Carl XII i Norge/8

Andreas Faye

Carl XII i Norge

Utgitt av Selskabet for Folkeoplysningens Fremme, 1868 (s. 65-80).

De norske Regimenter komme tilbage fra Jylland. Budde overfalder Falkenberg paa Moss 22 April. Ascheberg vender tilbage til Sverige.

Den 17 April ankom til Christianiafjorden den længe forventede Flaade under Viceadmiral Christian Carl von Gabel^[1]. Den førte tilbage fra Jylland de norske Regimenter, der vare nedsendte did, da Stenbock truede Jylland og siden vare brugte dels paa Flaaden og dels i Krigen i Pommern og paa Rügen. De bestode nu af 4000 Mand Infanteri og 10 Feltkanoner. 11 Kompagnier af det bergenhusiske Regiment og 6 Kompagnier af Cicignons bleve af Gabel satte paa Skjærbaade og bragte ind til Aaraaselven i Røken, hvorfra de droge forbi Bragernes til Gjellebek, medens Resten af de fra Danmark dengang hjemkomne Krigsfolk, nemlig 5 Batailloner, der vare landsatte paa Rolfsøen i Tune Prestegjeld, bleve stillede under Generalmajor Grev Sponnecks Kommando^[2].

Den første Anvendelse, man gjorde af de hjemkomne Krigsfolk, var til at fordrive de Svenske fra Moss. Her havde Carl lagt 7–800 Mand under en meget duelig Krigsmand, Melchior Falckenberg, der her havde forskandset sig med spanske Ryttere og Pallisader.

Medens Viceadmiral Gabel lod landsætte en Bataillon af Cicignons Regiment under Anførsel af Oberst Oldenburg og Livbataillonen under Oberst Huitfeldt^[3] ved Soner i Vestby for at afskjære de Svenske fra Christiania og angribe dem derfra, marscherede Brigadeer Vincents Budde, Chef for det andet throndhjemske Regiment, med 800 Mand og 4 Kanoner fra Fredrikstad 22 April og angreb næste Morgen. Med Kaarden i Haanden gik han strax løs paa Fienden og trængte ind i Byen, hvor en morderisk Kamp opstod i Gaderne og Husene. De Norske lede i Begyndelsen temmelig Skade, da de Svenske laa i Husene og skjøde, men de Norske bleve derover saa forbittrede, at de stormede Husene og hug Fienden ned for Fode, saa de Svenske, efter at Oberst Falckenberg og henved 300 af hans Soldater vare dræbte, maatte begjære Kvarter, og 400 Mand tilligemed Oberstlieutenant Erik Rüdingsvärd og flere Officierer maatte overgive sig^[4].

Paa norsk Side faldt Kapitain Wahl, 3 Lieutenanter og adskillige Soldater. 50 Mand bleve saarede^[5]. Alt Bytte blev givet Soldaterne. Klokken 10 om Formiddagen var Seiren vunden.

Den nærmeste Følge af denne Seier var, at Generallieutenant Christian L. Ascheberg, der med en Afdeling af den svenske Hær laa ved Skjebergs Prestegaard for at vedligeholde Forbindelsen mellem Kongen og Sverige og oppebie de 5 Regimenter, som vare under Veis^[6], blev saa forskrækket, at han forlod sin Post og ilsomt drog sig tilbage til Sverige. Dertil bidrog dog mere end Buddes Seier en patriotisk norsk Prest. Ascheberg havde nemlig taget sit Hovedkvarter hos Presten i Skjeberg Peder Rumohr, der, førend han blev Prest, havde tjent som Kornet (Fanejunker ved Rytteriet) blandt de danske Hjelpetropper i Irland og saaledes havde baade Forstand paa og Interesse for Krigførelsen. Ascheberg fandt derfor ogsaa Behag i hans Underholdning og skjenkede hans Forestillinger mere Tiltro, end man bør skjenke en Fiende. Ved at faa Bønderne til at opsnappe de fiendtlige Bud gjorde han Forbindelsen mellem de Svenske paa Moss og i Skjeberg høist usikker, og ved sine Beretninger holdt han derhos Generalen i stadig Frygt. Da han derfor blev underrettet om Tilintetgjørelsen af det svenske Korps paa Moss og om de betydelige Forstærkninger, der vare ankomne fra Danmark, ansaa han det for raadeligst strax at bryde op og drog tilbage til Sverige efter først at have ladet opbrænde sine i Skjebergs og Bergs Sogne værende Magasiner^[7].

