De 95 teser

Fra Wikikilden
Hopp til: navigasjon, søk

Aflad eller eftergivelse af de kirkelige straffe, der tilkom en synder, kunde man i middelalderen faa paa flere maader. Da Urban II prædikede det første korstog, lovede han alle deltagerne i dette fuld aflad; og senere kunde man ogsaa vinde aflad ved at give penge til et korstog eller til et andet formaal, som efter middelalderens opfattelse fremmede Guds rige. De skolastiske theologer lærte, at kirkens helgener ved sin fromme levned havde tilveiebragt en overskydende skat af gode gjerninger, og over disse kunde kirken raade. Denne skat, som skyldtes dem, der havde gjort mere, end de burde, overførte kirken da paa dem, der havde gjort mindre, end de burde. Afladen, der efter kirkens lære kun kunde bringe fritagelse for kirkelige straffe, blev imidlertid i det daglige liv ofte misforstaaet, som om den medførte fuld syndsforladelse; og denne misforstaaelse blev navnlig fremmet ved den fordærvelige afladshandel. Ti skjønt de afladsbreve, der kunde kjøbes for penge, indeholdt en paamindelse om, at hjertets anger var en forudsætning for tilgivelsen, blev dette dog ofte tilsløret af samvittighedsløse og pengegridske afladskræmmere og glemt af letsindige kjøbere. I den sidste del af middelalderen blev der med visse mellemrum, til sidst hvert 25 aar, ogsaa udskrevet et saakaldet jubelaar, i hvilket alle pilegrimme, der drog til Rom for at holde sin andagt ved apostelgraven og byens helgenlevninger, fik fuld aflad. Naar et saadant jubelaar oprandt, vrimlede veiene til Italien med pilegrimme, der drog afsted under salmesang; og i Rom var der ofte i jubelaarene saa mange fremmede, at en stor del af dem maatte overnatte under aaben himmel.

(Fr. Nielsen).

