Carl XII i Norge/4

Andreas Faye

Carl XII i Norge

Utgitt av Selskabet for Folkeoplysningens Fremme, 1868 (s. 29-45).

Carl XII besætter Christiania, beleirer Akershus fra 21 Marts til 28 April. Lützow tager fast Stilling ved Gjellebek. Smaa Sammenstød i Asker.

Kong Carls uventede Indfald i Høland og de Norskes Nederlag og Flugt satte Alle i den største Forskrækkelse. Vel havde man Kundskab om, at Carl havde samlet Tropper paa Grændsen, men de Fleste troede, at selv en Carl XII vilde betænke sig paa at gjøre et Indfald paa den Kant, hvor ingen Veie fandtes, og paa en Aarstid, da megen Sne faldt. Stiftamtmand W. Tonsberg, Medlem af Slotsloven, ansaa Frygten for et Anfald saa utidig at han ei blot skarpt dadlede „den utidige Depense“^[1] som den gamle General Hausmann havde foraarsaget ved at beordre nogle oplandske Kompagnier at rykke ned mod Grændsen, „saasom han uden al Grund frygtede for et fiendtligt Indbrud“; men endog selv reiste til Gudbrandsdalen paa Thingene. Ja han var saa vis i sin Sag, at da han kort efter af Slotsloven blev anmodet om strax at komme tilbage og holde sit store Amts Almue beredt, svarede han Vicestatholder Kragh, at det kun var „histoires faites à plaisir^[2]“ „saasom vi ikke have os for nogen Fiende at befrygte“. Denne Anskuelse synes at have været den almindelige, selv, som vi have seet, hos Kruse, Brüggemann og Flere. Som et Skrækkens Budskab kom derfor Efterretningen om, at Brüggemann var overrasket, Kruse slagen og fangen, det hølandske Korps adsplittet og Carl selv kun 5 Mil fra Hovedstaden.

„Da dette Nederlag“, skrev Nobel til Kongen „blev os i Slotsloven meldt, blev baade hos Store og Smaa saadan Forfærdelse, at dersom Gud ikke havde forblindet Fienden, saaledes som han gjorde, nemlig at han den Dag og Nat, som var den 9de og Natten til den 10de, ikke havde opholdt sig paa Høland, som ikkun er 5 Mil fra Christiania, men alene flyttet sig 2 Mil længere ned i Bygden, da havde Norge staaet paa Spil. Men vor Herre, som vilde frelse Landet, lod Natten derefter og den ganske Uge siden igjennem falde saadan Mængde Sne tillige med Storm og Fog, at han nolens volens^[3] maatte blive under Fjeldet“.

Ved dette Ophold til Slotsloven nogen Tid til at samle sig efter sin Skræk. Gamle General Hausmann, der var i Christiania, tilbød sin Hjelp, Varderne bleve antændte, Allarm blev skudt fra Akershus Fæstning, Trommen blev rørt, Garnisonen blev trukken ind i Fæstningen og Bønderne over det hele Land bleve opbudne under Livs Straf^[4]. General Lützow, som stod ved Fredrikstad, og Brigadeer Ove Wind, der kommanderede ved Vinger, bleve strax beordrede at ile til Christiania og der forene sig med Oberst Johan Henrik Garmann, Chef for det vesterlenske Infanteriregiment, og Generalmajor Jens Maltesen Sehested, der med de faa Krigsfolk, som fandtes, strax havde besat Passet ved Gjelleraasen. „Men her“ beretter Nobel, „var nu Gud med sin Haand atter tilstede; thi dersom Mørner, som laa mellem Lützow og os, og Kongen af Sverige, som laa mellem Wind og os, havde afskaaret dem, saaledes som de begge lettelig kunde have gjort, da havde Norge atter staaet paa Spil, men begge disse gode Mænd, nemlig Lützow og Wind, viste ved deres Marsch en berømmelig Klogskab. Den første kom 8 Timer førend Mørner, og saaledes kom han igjennem, og den anden tog en Tour mod Befaling og gik fjeldveis uden Trommeslag forbi Kongen af Sverige, og saaledes kom han med hver Mands Forundring igjennem.“

