Biskop Jens Nilssøns liv og virksomhed 1538–1600/13

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Utgitt av Yngvar NielsenA. W. Brøgger (s. cxliii-ccvi).
◄  XII.
XIV.  ►
XIII.

Jens Nilssøns arbeide var ikke indskrænket til det stille liv i hans studerekammer i Oslo bispegaard, ligesaa lidt som det udelukkende var viet til den videnskabelige forskning. Han har som biskop udfoldet en betydelig virksomhed, og hvad han har udrettet som kirkelig administrator, er et ikke ringe arbeide. Her har man hans egentlige hovedgjerning i livet. I en ung alder havde han faaet det hverv at staa ved den gamle Frants Bergs side og overtage en del af hans forretninger, og siden arbeidede han med usvækket iver og nidkjærhed indtil sine sidste levedage. Tiden mellem reformationens indførelse og Jens Nilssøns ansættelse som Frants Bergs medhjælper er nærmest en overgangstid, hvori reformationsverket endnu ikke var kommet til nogen virkelig afslutning. Ved reformationens pludselige indførelse var ganske vist døren aabnet for et nyt og bedre kirkeligt liv i Norge; men den var dog foregaaet paa en saadan maade, at der i de første aartier derefter ligesaa meget kan tales om fortsat tilbagegang som om begyndende fremgang. Det tog her tid ud, forinden den kirkelige opløsning lod sig stanse og en virkelig fast grundvold for den nye tilstand kunde lægges.

Med den katholske læres fald skulde i Norge som i Danmark den biskopelige værdighed være afskaffet. I de gamle biskopers sted skulde der med betydelig indskrænket myndighed træde saakaldte superintendenter eller superattendenter, en i hvert stift. Men den gamle benævnelse, biskop, holdt sig dog og forekommer endog enkeltvis i den nye lutherske kirkeordinans for Danmark af 1539. Denne ordinans blev foreløbig ogsaa sat i kraft for Norges vedkommende, uagtet det erkjendtes, at forholdene her i flere henseender vare saadanne, at de udkrævede en særegen kirkelig lovgivning. Men det i 1539 givne løfte om udstedelsen af en norsk kirkeordinans var endnu ved Jens Nilssøns død ikke opfyldt.

Superintendenterne eller biskoperne, hvilken sidste titel snart igjen blev den almindelig gjængse, skulde i sammenligning med sine katholske forgjængere indtage en meget beskeden stilling. Der skulde ikke gives dem anledning til at udfolde stor ydre pomp og til at optræde som kirkefyrster. Ordinansen af 1539 gik derfor endog ind paa saadanne enkeltheder som at fastslaa, hvor mange tjenere og tjenestepiger det skulde være en af de nye biskoper tilladt at holde; deriblandt var der ogsaa en „dreng“, som han stedse kunde have hos sig, og som kunde holdes til bogen for senere at blive sogneprest eller skolemester. Biskoperne skulde ikke længere kaldes til nogen ørkesløshed, men til stort arbeide; de skulde paa Latin „traktere“ og lære andre den hellige skrift, forkynde Guds ord for folket over hele sit stift, holde kongens undersaatter til at være fredsommelige og lydagtige og belære dem om de pligter, de vare sit herskab skyldige. De skulde paase, at presterne „retsindelig og endrægtelig lære Christi hellige evangelium“, og at de med sine husfolk førte „et høvisk levnet“. Undersøgelsen af de nye presters duelighed og deres endelige ansættelse lagdes i biskopens haand, under forbehold af, at den paa kongens vegne stadfæstedes af lensherren, ligesom det blev biskopens sag at skride ind, naar en prest viste sig uværdig til at beklæde sit embede. Alle sager, „som samvittighederne ere anrørendes, om hvilke man spørge raad af Guds ord“, skulde behandles af biskoperne. Disse skulde ogsaa, naar noget forelagdes dem til besvarelse fra kongen, raadføre sig med sine kolleger „eller noger af de forstandigste prædikere“, for saa at give et vist og fast svar“. Ægteskabssager skulde henvises til kongen eller lensherren, i kjøbstæderne til borgermester eller raad, hvis der var nogen særlig forargelse tilstede, eller der skulde „siges overljust dom af“; i andre tilfælde skulde biskoperne „befrie samvittighederne i disse saa vel som andre sager og efter ordsens ljudelse give gode bestandige raad“. I verdslige sager maatte de ikke dømme uden særligt paalæg. I kjøbstæderne skulde de undersøge skolerne og i forening med lensherren paase, at alting der gik rigtig til; det tilkom dem at indsætte skolemestere efter først at have undersøgt deres kundskaber sammen med sognepresten og „de bedste udi raadet“. Derhos skulde de undersøge, hvorledes der forholdtes med de fattiges forsørgelse, i hvilket øiemed der i hver kjøbstad skulde oprettes „en menige kiste for de fattige“. Biskopen og lensherren skulde sørge for, at alle, der havde ansættelse i kirkens og skolens tjeneste, kunde faa tilstrækkelig løn, og de skulde herom gjøre indberetning til kongen.

