Carl XII i Norge/9

Andreas Faye

Carl XII i Norge

Utgitt av Selskabet for Folkeoplysningens Fremme, 1868 (s. 80-98).

Carls Angreb paa Fredriksten og Fredrikshald^[1].

Lützows Frygt for at de Svenske skulde angribe ham og Fredrikstad, viste sig at være ugrundet. Derimod

Fredriksten.

gjaldt det Fredriksten, som hidtil havde været uanfegtet.

Denne stærke Bjergfæstning havde en Besætning af 900 Mand. Oberstlieutenant Hans J. Brun var Kommandant. Anførselen over de Soldater, som laa i Byen havde Oberstlieutenant Steen Blix. Soldaterne baade paa Fæstningen og i Byen vare vel forsynede med Proviant og Krigsfornødenheder. I Forsvaret deltog desuden en Bataillon Thrøndere under Oberstlieutenant B. N. v. Landsberg, og Fredrikshalds Borgerskab samt Peder Colbjørnsens Frikompagni^[2].

Paa Frederikshald boede dengang to Brødre, der vare velstaaende Handelsmænd, Hans og Peder Colbjørnsen, af hvilke vi allerede have omtalt den sidste. De vare Prestesønner fra Sørum og Dattersønner af den berømte og krigerske Kjeld Stub, Landoberst og Sogneprest i Ullensaker († 1663). Den yngste af Brødrene Peder var da 33 Aar gammel og valgt Stadskapitain. Disse modige og fædrelandssindede Brødres Exempel virkede ogsaa paa Andre, blandt hvilke den tappre Klokker paa Id, Ole Svendsen Bakke, især er bekjendt. Han havde engang i Forening med to Bønder lagt sig i et Baghold, hvorfra de skjøde den svenske Oberstlieutenant Baltzer, der kom ridende forbi med 24 Ryttere. Opmuntret ved dette Held besluttede Klokkeren et større Forsøg. De Svenske havde paa Kirkebøen, $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Mil Syd for Herregaarden Berby i Enningdalen, en Postering, som bestod af 70 Ryttere og 110 bevæbnede Bønder under Anførsel af Ritmester Lehman. Klokkeren foreslog Peder Colbjørnsen at overfalde de Svenske paa Kirkebøen og paatog sig at udspeide deres Stilling og Styrke. Colbjørnsen forsynede ham i denne Anledning med endel Tobak, som han skulde sælge blandt de svenske Soldater. Da Alt var forberedt, samlede Colbjørnsen sin Friskare (80 Arbeidsfolk fra Tistedalen), en Hob Bønder og 40 vesterlenske Soldater under Lieutenant Even Kraft, der overtog Kommandoen, da Colbjørnsen som Stadskapitain ei vel kunde forlade Byen. Kraft naaede efter en lang og høist besværlig Marsch den 8 April Klokken 4 om Morgenen Kirkebøen. I Begyndelsen af Anfaldet blev Klokkeren skudt af en Svenske, som havde skjult sig under Laavebroen. Da en af hans Sognefolk vilde reise ham op, sagde han: „Lad mig ligge i Jesu Navn, hils min Kone og mine Børn! Jeg er vel fornøiet. Gjører I Eders Bedste!“ Med disse Ord døde han. Hans Landsmænd blev saa forbittrede over den modige Klokkers Død, at de med stor Heftighed gik løs paa Fienden. 30 bleve dræbte, 50 fangne, hvoriblandt Anføreren Lehman, og Resten, som bestod af bevæbnede Bønder, tog for største Delen Flugten til de nærmeste Fjelde og undslap saaledes^[3].

En Maanedstid senere kom Kong Carl selv i Fare. Den 21 Mai var den unge Kjøbmand Jacob Wærn, Lieutenant ved Colbjørnsens Friskare, med nogle Flere gaaet udenfor Byen til et Hus paa Busterud for at spille Kegler, men da man aldrig var ganske sikker for at støde paa Fiender, havde Enhver taget sin Rifle med. Nu hændte det samme Dag, at Kongen ledsaget af 8 Officierer ganske uformodet nærmede sig Stedet. Wærn og hans Venner grebe strax til Riflerne og skjøde. To af Kongens Følge bleve trufne og Kongens Hest blev af Wærn skudt under ham. Kongen selv kom dog ikke til nogen Skade, men besteg en anden Hest og red videre^[4].

