Biskop Jens Nilssøns liv og virksomhed 1538–1600/8

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
◄  VII.
IX.  ►
VIII.

Der indtraf i Oslo i de sidste tiaar af det 16de aarhundrede ikke mange begivenheder, der fremkaldte nogen større afveksling i det daglige livs ensformighed. Af og til høres der dog om større offentlige festligheder, i hvilke ogsaa biskopen tog del, ja, hvortil han for en del selv gav stødet. Dette gjælder saaledes den for hin tid muligens enestaaende festligholdelse af en kongelig begravelsesdag ogsaa i en norsk by, og herom er der heldigvis bevaret nogle, om end faa oplysninger, der kunne vise, hvorledes dermed gik til.

Da Frederik II. var død paa Antvorskov 4de April 1588, kom Oslo skoles rektor, Jakob Jakobssøn Volf, paa den tanke, at han i den anledning kunde give sine disciple en fremstilling af kongens levnet pro exercitationis styli argumento. Da biskopen blev underrettet derom, opfordrede han rektor til at udarbeide den paatænkte fremstilling til en formelig festtale, og det ikke alene for disciplene, men saaledes at ogsaa andre kunde faa høre den; biskopen foreslog ham at holde talen paa Oslo skole i en forsamling paa den samme dag, da den afdøde konges lig skulde føres til sit sidste hvilested i Roskilde domkirke. Dette gav anledning til, at der virkelig blev holdt en festlighed paa den nævnte dag, og da rektorens tale gjorde lykke, besluttede han sig til at udgive den i trykken.

Talen blev derefter trykt i Rostock samme aar hos Stephan Möllmann med titelen: Cenotaphivm Illustrissimo Principi ac Domino, Domino Frederico II. Danorum et Norvegianorum Regi &c. scriptum & die 5. Junij, Anno 88. quo tempore eius funeri Roschildiæ iusta fiebant, in Gymnasio Asloensi recitatum à Jacobo Jacobæo Volfio. Talen er dediceret til Reuerendo et clarissimo viro eruditione, virtute et dignitate præstanti M. Ioanni Nicolai diœcesium Asloensis et Hammarensis Superintendenti vigilantissimo, socero obseruandissimo, og indledes med et forord, der indeholder oplysninger om, hvad der har foranlediget dens tilblivelse saavelsom dens udgivelse i trykken. Indholdet er hovedsagelig en kort fremstilling af Frederik II.s liv, hvorunder bl. a. nævnes hans norske hylding i 1548, og en skildring af hans personlighed. Taleren dvæler med tilfredshed ved Norges lykkelige stilling under Frederik II., og skjønt han selv var født dansk, have dog disse hans ord sin betydning derved, at de holdtes for en forsamling af Nordmænd. Han siger her: Sed hic præterire non possum, quin tuam ò Norvegia felicitatem tibi in memoriam reuocem, tuam felicitatem, quæ iam regibus Danis pares. Audiuimus ex viris fide dignis et multa ætate prouectis, numquam res Norvagicas in tranquilliori statu, atque sub Danis regibus fuisse, atgue hæc se ex maiorum relatu habere affirmarunt. Hoc verisimile, imò verum esse historiæ testantur: assiduè enim tam motibus intestinis quàm externis incursionibus tumultas auditi sunt, antequam Margareta regis Haquini nostri vidua post obitum patris sui Valdemari III. Daniæ sceptrum adepta, Noruegiam Danice imperio adiunxit, ex quo tempore Noruegia Danice quasi hereditate adiecta floruit, nullis bellis intestinis, nullis factionibus auditis, nullis hostium copijs visis, præter eas quas proximo Suecico bello vidimus.