Pave Leo X havde i aarene 1514 og 1515 gjentaget det af hans formænd saa ofte brugte kunstgreb til at fylde det udtømte skatkammer, og havde prædiket aflad for enhver, som vilde giye noget til tyrkerkrigen. 1516 gjentog han det samme, sigende nu, at det skulde være til st. Peterskirkens bygning, skjønt det dog var temmelig almindelig bekjendt, at en del deraf var bestemt for hans søster, en del ogsaa for erkebispen af Maints, prins Albrekt af Brandenburg, hvis kasse var udtømt, og hvis bispedømme ligesaa var haardt medtaget, da i et kort tidsrum tre bisper havde fulgt paa hinanden, og enhver af dem havde maattet erlægge 25—30,000 gylden for sit pallium eller bispekaabe. Albrekt af Maints var derfor ogsaa udnævnt til overkommissær for afladen i Tyskland; men da Franciskanermunkene, som før havde været brugte til at reise om og sælge afladen, denne gang ikke vilde have noget med den at bestille, saasom tyskerne ved denne hyppige gjentagelse af samme handel var blevne saa kjede af den, ja endog for en stor del saa aldeles foragtede den, at man maatte snarere vente spot og skade, end fordel deraf: saa maatte Albrekt faa leiet sig andre svende til dette arbeide. Mellem disse fik han ogsaa en dominikanermunk, Johan Tetzel, en lidderlig fugl, som allerede engang før skulde have været druknet, fordi han var overbevist om hor, hvis ikke keiseren paa kurfyrsten af Saksens forbøn havde skjænket ham livet, men som dertilmed havde alle de egenskaber, som just udfordredes for at drive en saadan skammelig handel med fordel. Hans absolutions-formular lød saaledes: „Vor Herre Jesus Kristus forbarme sig over dig! han borttage dine synders straf ved sin hellige lidelses fortjeneste! og efter den bemyndigelse fra ham og hans salige apostle, Peter og Paulus, og fra vor hellige fader paven, som for din skyld er given og i denne henseende betroet mig, frikjender jeg dig for det første fra alle kirkestraffe, hvori du, det være paa hvilkensomhelst maade, kan være falden, dernæst fra alle synder, forbrydelser og udsvævelser, de være nok saa skrækkelige, som du kan have begaaet, endog om de, saavidt som den hellige moderkirkes nagler er nedslagne, er forbeholdte den pavelige stol alene: jeg absolverer dig fra dem, i det jeg ved denne fuldkomne aflad eftergiver dig din i skjærsilden derfor fortjente straf, og gjenindsætter dig i den hellige kirkes sakramenter, de troendes samfund og den uskyldighed og renhed, hvori du var, da du var døbt, saa at, naar du gaar herfra, skal straffens porte for dig være lukkede og dørene til salighedernes paradis for dig være aabne. Hvis du ikke dør nu, da vorde dig denne naade forbeholdt, naarsomhelst du en anden gang kommer i dødens strube. I navnet faderens, sønnens og den Hellig aands. Amen! Fr. Johannes Tetzel, subkommissær, har med egen haand skrevet det“. Han begyndte først i erkebispens eget land, hvor man da ikke havde saa meget at frygte for forhaanelse som andensteds, og skreg saa vældigt og med saadan frækhed, at det ikke varede længe, førend han havde alt i samme gode gang som forhen. Til Saksen turde han for det første ikke komme, ti det var forbudt af dets fyrster, dels fordi at landet var ved aflads-handelen i de forrige aar saa haardt medtaget, dels ogsaa fordi at slotskirken i Vittenberg havde en speciel, nylig af Leo X stadfestet og udvidet ret til at sælge aflad. Imidlertid kom dog aflads-prædikanterne nærmere og nærmere hen mod Saksens grænser, og trods forbudet, trods den foragt, hvori afladen var kommem og trods den næsten al forestilling overgaaende skamløshed og ugudelige frækhed, hvormed Johan Tetzel anpriste sine varer, løb dog mange folk fra Vittenberg til de nærliggende smaabyer for at kjøbe sig afladsbreve. Luther advarede vel i en prædiken imod denne løben efter aflad, men da han ikke vidste, at de forstod afladen anderledes end han, som derved blot tænkte sig en ettergivelse af de kirkelige straffe, og neppe drømte om, at nogen mente at skulle kunne derved kjøbe sig salighed, saa ivrede han endnu ikke just synderlig imod dem, som kjøbte aflad. Men han fik snart en anden underretning. Adskillige kom til ham i skriftestolen og bekjendte grove synder, men vilde hverken vide noget af kirkebod eller omvendelse at sige, forlangte derimod ligefrem absolution (afløsning af ham i kraft af de afladsbreve, som de havde kjøbt sig. Nu saa Luther, at ikke alle tænkte som han, og at man her maatte gribe til alvorligere forholdsregler: hine forkyndte han strax, at han ikke bekymrede sig om deres afladsbreve, men at han holdt sig til Jesu ord: „dersom I ikke gjør bod, saa skal I alle paa lige maade omkomme“ (Luk. 13, 8), og at han derfor ikke vilde meddele dem absolution, førend de erkjendte sig villige til at gjøre omvendelse; og for dernæst at advare hele sin menighed, saa holdt han en prædiken, hvori han viste, at det var en stor og farlig vildfarelse, naar nogen troede, at afladen gjorde den sande anger og omvendelse overflødig. Han tvilede og tvilede ret med hjertens bekymring om enten kirken havde ret til at uddele saadan aflad, eller om den skulde aldeles fordømmes som djævelens opspind, og for om muligt heri selv at faa vished, og derved sættes istand til rettelig at lære, andre, opslog han allehelgens-aften, den dag, da alle de, som vilde besøge slotskirken i Vittenberg og rundelig oplade sin haand, skulde efter pave Bonifacius’s bulle af 1398 faa fuldkommen aflad, eller den 31te oktober 1517 paa slotskirkens dør sine 95 stridssætninger angaaende afladen.