Carls Stilling blev nu betænkelig, og hans Omgivelser raadede til snart Tilbagetog; men han vilde Intet høre derom. I det Sted sendte han Generalmajor Delwig, ledsaget af 500 Ryttere, afsted til Sverige for at drive paa de forventede Regimenter og det meget savnede Artilleri og drage Omsorg for at en Bro blev slagen over Svinesund. Da Delwig havde naaet Glommen, sendte han 300 Mand tilbage. Med Resten gik han over Grønsund og naaede uden synderlig Modstand lykkelig den svenske Grændse med kun 6 Mands Tab. Han ilede strax til Gøteborg, fængslede Ascheberg og drev paa at saa samlet og bragt til Norge de Regimenter, som Carl ventede.

De Svenskes Stilling i og om Christiania var imidlertid nu saa utryg, at der var liden Udsigt til, at disse Forstærkninger kunde komme tidsnok. Akershus kunde ikke erobres, Lützows Korps paa Gjellebek havde faaet betydelig Forstærkning, det svenske Korps paa Moss var ødelagt, Ascheberg var flygtet, Isene vare optøede, Veiene næsten ufarbare, Oberst Schøller havde forenet sig med de oplandske Bønder under Stockman og opstillet et stærkt Korps bag Nitelven, og endelig samlede Grev Sponneck et anseeligt Korps i Fredrikstad for at afskjære de Svenske. Under disse Omstændigheder raadede samtlige Generaler til Tilbagetog, men Carl vilde nødig dertil^[8]. Imidlertid sendte han Lieutenant Dahlfelt, der var godt kjendt og talte Norsk som en Indfødt, afsted for at faa Besked om hvorledes det var gaaet Delwig. Han udgav sig for en dansk Ofsicier og spillede sin Rolle saa godt, at en Prest, som han besøgte, endog viste ham Breve, som hans Svoger, der tjente under Lützow, havde skrevet, og hvori denne ei blot havde omtalt den norske Hærs Stilling og Styrke, men og de Norskes Plan at indeslutte de Svenske i Christiania. Dahlfelt reiste med denne Besked til Onstadsund, som han i Hast besaa og fandt der to store Tømmerstabler o. m., hvoraf Flaader kunde gjøres til Overfarten. Ad en Omvei vendte han tilbage til Kongen med disse vigtige Efterretninger^[9].

Lützow, som havde faaet Forstærkning, forlod endelig sin Stilling paa Gjellebek og nærmede sig Akershus. For at afskjære og om muligt fange de 500 svenske Dragoner, der stode ved Ravnsborg, anmodede han Admiral Gabel om at lægge et af sine Krigsskibe ved Lysaker Bro. Fregatten Vindhunden under Kapitain Grib blev ogsaa indvarpet op imod Broen, men ved et hurtigt Tilbagetog undgik de Svenske den truende Fare med Tab af nogle Soldater og en Kapitain, som mistede et Ben. Inden de forlode Lysaker, hvor de havde bevaret en Del af sit Bytte, tændte de Ild paa Gaarden og opbrændte hvad de ei kunde medføre. Derimod gave de sig ei Tid til at afkaste Lvsakerbroen af Frygt for at indhentes af de Norske, som næsten samtidig vare opbrudte fra Gjellebek og samme Aften kom til Lysaker. Broen blev istandgjort og Lützow nærmede sig med sin Hær, som nu bestod af 6–7000 Mand, Akershus, hvor man samtidig med 27 Kanoner skjød 3 Gange Seierssalut for de Danskes Erobring af Wismar. Mellem hver Gang blev der af 3000 Mand fyret med Musketter. Denne stærke Skydning, hvis Aarsag de Svenske ei vidste, blev af dem anseet for et Signal til et almindeligt Angreb. Under disse Omstændigheder havde Carl intet Valg, men brød samme Nat op fra Christiania. Han sendte Lieutenant Dahlfelt forud med 12 Mand. Ham fulgte Generalmajor Magnus de la Gardie med 200 Ryttere, saa Kapitainen ved Livgarden Grev Arvid Posse med alle Syge og derpaa Generaladjutant Thure Bjelke, som var bleven Oberst, med sit Regiment.

