Da Kristiania var smaaby/5
Professoren burde kanske ikke saadan uden videre staa til troende, han havde staaet paa Welhavens side i dæmringsstriden og var, som en stor del af datidens embedsstand, ivrig danoman.
Det fortjener ogsaa at bemerkes, at vor lærde professor havde havt en historie med nogle unge mennesker (studenter), hvoraf man lo paa professorens bekostning. Professoren gik en aften tilsengs, udslidt efter meget og anstrengende arbeide, men kunde ikke faa nattero for en del studenter, der holdt lag i samme hus, hvor professoren boede.
Da nu skraalet og spektaklet blev ham for sterkt, stod han op og gik ind til de unge mennesker og beklagede sig over, at han ikke kunde sove paa grund af den støi, de holdt, men blev kun mødt med den uærbødige ytring:
«Har De en god samvittighed, sover De nok!»
Sandheden kræver at tilføie, at det ikke var en student, der udtalte sig saa ugeneret, men løitnant Rehbinder, den senere oberst og kommandant i Fredriksstad. Størsteparten af deltagerne i gildet var dog studenter, og jeg har hørt nævne blandt andre Erik Møinichen, den senere statsraad, samt den i disse erindringer før nævnte Colban.
For en væsentlig del havde dog Hansteen ret i, at livet blandt studenterne i tyveaarene og første del af trettierne artede sig raaere end i firtiaarene. Jeg kan ialfald bevidne, at det i mine studenterdage, der falder i sidstnævnte periode, var hørt at ansees — saaledes som i tyveaarene — for en fornøielig sport, hvorpaa der egentlig ikke var noget at sige, at gaa ud til Vaterland og Grønland for at faa sig et ordentligt slagsmaal.
At sederne ikke længer tilbage i tiden skulde være saa raa, synes ganske utroligt, men en meget paalidelig og hæderlig person, assistent i rigsarkivet Andreas Knoph, der levede lige op i ottiaarene, fortalte, at han i sin studentertid mange gange var ude paa saadanne expeditioner.
At føre en proper næve, som det i datidens sprog hed, ansaaes for en meget prisværdig egenskab, der vakte beundring og lovord.
Som en person, der i fortrinlig grad havde denne egenskab, nævnte altid Knoph studiosus medicinæ Petter Frelsen, død som overtoldbetjent i Skien. En prøve paa sin færdighed i at føre en proper næve aflagde han paa en saa eklatant maade engang nede paa Toldbodbryggen, at en bryggesjauer, der stod ved siden og saa paa, hvorledes Frelsen med en eneste velrettet næsestyver slog en mand overende, i begeistring udbrød:
«Nu har jeg da i mine levende dage ikke seet mage til nethændt karl før!»
Det var dog ikke alene under aftenpromenader og paa gaden, at næverne brugtes, men ogsaa ved selskabelige sammenkomster, især paa baller, anvendtes dette vaaben.
Der har altid været adskillig selskabelig omgang mellem Kristiania og Drammen, og især var det meget almindeligt, at ballerne i Drammen besøgtes af kristianiaherrer. Ved en saadan fest indfandt vor ven Frelsen sig. Paa ballet var der en liden, firskaaren person, ved navn Paulsen, som spillede første hane i kurven; han ordnede dansene, førte op, kort sagt, arrangerede det hele.
Var der nu nogen, der ikke straks lystrede parole, vinkede den lille Herkules vedkommende udenfor, og naar saa hr. Paulsen kom ind i balsalen igjen, sagde han:
«Nu tror jeg ikke, at N. N. viser sig mere paa ballet iaften!» — man vidste da, at personen var bleven ilde tilredt.
Da dette havde gjentaget sig nogle gange, syntes Frelsen, det kunde være af interesse for sig at prøve kræfter med Paulsen, og sagde derfor:
«Hr. Paulsen, mon saa ikke vi skal gaa udenfor?»
Denne gang blev resultat et andet, idet Frelsen kom alene tilbage og sagde:
«Nu tror jeg ikke, Paulsen viser sig mere iaften, det saa ud, som jeg havde slagtet en liden gris!»
Historien, der er bleven mig berettet af en person, der ved anledningen var i følge med Frelsen, karakteriserer noksaa godt, hvorledes der i de dage kunde gaa til paa et bal. Det maa dog indrømmes, at muntre kristianiaherrer antagelig tog sig større friheder i Drammen end i Kristiania.
Paa et bal i Drammen ved disse tider indfandt der sig saaledes to meget fiffige kristianiaherrer, student Christian Hanson,[1] og første balkavaler i Kristiania, løitnant Meinertz.
Under ballet erklærede disse to herrer, at de skulde lære drammenserne at danse cotillon, en dans, der paa den tid var ukjendt i Drammen. Dette udførte de paa den maade, at de stillede alle drammenserne op i en kreds, herrerne yderst og damerne indenfor, hvorpaa de to kristianiaherrer vekselvis gik ind i kredsen og tog en dame og valsede rundt med, medens drammenserne maatte staa rolig og se paa.