Som et særligt hverv, een gang for alle, blev det ved ordinansen af 1539 paalagt biskoperne, at de med lensherrerne skulde besøge alle sognekirker, for derpaa at optage et fuldstændigt register over alt dertil hørende gods, saaledes, at man altid kunde have rede paa dette; hvor der ikke var tilstrækkelig underholdning for en sogneprest, skulde de lægge to kald sammen eller paa andre maader sørge for, at saavel presten som degnen kunde faa tilstrækkelig underholdning. Som regel skulde biskopen een gang om aaret besøge alle kirker i sit stift og da være sammen med lensherren.

Af disse ordinansens bestemmelser viser sig, hvad der var de nye biskopers stilling: de skulde være kirkelige tilsynsmænd, hvis myndighed ikke maatte gribe ud over kirkens egne anliggender. Saasnart disse berørte det økonomiske eller overhovedet det verdslige, kunde biskopen intet foretage uden lensherrens medvirkning.

For Oslo og Hamar stifter var der indtil Jens Nilssøns ansættelse neppe foretaget noget skridt for at opfylde ordinansens bud om udarbeidelse af et register over alt det kirkelige jordegods. Han tog sig imidlertid straks af dette arbeide i fællesskab med Povel Huitfeldt (pag. XXXIII). I dennes instruktion af 1572 var sagen paa ny udtrykkelig bragt i erindring; men først efterat Jens Nilssøn var bleven biskopens medhjælper i 1574, blev der taget fat paa arbeidet. I løbet af aarene 1574—1577 blev det fuldendt, og dets resultat foreligger i den saakaldte Povel Huitfeldts stiftsbog. Denne er i sin nuværende skikkelse en i pap indbunden foliant, der med det gamle Oslo og Kristiania bispearkiv er gaaet over i rigsarkivet, hvor den er numereret 2 k blandt bispestolens arkivalier. Den indeholder foruden titelbladet 214 folierede blade. Paa titelbladet staar: „Stigss bogh och richtig forteignelsse paa alle præstebolss, tilleggelsse och inndchombst udj Oslou och Hammer stichter, effter welbiurdige Pouell Huittfelldtzs annfordrinngh, forferdiget anno 1575“. Paa de følgende blade indeholdes en fortegnelse over prestebolenes og kirkernes eiendomme og indtægter samt tildels deres inventarium. Denne begynder med prestegjældene Asker, Aker og Næsodden, for hvilke der paa Akershus er optaget fortegnelser i dagene fra 8—14 Decbr. 1574. Efter disse følger fortegnelserne for Aas (dateret 8 Januar 1575), Krokstad (7 Jan. 1575), Vestby (20 Januar), Hobøl (8 Jan.), Spydeberg (12 Jan.), Skiptvet (13 Jan.), Eidsberg (16 Januar), Trøgstad (20 Jan.), Askim (18 Jan.), Rødenæs (22 Jan.), Aremark (28 Januar), Rakkestad (30 Jan.), Id (2 Februar), Berg (4 Febr.), Skeberg (9 Februar), Borge (12 Febr.), Hvaler (12 Febr.), Frederiksstad (14 Febr.), Vaaler (10 Januar), Raade (18 Februar), Rygge (20 Febr.) og Tune (15 Januar). Derefter følger fortegnelsen for Gjerpen, som er dateret 18de Marts 