Ved Opbrudet vilde Carl selv anføre Bagtroppen; men Generalmajor Hugo Hamilton, som frygtede for at Kongen skulde indlade sig i Fegtninger, der vilde hindre Tilbagetoget, sagde til Kongen: „Ers majestät forstår sig endast på att gå framåt och har ingen erfarenhet om huru en motsatt rörelse bör ledas. Jag anhåller om befalet öfver eftertroppen och tror mig då kunna ansvara for härens räddning.“ – „Välan,“ svarede Kongen gör så och gif mig Undervisning ochså i detta krigssätt^[10].“ Toget drog nu i Hast over Ekeberg for betimelig at komme over Glommen ved Onstadsund. Det var ogsaa paa høi Tid. Lützow med 6–7000 Mand fulgte de Svenske i Hælene; Generalmajor Cicignon marscherede fra Fredrikstad ned 2000 Mand langs Glommen, medens samtidig (1 Mai) Generalmajor Sponneck og Oberst H. Huitfeldt med 1500 Mand og en Del Bønder brøde op fra Moss og Oberst Schøller, som med 1200 Mand stod ved Nitsund, ogsaa satte sig i Bevægelse for at forfølge de Svenske. Oberst Huitfeldt havde saaledes vistnok Ret, naar han i en Skrivelse til Kongen fra Moss af 1 Mai yttrer det Haab, „at Fienden næst den allerhøieste Guds Bistand ikke saa lettelig undkommer, idet han har mange Passer og vanskelige Steder at passere og han er nu saa godt som midt imellem os, at vi tænker ham ved Guds Bistand paa alle Sider at angribe og meddele de Traktementer, som ubudne Gjester tilkomme^[11].“

Den svenske Generalmajor Schommer med flere Officierer indsaa tilfulde Faren og yttrede aabenlyst, at Onstadsund vist vilde blive deres Gravsted; thi da Færger og Baade vare dem fratagne kunde de ei forestille sig, at de med Fred kunde komme derover. Det lykkedes dog, da de i Hast besluttede sig til af det meget Tømmer, som der var opstablet, at forfærdige sig Flaader til at sætte over med^[12].

Om denne mærkelige Overfart beretter Nordberg^[13]: Da Carl med sin Hær kom til Onstadsund, saa han paa den anden Side, der hvor de Svenske skulde stige iland, en fiendtlig Postering af 500 Dragoner regulært Mandskab og en anseelig Hob norske Bønder. Ved at lande lidt ovenfor kunde Carl undgaaet Sammenstødet, men han vilde ei tillade, at man skulde troe, at han var bange for dem, hvorfor han bød 100 Mand af Dalregimentet at gaae over ligemod det Sted, hvor de Norske havde opkastet 2 Batterier, et lige ved Stranden og et høiere oppe. Til Anfører satte han Kaptain Gustav Rutensparre. Denne besteg en liden Pram, bemandet med 6 Mand, og satte med den i Spidsen ligemod Fienden. 2 af hans Mænd bleve saarede, men med de øvrige fattede han selv femte Post og stod stille, indtil han havde faaet 40 Mand til. Idet han saa sig om efter flere Folk, fik han se Kongen og Oberstlieutenant R. Fuchs i en liden Pram at stevne mod Landet. Han besluttede da at gaa paa med de faa Folk, han havde, og blev overrasket ved, at Fienden uden nogen særdeles Modstand forlod sin fordelagtige Stilling. Strax Kongen kom iland, tog han nogle Mand med og forfulgte Fienden $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Fjerdingsvei. Saaledes kom den hele Hær over med Tabet af een Mand og en Del Heste, som druknede.

