Biskop Jens Nilssøns liv og virksomhed 1538–1600/11

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
◄  X.
XII.  ►
XI.

De af Jens Nilssøns skrifter, som han ikke selv udgav i sit levende live, og som derhos for en stor del kun vare beregnede paa hans eget personlige brug, ere i omfang ulige større end hans trykte bøger og have tillige for en del betydelig større umiddelbar interesse for nutiden som kildeskrifter. I denne henseende maa navnlig udhæves de saakaldte visitatsbøger og hans fortegnelse over biskoperne i Hamar. Men ogsaa de øvrige optegnelser, der skyldes Jens Nilssøns ihærdige samlerflid, have sin betydning. Det maa derfor beklages, at meget af, hvad han havde nedskrevet og samlet, er gaaet tabt; det, som nu kjendes, er tilstrækkeligt til at vise, at vi, om alt havde været bevaret, vilde havt et uvurderligt historisk og topografisk stof.

Den del af Jens Nilssøns efterladte utrykte arbeider, der hidtil har været mindst paaagtet, er hans store prædikensamling. Sammen med nogle enkelte ligprædikener, af hvilke de, der skyldes Jens Nilssøn, ere opregnede ovenfor, repræsenterer denne samling hele den norske homiletiske literatur fra det 16de aarhundrede, og den fortjener som saadan en ganske anden opmærksomhed end den, der hidtil er bleven den tildel. Vi begynde derfor ogsaa her gjennemgaaelsen af Jens Nilssøns haandskrevne arbeider netop med dette bind.

1. Manuscr. Thott. 379 4to i det store kgl. bibliothek i Kjøbenhavn indeholder en samling af treti prædikener, som Jens Nilssøn har holdt til forskjellige tider i aarene 1578—1583, ordnede til en aargang, som rigtignok ikke er aldeles fuldstændig. Det ser ud, som om biskopen har samlet forskjellige afskrifter, som han har havt af sine prædikener, og ladet disse indbinde. Ialfald har samlingen 41 aar efter hans død været indbunden i det samme bind, som den fremdeles har. Paa det første blad i bogen, der oprindelig har været rent, er tilføiet titelen: Postilla paa Dansch och Jerusalems beschriffuelse. Ano 1641.“ Ovenover staar: „Tenne bog hør mig A. . N. thil medt rette 1647“ (aarstallet skrevet med en anden haand og med andet blæk end det øvrige) og med en, som det synes, noget yngre haand: „Heren for freme alle di hannem icke forglemer.“ Naar bindet angives at indeholde en „Jerusalems beskrivelse“, maa derved sigtes til den 19de prædiken, der handler om Jerusalems ødelæggelse, maaske ogsaa til den 25de. Bindet, der (foruden det første blad) tæller 619 paginerede blade, indeholder følgende prædikener:

1. In nativitate Christj, anno 1581 in 82. Euangelium Luc. 1. Af denne kan mærkes følgende stykker: (fol. 14, b) „Thi Christus haffuer formedelst sin arme fødtzell, formedelst sin predicken, sin daarlige predicken (som verden holt Christi lerdom icke vden for en stor daarlighed, dog at den er Gudtz euige visdom) och med sin pine och dødt saadant vdrettedt: som icke Salomon medt al sin visdom, icke Samson medt sin styrcke, icke Crassus eller Croesus medt sin rigdom och velde, icke Pompeius, icke Alexander Magnus, icke keyser Julius kunde i nogen maade vdrette“; samt videre (fol. 15, b): „For det femte och sidste ville Christus her medt giffue thilkiende, huadt handt er for en konge, och at hans rige er icke aff thenne verden: men en himmelske och enige och aandelig konge. Thi ellers haffde handt iche ladet sig føde aff en fattig foractelig jomfru, i en asen stoldt, och suøbis i nogle paltrede klude och leggis hen i en krybbe: men handt haffde vell ladet sig fødis aff keyser Augusti daatter heller kong Herodis daatter, i herre hoff och konge saell, der som fruer och jomfruer ridder och suene vancker: hand haffde vell kommet i gyllende vugge, paa duendyner och silcke puder, suøbt udi fløffuell och damask i purpur och bliant och gyldene stycker; och handt haffde ført then statdz all sin liffs thidt, som andre store herrer och førster pleiger at føre.

2. Concio habita Asloiæ die circumcisionis anno 1581.

3. Den nedenfor, s. 588—604 aftrykte prædiken, som Jens Nilssøn holdt i Oslo 28de Januar 1582 ved Anders Huitfeldts bryllup med Margrete Pedersdatter.

4. Concio habita in templo Agger, ciuitati Aslöensi propinquo, die ♄ 2 Februa: nempe ipso die purificationis Mariæ, seu in festo oblationis Christi anno 1583. Efter at have forklaret Oprindelsen til det sidst anførte af festdagens to navne fortsætter forfatteren (fol. 68, a): „I paffuedomet kallede the Mariæ renselsis høigthid, och slemmelige misbrugte thenne fest i mange och adskillige maader, met helligens paakaldelse och anden affgudtz dyrkelse. I det att de thilbad iomfru Marie, och giorde hende thill deris patron, och optende mange lius for hendes billede, och fick barselquinder lius vdi henderne, naar the skulle gaa vdi kircke: och lerde och vnderuiste folcket, at alle quinder effther deris barnefødtzell vaare urene och vederstyggelige for Gudt, emeden och all thend stund the vaare uden kircke, tha skulle the actes och ansees lige som hedninge. Huilcken vaar en vrang och falsk lerdom.

5. Exordium concionis die annunciationis, der optager et blad hvorpaa følger: Euangelium Lucæ 1o die annunciationis Mariæ. Concio habita Asloiæ primum die 22 Martii anno 1578. Deinde repetita (sed locis paulo aliter dispositis) die ♄ 18 Martii Palmeløffuerdag ao 1581. Det heder heri bl. a.: „Men att hand elscher os och haffuer os af hiertet inderlige kier saa som sine kiere brødre som sine lemmer, saa som sit eget kiød och blod, som Bernardus skriffuer merchelige herom och siger: Plane Deus iam nos despicere non potest; frater enim et caro nostra est.

6. Concio habita Asloiæ Dominica Reminiscere d: 19. Feb: 1581. Euangelium de muliere Cananea. Matth: 15.

7. Den Søndag efter Medfaste euangelium Joh: 8. Jøderne, vilde stenet Jesum. Concio habita Asloiæ die 12 Martii ao 1581.

8. In die Paschæ concio habita Asloiæ summo mane die 19. April: ao 1679. Euangelium Marci 16: cap.

9. Dominica Quasi modo geniti conciuncula Asloiæ habita die 10. April: ao 1580. Euangelium Joh: 2O. cap.

10. Den første Søndag effter Paaske. Euangelium Joh: 20. Concio habita Asloiæ 2 die April: anno 1581.

11. Euangelium Joh: 16. Pussillum non videbitis me. Concio habita die 10 Maij in templo cathedrali Asloiæ anno 1579.

12. Concio de cruce habita in ciuitate Schediensi die 31 Julij in visitatione 1579. Locus Tobiæ 13. Det heder i denne Prædiken (fol. 236, a): „Kiere huad orsage er der til al den usselhed, kummer, iammer och elendighed, som vij ere undergiffuen och det megit onde, som vij lider her i verden? Hueden kommer det? Och huo legger os korsit paa? De lerdiste, som haffuer verit blant hedningerne, och huor de end nu findis ij verden best forfaren i boglige konster och verslig philosophie, saadane merchelige vise och forstandige mend som Plato, Aristotiles, Demosthenes, Cicero och andre flere, de haffuer disputerit dybelig och drabelig noch der om och grandgiffuelig randsagit och frittit her efter och laggt vind paa att de kunde faa att vide, huad orsage der monne vere till att saadan en herlig ædel och ypperlig creature, som menischen er, skall vere vndergiffuen saa megen vselhed fram for alle andre creaturer i verden. Och de kunde dog iche komme til den rette forstand herpaa. Den ene haffde een meenig, den anden en anden. Men vij christne“ o. s. v.

13. Vor Herris Jesu Christi himmelferdtz dag. Euangelium Marci 16. Concio habita in templo Agger vrbi Asloënsi vicino in visitatione die 28 Maij ao 1579. Denne visitats i Akers kirke omtales ikke i biskopens fortegnelse over sine visitatser.

14. Concio habitu in die Pentecostes Kongelffuie in prouincia Bahusiensi, cum ibi visitaret M: Joannes Nicolai die Vincentij 22 Maij anno 1580. Af biskopens fortegnelse over sine visitatsreiser (s. 34) sees, at han fra 21de til 27de Mai 1580 var i Kongelf og paa Baahus.

15. Euangelium Johannis 3. Sic Deus dilexit mundum. Concio habita in templo cathedrali die 8. Junij anno 1579. I denne prædiken heder det (fol. 292 a): „Disligeste haffuer vij och exempell i mange tyranner och vgudelige menniskers deris forskreckelige affgang som haffuer fangit en skendelige død aff denne verden, saadan som Saul Nero, Caligula, Judas och andre flere, huilchet er itt vist tegn och itt sunt vidnisbyrd till att Gud hand for ingen deel elsker synden, men handt hader den och straffer den paa thet haardiste.

