Da Kristiania var smaaby/11
I dette kapitel presenterer jeg for læserne ingen mindre mand end Henrik Wergeland.
Denne voldsomme og bizarre personlighed, der var saa vidt forskjellig fra de i de foregaaende kapitler omhandlede mænd, hørte heller ikke til den omgangskreds, hvori disse færdedes, men var deres samtidige og havde, som bekjendt, mere end ét sammenstød med dem.
Jeg havde endnu ikke forladt skolebænken, da Henrik Wergeland døde, og jeg har saaledes kun et par gange seet ham i selskab. Første gang var hos major, toldkasserer Dietrichson, der boede paa den saakaldte «Ruseløkke», som laa der, hvor nu Studenterlunden er.
Hans mægtige personlighed gjorde et sterkt indtryk paa mit barnlige sind; ikke mindst da han begyndte at udtale sig om julirevolutionen.
Han var vistnok nylig kommen hjem fra sin berømte reise til Frankrige. Jeg hørte ham sige, at han allerede paa skibsdækket, da fartøiet nærmede sig Frankriges kyster, følte sig betagen af en berusende frihedsduft.
Under disse udtalelser var Wergeland fra først af omringet af en flerhed af selskabet, men efterhvert som foredraget steg i voldsomhed, tyndedes hans publikum. Jeg forstod ikke dengang, hvad dette kunde betyde, men skjønner nu saa inderlig vel, at grunden simpelt hen var den, at man var bange for at kompromittere sig ved at være for opmerksom tilhører ved slig oprørsk tale, som den Wergeland efter datidens begreber førte. Man kunde, som det dengang og endnu mange aar senere hed, «bringe sig paa det sorte bret» ved spørgsmaal om «fremtidig befordring».
Næste gang, jeg saa ham i selskab, var paa et bal hos Isak Muus paa Ullevold. Fra Wergelands optræden ved denne leilighed erindrer jeg, at da han skulde forlade ballet, gik han hen til en mand ved navn Steen, der bar opnavnet «lapis infernalis», og sagde:
«Farvel da, træffes vi mere, maa det blive i dette liv, i et andet bliver det ikke.»
Denne slags ytringer, hvormed han ikke var sparsom, naar han var i det humør, i forbindelse med hans voldsomhed og ubændighed, navnlig i hans yngre dage, forklarer mig for en del den sterke uvilje, som en flerhed af hans samtidige nærede mod ham, og denne uvilje har for manges vedkommende varet ved lige til de sidste tider.
Jeg har allerede fortalt, at Welhaven aldrig kunde høre hans navn uden at betegne ham som en «ildgjerningsmand, der burde være klemt mellem skjolde».
Jeg paahørte engang en samtale mellem Hartvig Lassen og sorenskriver (statsraad) Birch Reichenwald. Herunder vilde Lassen som udgiver af Wergelands verker have nogle oplysninger, men samtalen tog snart en saadan vending, at Hartvig Lassen fandt det bedst at holde inde og trække sig tilbage.
Og en dame har for ganske nylig fortalt mig, at hendes morbroder, en af Wergelands samtidige, formelig var vred over, at hun blev sat paa Nissens skole, hvor Hartvig Lassen, denne beundrer af Wergeland, dengang var lærer.
Som eksempel paa Henrik Wergelands voldsomhed i fysisk henseende, skal jeg anføre, hvad forlængst afdøde klokker ved Trefoldighedskirken Stabel har fortalt mig:
En 17de mai i trettiaarene festligholdt han dagen sammen med Henrik Wergeland og en del andre unge mennesker ude paa en af øerne i fjorden, jeg tror det var Lindøen. Det drog længe ud, og først kl. 5 om morgenen den 18de roede man ind til byen. Vaaren kom sent det aar, og der laa store isstykker og flød rundt baaden. Desuagtet klædte Wergeland af sig og hoppede i den raakolde morgenstund ud i vandet og laa og svømmede mellem isflagene. Herunder rakte man ham med megen jubel og latter et glas punsch.
Det forekommer maaske den yngre slegt lidet troligt, at der saa sent som 17de mai flød isflag i fjorden, men det skal man ikke undre sig over. Jeg har endog i de aar, hvorom her tales, kjørt paa isen i Kristianiafjorden i de sidste dage af april.
Dengang slog man ikke isen op, straks den begyndte at lægge sig, som nu omstunder, man aabnede kun en raak i skibsløbet; og rundt om paa havnen forøvrigt og helt ind i Bundefjorden laa isen urørt.
