Biskop Jens Nilssøns liv og virksomhed 1538–1600/12
Jens Nilssøns forfatter-personlighed viser sig i hans trykte og utrykte skrifter fra forskjellige sider, dels som den dygtige humanist, dels som den for fædrelandets fortid og for dets natur varmt interesserede samler og forsker, dels som den fremragende geistlige taler og virksomme kirkehyrde. Mellem hans humanistiske, fædrelandske og geistlige forfattervirksomhed er der imidlertid en naturlig indre forbindelse; det er humanismen, som har bestemt hans hele stilling i sin samtids literatur. Det er den, der har beaandet hans literære virksomhed, baade naar han i sine digte skildrede Norges natur samt sine egne stemninger, og naar han med forkjærlighed kastede sig over studiet af fædrelandets historiske og naturlige forhold. Ogsaa som theolog staar han for en væsentlig del paa humanistisk grundlag.
Humanismen havde fra sin første fremtræden ikke alene betegnet en tilbagevenden til den klassiske oldtid og fortabelse i denne, men havde netop godtgjort sin berettigelse ved at bringe nyt liv i historieforskningen, som i andre videnskaber; denne nye aandsretning havde straks tændt en fakkel, der ikke skulde slukkes, og som var bestemt til at skinne viden om. I det 14de og endnu mere i det 15de aarhundrede trængte nye synsmaader, støttede til det gjenoplivede klassiske studium, fra Italien ud over de øvrige lande i Europa, og de naaede, om end først sent, frem til Norden. I de tvende aarhundreder, som ere humanismens rette blomstringstid, det 15de og det 16de, bevarer denne mægtige strømning i det store taget sin ensartede karakter, men undergaar dog i enkelthederne visse ret betydelige afændringer, der tildels ere fremkaldte ved de forskjelligartede forhold i de lande, til hvilke den trængte frem.[1]
Humanismen kaldte, hvor den kom, studiet af landenes historie og natur til et liv, som de tidligere havde savnet; den var her banebrydende, og stødet gik paa samme maade fra Italien til Tyskland, fra Tyskland til Norden. Den romerske literaturs bedste forfattere bleve mønstre for fremstillingens kunst; men i valget af sine emner havde de af den nye retning paavirkede forfattere et friere valg, og de vendte sig der paa een gang mod oldtiden, mod middelalderen og mod sin egen samtid. Humanismens dyrkere lærte snart at forstaa betydningen af den gamle middelalderske literatur. I Tyskland var det saaledes dem, der atter fremledte og udgav Hrotsvithas komedier, og det var ligeledes dem, som foranledigede de første beskrivelser over land og folk. Den humanistiske aand opildnede historikerne til at skrive som patrioter, med det bevidste formaal at hæve sit eget folk, og deres forskning bar ofte altfor tydelige spor af, hvad de havde betragtet som sin vigtigste opgave. Men denne historieforskning kom ogsaa ind paa andre nye baner; der begyndte hos mere end en af dens repræsentanter at vaagne en kritisk sans, som rigtignok ikke med det samme naaede fuld modenhed.
Humanismen i Norden er væsentlig en aflægger af den tyske og har fra denne laant sit præg. Ganske som i Tyskland vender den sig ogsaa i Norden mod behandlingen af fædrelandets historie og samtidige forhold. I Danmark vaagner deri det 16de aarhundrede en af humanismen præget, levende historisk interesse, der ikke alene er indskrænket til kredsen af universitetets lærde og i Norge gaar der en lignende bevægelse, samtidig med den, der foregaar i det sydlige broderland. Medens hos Peder Claussen Friis og Absalon Pederssøn Beyer humanismens umiddelbare indflydelse ikke lader sig paavise med den ønskelige klarhed, saa frembyder Jens Nilssøn og hans vennekreds i og omkring Oslo et fortrinligt exempel, der netop viser, hvorledes den norske humanisme artede sig. De to førstnævnte norske forfattere arbeidede ogsaa under paavirkning af sin samtids mest fremtrædende literære retning; men de havde sandsynligvis kun paa fjernere haand modtaget indtrykkene fra denne, skjønt disse vare stærke nok til at vække dem begge til en virksomhed, der har efterladt sig uforglemmelige spor.