Da den sidste Overfart skede, kom nogle Danske frem af Skoven og gav en Salve paa Bagtroppen, som Generalmajor Hugo Hamilton anførte Derved bleve to Mand let saarede.

Paa een Dag havde de Svenske naaet Onstadsund. Ved Christiania var Lützow den 1ste Mai lige ind paa dem, men endnu den 3die stod han i Kraakstad, 3 Mil fra Christiania, hvor han sammenkaldte Krigsraad. I dette blev det besluttet, at man med den samlede Hær forsigtigen skulde følge Fienden; kunde man med sikker Fordel tilføie den sig tilbagetrækkende Fiende nogen Skade, var det vel, men man maatte aldeles Intet sætte paa Spil. Idag skulde man for det første kun marschere til Sulerbro og der faa Efterretning, om Fienden var kommen over Glommen eller ikke, hvorpaa man da skulde tage sine Forholdsregler, om man skulde indlade sig lidt med Fienden eller man skulde stille sig mellem Fredrikshald og Fredrikstad for ogsaa at have Vandsiden aaben.

Oberst Schøller, som stod i Enebak, skulde man underrette om, at man ikke vilde følge Fienden efter over Glommen, men iøvrigt overlade ham at handle efter bedste Skjøn. Skulde man træffe Fienden, just som han var i Begreb med at sætte over, skulde man, om muligt, dog med stor Forsigtighed angribe ham^[14].

Lützow beretter selv i sin Melding til Kongen fra Moss den 7 Mai, at han forfulgte Fienden til Onstadsund. „Man havde ganske gjerne søgt at angribe Fienden paa hans Marsch, især idet han satte over Sundet, men han havde posteret (stillet) sig meget fordelagtig og var Stedet saa meget til hans Fordel at man ikke vel uden megen Hazard (Vove) kunde foretage Noget.“

Han klager ogsaa over, at Hæren mangler Brød og andre Fornødenheder, at Veiene vare overmaade slette, at man hverken kunde medføre Feltartillerie eller faa det øvrige Fornødne tilført, saa meget mere som de Svenske havde bortført alle Heste, og at det i det Hele gik temmelig langsomt og forvirret med Troppernes Forsyning.

Efter at have efterladt 3 Batailloner og 1 Kompagni ved Onstadsund og Grønsund drog Lützow med den øvrige Hær til Moss. Her forblev han en Dagstid for at proviantere og indhente nærmere Efterretning om Fienden, hvorpaa han drog længere mod Syd for at dække Fredrikstad, have fri Adgang til Søen og iagttage Fienden;

„Den, som Intet vover, han Intet vinder,“ finder sin Anvendelse paa Lützow. Den Hær, som han var saa bange for at „hazardere“ mod den flygtende Fiende, blev næsten kampudygtig ved Mangel paa Levnetsmidler og ordentlig Forpleining, som frembragte Sygdomme. Dertil kom, at medens de nationale Tropper, som taalmodig havde baaret et Vinterfelttogs mange Møier og Savn, fremdeles lede Mangel næsten paa Alt, vare de fra Danmark opsendte Krigsfolk godt klædte og bleve pleiede og lønnede efter Feltreglementet, hvoraf igjen Mismod og Skinsyge hos de Nationale var en naturlig Følge. Under 29 Mai fremfører Lützow fra sit Hovedkvarter Nygaard ved Fredrikstad sine Krigsfolks Klager over, at de under det langvarige og besværlige Felttog ei kunde leve, hvis Kongen ei lod dem vederfares den Naade, at ogsaa de bleve forpleiede efter Feltreglementet. De havde lidet af Telte og anden nødvendig Feltudrustning, hvorfor det var at befrygte, at de, som i Begyndelsen af Marts i den strengeste Kulde ligesom nu i Varmen Dag og Nat maatte ligge under aaben Himmel, gjøre svær Tjeneste og lade sig nøie med bart Brød og ringe Kost, vilde bortrykkes af store Sygdomme. At de fra Danmark ankomne Regimenter vare forpleiede efter Feltreglementet og godt forsynede, havde blandt hans Tropper frembragt temmelig Mismod og Skinsyge, især da de i Norge værende Officierer og Betjente mente, at de for det første havde udstaaet sværere Savn end hine, og derhos deres Gaarde og Gods vare ødelagte og borttagne af Fienden^[15].