Følgen heraf var, mener man, at vi i de dage i langt høiere grad end nu havde et indlandsklima i Kristiania, og at vi af samme grund ikke havde saa hyppig taage som nu, da vandet hele vinteren igjennem ligger og damper. Hvordan det nu end hermed forholder sig, er det dog vist, at den maade, hvorpaa man nu skaffer Kristiania isfri havn, har berøvet os det livlige skue, man før i tiden havde, naar man i marts og april med haandkraft slog op en raak for skibsfarten.
Fornøieligt og interessant var det at se dette vækkerarbeide af brunbarkede, haardføre lodser og fiskere, der under taktfast opsang om at: «hu’ er lei, hu’ er sei’» o. s. v. med sine ispile huggede løs store isstykker og derpaa drog dem under den faste iskant.
Det var dog ikke alene selve vækkerarbeidet, der var morsomt at se, men et næsten opløftende skuespil var det, naar de staute vækkerarbeidere i sluttet linje en vakker vaareftermiddag i den glødende solnedgang kom piggende paa sine kjelker indover mod byen. Et saadant syn, engang seet, glemmes aldrig!
Det forundrer mig, at ikke Henrik Wergeland har skrevet en vækkersang til forherligelse af dette arbeide og de staute karle, der udførte det.
I mine skoledage saa jeg Henrik Wergeland stadig færdes i Kristiania gader.
En gang han kom op Kirkegaden fra rigsarkivet og fik meddelelse om, at det brændte i nærheden af hans hjem, «Grotten», spændte han uden videre en bondehest fra et læs, svang sig op paa dens ryg og galopperede barbak afsted til Grottenbakken!
Han generede sig ikke den mand.
Min fader havde for skik at tage os børn med paa «hunde- og linedanserkomedie», hvoraf der i de tider var en overflod. Hid kom selskabet «Henrik Lampe og Line Løkke» samt Jomfru Alexandrine med den naturlige pellerine» foruden en mængde europæisk berømte hunde, hvis navne jeg desværre nu har glemt.
Saavidt jeg ved, var det oprindelig kun udenlandske gjøglere, der optraadte, og stor blev derfor glæden, da vi i den bekjendte bajads Paulsen endelig fik en norsk bajads! Mange vil vistnok endnu erindre, at denne vor norske bajads stadig forlystede vort markedspublikum.
En flittig tilskuer ved disse forestillinger var Henrik Wergeland; antagelig var det ikke præstationerne, men publikum og gjøglernes personer, der morede vor store digter, der som bekjendt havde megen sans for det komiske. Jeg erindrer meget vel, at han under saadanne forestillinger paa Gruesalen til stor moro for publikum tillod sig overlydt at underholde sig med komedianterne.
Ved en slig leilighed var der fremme en gjøgler, der forlystede tilskuerne ved at balansere et tændt talglys paa næsen, hvorved han øiensynlig generedes, da der dryppede ham varm talg ned i ansigtet. Men Wergeland tilraabte ham med lune:
«Frisk mod Antonius, tør af og fortsæt!»
Det var dog ikke alene paa Gruesalen og deslige obskure steder, at han tillod sig slige friheder.
Engang min fader havde været i Kristiania teater, kom han halv ærgerlig og halv leende hjem og sagde:
«Ja, iaften har jeg ikke alene været tilskuer, men næsten ageret med!»
Man havde givet «Den hjemkomne Nabob», i hvilket stykke der er en scene, hvor fader og søn er inde sammen. Faderen er overensstemmende med det traditionelle udstyr kostumeret med en slængkappe. Da nu denne hvert øieblik holdt paa at falde af gamlingen, uden at sønnen rørte paa sig for at hjælpe sin fader, reiste Henrik Wergeland sig, der tilligemed min fader var de eneste tilskuere paa første bænk i parkettet, og raabte:
«Kan ikke du din klods hjælpe din gamle fader kappen paa!»
Alles øine vendte sig nu mod Wergeland og hans sidemand, hvilket min fader fandt alt andet end fornøieligt, hvorfor han vendte sig til Wergeland og sagde:
«Nei, vil De spille med, saa faar jeg se at finde mig en anden plads!»
Af det her fortalte fremgaar det, at Henrik Wergeland, naar han færdedes ude blandt det store publikum, jevnlig viste sig som den joviale og humoristiske mand. Han var derfor ved slige anledninger overmaade velseet; man vidste, at naar han kom tilstede, blev det livligt eller «leven», for at bruge et udtryk fra kristianiajargonen.