1575, saa for Hiterdal (20 Marts), Sande (22 Marts), Bø (24 Marts), Holden (26 Marts), Drangedal (28 Marts), Bamle (29 Marts), Skien (6 April), Solum (8 April), Eidanger (10 April), Tjølling (17 April), Brunlanæs (20 April), Hedrum (22 April), Sandehered (22 April), Tønsberg (27 April), Borre (28 April), Sæm (30 April), Nøtterø (2 Mai), Stokke (3 Mai), Andebo (5 Mai), Ramnæs (8 Mai), Vaaler (10 Mai), Botne (12 Mai), Hof (14 Mai), Lærdal (16 Mai), Sandsvær (18 Mai), Eker (12 Juni), Lier (14 Juni), Sande (16 Juni), Hudrum (18 Juni), Røken (20 Juni), Ullensaker (7 Juli), Gjerdrum (9 Juli), Nannestad (11 Juli), Eidsvold (13 Juli), Næs (15 Juli), Odalen (17 Juli), Vinger (19 Juli), Grue (21 Juli), Hof (23 Juli), Sørum paa Nedre Romerike (27 Juli), Aurskog (29 Juli), Høland (31 Juli), Enebak (2 August), Fet (4 Aug.) og Skedsmo (6 August). Derpaa følger fortegnelserne for Hedemarken, hvor Næs kommer først, 6 September 1576, og saa uden angivelse af nogen dag, Ballishol, Ringsaker, Vang, Løiten og Romedal; den derpaa følgende fortegnelse er for Stange og dateret 10de September 1577. Saa kommer Gudbrandsdalen, hvor begyndelsen gjøres med Faaberg, med en ikke dateret fortegnelse; derefter følger Gausdal (13 August 1576) og videre udaterede fortegnelser for Øier og Ringebo, saa Froen (10 Aug. 1577) og derefter igjen udaterede fortegnelser for Vaage og Lom. Derpaa følger et tillæg til jordebogen over Thelemarken og saa fortegnelsen for Lesja, der ikke er dateret. Efter dette kommer Biri, Vardal, Land (alle 3 fortegnelser udaterede), Thoten (dateret 14de September 1577), Gran, Norderhov og Hole (alle fortegnelser udaterede). Saa følger Aamot i Østerdalen (udateret), Elverum (29 Aug. 1577) og Tønset (29 Juli 1577), Modum og Sigdal (begge udaterede), videre Hjærtdal, Siljord, Lardal, Vinje, Føresdal, Hviteseid og Tinn (alle udaterede). Derefter kommer tilsidst Rollag og Flesberg (begge udaterede).

Ved at sammenholde de her angivne dage med biskopens visitatser i de samme aar faar man nærmere begreb om, hvorledes de i stiftsbogen meddelte fortegnelser ere blevne til. De i 1574 udarbeidede fortegnelser over kirke- og prestegods ere optagne paa Akershus ved dertil indkaldte mænd, sandsynligvis i nærværelse af statholderen og biskopen. I Januar og Februar 1575 visiteredes forskjellige prestegjæld i Borgesyssel, og her viser det sig, at de fleste af de fortegnelser fra denne kant, der ere indtagne i stiftsbogen, netop ere underskrevne paa de dage, da biskopen opholdt sig i vedkommende prestegjæld. Nogle af disse fortegnelser ere fra prestegjæld, til hvilke biskopen ikke kom paa denne reise, og en enkelt (for Tune) er optagen 3 uger, før han kom til stedet. For denne landsdel kan der altsaa paavises en forbindelse mellem visitatsreisen i 1575 og fortegnelserne.

