Biskop Jens Nilssøns liv og virksomhed 1538–1600/10

Yngvar Nielsen

Biskop Jens Nilssøns liv og virksomhed 1538–1600

Utgitt av Yngvar Nielsen, A. W. Brøgger, 1885 (s. lxxviii-c).

Jens Nilssøn var ikke alene paa grund af sin stilling, men ogsaa gjennem sin mangeartede literære virksomhed selvskreven til at være sjælen i det lille lærde samfund, der i hans tid levede i og omkring Oslo. Lyschander har givet ham en hædrende omtale i følgende ord:^[1] „Joannes Nicolai, Episcopus Asloensis in Norvegia, artium liberalium magister, in secularibus disciplinis excellenter doctus et in sacris literis summa cum lande et fructu versatus, ingenio dives, consiliis promptus et veterum lectione insignis“. Dette er store ord; men det kan være, at de have været vel beføiede. I ethvert fald er Jens Nilssøn, ved siden af Halvard Gunnarssøn, saagodtsom enestaaende mellem det 16de aarhundredes Nordmænd, idet han, foruden at efterlade sig haandskrevne arbeider, ogsaa i en temmelig stor udstrækning er optraadt som forfatter af trykte skrifter, af hvilke muligvis ikke engang alle ere bevarede til vor tid. Da nu alle Jens Nilssøns skrifter ere store sjeldenheder, vil der her foruden opregningen af deres titler ogsaa passende kunne leveres et uddrag, som kan give en nærmere forestilling om deres indhold og om hans egenskaber som forfatter. Derved følges den kronologiske rækkefølge for deres udgivelse.

1. De portentoso cometa, qvi anno MDLXXVII. apparuit, terrifico magna ex parte sidere, et non leuiter piato, vt loquitur Plinius. Carmen Johannes Nicolai diœcesium Asloiensis et Hammarensis in Noruuegia superintendentis. Rostochii. Impressit Stephanus Myliander. Anno MDLXXVII. [8 pagg. 4^to].

Skriftet begynder med følgende bemærkning: Conspectvs avtem et obseruatus primum est hic cometa Asloiæ in Noruegia, anno M.D.LXXVII decimo die Nouembris, inter quartam at quintam post occasum solis. Digtets indhold er først en skildring af kometen, saaledes som den viste sig paa himmelen, og dernæst en betragtning over, hvad det er, som den nu skal varsle om. Forfatteren finder i tidernes slethed en tilstrækkelig grund til, at der kan ventes en straffedom; hans samtid bryder sig jo ikke om Herrens truende advarsler:

{{{2}}}

Digtet maa have vakt opsigt og have fundet afsætning, forsaavidt man kan slutte noget deraf, at det allerede i det følgende aar udkom i et nyt oplag. Dette har følgende titel:

De portentoso cometa, qvi anno præterito apparvit, terrifico etc. Carmen Iohannis Nicolai Asloiensis. Hafniæ. Impressit Andreas Gutterwitz. Anno 1578. [8 pagg. 4^to]. Andet oplag er udstyret med et raat træsnit: Schema coeli, positum exhibens siderum, ad tempus conivnctionis solis et lvnæ in scorpio, quod cometam grandem et horribili specie produxit, mense Nouembri, anno etc. 1577. Den komet, som er beskrevet, og hvis sandsynlige frygtelige følger nærmere omhandles i Jens Nilssøns digt, var ved sin tilsynekomst gjenstand for en ganske overordentlig opmærksomhed. Tyge Brahe har saaledes ofret den en meget udførlig omtale og har de cometa anni 1577 sammenskrevet en afhandling, der paa tryk indtager over 2O0 tæt– og fintrykte kvartsider.^[2] Jens Nilssøn havde i Oslo iagttaget kometen 10de November, medens Tyge Brahe først opdagede den tre dage senere; dog, siger han, non defuere, qui 10. die Nouembris hanc eandem crinitam se conspexisse asseverarent, præsertim ex iis, qui Oceanum Noruagicum noctibus antecedentibus navigantes sereniore aura usi fuerant.^[3] Foruden Tyge Brahe er der endnu en mangfoldighed af tyske forfattere, der have offentliggjort sine iagttagelser og bemærkninger over kometen af 1577, saaledes at der om denne findes en hel literatur.

2. Elegidion in obitvm filiolæ svæ Catharinæ, qvæ mortalitatem explevit, ad coelites migrans pridie Nonas Augustas, anno Christi redemptoris MDLXXXI. Scriptum a Johanna Nicolai diœcesium Asloiensis et Hammarensis in Noruegia superintendente. Rostochii. Typis Stephani Myliandri. [48 pagg. 4^to].

Dette digt er af alle Jens Nilssøns trykte arbeider det interessanteste, saavel gjennem de oplysninger, som deri meddeles om hans forhold, og gjennem de vink, det giver til en klar opfatning af hans forfatterpersonlighed, som gjennem sit indhold i almindelighed. Det er dediceret til forfatterens ven, hr. Rasmus Hjort (Erasmus Cervinus), provst i Tønsberg og indledes med en til ham stilet fortale, der er dateret Oslo 13de December 1581. I denne gjør Jens Nilssøn nærmere rede for de forhold, der havde bevæget ham til at skrive dette digt,^[4] hvorledes han i August s. a. paa hjemveien fra sin visitatsreise i Sigdal, Numedalen og Thelemarken paa Sande prestegaard modtog det uventede budskab om, at hans 3¹⁄2 aar gamle datter Catharina var afgaaen ved døden, og hvorledes sorgen virkede paa hans sind. Han havde den gang ventet at træffe Rasmus Hjort paa Sande prestegaard, hvorhen han havde sat ham stevne; idet han nu søgte trøst over sit store tab dulci Musarum commercio saecisque exerciciis, havde han successiuis horis sammenskrevet dette sørgedigt og dediceret det til sin gamle lærer og overordnede ved skolen.^[5] Han erkjender, at det stof, han har valgt til sit digt, kan være pertenue, ligesaa stylus exilis ac rudis, carmen nec arte satis nec industria formatam aut acri iudicio firmatum elaboratumque, og at det maaske havde været bedre, om han havde fulgt Horats’s regel: Omne carmen reprendite, quod non multa dies et multa litura coërcuit, og: Perfectum decies non castigauit ad unguem. Men hvor meget der end kunde indvendes mod hans digt, havde han dog villet dedicere det til Rasmus Hjort; det maatte nu vise sig, at naar han mindedes sin i Christo hensovede datters kjærlighed og deres gjensidige venskabsforhold, saa var han ingen utaknemlig: nec prorsus à bonarum artium atque poëtices studis abhorrere, quæ une à multis, præsertim à naturis distortis ac monstrosis, hoc peruerso seculo, proh dolor, fastidiuntur. Han haabede imidlertid paa overbærenhed fra sagkyndige og bad, at de, hvor de fandt mangler, for en del vilde søge skylden i hans stadige arbeide og sysselsættelse, quibus animus variè distractus implicatur et à quibus hæc ardua ac difficilis functio nunquàm solet esse immunis. Hos Rasmus Hjort var han derimod sikker paa at finde en god modtagelse for disse elegier: Constat enimte non modo fælici fæcundoque ingenio, acri iudicio, insigni facundia, disciplinamm omnium scientia, ac linguarum peritia, ita eximiè præditum atque ornatum esse, vt laudere inter insigniter doctos non postremam habeas: verumetiam Musica harmonia vel numerosa oratione affici delactarique plurimum, in eaque excolenda singularem industriam et præclara studia posuisse. Id quod ingenij tui fætus, et egregia, quæ domi supprimis monumenta, facilè testantur, quæ vt in lucem aliquando prodeant opto, et tom vtilis fæcundusque labor, eorum scriptis ac laboribus adnumeretur, qui et suum honestum nomen posteritati consacrârunt et aliorum famam ab interitu vindicârunt, de quibus præclarè Lucanus in hunc modum cecinit:

O sacer et magnus vatum labor, omnia fato
Eripis, ac donas populis mortalibus æuum.

For øvrigt taler han i hædrende ordelag om sin svogers singulari modestia ac incredibili morum suavitate vitæque innocentia pariter ac in officio diligentia. Fortalen ender med hilsener og ønsker om velgaaende.

Derefter begynder digtet:

{{{2}}}

Derpaa fortsættes med en udvikling af, hvorledes det af sorgen tyngede sind ikke er skikket til at sysselsætte sig med digtning, og derefter skulde heller ikke forfatteren nu selv være den rette mand for en saadan opgave. Imidlertid vil han ikke trække sig tilbage, men i et digt søge at skildre faderhjertets følelser ved tabet af den elskede datter. Saa vil han først beskrive alt, hvad dermed staar i forbindelse, og gjøre begyndelsen med sin reise i Thelemarken, hvor han skildrer naturen omkring Tinnsjøen og Vestfjorddalen og Tinndølernes liv:

{{{2}}}

{{{2}}}

Han beder om Guds velsignelse, om hans beskyttelse paa reisen og om, at Herren atter vil lade ham mødes frisk og rask med sine i hjemmet efterladte kjære. Men neppe har han sluttet sin bøn, før han gribes af en ængstelse og frygt, som han forgjæves søger at forjage ved at hengive sig til officiis colloquiisque piis; intet nytter, og ikke engang om natten finder han hvile:

{{{2}}}

Saaledes reiser han over fjeldene og følger den rette vei til hjemmet, idet han under sin reise besøger presterne,

{{{2}}}

Paa denne maade betegnes sognepresten paa Eker, hr. Laurits Kristoferssøn (Laurentius Christophori), om hvem det videre heder:

{{{2}}}

Underveis træffes ogsaa presten paa Sande, hr. Povel Nilssøn, der efter den maade, hvorpaa han omtales i digtet, maa have været biskopens broder:

{{{2}}}

{{{2}}}

I umiddelbar fortsættelse af dette følger derpaa en beskrivelse af egnen ved Sande kirke og prestegaard:

{{{2}}}

Han spørger da disse om, hvorledes det staar til i hans hjem, og navnlig vil han (lacrymis obortis) vide, om hans hustru er i live. Grunden, hvorfor han netop med hensyn til hende er saa ængstelig, angives ikke i digtet, men er let at forstaa; han havde forladt Oslo ti dage efter, at hun var nedkommen med sønnen Evert. De to kolleger, der kom fra Oslo, vare Halvard Gunnarssøn og Claus Berg (Niclaus Bergius). Halvard Gunnarssøn svarede, at alt stod vel til i hans hjem. I anledning af deres ankomst til Sande indflettes der nu i digtet en længere beskrivelse af dem og af Claus Bergs fader, den gamle, ottiaarige biskop. Denne har sin interesse som et bidrag til de tre mænds karakteristik:

{{{2}}}

{{{2}}}

Her afbrydes der pludselig i skildringen af den ærværdige gamle biskop, og forfatteren gjenoptager i stedet sin fortælling om, hvad der hændte ved hans ankomst til Sande prestegaard. Hans to kolleger vare komne derhen tilsøs; nu fortalte han dem selv om sin farefulde reise og spurgte gjentagne gange med taarer,

Vt valeat proles nostra tenella doni.

De berolige ham imidlertid med sine forsikringer, og aftenen gaar med uskyldig munterhed. Men glæden varer kun kort; endnu samme aften overfaldes Jens Nilssøn paa ny af sin gamle ængstelse, og da den næste morgen bryder frem, faar han budskabet om sin lille datters død, der kommer overvældende for ham. Saa følger der en skildring af det hensovede barn:

{{{2}}}

{{{2}}}

Tidligere har han mistet fire andre børn, og nu er da ogsaa Catharina vandret efter.

Derpaa følger digtets hovedafsnit, en lang skildring af de følelser og tanker, der vækkes hos forfatteren ved dødsbudskabet, en skildring, der har sit værd og sin interesse. Det er et fuldstændigt digterapparat, laant fra den klassiske oldtid, gjennem hvilket der bryder frem stærke glimt af en sand og levende kristentro. Saaledes heder det:

{{{2}}}

Digtet ender med følgende vers:

{{{2}}}

{{{2}}}

Dermed ender digtet. Det er velklingende vers, hvori forfatteren har skildret sine varme følelser og sin tro, ligesom sine indtryk af den norske natur og af sit samliv med gode venner. Hvorvidt digtet er blevet paaagtet i samtiden, vides ikke; sikkert synes at være, at det ikke nød den samme ære som forfatterens forudgaaende arbeide, at blive optrykt paa ny og det allerede aaret efter sin første udgivelse. Men for efterslægten har Elegidion et ganske andet værd end de spaadomme om kometens truende følger, hvormed Jens Nilssøn var optraadt i 1577.

3. ΕΠΙΔΕΙΓΜΑ sev Specimen commentationis meditationisque Sacrarum Literarum, in gratiam tyronum Gymnasij Asloënsis, explicatione primi capitis geneseos Exhibitum A Iohanne Nicolai, Asloensis et Hammarensis Diæcesium in Noruegia Superintendente. Rostochii. Typis Stephani Myliandri Anno Gratiæ M.D.LXXXIII. [52 pag. in 4^to].

