Carl XII i Norge/3

Andreas Faye

Carl XII i Norge

Utgitt av Selskabet for Folkeoplysningens Fremme, 1868 (s. 10-29).

Carl XII og Oberst Kruse i Høland^[1].

Chefen for det ene søndenfjeldske Dragonregiment Ulrik Christian Kruse, en dansk Adelsmand, som eiede og beboede den store Gaard Brotnov i Ullensaker Prestegjeld, fik den 3 Marts af den kommanderende General Lützow Befaling at overtage Kommandoen over de 1330 Mand, som havde Standkvarter fra Urskog til Rødenes. Disse 1330 Mand bestod af 3 Eskadroner nationale Dragoner, nemlig den vestromerikiske^[2] eller Liveskadronen under Kapitainlieutenant Ove Ramel Sehested og Premierlieutenant Gottlob von Nostitz; den øvre-romerikiske^[3] under Capitain Nicolaus Fredrik von Heinen (begge af Kruses eget Regiment) og den østerlenske af Oetkens Dragonregiment under Major Melchior Georg von Vittinghoff og Kapitain Hans Michelet, hver Eskadron paa 100 Mand. Dertil kom følgende 5 Kompagnier af det akerhusiske Infanteriregiment, nemlig det akerske eller Livkompagniet med Reserver og Landdragoner under Premierlieutenant Carl Adolph Helm; vestøvreromerikiske (eidsvoldske) Kompagni under Oberstlieutenant Ulrik F. von Brüggemann, østøvreromerikiske (nesiske) under Peder Muus, som fra 1706 havde været dets Kapitain; det thrykstadske under Major Claus Emhausen^[4], der maa have været en gammel Mand, da han allerede 1688 var Kapitain, og Reservekompagniet under Jens Hansteen^[5].

Saa usandsynligt som det end forekom Kruse og de norske Officierer, at de Svenske skulde ad ubanede Veie vove sig ind over Grændsen midt i den strenge Vinter, lode dog Efterretningerne fra Grændsen saa bestemte, at Kruse trak sine Folk sammen i Hølands Prestegjeld. Allerede 5 Marts bragte Anders Haneborg, Lensmand i Høland, Kruse og Brüggemann Efterretning om, at det vermelandske Regiment var samlet paa Grændsen i Holmedal, og at Bønderne i Bygderne omkring vare tilsagte til Skyds. Da Kruse imidlertid paa en Undersøgelsesreise, som han den følgende Dag foretog med Generalkvartermester Schøller gjennem de Bygder, hvor hans Folk laa, lige ned til Basmo. Intet videre erfarede, men derimod ved sin Ankomst til Hølands Prestegaard hørte, at Rygtet om, at Fienden var gaaet over Grændsen, var falskt, befalede han de Tropper, som allerede vare paa Marschen til Høland at standse og tage Kvarter, hvor Befalingen traf dem. Omtrent samtidig svarede han Vicestatholder Kragh, som havde underrettet ham om, at de Svenske, efter de erholdte Efterretninger, vilde bryde ind ved Basmo, „at det var intet og dersom han skulde komme, da skulde han ikke faa Tid til at laane anden Ild udi Norge end den han fik af Flinter og Krudt.“

Som en Følge heraf naaede kun Liveskadronen sine Kvarterer omkring Østby i Høland, hvor Kruse tog sit Hovedkvarter, Livkompagniet under Helm til Rakkestad-gaardene nord for Prestegaarden og det vestøvreromerikiske Infanterikompagni under Oberstlieutenant Brüggemann til Hølands Prestegaard og omliggende Gaarde. Brüggemann med en Gefreider og 6 Mand tog Kvarter paa Prestegaarden, medens Lieutenant Winther med Fanen og 16 Mand blev lagt paa Nabogaarden Riser, 30 Mand paa Skattum og Resten rundt om i Vesterengfjerdingen.

Søndagen den 8 Marts blev der holdt Krigsraad paa Prestegaarden hvorpaa Schøller samme Morgen reiste videre. Major Vittinghoff fik da Besaling med sine Dragoner at gaa tilbage til Hemnes, der ligger mod Syd omtrent midt imellem Hølands Prestegaard og Basmo, for at være ved Haanden om Fienden virkelig vilde rykke ind mod den lille Fæstning Basmo. Brüggemanns Kompagni blev mønstret ved Kirken. Kruse, Brüggemann og hans Officierer spiste Middag paa Prestegaarden tilligemed Emhausen, der var kommen for at gjøre Indsigelser mod, at han med sine Folk skulde besætte flere Passer, som laa langt fra hinanden. Medens de her vare samlede, fik Kruse et Ilbud fra Kommandanten paa Basmo, Kapitain Sarpsborg, der bragte Efterretning om, at Kong Carl selv den 7 Marts var brudt op fra Holmedal og nærmede sig Grændsen. Dette Budskab gav Anledning til adskillig Talen, men ingen anden Forholdsregel blev tagen end at Emhausen beordredes at besætte Passerne ved Eid, Skarabøl og Kongtorp. Strax efter Middag begav denne sig derfor til sit Kvarter Yttersbond, ikke langt fra Basmo. Underveis modtog han fra Flere Underretning om, at Fienden, 7 Eskadroner stærk, ved Middagstider stod paa Isen i Romsøen, Øst for Gaarden Sundsrud. Ved Ilbud meddelte han Kruse denne vigtige Efterretning, men undlod, besynderlig nok, strax at besætte de befalede Passer. Om Eftermiddagen forlod ogsaa Kruse Prestegaarden og hilsede ved Afreisen de forsamlede Officierer med de Ord: „Messieurs! Jeg forlader mig paa Eders Conduite og Vigilance, at Enhver i sit Sted vigilerer, som det hannem tilkommer.“ Da han steg i Slæden ude paa Gaarden, tilføiede han til Brüggemann og Kapitain von „Heinen, som fulgte ham ud: „Messieurs! Nu gjører Enhver hvad en Soldat tilkommer!“

