Biskop Jens Nilssøns liv og virksomhed 1538–1600/9

Yngvar Nielsen

Biskop Jens Nilssøns liv og virksomhed 1538–1600

Utgitt av Yngvar Nielsen, A. W. Brøgger, 1885 (s. lxiv-lxxviii).

Biskopen i Oslo havde sin naturlige omgangskreds dels mellem de geistlige og den høiere borgerstand i denne by, dels mellem omegnens og stiftets adelsmænd og geistlige. I Jens Nilssøns tid, ligesom ogsaa tildels i hans svigerfaders, var Oslo samlingsstedet for en liden udvalgt, humanistisk dannet kreds, der paa een gang dyrkede studiet af fædrelandets historie saavelsom af naturen og i en ikke ringe udstrækning sysselsatte sig med den latinske digtekunst i datidens smag. Inden denne kreds, til hvilken der ogsaa slutter sig enkelte prester udenfor byen, men dog i en mindre afstand fra denne, findes de fleste repræsentanter, som Norge i det 16de aarhundrede kunde opvise for den humanistiske aandsretning, og hos dens medlemmer var der samlet en virkelig lærdomsfylde, som der her tillands i ældre tider kun sjelden var anledning til at træffe.

Jens Nilssøn var midtpunktet i denne lærde og literære kreds. Ved hans side maa først nævnes hans formand, Frants Berg, der fremdeles nød en stor anseelse. Han ældedes og led af sygdom, men var dog endnu faa maaneder før sin død saavidt frisk, at han ved kongehyldingen 8de Juni 1591 kunde kjøre fra Oslo til Hovedtangen for personlig at være tilstede. Han levede imidlertid ikke mange maaneder efter, idet han, som allerede ovenfor^[1] er omtalt, afgik ved døden i den paafølgende November maaned. Frants Berg var som en patriark mellem sine omgivelser. Den skildring, som Halvard Gunnarssøn giver i Acrostichis af hans færd fra Oslo til hyldingen 1591, er ogsaa ganske betegnende:

Nec te præteream, venerande senex pie Bergi
Francisce, ipse licet senio morboque gravatus;
At tamen ad regis festum properare volebas,
In rheda vectus, suffultus in aëra multis
Presbyteris, languentia qui tue membra levabant,
Scilicet ut melius regem spectare liceret.

Frants Berg efterlod en søn, Claus Berg^[2] der i længere tid var kantor i Oslo, men i 1590 blev valgt til decanus capituli. Denne Jens Nilssøns svoger var en mand med literære interesser, der havde studeret ved forskjellige udenlandske universiteter, og som har efterladt nogle skrifter. Han er ogsaa bleven bekjendt gjennem sit arbeide med stiftets gamle jordebog, den saakaldte røde bog; han var en dygtig mand i at læse gamle haandskrifter og havde rimeligvis interesse for oldsproget, uden at han imidlertid havde skaffet sig en tilsvarende kjendskab til dette.^[3] Saavel Svogerskabsforholdet som Claus Bergs embedsstilling i Oslo maatte bringe ham i en nær stilling til biskopen, og det kan ikke betvivles, at der mellem disse to mænd har været mange berøringspunkter. Claus Berg fyldte sin plads i Oslos lille kreds af lærde.

Den frugtbareste forfatter mellem de mænd, der omgave Jens Nilssøn, var imidlertid magister Halvard Gunnarssøn (Halvardus Gunarius), der i slutningen af syttiaarene efterfulgte Jon Anderssøn som lector theologiæ eller læsemester ved Oslo skole.^[4] Mester Halvard er en af de interessanteste literære personligheder, som Norge har at fremvise fra det 16de aarhundrede.^[5] Han synes først at have gaaet paa skole i Sarpsborg og gik derefter under Rasmus Hjort og Jens Nilssøn i Oslo skole, hvor han gjorde bekjendtskab med Peder Vemundssøn og Peder Iverssøn^[6], og med dem knyttede et venskab, der varede for livet. Fra Oslo drog Halvard til Kjøbenhavn og saa til Rostock, hvor samtidig Peder Vemundssøn og Claus Berg studerede, og hvor han 27de Marts 1572 blev kreeret til magister. Efter et kortere ophold ved Wittenbergs universitet synes han i 1573 at være reist hjem og ialfald da at være kommen saa langt som til Danmark. Efter sin tilbagekomst til Oslo maatte han først i nogen tid vente paa en ansættelse, men fik saa en af de bedste, der var at faa i Oslo, da han blev læsemester.^[7] Som saadan udfoldede mester Halvard en meget betydelig, mangesidig literær virksomhed og blev i sin samtid Norges mest produktive forfatter. Som latinsk digter indtog han en respektabel plads, og det verk, hvori han gav en poetisk skildring af sit fædrelands historie, har adskillig interesse, bl. a. ved den anskuelighed, hvormed han omtaler folkeslag og steder. For øvrigt har han – ligeledes i latinske vers – behandlet den almindelige verdenshistorie samt hovedsagelig theologiske emner. Iblandt de sidste er ogsaa hans eneste skrift paa modersmaalet, der har overlevet alle de andre og oplevet talrige oplag, lige ind i anden halvdel af det 19de aarhundrede Dette er „En liden aandelig spørgsmaalsbog“, en oversættelse af en tysk original af den sachsiske hofprædikant Michael Saxe, der udkom i 1593. Bogen indeholder spørgsmaal og svar, om hvilke almuen med god grund har ment, at spørgsmaalene nok kunde sætte selv den mest bibelstærke mand fast. Dette er grunden til, at bogen i folkemunde er kommen til at gaa under navn af „Prestepinen“, et navn, der er blevet saa almindeligt, at de nyere optryk endog have faaet det anbragt paa smudstitelbladet. Halvard Gunnarssøns skrifter ere alle trykte i Rostock i aarene 1596–1607; men det er rimeligt, at de ikke alle ere forfattede i disse aar, og at de tildels endog ere meget ældre. Hans forlægger var Stefan Möllmann (pag. CXLIII).