Quid quæso beatius tibi contingere potest? quam tanta pace sub tam pacifico principe frui? Quamvis fortè acerbum tibi fuit propriæ manu ædes cum multa supellectili incensas deflagrare, ne latibula hostium arci Agershusiensi expugnandæ idonea fierent: tamen hanc acerbitatem lenit et mitigat tam diuturna pax 18 annorum, quo tempore nulla tributa tibi regia clementia imperauit, nulla dedisti, sed tanquam Dominus in tua possessione sedisti. Tanta clementia et benignitate serenissimus Rex detrimentum tuum in bello factum resarcire voluit: imò non modò non tributa exegit, sed sua insuper liberalitate te affecit, te priuilegijs pro tuis postulatis sæpius impertiuit et alijs benignitatis nominibus tuæ necessitati subuenit et profuit.

I 1589 blev der i Oslo holdt et kongeligt bryllup, der bragte et ellers ukjendt liv i den lille norske kjøbstad. Jens Nilssøn kom derved personlig i berøring med en af sin tids fremmede fyrster og modtog af ham ved samme leilighed synlige tegn paa hans agtelse. Dette bryllup kan saaledes ikke forbigaaes i en skildring af hans levnet, uagtet det ikke havde nogen større betydning for hans egen paafølgende virksomhed.

Kristian IV.s søster, prinsesse Anna, var bestemt til den skotske konge Jakob VI.s brud. I August 1589 var ægteskabskontrakten undertegnet i Danmark, hvorhen der i dette øiemed var kommet en skotsk gesandt, og 1ste September afreiste den unge prinsesse tilsøs for at naa sit nye hjemland. Men seiladsen hindredes af voldsomme storme, og endnu 1ste Oktober var man ikke kommen længere end til Flekkerø, hvor de tre medlemmer af det danske rigsraad, der ledsagede prinsessen, bestemte sig for at vende tilbage til Kjøbenhavn med hende. Paa tilskyndelse af en ny gesandt, der kom over fra Skotland, drog prinsessen nu til Oslo, medens flaaden gik til Kjøbenhavn, hvor den ankom 12te Oktober.[1] Prinsessen selv fik flere anmodninger om at reise overland til Danmark, men kom først dertil som dronning af Skotland. Thi imidlertid havde kong Jakob selv forladt sit rige og var dragen over til Norge for der at holde sit bryllup uden videre forhaling, og saaledes kom dette til at staa i Oslo. Han kom 3die November til Flekkerø og reiste efter et ophold i denne havn med sine skibe til Langesund, videre til Sandehered og Tønsberg, samt overland til Oslo, hvor han ankom den 19de. Bryllupet stod den 23de November, og den 22de December reiste det nygifte kongepar fra Oslo overland gjennem Baahuslen, Sverige og Halland til Kjøbenhavn.[2]

Det var festlige dage i Oslo, medens de fyrstelige personer opholdt sig der, og Jens Nilssøn var stadig med, naar der var noget paafærde. Da prinsessen, „frøken“, som hun efter tidens skik kaldtes, kom til Oslo, var han saaledes tilstede ved hendes høitidelige indtog; den 5te November spiste han paa indbydelse til aften hos hende, og den 9de prædikede han for prinsessen med hendes hof og øvrige ledsagere, hvorpaa han spiste middag ved hendes taffel. Den 11te fik biskopen meddelelse om, at prinsessen den følgende dag vilde komme i Halvardskirken og høre hans prædiken, hvorfor der maatte indrettes en stol til hende. Prinsessen kom ogsaa den 12te i kirken med hele sit følge, og biskopen prædikede da over brevet til de Efeser, 2. kap. 8. vers.

