog som Schmidts og min, hvor man har svævet blandt lutter fremmede Mennesker, der ikke have eet Berøringspunct med dens Læsere, og kun en Dagbog som nærværende, der aldrig in extenso skal læses af noget Menneske i min Omgangscirkel, da den indeholder frie Bedømmelser over dem alle, en saadan er en Undtagelse, og kan i denne Verden, hvor det evig gjælder:

„Sandhed vil man saa gjerne sige,
men det kan man just ei saa lige“,

opnaae sin fulde Bestemmelse.

17de December.

Rosenkrantz har afkastet Stiftamtmandskabets Byrder af sine svage Skuldre, og den stærkere og raskere Thygeson er bleven hans Eftermand. At Stiftet vil vinde ved dette Bytte, derom er ingen Tvivl. Hvorvidt det vil være til Gavn for vor Bye, at dens forfængelige Daarer faae nok en riig og luxuriøs Familie at kappes med, og altsaa ny Fristelse til at efterligne Frøen, der for at ligne Oxen pustede sig op indtil den sprak, det vil Tiden lære. Man spaaer imidlertid, at den rigere og endnu mere pragtfulde Frue Thygeson vil tage Luven fra Baronessen, og at denne vil ophøre at angive Tonen; og paa Sædelighedens Vegne maa vi lykønske os dermed.

18de December.

Neumann vilde vide, at en ny, velgjørende Finantsoperation er i Værk, og at Begyndelsen (curiøst nok!) skulde gjøres med at ompræge vore gamle Kobberskillinger til 24 Skillinger. Skulde hiin Operation maaskee være den, Schmidt omtaler i et Brev, der iøvrigt intet indeholdt: at vore Bancosedler skulle nedsættes til en Fjerde- eller Sjettedeels Værdie? Sandheden er vel, at man slet intet veed, og gid Kongen og Finantsministeren vidste mere end vi!

Gjennem Krigsraad Kjerulf fik jeg Indbydelse til at deeltage i et Declamatorium, som nogle af det dramatiske Selskabs Medlemmer ville holde paa Prøveaftenerne, naar Værelserne ere opvarmede, og om jeg end ikke umiddelbar kunde befatte mig dermed, da Øvelsen faar nogen Offentlighed, dog bivaane dem som Auscultant og Aristarch. Denne Idee, som stemmer saa ganske med, hvad jeg før har ønsket og yttret, greb jeg med megen Begjærlighed, og forsikrede ham, at intet skulde være mig kjærere, end at være saa virksom Deeltager heri, som min Stilling og Evne tillader. Foruden Declamation af Digte, tænker man ogsaa paa at recitere Scener af Skuespil, som ikke ere opførte her.

19de December.