Hos Absalon Pederssøn og Peder Claussøn spores kun i mindre grad den humanistiske ramme om deres forfatterskab, og efterverdenen kunde derved endog let fristes til at overse, at det var paa denne almene retning i tiden, de dog i grunden havde bygget. Men med hensyn paa Jens Nilssøn skal ingen glemme, hvor han egentlig hører hjemme.
Hos Jens Nilssøn træffes hele det humanistiske apparat. Han kjender den gamle mythologi og forstaar at bruge den med hele den rutine, som hans samtid havde tilegnet sig. Ogsaa hans personlige omgang var anlagt i ægte humanistisk aand. Omstændighederne havde føiet det saa, at han kunde tilbringe sit liv sammen med andre mænd, der stode paa samme grundlag af dannelse som han, og som delte hans interesser. Hans omgangskreds blev i Norge noget aldeles tilsvarende af de smaa humanistiske cirkler, der i det 16de aarhundrede havde dannet sig paa mange steder i Tyskland. Forbindelsen mellem medlemmerne af denne kreds indbyrdes saavelsom mellem dem og andre videnskabelige kredse vedligeholdtes gjennem en stadig brevveksling.
I Norge, som i sydligere lande, hører den stadige, meget udviklede brevskrivning med til de eiendommelige sider ved den virksomhed, der øvedes af humanisterne. Selv hvor humanismens repræsentanter mest fordybede sig i studiet af sit eget lands forhold, bevarede de dog gjennem sin udstrakte brevveksling sin forsknings almene karakter. Paa en vis maade kunde det siges, at hvad tidsskrifterne udrette i det 19de aarhundrede, det var i det 15de og 16de brevskrivningens opgave. Men disse venner, der førte sit videnskabelige og literære samliv i breve, de havde tillige en stærk tilbøielighed til at beundre hinanden, under forudsætning af gjensidighed, og dette ledede til store overdrivelser. Det literære koterivæsen med den gjensidige beundring har neppe ofte været større end paa hine tider. Jens Nilssøn lagde selv megen vægt paa sine gode forbindelser i brevskriverveien; han følte rimeligvis sin egen literære betydning vokse, naar han erindrede, hvilke literære venner han havde.
Det er det latinske sprog, der altid anvendtes i saadanne breve. Det er ogsaa dette, som Jens Nilssøn med forkjærlighed benytter i sine trykte skrifter. Modersmaalet kommer blot til anvendelse i hans bønner og prædikener. Han fulgte her sin samtids skik. Latinen var det alt beherskende universalsprog, og den, som vilde gjøre regning paa at blive læst af et større publikum inden samtidens dannede mænd, var henvist til at benytte sig deraf. En altfor udbredt skjævhed i den historiske opfatning, der er vokset op af den grundtvigianske betragtningsmaade, har foranlediget, at de store literaturhistoriske arbeider over den dansk-norske literatur tildels have betragtet dette datidens herredømme i et falskt lys, og at de have bedømt forholdene i det 16de aarhundrede efter de skjævheder, som de have fundet i senere tider. Den har bragt dem til at overse den store betydning, som anvendelsen af dette sprog har havt baade under og efter reformationstiden, og derigjennem ere de komne til at give ensidige fremstillinger, af hvilke ingen læser skal kunne faa rede paa, hvad der virkelig er det sande forhold. Det var netop humanismen, der gav anledning til gjenoplivelsen af den middelalderske historie, og det var den, som bragte blikket til at vende sig mod hjemlandets egne forhold; langt fra at hemme udviklingen, var Latinen her det befordrende og befrugtende element, og gjennem den vandt kjendskabet til de forskjellige landes forhold i nutid og fortid en udbredelse, som den under andre omstændigheder ikke kunde have faaet. Hvad f. ex. Jens Nilssøn i Elegidion skrev om Thelemarken, kunde nu læses i Tyskland, og det fremtraadte desuden i en form, der var ganske anderledes fuldendt end den, han kunde have givet det ved at benytte sit modersmaal. Videnskab og digtekunst behøvede just at fremholde sin almene karakter, og de bleve styrkede, ikke kuede af Latinen. I dennes ly fremvoksede netop i stilhed den literatur, der skulde hæve „vulgærsprogene“ op til den rang, der tilkom dem, og den latinske historieskrivning blev ialfald ikke i Norden fremmet paa bekostning af den nationale.