Ogsaa ved kong Jakobs ankomst til Oslo 19de November var biskopen tilstede. Det heder i den gamle beretning om disse festligheder, at da kongen kom til det sted, hvor biskopen stod med kannikerne, „da stod han stille, og bispen gik frem og gav hannem paa det ydmygeligste haand og havde en liden latine oration til hannem, udi hvilken han ønskede H. Maj. til lykke Og H. Kgl. Maj. tog sin hat af og straks satte den paa igjen og gav nøie agt paa, hvad bispen talede, og der orationen var endt, tog H. M. hatten atter af og gav bispen haand, takkendes hannem ærbødigen.“

Da det „fyrstelige beylager“ stod den 23de November „udi Kristen Mules gaard, i den store sal, med saadan herlighed, som paa den tid og sted var evne til“, var ogsaa Jens Nilssøn tilstede. Vielsen forrettedes af den skotske hofprædikant, David Lindsay, sogneprest i Leith, som ogsaa holdt den egentlige bryllupsprædiken paa Fransk. Da kongen forlod salen, hvor Vielsen forrettedes, heder det, at „bispen saluterede H. Kgl. Maj. paa Latin og ønskede hannem lykke i sit ny begyndte ægteskab og et lyksaligt regimente. Hvortil H. Maj. svarede: Hoc scio te ex corde precari. Det er: Jeg ved, at I ønsker det af hjertet. Og hans kansler, som stod derhos, sagde: Certe ex corde precatur, det er: visserligen ønsker han det af hjertet. Da svarede H. Maj. og sagde: Hoc lubens accipio, det er: det er mig kjært.“

To dage senere spiste David Lindsay med to skotske herremænd og dronningens hofprædikant, mag. Johan Serringius, til middag hos biskopen. Under 27de November heder det i den gamle beretning: „Den 27de November haver hofmesterinderne ladet den skotske kansler anmode ved bispen, m. Jens om en intercession for en skotsk herremand, som havde været med der den greve blev ihjelslagen udi Skotland, som hørte kongen nær til, hos H. Maj. Hvorfor og kansleren med greven og de andre adelige personer, desligeste hofmester og begge hofmesterinderne med fruer og jomfruer ginge hen i bispegaarden til kongen og fik paa deres begjæring en naadig audiens, saa at den skotske herremand fik fred igjen“.

Senere modtog biskopen flere synlige beviser paa den tilfredshed, kongen nærede med hans optræden. Saaledes heder det: „Den 16de December sendte H. M. 2 forgyldte sølvfade til bispen med hans egen tjenere, en meget vel klædt karl, kunde ikke Latine, talede ei heller Skotsk med bispen, men alene ved en tolk sagde: Kongen lod sige Eder en god dag; her er noget, som han sender Eder til foræring, bedendes I det vilde tage tiltakke. For hvilket bispen og kansleren H. Kgl. Maj. paa det ydmygeligste betakkede med devot lykønske paa H. Maj. foretagne reise etc. — — Den 19de December sendte H. Maj. hofprædiker m. David Lyndesius ved sin søn m. David Lyndesio juniore et stykke guld, paa hvilket stod Hans Maj. effigies eller efterlignelse, og angav, at bispen mundeligen skulde takke H. Maj. for foræringen. Samme dag kom Guilielmus Schou og bad bispen op til kongen, og der bispen blev indviet paa kongens kammer, var H. Maj. ikke selv derinde; thi han sad i dronningens gemak og legede med hende; dette skede ved 2 slet. Men henved 3 slet kom H. Maj. ind i hans eget gemak med nogle herremænd og talede 12 time med bispen Om H. Maj. reise fra Skotland og hid og ellers havde anden almindelig diskurs. Og der bispen paa det allerydmygeligste takkede H. Maj. for hans kongelige liberalitet imod hannem, svarede H. Maj. det at være en ringe foræring; derefter drak H. Maj. bispen til med et kredens fuld af vin, og der han havde ladet iskjænke paa ny, tog H. Maj. selv kredensen og antvordede bispen det. Det Guilielmus berettede, H. Maj. aldrig at have gjort ved nogen.“

