Dagbog under en Reise til og fra Bergen fra 30te Marts til 14de Juni 1812

Claus Pavels

Dagbog for Aarene 1812–1813

Utgitt av Ludvig Daae, Grøndahl & Søn, 1889 (s. 1-50).

De vide alle, mine oprigtige Venner og Veninder! Anledningen til denne Reise, der saa pludseligen bortrev mig fra mit Hjem og mine Elskede, fra min Virkekreds og mine Embedsforretninger. Jeg maatte opfylde en kjærlig Moders Ønske. Hver Dags Opsættelse kunde tilintetgjøre Reisens Hovedøiemed. – – Der var Grunde nok til Bekymringer, men jeg fik ikke Tid til at anstille dem. Bedøvelsen over den høist uventede Tidende^[1] var neppe forbi, da jeg maatte i Kirken og prædike, og siden var der utallige Ting at ordne, optegne og expedere i Anledning af Reisen næste Morgen.^[2]

30te Martii.

Min første Dagsreise var uden Eventyr. Derimod ønskede jeg ret gjerne, at have den høie Øvrighed blandt denne Dagbogs Læsere, for at kunne lægge ham eftertrykkelig paa Hjerte, at der paa denne Vei, de første 12 Mile^[3] fra Rigets Hovedstad ikke er et eneste Gjæstgiversted, hvor en Reisende, især om han medbringer Fruentimmer, kan finde beqvemt og anstændigt Natteqvarteer. Er man ikke kjendt paa Gran Præstegaard, kommer man i en høist ubehagelig Forlegenhed. Det var da jeg, og undgik saaledes at tage ind paa Granvold. Den Lassenske Familie modtog mig med aabne Arme, jeg blev herligen beværtet og tilbragte en behagelig Aften.^[4]

31te Martii.

Jeg sagde, at der i 12 Miles Afstand fra Christania ikke fandtes et skikkeligt Vertshus, men saa har man igjen Erstatning i Lands Præstegjæld, hvor man paa 4 paa hinanden følgende korte Stationer overalt finder Gjæstgiversteder, hvor en Reisende kan finde enhver rimelig Attraae tilfredsstillet, og det er igjen næsten formeget – Jeg havde udbedet mig Natteleie paa Lands Præstegaard, men var ikke uden Frygt for ei at blive aldeles venskabeligen modtaget, da jeg to Gange har været med at censurere Provst Berg^[5] ret ubarmhjertigen: første Gang, da hans Afhandling om Universitetet sattes allernederst blandt de ni indkomne: siden da jeg, Hr. Neumann og Sigvardt haardeligen havde nedrevet en Slags Lærebog i Religionen, som nogle høivise Confirmander efter hans „Forelæsninger havde sammenskrevet, og som han vilde bruge ved de Landske Skolelæreres Dannelse; men han yttrede ingen Misnøie med mig, sagde blot engang i Forbigaaende, at det alene var Mangel paa Localkundskab, der kunde bevæge hans Censorer til at fælde en saa streng Dom. Iøvrigt var han den samme interessante, godmodige Mand, som jeg sidst erkjendte ham for, og det undrede mig ret, at en Mand med saamegen bon sens og rigtig Følelse kan skrive saadanne Ting og anse dem for gode.

3die April.

„Jeg gik ud af mit Paulun
og saa et bedrøveligt Sjun“.

Det sneede meget stærkt. Jeg tænkte først at blive over paa Vang Præstegaard, men Tanken om min ventende Moder drev mig fremad. – Overmaade skikkelige Folk havde vi^[6] paa Fjeldtouren, men Veiret blev alt mere og mere afskyeligt. Det blev tilsidst saa mørkt, at man ikke kunde se ti Skridt foran sig; det begyndte tillige at blæse og fyge, og da vi havde naaet Nyestuen, den første Fjeldstue, takkede vi Gud for Tag over Hovedet og bleve der. Det er et taaleligt Bondevertshus, hvor der, som overalt, var god Caffe at faa, og dette var en stor Trøst og Erstatning for de øvrige Savn. Ellers kededes jeg naturligvis som overalt paa de Gjæstgiversteder, hvor jeg kom tidlig om Eftermiddagen og bliver Natten over. Her i Nyestuen fandt jeg imidlertid en Ting, hvormed jeg haaber at more mine Læsere, skjøndt det kun for et Øieblik morede mig selv. De kjender dog alle af Renommée den famøse Præst Esmarch,^[7] som troer, at Aanderne drive deres Spil under Jorden, og ere Aarsag i al den Qvalm og alle de Spectakler, som skee heroppe, og at, dersom man sendte en Armee nedigjennem Kongsbergs Gruber, saa kunde man overvinde de Onde og komme i Alliance med de Gode. Denne Mand havde skrevet i Skydsbogen som følger: „August Esmarch ankom d. 29de Oktober 1811, fordi Sandhedsfienden Biskop Bech forbød ham at prædike i Christiania Stift, da han ikke vilde nedlade sig til Gudsbespotter og offentlig Bedrager.“

4de April.

Solen stod endnu høit paa Himmelen, da vi, efter mange Besværligheder, naaede Berger, men Skyds var ikke bestilt, og næste Stations Længde og Besværligheder fraraadede aldeles at reise videre. Jeg tog altsaa Natteqvarteer hos min gamle Ven og Patron Iver, der nu er halt, men forresten den samme store Politicus. Ligesom forrige Gang talede han om Tydsklands Interesse, og flaaede mig ugudeligt, da jeg om Morgenen skulde betale.

5te April.

En ubehagelig Dag Slæde kunde nu ikke mere benyttes, jeg maatte ride. Først gik det Fod for Fod over en temmelig lang Iis, saa kom jeg forbi Borgund Kirke, hvis underlige Structur jeg er for ringe til at beskrive; nok er det, at jeg aldrig har seet dens Lige. Gjennem frappant gyselige Egne, om hvilke man i Christiania og Drammen, ligesaalidt som i Danmark, kan danne sig nogen Forestilling, og under utallige Besværligheder fortsattes siden Reisen til Leirdalsøren.

8de April.

Ligesom Voss i Almindelighed er en meget folkerig Bygd, saa er især Egnen omkring Kirken ligere en dansk Landsbye med Udflyttergaarde end en norsk Samling af særskilte Gaarde. Det er ellers et skjønt Land, heel interessant at gjennemreise. Folkene roses mindre, men de, jeg traf paa min Vei, vare overmaade honette. – Førend jeg fortsatte min Reise aflagde Jersin^[8] og jeg et Besøg hos Hannestad,^[9] hvor vi beværtedes med Madera, som jeg ret forbausedes ved at finde hos en Landsbyecapellan, da Slotspræsten paa Aggershuus neppe i et Aar har eiet en Flaske. Begge Præsterne, især Capellanen, ere interessante i Omgang, forstandige og oplyste; desmere ubehageligt var det mig at erfare, hvor fremmede de vare i den nyere Litteratur, og at endog Tidsalderens store Tendents til Mystik var dem ubekjendt. Bergens Stift er overalt, ligesom dets Hovedstad, yderst uvidenskabeligt. Man maa beklage det, hvergang en Mand af Aand og Talenter ansættes her, thi man tør næsten vædde paa, at han gaar tilbage. Her skal være Boghandlere, men de staae neppe ved Siden af Christianias Hartmann eller Diurendahl. Nei bevare mig Gud fra nogensinde her at faae stadigt Opholdssted! Tanken om at lindre en elsket Moders Kummer kan skjænke mig Glæde her, men naar hun er borte, er Stedet mig i physisk, moralsk, politisk og litterair Henseende (mindst dog i første) utaaleligt.

10de April.

Jeg havde frygtet at finde min Moder langt svagere end jeg virkelig fandt hende. Hun synes endnu at kunne leve nogen Tid, og som tillidsfuld Gud hengiven Christen tænker hun ogsaa dette med Resignation, hvor tomt og øde Livet maa vorde hende paa det ensomme, smertefulde Leie. – Det var et skrækkeligt Slag, som rammede hende. Den værdige Olding blev efter 60 Aars troe, nidkjære Tjeneste afskediget, uden alt Paaskud, uden Forøgelse i Ære eller Indkomster, i en høi Alder, men usvækket paa Sjel og Legeme, blot fordi han stod i Veien for Andre, der skulde drages frem. Han affecterede største Ligegyldighed, hvilken dog de, der kjendte hans varme Temperament og levende Æresfølelse, indsaae, ei kunde være naturlig. I største Hast skilte han sig ved alt, der hørte til hans Embedsførelse, aflagde Militairuniformen, og vilde blot ved høitidelige Leiligheder bære den Stads, hans Rang som afskediget Generalmajor berettigede ham til. Søndagen den 15de Martii gik han i Kirke, frisk og sund som det syntes. Regimentschirurg Swindt,^[10] der hver Morgen besøger min syge Moder, sad hos hende, og han raabte munter til hende ved sin Bortgang: „Før Jer nu vel op, Børn!“ Han kom i Kirken, slog sin Psalmebog op, sang staaende et Vers, saa gled Bogen ham ud af Haanden, han segnede tilbage – og var død.

Endnu i Eftermiddag fik jeg Velkomstbesøg af Husets to sjeldne, trofaste Venner: Swindt og Oberste Grübeling, to Mænd, som i meget ere hinanden ulige, men som deri ligne hinanden, at de begge, som Dorthe Engelbrechtsdatter,

„sidde slet for Verdens Flok“,
som paa dem kaster Øiet!“ –

og begge ere min Moder hengivne, ikke med Ord eller Tunge alene, men i Gjerning og Sandhed. – Grübeling er Pebersvend og lever sammen med tre aldrende Sødskende; han har intet behageligt Udseende, driver maaske sin Accuratesse til Pedanterie, og er ikke fri for Mistænksomhed og Morositet, men skjøndt „Troe Ingen for vel!“ er hans stadige Valgsprog, er han dog blandt de Mennesker, jeg kjender i denne bagtalerske Bye, en af dem, der med allerstørste Varsomhed vurdere Andres Handlinger, og efter disse fælde Dom over deres Charakteer. – Swindt er en middelaldrende Mand; han er gift, lader sin Kone nyde Livets høieste Beqvemmeligheder (han eier temmelig Formue), besøger hende ogsaa, men staaer iøvrigt i intet fortroligt Forhold til hende. Han er overmaade jevn og ligesrem, og Etiquette er ham af alle Verdens Ting det meest forhadte; han kommer aldrig i noget Selskab; det er med største Møie, mine Forældre undertiden have kunnet formaae ham til at spise Middag hos dem, men at oppebie Caffeen er ham Umulighed. Iøvrigt er han en meget duelig Læge og Chirurg, har udbredt Praxis og besøger Patienter med utrættelig Omhu, fra det gryer af Dag til langt ud paa Aftenen.

11te April.

Jeg sad den hele Dag hjemme og talte med min Moder. Her var ingen anden end vore to daglige Gjæster, af hvilke Swindt kommer hver Morgen Kl. 7 og Grübeling hver Eftermiddag Kl. 5 – jo ogsaa en gammel Frue Reichborn, Majorens Moder, med hvilken jeg dog, ligesaalidt som med de fleste Damer, der kjede min Moder med deres Visiter, ikke følte Kald at indlade mig. I Almindelighed retirerer jeg af en anden Dør, naar en Damehat viser sig i Gaarden, og bliver i Kjøkkenet, indtil Vedkommende er indpasseret, da jeg lister mig opad Trappen paa mit Kammer, hvor jeg undertiden maa holde lang Arrest, thi ligesom Corfitz sagde om Knivsmedens Kone: „Fanden staaer i de Fruer til at snakke.“

12te April.

Jeg havde foresat mig idag at gjøre de meget ceremonielle og uopsættelige Visiter, og havde til den Ende bestilt en Kariol, en Slags Halvvogn, den eneste Voiture, som sees paa Bergens Gader, men der var ingen at faae, da alle Byens Karioler vare i Reqvisition for Confirmanderne fra forrige Søndag, som idag communicerede. Det var glat og fuldt af Snee paa Gaderne; altsaa blev jeg hjemme, og gik heller ikke i Kirke, hvor overalt de anmeldte Prædikanter ikke synderligen vakte min Attraae efter at høre dem. Om Eftermiddagen havde min Moder og jeg endeel Visiter, hvoriblandt en Oberstinde Synnestvedt, en fiin, sukkersød Dame, som jeg retirerede for, da hun kom, men maatte dog gjøre Bekjendtskab med, da andre mig vedkommende ogsaa indfandt sig.

