Carl XII i Norge/6

Andreas Faye

Carl XII i Norge

Utgitt av Selskabet for Folkeoplysningens Fremme, 1868 (s. 48-59).

De Svenske under Löwen overraskes paa Norherhov 28–29 Marts. Anna Colbjørnsdatter^[1].

Da Carl fandt Forskandsningerne ved Gjellebek for stærke og vel besatte til at vove en Storm, besluttede han at omgaa samme. I denne Hensigt blev af alle svenske Kavalleri-Regimenter, som stode ved Christiania udsøgt 600 Mand, der betroedes den af Carl meget yndede Generalkvartermester Axel Löwen med Besaling uformærkt at gaa op gjennem Hakedalen, Hadeland og Ringerike for at gjøre nogen Larm ved Bragernes og om muligt sætte Ild paa de Norskes Magasiner og bemægtige sig Kongsbergs Sølvværk, som sagdes maanedlig at give de Danske 80000 Rdl., eller, som Andre antoge, for at angribe Lützow i Ryggen, medens Carl fra Ravnsborg angreb ham fra den anden Side.

Löwen skal imidlertid paa sit Tog være bleven sinket en hel Dag ved Bønderne, som havde besat Skovene og ved Forhugninger besværliggjorde hans Marsch. Hadelands Almue under Ledelse af Sognepresten paa Gran, Anders Hammer, havde forhugget og besat Passet Runddelen paa Harestuskoven. Bønderne vovede dog ikke at gjøre alvorlig Modstand, men trak sig tilbage, da Löwen lod sine Dragoner stige af for at storme Forhugningerne.

Følgen af disse Forhindringer var; at Löwen

Anna Colbjørnsdatter.

med sine udmattede Ryttere først naaede Norderhov Prestegaard

Klokken 10 Løverdagaften den 28 Marts, og at Lützow imidlertid havde faaet Underretning om hans Tog og vel anede hans Hensigt.

Da Lützow samme Dag blev underrettet om, at 5–600 svenske Dragoner om Eftermiddagen den 26de Marts havde draget gjennem Hakedals Værk, bød han strax Oberst Oetken med sine tjenstdygtige Dragoner samme Aften og Nat at gaa mod Fienden og mellem Kl. 3 og 4 at angribe dem, hvor de maatte være komne og fodrede deres Heste^[2]. 3 Kompagnier under Major Kaas, Kapitain Knud Gyldenstjerne Sehested og Kapitain Mathieson brød op Klokken 2 om Eftermiddagen og marscherede fra Lier op over Holsfjorden, som var stærkt tilfrossen. De naaede Steen, der ligger ved Fjorden en halv Mils Vei fra Norderhovs Prestegaard, Klokken 9 om Aftenen. Oberst Oetken med 4 Kompagnier tog derimod 2 Timer efter sin Marsch over Holsfjeldet til Krogsund (ved Sundvolden), hvorhen han kom samme Aften^[3]. Der blev ogsaa udkommanderet 3 Kompagnier af Kruses Dragonregiment under Anførsel af Major Budde, Kapitain Orning og Kapitain N. F. von Heinen, men da de havde 2 Mil længere at marschere, kom de for sent til at deltage i Kampen paa Ringerige.

Det var som sagt en Løverdagsaften, og Klokken var allerede 10, da 7 Kompagnier Svenske af de blaa og grønne Dragoner naaede Norderhov Kirke. De lagdes ind paa Tandberg, Hønen og Gudsgaarden, der ligge i Nærheden af Kirken, medens Anføreren, Oberst og Baron Axel Løwen, med flere Officierer og en Del Folk tog ind paa Prestegaarden. Her boede dengang Norges lærdeste Prest, Jonas Ramus; men han var syg og sengeliggende og maatte saaledes overlade Modtagelsen af disses uventede og uvelkomne Gjester til sin Hustru, den bekjendte Anna Colbjørnsdatter, Datter af Sognepresten i Sørum, Colbjørn Thorstensen. Da Ramus var en velstaaende Mand, og Flere fra Christiania havde sendt sine Kostbarheder did til Forvaring var det Anna af høieste Vigtighed, at Fienden ei skulde tage sig selv til Rette. Hun modtog ham derfor paa det bedste, lod frembære Øl og Brændevin i Overflod baade til Ofsiciererne og de Menige^[4] og gjorde istand et godt Aftensmaaltid, hvortil de Svenske meget trængte. Medens hun var beskjeftiget med Forberedelserne dertil, skal hun have lyttet til de Svenskes Samtale og hørt deres Planer. Hun skal da have benyttet Leiligheden, nedskrevet det vigtigste, hun havde hørt, lagt Papiret i sin Tjenestepiges Sko og udbedet sig Tilladelse til at sende hende ud i Bygden for at hente noget til Maden. Hendes Ønske blev indvilget, og hun sendte Pigen til sin i Nærheden boende Svigersøn, Fogden Lars Mikkelsen^[5], for at underrette ham om de ankomne Gjester og deres Planer mod Drammen og Kongsberg, hvor „de vilde beslaa deres Heste med Sølvsko.“