Efterat Lützow den 13 Marts^[5] i Christianias Omegn havde forenet sig med Sehested, Garmann, J. O. Brockenhusen og Flere og nogle Dage senere med Brigadeer Wind, bestod den norske Hær af 1200 Dragoner og 5600 Mand Fodfolk foruden en stor Hob Bønder, der vare opbudte, men savnede Vaaben, Proviant, Øvelse og Anførere. Med disse Folk kom Slotsloven selv i Forlegenhed, da man ei ret vidste, hvortil man skulde bruge dem. Følgen var, at de stakkels Folk lede meget af Hunger og Kulde i den strenge Vinter. Nogle bade om Orlov til at gaa hjem, men dette blev afslaaet. Andre gik op og ned paa Christiania Gader og raabte at de vilde have Nogen, som kunde føre dem mod Fienden, men der fandtes Ingen^[6]. Endelig sendte man en hel Del af dem hen forat hjelpe til at anlægge og forsvare de Forhugninger paa Bagaasen, Bjøraasen og Gjelleraasen, der skulde hindre Carls Marsch mod Hovedstaden.

Medens de Norske besatte de nævnte Passer, som førte til Christiania, og forenede sine Stridskræfter i denne By, var Carl ei ledig. Kruses dristige og tappert udførte Angreb synes at have overtydet ham om, at Norges Erobring ei vilde blive saa let en Sag, som han efter Omstændighederne havde havt Grund til at haabe, og lært ham, at Forsigtighed ei var overflødig. Da baade Folk og Heste vare høist udmattede ved den besværlige Marsch og paafølgende heftige Kamp, og der desuden indtraf et stort Snefald, nødtes Carl til at lade sin Hær udhvile 2 Dage paa Hølands Prestegaard og omliggende Gaarde, medens han dog sendte Generaladjutant Gustav Frederik Rosen forud med 50 Ryttere for at bane Hæren Vei og undersøge de Norskes Styrke saavel ved Bagaasen, der ligger strax vestenfor Ellingsrud $\scriptstyle {\frac {3}{4}}$ Mils Vei fra Christiania, hvor endnu findes Levninger af Forskandsninger, som ved Gjelleraasen, $\scriptstyle {\frac {1}{4}}$ Mil fra Stalsberg og noget over 1 Mil fra Christiania, hvor der var gjort betydelige Forhugninger. Den 13 Marts om Aftenen kom Carl selv til Svindal i Fedt og gik med sin Hær over Indsøen Øieren ved den nordre Ende ved Aarnes. Underveis fik han Efterretning om, at General Mørner uden synderlig Hindring den 13 var trængt frem til Hafslund, uden dog at kunne medføre Kanoner, da Veiene vare meget slette^[7]. Mørner fik Befaling at fortsætte sin Marsch over Moss for i Christiania at forene sig med Carl, som haabede at kunne bryde igjennem de norske Forhugninger og saaledes ad den korteste Vei naae Norges Hovedstad. Efter at have forenet sig med sin Fortrop under Rosen bød han Oberst Christer Schlippenbach at storme Forhugningen ved Bagaasen; men Forsøget mislykkedes baade her og ved Gjelleraasen, især formedelst den dybe Sne, som nylig var falden. Da Carl selv ved nærmere Undersøgelse fandt, at Forhugningerne vare stærke, og at de Norske bag dem havde samlet en stor Styrke, erklærede han, „at de Norske vare saa tykt samlede som Maur,“ og opgav derfor sin første Plan at trænge frem ad denne Vei^[8].

Han vendte nu pludselig om, og idet han lod antænde store Kuldilde for Folket trak han sig samme Nat i Stilhed tilbage til Stalsberg og marscherede den 16 Marts udover Øieren. Sneen var saa dyb, at Regimenterne maatte marschere Mand for Mand hvorved Kongen selv oftere skal have gaaet forrest og trokket Vei. Efter at have udstaaet store Besværligheder kom Carls Afdeling endelig i Forbindelse med Mørners og forenede sig med denne 19 Marts ved Hølen i Vestby^[9].

Efter at have efterladt Oberstlieutenant Weinholtz paa Moss med nogle 100 Mand for at dække de Levnetsmidler og andre Fornødenheder, som de Svenske havde samlet og oplagt paa Jernværket, og for at vedligeholde Forbindelsen med Generallieutenant Ascheberg, der fra Bahus havde trængt ind og slaaet Leir ved Skjeberg Kirke mellem Fredrikshald og Fredrikstad, rykkede Carl med sin samlede Styrke, som bestod af 7500 Mand, men efter Rygtet ansloges til 18000 Mand, mod Christiania.