I sine latinske skrifter fremtræder Jens Nilssøn som den ægte humanist. Hans skildringer af fædrelandets natur ere i formen digtede efter de klassiske mønstre, saaledes som de opfattedes i det 16de aarhundrede, og deres ydre apparat er det, som gjenfindes hos de latinske digtere. Men den tankegang, som gaar igjennem dem, minder stærkt om den moderne tids opfatning. Jens Nilssøn skildrer naturen efter den virkning, den har paa beskueren; der er mellem ham og den en indre vekselvirkning, der var middelalderen aldeles ukjendt. Han staar der ikke som den kolde og ligegyldige betragter, men som den, der gribes og i sine følelser og stemninger stærkt paavirkes af fædrelandets storartede natur. Denne vækker ham og stemmer ham til andagt og bøn.
Det rent personlige følelsesliv indtager en meget fremtrædende plads i Jens Nilssøns latinske digtning. Han lægger sine sorger, sine religiøse stemninger frem for læseren og lader ham tage del deri. Det er dog her ikke alene theologen, men simpelthen den troende kristen, der har ordet. Digteren hører ikke til den talrige skare af humanister, for hvem digtekunsten var et middel til at udbrede letsindighed; han er den lutherske humanist, for hvem saadant er den rene vederstyggelighed. Ved ham er der ikke det ringeste stænk af det humanistiske hedenskab, og man kan den dag idag føle sig tiltalt af den oprigtige tro, der taler til os gjennem hans digte.
Som geistlig taler indtog Jens Nilssøn utvivlsomt en fremtrædende plads mellem sin samtids norske og danske geistlige, og allerede af denne grund vilde en samlet udgave af samtlige hans prædikener være et nyttigt og betimeligt foretagende. Han taler med fyndig kraft, med troens overbevisning, og enkelte af hans prædikener vilde med nogle mindre forandringer kunne passe til alle tider. Til at kunne fælde en fuldt berettiget dom over denne del af hans literære virksomhed udkræves der imidlertid forudsætninger, af hvilke blot den uddannede theolog kan være i besiddelse; dertil fordres ikke alene kjendskab til de samtidige geistlige i Norge, saavelsom i Danmark, men overhovedet til hele det 16de aarhundredes lutherske theologi. Der vil i vor literatur fremdeles være plads for en afhandling over Jens Nilssøn som geistlig taler og theologisk forfatter paa grundlag af, hvad han selv har efterladt. Lægmanden kan her alene dømme om det varme, friske indtryk, som udtalelserne af hans levende tro maa gjøre paa enhver. Man føler her det stærke pust fra reformationens aarhundrede med dens pulserende troesliv og forstaar, at man befinder sig overfor en geistlig veltalenhed af høi rang. Troens varme og inderlighed er imidlertid ogsaa hos ham parret med nogle udvækster, som kun vare altfor almindelige paa hin tid.
