Da Kristiania var smaaby/3
Jeg erindrer, at der endnu i de sidste aar af trettierne var stor stas paa gaarden, naar den ridende jæger kom hjem efter exercitsen. Han satte over grinden og skjød af en pistol, hvorpaa udrederen kom tilstede og ønskede soldaten velkommen hjem, idet han skjænkede ham en dram. Det ansaaes for et meget hæderligt hverv at tjene kongen og bære uniform som en «kongens karl».
Med denne veneration for soldaterstanden gik det dog efterhaanden tilbage.
Man ophørte at interessere sig for arméen, og som en følge deraf blev der intet gjort for den.
En stor del af vore officerer var henvist til at tilbringe sine bedste leveaar paa en chefsgaard paa landet, under økonomisk tryk og uden tilstrækkelig sysselsættelse. Et træffende billede paa en saadan landskapteins livsvilkaar har man i Jonas Lies bekjendte roman «Familien paa Gilje».
Det gik saa vidt med mangel paa sans for vort forsvarsvæsen, at den opfatning gjorde sig sterkt gjældende, at det hele militærvæsen kun var en unyttig plage.
I den sidste tid har dog dette, som bekjendt, rettet paa sig, og man har nu et ganske andet syn paa tingene, om man end ikke er kommen helt tilbage til det gamle standpunkt.
Vore officerer med løitnantspatent fra tiden før adskillelsen fra Danmark stod vistnok efter nutidens fordringer ikke høit i boglig uddannelse, om man end var kommen udover det stadium, da det i det saakaldte 3—tomsreglement kunde hede: «Ein fændrik muss ein langer lømmel sein, kann er etwas lesen und schreiben, kann es immer miht schaden.»
Om nu ikke lærdommen var stor, laa dog krigsaarene saa nær, at en flerhed af datidens officerer havde lugtet krudt. Det maa ogsaa bemerkes, at de dages officerer for en væsentlig del rekruteredes fra gamle officersfamilier, hvoraf man dengang ikke havde saa ganske faa.
Vel fik man ogsaa officerer fra andre samfundslag, men i saafald var det som regel kjernekarle af bondestanden, der paa en eller anden vis i sær grad havde udmerket sig og paa den maade var kommen op i officersklassen. At disse ikke altid var saa fine i sin udtryksmaade følger af sig selv.
Da saaledes general Wedel med sin tynde, lidt affekterede stemme engang sagde til en ritmester, der benyttede en ureglementeret sadel:
«Kan hr. ritmesteren virkelig ride paa den sadel?» — svarede denne:
«Jeg kan ride paa bare r…a, jeg, general!»
Samme ritmester var en ældre mand, og hans brigadechef, general Wedel, ogsaa allerede meget tilaars. Generalen fandt, at ritmesteren i var adskillig for gammel til at staa i tjenesten, og under en samtale fandt følgende replikveksling sted:
Generalen: «Jeg synes, man bør tage afsked, naar man er gammel.»
Ritmesteren: «Nei jasaa, saa generalen tænker paa at forlade os!»
Høiest i anseelse stod artilleri- og ingeniørofficerer samt sjøofficerer. De første havde faaet sin høiere uddannelse i Kjøbenhavn, og de sidste var helt uddannede dernede og havde som sjøkadetter gjort tjeneste ved hoffet som pager.
Sjøofficererne indtog en særstilling, som de i lang tid beholdt, man kan næsten sige, saalænge marineetablissementet var i Fredriksværn.
Jeg erindrer flere artilleriofficerer fra dansketiden. Hos disse var der en forunderlig blanding af barskhed og bonhommie.
Engang var en af disse herrer i visit hos min fader, og jeg skulde følge ham ud i entreen for at hjælpe ham overfrakken paa.
Neppe var vi ude af døren, før han vendte sig om mod mig og sagde i en bulbidertone:
«Hvad vil han her, tror han maaske, at jeg tager noget med mig?»
Jeg kan ikke negte, at jeg blev noget perpleks, men summede mig dog snart paa, at meningen var at være gemytlig og hyggelig og sige:
«Gjør Dem ingen uleilighed, jeg hjælper mig saa godt selv.»