Da de Svenske trods alle onde Anelser og Forventninger lykkelig vare komne over Onstadsund, delte Carl sin Hær for at kunne skaffe Folk og Heste Underholdning. Den ene Del lod han tage den nordre Vei til Rødenes, medens han selv med Hovedhæren drog Syd til Edsberg, hvor de ankom den 3 Mai. Medens han lod sin udmattede og forhungrede Hær holde flere Hviledage og forsyne sig med Fødemidler til sig og sine forsultede Heste, saa godt som de kunde i et allerede udsuget Landskab, hvoraf en stor Del af Beboerne vare flygtede med sit Kvæg og anden Eiendom over Glommen, tog Carl selv Kvarter paa Prestegaarden, hvor han opholdt sig 3 Dage. Han laa i Presten Hans Smiths Dagligstue som sædvanlig paa Halm. Engang besøgte han Presten paa hans Studereværelse i øverste Stokverk, men da han skulde gaa ned igjen af en steil Trappe, som førte til Dagligstuen, raadede Presten ham at gaa baglænds for ei at falde i sine lange Sporer. Kongen fulgte Raadet og sagde: „Tak, kjære Pastor! I er dog en ærlig Prestemand. Jeg kunde ellers snart brække Halsen^[16].“

Medens Kongen holdt Hviledag, ankom Oberst og Generaladjutant Albedyhll med Brev fra Delwig, hvori han meldte, at han lykkelig havde udført sit Erinde og var kommen tilbage over Grændsen med det smaalandske Kavalleri, Østgöta Infanteriregiment og Enkedronningens Livregiment, og at Strömstjerna allerede var kommen til Dynekilen med sin med Krigsfornødenheder ladede Flaade, samt at man arbeidede paa Bryggen over Svinesund.

Dette var et Glædesbudskab, som Carl og hans Hær tiltrængte under deres møisommelige Marsch gjennem et udsuget Landskab, hvor Levnetsmidler baade for Mennesker og Dyr vare vanskelige at opdrive. Hestene styrtede i Mængdevis, og Resten vare saa udmagrede, at de lignede Benrangler. Soldaterne havde som oftest intet andet end Brød og Brændevin til Næring, Riskviste til Seng og Himlen til Tag, og deres Udseende viste, hvad de havde lidt og lede. Klager løde vel, men de forstummede atter ved Synet af en Konge, som selv underkastede sig de samme Savn som den simpleste Soldat. Under saadanne Omstændigheder opløstes dog den strenge Krigstugt. Landet mellem Moss og Fredrikshald blev ganske udplyndret, og en Mængde Gaarde lagdes i Aske^[17]. Presten Rumohr som havde været Hovedaarsagen til Aschebergs Flugt, blev greben paa sin Prestegaard i Skjeberg og ført fangen til Sverige, hvor han døde^[18].