Bogen er dediceret til Reuerendo et clarissimo viro, pietate, doctrina, dignitate et humanitate singulari, cæterisque virtutibus præcellenti, DN. M. FRANCISCO BERGIO, APVD ASLOENSES ANTIstiti et Canonico Ripensi longe dignissimo, suo socero, amico ac domino summa semper obseruantia colendo. Til ham er da ogsaa fortalen stilet. Den er dateret Oslo 4de April 1583 og begynder saaledes: „Quanquam recens hic et acerbus animi dolor ac luctus incredibilis ex obitu charissimis coniugis meæ susceptus, et negociorum quibus inuoluor fluctus ac labyrinthi meis honestis conatibus impedimentum inijcunt, venerando senex, ita vt quibus ego verbis vel pares. T. P. gratias agere, vel mei consilij rationem, quam in hac editiuncula secutus sum, rectè explicare possim, non inueniam: Quia tamen et occasio postulat et res ipsa, vt pro tuis beneficijs, quæ latissime patent, et in me quoque profecta sunt plurima, gratæ mentis specimen aliquod exhibeam: committere non possum quin cum honorifica tuæ dignitatis et laudis mentione, intentionis meæ propositique rationem hìc quàm breuissimè patefaciam. Cum exploratè compertum haberem, quantopere referret, non modò seipsum pia meditatione et tractatione doctrinæ cælestis exercere, et ad studium benè in his terris viuendi exuscitare: verùm etiam alios, præcipuè verò iuuentutem, quæ optima pars est generis humani et Ecclesiæ flos ac seminarium, ad præclara pietatis et laudandarum artium studia capessenda, vitamque laudabiliter instituendam cohortari: totum illud tempus, quod mihi à laboribus visitationis et multis alijs occupationibus quas ingerit hæc functio, vacuum fuit, Musarum exercitijs et sacris lectionibus impendere cœpi: vt me meosque auditores ad hæc ipsa pietatis ac humanitatis studia excitarem. Cumque diligenter mecum reputarem, quænam illius κεμηλίου preciosissimi, quod Deus immensa misericordia et inexhausta bonitate Eccleciæ suæ contribuit, et in quô essentiam suam et voluntatem eidem reuelauit, præcipua pars esset, breuiter totam pietatis doctrinam ceu Aphorismis quibusdam complectens: animaduerti primum Mosi volumen, et præsertim tria primo in eo capita, præcipua oracula continere, ad quæ, velut fundamentum et scopum seu metam, tota reliqua Scriptura, et omnes omnium piorum Ecclesiæ Doctorum lucubrationes, quibus illa suis euoluta sensibus illustratur, directæ sunt: eandem sacræ Canonicæ Scripturæ partem rudioribus pro mea tenuitate expositam tradere constitui, eamque ob causam in primum saltem caput enarrationem hanc qualemcunque conscripsi. Et quamuis cùm eam meditarer, non erat mihi animus: vt hæc tam vilis inchoata atque imperfecta commentatio seu abortio potius, præcipitatâ editione publicaretur, præsertim cum infirmitalis ingenij et virium mearum imbecillitatis ipsemet optimè mihi sim conscius, et extare non ignorem Lutheri, Chytræi et aliorum doctissimorum virorum lucubrationes in hunc ipsum textum quem suscepi, conscriptas: tamen euulgandam, tuoque nemini inscribendam esse duxi, cum ut eorum qui literarium hoc Gymnasium in hac mea patria vrbe frequentantes in studijs sese exercent, aliorumque amicorum petitioni et expectationi satisfacerem: tum verò præcipuè, vt tuum erga me paternum amorem cum liberalitate quadam satis prolixa et ampla coniunctum, meamque in te vicissim obseruantiam hisce qualibuscunque laborum mearum primitijs publicè testarer: et qui aliàs arcto affinitatis vinculo tibi adstrictus obligatusque sum, nunc hac ratione tibi multò deuinctior ac commendatur forem. Quocirca te reuerenter et submissè rogo, vt cùm non minus eruditionis, candoris et humanitatis singularis, omniumque aliarum virtutum amplitudine, quàm dignitate et autoritate, addo etiam, veneranda canicie, eximiè decoratus sis, hoc qualecunque literarium munusculum et hanc animi mei piam et gratam significationem benigno vultu, quo aliorum conatus honestos approbare soles, accipere et æqui bonique consulere digneris. Id si feceris, non parum mihi fiduciæ addes, suspectum negotium, Deo propicio et adiuuante, ad metam vsque perducendi. Quod si verò cuiquam in hac re ingenij mei vires minus consuluisse videbor, ab eo peramanter et obnixé peto, vt non vires, sed voluntatem meam æstimet et conatum, qui suum etiam in rebus arduis, modò sit honestus, apud omnes probos laudem meretur et inuenit.“ Derefter følger det ovenfor (pag. XXXXIX) aftrykte stykke, der gaar henimod fortalens slutning; denne ender med en hilsen til svigerfaderen og hans familie, samt med nogle bemærkninger om, at den er skreven 1182 aar efter den dag, da kirkefaderen Ambrosius ex hac ærumnosa vita ad cœlites migrauit.

Efter fortalen følger det brev, som hr. Rasmus Hjort i 1583 skrev til Jens Nilssøn, og som er aftrykt ovenfor, pag. L seqv. Derpaa begynder selve bogen:

ARGVMENTVM PRI-

mi capitis Geneseos.

DEVS sex dierum spacio per verbum condidit cœlum, terram ac creaturas omnes, quibus hominum ad imaginem suam formatum præfecit, vt iis vteretur ac dominaretur.

OECONOMIA SEV DISPO

sitio I. Cap.

Distinguitur hoc caput in	Locos 4. præcipuos, quorum	1.	est de	Deo, deque S. S. Trinitatis mysterio.
		2.		Creatione Mundi & rerum omnium.
		3.		Imagine Dei, ad quam in initio conditus est homo.
		4.		Prouidentia.
	Et versus 31. quorum	10.	generalis fit mentio creationis cœli & terræ
		2.		Terra & abysso.
		3.		Luce.
		6.		Firmamento siue cœlo.
		10.		Apellationibus terræ & maris.
		14.		Luminaribus, nempe Sole, Luna, deque stellis.
		21.		Piscibus & volatilibus.
		24.		Iumentis seu bestijs terræ.
		26.		Formatione hominis.
		29.		Vigenerandi homini duiunitus insita, deque eius dominio in reliquas sibi subiectas creaturas.
		30 & 31		Prouidentia Dei de victu.

