Dagbog for 1813

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

1813.

1ste Januar.

Jeg prædikede for fuld Kirke og troer baade efter min egen Bevidsthed og det hædrende Vidnesbyrd af alle, som have talt om min Prædiken, at den lykkedes fortrinligen. Min Text var Rom. 2, 4–11. Jeg begyndte med en Udsigt over de mørke Tider: den vedholdende Krig, den skrækkelige Dyrtid, Misvæxten, befrygtet Hungersnød og smitsom Syge. Kan man juble? skal man klage og fortvivle? Ingen af Delene, men heller anstille en alvorlig Betragtning, hvorvidt vi selv have paadraget os disse Ulykker? hvorvidt vort Forhold under dem har været og er saadant, at vi med Grund maa forfærdes over Udfaldet? Jeg sluttede med en Bøn, som ikke var fri for Tautologie, men hvor Bønnen for Kongen og Fædrelandet og de to Rigers vedvarende, uadskillelige Forening vist fortrinligen lykkedes.

Fra Kirken gik jeg som sædvanlig i Visiter. Prindsen havde havt isinde at gaae i Kirken og ophøies ved min Prædiken, men en uventet Hindring var indtruffen. Imidlertid havde han, ventelig af Haxthausen, hørt store Lovtaler over mig, og takkede mig for den gode Stemning, jeg søgte at bevare blandt min Menighed, hvorved jeg viiste mig som en sand og hæderlig Folkelærer. Jeg kunde med god Samvittighed modtage denne Tak, thi jeg er mig bevidst, at ingen uædel Bihensigt, men blot inderlig Lyst til at fastholde Baandet mellem Regent og Folk besjeler mig under min Tale som i min Daad. Rosenkrantz bad mig lade min Prædiken trykke paa hans Bekostning, men jeg kunde ikke tjene ham deri. Vor Herre har rigtignok givet mig et stort Pund, som dog ogsaa frister til Dovenskab. Hvilket Maal skulde jeg naaet ved møisommeligen at udarbeide og memorere en Tale, som jeg her ikke fuldstændigen opnaaede? En og anden heldig Ordføining vilde jeg maaskee have udfundet fremfor nu; derimod vilde Anstrængelsen for at fastholde Contexten og huske hvert Ord, som var optegnet, paalagt mig en Tvang, som jeg nu var befriet for, og gjort mit Foredrag mindre livligt og indtrængende. De, der uden Indskrænkning bryde Staven over det extemporerede Foredrag, have høiligen Uret.

Til Middag var jeg hos Grüner i Møllen, hvor der var stort Mandfolkeselskab. Jeg lever i denne Vinter i uendelig Sviir og Svæven; den var da idag i Ordets sandeste Forstand, skjøndt ingen af Gjæsterne havde nogen egentlig Perial, undtagen en Kammerraad og Foged Lind fra Østerdalen, en leed Person, der bestandig seer ud som han var fuld. Haffner og Carlsen havde faaet ham mellem sig, og Gud hjælpe den, der falder i deres Hænder! Alle de liderlige Viser bleve sungne, men der var Ingen, som kunde tage Forargelse deraf, da endog Opvartersken var en Kone, der har havt et Par Børn, og altsaa tør vedkjende sig Kundskab i de omhandlede Gjenstande.

3die Januar.

Oberstelieutenant Kreds fortalte skrækkelige Ting om Immoraliteten i Soløer, der skal være stegen til en afskyelig Høide. Nylig er paa Kongsvinger Fæstning indkommen som Slave en Gaardmand, som har begaaet den skjændige Ugjerning, at spænde sin gamle Fader tilligemed en Hest for Ploven. Oldingen døde kort efter, og angav paa sit Dødsleie Sønnens Mishandling som Aarsag til hans Død. Ved Høiesteret var Umennesket dømt fra Livet, men Kongens Resolution forandrede Straffen til Slaveriet paa Livstid.

4de Januar.

Der siges, at Aarsagen til Kjøbenhavnspostens lange Udeblivelse (vi har nu ingen faaet siden idag 8 Dage) er en Finantsoperation, hvorefter vore Bancosedler skulle nedsættes til 16 Skill. pr. Rigsdaler, hvorved da ventelig de gyldne Tider skulle vende tilbage.

6te Januar.

Tiltrods for alle Spaadomme kom omsider i Nat de to manglende Kjøbenhavnsposter, men bragte ikke det ringeste uden- eller indenlandsk Nyt, undtagen at det fremdeles synes at gaae skjævt med den franske Armee. Ogsaa vor egen Intelligentsseddel og de andre Stifters Aviser ere i denne Tid særdeles magre, og indeholde slet ingen Curiosa enten i Vers eller Prosa. Det ellers saa epitaphrige Bergen har ikke i mange Maaneder leveret mindste Gravskrift eller Liigvers.

7de Januar.

Listen over forrige Aars Studenter viser, at af 133 var kun 19 dimitterede fra norske Skoler. Skulde det virkelig for et faa lidet Antals Skyld være den Uleilighed og de Penge værd, som det koster i denne Tid at oprette et nyt Universitets Og endda Spørgsmaal, om fra de nordenfjeldske Skoler, ja selv fra Christiansand ei ogsaa herefter en eller anden tyer til Kjøbenhavn? Jeg har bestandig tænkt og sagt, at, naar jeg havde en studerende Søn, og ikke boede i Christiania, unægteligen sendte jeg ham til Kjøbenhavn og ikke hid. Altsaa, naar de 25 Professorer lykkeligen ere arriverede, hvad mon her da bliver fleest af: Lærere eller Lærlinge?

8de Januar.

Man har valgt mig til Medlem af Theaterdirectionen. Det er mig ikke ukjært. Jeg troer at være Posten saa nogenlunde voxen, og tør jeg end ligesaalidt her som i vigtigere og alvorligere Ting haabe at udrettet alt, hvad jeg ønsker, tør jeg dog love, at Tingen ei ved min Medvirken skal forværres, og Sottiser, som jeg hidtil i Stilhed har ærgret mig over, skulle, om end ikke hæves, i det mindste ikke blive upaatalte.

9de Januar.

Jeg fik fra Schmidt et svensk Digt, Skjæbnen, som han currente calamo har oversat. Det er en af disse dedaktiske Oder, hvorpaa den svenske Litteratur er saa riig, men som jeg tilstaaer, ikke stemmer overens med min nærværende Smag.

10de Januar.

Borch, som har været paa Landet i Julen, fandt, at Levemaaden nu er tarveligere end forhen, og det er saare vel, men at ingen Viin drikkes i deres Gjæstebud gjør et ubehageligt Brud paa den selskabelige Fornøielse. Godt Øl smager mig vistnok vel saa meget som den delicateste Rødviin, men denne finder jeg dog i Gjæstebud at være et uundværligt Requisit. I Hverdagslivet, ved mit eget Bord, gider jeg ikke see Viin; om den igjen faldt til et Par Mark Flasken, blev den aldrig min daglige Drik; ved et Gjæstebudsbord er den mig derimod ligesaa uundværlig som Maden, og kan den ei tilveiebringes, saa lad det Hele bortfalde. Selskabelig Glæde, Sammenhold i Conversationen er saa alligevel ikke at tænke paa. – Hos Tracteur Carstens[1] betales nu 90 Rd. maanedlig for den blotte Middagsmad, uden Drikke.

12te Januar.

Rahbek har i Dagen forsvaret sig mod en rigtignok lidt uartig, men dog neppe ugrundet Beskyldning af Grundtvig, at „han roser alt hvad der skygger Parnas fra Fod til Top“. Hans Forsvar er saa net og sindrigt som en slet Sags Forsvar kan være, thi den evige Støden i Basunen i Tilskueren, Sandsigeren og Dagen har dog vist været de allerfleste til Forargelse. At i disse Blade Læselysten heller burde vækkes end Vragelysten, kan saa være; det fordrer vel heller Ingen, at han skulde disrecommandere et udkommet Skrift, skjøndt der vel var dem, der fortjente det, men hvad han ei med god Samvittighed kunde anbefale, kunde han, som aldrig har forpligtet sig til at levere nogen fuldstændig Udsigt over Litteraturen, forbigaaet med Taushed, og det har han ikke gjort. At han aldrig har roest eller engang som „uskadeligt omtalt“ noget af det, i hvis Skygge man „indaander Gift eller Uhumskhed“, maa og tilstaaes, men desværre! Giftblanderen[2] roser han dog altfor ofte, skjøndt ikke som Giftblander, og jeg veed ikke hvorfor man bør hædre den overbeviste Forbryder for det Gode, der findes hos ham som hos Alle. En Recensent kan rose det, thi han dadler og det Slette, og der er Upartiskhed og Ligevægt; men at udhæve det Roesværdige og fortie det Lumpne, derved gjør man i dette Tilfælde hverken sig selv Ære eller Publicum nogen Tjeneste. Naar endelig Rahbek i Anledning af den besynderlige Yttring af G., „at det vakre Hoved er gaaet under, fordi det ikke vilde i det Rene med sig selv“, med Selvfølelse erklærer, aldrig vitterligen at have foragtet eller forsaget de Grundsætninger, han engang har forsvaret og forkyndt, da kan han, hvad Grundsætningerne angaaer, have Ret, ligesom jeg og maa tilstaae, at hans Afvigelser ikke vare vitterlige, men en Følge af Svaghed. Men at ingen dansk Skribent af Celebritet saaledes har temporiseret, lempet sin Tone efter Tider og Mennesker, viist overalt saa megen Personsanseelse, det kan jeg, fordum hans ivrige Beundrer og endnu hans oprigtige Ven, umulig fragaae.

13de Januar.

Atter har Esmarch ladet høre fra sig i Throndhjems Aviis ved følgende Avertissement: „Præsten Esmarchs Sendebrev til sin Menighed (?) tilbydes herved Exemplaret for een Ort til Salg for Almuen, men hvis endog Andre skulde finde Smag og Lyst i sammes Læsning, betale Personer af Dannelse 10 Rd. og Personer af Stand og Rang efter Behag og Bevaagenhed, naar disse ved skriftlig Begjæring og Befaling overbevise mig om samme.“

16de Januar.