Medens Officiererne havde det godt paa Prestegaarden, udsattes de sædvanlige Udposter og desuden en Vagt paa 25 Mand under Kapitain Allemander. Man fortæller, at de Svenske, strax de ankom, spurgte efter Veien til Christiania, men at man paa Prestegaarden anviste dem en gal Vei, nemlig den, som gik til Tyrifjorden. Da det om Natten var koldt, antændte de Svenske af Gjærderne hist og her paa Gaardene Vagtilde, hvorom de leirede sig, drog af sine Støvler, varmede sine forfrosne Ben og sovnede ind, medens deres Heste stode opstillede langs Husvæggene og tærede sit Foder.

Samme Aften sildig, som de Svenske kom til Norderhov, ankom de 3 norske Kompagnier til Steen, hvor de kunde se de Svenskes Vagtilde paa Gaardene omkring Kirken og senere vel ogsaa erholdt Annas Underretning. Lieutenant Collin blev strax udsendt for at speide og fandt Formodningen om Fiendens Ankomst til Norderhov at være rigtig.

Her opstod da naturlig Spørgsmaal, om hvad der skulde gjøres. Den Høistkommanderende, Major Kaas, som bar Ansvaret og fandt sig i samme Stilling som Kruse ved Høland, kunde rimelig sende det betænkeligt med 3 norske Kompagnier at angribe 7 svenske, og klogest at oppebie Oetkens og de øvriges Ankomst, for saa i Forening at angribe Fienden. 7 Kapitain Sehested skal derimod have raadet til modigen og strax at angribe de adspredte, uforberedte og sovende Svenske, og med hans Anskuelser stemte ei blot de øvrige Officierers, men ogsaa de menige Dragoners Ønsker, hvoraf flere vare fra Ringerike, og i Vagtmester Thor Hovland fandt en kjæk Talsmand, der tilbød sig at være Veiviser, da han kjendte hver Stok og Sten paa Veien. „Derpaa besluttede vore Officierer samtlige ikke at bie efter de andre, men strax at angribe“^[6]. I rask Trap gik det nu opad den stærkt tilfrosne Stensfjord. I Spidsen red Thor Hovland og en anden Ringeriking, Paul Putten^[7]. Da de nærmede sig Prestegaarden sprængte de foran. De stødte paa en Forpost af to svenske Dragoner, af hvilke den ene stod med det ene Ben i Stigbøilen, idet han havde lænet sit trætte Hoved mod Sadelen. Paa Thors Raab: „Sover Du, Kammerat!“ vaagnede han, men i samme Øieblik faldt han død til Jorden ved et Hug af Thors gamle, fra Fædrene arvede Slagsværd, medens Paul strakte den anden Dragon til Jorden ved et Skud. Derpaa sprængte man Gaardsporten, som var tillukket.

En Beretning lyder, at Oberst Löwen havde afdraget sine store Rytterstøvler og sad ved Kakkelovnen og varmede sig, medens 2 Ritmestere, som vare i Stuen hos ham, laa paa Bænken, da de henved Klokken 2 om Natten overraskedes ved at Vinduesruderne klirrede og Kuglerne susede om Ørene paa dem. Efter en anden Beretning sad Obersten ved den syge Prests Seng, da Skuddene hørtes^[8].

Maaske har Obersten efter Aftensmaaltidet fulgt Anna ind til den syge Ramus for at hilse paa eller se til sin syge Vert og er derpaa vendt tilbage til Storstuen, hvor hans Officierer sov og han selv varmede sig ved Ilden, og er da, strax han hørte Skuddene og Allarmen, ilet tilbage til Prestens Sygeseng, ei, som Sagnet gaar, for at dræbe Prestekonen, men for at faa dem til at gaa ned i Kjelderen, da Kuglerne allerede fore gjennem Vinduerne. Han ilede derpaa ud i Døren og raabte efter sin Ridehoppe, men stødte allerede her paa de indtrængende Norske. Han slog strax Døren i Laas og sprang ud af Vinduet for at trætte og ordne sine Folk, men han naaede ei længer end ud paa Jordet strax nedenfor Kirken, hvor han blev omringet og fangen.