Jeg lever her mere i den forbigangne end i den nærværende Tid. Oldingen seer helst tilbage; omkring ham er alt tomt og øde, og forud for ham er ugjennemtrængelig Taage eller blændende Glands, der skinner ham imøde fra en bedre Verden. Saa er det med min Moder. Den forsvundne Tid ligger klar for hendes Blik, og ved den dvæler hun helst: nu og her er hun en Udlænding, og det Tilkommende aner hun med fast Troe og Haab, men kjender det ikke. Ogsaa i den Henseende lever jeg i Fortiden, at jeg rundtom i dette Huus seer – fra den store Sølvkande til det lille hollandske Slaguhr og det ældgamle Nøgleskab – næsten alt, hvad jeg saae som spædt Barn. De Skeer, jeg spiser med, det Bæger, jeg drikker af, spiste jeg med og drak af for nogle og 30 Aar siden. Man sættes saaledes hen i Barndommen ved at see alt uforandret som det var da, at man neppe veed, hvor den mellemløbende Tid er bleven af.

13de April.

Idag gjorde jeg de bemeldte Visiter. Det er en besynderlig Maade, man kommer kjørende frem her i Bergen; man trækkes aldeles som et Læs. Hverken Kudskesæde eller andet lignende findes paa disse Kariolen. Naar Vedkommende ikke kjører selv, enten fordi han ikke kan eller ikke veed Veien, gaaer Kudsken, i Almindelighed en meget upyntet halvvoxen Dreng, ved Siden, og da Gaderne ere meget slet brolagte, gaaer det Fod for Fod, hvilket er et mærkeligt Syn, som her ingen Opsigt gjør, men i Christiania uden Tvivl vilde sætte Gadedrengenes Been og Tunger i Bevægelse.

Min Omvanken begyndte paa Bergenhuus Slot hos Generalmajor Lowzow. Denne Mand, som i Christiania ansaaes for at følge Vibes Raad: „Vær heller et Lam end en Løve!“ er her i Bergen meget streng og nøieregnende, hvorved nok det gamle Ordsprog om de nye Koste kan anvendes. – Biskop Brun har i denne Tid mange Sorger og Lidelser at kjæmpe imod: et incurabelt Been, hans Kones uophørlige Gigtsvaghed, hans kjæreste Barns^[11] Død fra 10, næsten alle smaa Børn; men han gjør, som der staaer i den gamle Vise:

„Den Byrde, hvorved en anden faldt,
Den jeg med knyttede Næver drager.“

Han er ved frit Mod og bøies ikke saa let af Modgangs Storme. Han forelæste mig et meget velskrevet Brev til Biskop Münter i Anledning af en epistola encyclica, som denne vilde have udstedt og underskrevet af alle Danmarks og Norges Biskopper. Deri skulde især Præsterne indskjærpes deres Pligter at forebygge Ægteskabsskilsmisse, hvorved Hr. Paludans Skrift^[12] i den Anledning anbefaledes dem som en symbolsk Bog. Brun havde da sagt ret drøie Sandheder, blandt andet, at han beklagede det Stift, der ikke havde idetmindste 10 Præster, der kunde sige netop det samme som Paludan havde sagt, og ligesaa godt som han havde sagt det. – Hos Oberste Grübeling gjorde jeg Bekjendtskab med hele hans Huusgesinde: hans Broder Majoren, to gamle Søstre og 3 smaa Hunde.

14de April.

Jeg vedblev at gjøre Visiter, men sluttede snart min Omvandring hos Præsten Brun, Bispens Søn og residerende Capellan ved Korskirken, en meget stilfærdig og sagtetalende Mand, thi han fortalte, at hans Fader nylig var gaaet forbi, og ganske vist var hos min Moder. Jeg skyndte mig da hjem, og fandt ganske rigtig Hans Høiærværdighed med Commandeurkorset paa Samarien ved hendes Seng. Han talte idag om Grundtvig, hvis Orthodoxie han vedbørligen berømte, men fandt, som Alle, der har læst det, hans Yttringer i Brevet til Kongen^[13] utidige og fornærmende. Især stødte det ham, at Norge skulde have Danmark at takke for sin Christendom og Protestantisme. – Alle Præster, som hidtil have besøgt mig, Rein undtagen, vare i stiveste Ordensdragt, med pudret Haar, Stok i Haanden og disse gammeldags Guldnebber nedhængende fra deres Pibekraver, som i Kjøbenhavn og Christiania vel ikke ere seete i flere Decennier.

15de April.

Man klager her gudsjammerlig over de dyre Tider, men det er dog intet i Sammenligning med vor Bye og Egn. Forholdsvis er dog nok Priserne stegne mere her. Bergen var før et overmaade let Levested, men er det ingenlunde nu. En Favn bedste Birkebrænde koster nu 13, 14 à, 16 Rd., og for ganske simpelt sort Klæde har jeg betalt 30 Rd. for Alen. – Det var idag Sneefog som ved høieste Vinter.

16de April.

Rein modtog mig ligesom sidst med Glæde og syntes ret vel stemt. Han siger dog, at han aldrig kan orientere sig i Bergen, og kunde have megen Lyst at komme tilbage til Aggershuus Stift, men yttrede derhos den største Aversion mod at faae Bech til Biskop, og talte om ham med en Bitterhed, der trængte til Marv og Been.

Om Aftenen var jeg paa Comedie. Her er et stort Skuespilhuus, som rummer 800 Mennesker, og for den udvortes Orden og Beqvemmelighed er meget vel sørget. Orchesteret synes ingenlunde saa vel besat som i Christiania; ogsaa maa jeg sige, at de Herrer Musici ingenlunde anstrængte deres Kræfter, da der intet spiltes mellem Acterne, undtagen en lille Symphonie, naar hver Act skulde begynde. Stykket, som spiltes, var „Onde Luner“ af Kotzebue, Bergens som Christianias Livautor. Efter denne ene Forestilling at dømme, kan vel det Bergenske og det Christianiensiske Theater omtrent maale sig med hinanden. Den gamle Bonde spiltes til høi Grad af Fuldkommenhed af en vis Normann. Han udførte Rollen i Bergensk Bondedragt og Dialect, og da Scenen efter Stykkets Beskaffenhed ligesaa gjerne kan være i Norge som i Tydskland, fandt jeg heri intet anstødeligt; hans Spil var den sandeste Natur; Sprog og Anstand havde han til høieste Illusion i sin Magt.

17de April.

Her var to Visiter: Præsten Stuvitz^[14] og Rectoren, Professor Arentz, en Olding paa 76 Aar med et skarpt, frastødende Ansigt. Han talte om Universitetet, der for ham, som for de fleste Bergensere, synes at være temmelig ligegyldigt; især fandt han det anomalsk, at man tænker paa at oprette et saa betydeligt videnskabeligt Institut paa en Tid, da Lærerne ved de allerede existerende nyde saa slet Løn og saa liden Opmuntring. Han frygtede, den Tid vilde komme, da Fædrelandet leed Mangel paa Skole- og Universitetslærere, Skoledisciple og Embedscandidater, fordi man, ved at vælge denne Bane, havde rimelig Udsigt til at sulte ihjel. Oldingens mørke Lune overdrev maaskee denne Frygt, men meget sandt er der dog nok i hans Yttringer.

Swindt havde idag ladet sig overtale til at spise med min Moder og mig, og det var ret et overmaade behageligt Middagsmaaltid Den haarde, ujævne Skal bedækker en heel fortræffelig Kjærne. Hans meget simple endogsaa (!) Udvortes lover intet synderligt, men indvortes boer virkelig en dannet Aand og et følende Hjerte. Af vore Samtaler optegner jeg et Par Underligheder, jeg hørte om de Bergenske Tjenestefolk. Det er Skik, at i nogenlunde velhavende Huse disse gives Sørgeklæder, naar Nogen af Familien døer; men ikke nok hermed, for at gjøre dem Selskab, sørge hele Gudens Tjenestepiger ogsaa. Da nu min Fader var død, og Aftale i Forveien var gjort mellem ham og min Moder, at hvo af dem, der døde, Folkene ei skulde gives Sørgedragt, men derimod en passende Douceur i Penge, dog med den udtrykkelige Betingelse, at de ei skulde anlægge Sorg, saaes hele Gudens Tjenestepiger dybt sørgende, undtagen Pigerne i det Huus, hvor Dødsfaldet var skeet. – Den anden Synderlighed er, at der fast i hele Bergens Bye ikke findes et Pigekammer med Kakkelovn, hvorfra dog ogsaa min Moders Huus er en Undtagelse. De arme Mennesker faae ingen anden Varme om Vinteren, end de fyre ret dygtig paa Skorstenen, og vende snart For-, snart Bagdeel til Ilden, for at blive nogenlunde gjennemvarmede. Til Natteleie have de gjerne et lidet Aflukke under Trappen; endog en fattig Frøken, der havde været nødsaget til at tage Condition, maatte nøies med dette Sovekammer. – Talen faldt ogsaa paa min physiske Opdragelse. De fleste af mine Venner vide, at denne blev noget forsømt, og at Leeg med Bønderdrenge, de eneste af min Alder i den Egn, ikke var mig tilladt, hvorved mit Legeme aldrig fik Haardførhed, Styrke eller Smidighed. Min Moder og Swindt vare ikke ganske enige i at erkjende Skaden af denne min stille Opdragelse. Hun troede, at mit Legeme vel kunde udholdt Strabads, ja var blevet sundere og raskere derved, men at min Moralitet i dette Selskab vilde været udsat for den største Fare. Swindt derimod stod i den Formening, at det hermed havde ingen Nød, men at min Natur var saa svag, at den ingen Hærdelse kunde modtage, men haardfør Opdragelse vilde brudt den. Jeg for min Deel troer, at de begge havde Ret i deres første Mening og Uret i den sidste.

18de April.

Min Moder sover hver Dag Middagssøvn, jeg for det meste ogsaa, og til at inddysse mig i Slummer bruger jeg anden Deel af Tullins Skrifter, som er et særdeles ypperligt Opiat. Det er aldeles ikke sandt, hvad nogle Vittighedsjægere debitere, at denne Mands Søn^[15] er hans sletteste Arbeide, thi disse „Afbrudte Tanker“ ere dog vist endnu slettere. Jeg har idag læst en Tirade saalydende: „O rene Vellyst, som tumlede dig paa Dydens Læber! Jeg havde kysset hundrede Gange, men nu først lærte jeg, hvad Kysse ere. Min Sjel ilede til Læberne, den vandrede om paa Tumlepladsen og søgte sin Ven, de mødtes, de savnedes; hvilken Vellyst, naar Aanderne forenes!“ – Hvad enten dette er af ham selv, eller afskrevet med Bifald efter en Anden, vidner det om en skrækkelig Smagløshed. Sande, tildeels træfsende Ting findes vel hist og her, men det er enkelte Guldkorn i en Sandhob.

19de April.

Jeg var idag i Domkirken. Naar man vil ynde Bergen, maa man gaae i Kirke. Alt er iøvrigt saa „kleinstädtisch“ som det bedst kan være, men Kirkerne ere sande Gudshuse, værdige det Væsen, som der tilbedes, skikkede til at vække og vedligeholde den høitidelige Stemning, Sjelen bør være i der, hvor udelukkende Hensyn tages paa dens høiere Tarv. Domkirken er især et skjønt Tempel i gothisk Smag, men uden vanzirende Udbygninger, høi og majestætisk. Ogsaa hersker der megen Orden ved Gudstjenesten, og saavidt mit Syn kunde naae, herskede der en Andagt og Opmærksomhed, som jeg ellers ikke, uden i det Høieste under Prædikenen, er vant til. Tilligemed de flere forkastelige gamle Skikke, Bergen har beholdt, synes den og at have beholdt det Rosværdige, at Agtelse for Religionen, idetmindste dens udvortes Former, har bevaret sig der uforkrænket. Vistnok studser jeg ved at finde, endog hos yngre Præster, visse Manerer, som selv de ældre andensteds efterhaanden aflægge, men maaskee det ikke kan være anderledes, og vilde maaskee Afskaffelsen af hine uvæsentlige Biting forarge svage Sjele eller svække deres Interesse for det Væsentlige, saa lad dem i Guds Navn vedblive. – Anden Capellan Hysing^[16] prædikede. Han meddelte Trøst ved Venners Grave. Prædikenen var i sig selv ret god; derimod kan jeg aldeles ikke rose hans udvortes Foredrag, især var den overmaade store Langsomhed, hvormed han ligesom tilveiede os hvert Ord, som om man skulde lære det udenad, en uovervindelig Hindring for Talens Effect. Jeg troer, jeg vilde bifaldet hans Prædiken, om jeg havde læst den, men jeg kan ikke sige, jeg hørte ham med Fornøielse, og mit Hjerte var koldere, da han steeg ned af Prædikestolen, end da han betraadte den. Hertil bidrog nu og hans lange Taksigelse for Offer. Denne lede Uskik er her i fuld Gang, og man udbreder sig heel vidtløftigen over, hvor tilfreds eller utilfreds man er. Hysing var særdeles fornøiet, talte derhos om sin Kone og sine mange smaae Børn og om de dyre Tider, yttrede det Haab, at Gud engang vilde gjøre Ende paa dem, og at Menigheden da ogsaa vilde lade dens Lærere nyde godt deraf. Det Hele stod mig slet ikke an. En anden Præst skal Søndagen før i samme Anledning have sagt, at han kunde faae et bedre Embede (et voveligt Udsagn paa en Prædikestol om et Kald, som nylig er blevet vacant), men at han ikke vilde søge det, for ei at forlade den kjære, gavmilde Menighed, han levede iblandt.

