Dagbog under en Reise til og fra Bergen fra 30te Marts til 14de Juni 1812

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

De vide alle, mine oprigtige Venner og Veninder! Anledningen til denne Reiſe, der ſaa pludſeligen bortrev mig fra mit Hjem og mine Elſkede, fra min Virkekreds og mine Embedsforretninger. Jeg maatte opfylde en kjærlig Moders Ønſke. Hver Dags Opſættelſe kunde tilintetgjøre Reiſens Hovedøiemed. — — Der var Grunde nok til Bekymringer, men jeg fik ikke Tid til at anſtille dem. Bedøvelſen over den høiſt uventede Tidende[1] var neppe forbi, da jeg maatte i Kirken og prædike, og ſiden var der utallige Ting at ordne, optegne og expedere i Anledning af Reiſen næſte Morgen.[2]

30te Martii.

Min førſte Dagsreiſe var uden Eventyr. Derimod ønſkede jeg ret gjerne, at have den høie Øvrighed blandt denne Dagbogs Læſere, for at kunne lægge ham eftertrykkelig paa Hjerte, at der paa denne Vei, de førſte 12 Mile[3] fra Rigets Hovedſtad ikke er et eneſte Gjæſtgiverſted, hvor en Reiſende, iſær om han medbringer Fruentimmer, kan finde beqvemt og anſtændigt Natteqvarteer. Er man ikke kjendt paa Gran Præſtegaard, kommer man i en høiſt ubehagelig Forlegenhed. Det var da jeg, og undgik ſaaledes at tage ind paa Granvold. Den Lasſenſke Familie modtog mig med aabne Arme, jeg blev herligen beværtet og tilbragte en behagelig Aften.[4]

31te Martii.

Jeg ſagde, at der i 12 Miles Afſtand fra Chriſtania ikke fandtes et ſkikkeligt Vertshus, men ſaa har man igjen Erſtatning i Lands Præſtegjæld, hvor man paa 4 paa hinanden følgende korte Stationer overalt finder Gjæſtgiverſteder, hvor en Reiſende kan finde enhver rimelig Attraae tilfredsſtillet, og det er igjen næſten formeget — Jeg havde udbedet mig Natteleie paa Lands Præſtegaard, men var ikke uden Frygt for ei at blive aldeles venſkabeligen modtaget, da jeg to Gange har været med at cenſurere Provſt Berg[5] ret ubarmhjertigen: førſte Gang, da hans Afhandling om Univerſitetet ſattes allernederſt blandt de ni indkomne: ſiden da jeg, Hr. Neumann og Sigvardt haardeligen havde nedrevet en Slags Lærebog i Religionen, ſom nogle høiviſe Confirmander efter hans „Forelæsninger havde ſammenſkrevet, og ſom han vilde bruge ved de Landſke Skolelæreres Dannelſe; men han yttrede ingen Misnøie med mig, ſagde blot engang i Forbigaaende, at det alene var Mangel paa Localkundſkab, der kunde bevæge hans Cenſorer til at fælde en ſaa ſtreng Dom. Iøvrigt var han den ſamme interesſante, godmodige Mand, ſom jeg ſidſt erkjendte ham for, og det undrede mig ret, at en Mand med ſaamegen bon sens og rigtig Følelſe kan ſkrive ſaadanne Ting og anſe dem for gode.

3die April.

„Jeg gik ud af mit Paulun
og ſaa et bedrøveligt Sjun“.

Det ſneede meget ſtærkt. Jeg tænkte førſt at blive over paa Vang Præſtegaard, men Tanken om min ventende Moder drev mig fremad. — Overmaade ſkikkelige Folk havde vi[6] paa Fjeldtouren, men Veiret blev alt mere og mere afſkyeligt. Det blev tilſidſt ſaa mørkt, at man ikke kunde ſe ti Skridt foran ſig; det begyndte tillige at blæſe og fyge, og da vi havde naaet Nyeſtuen, den førſte Fjeldſtue, takkede vi Gud for Tag over Hovedet og bleve der. Det er et taaleligt Bondevertshus, hvor der, ſom overalt, var god Caffe at faa, og dette var en ſtor Trøſt og Erſtatning for de øvrige Savn. Ellers kededes jeg naturligvis ſom overalt paa de Gjæſtgiverſteder, hvor jeg kom tidlig om Eftermiddagen og bliver Natten over. Her i Nyeſtuen fandt jeg imidlertid en Ting, hvormed jeg haaber at more mine Læſere, ſkjøndt det kun for et Øieblik morede mig ſelv. De kjender dog alle af Renommée den famøſe Præſt Esmarch,[7] ſom troer, at Aanderne drive deres Spil under Jorden, og ere Aarſag i al den Qvalm og alle de Spectakler, ſom ſkee heroppe, og at, derſom man ſendte en Armee nedigjennem Kongsbergs Gruber, ſaa kunde man overvinde de Onde og komme i Alliance med de Gode. Denne Mand havde ſkrevet i Skydsbogen ſom følger: „Auguſt Esmarch ankom d. 29de Oktober 1811, fordi Sandhedsfienden Biſkop Bech forbød ham at prædike i Chriſtiania Stift, da han ikke vilde nedlade ſig til Gudsbeſpotter og offentlig Bedrager.“

4de April.

Solen ſtod endnu høit paa Himmelen, da vi, efter mange Beſværligheder, naaede Berger, men Skyds var ikke beſtilt, og næſte Stations Længde og Beſværligheder fraraadede aldeles at reiſe videre. Jeg tog altſaa Natteqvarteer hos min gamle Ven og Patron Iver, der nu er halt, men forreſten den ſamme ſtore Politicus. Ligeſom forrige Gang talede han om Tydſklands Interesſe, og flaaede mig ugudeligt, da jeg om Morgenen ſkulde betale.

5te April.

En ubehagelig Dag Slæde kunde nu ikke mere benyttes, jeg maatte ride. Førſt gik det Fod for Fod over en temmelig lang Iis, ſaa kom jeg forbi Borgund Kirke, hvis underlige Structur jeg er for ringe til at beſkrive; nok er det, at jeg aldrig har ſeet dens Lige. Gjennem frappant gyſelige Egne, om hvilke man i Chriſtiania og Drammen, ligeſaalidt ſom i Danmark, kan danne ſig nogen Foreſtilling, og under utallige Beſværligheder fortſattes ſiden Reiſen til Leirdalsøren.

8de April.

Ligeſom Voſs i Almindelighed er en meget folkerig Bygd, ſaa er iſær Egnen omkring Kirken ligere en danſk Landsbye med Udflyttergaarde end en norſk Samling af ſærſkilte Gaarde. Det er ellers et ſkjønt Land, heel interesſant at gjennemreiſe. Folkene roſes mindre, men de, jeg traf paa min Vei, vare overmaade honette. — Førend jeg fortſatte min Reiſe aflagde Jerſin[8] og jeg et Beſøg hos Hanneſtad,[9] hvor vi beværtedes med Madera, ſom jeg ret forbauſedes ved at finde hos en Landsbyecapellan, da Slotspræſten paa Aggershuus neppe i et Aar har eiet en Flaſke. Begge Præſterne, iſær Capellanen, ere interesſante i Omgang, forſtandige og oplyſte; desmere ubehageligt var det mig at erfare, hvor fremmede de vare i den nyere Litteratur, og at endog Tidsalderens ſtore Tendents til Myſtik var dem ubekjendt. Bergens Stift er overalt, ligeſom dets Hovedſtad, yderſt uvidenſkabeligt. Man maa beklage det, hvergang en Mand af Aand og Talenter anſættes her, thi man tør næſten vædde paa, at han gaar tilbage. Her ſkal være Boghandlere, men de ſtaae neppe ved Siden af Chriſtianias Hartmann eller Diurendahl. Nei bevare mig Gud fra nogenſinde her at faae ſtadigt Opholdsſted! Tanken om at lindre en elſket Moders Kummer kan ſkjænke mig Glæde her, men naar hun er borte, er Stedet mig i phyſiſk, moralſk, politiſk og litterair Henſeende (mindſt dog i førſte) utaaleligt.

10de April.

Jeg havde frygtet at finde min Moder langt ſvagere end jeg virkelig fandt hende. Hun ſynes endnu at kunne leve nogen Tid, og ſom tillidsfuld Gud hengiven Chriſten tænker hun ogſaa dette med Reſignation, hvor tomt og øde Livet maa vorde hende paa det enſomme, ſmertefulde Leie. — Det var et ſkrækkeligt Slag, ſom rammede hende. Den værdige Olding blev efter 60 Aars troe, nidkjære Tjeneſte afſkediget, uden alt Paaſkud, uden Forøgelſe i Ære eller Indkomſter, i en høi Alder, men uſvækket paa Sjel og Legeme, blot fordi han ſtod i Veien for Andre, der ſkulde drages frem. Han affecterede ſtørſte Ligegyldighed, hvilken dog de, der kjendte hans varme Temperament og levende Æresfølelſe, indſaae, ei kunde være naturlig. I ſtørſte Haſt ſkilte han ſig ved alt, der hørte til hans Embedsførelſe, aflagde Militairuniformen, og vilde blot ved høitidelige Leiligheder bære den Stads, hans Rang ſom afſkediget Generalmajor berettigede ham til. Søndagen den 15de Martii gik han i Kirke, friſk og ſund ſom det ſyntes. Regimentschirurg Swindt,[10] der hver Morgen beſøger min ſyge Moder, ſad hos hende, og han raabte munter til hende ved ſin Bortgang: „Før Jer nu vel op, Børn!“ Han kom i Kirken, ſlog ſin Pſalmebog op, ſang ſtaaende et Vers, ſaa gled Bogen ham ud af Haanden, han ſegnede tilbage — og var død.

Endnu i Eftermiddag fik jeg Velkomſtbeſøg af Huſets to ſjeldne, trofaſte Venner: Swindt og Oberſte Grübeling, to Mænd, ſom i meget ere hinanden ulige, men ſom deri ligne hinanden, at de begge, ſom Dorthe Engelbrechtsdatter,

„ſidde ſlet for Verdens Flok“,
ſom paa dem kaſter Øiet!“ —

og begge ere min Moder hengivne, ikke med Ord eller Tunge alene, men i Gjerning og Sandhed. — Grübeling er Peberſvend og lever ſammen med tre aldrende Sødſkende; han har intet behageligt Udſeende, driver maaſke ſin Accuratesſe til Pedanterie, og er ikke fri for Mistænkſomhed og Moroſitet, men ſkjøndt „Troe Ingen for vel!“ er hans ſtadige Valgſprog, er han dog blandt de Menneſker, jeg kjender i denne bagtalerſke Bye, en af dem, der med allerſtørſte Varſomhed vurdere Andres Handlinger, og efter disſe fælde Dom over deres Charakteer. — Swindt er en middelaldrende Mand; han er gift, lader ſin Kone nyde Livets høieſte Beqvemmeligheder (han eier temmelig Formue), beſøger hende ogſaa, men ſtaaer iøvrigt i intet fortroligt Forhold til hende. Han er overmaade jevn og ligeſrem, og Etiquette er ham af alle Verdens Ting det meeſt forhadte; han kommer aldrig i noget Selſkab; det er med ſtørſte Møie, mine Forældre undertiden have kunnet formaae ham til at ſpiſe Middag hos dem, men at oppebie Caffeen er ham Umulighed. Iøvrigt er han en meget duelig Læge og Chirurg, har udbredt Praxis og beſøger Patienter med utrættelig Omhu, fra det gryer af Dag til langt ud paa Aftenen.

11te April.

Jeg ſad den hele Dag hjemme og talte med min Moder. Her var ingen anden end vore to daglige Gjæſter, af hvilke Swindt kommer hver Morgen Kl. 7 og Grübeling hver Eftermiddag Kl. 5 — jo ogſaa en gammel Frue Reichborn, Majorens Moder, med hvilken jeg dog, ligeſaalidt ſom med de fleſte Damer, der kjede min Moder med deres Viſiter, ikke følte Kald at indlade mig. I Almindelighed retirerer jeg af en anden Dør, naar en Damehat viſer ſig i Gaarden, og bliver i Kjøkkenet, indtil Vedkommende er indpasſeret, da jeg liſter mig opad Trappen paa mit Kammer, hvor jeg undertiden maa holde lang Arreſt, thi ligeſom Corfitz ſagde om Knivſmedens Kone: „Fanden ſtaaer i de Fruer til at ſnakke.“

12te April.

Jeg havde foreſat mig idag at gjøre de meget ceremonielle og uopſættelige Viſiter, og havde til den Ende beſtilt en Kariol, en Slags Halvvogn, den eneſte Voiture, ſom ſees paa Bergens Gader, men der var ingen at faae, da alle Byens Karioler vare i Reqviſition for Confirmanderne fra forrige Søndag, ſom idag communicerede. Det var glat og fuldt af Snee paa Gaderne; altſaa blev jeg hjemme, og gik heller ikke i Kirke, hvor overalt de anmeldte Prædikanter ikke ſynderligen vakte min Attraae efter at høre dem. Om Eftermiddagen havde min Moder og jeg endeel Viſiter, hvoriblandt en Oberſtinde Synnestvedt, en fiin, ſukkerſød Dame, ſom jeg retirerede for, da hun kom, men maatte dog gjøre Bekjendtſkab med, da andre mig vedkommende ogſaa indfandt ſig.