Ogsaa Jakob Jakobssøn Volf, der var rektor i Oslo i aarene 1584–1594, var en af sin tids latinske digtere.^[8] Han har, foruden den ovenfor nævnte tale over Frederik II, skrevet et bryllupsvers til kong Jakobs og dronning Annas formæling^[9] og to tragedier. Men han levede dog kun for en kortere tid i Oslo. En svigersøn af ham var den i det følgende aarhundrede meget bekjendte Dr. med. & jur. Peder Alfssøn; men denne var i Jens Nilssøns tid endnu vel ung til at kunne komme med som medlem af den literære kreds, der omgav biskopen. Peder Alfssøn var imidlertid en indfødt Oslomand og maai sin barndom have modtaget undervisning af Halvard Gunnarssøn, og at han da som gut kan have vanket i biskopens hus, er ialfald ikke umuligt Han hørte senere til Jernskjægslægtens omgangskreds.

Derimod maa Peder Jakobssøn Flemløse (f. omkring 1554, d. 1599), en af Tyge Brahes disciple, der i nogle aar, formodentlig 1588–1590, boede paa Akershus som læge hos statholderen, i denne tid have hørt til biskopens omgang. Denne mand var forfatter af en „Elementisk og jordisk astrologia om luftens forandring“, der først blev trykt paa Uranienborg i 1591 og senere paa ny oplagdes to gange, i 1644 og 1745.^[10] Jens Nilssøn, der var en ven af Tyge Brahe og selv syslede med astronomiske studier, kunde neppe undgaa at komme i berørelse med en saadan mand, der formodentlig ogsaa har været anbefalet til ham fra Uranienborg.

De her nævnte mænd levede alle i Oslo og kunde daglig omgaaes biskopen. At der ogsaa for øvrigt i denne by har været en eller anden geistlig mand, et medlem af domkapitlet, der syslede med lærde studier og navnlig med latinsk digtekunst, er ikke umuligt, endskjønt derom savnes nærmere oplysninger. Saa meget vides dog, at rektoren ved Vangs skole paa Hedemarken, Jacobus Albinus, var latinsk digter;^[11] han har maaske i sine unge dage været en discipel af Jens Nilssøn, medens denne var rektor i Oslo.

Af stifternes geistlighed, udenfor Oslo, kjendes flere, der stode i stadig forbindelse med biskopen og maa henregnes til denne kreds. Her møder os først hans egen broder, hr. Povel Nilssøn paa Sande, hans svoger hr. Rasmus Hjort i Tønsberg, hans gamle discipel, hr. Peder Vemundssøn i Sandehered, hr. Laurits Kristoferssøn paa Eker og hr. Hans Einarssøn i Vardal. Hr. Povel paa Sande havde et af de større prestekald ved Oslofjorden og lader til at have været en god Latiner.^[12] Hr. Rasmus var jo Jens Nilssøns formand ved skolen og en paa sin tid anseet mand. Hr. Peder var en ivrig humanist; om ham fortælles det, at han paa sin prestegaard opførte en bygning, som han kaldte Florents, et ganske godt fingerpeg om den retning, hvori hans interesser hovedsagelig gik.^[13] Endelig var hr. Laurits, efter hvad Jens Nilssøn selv oplyser i sit digt Elegidion, en lærd og velstuderet og dertil meget veltalende mand. Han synes, hvis man tør lægge nogen vægt paa de i familierne anvendte navne, at have været beslægtet med biskopen.

Med sine literære venner mellem presterne havde biskopen jævnlig anledning til at vedligeholde en personlig omgang, og for øvrigt stod han rimeligvis i brevveksling med dem. Men desforuden sees han ogsaa at have staaet i en lignende skriftlig forbindelse med andre lærde mænd, der boede udenfor landet. Med de to berømte theologer i Rostock, David Chytræus^[14] og Johannes Frederus (pag. CXLIII) vekslede han breve, og den sidste tilegnede ham sit i 1584 trykte skrift Articulorum symboli apostolici de filio Dei, dn. nostro Jesu Christo explicatio.^[15] I fortalen til Elegidion^[16] beretter endvidere Jens Nilssøn selv, at han har modtaget breve fra Sjælands biskop, saavelsom fra professorerne Nicolaus Scavenius og Erasmus Lætus; ligeledes kjendes et brev til ham fra Peder Vinstrup.^[17] Den mest berømte og betydeligste af alle de videnskabsmænd, med hvem Jens Nilssøn har vekslet breve, var imidlertid Tyge Brahe paa Uranienborg.^[18] Her var der jo, som det synes allerede under begges samtidige ophold ved Kjøbenhavns universitet, knyttet et bekjendtskab, der senere stadig fortsattes. I 1584 besøgte Jens Nilssøn selv Uranienborg, hvor han var ikke mindre end to gange, og i 1593 sendte han sin søn til Tyge Brahe for at blive et aar hos denne mellem de øvrige studenter, som jævnlig gik ham tilhaande under hans videnskabelige arbeider.