Derimod kan det ikke afgjøres, hvem det er, som har reist omkring og modtaget den derpaa følgende række af fortegnelser, der begynder med Gjerpen 18de Marts 1575 og ender med Skedsmo 6te August s. a. Her maa imidlertid en eller flere personer, der vare udstyrede med fuldmagt fra statholderen og maaske ogsaa fra biskopen, have foretaget en fuldstændig rundreise. Sandsynligvis er der i forveien udgaaet meddelelse til samtlige sogneprester om hver at forberede en saadan fortegnelse, og naar saa den omreisende kommissær indfandt sig, var det en let sag at faa den ført i pennen og undertegnet, hvorpaa han tog den med sig til Akershus.

Med de sidste fortegnelser i stiftsbogen, der for den største del savne datering, er det vanskeligere at paavise nogen lignende rækkefølge i tiden for deres affattelse. Sandsynligvis har biskopen paa sine visitatsreiser bragt dem i erindring, og hvor han ikke selv kunde række hen i disse aar, maa han eller statholderen have skrevet til presterne for at paaskynde arbeidet.

Ved ordinansen var det fastsat, at der skulde være to exemplarer af registrene over det geistlige gods, et hos statholderen og et hos biskopen. Hvorvidt dette bud er blevet opfyldt for Oslo og Hamar stifter, vides ikke, idet nu kun det ene exemplar, der tilhørte biskopen, er bevaret; men det er vistnok rimeligt at der oprindelig har været to. Originalerne ere nu forlængst tabte; thi hvad der er bevaret i bispearkivet, er kun en afskrift, der synes at være skreven et stykke ind i det 17de aarhundrede og i ethvert tilfælde er tagen længe efter baade Povel Huitfeldts og Jens Nilssøns tid. Disse have kun havt løse fortegnelser for hvert prestegjæld, og de have ikke indført dem i nogen protokol. Dette er først skeet efter deres død; medens der i det 16de aarhundrede, da de begge levede, ikke kjendtes nogen „stiftsbog“, saa er denne først istandbragt, da der i det 17de aarhundrede viste sig trang til at have afskrifter, som da for nemheds skyld bleve indførte i en og samme bog. At dette er sammenhængen, vil vise sig ved en noksaa flygtig undersøgelse af stiftsbogen.

Det er imidlertid sandsynligt, at Jens Nilssøn har ladet de originale fortegnelser indhefte sammen, og at det er disse, hvortil der sigtes, naar afskriveren paa et par steder (fol. 137, b og fol. 145, b) taler om „den forseglede bog“ eller om „den gamle forseglede jordebog“. I afskriften er der ogsaa indskudt yngre stykker, der gaa lige ned til 1600 (fol. 145, b). De i afskriften indeholdte oplysninger om det i 1580 oprettede Vænebygdens annex (fol. 145, b) siges udtrykkelig ikke at have staaet i originalen. Afskriften er ikke tagen med synderlig omhu, men maa snarest siges at være meget skjødesløs. Saaledes følger fortsættelsen af fol. 119, b først paa fol. 128, og paa fol. 153, b til 154 er der i Gudbrandsdalen indskudt et stykke, der hører hjemme i Thelemarken. Det er muligt, at det har været en mangel ved den oprindelige indbinding, der er aarsag i, at afskriveren har gjort saadanne feil; men det er dog paafaldende, at han kan have overseet, at ikke alt var i orden.[1]

Den, som i det 17de aarhundrede først gav stiftsbogen dette navn, har været vidende om den befaling, som Povel Huitfeldt havde ladet udgaa om at optage de fortegnelser, som man i afskrift indførte deri. Denne er nu tabt; men det maa ansees som sikkert at det er statholderen, som har undertegnet de skrivelser, der først foranledigede iverksættelsen af de undersøgelser, som i ethvert prestegjæld maatte gaa forud, inden man kunde nedskrive et register over det geistlige gods. Men af hvad der idet foregaaende er oplyst, vil det fremgaa, at Jens Nilssøn ogsaa har en væsentlig andel i, at de fortegnelser kom istand, der nu i afskrift ere samlede i den saakaldte Povel Huitfeldts stiftsbog. Denne er netop en frugt af begge disse mænds samarbeide.