Klokken var da som sagt henved 2 om Natten. De Norske havde med største Hurtighed gaaet løs paa de Svenske i og om Prestegaarden. Disse bleve fuldstændig overraskede. Den svenske Kapitain Bruun blev strax i Begyndelsen skudt. De af de svenske Dragoner, der vare fremmest og ikke strax kunde komme til Hest, ordnede sig tilfods og gave i Mørket en Salve, som dog ingen synderlig Skade gjorde. Nu gik det løs med Sablerne og „udviste Kapitainerne Mathieson og Sehested, Lieutenanterne Koplow og Collin da deres største Tapperhed, som og det medhavende Mandskab“^[9]. De Svenske, som havde mistet sine Førere og vare ubekjendte baade med Stedet og de Norskes Antal og i Mørket intet Sted vidste, hvorhen de kunde ty, kom med deres Heste i største Forvirring ved denne pludselige „Skyden, Raaben, jammerlige Hylen og store Skrig. Nogle bleve fangede. Andre bleve næsten uden Modstand nedsablede og Andre som vare komne til Hest, gjorde vel Modstand, men bleve slagne og trak sig, en Del til Hest og en Del paa Hosesokkerne, op til Tandberg til sine Kammerater.“

Allemander, som med 25 Mand var stillet paa Veien til Vikersund, blev saa forskrækket, da han hørte Skydningen og Kampen bag sig paa Prestegaarden at han istedetfor at vende om og ile sine Landsmænd til Hjelp, strax flyede med Sine ud over Hole Sogn. Han naaede Vikersund, men her blev han omringet af Bønderne under Anførsel af den gamle Klæboe, der tilforn havde tjent Kongen som Fændrik. Efter at have adspredt de Svenske paa Prestegaarden trak de Norske sig med sine Fanger tilbage til Steen, hvor de stødte sammen med Oetken og hans 4 Kompagnier. De Svenske paa Tandberg og andre Gaarde havde imidlertid ogsaa samlet sig. Et Par 100 Mand nærmede sig Prestegaarden og sendte en Dragon afsted for at undersøge, hvormange de Norske vare, og hvor de nu vare. Han traf paa Anna Colbjørnsdatter, der sammen med en anden Kone var gaaet ud for at bese Valpladsen. Han skal have holdt hende Pistolen for Ansigtet, idet han barsk spurgte, „hvor Juten var.“ Den anden Kone besvimede, men Anna svarede „i Alteration“: „De tropper, de tropper op bag Kirken.“ Med denne Besked vendte han tilbage til sine Landsmænd, som derpaa droge samme Vei tilbage, som de vare komne^[10]. Et Øievidne fortalte, at da de Svenske kom tilbage fra denne Træfning og standsede en kort Tid paa Gaarden Horgestad, vare henved 200 Mand ilde saarede. „Imod Morgenen kom de Andre af Vore efter under Oetkens egen Anførsel. Da bleve de Svenske adspredte, og de Flygtende i nogle Timer forfulgte af Oberst Oetken“^[11]. Flere Svenske bleve afskaarne fra dem, som samlede droge tilbage til Christiania og dels fangne, dels dræbte. Kapitain Mathieson traf saaledes paa 19 saadanne Forjagede, som han fangede. Nogle Flygtninger bleve ihjelslagne af Bønderne paa Gaarden Grua i Lunner Annex i Jevnaker.

„I denne Træfning,“ siger en Samtidig, „fik Vore tilfange Oberst Baron Löwen, Ritmester Normand, Kapitain Calmer, nogle Underofficierer og omtrent 150 Menige, som enten bleve tagne i Kampen eller siden her og der af Krigsfolket og Bønder bleve fundne i Skovene og paa andre Steder. Paa Prestegaarden laa 42 Døde, hvoriblandt 3 af vore, og 17 til 18 Kvæstede; ellers laa og i Veiene og Skovene hist og her døde Svenske, som af Bønderne vare skudte“^[12].