Jeg lever her mere i den forbigangne end i den nærværende Tid. Oldingen ſeer helſt tilbage; omkring ham er alt tomt og øde, og forud for ham er ugjennemtrængelig Taage eller blændende Glands, der ſkinner ham imøde fra en bedre Verden. Saa er det med min Moder. Den forſvundne Tid ligger klar for hendes Blik, og ved den dvæler hun helſt: nu og her er hun en Udlænding, og det Tilkommende aner hun med faſt Troe og Haab, men kjender det ikke. Ogſaa i den Henſeende lever jeg i Fortiden, at jeg rundtom i dette Huus ſeer — fra den ſtore Sølvkande til det lille hollandſke Slaguhr og det ældgamle Nøgleſkab — næſten alt, hvad jeg ſaae ſom ſpædt Barn. De Skeer, jeg ſpiſer med, det Bæger, jeg drikker af, ſpiſte jeg med og drak af for nogle og 30 Aar ſiden. Man ſættes ſaaledes hen i Barndommen ved at ſee alt uforandret ſom det var da, at man neppe veed, hvor den mellemløbende Tid er bleven af.

13de April.

Idag gjorde jeg de bemeldte Viſiter. Det er en beſynderlig Maade, man kommer kjørende frem her i Bergen; man trækkes aldeles ſom et Læs. Hverken Kudſkeſæde eller andet lignende findes paa disſe Kariolen. Naar Vedkommende ikke kjører ſelv, enten fordi han ikke kan eller ikke veed Veien, gaaer Kudſken, i Almindelighed en meget upyntet halvvoxen Dreng, ved Siden, og da Gaderne ere meget ſlet brolagte, gaaer det Fod for Fod, hvilket er et mærkeligt Syn, ſom her ingen Opſigt gjør, men i Chriſtiania uden Tvivl vilde ſætte Gadedrengenes Been og Tunger i Bevægelſe.

Min Omvanken begyndte paa Bergenhuus Slot hos Generalmajor Lowzow. Denne Mand, ſom i Chriſtiania anſaaes for at følge Vibes Raad: „Vær heller et Lam end en Løve!“ er her i Bergen meget ſtreng og nøieregnende, hvorved nok det gamle Ordſprog om de nye Koſte kan anvendes. — Biſkop Brun har i denne Tid mange Sorger og Lidelſer at kjæmpe imod: et incurabelt Been, hans Kones uophørlige Gigtſvaghed, hans kjæreſte Barns[11] Død fra 10, næſten alle ſmaa Børn; men han gjør, ſom der ſtaaer i den gamle Viſe:

„Den Byrde, hvorved en anden faldt,
Den jeg med knyttede Næver drager.“

Han er ved frit Mod og bøies ikke ſaa let af Modgangs Storme. Han forelæſte mig et meget velſkrevet Brev til Biſkop Münter i Anledning af en epistola encyclica, ſom denne vilde have udſtedt og underſkrevet af alle Danmarks og Norges Biſkopper. Deri ſkulde iſær Præſterne indſkjærpes deres Pligter at forebygge Ægteſkabsſkilsmisſe, hvorved Hr. Paludans Skrift[12] i den Anledning anbefaledes dem ſom en ſymbolſk Bog. Brun havde da ſagt ret drøie Sandheder, blandt andet, at han beklagede det Stift, der ikke havde idetmindſte 10 Præſter, der kunde ſige netop det ſamme ſom Paludan havde ſagt, og ligeſaa godt ſom han havde ſagt det. — Hos Oberſte Grübeling gjorde jeg Bekjendtſkab med hele hans Huusgeſinde: hans Broder Majoren, to gamle Søſtre og 3 ſmaa Hunde.

14de April.

Jeg vedblev at gjøre Viſiter, men ſluttede ſnart min Omvandring hos Præſten Brun, Biſpens Søn og reſiderende Capellan ved Korskirken, en meget ſtilfærdig og ſagtetalende Mand, thi han fortalte, at hans Fader nylig var gaaet forbi, og ganſke viſt var hos min Moder. Jeg ſkyndte mig da hjem, og fandt ganſke rigtig Hans Høiærværdighed med Commandeurkorſet paa Samarien ved hendes Seng. Han talte idag om Grundtvig, hvis Orthodoxie han vedbørligen berømte, men fandt, ſom Alle, der har læſt det, hans Yttringer i Brevet til Kongen[13] utidige og fornærmende. Iſær ſtødte det ham, at Norge ſkulde have Danmark at takke for ſin Chriſtendom og Proteſtantisme. — Alle Præſter, ſom hidtil have beſøgt mig, Rein undtagen, vare i ſtiveſte Ordensdragt, med pudret Haar, Stok i Haanden og disſe gammeldags Guldnebber nedhængende fra deres Pibekraver, ſom i Kjøbenhavn og Chriſtiania vel ikke ere ſeete i flere Decennier.

15de April.

Man klager her gudsjammerlig over de dyre Tider, men det er dog intet i Sammenligning med vor Bye og Egn. Forholdsvis er dog nok Priſerne ſtegne mere her. Bergen var før et overmaade let Leveſted, men er det ingenlunde nu. En Favn bedſte Birkebrænde koſter nu 13, 14 à, 16 Rd., og for ganſke ſimpelt ſort Klæde har jeg betalt 30 Rd. for Alen. — Det var idag Sneefog ſom ved høieſte Vinter.

16de April.

Rein modtog mig ligeſom ſidſt med Glæde og ſyntes ret vel ſtemt. Han ſiger dog, at han aldrig kan orientere ſig i Bergen, og kunde have megen Lyſt at komme tilbage til Aggershuus Stift, men yttrede derhos den ſtørſte Averſion mod at faae Bech til Biſkop, og talte om ham med en Bitterhed, der trængte til Marv og Been.

Om Aftenen var jeg paa Comedie. Her er et ſtort Skueſpilhuus, ſom rummer 800 Menneſker, og for den udvortes Orden og Beqvemmelighed er meget vel ſørget. Orcheſteret ſynes ingenlunde ſaa vel beſat ſom i Chriſtiania; ogſaa maa jeg ſige, at de Herrer Muſici ingenlunde anſtrængte deres Kræfter, da der intet ſpiltes mellem Acterne, undtagen en lille Symphonie, naar hver Act ſkulde begynde. Stykket, ſom ſpiltes, var „Onde Luner“ af Kotzebue, Bergens ſom Chriſtianias Livautor. Efter denne ene Foreſtilling at dømme, kan vel det Bergenſke og det Chriſtianienſiſke Theater omtrent maale ſig med hinanden. Den gamle Bonde ſpiltes til høi Grad af Fuldkommenhed af en vis Normann. Han udførte Rollen i Bergenſk Bondedragt og Dialect, og da Scenen efter Stykkets Beſkaffenhed ligeſaa gjerne kan være i Norge ſom i Tydſkland, fandt jeg heri intet anſtødeligt; hans Spil var den ſandeſte Natur; Sprog og Anſtand havde han til høieſte Illuſion i ſin Magt.

17de April.

Her var to Viſiter: Præſten Stuvitz[14] og Rectoren, Profesſor Arentz, en Olding paa 76 Aar med et ſkarpt, fraſtødende Anſigt. Han talte om Univerſitetet, der for ham, ſom for de fleſte Bergenſere, ſynes at være temmelig ligegyldigt; iſær fandt han det anomalſk, at man tænker paa at oprette et ſaa betydeligt videnſkabeligt Inſtitut paa en Tid, da Lærerne ved de allerede exiſterende nyde ſaa ſlet Løn og ſaa liden Opmuntring. Han frygtede, den Tid vilde komme, da Fædrelandet leed Mangel paa Skole- og Univerſitetslærere, Skolediſciple og Embedscandidater, fordi man, ved at vælge denne Bane, havde rimelig Udſigt til at ſulte ihjel. Oldingens mørke Lune overdrev maaſkee denne Frygt, men meget ſandt er der dog nok i hans Yttringer.

Swindt havde idag ladet ſig overtale til at ſpiſe med min Moder og mig, og det var ret et overmaade behageligt Middagsmaaltid Den haarde, ujævne Skal bedækker en heel fortræffelig Kjærne. Hans meget ſimple endogſaa (!) Udvortes lover intet ſynderligt, men indvortes boer virkelig en dannet Aand og et følende Hjerte. Af vore Samtaler optegner jeg et Par Underligheder, jeg hørte om de Bergenſke Tjeneſtefolk. Det er Skik, at i nogenlunde velhavende Huſe disſe gives Sørgeklæder, naar Nogen af Familien døer; men ikke nok hermed, for at gjøre dem Selſkab, ſørge hele Gudens Tjeneſtepiger ogſaa. Da nu min Fader var død, og Aftale i Forveien var gjort mellem ham og min Moder, at hvo af dem, der døde, Folkene ei ſkulde gives Sørgedragt, men derimod en pasſende Douceur i Penge, dog med den udtrykkelige Betingelſe, at de ei ſkulde anlægge Sorg, ſaaes hele Gudens Tjeneſtepiger dybt ſørgende, undtagen Pigerne i det Huus, hvor Dødsfaldet var ſkeet. — Den anden Synderlighed er, at der faſt i hele Bergens Bye ikke findes et Pigekammer med Kakkelovn, hvorfra dog ogſaa min Moders Huus er en Undtagelſe. De arme Menneſker faae ingen anden Varme om Vinteren, end de fyre ret dygtig paa Skorſtenen, og vende ſnart For-, ſnart Bagdeel til Ilden, for at blive nogenlunde gjennemvarmede. Til Natteleie have de gjerne et lidet Aflukke under Trappen; endog en fattig Frøken, der havde været nødſaget til at tage Condition, maatte nøies med dette Sovekammer. — Talen faldt ogſaa paa min phyſiſke Opdragelſe. De fleſte af mine Venner vide, at denne blev noget forſømt, og at Leeg med Bønderdrenge, de eneſte af min Alder i den Egn, ikke var mig tilladt, hvorved mit Legeme aldrig fik Haardførhed, Styrke eller Smidighed. Min Moder og Swindt vare ikke ganſke enige i at erkjende Skaden af denne min ſtille Opdragelſe. Hun troede, at mit Legeme vel kunde udholdt Strabads, ja var blevet ſundere og raſkere derved, men at min Moralitet i dette Selſkab vilde været udſat for den ſtørſte Fare. Swindt derimod ſtod i den Formening, at det hermed havde ingen Nød, men at min Natur var ſaa ſvag, at den ingen Hærdelſe kunde modtage, men haardfør Opdragelſe vilde brudt den. Jeg for min Deel troer, at de begge havde Ret i deres førſte Mening og Uret i den ſidſte.

18de April.

Min Moder ſover hver Dag Middagsſøvn, jeg for det meſte ogſaa, og til at inddysſe mig i Slummer bruger jeg anden Deel af Tullins Skrifter, ſom er et ſærdeles ypperligt Opiat. Det er aldeles ikke ſandt, hvad nogle Vittighedsjægere debitere, at denne Mands Søn[15] er hans ſletteſte Arbeide, thi disſe „Afbrudte Tanker“ ere dog viſt endnu ſlettere. Jeg har idag læſt en Tirade ſaalydende: „O rene Vellyſt, ſom tumlede dig paa Dydens Læber! Jeg havde kysſet hundrede Gange, men nu førſt lærte jeg, hvad Kysſe ere. Min Sjel ilede til Læberne, den vandrede om paa Tumlepladſen og ſøgte ſin Ven, de mødtes, de ſavnedes; hvilken Vellyſt, naar Aanderne forenes!“ — Hvad enten dette er af ham ſelv, eller afſkrevet med Bifald efter en Anden, vidner det om en ſkrækkelig Smagløshed. Sande, tildeels træfſende Ting findes vel hiſt og her, men det er enkelte Guldkorn i en Sandhob.

19de April.

Jeg var idag i Domkirken. Naar man vil ynde Bergen, maa man gaae i Kirke. Alt er iøvrigt ſaa „kleinſtädtiſch“ ſom det bedſt kan være, men Kirkerne ere ſande Gudshuſe, værdige det Væſen, ſom der tilbedes, ſkikkede til at vække og vedligeholde den høitidelige Stemning, Sjelen bør være i der, hvor udelukkende Henſyn tages paa dens høiere Tarv. Domkirken er iſær et ſkjønt Tempel i gothiſk Smag, men uden vanzirende Udbygninger, høi og majeſtætiſk. Ogſaa herſker der megen Orden ved Gudstjeneſten, og ſaavidt mit Syn kunde naae, herſkede der en Andagt og Opmærkſomhed, ſom jeg ellers ikke, uden i det Høieſte under Prædikenen, er vant til. Tilligemed de flere forkaſtelige gamle Skikke, Bergen har beholdt, ſynes den og at have beholdt det Rosværdige, at Agtelſe for Religionen, idetmindſte dens udvortes Former, har bevaret ſig der uforkrænket. Viſtnok ſtudſer jeg ved at finde, endog hos yngre Præſter, visſe Manerer, ſom ſelv de ældre andenſteds efterhaanden aflægge, men maaſkee det ikke kan være anderledes, og vilde maaſkee Afſkaffelſen af hine uvæſentlige Biting forarge ſvage Sjele eller ſvække deres Interesſe for det Væſentlige, ſaa lad dem i Guds Navn vedblive. — Anden Capellan Hyſing[16] prædikede. Han meddelte Trøſt ved Venners Grave. Prædikenen var i ſig ſelv ret god; derimod kan jeg aldeles ikke roſe hans udvortes Foredrag, iſær var den overmaade ſtore Langſomhed, hvormed han ligeſom tilveiede os hvert Ord, ſom om man ſkulde lære det udenad, en uovervindelig Hindring for Talens Effect. Jeg troer, jeg vilde bifaldet hans Prædiken, om jeg havde læſt den, men jeg kan ikke ſige, jeg hørte ham med Fornøielſe, og mit Hjerte var koldere, da han ſteeg ned af Prædikeſtolen, end da han betraadte den. Hertil bidrog nu og hans lange Takſigelſe for Offer. Denne lede Uſkik er her i fuld Gang, og man udbreder ſig heel vidtløftigen over, hvor tilfreds eller utilfreds man er. Hyſing var ſærdeles fornøiet, talte derhos om ſin Kone og ſine mange ſmaae Børn og om de dyre Tider, yttrede det Haab, at Gud engang vilde gjøre Ende paa dem, og at Menigheden da ogſaa vilde lade dens Lærere nyde godt deraf. Det Hele ſtod mig ſlet ikke an. En anden Præſt ſkal Søndagen før i ſamme Anledning have ſagt, at han kunde faae et bedre Embede (et voveligt Udſagn paa en Prædikeſtol om et Kald, ſom nylig er blevet vacant), men at han ikke vilde ſøge det, for ei at forlade den kjære, gavmilde Menighed, han levede iblandt.