I et selskab hos statholder Løvenskiold saa jeg engang en anden af disse Martii sønner. Han stod i en ivrig passiar med nogle andre herrer. Under dette kom en tjener med et bret med kaffelikører hen til gruppen og sagde:
«Befales curaçao eller marachino?»
Da man ingen notis tog af tjeneren, gjentog denne et par gange sit «befales o. s. v.»
Vor krigsmand blev nu, ialfald tilsyneladende, ærgerlig, vendte sig om og sagde med en barsk stemme paa godt dansk:
«Aah skenk blot i, det er vel noget skidt, alt det han har!»,
Denne udtalelse var jo ikke videre artig mod verten, men det var der ingen, som brød sig om, man vidste, at det ikke var ondt ment, og at det, som man i de dage vilde have sagt, kun var en «façon de parler».
Den samme officer hørte jeg ved en anden anledning under mange eder — med den slags blomster maatte en respektabel krigsmand altid dekorere sin tale — fortælle, hvorledes han i 1818 havde været med at tage bønderne, der marscherede mod Kristiania for at jage stortinget fra hinanden. «Vi mødte,» sagde han, «bønderne i Bærumsbakkerne; nogen batalje blev der dog ikke af, thi neppe havde de karle seet, at vi prossede af, før de gav sig paa naade og unaade; nu,» tilføiede han, «det er jo ikke saa greit for bondeknolde uden ordentlige vaaben at se ind i en kanonmunding, og det kan hænde, at det var tapre folk, men ialfald var det helte af samme kaliber som Fredrik den stores general Seaton; thi den odeur, de karle udbredte om sig, var rent ud vederstyggelig!»
Siden jeg nu taler om officerer fra disse ældre tider, kan jeg ikke undlade at nævne den høist originale oberst Borchenstein.
Han havde været tysk officer og var kommen herop i begyndelsen af forrige aarhundrede, som det hed, paa grund af en ulykkelig familiehistorie.
Han gjorde sig snart bemerket som en mere end almindelig kundskabsrig mand og gjorde som lærer ved den militære høiskole overmaade megen nytte.
Som en flerhed af de herrer lærde var han meget distrait.
Engang han med offentlig understøttelse skulde gjøre en reise til udlandet, havde han paa datidens vis forsynet sig til reisen med kontanter i guld og sølv i en lerredspose. Denne bar han, da han skulde afsted, under armen. I de dage laa dampskibet ude paa havnen, og da han skulde stige ombord fra baaden, løftede han armen for at tage for sig, og bums — der plumpede posen i vandet! — borte blev den, og den dag ialfald blev der ingen reise af!
I Borchensteins tid holdt stortinget, som bekjendt, tilhuse i den bygning i Dronningens gade, der nu benyttes til departementslokaler.
Galleriet om stortingssalen laa i en saa ringe høide fra gulvet, at man fra galleriet kunde naa de nedenfor siddende repræsentanter.
Da nu obersten engang befandt sig deroppe blandt tilhørerne og syntes, at en af landets kaarne, der sad inden hans rækkevidde, holdt en mere end almindelig vrøvlevoren tale, strakte Borchenstein armen ud og greb taleren i nakken og trykkede ham ned paa plads med de ord:
«Wis was, setzen Sie sich nieder!»
Heldigvis for nutidens stortingsmænd er galleriet nu saaledes beliggende, at om nogen skulde fristes til at udøve en lignende haandgribelig kritik, er der ikke længer anledning dertil.
Af den maade, hvorpaa jeg omtaler de herrer officerer med løitnantspatent fra dansketiden, kunde man maaske faa det indtryk, at de var nogle milites gloriosi; men at antage dette vilde efter min mening være en ganske feilagtig bedømmelse af dem. Den omtalte maade at være paa var kun den ydre skal og havde intet at gjøre med den indre gehalt; sikkerlig var det dygtige officerer og tapre mænd, jevnbyrdige med sine gamle kamerater Rye, Schleppegrell og Helgesen.
De synes at have havt adskillig «point d’honneur».
Jeg kjender saaledes til et par dueller mellem disse herrer. De gik af uden dødelig udgang, men der er ingen tvil om, at det var alvor og ikke bare humbug i lighed med de tyske studenters dueller.