(Efter S. J. Stenersen).

————————

Af ret sand kjærlighed og inderligt ønske om (uden at søge forfengelig ære) at bringe sandheden for dagen, vil den ærværdige fader dr. Mart. Luther, augustinermunk i Vittenberg, magister i de frie kunster og den hellige skrift osv., ved Guds naade drøfte følgende setninger om aflad, disputere derom, forsvare og holde fast ved dem mod broder Johan Tetzel af prædike-ordenen. Han beder dem, som ikke kan være nærværende og forhandle med ham derom, at de fraværende vilde gjøre det skriftlig. I vor herres Jesu. Kristi navn, amen.

1. Naar vor mester og herre Jesus Kristus siger: „Gjør bod“ osv., saa vil han, at hans troendes hele liv paa jorden skal være en stadig eller uophørlig bod.

2. Og dette ord kan eller skal ikke forstaaes om bodens sakrament[1], det vil sige om skriftemaal og fyldestgjørelse, som sker ved preste-embedet.

3. Dog vil han dermed ikke alene have forstaat den indvortes bod, ja den indvortes bod er til ingen ting, er ingen bod, naar den ikke virker udvortes til paa enhver maade at dræbe kjødet.

4. Derfor varer angren og sorgen over synden, det vil sige, sand bod, ligesaa lenge, som en har mishag til sig selv, nemlig til udgangen af dette og indgangen i det evige liv.

5. Paven hverken vil eller kan eftergive nogen anden straf end den, som han har paalagt efter sin egen vilje eller ifølge de kanoniske, det er pavelige forordninger.

6. Paven, kan ikke forlade nogen skyld, uden alene forsaavidt at han forkynder og stadfester, hvad der er forladt af Gud, eller dog at han gjør det i de tilfælde, som han har forbeholdt ham. Og hvis disse tilfælde blir foragtede, vilde skylden forblive tyngende uden at være forladt[2].

7. Gud forlader ingen hans skyld, uden at han tillige lader ham, tilbunds ydmyget, underkaste sig presten, som er hans statholder.

8. Canones poenitentiales, det vil sige, forordningerne om, hvorledes man skal skrifte og gjøre bod, er alene paalagt de levende, og de kan ifølge de samme forordninger ikke paalægges døende[3].

9. Derfor gjør den Hellig aand ved paven vel imod os deri, at paven overalt i sine dekreter eller bestemmelser undtager artikelen om døden og den yderste nød.

10. De prester er uforstandige og gjør ilde, som lade de døende mennesker beholde opsparet poenitentias canonicas, det vil sige paalagt bod i skjærsilden for der at gjøre fyldest for den[4].

11. Dette ukrud, at boden eller fyldestgjørelsen, som er paalagt ved kanonerne eller forordningerne, er forvandlet til bod eller pine i skjærsilden, er bleven saat, medens biskoperne har sovet.

12. I forrige tider blev canonicæ poenæ, det vil sige bod eller fyldestgjørelse for begangne synder, ikke paalagt efter men før afløsningen for derved at prøve, om angren og syndesorgen var oprigtig.

13. De døende gjør fyldest for alt ved sin død eller bortgang, de er afdøde fra kanonernes eller forordningernes ret og saaledes med rette fri tagne for dem[5].

14. Ufuldkommen gudsfrygt eller ufuldkommen kjærlighed hos den, der skal dø, har nødvendigvis stor frygt i følge med sig, ja saa meget ringere kjærligheden er, saa meget des større er frygten[6].

15. Denne frygt og skræk er i og for sig alene (for ikke at nevne andre ting) nok til at danne skjærsildens pine og kval, eftersom den grenser nær til fortvilelsens angst[7].