Jeg fik to Breve. Det første var fra min Moder. Hun er endnu ved det samme, ikke som det synes svagere enten paa Sjel eller Legeme, „skjønt og langsomt glidende det Maal nærmere, hvorhen vi maaskee skulle føres gjennem Storm“, som der siges i det andet høist interessante Brev. Hendes Brev er tildeels stemt i en rørende Tone. Hun sidder i sin Eensomhed og længes inderligen efter sine Børn – ak! som ere saa langt fjernede fra hende. Hun skriver ellers noget, som dog virkelig bør tages i alvorlig Overveielse og har noget grundet, lad være, jeg ikke kan betragte Tingen i eet og alt fra samme Synspunct som hun: „Tag mig ikke ilde op, at jeg minder Dem om at lade Deres Smaa, saavidt Aar og Alder tillader det, indsamle et Forraad i deres Hukommelse af Guds Ord. Bliver det ikke forstaaet og benyttet i den Tid, o det opsamles siden, naar Trængselens Dage kommer, hvilket jeg af eget Exempel kan bekræfte.“ Vistnok meget sandt! kun fatter jeg ikke, at der i en yngre Alder end min ældste Datters[38] kan vindes betydelig derved. Indtil da er det vel nok, at den naturlige Religions simple Sandheder erkjendes, og at Hjertet iøvrigt er stemt til i sin Tid at modtage med Lyst ogsaa den høiere Opdragelse. En aldeles religiøs Opdragelse, saadan som f. Ex. min var, har overalt efter nærværende Sæder (desværre!) sin store Vanskelighed, ligesom ei heller vor allernyeste Psalmebog synderligen letter Arbeidet. – Det andet Brev var fra Biskop Brun. Kort, men indholdsrigt. Han taler om en Fest, Biskop Krogh skal have foreslaaet, hvorover han har afgivet sin Erklæring, den han henviser mig til Statholderskabet for at faa læst. Om Indkomstregulativet synes mig hans Begreber ikke at være aldeles de rigtige. At „den Dovne, den Dumme, den Talentløse“ vilde netop faae lige Krav med den Virksomme og Talentfulde, kan jeg ikke, forsaavidt det ei skeer i dette Øieblik, saa ganske faae i mit Hoved. At dette Regulativ iøvrigt vil løsne Baandet mellem Præst og Menighed, vil gjøre ham mere og ikke mindre afhængig, vil vække Misnøie og sætte ham i den ubehagelige Nødvendighed Aaret igjennem at plage sig med Incassationer, Restancelister og Executioner, det indseer jeg, og Hedemarkens Exempel viser det tildeels allerede, og derfor seer jeg ret gjerne, at Offer og Ministerialforretninger blive in status quo, og af mine Herredsbrødre ere de fleste enige med mig.

20de December.

Hr. Borch har i Budstikken[39] opkastet sig til Raadgiver for alle Norges Sogneselskaber. Han finder nemlig, at de mange Præmier for Ting, som det er Aspiranternes egen Fordeel at iværksætte, ikke svare til Hensigten. Heri kan han vel have Ret, men istedetfor at afskaffe disse Præmier eller gjøre dem til Hæders og Agtelsestegn af liden Pengeværdie, foreslaaer han, paa ethvert Sted at udsætte en eneste Pengebelønning af lige Værdie med alle dem, der forhen udsattes. Jeg indseer slet ikke, hvad herved vindes for det Almindelige. Om det er 10 eller 30 eller 100 Rd., er det, som Penge betragtet, især i disse Tider, et ubetydeligt Object for den Bindende, der dog ikke forudsættes at være et Almisselem, der trænger til Understøttelse, og Selskabet indskrænker sin Virksomhed og vækker lettelig den Fordom imod sig, at det vil ophjælpe een Vindskibeligheds Gren paa de øvriges Bekostning. Overalt forekommer det mig noget arrogant af den gode Borch, som en i slige Ting uerfaren Mand, i et officielt Blad at fremtræde som Lærer for de mange kyndige Mænd, der have organiseret Sogneselskaberne efter Grundsætninger, man dog ikke hos mere end 50 Sognes fornuftigste Mænd allevegne kan tænke sig umodne og uveiede.