Den ene duel var mellem løitnanterne Holbye og Nansen. Anledningen til duellen var dog noget lavtliggende. Holbye, der nok havde en svaghed for sterke drikke, var faldt overende i konditor Zouvents port. Da nu Nansen gik forbi, hug han til Holbye med sporen, idet han sagde:
«Ligger du nu der, dit fyldesvin!»
Dette krævede opreisning, og en duel paafulgte.
Jeg tror, Nansen blev saaret og laa længere tid paa hospitalet. Den usaarede af duellanterne, hvem af dem det nu var, besøgte hver dag sin syge kamerat og bragte altid noget godt med sig. Fornærmelsen mentes hevnet, og saa maatte man være lige gode venner. Den militære aand krævede det.
Naar jeg nævner den militære aand, eller om man vil, den opfatning, der antages at sømme sig for en god soldat, kommer jeg til at tænke paa en militær skik fra ældre tid, som maaske er ubekjendt for den yngre generation.
Naar en militær i mine guttedage bragtes til sit sidste hvilested paa Christ-, eller som vi kaldte det, Krigskirkegaard, spillede musiken som nu til dags en sørgemarsch, men naar man gik fra graven, spilledes der op en eller anden lystig dansemelodi. Tanken var den, at naar en kriger havde sænket sin døde kamerat i graven, maatte sorgen være forbi, ellers var man ikke skikket til som god soldat at gaa nye kampe imøde.
Den anden duel var mellem løitnanterne Barth og Colbjørnsen.
De valgte vaaben var sabler, og alle troede, at Colbjørnsen skulde gaa af med seiren, idet han var en mere end almindelig rask skiløber og en i al idræt særdeles dygtig mand; men det blev ikke tilfældet, Barth blev den seirende. Colbjørnsen gik dog ud af affæren uden noget varigt mén. Grunden til denne duel kjender jeg ikke.
Undertiden synes dog de herrer officerer at være gaaet for vidt i sin opfatning af ærens fordringer.
Jeg sigter til den bekjendte historie med kavaleriløitnant Schrøder, der fortælles i Paul Holmsens «Christiania politis historie», side 152—154, paa følgende maade:
«Den 27de august 1819 ved middagstider saa man en ung officer i fuld uniform, skrigende og med dragen sabel, forfølge en civilklædt person gjennem Dronningens gade. Den uniformerede var løitnant Staib af artilleriet, den anden premierløitnant i kavaleriet Christian Fredrik Schrøder. Ved krigsskolens gaard gjorde Schrøder front imod sin forfølger, der som en rasende huggede til med sabelen, saaledes at den anden maatte verge sig med hænderne og først efter at være bleven temmelig sterkt saaret af huggene fik sabelen vristet fra sin modstander. Børstiden var netop forbi, og der samlede sig en hel del af byens handelsmænd omkring de kjæmpende, samtidig med at en fra vagten ved Børshaven hentet patrulje og ligesaa byens kommandant, baron Wedel Jarlsberg, kom tilstede. Patruljen arresterede — ikke løitnant Staib, men Schrøder, og da der af en del af de tilstedeværende borgerfolk blev gjort bemerkninger over denne fremgangsmaade, truede kommandanten dem med arrest, dersom de ikke øieblikkelig forføiede sig bort, en trusel, som dog blev mødt med haanlatter og spydige bemerkningen af hvilke er opbevaret en af inspektør Koch, til hvem kommandanten specielt henvendte sig, men som gav til svar:
«Vi staar her kun for at konversere, hr. baron, og — idet han ser paa sit uhr — jeg har endnu et kvarters tid at løbe paa!»