Videre fortsættes med expositio textus, vers for vers. Under gjennemgaaelsen af Guds gjerninger paa skabelsens anden dag kommer forfatteren ind paa omtalen af himmellegemerne, af hvilke de vigtigste omtales, og fortsætter derefter: „Deinde etiam terra lustranda est, quæ distinguitur in Regiones, Principatus, Ducatus, Comitatus et Prouincias, cuiusmodi sunt, Germania, Dania, Noruegia, Suecia, Italia, Gallia, Anglia, Scotia, Hollandia, Brabantia, Saxonia, etc. Et ciuitates, vt sunt, Roma, Lutecia, Basilea, Colonia, Antuerpia, Louanium, Rostochium, Hamburgum, Lubeca, Hafnia, Lunda, Asloia, Nidarosia, etc. In quibus visuntur aquæ, Stagna, Fontes, Thermæ et fluuij, vt Albis, Borysthenes, Danubius, Rhenus, Vernouius, Moenus, Mosa Belgicæ et Mosa flu[u]ius Norvegiæ in prouincia Hedemarchiana, Rhodanus, Visurgis et alij“. I umiddelbar fortsættelse heraf opregnes forskjellige fiske, træer, urter, kornsorter, metaller, stene, pattedyr, krybdyr og fugle. I anledning af Guds gjerninger paa skabelsens fjerde dag kommer forfatteren ind paa at omtale astrologien og astronomien, hvilken han ofrer flere sider. Bogen afsluttes med et ΣΤΙΧΙΔΙΟΝ vsvm primi capitis et doctrinas præcipuas complectens og Vsvs secvndi capitis, hvilke tilsammen optage 7 Sider. Om skriftet kan for øvrigt henvises til de bemærkninger, som derom ere meddelte i det foregaaende, pag. XXIII seqv. Af en paategning paa det exemplar af bogen, der tilhører det store kgl. bibliothek i Kjøbenhavn, sees, at dette i 1595 af forfatteren er skjænket til en, ikke nærmere betegnet mand.

4. Idyllion de cordis hvmani pressvra et anxietate, quà misera piorum in hac præsenti vita conditio συμβολικῶς exprimitur, Scriptum à Iohanne Nicolai Asloenssi et Hammarensis Diœceseon Superintendente. Rostochii. Excudebat Stephanus Myliander. Anno MDXIVC. [8 blade in 4^to].

Paa bagsiden af titelbladet læses: D. AVGVSTINVS. Psal. xxxix. Nemo sibi promittat, qvod evangelivm non promittit. Non nobis promittvnt scriptvræ nostræ in hoc seculo nisi tribvlationes, pressvras, angvstias. Ad ista nos præcipve paremus ne imparati deficiamus. Paa andet blad findes paa første side et raat træsnit, der fremstiller et brændende hjerte, som er lagt i en presse; over og under hjertet læses: I. N. A. – M.D.LXXXV, og rundt omkring: Omnis spes in virtvte locanda. Under træsnittet staar dette distichon:

Hostilis mundi subigit pressura pium COR
Quod micat, et summi flagrat amore DEI.

Paa den anden side at samme blad følger derefter tilegnelsen: HVMANISSIMO VIRO DOctrina pariter et virtutibus eximiè decorato, DN. IACOBO IACOBI, Scholæ Asloensis in Noruegia Rectori fidelissimo, suo genere et amico charissimo. I. N. A. Umiddelbart efter følger digtet, der fremstiller de forskjellige farer og fristelser, som møde i verden, og imod hvilke der alene er trøst hos Gud. Det er skrevet i den tid, da biskopen var forlovet med Anne Glad, men er først trykt efter deres bryllup og formodentlig kommet til Norge i den første del af sommeren 1586. Begyndelsen lyder saaledes:

{{{2}}}

Længere nede i digtet taler forfatteren ogsaa om sig selv:

{{{2}}}

Længere nede følger det ovenfor pag. LIV seqv. gjengivne stykke Om Anne Glad, og med dette ender digtets hovedafsnit. Derefter følger endnu et kort stykke med overskrift: Aduersus calumniam ὑπερασπιστὴς I. N. A. Dette er det sidste afsnit. Bogen afsluttes med det ovenfor pag. LV seqv. aftrykte bryllupsdigt af Jacobus Albinus. I det exemplar af bogen, som findes i Hielmstiernes samling (no. 1233) paa det store kongelige bibliothek i Kjøbenhavn, er der endnu tilskrevet et Epigramma in doctissimum clarissimi viri M. Halvardi super chronica Philippi compendium, carmine elegiaco redditum. Forfatteren er en Olaus Nicolai. Dette exemplar er af Jens Nilssøn selv skjænket til Jacobus Albinus, i hvilken anledning biskopen paa titelbladet har skrevet: Egregie docto ac probo viro Jacobo Olao Albino scholæ Vangicæ in Hedmarchia Rectorj fidelissimo suo amico charissimo dono misit honoris ergò. I N. A. die 18 Junij A^o D. 1586. Denne mand var rektor ved skolen i Vang og omtales ovenfor pag. LV. 5.

5. En Bøn daglige at bede, imod Synden oc Guds Vredis Straff, oc i allehonde Nød oc Fare. I. N. A. Prentet i Kiøbenhaffn, Aff Matz Wingaard, 1588.

Paa titelbladets bagside læses: Ps. 50. Kulde paa mig i din Nød. Jeg vil frelse dig, oc du skall prise mig.

Den hele bog er paa 4 blade, af hvilke titelbladet er det ene; bønnen selv er trykt paa 5 sider, saaledes at bogens sidste side er ren. Bønnen lyder saaledes:

O HERRE ALsommectigste Naadefulde oc Barmhiertige Gud og kiere Himmelske Fader, du som nu retferdelige truer oss met din grumme Vredis Straf oc haarde Plaffuer for vore Synders oc Misgierningers skyld: Wi arme Adams Børn oc elendige Menniske, beder dig ydmygelige, at du for din kiere Søns IEsu CHristi vor HErris skyld, vilt naadeligs forbarme dig offuer oss, oc icke straffe oss effter voris fortieniste. Du haffuer selff sagt, at du icke altid vil trette met Syndere, oc icke vere vred euindelige. Men du vilt vere Taalmodig for dit hellige Naffns æris skyld, oc holde dem deris Synd oc Forseelse til gode, som sig retter oc bedrer imod dig. Paa det at de icke skulle forderffuis oc ødeleggis. Der til forlader wi oss, Thi wi wide, oc giffuer det mact i vore Hierter, At du est Sanddru, Hellig, Mild os God, fuld aff Naade oc Miskundhed, oc at din Vrede varer icke euindelige imod dem, som sig omuender fra sit wgudelige væsen, oc i Troen oc Haabet tilbeder oc paakalder dig, oc foruenter din Faderlige hielp effter dit Ord oc effter dit Løffte oc Tilsauffn. See, wi bekiende vore mangfoldige Synder met Anger oc Ruelse, oc omuender oss til dig aff vort gantske Hierte, met faste oc met suck oc graad. Skiul icke dit Ansigt for oss, Men beuiss oss din Naade, oc forlad oss alle vore Synder, met huilcke wi haffue fortø[r]net dig. Tag icke din Velsignelse oc gode Gaffuer fra oss, Men ver altid neruærendis tilstede hoss oss, met din Guddommelige hielp oc beskermelse, befri oss fra Dieffuelen oc alle vore Fiender oc wuenner, og naadelig bevar oss fra Pestilentz, Hunger oc Dyr tid, Kri, Orloff oc Blodstyrtning, oc alle andre velfortiente Plaffuer, Legemlige oc Aandelige, Forlæ[n] oss met Fred oc Rolighed, oc beholt oss ved dit Guddommelige Ord, oc i den sande rene oc saliggiørendis Lærdoms varhafftige bekiendelse, oc giff oss din Naade der til at wi kunde leffue effter dit Ord, i din sande Fryct, altid tiene dig oc vor Neste, med glade Hierter og en god Samuittighed. Beuar vor naadige Herre oc Konge, Kong Friderich, i din Guddommelige beskyttelse oc beskermelse, med languarendis Sandhed oc karskhed, oc it lycksaligt oc fredsommeligt Regimente. Du vilt see naadelige til hans Naadis høybaarne Førstinde, Dronning Sophia, den vnge Herre, Hertog Christian, oc de andre deris elskelige Børn, oc til Danmarckis oc Norgis Rigers Raad oc menige Adel, at de med all Christelig Øffrighed, oc tro Vndersaatte kunde altid glæde sig aff din Guddommelige beskermelse, hielp oc bistand, Du vilt ocsaa for din godheds skyld, trøste oss allesammen, oc bestyrcke vore Hierter i all Sorg, Angist oc Bedrøffuelse, oc altid vere oss naadig oc miskundelig, Saa skulle wi altid loffue oc tack siunge dig, og fryde oss af din hielp oc vor Saligheds trøst euindelige, AMEN.

Paa det exemplar af skriftet, der findes i det store kgl. bibliothek i Kjøbenhavn (Hielmstiernes samling, no. 1488), er nederst paa titelbladet skrevet: M. Joannes Nicolaj: S: dedit A^o. Aarstallet er ved en senere indbinding bortskaaret. Nederst paa tredie og fjerde blad er skrevet: Anno 1588. den 4 Aprilis døde salig Kong Friderich. .2. Høglofflig ihukommelse. Gud giffue vor vdualde Konge H. Christian den 4. eth lycksaligt languarende och fredsommeligt Regement.

Anno 1588 den. 5. Februarij bleff denne Bøn lest aff predickestolen i Oslo domkircke.

6. En Bøn som bleff læst aff Predicke Stolen i Oslo de tre Almindelige Bede Dage., 17. 18. oc 19. Martij, An. 89. Oc kand brugis i all Nød oc Fare, Besynderlige i Bedrøffuelse, oc Elendigheds Tid, mod Synden oc Guds Vredis Heffn oc straff. I. N. A.

Titelbladet er prydet med et tarveligt træsnit, der fremstiller den korsfæstede Christus, som tilbedes af engle og mennesker, og har paa bagsiden følgende sentenser: Iudith. 9. Humilium & mansuetorum semper Deo placuit deprecatio. – D. Gregorius. Ille Deo veram orationen exhibet, qui semetipsum, quia puluis sit humiliter videt: qui nihil sibi virtutis tribuit, qui bona, quæ agit, esse de misericordia conditoris agnoscit.

Bogen er i det hele paa 4 blade; bønnen er trykt paa det andet og tredie samt paa første side af fjerde blad. Denne lyder saaledes:

O Euige Almectige Gud oc kiære Himmelske Fader. Vi arme Adams Børn bekiende oc aff hiertet fortryde vore Synder oc Misgierninger, met huilcke vi dig fortørnet haffue, oc opuact din grumme vredis heffn oc Straff offuer oss. Men vi haabes til din Hielp oc Trøst i vor sorrig oc bedrøffuelse. Thi wi vide, at du est barmhiertig, taalmodig oc megit miskundelig, Du straffer oc trøster igen, Du opholder dem som falde, oc opløffter alle dem, som ere nedslagne, Du haffuer selff loffuit at du vilt icke altid trætte oc icke vere vred euindelige. Men beuise Barmhiertighed mod dem som bekiende oc fortryde Synden oc søge Naade met grædendes taare. See, wi raabe til dig aff det Dybe i vor store Angist og Nød, Hielp oss for din kiere Søns IEsu CHristi skyld, oc giff din Naade til at wi som ere faldne fra dine Bud oc din Ræt, kunde opstaa igen, oc at wi som haffue faret vild, kunde komme til den rette Vey igen oc vocte oss fra Affguderi, Gerighed, Hoffmodighed, oc all Ondskabs Synd oc Last, som forhindrer os at wi icke kun de effter dit Bud oc din behagelige vilie tiene dig oc vor Næste i Kierlighed, Retfærdighed, oc Sandhed alle vore Liffs Dage. Du est den Høyeste oc Allmectigste, ophøyet offuer alle Himle, oc haffuer din bolig i Euighed, i Høyheden oc i Helligdommen oc i de ydmyge oc Synderknusede Hierter, huilcke du besøger oc Vederqveger. Du est Barmhiertighedz Fader oc all Trøstes GVd. Miskunde oc forbarme dig offuer oss dine elendige Børn oc forlad oss alle vore Synder. Thi dig hør Miskundhed oc Forladelse til, oc Hoss dig er idel Naade oc Gunst oc en offuerflødig igenløselse. Styrck oss i Troen oc i din sande Kundskab, formedelst dit Guddommelige Ord oc Aand, paa det wi effter kummer oc drøffuelse kunde haffue Glæde oc Trøst, oc glemme vor lemmer og Hjertens Sorrig. Giff oss en bestandig oc languarendis Fred oc Rolighed, Oc Naadelige beuar i din Guddommelig Beskyttelse oc Beskermelse vor Naadigste Dronning, Dronning Sophia met vor Vdualde Printz oc Konge H. Christian oc de andre Kongelige Børn. Oc see Naadelige til Rigens Raad oc menige Adel, oc all Christelig Øffrighed. Holt din Fred offuer dem oc oss allesammen, oc beuar oss Naadelige fra Krig oc Orloffs Plager, fra Pestilentz oc dyr Tid, oc alt andet huad oss skadeligt er, oc giff oss hues deel som wi haffue behoff til Liffs oc Siæls Euige Velfærd.