Af større Betydning og vigtigere i sine Følger vilde et Angreb have været, som de Norske i Begyndelsen af Juni foretoge for at sprænge den Bro, Carl havde slaaet over Svinesund, hvis det var gaaet heldigt af.

Den 2 Juni gik Friskaren under Colbjørnsens Anførsel, ombord paa en stor Stykpram, som Frederikshalds Borgere havde bekostet, og 100 Soldater under Kapitain Hausmann i smaa Baade fra Fredrikshald for at angribe Broen fra den indre Side, medens Admiral Gabel fra Laurkullen sendte et gammelt Krigsskib med nogle Galeier for at angribe fra den ydre Side. Denne Gang var Lykken de Norske imod. Vindstille indtraf, saa at Gabels Skib maatte bugseres. I det Øieblik Angrebet skulde ske, sprang Bugsertouget, hvoraf Følgen var, at da Skibet nu ei kunde bevæges, blev det taget af Fienden. Galeierne, der tabte den Understøttelse, som de havde paaregnet fra Orlogsskibet, trak sig tilbage. Hausmann som med sine Smaabaade skulde ødelægge Broen fra Idefjorden, raabe nu ligesaa lidet som Stykprammen udrette noget, og maatte vende tilbage til Fredrikshald med uforrettet Sag.

En ikke uvæsentlig Andel i det for de Svenske heldige Udfald havde den raske og raadsnare Kapitain Malkolm Hamilton, som ogsaa nogle Dage efter af Carl udnævntes til Kapitain ved Livgarden.

Carl maa have frygtet for en Gjentagelse, da han kort efter paa Sundets sondre Side anlagde Skandsen Sundsborg som blev besat med 12 Stykker svære Kanoner og 8 mindre. For ganske at kunne beherske Indløbet til Fredrikshald angrebe de Svenske 6 Juni Sponviksskandsen, som laa paa den norske Side af Svinesund. Kommandanten Hans Jørgen Günter afslog det første Angreb; men da de Svenske kom igjen. 800 Mand stærke under Oberst Liebert Rosenstjerna, og endog Carl selv var med for at lede Stormen, blev Günter bange og overgav sig den 7 Juni med 4 Officierer og 200 Mand, uagtet han havde Anledning til at faa Hjelp af Gabels Flaade, som laa i Nærheden. De tagne Kanoner bragtes til Torpum, og Sponvitsskandsen jevnedes med Jorden^[5].

Heldigere vare derimod de Norske paa et Streiftog over paa den svenske Side (Vigsiden), hvor Colbjørnsens Friskare i Forening med nogle Soldater under Even Kraft bortsnappede 111 svenske Transportheste, et Par Soldater og 22 Trosknegte, som de derpaa paa deres smaa Pramme førte ind til Fredrikshald^[6].

Disse Tildragelser vare imidlertid kun ubetydelige Forspil paa det blodigste og mærkeligste Sammenstød i den hele Krig, nemlig Carls Angreb paa Fredrikssten og Fredrikshald. Det havde været hans Agt at bemægtige sig den stærke og vigtige Bjergfæstning ved en ordentlig Beleiring, og han ventede kun paa en stor Transportflaade, der skulde bringe ham de fornødne Kanoner. Medens han utaalmodig ventede paa sammes Ankomst, underrettede en norsk Overløber Kongen om, at en stor Del af Fæstningens Besætning ei laa oppe paa Fæstningen, men udenfor samme og i Byen, og at det saaledes ei vilde være umuligt ved et pludseligt Overfald at afskjære en stor Del af Besætningen fra Fæstningen.