Stiftsbogen omfatter ikke Baahuslen, og der er ikke noget bekjendt om, at Jens Nilssøn i forening med den derværende lensherre har gjort noget skridt for at faa istandbragt tilsvarende fortegnelser. Om ogsaa saadanne have existeret for dette lens vedkommende, ere de ialfald ikke medtagne ved afskrivningen i det 17de aarhundrede. Efter 1660 var der heller ingen synderlig grund for Jens Nilssøns efterfølgere paa Oslo bispestol til at vaage over deres bevarelse, idet de da havde tabt sin praktiske betydning for biskoperne.

Stiftsbogen er, ogsaa i sin nuværende skikkelse, en vigtig historisk kilde, fra hvilken der kan hentes oplysning om adskillige forhold i det 17de aarhundrede. Den benyttes allerede nu ikke saa lidet, men vil dog først rigtig kunne gjøre nytte, naar den engang kunde blive udgiven i trykken.

Der fandtes i Jens Nilssøns tid ved kapitlets arkiv en gammel jordebog over det geistlige gods i Oslo bispedømme, der var optagen omkring aar 1400 paa foranstaltning af biskop Eystein. Den omfatter ikke Hamar bispedømme. Det er denne jordebog, som allerede paa Jens Nilssøns tid var kjendt under navnet „den røde bog“, og som i 1879 er udgiven af H. J. Huitfeldt. Den var ved Kristjern Munks afreise fra Akershus af ham ført til Danmark, hvor den forblev i nogen tid, indtil den atter blev leveret til en af kannikerne fra Oslo, som deponerede den i kapitlets arkiv (pag. XXXVIII). Efter den ødelæggelse, der under Syvaarskrigen overgik mange prestegjæld, hvis arkiver opbrændtes ved fiendens indfald, blev det nødvendigt at foranstalte udskrifter af den røde bog, der i fremtiden kunde opbevares paa prestegaardene. Da Jens Nilssøn i 1580 var i Danmark, hørte ogsaa dette anliggende til dem, som han der forebragte for kongen, og han udvirkede da et kongebrev af 13de Juni 1580,[2] i hvilket det paalagdes Oslo kapitel at skaffe hver af stiftets prester en udskrift af den røde bog, som kunde vise, „hvad derudi kan findes prestebolige eller kirkegods udi hver gjæld i fornævnte stifter anrørendes og tjenligt“. Dette kongebud blev i de følgende aar gjennemført, om end temmelig langsomt. Af visitatsbøgerne (s. 205) sees saaledes, at der endnu i 1594 ikke var tilveiebragt nogen udskrift for Tegneby i Baahuslen, hvorover den derværende prest beklagede sig. Biskopen gav ham da løfte om at skaffe ham, hvad han ønskede; i dette prestegjæld omtales udtrykkelig, at arkivet var brændt i Syvaarskrigen. For tiden kjendes kun en eneste af de originale udskrifter af den røde bog, der bleve tagne i Jens Nilssøns tid, og denne er for Tune prestegjæld.[3] Udskriften er besørget af Claus Berg, der formodentlig ogsaa har besørget alle de øvrige.

I Jens Nilssøns sidste leveaar synes der atter at have været tale om at overdrage den røde bog til universitets-bibliotheket i Kjøbenhavn, idet Axel Gyldenstjerne skal have tilbudt den som gave, hvis professorerne vilde lade den afhente i Oslo.[4] Men dette tilbud blev ikke modtaget, saaledes at den røde bog endnu i længere tid blev i Oslo, hvor den rettelig hørte hjemme.

Paa sine visitatsreiser førte Jens Nilssøn jævnlig tilsyn med de geistlige arkiver. Ved hans besøg i Vang paa Hedemarken September 1594 gjennemgik han saaledes „den lille brevkiste“, hvori kapitlets gamle breve opbevaredes (s. 313). Disse maa saaledes, ialfald for en del, have undgaaet ødelggelsen i Syvaarskrigen. Paa tilbagereisen til Oslo gjennemgik han ligeledes de gamle breve, som fandtes i Eidsvolds prestearkiv (s. 324). Ovenfor er talt om det opbrændte arkiv i Tegneby. Selv hvor intet nævnes om en undersøgelse af arkivet, er det dog rimeligt, at biskopen har skaffet sig oplysninger om dets tilstand. Dertil har han ialfald ved tidligere besøg ogsaa havt tilstrækkelig anledning.

