Om aflad og naade

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne „sermon“ skrev Luther i november 1517; men den blev først i begyndelsen af 1518 almindelig kjendt.

1. Nogle nye lærere, som magister sententiarum, st. Tomas[1] og deres efterfølgere lade boden indeholde tre dele, nemlig: angeren, skriftemaalet, fyldestgjørelsen. Og skjønt denne skjelning (efter deres opfatning) neppe eller vel slet ikke findes grundet i den hellige skrift, og heller ikke hos de gamle hellige kristelige forfattere, saa vil vi dog nu lade det staa ved sit værd og tale paa deres vis.

2. Afladen borttager ikke, sige de, den første eller anden del, det vil sige angeren eller skriftemaalet, men vel den tredje, nemlig fyldestgjørelsen.

3. Fyldestgjørelsen deles fremdeles i tre dele, det er: bøn, faste, almisse, saaledes at bønnen indbefatter alle slags gjerninger, som har hensyn til sjælen, saasom at læse, overveie, høre Guds ord, prædike, modtage undervisning og lignende. Faste indbefatter alle slags gjerninger, som gaa ud paa at spæge sit kjød, saaledes at vaage, arbeide, haardt leie, stride klæder osv. Almisse indbefatter alle slags gode kjærligheds- og barmhjertigheds-gjerninger mod næsten.

4. Hos dem alle er det fastslaat, at afladen borttager de fyldestgjørelsens gjerninger, som en er pligtig til at udføre, eller som er en paalagt paa grund af ens synder. For hvis den (uden al forskjel) borttog alle de samme (fyldestgjørelsens) gjerninger, saa blev der intet godt mere igjen, som vi kunde gjøre.

5. Hos mange har det været en vidtgaaende, men endnu uafgjort mening, om vel afladen ogsaa borttog noget mere end saadanne paabudte gode gjerninger, nemlig om den ogsaa borttog den straf, som den guddommelige retfærdighed kræver for synden.

6. Jeg lader denne deres mening staa uimodsagt for denne gang; men jeg siger, at man ikke af noget (sted i den hellige) skrift kan bevise, at den guddommelige retfærdighed ønsker eller kræver nogen straf eller fyldestgjørelse af synderen uden alene hans hjertelige og sande anger og omvendelse, med det forset fra nu af at bære Kristi kors og øve de ovennevnte gjerninger (ogsaa om de ikke var paalagte af nogen). For saa siger han hos Ezekiel (18, 21; 33, 14—16): Naar synderen omvender sig og gjør, hvad der er ret, saa vil jeg ikke mere komme hans synd i hu. Paa samme maade har han ogsaa afløst baade Maria Magdalena, den gigtbrudne, egteskabsbrydersken og flere. Og jeg gad nok gjerne høre, hvem der skulde kunne bevise noget andet, bortset fra, at nogle doctores har havt saadanne tanker.

7. Man finder vel, at Gud straffer nogle efter sin retfærdighed eller ved tugtelser tvinger dem til anger, som der staar i salme 89, 31—34: Dersom hans børn synde, vil jeg hjemsøge deres synder med riset, men dog ikke tåge min barmhjertighed fra dem. Men den slags tugtelse staar det ikke i nogens magt at eftergive, uden alene i Guds; dog han vil heller ikke opgive den, men lover, at han vil paalægge den.

8. Derfor kan man ikke give denne antagne tugtelse noget navn; heller ikke ved nogen, hvad den er, hvis den ikke er denne straf og heller ikke de gode ovennevnte gjerninger.

9. Om end den kristelige kirke endnu idag besluttede og erklærede, at afladen borttog mer end fyldestgjørelsens gjerninger, saa var det dog tusendfold bedre, at intet kristenmenneske løste eller ønskede aflad, men at det heller gjorde gjerningerne og led straffen. For afladen hverken er eller kan bli noget andet end eftergivelse af gode gjerninger og af gavnlig straf, som man heller skulde velge end vrage. Rigtignok har nogle af de nye prædikanter opfundet to slags straf, medicativas et satisfadorias, det vil sige et slags til fyldestgjørelse, et andet til bedring. Men vi har mere frihed til (Gud ske lov) at foragte saadant og lignende sludder, end de har til at digte det op; for al straf, ja alt, hvad Gud paalægger de kristne, skal sjene til deres bedring og nytte.

