Da Kristiania var smaaby/9
Om denne mand kan det siges det samme, som Schweigaard sagde om professor Fredrik Brandt:
«Man kan ikke tale med Brandt uden at faa fliser i fingrene!»
Det er sagt om Dunker, at han ofte viste sig baade snil og hjælpsom, men ved siden heraf synes han at have ligget under for en lyst til at intimidere folk med afvisende og bidende bemerkninger.
Saaledes blev man altid bange, naar han traadte ind i en butik.
Engang Dunker kom ind i butiken til afdøde Thomas Bull, der handlede der, hvor Steens parfumerihandel nu er, sagde han paa sin langtrukne maade:
«Hvad koster den vadsæk der?»
«Ja,» sagde Bull, «vi har flere forskjellige slags vadsække, nogle dyrere og nogle billige».
«Derom har jeg ikke spurgt,» bemerkede Dunker. Og nu maatte Bull stoppe med sine kjøbmandsmæssige expektorationer og svare konsist paa spørgsmaalet om prisen paa den paapegede vadsæk.
En anden gang, han kom ind i samme butik, bad han om at faa se paa handsker.
Man kom nu frem med en pakke handsker, som Dunker gav sig til at undersøge, hvorpaa han udtog et par. Bull fandt, at Dunker havde gjort et slet valg, og opfordrede ham til at tage et par andre, som han viste ham.
Men dette velmente raad faldt ikke i god jord; thi Dunker bemerkede med eftertryk:
«Maa jeg faa vælge selv!»
Et regningsbud har fortalt mig, at han engang han skulde op til Dunker med en regning, mødte advokaten i kontordøren, idet han ved middagstider skulde begive sig hjem.
Ikke desto mindre presenterede budet regningen, som Dunker tog og begav sig ind paa kontoret med. Der laasede han op sit chatol, tog regningsbeløbet ud og tællede det omhyggelig op i budets haand.
Men neppe var det gjort, før han strøg pengene til sig igjen med den bemerkning:
«Aah nei, ogsaa jeg har min kontortid!» hvorpaa han begav sig ud af kontoret med det slukørede regningsbud i hælene.
Karakteristisk for Dunkers maade at være paa er ogsaa følgende historie:
Han havde været defensor for den trondhjemske magnat Nicolay Jensen, der var sat under tiltale for anstiftelse af og delagtighed i ulovligt aavirke i statens almenning, hvilken sag endte med Jensens frifindelse.
Dette resultat troede mange skyldtes Dunkers udmerkede defension. Dommen faldt i mai 1865.
Senere samme aar var Dunker ude at reise. Paa denne tur kom en søn af Nicolay Jensen ombord paa det dampskib, med hvilket Dunker reiste. Den unge Jensen gik nu hen og bukkede for Dunker, idet han sagde, at han var søn af Nicolay Jensen, som advokaten havde forsvaret saa udmerket.
Dunker saa neppe paa den unge mand, og gik videre med uforstyrret ro.
Jensen junior lod sig ikke nøie hermed, men gik efter og presenterede sig nok engang i de samme ordelag.
Da stoppede Dunker op og bemerkede blot:
«Siger De det nok engang, saa har De sagt det tre gange.»
Se non è vero è bene trovato.
Nok en dampskibshistorie fortalt mig af Welhaven:
Han og Dunker gik op og ned paa dækket. Herunder passerede de stadig en trivelig borgermadame, der sad paa en af bænkene ved skanseklædningen med en pose fuld af moreller i fanget.
For hver gang de nu passerede madamen, greb Dunker ned i den aabentstaaende pose og forsynede sig med moreller.
Under dette blev madamen, til stor moro for Welhaven, siddende med gabende mund og se paa ranene uden at have aandsnærværelse nok til at lukke posen igjen for den næsevise herre.
Jeg har lagt mig denne historie paa minde, fordi den stadfæster min antagelse, at der bag Dunkers intimiderende og merkelige optræden skjulte sig adskillig skøieragtig humor.
Som ganske ungt menneske blev jeg af departementet sendt op til Dunker for at faa igjen et dokument, han havde faaet udlaant. Jeg maa tilstaa, at jeg ikke var videre høi, da dette hverv blev mig overdraget. Jeg vidste jo, at det ikke var saa greit at nærme sig den store mand; men afsted maatte jeg, det var der intet at bede for.
Dunker boede dengang i den gaard ved Carl Johansgade, hvor indredepartementet da som nu holdt til. Jeg kom først ind paa det ydre kontor, hvor fuldmægtigen sad, og henvendte mig til ham med anmodning om at gaa ind til advokaten og faa dokumentet udleveret; men nei, han rystede blot paa hovedet og pegte paa principalens dør, og trods gjentagen anmodning blev enden den, at jeg selv maatte begive mig ind i løvens gab.
