Da Kristiania var smaaby/10
Det første jeg traf sammen med Munch, var da jeg som nybagt kandidat arbeidede paa, kontoret hos advokat Kildahl.
Det gjorde mig altid saa ondt, naar jeg saa denne høit begavede og, hvad lærdom angaar, maaske i vort samfund enestaaende mand komme og antichambrere hos advokaten, der skulde søge at bringe orden i hans forviklede pengeaffærer.
Dette var vistnok ikke saa let, og jeg har ikke grund til at tro andet, end at advokaten udførte sit hverv med dygtighed og delikatesse; men saart var det alligevel at se denne fine, blege mand med de klassiske ansigtstræk sidde og vente paa foretræde, for derpaa at skulle konferere om en saa penibel sag som hans økonomiske missere, og maaske endnu tristere at vide, at den ordning, som blev planlagt, var baseret paa, at der fra Munchs side skulde arbeides under høitryk.
At saa maatte ske, var ikke alene beklageligt, fordi det ligger nær at antage, at hans arbeider vilde være fremtraadt i en mere fuldendt form, om han havde havt bedre tid, men ogsaa fordi dette forcerede arbeide bragte ham en fortidlig død.
Flere aar efter mit sammentræf med Munch paa Kildahls kontor stødte jeg paa ham i selskaber hos Thomas Heftye.
Ved slige leiligheder hørte jeg ham aldrig indlade sig i nogen alvorligere discurs, eller yde noget bidrag til en interessantere underholdning. Det synes, som om han ved selskabelige sammenkomster vilde holde alt, hvad der kunde kaldes aands- eller tankearbeide, borte og kun søge hvile i alskens let smaaprat.
Han talte ikke meget selv, men hørte gjerne og ligesom interesseret paa, hvad jeg vil kalde byhistorier og slig passiar. Heri lignede han ganske sin kollega ved universitetet, professor Rudolf Keyser.
I selskabet skjøv ogsaa denne mand al alvorlig tale fra sig, og kunde han ikke komme fra det paa anden maade, sagde han:
«Nei, lad os nu spille en «rambus»!» eller:
«Lad os lege «Tip, talle, fuste, kras»!» en barneleg, som jeg ikke skal indlade mig paa nærmere at forklare; det faar være mine læsere nok at vide, at legen synes at have interesseret vor berømte historiker Rudolf Keyser.
Ganske forskjellig i omhandlede hensende var overlærer Otto Tot Fritzner, en i den nyere historie særdeles vel bevandret mand, der færdedes meget i Kristiania høiere selskabsliv fra først i firtiaarene til sin død i 1860.
Det var altid en glæde at træffe Fritzner, enten det var i selskab eller i Athenæum. Han forsmaaede ikke at indlade sig med smaafolk om mere alvorlige ting og havde altid noget interessant at meddele, og det paa en aandrig maade. Det er derfor ganske rigtig, naar Welhaven i sit smukke digt over Fritzner skriver:
«Den aandens sæd, hans liv har baaret,
Skjød rod i mangen Norges dal,
Og mens han hviled sølverhaaret,
Han havde end sin lærersal.
I hegnet om hans aftenstund
Vi sade ved hans Mimers kilde
Og skued i hans barnlig milde,
Og dog saa dybe, væsens grund.»
Nu er der vistnok den forskjel paa Munch og Fritzner, at den sidste i den tid, han færdedes i Kristiania selskabsliv, nød et fuldstændigt otium, medens Munch hele sit liv var opkavet af arbeide.
Fritzner havde det tilfælles med de i de foregaaende kapitler nævnte berømte mænd, at han var en stadig gjest i den paa hin tid velkjendte boghandler Johan Dahls hus.
Dahl var kommen herop i begyndelsen af trettierne og begyndte efter en tids forløb at drive en «boghandling», som han selv yndede at kalde det.
I Dahls boglade kom daglig en flerhed af byens begavede mænd, ja, det synes endog, som om hans boglade under dæmringsstriden har været et standkvarter for Welhavens tilhængere.
Baade Schweigaard, Welhaven, Dunker og Munch vedblev lige til sin død at staa i et yderst venskabeligt forhold til Dahl, Johan Pappen-Dahl, som han blev kaldt i Wergelands farce «Papegøien».
Jeg har hørt Welhaven, ikke én, men mange gange sige, at han stod i et taknemmelighedsforhold til Dahl fra den tid, han levede her i byen som «hungersulter», som han kaldte det.
Ogsaa efterat Dahl var bleven gift med sangerinden Emma Freyse Sessi, vedblev de nævnte mænd at omgaaes Dahl.
I det Dahlske hus var der alskens muntrationer med optog, sceniske præstationer med videre, og det synes noksaa forunderligt, at de omhandlede fremragende videnskabsmænd skulde føle sig saa hjemme i dette mildest talt originale hus.
Forklaringen er vel den, at de havde kjendt Dahl fra ungdommen af, og at de i ham, trods alle hans egenheder, saa en mere end almindelig godslig og harmfri mand og i hans hustru, uagtet hendes noget extravagante væsen, en varmtfølende, talentfuld kvinde.
Det hører med at fortælle, at blandt Dahls faste gjester var ogsaa selve hans eminence, kultusministeren, statsraad Riddervold.
Fru Emma, der, som det vil forstaaes af, det foregaaende, i en række af aar spillede en vis rolle her i byen, hørte jeg første gang omtale en dag i begyndelsen af firtierne.
Dahl kom op til min fader og bad om at faa laant en gammel, stø hest («Gammel-Rauen») og en karjol. «Gammel-Rauen» var et arvegods efter bedstemoder Meyer. Det gamle skrog havde været en stor kjæledægge i sin tid. Jeg kan endnu erindre, at bedstemor, naar hun skulde aflægge et besøg ved vintertide, tog sin forverkskaabe af og lod kusken Lars brede den over hendes yndlingsdyr. Den stod saa paa «gjødsti», at den var saa fed, at den blødte næseblod, naar det var varmt!
Dahl bad altsaa om «Gammel-Rauen». Der var ankommen til byen en ung sangerinde, die fraulein Freyse Sessi, som han havde taget sig af, ligesom han gjorde med alle kunstnere, der kom til Kristiania. Han skulde nu skaffe frøkenen den fornøielse at kjøre alene »i karjol, ledsaget af endel herrer til hest, og turen skulde gaa i til Sandviken, hvor der var arrangeret en souper, og hvor man skulde lege i det frie.
Dahl fik godt og vel baade «Gammel-Rauen» og karjolen, og afsted bar det med den glade kavalcade, den feirede sangerinde ledsaget af byens unge løver, hvoriblandt, saavidt erindres, Carsten Anker, Palludan, Harald Knudtzon med mange flere. Dahl selv var ogsaa tilhest, «mounted» paa intet mindre end selve Carsten Ankers berømte «Kragenfeldt»!
Dagen efter fik min fader høre, at legen i det frie blandt andet havde bestaaet i den sport, man kalder at «hoppe buk». Det synes maaske lidt underligt, at en dame skulde kunne være i med i en slig leg, men naar man betænker, at der her er tale om en scenisk kunstnerinde, der let kunde omkostumere sig i en medbragt pagedragt, er det vel ikke saa rart endda.