Besætningen paa Fredriksten bestod, som vi for have hørt, af 900 Mand, hvortil kom de 300 Thrøndere under Landsberg. Ved det paa en steil Klippe liggende Fredrikstens Fod ligger Fredrikshald, der ved Tistedalselven deles i to Dele, hvoraf den søndre ligger lige under Fæstningen. Ved Borgerskabets og fornemmelig Colbjørnsens Bestræbelser var ogsaa Byen bleven lidt befæstet med Pallisader, og Broen over Elven var i en Bredde af 12 Alen afskaaren. Til Sikkerhed for, at Fæstningen og Byen ei skulde overraskes var der udstillet en Vagt paa 24 Mand under Lieutenant Grabow af det throndhjemske Regiment. Til Forsvar for to Batterier, som vare anlagte paa Kirkegaarden, var stillet en Vagt i Kirkeporten. Paa Torvet stod nok en Vagtpost under Kapitain Knudsen. Den saakaldte Borgerskandse bestod paa den Tid kun af en ydre Pallisadering og af et indre Verk, der paa tre Sider var bygget af Sten, men paa den fjerde Side mod Fæstningen kun havde en Pallisadering. I Borgerskandsen laa de 300 Thrøndere, der anførtes af Oberstlieutenant Landsberg og Kapitainerne Schlanbusch og Hausmann. Paa Overbjerget, der udgjør et Udenværk til Fæstningen, laa en liden Besætning under Lieutenant Michelet. En Skytspram, der laa tæt ved Byens Sørside, var besat af Friskaren, nogle Søfolk og Borgere^[7]. Kommandoen i Byen førte som sagt Oberstlieutenant Steen Blix af vesterlenske Regiment.

Saaledes vare de Norskes Forsvarsanstalter, da Carl besluttede en Overrumpling. Planen til dette Foretagende var dristig, men dog vel udtænkt, og der var virkelig Formodning om, at Foretagendet vilde lykkes.

Natten til den 4 Juli, som var en Løverdag Klokken $\scriptstyle 1{\frac {1}{2}}$ brød Carl selv op i Spidsen for 2200 Mand og togede i al Stilhed imellem begge Osklevene forbi Stakkestad paa temmelig ubanede Veie til Skaaningsfossen, $\scriptstyle {\frac {1}{8}}$ Mil Nord for Fredrikshald. Her var et Vadested over Tistedalselven. Svenskerne gik over, skjønt Vandet stod dem op under Armene, idet de holdt deres Vaaben over Hovederne. Næsten uformærkt nærmede de sig nu langs Tistedalselvens østre Bred baade Fæstningen og Byen. Carl delte nu sine Folk. Den prøvede Oberstlieutenant R. Fuchs med 600 Mand og en Reserve af 400 Ryttere under Oberst Löwenstjerna blev befalet gjennem Elvegaden at rykke ind i Byen og bemægtige sig samme, medens Oberst Christer Schlippenbach med 600 Mand og en ligesaa stor Reserve under Oberst Liebert Rosenstjerna fik Befaling at trænge ind imellem Borgerskandsen og Fæstningen for at afskjære saavel Besætningen paa Borgerskandfen som den i Byen Adgang til at trække sig tilbage til Fæstningen. Ved denne sidste Afdeling var Kongen selv, og i Spidsen for samme gik 58 Dalkarle, der frivillig havde meldt sig; dem anførte Kapitain Rutensparre.