Paa sine reiser var Jens Nilssøn i regelen ledsaget af yngre mænd, som derunder kunde nyde godt af hans veiledning.^[19] Ogsaa disse maa, om de end væsentlig forholdt sig som de modtagende, regnes med, for at man kan faa et rigtigt billede af den kreds, hvori biskopen bevægede sig. Thi det er lidet sandsynligt, at han, naar han var hjemme i sin stiftsstad, ikke da ogsaa skulle have ført noget tilsyn med de samme unge mennesker, der fulgte ham omkring i stifterne. Disse vare tildels endnu disciple af Oslo skole, tildels nylig udgaaede fra denne, der stod under biskopens overtilsyn. At han særlig har interesseret sig for skolegjerningen, fremgaar deraf, at han som biskop skrev en skolebog. De unge mænd, der, efter først at have gjennemgaaet skolen, fik lov at være med paa visitatsreiserne, kunde endnu under selve reisen faa ansættelse som kapellaner i de større kald.^[20]

Disse unge mennesker nævnes jævnlig i visitatsbøgerne som studenter, bispens drenge o. s. v. En af dem var Oluf Børgessøn, der altid var med paa de reiser, for hvilke der nu er bevaret udførlige visitatsbøger; en anden var Mats Pors, der ogsaa nævnes flere gange. Den mærkeligste af disse biskopens ledsagere er dog maaske hr. Finn (Vincentius Sigvardini), der senere, rigtignok efter Jens Nilssøns død, kom under jesuitisk paavirkning paa sine udenlandsreiser. Hr. Finn kan muligens have været en søstersøn af biskopen.^[21]

Jens Nilssøns omgangskreds indbefattede ikke alene mænd af den lærde stand. Til den hørte endvidere landets fornemste slægter og dets høieste verdslige embedsmænd, mellem hvilke ogsaa biskopen færdedes, og hos hvem han baade paa sine visitatsreiser og ved andre leiligheder var en hædret gjæst. Inden adelen var neppe nogen slægt, med hvilken Jens Nilssøn saa længe havde været inderlig forbunden, som med familien Jernskjæg paa Fritsø. Til denne var han knyttet meget nær, lige fra den tid, da han i Oslo skole havde Peder Iverssøn Jernskjæg^[22] som sin discipel. Med dennes hustru, fru Margrete Breide, har Jens Nilsen rimeligvis allerede stiftet det første bekjendtskab, medens hendes pleiefader Povel Huitfeldt var statholder paa Akershus. Bekjendtskabet varede, saalænge Jens Nilssøn levede, og han var gjentagne gange til gjæst paa Fritsø. Da fru Margrete^[23] havde faaet sin eneste søn, blev biskopen kaldt ned til ægteparrets gaard for at døbe denne og modtoges der med ærefuld gjæstfrihed. Sønnen var den unge Iver Pederssøn, der blev slægtens sidste mand.^[24] Peder Iverssøn og fru Margrete overlevede begge Jens Nilssøn i mange aar, og de vare jo begge adskillig yngre end han; de synes at have aat megen pris paa ham og at have været hans virkelige omgangsvenner, forsaavidt et saadant ord kan finde sin anvendelse paa forholdene i det 16de aarhundrede.

Jens Nilssøns omgang med hin tids norske adel var ikke indskrænket til familien paa Fritsø. Den var overhovedet meget udstrakt, og han har paa det nærmeste havt bekjendtskab med alle de mere fremtrædende adelsslægter af norsk eller dansk oprindelse, der levede i det søndenfjeldske Norge, saavelsom med de danske adelsmænd, der i hans tid indehavde rigets høieste stillinger. Mellem disse var igjen statholderen den høieste og den, med hvem biskopen i Oslo til enhver tid havde mest at bestille, idet deres embedsforretninger paa flere maader grebe ind i hverandre.

Af statholderne er i det foregaaende^[25] allerede nævnt Povel Huitfeldt til Snidstrup, der kom til Norge i 1572 og indehavde dette embede paa den tid, da Jens Nilssøn blev Frants Bergs medhjælper. Povel Huitfeldt maa, efter det lille; som derom vides, have været en mand med interesser, og Jens Nilssøn stod altid paa en meget god fod med ham. Efterat Povel Huitfeldt om sommeren 1577 var traadt af som statholder og havde flyttet til Halmstad, fortsattes forbindelsen mellem ham og Jens Nilssøn fremdeles. Hver gang Jens Nilssøn reiste til Danmark, lagde han veien derhen over Halmstad og var der den tidligere statholders gjæst.^[26] Da dennes pleiedatter, Margrete Breide, i 1579 blev gift med Peder Iverssøn,^[27] har dette formodentlig atter givet et nyt tilknytningspunkt mellem Povel Huitfeldt og biskopen.^[28]

Povel Huitfeldts eftermand som statholder over Norge og befalingsmand paa Akershus var Ludvig Munk, der blev ansat i 1577 og blev staaende i denne stilling til 1583. Han var saaledes statholder paa den tid, da Jens Nilssøn i 1580 blev selvstændig biskop. I den anledning nævnes Ludvig Munk;^[29] men for øvrigt vides der intet om, hvorledes forholdet har været mellem disse to mænd. Derimod lader det til, at biskopen har været adskillig sammen med Ove Juel, der efterfulgte Ludvig Munk og var befalingsmand paa Akershus fra 1583–1588, dog uden tillige at have titel og værdighed som statholder over Norge.