Den 12 Mai naaede Carl med sin Hær Gaarden Torpum i Berg i Nærheden af Fredrikshald, og her stødte Delwig til ham med de omtalte 3 nye Regimenter. Underveis havde denne maattet udstaa en Kamp med de Norske. Den aarvaagne og fædrelandssindede Peder Colbjørnsen, Kjøbmand paa Fredrikshald, havde ved Speidere erholdt Efterretning om, at Delwig vilde tage Veien over Tistedalselven. Han stillede sig derfor med et Frikompagni, som han havde oprettet af Arbeidsfolk i Tistedalen og Andre, og som han tildels selv lønnede, ved Tistedalselvens vestlige Bred og opførte et Brystværn. Da han imidlertid med saa liden Magt mistvivlede om at kunne forbyde Fienden Overgangen, bad han Kommandanten paa Fredriksten Hans J. Brun om Hjælp af 200 Soldater og 2 Kanoner. Mod sin egen og flere Borgeres Kaution fik han vel udleveret 2 Feltkanoner, men ingen Folk, da Kommandanten kun ilde likte dette paa egen Haand agerende Kompagni og sammes af ham uafhængige Anfører. Dagen før var imidlertid Oberstlieutenant Barthold Nicolai von Landsberg kommen fra Fredrikstad med en Bataillon Thrøndere. Da Colbjørnsen fortalte ham om sit og Fleres Forehavende, fandt han dette saa vel overlagt, at han med sin Bataillon forenede sig med Colbjørnsens Frikorps, forbedrede Tømmerbrystværnene og desuden efter Lieutenant Even Krafts Raad gjorde Vadestederne vanskelige at passere ved nedsænkede Harve, spanske Ryttere o. m. Efter et Par forgjeves Forsøg indsaa Delwig Umuligheden i at tiltvinge sig Overgangen. Han lod nu 600 Mand gaa over Ganerød og nord om Femsøen 3 Mile til Krogs over Bjerge og Myrer for ved denne Sidebevægelse at nøde de Norske til at forlade deres Stilling. Da Landsberg ved P. Colbjørnsen fik Underretning derom, trak han sig med sin samlede Styrke tilbage til Fredrikshald. Herved blev nu Veien aabnet for Delwig, som kort efter forenede sig med sin Konge^[19].

Lützows Forhold under de Svenskes Tilbagetog fra Christiania kan neppe ubetinget roses. „At General Lützow ikke forfulgte de Svenske over Glommen,“ siger en kompetent Dommer^[20], „kan neppe dadles, da han derved vilde have indviklet sig i en Hovedfegtning med dem, hvilket neppe kunde være raadeligt for ham. Naar han imidlertid ikke fandt for godt at forfølge Kong Carl til Onstadsund, burde han dog idetmindste have marscheret saa hastigt som muligt til Fredrikstad, forenet sig med de fra Danmark ankomne Forstærkninger og derpaa være gaaet over Glommen paa dette Sted. Han vilde derved have sat de Svenske i en ikke ringe Forlegenhed, da han derved vilde have overskaaret deres Forbindelse med Sverige over Svinesund og gjennem Enningdalen. Under saadanne Omstændigheder burde han have vovet et Slag, ifald de Svenske vilde slaa sig igjennem, da han i al Sikkerhed kunde trække sig tilbage til Fredrikstad, ifald han skulde blive slagen, men de Svenske derimod vilde blive nødte til at strække Gevær, ifald de vare blevne slagne.“

Lützow lod de Svenske ogsaa denne Gang slippe ud af Snaren. Han tog, som vi have seet, en iagttagende Stilling ved Fredrikstad og lod sig nøie med at sende 1800 Mand til Sannesund, hvor de paa Glommens østre Bred anlagde nogle Forskandsninger, og 300 Mand til Borge $\scriptstyle {\frac {1}{4}}$ Mil fra Fredrikstad. De skulde forskandse sig der, gjøre Fienden alt muligt Afbræk og især hindre ham i at inddrive Levnetsmidler^[21].

Dette Naboskab paa Glommens østre Bred kunde Carl imidlertid ei lide. Den 21. Mai brød han selv op med 3000 Ryttere og 2000 Mand Fodfolk. Han stillede Grev Thure Bjelke med Bahuslens Dragoner ved Skjeberg som Reserve, medens han med Resten rykkede op mod Sannesund ved Hafslund. Ved sin Ankomst did undersøgte han selv Stillingen, men vovede sig derved saa yderlig, at Hesten blev skudt under ham og han i Faldet brød sin høire Fod. Ved Kongens Tilbagekomst fra Undersøgelsen ventede man Befaling til Angreb, men denne udeblev mod Formodning, hvad enten de Smerter, Kongen følte, eller Stillingens Styrke dertil var Grunden. De ved Borge staaende 300 Mand bleve derimod fordrevne og flygtede saa ilsomt, at de efterlode sin Mad i Krukker og Kjedler paa Ilden^[22]. De Svenske stillede ved Borge Kirke en Iagttagelsespost under Oberst Silfverhjelm.