At de Norske vare glade over denne Seier, er naturligt. Lykken smilede denne Gang til de Dristige. Var Angrebet mislykket, var det vel gaaet Sehested og de Øvrige, ligesom Kruse i hvis Aand de handlede, at de vare blevne dadlede for Fremfusenhed og Ubesindighed ved ei at oppebie de øvrige, men at angribe med saa faa Folk en overlegen Fiende. Hvad Angrebet angaar, yttrer en kompetent Dommer^[13]: „De Norskes Beslutning at overfalde de Svenske om Natten var vel dristig, men fortjener dog i høi Grad at roses. Her var Anledning til at kvæle dette Foretagende i Fødselen, hvilket senere ikke var at gjøre; thi næste Dag vilde Löwens Dragonregiment upaatvivlelig have fordrevet Oberst Oetkens 3 Dragonkompagnier ved Steen og derpaa faldet Posteringen paa Krogkleven i Ryggen, hvorved et svensk Korps kunde have passeret denne Vei. Overfaldet synes forøvrigt at have været saa vel anordnet, at det kunde tjene til Mønster ved lignende Leiligheder.“

Mærkeligt er det, at Anna Colbjørnsdatter og Thor Hovland, der baade i Folkesagnet og hos Malling ere Hovedpersonerne i det norderhovske Drama, knapt nævnes i de samtidige Beretninger, der ellers omstændelig omtale disse Begivenheder. De fortælle, at de Svenske selv antændte deres Baal, berette Intet om Annas Deltagelse, hendes Afsendelse af Pigen, hendes kjække Svar til den svenske Dragon osv. Man kunde fristes til at anse Annas og Thors Bedrifter som løse Sagn. At hun imidlertid har havt sin Finger med i Spillet, kan man se dels af en Ansøgning af 13 August 1729, hvori hun omtaler Fiendens Indkvartering „som ikke gik af for mig uden stor baade Forskrækkelse og Forlis, som vel er bekjendt, men dog udi Alt dette gjordes Fienden saa sikker og tryg, at han ventet sig ingen Fare indtil vores kom“, dels af hendes Udsagn til en Veninde: „at Oberst Löwen var en saa pen og godlidende Mand, at det endog gjorde hende ondt at narre ham^[14].“