I 1588 blev Axel Gyldenstjerne til Lyngby udnævnt til statholder over Norge og befalingsmand paa Akershus og vedblev at være dette, saa længe Jens Nilssøn levede. Axel Gyldenstjerne var en slægtning og god ven af Tyge Brahe, hvis discipel Peder Jakobssøn Flemløse var hos ham paa Akershus i det første par aar af hans ophold dersteds. Han omtales i Tyge Brahes „astronomiske breve“ paa en venskabelig maade og gjorde ialfald ved en leilighed den store astronom en tjeneste.^[30] Axel Gyldenstjernes navn er selvstændig bekjendt i literaturhistorien, forsaavidt som han længe har været tillagt forfatterskahet til et bekjendt arbeide over den nordiske syvaarskrig. Nu ansees han riktignok ikke for at være dettes egentlige forfatter; men man gaar dog fremdeles ud fra, at det er bygget paa hans forarbeider Og optegnelser Man ser, at Axel Gyldenstjerne endnu i sine sidste dage har ført en dagbog over, hvad han oplevede under en mærkelig reise, og det synes, som om han har havt baade den sans og den interesse, som driver en mand til at nedskrive sine bemærkninger om, hvad han oplever. Paa flere maader har Axel Gyldenstjerne lagt for dagen, at han var villig til at understøtte og fremme lærdom og dannelse, og at han i almindelighed havde interesse for videnskabelig forskning. Det var saaledes ham, der opfordrede Peder Claussøn Friis til at oversætte Snorre Sturlassøn.^[31]

Mellem statholderen og biskopen maa der have været mange berøringspunkter. Deres interesser faldt i mange henseender sammen; de vare begge venner eller bekjendte af Tyge Brahe, og mødtes ogsaa paa andre maader. Om Axel Gyldenstjerne end selv har savnet kjendskab til det gamle norske sprog, har han dog sat pris paa den literatur, som var skreven i dette, og der havde han en aandsfrænde i Jens Nilssøn. Ingen i Norge var nærmere til at vække denne interesse for den gamle literatur hos Axel Gyldenstjerne end netop biskopen, og naar statholderen ønskede at faa nærmere rede paa landets fortid, da havde han i sin nærhed to udmærkede kilder i Jens Nilssøn og Halvard Gunnarssøn. Axel Gyldenstjerne var en af sin tids mere fremragende personligheder. En af hans samtidige^[32] har sagt om ham: „majorum imaginibus et propria virtute fulgentissimus, judicio et ingenio mirandus, consilio, vita et moribus magnificus, ad quævis expediunda alacris et industrius, et rebus arduis et momenti maximi quasi natus“. Heri kan der naturligvis være overdrivelser; men dog maa denne skildring, efter hvad der ellers vides, for en del være ganske beføiet.

Selvfølgelig kunde ikke biskopen staa paa samme fod i sin omgang med Axel Gyldenstjerne, der var en af rigernes mest høiættede adelsmænd og medlem af det danske rigsraad, som med sine egne standsfæller i og omkring stiftsstaden. Men han har dog havt jævnlig adgang til statholderen i de aar, hvori de virkede sammen, og der kan da neppe heller være tvivl om, at de have havt sin opmærksomhed henvendt paa andet end de blotte embedsforretninger. Saaledes maa ogsaa Axel Gyldenstjerne henregnes til Jens Nilssøns lærde omgangsvenner.

Med de adelige familier, der boede paa sine gaarde i landdistrikterne, kom Jens Nilssøn jævnlig i berørelse. Dels besøgte han dem paa sine reiser, dels synes der at have været visse aarstider, paa hvilke adelen strømmede sammen til Oslo for at afgjøre sine forretninger, og paa hvilke de tillige traf sammen med biskopen. Navnlig gjælder det tiden omkring 1ste Februar, der gjennem aarhundreder har været en termin for befolkningen i en stor del af det søndenfjeldske Norge, som da paa vinterføret har gjort sine regelmæssige byreiser. I gamle dage havde rigsraadet ofte været samlet i Oslo de første maaneder af nyaaret, og efter dets afskaffelse kan det alligevel have holdt sig som en sædvane, at fornemme folk kom sammen i Oslo til den samme aarstid. Om rigsraadet var forsvundet, saa holdt der sig nemlig et marked i byen, der gav anledning til liv og rørelse. Det er neppe nogen dristig slutning, at dette marked, der fra Oslo overflyttedes til Kristiania, oprindelig er opstaaet netop gjennem den tilstrømning af folk af alle samfundsklasser, der nødvendig maatte følge med rigsraadsmøderne, paa hvilke der tilsidst næsten udelukkende afgjordes retstvister. En saadan anledning som Oslo marked, hvor slægtninge og venner kunde sætte hverandre stevne fra nær og fjern, frembød en ypperlig leilighed til at holde familiefester, og denne er formodentlig bleven benyttet i en langt større udstrækning, end man nu som oftest kjender til. Naar saaledes Jens Nilssøn 28de Januar 1582 i Halvardskirken viede Anders Huitfeldt og Margrete Pedersdatter Basse, har det ikke været nogen tilfældighed, som bestemte valget af denne tid. Grunden har neppe været nogen anden end den, at det fornemme brudepar da kunde se en saa meget større skare af bryllupsgjæster omkring sig, end det ellers kunde være dem muligt at samle.

De fornemmere slægter, til hvilke Jens Nilssøn var traadt i et nærmere eller fjernere bekjendtskabsforhold, var familien Brockenhus paa Elline og paa Ise, Normand de la Navete paa Kalnes og Galde paa Tom, Ugerup paa Skjersnes, Basse paa Sæm, familien Lange paa Falkensten, Hørby i Skien, Krukow paa Tjerne o. a. Undertiden blev biskopen hentet til disse i anledning af en eller anden familiebegivenhed, hvad enten det var en barnedaab, et bryllup eller en begravelse. Det var hovedsagelig ved saadanne leiligheder, at man i det 16de aarhundrede, i adelens som i de øvrige stænders huse, mødtes til festlige sammenkomster. Hvorledes derved gik til, skildres paa et par steder i Jens Nilssøns optegnelser med en udførlighed og en anskuelighed, hvortil der kun haves faa sidestykker fra hine dage.