10. Det er noget tøv, at der er for meget af straf og af gjerninger, til at mennesket paa grund af, at dets tid er saa kort, skulde kunne komme til ende med dem, hvorfor afladen er nødvendig for det. Jeg svarer, at saadan tale ikke har nogen steds hjemme, og at det er bare opdigtelse. For Gud og den hellige kirke lægger ikke mere paa nogen, end det er muligt for ham at bære, som ogsaa st. Paul siger, 1 Kor. 10, 13, at Gud ikke lader nogen bli forsøgt, over hvad han kan bære. Og det er i ikke liden udstrækning til kristenhedens skam, at man beskylder den for at paalægge mere, end vi kan bære.

11. Om den end gjaldt endnu, den bod, som er sat i den geistlige ret, at der var paalagt syv aars bod for enhver dødssynd, saa maatte dog kristenheden mildne de love, og ikke holde fast ved den videre, end enhver kunde udholde dem; saa meget mere skal man nu, da de ikke gjelde, agte paa, at der ikke blir paalagt mere, end hver mand godt kan bære.

12. Man siger vel, at synderen, hvad straffen forøvrigt angaar, skal henvises til skjærsilden eller til afladen; men der blir nu sagt flere grundløse og ubevislige ting.

13. Det er en stor vildfarelse, om nogen skulde mene, at han vilde gjøre fyldest for sin synd, da dog Gud altid giver os forladelse for den for intet, af uvurderlig naade, og forlanger intet derfor, uden at vi for fremtiden skal leve vel. Kristenheden kræver vel noget; men derfor skal ogsaa den give afkald og ikke paalægge noget tungt eller uudholdeligt.

14. Aflad tillades for de ufuldkomne og dovne kristnes skyld, som ikke vil øve sig freidigt i gode gjerninger eller er lade. For aflad hjælper ingen fremad til det bedre, men den taaler eller tilsteder deres ufuldkommenhed. Derfor skal man ikke tale mod afladen, men man skal heller ikke tale nogen dertil.

15. Meget sikrere og bedre vilde den gjøre, som bare for Guds skyld gav til st. Peters bygning, eller hvad der ellers nevnes, end at tage aflad derfor. For det er farligt, at han giver saadan gave for afladens skyld og ikke for Guds skyld.

16. Meget bedre er den gjerning, som er bevist mod en trengende, end det, som gives til bygging, ogsaa meget bedre end den aflad, som gives derfor. Ti (som sagt) det er bedre at have gjort én god gjerning end at have faat meget eftergivet: Men aflad er eftergivelse af mange gode gjerninger, eller ogsaa er der intet eftergivet.

Ja for at jeg ret kan undervise eder, beder jeg eder mærke vel paa dette: Du skal fremfor alle ting (hverken st. Peters bygning eller aflad kan komme i betragtning herimod) give til din fattige næste, hvis du vil give noget. Men hvis det kommer dertil, at der ikke er flere i din by, som trenger hjelp (hvad der, om Gud vil, aldrig sker), da kan du give, om du vil, til kirkerne, altrene, som er i din by, prydelse, kalk. Og hvis der nu heller ikke dertil trenges mere, da først kan du, om du vil, give til st. Peters bygning eller til andet.

Dog skal du heller ikke gjøre det for afladens skyld. For st. Paulus siger, 1 Tim. 5, 8: Den som ikke gjør vel mod sine husfæller, er ingen kristen, men værre end en hedning. Og lid paa det, at den, som siger dig andet, han forfører dig eller søger din sjæl i din pung, og fandt han penger i den, det var ham kjærere end alle sjæle. Og siger du: „Ja, saa vil jeg aldrig mere løse aflad“, saa svarer jeg: „Det har jeg alt sagt dig ovenfor, at min vilje, ønske, bøn og raad er det, at ingen løser aflad. Lad de dovne og søvnige kristne løse aflad, og gaa du for dig selv.