Dette var kong Jakobs afskedsgave til Jens Nilssøn. Tre dage senere forlod det kongelige brudepar Oslo og drog overland til Danmark, hvorfra de i det paafølgende foraar kom til Skotland. Af hvad der berettes om den maade, hvorpaa den skotske konge, der selv var en efter tidens forhold lærd mand, behandlede Jens Nilssøn, viser det sig, at han har udmærket ham og sat pris paa at have truffet en mand af hans lærdom. I den gamle beretning, hvoraf der ovenfor er anført flere brudstykker, lægges der øiensynlig megen vægt paa Jens Nilssøns personlighed; han er en af dem, som i den træde mest frem. Saafremt beretningen, som det er antaget, har den unge dronnings hofprædikant, Andreas Serringius, til sin forfatter, er det jo noksaa rimeligt, at han med særlig omhu har dvælet ved alt, som angik bispen, og navnlig naar han saa, at denne behandledes med udmærkelse af kongeparret.

Efter kong Jakobs og dronning Annas afreise blev det atter stille i Oslo, indtil der om vaaren 1591 kom et nyt fyrsteligt besøg, der bragte liv og afveksling. Denne gang var det den unge kong Kristian IV., som for første gang i sin regjeringstid besøgte Norge for at modtage stændernes hylding. Kongen, der ledsagedes af kansleren, Nils Kaas, og to andre rigsraader, Peder Munk og Kristofer Valkendorf, reiste 25de Mai fra Kjøbenhavn[3] og var i god tid paa Akershus, til at hyldingen kunde foregaa paa den allerede i begyndelsen af aaret fastsatte dag, 8de Juni.[4] Som sædvanligt, var der til hyldingen paa den saakaldte Hovedtange nedenfor Akershus Slot opført en stor, med rødt tøi betrukken forhøining. Midt paa denne var kongens throne anbragt. Derhos var der paa nordsiden opført en anden tribune, hvorfra kvinderne kunde se hyldingen. Kongen red, omgiven af et talrigt følge, ned fra slottet til Hovedtangen. Alle de norske biskoper havde indfundet sig, Hans Mogenssøn fra Throndhjem, Anders Foss fra Bergen, Jørgen Erikssøn fra Stavanger og Jens Nilssøn fra Oslo. Ogsaa den høit bedagede Frants Berg havde givet møde ved hyldingen.[5]

Nils Kaas holdt en tale, hvorefter han forelæste formularen for den ed, som aflagdes af alle tilstedeværende, først af adelen, saa af lagmændene, geistligheden, borgerskabet og sidst af bønderne, mellem hvilke Thelemarkingerne, der mødte med buer og pile, særlig fremhæves.[6] Ved hyldingen var der ogsaa nogle russiske gesandter tilstede, der bl. a. skulde aftale et nyt grænsemøde. Efterat den høitidelige handling var afsluttet, blev hyldingstribunen given til pris for folket, som rev den ned og plyndrede den for det tøi, hvormed den var betrukken. Kongen blev bagefter endnu nogle dage paa Akershus og tiltraadte derefter tilbagereisen til Danmark.

I den tid, hvori Jens Nilssøn efter denne hylding vedblev at staa som biskop i Oslo, har han endnu mindst een gang seet kong Kristian IV. i Norge. Kongen aflagde nemlig i slutningen af Mai 1597 et kort besøg paa Akershus.[7] Derhos er det muligt, at Jens Nilssøn atter kan have seet ham i 1598, idet kongen i dette aar var i Tønsberg i Juli og maaske da kan have udstrakt sin reise ogsaa til Akershus. Herom vides dog intet.[8]