Jeg bankede paa — først én gang, saa nok engang, men intet svar; dette kunde ikke blive ved, og da jeg saa tredje gang havde banket paa, uden at der lød noget «kom ind», tog jeg mod til mig og aabnede døren.
Jeg kom ind i et efter datidens begreber høist elegant udstyret værelse og fandt advokaten ved sit skrivebord, hvorover hang Gudes og Tidemands berømte maleri: «brudefærden i Hardanger».
Han sad med ryggen mod den dør, af hvilken jeg kom ind, og lod sig ikke forstyrre, ved min indtrædelse. Jeg blev «staaende paa matten», som det heder, og fremførte mit erende, men heller ikke lyden af min stemme bevægede ham til at forandre stilling. Jeg gik nu lige hen og stillede mig ved hans side og fremførte paany mit erinde.
Nu vendte han lidt paa hovedet og sagde:
«Det skidt har jeg ikke!»
Hertil bemerkede jeg, at jeg medbragte advokatens kvittering for, at han havde modtaget det. «Meget muligt,» sagde han, «men saa har i jeg brændt det op!»,
Jeg vei imidlertid mi kommen i ilden, og som forknyttelsen pleier at gaa over, naar rekrutten først kommer i haandgemæng, saaledes gik det ogsaa mig, og jeg sagde nu noksaa freidig:
«Ja kunde det lade sig gjøre at brænde op slige gamle dokumenter, vilde det være en herlig ting for os kopister, saa slap vi at gaa og rode i disse gamle støvede papirer!»
Der gik nu et lunt smil over Dunkers ansigt, hvorpaa han sagde:
«Siger De det, min unge ven, saa faar jeg vel se til at hjælpe Dem!»
Jeg fik nu dokumentet, og gik lettet og fornøiet derfra. Jeg mener, denne lille episode bekræfter, hvad jeg tidligere har antydet, at der gik en strøm af lune og humor under Dunkers saa ofte afvisende og bidende optræden.
Der har gaaet mange fortællinger angaaende Dunkers impertinenser ligeoverfor høiesteret. Jeg har imidlertid grund til at fremholde, at de fleste af disse historier er opdigtede, eller overførte paa ham. Efter hvad en høist ærværdig herre, til hvem jeg stod i et meget nært forhold, har forsikret mig, tror jeg specielt med bestemthed at kunne paastaa, at det er usandt, at Dunker engang i en krigsretssag, hvori oberstløitnant Rosen var bisidder, skulde have begyndt sin tiltale til retten saaledes:
«Høistærværdige herrer og — oberstløitnant Rosen!»
Uagtet det, som forhen nævnt, ligger ganske udenfor disse erindringers ramme at levere nogen bedømmelse af de af mig omskrevne store mænds livsvirksomhed og begavelse, kan jeg dog ikke forlade Dunker uden at give ham det lovord, at han var den største taler, jeg har hørt, enten det var ved fester eller for høiesterets skranke.
Jeg faar dog gjøre opmerksom paa, at jeg ikke har hørt Fredrik Stang tale for skranken.
Jeg tilføier dette, fordi jeg har hørt den ogsaa som advokat bekjendte statssekretær Skjelderup sige, at han havde procederet med mange udmerkede advokater, og at han specielt havde havt grund til at beundre Dunker, men, lagde han til, «aldrig har jeg følt mig saa «omsnoet» som af Fredrik Stang».
Jeg har bidt merke i det brugte udtryk «omsnoet», fordi jeg har troet i den evne, som dette ord betegner, at have fundet nøglen til det for mig, og mange med mig, forunderlige i, at Stang i en saadan række af aar kunde være den altformaaende i statsraadet. Saameget forunderligere har denne Stangs magt forekommet mange, som man var vel bekjendt med, at der i hans tid sad personer i statsraadet, der under andre omstændigheder og i andre forhold ikke var saa ganske lette at haandtere.
Dunkers bekjendte datter, fru Mathilde Schjøtt, har fortalt mig, at Stang, før han kom ind i statsraadet, engang havde ytret til Dunker, at saasnart han blev statsraad, vilde han sørge for at omgive sig med yngre, intelligente og talentfulde mænd. Denne ytring faldt paa en saadan maade, at Dunker maatte have grund til at tro, at han var en af de mænd, Stang havde udseet sig, men — Dunker blev som bekjendt aldrig statsraad.