Brev til erkebiskop Albrekt af Maints

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Samme dag, som Luther opslog sine teser, sendte han dem til den tyske aflads-kommissær, markgrev Albrekt, kurfyrste og erkebiskop af Maints og Magdeburg, og med dem følgende brev:

1. Guds naade og fred, og hvad jeg formaar og er. Høiværdige fader i Gud, høiedle kurfyrste. Ed. kurf. naade holde mig det naadigst til gode, at jeg, blandt mennesker den ringeste og uværdigste, er saa forvoven, at jeg tør indlade mig paa at udtænke end sige at skrive et brev til eders høiærværdighed.

2. Herren Jesus er mit vidne, at jeg fuldt vel ved, hvor ringe og foragtelig jeg er, hvorfor jeg ogsaa i lang tid har udsat med min skrivelse, som jeg nu er saa uforskammet at tage mig fore at fuldføre. Hvad der dertil formemlig har bevæget mig, er min troe tjeneste, som jeg, høiærværdige fader i Gud, erkjender mig skyldig til at vise ed. kf. n. Eders høiærværdighed ville imidlertid have et naadigt øie til mig, skjønt jeg er støv og aske, og efter eders biskopelige sagtmodighed naadig lytte til og give agt paa min begjæring.

3. Den pavelige aflad blir ført omkring i landet under e. kf. n.s navn og titel, til bygning af st. Peters domkirke i Rom. Derved vil jeg ikke saa meget laste og klage over aflads-prædikanternes store ordgyderi, som jeg ikke har hørt, men derimod den falske opfatning, som det arme enfoldige folk lægger deri og overalt høit jubler over. Men især er det dette, der volder mig smerte og sorg, at det usalige folk lader sig overtale til at tro, at naar de løse aflads-breve, de da er visse og sikre paa sin salighed. Ligesaa, at sjælene uden ophold fare ud af skjærsilden, saasnart pengene lægges i kassen for dem. Fremdeles, at denne aflad er saa kraftig, at ingen synd kan være saa stor (ja saa forargerlig tale de derom, om det ogsaa var muligt, at en havde krenket den høilovede moder) — den kunde jo forlades og tilgives. Ligesaa, at mennesket ved denne aflad blir frit og løst for al straf og skyld.

4. Aa du kjære Gud, paa saadan maade blir, kjære fromme fader, de arme sjæle, som er i eders høiærværdigheds distrikt og under eders omsorg, underviste til døden, ikke til livet, og der vil for disse sjæle bli krævet af eder et meget strengt og tungt regnskab, som altid vokser og blir større.

5. Derfor har jeg ikke længer kunnet tie til dette. For mennesket kan ikke bli forsikret om sin salighed ved nogen biskops embede eller gjerning, da det heller ikke blir forsikret derom ved Guds indgivne naade. Derfor formaner ogsaa apostelen (Filp. 2, 12) os, altid at stræve med frygt og bæving at bli salige. Og Peter siger (1 Pet. 4, 18): Hvis den retfærdige neppe blir bevaret, hvorledes vil den ugudelige og synderen kunne bestaa? Endelig er veien, der fører til livet, saa trang og smal, at herren ved profeterne Amos og Sakarias kalder dem, som skal bli salige, en brand, som blir revet ud af ilden (Amos 4, 11; Sak. 3, 2). Herren selv forkynder ogsaa paa flere steder, at det er meget vanskeligt at bli salig.

6. Hvorfor gjør da aflads-prædikanterne ved falske fabler og ugyldige løfter om aflad folket sikkert og frygtløst, da dog afladen ikke nytter til noget og end mindre hjælper mennesket til at bli retfærdigt og saligt derved, men kun frier menneskene for pinen eller straffen, som, man fordum ifølge canones har paalagt dem, som offentlig havde syndet.

7. Saaledes er ogsaa gudfrygtigheds- og kjærligheds-gjerninger meget bedre og nyttigere end afladen, og dog blir disse hverken prædiket med saadan pragt eller saa stor flid, ja de maa finde sig i at forties og lades uomtalt og vige for afladen, for at denne kan være alene om at bli udraabt og høilig berømmet, skjønt det dog er alle biskopers fornemste og eneste embede (det de trolig skulde forrette) at lære folket Kristi evangelium og kjærlighed; Kristus har heller ikke nogensteds befalet at prædike aflad; men at prædike evangelium har han befalet eftertrykkelig.

8. Hvilken fare og gru maa nu ikke vente en biskop, som ikke tilsteder, at noget andet udbredes blandt folket end afladen, men den med stor prunk, og har mere omsorg for den end for evangeliet. Vil ikke Kristus sige til dem: I afsile myggen og sluge kamelen (Mt. 23, 24).

9. Desuden, høiærværdige fader i Gud, blir det ikke derved; men i instruksen til de kommissærer, som er udgangne under e. kf. n.s værdige navn, blir der kundgjort (uden tvil, høiærværdige fader, uden eders vidende og vilje), at denne uskatterlige Guds gave er en af de vigtigste naades-gjerninger, hvorved mennesket blir forsonet med Gud, og alle skjærsildens straffe blir udslettede, ligesaa, at de som løse sjæle- eller skrifte-breve, ikke har nødig at angre.

10. Men hvad skal og kan jeg andet gjøre, høiærværdige biskop og høiædle kurfyrste, end at bede eders høiærværdighed ved herren Jesus Kristus at have et øie af faderlig omsorg med denne sag, at faa helt væk den samme instruks og byde afladsprædikanterne at prædike paa en anden vis eller med andre ord, for at ikke maaske nogen i sin tid skal tage dem frem, modsige baade aflads-prædikanterne og instruksen og gjendrive den, til høieste beskjemmelse for eders høiedle høihed, hvorfor jeg sandelig gruer meget, og dog befrygter jeg, at det vil ske, om der ikke øieblikkelig rettes paa sagen.

11. Denne min ringe, men troe tjeneste beder jeg, at eders høiedle naade vil modtage med et fyrsteligt og biskopeligt, det vil sige med velvilligt og mildt sindelag, ligesom jeg ogsaa yder den med et helt trofast hjerte, hvilket er eders høiærværdighed helt og aldeles hengivent, særlig fordi jeg ogsaa er et faar i eders hjord.

Herren Jesus beskjærme og bevare eders høiærværdighed i evighed, amen.

Skrevet i Vittenberg, alle helgens aften 1517.

Om det er eders høiærværdighed behageligt, kan De se paa disse mine disputationer for at indse, at meningen om afladen er en uvis sag, hvilken dog aflads-prædikanterne udraabe og holde for ganske vis.

Eders kf. naades underdanige
M. Luther.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.