21de April.

Biſkop Brun havde bedet mig beſøge ham uden Ceremonie; et ſaadant Beſøg gjorde jeg idag, og tilbragte der en meget interesſant Time. Samtalen gik førſt ud paa hans Legems og Sjels Lidelſer, hvilke dog, ſom jeg før har ſagt, ikke ſynderlig anfægte ham. Han fortalte mig Aarſagen til den Beenſkade, han nu i 11 Aar har været plaget med, og ſom nu vel neppe tillader ham mere at komme paa Viſitats, formodentlig og om faa Aar lægger ham i Graven. Det var et ubetydeligt Skinnebeensſtød, han fik ved at ſtige af en Baad, en Formiddag han ſkulde holde Viſitats paa Kind i Søndfjord, og ſom han af Arrighed over Præſten, der efter de fem daarlige Jomfruers Exempel ikke havde Lamperne tændte til Brudgommens Ankomſt, lod den hele Dag upaaagtet. Om Aftenen og endnu mere næſte Morgen fandt han Beenet inflammeret; paa en lang Reiſe blev qvaklet og qvakſalveret dermed ſaa længe, til vor duelige Chirurg Swindt intet mere kunde gjøre derved end holde Saaret aabent, men det er incurabelt. Iøvrigt gik Samtalen mellem Bergens Biſkop og Aggershuus Slotspræſt ene og alene ud paa Skueſpil og Theatervæſen. Tilſidſt faldt Talen paa Øhlenſchlæger. Han lader vor førſte Digters Genie vederfares fuldkommen Ret, iſær talte han med Henrykkelſe om Axel og Valborg, hvilket Æmne han fandt meſterligen behandlet, og iſær Vilhelms og Erkebiſpens Charakterer udmærket heldige. „Tillod min Alder og Stilling det“, ſagde han, „vilde det være mig den ſandeſte Glæde at ſpille den Erkebiſkop“. Kun vilde han ikke Valborg ſkulde døet, og hendes Død forekom ham baade unødvendig og uforberedt. Hakon Jarl forekom Brun at mangle Eenhed, og han finder, at Øhlenſchlæger med vel megen Shakeſpearſk Frihed tumler os om fra det ene Sted til det andet. Palnatoke ynder han ikke; der ſynes ham altformange Afſkyeligheder ſammendyngede. Man erkjender i disſe Domme Tilhængere af den franſke Skole, thi Axel og Valborg er rigtignok af Øhlenſchlægers Stykker meſt i den Aand. Corregio finder han at være blot et Stykke for Kunſtkjendere og Kunſtelſkere.

Efter min Hjemkomſt kom Rein for at beſøge mig, og en ny æſthetiſk Samtale begyndtes. For ham er Hakon Jarl Øhlenſchlægers Meſterſtykke; iſær finder han Hakons og Thoras Charakterer herligen tegnede. Axel og Valborg behager ham mindre, — maaſkee fordi han engang ſelv har behandlet ſamme Æmne, men ellers angav han ſom Hovedgrund, at den Stedets Eenhed, Øhlenſchlæger har bundet ſig til, paalagde ham altfor megen Tvang. — Rein fortalte mig ellers, at han i denne Tid fører Brevvexling med Grundtvig. Denne havde ſendt ham en poetiſk Epiſtel, hvori han roſte ham for i ſine nyeſte Digte ikke at have behandlet Jeſus ſom blot Dydens Lærer, „hvilket han mindſt havde ventet af en Digter fra den Periode, i hvilken Rein havde dannet ſig.“ Rein ſvarede ham i Proſa, og ſaaledes fortſættes endnu Correſpondancen. Rein havde blandt andet ſagt ham, at en ſtørre Sagtmodighed, end Grundtvig ytrer mod anderledes tænkende, anſtod en Chriſtendomslærer, og derpaa ſvarede Grundtvig paa to fulde Sider, at Sagtmodighed kunde være ret god til Tid og Sted, men i en forvendt Tidsalder maatte man tale Sandheden høit og eftertrykkeligt.

22de April.

Jeg havde to Viſiter, førſt af Hoſpitalspræſten Welhaven,[17] en Mand, der efter Suſons Ord i Figaros Giftermaal, kan med Sandhed ſiges at gaae og tale med Action. Saadan uregelmæsſig Gang, ſaadanne heftige Armbevægelſer, ſaadan lidenſkabelig Declamation har jeg i rolig Converſation faſt aldrig ſeet eller hørt. Det er imidlertid ret godt, hvad han ſiger, og han havde et og andet at fortælle af Verdens Løb, der ſagtens kunde bringe Sindet i Oprør. — Sagen var den anden. Han medbragte Litteraturtidenden, hvori Recenſenten af Saga forſvarede ſig mod Grundtvigs Anke.[18] Den gode Grundtvig er mig en uendelig trættekjær Perſon. Jeg har paa de ſidſte Tider yndet ham meget, men er nær ved at ſadle om. Det er overalt intet elſkværdigt Charakteertræk at tro ſig enhver Bitterhed tilladt mod den, hvis Mening afviger fra vor, og ſaa ikke taale ringeſte Modſigelſe, men føle ſig fornærmet ved alt, hvad der ſiges imod os. I vore Dage er nok ingen Forfatter Terroriſt i den Grad ſom Grundtvig.

Vore gamle Pſalmer og deres ſtore Fortrin i Henſeende til Kraft og Fynd for de allernyeſte, i hvor langt de end ſtaae tilbage i Correcthed, var i Aften Samtalens Æmne mellem mig og min Moder. Vi reciterede Vers, ſom vi i vor Barndom og Ungdom lærte udenad, og hvortil neppe i høi Begeiſtring eller rørende Inderlighed findes Mage i den evangeliſk-chriſtelige Pſalmebog. Det var et bedrøveligt Stykke Arbeide, at man havde ſaadan Haſt med at faae den indført. Det fattedes kun, at vi med lige Overilelſe ſkulde faaet Boiſens Liturgie. Havde man kun oppebiet denne Tid, hvad kunde ikke en Grundtvig og flere udgivet! og hvilken ganſke anden Aand end den kraftløſe Riberſke kunde og vilde udbredt ſig over det Hele! Thaarup vilde da ogſaa taget kraftigere Haand deri end paa den Tid, da han i hver Samtale udgjød bittre Sarcasmer over Pſalmecommisſionens Omkalfatringer.

23de April.

Det er ikke frit for at Grübelings punktlige Ankomſt og Bortgang netop ved et beſtemt Klokkeſlet keder en Smule. Naar Klokken ſlaaer fem gruer jeg for, hvad man ſkal tale om i de to følgende Timer, og jeg elſker ordentlig det gamle Hollandſke Slaguhr, der ſlaaer hver halve Time, da jeg hver Gang kan beregne: nu er der kun en heel, nu en halv Time til den ſlaaer ſyv, og i ſamme Minut veed jeg han griber ſin Hat og tager Afſked. Manden er aldeles ikke uinteresſant, men hvad der ſaaledes evig ſkal gjentages, aldrig kan udeblive, aldrig forkortes, det trætter dog tilſidſt.

Om Aftenen fortalte min Moder en Anekdote, ſom jeg dog maa optegne her. En Præſt paa Veſtlandet ved Navn Willum Schjøtt[19] (det er vel 100 Aar ſiden) havde en Dag Ungdommen hos ſig, der ſkulde forberedes til Communion — Confirmation exiſterede ſom De veed dengang ikke. Han var den Dag ſærdeles misfornøiet med dem alleſammen, og for at lade dem føle ſin Vrede, lod han fyre ganſke umenneſkeligt i Kakkelovnen, ſlog Døren i Laas og gik fra dem. De arme Børn vare færdige at qvæles af Hede, og gave ſig tilſidſt eenſtemmigen til at græde og hyle i deres pinefulde Arreſt. Præſten kom nu ind til dem. „Der kan I føle“, ſagde han, „hvorledes det er i Helvede, og der kommer I alleſammen, hvis I ikke lære Jeres Chriſtendom bedre, end I havde lært den idag.“

24de April.

Ogſaa til Frokoſt fik jeg, inden min Kirkegang paa denne høie Helligdag, en Anekdote, ſom jeg maa afſkrive. Der var engang i Begyndelſen af det attende Aarhundrede, i det mindſte i dets førſte Halvdeel, i Chriſtiania en Biſkop Roſing.[20] Han havde en gammel Moder, ſom levede paa en Gaard ikke langt fra Byen, og hende havde han lovet, beſtemt engang om Ugen at beſøge. Dette havde han imidlertid i to Uger forſømt, og nu ſatte den gamle Kone ſig en Søndag Morgen til Heſt og reed til Biſpegaarden. Der ſkede Anſkrig, at Biſpens Moder kom, og Hans Høiærværdighed gik ſelv ud for at modtage hende; men da han var kommen hende ſaa nær, at hun kunde naae ham, gav hun ham et dygtigt Ørefigen med de Ord: „Det ſkal du have, min Søn! fordi du ikke holder det fjerde Bud og glemmer, hvad du er din gamle Moder ſkyldig.“ Derpaa vendte hun Heſten og reed hjem, trods alle Bønner og Overtalelſer. Tænk om ſaadant var arriveret vor Bech! „Det maa jeg ſige!“ havde han her med ſtørſte Føie kunnet udbryde.

Idag var jeg i Nykirken. Kirken er ny efter dens Navn, for faa Aar ſiden afbrændt og igjen opbygt, og det ſees tydeligen, at dette er ſkeet i en Tidsalder, der er fattig paa Guld og andet af Oldtidens Pragtvæſen, thi den er yderſt ſimpel, lys og i moderne Smag med Alter, Prædikeſtol og Orgel over hverandre, og har ingenlunde det majeſtætiſk imponerende ſom Domkirken. — Rein viſte i ſin Prædiken, at „Enhver Dag, enhver Alder i vort Liv er beleilig til Omvendelſe.“ Hvad han ſagde, var ſandt og ſmukt, men der var ſaa lidet, der fængſlede Opmærkſomheden Det koſtede mig virkelig Møie at ſamle Tankerne fra Adſpredelſe, hvortil iſær bidrog, at ogſaa han declamerede umaadelig langſomt, og da hans Stemme er dæmpet og Armbevægelſerne faa, var hans Foredrag virkelig en Smule ſøvndysſende. Den (efter Tidsaldrens Aand) i mine Tanker meſterlige Bededagsbøn havde jeg ventet af Rein, hos hvem alvorlig, ærbødig Andagt præger ſig i Aaſyn og Lader, fremſagt mere udtryksfuldt og med dybere Følelſe.

26de April.

Idag var jeg i Korskirken, Bergens tredie Hovedkirke. Jeg kan ikke ſige, jeg i Almindelighed ynder Korskirker; denne er imidlertid ret ſmuk. Den reſiderende Capellan Brun[21] prædikede og Kirken var overmaade fuld. Efter et Sted hos Eſaias, han havde valgt til Indgangsſprog, og ſom var hans egentlige Text, var hans Thema: „Et Øieblik ſynes Gud at forlade os, men kun for at omarme os med ſtørre Kjærlighed.“ Hvad jeg fandt at laſte var, at Prædikenen lignede mere enkelte afrevne Fragmenter af et Heelt, end en ſammenhængende Tale, og at hans Organ fattes Manddoms Fylde, hvori han ingenlunde ſlægter ſin Fader paa; men ellers var jeg ſærdeles vel tilfreds med ham. Ingen af de Prædikener, jeg denne Gang har hørt i Bergen, har i den Grad fyldeſtgjort mig. — Paa Hjemveien gjorde jeg en Spadſeretour i en offentlig Have, ſom kaldes de Beſches,[22] og her ſaae jeg med Glæde disſe Vaarens førſte fødte Børn, en Hob ſimple Smørblomſter, der ſtode rundt om en lille Dam. Skjønnere og gavmildere er Naturen i vor Egn, naar den vaagner, men o den evig lange Slummer!

27de April.

Endnu en af Bergens underlige Skikke: Brylluper, ſom ellers gjøres meget Væſen af, og hvorved Gjæſterne endog ere forpligtede til at give Brudegave, ere ſom ofteſt Mandfolkeſelſkaber, og Bruden undertiden det eneſte Fruentimmer ved Bordet. Dette gik f. Ex. ſaavidt hos en Mad. Geelmuyden (en af de Damer, ſom undertiden beſøger min Moder), at da hun giftede en Datter bort til Apotheker Bull, havde hun ſelv Dameſelſkab af ſin Familie i et andet Værelſe. Datteren ſad ene mellem lutter Mandfolk ved Brudebordet; hendes egen Moder viſte ſig ikke der under det hele Maaltid.