Som ægte humanist befattede Jens Nilssøn sig nemlig med de den gang moderne og høit skattede astrologiske studier, der i løbet af dette aarhundrede havde sysselsat mange mænd af mere eller mindre grundfaestet ry, og hvis realitet neppe nogen vovede at benegte. Jens Nilssøns hovedinteresse paa dette felt var maaske mere astronomisk end astrologisk; men han kunde dog ikke løsrive sig fra den gjængse opfatning af disse videnskaber. Han saa i stjernernes gang, i kometernes tilsynekomst forbud om mærkelige begivenheder, der skulde times paa jorden. Men ikke alene i denne henseende delte han samtidens overtro. I hans prædikener forekommer der flere ytringer, som vise, at han troede paa trolddom og hekseri, og at han nærede de gjængse forestillinger om de onde magters indgriben i livet. Det kan saaledes neppe betvivles, at da det store syn saaes paa himmelen i Oslo 20de Januar 1580, som paa hin tid vakte stor opsigt i landet og udlagdes som et varsel om kommende store ulykker, eller da den mærkelige vanskabning af en gris blev født i Oslo 7de Juli 1581, der gav anledning til udgivelsen af skriftet „Die nordtsche sau“, da har Jens Nilssøn ikke heller undladt at gruble over, hvad dette havde at betyde. Om begge disse efter den dalevende slægts anskuelser opsigtvækkende begivenheder udkom der snart efter trykte skrifter, som nu forlængst ere sporløst forsvundne, og hvis forfattere ere ubekjendte. Af digtet om grisen kjendes jo en del, af hvilken erfares, at det er forfattet af en mand, der selv havde seet vidunderdyret.[2] Der er ingen, hvem man særlig kunde antage for at være forfatter; men det er dog muligt at han ikke er at søge langt fra Jens Nilssøn, om just ikke i dennes nærmeste omgangskreds. Ingen dalevende mand i Norge vilde have betvivlet den vanskabte grises betydning som varsel fra himmelen, og naar Jens Nilssøn kunde skrive sit digt om kometen af 1577, var der for den sags skyld intet til hinder for, at han ogsaa kunde have skrevet om himmelsynet af 1580 og jærtegnet af 1581. Det sees ogsaa, at hvor der paa visitatsreiserne blev berettet for biskopen om overtroiske hændelser, hvilke han lod sin dreng, Oluf Børgessøn, optegne, da var dette med den opfatning, at de virkelig havde tildraget sig (s. 393 og 397).
Naar Jens Nilssøn lod optegne, hvad han hørte af denne art, var det imidlertid ogsaa af andre grunde. Han nærede en stærk interesse for alt, hvad der vedkom hans land og hans folk, og derfor medtog han i sine optegnelser ethvert træk, der kunde have betydning for hans kjendskab til disse. Denne interesse kom bl. a. tilsyne under hans syslen med kilderne til fædrelandets historie, der har optaget ham gjennem den største del af hans liv. Ogsaa her var han en ægte humanist, et norsk sidestykke til mangfoldige samlere og forskere, der til samme tid vare spredte ud over alle lande. Jens Nilssøns virksomhed er et af de exempler, man i Norge har paa, at den vaagnende videnskabelige aand i det 16de aarhundrede formaaede at redde middelalderske kildeskrifter, som ellers vilde været sporløst tabte; han har i den henseende gjort det samme, som mange andre humanister.
Om humanismen end ikke udelukkende har æren for at have fremkaldt den gjenopblomstring af de historiske studier i Danmark og Norge, som udmærker det 16de aarhundrede, saa har den dog en ganske væsentlig andel deri. Man havde i Norden den gamle norsk-islandske literatur at vende sig til, og det blev da her denne, som fornemmelig eftersporedes og blev gjenstand for undersøgelser. Af dette arbeide tog Jens Nilssøn sin del. Ligesom de første humanister i det 14de og 15de aarhundrede havde fremhentet og med egen haand afskrevet de gamle latinske og græske codices, saaledes syslede han længe med at afskrive og gjennemgaa de gamle norske og islandske haandskriften Han benyttede en tvungen fritid til at afskrive Jøfraskinna, og til sine sidste levedage har han beskjæftiget sig med at gjøre uddrag af andre haandskrifter, som stode til hans raadighed. Formodentlig er det, som nu er bevaret, kun en ringe del af alle de afskrifter, han i sin tid har taget.