Saa skulle vi glæde oss aff hiertet i dig, O GVD, oc loffue dig, vi som ere dine vdualde oc prise din Godhed til Euig tid. Amen.

Umiddelbart efter, paa samme side, staar: Prentet i Kiøbenhaffn, Aff Mats Vingaardt, Anno 1589.

Paa den nederste del af titelbladet af exemplaret i Hielmstiernes samling (no. 1183) har forfatteren skrevet: Domino Johannj Enarj In Vardall s[uo] veterj amico. I. N. A. S: mitt[it]. De manglende bogstaver ere bortskaarne ved bogens indbinding.

Denne og den umiddelbart foran anførte bøn er alt, hvad der til vor tid er bevaret af saadanne smaaskrifter fra Jens Nilssøns haand. Det er imidlertid sikkert, at der har været flere saadanne precatiunculæ. Nedenfor, s. 293 og paa flere andre steder, omtales der saaledes fire forskjellige, for aarene 1590, 1591, 1592 og 1593, og det synes derfor, som om han i regelen har forfattet og ladet trykke en saadan for hvert aar, ialfald i en længere tid. Men ingen af disse er bevaret og har heller ikke paa mange aar været kjendt. Af hvad der siges s. 308 kan sees, at de tildels have været bestemte til at fæstes paa tavler og saaledes ophænges i kirkerne.

7. Ligpredicken, som wdi Erlig Velbyrdig oc Salig Henrick Brockenhusis Begraffuelse bleff Predicket i Oensø Kircke i Norge den 16. Junij Aar etc. 1588. Aff Jens Nielsøn Superintendent i Oslo oc Hammers Sticter. Apoc: 14. Cap. Salige ere de Døde, som dø i HERren, De huile aff deris Arbeyd, Thi deris Gjerninger følge dem effter. Prentet i Kiøbenhaffn, Aff Mats Vingaard. 1590.

Denne ligprædiken, der er trykt i liden oktav, paa 124 sider, indledes med en længere fortale, der er dateret Oslo Allehelgensdag 1589. Ifølge de i prædikenen meddelte biografiske data var Henrik Brockenhus født paa Elline 1542 og var en søn af Eiler Brockenhus til Elline, der igjen var en søn af Henrik Brockenhus til Søndergaard i Fyen og fru Margrete Bilde, en søster af Nils Bilde til Ravnholt. Den yngre Henrik Brockenhus’s moder var fru Kirstine Eriksdatter, en datter af Erik Erikssøn til Elline. Eiler Brockenhus og fru Kirstine bleve gifte i 1541 og havde indtil hans død i 1547 først sønnen Henrik og videre Erik Brockenhus til Strøm, der døde 16de Februar 1583 og blev begraven i Onsø kirke Palmesøndag 24de Marts næstefter, Peder Brockenhus og fru Margrete Brockenhus. Henrik Brockenhus roses meget for sin „medfødde godhed“. Han var først forlenet med Stavanger len, senere med Bratsberg len, Onsø, Værnekloster „oc andre flere“. I 1566 blev han gift med fru Elisabeth Pedersdatter, en datter af Peder Hanssøn, fordum slotsherre paa Akershus, og havde i dette ægteskab sønnerne Eiler, Nils og Peder, hvilke to sidste døde i sin ungdom, og døtrene Ingjerd, Margrete og Eline, hvilken sidste døde ganske ung. Dette ægteskab varede i ti aar, indtil fru Elisabeth (1576) blev bortkaldt „fra dette Elende til Himmerigis Glæde, oc det euige Liff“. Senere hen blev han for anden gang gift med fru Dorthe Juel, datter af den afdøde Nils Juel til Aaberg; bryllupet stod i Oslo 19de September 1585. I dette ægteskab fødtes først en søn, „som bleff kallet Erick effter sin Salige Farbroder Erick Brockenhus, met huilcke[n] hand nu findis glad hoss Christum, oc alle Guds Vdvalde i Himmerige, formedelst Døden betilige Did henfaren, den 25 Ianuarij, som vaar S. Pouels Omuendelses Dag, i det forgangne Aar 87. Thi hand behagede Gud, oc vaar hannem kier“. Derhos fik Henrik Brockenhus i samme ægteskab en datter, jomfru Sofia Brockenhus.