Carl kom saa uventet paa Grabows Forvagt, at den neppe fik Tid til at afskyde sine Geværer og derved at varsle Besætningen om den overhængende Fare. Den trak sig derpaa ilsomt gjennem den ydre Borgerskandse og fik knap Tid til at affyre de tre Feltkanoner, som laa ved Indgangen. De Svenske, hvis Fortrop strax besteg den ydre Borgerskandse, vare de Norske saa nær i Hælene, at da de kom til den indre Borgerskandses Port, vare de Svenske ogsaa der, saa de nær havde trængt ind med dem. I det afgjørende Øieblik smeldtes Porten igjen; men de Svenske begyndte nu at storme den indre Skandse paa flere Steder. Ved Skuddene og Allarmtrommen, som strax rørtes, vaktes imidlertid baade Soldat og Borger. I Forskandsningen førte tillykke for Nordmændene den ligesaa raadsnare som tappre Landsberg Kommandoen. Hver løb til sin Post, Nogle halv paaklædte, Andre i den bare Skjorte, og hver gjorde sit Bedste under Ledelse af Landsberg og hans Kaptainer Schlanbusch og Hausmann. Senere kom ogsaa en Del af de vesterlenske Soldater og nogle Borgere til. De Svenske vare saa nær, at de stak med Bajonetterne gjennem Pallisaderne paa dem, som stode indenfor. Kampen var heftig og blodig. Oberst Schlippenbach blev skudt i det samme Øieblik, han forsøgte at støde Skandseporten op. Gustav Rutensparre førte kun 7af sine tappre Dalkarle ud af Kampen. Resten laa døde eller saarede paa Valpladsen. Carl, som under den stærkeste Ild fulgte tæt efter den uforfærdede Kapitain, udnævnte ham paa Stedet til Major. Efter et Tab af henved 300 Mand, blandt hvilke foruden den nævnte Oberst Schlippenbach vare Majorerne Spalding og Silfversparre, forlod Carl med uforrettet Sag Borgerskandsen for at forene sig med hans øvrige Folk, som imidlertid havde havt en varm Dyst i Fredrikshalds Gader. Rutger Fuchs var gjennem Elvegaden trængt ind i Byen, hvor man var beredt paa at give ham en varm Modtagelse. Ved Kirken var nylig af Borgerne anlagt et Batteri paa 9 Kanoner. Arkelimester Peder Hvid rettede dem mod den fremrykkende Fiende, og en heftig Kamp opstod. Først efter at næsten alle Forsvarerne vare dræbte eller saarede, bleve de Svenske Mestere over dette Batteri. Her faldt Lieutenant Schow af det vesterlenske Regiment og Lieutenant Mortensen ved Landdragonerne. Blix bød nu Kaptain Knudsen, der havde Vagt paa Torvet med 50 Mand, at ile mod Kirken og Kirkegaarden for at hindre Fiendens videre Fremrykken. Han holdt ud der i henved 2 Timer, men maatte da, efter at have faaet 30 Mand dræbte eller saarede, vige for Overmagten. Kjæmpende trak han sig i god Orden længer ind i Byen, hvor der opstod en almindelig Gadekamp, da Carl med sine øvrige Folk kom ned forbi Borgerskandsen over Pipperbjerget. Kapitain Offenberg, der med endel Folk stod i Gaden, da Carl rykkede ind i Byen, gjorde vel Modstand, men maatte vige, efter at Nogle af hans Folk vare faldne, Andre saarede og han selv var skudt gjennem Armen^[8]. De Svenske stødte derpaa paa Blix, tom var stegen til Hest, strax han fik Underretning om Fiendens Angreb, for at ordne Alt til tapper Modstand. Efter en varm Dyst, hvori han fik mange Saarede og Døde, blandt hvilke Kaptain Calnein, og efter at han selv havde faaet et Saar i Armen og sin Hest skudt under sig, maatte ogsaa han vige. Da han paa sit Tilbagetog kom paa Torvet, forsøgte han atter at gjøre Modstand, men da han saa, at den var forgjeves, trak han sig med sine faa overblevne Folk ned til Kongens Brygge, hvor de fleste af hans Soldater dels bleve dræbte, dels fangne, og han selv fik et Saar i Laaret. Han reddede sig med nogle Faa ud i en Baad, og kom over til Sørhalden, hvorfra han over Knardalsfjeldet kom op paa Fæstningen^[9].

Klokken 4 om Morgenen bleve de Svenske Herrer over Valpladsen, men Kampen fortsattes, da Fæstningens Kanoner under Ledelse af „den mandhaftige og berømmelige“ Kapitain Reitzenstein nu begyndte at bestryge Byens Hovedgader, medens saavel Fæstningens Bomber som Kugler fra Stykprammen og Huitfeldtsholmen gjorde Tværgaderne ikke mindre farlige. Flere Borgere skjøde ogsaa fra Vinduer, fra Kjeldere og fra de steile Fjelde, saa de Svenske tabte mange Folk. Carl forlangte nu 4 Timers Vaabenhvile for at begrave sine Døde, men fik Afslag, idet Kommandant Brun efter Samraad med Borgerskabet^[10] ved Bomber søgte at stikke Byen i Brand.