De vigtigste geistlige arkiver i de to stifter vare dog biskopens og kapitlets arkiver i Oslo, mellem hvilke det allerede for denne tids vedkommende neppe altid er muligt at trække bestemte grænser. Kapitlets arkiv gik efterhaanden op i biskopens. Dette var vistnok genstand for Jens Nilssøns særlige omhu og synes at være blevet ordnet i hans tid.

Fraregnet et par undtagelser, ere samtlige de ældste dokumenter, der findes i det nyere bispearkiv, det, som omfatter tiden efter reformationen, fra Jens Nilssøns tid. Det er ham, som har samlet og ordnet dette arkiv, der før hans tid neppe var i den bedste orden, og det er rimeligt, at han ogsaa har fortjenesten af at have reddet det meste af, hvad der har været i arkivet fra ældre tider. Under Syvaarskrigen synes ogsaa biskopens og kapitlets arkiv at være kommet i uorden, og det siges udtrykkelig, at mange af de gamle breve dengang kom bort; men det er ogsaa sikkert, at adskilligt blev reddet. De nu bevarede protokoller over domkapitlets forhandlinger begynde først efter 1600; men det er sandsynligt, at der allerede i Jens Nilssøns tid har været holdt ordentlige kapitelsbøger. Derimod er der bevaret andre protokoller, der bære vidnesbyrd om den virksomhed, Jens Nilssøn har udfoldet for at ordne og bevare bispestolens og kapitlets arkivsager.

Da de i 1574—1577 optagne fortegnelser over kirkernes og presternes gods hverken omfattede Oslo eller Hamar kapitels jordeiendomme, lod Jens Nilssøn sig det være magtpaaliggende at tilveiebringe paalidelige exemplarer af jordebøgerne for begge kapitler. Paa denne maade blev der tilveiebragt en fuldstændig jordebog for begge kapitler, hvilken fremdeles haves.[5]

Udarbeidelsen af denne jordebog er ingen enkeltstaaende foranstaltning. I aarene efter 1588 sees formynderstyrelsen at have virket meget for at faa tilveiebragt fortegnelser over det offentlige jordegods. Under 25de April 1591 udgik der en almindelig befaling til samtlige lensherrer om at lade udarbeide jordebøger over sine len, og 6te Marts 1592 kom der et lignende paalæg om at skaffe en jordebog over alt det geistlige gods i Bergens stift. Ligeledes blev der omtrent ved samme tid tilstillet kapitlerne ved Oslo og Hamar domkirker en befaling om ogsaa at lade udarbeide en saadan jordebog over deres eiendomme og indtægter. Men dette bud var endnu i de første maaneder af aaret 1595 ikke blevet opfyldt, hvorfor der 22de Februar blev udfærdiget et nyt kongebrev[6] i samme anledning. Regjeringsraaderne sige i dette brev, at de ikke lidet forundrede sig over en saadan forsømmelighed fra kapitlets side, som netop „burde at være andre med tilbørlig kristelig hørsomhed og lydighed imod øvrigheden til exempel“, og at de derfor nu vilde „alvorligen byde og befale“ dem, at de med det allerførste skulde „forfatte og udskrive en klar og rigtig jordebog paa alt det gods og rente“, som var henlagt til de to domkirker, med nøiagtig angivelse af den præbende, alter, kapel, kirke eller lignende, hvortil godset oprindelig var givet, samt navnet paa den, der for øieblikket var forlenet dermed; ogsaa kommunets gods skulde medtages i jordebogen. Af denne skulde der udfærdiges tre exemplarer, et for at opbevares ved Oslo domkapitel, et for at leveres til statholderen og et for at indsendes til det danske kancelli, hvorfra det rimeligvis med det samme blev overleveret til rentekammeret, i hvis arkiv det havde sit naturlige forvaringssted.