Paa Hjemveien fra Kirken gik jeg ind til Holten, og læste der Biskop Kroghs Forslag og hans to Colleger Bruns og Bechs Betænkninger derover. Hiint gik ud paa, at der i alle Landets Kirker skulde holdes en aarlig Fest til Ære for dem, der i denne Krig have udmærket sig, hvor da og alle de Afdødes Navne skulde oplæses. Begge de to andre iøvrigt saa disharmonerende Overhyrder har erklæret sig mod Forslaget. Bruns Erklæring er stemt i hans sædvanlige raske, mandige Tone med Stænk af bitter Ironie. Hans Hovedidee er, at de mange Fædrelandets ældre Krigere, hvoriblandt nævnes Frederikshalds Borgere, som stak deres Bye i Brand, Tordenskjold og Andre, fornærmes ved denne Udmærkelse, som vises deres yngre Landsmænd, der i Sammenligning med dem lidet eller intet have udrettet, at de i Grunden blot (have) gjort deres Pligt, vilde fortjene Dadel, om de havde forsømt den, og qualificere sig altsaa ikke til udmærket Hæder, fordi de have opfyldt den. „Jeg vilde“, siger han, „slet ikke troe mig æret, naar jeg vidste, man engang vilde gjøre det til Thema for min Ligprædiken: „Nordal Brun stjal ikke.“ (Det var det, man saa haardelig tilregnede Biskop Bugge, at han i sin Fredsprædiken sagde, at anden Aprils Mænd blot havde gjort, hvad de burde gjøre. Vore enthusiastiske Patrioter vilde vel ogsaa bryde Staven over Brun, om de kjendte hans Yttring, men har han ikke Ret?) – Bech gaaer sin rolige, sindige Gang, men er ikke mindre mod Forslaget. Ogsaa han anfører, men som Bigrund, hvad Brun gjør til sin Hovedsag. Hans Modgrunde ere iøvrigt: at de fredelige Dyder ligesaavel fortjene Udmærkelse som Krigerdaad, og at en Fest for Fædrelandets Krigere var fornærmelig for dets andre hæderlige Borgere, at Mænd, som i een Henseende have udmærket sig, kunne have andre vanhædrende Sider, som Tilhørerne ved deres Navnes Oplæsning kunde mindes og forarges over: at om faa Aar disse Festdage ved Vanen og Tidsafstanden vilde tabe al Høitidelighed: og at ingen bør tilkjendes saadan Hæder uden Regenten, da Misligheder kunne indløbe, naar Privatmænd saaledes sætte sig paa Dommersædet. De underlige Prædikener, som paa denne Fest af mange vilde holdes, berøres ogsaa i Forbigaaende. Begge Erklæringer ere, hver i sin Maneer, ypperlige. Biskop Sørensen skal ynde Forslaget.

Jeg var i Aften indbuden til Secretaire Rougtved, hvor der var temmelig stort Mandfolkeselskab. Ved Maaltidets Ende gik Fruen og hendes Søster bort, og man sang da 3–4 lascive Viser, som jeg til en Forandring ikke vilde havt noget imod, da i et muntert Mandfolkeselskab Ord ei behøve saa nøie at veies, og saadan Tale og Sang er dog vel ikke strax Beviis paa practisk Libertinage, men skjøndt ingen Damer vare tilstede, var der en Tjenestepige, som vartede op, og en halvvoxen Cadet, og paa deres Vegne bluedes og ærgredes jeg. Det skulde undre mig, om ikke min Sidemand Oberst Hegermann gjorde ligesaa.

21de December.

Nu i Herrens Navn! idag har da den hæderlige Skolecommission begyndt sine Forhandlinger. Efter megen Ventilation blev man omsider enig om, at vi vexelviis, altsaa hver femte Søndag, skulle besørge Inspectionen ved Søndagsskolen. Iøvrigt fremlagdes et aarsgammelt Forslag af en høilærd Skomager Wergeland ((Præstens Broder) om techniske Forelæsninger af Haandværksmestre, der skulde staae i Forbindelse med Søndagsskolen, samt om en offentlig Disputats paa Raadhuset i Magistratens og enhver conditioneret Mands Nærværelse, saavidt Rummet tillader, hvilken Enhver, der vilde indgaa som Mester i et Laug, skulde holde. Det sidste kunde man naturligviis ikke indlade sig paa, men man vilde offentligen bekjendtgjøre, at den Haandværker, der havde Lyst til paa saadan Maade at aagre med sit Pund, stod det frit for.

22de December.