16. Den første Søndag effther Trinitatis. Euangelium Luc: 16. Om den rige frossere. Concio habita Asloiæ Calendis Junii anno 1578. I denne prædiken anføres (fol. 309, a) i anledning af Lazarus og den rige mand ordsproget: „Cum moritur dives, concurrunt vndique cives. Cum moritur pauper, vix cernitur vnus et alter.“ Videre heder det (fol. 311, b fig.): „Monne den rige mand ochsaa haffue nogle stalbrødre den dag idag er? O, ia visselige mange. Det er neppelig tael paa dem, som gaar smucktt i den rige mandtz fodspoer. Jeg vill icke her nu tale megit om den store offuerflødighed och vskickelighed som findis hoes største parten aff mennisken i verden eblant alle stater, eblant høige och laffue ædel och vædel leg och lerd bønder och borger och prester saa vel som andre hos mand och quinde med deris klede dregt. Det giffuer daglig forfarenhed vel tilkiende och gameIt folck vid megit der om att sige, att det haffuer sig nu langt anderledis end som i fordom tid. Vore forældre vore gudfrøgtige, kierlige, ydmyge, endfoldige gode och fromme, skickelige i deris liff och leffnet, huor lidet gaar vij j deris fodspaar; liden gudfrøgtighed er her nu till, kierlighed er forkøldet ia saa gaat som aldelis bortfrøsen i menniskens hierte, al dggd och fromhed settis bag døren, synd och last haffuer sin fremgang, och haffuer faaitt offuerhand, besynderlig had och affuind, hoffmodighed och gerighed: Huo der nu kand prale mest med sine klæder och guldkæder och føre stor brask och bram, hand hollis for den geffuisste: Hermend gaar nu kled och vstafferet som konger och førster, ia langt ydermere end som konger i fordom tid. Fruer och jomfruer fører større stat end drottninger och førstinder førde paa den tid: borgere holder sig lige ved herremend: bønder ligesom borgere: de fattige baade mender och quinder vil nu holle sig lige vid de rige, saa klæder och smycker de sig offuermaade saa att det er icke vnder att alting er nu dyrt och er kommen i villereigde och slaar i bister maade. Thi faa ere de som vil steffne effther effnen (som mand pleger att sige) och holle sig effter sin vilkor: gerighed, hoffmodighed, drick, daabbel regierer nu veldeligen al verden omkring, gandske faa ere de, som vil betencke de fattige, saa att mand maa vel sige effter det gamble sprock:

Det gaar nu saa til med de arme,
Och ingen vil sig offuer dem forbarme.

17. Paa S. Hans Baptiste dag euangelium Lucæ 1.

18. Den nedenfor, s. 605—616, aftrykte prædiken ved bispeindvielsen i Kjøbenhavn 2den Juli 1580. Smlgn. pag. XLV.

19. Conciuncula Asloiæ recitata die 21. Augusti ao. 1580. Euangelium de surdo & muto Marci. 7. Dominica 12. post Trinitatis.

20. Concio habita Asloiæ die [1]4 Augusti, den thiende Søndag effther Trinitatis, anno 1583. Euangelium Luc. 19. Om Jerusalems forstørring. I denne prædiken meddeles bl. a. en historisk fremstilling af Jerusalems ødelæggelse; ligeledes fortælles der om forskjellige jertegn, som gik forud for denne begivenhed.

21. Concio habita Asloiæ de 10 leprosis die 4 Septem: ao 1580. Dominica 14a post Trinitatis Luc. 17.

22. Paa S: Michels dag. Euangelium Matth. 18. Concio habita Asloiæ die ♃ 29 Septemb: anno 1580. I „den første part“ af denne prædiken beskrives englene, der ligesom menneskene ere skabte af Gud, i hans billede og efter hans lignelse; de have visdom, forstand og fri vilje, ere uskyldige, retfærdige, udødelige, kyske, sanddrue og have andre herlige dyder; de ere levende personer, men kun aandelige, ikke legemlige skabninger, altsaa ikke ligesom menneskene.

23. Euangelium de paralytico sanato Matth: 9. Dominica 19. post Trinitatis. Asloiæ d. 9. Octob. anno 1580.

24. Conciuncula habita Asloiæ in templo cathedralj in festo omnium sanctorum, nempe die ♃ 1o Nouembris. anno 1582. Euangelium Matth. 5.

25. Euangelium de censu dando Cæsarj. Matth. 22. Concio habita Asloiæ die 6 Nouemb: anno 1580.

26. Conciuncula. Euangelium Matth: 9. De hæmorrhousa et primate seu archisynagogo. Dominica 24 post Trinitatis habita in templo Raadensj in prouincia Borresysle die ☿ 16 Nouemb: in visitatione anno 1586. a I. N. A. Smlgn. nedenfor, s. 49.

27. Euangelium Matth: 24 den 25 Søndag effther Trinitatis. Om ødeleggelsens veerstyggelighed. Concio habita in templo cathedrali Asloiæ die 16. Nouemb: ao 1578. I denne prædiken tales bl. a. om jertegn paa himmelen o. lign., om jordskjælv, om misfostre, om at elementerne omskiftes, saa vand vendis om till blod, brød til aske (huilchet och er sked nyligen i disse lande), o. s. v. Ligeledes tales her i en om de tegn, der gik forud for Jerusalems ødelæggelse

28. Breuis sermo factus in templo cathedrali die. 2. Octobris anno 1580. cum sacris initiaretur Nicolaus Joannis Danus qui primus erat cuj M. Joannes Nicolaj commisit sacrum verbi missisterium Asloiæ. Smlgn. ovenfor, pag. XXX seqv.

29. Sermo in templo cathedrali factus die 7 Maij anno 1581. cum sacris initiarentur Hemmingus Joannis Roschildensis Seuerinus Tostani Gulbrandzdalensis Carolus Olai Jemptus.

30. Den anden Søndag i Aduent. Euangelium Luc: .21. Concio habita Asloiæ die Barbaræ 4 Decemb: ao 1580. I denne prædiken fortælles, at solen nu er jorden nærmere, „end som hun var i Ptolemæi tid heden vid 9976 thyske mile om vinteren, naar hun er paa det laffuiste.“ Ligeledes omtales, at der i Seeland 1571 omkom 80 000 mennesker og 150,000 kreaturer og heste.

31. Concio recitata die 18. Decemb: Asloiæ anno 1580. Euangelium Dominica 4o aduentus. Thet er Johannis vidnisbyrd &c. Joh: 1.

32. Paa Christi fødtzels dag. Euangelium Lucæ 2. Concio habita Asloiæ die 25 Decemb: anno 1579.

2. Manuscr. Ny Kgl. Saml. 277, g 8vo i det store kgl. bibliothek i Kjøbenhavn er et lidet samlehefte, skrevet med Jens Nilssøns haand, hvilket i 1870 erhvervedes til bibliotheket paa auktionen efter provst Brasen i Skjelskør. Det har i forrige aarhundrede været benyttet af Langebek, blandt hvis excerpter i det store kgl. bibliothek der findes adskillige afskrifter af de deri forekommende stykker. Paa den indvendige side af bindet har Jens Nilssøn nedskrevet følgende vers:

Amicj mores noueris, non oderis.
Du skalt veel kiende din væns seder oc lader,
Men see dog til at du hannem icke hader.
Saa skal det gaa dig vden tuil ret saare vel.
Oc haand skal giøre dig saa uist det samme skiel.
I. N. A.
In suburbano Vollin die 10 Augustj ao etc. 1598.

Bogen tæller ialt 316 blade. Af disse ere de to første ubeskrevne, hvorefter der kommer følgende redegjørelse for bogens indhold: „Collectanea ex ordinatione regia, et varijs cæremoniarum observationibus in vsum Danicarum ecclesiarum, pro maiori concordia religionis ab ipsis superintendentibus vnanimi consensu correctis ac emendatis in synode Hafniensi anno Domini 1540, die 20 Augusti: et ex decretis synodi Antuorschoënsis, quibus regia ordinatio non modo explicatur, verum etiam crebriori vsu demandatur parochis sine pastoribus a superintendentibus ecclesiarum Daniæ: ibi mandato regio congregatis videlicet a Petro Palladio Sacræ Theologiæ doctore et superintendente Sielandico, Francisco Vormandi episcopo Schaniensi, Johanne Taussøn Ripensi, Georgio Johannis Fionensi, Jacobo Schiøning Viburgensi, Mathia Langio Arhusiensi, vnâ cum viris egregijs et eximijs Johanne Machabæo Olao Chrysostomo et Johanne Andreas Seningio Sacræ Theologiæ doctoribus et professoribus scholæ Hafniensis die 24 Octobris anno Christi 1546. — Item, aff den optegnelse och forklaring, ia den vnderuisning och formaning til prouisterne och sognepresterne vdi Danmarckis rige om nogle besønderlige artickler vdi Kong: Maitz. ordinantz som brøst vdi findis, i det at mange icke vid mackt holdes, tilsammen schreffuit och berammit aff alle superintendenterne der vdi riget, der de vore aff Kong: Maitz: høgmectiges befalning forsamlet vdi Kiøbenhaffn anno 1555 den 12 Maij.

Et ex ijs quæ in synode Lundensi promulgata sunt, de vniformitate cæremoniarum servanda in omnibus ecclesijs ex mandato regiæ maiestatitis anno 1568. die 20 Julij.

Ex ijs item quæ in conventu episcopi et 12 præpositorum in Fionia, nuper statuta sunt anno 1592. 18 Maij.

Bogen indeholder følgende stykker:

1. In synod: Haff: ao 1540. 20 Augusti, præfatio ad lectorem. Af disse bestemmelser fra bispemødet i Kjøbenhavn den 10de August 1540, der ere trykte hos Dr. H. Fr. Rørdam, Danske kirkelove 1536—1683, I, s.153 flg., meddeles kun fortalen (s. 151—153).

2. Decretorum syn: Antuorschoensis præfatio.

3. Ex synod: Lundens: præfatio.

4. En kort extract aff ordinantzen, met hindis forklaring, som bleff prentet y Kiøbenhaffn paa ny igien aar MD.LXX. Til dette uddrag er der igjen knyttet stykker af forskjellige synodalbeslutninger, deriblandt ogsaa fra Bergen under Anders Foss. Uddraget gaar til s. 136, hvor det afbrydes, idet her er indtaget Jens Nilssøns ovenfor (pag. XLIV) omtalte skrivelse til Povel Madssøn med dennes svar, der gaar til s. 160. Der findes af denne skrivelse en afskrift i Ny kgl. samling 4to, no. 1550 i det store kgl. bibliothek i Kjøbenhavn, hvoraf der igjen er taget en afskrift for kildeskriftfondets regning, som opbevares i dettes samlinger (no. 274). Skrivelsen er tidligere trykt i Nyeste samling af det kgl. norske videnskabers selskabs skrifter, I, s. 61—68. Den lyder saaledes:

Responsio D. Doctoris Pauli Mathiæ Sialandicæ dioecesis (sic) episcopi ad interregatiunculas ei consulationis ergo propositas Hafniæ die . . Junij anno 1580. A Iohanne Nicolai Asloënsis et Hammarensis dioecesium superintendente.