Ved sin Hjemkomst til Hovedkvarteret Østby, der ligger $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Mil S. for Prestegaarden fik han ud paa Aftenen sikker Efterretning om, at man paa Sitten Sø, Nordøst for Prestegaarden, havde seet 3 fiendtlige Eskadroner. Han sendte nu strax Bud til Major Vittinghoff paa Hemnes, at han skulde udsende Patrouiller til Skarabøl og Kongtorp, hvilket ogsaa ved hans Næstkommanderende Hans Michelet skede Klokken 10, men henved Midnat kom de tilbage med den Efterretning, at de ved Kongtorp allerede havde stødt paa Fienden. Saasnart Kruse derom blev underrettet, sendte han strax en Dragon til Brüggemann med Besaling at samle sine Folk Nord for Prestegaarden og et Ilbud til Emhausen med Befaling over Hals og Hoved at komme. Ved Allarmskud og ved at lade Trommen røre var inden en halv Time Liveskadronen samlet paa Østby.

Da Brüggemann ingen Patrouille havde udsendt, og der ingen Post fandtes ved Kongtorp, kom de Svenske uden nogen Hinder lige til Prestegaarden, hvor Hr. Brüggemann og hans Folk laa i tryggeste Søvn. Vakt af samme ved en Skildvagt sprang Brüggemann ud paa Gaarden i Nathue, Nattrøie og Tøfler, og efter at han forgjeves havde raabt paa sin Tjener for at faa sin Hest, flyede han ud af Prestegaardens vestre Port, medens Fienden trængte ind ad den østre^[6]. Ledsaget af Korporal Paulsen, som bar hans Kjole, Støvler og Kaarde, løb han i Mørket over Jordet paa Veien op til Riser. Her traf han sin Lieutenant L. Winther, Korporal Dillerud og Fanevagten, der allerede vare komne paa Benene. Brüggemann besluttede, efter at have klædt sig paa, at trække sig hen til Nabogaarden Skattum, hvor 30 Mand laa indkvarterede, men underveis faldt han paa den uheldige Tanke, at lade Trommen røre i den Hensigt at kalde Folkene i Nabolaget sammen. I det Sted blev denne Larm Fienden et Signal, som han i Mørket strax benyttede; Svenskerne ilede efter og omringede den lille flygtende Skare. Efter at have gjemt Fanen bag et Led paa Skattumjordet overgav Brüggemann sig med 2 andre Ofsicierer og 80 Mand uden at løsne et Skud til det fiendtlige Rytteri, der her anførtes af Carls Svoger Prinds Fredrik af Hessen.

Resten af Kompagniet, der laa paa Nabogaardene, søgte Skoven og undkom^[7].

Da det svenske Rytteris Heste dels vare udmattede ved det lange Ridt gjennem uveisomme Skove og Bjerge, dels vare blevne saarbenede ved at gaa paa Skaren, og Mandskabet ogsaa høiligen trængte til Hvile og Forfriskninger, lod Carl gjøre Holdt og lagde sine Folk paa Riser og Skattum, hvor de udenfor Husene antændte Vagtild og gjorde sig tilgode uden at vide noget om de norske Tropper, der laa tæt nordenfor under Helm paa Rakkestadgaardene, eller om Kruse, som allerede var i Anmarsch fra Syd.