Min Kone udlod sig med, at jeg spilder megen Tid med Dagbogsskrivning, og hun kan tildeels have Ret, men desuagtet kan jeg nu ikke afbryde dette behagelige Arbeide. Tvertimod ønskede jeg ikke alene at have gjemt mine Kjøbenhavnske Dagbøger, men og at have fortsat dem uafbrudt til denne Stund, da jeg nu kunde vidst adskilligt, som jeg nu har glemt og fremfor alt anstillet interessante Sammenligninger mellem før og nu, der vilde udvidet min Menneskekundskab og skjænket mig megen intellectuel Fornøielse.

25de December.

I Morges længe før Dag var vore Tjenestefolk paa Færde, for at komme i Froprædiken i Byens Kirke. De vare saa tidligt ude, at de fandt Fæstningsporten lukket og maatte vende tilbage, og da de igjen gik ud, fandt de Kirken saa fuld, at de maatte staae langt nede, og kunde ikke høre et Ord af Garmanns Prædiken. Det Hele afgiver en meget nøiagtig og træffende Charakteristik over Christianiensernes Kirkegang. Til enhver anden Tid prædiker Garmann for tomme Stole og Vægge. Julemorgen er man nær ved at storme Kirken ned, for at – se den oplyst! Niels, som man ellers maa vække 3–4 Gange førend han kan komme ud af Sengen, gamle Henrika, som neppe gider forlade sin varme Stue, for at lukke Gadedøren op, naar der ringes – vandrer da ud Kl. 6 en kold Vintermorgen, for at gaae i Kirke, hvis Dør de ellers aldrig formørke.

Og naar jeg idag prædiker for to fulde Kirker og i Overmorgen neppe faaer 30 Mennesker at tale for, kan jeg da virkelig rose mig af den Folkeyndest og det Tilløb, mine større Talenter tilveiebringe mig? – Ak nei! Det er ikke som i Kjøbenhavn, vel heller ikke som i Bergen, hvor en talentfuld Prædikant vist faaer langt større Opmuntring.

Jeg prædikede da som sædvanlig i begge Kirker. Det er mig kjedsommeligt to Gange at gjentage det samme paa en Dag; jeg har aldrig gjort det, og gjorde det heller ikke nu. De Ofrendes Antal var ikke lidet, og jeg fik idag paa Alteret og tilsendt i Huset 533 Rd., som var 167 Rd. mere end første Juledag forrige Aar. Generalmajor de Seves Offer fik jeg i et fransk Brev, som jeg her afskriver med alle dets Sprogbommerter og orthographiske Feil:

Le Cicero du Nord vouloir bien amaiblement acceptez le ci-joint, de la part d’un Vetteran Militair en lui souhaitant un Bonheur constante et une Santé parfaite, aussi bien que d’etre persvader de’ l’Estime leplus sincere d’un vieux soldat, qui n’a presque plus d’autres Sentimens que celui du Respect pour le Talent destinguer et la Veneration parfaite pour le degne Minister de la paoole de Dieu.

Man burde vel ikke gjøre sin egen Velynder og Beundrer latterlig; jeg skal heller ikke vise nogen anden Brevet, men putter det strax i Kakkelovnen; men undlade at optegne denne Curiositet kunde jeg dog ikke.

26de December.

Hvile- og Forlystelsesdag og intet andet. Jeg var i Selskab hos Mathiesen. Vi vare 18 Fremmede og stort og fornemt nok var der. Haxthausen og hans Søn, Rosenkrantz og hans Svigersøn.[40] Beværtningen var elegant, den i det Huus almindelige utvungne pretensionsløse Gjæstfriheds Aand herskede ogsaa idag, men morsomt var der med alt det aldeles ikke. Korn og Kartofler, Heste og Tørvemoser var næsten Æmnet for den hele Borddiscurs.

27de December.

I Kirken, hvor jeg kun havde ventet 30 Mennesker, var dog vist et Par Hundrede; det maa høre til Kirkegangsetiquetten at besøge den ogsaa paa tredie Juledag, naar den er en Søndag.