De oplysninger, der i ligprædikenen efter tidens sædvane meddeles om den afdødes sidste øieblikke, ere nedskrevne af „Hederlig Mand, Herr Rasmus Nielsøn, Predickere oc Scholemester i Skien, som der da vaar tilstede, oc hørde denne Salige Mands herlige Bekendelse, oc Scrifftemaal, oc hannem i sin Sot oc Siugdom, trøstede met Guds ord, oc det Høyuerdige Sacrmente“.^[6] Det heder i disse oplysninger: „Der han i dette næruerendis Aar 1588. paa en Tisdag, den 3O. Aprilis. sidst forleden paa sin Gaard Eded liggendis ved Skiene vaar nu bleffuen siug, oc det fornam om Afftenen som hand skulde legge sig til at soffue, da ydmygede han sig strax, vnder Guds veldige Haand, oc gaff sig til en god Taalmodighed“. Da sygdommen om Thorsdagen forværredes, beredte han sig straks paa døden „oc met en hast lod kalde Hederlig Mand, Her Thomas Andersøn, Religions Prouest der sammesteds, oc forneffnde Her Rasmus til sig“. Fredag 3die Mai kom den syges venner til ham, først Pros Lauritssøn til Nørholm og hans husfrue, fru Kirstine Iversdatter, og senere borgermester og raad fra Skien „oc andre erlige Folk, vdi hues næruerelse hand gladelige oc met tacksigelse annamede IEsu CHRisti Legeme oc Blod“. Lørdag var den syge meget svag og begjærede da af sin frue, „at hans Salige Lijg maatte føris hid til Oensø, og her i hans Sognekircke begraffuis i sin Fæderne Graff“. Siden bad han hende hilse alle hans venner og slægtninge og talede med Pros Lauritssøn, fru Kirstine og borgermester og raad. Sønnen, Eiler Brockenhus, var fraværende. „Dernæst kallede hand sin kiere Daatter, Jomfrw Ingerd Brockenhus til sig, og formanede hende til Guds Fryct, oc til alle gode Dyder, Oc at hun vilde beuise sin kiere Moder lydighed. Han lod oc strax tage sin kiere lille Daatter, Jomfrw Sophia op aff Vuggen, som laa oc soff, hand rørde ved hendis Ansigt met sin Haand, oc vacte hende saa sactelige op. Oc der hun vaagnede, kyste han hende paa sin Mund oc velsignede hende, og sagde: Abrahams, Isaacs os Jacobs Gud den Gud, som er vor Herris Jesu CHristi euige Fader, velsigne dig baade til Liff oc Siæl.“ Videre bestemte han, „huorledis det skulde vere met hans Folck, Fogeder, Scriffuere oc andre som haffde tient hannem trolige, at de skulde vel belenis, huer effter sit kald oc bestilling.“ Senere lod han sin frues „Piger oc Quindfolck, komme for sig, bad dem skicke sig vel, oc vere hende tro i Herrens Fryct.“ Søndag lod han holde prædiken for sig og alle, som vare hos ham, hvorhos der i Skiens kirke blev bedt for ham. Mandag 6te Mai mellem kl. 3 og 4 efterm. afgik han ved døden. Bogens første afdeling ender med følgende ord: „DEtte er nu saa enfoldelige sagt om det første Stycke, som i denne Lijgpredicken bleff fremset, vdi hvilket Erlige, Velbyrdige oc Salige Henrick Brockenhusis Leffnit oc Omgengelse, Christelige Affgang oc Endeligt met anden omstendighed er kaartelig befattet, hues Loff oc Ihukommelse skal altid (som Salomon siger om de Retferdige) bliffue i euig velsignelse. Nu følger her effter en føye forklaring paa denne Dags Euangelium.“ Derpaa følger den anden afdeling, som indeholder den egentlige prædiken.

Denne er den første trykte ligprædiken fra Jens Nilssøns haand, der nu kjendes; det er ikke rimeligt, at han tidligere har ladet trykke noget skrift af denne art. Det synes overhovedet, som om der aldrig har været kjendt mere end tre ligprædikener, som han har udgivet i trykken, og de øvrige prædikener af denne art, som han ved forskjellige leiligheder har holdt, ere saaledes blevne henliggende i haandskrift. Det gjælder bl. a. den ligprædiken, han i 1596 i Skien holdt over Pros Lauritssøn (s. 427). De to andre trykte ligprædikener af Jens Nilssøn ere over Henrik Gyldenstjerne og over Axel Gyldenstjernes frue.

8. En Kaart Vdleggelse oc enfoldig Forklaring paa den anden oc fyrretiuende Dauidis Psalme. Som bleff forhandlit Vdi Erlig Velbyrdig oc Salig Henrik Gyldenstiern til Aagaard hans begraffuelse i Kongelffs Kircke vdi Norge den 14. Maij. Aar 1592. Aff Jens Nielsøn Superintendent offuer Oslo oc Hammers Stigter. Sapient. 3. De Retferdiges Siæle ere i Guds haand, Oc der skal ingen Pine røre ved dem. [102 pagg. 8^vo].

Paa sidste side staar: „Prenntet i Kiøbenhaffn, Aff Matz Wiingaard. Anno M.D.XCIIII.“

Ligprædikenen er dediceret til den afdødes enke, fru Mette Rud til Aagaard, og indledes med en lang fortale, der er dateret Oslo 20de Juli 1592. Derpaa kommer den paa titelbladet angivne text, og saa den sædvanlige beskrivelse af den afdødes levnet. Henrik Gyldenstjerne var født paa Estrup 1ste Januar 1540: „Hans Fader vaar Erlig, Velbyrdig oc salig Knud Gyldenstiern, til Aagaard, som vaar en aff de fornemste vdi Kong Frederich den førstis Raad, oc haffde Religionen vdi befaling oc forstaar offuer alt Fyns Stigt, huilcken hand megit forfremmede, oc der til met lod sig bruge vdi Verdslige Regimentis atskillige Bestillinger, i Danmarck oc her vdi Norge, sin Herre oc Konge til ære ov tieniste, oc disse Land oc Riger til gaffn oc beste.“ ‘ Moderen var fru Jutte Podebusk, datter af Predbjørn Podebusk. I en alder af 8 aar blev Henrik Gyldenstjerne sat i skole, først i Viborg hos magister Kjeld, fordum Superintendent der sammesteds, huor hand vaar paa try Aars tid. Siden til Erlig, Velbyrdig oc Salig Erick Podebusk til Kiørup, Oc vaar hand hoss hannem paa andit Aar.“ Derfra kom han til kongens hof, hvor han tjente som kammerdreng. Efter Kristian III.s død friede han til jomfru Lizebeth Brahe, en datter af Otte Brahe til Knudstrup og søster af Tyge Brahe, og da han var 24 aar, gjorde kongen deres bryllup paa Kjøbenhavns slot. Han levede med denne sin første kone „nogit paa andit Aar“, da hun døde, efterladende en datter, Lizebeth, der siden ægtede Oluf Rosensparre til Skarholt. I syvaarskrigen gjorde han tjeneste paa flaaden som „Lutenant“ under Otte Rud til Møgelkjær. Efter at have været enkemand i endel aar ægtede han dennes datter, jomfru Mette Rud, „som paa den tid vaar hos Høybaarne Førstinde, Dronning Sophie vdi hendis Naadis Jomfru Kammer.“ Bryllupet blev holdt i Kjøbenhavn 1574 af brudens moder, fru Pernille, som da var enke. Den 11te Juni 1576 overtog Henrik Gyldenstjerne Baahus slot og len, hvilket han havde til sin død. I sit andet ægteskab havde han 4 børn, Knud, Pernille, Otte (død 23 Febr. 1579 og begraven i Kongelf kirke) og Jutte. Han modtog 23de Mai 1583 Frederik II. paa Baahus og senere kong Jakob og dronning Anna af Skotland. I 1591 var Henrik Gyldenstjerne tilstede ved Kristian IV.s norske hylding, 8de Juni. Derefter drog han til Kjøbenhavn og kom paa tilbageveien 18de Juli til sin svigersøn og datter paa Landskrone slot. Hos dem blev han liggende syg i henimod ti uger; han annammede der alterens sakrament. Hans hustru, der altsaa har ledsaget ham paa reisen, lod hente lægen, Dr. Jakob Hasebart. Da Henrik Gyldenstjerne derefter blev noget bedre, drog han hjem til Baahus, hvor han kom 27de Oktober. Han vedblev her at være meget daarlig, men skjulte for sin hustru, hvor syg han i grunden var. Han døde Søndag 2den April 1592, mellem kl. 8 og 9 om formiddagen.

