Da Kristiania var smaaby/4
Palæet kunde dog ikke tilfredsstille de fordringer, en mand som Carl Johan stillede til en kongebolig.
Rummet var for indskrænket, og heller ikke var værelserne saaledes udstyrede, som det krævedes, forat festerne, han gav, kunde blive kongelige.
Det varede derfor heller ikke længe, før man begyndte at tænke paa at afhjælpe savnet af en passende kongebolig.
Men — hvor skulde nu slottet lægges?
Herom fremkom der mange forslag.
Kongen synes fra først af at have interesseret sig for en foreslaaet gjenreisning af gamle Akershus slot, og det burde man ogsaa ubetinget have gjort! Tænk, hvilken kongebolig, hvilken beliggenhed, hvilken pryd for byen!
Foruden stedets beliggenhed, troede kongen ogsaa, at det vilde have betydning at flytte ind paa det sted, der havde huset gamle norske konger[1]. En vakker dag begav han sig derfor ledsaget af en glimrende stab op til Akershus slot for nok en gang nærmere at bese stedet.
Uheldigvis snublede kongens hest under denne promenade à cheval, og dermed var planen om gjenreisning af den gamle kongeborg opgivet. Carl Johan var, som bekjendt, ligesom sin fordums herre den store keiser meget overtroisk og saa i denne hændelse et slemt varsel. Følgen var, at slottet blev liggende i uforstyrret ro, i ensom majestæt, deroppe paa det smukkeste punkt i Kristiania.
Kun i de første aar af firtierne, medens Henrik Wergeland færdedes deroppe og lod «Veslebrunen» græsse i den gamle borggaard, var der lidt mere liv der.
Men var det stille og ensomt oppe ved slottet «øvrevolds», saa var det livligt nok «nedrevolds», det vil sige paa Hustangen og paa de nedre fæstningsvolde.
Der spadserede «hele Kristiania», ikke alene om sommeren, men ogsaa om vinteren, der mødtes venner og bekjendte, og der veksledes mangt et ømt øiekast mellem byens unge herrer og damer.
Kirkegaden nedover, med dens fortsættelse promenaden rundt fæstningsvoldene, var datidens «Carl Johan».
Videre høitideligholdtes dernede kongerne Carl Johans og Oscar den førstes fødselsdage med parade af tropperne, der ialfald for mit ungdommelige øie tog sig overmaade staselig ud. Soldaterne var i sit bedste antræk og kadetterne var paa Carl Johans fødselsdag, den 26de januar, altsaa midtvinters, iført hvide lerredsbenklæder; dette høres utrolig, men er dog sandt!
Høitideligheden begyndte med, at i det samme klokken slog 12, blev dørene til det gamle ridehus øverst i Kirkegaden slaaet op, og ud galopperede general Wedel, en høi, smuk, velbereden mand i spidsen for sin stab og under kanontorden fra Akershus.
Vel var ikke altid suiten saa velbereden som generalen, og det hændte ikke saa sjelden, at en af følget, der ikke i tide fik fat i «majortøilen», blev græsrytter. Sligt kunde jo være slemt nok, men det gik dog ikke altid saa uheldigt, som det engang senere hen i tiden gik en norsk bataljonschef under en norsk-svensk troppesamling. I det samme bataljonen skulde marschere ind paa Aksvalla, vendte han sig til sine soldater og sagde:
«Stram dere op gutter, det er det første indtryk, som gjør det!»
Det skulde han dog helst ikke have sagt; thi i samme nu slog hesten bagud, og — obersten laa i bakken!
Gamle oberstløitnant Borchgrevink sagde altid, naar denne historie kom paa tale:
«Fanden ved, hvad disse infanterister skal op paa blodsheste efter, lad dem holde sig til nordfjordingerne, saa bliver de siddende paa, og det er vel det væsentligste!»
Om nu end gamle Akershus slot laa udenfor livligheden nedrevolds, saa blev der dog fra de spadserende paa den nedre fæstning kastet mangt et ærbødigt og, ialfald hvad ungdommen angaar, halvt sky blik op til den gamle borg.
Der manglede nemlig ikke paa historier om de vidunderlige syner, som de skildvagter havde havt, der ved nattetid stod vagt oppe ved slottet. Især var det et sted i nærheden af kirken, hvor spøgelserne oftest viste sig.