Jens Nilssøns forfattervirksomhed blev af en noget anden art end Absalon Pederssøns og Peder Claussøns. Han vides ikke at have efterladt sig noget større skrift, der svarede til dem, som haves fra de to nævnte forfatteres haand; de af hans arbeider over fædrelandets historie, der ere bevarede, have aldrig været beregnede paa at læses af andre, men kun paa hans eget brug. Men han viser sig dog i dem som et barn af den samme tid; forskende og samlende har han, som de, vendt blikket tilbage mod de fjerne tider, samtidig med, at han viede fædrelandets forhold, som de vare i hans egne dage, en levende opmærksomhed. Han er varmt interesseret i, hvad der foregaar omkring ham; alt maa undersøges og noteres. Gamle sagn, mærkelige naturspil o. lign. faa sin plads i de optegnelser, der altid føres paa hans reiser, og han erhverver sig et omfattende lokalkjendskab til fædrelandet. Han har færdets overalt i de dele af Norge, som ligge mellem Skien og Dovrefjeld, samt i hele Baahuslen, og han har reist der med opladte øine. Hvor han har havt anledning til at skildre sine reiseoplevelser i velklingende hexametre, mærkes det let, at han har seet paa fædrelandet med kjærlighed, at han har havt digterens syn paa dets natur, og at han med varme har hængt ved dets folk. Men han klager ikke over dets lod: naar han betragter fortiden, er det ikke med suk over, at denne nu er svunden. Jens Nilssøn var en sand fædrelandsven, og disse hans følelser maa ikke betragtes i lys af senere tiders forhold; det vilde give en falsk opfatning af ham. Han tog tingene, som de forelaa, og fæstede sig derved, at der var en fremgang at mærke; hans syn paa fædrelandets stilling rammes vistnok bedst ved de ovenfor (pag. LVIII seqv.) gjengivne ytringer af Jakob Volf. Som disse to mænd tænkte formodentlig en stor del af hin tids Nordmænd. Frederik II. var for dem den naturlige arvtager efter Harald Haarfagre, og de havde ingen forstaaelse af, hvori det egentlig var, der var foregaaet en forandring, ligesaa lidt som Jens Nilssøn selv, naar han syslede med sine undersøgelser over Norge og dets fortid, har havt nogen anelse om, at han derigjennem selv var med paa at yde et lidet bidrag til en ny tids frembrud, hvori en forandret opfatning af forholdene kom til at gjøre sig gjældende.
Den blivende, umiddelbare betydning for folkets nationale liv af den fædrelandske virksomhed, som udfoldedes af Jens Nilssøn og de andre af humanismen paavirkede forfattere, lader sig neppe paavise i synlige træk. Den interesse, der vaktes for land og folk, var hovedsagelig en literær, og dens indflydelse bliver meget vanskelig at vurdere. Imidlertid havde dog et bølgeslag af en stor almen bevægelse skyllet op imod vore kyster, og det viste sig, at det norske folk, der i det 15de aarhundrede havde levet et aandeligt dvaleliv, dog atter havde erhvervet nogle betingelser for at træde ind ved siden af de andre nationer.[3]
Det vilde her været meget heldigt, om der havde været adgang til nærmere at kjende forholdet mellem Jens Nilssøn og Peder Claussøn og mellem disse to mænd og Aksel Gyldenstjerne. Man havde da klarere kunnet dømme om den betydning, som Jens Nilssøn kunde havt for Peder Claussøn, og navnlig havt paa det rene, hvorvidt det var ham, der først henledede statholderens opmærksomhed paa den sidstnævnte. Nu er der her neppe engang plads for gjætninger, uden forsaavidt det maa ansees for sikkert, at begge disse Nordmænd i det mindste ved en enkelt anledning (pag. XL) have været sammen. Endnu mindre vides der noget om, at der har bestaaet forbindelser mellem Jens Nilssøn og de bergenske krønikeskrivere og samlere. Dette er dog i sig selv ikke rimeligt; den literære virksomhed i Bergen havde kun ringe berøringspunkter med den, som foregik omkring Jens Nilssøn. Selv var han aldrig længere vest end til Skien, og fra Bergen kom ikke mange til Oslo. Saaledes er det muligt, at han kan have været aldeles uvidende om, hvad der udrettedes i Bergen, medmindre statholderen fra sine reiser kunde bringe ham nogen besked derom. Absalon Pederssøns død indtraf desuden saa tidlig (1573–75), at der mellem ham og Jens Nilssøn neppe kunde have bestaaet nogen synderlig forbindelse; han var allerede død, inden den sidstnævnte havde truffet Peder Claussøn.