De Svenske fulgte nu den alfare Vei gjennem Vestby og Aas, men da de erfarede, at Veien længer mod Nord var besværliggjort ved store nedhugne Træer, forlode de Landeveien og gik ud paa Isen over Bundefjorden. Klokken 10 om Formiddagen den 21 Marts fik man fra Akershus Øie paa Fienden, som gjennem Ormøsund kom fremrykkende for langs Ekeberg at naae Oslo. Da man imidlertid fra Akershus begyndte at beskyde de fremrykkende Svenske, saa snart de viste sig ved Blekøen, standsede de for at oppebie Rytteriet, som bestod af 3000 Mand. Den samlede Hær drog derpaa bag Hovedøen over til Ladegaardsøen. Da de marscherede Mand efter Mand i raskt Løb, kunde Fæstningens Kanoner i den lange Afstand kun tilføie dem liden Skade. De indkvarterede sig samme Dag paa Byens Løkker og besatte Akers Kirke.

Hvad var der imidlertid blevet af den norske Hær, som skulde forsvare Hovedstaden?

Dagen efter at Carl var draget ud over Øieren, nemlig 17 Marts, trak Lützow sine Folk tilbage fra Forhugningerne paa Bagaasen og Bjøraasen og rykkede med sin Hær ind i Christiania, idet han lod en Del tilbage ved Gjelleraasens Forhugninger for at hindre eller besværliggjøre Fienden Adgangen til Oplandene, naar han naaede Christiania. Vicestatholder Kragh yttrede nu den Formening, at man burde levere et Slag, og havde i den Anledning faaet en Del af det fornemste Borgerskab til at sværge, at de ei vilde vige fra Christiania, førend et Slag var leveret, hvorhos man erklærede sig villig til at forsyne Hæren baade med Proviant og Penge. Lützow lod ogsaa sin Hær opstille paa Isen i Slagorden, men da baade Generalen og Nobel som Medlem af Slotsloven erklærede, at et Slag var at sætte Norges Rige paa Spil, blev det i et Krigsraad bestemt, at Hæren skulde forlade Christiania og trække sig tilbage til Drammen, hvilket Lützow samme Dag iværksatte, efter at han havde forsynet Akershus Fæstning med Proviant og en Besætning paa 2000 Mand. For at dække Drammen, Kongsberg og de frugtbare Grevskaber tog Lützow 19 Marts en fast Stilling ved Gjellebek i Lier, 1 Mil fra Drammen og 3 Mil fra Christiania^[10]. Generalmajor Jens M. Sehested stilledes $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Mil fra Gjellebek ved Gjellum med Kruses Dragoner for at formene Fienden Veien til Drammen gjennem Røken Prestegjeld.

Omtrent samtidig med Hæren og kort før Carls Indrykken i Christiania forlod Vicestatholder Kragh og de øvrige Medlemmer af Slotsloven i Forening med næsten al Øvrighed og de fornemste Borgere Byen^[11]. Biskop Deichmann, Kraghs Fortrolige, der fulgte Slotsloven først til Drammen og siden til Skien, havde lidt tidligere forladt Christiania^[12], efter at han først havde bragt sin kostbare Bogsamling i Sikkerhed paa Akershus, hvorhen de øvrige Storfolk ogsaa bragte deres kostbareste Bohave, der saaledes optog Rummet, at man knapt fik Plads til Provianten, hvorpaa Fæstningen ingen Overflod havde, skjønt der i Byen fandtes store Forraad, som kom Fienden tilgode, da man ei havde vovet at følge Nobels Raad, at ødelægge al Proviant og Hestefoder, som Armeen ei kunde medføre. Stiftamtmand Tonsberg erklærede nemlig „at saadanne Forslag ikkun tjente til at vække Oprør i Landet^[13]“. Dog blev det offentlige Magasinhus i Oslo, som indeholdt et Forraad af Byg og Havre, stukket i Brand den 21, og Gulvene i de Søboder, hvori Kongens Korn laa, bleve sønderhugne, saa Kornet løb udi Søen^[14]. Den gamle General Hausmann lod ogsaa en stor Spaniefarer „Den hvide Falk,“ som laa paa Havnen og tilhørte ham, opbrænde, at den ei skulde falde i de Svenskes Hænder.

Den svenske Hær fandt saaledes nogle 1000 Læs Hø for sig i og om Christiania; den sandt Kvæg i Overflod hos Bonden og nogle 1000 Tønder Hvede, Rug, Byg og Malt paa Kjøbmændenes Pakhuse, ja de fandt endog paa Vicestatholderens Gaard paa Ladegaardsøen foruden Havre og andet Korn 400 Læs Hø og paa Byens Løkker Overflod af Hø og Levnetsmidler.