Haxthausen sortalte mig, at baade han og Prindsen har gjort Kongen opmærksom paa mine Bestræbelser ved enhver Leilighed at befæste Baandet mellem Regent og Folk og at jeg uden Tvivl med første vilde see Prøver paa hans Naade. Altsaa faaer jeg da vel Ridderkorset, og tør smigre mig med ikke at være blandt de meest ufortjente til denne Ære. Skal ethvert Talent hædres og enhver gavnlig Daad lønnes, saa synes det rigtig nok, som den Præst, der ikke danner Skolelærere, ikke vaccinerer, ikke anlægger Humlehaver, ikke anbefaler Hestekjøds Spiisning, men i andre Maader viser sig som en duelig Lærer og retskaffen Mand, ogsaa qualificerer sig til offentlig Hæder.

17de Januar.

Min Tjener Niels gjør sig Umage for at komme i Tjeneste hos Holten. Hans Formand Christian aflægger i disse Dage Zahlkassererens Liberie og kommer paa hans Contoir. Saaledes begyndte ogsaa nuværende Kammerraad og Toldinspecteur Berager[3] som simpel Bondekarl med at være Tjener hos Etatsraad Holm i Christiansand, og er nu en af Arendals første Noblesse. „Hvem veed“, sagde min Kone idag, „om du ikke engang kan blive inviteret i Gjestebud til Niels eller Christian?“ – I Søndagsskolen prøvedes nye Elever og siden var Commissionsmøde. Jeg fortryder dog ikke at have modtaget Valget, og tør maaskee endda, naar jeg faar orienteret mig, blive et nyttigt Medlem af Commmissionen, især ved at understøtte Sigvardts Meninger, som ellers, ved Nogles Selvklogskab og Andres rechtbruderske Eftergivenhed letteligen kunde blive overstemte, da hans Beskedenhed hindrer ham fra at sætte dem igjennem med Kraft.

18de Januar.

Dagens Hovedforretning var en Tour til Bækkelauget, som jeg gjør engang hver Vinter over Isen for at berette min kjære, nu 96aarige Sivert. Til sit 50de Aar sværmede han om som Søemand i alle Verdensdele, udholdt Strabadser og har vel heller ikke med den Styrke og det Temperament, der maa forudsættes hos ham, sparet sig i andre Maader. 51 Aar gammel giftede han sig med en ung Pige og har avlet 19 Børn med hende, sidste Gang Tvillinger i hans 74de Aar, og endnu lever han med taalelig god Helbred. Det bedste er, at han tillige er en hæderlig Mand, hvis Aasyn byder Ærbødighed og hvis Adfærd ikke svækker den.

19de Januar.

Med den inderligste Tilfredshed har jeg læst i det sjellandske Landemodes Forhandlinger J. P. Mynsters Betragtninger over den Kunst at prædike. Der er Lys og Grundighed og varm Religionsfølelse uden Grundtvigsk Hyperorthodoxie og Intolerance. Særdeles interessant er, hvad han siger om de saa tidt misforstaaede Udtrykke: at tale til Forstanden og til Hjertet. Det extemporerede Foredrag har i ham en heldig Forsvarer, den første offentlige, som er mig bekjendt, og hvad han siger om dem, der klage over at arbeide forgjæves, fordi de stundom tale for en liden og uoplyt Hob, har rørt og beskjæmmet mig, der mere end engang har gjort mig skyldig deri.

20de Januar.

Min Kone og jeg vare i stort Selskab hos Frue Bagge.[4] Ved Bordet blev sunget meget lifligt af Frue Baumgarten og Jomfruerne Blom, men jeg kunde dog ikke bare mig for i mit stille Sind at holde mig op over disse Damer, der istemte Viser, som ene og allene passede i Mandfolks Mund. Det fornøieligste for mig var, da de omsider Kl. 2 udbrød: „Og dette skal være Vertindens Skaal, Hurra!“ – thi det var Tegn til Afmarsch, men ellers var det ubeskrivelig dumt af unge Fruentimmer uopfordrede at istemme den Ting. At der var Mandfolk i Selskabet, som havde Tone i Halsen, ignoreredes aldeles.

21de Januar.

Endelig er da den længe ventede Finantsforordning kommen. Ganske rigtig reduceres vore Bancosedler til 16 Skill. pr. Rigsdaler ɔ: Regjeringen gjør Bankerot og giver 16⅔ Procent. Imidlertid var det vel nødvendigt for at forebygge det Værre, og kan det lede til et ønskeligt Resultat i Fremtiden, og afværge lignende Jammer fra os og vore Efterkommere, saa faaer man finde sig i den nærværende Tids Piinagtighed.

22de Januar.

Gamle Lumholtz udlod sig med sædvanlig Bitterhed om al Verdens Ting. Først taltes kortelig om Finantserne; derfra gik han over til Selskabet for Norges Vel, som han paastod befatter sig med Alt og udretter Intet. Directionsmøderne skildrede han saalunde: „Der sidder de et Par Timers Tid og bygger Casteller i Luften, saa gaae de hen og faae et godt Maaltid Mad hos Rosenkrantz; derpaa spille de en Lhombre eller Boston, og nyder en lille Souper til Slutning, og dermed er det forbi.“ – Heller ikke af Universitetet lover han sig meget for det første.

Siden fortalte han, hvorledes han havde angivet en Kjøbmand for Helligdagsbrøde, hvorover Politiet for Skams Skyld maatte mulctere ham med 10 Rd., og at Vedkommende tog den dumme Hevn at skrive i sin Offerseddel: „Fra mit sædvanlige Offer 5 Rd. afdrages for Angivelsens Skyld 3 Rd., sendes altsaa 2“, hvilke da Lumholtz, som billigt, i et grovt Brev sendte ham tilbage. Derpaa gik han over til at tale om de berygtede Huse i Vaterland, som han med Vished vidste, en gift Mand af vor egen Orden besøgte og engang var gaaet ud fra Kl. 4 om Morgenen, og om et Dueslag i Pebervigen, som en gradueret Person (ogsaa af vor Ordens maaskee den samme som foromtalte?) besøger om Aftenen. Er dette sandt, er det en skjændig Skandal, men Lumholtz hører gjerne efter Sladder, og man bør haabe, dette er Løgn.[5]

24de Januar.

Med Statstidenden fulgte et Tillæg, der indeholder en populair Apologie for den nye Forordning. Den forekom mig meget net og instructiv, men Rasmussen fandt ikke Behag i den; den syntes ham i det mindste at være et vist Kjendetegn paa, at Forordningen har gjort ubehagelig Sensation paa Kjøbenhavnerne, da man har fundet en næsten officiel Forklaring nødvendig. En lignende fra Provideringscommissionen fandtes indrykket i Dagen, foruden et Par beroligende Erindringer fra Privatmænd. Her gjør Forordningen den ei uventede Virkning, at Priserne paa Alt end mere forhøies, men de fleste finde den fornuftig og billig. De, som frakjende den denne sidste Egenskab, ere dog enige i at erkjende den for et Foster af Klogskab og Indsigt, og det er mere end man i lang Tid har villet tilstaae om Regjeringens Foranstaltninger. Selv Hount, hvis Oppositionsaand ofte har været mig til Forargelse, skriver i et Brev, hvori han melder mig sin Ankomst til Markedet: „Saavidt jeg kan dømme, er Forordningen bygget paa rigtige Principer og synes at være retfærdig i de Opofrelser, den fordrer. Skulde nogen Forandring i vort Pengevæsen gjøres, veed jeg ikke nogen bedre, som man kunde gribe til. Vistnok ville mange komme at lide derved, men dette er jo Tilfældet med alle Hovedforandringer, og enkelt Borgers Interesse maa vige for det Almindeliges.“ Man finder især tre fortrinlige Egenskaber ved den: at hele Landets faste Eiendomme ere bestemte som Rigsbankens Fond, hvorved den faar urokkelig Garantie, og som maa skaffe den Agtelse blandt Fremmede: at Banken er aldeles skilt fra Landets Finantsvæsen, og at et vist Antal Sedler er fastsat, som vel maa formindskes, men aldrig overskrides.

26de Januar.

Atter var jeg i Møde hos Lumholtz. Han havde nu gjennemlæst Forordningen, og spaaede os tusinde Ulykker i Anledning af den; kun troede han, den endnu i 4–5 Aar kunde gjælde som Palliativ, og inden den Tid kan meget forandre sig, hvoriblandt det især er rimeligt, at Lumholtz ikke da lever. – Ogsaa Døderlein finder Forordningen høist uretfærdig, men deels talte maaskee de Kjøbmænd, han omgaaes, gjennem hans Mund, deels er nok privat Interesse med i Spillet. Hans Forfatning er nedtrykt, og Forordningen bedrer den i det mindste ikke; af ham bør ikke fordres en aldeles upartisk Dom.

27de Januar.

Forordningens Indflydelse paa den udenlandske Cours imødesees med frygtblandet Længsel. I Kjøbenhavn skal den have gjort en desperat Effect i de første Dage. Man forlangte 60 Rd. for en Gaas og 11 Rd. for et Skaalpund Smør.

29de Januar.

Forordningen skal have gjort god Sensation i Hamburg, hvilket man frygtede, den ikke vilde, og den Forvirring, den i de første Dage voldte i Kjøbenhavn, skal være aldeles forbi og Tilfredsheden temmelig almindelig. Bankcommissair Collin og Prof. Abr. Kale[6] nævnes som Forordningens Hovedforfattere, og tillader udvortes Forhold vor Regjering at virke frit efter disse Grundsætninger, ville disse Mænd faa et udødeligt Navn i Fædrelandets Annaler.

30te Januar.

Af Bergens Aviis afskriver jeg et Avertissement: „Undertegnede agter at sælge sit iboende Huus, meget tjentligt for dem, der vil boe ved Kirken og slaae sig til Roe.“ Jeg kan ikke andet end misunde Bergen den sancta simplicitas, der kan gjøre det til en anbefalende Egenskab ved et Huus, at det ligger nær Kirken. Her vilde saadant lidet gjælde uden forsaavidt Kirken ligger paa Torvet og Huset kunde vente god Søgning af Oplandsbønder, især i Markedstiden.

De danske Aviser melde, at Kongen under fordeelagtige Vilkaar har offereret Banken den unyttige Guldtaffelservice, hvilket gjør ham Ære, ligesom overalt ethvert Skridt, som gjøres i denne Sag, er saa ædelt og liberalt, at man ret inderligen maa ønske den god Fremgang, da det ei længer er usle Palliativer, men reen Radicalcuur, der bruges, og da den nærværende Fremgangsmaade røber ligesaa megen Fasthed, Klogskab som god Villie. Men ak! Krigen er snart paa Danmarks Grændser, og hvo kan forudsee, hvortil Russernes Fremgang vil lede, hvis Danmark fremdeles bliver det franske System tro?