Saadanne historier om merkelige, skrækindjagende visioner har jeg mangen gang hørt af soldater, der havde staaet paa post oppe ved slottet. Næsten hver kristianiafamilie havde nemlig dengang, da man havde hvervede soldater, en soldat til oppasser.
Disse soldatoppassere var selvfølgelig altid forlovet med en af husets tjenestepiger og aflagde i den egenskab hyppig besøg i pigekammeret, hvor børnene i de dage ofte holdt til, naar papa og mama var borte om aftenerne. I en saadan aftenstund har jeg mere end én gang hørt beretninger om syner, hvori Dyveke og Christiern, Herluf Hyttefad o. s. v. spillede roller.
Ogsaa en af Carl Johans efterfølgere, Carl den 15de, interesserede sig for Akershus slot.
Afdøde statsraad Irgens fortalte mig engang følgende:
Carl den 15de havde fattet en saa sterk interesse for det gamle slot, at han var begyndt alvorlig at spekulere paa, om det ikke skulde lade sig gjøre at faa det gjenreist.
Under overveielserne herom kom kongens svigerfader, den rige hollandske prins, til Kristiania. Denne blev nu saa paavirket af kongens sværmeri for den gamle borg, at ogsaa han begyndte at interessere sig for dens gjenreisning og lovede af sin betydelige formue at tilskyde de fornødne midler til arbeidet. Sagen var allerede kommen saa vidt, at statsraaden, der havde været ingeniørofficer, var bleven tilkaldt, og han satte sig da i verk med at skaffe overslag og planer, udarbeidet efter tegninger forefundne i rigsarkivet. Men saa hændte det, at en engelsk eskadre kom ind paa havnen, og da nu byen gjorde fest for de engelske officerer, medens den ganske havde ignoreret den hollandske prins, blev denne fornærmet, reiste sin vei og vilde ikke mere høre om nogen restauration af Akershus slot for hollandske penge.
Som bekjendt er der nu atter spørgsmaal om gjenreisning af slottet, men sagen synes at støde paa saa mange vanskeligheder, at man maa være bange for, at det heller ikke denne gang vil blive noget af.
Allerede den 22de oktober 1825 nedlagde Carl Johan grundstenen til vort nuværende slot. Det gik imidlertid meget langsomt med dette bygverk. Dels gik det sendrægtig med bevilgningerne, og dels foretoges der i tidens løb adskillige forandringer med den af arkitekt Lindstow oprindelig udarbeidede tegning. Efter den havde slottet kun to etager, hvorhos fløibygningerne sprang frem saavel paa for- som paa bagsiden.
I sin visdom afskar stortinget fløibygningerne paa forsiden og gjorde istedet slottet til en 3-etages bygning. Dette har været sterkt klandret, og det vist med rette. Jeg har seet Linstows oprindelige tegning, og der kan neppe være to meninger om, at vi vilde have havt et ganske anderledes smukt slot end det, vi nu har, om den var bleven fulgt.
Foruden de anførte aarsager til, at det gik saa langsomt med slottets opførelse, kom ogsaa den omstændighed, at vi manglede haandverksfolk til arbeidets udførelse. Vi maatte hente mursvende fra udlandet, især fra Tyskland. Disse merkede snart, at man ikke forstod sig paa tingen, og at de kunde forlange, hvad de vilde, og handle ganske efter eget forgodtbefindende. Man har engang vist mig et brev til en kamerat af en tysk mursvend, der arbeidede paa slottet. I dette brev anmoder svenden sin kamerat om at komme op til Norge, idet han siger:
«Da sind die leute noch dumm!»
Først i slutningen af aaret 1848 blev slottet afleveret til hofchefen, altsaa saa sent, at ogsaa Oscar den 1ste i begyndelsen af sin regjeringstid boede i palæet.
Det synes at have generet Carl Johan meget, at han maatte have sit følge, ialfald for den største del, logerende i private huse ude i byen. Det var heller ikke altid saa let at finde passende boliger for disse herrer.
Naar slige vanskeligheder opstod, var det ikke godt at stille kongen tilfreds.
En gang blev han saa opbragt, at han gav ordre til, at der skulde hentes telte fra arsenalet, saa vilde han leve paa feltfod som gammel fransk marschal og slaa leir paa torvet for sig og sit følge.
Enhver konflikt mellem svenskerne i kongens følge og byens indvaanere vakte hans majestæts høieste vrede.
Engang var man meget bange for, hvad han kunde finde paa i anledning af en saadan konflikt, om den var kommen til hans kundskab.