Haffuer proffuisterne vdi Oslo oc Hammers stigter beklagitt, huilckit ieg oc sielff haffuer forfarit, at vdi forne stigter findis en stor wenighed vdi cæremonier och kiercke skick, saa att der holdis neppelige den skick i den ene kiercke som i den anden: Thi at en part aff kierckethiennerne, haffuer hertil effterfylgit, huad dennem siuntis selff ret och gott at vere, en anden part, effterfølge denn skick som de haffue seett andenstedts, somme effterfølge psalmebøgerne och nogle gamble haandbøger som nu vel motte huile sig, oc i den sted bruge disse nye handbøger eller alterbøger vdi huilcke alting (Gud ske loff) ere bedre berammit och befallit, end i de gamble. Paa dett siste ville[1] och nogle, som och ret er, effterfølge ordinantzen. Herforvden maa vell skee findis end ochsaa de som blander disse stycker tilsammen, tagendis nogit aff huert och giøre sig selff en skick aff. Effterdi saadan venlighed findis, haffuer prouisterne saadant effter haanden optegnit, efftersom dennem och vor befalit, at de skulle aluorligen giffue acht paa saadant, aff den aarsage at mange forstandige och forfarne folck, vide sig ber om megit at beklage, och sige, at dett gaar uligelige til med sang og lectzer, och anden kiercke skick, effter som dette register indeholder och vduisser, vdi huilckit enddog der findis nogit som ikke kommer kiercke tieniste vid, er det alligeuel set her i en god mening, och foruenter herhos schrifftlige svar paa samme stycker efter leigligheden.

J. N.
Nogle artickle religionen andrørendis om huis brøst, som findis i Oslo oc Hammers stigthter.
I.

Om tienniste pen de thre Christi hoffuit heygtider mat sang oc lectzer, enten paa Latine eller Danske, med prefatz eller vden præfatz. Noch med offer, enthen før predicken effter ordinantzen, eller och effter, som M. Nielsen gradual formelder, huorledis dermed skel holdis.

Responsum.

Almindelig holdis tieniste paa Latine de thræ fester, effter ordinantzen. Præfationem interdum excludit temporis breuitas. Oblationes fiant à concione, quando ecclesia est collecta &c. quod etiam observatur Hafniæ.

II.

Om Christmesse paa Jule morgen, skal holdis almindelig och huad euangelium enthen det samme mand haffuer til høymesse eller og det Johan: 1. In principi0 &c.

R.

Christ messe er aldelis afflagt, for megen vskickelighed skyld, och holdis ikon høymesse, men huor almuen kand komme til kiercken, der predickis ocsaa til afften sang. Ligesaa om Poske dag och Pintze dag.

III.

Om barn at døbe enthen ante introitum eller Haleluia er siunget effter den vis som skier Hafniæ.

R.

Effterdi Kong: Maitz: breff er vdgangen, at mand skulle holde sig effter de cærenonier i Kiøbenhaffn, da er det got at doben skier, effter Alleluin nisi necessitas fortè aliud postulauerit.

IV.

Om huor flere børn ere paa en tid at døbe end it, och om mand skel bliffue vid alterbogen, och huerckenn tilsette eller fratage der nogit, och om kors och skarmeslag offuer børnene i denn exorcismo. Jeg besuer dig du vrenne aand etc.

R.

Verba exorcismi simpliciter recitantur foruden ald skermerslag. Quomodo autem agendum sit, cum pluribue simul baptizandis, et si qui fortè domi sint baptizati, habetur in novo manuali.

V.
Item om den der døber, skal icke sielff holde barnit, den tid hand døber det, thi en part lader quinden som ber dett til doben, holde det, men de øsser paa.
R.

Her hos oss holder en aff quinderne barnit offuer funten, ministro tantum aquam aspergente.

VI.

Huorledis mand skal handle med de skiøger, som begiere at ville ledis i kiercke, effter deris barnefødtzel: och disligiste med jomfru krenckere och obenbare skiørleffnere.

R.

Skiøger och løsse quinder skal mand icke lede i kiercke, vt sit discrimen inter honestas personas et inhonestas, quod semper observatum fuit, virginum viciatorea et scortatores, vtile est publice absolui, vt cæteri timorem habeant.

VII.

Item effterdi ordinantzen formelder at mand skal altid ende catechismi explicationem effter den form i Luth: paruo catechismo. Da spørgis, om mand skal da explicere symb: apostolicum, och finere hinde effter de 3. hoffuit parter, træ gange, eller explicere en artickel huer Søndag, indtil enden, och huorledis mand skal da finere huer artickel.

R.

Symboli articulos præstat sigillatim explicare.

VIII.

Om vore bede dage, som almindelige holdis ante assensionem (sic) Domini och huad text til huer dag, thi somme tage her och der text, effter deris egit hoffuit.

R.

Consultum videtnr, textum eligi ab episcopo, qui præsenti tempori maxime videtur accommodus.

IX.

Om lius skal tendis paa alterit, naar mand haffuer icke communicantes, och om der skal ikon eniste tho lius tendis och icke flere.

R.

Duas candelas incendi satis est, etiam quando non sunt communicantes.

X.

Item. Naar mand kand icke faa vin och ablether tilkiøbs (som der er føer skiet) huor mand da skal bero sig att, med tiennisten, enten i kiercken eller hos de siuge.

R.
Hîc nihil leviter aut temere est mutandum, sed magis danda opera, vt ædiles, aut quorum hoc interest, ecclesiæ semper de vino prospiciant.
XI.

Item om menigheden skal paamindis at staa op i kircken saa vel naar de tho siste vers i troen siungis, som naar det første siungis?

R.

Det er best, de staa op, men alle try vers siungis, fordi naar de ligger ned, da tier de gierne och siunge intid.

XII.

Om det skal giøris fornøden behoff, at presten skal vere tilstede hiemme i husit, huor folck troloffuis tilsammen, och huorledis der med skel holdis.

R.

Possunt quidem sponsalia fieri, non præsente ministro verbi, sed qvatenus rata sint habenda, cognoscetur, Deo volente, ex libello, qui paratur de casibus matrimonialibus.

XIII.

At mand kunde bekomme en vise form, effter huilcken mand kand lede quinder i kircke, sommestedtz kommer mand dennem til at falde paa kne, vdi kirckedøren, sommestedtz leder mand dennem ind met lius och sommestedtz anderledis, saa den ene holder icke som den anden.

R.

Formam introducendi mulieres facilè præscribit episcopus. Nunquam autem hîc quod sciam, in genus procumbunt. Fit autem introductio absque candelis, quas in jam papæ remissimus.

XIV.

Om det maa tilstedis nogen prest, at tage flere for sig att skriffte, end en och en tillige.

R.

Generalis absolutio omninò est abroganda, et sigillatim singuli examinandi et absolvendi, propter causas admodum necessarias, quas nemo non, opinor, facilè intelligit.

XV.

Om det matte bliffue tilstedt, at holde synodum prouiucialem engang om aarit offuer begge stigterne, som presterne holder den her i Danmark, thi sommestedtz i forne stigter, haffuer de den holdit och endnu holder, och sommeetedtz icke.

R.
Vtile esset, si primò generalis, deinde provincialis, synodus institueretur, semel in anno, circa feetnm Johannia. Sed abusus diligenter est cavendus, quem potissimum perit nimius luxus, celebretur igitur synodus provincialis, iuxta formam à pulledio P. M. præscriptam.
XVI.

Item Eders gode raad, huorledis mand motte afflegge de lange maaltider i bryllup och giestebud, och den vskickelighed som dermed følger, och de vgudelige giestebudtz minde med Gud Faders skaal at dricke, Gud Søns och den Hellig Aands. At mand kunde faa en bedre skick derpaa, som icke var saa megit groff.

R.

Si ea mala non possunt emendari, neque episcopi et pastorum admonitionibus, neque præsidis authoritate, necesse fuerit ad regem confugere.

XVII.

Om det er tilbørligt oc maa tilstedis, at presterne skal flytte aff it gield oc til it andit, vden saa er, at de kommer til nogen høyre kald och embede, end at vere sogneprest paa landtzbygden.

R.

Hujusmodi cambium, liceat enim rem obsoletam, obsoleto notare vocabulo, omnino non debet concedi, nisi præsidis et episcopi consilio idque propter singularem aliquam necessitatem, quam ipsi pro sua prudentia cognoscent.

XVIII.

Naar nogen sogneprest døer och affgaar, som troligen och vel haffuer staait sit kald for och bygt och forbedrit prestegaarden, at hans effterleffuendis hustru kunde bequemmeligen bliffue forsørgit, imidlertid, der hun endnu haffer sit muldaar eller annum gratiæ, huis det saa kunde bliffue beskickit, at ingen skulle bekomme sognemendenis eller aldmuens kaldtzbreff, førend hindis mulaar er ude, det er mange høygelig begierendis. Thi ellers skal mange fattige encker med sine smaa børn lide stor trang och nød som tilforen skeett er, icke foruden stor ynckelighed oc jammerlig klagemaal.

R.

Si vidua est juuencula, aut filia forte nubilis, honestus famæ credo pium esse et Deo gratum officium, si huiusmodi cura habeatur, post mortem pastoris, ita tamen ut etiam ecclesiæ, cujus potior est habenda ratio, utili et commodo ministro prospiciatur. Interim cauendum ne res eô deveniat, ut parochiæ videantur hæreditariæ.

Derefter fortsættes igjen med uddragene af ordinansen, afvekslende med uddrag af synodalbeslutninger og af recessen. Blandt det øvrige kan her mærkes en afskrift af kong Haakon V.s retterbod om landløbere af 29de Mai 1303 (Norges gamle love, III, s. 58). Fremdeles regler for det fyenske prestekabs aarlige sammenkomster og et brev fra Dr. Peder Vinstrup til Jens Nilssøn, saalydende:

Literæ D: Doctoris Petri Vinstrupii, de electione pastorum juxta ordinationem ad superintend: scriptæ ex mandato Regiæ Majestatis ao 1597. die .27. Nouembris.

Reuerendo et clarissimo viro eruditione, pietate et prudentia præstanti Dno. M. Iohanni Nicolai, episcopo diæceseos Asloensis vigilantiss: amico et fratri in Christo dilecto.