31te Januar.

Paa Embedsvegne gjennemlæste jeg en biographisk Lovtale over Prinds Christian August, indsendt fra Danmark efter den af Selskabet for Norges Vel udsatte Priisopgave. Det forekom mig at være noget daarligt Kram, der paa ingen Maade kunde qvalificere sig til Præmie, men heller ikke simpelt hen trykt i Selskabets Skrifter fandt jeg, at den vilde gjøre enten det eller Prindsen Ære. Denne Dom nedskrev jeg (vistnok i høfligere Udtryk) og sendte den til Wulfsberg, som anden Censor. Han underskrev den vel, men indstillede dog til min nøiere Betænkning, om den ikke, naar nogle Vangrene bleve bortskaarne, dog kunde decreteres til Trykken, hvilket han af flere Aarsager intet skulde have imod. Disse flere Aarsager fatter jeg ikke. Kjender han maaskee Autor og ønsker ikke hans Arbeide saa reent forkastet? eller er det af Agtelse for Prinds Christians Minde han ønsker, at der dog maa findes noget om ham i Selskabets Skrifter? I sidste Tilfælde synes mig, at intet er bedre end noget slet, og da Sagen dog nu begynder at gaae i Forglemmelse, er det nok saa godt at lade den fremdeles hvile, som at det skulde siges: „Henved tre Aar gik hen, inden man kunde tilveiebringe en Lovtale om denne forgudede Fyrste, og omsider nøiedes man med et Fuskerværk fra Danmark.“ – Jeg sendte Platen det Hele og overlod Decisionen til ham.

3die Februar.

Første Markedsdag og dens Historie er uforanderlig fra det ene Aar til det andet. Tidlig om Morgenen sætter jeg mig ved Bordet, saa kommer en Kirkeeier og en, som modtager Kongetiende, og vi sidde da til Kl. 12–1 og modtage, afskrive og quittere for Tiende.

4de Februar.

Jo vistnok fik jeg Ridderkorset, og med mig min Collega og nærværende Gjæst Schmidt. Jeg har ved denne Leilighed med ham og Hount gjort en Opdagelse, som rigtignok ikke kunde være Menneskekjenderen uventet. Begge have mangen Gang scoptiseret over Ridderværdigheden, og erklæret det for en større Ære at mangle end besidde den. Imidlertid er i dette Øieblik Schmidts Tilfredshed ligesaa umiskjendelig som Hounts lønlige Harme. Man tee sig i sine Domme saa philosophisk som muligt, saa længe man ikke selv er Partie; i det Øieblik man er blevet det, stikker det svage Menneske frem: man troer sig forurettet og er bitter paa den Forurettende, eller man finder sit Værd upaaskjønnet, og forsones med den, der nu har viist sig saa retfærdig, om man end før har været ham nok faa gram. Jeg for min Deel har aldrig affecteret at foragte et Bifaldstegn af min Konge, om dette endogsaa før eller tilligemed mig er bortødslet til en Uværdig; altsaa er det mig nu heller ingen Skam at bekjende, at denne Udmærkelse er mig kjær. – Edvard Munch kom idag tilbage fra Kjøbenhavn med bestemt Løfte om Gjerpens Sognekald. Han medbragte et Brev fra Liebenberg, som indeholdt et vidtløftigt og heel interessant Udtog af en Brevvexling mellem Jacob Mynster og Grundtvig, hvis Haand ogsaa er mod ham, som mod alle, der ei forsage al verdslig Viisdom. Ogsaa bedrøvede det mig meget at see, hvilket sørgeligt Sin den gamle ærværdige Biskop Balle fører i sin svage Alderdom hos den Svigersøn, der gjør Vers til hans Ære, men iøvrigt har forarmet ham og nu lader ham savne enhver Bequemmelighed, endog den Sopken til Frokost og Aftensmad, han har været vant til.

5te Februar.

Dagens Historie er mit Præstegilde. Klokken 2 samledes hos mig følgende Embedsbrødre: Bispen, Schmidt, Hount, Sigvardt, Provst Hopstock paa Toten (ogsaa udnævnt til Ridder, formodentlig paa Grund af hans Duusbroderskab med Cancelliepræsidenten, thi hans øvrige Meriter ere ubekjendte), Dr. Neumann, Provst Stenersen fra Nittedalen, Dr. Garmann, Wulfsberg og hans Onkel Provst Wulfsberg fra Aamodt (en vakker kraftfuld Olding), Provst Dircks (en dannet og elskværdig Mand), Lassen fra Gran, Bjerk fra Nannestad, Brødrene Munch, Juell, Borch og den elskværdige Schnitler fra Rygge. Jeg havde faaet god Viin, og i det Hele herskede en særdeles behagelig Tone. Da Fiskebuddingen kom ind, omdeltes en Sang af Schmidt, hvorved jeg udbragte: „Den geistlige Stands og dens værdige Medlemmers Skaal!“ Derpaa kom min Sang til Bispen, og min Toast lød saalunde: „Hr. Biskop! Oplysningens, Fædrelandets og vor Stands Vent vi takke Dem for alt, hvad De er for hine og for os! De høste ønskede Frugter af alle Deres Bestræbelser, og leve længe for at nyde dem!“ Paa en værdig og passende Maade, med umiskjendelig Følelse takkede han os for denne sjeldne Hyldning, og erkjendte denne Dag for en af de lykkeligste i sit Liv, da han nød et saa udmærket Beviis paa sine Brødres Venskab og Agtelse, der „næst Hjertets Fryd over stiftet Gavn“ vilde være hans Arbeides kjæreste Løn. Munchs „Af Norges svundne Herlighed“ var den næste Sang, og vi drak Fædrelandets Skaal. Nu istemtes en ny, meget vakker Sang af Munch til Selskabet for Norges Vel, hvis voxende Flor vi under Glassenes Samklang ønskede. Til Norges Universitet havde Wulfsberg efter min Begjæring skrevet en Sang. Imedens han nu, efter at denne Skaal var udbragt, udarbeidede et Gratulations-Impromtu til de to Muncher, gav Schmidt os et Par af sine svenske Viser. Derpaa kom den bemeldte Lykønskning og saa nok en do. til Schmidt, mig og Hopstock, som Riddere, hvori vor Bisp dog ikke syntes ret at entrere, men bragte strax tre til Dannebrogsmænd udnævnte Skoleholdere paa Bane. Det kryber nok i den gode Mand, at man ikke i saa Henseende kan lykønske ham, og at det ventede Commandeurkors endnu fremdeles udebliver. Iøvrigt var han idag særdeles human og venskabelig. Et Par Vers til Ære for vore.Koner og Taksigelse til Vert og Vertinde sluttede endelig dette høist interessante Maaltid. Hvad der siden passerede, er neppe værd at nævne. Der spilledes Kort, og efter Spillet spistes som sædvanlig kold Mad.

6te Februar.

Vor Regjering synes at begynde at hænge Kappen paa begge Skuldre, og saa hemmeligen at vedtage det Princip, som rigtignok for en saa liden og afmægtig Stat som vor er det klogeste: at holde med den, som vinder. Situationen er imidlertid slem, da paa den ene Side Danmark, paa den anden Norge er i Fare.

12te Februar.

Resultatet af Forhandlingerne i Skolekommissionen om nye Lærebøger var det lidet lystelige, at der hverken i Skolens Casse eller i Selskabets, hvorunder den sorterer, er Penge. Saaledes lægges en Plan efter en anden, man gjør store Anlæg, men beregner ikke, om man har Evne til at udføre dem. Gud give, dette ikke var Tilfældet med alle de nye Indretninger uden Undtagelse, lige fra det mindste Sogneselskab til Universitetet og Selskabet for Norges Vel.

15de Februar.

Der fortælles, at der skal være stærk Coureervexling mellem England og Danmark; en engelsk Admiral skal endog have været i Kjøbenhavn. Danmark gjøres de fordeelagtigste Tilbud om Erstatning af al Skade. England og Rusland garanterer vor Konge Holsteen og Jylland, og man troer Freden nær.

17de Februar.

Kjerulf[7] er misfornøiet over Wulfsbergs Indlemmelse i Declamatoriet, da han frygter for, at han vil blive en Confusionsmager der. Jeg haaber Frygten er større end Faren. Jeg finder ikke, at Wulfsberg er enten Fredsforstyrrer eller utidig Projectmager, kun at han aldrig maa komme i Selskabet fra et godt Middagsbord, thi saa turde vi maaskee, udenfor Dagens Orden, faae mere Declamation, end vi skjøttede om. – Paa mit Spørgsmaal, om vi ikke ogsaa kunde declamere tydske Stykker, svaredes af Kjerulf og flere, at det var bedst, vi for det første bleve ved vores Modersmaal, da vi ellers kunde faa Baronessen og Frøken Vasmer ind, og det syntes man ei at have Speculation paa. – Holten fortalte som et Rygte, at Biskoppen søger en Viceraadmands Post for sin Søn Krigsassessoren,[8] og da jeg yttrede, at han i saa Fald burde have en fredeligere Titel, svarede han, at det maatte jeg ikke sige, thi der havde nylig været Slagsmaal i Magistraten, og Osterhaus havde faaet udrevet eller selv udrevet nogle Haar af sit Hoved, lagt dem paa Bordet og sagt, at de vare blevne graae i Hans Majestæts Tjeneste m. v.

18de Februar.

Hos Zahlcassereren[9] fortaltes i Aftes den fæle Geschichte, at Fangerne i Raadstuearresten idag skreeg (det hørte jeg selv, da jeg gik forbi) og vare nær ved at gjøre Opstand af Sult, og det blot fordi Byfogden og Stiftamtmanden vare for indolente til at gjøre Forestilling hos Vicestatholderskabet om Forøgelse i den til deres Forpleining anviiste Sum, hvilken fra andre Steder er skeet og strax bevilliget. Procurator Aars sendte dem ind et stort Fad Meelgrød, og saa bleve de rolige.