Den 22 Marts besatte de Svenske Christiania uden Modstand og begyndte at beleire Akershus, eller rettere sagt leire sig for Fæstningen, da de manglede Kanoner for med Eftertryk at beskyde den og fandt det betænkeligt at forsøge en Storm. Carl udstedte fra Christiania en Kundgjørelse, hvori han lover, at Enhver, som forholder sig rolig i sit Hjem og vender did tilbage, skal faa Ret og Beskyttelse, som vare de hans egne Undersaatter^[15].

Vi have seet, at Slotslovens Medlemmer tilligemed en hel Del af Christiania Borgere og formuende Folk af Skræk for de Svenske havde forladt Hus og Hjem. En hæderlig Undtagelse gjorde Skipper Hans Hansen Heitmann. Han begav sig op paa Fæstningen og tilbød Kommandanten sin Tjeneste som Artillerist, da han som gammel Sømand var vant til at haandtere Kanoner. Under hele Beleiringen betjente han nu Batteriet ved Mynten, hvorfra Store-Voldgade (nu Kirkegaden) bestrøges, med ligesaa megen Aarvaagenhed som Dygtighed Nat og Dag. Med Livsfare fik han og slukket et i Nærheden af Fæstningen liggende Hus, som var kommet i Brand, skjønt kun 2 Mænd vare villige til at hjelpe ham. Det foraarsagede ei liden Forskrækkelse, da Vinden drev Røgen ind paa Fæstningen, og man frygtede for at Fienden skulde benytte Anledningen til at forsøge en Storm.

Da de Svenske den 22 Marts vare indkomne i Byen, lod Kommandanten paa Akershus Jørgen Christopher von Klenow baade da og de paafølgende Dage skyde stærkt paa dem og Byen, saa at der endog kom Ild i Slotsprest Anders Borchs Hus, hvilken Ild de Svenske dog i deres Konges Overvær fik slukket. Den 26 og 27 Marts begyndte de Svenske at bryde sig Gange tvert igjennem Husene for at undgaae Fæstningens Kugler, der feiede Gaderne. Den 28 toge de paa at opbryde Kjelderne og bemægtige sig en Del Penge, arbeidet Sølv, Kramgods og Fødemidler^[16]. Kanonaden vedblev, og om Natten kastedes der Bomber fra Fæstningen, hvorved mange Svenske og nogle Norske bleve dræbte eller saarede. Paa Gaderne saa man jevnligen døde Mennesker og Heste. Paa Fæstningen holdt man aarvaagent Øie, især naar Folk med gule eller blaa Dragter viste sig. De Norske, hvoraf Nogle vare vendte tilbage i Anledning af Kongens Opfordring, skal have viftet med hvide Tørklæder, naar de skulde over eller ud paa Gaden, for at kunne kjendes fra Fæstningen og spares. Heraf benyttede sig imidlertid ogsaa de Svenske, idet de paa Gaderne holdt sig nær ved de Norske og saaledes ogsaa undgik Faren. En Del Norske, især Tjenestefolk, bleve dog skudte paa Gaderne. Den 9 April fik en svensk Generalfiskal begge Benene afskudte og den 17 mistede den svenske Oberst Mentzner det ene Ben i Vaterlandsgaden. De Svenske, som bleve skudte, bleve begravne paa Akers Kirkegaard.

Da Kommandanten holdt sig rolig inden Fæstningens sikkre Mure, og de Svenske savnede de til en ordentlig Beleiring fornødne Kanoner, er denne Beleiring fattig paa mærkelige Begivenheder. Den eneste Krigsbedrift, som omtales, var et Udfald i April, hvorved den norske Kapitain Johan Christopher von Koss blev skudt. Hans Søn Lieutenant Christian von Koss, der deltog i Udfaldet, indlagde sig Berømmelse ved det Mod og den Udholdenhed, han lagde for Dagen ved at redde sin Faders Lig og selv bære det tilbage til Fæstningen^[17].

De Svenske gjorde dog, hvad de kunde, for at komme i Besiddelse af Fæstningen. Paa Byens Kirkegaard^[18], der laa ved den nu saakaldte Prindsestald, anlagde de et lidet Batteri paa nogle Feltkanoner, hvormed de beskjøde Fæstningen. Samtidig afskar de Vandrenderne, som ledede Vand op paa Fæstningen, for derved at bringe Besætningen i Knibe, men Fæstningen var forsynet med dybe Vanddamme, der især om Vaaren ei skortede. Dertil kom, at nogen Tid, efter at Vandrenderne vare afskaarne, banede Vandet sig selv en ny Vei og sprang op som en Vandstraale saa tyk som en Mands Arm paa Hovedtangen paa Fæstningen. Derved forsynedes nu Besætningen rigelig med Vand under hele Beleiringen. Først nogle Dage, førend Fienden ophævede Beleiringen, sagtnede Vandet og standsede tilsidst ganske^[19].