S. P. Reverende et doctiss: Domine Episcope, amice et frater dilecte, innotuit Serenissimæ Regia Maiestati, vsu passim venisse, in omnibus fere diœcesibus horum regnorum Majestatis ipsius imperio subjectorum pastores sæpenumero filios suos, qvos aliqvandò in studiis aluêre, vel, si filiis destituantur, adolescentes alios, ob spem futuri inter illos et filias suas conjugii, in societatem laborum suorum adsciscere, et in comministros, nulla vrgente necessitate, eligere. Id autem vt facilius obtineant, valetudinem afflictam vel senium, quibus sibi ademptam vim vigoremque corporis queruntur, qvo minus officio suo amplius ritè perfungi qveant, prætendunt Hinc sapenumerò fit, vt jure veluti hæreditario et continua successione á parentibus in filios, vel ipsorum generos, functiones ecclesiasticæ devoluantur, atque ius illud eligendi pastores, parochianis in ordinatione ecclesiastica indultum, nescio qvibus mediis, pastores aucupentur: magis suum ipsorum commodum, qvàm Dei gloriam, aut gregis sibi commissi salutem spectantes. Qvapropter Majestas ipsius Regia in comitiis jampridem celebratis, piè et prudenter, re eum præcipuis regni senatoribus deliberata, sancivit, et mihi, præsente reverendo episcopo Schaniensi H. Magno Matthiæ, in mandatis coram dedit: vt Maiestatis ipsius hac de re districtam voluntatem et maturum decretum omnibus superintendentibus, literis hisce significarem, et injungerem: vt postmodùm in sua qvisque diœcesi, hanc pastorum consuetudinem cum ordinatione pugnantem (quam prorsus sublatam abrogatamque velit) pro virili impediant. Verùm si pastor aliqvis ægritudine aut senio pressus confectusque fuerit, adeò, vt officio ecclesiastico par esse neqveat, sed alterius opera in perficiendo sacro ministerio vti necesse habeat: a loci superintendente (penes sua solum in posterum potestas erit, doctum et honestum symmystam pastori emerito adjungere) petat, qvi ejus, in sacrorum administratione vicem suppleat: Ita tamen, vt non ex filiis pastorum, sed aliqvem alium, qvem maximè idoneum superintendens noverit, eligat: ne amplius ius eligendi et vocandi pastores, invitis vel corruptis parochianis, illicitè ad se transferant. Evocato veró per mortem pastore, tunc tandem liberum erit ecclesiæ orbatæ incolis, pro arbitratu, juxta ordinationem, dirigente et confirmanto vocationem provinciæ præposito, alium pastorem eligere; sine pastori defuncto necessitudinis vinculo conjunctus fuerit, siue non. Hæc sunt qvæ breviter tuæ H. significare volui, nihil de tua vigilantia dubitans, qvin summâ fide et diligentiâ, hoc Serenissimi Regis nostri mandatum sis exeqvaturus. Bené et feliciter vale in Christo Iesu, officiosè à me meisque, vnâ cum dilecta tua conjuge liberis et tota ecclesia domestica, salutatus. Hafniæ 26. Nouemb[r]is. Anno 1597.

T. A. & F.
Petrus Iohannes (sic)
Winstrupius
S. S.

Efter dette brev følger der i haandskriftet en Tractatus in qvo breviter indicatur quo modo Superintendens cum varijs suæ diœceseos ordinibus agat, et suum officium ad gloriam Dei et Ecclesiæ ædificationem faciat. Af denne afhandling er tidligere det første afsnit trykt i Ny kirkehistoriske samlinger, I, s. 350 flg. efter en nyere afskrift af originalen. Dertil er der i et senere bind af samme verk (VI, s. 131, note 1) føiet en fortegnelse over nogle feil i det første aftryk, da originalen i mellemtiden var kommen for en dag og i enkelte punkter viste sig at afvige noget fra den først benyttede afskrift. Samtidig blev ogsaa den del af afhandlingen, som ikke tidligere var trykt, udgiven i de nævnte samlinger (VI, s. 130—139). Dette aftryk afviger imidlertid noget fra originalen, forsaavidt som begyndelsen, saadan som den er meddelt i Ny kirkehist. saml., ikke forefindes i denne sidste. Denne gaar nemlig fra stykket cum nobilibus umiddelbart over til det følgende, cum præpositis. Efter hvad der paa sidst anførte sted meddeles af udgiveren, Dr. Holger Rørdam, er dette indholdsrige stykke „uden tvivl den anvisning, som D. Peder Palladius medgav mester Jørgen Mortensen Boringholm, da han 1558 tiltraadte embedet som superintendent i Vendelbo stift, og hvori han meddelte en fortræffelig veiledning med hensyn til hele hans fremtidige embedsvirksomhed. Stykket kan til en vis grad siges at være et udtog af Palladius’s visitatsbog; men det har dog selvstændig interesse. Navnlig godtgjør det den store betydning, Peder Palladius har havt for gjennemførelse af en ret evangelisk kirkeorden, ikke blot i Sjælands stift, men i hele riget. Vi have nemlig bevis for, at han paa lignende maade har instrueret flere af de andre superintendenter, og da navnlig broderen Nils Palladius i Lund, ikke at tale om den indflydelse, han ad anden vei udøvede paa hele kirkestyrelsen“.[2] Senere meddeler udgiveren, at den første del af afhandlingen indeholder kronologiske momenter, der godtgjøre, „at anvisningen fra først af er forfattet mellem aarene 1550 og 1554, og ventelig 1552, da Nils Palladius blev biskop i Lund“.

Det lille bind afsluttes med en afskrift af et kongebrev af 7 Oktober 1597 „om presternis kald“.

Samlingen er istandbragt efter 1592 — smlgn. udtrykket: nuper statuta sunt anno 1592. 18 Maij — og har maaske fundet sin afslutning i 1598. Den skriver sig altsaa fra Jens Nilssøns senere leveaar, hvad ogsaa haandskriften synes at vise. Ligeledes er den i sit udstyr aldeles overensstemmende med et andet lidet samlebind, der ogsaa med sikkerhed lader sig henføre til biskopens sidste leveaar; smlgn. nedenfor, under 9, pag. CXXI.

Efter den her meddelte redegjørelse for indholdet af dette lille haandskrift vende vi os til det omfangsrigeste og mest bekjendte af samtlige de haandskrevne arbeider, der skyldes Jens Nilssøns initiativ og ere knyttede til hans navn, nemlig de saakaldte visitatsbøger. Disse bestaa af flere særskilte haandskrifter, som her først ville blive beskrevne hvert for sig.

3. Manuscr. 354, 4to i det kgl. norske videnskabers-selskabs bibliothek i Throndhjem, indeholdende den nedenfor, s. 77—98 trykte beretning om Jens Nilssøns reise til Fritsø i 1593. Haandskriftet er tidligere udgivet af P. Coucheron idet nævnte selskabs skrifter, IV, s. 179—250. Det indeholder 24 beskrevne kvartblade, samt et rent blad foran og bag. Paa det første af disse er der med en moderne haand skrevet følgende titel: „Biskop i Oslo Jens Nielsens Itinerarium fra Oslo til Fritsø Aar 1593“. Haandskriftet er forsynet med stivt bind med læderryg, som det dog først har faaet i nyere tid. Udenfor den i nærværende udgave meddelte text findes der ingen bemærkninger tilført, med undtagelse af, at der i nyere tid paa den indre side af bindet er tilskrevet en henvisning til det verk, hvor beretningen første gang er bleven trykt. Haandskriftet omtales i den 1808 trykte katalog over Videnskabsselskabets samlinger, som „biskop Jens Nielsens dagbog paa hans visitatsreise i Oslo stift 1593“, mellem de „manuskripter, som engang har været i samlingen, men nu savnes“. Senere er det imidlertid atter kommet frem.

4. Manuscr. Thott. 1583, 4to i det store kgl. bibliothek i Kjøbenhavn, indeholder den nedenfor s. 99—268 trykte beretning om Jens Nilssøns visitatsreise til Borgesyssel og Baahuslen i 1594. Haandskriftet tæller 29 læg af forskjellig tykkelse og er, rimeligvis straks efter, at det var færdigt, blevet indbundet i to pergamentsblade af et middelaldersk missale, som formodentlig optaget fra en af Oslos kirker eller klostre. Det har ingen titel. Catalog. Langebek. s. 579, no. 487. Catalog. Thott. VII, s. 463.

5. Manuscr. Thott. 1581, 4to indeholder beretningen om den i 1594 foretagne visitatsreise til Hadeland og Hedemarken, der er trykt nedenfor, s. 269—336. Haandskriftet er indbundet i to pergamentsblade af et middelaldersk breviarium. Paa det første af disse blade er titelen skreven, saaledes som den er trykt s. 269. Indvendig er der i hast nedskrevet en del bibelsprog af det nye testamente (2 Timoth. 3, Ephes. 3 og Math. 3) samt et sted af Exodus (6 kap. 2). Dette er, som det sees af visitatsbeskrivelsen (s. 281, 286, 290, 304, 328) texter, over hvilke enten biskopen selv har prædiket, eller de prester, hos hvilke han paa denne reise har visiteret. Det er dog der ikke Exodus 6, men Leviticus 6, hvorover der prædikes (s. 286). Videre er der med samme hurtige haand skrevet: „profectj …… Hole 3 hora pom … ad Nordrog 4 hora 3 Septeb. klart veir still“, hvorefter der følger et par helt ulæselige linjer. Haandskriftet tæller 10 læg. Catalog. Langebek. s. 558, no. 99. Catalog. Thott. VII, s. 463.

6. Manuscr. Thott. 1582, 4to indeholder beretningen om den i 1595 foretagne visitatsreise til Thelemarken, der er trykt nedenfor, s. 337—42O. Haandskriftet tæller 13 læg af forskjellig tykkelse. Paa første side har Jens Nilssøn egenhændig skrevet den s. 337 trykte notits om Olaus Magnus’s historie. Haandskriftet har oprindelig været indheftet i to blade af et gammelt missale, af hvilke nu kun det første er bevaret. Paa dette staar den s. 337 trykte titel. Catalog. Thott. VII, s. 463.