Hvor kjær en gjæst end Jens Nilssøn var hos disse familier, saa kunde han dog aldrig ganske komme til at føle sig som deres lige. De laa alle over den klasse af samfundet, af hvilken han var udgaaet. Kun inden de lavere og mindst bemidlede adelsslægter kunde en mand som f. ex. Claus Berg finde sig en brud. Jens Nilssøn søgte sin anden hustru inden det høiere borgerskab, og til dette eller til geistligheden, samt for en del ogsaa til de underordnede verdslige embedsmænd, som fogder og skrivere, hørte hans hele slægtskabskreds. Forsaavidt der endnu ikke havde udviklet sig nogen væsentligere forskjel mellem byernes og landets befolkning, er det heller ikke overraskende at erfare, hvad der i hans visitatsbøger oplyses om, at hans anden kone ogsaa havde slægtninge inden bondestanden. Men iblandt disse borgere, prester og underordnede embedsmænd paa landet, der var i en biskopen ubestridt den første. Naar han saa en af dem, som Ebbe skrædder i 1594, ved sit bord, eller naar han, som i 1595 ved hr. Thomas Lagessøns bryllup var brudemand, da maatte dette være en ære for den, som den blev vist. Jens Nilssøn var ogsaa oftere gjæst ved brylluper og andre familiefester hos mænd af borgerstanden eller af geistligheden, maaske dog især, naar de vedkom en af hans egne slægtninge. Ogsaa inden disse kredse var det, som hos adelen; det daglige liv gik maaske endnu mere stille og rolig, og i regelen brugtes der i dette ingen afveksling uden ved vigtigere familiebegivenheder. Da samledes man fra fjerne hold for at feire et barns fødsel eller et bryllup eller ogsaa for at vise en afdød den sidste ære og bagefter drikke gravøl.