19de Februar. Jeg har faaet og tildeels læst Indberetningen om Nationalfesten den 11te December 1811.[10] Det er artigt nok at læse om de Festligheder. Brillantest af alle var den paa Kongsberg, hvor man havde sat sig saa fast i Hovedet, at Viisdommens Tempel der skulde opreises. Det kan imidlertid ikke nægtes, at der i det hele Optog var vel megen Theaterstads, efter de forrige franske Nationalfesters Maade og man behøvede slet ikke at være nogen foragtelig Phlegmatiker for at finde, at det mere var et Skuespil end en Borgerhøitid, man bivaanede. Som et frappant oppositum herimod afskriver jeg den jammerlige Hr. Moltzaus korte og enfoldige Indberetning om Dagens Celebration i Hurdalen. „Paa den Dag blev af mig holdt en kort Tale fra Prædikestolen, og en Sang før og efter Talen blev afsungen af Stedets Klokker. Efter at Forretningen var tilende, blev Tavlen udbaaren ved Kirkedøren, og gaves da af de faa Tilstedeværende, efter foregaaende Opmuntring fra Prædikestolen, til de Fattige i alt 10 Rd., hvilke bleve Dagen efter i Lensmandens og Medhjælpernes Overbærelse meddelte til de meest Trængende i Sognet.“ – Ret vittig og sindrig er Biskop Bruns Indberetning, men retfærdiggjør dog ikke aldeles det ubetydelige Bidrag fra en saa stor og velhavende Bye som Bergen. Langt mere forargede det mig dog at see, hvilken patriotisk Henrykkelse man har følt i Stavanger og Christiansand, medens Subscriptionen paa samme Tid saa umiskjendelig vidnede om, med hvilken Ligegyldighed man betragtede Universitets-Sagen.[11]

20de Februar.

Mariboe fortalte, at det i Kjøbenhavn har gjort en ubehagelig Sensation, at her i Norge aldeles ingen Høitid var gjort af forrige Aars 11te December. Saa ligefrem kan jeg ikke give de gode Kjøbenhavnere Ret, da jeg ikke indseer, hvad mærkeligt der er ved den 11te December mere end ved Aarets øvrige Dage, og den 2den September uden Tvivl var en langt mere passende Høitidsdag; men at den hele Universitetssag fra det norske Folks Side betragtes og behandles med en Kulde, der ubehageligen og ubegribeligen contrasterer med den hede Enthusiasme, man paastod sig engang at være besjelet af, det er desværre altfor sandt. Sørgeligt var det og, om det skulde være som Mariboe yttrede for mig under fire Øine, at saavel den Iver for Universitetets Oprettelse som overalt det hele Selskab for Norges Vel havde en skjult, langt vigtigere og mere omfattende Tendents, end man vilde være bekjendt. En af de bestemte Hovedmænd[12] har jeg rigtignok, uagtet hans agtværdige Charakteer som Privatmand, længe anseet for et politisk farligt Menneske, og hans nærværende Inactivitet, da Regjeringens Klogskab og Liberalitet har omstemt Almenaanden, gjør mig det dobbelt sandsynligt, at han, siden han ei kan spille Demagogrolle, aldeles ingen vil spille, thi om hans udmærkede Evner, hvo tvivler om dem? I al Fald, Gud skee Lov, at Sagen har taget den Vending! og Kongens og hans Raadgiveres Forhold, saameget maaskee fra andre Synspunkter kan være derpaa at udsætte, har i denne Sag været baade vakkert og vel overlagt.

21de Februar.

Tre af Universitetstalerne har jeg nu læst. Bechs, som jeg da før kjendte, er som sædvanligt correct i Tanke og Udtryk. Der er megen Menneskeforstand i den, men liden Kraft og ingen Varme. – Neumanns er virkelig baade fra Materiens og Formens Side et heldigt Arbeide. – Derimod kan jeg aldeles ikke rose Langbergs.[13] I en Tale, holden i en Kirke, der ender med en Bøn til den eneste Gud, nævnes Freyr og de Underjordiske, Surtur og Njørd. At „Nøisomhed er umulig uden Videnskab“, er en splinterny Sætning, som de utallige Vilde, vistnok Jordens nøisomste Mennesker, aldeles modsige. Ogsaa skulde jeg tvivle om, hvad Hr. Langberg ligeledes debiterer, at „Mangel paa Universitet er Skyld i Norges ringe Folkemængde.“ .Man har talt meget om den Mands philosophiske Hoved, men efter hvad jeg har læst af ham, synes han ret at have sin Force i at deraisonnere.

22de Februar.

Forrige Vagtmester ved Dragonerne Carl Schøyen, Aggers Sogns fornemste Bonde, blev idag begraven. Han og Raadmand Mostue, der eiede en Løkke paa hans Grund, laae i Proces med hinanden blot af Egensindighed og Vrangvillie fra begge Sider – nu blev det deres Lod paa een Dag og i een Time at nedsænkes i Graven – og der, hvor deres sande Jeg nu er, hvorledes mon der dømmes om deres Vrøvlerier. Jeg er ved Brev fra Lensmand Knoph indbuden til denne Stads, og kjørte da til Schøyen, hvor jeg fandt Juell, et Par Byemænd og adskillige af Aggers Sogns fornemste Bønder og Bønderkoner. Jeg fik en Dram, Liget blev baaret ud, og Enken med flere Qvinder gav dem efter Sædvane til at græde ret bitterligen, hvilket jeg vilde fundet meget naturligt, naar jeg senere havde fundet Spor af Sorg hos nogen af dem, men da syntes de at være ret blide og fornøiede, saa Skik og Brug vel mere end dybtfølt Kummer havde Deel i hine Taarer. Efter Tilbagekomsten fra Kirkegaarden fik vi et overflødigt og vel tillavet Maaltid, der, paa den manglende Viin nær, sjelden gives bedre hos nogen Mand i Christiania.

23de Februar.

Den forhen omtalte Lorentz Olsen er nu ved kongelig Resolution frigiven af Slaveriet. Personen var her i Eftermiddag og takkede mig, og jeg formanede ham herefter at føre et arbeidsomt og christeligt Liv, at jeg kunde have Ære og Glæde af min Anbefaling. Han lovede godt; hvad han vil holde, maa Tiden lære. Det er en betænkelig Sag med Mennesker, der i saa mange Aar have staaet i nøie Forbindelse med lutter Afskum. Der skal stor Lykke til, at de nogensinde hæve sig til sand Menneskeværdighed, saa meget mere, da de ved deres Tilbagekomst i Verden atter staae Fare for at komme i Connection med Tyve og Kjæltringer, kun under honnettere Benævnelser.

24de Februar.

Baronessen har idag samlet glødende Kul paa min Kones Hoved ved at lade sin Vogn standse udenfor vor Dør og indsende to Visitbilletter, uagtet min Kone aldrig har gjort Mine til at hilse paa hende.

25de Februar.

Af Universitetstalerne har jeg læst Jacob Aalls og Præsten Fuhrs i Jevnager. Begge ere særdeles gode, uden mærkelige rhetoriske Prydelser, men simple og sande; kun den store moralske Fordærvelse, Ungdommen i Kjøbenhavn var udsat for, og som her ei skal være at befrygte, kan jeg aldrig faae i mit Hoved.

26de Februar.

Etatsraad Falbe har intet tillokkende Udvortes. I Omgang med Fruentimmer har han vel ogsaa vænnet sig til en Tone, som Ægtemanden og Faderen har aflagt eller snart vil aflægge, men ellers er han en fornuftig, jeg troer virkelig ogsaa en god Mand. Talen var blandt andet om Grev Wedel og hans Underligheder, især den, at han affecterer at ophøie sig over alle Former og driver Ligefremheden saa vidt, at den generer ikke mindre end den stiveste Etikette. – I Aften læste jeg Biskop Sørensens Tale den 11te December. Den har meget gode Steder, især beundrer jeg den Kjækhed, hvormed han siger Christiansandenserne saa godt som lige i Øinene, at de bør skamme dem over deres usle Bidrag til Norges Universitet, men som Tale kan jeg dog ikke tillægge den fortrinlig Roes. Den har lange og indviklede Perioder, aldeles ikke afpassede efter Aandedrættet; Udtryk ere anbragte, som ei høre til det høiere Foredrag; i en Bøn til Gud tales f. Ex. om denne kritiske Tid, ligesom det heller ikke synes passende at fortælle det høieste Væsen om „at fraadse paa Sardanapals Viis“, om „Orientens Despoter“ og om „Nordens og Romerfolkets Titus“. Ogsaa er mig ingen Tale, holden i den Anledning, bekjendt, hvor Oekonomien saaledes er taget i Betragtning, hvor man, efter mine Ord, har man= helliget Herrens Huus, misvurderet Kongens Gave, nedværdiget sin egen Glæde ved at tale paa denne Dag om Vinding eller Besparelse“.

28de Februar.

Oftedahls Universitetstale[14] er uden Tvivl den skjønneste af alle dem, dette Bind indeholder, men den er aldeles beregnet paa det læsende Publicum, thi i Stavangers Kirke var nok ikke mange, som forstode ham. Men med alt det, at Talen fordrer tænkende Læsere og Tilhørere, er den aldeles fri for abstract Philosophie, for mythologisk Stads, for Svulst og uægte Pathos, det er en Tale, hvor kun Hjertet synes at burde have sagt noget mere.

1ste Marts.

Declamatoriet holdt i Aften sit andet Møde. Sex Stykker bleve fremsagte, de fleste maadeligt nok; men hvorledes skal jeg beskrive den Glæde og Beundring, hvormed jeg hørte Munchs Nytaarsnat 1808 declameret af Hagbarth Falsen? Det var mesterligt, omnibus numeris absolutum. For ham maatte vistnok de allerfleste offentlige og private Declamateurer, Foersen og Heger sikkerligen ikke undtagne, skjule deres Ansigter med Blusel.

2den Marts.

I Aften opførtes Maleren og Ligene, et af de nyere ikke umorsomme franske Intriguestykker, men som maa spilles med Lethed og Præcision for at gjøre tilbørlig Effect. Denne Forestilling var ikke af de overmaade flette, men endnu mindre af de overmaade gode. Blancas Rolle spilledes af Frue Harboe, hvis skjønne Stemme, naturlige Diction og tækkelige Anstand drager Skjul over de Mangler, der endnu røber Begynderinden. Hun vil nok i sin Tid blive Frue Thulstrup en farlig Medbeilerinde. Frue Dunker var en ganske fortræffelig Sladdersøster, Rosenørn en tækkelig Pedrillo og Falsen en ypperlig Fabio. Bilsted skillede sig meget godt ved Don Anselmos Rolle. Han havde den Selvfornægtelse at fremstille sin egen Individualitet uden carricaturmæssig Overdrivelse, og saa kunde Rollen ikke mislykkes ham. Om de øvrige Spillende er intet godt at sige, og saa tier jeg heller.

3die Marts.