7. Manuscr. Thott. 1584, 4to bestaar af to dele, der ere sammenheftede. Den første del indeholder beretningen om vinterreisen i 1596 til Pros Lauritssøns begravelse i Skien, der er trykt nedenfor, s. 421—436; den der gjengivne titel staar øverst paa det første, for øvrigt rene blad. Haandskriftet tæller 3 læg af forskjellig tykkelse. For tiden er kun ryggen indheftet i et stykke af et pergamentsblad af et haandskrevet missale. Den anden del indeholder beretningen om visitatsreisen i Januar 1597, trykt nedenfor, s. 437—468. Haandskriftet er indheftet i et pergamentsblad af et gammelt missale, som dog ikke strækker til for at dække bagsiden. Paa dette omslag staar den s. 437 gjengivne titel. Haandskriftet tæller 5 læg af forskjellig tykkelse. Catalog. Langebek. s. 573, no. 360; Catalog. Thott. VII, s. 463.

8. Manuscr. Thott. 1585, 4to indeholder beretningen om den i 1597 foretagne visitatsreise til Baahuslen, som er trykt nedenfor, s. 469—562. Haandskriftet, der er indheftet i et pergamentsblad, som kun dækker forsiden, tæller 11 læg af forskjellig tykkelse. Paa første side af pergamentsbladet staar 26 Martij 1597 og paa den anden 7 Aprilis 79, og foran dette nogle ulæselige ord. Catalog. Langebek. s. 559, no. 112. Catalog. Thott. VII, s. 463.

De her under no. 3—8 opregnede haandskrifter have under navn af Jens Nilssøns visitatsbøger gjennem lange tider været meget bekjendte og jævnlig benyttede af historikerne. De ere dog ikke nedskrevne af biskopen selv; men af hans „dreng“, Oluf Børgessøn, der har ledsaget ham paa samtlige i disse bøger beskrevne reiser. Der har mellem de forskjellige videnskabsmænd, der have gjennemgaaet og benyttet disse visitatsbøger, hersket megen tvivl om, hvem der var deres forfatter, og der er opstillet forskjellige gisninger derover. Sagen er imidlertid aldeles klar, allerede derved, at et af haandskrifterne giver al fornøden oplysning i denne henseende.

Den nedenfor, s. 294 gjengivne korte notits, hvorefter „ieg Oluff Byrgerssen“ overleverede hr. Laurits Jakobssøn den daler, som atten dage tidligere var betalt til biskopen under hans reise, maa her være aldeles afgjørende som sikkert bevis for, at samtlige Jens Nilssøns visitatsbøger, der ere bevarede til denne tid, ere førte i pennen af Oluf Børgessøn. Vedkommende notits er indskudt i texten, efterat visitatsreisen var afsluttet og biskopen med hans følge vendt tilbage til Oslo. Men den er skreven med den samme haand, som gjenfindes i samtlige visitatsbøger. Da det saaledes er sikkert, at denne haand er Oluf Børgessøns, er det overflødigt at indgaa i nogen nærmere undersøgelse af de grunde, som tidligere ere fremførte til belysning af det længe omtvistede spørgsmaal om, hvem der havde ført visitatsbøgerne i pennen.

Selv om denne notits tilfældigvis ikke skulde være bleven bevaret, burde der alligevel ikke været nogen synderlig tvivl om, at samtlige disse haandskrifter vare skrevne med Oluf Børgessøns haand. Det fremgaar nemlig af disse, at den, som har skrevet dem, har været med paa samtlige reiser. Det heder stedse: vi reiste derfra, vi kom derhen, en mand kom til os, o. s. v. Men den, som udtrykker sig saaledes, kan ikke have været biskopen; thi overalt, hvor denne omtales, sker dette sikkert i tredie person. Følgelig kan nedskriveren ikke have været ham selv, men maa søges blandt hans ledsagere. Nu forholder det sig saa, at Oluf Børgessøn netop er den eneste, som har ledsaget biskopen paa samtlige de reiser, der beskrives i de nu kjendte visitatsbøger. Af de mange ledsagere, som deri nævnes, er der ingen anden, som ved alle disse leiligheder har været med ham.[3] Allerede dette maatte ansees som fyldestgjørende bevis, selv om ikke den ovenfor omtalte notits havde indeholdt en udtrykkelig tilkjendegivelse af, hvem der var manden.

Men om det saaledes er sikkert, at den haand, hvormed visitatsbøgerne ere skrevne, ikke er biskopens egen, men en af de unge mænds, der ledsagede ham, naar han drog om i stifterne, er der alligevel ingen grund til at fravige den hævdede udtryksmaade og i fremtiden benævne dem efter Oluf Børgessøn, ikke efter Jens Nilssøn. Dette vilde være at lægge altfor megen vægt paa hans befatning med arbeidet, der ikke har været en saa stor, at den kunde berettige til at give ham forfatternavnet. Dette maa fremdeles, ligesom hidtil, hævdes for hans foresatte, for Jens Nilssøn. Hvad Oluf Børgessøn har leveret, er nemlig ingenlunde noget aldeles selvstændigt arbeide; han har kun skrevet paa biskopens vegne og efter hans anvisning. Ikke alene er denne hovedpersonen i samtlige reiseberetninger; men det viser sig tillige af hele deres affattelsesmaade, at de ere nedskrevne for at være biskopen til nytte i fremtiden. Biskopen maa have anvist den anden, hvad der skulde medtages, naar han nedskrev beretningen om, hvad der var forefaldt underveis; rimeligvis har han ogsaa, medens de færdedes ude, særlig fremhævet for denne, hvad han ansaa for mærkværdigt og interessant. Biskopen var den, som bestemte stoffet, medens den anden overalt var henvist til at rette sig efter ham. Oluf Børgessøn er saaledes nærmest kun den, der har ført beretningen i pennen. Der maa ganske vist gives ham en større andel i forfatterskahet end en almindelig afskriver, der blindt følger en andens diktat; men han er ikke derfor at betragte som forfatter i ordets fulde betydning.

Haandskrifterne have været indheftede i sine pergamentsomslag, inden disse reiser begyndte. Dette kan sees deraf, at paa visitatsreisen i September 1594 er der allerede en af de første dage (smlgn. ovenfor, pag. CXVI) paa omslaget i hast nedrablet en bemærkning om reisen, der skulde tjene Oluf Børgessøn til veiledning, naar han straks bagefter indførte beretningen om dagens begivenheder. Hvis der ikke fra begyndelsen af var indsat tilstrækkeligt papir for den hele reise, var der bagefter anledning til at hefte flere læg ind i det bøielige omslag. Optegnelserne ere førte under selve reisen og have rimeligvis stadig været holdte à jour. Paa reisen i September 1594 sees det ialfald (s. 294), at beretningen om, hvad der foregik den 10de, maa have været nedskreven, inden de reisende den 26de kom hjem til Oslo. Ellers havde ikke Oluf Børgessøn den 28de behøvet at indkile en notis paa den maade, som han har gjort, i fortællingen om, hvad der skede den 10de. Noget tilsvarende sees s. 283, hvor der til fortællingen om, hvad der foregik paa reisen 4de September 1594, efter hjemkomsten med andet blank er gjort en tilføielse om noget, som samme dag skede i Oslo, og som først da blev fortalt biskopen. Sandsynligvis har det paa reiserne været Oluf Børgessøns sædvanlige aftensgjerning at nedskrive beretningen om, hvad der havde tildraget sig i dagens løb. Der forekommer ogsaa udtryk, som vise, at dette er skeet samme dag, som de beskrevne begivenheder fandt sted (smlgn. f. ex. s. 148 og 436). I denne henseende tale haandskrifterne selv med al ønskelig klarhed. Skriften er overalt god og tydelig, og der er intet, som røber, at nedskriveren har søgt at skaffe sig arbeidet fra haanden med en hurtighed, der var til skade for tydeligheden.

Oluf Børgessøn kan neppe have været andet end Nordmand. Sproget i de nu bevarede haandskrifter peger ialfald paa flere steder i denne retning. Saaledes skriver han navnene Hovedøen Og Hadeland efter den norske udtale (s. 79 og 278). Udtryk som „kaller’en“ (s. 85 — smlgn. s. 210) kunne maaske antyde en født Nordmand;[4] sikkert er dette med „ende i nord“ (s. 323, 340). Muligens har han været fra Hedemarken; det kan pege i den retning, hvad der s. 320 fortælles om en gaard i Romedal: „der boer Christopher Børgerssøn“. Denne kan da maaske have været Olufs broder. Andet end en løs gjætning bliver dog ikke dette. Oluf Børgessøn har formodentlig vedblevet at staa i Jens Nilssøns tjeneste som „dreng“, saalænge denne var biskop. Senere blev han, nogle aar efter Jens Nilssøns død, tolvprest ved St. Halvards kirke i Oslo, kom derfra i 1614 som hjælpeprest til Urskog, hvor han siden blev sogneprest og virkede til sin død, der indtraf 1643.[5]

Benævnelsen „visitatsbøger“ er betegnende for indholdet af 5 blandt de reiseberetninger, som nu haves, medens den ikke passer for de 2 øvrige, idet vedkommende reiser ikke ere foretagne i det øiemed at visitere kirkerne. Som en kort fællesbetegnelse kan den dog i mangel af nogen bedre forsvare sin plads. Oprindelig maa der have været flere af disse visitatsbøger. Saaledes omtales der s. 85 en, der synes at have omhandlet reisen i August og September 1591 (s. 58 flg.), og s. 235 henvises der atter til en tidligere visitatsberetning for Baahuslen, formodentlig fra 1592 (s. 60 flg.). Disse ere dog nu sporløst tabte. Det samme gjælder ogsaa den saakaldte „tegnebog“, der omtales s. 272, men som blot kan have været en notitsbog, hvori biskopen straks nedskrev sine bemærkninger.