Carl Johan havde under sine ophold i Kristiania stadig med sig en del svenske gardister. Det var udvalgte, høie, smukke mænd, men noget stive i sine stramme uniformer.
En aften kom nogle af disse gardister efter et streiftog ude i Vaterland marscherende indover mod byen syngende: «ur vägen moskoviter». Nu vilde ulykken, at der netop var ankret paa havnen et langveis fra kommende fartøi med et udsøgt, ualmindelig sprækt skibsmandskab ombord. Disse havde faaet landlov og begav sig ud i Vaterland, hvor de kom lige imod gardisterne, og da ingen af parterne vilde vige tilside, blev der et alvorligt basketag.
Dette bekom imidlertid svenskerne ilde. De letvindte matroser i deres ledige dragter bankede de stive, svære, tungvindte gardister saa eftertrykkelig, at de saa slig ud, at man ikke vidste, hvorledes man skulde hindre, at de kom kongen for øie. Det lykkedes dog at faa stelt paa nogle af dem og gjemt bort andre, saaledes at hans majestæt ikke kom til kundskab om sagen.
Som bekjendt lærte Carl Johan aldrig norsk, ligesaalidt som svensk. Den eneste gang man har hørt ham gjøre forsøg paa at tale norsk, var under en artillerimanøvre paa Etterstad; da han saa en gammel kone holdt paa at blive overkjørt, raabte kongen af sine lungers fulde kraft; «trava gumma, tra-a-va!»
Denne kongens mangel paa kjendskab til sproget i forbindelse med, at han med sin franske, sydlandske natur havde saa særdeles vanskelig for at sætte sig ind i norsk karakter og tænkemaade, forvoldte mange misforstaaelser og forviklinger. Hans optræden i anledning af festligholdelsen af 17de mai beroede sikkert for en væsentlig del paa misforstaaelse. Dette vakte imidlertid uvilje, og rent ud forbitret blev man, da kongen i 1836 pludselig og uventet opløste stortinget.
Trods dette stod Carl Johan dog høit hos Kristiania publikum, og mange troede, at han var en mand med ganske usedvanlige aandsevner. Ja, enkelte gik saa vidt i sin entusiasme, at de ansaa ham for en kapacitet, der kunde sidestilles med den store Napoleon! Ialfald var Carl Johan en i høi grad vindende personlighed,[2] hvoraf han ogsaa benyttede sig. Det er noksom bekjendt, at han under sit sidste ophold i Kristiania ganske vandt for sig stortingspræsidenten, advokat (senere sorenskriver) Sørensen, saa denne siden ikke længer tilhørte oppositionen. Hans sore gavmildhed mod byens indvaanere bidrog heller ikke saa lidet til den yndest, hvori han stod. Han forstod ogsaa paa en fin maade at smigre det norske folk; saaledes holdt han altid paa sin stald en besætning af 8 à 1O gudbrandsdalske heste, som han hver gang bragte med til Norge. Disse var dog af en ganske anden elegant form, end de gudbrandsdalske heste, man nu har. De stod opstaldede i den saakaldte «glasmagasingaard» ved siden af min morfader, Jacob Meyers, gaard, og jeg havde derfor oftere anledning til at se hestene. Jeg erindrer meget vel, at det smigrede min norske selvfølelse, naar kuskene fortalte publikum, at det var de eneste heste, som ikke lagde sig efter den besværlige marsch fra Stockholm og ind til Kristiania. I de dage tilbagelagdes ikke den vei saa letvindt som nu; man kjørte i sin reisevogn og byttede heste saa ofte det gjordes nødvendig. Uagtet man hermed ofte ikke engang gav sig tid til at spænde en hest fra, men simpelthen skar den ud af skaglerne, naar den ikke orkede mere, gik det dog saa smaat paa grund af de elendige veie, at kongen gjentagende overnattede kun 4 mil fra Kristiania hos oberstløitnant Ingier paa gaarden Ingier i Ullensaker.
Var en norgesreise besværlig for kongen, trods alle de bekemmeligheder, han kunde skaffe sig, kan man nok vide, at det var endnu møisommeligere for private personer at kjøre den lange vei frem og tilbage mellem de forenede rigers hovedstæder.