Min Kone og jeg vare indbudne til Stadshauptman Heyerdahl, og man sige, hvad man vil om dette Ægtepar, et interessantere, mere gjæstfrit Huus er dog virkelig ikke i Christiania. At de ikke mene, hvad de sige, paastaaer rigtignok Moer Koren og flere med hende, men i Grunden kan det dog være en ligegyldig Sag for enhver, der ei staaer i nærmere Forbindelse med dem; at de imidlertid mene mig og min Kone det vel, det har jeg ingen Grund til at tvivle om. Det er ellers en fatal Omstændighed, at Moer Korens Antipathier: Mathiesen, Pihl, Major Juell og Heyerdahl have som Verter et saa udmærket Talent, og at derimod hendes Yndlingshuse: Bulls og Mariboes have fra denne Side saa saare lidet anbefalende.

30te December.

Selskabet hos Generalauditeur Bergh var ikke morsomt. Der fattedes ikke paa dannede Mænd, der vistnok kunde frembragt en heel livlig Conversation: Bergh selv, Haxthausen, Etatsraad Falbe, Haffner, Rasmusen, Maschmann, Rosenørn, Bergmester Baumann, Schandorff o. fl., men det havde ingen Art. Egentlig Talent til at være Vert har ikke Bergh; den stiveste kjøbenhavnske Levemaade hersker i hans Selskaber og – alting med Maade! er mit Symbolum. Flaue, tusinde Gange opkogte Skaaler, liderlige Viser, bacchantisk Hurraraaben holder jeg ikke af, det veed Gud, men saa aldeles at forjage selskabelig Munterhed og blot i al Stilhed conversere sine Naboer, det er heller ikke efter mit Sind. Lykken havde overalt ikke beskjæret mig noget interessant Naboeskab, og da Midnat var forbi, ønskede jeg ret, at jeg laae i min Seng.

31te December.

Jeg var i Formiddags inde hos Justitsraad Brochmann og hentede min Løn af Quæsthuuscassen. Hvor den Mand med al sin Rigdom har saare liden Glæde i Livet! Selv eiede han betydelige Midler, giftede sig til ligesaa stor Formue, beboer et deiligt Sted, halv i Byen og halv paa Landet – og er sygelig, sær og vranten, gnieragtig, kort, fattes baade Evne og Villie til at nyde Livet, gjør Ingen glad og er selv ikke glad. O Forfængeligheds Forfængelighed! jeg vil ikke engang nævne mig – men hvilken blid, retskaffen Huusfader, der nøisom opsamler Brødsmulerne, men nyder dem i Kjærlighed og Tilfredshed med Kone og Børn, vilde bytte med denne Mand?

Ovenpaa alt dette Alvorlige maa jeg da ogsaa give noget Lystigt: et Brev til S. T. Herr Frue Pavels fra vor Ammes forrige Kjæreste, som har slaaet op med hende og forlovet sig med en Anden. Det lyder som følger: „Paa Grund af Deres mig tilsendte Hilsen, foranlediget ved Deres Tjenestepige A. E. D. Hvad jeg har givet hende maa hun med Upaaanke beholde, være sig hvad det være vil, men min Guldbrystnaal fordrer jeg tilbagesendt, som nu bliver min Eiendom til Døden. Havde jeg ikke bekommet af min Høisalige med disse Ord: Min Søn! bær den til din Død! vilde jeg ikke see, langt mindre spørge efter samme; det vilde desuagtet være en Skam for mig, ikke at holde den i mere Agt. Den Ret, hun synes at have til samme, kan erfares af de Ord, jeg sagde, da hun en Aften tog den af mit Bryst, og ønskede i samme Øieblik at beholde den en Tid, hvilket jeg og tillod med disse Ord: Behold den til jeg selv vil bære eller have den tilbage! Dette synes mig skal være ganske tilfredsstillende nok. Men Guldnaalen vil jeg have tilbagesendt, da den vel kan tilsendes portofri, haaber jeg min forhen evige Eie tilbagesendt! Forlad min Dristighed! ærbødigst Olsen, Foureer.“ – Herved maa bemærkes, at hans Moder, som han kalder den Høisalige, endnu lever, og at han ganske vist kan faa Guldnaalen tilsendt portofrit, da han boer her paa Fæstningen.