16. Helvede, skjærsild og himmel synes der at være samme forskjel paa, som den fulde fortvilelse, den ufuldkomne eller delvise fortvilelse og forvisningen om Guds naade er forskjellige fra hverandre.

17. Det synes at maatte være saa i skjærsilden, at i samme grad som sjælenes angst og skræk aftager, saaledes vokser og tiltager deres kjærlighed[8].

18. Det synes heller ikke at være bevist hverken ved gode grunde eller ved skriften, at sjælene i skjærsilden er ude af stand til at erhverve sig fortjeneste eller til at vokse i kjærlighed.

19. Heller ikke det synes at være bevist, at sjælene i skjærsilden, idetmindste ikke alle, er visse paa og forsikrede om sin salighed, om vi end er ganske visse derpaa[9].

20. Derfor mener eller forstaar paven ikke ved disse ord „fuldkommen eftergivelse af al pine“, at alle slags straf i almindelighed skal eftergives; men han mener bare den straf, som han selv har paalagt.

21. Derfor tage aflads-prædikanterne feil, naar de sige, at mennesket ved pavens aflad blir frit for al straf og saligt.

22. Ja paven eftergiver for sjælene i skjærsilden ingen straf, som de ifølge kanonerne havde skullet gjøre bod for og afsone i dette liv[10].

23. Ja, dersom eftergivelse af al straf kan gives nogen, saa er det vist, at den alene kan gives de fuldkomneste, det vil sige nogle ganske faae[11].

24. Derfor maa de allerfleste folk bli bedragne ved det glimrende løfte, som man uden forskjel foregjøgler menigmand, om betalt straf.

25. Den samme magt, som paven gjennemgaaende og i almindelighed har over skjærsilden, har ogsaa i særdeleshed enhver biskop og sjælesørger i sit bispedømme og i sit prestegjeld eller blandt sine[12].

26. Paven gjør meget vel deri, at han ikke giver sjælene forladelse i kraft af nøglemagten (som han ikke har), men ved anden hjælp eller ved forbønner[13].

27. Det er menneske-paafund, som prædikes af dem, der foregive, at saasnart skillingen kastes i kisten og klinger, fra det øieblik af farer sjælen ud af skjærsilden.

28. Det er vist, at saasnart skillingen klinger i kisten, saa kommer vindesyge og havesyge, og de tiltage og blir større; men hjælpen eller kirkens forbøn beror bare paa Guds vilje og velbehag.

29. Hvem ved, om ogsaa alle sjæle i skjærsilden vil være forløste, som det siges, at det er gaat med st. Severin og Paskal[14].

30. Ingen er vis paa, at han har nok af sand anger og syndesorg; saa meget mindre kan han da være vis paa, om han har faat fuldkommen forladelse for sine synder[15].

31. Ligesaa sjelden, som der er nogen, der har en sand anger og syndesorg, ligesaa sjelden er der ogsaa nogen, som faar sand aflad, det vil sige, det er meget sjelden at finde nogen.

32. De, som mene ved aflads-breve at være visse paa sin salighed, baade de og deres mestere vil fare sammen til djevelen.

33. Man skal vogte og vare sig meget vel for dem, som sige, at pavens aflad er den høieste og værdifuldeste Guds naade og gave, hvorved mennesket blir forsonet med Gud.

34. Ti aflads-naaden tager bare hensyn til den opreisnings-straf, som er bleven fastsat af mennesker.

35. De lære ukristelig, som foregive, at de, som vil fri sjæler udaf skjærsilden eller vil løse aflads-breve, ingen anger og syndesorg har nødig[16].

36. Enhver kristen, som har sand anger og sorg over sine synder, har fuld forladelse for straf og skyld, og denne forladelse tilhører ham ogsaa uden aflads-brev.

37. Enhver sand kristen, han være levende eller død, er delagtig i alle Kristi og kirkens goder, efter Guds gave, ogsaa uden aflads-brev.