Min morfader gjorde engang en stockholmsreise og min fader, der var med paa turen, har herom fortalt mig:
Der blev anskaffet en ualmindelig solid reisevogn og det sterkeste sæletøi, der kunde opdrives, og den betroede mand, kusken Lars, blev sat paa bukken, for min morfader vidste, at man risikerede at faa alskens forspand underveis. Ganske rigtig — man var ikke kommen langt ind i Sverige, før man fik et par heste, der løb ud som rasende.
Min morfader blev siddende ganske rolig og sagde blot: «Lars, hold midt efter veien!», medens min fader sad i dødelig angst, idet vognen under den vilde fart slingrede baade hid og did. Men greierne holdt. Endelig sagtnede hestene farten henimod en bakke, og «Gud ske lov», tænkte fader, «nu faar det da en ende». Men da hører han til sin store forfærdelse sin svigerfader sige i en rolig tone: «Slaa nu dygtig paa, Lars!» Denne lystrede øieblikkelig ordre, og afsted for vi med lynets fart; men ogsaa denne gang gik det godt, og fra nu af var hestene tæmmet.
I Stockholm var min fader med i audiens hos kongen, der var meget naadig mod min morfader, som han satte megen pris paa, men til min fader holdt han en længere præken om, hvilken udmerket mand hans svigerfader var, og hvor skammeligt det vilde være, om han ikke satte tilbørlig pris paa, hvilken lykke det var at være Jacob Meyers svigersøn!
Sidste gang Carl Johan var i Kristiania, synes alle tidligere konflikter at være glemt, og der var det allerbedste forhold mellem kongen og Kristiania indvaanere.
Sin glæde herover gav kongen tilkjende under en herresoiré i palæet paa den ganske pudserlige maade, at han gik omkring mellem gjesterne og sagde: «Fumez messieurs, fumez donc!» Han troede nemlig, at naar nordmændene kun fik lov at røge tobak af hjertens lyst, var alting vel.
Fra kongens side var det en stor overvindelse at finde sig i, at der røgtes tobak i hans nærhed. Han afskyede tobaksluft som pesten. Jeg har engang overværet en desinfektion i anledning af denne Carl Johans modbydelighed for tobak.
Jeg kom som barn hyppig i huset hos kaptein Sparre,[3] hvis sønner Emil[4] og Jacob[5] var mine kamerater. Engang kom kaptein Sparres gamle vaabenbroder, den senere fra den dansk-tyske krig saa berømte kaptein Helgesen, derop for at lade sig inspicere af den fransk-fødte fru Sparre, inden han begav sig til en audiens hos Carl Johan i anledning af sin ansøgning om paany at faa indtræde i den norske armé. Fru Sparre fandt ham saa vel indrøgt med tobak, at hun tog en hel flaske eau-de-Cologne, en paa den tid langt dyrebarere ting end nu, og overøste ham med, for paa den maade at fjerne den for majestæten saa vederstyggelige duft fra hans klædebon!
Saa forlader vi nu Carl Johan, siddende ved sin norske arne i palæet, lyttende til den spragende knitren fra den tørre, fede granved, hvilket altid var ham en fryd, idet han sagde:
«Ah, messieurs, cela me rapelle avec plaisir et vivement le feu de fusils et les batailles de ma jeunesse!»
- ↑ Carl Johan synes at have havt nogen rede paa Norges gamle historie; en fornøielig ytring af ham, som er opbevaret, tyder hen herpaa. Oppositionsmanden, kammerraad Laurentius Borchsenius, sorenskriver i Øvre Romerike, havde gjort noget, der vakte kongens vrede. Han vilde nu uden videre afsætte ham, men betydedes af sine raadgivere, at en sorenskriver ikke hørte til den slags embedsmænd, der kunde afsættes uden lov og dom. Da siges Carl Johan at have udbrudt: deg begriber mig ikke paa den Harald Haarfagre, da han afsatte smaakongerne, at han ikke tog sorenskriverne med!»
- ↑ Generalinde Anker, født Sneedorff, der havde været hofdame ved det legitime danske hof, fortalte engang i et selskab i mit paahør, at hun og hendes kreds havde været meget bange for at komme i berørelse med denne Bernadotte, «denne franske soldat», men hans optræden og manerer var fuldstændig ulastelige, og hans vindende væsen overtraf alt, hvad man kunde ønske.
- ↑ Død som krigskommissær i Bergen.
- ↑ Afdelingschef i Norske Veritas.
- ↑ Senere stadsfysikus i Bergen og stortingsrepræsentant.