Samtlige her opregnede seks haandskrifter maa ved Jens Nilssøns død være blevne liggende igjen i Oslo bispegaard og i nogen tid have været opbevarede der, uagtet de oprindelig vare ganske private optegnelser. Det første, der nu er i Throndhjem, er formodentlig tidligst bragt bort; de øvrige tog biskop Peder Hersleb ved sin afreise til Danmark med sig og indlemmede dem i sine egne samlinger.[6] Derved bleve de reddede for historien; hvis de vare blevne ved bispestolen, er der al rimelighed for, at ogsaa de nu bevarede haandskrifter snart vare blevne tabte. Paa Herslebs auktion bleve de kjøbte af Langebek, og da dennes bibliothek blev solgt, gik de over til Brandt, der formodentlig har overladt dem til Otto Thott, med hvis øvrige samlinger de saa gik over til det store kgl. bibliothek i Kjøbenhavn. I de ældre kataloger opføres de som 4 numere, i den Thottske som 5; formodentlig er da et haandskrift opløst i to dele, da det kom i Otto Thotts besiddelse.

Jens Nilssøns visitatsbøger ere tidlig blevne paaagtede; de have været gjennemgaaede, excerperede og afskrevne af mere end een historiker, ligesom det længe har været paatænkt at gjøre dem almindelig tilgjængelige ved at foranstalte en udgave af den hele række. Dette er dog først nu skeet. Da de saakaldte visitatsbøger staa i den nøieste forbindelse med en del af det under 9 omhandlede haandskrift, manuscr. Thott. 502, 8vo, og da de altid have været benyttede sammen med dette, vil den naturlige plads til at meddele oplysninger om den tidligere stykkevise bearbeidelse eller udgivelse være efter beskrivelsen af sidstnævnte haandskrift (pag. CXXVII).

Visitatsbøgerne indeholde et righoldigt, historisk og topografisk stof. Samtidens geistlige historie har i dem en af sine hovedkilder, og til den almindelige kulturhistorie leveres her talrige bidrag. Den udførlighed, hvormed den hele skildring af reiserne er affattet, tillader os at kaste et blik ind i mangt et hus fra det 16de aarhundredes sidste tiaar. Da de for en væsentlig del netop omhandle reiser i Baahuslen, have de forsaavidt efter dette landskabs afstaaelse til Sverige ogsaa stor interesse for svenske historikere, der allerede have benyttet dem i en ikke ringe udstrækning, medens denne udgave har været under trykning. De følgende afsnit af nærværende oversigt over Jens Nilssøns liv og virksomhed ville tildels blive byggede paa det materiale, som deri indeholdes; men dermed er kun en ringe del af visitatsbøgernes rige stof bleven udtømt. De ere i sin art en enestaaende kilde for hine tiders historie og maa under visse synspunkter stilles ved siden af det 16de aarhundredes bergenske krøniker og optegnelser. Men der er selvfølgelig ved siden deraf en stor indre forskjel mellem disse kildeskrifter. Nær til visitatsbøgerne slutter sig for en væsentlig del et andet haandskrift, til hvilket vi nu skulle gaa over.

9. Manuscr. Thott. 502, 8vo i det store kongelige bibliothek i Kjøbenhavn tæller 195 blade, paa hvilke der findes nedskrevet en række egenhændige optegnelser af Jens Nilssøn, der for det meste ere trykte nedenfor. Formatet er ganske lidet, det samme, som er anvendt i det ovenfor under 2 beskrevne samlehefte; begge disse haandskrifter gjøre, saavel gjennem sit udstyr som ved samlerens haand, indtryk af at være omtrent fra samme tid, hvad ogsaa fremgaar af andre grunde. Dette nitide, i flere henseender vigtige og mærkelige haandskrift, der viser sig at være istandbragt i løbet af 1598, er af følgende indhold:

1. Syluula seu rudis quædam congeries et farrago γενεθλίων καὶ γαμικῶ et aliorum negociorum, ad me meamque familiam speetantium, tillige med det derpaa følgende stykke, Tempus examinis, ordinationis et promotionis apud Hafnienses, necnon visitationis meæ apud Telemarchienses hîc in Norveg: susceptæ et inchoatæ anno 74. Disse to afsnit ere meddelte nedenfor, s. 565—569. Indholdet er tidligere gjengivet af R. Nyerup i Nyeste samling af det kgl. norske videnskabers-selskabs skrifter, I, (1798), s. 46—48, hvorhos begge afsnit, dog ikke aldeles fuldstændig, ere trykte af N. Nicolaysen i Norske magasin, II, s. 126—130. Tilsammen indeholde de den mest fuldstændige række af oplysninger, der haves om deres forfatters livsvilkaar og familieforhold, og ere, som allerede bemærket pag. XII, note 1, den vigtigste kilde for kundskaben om Jens Nilssøns liv i hans studieaar. Som forfatteren selv siger (s. 568), ere de indførte i haandskriftet 14de April 1598. Man har undertiden kaldt det hele haandskrift sylvula, hvad dog er urigtigt. Sylvula er nemlig alene titelen paa det første afsnit.

2. Register paa alle sogner, hoffuidkircker oc annexer i Oslo oc Hammers sticter, optegnit ao 1591. først, oc nu siden anno 1598. Af dette register, der er trykt fuldstændig nedenfor, s. 1—19, er tidligere meddelt et uddrag af Nyerup paa anf. st., s. 48—50. Som det siges i overskriften, er det oprindelig forfattet 1591 og 7 aar senere indført i dette haandskrift. Det er biskopens eget arbeide, bygget paa de oplysninger, som han under sine reiser havde rig anledning til at indhente. Registeret peger ogsaa gjennem sin hele affattelsesmaade hen paa, at det er blevet til gjennem personlige forespørgsler. Det er for Oslo stifts vedkommende aldeles uafhængigt af den røde bog og af det til denne af Claus Berg udarbeidede register, saavelsom af Povel Huitfeldts stiftsbog.

3. Konnunga ætth, trykt nedenfor, s. 570 flg. Dette er en afskrift af den i lovhaandskriftet C. 16 qv. i rigsbibliotheket i Stockholm indtagne kongerække, som tidligere ved siden af den latinske oversættelse er trykt i Monumenta historica Norvegiæ af Dr. Gustav Storm, s. 182 flg. I fortalen til dette skrift, pag. LIIII seqv., meddeles nærmere oplysninger om kongerækkens tilblivelse m. m. Ifølge disse er Jens Nilssøns afskrift foruden det stockholmske haandskrift, „det eneste levnede exemplar af den gamle kongerække paa oldsproget“. Overskriften Konnunga ætth findes alene hos Jens Nilssøn. Det stockholmske haandskrift var paa hans tid opbevaret i Skien, hvorfra formodentlig lagmanden har udlaant det til benyttelse for Jens Nilssøn.

4. Ein stutt tilvijsan, om alle þa einwalds konninga, sem verit hafua i Norege til þessa dags, trykt nedenfor, s. 571—575. Ogsaa dette stykke er kun en afskrift af en i det 16de aarhundrede almindelig gjængs kongerække, om hvilken kan henvises til Dr. Gustav Storms afhandling i Kristiania videnskabs- selskabs forhandlinger for 1879, no. 14, s. 27. Denne kongerække er en fra konnunga ætth forskjellig redaktion og forekommer i mange lovhaandskrifter fra det 16de aarhundrede. Den skal egentlig ende med Kristofer af Bayern, men er dog ofte ført længere ned i tiden. Jens Nilssøn synes at have taget sin afskrift efter et lovhaandskrift fra omtrent 1580 (nu no. 11 i det Deichmanske bibliothek), hvori kongerækken er ført ned til den da regjerende konge, Frederik II. (Smlgn. Storm paa anf. st. i Kristiania vidensk.-selsk.s forhandl. no. 14, s. 5O). Den der meddelte kongerække har den samme overskrift som hos Jens Nilssøn og er i sin helhed fulgt af denne; dog er der ved kongerne 1—1O og 37 gjort nogle tillæg af Jens Nilssøn, af hvilke den ved 3 meddelte oplysning om, at Haakon den gode er begraven i en houg paa Sæm paa Vestfold, formodentlig er kommen fra konnunga ætth. Ved 22 har Jens Nilssøn broder, medens der i kongerækken i Cod. Deichm. 11 tydelig læses faudur. De i anden spalte hos Jens Nilssøn vedføiede tillæg findes paa een undtagelse nær ikke i cod. Deichm. 11. Alene den til 16 føiede bemærkning om Magnus barfod staar i denne, tilskrevet med en anden haand bagefter kongerækkens afslutning. Flere linjer i cod. Deichm. 11 ere nu blevne noget utydelige, men lade sig dog, ialfald ved at sammenholdes med afskriften, nogenlunde godt læse; det sees, at Jens Nilssøn har fulgt sin original noksaa nøiagtig, men at han dog ikke altid har læst dens bogstaver ganske rigtig.

5. Fortegnelser over de norske erkebiskoper og biskoper, trykte nedenfor, s. 575—587. Smlgn. R. Nyerup, anf. st., s. 51—54. Fortegnelserne ere (s. 578) indførte i haandskriftet 25de Marts 1598 (med nærmest foregaaende og efterfølgende dage?). Disse biskopsrækker ere af Jens Nilssøn afskrevne efter det samme stockholmske lovhaandskrift (C. 16 qv.), der ovenfor er omtalt som hans kilde for konnunga ætth. Men hertil har Jens Nilssøn føiet en del oplysninger om de sidste biskoper i Oslo, der give hans afskrift selvstændigt værd, hvorhos denne tillige for den hamarske bisperækkes vedkommende er bygget paa kilder, som ikke længere kjendes fra andre kanter. Formodentlig har han her nærmest holdt sig til en ved domkapitlet i Hamar opbevaret, mere udførlig bisperække, hvis original efter hans død er gaaet tabt; med sine unøiagtigheder har saaledes Jens Nilssøns afskrift ogsaa her virkelig historisk værd. Gamle norske bisperækker ere tidligere trykte i Huitfeldts bispekrønike, paa de sidste blade, og i Scriptores rerum Danicarum, VI, s. 615—620. Huitfeldt har en særskilt erkebiskopsrække, indskudt mellem de øvrige fortegnelser, der er meddelt efter Henrik Høier; denne er senere optrykt i Storms monumenta, s. 291. En anden erkebiskopsrække er først trykt af Benzelius i Diarium Vazstenense, s. 243—246, og derefter indskudt i Script. rer. Dan. VI, s. 616 flg., hvor for øvrigt de fortegnelser ere benyttede, som findes i Cod. Arnamagn. 309, 4to (smlgn. Kristiania vidensk.-selsk. forhandl. 1879, no. 14, s. 5), og som antages at skrive sig fra midten af det 14de aarhundrede. Da dette haandskrift i anden halvdel af det 16de aarhundrede var i Bergen, og Huitfeldt fik oplysninger fra denne by gjennem Henrik Høier, har det rimeligvis ogsaa været hans oprindelige kilde, forøget med Høiers tillæg.