21de April.

Biskop Brun havde bedet mig besøge ham uden Ceremonie; et saadant Besøg gjorde jeg idag, og tilbragte der en meget interessant Time. Samtalen gik først ud paa hans Legems og Sjels Lidelser, hvilke dog, som jeg før har sagt, ikke synderlig anfægte ham. Han fortalte mig Aarsagen til den Beenskade, han nu i 11 Aar har været plaget med, og som nu vel neppe tillader ham mere at komme paa Visitats, formodentlig og om faa Aar lægger ham i Graven. Det var et ubetydeligt Skinnebeensstød, han fik ved at stige af en Baad, en Formiddag han skulde holde Visitats paa Kind i Søndfjord, og som han af Arrighed over Præsten, der efter de fem daarlige Jomfruers Exempel ikke havde Lamperne tændte til Brudgommens Ankomst, lod den hele Dag upaaagtet. Om Aftenen og endnu mere næste Morgen fandt han Beenet inflammeret; paa en lang Reise blev qvaklet og qvaksalveret dermed saa længe, til vor duelige Chirurg Swindt intet mere kunde gjøre derved end holde Saaret aabent, men det er incurabelt. Iøvrigt gik Samtalen mellem Bergens Biskop og Aggershuus Slotspræst ene og alene ud paa Skuespil og Theatervæsen. Tilsidst faldt Talen paa Øhlenschlæger. Han lader vor første Digters Genie vederfares fuldkommen Ret, især talte han med Henrykkelse om Axel og Valborg, hvilket Æmne han fandt mesterligen behandlet, og især Vilhelms og Erkebispens Charakterer udmærket heldige. „Tillod min Alder og Stilling det“, sagde han, „vilde det være mig den sandeste Glæde at spille den Erkebiskop“. Kun vilde han ikke Valborg skulde døet, og hendes Død forekom ham baade unødvendig og uforberedt. Hakon Jarl forekom Brun at mangle Eenhed, og han finder, at Øhlenschlæger med vel megen Shakespearsk Frihed tumler os om fra det ene Sted til det andet. Palnatoke ynder han ikke; der synes ham altformange Afskyeligheder sammendyngede. Man erkjender i disse Domme Tilhængere af den franske Skole, thi Axel og Valborg er rigtignok af Øhlenschlægers Stykker mest i den Aand. Corregio finder han at være blot et Stykke for Kunstkjendere og Kunstelskere.

Efter min Hjemkomst kom Rein for at besøge mig, og en ny æsthetisk Samtale begyndtes. For ham er Hakon Jarl Øhlenschlægers Mesterstykke; især finder han Hakons og Thoras Charakterer herligen tegnede. Axel og Valborg behager ham mindre, – maaskee fordi han engang selv har behandlet samme Æmne, men ellers angav han som Hovedgrund, at den Stedets Eenhed, Øhlenschlæger har bundet sig til, paalagde ham altfor megen Tvang. – Rein fortalte mig ellers, at han i denne Tid fører Brevvexling med Grundtvig. Denne havde sendt ham en poetisk Epistel, hvori han roste ham for i sine nyeste Digte ikke at have behandlet Jesus som blot Dydens Lærer, „hvilket han mindst havde ventet af en Digter fra den Periode, i hvilken Rein havde dannet sig.“ Rein svarede ham i Prosa, og saaledes fortsættes endnu Correspondancen. Rein havde blandt andet sagt ham, at en større Sagtmodighed, end Grundtvig ytrer mod anderledes tænkende, anstod en Christendomslærer, og derpaa svarede Grundtvig paa to fulde Sider, at Sagtmodighed kunde være ret god til Tid og Sted, men i en forvendt Tidsalder maatte man tale Sandheden høit og eftertrykkeligt.

22de April.

Jeg havde to Visiter, først af Hospitalspræsten Welhaven,^[17] en Mand, der efter Susons Ord i Figaros Giftermaal, kan med Sandhed siges at gaae og tale med Action. Saadan uregelmæssig Gang, saadanne heftige Armbevægelser, saadan lidenskabelig Declamation har jeg i rolig Conversation fast aldrig seet eller hørt. Det er imidlertid ret godt, hvad han siger, og han havde et og andet at fortælle af Verdens Løb, der sagtens kunde bringe Sindet i Oprør. – Sagen var den anden. Han medbragte Litteraturtidenden, hvori Recensenten af Saga forsvarede sig mod Grundtvigs Anke.^[18] Den gode Grundtvig er mig en uendelig trættekjær Person. Jeg har paa de sidste Tider yndet ham meget, men er nær ved at sadle om. Det er overalt intet elskværdigt Charakteertræk at tro sig enhver Bitterhed tilladt mod den, hvis Mening afviger fra vor, og saa ikke taale ringeste Modsigelse, men føle sig fornærmet ved alt, hvad der siges imod os. I vore Dage er nok ingen Forfatter Terrorist i den Grad som Grundtvig.

Vore gamle Psalmer og deres store Fortrin i Henseende til Kraft og Fynd for de allernyeste, i hvor langt de end staae tilbage i Correcthed, var i Aften Samtalens Æmne mellem mig og min Moder. Vi reciterede Vers, som vi i vor Barndom og Ungdom lærte udenad, og hvortil neppe i høi Begeistring eller rørende Inderlighed findes Mage i den evangelisk-christelige Psalmebog. Det var et bedrøveligt Stykke Arbeide, at man havde saadan Hast med at faae den indført. Det fattedes kun, at vi med lige Overilelse skulde faaet Boisens Liturgie. Havde man kun oppebiet denne Tid, hvad kunde ikke en Grundtvig og flere udgivet! og hvilken ganske anden Aand end den kraftløse Riberske kunde og vilde udbredt sig over det Hele! Thaarup vilde da ogsaa taget kraftigere Haand deri end paa den Tid, da han i hver Samtale udgjød bittre Sarcasmer over Psalmecommissionens Omkalfatringer.

23de April.

Det er ikke frit for at Grübelings punktlige Ankomst og Bortgang netop ved et bestemt Klokkeslet keder en Smule. Naar Klokken slaaer fem gruer jeg for, hvad man skal tale om i de to følgende Timer, og jeg elsker ordentlig det gamle Hollandske Slaguhr, der slaaer hver halve Time, da jeg hver Gang kan beregne: nu er der kun en heel, nu en halv Time til den slaaer syv, og i samme Minut veed jeg han griber sin Hat og tager Afsked. Manden er aldeles ikke uinteressant, men hvad der saaledes evig skal gjentages, aldrig kan udeblive, aldrig forkortes, det trætter dog tilsidst.

Om Aftenen fortalte min Moder en Anekdote, som jeg dog maa optegne her. En Præst paa Vestlandet ved Navn Willum Schjøtt^[19] (det er vel 100 Aar siden) havde en Dag Ungdommen hos sig, der skulde forberedes til Communion – Confirmation existerede som De veed dengang ikke. Han var den Dag særdeles misfornøiet med dem allesammen, og for at lade dem føle sin Vrede, lod han fyre ganske umenneskeligt i Kakkelovnen, slog Døren i Laas og gik fra dem. De arme Børn vare færdige at qvæles af Hede, og gave sig tilsidst eenstemmigen til at græde og hyle i deres pinefulde Arrest. Præsten kom nu ind til dem. „Der kan I føle“, sagde han, „hvorledes det er i Helvede, og der kommer I allesammen, hvis I ikke lære Jeres Christendom bedre, end I havde lært den idag.“

24de April.

Ogsaa til Frokost fik jeg, inden min Kirkegang paa denne høie Helligdag, en Anekdote, som jeg maa afskrive. Der var engang i Begyndelsen af det attende Aarhundrede, i det mindste i dets første Halvdeel, i Christiania en Biskop Rosing.^[20] Han havde en gammel Moder, som levede paa en Gaard ikke langt fra Byen, og hende havde han lovet, bestemt engang om Ugen at besøge. Dette havde han imidlertid i to Uger forsømt, og nu satte den gamle Kone sig en Søndag Morgen til Hest og reed til Bispegaarden. Der skede Anskrig, at Bispens Moder kom, og Hans Høiærværdighed gik selv ud for at modtage hende; men da han var kommen hende saa nær, at hun kunde naae ham, gav hun ham et dygtigt Ørefigen med de Ord: „Det skal du have, min Søn! fordi du ikke holder det fjerde Bud og glemmer, hvad du er din gamle Moder skyldig.“ Derpaa vendte hun Hesten og reed hjem, trods alle Bønner og Overtalelser. Tænk om saadant var arriveret vor Bech! „Det maa jeg sige!“ havde han her med største Føie kunnet udbryde.

Idag var jeg i Nykirken. Kirken er ny efter dens Navn, for faa Aar siden afbrændt og igjen opbygt, og det sees tydeligen, at dette er skeet i en Tidsalder, der er fattig paa Guld og andet af Oldtidens Pragtvæsen, thi den er yderst simpel, lys og i moderne Smag med Alter, Prædikestol og Orgel over hverandre, og har ingenlunde det majestætisk imponerende som Domkirken. – Rein viste i sin Prædiken, at „Enhver Dag, enhver Alder i vort Liv er beleilig til Omvendelse.“ Hvad han sagde, var sandt og smukt, men der var saa lidet, der fængslede Opmærksomheden Det kostede mig virkelig Møie at samle Tankerne fra Adspredelse, hvortil især bidrog, at ogsaa han declamerede umaadelig langsomt, og da hans Stemme er dæmpet og Armbevægelserne faa, var hans Foredrag virkelig en Smule søvndyssende. Den (efter Tidsaldrens Aand) i mine Tanker mesterlige Bededagsbøn havde jeg ventet af Rein, hos hvem alvorlig, ærbødig Andagt præger sig i Aasyn og Lader, fremsagt mere udtryksfuldt og med dybere Følelse.

26de April.

Idag var jeg i Korskirken, Bergens tredie Hovedkirke. Jeg kan ikke sige, jeg i Almindelighed ynder Korskirker; denne er imidlertid ret smuk. Den residerende Capellan Brun^[21] prædikede og Kirken var overmaade fuld. Efter et Sted hos Esaias, han havde valgt til Indgangssprog, og som var hans egentlige Text, var hans Thema: „Et Øieblik synes Gud at forlade os, men kun for at omarme os med større Kjærlighed.“ Hvad jeg fandt at laste var, at Prædikenen lignede mere enkelte afrevne Fragmenter af et Heelt, end en sammenhængende Tale, og at hans Organ fattes Manddoms Fylde, hvori han ingenlunde slægter sin Fader paa; men ellers var jeg særdeles vel tilfreds med ham. Ingen af de Prædikener, jeg denne Gang har hørt i Bergen, har i den Grad fyldestgjort mig. – Paa Hjemveien gjorde jeg en Spadseretour i en offentlig Have, som kaldes de Besches,^[22] og her saae jeg med Glæde disse Vaarens første fødte Børn, en Hob simple Smørblomster, der stode rundt om en lille Dam. Skjønnere og gavmildere er Naturen i vor Egn, naar den vaagner, men o den evig lange Slummer!

27de April.

Endnu en af Bergens underlige Skikke: Brylluper, som ellers gjøres meget Væsen af, og hvorved Gjæsterne endog ere forpligtede til at give Brudegave, ere som oftest Mandfolkeselskaber, og Bruden undertiden det eneste Fruentimmer ved Bordet. Dette gik f. Ex. saavidt hos en Mad. Geelmuyden (en af de Damer, som undertiden besøger min Moder), at da hun giftede en Datter bort til Apotheker Bull, havde hun selv Dameselskab af sin Familie i et andet Værelse. Datteren sad ene mellem lutter Mandfolk ved Brudebordet; hendes egen Moder viste sig ikke der under det hele Maaltid.