I forbigaaende maa her endnu nævnes Jens Nilssøns omsorg og interesse for skolevæsenet, der ligeledes er et kjendemærke paa, at han er den ægte humanist. Den nye retning havde fremkaldt en forandret opfatning af skolens opgave, og i alle lande var der fremstaaet dygtige mænd, som viede skolen sit arbeide. Til dem, som i Norge opofrede sig for denne gjerning, hørte ogsaa Jens Nilssøn; men desværre ere kilderne her utilstrækkelige til, at man kan tegne et billede af denne del af hans virksomhed, uden i ganske vage omrids.
Hvorledes Jens Nilssøn lærte det gamle norske sprog, oplyses ikke paa noget sted i hans egne skrifter. Der har dog ikke manglet anledning til at lære det, og kjendskabet til oldsproget har maaske været mere udbredt, end man nu i almindelighed er tilbøielig til at tro. Jens Nilssøn fortæller selv (s. 217) om en thrøndersk adelsmand, der boede i Baahuslen, og som baade kunde det gamle sprog og Latin. Af et gammelt lovhaandskrift (Cod. Thott. 1275, fol. i det store kgl. bibl.i Kjøbenhavn) sees, at der i 1600 levede en mand i Oslo, der kunde skrive det gamle sprog. At lagmændene i regelen kunde forstaa oldsproget, var vel fremdeles regel, ialfald i de aar, da Jens Nilssøn begyndte at sysselsætte sig med afskrivning af de gamle bøger. Gjennem de mange dokumenter, der fandtes ved kapitelsarkivet og biskopens eget arkiv, saavelsom rundt om i landet ved prestearkiverne, og som fremdeles jævnlig benyttedes, havde desuden en mand i hans stilling, selv om han ikke paa forhaand havde kjendt det, al mulig opfordring til at erhverve sig nogen kundskab til landets gamle sprog. Om dette selv var uddød som skriftsprog, og om det som talesprog baade var meget forandret og trængt tilbage, saa var der dog altid inden enkelte kredse vedligeholdt noget kjendskab til dets former og ordforraad, fordi dette medførtes af det praktiske livs krav. Det var ikke kjendskabet til sproget, men til den deri skrevne literatur, som gjenoplivedes i det 16de aarhundrede. Deri ligger, hvad man gjerne kan kalde den norske renaissance.
Om Jens Nilssøns kundskaber og om hans læsning meddele hans efterladte skrifter adskillige oplysninger. Hans dannelse var, som tidens i det hele, en meget encyklopædisk. I Latin var han vel bevandret, og han baade skrev og talte dette sprog med stor færdighed. Derhos har han vistnok ogsaa været godt hjemme i Græsk, uagtet her ikke foreligger bestemte vidnesbyrd. Han anfører flere græske forfattere, som han rimeligvis har læst, Homer, Theognis, Seusippos, Sofokles, Euripides, Platon, Aristoteles og Demosthenes. Lyschander har rimeligvis havt god grund til at kalde ham veterum lectione insignis. I den almindelige historie og i kirkehistorien har han været noksaa vel bevandret, og det er rimeligt, at han har kjendt nogle af kirkefædrenes skrifter. I Nordens historie havde han endel læsning i trykte skrifter og sandsynligvis adskilligt kjendskab til den gamle utrykte literatur. I medicin og astronomi har han havt en del kundskaben og for øvrigt har han været hjemme i noget af hvert, deriblandt i geografi og i de forskjellige grene af naturvidenskaberne. De kundskaber, som han under sin skolegang og under sit ophold ved universitetet havde erhvervet, bleve senere ved stadig læsning og ved fortsat studium vedligeholdte og udvidede.
Humanisterne yndede at omgive sig med bøger. Det var for dem en nydelse at arbeide midt imellem sine bogskatte, som de stadig søgte at forøge, og dette træk gaar igjen overalt, fra Italien til Norge. Bibliothek og studerekammer vare for dem det samme; for dem var det gaaet op, at videnskabsmanden opmuntres og styrkes i sit arbeide, naar han omgives af det, som er frembragt af hans forgjængere og aandsfæller. Humanisterne have opdaget eller gjenopdaget det trylleri, som arbeidet under saadanne omgivelser maa øve.