Den første spalte i de nedenfor aftrykte biskopsrækker giver den text, som Jens Nilssøn har benyttet af den stockholmske Codex C. 16 qv., selvfølgelig med adskillige, tildels paa feillæsning beroende orthografiske unøiagtigheder. De enkelte tillæg, som ere gjorte ogsaa i første spelte (ved de to første biskoper og ved no. 12 af erkebiskoperne i Nidaros), skrive sig ligeledes fra Jens Nilssøn; de findes ikke i hans original. En sammenligning mellem rækkerne, saaledes som de findes i cod. C. 16 qv., hos Jens Nilssøn, hos Huitfeldt og i Script. rer. Dan., giver følgende resultat.

Fortegnelsen over de første biskoper i Nidaros er (med undtagelse af Jens Nilssøns tillæg ved 1 og 2) ens hos alle, paa det nær, at Huitfeldt i stedet for 8, Sigurd har Siguardus 2 og Siguardus 3. Den kortfattede række af erkebiskoperne, der ikke forekommer i denne form hos Huitfeldt, er paa de øvrige tre steder enslydende til og med 15. Derpaa følger i Scriptores Arne, Olaf og Thrond, hvormed den der meddelte fortegnelse stanser. Ogsaa i cod. C. 16 qv. har rækken oprindelig sluttet med Thrond; de derpaa følgende 4 erkebiskoper, til og med Gaute, ere tilføiede i dette haandskrift med en anden haand, og de 5 sidste navne findes alene i Jens Nilssøns afskrift.

Biskopsrækken for Oslo har den egenhed i cod. C. 16 qv. og hos Jens Nilssøn, at Helge og Salomon staa som 2 og 3, medens Helge mellem 17 og 18 mangler. De skille sig herved fra de 2 andre kilder, i hvilke derimod 19, Gyrd, mangler. I cod. C. 16 qv. stanser den oprindelige haand ved 22, og 23—28, det sidste numer i dens række, ere tilføiede med en anden haand. I Scriptores og Huitfeldts bispekrønike tilføies endnu Anders Mus, Hans Mule (der mangler hos Jens Nilssøn) og Hans Reff. De efter denne forekommende navne findes alene hos Jens Nilssøn.

Biskopsrækken for Hamar gaar i cod. C. 16 qv. til Karl Segerssøn, i Scriptores og bispekrøniken til Mogens.

Biskopsrækken for Stavanger er hos Jens Nilssøn og cod. C. 16 qv. den samme, til og med 19, Eilif. I bispekrøniken tilføies endnu Hoskold, medens Scriptores stanser ved 13, Botolf. Saavel bispekrøniken som Scriptores have nogle flere navne.

Biskopsrækken for Bergen er paa alle fire steder den samme til og med 13, Arne. Formen Askatim ved 11 hos Jens Nilssøn er ligetil afskrevet efter hans original. Efter 14, Olaf, har cod. C. 16 qv. nogle navne, som kun med vanskelighed lade sig læse, men som sees ikke at være aldeles de samme, som forekomme i Scriptores og i bispekrøniken, der fra 14 have sin egen navnerække. Fortegnelsen i Scriptores stanser med Jakob, i bispekrøniken med den sidste biskop Olaf. Navnet ved 16, som Jens Nilssøn ikke har kunnet læse, staar i C. 16 qv. rigtig, Finboge.

Biskopsrækken for Orknøerne stanser hos Jens Nilssøn, i overensstemmelse med hans original, med Dolfinn. I Scriptores, der efter ham har 2 navne, og i bispekrøniken, der efter disse fremdeles har 4, ere 2 og 3 ombyttede. Mellem 5 og 6 har bispekrøniken Thorolf.

Biskopsrækken for Færøerne har i cod. C. 16 qv. og hos Jens Nilssøn 10 navne, hvortil Scriptores føie 4 og bispekrøniken dertil endnu 8; den sidste har mellem 6 og 7 Peter.

Biskopsrækken for Skaalholt har i cod. C. 16 qv. og hos Jens Nilssøn de samme 8 navne; dertil føier rækken i Scriptores endnu 8 navne. Bispekrøniken er her mere vidtløftig. Dermed stanser de i cod. C. 16 qv. indførte fortegnelser. Jens Nilssøn har endnu begyndt paa en grønlandsk biskopsrække, men har stanset med dennes første navn. Biskoperne i Hole synes aldeles at være forbigaaede af ham, da de ikke fandtes i hans original; hans afskrift er imidlertid indrettet saaledes, at der i tilfælde havde været god anledning til senere at udfylde, hvad der maatte mangle.

6. Ioannis Nicolai Asloensis et Hammarensis diœcesivm superintendentis tabellæ continentes hodœpericon visitationis ipsius Aslojâ (qvæ in meditullio ferè human diœcesium sita est) in ommes earundem ecclesias primarias, trykt nedenfor, s. 21—64, og delvis hos N. Nicolaysen, Norske magasin, II, s. 136—164;smlgn. Nyerup, anf. st., s. 54—60. Denne fortegnelse over biskopens visitatsreiser stanser med den 3die September 1597; ifølge overskriften er ogsaa den indført i bogen 1598, og da i begyndelsen efter en ældre fortegnelse, som kun omfattede de 3 aar 1574—1577.

7. Tabula calendarii recens castigati et emendati, verum locum solis et ejusdem præcipuorumque syderum immobilium primi mobilis ortum et occasum nec non qvantitatem dierum ac noctium in singulos dies cujuslibet mensis, per totius anni circuitum unâ cum festis fixis perpetuò ac immutabiliter ferè exhibens: Ad eleuationem poli Borealis 60 graduum, qvæ Aslojæ est, contexta et accommodata: Autore IOHANNE NICOLAI Asloensis et Hammarensis diœcesium superintendente. Umiddelbart efter denne overskrift har Jens Nilssøn selv tilføiet: „Hîc ita sunt diebus appositj gradus signorum anno 1576. vt in Ephemeridibus habentur; ita vt primo diej Januarij respondeat 20. 49 m., vltimo vero diej nempe 31. Decembris 20. 35 m. Sic etiam anno 1588“. Derpaa kommer en kalender, med søndagsbogstaver, gyldental, festdage, samt tiderne for solens op— og nedgang. Efter kalenderen følger en ganske kort notits: „De nova lvna et plenilvnio. Aureus numerus in hoc calendario positus diem mensis cujuslibet indicat et horam medii nouilunii supputatione astronomica, plenilunium facilé invenitur inde numerando 14. vel 15. dies“. Saa fortsættes med tabeller over fixstjernernes op— og nedgang, først beregnet til Oslos og siden til Hamars polhøide: „Hæc ex tabulis Bergensibus folio 224 transscripta 1598“. Umiddelbart derefter kommer følgende bemærkning: „De recta fixarum asscensione vide tabulas Bergenses Stadij pag. 190. et tabulam ascensionum rectarum quære inter tabulas resolutas Regiomontanj pag. 48. Qui tabulam condere vult stellarum fixarum cum ortu occasu ac coelj mediatione ad quamcumque eleuationem, consulat problema 57 tabularum primi mobilis: vel 13 tabularum divertionum doniss. mathematici Iohannis Regiomontanj. Tabulam reducendi ortum et occasum ☀ item quantitatem diej ac noctis ad diuersas polj altitudines vide in Ephem: Leouitij“. Videre følger „TABVLA loca longitudinis et latitudinis item ortus et occasus cælique mediationes stellarum fixarum maxime insignium exhibens ab ao 1556 ad annum Dominj labentem 1587. vtcumque constituta et rectificata ad lat. 599. long: 27. 30“. Efter denne staar: „Loca ortus et occasus cœlique inclinationis harum stellarum huc adscribenda sunt“. Dette er imidlertid ikke skeet.

Haandskriftets rene blade ere, som det synes i aarene 1744 flg., blevne benyttede til derpaa at gjøre optegnelser dels af mathematisk indhold, dels om levering af bøgeved. Det synes da st have været i Danmark. Sandsynligvis er det allerede bragt derhen i det 17de aarhundrede. Ialfald opføres i P. J. Resenii bibliotheca (1685), s. 134 (caps. VI, ord. III, in 4to, 23, 18—19) de to første numere af haandskriftets indhold (Sylvula og registeret over kirkerne). Dette kan dog, efter den maade, hvorpaa de omtales, kun have været afskrifter af nævnte 2 stykker; men det er dog rimeligt, at der her sigtes til originalen, som altsaa i 1685 med Resens øvrige samlinger gik over til universitets-bibliotheket i Kjøbenhavn.

Det er under denne forudsætning maaske kommet tidligere til Danmark end de større visitatsbøger. Saafremt dette var originalen, har den heldigvis undgaaet den ødelæggelse, der rammede bibliotheket ved Kjøbenhavns store brand.[7] Man hører derefter paa en stund ikke noget til dets skjæbne, forinden det kom i Langebeks besiddelse (Catalog. Langebek s. 586, no. 52) og derefter i den Thottske samling (Catalog. Thott. s. VII, 530 flg.), med hvilken det indlemmedes i det store kgl. bibliothek i Kjøbenhavn.

Den, som først henledede den almindelige opmærksomhed paa dette haandskrift, var R. Nyerup, der i Nyeste samling af det kgl. norske videnskabers-selskabs skrifter, I, s. 43—61, meddelte en oversigt over dets indhold. Han siger: „I de endnu utrykte sidste hefter af den Schøningske reise, som ogsaa gjemmes paa bemeldte bibliothek, citeres den adskillige steder, og kaldes der snart en almanakbog, og snart visitatsbog. Navnet tegnebog synes at være det bekvemmeste, da det er saa almindeligt, og kan indbefatte begge de andre under sig“. Nyerup har indskrænket sig til at levere et kort uddrag af haandskriftets enkelte dele og gjør derhos paa nogle steder sine bemærkninger om disse.