28de April.

Jeg var indbuden hos en Capitaine Geelmuyden, hvis eneste Datter offentligen skulde forloves med en Lieutenant Segelke. Det er et meget vakkert og tækkeligt ungt Par, og forsaavidt var det en glædelig Festdag, men som Gjæstebud var det lidet interessant. Familieforhold og deslige havde samlet en Hob heterogene Mennesker. Kjedsomheden fulgte, saavidt jeg kunde mærke, os allesammen som en tjenstfærdig Lakei fra det ene Værelse til det andet; den ledsagede os ogsaa ind i Spisesalen og tog Plads bag vore Stole. Min Borddame var Grübelings Søster, gamle Oberstinde Thodal, en hjertelig god og snaksom Kone, men som helst snakker om hvilken Mad hun og hendes Broder kunne lide og hvilken de ikke kunne fordrage. Vi fik fortræffelig Mad, og der var aldeles ingen Sviir, hvilket ogsaa tjener mig bedst.

31te April.

Under Forberedelsen til denne Dags Middagssøvn læste jeg nogle virkelig meget fornuftige Tanker hos Tullin om Fornuften. Det er noget af det bedste prosaiske, jeg har læst fra den Haand. I den Tid, da Horrebov, uden at kjende enten Jesus eller Fornuften, hver Uge i sit Blad meddelte Publicum sine løse og vaklende Principer om begge, vilde vistnok „hver halvaarsgammel Viis i Kongens Kjøbenhavn“ fundet Tullins Raisonnements yderst latterlige, men nu, da man er vaagnet af Rusen, og erkjender de saare snevre Grændser, der aftegnedes vor egentlige Viden, nu ville vistnok de fleste selv øvede Tænkere finde meget sundt og rigtigt i hvad han siger. – En beslægtet Materie udgjorde Æmne for vor Aftensamtale: Spøgelser. Min Moder er ligesaalidt som jeg overtroisk, men dog vare vi begge enige i, hvad Shakespeare siger, „at der gives mange Ting mellem Himmel og Jord, som Philosopherne ikke begribe.“ Historier fortaltes om Anelser, Syner, Drømme og desl., som vel Ingen af os virkeligen kunde bekræfte, men som dog heller Ingen af os vovede at forkaste som usande, end sige umulige.

1ste Maj.

Vel fremtreen den unge Mai efter Frankenaus Ord „i himmelblaa elysisk Dragt“ – det var klart Solskinsveir, men „englehulde“ kan jeg ikke sige hendes Miner vare, thi Luften var kold; allermindft saae man her „den favre Lund udsprungen“, og neppe nok er den det i Danmark, om Nattergalen er nu ikke Tale. For mig Østlænding synes vel Foraaret, i Sammenligning med det jeg er vant til, vidt avanceret, men her klager man gudsjammerligt især over Fodertrang, da man længe før denne Tid pleier at slippe Creaturene ud, og nu maae man føde dem paa Stald.

Min Moder og jeg havde et Besøg af Biskoppen. Han medbragte det kongelige aabne Brev om Universitetet, hvoraf jeg seer, at den Dag, jeg fylder mit 46de Aar,^[23] om jeg oplever den, bliver den meest glimrende Festdag, Norge har seet i Aarhundreder. Selv Bergen maa da jubilere, enten den vil eller ikke. Jeg lod mig ogsaa engagere af Biskoppen til at prædike i den skjønne Domkirke 6te Søndag efter Paaske. Han opmuntrede mig, og jeg havde selv Lyst dertil, da Tiden falder mig lang uden Embedsforretninger og andet videnskabeligt Arbeide, og jeg desuden vel heller aldrig har prædiket i saadant et herligt Tempel. – Han havde nylig faaet et Brev fra Ordenscantzleren til Svar paa en Taksigelse, han efter Skik og Brug (som jeg hører) havde indsendt for sit Commandeurkors. Han havde der sagt, at det han herefter som Olding kunde gjøre for Konge og Fædreland var for ubetydeligt til at gjengjælde en saadan Naade, men at han havde 34 Børnebørn, hvilke han, saa længe han levede, vilde efter deres Alder og Forstand indprente, hvad de skyldte en saadan Konge og et saadant Fædreland, og at det tilkom dem i sin Tid at betale deres Bedstefaders Gjæld. Dette Brev havde Moltke viist Kongen, og denne overdraget ham hjerteligen at takke Brun, hvorover denne ikke var lidet glad og stolt.

2den Mai.

Tilligemed en Billet fra Biskop Brun, hvori han indbød mig til imorgen Aften, fik jeg den epistola encyclica, hvorom jeg skrev under 13de April. Nu har da dette beundringsværdige Foster seet Dagens Lys, er trykt i Kjøbenhavn, henved 2 Ark stort, med alle 12 Bispers For- og Tilnavne, samt de Gradueredes Dr. og indeholder – nogle meget trivielle Anmærkninger og Formaninger om at afværge Ægteskabsskilsmisse i Anledning af den sidste Forordning desangaaende. Jeg maatte skamme mig i mit Hjerte, om jeg ikke paa min Ordinationsdag for 19 Aar siden havde vidst hvert Ord, Münter her fortæller os, og om jeg ikke i min hele Embedstid efter Evne og Leilighed troeligen har fulgt de Regler, her gives. Men ogsaa maa jeg tilstaae, at jeg har oplevet Tilfælde, som den meget lærde, men for sund Sands og Erfaring blottede Münter aldrig har tænkt sig eller kjendt, og hvor de Regler, han foreskriver, vil være omtrent ligesaa virksomme, som om jeg vilde gaae ned i Stuen og moralisere for min Moders arrige og lunefulde Hund. alt, naar begge Rigers Biskopper vilde træde sammen og forenede tale til begge Rigers Geistlighed, burde det dog være over et vigtigere Æmne og i en høitideligere Anledning end nærværende. Var en saadan Circulairskrivelse omsendt, da Revolutionen mod Enden af det attende Aarhundrede frembragte den betænkelige Gjæring i Religionsvæsenet, var det skeet i de Dage, da Boisens Liturgie skulde været indført, var det over en saadan almeen interessant Sag, der desuden havde nye eller miskjendte Sider at betragtes fra, var det derover et saa ærværdigt Corps havde meddeelt den øvrige Geistlighed Raad, Opmuntring, Veiledning, eller hvad det nu kunde være – det vilde imponeret og vakt Ærefrygt, men dette falder ved Gud næsten i det latterlige; thi jeg seer ikke andet, end at de 12 Bisper kunde skiftes til i Aarets 12 Maaneder at skrive Geistligheden i sine Collegers Navn et ligesaa vigtigt Brev, saa at man fik et hver Maaned. „Det er en Lykke, det er paa Latin“, sagde Brun, „sligt klinger aldrig saa godt paa Dansk.“ Jeg tilstod det, men sandelig, man kunde fristes til at oversætte det til hver Mands Brug og Bedste, at Publicum kunde see, hvilket Foster, det med saamegen Bulder fødende Bjerg frembragte. – – – Tilgiver mig, kjære Veninder! denne lange Prædiken, men jeg maatte udøse min Galde, og da denne Dagbog næsten er den eneste Correspondance jeg fører, maatte jeg nedskrive her, hvad egentlig blot kan interessere Schmidt og, med tilbagegangen Tids Erindring, tildeels Ottesen.^[24]

3die Mai.

Jeg var idag i Stadens fjerde Hovedkirke: den tydske. Man kan see, at Tydskerne engang have spillet en stor Rolle i Bergen. De 30–40 Familier, Menigheden nu bestaaer af, havde ikke behøvet, kunde heller ikke bekostet en saa stor, prægtig Kirke. Dens Orgel roses som Byens bedste og Organisten udmærker sig som god Musicus. Sangen gik med megen Orden og Høitidelighed, kun at Psalmerne havde været kortere og opbyggeligere! Vi havde fire temmelig lange Psalmer, alle handlende om Bønnen. To af dem især, der umiddelbar fulgte paa hinanden, vare paa een Melodie og af eet Indhold, kun med den Forskjel, at den Syngende i den første (af Gellert) fortalte sine Medchristne, og i den anden fortalte Gud, hvorom man burde bede og hvad Nytte, man havde af Bønnen. I en af dem fandtes endog den Idee, at man, ved at forsømme Bønnen, letteligen kunde gaae glip af et og andet Gode, Gud ellers havde tiltænkt os. – Præsten Hr. Christiansen^[25] har vundet Celebritet her i Byen som Prædikant, men jeg kan neppe sætte ham over omtalte Hr. Hysing. „Hvad det er at bede“ var Spørgsmaalet, han paatog sig at besvare. Han svævede i Førstningen vel høit blandt „de Myriader af Himmellegemer, der glimre og glindse paa Firmamentet“; item omtalte han vort Aarhundredes Opdagelser. Undertiden gik han heelt fra sit Thema og berørte Ting, som ikke stod i fjerneste Forbindelse med Bønnen. For mig var han intet stort Lys, og jeg hørte ham neppe oftere, om jeg blev her noksaa længe.

Iaften var jeg da hos Biskoppen i et lidet Selskab, meest bestaaende af Familie, hvor jeg første Gang saae Bispinden. Hun er meget gigtsvag, og gaaer møisommeligen med en Stok; hun skal ogsaa være meget melancholsk, og denne Sygdom er gaaet i Arv til alle hendes Døttre.

6te Mai.

Da jeg imorges vaagnede og saae ud af Vinduet, var alt bedækket med Snee.

„Den gik og kom, og kom og gik
Alt efter gammel Skik“

den hele Dag, og denne lange Dag fra Morgen Kl. 7 til Aften Kl. 11 ventede jeg forgjæves efter Posten. Bergen er Rygternes, især de urimelige og dumme Rygters Hjem, Saaledes fandt man det nu rimeligt, at Postgangen gjennem Sverige var spærret, som om det kunde have Indflydelse paa Postgangen over Fillefjeld! – Syngestykket Adolf og Clara og Holbergs Gert Westphaler opførtes i Aften. Jeg veed ikke, om Nogen af denne Dagbogs Læsere kjender det første, en nydelig Bagatel om et barnagtigt ungt Ægtepar, som holde ret meget af hinanden, men da hver har nogle Luner, de ei vil aflægge, bilde de sig ind, at de ere ulykkelige og vil skilles ad. For at revse og helbrede dem, faaer Konens Onkel, en Minister, dem under et Paaskud hver for sig afsendt til en af hans Venner, der beboer et gammeldags gothisk Slot, og modtager dem som Arrestanter i sin Fæstning, hvor han agerer Commandant og hans gamle Portner Slutter. De blive i Begyndelsen meget forbausede ved at mødes, men i deres ennuiante Eensomhed forlibe de sig snart (altfor snart) igjen i hinanden, tilsværge hinanden evig Troeskab, og beslutte, da Commandanten ei vil give Slip paa dem, med Livsfare at rømme fra Fæstningen. Det opdages, og efter først at have sat lidt Skræk i dem, aabenbarer den gamle Herremand dem Ministerens Plan, og alt er saare godt. Jeg har seet Stykket i Kjøbenhavn, og der skulde noget til at udholde Sammenligningen; imidlertid maa jeg tilstaae, at hos ingen af vore Bergensere enten Spil eller Sang kunde kaldes maadeligt, end sige slet, og havde blot Commandanten (Bøschen) været fastere i sin Rolle, og Slutteren (Henr. Meyer) udført sin paatagne martialske Charakteer med lidt mindre Carricatur, vilde jeg seet Stykket med sandeste Fornøielse. Begges Sang var uforbederlig. Det unge Pars (Apotheker Bulls og Jfr. Monrads) Syngestemmer vare meget gode, skjøndt mindre udmærkede end hines; derimod var deres Spil fortrinligt, fornemmelig Bulls. – Over Gert Westphaler fornøiede jeg mig ikke halv saa meget. Det er sandt, Hovedrollen blev ypperlig spilt af Overkrigscommissair Mohr (Lindgreen spiller den ikke bedre), men de andre Roller – ja de ere rigtignok utaknemmelige, men de havde heller ikke her det ringeste at takke for. Jeg traf en Mængde Mennesker, som jeg kjendte og talte med, og gjorde to nye Bekjendtskaber: Justitsraad og Borgermester Lund,^[26] der i Cultur meget udmærker sig for Christiania Borgermester,^[27] og en gammel Kjøbmand Sagen, Digterens Fader, der synes ved sin Søn at have faaet mere Kjendskab til og Smag for Litteraturen end ellers er almindelig hos Bergenserne, især af Handelsstanden.