Præsten Schive, som har været i Kjøbenhavn og faaet Ringeboe Kald, reiste idag derop for at arrangere sig. Den gode Mands Vanitet viiste sig paa en nok saa mærkelig Maade som General Lovzows, der har Commandeurkors paa sin Morgenfrakke, da hans Reisedragt er saaledes indrettet, at Ridderbaandet meget tydelig stikker frem, saa hver Bonde paa Landeveien herfra til Ringeboe kan ved første Møde i ham erkjende en af Kongens høibenaadede Mænd. Forresten omtales han med liden Respect som en Person, hvis fornemste Pund bestaar i hans Færdighed til at producere sig.

4de Marts.

Collegialtidenden melder, at Biskop Brun er bleven Medlem af den Committe, der skal udvælge en Generalcontrollør for Norge ved Rigsbanken. Synderlig høit maa den Mand staae anskreven, da man bringer ham ind i Affairer, der ere hans Embede saa reent uvedkommende, og synes i enhver Henseende at ligge udenfor hans Kundskabs- og Virkekreds.

6te Marts.

Wulfsberg og jeg have undertiden for Skik at sende hinanden versificerede Breve; et saadant Brev fik jeg idag fra ham:

De Munke,[15] der vandre saa vide,
Alt mellem Himmel og Jord,
De sidde nu her ved min Side
Og Kaffe staaer for dem paa Bord,
Og Grundtvig os sætter i Varme,
Ja stundom vel vækker til Harme;
Men flux de til Biskoppen ile
For gunstig at see hannem smile;
Derefter de vende tilbage
Og Mindet om henfarne Dage

Og Samliv med Høiskolens Ven
Med dem kommer til mig igjen.
I Aften vil Petra os give
En Punsch, som skal Sindet oplive.
Ven! vil du da drikke med os,
Saa kom. Lørdag Aften til Trods!

Efter denne Indbydelse gik jeg derhen, og havde en meget behagelig Aften i de to Brødres, Wulfsbergs og Stenersens Selskab.

9de Marts.

Etatsraad Holten var herind i Eftermiddag og laante mig til Gjennemlæsning Biskop Bugges Erklæring om Kroghs tidligere omtalte Forslag til en Folkefest til Hæder for de faldne Krigere. Han undskylder, at den kommer saa silde, men han havde holdt sig forpligtet til at raadspørge sine Embedsbrødre. Af dem havde nogle svaret i en leende, andre i en alvorlig Tone, men alle vare enige i at forkaste Forslaget. Krogh havde angivet to Grunde: sin egen Følelse, og det, at Præsterne i hans Stift ved deres Prædikener sjeldent søge at virke til Varme for Almeenvel. Om den Første lader sig ikke disputere, men i Henseende til den anden maa Bugge troe, at Præsterne i Nordlandene sjelden prædike Christendommen, der i hans Tanker er det virksomste Middel til at vække denne Følelse, thi han kan ikke troe, Projectet grunder sig paa den Mening, at Prædiken om nogle skudte Soldater virker ivrigere Lyst til Opofrelse, end Prædiken om Christus og hans Død. I Anledning af Kroghs Udtryk Helte, anmærker Bugge, deels at Heltemod ikke er det eneste, som berettiger til Hæder, deels ogsaa, at hiint Navn ei blot tilkommer dem, der ere faldne i Slaget, men i langt høiere Grad dem, som døe paa Lazaretherne, eller gaae ud derfra som Krøblinge. Vil man ogsaa holde Fest for dem? Han beklager den Tidsalder, da man behøver Feste, Titler, Ordener o. s. v. for at faae Folk til at gjøre deres Pligt, og den Stat, der maa erkjende de Mennesker, som drives af slige Bevæggrunde, for sine Ædle. Religionen er i hans Tanker det Eneste, der skal begrunde Folkevel. „Alle andre Paafund ere kun møre Støtter under en raadden Bygning, der ei kunne hindre dens Fald.“ Tilsidst ønsker han, at Kirkerne maae haandhæves i deres Værdighed som Gudshuse, og fremfor alt aldrig vanhelliges til at opføre Farcer, hvorved Spotteren vil lee og den alvorlige Christen forarges, men heller ikke til andre Ting, der i sig selv kunne være nyttige nok, men ei ere religiøse. Han beder. Prindsen, om muligt, at forebygge, at de ei vorde Localet for Dannebrogsmændenes Korses Paahængelse. Saa salvede endog de derved holdte Amtmandstaler maatte være, saa vigtig Forretningen i sig selv er, saa er den dog ikke religiøs, og Uoverensstemmelsen mellem Erindringen om Jesu Død og et kongeligt Naadetegns Uddelelse frygter han vil være mangen Communicant anstødelig. Han ender med de Ord: „Suum cuique! Kirken være Christendommens Forkyndelse helliget! det er det mindste man kan lade den beholde i Roe!“ – Det er høist interessant at see, hvorledes disse tre ellers meget disharmonerende Biskopper, hver i deres charakteristiske Maneer bestride hiint umodne og forkastelige Project.

10de Marts.

En Kone i Smaalenene, fortaltes i Aften, skal af Fortvivlelse over den herskende Brødmangel have dræbt sig og sine tre Børn.

12te Mars.

I Selskabet paa Økern gik Borddiscoursen fornemmelig ud paa Landets Providering, og erfarede jeg da, at Mistanke har hvilet paa Mariboe i Kjøbenhavn i Henseende til Kornindkjøb, hvilken han vel har gjendrevet, men som dog tilstrækkelig forklarer, at han ikke kom bekorset tilbage.

13de Marts.

Endnu maa jeg fra i Gaar fortælle om det første Selskab Mariboe nogensinde var i hos Conferentsraad Brun. Det er saa charakteristisk, at det vel er værd at erindres. Gjæsterne samledes, men hverken Vert eller Vertinde modtoge dem. Han var bortreist; om hende vidste man intet. Man blev kaldt til Bords; under Maaltidet aabnedes en Fløidør og Frue Brun blev syg baaren ind i en Bærestoel af to Tjenere og placeret ved Bordet. Hun bukkede rundt for Selskabet, og da hun havde siddet saaledes taus nogle Minutter, bukkede hun atter og blev baaren ud igjen. Efter at man havde spiist, kom man ind i et halvoplyst Værelse, hvor man omduftedes af den meest arromatiske Vellugt. I en Alkove stod en Seng og der laae Frue Brun. Ved Sengen stod et Claver, hvor Weise spillede og Frue Knutzen sang. Det skal have været saare fortryllende. Visiten ved Bordet lader jeg nu staae ved sit Værd, men det sidste Optrin er dog lige tryllende for Sandserne og opløftende for Aanden. Havde jeg Rigdom og Anstand til at spille en saadan Rolle, jeg gjorde det gjerne og blev ikke slettere Menneske for det.

Det var temmelig stort Selskab hos Mad. Collett, men ingenlunde morsomt. Under Theedrikningen jamredes over Tiderne, og saa naturligt det kan være i en fortrolig Samtale mellem Mand og Mand, saa begribeligt det er, at man i en Klub, hvor man er for sine Penge, altsaa omtrent som hjemme, ventilerer saadanne Æmner – saa utidigt forekommer det mig i et Gjæstebud, hvor man indbydes til Glæde, at gjøre Jammer og Nød til Timens Orden, og naar Verten, som her var Tilfældet med Overkrigscommissaire Collett, selv er en af de meest Klynkende, saa er dette omtrent lige saa upassende som om han gav suur Viin og fordærvet Mad. Hiint rebuterer den moralske, dette den physiske Sands og for begge bør man søge at skaffe sine Gjæster behagelig Nydelse. Og naar man saa, hvor man er, seer Pragt.og Elegance i hver Krog, seer Lysekroner med Voxlys i, spiser Posteier og drikker Capsviin, saa fristes man let til at spørge: „Hvor kan man, gjennemtrængt af dyb Følelse for Landets Nød, give saadanne Soupers? – Jeg havde en fire Skillings Boston og har aldrig spillet saa høit, men da en Lieutenant foreslog Pointet, syntes jeg, at jeg ikke kunde gjøre ham den Skam, at erklære det Spil for høit for mig, hvori han af egen Drift entrerede.

14de Marts.

Fra Biskop Brun fik jeg tilsendt hans sidste Fasteprædiken og een lille Afhandling om Vexelobligationer (hvorom den nye Forordning ikke udtrykker sig bestemt), som han vil have trykt her i Christiania i dybeste Hemmelighed. Prædikenen handler om aandelig Gjerrighed, d. e. Lyst til at blive mere og mere fuldkommen, og indeholder i sig selv, paa Titelen nær, intet mærkeligt. Derimod er Noten, hvorpaa han selv gjør mig opmærksom, og som han ønskede Haxthausen meddeelt, heel frappant. Ikke længe efter Themaets Fremsættelse kom han aldeles ud af Contexten. Det mørknedes for hans Øine og hans Knæ skjalv. Han følte ikke Kraft hos sig, siger han, til at tage Manuscriptet op af Lommen, talede vel henved et Kvarteer uden selv at vide hvad, og maatte da slutte, men besindede sig med et paa det Bibelsprog, hvormed Prædikenen endte, og det var: „Jeg offres allerede, og min Opløsning er forhaanden. Jeg har stridt den gode Strid, fuldkommet Løbet, bevaret Troen; nu er Retfærdighedens Krone henlagt til mig, hvilken Herren, den retfærdige Dommer, skal give mig paa hin Dag.“ – Han aner selv, at dette turde være hans sidste Tale, og synderligt, om den virkelig blev det!

Om sin Deelagtighed i Generalcontrolleurens Valg siger han: „Overvættes Ære for mig, men, mellem os, jeg havde heller ønsket mig jus vocandi til de 5–6 første ledige Sognekald i Stiftet, for at faae dem besatte efter Ønske og hjælpe meest Trængende. Ja nu lærer mig Forordningen af 5te Januar ogsaa at sukke under Trang, thi siger jeg med Dido: haud ignara mali, miseris succurrere disco.“

Vi vare i Aften paa Concert og havde nogen Fornøielse for Pengene. Coras skjønne Ouverture begyndte den. Derpaa sang Jfr. Smith en Arie, der vandt hende almindelig Beundring. Hendes Stemme er meget smuk, bøielig og udtryksfuld. Kjendere forsikre, at hun sang med megen Konst og Præcision, og hendes vakre, uskyldige Ansigt gav Foredraget forøget Ynde. Derpaa fulgte en dobbelt Violinconcert af Brødrene Johannes og Waldemar Thrane. Til Slutning havde vi Skatten, dette sjeldne Syngestykke, som jeg saae med saa megen Fornøielse i Kjøbenhavn. Hovedpersonen, den gamle Gnier, spilledes her ligesaa mesterligt af Holten, som der af Frydendahl. Ibsen var en overmaade god Crispin. Elskerens Rolle er ubetydelig og blev ikke interessantere under Wittrups Behandling. Begge Jomfruerne Lassen spilte Elskerinden og Pigen. For et Par Aar siden vare de stærkt i Skuddet; nu kunne de sige til Jfr. Smith som Wessel til Baggesen: „Du stiger i din Flugt, vi dale!“

10de Marts.