28de April.

Jeg var indbuden hos en Capitaine Geelmuyden, hvis eneſte Datter offentligen ſkulde forloves med en Lieutenant Segelke. Det er et meget vakkert og tækkeligt ungt Par, og forſaavidt var det en glædelig Feſtdag, men ſom Gjæſtebud var det lidet interesſant. Familieforhold og deslige havde ſamlet en Hob heterogene Menneſker. Kjedſomheden fulgte, ſaavidt jeg kunde mærke, os alleſammen ſom en tjenſtfærdig Lakei fra det ene Værelſe til det andet; den ledſagede os ogſaa ind i Spiſeſalen og tog Plads bag vore Stole. Min Borddame var Grübelings Søſter, gamle Oberſtinde Thodal, en hjertelig god og ſnakſom Kone, men ſom helſt ſnakker om hvilken Mad hun og hendes Broder kunne lide og hvilken de ikke kunne fordrage. Vi fik fortræffelig Mad, og der var aldeles ingen Sviir, hvilket ogſaa tjener mig bedſt.

31te April.

Under Forberedelſen til denne Dags Middagsſøvn læſte jeg nogle virkelig meget fornuftige Tanker hos Tullin om Fornuften. Det er noget af det bedſte proſaiſke, jeg har læſt fra den Haand. I den Tid, da Horrebov, uden at kjende enten Jeſus eller Fornuften, hver Uge i ſit Blad meddelte Publicum ſine løſe og vaklende Principer om begge, vilde viſtnok „hver halvaarsgammel Viis i Kongens Kjøbenhavn“ fundet Tullins Raiſonnements yderſt latterlige, men nu, da man er vaagnet af Ruſen, og erkjender de ſaare ſnevre Grændſer, der aftegnedes vor egentlige Viden, nu ville viſtnok de fleſte ſelv øvede Tænkere finde meget ſundt og rigtigt i hvad han ſiger. — En beſlægtet Materie udgjorde Æmne for vor Aftenſamtale: Spøgelſer. Min Moder er ligeſaalidt ſom jeg overtroiſk, men dog vare vi begge enige i, hvad Shakeſpeare ſiger, „at der gives mange Ting mellem Himmel og Jord, ſom Philoſopherne ikke begribe.“ Hiſtorier fortaltes om Anelſer, Syner, Drømme og desl., ſom vel Ingen af os virkeligen kunde bekræfte, men ſom dog heller Ingen af os vovede at forkaſte ſom uſande, end ſige umulige.

1ſte Maj.

Vel fremtreen den unge Mai efter Frankenaus Ord „i himmelblaa elyſiſk Dragt“ — det var klart Solſkinsveir, men „englehulde“ kan jeg ikke ſige hendes Miner vare, thi Luften var kold; allermindft ſaae man her „den favre Lund udſprungen“, og neppe nok er den det i Danmark, om Nattergalen er nu ikke Tale. For mig Øſtlænding ſynes vel Foraaret, i Sammenligning med det jeg er vant til, vidt avanceret, men her klager man gudsjammerligt iſær over Fodertrang, da man længe før denne Tid pleier at ſlippe Creaturene ud, og nu maae man føde dem paa Stald.

Min Moder og jeg havde et Beſøg af Biſkoppen. Han medbragte det kongelige aabne Brev om Univerſitetet, hvoraf jeg ſeer, at den Dag, jeg fylder mit 46de Aar,[23] om jeg oplever den, bliver den meeſt glimrende Feſtdag, Norge har ſeet i Aarhundreder. Selv Bergen maa da jubilere, enten den vil eller ikke. Jeg lod mig ogſaa engagere af Biſkoppen til at prædike i den ſkjønne Domkirke 6te Søndag efter Paaſke. Han opmuntrede mig, og jeg havde ſelv Lyſt dertil, da Tiden falder mig lang uden Embedsforretninger og andet videnſkabeligt Arbeide, og jeg desuden vel heller aldrig har prædiket i ſaadant et herligt Tempel. — Han havde nylig faaet et Brev fra Ordenscantzleren til Svar paa en Takſigelſe, han efter Skik og Brug (ſom jeg hører) havde indſendt for ſit Commandeurkors. Han havde der ſagt, at det han herefter ſom Olding kunde gjøre for Konge og Fædreland var for ubetydeligt til at gjengjælde en ſaadan Naade, men at han havde 34 Børnebørn, hvilke han, ſaa længe han levede, vilde efter deres Alder og Forſtand indprente, hvad de ſkyldte en ſaadan Konge og et ſaadant Fædreland, og at det tilkom dem i ſin Tid at betale deres Bedſtefaders Gjæld. Dette Brev havde Moltke viiſt Kongen, og denne overdraget ham hjerteligen at takke Brun, hvorover denne ikke var lidet glad og ſtolt.

2den Mai.

Tilligemed en Billet fra Biſkop Brun, hvori han indbød mig til imorgen Aften, fik jeg den epistola encyclica, hvorom jeg ſkrev under 13de April. Nu har da dette beundringsværdige Foſter ſeet Dagens Lys, er trykt i Kjøbenhavn, henved 2 Ark ſtort, med alle 12 Biſpers For- og Tilnavne, ſamt de Gradueredes Dr. og indeholder — nogle meget trivielle Anmærkninger og Formaninger om at afværge Ægteſkabsſkilsmisſe i Anledning af den ſidſte Forordning desangaaende. Jeg maatte ſkamme mig i mit Hjerte, om jeg ikke paa min Ordinationsdag for 19 Aar ſiden havde vidſt hvert Ord, Münter her fortæller os, og om jeg ikke i min hele Embedstid efter Evne og Leilighed troeligen har fulgt de Regler, her gives. Men ogſaa maa jeg tilſtaae, at jeg har oplevet Tilfælde, ſom den meget lærde, men for ſund Sands og Erfaring blottede Münter aldrig har tænkt ſig eller kjendt, og hvor de Regler, han foreſkriver, vil være omtrent ligeſaa virkſomme, ſom om jeg vilde gaae ned i Stuen og moraliſere for min Moders arrige og lunefulde Hund. alt, naar begge Rigers Biſkopper vilde træde ſammen og forenede tale til begge Rigers Geiſtlighed, burde det dog være over et vigtigere Æmne og i en høitideligere Anledning end nærværende. Var en ſaadan Circulairſkrivelſe omſendt, da Revolutionen mod Enden af det attende Aarhundrede frembragte den betænkelige Gjæring i Religionsvæſenet, var det ſkeet i de Dage, da Boiſens Liturgie ſkulde været indført, var det over en ſaadan almeen interesſant Sag, der desuden havde nye eller miskjendte Sider at betragtes fra, var det derover et ſaa ærværdigt Corps havde meddeelt den øvrige Geiſtlighed Raad, Opmuntring, Veiledning, eller hvad det nu kunde være — det vilde imponeret og vakt Ærefrygt, men dette falder ved Gud næſten i det latterlige; thi jeg ſeer ikke andet, end at de 12 Biſper kunde ſkiftes til i Aarets 12 Maaneder at ſkrive Geiſtligheden i ſine Collegers Navn et ligeſaa vigtigt Brev, ſaa at man fik et hver Maaned. „Det er en Lykke, det er paa Latin“, ſagde Brun, „ſligt klinger aldrig ſaa godt paa Danſk.“ Jeg tilſtod det, men ſandelig, man kunde friſtes til at overſætte det til hver Mands Brug og Bedſte, at Publicum kunde ſee, hvilket Foſter, det med ſaamegen Bulder fødende Bjerg frembragte. — — — Tilgiver mig, kjære Veninder! denne lange Prædiken, men jeg maatte udøſe min Galde, og da denne Dagbog næſten er den eneſte Correſpondance jeg fører, maatte jeg nedſkrive her, hvad egentlig blot kan interesſere Schmidt og, med tilbagegangen Tids Erindring, tildeels Otteſen.[24]

3die Mai.

Jeg var idag i Stadens fjerde Hovedkirke: den tydſke. Man kan ſee, at Tydſkerne engang have ſpillet en ſtor Rolle i Bergen. De 30—40 Familier, Menigheden nu beſtaaer af, havde ikke behøvet, kunde heller ikke bekoſtet en ſaa ſtor, prægtig Kirke. Dens Orgel roſes ſom Byens bedſte og Organiſten udmærker ſig ſom god Muſicus. Sangen gik med megen Orden og Høitidelighed, kun at Pſalmerne havde været kortere og opbyggeligere! Vi havde fire temmelig lange Pſalmer, alle handlende om Bønnen. To af dem iſær, der umiddelbar fulgte paa hinanden, vare paa een Melodie og af eet Indhold, kun med den Forſkjel, at den Syngende i den førſte (af Gellert) fortalte ſine Medchriſtne, og i den anden fortalte Gud, hvorom man burde bede og hvad Nytte, man havde af Bønnen. I en af dem fandtes endog den Idee, at man, ved at forſømme Bønnen, letteligen kunde gaae glip af et og andet Gode, Gud ellers havde tiltænkt os. — Præſten Hr. Chriſtianſen[25] har vundet Celebritet her i Byen ſom Prædikant, men jeg kan neppe ſætte ham over omtalte Hr. Hyſing. „Hvad det er at bede“ var Spørgsmaalet, han paatog ſig at beſvare. Han ſvævede i Førſtningen vel høit blandt „de Myriader af Himmellegemer, der glimre og glindſe paa Firmamentet“; item omtalte han vort Aarhundredes Opdagelſer. Undertiden gik han heelt fra ſit Thema og berørte Ting, ſom ikke ſtod i fjerneſte Forbindelſe med Bønnen. For mig var han intet ſtort Lys, og jeg hørte ham neppe oftere, om jeg blev her nokſaa længe.

Iaften var jeg da hos Biſkoppen i et lidet Selſkab, meeſt beſtaaende af Familie, hvor jeg førſte Gang ſaae Biſpinden. Hun er meget gigtſvag, og gaaer møiſommeligen med en Stok; hun ſkal ogſaa være meget melancholſk, og denne Sygdom er gaaet i Arv til alle hendes Døttre.

6te Mai.

Da jeg imorges vaagnede og ſaae ud af Vinduet, var alt bedækket med Snee.

„Den gik og kom, og kom og gik
Alt efter gammel Skik“

den hele Dag, og denne lange Dag fra Morgen Kl. 7 til Aften Kl. 11 ventede jeg forgjæves efter Poſten. Bergen er Rygternes, iſær de urimelige og dumme Rygters Hjem, Saaledes fandt man det nu rimeligt, at Poſtgangen gjennem Sverige var ſpærret, ſom om det kunde have Indflydelſe paa Poſtgangen over Fillefjeld! — Syngeſtykket Adolf og Clara og Holbergs Gert Weſtphaler opførtes i Aften. Jeg veed ikke, om Nogen af denne Dagbogs Læſere kjender det førſte, en nydelig Bagatel om et barnagtigt ungt Ægtepar, ſom holde ret meget af hinanden, men da hver har nogle Luner, de ei vil aflægge, bilde de ſig ind, at de ere ulykkelige og vil ſkilles ad. For at revſe og helbrede dem, faaer Konens Onkel, en Miniſter, dem under et Paaſkud hver for ſig afſendt til en af hans Venner, der beboer et gammeldags gothiſk Slot, og modtager dem ſom Arreſtanter i ſin Fæſtning, hvor han agerer Commandant og hans gamle Portner Slutter. De blive i Begyndelſen meget forbauſede ved at mødes, men i deres ennuiante Eenſomhed forlibe de ſig ſnart (altfor ſnart) igjen i hinanden, tilſværge hinanden evig Troeſkab, og beſlutte, da Commandanten ei vil give Slip paa dem, med Livsfare at rømme fra Fæſtningen. Det opdages, og efter førſt at have ſat lidt Skræk i dem, aabenbarer den gamle Herremand dem Miniſterens Plan, og alt er ſaare godt. Jeg har ſeet Stykket i Kjøbenhavn, og der ſkulde noget til at udholde Sammenligningen; imidlertid maa jeg tilſtaae, at hos ingen af vore Bergenſere enten Spil eller Sang kunde kaldes maadeligt, end ſige ſlet, og havde blot Commandanten (Bøſchen) været faſtere i ſin Rolle, og Slutteren (Henr. Meyer) udført ſin paatagne martialſke Charakteer med lidt mindre Carricatur, vilde jeg ſeet Stykket med ſandeſte Fornøielſe. Begges Sang var uforbederlig. Det unge Pars (Apotheker Bulls og Jfr. Monrads) Syngeſtemmer vare meget gode, ſkjøndt mindre udmærkede end hines; derimod var deres Spil fortrinligt, fornemmelig Bulls. — Over Gert Weſtphaler fornøiede jeg mig ikke halv ſaa meget. Det er ſandt, Hovedrollen blev ypperlig ſpilt af Overkrigscommisſair Mohr (Lindgreen ſpiller den ikke bedre), men de andre Roller — ja de ere rigtignok utaknemmelige, men de havde heller ikke her det ringeſte at takke for. Jeg traf en Mængde Menneſker, ſom jeg kjendte og talte med, og gjorde to nye Bekjendtſkaber: Juſtitsraad og Borgermeſter Lund,[26] der i Cultur meget udmærker ſig for Chriſtiania Borgermeſter,[27] og en gammel Kjøbmand Sagen, Digterens Fader, der ſynes ved ſin Søn at have faaet mere Kjendſkab til og Smag for Litteraturen end ellers er almindelig hos Bergenſerne, iſær af Handelsſtanden.