17. Afladen er ikke paabudt, heller ikke tilraadet, men den er af de ting, som er tilstedte og tilladte. Derfor er det ikke en lydigheds-gjerning, heller ikke noget fortjenstligt, men en fritagelse for lydigheden. Om man derfor end ikke skal hindre nogen i at løse den, saa skulde man dog drage alle kristne bort derfra og tilskynde og styrke dem til de gjerninger og straffe, som der eftergives.

18. Om sjælene blir friede ud af skjærsilden ved afladen, ved jeg ikke, tror det endda ikke, for vistnok er der nogle nye doktorer som sige det; men det er dem umuligt at bevise det, og kirken har heller ikke endnu vedtaget det. Derfor er det til større sikkerhed meget bedre, at du selv beder og arbeider for dem; for det er bedre begrundet, det er vist.

19. I disse punkter har jeg ingen tvil; de er fyldestgjørende grundede i skriften. Derfor skal I heller ikke have nogen tvil, lad kuns de skolastiske doktorer være skolastikere; de er allesammen med sine meninger ikke tilstrækkelige til at fastslaa en lærdom.

20. Om nu end nogle, for hvis kasse saadan sandhed er meget skadelig, vel vil skjelde mig ud for kjætter, saa agter jeg dog ikke stort paa sligt (skraal), eftersom det ikke er andre, der gjør det, end nogle taagede hjerner, som aldrig har lugtet paa bibelen, aldrig har læst de kristelige lærere og aldrig har forstaat sine egne lærere, men er meget nær ved at gaa i skudder-mudder i sine hullede og sønderrevne meninger. For havde de forstaat dem, saa vilde de have vidst, at de ikke skulde laste nogen uhørt og uovervunden. Dog, Gud give baade dem og os det rette sindelag, amen.

————————

Under den fortsatte strid om afiaden skrev Luther den 15de februar 1518 til kurfyrstens skriftefader Spalatin, der bl. a. havde forelagt ham et spørsmaal om afladens kraft, og hvad den kan udrette bl. m. følgende:

Denne sag er endnu tvilsom, og min strid derom regnes endnu blandt bespottelserne; dog vil jeg sige to ting. Det ene er sagt i hemmelighed til eder og vore venner, indtil sagen blir kundgjort: Det synes mig, at den nuværende aflad ikke er andet end at bedrage sjælene, og at den ikke er noget tes for andre end dem, som vil være dovne og sove paa Kristi vei. Endda vor Karlstad har ikke den mening; men jeg ved for vist, at han dog ikke agter den meget. For at faa dette bedrag væk, har jeg af kjærlighed til sandheden givet mig ud i den lærde strids (disputationernes) farlige krinkelhave og har derved faat paa mig mange hundre minotauros’er, ja rodomantotauros’er og kakotauros’er (det vil sige alle slags uhyrer og dyriske onde dommere).

Det andet, som er aldeles übestrideligt og som ogsaa mine fiender og den hele kirke maa tilstaa, er, at almisser og velgjørenheds-gjerninger mod næsten er uendelig meget bedre end afladen. Der for raader jeg eder til, at I ingen aflad kjøbe, saa længe I finder fattige og trengende næste-mennesker, hvem I kan give, hvad I vilde have givet for afla den. Gjør du anderledes, da er jeg undskyldt, og du faar selv svare for det. Jeg tror for vist, at den paadrager sig vrede, som ikke bryr sig om de fattige og kjøber aflad. — —

————————

Aflads-striden foranledigede Luther endvidere til i første halvdel af aaret 1518 blandt andre skritter at udgive et forsvar for sermonen om aflad og naade og forklaring af og bevis for de 95 teser (resolutionerne). I det sidste skrift fremholdes klarere end før nødvendigheden af en reformation.


  1. Magister sententiarum, d. e. Peter lombarder, en af mellemalderens mest kjendte skolastikere (teologer), † 1164; hans „sententser“ var længe den mest brugte teologiske lærebog. Høiest af alle skolastikere stod Tomas fra Akyino, † 1274. Hans skrifter regnes endnu blandt den romerske kirkes fornemste værker.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.