Efter at Kruse paa Østby havde samlet sin Liveskadron, drog han, medens det endnu var Nat, med den og en Infanterivagt, anført af Underofficier Lars Ranneby, nordefter, indtil han kom til Pladsen Skedsmo, tæt ved Hølands Prestegaard. Her forenede han sig med den østerlenske Eskadron under Vittinghoff og Michelet og gjorde Holdt bag nogle Lader for at oppebie Emhausens Ankomst med Infanteri^[8]. Imidlertid sendte han Insanterivagten noget forud. Da han af et Par Bønder, som kom nordenfra, erfarede, at Fienden allerede stod paa Prestegaarden, at Brüggemann med en Del af sine Folk var fangen, og han tillige kunde se de Svenskes Vagtild paa Riserjorderne, sendte han en Underofficier med 6 Dragoner mod Prestegaarden forat udspeide Fienden. De kom snart tilbage igjen med den Besked, at de havde seet Fienden paa Prestegaarden, men da Kruse ønskede nøiere Underretning, sendte han dem atter afsted, idet han sagde til Underofficieren: „Rid derhen igjen og lad dem skyde paa Dig; alle Kugler træffe ikke, min Søn!“ Dragonerne fore nu atter afsted og sprængte lige mod Prestegaarden, hvor den svenske Skildvagt gav Ild paa dem. Derpaa vendte de igjen tilbage. Efter forgjeves at have ventet en Time paa Maleren Emhausen, blev den modige kamplystne Kruse kjed af at tøve. Han brød op og rykkede med de Folk, han havde, lige mod Prestegaarden. De Svenske, som laa der, flygtede strax, idet de afskjøde nogle Skud. I Prestegaardens Portrum kom Sognepresten, Hr. Christen Gram, Kruse imøde og sagde: „De have ikke gjort mig Skade for en Træske og ere ikke 100 Mand stærke. I har dem i Eders Hænder.“ Hvad Indflydelse Prestens Ord havde paa Kruses Beslutning, vide vi ikke; men derimod vide vi af hans egne Ord, at han ei var ubekjendt med, at Fiendens Styrke bestod af 6 til 7 Eskadroner. Uden at oppebie Emhausen, ja endog uden at sende Bud og Befaling til de nordenfor Prestegaarden paa Rakkestadgaardene liggende Krigsfolk under Helm, rykkede den forvovne Kruse med sine 215 Mand ned ad Veien forbi Løken Kirke mod Riser, hvor Arveprindsen af Hessen, Grev Poniatowsky og flere af Generalitetet tilligemed den fangne Brüggemann havde Kvarter. Mellem Kirken og Riser flyder Riserbækken, som vel kun er 3 Alen bred, men om Vinteren for Skraais er vanskelig at komme over. Over Bækken var da en smal Bro, hvorpaa kun 2 Mand kunde ride jevnsides. Da Kruse kom til Broen, blev han paa den anden Side af Bækken var en fiendtlig Skare, som han i Mørket anslog til et Par Hundrede, men som efter de Svenskes Opgivende kun udgjorde 24 Dragoner under Anførsel af en Lieutenant. Kruse befalede nu Korporal Lars Ranneby med Infanterivagten, der bestod af 25 Mand at gaa over Bækken bag nogle Buske og tage Post paa den høire Side af Broen bag Buskene, hvilket strax udførtes. Da den svenske Forvagt i Morgendæmringen blev de norske Krigsfolk var, gjorde den strax Allarm og raabte: „Hei, hei, I norske Hunde!“ „Hunde ere vi ei, men retskafne Soldater, det skal I fornemme! Giv Jer tilfreds, Godtfolk! ret nu skal vi være hos Jer,“ raabte Kruse. Klokken var da 5 om Morgenen. Da de Svenske nu skjøde nogle Skud, bød Kruse Sine ogsaa at give Ild. Dette skede, idet Kommandoordet: „Trop op“ lød fra Kruses Læber. Denne første Salve, især fra Infanterivagten, gjorde saa god Virkning at næsten alle de fremrykkende Svenske bleve paa Stedet, hvorpaa de norske Dragoner rykkede over den smale Bro. I Spidsen red paa en rødblak blisset Hest en Mand af lav Vext, men førlemmet og stærkbygget, med et barskt og strengt Aasyn og henved 50 Aar gammel. Det var Chefen Ulrik Christian Kruse. Han ordnede sine 2 Eskadroner og slog den fiendtlige Trop, som stod Broen nærmest, tilbage. Denne synes derpaa at have draget sig tilbage mod en Grind, som fandtes paa Veien til Skattum. Kruse angreb derpaa en anden Hob Svenske, som holdt under Bakken, og drev den op mod Husene paa Riser, som laa paa den steile Bakke, der hviner sig 400 Skridt ovenfor Broen. Her havde Arveprindsen af Hessen faaet samlet og ordnet sine Folk, og et heftigt Sammenstød fandt her Sted lige ved Husene. Kruse stødte selv paa Arveprindsen og bibragte ham ved sit Pistolskud et farligt Saar i Laaret og Hoften, som gjorde, at han som kampudygtig blev bragt ind i Stuen paa Riser, medens Kuglerne susede om ham og bleve siddende i Døren og i Væggene^[9].