---

1. Pag. LVII.
2. Ifølge sine egne optegnelser, trykte i Danske magasin, I, s. 24–28, var Claus Berg født i Kjøbenhavn 1546. Hvis dette aarstal er rigtigt, synes det næsten, som om han maatte være en tvillingbroder af Magdalena, der efter sin mands angivelse var født i det nævnte aar, men i Ribe. Imidlertid kan han jo, hvis der ikke er en feil i angivelsen af aaret og stedet, være født i begyndelsen af aaret og søsteren i de sidste dage, eller omvendt. 1555 blev Claus Berg af sin fader sendt til Odense og 1565 til Kjøbenhavn. 1570 drog han til Rostock og besøgte senere Wittenberg, Leipzig, Strassburg og andre steder, hvorpaa han 1574 kom til Kjøbenhavn og derfra til Norge. Den 18de Mai 1575 ægtede han Inger Jensdatter Bugge, med hvem han fik 7 sønner og 5 døtre. Efterat hun var død 7 Mai 1595, blev han 2 Juni 1594 for anden gang gift med Elsebe Teiste, en datter af Oluf Teiste til Bjelland; med hende havde han 8 børn. Efter længe at have været kantor blev han 1590 valgt til decanus capituli. Saavidt hans egne optegnelser. Han døde i 1614. Claus Bergs levetid falder altsaa paa det nærmeste sammen med Peder Claussen Friis’s.
3. Biskop Eysteins jordebog (den røde bog), udg. af H. J. Huitfeldt, pag. VII.
4. Smlgn. ovenfor, pag. XXI.
5. Hans levnetsbeskrivelse er som indledning forudskikket A. E. Eriksens udgave af hans Acrostichis.
6. Smlgn. ovenfor, s. XXII.
7. Smlgn. ovenfor, s. XXI.
8. Smlgn. ovenfor, s. LII, noten.
9. Budstikken, III, s. 359.
10. Smlgn. Peder Jakobssøn Flemløses elementiske og jordiske astronomi, paa ny udgiven af F. R. Friis (Kbhvn. 1865), med dertil hørende fortale.
11. Smlgn. ovenfor, s. LV.
12. Smlgn. ovenfor, s. XIV.
13. Smlgn. nedenfor, s 59.
14. Chytræi Epistolæ, pag. 689.
15. Meddelt forfatteren af Dr. Holger Rørdam, der i Personalhistorisk tidsskrift, IV, s. 163 har skrevet en kort biografi af Jens Nilssøn.
16. Vedkommende sted af fortalen, hvor dette fortælles, er gjengivet ovenfor, s. XLVI, note 2.
17. Findes i ny kgl. saml. 277, g, 8^vo, paa det kgl. bibliothek i Kjøbenhavn og vil blive trykt nedenfor under beskrivelsen af Jens Nilssøns haandskrevne literære efterladenskaber.
18. Jens Nilssøn omtaler selv udtrykkelig, at han i 1593 har faaet flere breve fra den lærde stjerneforsker paa Uranienborg; se nedenfor s. 567. Smlgn. i det foregaaende s. XVIII.
19. Foruden de i visitatsbøgerne forekommende oplysninger er her særlig at mærke Jens Nilssøns egne udtalelser i Elegidion om de alumni ac pueri, der ledsagede ham paa reisen til Thelemarken i 1581.
20. Smlgn. ovenfor, s. XLVII, note 2.
21. Smlgn. ovenfor, s. 473, hvor det omtales, at hr. Find Siuerdsen 1597 drog i visitats med biskopen, og at Anne Siuerdsdaatter kom ned paa bryggen for at tage afsked med dem. Er denne Anne opkaldt efter den samme, som Jens Nilssøns ældste datter, og en datter af hans søster Margrete (pag. XIII seqv.), der var i biskopens hus, er det heller ikke urimeligt, at hr. Finn var hendes broder.
22. Peder Iverssøn Jernskjæg var ifølge Hans Jakobssøn Jersins Tuende lijgprædickener (1617, 4^to) født paa Fritsø „Torssdagen nest for S. Pauli conversionis“. Smlgn. ovenfor, s. XXII, note 1. Hans forældre vare Peder Iverssøn, kgl. befalingsmand over Bratsberg len og Gimsø kloster, og fru Karen Galde, datter af Oluf Galde til Tom. Indtil han var 7 aar gammel, opdroges han hjemme, gik derpaa 3 aar i Oslo skole og blev saa sendt „til Rostock at lære sprocket, saa oc beuandre sig udi andre Tydske Stæder, oc affue sig udi atskillige Redderlige gierninger, huor den S. Mand haffuer opholdet sig paa try Aars tijd“. Derefter tilbragte han 3 aar hos sin slægtning (faderens brodersøn) Hans Lauritssøn til Odenstrup i Sjæland, der var kongens skibsadmiral. Derefter blev Peder Iverssøn „sæt til Erlig os Velbyrdig Christopher Valckendorp til Glorup, os paa try Aars tijd udi hans Tieniste, lod sig bruge udi den anden Suenske Feyde, som en Erlig Adels mand vel anstod“. Da nu i mellemtiden hans fader, Iver Pederssøn, var bleven svag og skrøbelig, blev han kaldt hjem til denne paa Fritsø, „oc der hand haffde været hiemme paa it halff Aars tijd, kallede Gud hans salig Fader“. Peder Iverssøn levede saa i 10 aar paa sin fædrene gaard sammen med sin søster, jomfru Ulvilde Iversdatter, indtil han 28 Oktober 1579 ægtede Margrete Breide. (Smlgn. Norsk historisk tidsskr. 2. række, II, s. 387). Bryllupet blev holdt af Povel Huitfeldt i Halmstad. Seks aar efter bryllupet blev han af kongen forlenet med Brunla og Numedsls len, som han havde i 31 aar, „oc i midler tid sag beflitet at holde huer ved Norgis Low oc Ræt, den Fattige lige saa vel som den Rige, oc altid lagt seg effter at vilde haffue alle oc en huer baade fattig oc rig til Vens, saa meget rimeligt vaar: huilcket hand oc erlanget haffuer, saa at mangen baade inden os vden Lands, kiender hans Naffn oc rycte til gode, oc veed der aff at sige“. Peder Iverssøn var en mand, der flittig søgte sin sognekirke i Hedrum og der nød det høiværdige sakramente, hvorhos han ogsaa „selff hiemme udi sit Huss haffuer offuet oc beflitet sig vdi all Gudfryctighed met daglig oc idelig Bøn til Gud, oc læsning, vdi atskillige Bøger, vddragne af den hellige Scrifft“. Presterne holdt han altid i ære. Da han i sine sidste leveaar blev „saa besuæcket oc skrøbelig, at hand sin sognekircke icke kunde besøge, haffuer hand dog icke kundet eller vildet ladet falde oc offuergiffue det, som han aff Baarnsbeen vaar vdi optuctet oc opdragen, som er GVds fcyct: men haffuer selff ladet ordinere Hoffprædickantere paa sin Gaard