Carl havde taget sit Kvarter i Kjøbmand Walckers Hus (hvor det Ankerske Arbeidshus nu staar) ligeover for Peder Colbjørnsens Hus paa Hjørnet af Kirkegaden og Borgerskandsgaden. Da Peder Colbjørnsens Søster Maria, som forestod hans Hus, bemærkede, at Kongen saa ud af det aabne Vindu, aabnede hun sit Vindu ligeoverfor og bad Kongen, at hun ingen Overlast maatte lide af hans Folk, siden hun var alene med en liden Dreng i Huset. Kongen bad strax en Underofficier med 4 Mand at holde Vagt hos hende. Kongen bad hende igjen om noget Svaldrikke, som hun strax lod ham række gjennem Vinduet i et stort Sølvbæger. Kongen drak da paa hendes Sundhed, idet han sagde: „Der ser hun, Mamsel, at jeg troer hende vel.“ Efterat have ladet en af sine Folk optage en Ring som faldt fra Marias Finger ned paa Gaden, da hun rakte Bægret ud af Vinduet, og levere hende den tilbage, spurgte han: „Buldrer Kommandanten altid saa med Kanonerne paa Fæstningen?“ „Ikke oftere,“ lød Svaret, „end naar Fremmede ere i Byen.“ Tilsidst bad hun Kongen om Tilladelse til at sende en Pakke Klæder til sin Broder Peder, der var tyet op paa Fæstningen, da han under sin hastige Flugt ikke havde saaet det Fornødne med sig. Denne Bøn blev ogsaa indvilget. I Klæderne havde den snue Pige indsyet en Seddel, hvori hun underrettede Broderen om, i hvilket Hus Kongen opholdt sig^[11]. Peder Colbjørnsen benyttede Vinket og Fyrverkeren Coucheron rettede nu sine Bomber mod det betegnede Hus. Idet Kongen med General Delwig gik hen til Garnisons-Feltskjæren for at tilse de Saaredes Forbinding, blev Delwig, der gik nogle saa Skridt foran Kongen, skudt gjennem Hovedet og faldt død om. Delwigs Lig førtes strax ind i Walckers Hus^[12].

Ved dette pludselige Overfald paa Byen havde en stor Del Kvinder, Børn og Andre i største Hast flygtet dels ud paa den tæt ved Byen liggende Sauø, dels ud til Hans Colbjørnsens Gaard Eskeviken. De Forsvarsløse anmodede Hans Colbjørnsen og Kjøbmand Jens Munk om at anholde hos den ædelmodige svenske Konge om Beskyttelsesbreve. De begave sig ind i Byen med Stadsmusikanten foran sig, der blæste i Trompet. De fremstillede sig for Kongen i Walckers Hus og fremførte deres Andragende^[13]. Kongen spurgte om deres Navne, og da han hørte samme, saa han stivt paa Hans Colbjørnsen og befalede, at begge skulde blive i Arrest hos ham. Kongen gik derpaa frem og tilbage i Værelset, trak sit Sværd halvt ud af Skeden, stødte det derpaa haardt ned igjen og sagde med barsk Ansigt: „Det kommer ikke an paa at tage nogle Heste^[14],“ bebreidede Colbjørnsen og hans Broder, at de, skjønt de ei stode i virkelig Krigstjeneste, dog stedse havde øvet Fiendtligheder mod ham og tilføiet ham megen Skade. Truende tilføiede han: „Nu skal han undgjelde for Altsammen.“ – „Naar Fienden falder ind i Landet,“ svarede Colbjørnsen rolig, „er hver Undersaat Soldat. Desuden har jeg ei gjort andet end hvad Pligt og Troskab mod min Konge udfordrer. Jeg fortryder det ikke, hvad der end skal vederfares mig.“ I det samme faldt en af de mange Bomber, der vare rettede mod Huset ned i samme og slog nogle Bjelker itu, saa Splinterne fløi om de Tilstedeværendes Øren. Alle faldt omkuld, men Kongen var den første, som igjen reiste sig, og spurgte, om Nogen var saaret. Han var selv truffen i Ansigtet, saa at han blødte stærkt. Jens Munk havde ogsaa faaet et Hul i Hovedet og et Saar i Armen^[15].