Her var det vel ogsaa, at Carls Yndling, den kjække General Poniatowsky, fik 2 Kugler i Halsen, som nødte ogsaa ham til at forlade Kampen. Imidlertid var Kong Carl, der havde Kvarter paa Nabogaarden Skattum, kommen paa Benene og søgte med største Iver at faa sit der værende Mandskab til Hest. Da det syntes ham, at det gik for sent, sprængte han paa sin Ganger foran sine Dragoner, kun ledsaget af 30 Mand, især Officierer, og naaede til en Grind, som den svenske Forvagt paa sit Tilbagetog maatte igjennem, men hvor de efterfølgende Norske ogsaa vilde efter. Her kom Carl i største Fare. En Gang var han nær ved at blive fangen, men blev frelst af sin Generaladjutant Gustav Rosen. Hans Kappe blev sønderrispet af Hug og Kugler, men han selv usaaret. Imidlertid strømmede de Svenske ned fra Skattum og Kongen blev frelst af denne Vaande^[10]. Sin bleve de Norske, som ved dette Sammenstød sandsynlig anførtes af Hans Michelet, overmandede^[11]. Michelet var en gammel erfaren Krigsmand, som skal have fraraadet Kruse dette forvovne Angreb, men da det dog fandt Sted, kjæmpede han som en Helt. Under Kampen nedhug han med egen Haand mangen Fiende, inden hans Hest blev skudt under ham, og han selv blev saaret. Omringet paa alle Sider vilde han dog ei overgive sig, „men forsøgte at forsvare sig til det yderste med utrolig Tapperhed.“ Udmattet af sine Saar sank han i Knæ, men vedblev at værge sig med sin Klinge, indtil han segnede under Fiendens Hug og Stik^[12].

Da Kruse under Kampen paa Riser saa, hvorledes de Svenske kom sprængende ned fra Skattum, og vel erfarede eller anede, at Michelet ei længe kunde modstaa saadan Overmagt, og at han selv da lettelig kunde blive afskaaret fra den omtalte Bro, lod han Liveskadronen svinge af og „Fienden hug efter hannem.“ Da Vittinghoff, som med en Del af sin Eskadron havde fulgt Kruse og ligeledes var bleven indviklet i Kampen, saa Kruse med Liveskadronen sprænge ned mod Broen fulgte han hans Exempel. Efterdi han var Broen nærmere, naaede han den først og traf her allerede sammen med de Svenske, som vare komne fra Skattum. Men han kunde nu ei længere samle fine Folk. Nogle flygtede over Broen, Andre over Gjærdet. Forgjeves raabte og skreg den gamle Major til sine Folk, at de skulde „sætte sig“ eller standse; da Michelet var falden og Majoren styrtede med sin Hest, som var bleven lam, spredte de sig og Ingen agtede mere paa nogen Kommando. Efter at de vare komne over Elven, tog de alle Flugten.

Ved denne Flugt blev Kruses Stilling i høi Grad farlig, da han havde at kjæmpe baade med de Svenske, som vare komne under Kongens Anførsel ned fra Skattum, og med dem, som fulgte efter ham fra Riser. Mod en saa overlegen Magt kunde det kun være Spørgsmaal om at slaa sig igjennem eller at sælge sit Liv saa dyrt som muligt. Kruse, som efter Sagnet under Kampen skal have nedlagt 14 a 15 Mand, tabte dog hverken Modet eller Aandsnærværelsen. Understøttet af Liveskadronens Anfører Premierlieutenant Nostitz, sin Frænde, den tappre Kornet Magnus Christian Fritzner, og 2 Ordonantsofficierer gjorde han Holdt ved Broen, medens hans Folk trak sig tilbage over denne. Imidlertid samlede de Svenske sig, og Carl, hvem det vel ærgrede, at baade hans Svoger og hans Yndling vare haardt saarede, fornyede Kampen. Saa alvorligt gik det nu til paa begge Sider, at Udfaldet en Stund endog syntes uvist. Kruse skal i Kampens Tummel være stødt sammen med Carl, som med egen Haand siges at have nedlagt 5 Nordmænd. Slagsværdene susede over Begges Hoveder og Kongen fik et Hug i Armen, hvorpaa Kampens Trængsel igjen skilte dem ad^[13]. Kort efter traf en Kugle Kruse i den høire Haand, saa han udstødte en Smertelyd. „Hr. Oberst, er I blesseret?“ spurgte Fritzner, der kjæmpede ved hans Side „Ja jeg er kun et Menneske,“ svarede Kruse; „rid han op og sæt Eskadronen!“ Selv red han derpaa over Broen, „og var han med de sidste som trak sig tilbage.“ Da han følte at Kræfterne begyndte at svigte, kaldte han paa en Dragon, hvis Hest var styrtet, og bad ham lede hans Hest. Denne førte nu Hesten med Obersten ind paa Prestegaarden, ledsaget af Underofficier Paul Tandberg, hvem han bød strax at ride tilbage og sætte Eskadronen.

De Svenske synes i Begyndelsen at have betænkt sig paa at følge de Norske efter over den farlige Bro^[14]. Maaske frygtede de for atter at faa en Infanterisalve fra Buskene, men til de Svenskes Lykke havde Infanterivagten, da den saa Kavalleriet vige og Fiendens Mængde at tiltage ogsaa søgt tilbage over Bækken og flygtet op til de med Skov bevoxede Bakker mod Nord. Da de Svenske saa, at de norske Dragoner flyede opad Prestegaardsjordet og toge Veien mod Syd, gik de over Broen og jog de Faa, som havde samlet sig til Modstand, afsted foran sig. Vel kom Kornetten Paul Tandberg sprængende tilbage fra den saarede Kruse og søgte efter hans Befaling endnu engang at samle sine Kammerater, men nu var det et forgjeves Arbeide. Da Fienden var i Hælene paa ham, var det kun med Nød og Neppe at han selv undkom. Fienden forfulgte dog de Flygtende ei længere end til Prestegaardsbroen, som ligger 3 a 400 Skridt Syd for Prestegaarden, da de saa, at Fritzner nogle 100 Skridt søndenfor havde taget Stilling paa den Høide hvor de før omtalte Lader stode, med et Snes Dragoner, som han igjen havde faaet samlede.