Mod Slutningen af Marts kom Generalmajor Grev Magnus Julius de la Gardie over Grændsen ved Vinger og videre til Christiania medførende Dalregimentet og 30 Mand af Adelsfanen^[20].

Under Opholdet i Christiania boede baade Kongen og General Mörner i Tydskeren Garver Polykarpus Reimanns Gaard, der efter Sagnet skal være Vognmand Grues Gaard i Store Vognmandsgaden^[21]. Her holdtes Hovedkvarter. Paa den endnu saakaldte Svenskeslette ved Jomfrubraaten paa Egeberg skal de Svenske have havt en Leir. Fra Stubljan til Landeveien seer man endnu Spor af en Transportvei, som de Svenske skal have anlagt^[22].

Imidlertid gik Isen op, og medens de Svenske 24 April helligholdt en Bededag, kom en Jagt lige til Fæstningen, uagtet de Svenske i Smaabaade fra Piperviken søgte at bemægtige sig samme. Et Par Dage senere lagde en dansk Fregat ind paa Havnen og kanonerede hele Dagen paa Fienden især i Vaterland, understøttet af en anden Fregat „Høienhald“, der lagde sig saa, at den beskjød Byens Tvergader. De Svenske opkastede nu et lidet Batteri paa Toldboden, der tvang Høienhald til at fortrække efter Tabet af 2 Døde og 3 Saarede.

Medens de Svenske havde gode Kvarterer og levede i Overflod i Christiania, led den norske Hær paa Gjellebek den største Nød. Nobel, der som Medlem af Slotsloven maatte tage sig af Armeens Forsyning, maa selv tilstaa, „at Hæren laa Nat og Dag under aaben Himmel i Sne og Frost og ofte maatte lide Hungersnød“^[23]. I at forskaffe det Fornodne, tilføier han, gjorde Bragernes og Strømsø Borgere og Indbyggere os da saadan Hjelp, at dersom de ikke havde været, da var Armeen omkommet af Hunger; thi deres Tjeneste og Velvillighed var da saa stor, at Mange tog Maden fra sig selv og gav den hen til Armeen, ja ingen Undersaatter kunde med bedre Hjerte gjøre det, de burde for deres Konge og Fædreneland, end det disse gjorde. Men som vores Økonomi udi Slotsloven ikke var noksom tilstrækkelig for Armeen, saasom maaske faa af os ere gode Økonomer, saa indkom her daglig Klagemaal, at Folket fattedes deres nødtørftige Underholdning Her gav da Gud til al Lykke, at Hr. Vicestatholderen faldt paa den Tanke, at overdrage Økonomien til at forsyne Armeen til 4 fornuftige Borgere paa Bragernes; thi havde disse gode Mænd ikke faaet Økonomien til sig, da havde Armeen creveret^[24] af Hunger, og saa havde det været ude med os.“ Disse 4 gode Borgere, der frelste Fødelandet, fortjene, at deres Navne mindes. De hed Otto von Cappelen, Søren Hansen Lemmich, Gabriel von Cappelen og Peder H. Buch^[25]. Mellem den norske Hær paa Gjellebek og de Svenske i Christiania fandt ikke sjelden smaa Sammenstød Sted. Den 23 Marts blev Oberst Didrik Johan Löwenstjerna med 600 Ryttere udsendt til Gjellebek for at undersøge de Norskes Stilling. „Ved Middagstid,“ beretter et Øievidne, „kom der ansættende fra Christiania 400 Dragoner under en forfærdelig Skrigen. Vore, som ikke havde ventet Fienden did saa hastig, havde kun udsendt en Kornet med 30 Dragoner. Da disse nu saa Fienderne komme saa mandstærke og hørte dem skrige endnu stærkere, bleve de forbausede; Kapitain Koplow og Lieutenant Collin, som der havde Vagt, kom dem da strax til Hjelp med 60 Mand, men da Veien var ganske smal og Sneen udenfor meget dyb, saa at ikkun 2 Mand mod hinanden kunde fegte, kom de udenfor Veien i den dybe Sne i saadan Forvirring at Mange faldt af Hestene og bleve nedtraadte, baade af deres egne og af Fiendens Heste. En af vore Dragoner var midt iblandt Fienden, og Lieutenanten hug sig igjennem for at redde Karlen. Som da vores Officierer saa, at Folket kom i Forvirring, som før sagt, og tillige Fienden var for stærk paa Mandskab, søgte Vore til Forskandsningen igjen. Oberst Oetken blev færdig med nogle Kompagnier Dragoner, og da i han satte efter Fienden, maatte de vige. Vore Skiløbere havde Lyst til at forsøge, hvad de kunde gjøre, og da de efter Anmodning ikke fik Lov, sneg dog et Snes Mand sig ud og løb langs Veiene i Skoven og gjorde Fienden temmelig Skade, og naar de skjød en Svenske ned, tog de Andre den Døde med paa Hesten. I denne Kamp mistede vi flere end Fienden, men hvor mange veed jeg ei.“