8de Mai.

Iſtedetfor at gaae i Kirke, læſte jeg en Prædiken for min Moder: min egen om Trøſt ved Venners Grave. I den Anledning førte vi en lang Samtale om det tilkommende Liv, iſær Venners Gjenſyn, og det rørte og glædede mig at høre, hvor lyſt og fornuftigt hun tænkte herom. Vi vare begge enige i, at naar man vil philoſophere over den Sag, er der mere, ſom taler imod end for den, men at det er ſaare trøſtende at troe og mistrøſtende ikke at troe den, og at Gud, ſom har nedlagt denne anende Længſel i vore Hjerter, kan ikke lade den utilfredsſtillet, naar vor Exiſtents ſkal vedblive, og maa vel altſaa vide et Middel, ſom vor Philoſophie ei opdager eller fatter, til at opfylde den.

9de Maj.

Endelig ophørte det at ſnee, og vi fik en ægte Bergens Regndag til Glæde for hver chriſten Sjel, ſom dog nu med Grund tør haabe, at Vinteren er forbi. Iøvrigt herſkede her ſamme Stilhed ſom igaar; jeg lærte min Prædiken udenad, og talte ikke med andre end min Moder og vore daglige Beſøgere. — For at bøde noget paa disſe Dages eensformige Tomhed, fortæller jeg nok en af Bergens abderitiſke Skikke. Iſtedetfor at ellers unge Menneſker af Opdragelſe, iſær Piger, paa deres Confirmationsdag holde ſig hjemme i al Stilhed, modtage vel Gratulationer, men tør ikke lade ſig ſee paa Gaden, allermindſt i deres Confirmationsſtads, er det her Skik, at de om Eftermiddagen gaae eller kjøre omkring og præſentere ſig for deres Forældres Venner og Velyndere, om de endog ere dem perſonligen ubekjendte. Saaledes fortalte min Moder om adſkillige unge Piger, ſom hun aldrig havde ſeet enten før eller ſiden, men ſom paa deres Confirmationsdag havde været her og gjort deres Reverents.

10de Mai.

Domkirken var propfuld. Man ſiger, at den ſkal kunne rumme 4000 Menneſker. Denne Vrimmel, ſom paa engang kunde overſees, da Vinkler og Udbygninger ei exiſtere i denne Kirke, var et ret heel impoſant og opmuntrende Syn. I Henſeende til Prædikens Udførelſe er jeg (uden Egenros) tilfreds med mig ſelv.

13de Mai.

En deilig Dag! Her har man dog virkelig Vaar, ſom vi paa Øſtlandet dog kun vide lidet af. Sneen ligger viſtnok endnu paa de høie Fjelde, men iøvrigt er Marken grøn. Sommeren bebudes overalt, men ak! ogſaa Vaarens ſædvanlige Følgeſvend Skjørbuggigten i mine Been har indfundet ſig!

14de Mai.

Idag er her i Byen indtruffet et Dødsfald, ſom har frapperet alle. Den forhen omtalte Præſten Stuwitz, en ſund ſtærk Mand, 41 Aar gammel, døde efter 8 Dages Sygdom. Han prædikede Chriſti Himmelfartsdag, men var da allerede ſyg og ſagde ved ſin Hjemkomſt: „Jeg kommer nok aldrig mere paa Prædikeſtolen“, begyndte kort efter at phantaſere og laae ſaaledes i hidſig Feber uden Samling til idag, da det var forbi.

15de Mai.

Præſten Irgens var her for at conſulere mig angaaende de Mænd, man i disſe Tider henvender ſig til, naar man vil ſøge geiſtlig Befordring.[28] Jeg har miskjendt denne Mand, og fundet ham flau og tom, men det er han virkelig ikke, naaer man nøiere lærer at kjende ham.

16de Mai.

General Lowzow har nu ogſaa faaet Commandeurkorſet ſyet paa ſin Morgenfrakke; han tør maaſkee ogſaa have det paa ſin Nattrøie, at, om Nogen tog ham paa Sengen, det ſtrax kunde erfares, at han er den Mand, Kongen ærer. — Jeg havde atter Beſøg af Præſten Irgens, ſom medbragte nogle Prædikener til Gjennemlæsning og bad mig derhos give ham Raad, hvorvidt jeg fandt det tjenligt, at han lod et Par af dem trykke og tilligemed ſin Anſøgning om Korskirkens Sognekald ſendte Kongen dem ſom en Slags Legitimation for hans Duelighed. Hvad hermed vil udrettes, kan jeg ikke vide, men jeg maa tilſtaae, at Prædikenerne vare vel udarbeidede, at hans Religionslære er ſund og ægte chriſtelig, og at hans Sprog er reent og paa ſine Steder ſkjønt. Man ſiger, og han erkjender i visſe Maader ſelv, at han ikke udfører dem meget vel, og det er ret beklageligt, thi ellers vilde jeg, Rein undtagen, ſande Biſpens Ord, at han er Byens bedſte Prædikant, ham ſelv naturligvis heller ikke iberegnet.

17de Mai.

Førſte Pintſedag. Jeg var atter i Nykirken. Altfor lidet er her i mine Øine for Sandſerne. Til Aandens Opløftelſe, ſaalænge den boer i et ſkrøbeligt Legeme, hører meget mere, end man finder her. Jeg veed vel, at jeg hermed desværre bryder Staven over min egen Slotskirke, men den har jeg heller aldrig forſvaret eller roſt. Nykirken er, ſom jeg før har ſagt, lys og ſimpel, men den ligner dog mere en Stue end en Kirke. Man ſtemmes ikke til høitidelige Følelſer ved at træde ind i den. Orgelet er for en ſaadan ſtor Kirke for lidet og uanſeeligt, og forved Alteret er en Døbeanſtalt, ſom hidſes ned, naar den ſkal bruges og ſkal nok være i moderne Stiil, men ſeer i den ſvævende Stilling meget groteſque ud. To ſtore Lys ſtod paa Alteret, ſom førſte Pintſedag ikke vare tændte; det var, ſyntes mig, ogſaa at drive Oekonomien og Skjødesløsheden vel vidt. — Det førſte Rein kommer paa Prædikeſtolen, imponerer han; det er, ſom en Stemme lyder fra Gravene; den vækker i førſte Øieblik til høitidelig Andagt, ſom dog ſiden kølnes, naar denne Tone eensformig og uforandret er hørt en halv Time. Det var et beſynderligt Æmne, han havde valgt til en Pintſeprædiken: „Vi bør vandre ſaaledes med hverandre ſom de, der engang ſkulle ſkilles ad.“ Sandt og ſkjønt udviklede han dette, men paa det chriſtelige Samfunds Stiftelſesdag kunde man have ønſket, han havde gjorte hvad en enfoldig Kræmmer i Kjøbenhavn roſte mig for i mine Studenterdage: „Det er ſaa ſmukt med Pavels; han præker altid om Religionen.“

18de Mai.

Den aldeles uventede Fornøielſe, at høre Biſkop Brun prædike, nød jeg idag, da han lod ſig høre i Korskirken for en utællelig Folkemængde. Det er virkelig en Hjertens Glæde at høre den Mand, i hvor lidet man end kan bifalde alt, hvad han ſiger. Intimationen til Sangen hentede han ſaare vidt fra Caleb og hans Speidere i Canaans Land, og de Vindruer, han medbragte. Men Anvendelſen var ſaare deilig; man henreves ſaa ganſke, at det var faſt umuligt ikke at ſynge med Andagt — naar kun Verſet ikke var blevet gjentaget. Prædikenen ſelv overraſkede mig virkelig i Bruns Mund. Jeg troede ham ikke iſtand til, allermindſt paa en Pintſedag, at holde en heelt igjennem moralſk Prædiken, Uden Indblanding af noget Dogme, og det gjorde han dog. „En god Samvittigheds Kjendetegn“ var hans Thema. Hiſt og her faldt maaſkee Behandlingen vel tør, ogſaa ere hans udvortes Gaver ikke ſaa aldeles heldige, naar han ſkal docere, ſom naar han vil røre eller ryſte, men da er han uforlignelig. En Fremmed, ſom ikke forſtod et danſk Ord, vilde beundre ham. Et Sted iſær om hvorledes det, ſom her er ſkjult, paa hiin Dag ſkal aabenbares, vilde jeg have undt Eder alle, kjære Venner, at have hørt, og I vilde vel tilſtaaet, at I aldrig havde hørt en herligere Tale.

Hans Been havde lidt meget ved denne Anſtrængelſe; ved ſin Hjemkomſt maatte han gaae tilſengs; ogſaa med ham er det vel ſnart forbi.

Iaften var jeg ene med min Moder. Hun talte lidet, men ſyntes bedre tilmode end mig. — Her ſkriver jeg nu for ſidſte Gang. Imorgen ved disſe Tider — Gud veed hvor mange Mile jeg da er herfra! Veiret er deiligt og Vinden føielig. Saa ſidder min ſtakkels gamle Moder ene, og hver Dag føres jeg længre fra hende, og hun ſeer mig viſt aldrig mere her. Nu god Nat, mine Venner! min bliver viſt ikke meget rolig. Mit Been værker, og min Sjel er inderlig — inderlig bedrøvet. Gud ſtyrke os alle!

19de Mai.

Uventet kom Biſkoppen, da vi drak Thee, og ſad en halv Times Tid hos os. Afſkeden var kort; min Moder havde ſin ſædvanlige rolige Fatning. Hendes ſidſte Ord til mig vare: „Farvel, min Søn! og Tak for hver Time, vi have kjendt hinanden.“


Reiſen var heldig. Jeg avancerede otte Mile, til Fjeldberg Præſtegaard, hvor man ventede mig efter et Brev fra Biſkoppen, og hvor jeg modtoges af Præſten Brun,[29] en jovialſk og elſkværdig ung Mand, ſom en Lyſets Engel.

20de og 21de Maj.

Til Frokoſt tracterede min Vert med en excellent Malvaſier- Madera. Saaledes leve Præſterne i Bergens Stift! Den rige Provſt Lasſen paa Gran tracterede med Øl, og her er den tredie bergenſke Præſt, hos hvilken jeg til ſimpel Frokoſt har drukket Madera.

Reiſen fortſattes førſt paa Baad til Øhlen, og derfra ſpadſerede jeg 3 Fjerdingvei til Sandeid. Under mit Ophold der hørte jeg af de meget ſkikkelige Bønderfolk, at deres nye Præſt,[30] Hr. Cordſen, hverken førſte eller anden Pintſedag kunde prædike, fordi han var — fuld! Zetlitz var hans Formand. Han drak aldrig ene, ſagde de, men kaldte til ſig Matroſer, naar intet andet Selſkab var at faae. Ogſaa hans Formand drak. „Det er underligt med os“, ſagde de, „vi kan næſten ikke mindes den Tid, at vi jo havde en Præſt, ſom var forfalden til Drik.“

Det gik nu atter til Baads til Stavanger, hvor jeg aflagde Viſit hos Agent Kjelland, og ſelv uforſkyldt fik to Viſiter, begge mig aldeles ubekjendte Mænd: Sognepræſten, Provſt Støren, der faſt han er Kjøbſtadpræſt og har engang været Stiftsprovſt,[31] ſaae ud ſom det livagtige Guds Ord fra Landet; og Præſten til Rennesøe, Hr. Oftedahl,[32] en yderſt fiin og elegant Mand, ſom jeg kun kan ſammenligne med Prof. Brorſon i Kjøbenhavn eller Dr. Neumann i Aſker, iøvrigt her i Egnen berømt ſom Taler, hvorfor og Stavanger Præſter, i grundet Følelſe af deres Ringhed og Ubeqvemhed til at ſige noget om det norſke Univerſitet, fik ham til at holde Tale 11te December. Begge Mænd ſyntes ellers, hver i ſit Slags, at være heel agtværdige.

22de Mai.

Min Regning i Herbergerſtedet var overordentlig moderat. Overalt maa jeg, med Fornøielſe ſom Veſtlandets Søn, men ugjerne ſom Øſtlandets Indvaaner, tilſtaae, at man her er langt mindre uforſkammet i ſine Fordringer end hiſt. — Jeg gjennemreiſte idag Jædderen, 6¼ Miil. Æſthetikeren og Patrioten føle i lige Grad Misnøie ved at betragte disſe triſte Egne. Hiin finder ikke et Træe, ikke en eneſte taalelig Udſigt, kun Moſer, Lyngheder, fulde af ſtore Stene, Sandbakker, tørvtækte Huſe, uſle Kirker og (paa Oceanet nær) alt, hvad ſom ſtygt er. Og Patrioten begræder, at dette frugtbare Land, der allerede nu frembringer langt mere Korn, end dets Indvaanere bruge til deres Føde, har ſaamange ſtore, udyrkede Strækninger, der, behørigen cultiverede, kunde rigeligen ernære deres Eiere og endda forſyne andre Norges Egne med et betydeligt Qvantum Korn. Kan Selſkabet for Norges Vel her udvirke nogen Forandring, vil det blot derved gjøre ſig udødeligt. Imidlertid har Jædderen ogſaa ſin behagelige Side for Reiſende. Henved to Trediedele af Landet har overmaade gode Veie, og ſelv hvor disſe endnu ikke have været under Veimeſterens Haand, ſkeer Reiſen med allerſtørſte Beqvemmelighed, og hvad der glæder endnu mere, man ſinder overalt gode, høflige og velvillige Menneſker. Paa det ſidſte Skifte gjennemreiſer man en Sandørk, en af de fæleſte, og maaſkee den allerfæleſte Egn, jeg har ſeet. Den er ikke gyſelig ſom den Leirdalſke eller Gudvangſke, den vækker blot Afſkye, Lede og Melancholie. — Paa Ougne fandt jeg et meget godt Logis, men de eiede ikke Rugbrød, det førſte Exempel, jeg endnu har ſeet i et af de ſaakaldte honette Huſe. Kager af Bygmeel og Kartofler er deres Brød. Der er i Egerſund aldeles ingen Rug at faae, om man vilde give 100 Rd. for en Tønde

23de Mai.