38. Dog er pavens eftergivelse og uddeling slet ikke at foragte. Ti, som jeg har sagt, hans eftergivelse er en erklæring om guddommelig eftergivelse[17].

39. Det er overordentlig vanskeligt ogsaa for de allerlærdeste teologer paa samme tid at berømme for folket afladens store rigdom og paa den anden side den sande anger og syndesorg.

40. Sand anger og syndesorg søger og elsker straffen; men afladens velvilje løser fra straffen, saa at man blir uvillig stemt mod den, i det mindste naar leilighed dertil forefalder.

41. Man skal prædike varlig om den pavelige aflad, for at menigmand ikke skal faa den falske opfatning, at den er at foretrekke for de andre kjærligheds-gjerninger, eller agtes høiere end dem[18].

42. Man skal lære de kristne, at det ikke er efter pavens sind og mening, at aflads-løsning skulde være at sammenligne med en barmhjertigheds gjerning.

43. Man skal lære de kristne, at den, som giver den fattige eller laaner den trengende, gjør bedre, end om han løste aflad.

44. Ti ved kjærlighedens gjerning vokser kjærligheden, og mennesket blir gudfrygtigere; men ved afladen blir det ikke bedre, men kun sikrere og mere frit for pinen eller straffen.

45. Man skal lære de kristne, at den, som ser sin næste lide nød og desuagtet løser aflad, den løser i virkeligheden ikke pavens aflad, men læsser Guds unaade paa sig.

46. Man skal lære de kristne, at de, naar de ikke har overflod, er skyldige til at beholde, hvad der er fornødent for deres hus, og ikke bortødsle noget deraf til aflad.

47. Man skal lære de kristne, at aflads-løsningen er en fri sag og ikke paabudt.

48. Man skal lære de kristne, at ligesom paven mere trenger en andegtig bøn, saa ønsker han ogsaa mere en saadan end penger, som man faar ved at uddele aflad.

49. Man skal lære de kristne, at pavens aflad er god, forsaavidt man ikke sætter sin tillid til den, men at derimod intet er skadeligere, end om man derved forsømmer gudsfrygt.

50. Man skal lære de kristne, at paven, hvis han kjendte til aflads-prædikanternes blodsugeri, heller vilde, at st. Peters kirke blev brendt til aske, end at den skulde bli bygget med hans faars hud, kjød og ben.

51. Man skal lære de kristne, at paven, som han er pligtig til, ogsaa gjerne vilde, selv om han saa maatte selge st. Peters kirken, dele sine egne penger ud til de folk, som dog nogle aflads-prædikanter nu skaffer af med deres penger.

52. At tro at bli salig ved aflads-breve er det rene tull og løgn, om saa kommissæren (eller aflads-kræmmeren), ja var det end paven selv, vilde sætte sin sjæl i pant derfor.

53. Det er Kristi og pavens fiender, som for aflads-prædikenens skyld vil, at Guds ord ikke skal prædikes i andre kirker.

54. Der gjøres uret mod Guds ord, naar man i en prædiken bruger lige saa lang tid og vel saa det paa at forkynde afladen som paa at forkynde Guds ord.

55. Pavens mening kan ikke være nogen anden end den, at naar man høitideligholder afladen (som er det ringeste) med én klokke, én festferd (prosession) og seremonier, at man da saa meget mere skal ære og prise evangeliet (som er det største) med hundre klokker, hundre festferder og seremonier.

56. Kirkens skatter, af hvilke paven uddeler aflad, er hverken noksom nevnte eller kjendte i Kristi menighed[19].

57. Ti at det ikke er legemlige eller verdslige goder, sees klart deraf, at mange prædikanter ikke lettelig give saadanne ud, men kun samle dem sammen.

58. De er heller ikke Kristi og de helliges fortjeneste, for disse virke, til alle tider og uden pavens medvirkning, naade for det indvortes menneske og kors, død og helvede for det udvortes menneske.