Derefter toge de Svenske en fast Stilling ved Ravnsborg, en Mils Vei fra Gjellebek, hvor de sloge Leir og bleve forstærkede til noget over 500 Mand Dragoner. Til at understøtte dette Korps eller for nøiere at undersøge de Norskes Stilling udsendtes Generaladjutant Thure Bjelke med nogle 100 Dragoner. Efter at have naaet sin Hensigt og fordrevet en norsk Feltvagt, som stod mellem Gjellebek og Ravnsborg, vendte han tilbage til Christiania.

De Svenske bleve i 5 Uger staaende ved Ravnsborg. Mellem dem og de Norske paa Gjellebek forefaldt der ofte Sammenstød af smaa udsendte Partier, især naar de Svenske droge omkring paa Gaardene for at inddrive Fødemidler til Folk og Heste. Asker og Bærum Sogne lede meget derved. Stundom skjød Bønderne paa disse uvelkomne Gjester, men da afbrændte de Svenske almindelig den nærmeste Gaard. Dette forøgede imidlertid kun Forbittrelsen, og de Svenske led adskillig Skade af dem, men især af Skiløberne^[26]. Engang red Kongen selv ud og det et temmelig langt Stykke fra Christiania, kun ledsaget af nogle Officierer. Strax samlede sig en Del Bønder, som bag Buskene gave sig til at skyde og derpaa løb ind i Skoven. Kongen lod nogle af sit Følge sætte efter dem, og de medførte nogle af dem som Fanger til ham. Efter at han havde gjort dem nogle Spørgsmaal, lod han dem give hver sin Dukat og formanede dem med naadige og venlige Ord til aldrig at tage sig saadant for, som ikke hørte til deres Syssel; thi havde de nu gjort nogen Ulykke, skulde de allesammen være blevne hængte. Dermed fik de gaa sin Vei^[27].