8de Mai.

Istedetfor at gaae i Kirke, læste jeg en Prædiken for min Moder: min egen om Trøst ved Venners Grave. I den Anledning førte vi en lang Samtale om det tilkommende Liv, især Venners Gjensyn, og det rørte og glædede mig at høre, hvor lyst og fornuftigt hun tænkte herom. Vi vare begge enige i, at naar man vil philosophere over den Sag, er der mere, som taler imod end for den, men at det er saare trøstende at troe og mistrøstende ikke at troe den, og at Gud, som har nedlagt denne anende Længsel i vore Hjerter, kan ikke lade den utilfredsstillet, naar vor Existents skal vedblive, og maa vel altsaa vide et Middel, som vor Philosophie ei opdager eller fatter, til at opfylde den.

9de Maj.

Endelig ophørte det at snee, og vi fik en ægte Bergens Regndag til Glæde for hver christen Sjel, som dog nu med Grund tør haabe, at Vinteren er forbi. Iøvrigt herskede her samme Stilhed som igaar; jeg lærte min Prædiken udenad, og talte ikke med andre end min Moder og vore daglige Besøgere. – For at bøde noget paa disse Dages eensformige Tomhed, fortæller jeg nok en af Bergens abderitiske Skikke. Istedetfor at ellers unge Mennesker af Opdragelse, især Piger, paa deres Confirmationsdag holde sig hjemme i al Stilhed, modtage vel Gratulationer, men tør ikke lade sig see paa Gaden, allermindst i deres Confirmationsstads, er det her Skik, at de om Eftermiddagen gaae eller kjøre omkring og præsentere sig for deres Forældres Venner og Velyndere, om de endog ere dem personligen ubekjendte. Saaledes fortalte min Moder om adskillige unge Piger, som hun aldrig havde seet enten før eller siden, men som paa deres Confirmationsdag havde været her og gjort deres Reverents.

10de Mai.

Domkirken var propfuld. Man siger, at den skal kunne rumme 4000 Mennesker. Denne Vrimmel, som paa engang kunde oversees, da Vinkler og Udbygninger ei existere i denne Kirke, var et ret heel imposant og opmuntrende Syn. I Henseende til Prædikens Udførelse er jeg (uden Egenros) tilfreds med mig selv.

13de Mai.

En deilig Dag! Her har man dog virkelig Vaar, som vi paa Østlandet dog kun vide lidet af. Sneen ligger vistnok endnu paa de høie Fjelde, men iøvrigt er Marken grøn. Sommeren bebudes overalt, men ak! ogsaa Vaarens sædvanlige Følgesvend Skjørbuggigten i mine Been har indfundet sig!

14de Mai.

Idag er her i Byen indtruffet et Dødsfald, som har frapperet alle. Den forhen omtalte Præsten Stuwitz, en sund stærk Mand, 41 Aar gammel, døde efter 8 Dages Sygdom. Han prædikede Christi Himmelfartsdag, men var da allerede syg og sagde ved sin Hjemkomst: „Jeg kommer nok aldrig mere paa Prædikestolen“, begyndte kort efter at phantasere og laae saaledes i hidsig Feber uden Samling til idag, da det var forbi.

15de Mai.

Præsten Irgens var her for at consulere mig angaaende de Mænd, man i disse Tider henvender sig til, naar man vil søge geistlig Befordring.^[28] Jeg har miskjendt denne Mand, og fundet ham flau og tom, men det er han virkelig ikke, naaer man nøiere lærer at kjende ham.

16de Mai.

General Lowzow har nu ogsaa faaet Commandeurkorset syet paa sin Morgenfrakke; han tør maaskee ogsaa have det paa sin Nattrøie, at, om Nogen tog ham paa Sengen, det strax kunde erfares, at han er den Mand, Kongen ærer. – Jeg havde atter Besøg af Præsten Irgens, som medbragte nogle Prædikener til Gjennemlæsning og bad mig derhos give ham Raad, hvorvidt jeg fandt det tjenligt, at han lod et Par af dem trykke og tilligemed sin Ansøgning om Korskirkens Sognekald sendte Kongen dem som en Slags Legitimation for hans Duelighed. Hvad hermed vil udrettes, kan jeg ikke vide, men jeg maa tilstaae, at Prædikenerne vare vel udarbeidede, at hans Religionslære er sund og ægte christelig, og at hans Sprog er reent og paa sine Steder skjønt. Man siger, og han erkjender i visse Maader selv, at han ikke udfører dem meget vel, og det er ret beklageligt, thi ellers vilde jeg, Rein undtagen, sande Bispens Ord, at han er Byens bedste Prædikant, ham selv naturligvis heller ikke iberegnet.

17de Mai.

Første Pintsedag. Jeg var atter i Nykirken. Altfor lidet er her i mine Øine for Sandserne. Til Aandens Opløftelse, saalænge den boer i et skrøbeligt Legeme, hører meget mere, end man finder her. Jeg veed vel, at jeg hermed desværre bryder Staven over min egen Slotskirke, men den har jeg heller aldrig forsvaret eller rost. Nykirken er, som jeg før har sagt, lys og simpel, men den ligner dog mere en Stue end en Kirke. Man stemmes ikke til høitidelige Følelser ved at træde ind i den. Orgelet er for en saadan stor Kirke for lidet og uanseeligt, og forved Alteret er en Døbeanstalt, som hidses ned, naar den skal bruges og skal nok være i moderne Stiil, men seer i den svævende Stilling meget grotesque ud. To store Lys stod paa Alteret, som første Pintsedag ikke vare tændte; det var, syntes mig, ogsaa at drive Oekonomien og Skjødesløsheden vel vidt. – Det første Rein kommer paa Prædikestolen, imponerer han; det er, som en Stemme lyder fra Gravene; den vækker i første Øieblik til høitidelig Andagt, som dog siden kølnes, naar denne Tone eensformig og uforandret er hørt en halv Time. Det var et besynderligt Æmne, han havde valgt til en Pintseprædiken: „Vi bør vandre saaledes med hverandre som de, der engang skulle skilles ad.“ Sandt og skjønt udviklede han dette, men paa det christelige Samfunds Stiftelsesdag kunde man have ønsket, han havde gjorte hvad en enfoldig Kræmmer i Kjøbenhavn roste mig for i mine Studenterdage: „Det er saa smukt med Pavels; han præker altid om Religionen.“

18de Mai.

Den aldeles uventede Fornøielse, at høre Biskop Brun prædike, nød jeg idag, da han lod sig høre i Korskirken for en utællelig Folkemængde. Det er virkelig en Hjertens Glæde at høre den Mand, i hvor lidet man end kan bifalde alt, hvad han siger. Intimationen til Sangen hentede han saare vidt fra Caleb og hans Speidere i Canaans Land, og de Vindruer, han medbragte. Men Anvendelsen var saare deilig; man henreves saa ganske, at det var fast umuligt ikke at synge med Andagt – naar kun Verset ikke var blevet gjentaget. Prædikenen selv overraskede mig virkelig i Bruns Mund. Jeg troede ham ikke istand til, allermindst paa en Pintsedag, at holde en heelt igjennem moralsk Prædiken, Uden Indblanding af noget Dogme, og det gjorde han dog. „En god Samvittigheds Kjendetegn“ var hans Thema. Hist og her faldt maaskee Behandlingen vel tør, ogsaa ere hans udvortes Gaver ikke saa aldeles heldige, naar han skal docere, som naar han vil røre eller ryste, men da er han uforlignelig. En Fremmed, som ikke forstod et dansk Ord, vilde beundre ham. Et Sted især om hvorledes det, som her er skjult, paa hiin Dag skal aabenbares, vilde jeg have undt Eder alle, kjære Venner, at have hørt, og I vilde vel tilstaaet, at I aldrig havde hørt en herligere Tale.

Hans Been havde lidt meget ved denne Anstrængelse; ved sin Hjemkomst maatte han gaae tilsengs; ogsaa med ham er det vel snart forbi.

Iaften var jeg ene med min Moder. Hun talte lidet, men syntes bedre tilmode end mig. – Her skriver jeg nu for sidste Gang. Imorgen ved disse Tider – Gud veed hvor mange Mile jeg da er herfra! Veiret er deiligt og Vinden føielig. Saa sidder min stakkels gamle Moder ene, og hver Dag føres jeg længre fra hende, og hun seer mig vist aldrig mere her. Nu god Nat, mine Venner! min bliver vist ikke meget rolig. Mit Been værker, og min Sjel er inderlig – inderlig bedrøvet. Gud styrke os alle!

19de Mai.

Uventet kom Biskoppen, da vi drak Thee, og sad en halv Times Tid hos os. Afskeden var kort; min Moder havde sin sædvanlige rolige Fatning. Hendes sidste Ord til mig vare: „Farvel, min Søn! og Tak for hver Time, vi have kjendt hinanden.“

---

Reisen var heldig. Jeg avancerede otte Mile, til Fjeldberg Præstegaard, hvor man ventede mig efter et Brev fra Biskoppen, og hvor jeg modtoges af Præsten Brun,^[29] en jovialsk og elskværdig ung Mand, som en Lysets Engel.

20de og 21de Maj.

Til Frokost tracterede min Vert med en excellent Malvasier- Madera. Saaledes leve Præsterne i Bergens Stift! Den rige Provst Lassen paa Gran tracterede med Øl, og her er den tredie bergenske Præst, hos hvilken jeg til simpel Frokost har drukket Madera.

Reisen fortsattes først paa Baad til Øhlen, og derfra spadserede jeg 3 Fjerdingvei til Sandeid. Under mit Ophold der hørte jeg af de meget skikkelige Bønderfolk, at deres nye Præst,^[30] Hr. Cordsen, hverken første eller anden Pintsedag kunde prædike, fordi han var – fuld! Zetlitz var hans Formand. Han drak aldrig ene, sagde de, men kaldte til sig Matroser, naar intet andet Selskab var at faae. Ogsaa hans Formand drak. „Det er underligt med os“, sagde de, „vi kan næsten ikke mindes den Tid, at vi jo havde en Præst, som var forfalden til Drik.“

Det gik nu atter til Baads til Stavanger, hvor jeg aflagde Visit hos Agent Kjelland, og selv uforskyldt fik to Visiter, begge mig aldeles ubekjendte Mænd: Sognepræsten, Provst Støren, der fast han er Kjøbstadpræst og har engang været Stiftsprovst,^[31] saae ud som det livagtige Guds Ord fra Landet; og Præsten til Rennesøe, Hr. Oftedahl,^[32] en yderst fiin og elegant Mand, som jeg kun kan sammenligne med Prof. Brorson i Kjøbenhavn eller Dr. Neumann i Asker, iøvrigt her i Egnen berømt som Taler, hvorfor og Stavanger Præster, i grundet Følelse af deres Ringhed og Ubeqvemhed til at sige noget om det norske Universitet, fik ham til at holde Tale 11te December. Begge Mænd syntes ellers, hver i sit Slags, at være heel agtværdige.

22de Mai.

Min Regning i Herbergerstedet var overordentlig moderat. Overalt maa jeg, med Fornøielse som Vestlandets Søn, men ugjerne som Østlandets Indvaaner, tilstaae, at man her er langt mindre uforskammet i sine Fordringer end hist. – Jeg gjennemreiste idag Jædderen, 6¼ Miil. Æsthetikeren og Patrioten føle i lige Grad Misnøie ved at betragte disse triste Egne. Hiin finder ikke et Træe, ikke en eneste taalelig Udsigt, kun Moser, Lyngheder, fulde af store Stene, Sandbakker, tørvtækte Huse, usle Kirker og (paa Oceanet nær) alt, hvad som stygt er. Og Patrioten begræder, at dette frugtbare Land, der allerede nu frembringer langt mere Korn, end dets Indvaanere bruge til deres Føde, har saamange store, udyrkede Strækninger, der, behørigen cultiverede, kunde rigeligen ernære deres Eiere og endda forsyne andre Norges Egne med et betydeligt Qvantum Korn. Kan Selskabet for Norges Vel her udvirke nogen Forandring, vil det blot derved gjøre sig udødeligt. Imidlertid har Jædderen ogsaa sin behagelige Side for Reisende. Henved to Trediedele af Landet har overmaade gode Veie, og selv hvor disse endnu ikke have været under Veimesterens Haand, skeer Reisen med allerstørste Beqvemmelighed, og hvad der glæder endnu mere, man sinder overalt gode, høflige og velvillige Mennesker. Paa det sidste Skifte gjennemreiser man en Sandørk, en af de fæleste, og maaskee den allerfæleste Egn, jeg har seet. Den er ikke gyselig som den Leirdalske eller Gudvangske, den vækker blot Afskye, Lede og Melancholie. – Paa Ougne fandt jeg et meget godt Logis, men de eiede ikke Rugbrød, det første Exempel, jeg endnu har seet i et af de saakaldte honette Huse. Kager af Bygmeel og Kartofler er deres Brød. Der er i Egersund aldeles ingen Rug at faae, om man vilde give 100 Rd. for en Tønde

23de Mai.