Da Fritzner havde staaet her et Kvarters Tid uden at se eller høre det mindste hverken til Vittinghoff eller Emhausen, tiltraadte ogsaa han med den sidste Rest af den tappre Liveskadron Tilbagetoget mod Syd.

Imidlertid besatte de Svenske Prestegaarden og gjorde den saarede Kruse til Fange. Kong Carl behandlede ham med megen Naade, lod ham forbinde ved sin egen Livlæge og roste hans Tapperhed særdeles. Han skal have spurgt ham: „Hur vågade du med så få man sätta dig mot öfvermagten?“ Kruse svarede: „Det var Ulykken at vi vare saa faa. Med nogle hundrede Mand mere skulde jeg ei saa let være tagen.“ Carl sagde da: „Om min broder Fredrik har många sådana karlar som Du, då blir det icke lätt att mot honom föra krig.“ Kruse svarede derpaa: „Jo længere Eders Majestæt kommer ind i Landet, desto flere saadanne Folk skal I møde.“ Carl skal da have tilføiet: „Om du fallit, hade du fortjent at läggas i en guldkista^[15].“

Til den fangne Oberstlieutenant Brüggemann, som efter Træfningen var ført fra Riser til Prestegaarden, skal Kongen have sagt: „I burde hede Trygmand og ikke Brygmand.“

Den saarede Kruse fik Orlov at reise til sin Gaard Brotnov, for der at helbredes, medens han skrev til sin Konge om at udvexles, mod at han forpligtede sig til at begive sig til Ørebro, hvis han ei blev udvexlet.

Beretningerne om de Dødes og Saaredes Antal ere som sædvanlig forskjellige. Nordberg siger, at paa Valpladsen laa af Norske en Kapitain og 30 Menige. Gjellebøl nævner som Faldne paa norsk Side Michelet og 26 Mand, nogle og 30 Saarede foruden Kruse og 15 Fangne. De Svenskes Tab angiver han til 70 Døde og henved 100 Saarede. General Poniatowsky, Fader til Polens Konge Stanislaus Poniatowsky, blev ei skudt, som Gjellebøl beretter, men stærkt saaret og derfor tilligemed den farlig saarede Arveprinds strax transporteret hjem til Sverige^[16].

Fra den fangne Kruse maa vi vende tilbage til hans flygtende Medkjæmpere. Da Major Vittinghoff forgjeves havde skreget sig hæs for at faa sine Folk til at holde Stand, fulgte han selv Strømmen, og nu for den østerlenske Eskadron afsted mod Syden, som om Fienden var i Hælene paa den. Klokken 7 om Morgenen ankom de flygtende Dragoner til Birkenesstranden ved Øgderen Sø, 1 Mil Syd for Valpladsen, hvor de stødte paa Emhausen, der med sit Kompagni kom marscherende nordover til Kruses Understøttelse. Han blev høiligen forbauset, da han saa de norske Dragoner komme farende i fuldt Sprang, en og to ad Gangen og i Spidsen den faldne Michelets unge Søn, der raabte: „Tilbage! Fienden er over Jer!“ et Raab, som flere af de efterfølgende Dragoner gjentoge. Knapt var denne Hob faren forbi det forbausede Fodfolk, saa kom Major Vittinghoff selv ridende. Paa Einhausens Forespørgsel, om hvorledes det hang sammen, svarede han kun: „Wir sind repoussirt“^[17] og ilede derpaa efter sine flygtende Folk. Kort efter kom ogsaa Lieutenant Nostitz af Livdragonerne ridende. Til ham raabte Emhausen: „Hvorfor søge I ikke at sætte Folkene?“ „Der Teufel kann sie setzen“^[18], lød Svaret, og Emhausen fik selv Leilighed til at erfare, at naar der er kommen Skræk i Blodet, er det ikke let at standse Folk i Farten. Vel havde han strax beordret sine Folk at sætte Bajonetten paa, men da En af dem, idet man maatte gjøre Plads for de flygtende Dragoner, der vedbleve at skrige: „Fienden er over Jer!“ raabte Høire om! kastede Kompagnier sig ud af Veien ud paa den tilstødende blanke Is, hvor Nogle faldt omkuld, Andre tabte deres Randsler og en Mængde løb hen ad Isen. Under den pludselige Skræk, som havde grebet det thrykstadske Kompagni, raabte en af de sidste Dragoner, som red forbi: „Staa med Jeres Major! Djævelen fare i Jer, Fienden er ikke saa nær!“ Han leverede derpaa Emhausen sin Pallask, hvormed denne nu truede sine Folk, saa det endelig lykkedes ham, skjønt med stor Møie, at faa dem tilbage fra Isen og op paa Landeveien igjen. Da dette var skeet, fulgte Emhausen Dragonernes Exempel og vendte tilbage til Nordre Bunes, hvor Rytteriet endelig havde standset. Uden at holde noget Krigsraad trak de sig alle tilbage til det befæstede Basmo.