Tilligemed en Subscriptionsplan paa en saakaldet militair Afhandling, som dog skal udvikle 13 forskjellige Gjenstande, fik jeg imorges et Brev fra General de Seve, som jeg afskriver, da det aldeles charakteriserer Manden:

„Det torde være heterodox, at sende en geistlig Mand en Indbydelse til at deeltage i (?) en Afhandling over en Stand, hvis voldsomme Bajonetstik contrasterer i høieste Grad med hins aandelige Sværd. Dog – jeg har læst – jeg veed ikke hvor – at Pave Bonifacius forsvarede den Paastand, at det var ham tilladt at bruge to Sværd, af Begivenhederne med Apostlerne, da de sagde til Christus: Herre! her er to Sværd! Jeg tilkommer altsaa, sagde Paven, at føre to Sværd i min Haand, det ene for Kirken, det andet af Kirken. Men Skjerts a part – Vi leve i et Tidspunkt, hvor det maaskee kunde blive nødvendigt, endog for en Præst at bruge Sværdet for Kirke, Konge og Land, og da Deres Velærværdighed desuden er Garnisons- og Soldaterpræst, saa tager jeg saameget mindre i Betænkning at give mig den Ære og Fornøielse, at sende Dem vedlagt Subscriptionsplan til behagelig Betjening for Dem selv og de flere Venner, som De vilde gjøre deeltagende deri, hvilken jeg da derefter turde vente behageligen remitteret.“ – Collegialtidenden anmeldte flere geistlige Befordringer.

„Gud hjælpe dem, der skal de Store søge;
Den Vei fast værre er, end Veien ned til Kjøge“.

Disse, den ærlige Agent Holks Vers, maa man i vore Dage med fordobblet Eftertryk gjentage, naar man seer, hvorledes mange gamle agtværdige Embedsmænd tilsidesættes for ganske unge Solicitanter.

19de Marts.

Ved Kirkeordination idag holdt Bispen en af de bedste Taler, jeg mindes nogensinde at have hørt af ham. Særdeles heldigen skildrede han den Kamp, en oplyst Religionslærer har at udholde, ei alene mod Mængdens Fordomme, men ogsaa mod Magthavernes Ligegyldighed eller Had mod Sandhed og Almeenforædling, i hvilken Anledning han sagde saa djærve og kjække Ord, at de efter Neumanns Udtryk „kunde koste ham Kappe og Krave“, naar en Magthaver havde hørt ham. Det er sjelden, fast aldrig jeg med den Tilfredshed har hørt en Tale af Bech fra Begyndelsen til Enden. Langt mindre behagede mig Hr. Steens Prædiken. Jeg havde under Ceremonien tænkt paa, om det nogensinde faldt i min Lod at forrette denne Handling, at da min første Text skulde være Pauli Ord til Thimotheus: „Giv Agt paa dig selv og paa Lærdommen“ o. s. v – jeg forestilte mig, hvad jeg herved vilde lægge mine unge Embedsbrødre paa Hjerte, og blev ret meget flau, da Hr. Steen med en blød, barnlig Stemme fortalte, at den befalede Text just var disse Pauli Ord. Rut det kunde han da ikke gjøre for, at Bispen havde givet ham en Text, som passede langt bedre i en Ordinators Mund, naar han kun virkelig havde vakt de Følelser, som Ordene, det være nu en Ældre eller Yngre, der sige dem, indbyde til. Men det gjorde han ikke. Det var ret gode og sunde Ting, han sagde, men det Hele var af det, hvorom den engelske Digter siger: „We may not blame indeed, but we may sleep“, og min Tilbøielighed hertil udtrykte sig vel en halv Snees Gange ved en ufrivillig Gaben.

20de Marts.

Med Bruns Pjece om Vexelobligationer tog det en bedrøvelig Ende. Den stod idag averteret for 4 Skilling, og Alting synes godt og vel, men saa kom Lehmann og lod mig vide, at Politimesteren forbød dens Salg, da den var anonym. Dette havde jeg rigtignok forud anet, da den Exception, som sandt Sted med de halvofficielle Apologier, som ere udkomne i Kjøbenhavn, vel neppe kunne gjælde, hvor der skrives mod Forordningen, men da Forlæggeren ikke gjorde Indvending, var jeg naturligviis ikke den, der vilde eller burde indgive ham Betænkeligheder.

21de Marts.

Da Borch prædikede, saa nyttede jeg mit Otium til at gaa i Byens Kirke, hvor Hr. Gottvaldt lod sig høre af Bispen. Først oplæstes Evangeliet og faa en befalet Text, hvorover man vel maatte spørge: cui bono? Skulde Dagens Evangelium være saa fattigt paa Æmne, at Bispen maatte tye til Propheten Ezechiel for at skaffe Hr. G. noget at tale om? Texten var de Ord: „Jeg vil give Eder et nyt Hjerte og en ny Aand; jeg vil borttage fra Eder det gamle Steenhjerte og give Eder et Kjødhjerte“, og heraf uddrog Hr. G. efter megen Venden og Vriden et Thema, der ligesaagodt kunde været hentet fra Dagens Evangelium, ja fra de tre Fjerdedele af alle Søndags-Evangelier i det hele Aar. Han talede om Letsind, en Feil, der vist ikke er charakteristisk for et Steenhjerte, da den Letsindiges Ulykke er, at hans Hjerte er altfor blødt og bøieligt. Han viste da „Letsinds sørgelige Indflydelse paa Religiøsitet og Sædelighed og Borgersamsundets Vel“, og vistnok lod der sig sige adskilligt godt om hans Prædiken, men i sin Heelhed behagede den mig aldeles ikke. Først var den umiskjendelig beregnet paa at høres af den eneste Mand, der havde paalagt ham Texten og sad ligeoverfor ham som Censor; og naar en Candidat eller Præst lader sig høre af Bispen, da er det ikke for at underrette ham om, hvad man veed over et vist Thema, men for at bringe ham til Erfaring om, hvilke Gaver man har til.at være Folketaler. Menigheden, man har for sig, bør alene tages i Betragtning. Dernæst var Hr. Om Prædiken aldeles i de forrige Decenniers saft- og kraftløse Maneer, en kold, tør, moralsk Afhandling, uden Christendoms Aand. Ikke et Bibelsprog citeredes, ikke mærkedes Glimt af høi religiøs Følelse. Det Hjerte, der kunde røres ved denne Prædiken, maatte sandelig ikke være et Steenhjerte. Sandelig! han er ikke den, der skal vække de fordærvede Totninger af den Dvale, hvori de som deres Naboer Hedemarkerne saa dybt ere hensjunkne.

Ved min Hjemkomst sandt jeg Aviser, som ikke vare umærkelige. Allerede den 4de vare Russerne i Berlin, og ventelig ere de i Hamburg i dette Øieblik. Det maa nu vel snart komme til en Katastrophe med os. Vor Konge maa fatte eller har vel alt fattet en endelig Beslutning, thi Sagen er kommen til det Yderste. Bliver han den franske Alliance troe, have Russerne kun et Skridt over Grændsen til Holsten og derfra til Jylland. Englænderne kunne forurolige Danmarks Kyster, og gjøre det umuligt for Kongen at concentrere sin Magt; de Svenske kunne falde ind i Norge. Al denne Ulykke synes saa stor, at der vel ikke kan være nogen Tvivl om, hvilket Partie maa tages. Og naar saa maaskee til Sommeren de Franske atter seire, saa ere de i Holsteen og Jylland; ja sandelig er vor Konges Situation yderst betænkelig! Et af to Onder synes uundgaaeligt, og det gjælder da at vælge det Mindste. At under saadanne Omstændigheder vort Pengevæsen, trods Forordningen, ei kan for bedres, lader sig begribe.

24de Marts.

Det er dog Fjas med de Fruentimmer, der som vor kjære Moer Koren gjøre Læsen og Skriven saaledes til deres Hovedsag, at de ikke have Smag for anden Virksomhed. Bestandig Syslen i Kjøkken og Spisekammer eller i Bibliothek og Skriverstue ere begge slemme hos en Kone – men eet af to, dog heller det første end det sidste.

25de Marts.

Collegialtidenden leverede næsten blot Cancellieresolutioner paa Forespørgsler i Anledning af Pengevæsenets Forandring. Man seer, at Cancelliet anseer den af Brun omhandlede Sag om Vexelobligationer fuldkommen afgjort, og saaledes afgjort, som han, der ventelig er den mod Slutningen omtalte Olding, som er graanet i Statens Tjeneste, fandt ei at kunne bestaae med Ret og Billighed. Dog giver Cancelliet 10 af de 13 Spørgende den Trøst, at de kunne lade Sagen afgjøre ved Lands Lov og Ret, hvis de ei ere fornøiede med dets videtur. Det er en fornøielig Udsigt for Procuratorerne til en frugtbar Proceshøst.

20de Marts.

Jeg prædikede for 18 Communicanter, hvoriblandt jeg med Fornøielse saa 3 unge Lieutenanter uden Følgeskab med Fædre, Mødre eller Foresatte. Det er et sjeldent Phænomen i vor irreligiøse Tidsalder, hvor Ungdommen, sig selv overladt, viser dybeste Ringeagt for Communionen som for al udvortes Cultus, uden for saa vidt Moden byder, desimellem at høre en veltalende Prædikant, som er i Skuddet.

28de Marts.

Schmidt var ude hos Biskoppen meest for“at spørge, om han skulde tage Paaskeoffer, eller oppebie det nye Indkomstregulativ. Biskoppens Svar, hvorimod jeg for min Deel har lidet at indvende, var: „De kan tage Paaskeoffer og Pintseoffer og Juleoffer; for i Aar bliver vist intet Regulativ fastsat, og Gud veed, om det skeer nogensinde!“

29de Marts.

Declamatoriet har flere ret respectable Executeurer, især i den comiske Declamation, men ingen virkelige Konstnere, undtagen Falsen og Kjerulf. Theeconversationen var heel morsom, men Critik hersker der næsten slet ikke ved vore Samlinger.