Endnu til igaar var jeg i Tvivl, om jeg skulde gjøre den slemme udenskjærs Tour forbi Soggendal og Hitterøe, men min Verts Raad bestemte mig fuldkommen, idet han ei aleene som de andre afmalede mig Farten som yderst ubehagelig i Søegang, men ogsaa gjorde mig opmærksom paa, at man paa saadan lang Reise i aaben Søe ingenlunde var sikker for engelske Krydsere hvem det i disse havnløse Farvande var fast umuligt at undgaae. Jeg leiede altsaa Baad til Egersund, og reed derfra en evig lang Miil gjennem vilde, fæle Egne, over store glatte Stene, op og ned ad steile Bakker til Helleland Præstegaard. I denne Udørken saae jeg imidlertid udenfor et ualmindelig peent Bondehuus, ventelig i Lye for Nordenvinden og ligefor den varmende Sol, to Birke, de første Træer (om Buske taler jeg ikke), som jeg i Aar har seet, hvor Knopperne havde udfoldet sig til Blade.^[33] I Provst Reiner^[34] paa Helleland fandt jeg en munter, gjæstfri og fornuftig Mand, i hvis Selskab Eftermiddagen og Aftenen henrandt overmaade behageligt. Han er en bemidlet Mand, ugift og børnløs. At modtage og herligen beværte Reisende er hans største Glæde, derover besøges og hans Huus som et Vertshuus og ingen honet Reisende gaaer hans Dør forbi.

24de Maj.

Da Tiden kom at min gamle Provst skulde gaae i Kirke, reed jeg afsted, og kom i Begyndelsen gjennem de skjønneste Egne, jeg har seet vestenfor Lindesnæs. Længere frem blev det stygt og ensformigt; tilsidst kom jeg gjennem en trang Dal, Drangsdalen kaldet, hvor Vei er anlagt for at undgaae den saakaldte Skydalshei, en yderst interessant Situation, som mindede om de Leirdalske og Gudvangske. Saa kom jeg da til Lund Præstegaard og overraskede Schive^[35] meget behagelig. Han er Ridder, men hverken han eller nogen anden veed hvorfor. Blandt de udmærkede Mennesker kan han i ingen Henseende regnes. Endog sin Attestatslærdom har han, hvis ikke alle Julemærker slaaer feil, saa temmelig udsvedet. Imidlertid fandt jeg iaften ret megen Fornøielse i hans Selskab, og den langt tarveligere Beværtning krydredes ligesom paa Helleland af Verts og Vertindes glade Ansigter og sande Gjæstfrihed.

26de Mai.

I Farsund tog jeg ind hos min gamle Ven Gabriel Lund^[36] den yngre, Stedets fornemste Kjøbmand .Han var Student og havde begyndt at studere Theologie, men forlod som flere Lemmer af denne store vidt udbredte Kjøbmandsfamilie Videnskaben og hyldede Mercurii Fane. Manden er endnu, hvad Ynglingen var: ædel og interessant. Hans indvortes Menneske er, saavidt jeg kan mærke, uforandret, som det var for 16 Aar siden i Kjøbenhavn; det udvortes derimod har lidt en stor Forandring, da han til sin anseelige Høide har faaet en næsten monstrøs Corpulence. Han har en Kone, liden af Væxt, men ligesaa feed idetmindste som han; det er min Troe et drøit Ægtepar. I samme Huus, hvor hans Fader Jochum Lund, i sin Kreds ikke mindre bekjendt for sin Virksomhed og Luxus end John Collett i sin, lod opbygge og indrette for begge sine ældste Sønner, boer den anden Broder og Compagnon, Ebbe, ogsaa meget feed og meget godlidende.

27de Mai.

Her var idag Mandfolkeselskab hos min Vert, mig til Ære. Det var Egnens Honoratiores, næsten alle Medlemmer af den store Lundske Familie. Som en Underlighed i en Cirkel af saa velopdragne Mennesker, maa jeg anmærke, at der røgtes Tobak i det Værelse, hvor Spisebordet stod dækket, indtil det Øieblik, Maden bares ind, og man gik tilbords. Iøvrigt hersker her aldeles ikke fordums Luxus enten i Mad eller Drikke. Der gaves kun en Sort Viin, som man drak af temmelig smaa Glasse. Selskabelig Munterhed kan jeg heller ikke sige, der fandtes ved Bordet. Den glædemyrdende Skik, at udbede sig den Ære at drikke et Glas med hvert Menneske, grasserer ogsaa her, og fast udelukkende indskrænkede alle Skaaler sig dertil. Om Eftermiddagen fik jeg en Boston til 4 Skilling Fisken; høiere gaaer man aldrig. Ogsaa deri holder man sig til Tarvelighed. Denne Simpelhed, som tiltager i de høiere Stænder, skal imidlertid hos Bønderne ude paa Listerlandet aldeles være forsvunden. Caperie og deslige har gjort hver anden Mand til Matador. Det skal endog gaae saa vidt, at Tjenestepigerne, der gaae i Ærinde fra den ene Bondekone til den anden, hilse fra Madammen.

28de Mai.

Det var aftalt mellem Lund og mig, at vi i Formiddag skulde reist ud paa Listerlandet til de Egne, hvor jeg har henlevet min Barndom, for at jeg kunde see dem igjen og den store Forandring, som der og fornemmelig paa Østhassel Gaard, mit Barndoms egentlige Hjem, er foregaaet; men det urolige Veir, som i nogen Tid har hersket, blev idag til et reent November-Uveir, og vi takkede Gud for Tag over Hovedet. Nogle Visiter og et Middagsselskab hos Ebbe Lund udgjorde Dagens Syssel.

29de Mai.

Jeg havde leiet Baad og Folk til Christianssand, men i dette snarere til- end aftagende Stormveir var det naturligviis umuligt at komme afsted. – Et Aftenselskab hos min Verts tredie Broder, Jacob Lund, endte Dagen.

30te Mai.

Nei Gud forbarme sig! nu bliver det reent desperat. Ikke engang til Lyngdal vilde man i dette Veir paatage sig at føre mig, for at jeg derfra kunde fortsætte Reisen tillands til Christianssand.

31te Mai.

Jeg ligger fremdeles veirfast, og fik derved Leilighed til at gaae i Kirke og høre en Prædikant, som man havde gjort mig meget nysgjerrig efter. Det var den residerende Capellan Dyrborg,^[37] bekjendt her i Egnen fra Drengeaarene for sin store Flauhed og Taabelighed. Han blev naturligviis ikke bedre, da Skjæbnen gjorde ham til personel Capellan hos den høist berygtede Provst Ancher Brun,^[38] der i en Alder af over 80 Aar blev afsat ved Høiesterets Dom. Endelig blev han residerende Capellan her i sit Barndoms Hjem, og er i Almindelighed ingen Prophet agtet i sit Fædreland, hvor maatte da ikke saadan en Stakkel her vorde ringeagtet! Det er han da ogsaa og, hvad hans Prædikener angaaer, virkelig i høiere Grad end han fortjener. Han var herinde før Gudstjenesten, for at afgjøre en Pengeaffaire med Lund, og jeg fandt ham ikke stort anderledes end adskillige have fundet mig ved første Bekjendtskab: stille og en Smule forknyttet. Saa gik jeg da i Kirke. Hans Messe var en takt- og tonløs Jagen, Mellemting mellem Sang og Tale, men han brægede ikke, som andre har gjort. Hvad hans Prædiken angik, da var den uden Orden og Sammenhæng, ganske heterogene Betragtninger og Formaninger laa omstrøede mellem hinanden, men han sagde ingen Absurditeter og fremsatte, isoleret, en Dog anden Sandhed, som hans ivrigste Dadlere kunde gjøre vel i at lægge paa Hjerte. Hans Organ var ikke ubehageligt, hans Stilling var fri, og han gjorde ingen utidige Armbevægelser, og Prædikenen var ret godt memoreret. Han skal gjøre endeel Grimaser med Ansigtet, men dem kunde jeg ikke see. Jeg troer, man gjør ilde i saa reent at bryde Staven over denne Mand. I Livet skal han mangle Conduite, og det er maaskee Aarsag i, at man gaaer saa strengt i Rette med hans Embedsførelse; ellers maatte dog virkelig Folk, som have seet dem om i Verden, vide, at der paa Prædikestolene gives langt uslere Karle. – Lunds to Brødre med deres Koner (Madammens Søstre) spiste her til Middag. Det forbausede mig at finde dem i dyb Sorg, og da jeg spurgte om Aarsagen, angaves en meget gammeldags og kleinstädtisch. Eilert Lunds yngste, tre Fjerdinger gamle Barn døde i Nat af Kighoste, og nu skulde den hele store Familie i Eftermiddag hen og aflægge ceremoniel Condolencevisit hos deres Fætter. Ogsaa det smager vel meget af Borgermesterfamilien,^[39] at de tre kjødelige Søstre aldrig tiltale hverandre uden det hedder: Søster Edvardine og Søster Ellen og Søster Severine; men ellers er det gode og virkelig heel dannede Mennesker.

1ste Juni.

Juni Maaned begynder som det en Juni Maaned anstaaer: varm og mild. Det slemme Veir har udraset og i deiligt Solskin tiltraadte jeg paany min Reise, efter at have taget en hjertelig Afsked med min brave Vert og hans Familie. – Farsund var i min Barndom og Ungdom en Bolig for Sviir og alskens Luxus. Aaben Gjæstfrihed herskede, men det var, som flere Steder i gamle Dage, ved mange fyldte Pocaler, man lagde den for Dagen, og der var fast intet Selskab, hvor man jo førte Undergangskrig med Flaskerne, og tidt blev det Seierherrernes Lod at falde ligemeget som de Overvundne. Det er ikke mere Tilfældet. Den vilde Slægt er næsten uddød, og den yngre synes at have indført en stille, frugal Levemaade, hvorved endeel af den fordums Jovialitet gaaer med i Løbet.^[40]

Over Lyngdalsfjorden kom jeg til Lyngdal, et overmaade smukt Landskab, hvoraf dog Reisende nuomstunder see en saare liden Deel, da Postveien er anlagt over et vildt Fjeld i den styggeste og meest bakkede Egn, som deromkring er at finde; men daværende Foged havde en Avlsgaard deroppe mellem Fjeldene, og for at komme lidt mageligt til den, lykkedes det ham at overtyde Vedkommende, at Landeveien maatte anlægges her. Store Omkostninger ere vist anvendte for at gjøre denne Udørk nogenlunde fremkommelig med Hest, og nu siger man dog, at denne Vei atter skal sløifes, thi Hr. Kammerraad Heiberg er ikke længer Foged.^[41] Paa hiin Side af et Færgested blev Egnen smuk: Løv- og Barskov, Ager og Eng, Elve og Ferskvande og pene Bondehuse i yndig Afvexling, og saa vedblev indtil Gjæstgiveriet Vigeland, som jeg uden Betænkning tør kalde det første af alle Gjæstgiverier, jeg kjender i Norge, idetmindste paa Landet. Alle Beqvemmeligheder nyder den Reisende i høi Grad, og penere Sovekammer og bedre Seng har jeg neppe fundet i nogen Præstegaard. Og med alt dette er Betalingen overmaade billig.

2den Juni.

Idag har jeg i temmelig varmt Veir redet 6½ Miil, har altsaa efter min Maade udstaaet temmelig Strabads. Blandt Dagens Reisebegivenheder anmærker jeg iøvrigt kun, at man paa Gjæstgiverstedet Vatne overlod det til mig selv, om jeg vilde have Rom, fransk Brændeviin eller Aqvavit, men derimod ikke eiede andet Brød end Havre-Fladbrød.

3die Juni.