I begyndelsen vakte denne trafik kun drammensernes forundring og beundring ved at se, hvor let og kraftig unge Hanson dansede om trods sin usedvanlige tykkelse; men endelig blev det dem for drøit, og en af dem gik ind i kredsen, idet han sagde til tykke Hanson:
«Trur du, at vi holder bal i Drammen for at skaffe dig mution, dit tjukke svin!» — og dermed var moroen slut!
Om nævnte løitnant Meinertz fortælles, at han engang efter en middag paa Bogstad hos grev Wedel tog sig den frihed at klæde sig af og svømme ud efter en baad, hvori en del af selskabets damer befandt sig. Denne bedrift blev dog taget løitnanten saa ilde op, at han af brigadechefen, general Stabel, blev forflyttet fra Kristiania for en tid.
Da det saa led ud paa høsten, kunde imidlertid hovedstadens damer ikke længer undvære sin raske balkavaler, men da de i den anledning henvendte sig til general Stabel, svarede han:
«Ikke før isen lægger sig.»
Datidens studenter havde vistnok liden anledning til at komme paa bal i bedre huse og var derfor henvist til dansebuler, naar de vilde have sig en svingom.
Af saadanne var der mange: f. eks. Gruesalen, Rasmussalen, Kolbysalen m. fl. Det var dog især ved jule- og markedstider, at studenterne besøgte disse steder.
De svenske statholdere tillod sine folk at holde dansebod i Palæhaven. Ogsaa disse baller besøgtes af studenter, ialfald var førnævnte Frelsen tilstede ved én leilighed, som har gjort disse baller meget omtalt.
En søndagsaften, medens dansen gik paa det kraftigste i pavillionen, kom den førnævnte løitnant Holbye derned med vagtafløsningen. Da han vidste, at denne dansetrafik var til stor forargelse for kristianienserne, og da han dertil antagelig har været «high-spirited», hvad tidt og ofte hændte, marscherede den raske løitnant med sine soldater ind i pavillionen, og under udraabet: «Guds blod, dansebod i kongeborgen!» befalede han sine folk at gaa paa og jage gjesterne ud. Da dette var expederet, kommanderede løitnanten: «Et glas kognac til mig og politibetjent Wang og akevit til mine folk!»
Det fortælles, at den af gjesterne, der gjorde kraftigst modstand, var Frelsen, der dansede som en dervich mellem soldaternes bajonetter; men det hjalp ikke, ud maatte han.
Gamle Heltberg, som Bjørnson kalder ham i sit bekjendte digt af samme navn, sagde gjerne: «Der var sikkert nok en hel del raahed blandt studenterne fra min tid, men saa var der ogsaa adskilligt lune og godt humør i de optøier, de tillod sig.» Til støtte for dette udsagn, kan følgende tildragelse anføres:
Førnævnte kristianiaborger, mægler Ole Eger, skulde en aften i sedvanlig adstadigt trit begive sig til sit hjem. Herunder fik de to medicinske studenter Løvvold og Frelsen øie paa ham. Disse, der vidste, at mægleren var en noget kolerisk mand, der, naar han kom paa kogepunktet, exploderede med en opkastelse, tog ham nu en under hver arm, idet de sagde:
«Ja, ja, Eger, vi ser De har faaet lidt formeget i aften, men bryd Dem aldrig om det, vi skal hjælpe Dem vel hjem!»
Eger protesterede selvføgelig paa det kraftigste og vilde slide sig løs, men de to plageaander holdt fast paa sit bytte og fulgte ham, under forsikringer om deres gode hensigt, til hans hjem og ringede paa. Da pigen kom og lukkede op og fik den besked af de to unge herrer, at de havde tilladt sig at følge hendes husbond, som de havde truffet i beruset tilstand, kunde mægleren ikke dy sig længer, men afgav et for de tilstedeværende mindre behageligt bevis for rigtigheden af de to herrers forklaring.
Om samme løsslupne lystighed vidner ogsaa følgende historie: En kold, maaneklar vinteraften klædte Frelsen sig ud som fruentimmer og løb i dette kostume fra hjørnet af Grændsen og Akersgaden til Regentsen ude paa Grønland, idet han under løbet spændte ben for alle, der kom i hans vei.
Efterhvert som nu disse kom sig paa benene igjen og kom sig af sin forundring over, hvad dette kunde være for et levende kvindfolk, gav de sig til at løbe efter, saa at da Frelsen kom ind paa Regentsen, havde han saa mange folk efter sig, at det saa ud, som der var opløb i gaden.
Af deslige historier kunde jeg fortælle mange, men hvad jeg her har fortalt, er tilstrækkeligt til at belyse forholdene paa den tid.
I de historier, jeg har omtalt, spiller vistnok Frelsen hovedrollen, men deraf maa man ikke slutte, at han var en enestaaende figur, han var kun en fremtrædende repræsentant for Kristiania glade universitetsungdom i de første 10 à 15 aar af universitetets bestaaen.
Omkring 1830 begyndte saa en ny tid i Kristiania, hvorom i næste kapitel.
- ↑ Død som sorenskriver i Eger, Modum og Sigdal.