59. St. Laurentius[20] har kaldt de fattige, som er medlemmer af kirken, kirkens skatter, men han har kun brugt ordet i den betydning, som var gjengs paa hans tid.

60. Vi sige med god grund dristig og sikkert, at denne skat er kirkens nøgler, som er den givne ved Kristi fortjeneste.

61. For det er klart, at til at eftergive kirkestraffen og de forbeholdte tilfælde er pavens magt ene tilstrækkelig.

62. Kirkens rette sande skat er det hellige evangelium om Guds herlighed og naade.

63. Denne skat er med fuld ret aller mest forhadt og modbydelig. For den gjør, at de første blir de sidste[21].

64. Men afladsskatten er med fuld ret den aller behageligste; for den gjør, at de sidste blir de første[22].

65. Derfor er evangeliets skatter garn, hvor med man i gammel tid har fisket de rige formuende folk[23].

66. Men aflads-skatterne er de garn, hvormed man nu for tiden fisker menneskenes rigdomme.

67. Afladen, som prædikanterne udraabe for den største naade, er ganske vist at agte for en stor naade; for den medfører stor gevinst og fordel.

68. Og sandt at sige er dog saadan aflad den allerringeste naade, naar man holder den op mod og sammenligner den med Guds naade og korsets herlighed.

69. Det er biskopernes og sjælesørgernes pligt med al ærbødighed at give plads for den apostoliske aflads kommissærer.

70. Men endmere er de pligtige til med øine og øren at have sin opmerksomhed henvendt paa, at de samme kommissærer ikke i steden for pavens paalæg prædike sine egne drømme.

71. Den, som taler mod sandheden af den pavelige aflad, han være forbandet og fordømt.

72. Men den, som føler sorg og bekymring over aflads-prædikantens letfærdige og skamløse ord, han være velsignet.

73. Ligesom paven med fuld ret lader sin unaade og sit ban ramme dem, som paa nogen vis skade afladen,

74. — saaledes vil han saameget mere lade sin unaade og sit ban falde over dem, som under afladens skin søge at skade den hellige kjærlighed og sandhed.

75. At holde pavens aflad saa gjæv, at den skulde kunne afløse en, fri ham fra hans synd, om han saa end (for at nevne en umulighed) havde krenket Guds moder, det er galmands snak og afsindig tale[24].

76. Derimod sige vi, at pavens aflad ikke kan borttage de allermindste daglige synder, hvad deres skyld angaar.

77. At man siger, at st. Peter, om han nu var pave, ikke formaade at give større aflad, er en bespottelse baade mod st Peter og paven.

78. Derimod sige vi, at baade den nuværende og enhver pave har en aflad, som er større, nemlig evangeliet, kraftige gjerninger, gaver til at helbrede for sygdomme osv. 1 Kor. 12, 6. 9[25].

79. At sige, at et kors, som er herlig prydet med pavens vaaben, formaar lige saa meget som Kristi kors, er en gudsbespottelse.

80. Biskoperne, sjælesørgerne og teologerne, som tillade, at der tales slige ord til menigmand, vil bli nødte til at gjøre regnskab derfor.

81. Saadan skamløs og skjendig prædiken om og berømmelse af afladen gjør, at det ogsaa blir vanskeligt for de lærde at forsvare pavens ære og værdighed mod bagvaskelse af den eller endog mod skarpe snedige spørsmaal fra menigmand.

82. Som for eksempel: Hvorfor løser ikke paven straks alle sjæle fra skjærsilden for den allerbilligste kjærligheds skyld og formedelst den saa høie nød, sjælene er i, hvortil der var saa skjellig grund, da han dog for de forgjengelige pengers skyld, som skal bruges til at bygge st. Peters kirken, forløser utallig mange sjæle, hvortil der altsaa er saa løse grunde?