Fritzøe, oc dennem rigelig oc vel betalt oc lønnet, paa det hand altid kunde haffue dennes neruærendes hoss sig, tale oc conferere met dennem, om det som Gud oc hans egen Salighed tilhørds oc der effter om Søndagen oc hellige Dage, kunde haffue den seduanlige Kircketieniste, met Bøn, met Messe, met det hellig oc høyuærdig Sacramentis uddelelse, oc IEsu Christi Euangelij forklaring oc vdleggelse“. I denne stilling havde han først hr. Kristofer Hanssøn, som derefter blev sogneprest til Stokke i Tønsberg len, og kaldte siden hr. Hans Jakobssøn Jersin, som i 5 aar var „Hoffprædicker, paa forneffnde hans Gaard Fridtzsø“, og saa (i 1613) blev sogneprest til Hedrum. Efter denne tid gav Peder Iverssøn Hans Jakobssøn og hr. Kristofer Pederssøn, „som vdi lige maade er hans sogneprest til en hans sædegaarde Brunlaug“, hver en aarlig pension for at holde gudstjeneste for ham paa hans gaard. „Vdi samme sin Gaards Kircke“ nød han ofte sakramentet; vare han og hans hustru saa svage „at de icke kunde formaa at gaa op til Kircken, da haffuer han ladet holde tieniste i sin Fruerstue; for sig, sin Hustru, barn og folk“. I kirken havde han stadig med sig en bønnebog, hvorefter han straks gjorde sin bøn til Gud, samt ligeledes, saasnart evangeliet var læst for alteret, og siden efter velsignelsen og naar tjenesten var endt. Peder Iverssøn var en meget godgjørende mand og var meget afholdt af sine tjenere. I sit ægteskab havde han 2 børn, datteren Emerentse, der ægtede Claus Brockenhus til Søndergaard og overlevede sin fader, samt sønnen Iver Pederssøn, der døde i 1615. Sorgen over denne bidrog meget til at fremskynde Peder Iverssøn død. I de første dage af Oktober 1616 havde han paa Fritsø besøg af befalingsmanden over Tønsberg len, Gunde Lange, samt hans hustru, fru Anne, fru Bodel Galde, Alexander Nettelhorst og Anders Blomme, hvilke det faldt ham vanskeligt at skilles fra. De reiste den 3die ved middagstid, og Peder Iverssøn sagde da, at de ikke saaes mere i denne verden. En times tid efter blev han meget daarligere og lod da kalde til sig Dr. Peder Alfssøn, som var paa Fritsø og gjorde sig al mulig flid med at helbrede ham. Om natten tilbød hans hustru, fru Margrete Breide, hans datter fru Emerentse og hendes mand Claus Brockenhus, hans svoger Knud Knudssøn med hans hustru, fru Karen Prosdatter, og fru Inger, Nils Munds, at ville vaage hos ham, hvad han dog ikke vilde tilstede, idet han sagde, at han vilde tilkalde dem, hvis han følte sig svagere. Han sagde ogsaa: „Denne er min Fødsels Nat, den bliffuer maa min Døds nat.“ Om morgenen bleve de, som vare paa Fritsø, tilkaldte, nemlig, foruden de allerede nævnte, jomfru Berite Knudsdatter, Jørgen Urup, jomfru Emerentse Rosenkrants, jomfru Karen Lange, jomfru Margrete Aschersleben og Pros Mund. Jomfru Berite havde vaaget hos den døende med Hans Jersin, Dr. Peder Alfssøn og to af hans tjenere. Døden indtraf om morgenen kl. 8 den 4de Oktober.
23. Fru Margrete Breide var ifølge den anden af Hans Jakobssøn Jersins ovenfor nævnte to ligprædikener født 1563 paa Voergaard i Slesvig. Hendes forældre vare Jokum Breide til Voergaard og fru Emerentse Emmiksdatter til Tystrup. 5 aar gammel fik hun en skolemester, der lærte hende at læse og skrive; fra sit 7de til 10de aar var hun i Preskloster hos jomfru Anna Pents, som var abbedisse der. Hun var derefter et aar ved hertuginden af Sønderborgs hof og kom saa hjem til sin fader, som kort efter døde. Hendes moster, fru Margrete Breide, der var gift med Povel Huitfeldt, lod hende da kalde til sig paa Akershus og bad fru Dorthe, Fredrik Langes, hente hende, naar hun reiste til Danmark. Da fru Dorthe blev længe i Danmark, omtrent et aar, blev jomfru Margrete i denne tid hos hende og kom derefter til Akershus, hvor hun var i 3 aar (1574 – 1577); da Povel Huitfeldt reiste til Danmark, anholdt Peder Iverssøn om hendes haand, og de blev saa trolovede i Halmstad 1577. Bryllupet stod sammesteds 1579. Efter hendes mands død var hun meget svagelig og blev syg 29de Decbr. 1616. Den 31te tilkaldte Claus Brockenhus hendes „gode Naboer, Slect og Venner her neruærende i Egnen“, nemlig Gunde Lange til Aggersvold med hans hustru, fru Anna, Alexander Rabe von Papenheim til Libanov og hans hustru, fru Rigitse Grubbe, samt fru Inger, Nils Mands til Birketsvold, der kom snarest muligt. Døden indtraf 2den Januar 1617, en Thorsdag aften mellem kl. 7 og 8.
24. Iver Pederssøn Jernskjæg opnaaede kun en alder af 22 aar. Af den over ham holdte ligprædiken af magister Joachimus Westphalius (8^vo) kjendes for tiden kun et eneste exemplar, som findes i hr. kgl. fuldmægtig Thv. Boecks betydelige og paa sjeldenheder rige bibliothek i Kristiania. Det er af sin nuværende eier erhvervet fra Viborg; desværre mangler der nogle blade, deriblandt titelbladet og et af de første blade af personalierne. Da forfatteren var en Tysker, er bogen rimeligvis oversat af Dr. Peder Alfssøn. Fortalen er dateret Rostock 18 Oktober 1616. Ifølge denne ligprædiken var „Erlig welbyrdig Junker Iuer Pedersøn, fød oc baaren paa Fritzø i Norge Anno 1593 den 3. Augusti; som var Fredagen effter Laurentij, vdaff gammel Erlig berømmelige Adel, oc Ridderlig Slect oc Stamme“. Efter først at have nydt undervisning hjemme blev han sat i skole i Oslo, hvor dengang magister Herman Nilssøn, senere professor i Kjøbenhavn, var rektor, og hvor han af faderen blev anbefalet til dennes privatæ et publicæ institutioni, Disciplin oc Lerdom. Hos Herman Nilssøn var han derefter i 3¹⁄2, aar, i hvilke det heder, at han „haffuer sig – –, med