Endnu til igaar var jeg i Tvivl, om jeg ſkulde gjøre den ſlemme udenſkjærs Tour forbi Soggendal og Hitterøe, men min Verts Raad beſtemte mig fuldkommen, idet han ei aleene ſom de andre afmalede mig Farten ſom yderſt ubehagelig i Søegang, men ogſaa gjorde mig opmærkſom paa, at man paa ſaadan lang Reiſe i aaben Søe ingenlunde var ſikker for engelſke Krydſere hvem det i disſe havnløſe Farvande var faſt umuligt at undgaae. Jeg leiede altſaa Baad til Egerſund, og reed derfra en evig lang Miil gjennem vilde, fæle Egne, over ſtore glatte Stene, op og ned ad ſteile Bakker til Helleland Præſtegaard. I denne Udørken ſaae jeg imidlertid udenfor et ualmindelig peent Bondehuus, ventelig i Lye for Nordenvinden og ligefor den varmende Sol, to Birke, de førſte Træer (om Buſke taler jeg ikke), ſom jeg i Aar har ſeet, hvor Knopperne havde udfoldet ſig til Blade.[33] I Provſt Reiner[34] paa Helleland fandt jeg en munter, gjæſtfri og fornuftig Mand, i hvis Selſkab Eftermiddagen og Aftenen henrandt overmaade behageligt. Han er en bemidlet Mand, ugift og børnløs. At modtage og herligen beværte Reiſende er hans ſtørſte Glæde, derover beſøges og hans Huus ſom et Vertshuus og ingen honet Reiſende gaaer hans Dør forbi.

24de Maj.

Da Tiden kom at min gamle Provſt ſkulde gaae i Kirke, reed jeg afſted, og kom i Begyndelſen gjennem de ſkjønneſte Egne, jeg har ſeet veſtenfor Lindesnæs. Længere frem blev det ſtygt og ensformigt; tilſidſt kom jeg gjennem en trang Dal, Drangsdalen kaldet, hvor Vei er anlagt for at undgaae den ſaakaldte Skydalshei, en yderſt interesſant Situation, ſom mindede om de Leirdalſke og Gudvangſke. Saa kom jeg da til Lund Præſtegaard og overraſkede Schive[35] meget behagelig. Han er Ridder, men hverken han eller nogen anden veed hvorfor. Blandt de udmærkede Menneſker kan han i ingen Henſeende regnes. Endog ſin Atteſtatslærdom har han, hvis ikke alle Julemærker ſlaaer feil, ſaa temmelig udſvedet. Imidlertid fandt jeg iaften ret megen Fornøielſe i hans Selſkab, og den langt tarveligere Beværtning krydredes ligeſom paa Helleland af Verts og Vertindes glade Anſigter og ſande Gjæſtfrihed.

26de Mai.

I Farſund tog jeg ind hos min gamle Ven Gabriel Lund[36] den yngre, Stedets fornemſte Kjøbmand .Han var Student og havde begyndt at ſtudere Theologie, men forlod ſom flere Lemmer af denne ſtore vidt udbredte Kjøbmandsfamilie Videnſkaben og hyldede Mercurii Fane. Manden er endnu, hvad Ynglingen var: ædel og interesſant. Hans indvortes Menneſke er, ſaavidt jeg kan mærke, uforandret, ſom det var for 16 Aar ſiden i Kjøbenhavn; det udvortes derimod har lidt en ſtor Forandring, da han til ſin anſeelige Høide har faaet en næſten monſtrøs Corpulence. Han har en Kone, liden af Væxt, men ligeſaa feed idetmindſte ſom han; det er min Troe et drøit Ægtepar. I ſamme Huus, hvor hans Fader Jochum Lund, i ſin Kreds ikke mindre bekjendt for ſin Virkſomhed og Luxus end John Collett i ſin, lod opbygge og indrette for begge ſine ældſte Sønner, boer den anden Broder og Compagnon, Ebbe, ogſaa meget feed og meget godlidende.

27de Mai.

Her var idag Mandfolkeſelſkab hos min Vert, mig til Ære. Det var Egnens Honoratiores, næſten alle Medlemmer af den ſtore Lundſke Familie. Som en Underlighed i en Cirkel af ſaa velopdragne Menneſker, maa jeg anmærke, at der røgtes Tobak i det Værelſe, hvor Spiſebordet ſtod dækket, indtil det Øieblik, Maden bares ind, og man gik tilbords. Iøvrigt herſker her aldeles ikke fordums Luxus enten i Mad eller Drikke. Der gaves kun en Sort Viin, ſom man drak af temmelig ſmaa Glasſe. Selſkabelig Munterhed kan jeg heller ikke ſige, der fandtes ved Bordet. Den glædemyrdende Skik, at udbede ſig den Ære at drikke et Glas med hvert Menneſke, grasſerer ogſaa her, og faſt udelukkende indſkrænkede alle Skaaler ſig dertil. Om Eftermiddagen fik jeg en Boſton til 4 Skilling Fiſken; høiere gaaer man aldrig. Ogſaa deri holder man ſig til Tarvelighed. Denne Simpelhed, ſom tiltager i de høiere Stænder, ſkal imidlertid hos Bønderne ude paa Liſterlandet aldeles være forſvunden. Caperie og deslige har gjort hver anden Mand til Matador. Det ſkal endog gaae ſaa vidt, at Tjeneſtepigerne, der gaae i Ærinde fra den ene Bondekone til den anden, hilſe fra Madammen.

28de Mai.

Det var aftalt mellem Lund og mig, at vi i Formiddag ſkulde reiſt ud paa Liſterlandet til de Egne, hvor jeg har henlevet min Barndom, for at jeg kunde ſee dem igjen og den ſtore Forandring, ſom der og fornemmelig paa Øſthasſel Gaard, mit Barndoms egentlige Hjem, er foregaaet; men det urolige Veir, ſom i nogen Tid har herſket, blev idag til et reent November-Uveir, og vi takkede Gud for Tag over Hovedet. Nogle Viſiter og et Middagsſelſkab hos Ebbe Lund udgjorde Dagens Sysſel.

29de Mai.

Jeg havde leiet Baad og Folk til Chriſtiansſand, men i dette ſnarere til- end aftagende Stormveir var det naturligviis umuligt at komme afſted. — Et Aftenſelſkab hos min Verts tredie Broder, Jacob Lund, endte Dagen.

30te Mai.

Nei Gud forbarme ſig! nu bliver det reent desperat. Ikke engang til Lyngdal vilde man i dette Veir paatage ſig at føre mig, for at jeg derfra kunde fortſætte Reiſen tillands til Chriſtiansſand.

31te Mai.

Jeg ligger fremdeles veirfaſt, og fik derved Leilighed til at gaae i Kirke og høre en Prædikant, ſom man havde gjort mig meget nysgjerrig efter. Det var den reſiderende Capellan Dyrborg,[37] bekjendt her i Egnen fra Drengeaarene for ſin ſtore Flauhed og Taabelighed. Han blev naturligviis ikke bedre, da Skjæbnen gjorde ham til perſonel Capellan hos den høiſt berygtede Provſt Ancher Brun,[38] der i en Alder af over 80 Aar blev afſat ved Høieſterets Dom. Endelig blev han reſiderende Capellan her i ſit Barndoms Hjem, og er i Almindelighed ingen Prophet agtet i ſit Fædreland, hvor maatte da ikke ſaadan en Stakkel her vorde ringeagtet! Det er han da ogſaa og, hvad hans Prædikener angaaer, virkelig i høiere Grad end han fortjener. Han var herinde før Gudstjeneſten, for at afgjøre en Pengeaffaire med Lund, og jeg fandt ham ikke ſtort anderledes end adſkillige have fundet mig ved førſte Bekjendtſkab: ſtille og en Smule forknyttet. Saa gik jeg da i Kirke. Hans Mesſe var en takt- og tonløs Jagen, Mellemting mellem Sang og Tale, men han brægede ikke, ſom andre har gjort. Hvad hans Prædiken angik, da var den uden Orden og Sammenhæng, ganſke heterogene Betragtninger og Formaninger laa omſtrøede mellem hinanden, men han ſagde ingen Abſurditeter og fremſatte, iſoleret, en Dog anden Sandhed, ſom hans ivrigſte Dadlere kunde gjøre vel i at lægge paa Hjerte. Hans Organ var ikke ubehageligt, hans Stilling var fri, og han gjorde ingen utidige Armbevægelſer, og Prædikenen var ret godt memoreret. Han ſkal gjøre endeel Grimaſer med Anſigtet, men dem kunde jeg ikke ſee. Jeg troer, man gjør ilde i ſaa reent at bryde Staven over denne Mand. I Livet ſkal han mangle Conduite, og det er maaſkee Aarſag i, at man gaaer ſaa ſtrengt i Rette med hans Embedsførelſe; ellers maatte dog virkelig Folk, ſom have ſeet dem om i Verden, vide, at der paa Prædikeſtolene gives langt uſlere Karle. — Lunds to Brødre med deres Koner (Madammens Søſtre) ſpiſte her til Middag. Det forbauſede mig at finde dem i dyb Sorg, og da jeg ſpurgte om Aarſagen, angaves en meget gammeldags og kleinſtädtiſch. Eilert Lunds yngſte, tre Fjerdinger gamle Barn døde i Nat af Kighoſte, og nu ſkulde den hele ſtore Familie i Eftermiddag hen og aflægge ceremoniel Condolenceviſit hos deres Fætter. Ogſaa det ſmager vel meget af Borgermeſterfamilien,[39] at de tre kjødelige Søſtre aldrig tiltale hverandre uden det hedder: Søſter Edvardine og Søſter Ellen og Søſter Severine; men ellers er det gode og virkelig heel dannede Menneſker.

1ſte Juni.

Juni Maaned begynder ſom det en Juni Maaned anſtaaer: varm og mild. Det ſlemme Veir har udraſet og i deiligt Solſkin tiltraadte jeg paany min Reiſe, efter at have taget en hjertelig Afſked med min brave Vert og hans Familie. — Farſund var i min Barndom og Ungdom en Bolig for Sviir og alſkens Luxus. Aaben Gjæſtfrihed herſkede, men det var, ſom flere Steder i gamle Dage, ved mange fyldte Pocaler, man lagde den for Dagen, og der var faſt intet Selſkab, hvor man jo førte Undergangskrig med Flaſkerne, og tidt blev det Seierherrernes Lod at falde ligemeget ſom de Overvundne. Det er ikke mere Tilfældet. Den vilde Slægt er næſten uddød, og den yngre ſynes at have indført en ſtille, frugal Levemaade, hvorved endeel af den fordums Jovialitet gaaer med i Løbet.[40]

Over Lyngdalsfjorden kom jeg til Lyngdal, et overmaade ſmukt Landſkab, hvoraf dog Reiſende nuomſtunder ſee en ſaare liden Deel, da Poſtveien er anlagt over et vildt Fjeld i den ſtyggeſte og meeſt bakkede Egn, ſom deromkring er at finde; men daværende Foged havde en Avlsgaard deroppe mellem Fjeldene, og for at komme lidt mageligt til den, lykkedes det ham at overtyde Vedkommende, at Landeveien maatte anlægges her. Store Omkoſtninger ere viſt anvendte for at gjøre denne Udørk nogenlunde fremkommelig med Heſt, og nu ſiger man dog, at denne Vei atter ſkal ſløifes, thi Hr. Kammerraad Heiberg er ikke længer Foged.[41] Paa hiin Side af et Færgeſted blev Egnen ſmuk: Løv- og Barſkov, Ager og Eng, Elve og Ferſkvande og pene Bondehuſe i yndig Afvexling, og ſaa vedblev indtil Gjæſtgiveriet Vigeland, ſom jeg uden Betænkning tør kalde det førſte af alle Gjæſtgiverier, jeg kjender i Norge, idetmindſte paa Landet. Alle Beqvemmeligheder nyder den Reiſende i høi Grad, og penere Sovekammer og bedre Seng har jeg neppe fundet i nogen Præſtegaard. Og med alt dette er Betalingen overmaade billig.

2den Juni.

Idag har jeg i temmelig varmt Veir redet 6½ Miil, har altſaa efter min Maade udſtaaet temmelig Strabads. Blandt Dagens Reiſebegivenheder anmærker jeg iøvrigt kun, at man paa Gjæſtgiverſtedet Vatne overlod det til mig ſelv, om jeg vilde have Rom, franſk Brændeviin eller Aqvavit, men derimod ikke eiede andet Brød end Havre-Fladbrød.

3die Juni.