De Svenske kjæmpede den hele Tid med sædvanlig Tapperhed og Udholdenhed. Da Stykprammen tilføiede dem stort Folketab, søgte de et Par Gange ved opførte Kanoner at bringe den til Taushed, men forgjeves. Selv Kvinder deltoge i Forsvaret. En Tjenestepige, Olau, fornaglede en Kanon og kastede Kuglerne i Søen, inden de Svenske kom tilbage for at bruge dem. Da Klokken var henved 6om Eftermiddagen, fandt Peder Colbjørnsen, hans Svoger Peder Wærn og flere Borgere, som havde tyet op til Fæstningen, at det nu var paa Tide at gribe til ethvert Middel for at faa stukket Byen i Brand. P. Colbjørnsen leverede derfor Skipper Ole Trulsen, som fra Stykprammen var sendt op til Fæstningen for at faa mere Ammunition^[16], et Par Begkrandse til Afbenyttelse. Disse bleve leverede til den nævnte Pige og en anden, som med dem antændte Hans Colbjørnsens Gaard paa Torvet (den stod omtrent, hvor Toldboden nu staar), hvor flere brændbare Sager vare samlede^[17]. Inden kort Tid stod Huset i lys Lue. Peder Colbjørnsen fik ved Opmuntring og en Gave af 10 Rdl. sin Tjenestedreng Anders Brynildsen til at stikke hans og hans Morbroder Niels Stubs Gaarde i Brand. Ved Mod og Klogskab lykkedes det ham ei blot at udføre dette Hverv, men endog at faa en tændt Begkrands slynget ind i Walckers Hus. De Svenske med deres Konge i Spidsen anstrengede sig vel af yderste Kræfter for at slukke, men det var forgjeves. Inden kort Tid stod den østre Side af Fredrikshald i lys Lue. Da samtidig Kuglerne fra Fæstningen og Stykprammen vedbleve at feie Gaderne og Landsberg gjorde et Udfald fra Fæstningen^[18], blev de udmattede Svenskers Stilling høist betænkelig. Carl vilde længe ikke vige, men tilsidst lykkedes det dog Rutger Fuchs at faa ham dertil^[19]. Det gjaldt nu at komme ud af den ulykkelige By, hvor Jammerraab og Veklager løde fra hans saarede Folk og mange af Byens Indvaanere, der omkom i dette Flammehav. Den afskaarne Bro over Tistedalselven blev i Hast gjort brugbar, men under Kugleregn fra Fæstningen, hvorved mange Norske ogsaa omkom, da de Svenske tvang deres Fanger til at udføre dette farefulde Arbeide^[20]. Carl, som under Kampen i Byen stedse havde været blandt de Første, var nu blandt de Sidste, idet han dækkede Tilbagetoget. Han førte med sig under Vagt Hans Colbjørnsen og Jens Munk, men da den første kom paa Broen kastede han sig ned, som om han var saaret, sprang i Vandet og svømmede hen under en Brygge, indtil Faren var forbi^[21]. Munk maatte derimod følge med til Hovedkvarteret Torpum. Kongen maatte selv berømme Haldens tappre og udholdende Forsvar. Han sendte ogsaa næste Dag Munk tilbage, idet han forærede ham en Hest med Sadel og en kostbar Kaarde^[22].

Da de Svenske vare komne over Broen, samlede de sig atter, men da Fæstningens Kugler ogsaa her forfulgte dem, brøde de alle op til Torpum. For at skjule Tilbagetoget eller for at gjengjelde Fredrikshalds Borgere deres varme Modtagelse, afbrændte de Byens vestre Side.

Stort var de Svenskes Tab. Foruden Generallieutenant Delwig faldt i Byen Generalmajor Schommer, 14 Kapitainer, 28 Lieutenanter og 1300 Soldater, der dels bleve dræbte, dels saarede. 200 bleve fangne. De Norske opgave deres Tab til 70 Døde og 50 Fanger, som de Svenske førte med sig ud af Byen. Blandt de Døde var Kapitain Calnein, hvis Lig blev fundet paa Torvet. Kommandanten Brun anfører i sin Indberetning til Lützow af 5 Juli^[23], at Oberstlieutenant Steen Blix, Kapitain Osfenberg og Lieutenant Schow bleve saarede tilligemed 3 Underofficierer. Af menige Soldater vare fangne og døde af det vesterlenske Regiment 96 Mand og 18 Landdragoner; af de hvervede 1 Underofficier fangen og af dem samt af de throndhjemske 6 Døde og 6 Saarede. Hvor mange af de smaalenske, vidstes endnu ikke^[24].

Den Skade, Fredrikshald led ved denne Brand, blev siden ved en nedsat Kommission anslaaet til 163,216 Rdl., der mindst svare til det Tredobbelte i vore Dage. De brændte Huse vare 330, der taxeredes til 56,761 Rdl. Kong Fredrik paabød en Extraskat i Danmark og Norge for at ophjelpe den ødelagte By^[25], men Rigerne vare saa udarmede ved den lange Krig, at det kun gik smaat med Hjelpen. Kongen belønnede Indbyggerne for deres Opoffrelser ved at give Byen Oplagsfrihed paa 3 Aar, Tiendefrihed for 5 Aar paa alt det Tømmer, der paa Byens Sager skares og udskibedes, og Toldfrihed i 5 Aar paa Indførsel af Korn. Alle, som havde tjent ved Frikompagniet og vare fra Byen, erholdt indtil videre Fritagelse for Konsumtion, og Enkelte, som særlig havde udmærket sig, fik Pensioner^[26].