Efter denne kortfattede levnetsbeskrivelse følger, efter den sædvanlige brug i saadanne skrifter, den egentlige ligprædiken, der falder i tre „hovedstykker“. I anledning af den i Davids 42de psalme omtalte hjort, der skriger efter fersk vand, gives der i det første af disse en kort skildring af hjortens natur, med de fiender, der efterstræbe den (derimellem „it slags Ederkop, som kaldis Phalangium, huilcken er hannem met sit forgifftige sting icke mindre, end som Menniskene til Liffuet skadelig oc forderffuelig“). Hjorten sammenlignes med den kristne kirke, der ogsaa har „mange oc adskillige slags Fiender, som hende hade oc forfølge.“

9. En PRedicken, Som i Erlige Velbyrdige oc Salige Fru Karine Gyldenstierns Lijgs Begraffuelse bleff forhandlit i Oslo Domkircke i Norge, Quasi modo geniti, Søndag, som vaar den 18. Aprilis, Aar etc. M.D.XCVI. Vdi mange Ædel oc Naffnkundige Folckis oc den gantske Menigheds næruerelse der sammestedtz. Aff Jens Nielsøn Superintendent offuer Oslo oc Hammers Sticter. Psalm. 4. Jeg ligger oc soffuer aldelis med Fred: Thi du HErre hielper mig allene. Prentet i Kiøbenhaffn aff Mats Wingaard. 1596.

Denne ligprædiken er dediceret til den afdøde fru Karines efterladte mand, Axel Gyldenstjerne til Lyngbygaard, statholder i Norge og høvedsmand paa Akershus. Den derpaa følgende indledning er dateret Oslo 14de Mai 1596. Første part af den egentlige ligprædiken indeholder den afdødes levnetsbeskrivelse. Karine Gyldenstjerne var født paa Estrup Søndag 21de April 1542, kl. 7 formiddag og var datter af Knud Gyldenstjerne og fru Jutte Podebusk. Da hun var 7 aar gammel, paa det ottende, blev hun af sin fader, som da var forlenet med Økloster i Jylland, overantvordet til „en aff Kloster Jomfruerne, ved Naffn Jomfru Birgitte Munckes Daatter, hos huilcken hun lærde at læse oc schriffue, endog hun kunde det oc tilforn, saa oc at knytte, kniple, sprange oc andet saadant, som Ungdommen pleyer at tilholdis.“ Da hun havde lært saa meget, som hendes forældre syntes passende, toge de hende til sig. De boede nemlig ikke meget paa Økloster, men for det meste paa sine eiendomme, Aagaard og Vosgaard, samt paa Vestervig, som de havde i forlening sammen med Økloster. I August 1559 blev hun tilsagt Hillebrand Gyldenstjerne til Thim, samtidig med at hendes søster blev tilsagt Holger Tønnessøn til Næs, en broder af Korfits Tønnessøn til Næs. Hillebrand Gyldenstjerne døde 30te November 1563 i Lund og blev begraven i den derværende domkirke, og Kyndelsmisse 1564 døde Holger Tønnessøn i samme by og blev ligeledes begraven i Lunds domkirke. Senere, 14de November 1567 blev jomfru Karen paa Restrup i Jylland tilsagt Axel Gyldenstjerne til Lyngbygaard og gift med ham i 1571. I begyndelsen af 1596 var hun med sin mand i Danmark og kom med ham tilbage til Akershus 29de Februar; hun blev da straks efter saa syg, at hun maatte gaa tilsengs og selv mærkede, at hun ikke havde lang tid igjen at leve. Hun døde ogsaa Mandag 8de Marts s. a., mellem kl. 8 og 9 formiddag.

Derpaa kommer „det Andit Stycke – – –, vdi huilcket mand haffaer at acte disse Tre Lærdomme. Den Første. Om denne timelige Døds Nytte oc gaffn oc Betenckelse. Den Anden. Om Siælens Wdødelighed, oc Legomens Opstandelse. Den Tredie. Om mand maa ynske sig Døden, meget heller end Liffuit i Kaars oc drøffuelsis tid. Saa der hos huilckit monne vere bedre, lenge at leffue, eller oc en stackit tid her paa jorden.“

Jens Nilssøn mener, at døden gjør den nytte, at „der met bortdøer aldelis i dem den oprindelig Synd, oc metfødde Vanart, som ocsaa findis i dem.“ Saa længe mennesket lever, kan det, tiltrods for den ved Christi død erhvervede tilgivelse, ikke blive af med sin syndefuldhed, forinden legemet er nedlagt i graven, medens sjælen da straks kommer i Abrahams skjød. Senere skulle de atter forenes „oc beprydis met megit herligere Vilkaar.“ Menneskets sjæl er aandelig og udødelig og bor dog i det dødelige legeme, ligesom i et mørkt fængsel, hvorhos den ogsaa anfægtes af verden og Satan; ved adskillelsen fra legemet annammes den af Christus. Sjælens udødelighed bevises paa flere maader, ligesom legemets opstandelse. Paa den tredie lærdom finder forfatteren det vanskeligt at give noget bestemt svar; her anføres Theognis, Sofokles og Euripides (Alkestis), filosofen Seusippus og Homer. Den kristne skal være taalmodig og bære det kors, som Herren lægger paa ham.

---

1. Dr. Holger Rørdam, Klavs Christoffersen Lychanders levned, samt hans bog om danske Skribenter, s. 262.
2. Tychonis Brahe opera omnia sive astronomiæ instauratæ progymnasmata (Frankfurterudgaven af 1648), hvoraf den anden del (217 pagg.) handler „de mundi ætherei recentioribus et phœnomenis“.
3. Gassendi vita Tychonie Brahei, p. 43. Danske magasin, II, s. 202.
4. Smlgn. det afsnit af fortalen, der er meddelt i det foregaaende; pag. XLVI, note 1.
5. Smlgn. ovenfor, pag. XV, note 5.
6. Paa samme maade fik Jens Nilssøn, da han i 1595 reiste fra Oslo til Skien for at holde ligprædiken over Pros Lauritssøn og var kommen til Laurdals prestegaard, der en meddelelse fra sognepresten, hr. Thomas Anderssøn, om den afdødes herkomst, liv og levnet, hans sygdom og endeligt, der skulde benyttes i ligprædikenen. Smlgn. nedenfor, s. 424.