1. de utidige Udgifter.
2. Skrøner.
3. Enten han vilde eller ikke.
4. Grüner Rel. 91.
5. Samme Dag sendtes Major Richelieu med Brev til Kong Fredrik IV med Underretning om Fiendens Indfald. Grüner 92.
6. Thelebønderne tog fat baade paa deres Amtmand og Foged (Melchior Høyer), fordi de vægrede sig for personlig at føre dem an, saarede den første i Skulderen og havde nær hugget istykker den sidste, hvis Nobel ei havde reddet ham og givet dem sin Stedsøn Testman til Anfører for et Kompagni Skiløbere. Major Rosenkrands tog Kommandoen over en anden Flok, og Fogden maatte med bange Hjerte følge Resten. (Nobel 142 jvf. Deichmann i Saga II 225).
7. Fra Hafslund bekjendtgjorde han 15 Marts, at hver hel Gaard skal i Kontribution betale 20 Rdl. i Penge, 1 Oxe, 40 Læs Hø og 40 Kander Havre inden 14 Dage (Dokument i Rigsarkivet).
8. Samme Nat, Carl ankom, naaede Brigadeer Wind og Oberst Brockenhusen med 2000 Mand fra Vinger Forskandsningerne, saa at disse nu bleve forsvarede af 1200 Ryttere, 5000 Mand Fodfolk og 4000 Bønder (Grüner 92).
9. Medens Mørner laa paa Moss, kom de svenske Oberster Løwen og Løwenstjerna ind i et Hus, hvor de talede Fransk sammen, som de mente Ingen der forstod. De beklagede Kongens Beslutning at rykke ind i Norge og vare ængstelige for ham, da han ei havde mere end 2600 Mand hos sig (Grüner). Omtrent samtidig skrev Generalmajor Hamilton til Arveprindsen (19 Marts), at han frygter, „att man under jagten efter skuggan torde förlora köttstycket“ (Fryxell XXIX 12).
10. Ved Gjellebek havde Kapitain Hoffmann, som efter Ordre havde samlet Bønderne fra Lier og Eker og Bjelkehuggerne fra Drammen, begyndt at anlægge Forskandsninger. Ved Lützows Ankomst blev der anlagt Batterier for Feltkanonerne, og udenfor Forskandsningerne bleve her og der satte spanske Ryttere. Forskandsningerne blev ogsaa besatte med en Del 3–4pundige Jernkanoner, der bleve tagne af Skibene i Drammen. De skal have været anlagte strax søndenfor de gamle Huse paa Gjellebek paa den gamle Vei til Drammen paa et Sted, som endnu kaldes „Posteringen“.
11. Nobel siger i sin Beretning til Kongen: „Vor Præcipitance (Befippelse) var saa stor, at hvad Ordre der blev udgivet den ene Dag, bleve igjen contramanderede (tilbagekaldte) den anden. Her blev ingen Overlæg gjort, Ingens Betænkende maatte høres, her blev ingen Protokol ført eller Nogens Raad hørt, alting blev forrettet med Banden, Skjenden og Raab.“ Den 21 Marts sendte Slotsloven fra Bragernes Kongen Beretning om, at de Svenske havde nærmet sig Christiania paa Bundefjorden, klagede sin og Landets Nød og Fare og bad om hastig Hjelp (Rigsarkivet).
12. Denne Afreise blev dadlet skarpt af hans mange Fiender og Misundere, men han forsvarede sin Fremgangsmaade meget godt i et Brev til Statssekretær Vibe af 18 April 1713. Her yttrer han blandt Andet: „Saalangt jeg har været i Verden, har jeg aldrig kjendt noget Land, hvor der mere skrives og mindre gjøres og udrettes end her; thi de ere i Tusindtal, som kritisere og ilde mundtlig og skriftlig omdømme Andres Forretninger; men de ere med Lygter fast at lede efter, som selv gjør det dennem tilkomer.“ N. Saml. I 385.
13. Nobel 145.
14. Grüner 94.
15. Rigsarkivet.
16. O. Simonsen fra Strømsø beretter i en Skrivelse af 31 Marts 1716 til en Fætter i Holmestrand, at det i Christiania staaer slet til, at de Svenske have gjennembrudt Husene, at der hver Dag skydes fra Fæstningen, at den 29 en Bombe i Christens Have dræbte 12 Heste og 16 Mand, at der fordres 7000 Rdl. om Ugen og det i 8 Uger. De Svenske have nu kun 7000 Mand, 3500 Mand Kavalleri, Resten Infanteri, ynkelige Folk af Infanteriet, der ere ligesaa bange for os, som vi for dem (Rigsarkivet).
17. Denne Bedrift blev besungen i Digtet: „Kjærllghed og Mandhaftighed udi en Norsk Ligbegjængelse 1713,“ der findes i Samling af smukke danske Vers S. 139.
18. Lange om hellig Trefoldigheds Kirke og Kirkegaard. Illustreret Nyhedsblad VI 30. Kart over Christiania og Akershus fra 1650 sammesteds VII 30, og af 1680 og 85. S. 35.
19. Grüner 95. 100 Dragoner, ledsagede af Polykarp Reimann, havde været oppe ved Stampemøllen og der afskaaret Vandrenderne. Samme Uge fik han 7 Dukater.
20. Nordberg II 565.
21. Af det Forhør, som efter Carls Afmarsch blev optaget over ham, Generalgevaldiger Fredrik Storhammer og forhenværende Underfoged Hans Møller, der fængsledes og tiltaltes som Folk, der havde gaaet Fienden tilhaande, oplyses, at den Dag de Svenske besatte Byen holdt en Mand i en Slæde udenfor Garverens Hus og spurgte, om det ei var her, Garver Polykarp boede. Paa Svaret „Jo her er jeg“, erklærede Manden, som var General Mörner, at han strax skulde oplade sin Dør, da han der vilde have sit Kvarter, og spurgte, om han ei havde seet Kongen. Da Garveren svarede Nei, kjørte Mörner længere ned i Gaden, men kom snart tilbage med en Hob Ryttere, som blev sat rundt om i Gaden. Mörner steg da af Slæden og gik ind i Huset, ledsaget af Flere, blandt hvilke Kong Carl selv, der befalede, at et Kammer ovenpaa skulde ryddiggjøres, saa der kun blev en Stol og Bordet tilbage. Derpaa bød han, at noget Halm skulde opbæres, hvilket skede. Siden befalede Mörner Polykarp, som stod i Tøfler og Underklæder, trods al Indsigelse, at stige paa en Hest forat vise Svenskerne den store Voldport, og siden maatte han ofte gaa de Svenskes Erinder i Byen. Gjennem ham fik Mörner ogsaa fat paa den gamle afskedigede og fattige Overgevaldiger Storhammer, som Kongen udspurgte om, hvorledes Slottet var forsynet, om Veiene til Drammen osv. Da Storhammer under Samtalen havde sin Snusdaase i Haanden og tog sig en Snus, tog Kongen Daasen fra ham med de Ord: „Gubbe, har Du ingen bedre Daase end den?“ Da denne svarede Nei, gav Kongen ham Daasen tilbage og bød ham ikke at gaa uden sine Grændser, men komme til ham, naar han sendte ham Bud. Da han igjen aabnede Daasen, fandt han 2 Dukater i samme. Hans Møller, „der var kommen fra Underfogedembedet“, berettede, at han med Familie, da Svensken kom, var flygtet ud til Lambretsæter, hvor han en Nat blev taget af sin Seng af svenske Ryttere, som ledsagedes af Polykarp, og ført til Mörner, der endnu laa. Han spurgte, hvorfor Byfogden var bortreist, og bød ham under Trusler at forføie sig til sit Hus, der var tæt ved Hovedkvarteret, og indfinde sig næste Morgen. Han maatte nu udføre Mörners Befalinger, tilsige Borgerne at møde i Hovedkvarteret, hvor der handledes om Kontributionen, sætte Taxt paa alle Slags Varer osv. Han beklagede sig over, at han Morgenen efter at de Svenske havde forladt Byen blev fængslet, ført paa Akershus, sluttet i Jern og havde tilbragt 5 Uger blandt Misdædere. (Haandskrift i Universitetsbibliotheket).
22. Efter Sagnet skal de Svenske fra Svenskesletten have beskudt Fæstningen med sin berømte Kanon „Langemari“ eller som den ogsaa kaldtes „Skjegga“, hvorom de sagde:

    „Naar Skjægga begynder at knægga,
    saa ramler baade Mur og Vægga.“

    Dens Kugler gjorde Fæstningen saa megen Skade, at Kommandanten tilbød en dristig Livsslave Friheden, hvis han vilde svømme over Fjorden og fornagle Kanonen. Han udførte lykkelig Vovestykket og fik Friheden. I Michael Lunds Bog om Verden kaldes Kanonen Kætt-Skægga, hvorom Svensken sagdes „Når Skægga kommer at brega, da refnar mur og vega,“ og der berettes, at en Konstabel listede sig over, anstillede sig som gal og hvidnede med Kridt Skæggas Munding, saa det lykkedes fra Fæstningen at ramme Mundingen, saa den ødelagdes (Norske Sagn af A. Faye).

23. „Ei blot den gemene Mand, men endog Officierer bekjendte, at de i nogle Dage ei havde smagt Brød i deres Mund. Da ingen Kasse, intet Magasin, intet Kommissariat var at faa, paatoge Borgerne og Indvaanerne paa Bragernes sig godvillig og med deres egen Omsorg af Bragernes By og det lidet Distrikt af Grevskaberne at forsyne Armeen med al Fornødenhed og derudi udviste baade Iver og Troskab mod Kongen og Fædrenelandet.“ Biskop Deichmanns Forsvarsskrift for de Norske. Saga II 223.
24. omkommet.
25. Otto og Gabriel von Cappelen vare udentvivl Sønner af den fra Tydskland her til Landet indkomne Johan von Cappelen, der 1666 blev Forvalter ved det marseliske Gods og senere var Foged i Lier († 27 Juli 1688). N. Saml. I 149.
    At en Del af Slotsloven den 21 Marts 1716 opholdt sig paa Bragernes, sees af et Brev af denne Dato fra Kragh til Kongen, hvori han yttrer: „Bøndernes berømte Mod kjender jeg ikke, men vel deres Rodomontader (Skryderier).“ Fryxell XXIX 9.
26. Peder Abildgaard, Kapellan hos Sognepresten i Asker, Søren Michelsson, overtog det farlige Hverv jevnlig at underrette Lützow om Fiendens Mængde, Stilling og Foretagender. Nogle Gange vovede han sig med Livs Fare gjennem Skove og øde Steder for mundtlig at meddele Generalen de fornødne Efterretninger. (Gjessings Jubellærere III 265, hvor hans Levnet findes).
27. Nordberg II 565.