Da Kristiania var smaaby/2
Grev Essen fra 17de november 1814 til 2den august 1816.
Grev Mørner fra 20de august 1816 til 10de oktober 1818.
Grev Sandels (helten fra Finland) fra 18de oktober 1818 til 26de november 1827.
Grev von Platen fra 26de november 1827 til 6te december 1829.
Kun en af disse, Grev Mørner, førte et i det hele gjestfrit hus. Han var selv en munter, ligefrem og behagelig mand, og han opfyldte sine pligter som vert paa det bedste.
Alle svenske statholdere gjorde dog store fester, middage og baller, da de i medfør af sin stilling maatte repræsentere.
Denne officielle repræsentation har jeg hørt rosende omtale. Den vel kjendte professor Skjelderup omtalte med megen anerkjendelse anretningen ved middagene.
Denne mands vidnesbyrd veier meget: han i var en bekjendt feinschmecker, som betragtede anretningen som selve hovedsagen.
Naar der i hans hus skulde være selskab, og hans kone og døtre ængstede sig for, at der maaske skulde blive kjedeligt, sagde han:
«Aa, giv dem blot noget godt at spise og drikke, saa bliver der nok morsomt.»
Ballerne hos disse svenske stormænd var elegante, men stive.
Som dansende kavalerer var næsten udelukkende officerer inviterede. Min fader fortalte, at han og Per Lasson, den senere justitiarius i høiesteret, omtrent var de eneste «sorte i kjoler» paa disse baller.
Ved benævnelsen «sorte kjoler» maa man ikke tænke sig et kostume saa tarveligt som det, vore dansende herrer nu opvarter med.
Nei, paa saa fine baller som de nævnte maatte man have knæbenklæder, silkestrømper og spændesko. Et saadant udstyr hang fremdeles hjemme i klædeskammeret fra min faders ungdom.
I senere tider, i tredive og firtiaarene, hændte det nok af og til, at en herre indfandt sig paa bal i knæbenklæder, men kun naar vedkommende herre havde en særdeles smuk figur, som han vilde vise frem i et saa fordelagtigt lys som muligt. Saaledes optraadte nok Jacob Falch,[1] og Gustav Baumann[2] i dette for deres figur flatterende galakostume fra den ældre tid,
I det dramatiske selskab, som var stiftet i det attende aarhundrede, havde man fremdeles et samlingssted for høiere selskabelighed; se forøvrigt Huitfeldts teaterhistorie, «Gamle Kristianiabilleder» af Alf Collett o. s. v.
Selskabet var nok noget paa retur i den tid, hvorom der her nærmest tales, men der spilledes dog fremdeles komedie, og det efter samtidens dom godt. Af skuespillere fra selskabets senere aar skal jeg nævne Hans Christian Petersen, den senere statsraad, og Colban, den bekjendte lærer i fransk. Af damer havde man den for sin skjønhed berømte fru Hagbarth Falsen.
Sammen med hende spillede ofte en bureauchef Møglestue, der skal have havt en smuk sangstemme.
At der, naar en del unge mennesker kom sammen til komediespil og dans, blev adskillig kurtise, er selvsagt, og da der vistnok endnu sad adskilligt igjen af letsindigheden fra slutten af det attende og begyndelsen af det nittende aarhundrede, er det nok saa rimeligt, at der undertiden knyttedes forbindelser, der gik for vidt. Men man gjør dog rettest i neppe at tro paa det halve af, hvad der har været fortalt; man faar huske paa H. C. Andersens eventyr: «Det er ganske vist».
I det dramatiske selskab, eller «Dramatikken», som det i daglig tale kaldtes, mødtes alle samfundsklasser til selskabelig underholdning, men i det mere private liv var det kun undtagelsesvis, at der fandt nogen omgang sted mellem byens næringsdrivende borgere og de høiere embedsmænd.