1. Om dette Overfald findes samtidige Beretninger af en Unævnt i Saml. III 183, af Rosing, der 1727 blev Sogneprest paa Norderhov, og af Hans Blichfeldt, der 1721 blev Sogneprest i Hole, i Saml. III 185. Jvfr. Gjessings Jubellærere I 78 (tildels grundet paa upaalidelige Sagn), Malling om store og gode Handlinger og Wiels Beskrivelse over Ringerige og Hallingdal i Top. Journ. 30te Hefte 147.
2. Lützows Brev i Rigsarkivet.
3. Schrøder 73.
4. „Bød Penge for at undgaa Plyndring, hvilket Obersten akkorderede imod Major Bruuns Raad, som havde faaet vide, at mange formuende Folk af Egnen ved Christiania havde didskikket i Forvaring deres bedste Effekter. “ Gjessing IV 328.
5. I den rigtignok upaalidelige Beretning hos Gjessing IV 328 siges „til Lensmanden Ole Raae.“
6. Grüner 98.
7. „To af vore Folk, en Underofficier og en Dragon, som vare fødte paa Ringerike, marscherede forud som Veivisere.“ Wiel i Top. Journ. 30, 149.
8. Gjessing IV 329.
9. Grüner 98. – Thor Hovland, der i Sagnhistorien og den upaalidelige Beretning hos Gjessing IV 330 er Dagens Helt, nævnes ei af Grüner, men berømmes svarligen hos Gjessing, der beretter, at han var et Underværk af Styrke og Tapperhed, at han alene opholdt en hel fiendtlig Trop i et Led (!) og at han med egen Haand nedsablede 25 Mand (!!) Da Madame Ramus Dagen efter Slaget gjorde de norske Officierer et Gjestebud, satte hun Thor Hovland tilbords med dem med de Ord: „Siden han havde ført dem an og havde største Del i Udfaldet, saa var han vel den Ære værd.“ Ellers, tilføies der, udmærkede sig blandt de norske Osficierer de to Kornetter Klæboe og Colding og en Underofficier Jonstrup, der siden blev Kapitain og gift med Madame Ramus’s Broderdatter (331). Ligeledes udmærkede sig Underofficier Hans Olsen Fremming fra Eidsvold, der fik 3 Heste skudt under sig. Han døde som Oberst. (I hans Vaaben staar et Hestehoved og 3 Kugler).
10. Saa fortæller Wiel, som kort efter var Sorenskriver paa Ringerike, i Top. Journ. 30, 149. Gjessing i sine Jubellærere IV 331 derimod beretter efter „et Manuskript“, som er høist upaalideligt, Historien saa: at en svensk Underofficier sætter Madame Ramus Karabinen for Brystet og spørger, „hvor de Norske vare og hvormange.“ „Hvad?“ sagde hun, „tjener Du din Konge forat skyde Kjællinger ihjel?“ Underofficieren skammede sig og trak Karabinen tilbage, men vedblev sit Spørgsmaal. „Ih!“ svarede hun, „det kan Du let faa at vide uden saa mange Ophævelser. De sætte sig nu i Orden bag ved Kirken for at følge Jer paa Veien. Hvor mange de ere, veed jeg just ikke;l thi jeg har ei talt dem, men det veed jeg, de ere tykke som Sand.“ – De toge nu Flugten, og der kom ikke en eneste af dem tilbage til Christiania (!!) Nordberg II 564 derimod beretter, at Major Anders Tungelfeldt, Major Lagerkrantz, Capitain Meierhjelm og Ritmester Brunner, hvilke efter en skarp Fegtning vare ilde saarede, gik med Resten af Partiet uden videre Tab tilbage til Christiania.
11. Grüner 98.
12. I en anden samtidig Beretning fra Bragernes (Saml. III 183) yttres: „Vi havde en komplet Victorie (fuldstændig Seier), og var det et Under, at vi mistede kun 3 Mand, foruden 2, som døde siden af deres Saar anden Dag derefter, og havde Natten ei været saa mørk, havde mange af de Svenske om ei de Fleste glemt at tænke mere paa Sverige. Foruden Oberst Löwen, 2 Ritmestere, 5 Underofficierer, 3 Tamburer blev her til Bragernes indbragt 117 menige Dragoner.“ I Hadelands Provstijournal berettes, at i og om Prestegaarden laa 40 døde Svensker, der efter Slaget bleve nedlagte i en stor Grav paa Kirkegaarden, norderst i det nordre Hjørne (Saml. III 187). Lützow i sin Indberetning til Kongen af 4 April angiver de Fangne til Löwen, 3 Ritmestere, 3 Underofficierer, henved 130 Menige; roser Oetken og hans Folk og beretter, at han har sendt Löwen, „Kongens Favorit“, til Flekkerø Fæstning og Resten til Vestlandet. (Dokument i Rigsarkivet).
    Generalauditør Sverdfeger underretter i en Skrivelse fra Bragernes af 4 April Krigssekretær Eikstedt i Kjøbenhavn om, at Oetken har fanget Löwen, 2 Ritmestere, 1 Kapitain og 126 Mand, og at Intet var foretaget mod Akershus. (Rigsarkivet).
    Oehlenschläger har besunget Anna Colbjørnsdatter i Visen: „I Norderhov sig hæved en Gaard,“ og Bendix Prahl Thor Hovland i Visen: „Fly langt fra fredsomt Folk i Nord blodstænkte Sverd“ (i Platous Chrestomathie 114).
13. J. G. Meydell i Mil. Tidssk. 12te Hefte 48. Naar Meydell bebreider Löwen, at han ei fra Høiderne ved Braag, neppe 1500 Skridt fra Norderhov, havde orienteret sig saameget, at han kunde overbevise sig om, at de Norske kunde falde ham i Ryggen, maa man til Löwens Forsvar bemærke, at Klokken var da henved 10 om Aftenen, og at man i Mørket ei ser langt.
14. For Oberst Oetkens og de høiere Officierers Mod og Konduite havde Anna kun liden Respekt. Thor Hovland derimod roste hun meget. Faye Norske Sagn 202 (2den Udg.). Det vilde være interessant at kjende det af Malling i hans Bog om store og gode Handlinger anførte og benyttede Manuskript om Colbjørnsenernes Slægt og vide sammes Forfatter og hans Troværdighed. Under et Ophold i Kjøbenhavn gjorde jeg mig Umage for at komme efter samme, men uagtet de lærde Granskere Werlauff og Kall-Rasmussen velvillig stode mig bi, fandtes det hverken blandt Mallings Samlinger i Geheime-Arkivet eller paa det Kongelige Bibliothek. Ei heller findes det paa det norske Universitets Bibliothek, hvor Bibliothekar Keyser velvillig anstillede Undersøgelser. Maaske er det intet Andet end det upaalidelige Manuskript, som Gjessing omtaler og benytter i sine Jubellærere IV 327–336.