Chriſtiansſands Latinſkole, blandt hvis Peblinge jeg henhørte i halvtredie Aar, var det mig umuligt at gjenkjende. Den var meget forandret, men jeg kan juſt ikke ſige mærkeligen forſkjønnet. Store ſkyggefulde Træer, ſom ſtode udenfor den, ere borthuggede, hvorved Værelſerne rigtignok ere blevne lyſere end før. Ogſaa læſte de tre nederſte Clasſer før i eet Værelſe, og kun Meſterlectien var afdeelt fra de øvrige. Nu har hver Clasſe, ſom billigt, ſit ſærſkilte Værelſe, men ingenlunde ſom de i Chriſtiania; et af dem er endog tillige Sovekammer. De have og et Auditorium og et Bibliothek; paa det førſtes Gulv laae Rug; i det ſidſte var ogſaa Spiſekammerreqviſiter, men ingen betydelig Bogſamling. Rector Amberg[42] er viſt en meget brav Mand, men neppe af dem, der tage ſig meget ivrig af Undervisningen. I hans Selſkab var jeg inde i Kirken, ſom er aldeles uforandret, ſom da jeg forlod den 3die Søndag efter Paaſke 1785. Det eneſte nye, jeg fandt der, var Hr. Wergeland i Atlaſkes Kjole. Jeg vexlede et Par Ord med ham; han er mig ſagtens gram over min Recenſion,[43] kan jeg tænke. Ellers ſkal han være meget melancholſk over de Modſtandere, der have reiſt ſig mod ham, og paa ſin Ordinationsdag yttrede han det Ønſke for en Collega, at han aldrig havde ſkrevet Mnemoſyne. — Provſt Engelhardt[44] var mig bekjendt fra min forrige Chriſtiansſandstour og det norſke Selſkab. Det er ret en ſærdeles godlidende ung Mand, kun fradømmer man ham alt Talent for Prædikeſtolen. Endelig var jeg hos Generalmajor Tobieſen, en meget oprigtig Ven af min afdøde Stiffader. Han havde ſamme Skjæbne ſom min Fader, at afſkediges i ſin høie Alderdom uden Anſøgning og uden Udmærkelſe i Hæder eller Indtægt, og var dog ogſaa en ſaare hæderlig gammel Officeer, i Aandscultur endog over min Fader. Æren er næſten Krigerens eneſte Løn paa hans møiſomme Bane. Skal han da nu ſom Olding, efter mere end et halvt Aarhundrede at have baaret Dagens Byrde og Hede, og baaret den troligen, afſkediges paa en ſaa lidet ærefuld Maade, at man aldrig byder en anden Embedsmand, der ei er notoriſk uduelig eller fordærvet, noget lignende — det er rigtignok tungt.

4de Juni.

Jeg tog Natteleie hos Præſten Grøgaard paa veſtre Moland.[45] Vi havde aldrig ſeet hinanden før, men havde ikke været ſammen en halv Time, førend vi, ved vore mange Berøringspunkter, alt vare meget gode gamle Venner. Han er en af Norges ſærdeles oplyſte og dannede Religionslærere, en Mand, ſom man virkelig lykønſker ſig med at komme i Bekjendtſkab.

5te Juni.

Skrækkelige Hiſtorier fortaltes mig i Morges om en middelaldrende Præſt[46] her i Provſtiet, et af de gyſeligſte Beviſer paa moralſk Nedværdigelſe, jeg nogenſinde har hørt. Han ſkal have været en talentfuld og, ſom det ſyntes, retſkaffen Mand; den høiſt agtværdige Jacob Aall paa Næs bad mig endog engang i Kjøbenhavn at tale hans Sag for Cancelliepræſidenten, og det vilde han viſt ikke have gjort, derſom han ikke havde troet ham Anbefaling værdig, men paa nogle Aar er han bleven et ſaa ryggesløſt fordærvet Menneſke, at man vanſkelig finder hans Lige. Ikke nok med at han er yderſt forfalden til Drik; de ſkjændigſte Ukydſkhedshiſtorier fortælles ſom notoriſke om ham, og Kronen har han ſat paa det alt ved følgende Bedrift: Hans Fader var død og Familien var ſamlet for at gjøre oekonomiſk Aftale. Ved Middagsbordet beklagede Præſten, at der ikke var Viin paa Bordet, hvortil Moderen ſvarede: „Vinen er dyr, min Søn, og naar de andre nøies med Øl, kan du ogſaa.“ Det gik ſaa hen til Maaltidets Ende, da han, iſtedetfor at takke ſin Moder for Maden, tog hende i Næſen og bukkede hende ned mod Gulvejt, ſaa at Blodet ſtrømmede ud af den. To Dage efter var hun død. Det ſkal være beſtemt ſandt; Aall i Porsgrund, hos hvem jeg ſkriver dette, bekræfter det.

Grøgaard viſte mig, inden jeg reiſte, et Udkaſt til en Religionslærebog, han har udarbeidet, egentlig for ſine Børn, men tænker dog nok og at meddele Publicum den. Jeg meddelte ham et Par Indvendinger, men maatte iøvrigt billige hans Plan. — Ved Frokoſten indfandt ſig den perſonelle Capellan Hr. Top,[47] efter Sigende det bedſte, men ogſaa et af de taabeligſte Menneſker paa Guds Jord. „Capellanen vor er ſaa uſkyldig“, ſige Bønderne.

Denne Dags Reiſe var lidet behagelig. Forbudet var kommet for ſeent afſted, ſaa at jeg indhentede det, Veiene vare bakkede og Egnen ensformig, Heſtene maadelige og Sadlerne uſle; jeg fik ſaadan Lede for Ridningen, at jeg gik den ſidſte Miil fra Fjære Kirke til Helle, hvorfra toges Skyds til Vands ned ad Øieſtad Elven til Arendal.

7de Juni.

I Følge med min Svigerfader[48] gik jeg i Kirke og hørte Provſt Krog.[49] Han gav idag Anvisning mod overdreven Sind og Hu til Verden, og ſagde adſkillige gode Ting, men ellers var Prædikenen tør og havde lidet, ſom fængſlede Opmærkſomheden, hvilken han ellers gjorde ſig Umage for at vække. Saaledes begyndte han a la Baſtholm: „Jeg træder idag op,for at advare Eder mod en af Eders Slægts farligſte Fiender“, og nu udbredte han ſig vidt og bredt om denne Fiende, uden at nævne ham, for ret at gjøre os nysgjerrige, indtil det endelig kom ud, at det var bemeldte „Sind og Hu til Verden“.

8de Juni.

Med en Baad, ſom jeg havde tinget til Brevig, ſeilede jeg i Morges fra Arendal. Det gik godt i Begyndelſen, men ſaa blev Strømmen contrair, dernæſt ogſaa Vinden. Ikke engang Risøer, ſom laa lige for os, kunde vi naae, men maatte vende om til Lyngøer, en god Havn, hvor man imidlertid paaſtod der var intet ordentlig Gjæſtgiveri, hvor altſaa en Skipper, ſom modtager Fremmede, af lutter Godhed, men ſandelig ikke gratis, modtog mig, Niels og Tøiet. Ud af Huſet kunde man ikke gaa uden at klavre opad nogle bratte, nøgne Fjelde. Jeg ſøgte altſaa at forkorte Tiden ved Læsning i Oxenſtjernes Moralſke Tanker, ſom jeg medbringer, men en ſtor Deel af denne Mands Raiſonnements kan jeg ikke faae ind i mit Hoved. Han ſynes at være en Mand, der vender Ryggen til Verden, fordi den førſt har ſlaaet Haanden af ham, trøſter ſig over dens Uretfærdighed ved at ſkjælde den Huden fuld og gjør en Mængde eenſidige Reflectioner, ſom den rolige, upartiſke Iagttager aldrig vilde gjort. Naar han roſer, overdriver han ogſaa. Dette Skrift har hidtil været ſom en ſymbolſk Bog i min Familie, endog min Moder, hvis Characteer dog viſt afviger meget fra Oxenſtjernas, gjør mangfoldigt af den, men jeg forudſeer, at den for Familien i nedadſtigende Linie vil have langt mindre Værd.

9de Juni.

Vinden gik i Morges om til Sydveſt; jeg betalte den meeſt uforſkammede Regning, der endnu er gjort mig paa den hele Reiſe, og gik i Baaden. Vi ſeilede 3 Mile udenſkjærs, men ingen Englændere lod ſig ſee, og vi kom i god Behold til Brevig.

10de Juni.

Som ſædvanligt aflagde jeg i Formiddag Viſiter hos dem, jeg troede at ſkylde ſaadan Høflighed. Mit fordums Hjem, Præſtegaarden,[50] maatte jeg gaae forbi, da Capellanen Rynning[51] med Kone i de Dage var reiſt øſterpaa, for at forſøge om Nepotismen ei kunde virke noget til hans Forfremmelſe, da han er en Broder af Biſpens Svigerſøn. I min Tid, længe før og en god Stund efter den, var dette Præſtegjelds Geiſtlighed et Mønſter paa broderlig Samdrægtighed. Det er nu forbi. Rynning og Steenbuch[52] leve i megen Kiv; de have hver ſit Partie, Rynning dog uden Tvivl det ſtørre. Nogle laſtede dem Begge, men Begge roſtes af Ingen. — I Eftermiddag kjørte jeg til Porsgrund, og tog ind til Jørgen Aall.

11te Juni.

Det var ingen „bedrøvet ellevte Juni“; det var vel i det Hele den gladeſte Dag, jeg har havt, ſiden jeg forlod Chriſtiania. Fugleſang vakte mig af en rolig Morgenſlummer (en Canariefugl hang i mit Værelſe) og ved Theebordet mødte mig Fader, Moder og Børn fra 18 til 3 Aar, alle fuldkommen efter mit Hjerte. Jeg kjender intet Hjem, hvor Mand, Kone og Børn i ſandere Forſtand ere alt for hverandre, hvor det huuslige Samfund udgjør et ſkjønnere, mere harmoniſk Heelt end dette. Saaledes kjendte jeg dem allerede i deres og mine Ungdomsdage, ſaaledes ſaae jeg dem igjen for 11 Aar ſiden, ſaaledes fandt jeg dem igjen nu i end høiere Grad. Da vi havde ſpiiſt Frokoſt, kjørte Jørgen Aall[53] og jeg til Borreſtad. Jeg behøver nok ikke for nogen af Jer, kjære Venner, at beſkrive den elſkværdige, jovialſke Jacob Aall. I kjende ham jo alle, og begribe altſaa, at det var os ingen liden Glæde at faa ham overtalt til at ſpiſe Middag med os, uagtet han til Aften ventede Kammerherrer og Kammerherreinder, Frøkener og Baroner, ſom fra Nord og Syd ſkulde ſtrømme ſammen for at mødes paa Borreſtad. — Blandt Gjæſterne til Middags var Præſten …[54] Det er bekjendt, at ſnart jeg, ſnart Liebenberg, ſnart Clauſen eller hvo, der har udgivet en Samling Religionstaler, prædiker gjennem hans Mund for Porsgrunds Indvaanere. Hans Omgangstalent har ſine gode Sider, hans Tone er fri, anſtændig og godmodig, men der er dog ſtrax i førſte Øieblik et je ne sais quoi, ſom fraſtøder, og det bortviger ikke ved nærmere Bekjendtſkab. Hans altfor ſtore Lyſt til Selſkabelighed og in specie til den legemlige Æden holder man ſig op over. Han ſkulde idag holde en Brudevielſe Kl. 3 i veſtre Porsgrund, men da vare vi nylig komne tilbords, og han kunde ikke føre det over ſit Hjerte at gaae bort, før Kalveſtegen var kommen frem, og da havde Brudeparret vel ventet halvanden Time.

12te, 13de, 14de Juni.

Jeg kan gjerne ſlaae i Hob de 16 Mile og de ſidſte halvtredie Dage, for hvilke jeg her har at aflægge Regnſkab. Ingen mærkelige Glæder eller Gjenvordigheder mødte mig. I Korthed altſaa: jeg fandt Skyds overalt beſtilt og overalt taalelige Heſte, tilbragte en behagelig Aften i Drammen hos gode Venner, men var dog førſt rigtig vel tilmode, da jeg holdt udenfor min Dør og Marie, Claudine, Mariane og Julie, efter ſaa lang, lang Skilsmisſe jublede mig friſke og glade i Møde.