Den nivelleringsproces, vort samfund har undergaaet, og som i vore dage synes at have gjort det af med al standsforskjel, havde — ialfald i den første periode af den tid, hvorom vi taler — neppe paabegyndt sin virksomhed.
Nu synes det vel, som man dengang i vort samfund maatte have vanskeligt for at finde elementer til dannelse af en høiere societet; adel fandtes jo saagodtsom ikke, og med det gamle kjøbmandspatriciat var det forbi. Ikke destomindre var der dog i tyve- og trediveaarene og langt oppe i firtierne, for ikke at sige femtiaarene, en kreds, der skilte sig temmelig sterkt ud fra byens øvrige indvaanere.
Denne kreds dannedes vistnok oprindelig af professorerne ved vort nye universitet. Flere af disse herrer, saasom de medicinske professorer Skjelderup, Sørensen og Tulstrup, var allerede udnævnt under Christian Fredriks regime, og de følte sig, og det maaske ikke uden grund, som staaende adskilligt over byens øvrige borgere i kultur. De blev ogsaa seet op til som en egen kaste af vismænd, for ikke at sige troldmænd.
Forøvrigt er det nok ikke værd, efter nutidens begreber, at tale for høit om disse herrers lærdom; men vist er det, at de medbragte fra Kjøbenhavn, der dengang mere end nu var Nordens Athen, en høiere social kultur, og de følte sig i høi grad stødt over, hvad de — sit venia verbo — kaldte norsk raahed. Til denne professorklik sluttede sig ialfald delvis de høiere embedsmænd, saasom assessorerne i høiesteret. Disse ansaaes som noget ganske enestaaende af visdom og lærdom, ikke alene af den almindelige mand, men ogsaa af akademisk dannede mænd. Der fortælles saaledes, at en prøveadvokat i sin indledningstale for høiesterets skranke udtalte, at han ved at staa ligeoverfor de høistærværdige herrer følte sig som den romerske feltherre, da han stod ligeoverfor kong Pyrrhus’s elefant.
Denne drastiske maade at udtrykke sin respekt paa maa dog antages at have vakt munterhed; thi jeg har senere ikke én, men mange gange, hørt folk ved synet af de høistærværdige herrer mumle: «Se, der kommer elefanterne!»
Tiderne skifter, nu maa høiesteretsassessorer og professorer finde sig i at blive seet paa som andre dødelige. Formeget og forlidet er lige galt, gik man dengang forlangt i sin veneration for folk i anseede stillinger, gaar man nutildags forvidt i den modsatte retning, idet man ligeoverfor personer i høie stillinger tillader sig friheder, der overalt ellers i verden vilde blive betragtet som et udslag af mangel paa god opdragelse og levemaade. Saadant kunde nok ogsaa en og anden gang komme tilsyne i ældre tider, men da vankede tilrettevisningen straks og paa stedet.
Vi har hørt, hvad biskop Krogh svarede sin næsvise famulus.
Da ved et gjestebudsbord en personage inferieur vilde skaale med gamle admiral Fabricius og i den anledning raabte over til ham: «Fabricius!» svarede admiralen tørt og rolig, idet han løftede sit glas:
«Mit fornavn er Jens!»
Til den omtalte elitekreds med professorerne som midtpunkt sluttede sig i aarenes løb flere yngre mænd, saaledes Claus Winter-Hjelm, død som assessor i høiesteret, førnævnte Per Lasson samt selve Fredrik Stang, alle tre fremragende jurister og, efter hvad justitiarius Lasson har fortalt mig, tilskyndet dertil af deres som jurist ikke mindre fremragende svigerfader, kancelliraad Morgenstierne. Denne havde været juridisk embedsmand i Danmark, men kom saa op her til landet, hvor han snart paa grund af sin eminente begavelse kom i juridisk virksomhed.
Kredsen rekruteredes videre af en flerhed af de mange udmerkede unge mænd, der kom til universitetet sidst i tyveaarene og først i trettierne: Welhaven, Schweigaard, Dunker og P. A. Munch.