Dagen efter at Kongen havde undersøgt Forskandsningerne ved Sannesund, forlodes disse til de Svenskes store Forundring af de Norske, der her anførtes af Generalmajor Cicignon, hvorpaa Carl strax sendte Folk derhen for at ødelægge dem.

Samtidig (21 Mai) tilskrev Lützow Slotsloven, at han har ladet en Del Landdragoner og nye Reserver gaa hjem til Lægderne omkring Christiania formedelst Mangel paa Fødemidler, og fordi Reserven var ganske nøgen og uden nogen Øvelse og Krigstugt, og under 26 Mai tilføier han, at Officierer og Menige forsmægte^[23].

Den 3 Juni overbragte Admiral Gabel til Fredrikstad 4 danske Batailloner under Anførsel af Generalmajor Rosenauer^[24].

At den norske Hær, uagtet den erholdte Undsætning, vedblev at staa uvirksom bag Glommen, synes at have forundret selv Statholderen og Slotsloven. 24 Juni underrettede Statholderen Lützow om, at han i Laurviks Grevskab allerede havde gjort Foranstaltning til et almindeligt Opbud af Almuen, og at han vilde foranstalte et lignende over det hele Land for at faa Fienden jaget ud igjen, og forlangte Sagen forelagt et Krigsraad.

Et saadant blev ogsaa holdt 30 Juni 1716 i Hovedkvarteret paa Nygaard og overvares af Generalmajorerne Sehested, Rosenauer og Cicignon, Brigadeer Budde og Obersterne Garmann, Huitfeldt, Oetken, Meitzner og Schöller, hvis Raadslagning fik det enstemmige Udfald: „At det vist var fornødent, at Almuen tilholdtes at være færdig og forsynet med Geværer istedetfor at møde frem med Stokke og Stænger, og at den fornødne Kost anskaffedes, men man maatte fraraade at opbyde dem, førend den kommanderende General fandt det nødvendigt, da det ikke var at vente ved dem at uddrive Fienden, men snarere var at befrygte, at de af Fiendens øvede Krigsfolk vilde nedhugges til hele Landets Overgang og Ruin. Det var derfor mere tjenligt, at de bleve hjemme ved deres Avling og Brug og ikke deri hindredes, hvilket syntes at komme mere til Kongens Tjeneste og Landets Nytte^[25].“

Idet Lützow den 4 Juli oversendte Kongen denne Erklæring, beklager han sig over, at Slotsloven, ham uafvidende, har brugt som Expres til hans Majestæt Major Rosenkrands paa Akershus.