83. Ligesaa: Hvorfor vedbliver kirken at holde festferder for de døde og deres aarsdage, og hvorfor giver han ikke tilbage eller tillader at give tilbage de benefisier (milde gaver) eller præbender (legater), som er stiftede til gode for de døde, da det jo er urigtigt at bede for de forløste?

84. Ligesaa: Hvad er det for en ny Guds og pavens hellighed, at de tillade de ugudelige og fienden for penger at løse en gudfrygtig og af Gud elsket sjæl, og at de dog ikke meget heller vil for den store nøds skyld, som de samme gudfrygtige og elskede sjæle er i: udløse dem for intet af kjærlighed?[26].

85. Ligesaa: Hvorfor blir canones poenitentiales, det vil sige forordningerne om boden, som nok endnu er i brug, men dog forlængst af sig selv i virkeligheden er opgivne og døde, endnu indløste med penger ved aflads-brev, som om de endnu var ganske kraftige og levende?[27].

86. Ligesaa: Hvorfor bygger nu paven ikke heller st. Peters kirken af sine egne penger end af de fattige kristnes penger, da dog hans formue er langt større end nogen rig Krassus’ eiendom?

87. Ligesaa: Hvad eftergiver eller meddeler paven med sin aflad dem, som alt ved fuldkommen anger har ret til fuldkommen forladelse og aflad?

88. Ligesaa: Hvad bedre kunde der times kirken, end om paven, som han nu kun gjør det en gang — 100 ganger om dagen gav hver troende denne forladelse og aflad?

89. Da paven mere søger at fremme sjælenes salighed ved aflad end med penger, hvorfor ophæver og tilintetgjør han da de aflads-breve, som han før har givet, hvis de dog er lige kraftige?

90. At ville alene med magt undertrykke lægfolkets meget spydige argumentation og ikke modbevise den ved tydelige grunde og paavisninger, er at blotstille kirken og paven til latter for fienderne og gjøre de kristne ulykkelige.

91. Men dersom nu afladen blev forkyndt efter pavens aand og mening, saa vilde det være let at svare paa alle disse indvendinger, ja de vilde end ikke nogensinde fremkomme.

92. Maatte vi derfor bli fri for alle de prædikanter, som sige til Kristi menighed: Fred, fred! og der er ingen fred. (Ez. 13, 10. 16).

93. Men maatte det bare gaa de prædikanter vel, som sige til Kristi menighed: Kors, kors! og der er intet kors.

94. Man skal formane de kristne til at beflitte sig paa at følge sit hoved Kristus gjennem kors, død og helvede —

95. — og saaledes mere ved trengsel gaa ind i himmerige, Ap. gj. 14, 22, end at bli sikre i fortrøstning til freden.

Protestation.

Jeg Martin Luther, doktor, af eremit-ordenen i Vittenberg, vidner offentlig, at jeg har udstedt nogle setninger mod den pavelige aflad, som man i almindelighed kalder den. Men om end hverken vort berømte og prisværdige universitet, og heller ikke den borgerlige eller kristelige myndighed hidtil har fordømt mig, saa findes der dog, hører jeg, fremfusende og forvovne folk, som efter at have undersøgt sagen ikke undse sig for at udskrige mig som kjætter.

Men som jeg ofte har bedet, saa beder jeg endnu for Kristi skyld alle og enhver, at de enten vise mig en bedre vei, hvis en saadan skulde være nogen aabenbaret fra oven, eller at de i det mindste underkaste sin mening Guds og kirkens dom. For saa dristig er jeg ikke, at jeg endelig vilde have min mening foretrukket for alle andres mening; men jeg er heller ikke saa uforstandig, at jeg skulde lade det guddommelige sætte lavere end de fabler, som den menneskelige fornuft har opfundet.