Om Gjæstebudet hos Major Juell er ikke stort mere at sige. Vi drak Majorens Skaal, da han er født Nytaarsnat og fyldte nu sit 62de Aar, og da det var falden Snee, kjørte vi hjem i Haxthausens Carret, ved hvilken Anledning han sagde de store Ord: „De kan befale over mig i alt, hvad jeg formaaer; for Dem gjør jeg alt.“


  1. Selsk. f. N. Vel havde allerede 1810 nedsat en Commission til Udarbeidelse af en „orthographisk Ordbog“; Arbeidet skal have været temmelig vidt fremskredet, men intet deraf kom for Lyset. M. Birkeland, Selskabet for Norges Vel 1809–1829, S. 65.
  2. Dette Flyveskrift findes aftrykt i Y. Nielsens Grev H. Wedel-Jarlsberg og hans Samtid, I, 527 fg.
  3. Jens Aars, dengang Biskoppens Vicarius i Enebaks Kald, død 1834 som Sognepræst til Lier. Erlandsen, Tromsø Stifts Geistlighed, S. 201.
  4. Dens Medlemmer var foruden Pavels Kammerherre Anker, Præsterne Sigvardt, Neumann og Wulfsberg, Proprietær Glad, Overlærer Flor og Apotheker Maschmann. „Den norske Bondeven“ udgaves af Selskabet for Akers Sogns Vel.
  5. Neumanns rationalistiske Oversættelse af Luthers Catechismus (Chr.a 1811) negtedes Autorisation, cfr. J. P. Mynsters Blandede Skrifter, V, 278–279, og L. Koch, Den danske Kirkes Historie 1801–1817, S. 170–171.
  6. Om denne oftere nævnte Mand se Y. Nielsen, Grev H. Wedel-Jarlsberg, S. 554, L. Daae, det gamle Christiania, S. 342 fg., P. A. Heibergs Erindringer 219, 283, 285, Fr. Schmidts Dagbøger p. fl. St., Huitfeldts Chr.a Theaterhist. og C. B. Dunker, Gamle Dage ligesaa. Efter i 1814 at have været ultrasvensk, drog han siden yderst misfornøiet til Kjøbenhavn, hvor han blev dansk Undersaat og Generalkrigskommissær og døde. Se herom Breve fra Danske og Norske ved L. Daae, S. 87, 148.
  7. Udkom aldrig.
  8. Rimeligvis Johan Christian T. (Biskoppens Fader), der døde 1860 som Sognepræst til Modum og var nøie forbunden med Professor S. J. Stenersen.
  9. Rimeligvis den senere Generalmajor B. N. Garben.
  10. Ved en Festlighed paa Kongens Fødselsdag i Selskabet for Akers Sogns Vel i Anledning af Universitetets Stiftelse.
  11. Immanuel Christian Grave, Sognepræst til Sande i Thelemarken, udgav 1813 „Nationale Fortællinger“, senere udkomne i flere Oplag, første Gang efter Foranstaltning af Selsk. f. N. Vel.
  12. Da tilhørende Ludvig Mariboe.
  13. Om Waisenhusets Skjebne i den følgende Tid se B. Moes Tidsskr. f. d. norske Personalhistorie, 1, S. 382–383. Det maatte kort efter Fideicommissets Opbud (1819) midlertidig nedlægges og traadte først 1851 atter i Virksomhed.
  14. Udentvivl Peter Hount, Sognepræst til Berg og siden bekjendt som ivrig Ven af Foreningen med Sverige. Cfr. Pavels’s Autobiographi, S. 29 fg.
  15. Her boede Cancellisekretær og Sorenskriver over øvre Romerike Johan Koren, Pavels’s Venindes Digterinden Christiane Korens Mand.
  16. Henrik Andreas Mørch, res. Cap. til Ullensaker.