Imidlertid besatte de Svenske, som vi have hørt, Hølands Prestegaard, og da de erfarede, at der ogsaa laa norske Krigsfolk paa Rakkestadgaardene, $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Fjerding Nord for Prestegaarden, og de saaledes hvert Øieblik knade vente et nyt Overfald, samlede Carl sin hele Styrke paa Prestegaarden og opstillede sine Folk i 4 Afdelinger paa Gaardens nordre Side. Han plantede her ogsaa sine 4 Feltkanoner.

Imedens man paa Riserjordet og ved Hølands Kirke kjæmpede paa Liv og Død om Natten, hørte den norske Feltvagt paa Rakkestad, hvor den øvreromerikiske Eskadron under Kapitain Nicolaus F. von Heinen laa, vel Støi, men da den troede, at den foraarsagedes af fulde Bønder, gjorde den ingen Anmeldelse for Kapitainen strax, men først senere. Medens han lod Hestene sadle, kom Prestens Datter løbende op til ham og bragte ham den uventede Nyhed, at Brüggemann med det meste af hans Folk var fangen og Prestegaarden besat af de Svenske. Da han Intet hørte fra den Høistkommanderende Kruse og ei kjendte Fiendens Styrke, ansaa han det klogest at trække sig tilbage, hvilken Plan han strax udførte, idet han med de Folk, han fik samlet, trak sig nordefter op paa Vandet Aklangen.

Her blev han ved Regimentsaudiiør Raft, hvem Sorenskriver Vexelsen, der overvar Kampen, havde,sendt afsted, underrettet om Kruses Kamp. Han brød nu op igjen med sin Eskadron og forenede sig med det akerske Infanterikompagni under Lieutenant Carl A. Helm, der nødte til ham Klokken 9, og Kapitain Muus’s Kompagni, som forenede sig med ham Klokken 11 om Formiddagen. Med denne samlede Styrke vendte han tilbage til Rakkestadgaardene og besatte Naddumbroen, der er slagen over Tistedalsvasdraget mellem Prestegaarden og Rakkestad. Han besluttede at angribe de Svenske og tiltalte Folket saaledes: „Ret lige nu skal I see, hvor brav det skal gaae, naar vores Folk fra den anden Side kommer anmarscherende, og paatvivler jeg ikke, at jo Enhver gjør brav og søger at vinde Ære“.

Heinen ventede imidlertid forgjeves paa, at Emhausen skulde angribe Fienden fra den anden Side, og da han nu af en Overløber blev underrettet om, at det svenske Fodfolk, 1400 Mand stærkt, var i Anmarsch og i Nærheden, besluttede han, efter holdt Krigsraad at benytte Natten og trak sig med sin Styrke tilbage til Urskog og derfra til Nitsund, hvor han stødte til Sehesteds Korps^[19].

I Anledning af Kruses Kamp og hvad dermed staar i Forbindelse, blev der 27 og 28 Oktober 1716 optaget et vidtløftigt Forhør paa Hølands Prestegaard, og ved Reskript af 25 Febr. 1717 nedsat en Krigsret under Forsæde af Generallieutenant B. H. von Lützow, der dømte

I. Oberst Kruse til at betale til Kvæsthuskassen 100 Rdl. og til Rettens Bekostning 100 Rdl. 1) fordi han ei flittig havde ladet recognoscere og patrouillere paa den Kant, hvorfra Fienden maatte ventes, helst da han 8 Marts fik vide, at Passerne ved Kongtorp og Skarabøl endda ei vare besatte; 2) fordi han ei havde underrettet Brüggemann eller de andre Vedkommende om de Tidender, han om Aftenen den 8 Marts modtog om Fiendens Indmarsch; 3) fordi han overilet havde angrebet Fienden med 200 Mand. da han dog, efter hans eget Udsigende, kjendte Fiendens Styrke, som bestod af 6–7 Eskadroner, hver beregnet til 100 Mand, og derfor havde desmere Aarsag at oppebie de til ham beordrede og allerede i Marsch værende 2 Kompagnier tilfods, Major Emhausens og Kapitain Hansteens, saa og at befale Kapitain von Heinen at støde til ham med hans Eskadron, samt de der i Egnen liggende 2de Kompagnier af det akershusiske Regiment, nemlig Kapitain Muus’s og Livkompagniet, den Tid Obersten var paa Hølands Prestegaard med den Styrke, han havde hos sig, og da ikkun stod et Kanonskud fra Kapitain Heinens Kvarter og fra ham ikke mere var afskaaret; især har Obersten overilet sig derudi, at han marscherede imod Fienden over den imellem Hølands Prestegaard og Riser liggende Bro, da han i det Sted kunde være bleven staaende paa den Side Broen ad Prestegaarden til, hvor Fienden formedelst den trange Overgang over Broen ikke kunde komme til ham med sit Kavalleri, og der oppebiet de forommeldte Kompagnier, hvormed han Fienden nok havde været voxen, helst da Infanteriet i Henseende til Situationen og den dengang værende haarde Sne meget fordelagtig kunde være bleven brugt imod Fienden, som da var afskaaret fra sit Land og ikke kunde vente sig nogen Hjelp, førend han igjen havde aabnet sig Veien derhen.