  1. Kr. Erslev, Rigsraadets og stændermødernes historie, s. 36 flg.
  2. En udførlig beskrivelse af prinsesse Annas og kong Jakobs reise, af bryllupet og reisen til Danmark og videre til Skotland er trykt i Norske Samlinger, I, s. 450–512. Smlgn. N. Slange, Kristian den fjerdes historie, s. 29. Enkelte oplysninger om nedreisen til Danmark findes derhos i Historisk tidsskrift, II, 4, s. 20l flg. De nedenfor ordret gjengivne afsnit ere tagne af den førstnævnte beskrivelse.
  3. I Tyge Brahes meteorologiske dagbog, s. 178, heder det under 25de Mai 1591: Naves regis Hafnia solutæ Helsingoram Norvegiam versus venerunt vesperi, og under 26de Mai: Naves regiæ stationem apud Helsingoram relinquentes cum principe Ch. Norvegiam versus perrexerunt. Den tidligere almindelige angivelse, hvorefter kongen skulde være kommen til Norge den 25de, støtter sig til et sted hos N. Slange, s. 47, men kan efter dette ikke være rigtig; den 25de nævnes hos Kr. Erslev, Rigsraadets og stændermødernes historie, s. 44.
  4. Kr. Erslev, anf. st. — Kongen maa allerede være kommen til Akershus senest 5te Juni Norsk historisk tidsskrift, III, s. 504.
  5. Hyldingen beskrives udførlig i Halvardi Gunarii Aerostichis, trykt i Rostock 1606 og paa ny udgiven af A. E. Eriksen (Kristiania 1870). Anders Foss nævnes i dette digt mellem de tilstedeværende. Sandsynligvis er han kommen i kongens følge fra Danmark, hvor han 24de Mai var paa Uranienborg hos sin ven Tyge Brahe. Smlgn. Tyge Brahes meteorologiske dagbog, s. 178. Af denne dagbog sees, at Anders Foss oftere har aflagt saadanne besøg paa Uranienborg. 8de Mai 1592 var hans hustru der med to døtre (s. 195). Selv var han paa Uranienborg 25 Juni—14 Juli 1595 (s. 236 flg.) og kom igjen 8 Septbr. (s. 239). 12te Mai 1596 kom han paa ny til Tyge Brahe med kone og datter et licentiato quodam medico Henrico nomine (s. 249). Ligeledes var han der i Juli og August samme aar (s. 253). Smlgn. Dr. H. Rørdam, Monumenta historie Danicæ, II, s. 552 og 556.
  6. Halvard Gunnarssøns skildring af disse „Tylemarchici“ har stor interesse som et af de yderst faa bidrag, vi have til kundskaben om livet i de norske bygder i det 16de aarhundrede. Han skildrer deres udseende og klædedragt, omtaler deres tidligere vildskab, men siger, at denne nu var afløst af omgjængelighed og gjæstfrihed; det nævnes ogsaa, at Thelemarkingerne havde udmærket sig under den nordiske Syvaarskrig, hvorom der ellers ikke haves nogen efterretning fra andre kilder. Den hele skildring synes at være naturtro og at skrive sig fra to mand, der personlig har havt anledning til at lære Thelemarkens befolkning at kjende i deres hjem. Maaske har Halvard Gunnarssøn fulgt Jens Nilssøn paa en af hans visitatsreiser til denne landsdel. I ethvert fald danner den del af Aerostichis, i hvilken Thelemarkingerne omtales, et værdifuldt tillæg til de oplysninger, som Jens Nilssøn selv meddeler i Elegidion, og hvoraf der i det følgende vil blive trykt et uddrag.
  7. Norsk historisk tidsskrift, III, s. 504 flg.
  8. Dette Kristian IV.s besøg i Tønsberg 1598 er ikke medtaget i den fortegnelse over hans norske reiser, der er meddelt i Norsk historisk tidsskrift, s. 502 flg. Det nævnes af Jens Møller, Beskrivelse over Tønsberg,V, s. 62 flg. Kongen var i Tønsberg 25 Juli ledsaget af sin broder, hertug Ulrik, sin svoger, markgreve August af Brandenburg, Sigvard Grubbe, Henning Gøye, Mogens Gøye, Hans Bülow, Peder Basse, Joakim Bülow, Iver Fris, Berge Trolle, Herluf Daa, Baltzar Fuchs, Erik Urne, Rudolf Vietumber, Henning van Waldenfels og hofprædikanten, Anders Bentssøn Dalin.