  1. Generalmajor Jacob Ulrik Holfeldt (Pavels’s Stiffader, cfr. P.s Autobiographi, Chra. 1866, S. 14 o. fl. St.) var netop afgaaet ved Døden i Bergen.
  2. Som det vil ſees af flere Ytringer i den følgende Reiſedagbog, var denne beſtemt til at circulere mellem Pavels’s nærmeſte Bekjendte, ganſke paa ſamme Maade ſom de Dagbøger af lignende Art, der førtes af hans Ben Provſt Fr. Schmidt under hans Kjøbenhavnsreiſer 1807, 1811 oſv. (Provſt Fr. Schmidts Dagbøger, udgivne af N. Hancke, Kbhv. 1868).
  3. danſke.
  4. Albert Lasſen, Provſt og Sognepræſt til Gran. (Forf. Lex.)
  5. Johannes Henrik Berg, Sognepræſt til Land (Forf. Lex.). Hans Afhandling om et norſk Univerſitet blev ikke trykt.
  6. ɔ: Pavels og hans Tjener.
  7. Auguſt Esmarch, en Slesviger, f. 1773, entlediget formedelſt Sindsſvaghed fra Capellaniet i Humble paa Langeland 1805, døde omſider i Kjøge 1855. Erlews Forf. Lex., Suppl. I, S. 430.
  8. Georg Burchard Jerſin, Sognepræſt til Voſs og 1814 Medlem af den Eidsvoldſke Rigsforſamling. Hans Biographi i: D. Thrap, Bidrag til den norſke Kirkes Hiſtorie i det 19de Aarh., S. 341—344.
  9. Haaken Hanneſtad † 1815.
  10. Tydſkeren Wilh. Joh. Schwindt, død ſom Overchirurg (ɔ: Brigadelæge) i Bergen 1826, var indkommen til Norge i Anledning af Felttoget i 1788. Se J. N. Bruns Mindre Digte, Chra. 1818, S. 374 fg.
  11. Biſkoppens Datter Cathrine, gift med Kjøbmand og Stadsadjutant i Bergen Hans Erichſen, var nogle Uger i Forveien død i Barſelſeng (25de Marts). Gravſkrift i J. N. Bruns Mindre Digte, Chra. 1818, S. 257—258.
  12. Johan Lønborg Paludan (reſ. Kap. til Trinitatis Kirke i Kjøbenhavn), Betænkninger for Ægtefolk, ſom ei leve i god Forſtaaelſe, Kbhv. 1812. 8. Biſkop Münters Skrift: Episcoporum ecclesiae Dano-Norvegicae Epistola encyclica ad clerum utriusque regni de officiis edicto regio 1811 d. 18 Oct;. promulgato pastoribus denuo injuncta, udkom under ſamtlige Biſkoppers Navne i Kbhvn. 1812. 4.
  13. Et Lykønſkningsdigt til Frederik VI.s Fødſelsdag 28de Januar 1812, ſenere optaget i Grundtvigs „Qvædlinger eller Smaaqvad“, Kbhvn. 1815, S. 275. Om den kraftpatriotiſke Forargelſe, ſom vaktes her i Landet ved nogle i dette Digt fremſatte drøie Sandheder om Norge (over hvilke man aldeles glemte de ſmukke Vidnesbyrd om ſand Velvilje, der ogſaa fandtes deri), ſe Vidar, udg. af L. Daae og Y. Nielſen, 1887, S. 49, ſmlgn. Breve til og fra B. S. Ingemann, udg. af Heiſe, S. 60.
  14. Carl Hjort Stuwitz, Sognepræſt til Korskirken (Nyerups Lit. Lex.). Han døde kort efter, endnu under Pavels-’s Ophold i Bergen, ſe nedenfor.
  15. Claus Tullin, Kjøbmand i Chriſtiania og Hofintendant († 1830), om hvem ſe H. I. Huitfeldt i Illuſtr. Nyhedsblad 1861 No. 28 og ſamme Forf. Chr.a. Theaterhiſt., Regiſtret. Hans Hus ſpillede en betydelig Rolle i Chriſtianias Selſkabsliv paa Pavels’s Tid.
  16. Auguſtinus H., † 1843 ſom Sognepræſt til Korskirken og Stiftsprovſt.
  17. Joh. Ernſt Welhaven (Prof. W.s Fader), Hoſpitalspræſt i Bergen, † 1828 ſom reſ. Cap. til Domkirken ſammeſteds (Forf. Lex.). En Charakteriſtik af ham ved P. A. Jenſen i Ill. Nyhedsbl. 1863 No. 50. Han omtales ogſaa i F. W. Schuberts Reiſe durch Schweden, Norwegen etc. Leipzig 1824. III, S. 162 fg.
  18. Grundtvig udgav en Nytaarsgave for 1812 under Titelen „Saga“, der recenſeredes i Lit. Tid. 1811 No. 36, Grundtvig ſvarede i Kjøbenhavns Skilderi 1812, No. 22, og Recenſenten atter hertil i Lit. Tid. 1812, No. 6.
  19. Udentvivl Wilhelm Schjøtte, Sognepræſt til Lunde paa Jæderen 1715—1723, ſe om ham Faye: Chr.ſands Stifts Biſpe- og Stiftshiſtorie, S. 289.
  20. Hans Roſing, Biſkop i Chriſtiania 1664—1699. Om hans Moder ſe L. Daae, Throndhjems Stifts geiſtl. Hiſtorie, S. 114—115.
  21. Chriſten Brun, Biſkoppens Søn, † ſom Stiftsprovſt og Sognepræſt til Domkirken 1847 (Forf. Lex.).
  22. Efter den i 1787 døde Apotheker Joh. Carl de Beſche, om hvem ſe J. N. Brun, Mindre Digte, S. 184—197, hvor Haven beſkrives og bedømmes.
  23. 1ſte Auguſt 1815, til hvilken Tid Univerſitetet ſkulde være i fuld Virkſomhed.
  24. Realf Otteſen, ſiden Sognepræſt til Sande i Jarlsberg († 1860), en Svigerſøn af Grosſerer P. v. Cappelen i Drammen, hvis Huſtru hørte til Pavels’s Omgangskreds. Otteſen var i hine Aar udtraadt af den geiſtlige Stand og Asſocié i Svigerfaderens Forretninger.
  25. Peder Chriſtianſen, en Tydſker.
  26. Juſtitsraad Johan Mich. Lund, † 1824, Forf. af Øvre Thelemarkens Beſkrivelſe.
  27. Nicolai Diderik Oſterhaus, † 1822.
  28. Marcus Frederik Irgens, Biſkop O. Irgens’s Søn og reſ. Cap. til Domkirken, ſøgte da efter Stuwitz Korskirkens Sognekald, ſom han ogſaa fik. Døde i denne Stilling ſom Stiftsprovſt 1820. Han havde til Concurrent Biſkoppens Søn Chr. Brun, for hvem Faderen af alle Kræfter arbeidede, men Irgens ſeirede ved perſonlig at reiſe til Kjøbenhavn og tale ſin Sag hos Frederik VI., underſtøttet af Biſkop Münter. Dette fremkaldte et ſpændt Forhold mellem Irgens og Familien Brun, der endog varede ud over Biſkoppens Død. Se D. Thrap i Theol. Tidsſkr., udg. af Caspari m. Fl., Bd. IX, S. 477 fg. ſamt Gammelt nyt om og af Biſkop J. N. Brun ved J. N. Brun, Chra. 1877, S. 509—516.
  29. Auguſtinus Meldal Brun (Forf. Lex.), en Broderſøn af Biſkoppen († 1833), cfr. Norſk Maanedsſkrift, udg. af D. Meidell, II, 480 fg.
  30. Til Vigedal i Ryfylke.
  31. I Chriſtiansſand. Henrik Eilert Støren døde 1822 i Stavanger. Se om ham A. Erlandſen, Biogr. Efterr. om Geiſtligheden i Throndhjems Stift, S. 493—494.
  32. Laurentius Andr. Oftedahl, Eidsvoldsmand, † 1843 ſom Sognepræſt til Eker D. Thrap, Bidrag til den norſke Kirkes Hiſtorie i det 19de Aarh., S. 322 fg.
  33. Som bekjendt er det et meget udbredt Sagn, at Sorenſkriver Nanſen, der boede i Egerſund, paa 1ſte ordentlige Storthing under Debatterne om Stedet for Norges Banks Hovedſæde ſkulde have ladet falde de Ord: „Jeg foreſlaar, at Banken ſkal være i Egerſund, det er en kjøn lille By, og der bor jeg.“ Fortællingen, der ogſaa har fundet Veien til den hiſtoriſke Literatur (.Fr. Hammerichs „Hans Nanſens (ɔ: Præſidentens) Levnet“ i Danſk hiſtoriſk Tidsſkr., 3. R., 1, S. 259), har imidlertid ingenſomhelſt factiſk Hjemmel. Den er Udentvivl opſtaaet derved, at netop medens det ſamme Storthing var ſamlet, og man (i Presſen) ivrig drøftede det Spørgsmaal, om ikke Univerſitetet burde flyttes fra Chriſtiania til en mindre By, fremkom der i Nationalbladet (8de Februar 1816, 2. Hefte, S. 86—92) et ironiſk Forſlag om, at Egerſund burde være Univerſitetsſtad. Bank og Univerſitet ere da blevne forvexlede i Traditionen. I Krafts Forfatter-Lexicon, udg. af Chr. Lange, findes anført (S. 464), at Nanſen „antages“ at være Forf. af dette Stykke (hvilket i Lexiconet citeres unøiagtigt). Der er imidlertid i Stykket flere Ting, der i en paafaldende Grad pege paa Pavels, og ſom derfor have bragt Udg. paa den Formodning, at Artikelen er fremkaldt af hans Erindringer fra denne Reiſe. Anonymen omtaler nemlig den „bakkede og vilde Vei fra Egerſund til Helleland“, hvilken han netop ſiger ſig at have befaret „i det ſvære Aar 1812 midt i Mai Maaned“, og han omtaler endvidere de Birketræer, ſom han ſaa underveis, altſammen Ting, der gjenfindes i nærværende Reiſebeſkrivelſe. Hvad der kunde tale imod denne min Formodning, ſkulde være, at Pavels ikke i ſin Dagbog for 1816 (i det mindſte ikke i den bevarede og trykte Del deraf) omtaler ſit Forfatterſkab til Artikelen; men han lader dog et halvt Aarstid tidligere (30te Juli 1815) falde en Bemærkning om, at han kunde have Lyſt til at give et ironiſk Indlæg i denne Discusſion. Pavels havde forøvrigt en Gang før været i Egerſund (i 1794) og ogſaa ved den Leilighed fundet Egnen „fæl og triſt“ (Autobiographi, S. 135—136). Gjennemlæſer man Artikelen i Nationalbladet, vil man ogſaa finde det mindre ſandſynligt, at en Indvaaner af Egerſund paa en ſaa uſympathetiſk, ja ligefrem haanlig Maade, ſom Tilfældet er, ſkulde have ſkildret ſit Hjemſted. Nanſen anſattes ogſaa førſt 1813 i Egerſund.
  34. Perfonalhiſt. Tidsſkr., VI, S. 128; Fru G. Kiellands Erindringer fra mit Liv, S. 39; P. Hanſens Archiv for Skolevæſenet i Chr.ſands Stift, I, S. 57.
  35. Søren Martinus Schive, † 1827 ſom Sognepræſt til Ringebo (Forf. Lex.).
  36. Eidsvoldsmanden Gabr. Lund, tilſidſt Poſtmeſter i Throndhjem († 1831). Han blev 1792 Student (Pavels’s Autobiogr., S. 192 fg.) og havde gode Kundſkaber. Se om ham og hans Familie Conſt. Flood, Liſterlandet, 2. Udg., Chr.a 1876, S. 103—108.
  37. Peter Dürborg, om hvem kan henviſes til Conſt. Flood, l. c. S. 188—192. Denne tilſidſt utrolig dybt ſunkne Mand dømtes fra ſit Embede ſom Sognepræſt til Hegeboſtad ved Høieſterets dom 1828, men characteriſtiſk er det (hvad Udgiveren kjender fra den paalideligſte Kilde), at der blandt Almuen ſattes igang en Anſøgning om, at han, der havde lovet at være nøiſom i Henſeende til ſine Indtægter, maatte beholde Embedet. Efter Afſættelſen levede han endnu et Snes Aar i Lyngdal dels af fordums Embedsbrødres Almisſer, dels af forſkjellige Accidentſer, ſaaſom ved at ſpaa for Bønderne i Kaffegrud. Almuen kaldte ham altid „Dyrenborg“.
  38. Erlandſen, Thj. St. Geiſtl., S. 417. Henr. Wergelands Sml. Skr., VIII, S. 175, 295. Pavels’s Autobiogr., S. 23.
  39. En Komedie af Kotzebue.
  40. Pavels har under ſidſte Side af ſin Autobiographi (S. 173) antegnet: „Sluttet i Farſund 30te Mai 1812.“ Man ſer altſaa, at denne idetmindſte tildels er udarbeidet under Reiſen. Maaſke er ogſaa Barndomserindringerne nedtegnede under det Indtryk, ſom Samlivet i Bergen med den gamle Moder maatte gjøre paa Sønnen.
  41. Gabr. Martin Heiberg, ſe D. Thrap, Familien Bonnevie, 2. Udg. S. 52.
  42. Til de om ham i Haldorſens Forf. Lex. anførte Henvisninger kan ogſaa føies Rahbeks Erindringer, III, S. 328, ſamt P. B. Lasſens Beretning om Stiftsſtaden Chriſtiansſand, Chr.ſand 1883, S. 181—183.
  43. Pavels var en af Cenſorerne over de til Selſk. f. N. V. indkomne Skrifter om et Univerſitet i Norge.
  44. P. B. Lasſen, l. c. S. 117 fg. Han forlod Norge 1822.
  45. Den bekjendte H. I. Grøgaard. Thrap, Bidrag til den norſke Kirkes Hiſt. i det 19de Aarh., S. 178—221.
  46. Frants Chriſtian Theſtrup, reſ. Kap. til Holt, entlediget 10de Juli ſ. A., ſe Faye, Bidrag til Holts Præſters og Præſtegjælds Hiſt., S. 81 fg.
  47. En danſk Mand, ſiden Sognepræſt til Drangedal. Forlod Norge ved Adſkillelſen fra Danmark.
  48. Kjøbmand Fahslan i Arendal.
  49. Johan Ernſt Gunnerus Krog, † ſom Sognepræſt til Arendal 1837.
  50. Pavels var reſid. Cap; til Eidanger 1793—1796 og boede ſom ſaadan i Brevig.
  51. Fred. Benj. Kraft Rynning, † ſom Sognepræſt til Moſs 1836 (Forf. Lex.). Broderen Erik R., Sognepræſt til Strøm (Odalen), var gift med Pauline Bech.
  52. Johan Erik S., Sognepræſt til Eidanger. Erlandſen, Thj. St. Geiſtl., S. 151.
  53. Conſularagent Jørgen Aall, Jacob Aalls Broder, Eidsvoldsmand.
  54. Hans Due Halling, † ſom Sognepræſt til Porsgrund 1839.