Efter Nyerup kommer i rækken af dem, som have gjennemgaaet og benyttet dette haandskrift, J. Chr. Berg. Han har gjort omfattende udtog deraf og jævnlig benyttet disse i de forskjellige skrifter, til hvilke han leverede anmærkninger.

N. Nicolaysen har i sin tid afskrevet dele af det samme haandskrift og udgivet disse i Norske magasin, II, s. 121—164. Hvad der meddeles, er Jens Nilssøns oplysninger om sit liv, sin slægt og sine examina (tildels i noget forkortet skikkelse), den sidste del af bisperækken for Oslo (Anders Matssøn, Frants Berg og Jens Nilssøn), samt den hele bisperække for Hamar. Dertil føies en mindre del af visitatsbøgerne og den kortere oversigt over reiserne, fra 27de Januar 1580 (s. 32, nedenfor), begge dele i udtog og indblandede i hinanden. Udtoget af manuscr. Thott. 502, 8vo er lagt til grund, og dertil er i klammere føiet de afsnit af de udførligere visitatsbøger, som udgiveren har anseet det ønskeligt at medtage. Det i Throndhjem opbevarede haandskrift af reisen til Fritsø blev 1859 udgivet af P. Coucheron (pag. CXV) og dermed tilgjængeligt for almenheden.

Under et ophold i Kjøbenhavn 1860—61 afskrev nuværende professor Dr. Ludvig Daae den hele samling, og denne afskrift er visselig baade den fuldstændigste og paalideligste, som har været tagen, indtil der af kildeskriftfondets bestyrer blev truffet foranstaltninger til at forberede nærværende udgave. Dr. Daae har paa flere steder i sine egne skrifter benyttet visitatsbøgerne og har derhos jævnlig stillet sine afskrifter til raadighed for andre; disse have saaledes gjort megen nytte. Det maa overhovedet siges, at indtil visitatsbøgerne bleve afskrevne for kildeskriftfondets regning, var det Daaes afskrifter, hvorigjennem disse vare tilgjængelige for den norske historieforskning.

Flere aar efter Daae har nuværende rektor A. E. Eriksen i større udstrækning beskjæftiget sig med de originale haandskrifter, som det var hans agt at udgive i trykken. Der var i den anledning truffet aftale mellem ham og kildeskriftfondets bestyrer om at besørge en udgave af visitatsbøgerne med noter og ledsaget af en levnetsbeskrivelse af Jens Nilssøn, til hvilken Eriksen havde gjort omfattende forarbeider. Da han imidlertid blev udnævnt til rektor paa Tromsø, forinden der endnu var taget fat paa trykningen, saa han sig nødsaget til at frasige sig den fortsatte befatning med dette foretagende, der saaledes maatte overdrages til en anden. Verket kom derved ikke til at nyde godt af de studier, som den oprindelig paatænkte udgiver havde gjort, netop med dette formaal for øie, og denne mangel vil visselig paa dere steder, maaske allermest i fortalen, vise sig for den sagkyndige læser. Der var imidlertid for den endelige udgiver intet valg levnet; Spørgsmaalet var enten at besørge visitatsbøgerne i trykken, med de forudsætninger, han havde, eller at lade dem henligge endnu længere utrykte. Udgivelsen har beklageligvis ogsaa, som sagerne nu staa, lidt en ganske betydelig forsinkeIse, idet trykningen har varet henimod 5 aar.

Den afskrift, hvorefter nærværende udgave er bleven trykt, er tagen i Kjøbenhavn ved forskjellige. En del deraf er besørget af hr. translatør A. Larsen.

I den tid, hvori trykningen har staaet paa, have samtlige originale haandskrifter været udlaante til benyttelse i Kristiania, saaledes at korrekturen overalt har kunnet læses efter disse. Ved udgivelsen har det været lagt an paa at levere et saa paalideligt, bogstavret aftryk af originalerne, som overhovedet muligt; dog er det anseet overflødigt at gjengive disses uregelmæssige anvendelse af store og smaa begyndelsesbogstaver, saaledes at der som regel er fulgt den grundsætning at benytte smaa begyndelsesbogstaver, undtagen i navne og efter punktum. Overalt, hvor der i manuscr. Thott. 502, 8vo er anvendt røde bogstaver, ere disse gjengivne ved kursiv.

10. Codex Arna Magnæanus 37, fol., kaldet Codex Norvegicus eller Codex Wormianus, — det sidste, fordi den i sin tid har tilhørt biskop Kristian Worm i Kjøbenhavn (død 1737), fra hvem den i 1709 kom til Arne Magnussøn, indeholder en afskrift med Jens Nilssøns haand efter det gamle sagahaandskrift, der af Torfæus fik navnet Jøfraskinna.[8] Dette haandskrift, der antages at være skrevet ved 1260—1270, maa i anden halvdel af det 16de aarhundrede have været opbevaret i Oslo eller ikke langt derfra. 1655 blev det indleveret til Kjøbenhavns universitetsbibliothek, men blev i 1681 tillige med andre haandskrifter udlaant til Torfæus, som tog dem med sig til Norge og beholdt dem her til 1704, da de alle, deriblandt ogsaa Jøfraskinna, bleve bragte tilbage til Danmark, hvor de brændte med universitets-bibliothekets øvrige haandskrifter i 1728. Smlgn. herom Gustav Storm, Snorre Sturlassøns historieskrivning, s. 207—209, og S. Birket Smith, Kjøbenhavns universitetsbibliothek før 1728, s. 48 flg.

Jens Nilssøns afskrift er nu ikke fuldstændig bevaret. Den begynder med kap. 31 af Ynglingasaga (s. 25 i C. R. Ungers udgave: goldit Dønum) og gaar til kap. 73 af Olaf den helliges saga (s. 2825 i C. R. Ungers udgave). De manglende kapitler af Ynglingasaga ere udfyldte med en nyere afskrivers haand og indbundne foran Jens Nilssøns arbeide. Gjennem de notitser, Jens Nilssøn paa forskjellige steder har gjort inde i initialerne, kan afskrivningens gang nøiagtig følges. I initialet til kap. 1 i Harald Graafelds og Haakon jarls saga læses: Hæc ipso die Halvardi martyris 1567. I det store Þ, der begynder kap. 57 i Olaf Tryggvasøns saga (þà var Olafr o. s. v.) læses: Ritad a Rindini i Sanikivdalsokn þan. XXI Maij. ar. 1567. Ioannes. Nicolai. Osloensis. I initialet til kap. 10 i Olaf Tryggvasøns saga staar: 22 Maij. ao. ]567. I. N. O. og foran kap. I i Olaf den helliges saga: 22. Maij. 1567. Foran kap. 25 i samme saga læses: 26. Maij. in ipso die Trinitatis 1567 in Rindene. I. N. O. I kap. 71 (Ungers udg. 2782) læses: 29. Maij. 1567. … essid. (?) skier og endelig staar 1568 den 11 Januar. i det store U i undarligt o. s. v. i kap. 73 af Heimskringla, umiddelbart foran den sidste linje i afskriften.[9] Denne har sandsynligvis oprindelig gaaet længere, uden at det nu vides, hvor langt dette var. Ovenfor (pag. XXV) er det paavist, at Jens Nilssøn dengang, da han tog denne afskrift var flygtet fra Oslo under det svenske indfald og af den grund opholdt sig i landskaberne paa den vestlige side af Kristianiafjordens indløb og endnu mere vestlig. Maaske har han paa denne reise stødt paa Jøfraskinna; maaske har han taget den med sig fra Oslo for at redde den fra undergang, naar byen gik op i luer. I dette tilfælde er det altsaa Jens Nilssøn, hvem det skyldes, at der overhovedet har kunnet existere nogen afskrift af dette gamle haandskrift. Hvis dets begyndelse havde været bevaret, vilde man der sandsynligvis i en bemærkning enten i margen eller i et initial have fundet en angivelse af et datum, der kunde vise, om han havde begyndt sit arbeide i Oslo eller efter sin flugt derfra. Hvorvidt Jens Nilssøn, da han i Januar 1568 skrev paa Olaf den helliges saga, var vendt tilbage til Oslo, vides ikke; men det kan dog være tvivlsomt, om han allerede saa tidlig havde gjenoptaget sin virksomhed i denne by, hvor derved samme tid neppe var levnet ham husrum, og hvor der neppe var nogen discipel i hans skole (pag. XXV seqv.). Fra dette datum kan der saaledes ikke drages nogen sikker slutning om, hvor Jøfraskinna opbevaredes i det 16de aarhundrede. Det rimeligste sted bliver dog vistnok Oslo, hvor den maa antages at have tilhørt domkapitlets bogsamling.[10]


  1. Efter ville er udstrøget: vy.
  2. I en note s. 130 oplyser Dr. Rørdam ogsaa, at der paa et foregaaende sted i haandskriftet er optaget et brudstykke af det i Ny kirkehist. saml., IV, s. 469 flg. meddelte „mærkelige sendebrev fra Bugenhagen til de danske superintendenter“.
  3. Smlgn. ovenfor, pag. LXIX.
  4. Derimod ere udtryk som „behollet“ (s. 522), „bekiendet“ (s. 329) og „ædit“ (s. 462) mere danske.
  5. A. Heyerdahl, Urskogs beskrivelse, s. 85.
  6. Bibliotheca Herslebiana (Hafn. 1758), pag. 572, no. 84—87.
  7. Om haandskrifter, der have tilhørt det gamle universitets-bibliothek og fremdeles ere bevarede, smlgn. S. Birket Smith, Kjøbenhavns universitets-bibliothek før 1728, s. 61 flg.
  8. Torfæus, Historia Norvegica, prolegomena, s. 10.
  9. Af disse er initialet til kap. 57 i Olaf Tryggvasøns saga gjengivet i faksimile i folioudgaven af kongesagaerne.
  10. Dr. Gustav Storm, Sigurd Ranessøs proces, s. 45. — Cod. Arna Magn. 37 fol. har med den Arnamagnæanske kommissions velvillige tilladelse været udlaant til benyttelse ved denne udgave i Kristiania. Den stockholmske codex C. 16 qv. har til samme tid været udlaant til benyttelse for professor Dr. Gustav Storm, der har tilladt udgiveren at benytte den ogsaa ved sit arbeide, og som derhos paa flere punkter i dette afsnit har givet ham nyttige vink og oplysninger.