1. Gardes Efterretn. II 67. 325.
2. Cicignon meldte Kongen den 17 April, at han var landet paa Rolfsøen ved Fredrikstad med 5 Batailloner, 2 under V. Budde, 1 under Huitfeldt og 2 af sit eget Regiment (N. Saml. I 408). I Forbindelse hermed staar Lützows Brev af 24 April om, at 300 Thelebønder, som ere liggende i Angerskleven (i Sande), ad nærmeste Vei skal sættes over til Moss, dog ikke paa de almindelige Færger, hvorpaa 3 Kompagnier Dragoner skulde overføres, „da General Sponneck har et om Forehavende for, og til den Ende strax reiser til Moss, da han er overdraget Kommandoen ved det Korps, som er staaende ved Moss“ (i Rigsarkivet).
3. Europ. Fama 1716, 505.
4. Klüwer (Minerva 27) beretter, at Falckenberg under Kampen maatte flygte ind i et Hus, hvor han værgede sig mandig, indtil flere Norske brøde ind med Magt, hvor da Obersten og Flere bleve skudte. Budde tilbød ham Kvarter, som han afslog med de Ord: „Jeg vil heller døe paa Stedet end hænges i Sverige.“ Navnene paa de fangne svenske Officierer, der førtes til Throndhjem og indlagdes paa Raadhuset, findes sammesteds S. 28. – Falckenberg blev skudt tvert igjennem. Budde, som nogle Aar tidligere havde gjort hans Bekjendtskab, saa til den Døende, beklagede hans Ulykke og tilføiede, at han havde „forsvaret sin Nations Ære som en brav Karl.“ (Nordberg II 565).
5. Lützow i sin Beretning til Kongen 7 Mai angiver de Norskes Tab til en Kapitainlieutenant, 29 Underofficierer og Menige, som faldt, og 3 Officierer og 86 Underofficierer og Menige, som bleve saarede. Om denne Træfning se Pontoppidans Dansk Atlas I 330–38. I Europ. Fama findes en Beretning fra Bahus 20 Apr. 1710, hvori fortælles, at Carl ved Moss angreb 8000 Danske, hvoraf 5000 bleve paa Pladsen og 800 med 17 Kanoner toges til Fange (!!). – Strax efter gik Grev Sponneck til Drammen for at enes med Lützow om hvad videre var at gjøre.
6. Baron Görtz i Handl. rør. Skand. hist. VI 203.
7. Nordberg II 566. Görtz, Handl. rörande Skandinaviens Hist. VI 293.
8. „Det var noksom bekjendt,“ siger en Samtidig, „at de Fiendtlige, baade Officierer og Soldater, spaaede sig selv den Skjebne, at ei en Sjel af dem kom fra Norge igjen. Ja en Del af de høieste Officierer insiunerede sig hos godt Folk af Vores, at om de bleve fangne her, at de da vilde handle vel med dem, da de vidste selv, at de ei havde været saa slemme Fiender, som og sandt var; thi hvad der blev plyndret og ilde handlet, var aldeles ikke med deres Konges Villie og Videnskab, og de smukke og skikkelige Officierer fik Intet og ei heller noget deraf vilde have; men deres General og Krigskommissær Mörner var en slem og gjerrig Mand saavelsom nogle andre Officierer. De berigede sig overmaade“. Grüner 104.
9. Nordberg II 566.
10. Fryxell XXIX 13.
11. Huitfeldts Brev findes i Norske Saml. I 409.
12. Grüner 104.
13. II 567. Overfarten foregik fra 2–6 Mai. „Krigskyndige,“ siger den samtidige Historieskriver Hojer (I 306), „have undret sig over, at Fiendens Tropper ei bleve angrebne, efter at de første Regimenter vare over; men Lützow maa have havt sine Grunde, at han lod Carl og hans Armee rolig marschere til Svinesund.“
14. N. Saml. I 412. – Lützow beretter Slotsloven, at 4 Mai holdtes Krigsraad paa Holt i Haabøl, hvori yttredes: „Mangel paa Proviant er Hindring i alle vore Desseins (Planer); Folkene, der Dag og Nat have Travaille (svært Arbeide), finde ikke det ringeste her udi Egnen, knapt Vand og Brød.“ (Dokument i Rigsarkivet).
15. N. Saml. I 415.
16. Top. Journ. II 86. Wilse, Reiseiagttagelser II 180.
17. Fryxell XXIX 14.
18. Han blev fængslet 11 Mai (Hojer I 305) og døde i Sverige af Vatersot i Oktober 1718. Top. Journ. IV 45. Schrøder 74. 75. Rist 49.
19. Nordberg. Jonas Rist Fredrikshalds Æreskrands i Dansk Museum 1782. Topogr. Journal IX 42.
20. Meydell i Mil. Tidsskr. XII 55.
21. Da Lützow svævede i Frygt for at Carl igjen skulde gaa over Glommen, besatte han Fedtsund med 1 Bataillon, Onstad- og Grønsund med 2 og Maristien med 1 under Buddes Befaling, Sannesund og Opsund med 4 Batailloner Fodfolk og 3 Kompagnier Dragoner under Cicignon. (Hans Melding til Kongen af 30 Mai. N. Saml. I 410).
22. Nordberg II 568.
23. Dokumenter i Rigsarkivet.
24. I Rigsarkivet findes Ditlev Sverdfegers Likvidation med de danske Tropper, hvoraf man blandt Andet faar at vide, hvilke danske Tropper i 1716 og 1717 bleve sendte til Norge.
25. N. Saml. I 424.