Brødrene Colbjørnsen bleve belønnede for deres under Beleiringen udviste Tapperhed med Charakteer af Kapitainer af Infanteriet.

Kommandanten paa Fredriksten, Oberstlieutenant Brun, som havde levet i stadig Uenighed med Colbjørnsenerne og flere af Fredrikshalds Borgerskab, blev derimod fjernet fra sin Post, som overdroges Oberstlieutenant Landsberg. Brun blev sat til at oprette et nyt Regiment, hvis Garnisonssted blev Drammen; men i Begyndelsen af 1718 laa han med nogle Kompagnier af sit Regiment i Fredrikstad^[27].

Kort efter Overfaldet paa Fredrikshald var Carl nær bleven fangen af de Norske, da han en Morgen tidlig var redet ud fra Torpum til Svinesund, ene ledsaget af Gardekapitain Köhler^[28].

1. Kilder:
   1. Fridrichshalds Ærekrands, sammenskrevet af Jonas Rist; indeholder nøiagtige Beretninger om Krigsbegivenhederne 1710 og 1718. Rist var den Tid Hører ved Fredrikshalds Skole, hørte til Frikorpset og deltog selv i flere af de Sammenstød, han har beskrevet. Han døde 1737 som Sogneprest i Ullensaker. Skriftet findes i Dansk Museum for Juni–August 1782 og blev særskilt udgivet i Kjøbenhavn 1809.
   2. Kort historisk Beskrivelse over Fredrikshald paa Rim sammenskreven og med fornødne Anmærkninger oplyst af Mag. J. Schrøder rector scholae samme Sted. Kjøbenhavn 1727. 4.
   3. Fragment af Andreas Colbjørnsens Notitser betræffende Fredrikshalds Beleiring 1716. Forfatteren var Brodersøn af Peder Colbjørnsen og Borger paa Fredrikshald (født 1710 † 1785). Det findes i Vidar 1834 No. 79 og i Moes Aktstykker 204.
   4. Udkast til en Beskrivelse over Fredrikshalds By og Fredrikstens Fæstning m. m. ved E Hoff, Ingeniørkapltatn. Topogr. Journ. 4de og følgende Hefter (1792).
   5. Oberst Even Krafts før omtalte Beretning om hans Forhold i Krigens Tid.
   6. Kort Underretning om Fredrikshalds By og dens Krigshistorie med Kart af H. Krag, Sogneprest paa Fredrikshald. Christiania 1848.
2. Fæstningens Besætning bestod af 2 Kompagnier af vesterlenske Regiment, 2 af det smaalenske, 2 Kompagnier Landdragoner og 1 Kompagni Artilleri under Carl Gottlieb v. Reitzenstein. Ved dette var Fredrik Grüner ansat som Premierlieutenant. Under Blix tjente Kapitainerne Offenberg, Sommerschildt, Knudsen og Calnein.
3. Jonas Rist, som selv var med, i Fredrikshalds Æreskrands 53–58. De Norske gjorde en Del Bytte af Heste, Proviant og nogle Tønder Øl og Brændevin, som Kraft slog i Stykker og lod udløbe, at Ingen ved Drukkenskab skulde komme i Fordærvelse. C. Frimann har til Klokkerens Minde digtet Sangen:

   Det var i Borgesyssels Egn
   Ved gamle Haldens Side;
   I høie Chor der sang en Degn
   I Kirken der paa Ide.