Oprindelsen til denne tildragelse fortælles saaledes:
Løitnant Schrøder var særlig paa grund af sin tarvelige herkomst ilde seet inden officersstanden. Da han i 1817 blev ansat ved kavaleriet, havde de yngre officerer inden brigaden søgt at holde ham ude. Det blev anført imod ham, at han havde havt en affære med en løitnant Wärenskjold, der ikke var standsmæssig afgjort. Wärenskjold skulde paa en restauration have givet Schrøder et slag med en billardque, uden at der heraf havde udspundet sig nogen duel. Schrøder skaffede sig attest for, at han paa anden maade havde faaet opreisning af Wärenskjold; men ikke desto mindre blev der i den anledning nedsat en krigsret over Schrøder; dommen lød paa, at han skulde kasseres. Ved høiesteret, hvor overauditør Sem var aktor og Jonas Anton Hjelm defensor, blev Schrøder frifunden, de af aktor mod ham brugte fornærmelige udtalelser mortificerede, og hans anklagere, premierløitnanterne Lauritz Møller, Peter Andreas Schjeldrup, Frantz Wilhelm Heidemark og Daniel Petter Barth samt sekondløitnanterne Friederich Wilhelm Schacht og Henrik Christian Harboe Brøker, Hans Lemich Lentoft, Carl Fredrik Borchgrevink, Fredrik Nannestad Berg, Jacob Aars Prytz, Nils Juell, Møller og d’Unker ilagt processens omkostninger. Efter dommens afsigelse blev Schrøder af sine anklagere forfulgt lige til sit hjem med forhaanelser, og da han meldte sig for at overtage sin tjeneste i arméen, blev hans begjæring herom afslaaet, medens han dog fik paalæg om at forblive i Kristiania. Nu fulgte en planmæssig forhaanelse og tilsidesættelse af den stakkels unge mand; saagodtsom alle officerer afbrød al omgang med ham, de hilste ikke paa ham, naar de mødte ham, og enkelte gav ham endog sin ringeagt tilkjende ved at spytte efter ham, naar han gik dem forbi. En saadan adfærd troede Schrøder ved en leilighed at have seet Staib udvise, og de var i den anledning komne i klammeri. Af sine kamerater fik nu Staib det raad, at han, næste gang han mødte Schrøder, skulde hugge ham ned paa stedet. De mødtes da ogsaa hin middagsstund, og da Staib troede at have hørt en trusel fra Schrøder, trækker han i hidsighed sit verge og forfølger Schrøder, som ovenfor fortalt. Schrøder blev paa kommandantens befaling af en gefreider ført til hovedvagten og indsat i arrest, hvor man behandlede ham, som om han kunde været en grov og farlig forbryder. Staib blev vistnok ogsaa senere arresteret, men under iagttagelse af de militære former, og hans arrest var heller ikke paa langt nær saa streng som den andens. Ved den af krigsretten i anledning af det forefaldne afsagte dom blev Schrøder atter dømt til kassation, medens Staib slap med 3 maaneders arrest i første grad. Ved høiesteret, hvor atter Sem og Hjelm procederede, blev sagen hjemvist til krigsretten, forat Schrøder der kunde faa afhørt de af ham opgivne vidner og møde med sagfører. Krigsrettens dom blev dog nu som den tidligere, og sagen indankedes atter for høiesteret. Her blev krigsrettens dom frafaldt for Schrøders vedkommende, medens Staib blev idømt 1 maaneds arrest i 3dje grad. Den forfulgte unge mand fik dog ikke nyde godt af denne æresopreisning; før dommen faldt i høiesteret, havde en tærende sygdom lagt ham i graven. Saa indædt var det iblandt hans standsfæller af fordom og hovmod avlede had imod ham, at foruden den afdødes broder kun to officerer, hans eskadronschef ritmester, senere amtmand Heidman, og løitnant Nicolay Hansen, en broder af digteren Maurits Hansen, tiltrods for de fra høiere vedkommende givne vink viste ham den sidste ære ved at følge hans ligbaare.»
Jeg tør selvfølgelig ikke benegte, at historien, efter hvad der officielt foreligger, er korrekt gjengivet, men jeg skulde dog tro, at der har været omstændigheder, som, om de ikke kunde retfærdiggjøre, dog til en viss grad kunde forklare kameraternes opførsel. Jeg støtter denne antagelse til mit kjendskab til en flerhed af de i dette drama handlende personer. Jeg finder det ganske usandsynligt, at mænd som Staib, Berg, Juell, Møller m. fl. skulde have været saa grusomme og ihærdige i at forfølge en kamerat, som de intet andet havde at udsætte paa, end at han var af tarvelig herkomst.