Prindsen har med sidste Post faaet Brev fra Kongen, som fortæller, at en Fyrst Dolgorucki har overbragt ham et egenhændigt, meget forbindtligt og angenemt Brev fra Keiser Alexander. Det er da at haabe, at af ham og Svensken er intet at befrygte, og o, hvor meget kan skee, der gjør det sorteste Blad i Skjæbnens Bog hvidt og skinnende!

30te Marts.

Jeg har idag kjøbt og læst Munchs „Fjeldblomster“. Dedicationen, hvor han kalder Grev Wedel ret og slet Herman Wedel Jarlsberg, men giver ham Jarletitelen til Erstatning for Grevenavnet, og fortæller os, at han er hans Ven, forekommer mig affecteret, og hvad han siger i den korte Forerindring: at disse Forsøg blot maa betragtes som Indledning til større og vigtigere Arbeider, som i Tidens Fylde skulle udkomme, bærer Præg af megen Arrogance. Men ellers har Samlingen mange skjønne Stykker, og jeg kan ikke nægte, at en høiere Digteraand fremlyser af den end af Schmidts, der vel i det idyllisk-elegiske har sine Fortjenester, men at hæve sig høiere blev ham sikkerlig ikke givet, og i hans Leilighedsdigte hersker fast uden Undtagelse Trivialitet.

31te Marts.

Grundtvigs „Udsigt over Verdenskrøniken“ er en aandriig Bog, men i de Domme, som fældes, hersker en Eensidig hed, som Stenersen vel kalder Conseqvents, men som dog overskrider Grændsen, denne maa bevare, naar den .skal kaldes en roesværdig Egenskab. At den alvorligt tænkende og følende Christen maa, som det blev sagt i Anledning af Molieres precieuses ridicules, brænde meget af det, han tidligere har tilbedt og omvendt, naar han læser Grundtvig, er vist; djærveligen borttages Helgenglorien og drages Masken af mangen en, som i Aarhundreder var Verdens Afgud; men naar alt skal føres til Religionen, naar fra Christendommens Begyndelse Heltenes, Statsmændenes, Digternes, kort Enhvers Fortjenester skal vurderes efter hans Hengivenhed for-Christendommen og Arbeide for dens Fremme, gaaer Grundtvig for vidt. Jeg vil blot nævne Frederik den Anden (som jeg iøvrigt aldrig har forgudet) og vor gode, gamle Holberg, som han forekommer mig reent at misforstaae. Disse og vel mange Flere ere aabenbart forurettede. – Den gamle Historie overfarer han iøvrigt vel hurtigt, hvorimod han i en „Udsigt over Verdenskrøniken“ indlader sig i altfor vidtløftige Details om vort Fædreland og dets Mænd. Hans Dom om disse er for det meste rigtig. Hvad han f. Ex. siger om Suhm og Bastholm er noget ganske andet end man hidtil har vovet at udlade sig med, men dog nok intet uden den rene Sandhed; kun gjør det mig ondt for den endnu levende ærværdige Olding Bastholm, der engang var Danmarks og Norges Mønster og Beundring, at han paa Gravens Rand maa lade sig sige slige Sandheder. Det maa dog være tungt, saaledes at overleve sin Hæder! – Grundtvigs Sprog er, naar man kan arbeide sig gjennem hans bizarre Orthografi, skjønt og kraftfuldt. Næsten alle hans Lignelser ere træffende, og nogle deilige, men undertiden synker han dog til det Trivielle og Uædle. Bryde Staven over dette Arbeide kan jeg ikke – men jeg kan dog ikke sige, at jeg gider læst det anden Gang.

1ste April.

Atter fik jeg et saare venskabeligt Brev fra Liebenberg. Det handler meest om Øhlenschlægers to nyeste Stykker: „Canariefuglen“ og „Ærlighed varer længst“. Ingen af dem har gjort Lykke; ved det sidste blev endog hysset. Det synes overalt som om Øhlenschlægers Stjerne daler, mindre fordi hans Værd aftager, end fordi aura popularis har vendt sig, og fordi et Partie hæver sig imod ham med den foragtelige Baggesen i Spidsen, hvilken det ikke lidet smigrer min Menneskekundskab at have gjennemskuet saa nogenlunde endog medens det endnu var crimen læsæ ei at forgude ham. Jeg haaber, jeg og min gamle Ven, Stephan Heger, lettere nu ville enes om hans Digter- og Menneskeværd, end da vi engang i Kjøbenhavn for hans Skyld nær vare blevne dødelige Fiender. At Øhlenschlæger fremdeles vedbliver at hige efter de Stores Protection, er dumt.

4de April.

Gud være lovet! Min Moders tunge Lidelser ere endte, og længe før jeg fik dette Budskab, hvilede alt det trætte, udpinte Legeme i den venlige Grav. Samme Dag og samme Time, hendes Mand for et Aar siden bares til Graven, henslumrede hun sødeligen. Biskop Brun kjørte derhen om Morgenen, fandt hende ved fuld Samling og glad over, at Forløsningstimen var kommen. Fred, evig Fred med dig, dyrebare Moder, Veninde, Velgjørerinde! Aldrig glemmer jeg de herlige Lærdomme, det skjønne Exempel, du gav mig! Dit Minde omsvæve mig, din Aand besjele mig uophørligen paa den Vei, jeg endnu har at vandre herneden, at jeg engang kan døe saa rolig, saa salig som du, at jeg engang kan møde dig frelst og glad i Guds frydefulde Himmel! Indtil da Farvel! Farvel!

I Classesamlingen oplæstes et langt Stykke af Bispen om at eftertrykke Psalme- og Lærebøger her oppe i Norge, da det er saa vanskeligt at faae dem fra Kjøbenhavn. Ansøgning var før indgivet, men afslaaet; nu vilde man banke stærkere paa Naadens Port.

5te April.

Det er idag 20 Aar siden jeg indviedes til Præst. Til mange alvorlige Betragtninger og samvittighedsfuld Selvprøvelse opmuntrer mig hiin Dags og den lange Mellemtids Minde. Jeg takker Gud for de mange Glæder, han skjænkede mig, og den Kraft, han gav mig til at overvinde de faa og i Sammenligning ubetydelige Lidelser, jeg hjemsøgtes med. Vidt og bredt har jeg omvanket; med mange Mennesker har jeg staaet i Forbindelse. Jeg har været Lærer ved Danmarks og Norges folkerigeste Menigheder, har forberedt mellem 1000 og 2000 Ynglinge og Piger til Confirmationen, har staaet ved mangfoldige Sygesenge, har forkyndt Guds Ord utallige Gange i og udenfor Kirken. Men hvorledes har jeg udført disse hellige Pligter? og hvad godt har jeg udrettet? – Jeg tiltraadte Lære-Embedet med en Enthusiasme, som udvortes Omstændigheder snarligen dæmpede. Hvad jeg tør sige til min Roes er, at jeg omhyggeligen har uddannet og brugt de Evner, Gud har udrustet mig med, til fra Talerstolen at være en gavnlig Folkelærer; at det altid har været mig meget magtpaaliggende at erkjende og forkynde Sandheden reen og uforfalsket, og at jeg saaledes i enhver af mit offentlige Livs forskjellige Perioder har talt efter min Overbeviisning. Paa den anden Side har jeg maaskee, stolende paa mit udmærkede Talent, ikke altid anvendt den Flid, jeg burde. Skolevæsenet i mine Menigheder har jeg nok behandlet med vel megen Lunkenhed. Min Iver og Interesse for Confirmanders Underviisning er aftaget. Det Afguderie, Mængden driver med Sygeberettelser, har givet mig bestemt Afsmag for Sygebesøg og gjort det til et ubehageligt Hoverie for mig. Endelig erkjender jeg, at ihvorvel min Vandel aldrig har været forargelig, men tvertimod, det tør jeg –stadigen haabe, men Hensyn paa mit Forhold som Borger, Menneske og Huusfader, opmuntrende og læreriig, saa føler jeg dog altfor vel, at meget fattes mig endnu, og at jeg, især hvad Virksomhed, Taalmodighed og Selvfornægtelse angaaer, ikke altid selv er, hvad jeg opfordrer mine Medchristne til at være. Gud tilgive mig det Forbigangne, og give mig Styrke til, med de tiltagende Aar, den modnere og mere udstrakte Erfaring, de fastere Grundsætninger, stedse at vandre værdigen for hans Aasyn!

6te April.

I Formiddag hjemmedøbte jeg Overkrigscommissair Carlsens Barn. Jeg kan ikke undlade at finde saavel ham og hans Kone som overhovedet den Omgangskreds at være af Byens interessanteste Mennesker. Vor Formuesforfatning tillader os naturligviis ikke at leve med dem, ogsaa har en saadan sluttet Cirkel gjerne en mellem sig vedtagen Tone, i hvilken den Fremmede seent og vanskeligen indvies, men det er mig klart, at den Aandsnæring, vi udenfor vort Huus saa bitterligen savne, i Carlsens, Thulstrups, Tullins og flere Familier sandsynligen var at vente. – Jeg fik Brev fra Baronessen, som lader mig vide, at hun, Frøken Vasmer og Frøken Horn agte at communicere paa Skjærthorsdag. Jeg havde allerede engageret Borch til at prædike paa den Dag, men da Capellanen ogsaa prædikede ved hendes forrige Communion, kunde det maaskee synes, som om jeg forsætteligen skyede hendes Aasyn i Herrens Huus. Prindsen selv kunde uddrage slemme Fortolkninger deraf og Anonymus Scandal kunde gjøre Anmærkninger, der syntes hædrende for mig, men i Grunden vare vanærende. Heller ikke fandt jeg det afveien, at ogsaa denne Kone engang hørte Religionens advarende Stemme høi og kraftig lyde til hendes Hjerte, og at dette kan skee bedre fra min Mund end fra den kolde Borchs, var det grundfalsk Beskedenhed at yttre Tvivl om. Altsaa gjorde jeg det om og prædiker selv paa Thorsdag og lader „Bazile, min Broder og Undermand“ søvndysse Folket Langfredag.

7de April.

I Throndhjem skal Nøden være skrækkelig. At vor Konge endnu, da det gjælder Landets Frelse eller Ruin, ikke vil opgive Forbindelsen med Napoleon, er ærligt, men hvorvidt en Fyrste er berettiget til at opofre sit Folk, for at holde et Ord, givet af Mand til Mand, er tvivlsomt. Her kommer Regentens og Menneskets Pligter i en Collision, hvor det synes som disse maa vige. En duelig Regent og en agtværdig Privatmand ere to forskjellige Væsener. Det sidste er vistnok Frederik den sjette, men det første – ja Gud bedre og! her gaaer Syn for Sagen.