4. Rist 72. Om Wærn se Rist 46. 47.
5. Nordberg II 569. Hoff i Top. Jour. IV 46. Lagerbrings Sammandrag af Svea Rikes Hist. IV 108. Skandsen var anlagt af U. F. Gyldenløve 1676 (Budstikken 1823 S. 525).
6. I Anledning af Hestenes Salg og Byttets Fordeling opstod der en heftig og langvarig Tvist mellem Friskaren og dens Anfører Peder Colbjørnsen og Kommandanten Brun, se Moe I 63.
7. Denne Stykpram, der gjorde megen Nytte under Fredrikshalds Forsvar, var bygget efter Raad af Lieutenant Even Kraft (se hans Beretning om hans Forhold i Krigen).
8. Rist 86.
9. Skjønt saaret begav han sig strax ud paa Batteriet Langelinien for at være Vidne til Kampen og opmuntrede Enhver til at gjøre sit Bedste. Her sad han, indtil han af sine blødende Saar sank afmægtig om. Rist 92.
10. Førend Angrebet skede, havde Brun havt et Møde med det samtlige Borgerskab paa Byens Raadstue, hvor det besluttedes i Nødsfald at stikke Byen i Brand. Schrøder 79.
11. Andreas Colbjørnsens Notitser. Vidar 1834 Nr. 79.
12. Han blev skudt af Sergeant Göde paa Borgerskandsen med en Bøssekugle, som gik ham gjennem Hovedet. Delwigs forbrændte Lig med de øvrige faldne Svenske bleve begravne paa Fredrikshalds Kirkegaard. Rist 102.
13. Rist 94.
14. A. Colbjørnsens Fragment.
15. Gjessing IV 333, hvor der ogsaa berettes, at Colbjørnsen med sit Lommetørklæde tørrede Blodet af Kongens Ansigt, og at Carl yttrede: „Det skader Intet, Herren bevarer sin Salvede.“
16. Even Kraft fortæller„ at Kommandanten negtede at udlevere Krudt og Kugler, men at han paa eget Ansvar gjorde det, ligeledes at han bevægede Kommandanten til at afslaa den forlangte Vaabenstilstand, idet han gjorde opmærksom paa, at de Svenske vilde benytte den til at opbryde og plyndre de brandfri Kjeldere, hvori Borgerne havde forvaret deres kostbareste Eiendom. Jfr. Rist 93. Gjessing IV 331.
17. Top. Journ. IV 50. Rist 91.
18. Bussæus 167. Gjessing IV 335.
19. Fryxell XXIX 13.
20. Bussæus 168.
21. A. Colbjørnsens Notitser.
22. Top. Journ. IV 51.
23. N. Saml. I 429. Jfr. Bussæus 165. Moe 143
24. Fredrikshalds kjække Forsvar blev besunget af K. L Rahbek i hans bekjendte Sang:

    Kong Carl laa med en mægtig Hær
    For Fredrikssten,
    Men tappre Fredrikshald ham er
    Til megen Meen.

    Sangens sidste Vers lyde saaledes:

    Og herlig blussed Fredrikshald
    Blandt Lig og Blod,
    Oplyste stolt de Svenskes Fald
    og Sines Mod.
    
    Og aldrig brændte nogen Baun
    Saa skjøn som den!
    Og aldrig uddøe skal dit Navn,
    O Colbjørnsen!
     Saa stride de Nordmænd for Norge.

25. Moe 48. Nøiagtig Efterretning om Extraskatten, Taxten m. m. Moe 215–248.
26. Schrøder 105.
27. Aarsagen til Bruns Strid med Borgerskabet og Colbjørsenerne var, at han ingen Ynder var af deres Frikorps, der var uafhængigt af ham som Øverstkommanderende, og var stødt over Colbjørnsenernes efter hans Formening ubetimelige Raad og Indgreb i Krigførelsen og maaske misundelig over den Ros, som blev Frikorpset og dets Førere til Del. I Anledning af Fordelingen af det ved Kirkebøen gjorte Bytte (S. 74) ansaa P. Colbjørnsen og Frikorpset sig forurettet og fornærmet, og da en personlig Uven af P. Colbjørnsen, Otto J. Smit, ei uden Bruns Medvirken i et Andragende til Kongen fremkom med ugrundede Beskyldninger om P. Colbjørnsens og Borgerskabets Opførsel, optraadte Colbjørnsen ei blot som Forsvarer for sig og Borgerskabet, men gjorde Brun saa nærgaaende Beskyldninger, at en Kommission, bestaaende af Vicestatholder Kragh og General Lützow, beordredes at dømme i Striden. Da den ved Indlæg og Vidneforhør truede med at blive uendelig, bestemte Kongen efter Kommissionens Forslag, „at Striden paa begge Sider ophæves“, idet Brun fjernedes fra sin Post. I Rigsarkivet findes en Mængde Indlæg og Thingsvidner i denne Sag, der ere aftrykte i B. Moes Aktstykker til den norske Krigshistorie. Her oplyses blandt andet omstændelig Kampen i Fredrikshald fra Stykprammen, hvorom Smits Beskyldning dreiede sig.
28. Nordberg II 576.