hørsomhed oc ære, Lerdom oc kierlighed, fliteligen oc tacknemmeligen forholdet, at hand icke alleniste haffuer weret hans Præceptori kier oc werdig, men ocsaa hans commilitonibus udi medfødde wenlighed, demødighed, fronhed oc Adelige Sæder, oc udi Lerdom oc flittighed, som it treffligt Exempel foregaait, oc til alle gode lofflige Seder weret hengiffuen, huilcket hannem oc selff til løst oc beuogenhed haffuer opuecket, oc hoss laade [sic] sin kiere Præceptorem oc Meddiscipler, ædle oc uædle, Fattige oc Rige, sig effterlat, menge [sic] lensel [sic] oc bedrøffuelse, den tid hand fra forbeneffende Opslo Skole oc til sin kiere Faders gaard, bleff hiemkaldit, Saa at de samptligen, meget gierne nønskede oc begierede, at de hans gode oc wenlig omgiengelse (dennem til glede) altid motte haffue nøt“. Efter tilbagekomsten fra Oslo var Iver Pederssøn i 3 aar hjemme hos sine forældre paa Fritsø, hvor han under veiledning af Dr. med. Peder Alfssøn fortsatte sin uddannelse i „sande frie oc berømmelige Konster, som er Dialecticæ, Rhetoricæ, Eloquentiæ, Arithmeticæ, Mathematicæ oc andre des lige“. Efter disse 5 aars forløb blev han af sine forældre „paa fremmede Steder forskicket, paa det hand ydermere kunde Tracte effter alt det, som saadan en Person til Adelig Ornament oc god Prydelser tienligt war, udi huilcken Peregrination hand haffuer Nederland, Franckrig, Welskland oc Thydsland, Behmen, Dannemarckc oc gandske Norge, med stor møde, arbeid oc bekostning igennem wandret, Saa hand icke aleniste udi huert Landskab, de fornemmeste Steder, Slaat oc Feste, oc ellers huad synderligt udi fremmede Orter war til at see, haffuer beskuet, men ocsaa hans studia saauit mueligt haffuer weret, paa reisen ingenlunde forsømmet, disligeste haffuer hand continueret oc hafft udi god act, alle andre ridderlige øffuelser, der hos haffuer hand oc en rom tid werret udi de berømmeste Academijs Europæ ved 4 maaneder udi Engeland, udi Academia Cantabriensi oc Oxoniensi i Franckrige til Orliens, Paris oc Turon halffandit Aar. Dereffter haffuer hand igennem reist gandske Welskeland, til Rom, Neapolis, Florents oc Padua omtrent 9 Maaneder. Oc der hand kom til Tydsland igen, til Leiptzig et fierding Aar, derfra oc til Leyden udi Holland, huor hand it gandske Aar, med synderlig nøtte oc forfremmelse haffuer sig forholdet, oc udi alle Ridderlige øffuelser, med største loff oc berømmelse sig beflittet, saa at foruden hans Latiniske Spraag haffuer hand sig øffuet udi de andre fremmede Spraag, som er Frantzøske, Italianske oc Tydske, oc det med sønderlige flid, at hand icke allene zirligen oc wel haffuer dennem lært, men ocsaa redeligen i sin Tale kunde fremføre“. Den 1ste September 1613 kom han tilbage til Fritsø og blev saa hjemme den paafølgende vinter og det meste af sommeren 1614. Derefter blev han ansat i kancelliet som sekretær, og i den derpaa følgende vinter blev han sammen med Mogens Ulfeld, Jørgen Lunge og Jens Bjelke overdraget at bereise Norge i offentlige ærinder. Paa denne reise laa han syg i 6 uger. Reisen gjaldt, efter hvad der vides fra andre kilder (Yngvar Nielsen, Jens Bjelke til Østraat, s. 45 flg.), ordningen af Norges militære forhold; men undersøgelserne ledede ikke til noget blivende resultat, kun til forslag. I April 1615 var den norske reise afsluttet, og Iver Pederssøn vendte da tilbage til Kjøbenhavn, hvor hans sygdom, der aldrig var bleven ganske helbredet, atter brød ud. Efter lægernes raad reiste han, ledsaget af Dr. med. Caspar Bartholin til Karlsbad. I Ruppin blev han saa syg, at han kun tænkte paa at komme hjem og de i sin families skjød, hvorfor han reiste til Rostock for der at søge skibsleilighed til Norge. Han kom til denne by 23de August 1615 og døde der den paafølgende midnat, kun lidt over 22 aar gammel. Naar det fortælles, at Iver Pederssøn døde som student, da er dette urigtigt; han havde overhovedet neppe nogensinde studeret i Rostock.
25. Pag. XXXIII seqv.
26. Smlgn. ovenfor, pag. XLII og LIII.
27. Smlgn. ovenfor, pag. LXXII, note 1.
28. Povel Huitfeldt døde 1592.
29. Smlgn. ovenfor, pag. XLI sqv.
30. Landgreve Vilhelm af Hessen havde forskjellige gange anmodet Tyge Brahe om at skaffe ham nogle rensdyr, (rangifer, eller urigtig rix eller orix, om hvilke der i Tyskland var udbredt meget overdrevne forestillinger), og denne henvendte sig igjen til Axel Gyldenstjerne. Omsider lykkedes det efter megen korrespondanse og sagen at faa fat paa 5 elsdyr, af hvilke 2 brugtes til Uranienborg; men da disse dyr naaede saa langt, var landgreven død, og Tyge Brahe skrev i den anledning til hans søn, landgreve Maurits, om ikke han vilde have dem, og lod dem afgaa. Dette sidste brev er dateret Uranienborg 22 December 1596. Tychonis Brahe Epistolæ astronomicæ (Uranienborg, 1596), s. 195, 200, 204, 210, 214, 306. Smlgn. Tychonis Brahei vita, authore Petro Gassendo (ed. 2da, Hagæ-Comitum 1655, s. 119 og 125, hvor den samme beretning om Axel Gyldenstjerne er omtalt. Hos Gassendus staar der i denne anledning en ganske mærkelig notits om skiløbning, at der i Norge var folk, qui par altas & nive coopertas rupes levigatis asseribus ad pedum plantas subligatis, ea velocitate currunt, ut etiam cervos assequuntur. Kilden herfor er en meddelelse fra Axel Gyldenstjerne til Tyge Brahe (Epist. astr., s. 214). Smlgn. ogsaa Danske magasin, II, s. 280.
31. Samlede skrifter af Peder Claussøn Friis, udg. af Dr. Gustav Storm, p. LXI.
32. Dr. Holger Rørdam, Klavs Christoffersen Lyskanders levned, s. 191. Smlgn. den samme forfatters Monumenta historiæ Danicæ, II, 222.