8de April.

Jeg læser i denne Tid en tydsk Bog, kaldet: „Geheime Geschichte des Hofes und Cabinets von St. Cloud“, og finder den at være en ret morsom Roman, men andet kan jeg ikke antage den for. Bogen tilhører Major Gøssel, har været i mangfoldige Hænder, og er vist altsaa læst af den hele antifranske Cirkel med uendelig Gammen. 9de April. I Aften opførtes „De to Grenaderer“. Den meste Interesse, jeg havde af denne Forestilling, var Erindringen om, hvorledes jeg Fredag før Palmesøndag 1801 ogsaa saae dette Stykke i Kjøbenhavn. Da nærmede den engelske Flaade sig og Alt var i fyrigste Bevægelse. Qvist fremtraadte først og sang Thaarups: „Det glimter i Kimingen; varslende Gnye bebude et Uveir i Norden“, og efter Stykket kom Knudsen i Matrosdragt og sang den da nye: „Vi alle dig elske, livsalige Fred“, og hele Parterret istemte gladeligen. Det var Danmarks Helds- og Hædersdage. De ere nu forbi – komme de nogensinde igjen? Man tvinges til Mismod, naar man betragter Tidernes Tegn og Regjeringens bedrøvelige Ubestemthed. Skal det komme til det Yderste, inden vor gode velmenende Konge griber til et kraftigt Redningsmiddel? og er det da ikke for sent? Major Gøssel har skrevet 7 Timer paa et Brev fra Prinds Frederich til Kongen, hvori Landets jammerfulde Tilstand skildres med levende Farver. Man mener, det vil lede til en Catastrophe, men hvilken?

10de April.

Efterat de korte Forhandlinger i Bondevenscommissionen vare endte, gik det ud paa Politik og Pengevæsen. Anker kaldte Forordningen af 5te Januar et Misfoster, især ved den bestemte Forskjel mellem Sølv– og Navneværdi, og den Coursforandring, som hvert Halvaar skal skee, hvorved han paastaaer, at Ingen herefter kan vide, hvad han eier, eller betrygges mod at han uafvidende og uforskyldt kan blive fra en Capitalist til en fattig Mand. Saaledes dømmes nu. Beklageligt er det, skal denne foregivne Radicalcour være et usselt Palliativ, der for Øieblikket standser, men ei kan fore bygge Landets Ruin.

11te April.

Jeg fik et Brev fra Biskop Brun, som fortæller om sit sidste Besøg hos min Moder. „Hun kjendte, hørte og forstod mig, og da jeg engang sagde: Ja Gud skee Lov, at vi har været gode Venner, svarede hun besværlig, men ganske forstaaelig: Gud velsigne Sem! De, hendes Eenbaarne, misunde mig ikke denne Velsignelse. Jeg stjal den ikke som Jacob!“ – Iøvrigt giver Brun sit Minde til at han nævnes som Forfatter til Pjecen om Vexelobligationer, hvilken han selv har nedsendt til Cancelliet. Han er vred over den her omtalte Collegialtidende med alle de Resolutioner og Formaninger, Pengevæsenet angaaende: „Skulde ikke Fanden eller Politiemesteren tage de Næsvise, som indrykke i offentligt et quidem officielt Blad, hvad Collegiet skriver til enkelt Mand, hvad det selv ikke tør kalde Resolution, men kun Raad, kun Mening?“

14de April.

Wulfsbergs haabefulde unge Datter blev idag begraven. Wulfsberg forrettede selv Jordpaakastelsen. – Paa Hjemveien til Sørgehuset var Omsen min Sidemand og vi førte ret interessant Samtale. Hans Grundsætninger ere ypperlige og jeg troer han følger dem, og saa tilgiver man ham let, at han nok ikke for nogen Verdens Ting har æsthetiske Anskuelser. Han er kold Prosaist, men altid bedre end en varm Poet uden Grundsætninger og Retskaffenhed. Vi indbødes ved vor Tilbagekomst til at spise varm Frokost, men dette Maaltid fornøiede mig aldeles ikke. Man førte de meest fordømte Discourser, som aldrig vilde behaget mig, men allermindst ved en Jordefærd. Man begyndte med Profos- og Bøddelhistorier, kom derfra til Selvmord og voldsom Død ved Ulykkestilfælde og endte med fæle Daarekisteanekdoter.

15de April. Baronessen communicerede da, og jeg vil troe, at der blev sagt Ord, som ogsaa hun kunde være tjent med at høre og bevare. Det stødte mig ellers, at hun og hendes to Selskabsfrøkener marscherede midt igjennem Kirken under det korte Slutningsvers, hvis Ende de gjerne kunde oppebiet, eller ogsaa i Stilhed listet sig ud af den lille Dør.

17de April.

Vor nye Stiftamtmand[16] er nu ankommen og kjører i disse Dage omkring paa Visiter. I Formiddags holdt hans brillante Vogn ved min Dør og her blev indleveret to overvættes elegante Billetter fra ham og hans Kone, og to mindre pene som Tilgift fra Mademoiselle Wallersdorff og Frøken Poulsen. Gud kjender dem!

Jeg har udlæst den forhen omtalte „Geheime Geschichte“. I sidste Capitel havde En ved et Sted skrevet: „Nonsens“, men deraf findes ikke meget i denne Bog; det er en kløgtig Karl, som har skrevet den. Han ligner overalt Grundtvig deri, at begge har en forunderlig Færdighed i at opsøge og finde næsten ethvert Menneskes onde Side, dog med den Forskjel, at Grundtvig ledes af varm, skjøndt ofte overspændt Iver for Religion og Dyd, medens denne Mand derimod neppe er et Haar bedre end de sorteste af de Djævle, han skildrer, og om han aldrig har begaaet saadanne Voldsomheder eller Nederdrægtigheder, som han tillægger dem, er det nok mere, fordi han har manglet Anledning, end af religiøs og moralsk Følelse. Jeg mores ved at læse hans Bog, men ham afskyer jeg. – Jeg har fremdeles læst flere af Plauti Lystspil i Guldbergs Oversættelse, som er meget god. Adskillige af hans Anmærkninger ere ogsaa meget instructive og al Tak værd, men mere end Halvdelen, og just de allerlængste kunde han gjerne skaanet os for at læse og betale. Hans egne moralske og satiriske Betragtninger ere undværlige nok, men end mere er dette Tilfældet med de lange Citater af Cicero og Lucian, Cervantes, Holberg etc., der have sagt noget lignende som Plautus siger her, men som i Grunden Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/161 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/162 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/163 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/164 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/165 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/166 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/167 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/168 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/169 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/170 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/171 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/172 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/173 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/174 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/175 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/176 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/177 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/178 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/179 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/180 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/181 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/182 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/183 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/184 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/185 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/186 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/187 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/188 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/189 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/190 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/191 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/192 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/193 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/194 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/195 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/196 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/197 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/198 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/199 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/200 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/201 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/202 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/203 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/204 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/205 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/206 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/207 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/208 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/209 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/210 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/211 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/212 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/213 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/214 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/215 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/216 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/217 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/218 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/219 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/220 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/221 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/222 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/223 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/224 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/225 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/226 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/227 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/228 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/229 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/230 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/231 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/232 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/233 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/234 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/235 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/236 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/237 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/238 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/239 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/240 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/241 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/242 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/243 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/244 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/245 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/246 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/247 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/248 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/249 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/250 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/251 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/252 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/253 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/254 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/255 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/256 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/257 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/258 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/259 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/260 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/261 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/262 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/263 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/264 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/265 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/266 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/267 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/268 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/269 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/270 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/271 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/272 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/273 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/274 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/275 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/276 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/277 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/278 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/279 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/280 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/281 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/282 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/283 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/284 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/285 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/286 Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/287

  1. Boede i nuværende Hotel d’Angleterre.
  2. T. C. Brun, Forfatter af en Mængde tildels letfærdige Digte (Fritimerne).
  3. Han var født paa Gaarden Bergsager i Lyngdals Præstegjeld og saavidt Udg. bekjendt, var han ugift. Hans Familie i Hjembygden arvede ham omsider. Havde nok før været ansat i Kjøbenhavn, se Breve til R. Nyerup, udg. af L. Daae, S. 82.
  4. Rimeligvis Enken efter Agent og Administrator i B. Ankers Fideicommis, Thomas Bagge.
  5. Om Lumholtz’s Smag for Sladderhistorier, Passiar med Tjenestefolk o. s. v. se C. B. Dunker, Gamle Dage, S. 61.
  6. At den lærde Historiker Kale har havt Andel i denne Forordning, er lidet sandsynligt. Collin og A. S. Ørsted ansees for at have Hovedandelen deri.
  7. Rimeligvis Peder Kjerulf. † som Expeditionssekretær 1841.
  8. Biskop B.s ældste Søn, Exam. jur. Carl Fred. B. (da „Krigsassessor“ og 21 Aar gl.). Kom ikke i Magistraten, men blev siden Fuldm. i Kirkedepartementet og derpaa Overtoldbetjent i Skudesnæs, hvor han døde 1832.
  9. Andreas Schaft.
  10. Udgaves 1812 af Selsk. f. Norges Vel ved L. Stoud Platou.
  11. Den Smaalighed, som Vestlandet i saa høi Grad lagde for Dagen i Universitetssagen, medens Østlandet med en saa priselig Liberalitet understøttede den, vakte saa meget mere ufordelagtig Opsigt, som just Vestlandsbyerne i Krigens Tid havde gjort ret gode Affærer. „Skulde en Sørøver have været udrustet, havde de ikke staaet tilbage“, bemærker J. C. Berg i et samtidigt Brev til Nyerup. Se ogsaa N. Wergelands Kritik over Christiansandensernes Mangel paa Interesse for denne Sag, Norsk hist. Tidsskr., 2. R., 3. B. S. 301.
  12. Grev Wedel.
  13. Gunder Langberg, dengang Sognepræst til Moss, siden til Stavanger.
  14. L. A. Oftedahl, Sognepræst til Rennesø, siden Stiftsprovst i Christiansand og omsider Sognepræst til Eker, holdt Talen i Stavanger.
  15. Brødrene J. St. og E. Munch.
  16. Emanuel de Thygeson.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.