  17. Christiane Lange, f. Holst, Enke efter Magazinforvalter Alex. Lange og Bedstemoder til Rigsarchivar Chr. Lange.
  18. Ole Pihl, der ved en feilagtig Expedition var bleven titulær Professor, var en fhv. Præst i Christiania, der var gaaet over i Handelsstanden (Forf. Lex.).
  19. Smlgn. Pavels’s Autobiographi S. 99: „Inddysset i min Ungdoms søde Drøm om Menneskets voxende Forædling, hvoraf jeg siden er vaagnet, besteg jeg aldrig Prædikestolen uden med det favre Haab, at ogsaa den Times Arbeide skulde bidrage til at fremskynde den Guldalder, til at opføre den Bygning, jeg troskyldigen haabede om faa Aar skulde fuldendes.“
  20. Peder Willumsen Juell, res. Cap. til Aker og Akershus Slot 1801–1814.
  21. fra Ulvig i Hardanger, se Erlandsen, Tromsø St. Geistl., S. 16.
  22. Den senere Biskop Joh. Storm Munch, der dengang var i Unaade og uden Embede, men s. A. af Grev Wedel blev kaldet til Sogneprest til Sande.
  23. Stiftsprovst L. havde Titel af Biskop.
  24. Res. Cap. til Vor Frelsers Kirke (Forf. Lex.).
  25. Abraham Borch (siden Sognepræst til Kongsberg), var 1812 bleven. Pavels’s Capellan pro loco. Han var en Slægtning af Stenersen.
  26. Overlærer, senere Professor i Mathematik og tilsidst Zahlkasserer.
  27. Baronesse Clara v. Lilliencron, f. Brockdorff, en fraskilt Kone, Vicestatholder, Prinds Friederich af Hessens Elskerinde og tilsidst hans Hustru. Cfr. L. Daae, det gamle Christiania, S. 297–298.
  28. Abraham Borch, se foran S. 84, Anm. 1.
  29. Se ovenfor S. 62.
  30. Det var i 1811, at Pavels var en af de til Christianssands Bispestol Indstillede. Fr. Schmidts Dagbøger, S. 136.
  31. Edvard Munch (Prof. P. A. Munchs Fader) blev ligeledes ved den Tid gjennem en Kirkepatrons (den senere Statholder Løvenskiolds) Kaldsret befordret til Gjerpen ved Skien.
  32. Se ovenfor S. 3.
  33. Carl Henr. v. Holten, Secretair ved Statholderskabet, i 1814 norsk Statssecretair, hvorpaa han forlod Landet og tilsidst døde som entlediget dansk Hofembedsmand.
  34. Comissionarius M. F. Liebenberg var en af Pavels’s kjæreste Venner, og med ham vedligeholdt han hele Livet igjennem en Brevvexling. Desværre bleve Pavels’s Papirer for den største Del tilintetgjorte ved hans Død. To af Liebenbergs Breve til ham bleve dog heldigvis reddede, og disse har nærværende Udgiver, til hvem C. P. Riis havde skjænket dem, ladet aftrykte, det ene (1812) i Danske Samll., 2 R., II, S. 247–255, det andet i Personalhist. Tidsskrift, IV, 249–255.
  35. Liebenbergs Udtryk. (Pavels’s egen Anm.)
  36. Om disse Lystigheder se ogsaa L. Daae, Det gamle Christiania, S. 296–297, hvor de dog feilagtig ere henførte til Begyndelsen af 1812.
  37. Den senere Biskop i Christianssand, dengang Præst i Oslo.
  38. Da 10 Aar.
  39. Artikelen læses i Budstikken, et officielt Blad, IV (1812), S. 585–590.
  40. Grev Knuth, Amtmand i Akershus Amt.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.