Især var dette tilfældet, naar han mødte frem den 17de mai. Man identificerede denne dag med ham. Jeg har selv hørt, at man raabte: «hurra for syttendes mai og for han Henrik, som indstifta da’en!»
Forøvrigt var jeg i Wergelands dage ikke hyppig tilstede ude paa gaden og offentlige pladse en 17de mai. Det var nemlig i de dage nærmest spektakler og kommers, der holdtes, og i regelen ikke festligheder af den slags, hvormed man nu høitideligholder dagen. Man søgte derfor saa meget som muligt at holde os skolegutter fra de bedre hjem borte fra dagens folkeforsamlinger, da disse i høi grad havde karakteren af pøbelopløb.
Ved siden af frygt for, at vi skolegutter skulde komme op i al den drik og svir, der fulgte med dagen, var det vistnok ogsaa en medvirkende aarsag til, at de bedre familier holdt sig borte fra dagens festligheder, at man var bange for at komme op i ubehageligheder. Man havde endnu i friskt minde, at oberst Hageman var bleven afskediget fra sin stilling som kommandant paa Akershus, fordi han lod musiken spille den 17de mai.
En forlængst afdød mand, kaptein Schrøder, almindelig kaldet «Generalen», har fortalt mig, at Hageman var ganske uskyldig i denne for ham saa beklagelige musikhistorie.
Schrøder fortalte, at han den 17de mai 1836 kom high-spirited fra en munter frokost hos mægler Hamborg og i sin oprømte stemning lod han, der den dag førte vagtparaden, musiken spille.
Hageman tog imidlertid skylden paa sig og faldt i unaade samt blev afskediget fra sin stilling som kommandant, hvilket han skal have taget sig meget nær. Der fortælles endog, at han fra den dag trak sig tilbage fra verden og senere levede som eremit.
Der er vistnok endnu mange, der mindes den lille, militært udseende mand. Hver dag ved middagstider kom han ridende paa en elegant blodshest fra sin bolig, den gaard, der nu kaldes «Tekniken», opover Nedre Slotsgade for at tage sig en ridetur paa et par mil — en dag paa en brun og den næste dag paa en sort hest.
Dog — tilbage til Henrik Wergeland. Han var og blev folkets mand og som saadan i høi grad afholdt. Han kunde med berettiget stolthed sige, at han kunde lægge sit uhr paa Vaterlands bro, var det merket Henrik Wergeland, vilde ikke en moders sjæl røre det, — men til kristianiasocieteten kom han aldrig til at høre.
Man var simpelt hen ræd ham, man vidste ikke, hvad han kunde finde paa at sige eller foretage sig. Saaledes tog han engang ved en fest i 1841 paa Klingenberg (Tivoli) en flaske rødvin fra festbordet og slog den itu mod sin pande, saa glasskaarene fór omkring, og rødvin og blod silede nedover ham. Dette gjorde han, fordi der faldt mishagsytringer hver gang, han vilde begynde at holde en tale!
Formodentlig har han i disse mishagsytringer seet et nyt udslag af den vistnok i mange henseender uretfærdige forfølgelse, han fra et vist parti var gjenstand for.
Da det her fortalte fandt sted i et af hans senere leveaar, paa en tid, da han efter alle vidnesbyrd i betydelig grad havde «stagget sig», kan man nok slutte sig til, hvilke voldsomheder han i sine yngre dage kunde tillade sig.
Man faar iøvrigt erindre, at han, da han døde, ikke mere end netop havde fyldt sit 37te aar og altsaa i 1841 kun var 33 aar gammel.
Paa Wergelands dødsleie nærmede dog mange, saavel høie som lave, sig til ham, og sandt er, hvad han paa en medicinflaskeseddel nedskrev:
«Nu, da jeg neppe har to pægle blod,
Nu er jeg vakker, nu er jeg god,
Nu, da jeg blegner,
Byster man gjør og portræter man tegner!»
Min fader besøgte ham paa hans dødsleie. Sengen stod midt paa gulvet, og over den var opslaaet en ørn med udspilede vinger og nationalkokarden i nebbet. Wergeland selv saa glad og freidig ud og passiarede ganske rolig om, hvorledes han følte, at livet svandt hen, og at han derfor vilde faa ret, naar han i sine bekjendte strofer til sin gyldenlak udbryder:
«Gyldenlak, før du din glans har tabt,
Da er jeg det, hvoraf alt er skabt,
Ja, før du mister din krones guld,
Da er jeg muld!»