I denne som i andre henseender har Jens Nilssøn fulgt med sin tid. Han synes tidlig at være begyndt paa at samle og stadig at have fortsat dermed. I Oslo bispegaard havde han sit mindre bibliothek;; paa sine gamle dage indrettede han der et nyt studerekammer, der synes at have været hans stolthed (s. 336), og heri har han havt de bøger opstillede, som han eiede. Om disse kan desværre nu kun faa oplysninger tilveiebringes. Han eiede fra sine yngre dage Carions verdenshistorie (pag. XVIII), og selv fortæller han (s. 337), at han eiede en kvartudgave af Olaus Magnus, som han i 1595 havde laanebyttet til sognepresten i Ullensaker mod en denne tilhørende anden udgave. Særdeles betydeligt har biskopens bibliothek neppe været, om end noksaa respektabelt; for en væsentlig del har han været henvist til at laane bøger af sine omgangsvenner og af enkelte prester, som til gjengjæld kunde gjøre regning paa at faa lignende adgang til hans bøger. Han har saaledes rimeligvis laant et gammelt lovhaandskrift fra Skien (pag. CXXII). I 1593 laante biskopen af her Jon Bang i Tune en haandskreven dansk lægebog, som han leverede tilbage i 1597 (s. 551), og da han i 1597 visiterede paa Øvre Romerike, fik han hos sognepresten i Storenæs se Leonhard Fuchs’s Institutiones medicinæ, som han i Marts s. a., efter sin hjemkomst til Oslo, bad om at faa tillaans, idet han forsikrede eieren om, at han kunde være vis paa at faa den tilbage (s. 424, 463). Man faar her et indtryk af, at mængden af bøger, der har tilhørt private mænd i Norge, ikke kan have været særdeles stor, og at den enkelte bog har været betragtet som en ikke liden skat. Bøger vare kostbare, baade trykte og haandskrevne, og adgangen til at erhverve dem stod ikke aaben for alle.
Saalænge der ikke inden Norges grænser fandtes en boghandel, maatte det være forbundet med store vanskeligheder at faa opdrevet bøger, endog bibler. Jens Nilssøn lader til selv at have været mellemmand, hvor det gjaldt at skaffe presterne i hans stifter et exemplar af den hellige skrift; naar han krævede forskudsvis betaling, forinden han sendte dem bibelen, har dette rimeligvis været, fordi han af erfaring vidste, at det ikke var let at faa sit udlæg erstattet (s. 424). Men i længden kunde det ikke gaa for biskopen at være en saadan mellemmand ved bogkjøb, og der maatte tænkes paa at tilveiebringe en anden ordning, der bedre svarede til sit øiemed. Allerede imedens Frants Berg levede, var der tale om at faa en „bogfører“ eller boghandler til at nedsætte sig i Oslo og der handle med saadanne theologiske og filosofiske bøger, der kunde tiltrænges af prester, skoleelever o. a. Ved et kongebrev af 22de Januar 1575[4] blev der forundt en saadan mand frihed for al skat og alle byrder, som ellers paahvilede byens borgere, hvis han vilde aabne en handel i Oslo, og biskopen fik tilhold om at have opsyn med, at der ikke i denne solgtes nogen „sektiske eller hæretiske bøger“. Der var imidlertid ingen boghandler, som fandt de betingelser, der bleve ham budne, tilstrækkelig betryggende, og Oslo vedblev som tidligere at være uden boghandel.