II. Oberstlieutenant Brüggemann blev for sin utidige Tryghed, Efterladenhed m. m. dømt til at miste sit Embede og betale 200 Rdl. i Sagsomkostninger.

III. Major Emhausen blev dømt til 6 Ugers Arrest og 50 Rdl. i Sagsomkostninger, fordi han ei nøie havde efterkommet Kruses Ordre og besat Passerne.

IV. Kapitain von Heinen dømtes til 6 Ugers Arrest og 150 Rdl. i Sagsomkostninger, fordi han ei tilbørlig havde indrettet sin Standartvagt m. m.

V. Capitain Hansteen frikjendtes, men Lieutenant Dillerud, som af Fienden havde ladet sig true til at aabenbare, hvor Kompagniets Fane laa skjult, dømtes for denne Skrøbelighed til at „skildre udi 2 Maaneder^[20]“.

Kruses haarde og nærgaaende Udtryk i hans Indlæg mod Brüggemann erklæredes døde og magtesløse at være. Ved kongelig Resolution af 6 November 1717 stadfæstedes Dommen med den Formildelse at Kruse blev befriet baade for Mulkt og Sagsomkostninger og altsaa frikjendt, og Brüggemann fik Afsked af Kongens Tjeneste.

Med Hensyn til Kruses Færd ved denne Leilighed er Samtid og Eftertid enig i at rose hans Mod og Aandsnærværelse under Kampen, men ogsaa i at dadle ham for at han angreb Fienden, inden han havde faaet samlet flere Folk. Hans Samtidige, Hans Nobel, Medlem af Slotsloven yttrer i sin private Melding til Kong Frederik: „Kruse brød med utrolig Tapperhed ind paa Fienden, hug hans Fortropper tilbage, vexlede Skud med Prindsen af Hessen, saarede ham og drev ham paa Flugt; men som Kongen af Sverige kom derpaa selv med Eskadron paa Eskadron og Kruse blev skudt, maatte Vores flye og Kruse blev fangen. Nu er her dette at sige, at hvorvel at Kruse for sin egen Person gjorde alt det, en brav Mand burde at gjøre, ja fast mere end man kunde ventet af harm, saa begik han dog en stor Feil; thi dersom han havde biet 3–4 Timers Tid og samlet alt sit Folk til sig, som var med Ryttere og Fodfolk 1200 Mand, da havde han uimodsigelig faaet Kongen af Sverige med hver Mand levende eller død, saasom Kongen da ikkun havde 800 udmattede Ryttere hos sig, jeg siger udmattede; thi Fiendens Heste og Folk vare da af den store og besværlige Marsch, som de havde gjort, saa trætte og medtagne, at de ikke kunde komme af Stedet, saasom Hestenes Fødder vare opskaarne af den dybe Sne, de havde gaaet igjennem og Folkene forfrosne og udhungrede; ja deres Tilstand var saaledes, at Kongen, som med sit Folk stod udi Prestegaarden, turde ikke angribe Kruses eneste Eskadron, som kun stod et lidet Stykke derfra ved Broen, førend Kruse først angreb dem. Saaledes faldt da en stor Seiervinding af Kruses Hænder tilligemed en udødelig Ære og det alene, fordi han var (om jeg turde sige det) formeget hastig og hidsig; men hvad skal man sige? Den bedste Mand kan i saa Maader ofte blive overilet. Kruse er dog virkelig en god Mand, der hverken fattes Tapperhed eller Erfarenhed“.