  1. Pavekirken har syv sakramenter, nemlig foruden daab og natverd: konfirmation, bod (skriftemaal og absolution), prestevielse, egtevielse, den sidste olje.
  2. D. e.: Den som ikke har den ærefrygt for kirken, at han paatager sig og fuldbyrder de straffe, den paalægger, den foragter Gud og faar ikke syndsforladelse. Dette udføres i 7.
  3. Afladen er jo kun ettergivelse af kirkestraffene og kan selvfølgelig kun gjelde for dette liv og ikke for de døde.
  4. Rettet mod den lære, at hvis nogen dør i kirkesamfundet, uden at have ydet kirkelig fyldestgjørelse for alle dødssynder, maa han afsone dem i skjærsilden.
  5. De, som dø i troen paa Kristus, betale ved sin død alle kirkestraffe.
  6. Frygten for døden og skjærsilden kan kun have sin grund i den ufuldkomne tro.
  7. Skjærsildens kval er ikke en udvortes pinsel, men en indre fortvilelse, frembragt ved savnet af den guddommelige naade og frygten for fordømmelse.
  8. Angsten kan nemlig alene hæves ved den (i troen) voksende kjærlighed. Skal de, som pines i skjærsilden, faa det bedre, saa maa deres indvortes tilstand forandres.
  9. Det er nemlig ubegribeligt, hvorledes den, som er vis paa sin salighed, alligevel kan have sjælekvaler i det andet liv.
  10. Fordi de døde ikke mere er bundne ved de nevnte straffe.
  11. Kun de, som dø i fuldkommen tro, kan faa eftergivelse af al pine; de andres dødsfrygt med deraf følgende pine kan ikke paven hæve.
  12. Paven har ingen magt over skjærsilden; han kan kun bede for sjælene, men det kan ogsaa andre.
  13. Saa hed det nemlig i eldre pavelige kanoner og ritualer.
  14. Legenden fortæller, at disse to paa grund af sine fortjenester straks kunde være slupne ud af skjærsilden, om de havde villet nøies med en ringere herligheds-grad, men de vilde heller bie lenger for senere at kunne komme til den fuldkomne herlighed at se Gud.
  15. Altsaa er ogsaa afladens kraft usikker.
  16. Det hed i pavens bulle, at for at udløse sjæler af skjærsilden krævedes ikke anger af dem, som kjøbte aflad for dem — her gjorde altsaa pengene alt.
  17. Det vil altsaa sige: pavens aflad er at sætte i klasse med kirkens absolution ved skriftemaalet.
  18. Kjærliglieds-gjerninger er bedre end aflad; undladelse af at udføre saadanne paadrager kirkelig straf, og det er for denne, afladen løser; men paa den vis slappes interessen for kjærligheds-gjerninger.
  19. I denne og de følgende teser viser Luther, at afladen ingen støtte kan have i kirkens lære om den skat, den skulde have i Kristi og helgenernes overflødige fortjeneste. Denne skat var ingen aflads-skat; denne, som kun var en fritagelse for kirkestraffene, berode paa nøglemagten. Kun forsaavidt denne hvilede paa Kristi fortjeneste, kunde altsaa den sidste kaldes aflads-skat.
  20. Laurentius var i kirkens forfølgelsestid diakon i Rom. Han fik af den hedenske Øvrighed befaling til at komme frem med kirkens skatter og lod da fremstille menighedens fattige med de ord: disse er kirkens skatter.
  21. Den ydmyger det stolte sind.
  22. Den giver de dovne kristne frihed.
  23. Evangeliet søger menneskene, afladen deres penger.
  24. Denne udtalelse har hensyn til en almindelig ytring af afladsprædikanterne.
  25. Alle de naadegaver, som de enkelte i kirken har, staa til pavens raadighed.
  26. Sml. noten til 35.
  27. Kirketugten var saa forfalden, at bodsforordningerne ikke blev overholdte; alligevel solgtes aflad for at bli fri for dem. (NB. De fleste noter ved de 95 teser er udarbeidede efter Gerlach).


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.