Christianssands Latinskole, blandt hvis Peblinge jeg henhørte i halvtredie Aar, var det mig umuligt at gjenkjende. Den var meget forandret, men jeg kan just ikke sige mærkeligen forskjønnet. Store skyggefulde Træer, som stode udenfor den, ere borthuggede, hvorved Værelserne rigtignok ere blevne lysere end før. Ogsaa læste de tre nederste Classer før i eet Værelse, og kun Mesterlectien var afdeelt fra de øvrige. Nu har hver Classe, som billigt, sit særskilte Værelse, men ingenlunde som de i Christiania; et af dem er endog tillige Sovekammer. De have og et Auditorium og et Bibliothek; paa det førstes Gulv laae Rug; i det sidste var ogsaa Spisekammerreqvisiter, men ingen betydelig Bogsamling. Rector Amberg^[42] er vist en meget brav Mand, men neppe af dem, der tage sig meget ivrig af Undervisningen. I hans Selskab var jeg inde i Kirken, som er aldeles uforandret, som da jeg forlod den 3die Søndag efter Paaske 1785. Det eneste nye, jeg fandt der, var Hr. Wergeland i Atlaskes Kjole. Jeg vexlede et Par Ord med ham; han er mig sagtens gram over min Recension,^[43] kan jeg tænke. Ellers skal han være meget melancholsk over de Modstandere, der have reist sig mod ham, og paa sin Ordinationsdag yttrede han det Ønske for en Collega, at han aldrig havde skrevet Mnemosyne. – Provst Engelhardt^[44] var mig bekjendt fra min forrige Christianssandstour og det norske Selskab. Det er ret en særdeles godlidende ung Mand, kun fradømmer man ham alt Talent for Prædikestolen. Endelig var jeg hos Generalmajor Tobiesen, en meget oprigtig Ven af min afdøde Stiffader. Han havde samme Skjæbne som min Fader, at afskediges i sin høie Alderdom uden Ansøgning og uden Udmærkelse i Hæder eller Indtægt, og var dog ogsaa en saare hæderlig gammel Officeer, i Aandscultur endog over min Fader. Æren er næsten Krigerens eneste Løn paa hans møisomme Bane. Skal han da nu som Olding, efter mere end et halvt Aarhundrede at have baaret Dagens Byrde og Hede, og baaret den troligen, afskediges paa en saa lidet ærefuld Maade, at man aldrig byder en anden Embedsmand, der ei er notorisk uduelig eller fordærvet, noget lignende – det er rigtignok tungt.

4de Juni.

Jeg tog Natteleie hos Præsten Grøgaard paa vestre Moland.^[45] Vi havde aldrig seet hinanden før, men havde ikke været sammen en halv Time, førend vi, ved vore mange Berøringspunkter, alt vare meget gode gamle Venner. Han er en af Norges særdeles oplyste og dannede Religionslærere, en Mand, som man virkelig lykønsker sig med at komme i Bekjendtskab.

5te Juni.

Skrækkelige Historier fortaltes mig i Morges om en middelaldrende Præst^[46] her i Provstiet, et af de gyseligste Beviser paa moralsk Nedværdigelse, jeg nogensinde har hørt. Han skal have været en talentfuld og, som det syntes, retskaffen Mand; den høist agtværdige Jacob Aall paa Næs bad mig endog engang i Kjøbenhavn at tale hans Sag for Cancelliepræsidenten, og det vilde han vist ikke have gjort, dersom han ikke havde troet ham Anbefaling værdig, men paa nogle Aar er han bleven et saa ryggesløst fordærvet Menneske, at man vanskelig finder hans Lige. Ikke nok med at han er yderst forfalden til Drik; de skjændigste Ukydskhedshistorier fortælles som notoriske om ham, og Kronen har han sat paa det alt ved følgende Bedrift: Hans Fader var død og Familien var samlet for at gjøre oekonomisk Aftale. Ved Middagsbordet beklagede Præsten, at der ikke var Viin paa Bordet, hvortil Moderen svarede: „Vinen er dyr, min Søn, og naar de andre nøies med Øl, kan du ogsaa.“ Det gik saa hen til Maaltidets Ende, da han, istedetfor at takke sin Moder for Maden, tog hende i Næsen og bukkede hende ned mod Gulvejt, saa at Blodet strømmede ud af den. To Dage efter var hun død. Det skal være bestemt sandt; Aall i Porsgrund, hos hvem jeg skriver dette, bekræfter det.

Grøgaard viste mig, inden jeg reiste, et Udkast til en Religionslærebog, han har udarbeidet, egentlig for sine Børn, men tænker dog nok og at meddele Publicum den. Jeg meddelte ham et Par Indvendinger, men maatte iøvrigt billige hans Plan. – Ved Frokosten indfandt sig den personelle Capellan Hr. Top,^[47] efter Sigende det bedste, men ogsaa et af de taabeligste Mennesker paa Guds Jord. „Capellanen vor er saa uskyldig“, sige Bønderne.

Denne Dags Reise var lidet behagelig. Forbudet var kommet for seent afsted, saa at jeg indhentede det, Veiene vare bakkede og Egnen ensformig, Hestene maadelige og Sadlerne usle; jeg fik saadan Lede for Ridningen, at jeg gik den sidste Miil fra Fjære Kirke til Helle, hvorfra toges Skyds til Vands ned ad Øiestad Elven til Arendal.

7de Juni.

I Følge med min Svigerfader^[48] gik jeg i Kirke og hørte Provst Krog.^[49] Han gav idag Anvisning mod overdreven Sind og Hu til Verden, og sagde adskillige gode Ting, men ellers var Prædikenen tør og havde lidet, som fængslede Opmærksomheden, hvilken han ellers gjorde sig Umage for at vække. Saaledes begyndte han a la Bastholm: „Jeg træder idag op,for at advare Eder mod en af Eders Slægts farligste Fiender“, og nu udbredte han sig vidt og bredt om denne Fiende, uden at nævne ham, for ret at gjøre os nysgjerrige, indtil det endelig kom ud, at det var bemeldte „Sind og Hu til Verden“.

8de Juni.

Med en Baad, som jeg havde tinget til Brevig, seilede jeg i Morges fra Arendal. Det gik godt i Begyndelsen, men saa blev Strømmen contrair, dernæst ogsaa Vinden. Ikke engang Risøer, som laa lige for os, kunde vi naae, men maatte vende om til Lyngøer, en god Havn, hvor man imidlertid paastod der var intet ordentlig Gjæstgiveri, hvor altsaa en Skipper, som modtager Fremmede, af lutter Godhed, men sandelig ikke gratis, modtog mig, Niels og Tøiet. Ud af Huset kunde man ikke gaa uden at klavre opad nogle bratte, nøgne Fjelde. Jeg søgte altsaa at forkorte Tiden ved Læsning i Oxenstjernes Moralske Tanker, som jeg medbringer, men en stor Deel af denne Mands Raisonnements kan jeg ikke faae ind i mit Hoved. Han synes at være en Mand, der vender Ryggen til Verden, fordi den først har slaaet Haanden af ham, trøster sig over dens Uretfærdighed ved at skjælde den Huden fuld og gjør en Mængde eensidige Reflectioner, som den rolige, upartiske Iagttager aldrig vilde gjort. Naar han roser, overdriver han ogsaa. Dette Skrift har hidtil været som en symbolsk Bog i min Familie, endog min Moder, hvis Characteer dog vist afviger meget fra Oxenstjernas, gjør mangfoldigt af den, men jeg forudseer, at den for Familien i nedadstigende Linie vil have langt mindre Værd.

9de Juni.

Vinden gik i Morges om til Sydvest; jeg betalte den meest uforskammede Regning, der endnu er gjort mig paa den hele Reise, og gik i Baaden. Vi seilede 3 Mile udenskjærs, men ingen Englændere lod sig see, og vi kom i god Behold til Brevig.

10de Juni.

Som sædvanligt aflagde jeg i Formiddag Visiter hos dem, jeg troede at skylde saadan Høflighed. Mit fordums Hjem, Præstegaarden,^[50] maatte jeg gaae forbi, da Capellanen Rynning^[51] med Kone i de Dage var reist østerpaa, for at forsøge om Nepotismen ei kunde virke noget til hans Forfremmelse, da han er en Broder af Bispens Svigersøn. I min Tid, længe før og en god Stund efter den, var dette Præstegjelds Geistlighed et Mønster paa broderlig Samdrægtighed. Det er nu forbi. Rynning og Steenbuch^[52] leve i megen Kiv; de have hver sit Partie, Rynning dog uden Tvivl det større. Nogle lastede dem Begge, men Begge rostes af Ingen. – I Eftermiddag kjørte jeg til Porsgrund, og tog ind til Jørgen Aall.

11te Juni.

Det var ingen „bedrøvet ellevte Juni“; det var vel i det Hele den gladeste Dag, jeg har havt, siden jeg forlod Christiania. Fuglesang vakte mig af en rolig Morgenslummer (en Canariefugl hang i mit Værelse) og ved Theebordet mødte mig Fader, Moder og Børn fra 18 til 3 Aar, alle fuldkommen efter mit Hjerte. Jeg kjender intet Hjem, hvor Mand, Kone og Børn i sandere Forstand ere alt for hverandre, hvor det huuslige Samfund udgjør et skjønnere, mere harmonisk Heelt end dette. Saaledes kjendte jeg dem allerede i deres og mine Ungdomsdage, saaledes saae jeg dem igjen for 11 Aar siden, saaledes fandt jeg dem igjen nu i end høiere Grad. Da vi havde spiist Frokost, kjørte Jørgen Aall^[53] og jeg til Borrestad. Jeg behøver nok ikke for nogen af Jer, kjære Venner, at beskrive den elskværdige, jovialske Jacob Aall. I kjende ham jo alle, og begribe altsaa, at det var os ingen liden Glæde at faa ham overtalt til at spise Middag med os, uagtet han til Aften ventede Kammerherrer og Kammerherreinder, Frøkener og Baroner, som fra Nord og Syd skulde strømme sammen for at mødes paa Borrestad. – Blandt Gjæsterne til Middags var Præsten …^[54] Det er bekjendt, at snart jeg, snart Liebenberg, snart Clausen eller hvo, der har udgivet en Samling Religionstaler, prædiker gjennem hans Mund for Porsgrunds Indvaanere. Hans Omgangstalent har sine gode Sider, hans Tone er fri, anstændig og godmodig, men der er dog strax i første Øieblik et je ne sais quoi, som frastøder, og det bortviger ikke ved nærmere Bekjendtskab. Hans altfor store Lyst til Selskabelighed og in specie til den legemlige Æden holder man sig op over. Han skulde idag holde en Brudevielse Kl. 3 i vestre Porsgrund, men da vare vi nylig komne tilbords, og han kunde ikke føre det over sit Hjerte at gaae bort, før Kalvestegen var kommen frem, og da havde Brudeparret vel ventet halvanden Time.

12te, 13de, 14de Juni.

Jeg kan gjerne slaae i Hob de 16 Mile og de sidste halvtredie Dage, for hvilke jeg her har at aflægge Regnskab. Ingen mærkelige Glæder eller Gjenvordigheder mødte mig. I Korthed altsaa: jeg fandt Skyds overalt bestilt og overalt taalelige Heste, tilbragte en behagelig Aften i Drammen hos gode Venner, men var dog først rigtig vel tilmode, da jeg holdt udenfor min Dør og Marie, Claudine, Mariane og Julie, efter saa lang, lang Skilsmisse jublede mig friske og glade i Møde.