1. Om denne Kamp Nordberg II 560. Reier Gjellebøls (f. 1736) Beskrivelse over hans Fødebygd Høland (1771). S. 12–17. Forhandlingsprotokollen ved Forhørene i Anledning af Hølands-Affairen i Original paa Rigsarkivet, aftrykt i Militairt Tidsskrift 17de Hefte 49. Vosgraff smesteds S. 26. Deichmann i Saga II 222. Fryxell XXIX 7. Die europäische Fama 1716 S. 503.
2. Af Folk Vest for Vormen og Glommen, altsaa fra Eidsvold, Ullensaker, Sørum osv.
3. Af Folk Øst for Glommen, altsaa fra Urskog, Høland osv. Ulrik Jonstrup var Sergeant ved samme.
4. Hans Premierlieutenant var Bastian Helm.
5. Under ham tjente Niels Mühlheim og Christian Stockfleth som Lieutenanter.
6. Prestegaarden ligger paa en Høide. Husbygningerne, som da laa langs Landeveien, bleve for et Par Aarti siden nedrevne. Den gamle Hovedbygning hvori Carl boede, blev ved samme Leilighed flyttet til Pladsen Skedsmo, hvor den nu bruges som Kommunebygning.
7. Nordberg angiver de Fangne til 3 Officierer og 80 Mand, den fangne Lieutenant Winther til 70 og Grüner til 2 Lieutenanter, 3 Underofficierer og 50 Menige. Nordbergs Beretning, at Brüggemann med sin Pistol lagde an paa Prindsen af Hessen, men at den klikkede, er efter det Oplyste usandsynlig. Grüners Beretning, at Brüggemann fangedes upaaklædt i Stuen, er og feilagtig. Han blev først bragt til Riser og siden til Prestegaarden, hvor han traf sammen med sin saarede Chef. Med de øvrige Fanger blev han løsgiven mod Revers og sendt til Basmo.
8. Disse Lader laa da lidt længere mod Syd paa den Høide, som ligger op for Prestegaarden.
9. De gamle Bygninger ere nu nedrevne. Stuen, hvori Arveprindsen laa, stod paa det Sted, hvor Stolpeboden nu staar. Kuglerne bleve længe efter bevarede og forevistes som Minder om Kampen. Gjellebøl og Hojer berette begge, at Arveprindsen blev saaret af Kruse selv.
10. Handl. rør. Skand. Hist. VI 294. Nordberg II 500. Fryxell.
11. Ved Overgangen over Broen kom udentvivl den østerlenske Eskadron til at danne høire Fløi og Michelet som Næstkommanderende til at anføre den Del, som kjæmpede ved Skattumgrinden.
12. Et andet Sagn fortæller, at man forgjæves opfordrede den saarede Mand til at overgive sig, indtil Kong Carl kom ridende til og spurgte: „Vil Du ei overgive Dig til Konung Carl?“ Da rakte han ærbødig Kongen sit Sværd; men i det samme segnede han død ned paa Valpladsen.
13. Die europäische Fama 1716 beretter, at Kruse kom i Haandgemæng med Arveprindsen og med sin Pistol saarede ham i den Grad, at han strax derpaa faldt af Hesten, at Carl selv kort efter med sit Sværd vilde kløve Kruses Hoved, men at denne greb sin Pallask og med samme hug Kongen over Skulderen, hvilket Saar kunde blevet farligt nok, hvis Kongen et havde undveget det og en Anden havde betaget Hugget dets Kraft. Efter at have med egen Haand dræbt over 7 Svenske, „som formedelst hans ualmindelige Styrke ikke er at undres over,“ blev han fangen. Hojer beretter, at Kruse fik 3 Saar i Armen, efter at han med egen Haand havde nedlagt 7 Fiender.
14. I Bækken ved Broen fandt man for nogle Aar siden en gammel Rytterpistol.
15. Fryxell XXIX 9 og Europ. Fama 1716 S. 503. (Malllng 259, Pontoppidan i Dansk Atlas I 330 og Hofman i Danske Adelsmænd II 202 gjengive denne Samtale med mindre sandsynlige Variationer). – Paa Rosenborg Slot findes et omtrent 7 Kvarter langt Sværd med Messinghefte og tilhørende sort Læderslir, som Carl skal have rakt den fangne Kruse med den Yttring, „at en saa tapper Mand vel var værd et godt Vaaben.“ Sværdet findes aftegnet i Billedverket: „Rosenborg, Mindeblade fra de danske Kongers kronologiske Samling, ved Carl Andersen.“ – Kruse er besungen af Claus Frimann i Visen: „Kong Carl den Tolvte gaar engang mod Norge op, Paa Hølands Vei ham byder Stang en ringe Trop,“ og af H. Wergeland i „Høland er en farlig Skov.“
16. Handl. rør. Skand. hist. VIII 262. VI 294.
17. Vi ere slagne.
18. Fanden kan faa dem til at staa.
19. Man maa give Nordberg Ret, naar han herom yttrer sig saa: Efter nogle Timer viste sig paany af de Danske 2 Kompagnier Infanteri og 1 Kompagni Kavalleri; men da de paa sin Side ei vovede at angribe ferm saa vilde heller ikke Kongen begynde noget Angreb, efterdi baade Mandskabet og Hestene vare udmattede. Der blev derfor Intet videre deraf. Dog maa man tilstaa, at hvis Fienden havde havt Mod, turde det have seet farligt nok ud; thi foruden den Afgang, som var skeet paa Kongens Mandskab ved de i Træfningen Døde og Saarede, saa var tillige allerede en Del bleven kommanderet bort for at følge Arveprindsen over Grændsen; en Del tiltrængtes desuden til Fangernes Bevogtning, og saaledes behøvedes der intet særdeles stort Korps for at være de øvrige voxen. Samme Aften fik Kongen til sig Resten af sit Korps, og blev staaende 2 Dage i ovennævnte Prestegaard.
20. D. e. tjene som simpel Soldat og staa Skildvagt.