Heller ikke var der noget bogtrykkeri. Den, som vilde have en bog trykt, maatte derfor henvende sig enten i Kjøbenhavn eller Rostock. Jens Nilssøn foretrak for det meste det sidstnævnte sted, naar han skulde have trykt et af sine latinske skrifter. Han benyttede her Stephan Möllmanns eller Mylianders bogtrykkeri, der var oprettet i 1561 og bestod langt ind i det følgende aarhundrede; dette var for øvrigt ikke Rostocks universitets-bogtrykkeri og skal heller ikke have været særdeles anseet.[5] Det er i aarene 1577–1586, Jens Nilssøn har benyttet Mylianders bogtrykkeri, og efter dette stanser ogsaa hans virksomhed som latinsk forfatter. I 1597 havde han skrevet et digt, rimeligvis paa Latin, som det da var ham tanke at faa trykt; men hvis dette er skeet, er vedkommende digt atter sporløst forsvundet (s. 513).
Hvad der fortælles Kom dette digt, er oplysende for tidens literære forhold. Biskopen havde selv haandskriftet med sig paa en visitatsreise til Kongelf, hvor han overleverede det til byfogden, Peder Kolding, som lovede at skaffe det med et paalideligt bud frem til Rostock. I den anledning lod biskopen inden afreisen fra Kongelf skrive et brev til Johannes Frederus, theologisk professor og superintendent i Rostock, der altsaa skulde være hans mellemmand ved digtets trykning og maaske tidligere har gjort ham den samme tjeneste. Et personligt bekjendtskabsforhold kan neppe have bestaaet mellem disse to mænd, som vistnok aldrig have havt anledning til at se hinanden (pag. LXVIlI); rimeligvis ere de komne i forbindelse gjennem fælles bekjendte i Danmark, og de have formodentlig allerede tidligere vekslet breve.
Jens Nilssøns skrifter i modersmaalet udkom alle i Kjøbenhavn, hvor de bleve trykte hos Mads Wingaard. Den udgave af hans latinske digt om kometen af 1577, der blev trykt i Kjøbenhavn af Andreas Gutterwitz, er maaske kun et optryk, som bogtrykkeren har foranstaltet paa egen haand.
- ↑ En aldeles fuldstændig og udtømmende, klassisk fremstilling af humanismens almene kulturhistoriske betydning gives endnu ikke. Die wiederbelebung des classischen alterthums af Georg Voigt (anden omarbeidede udgave, i 2 bind, Berlin 1880–1881) er med rette anseet som et særdeles godt verk, men omfatter kun humanismens første aarhundrede i Italien. L. Geiger, Renaissance und humanismus in Italien und Deutschland (Berlin 1882) er vistnok mere omfattende, forsaavidt det gaar længere ned i tiden og medtager Tyskland; men forfatteren kan dog ikke siges at have løst opgaven. For Tysklands vedkommende er adskilligt at finde i Deutschlands literarische und religiöse verhältnisse im reformationszeitalter af Dr. Karl Hagen, I (Erlangen 1841), et verk, som imidlertid lider under adskillig ensidighed. I de større verker over den dansk-norske literatur er der maaske intet afsnit, der er saa utilfredsstillende behandlet som det, hvori der var anledning til at paavise den store humanistiske bevægelses indflydelse paa aandslivet i Norden. Hos N. M. Petersen, for hvem det var en hovedsag at dele literaturen i den lærde og den folkelige, forekommer neppe engang ordet „humanisme“. Ulige bedre er det endnu ikke afsluttede literaturhistoriske verk af P. Hansen; men ogsaa her maatte man kunne ventet en mere indgaaende betragtning af, hvad der var humanismens væsen. Bedst er Dr. H. Rørdams korte skildring i Kjøbenhavns universitets historie 1537–1621, I, s. 29 flg.; men han har gjennem sit emne været henvist til kun at berøre enkelte sider.
- ↑ N. Nicolaysen, Norske magasin, II, s. 44 flg.
- ↑ Smlgn. udgiverens lille, i 1884 som manuskript trykte brochure, Om betingelserne for det norske folks politiske udvikling i tiden før 1814, s. 12, hvor der i korthed hentydes til disse forhold.
- ↑ Norske rigsregistranter, II, C. 145 flg.
- ↑ Dr. Otto Krabbe, Die universität Rostock, I, s. 619, hvor det fortælles, at universitetet holdt Mylianders trykkeri under censur, da det blev godtgjort, at han havde ladet trykke smædebreve.