1. Generalmajor Jacob Ulrik Holfeldt (Pavels’s Stiffader, cfr. P.s Autobiographi, Chra. 1866, S. 14 o. fl. St.) var netop afgaaet ved Døden i Bergen.
2. Som det vil sees af flere Ytringer i den følgende Reisedagbog, var denne bestemt til at circulere mellem Pavels’s nærmeste Bekjendte, ganske paa samme Maade som de Dagbøger af lignende Art, der førtes af hans Ben Provst Fr. Schmidt under hans Kjøbenhavnsreiser 1807, 1811 osv. (Provst Fr. Schmidts Dagbøger, udgivne af N. Hancke, Kbhv. 1868).
3. danske.
4. Albert Lassen, Provst og Sognepræst til Gran. (Forf. Lex.)
5. Johannes Henrik Berg, Sognepræst til Land (Forf. Lex.). Hans Afhandling om et norsk Universitet blev ikke trykt.
6. ɔ: Pavels og hans Tjener.
7. August Esmarch, en Slesviger, f. 1773, entlediget formedelst Sindssvaghed fra Capellaniet i Humble paa Langeland 1805, døde omsider i Kjøge 1855. Erlews Forf. Lex., Suppl. I, S. 430.
8. Georg Burchard Jersin, Sognepræst til Voss og 1814 Medlem af den Eidsvoldske Rigsforsamling. Hans Biographi i: D. Thrap, Bidrag til den norske Kirkes Historie i det 19de Aarh., S. 341–344.
9. Haaken Hannestad † 1815.
10. Tydskeren Wilh. Joh. Schwindt, død som Overchirurg (ɔ: Brigadelæge) i Bergen 1826, var indkommen til Norge i Anledning af Felttoget i 1788. Se J. N. Bruns Mindre Digte, Chra. 1818, S. 374 fg.
11. Biskoppens Datter Cathrine, gift med Kjøbmand og Stadsadjutant i Bergen Hans Erichsen, var nogle Uger i Forveien død i Barselseng (25de Marts). Gravskrift i J. N. Bruns Mindre Digte, Chra. 1818, S. 257–258.
12. Johan Lønborg Paludan (res. Kap. til Trinitatis Kirke i Kjøbenhavn), Betænkninger for Ægtefolk, som ei leve i god Forstaaelse, Kbhv. 1812. 8. Biskop Münters Skrift: Episcoporum ecclesiae Dano-Norvegicae Epistola encyclica ad clerum utriusque regni de officiis edicto regio 1811 d. 18 Oct;. promulgato pastoribus denuo injuncta, udkom under samtlige Biskoppers Navne i Kbhvn. 1812. 4.
13. Et Lykønskningsdigt til Frederik VI.s Fødselsdag 28de Januar 1812, senere optaget i Grundtvigs „Qvædlinger eller Smaaqvad“, Kbhvn. 1815, S. 275. Om den kraftpatriotiske Forargelse, som vaktes her i Landet ved nogle i dette Digt fremsatte drøie Sandheder om Norge (over hvilke man aldeles glemte de smukke Vidnesbyrd om sand Velvilje, der ogsaa fandtes deri), se Vidar, udg. af L. Daae og Y. Nielsen, 1887, S. 49, smlgn. Breve til og fra B. S. Ingemann, udg. af Heise, S. 60.
14. Carl Hjort Stuwitz, Sognepræst til Korskirken (Nyerups Lit. Lex.). Han døde kort efter, endnu under Pavels-’s Ophold i Bergen, se nedenfor.
15. Claus Tullin, Kjøbmand i Christiania og Hofintendant († 1830), om hvem se H. I. Huitfeldt i Illustr. Nyhedsblad 1861 No. 28 og samme Forf. Chr.a. Theaterhist., Registret. Hans Hus spillede en betydelig Rolle i Christianias Selskabsliv paa Pavels’s Tid.
16. Augustinus H., † 1843 som Sognepræst til Korskirken og Stiftsprovst.
17. Joh. Ernst Welhaven (Prof. W.s Fader), Hospitalspræst i Bergen, † 1828 som res. Cap. til Domkirken sammesteds (Forf. Lex.). En Charakteristik af ham ved P. A. Jensen i Ill. Nyhedsbl. 1863 No. 50. Han omtales ogsaa i F. W. Schuberts Reise durch Schweden, Norwegen etc. Leipzig 1824. III, S. 162 fg.
18. Grundtvig udgav en Nytaarsgave for 1812 under Titelen „Saga“, der recenseredes i Lit. Tid. 1811 No. 36, Grundtvig svarede i Kjøbenhavns Skilderi 1812, No. 22, og Recensenten atter hertil i Lit. Tid. 1812, No. 6.
19. Udentvivl Wilhelm Schjøtte, Sognepræst til Lunde paa Jæderen 1715–1723, se om ham Faye: Chr.sands Stifts Bispe- og Stiftshistorie, S. 289.
20. Hans Rosing, Biskop i Christiania 1664–1699. Om hans Moder se L. Daae, Throndhjems Stifts geistl. Historie, S. 114–115.
21. Christen Brun, Biskoppens Søn, † som Stiftsprovst og Sognepræst til Domkirken 1847 (Forf. Lex.).
22. Efter den i 1787 døde Apotheker Joh. Carl de Besche, om hvem se J. N. Brun, Mindre Digte, S. 184–197, hvor Haven beskrives og bedømmes.
23. 1ste August 1815, til hvilken Tid Universitetet skulde være i fuld Virksomhed.
24. Realf Ottesen, siden Sognepræst til Sande i Jarlsberg († 1860), en Svigersøn af Grosserer P. v. Cappelen i Drammen, hvis Hustru hørte til Pavels’s Omgangskreds. Ottesen var i hine Aar udtraadt af den geistlige Stand og Associé i Svigerfaderens Forretninger.
25. Peder Christiansen, en Tydsker.
26. Justitsraad Johan Mich. Lund, † 1824, Forf. af Øvre Thelemarkens Beskrivelse.
27. Nicolai Diderik Osterhaus, † 1822.
28. Marcus Frederik Irgens, Biskop O. Irgens’s Søn og res. Cap. til Domkirken, søgte da efter Stuwitz Korskirkens Sognekald, som han ogsaa fik. Døde i denne Stilling som Stiftsprovst 1820. Han havde til Concurrent Biskoppens Søn Chr. Brun, for hvem Faderen af alle Kræfter arbeidede, men Irgens seirede ved personlig at reise til Kjøbenhavn og tale sin Sag hos Frederik VI., understøttet af Biskop Münter. Dette fremkaldte et spændt Forhold mellem Irgens og Familien Brun, der endog varede ud over Biskoppens Død. Se D. Thrap i Theol. Tidsskr., udg. af Caspari m. Fl., Bd. IX, S. 477 fg. samt Gammelt nyt om og af Biskop J. N. Brun ved J. N. Brun, Chra. 1877, S. 509–516.
29. Augustinus Meldal Brun (Forf. Lex.), en Brodersøn af Biskoppen († 1833), cfr. Norsk Maanedsskrift, udg. af D. Meidell, II, 480 fg.
30. Til Vigedal i Ryfylke.
31. I Christianssand. Henrik Eilert Støren døde 1822 i Stavanger. Se om ham A. Erlandsen, Biogr. Efterr. om Geistligheden i Throndhjems Stift, S. 493–494.
32. Laurentius Andr. Oftedahl, Eidsvoldsmand, † 1843 som Sognepræst til Eker D. Thrap, Bidrag til den norske Kirkes Historie i det 19de Aarh., S. 322 fg.
33. Som bekjendt er det et meget udbredt Sagn, at Sorenskriver Nansen, der boede i Egersund, paa 1ste ordentlige Storthing under Debatterne om Stedet for Norges Banks Hovedsæde skulde have ladet falde de Ord: „Jeg foreslaar, at Banken skal være i Egersund, det er en kjøn lille By, og der bor jeg.“ Fortællingen, der ogsaa har fundet Veien til den historiske Literatur (.Fr. Hammerichs „Hans Nansens (ɔ: Præsidentens) Levnet“ i Dansk historisk Tidsskr., 3. R., 1, S. 259), har imidlertid ingensomhelst factisk Hjemmel. Den er Udentvivl opstaaet derved, at netop medens det samme Storthing var samlet, og man (i Pressen) ivrig drøftede det Spørgsmaal, om ikke Universitetet burde flyttes fra Christiania til en mindre By, fremkom der i Nationalbladet (8de Februar 1816, 2. Hefte, S. 86–92) et ironisk Forslag om, at Egersund burde være Universitetsstad. Bank og Universitet ere da blevne forvexlede i Traditionen. I Krafts Forfatter-Lexicon, udg. af Chr. Lange, findes anført (S. 464), at Nansen „antages“ at være Forf. af dette Stykke (hvilket i Lexiconet citeres unøiagtigt). Der er imidlertid i Stykket flere Ting, der i en paafaldende Grad pege paa Pavels, og som derfor have bragt Udg. paa den Formodning, at Artikelen er fremkaldt af hans Erindringer fra denne Reise. Anonymen omtaler nemlig den „bakkede og vilde Vei fra Egersund til Helleland“, hvilken han netop siger sig at have befaret „i det svære Aar 1812 midt i Mai Maaned“, og han omtaler endvidere de Birketræer, som han saa underveis, altsammen Ting, der gjenfindes i nærværende Reisebeskrivelse. Hvad der kunde tale imod denne min Formodning, skulde være, at Pavels ikke i sin Dagbog for 1816 (i det mindste ikke i den bevarede og trykte Del deraf) omtaler sit Forfatterskab til Artikelen; men han lader dog et halvt Aarstid tidligere (30te Juli 1815) falde en Bemærkning om, at han kunde have Lyst til at give et ironisk Indlæg i denne Discussion. Pavels havde forøvrigt en Gang før været i Egersund (i 1794) og ogsaa ved den Leilighed fundet Egnen „fæl og trist“ (Autobiographi, S. 135–136). Gjennemlæser man Artikelen i Nationalbladet, vil man ogsaa finde det mindre sandsynligt, at en Indvaaner af Egersund paa en saa usympathetisk, ja ligefrem haanlig Maade, som Tilfældet er, skulde have skildret sit Hjemsted. Nansen ansattes ogsaa først 1813 i Egersund.
34. Perfonalhist. Tidsskr., VI, S. 128; Fru G. Kiellands Erindringer fra mit Liv, S. 39; P. Hansens Archiv for Skolevæsenet i Chr.sands Stift, I, S. 57.
35. Søren Martinus Schive, † 1827 som Sognepræst til Ringebo (Forf. Lex.).
36. Eidsvoldsmanden Gabr. Lund, tilsidst Postmester i Throndhjem († 1831). Han blev 1792 Student (Pavels’s Autobiogr., S. 192 fg.) og havde gode Kundskaber. Se om ham og hans Familie Const. Flood, Listerlandet, 2. Udg., Chr.a 1876, S. 103–108.
37. Peter Dürborg, om hvem kan henvises til Const. Flood, l. c. S. 188–192. Denne tilsidst utrolig dybt sunkne Mand dømtes fra sit Embede som Sognepræst til Hegebostad ved Høiesterets dom 1828, men characteristisk er det (hvad Udgiveren kjender fra den paalideligste Kilde), at der blandt Almuen sattes igang en Ansøgning om, at han, der havde lovet at være nøisom i Henseende til sine Indtægter, maatte beholde Embedet. Efter Afsættelsen levede han endnu et Snes Aar i Lyngdal dels af fordums Embedsbrødres Almisser, dels af forskjellige Accidentser, saasom ved at spaa for Bønderne i Kaffegrud. Almuen kaldte ham altid „Dyrenborg“.
38. Erlandsen, Thj. St. Geistl., S. 417. Henr. Wergelands Sml. Skr., VIII, S. 175, 295. Pavels’s Autobiogr., S. 23.
39. En Komedie af Kotzebue.
40. Pavels har under sidste Side af sin Autobiographi (S. 173) antegnet: „Sluttet i Farsund 30te Mai 1812.“ Man ser altsaa, at denne idetmindste tildels er udarbeidet under Reisen. Maaske er ogsaa Barndomserindringerne nedtegnede under det Indtryk, som Samlivet i Bergen med den gamle Moder maatte gjøre paa Sønnen.
41. Gabr. Martin Heiberg, se D. Thrap, Familien Bonnevie, 2. Udg. S. 52.
42. Til de om ham i Haldorsens Forf. Lex. anførte Henvisninger kan ogsaa føies Rahbeks Erindringer, III, S. 328, samt P. B. Lassens Beretning om Stiftsstaden Christianssand, Chr.sand 1883, S. 181–183.
43. Pavels var en af Censorerne over de til Selsk. f. N. V. indkomne Skrifter om et Universitet i Norge.
44. P. B. Lassen, l. c. S. 117 fg. Han forlod Norge 1822.
45. Den bekjendte H. I. Grøgaard. Thrap, Bidrag til den norske Kirkes Hist. i det 19de Aarh., S. 178–221.
46. Frants Christian Thestrup, res. Kap. til Holt, entlediget 10de Juli s. A., se Faye, Bidrag til Holts Præsters og Præstegjælds Hist., S. 81 fg.
47. En dansk Mand, siden Sognepræst til Drangedal. Forlod Norge ved Adskillelsen fra Danmark.
48. Kjøbmand Fahslan i Arendal.
49. Johan Ernst Gunnerus Krog, † som Sognepræst til Arendal 1837.
50. Pavels var resid. Cap; til Eidanger 1793–1796 og boede som saadan i Brevig.
51. Fred. Benj. Kraft Rynning, † som Sognepræst til Moss 1836 (Forf. Lex.). Broderen Erik R., Sognepræst til Strøm (Odalen), var gift med Pauline Bech.
52. Johan Erik S., Sognepræst til Eidanger. Erlandsen, Thj. St. Geistl., S. 151.
53. Consularagent Jørgen Aall, Jacob Aalls Broder, Eidsvoldsmand.
54. Hans Due Halling, † som Sognepræst til Porsgrund 1839.