Befalingen blev denne gang efterkommet, nøiagtig som den var givet, og meget hurtig; den nye jordebog er den samme, som nu foreligger i kapitlets exemplar. Dette er forsynet med følgende titel: „Jordebog offuer alt dett godtz, som nu ligger til capittelidt wdj Osloe, med hues anditt godtz, som der frakomid er, och tilfførn tilliggid haffuer. Klarligen forfatted och summeridt, huer altergodtz och præbende sæer och besunderlig med fortegnellsse ther hoss, huem samme godtz och rente nu føllger, och lader oppebherre Actum Osloe. Anno 1595“. Jordebogen findes nu i rigsarkivet (Kristiania bispearkiv, 2, hh).

Jordebogen omfatter kun Oslo domkapitel; den afsluttes med en forklaring om, at der under Syvaarskrigen var kommet megen uorden ind med hensyn til kapitlets gaarde, hvorfor det nu ikke havde været saa ganske let i alle tilfælde at fastslaa, hvad der var den rette gaard; kapitlet haabede imidlertid med tiden at faa bedre rede paa forholdene og skulde da give nærmere meddelelse derom. Det taler i en meget ydmyg tone og har formodentlig havt sine grunde derfor, ligesom til at skynde sig. Jordebogen sees nemlig at være istandbragt paa 4—5 maaneder.

Foruden denne original findes der i det til rigsarkivet overførte Kristiania bispearkiv (2, f) en afskrift „efter den beseglede jordebog, som findes i Kong. Maj.ts renteri“, hvilken er tagen af Jens Nilssøns efterfølger paa bispestolen, Anders Bentssøn Dalin, inden han i 1601 reiste til Oslo. I denne afskrift er ogsaa medtagen „En ret jordebog paa all rente, som nu ligger till capittelet udi Hammers domkircke, skreven anno M.D.L.VI“. Dette aarstal kan dog alene have hensyn til, hvad der anføres om kommunets gods, hvilket kommer først, hvorimod fortegnelsen over de enkelte altere og præbender ialfald har faaet nogle tillæg og saaledes ikke er indskrænket til at være en afskrift af en næsten 50 aar ældre jordebog.

Foruden stiftsbogen af 1575 og kapitels-jordebøgerne af 1595 findes der fremdeles i bispearkivet fra Jens Nilssøns dage to bind med aktstykker (2, d og e). Disse ere for det meste netop skrevne i hans tid; det er dels koncepter, dels afskrifter, dels Originalen. De ere øiensynlig samlede paa biskopens foranstaltning og bestemte til vedvarende opbevaring i hans arkiv, hvorimod de først i begyndelsen af det følgende aarhundrede ere blevne indbundne. Der er da ogsaa indkommet i samlingen enkelte dokumenter, som ere lidt yngre. Men dennes hovedmasse er dog fra Jens Nilssøns dage og repræsenterer, hvad der fra hans funktionstid er levnet af dokumenter i Oslo bispearkiv. Dette har neppe heller i hans tid været meget stort. Ødelæggelsen i Syvaarskrigen,[7] der allerede er omtalt i det foregaaende (pag. CLI), maa have forringet dets omfang. Selv maa han have modtaget det i en meget mislig forfatning. Rimeligvis er det kun gjennem indbindingen, at det senere er lykkets at redde disse faa levninger fra undergang, idet det saaledes er blevet vanskeligere, at de enkelte aktstykker kunde forsvinde. Hvad der nu er levnet i bispearkivet, indeholder meget af interesse og værdi, og det er en ikke uvigtig kilde for Norges indre historie i det 16de aarhundrede, fornemlig for de geistlige forholde vedkommende. Saaledes findes derimellem ganske gode oplysninger om Oslo kapitel.

Nærmest under biskopen stod, som en levning fra den katholske tid, et domkapitel, hvis medlemmer kaldtes kanniker. Ved reformationen var der ikke lagt nogen haand paa det tildels ret betydelige gods, der var henlagt til kapitlerne, og deres fortsatte bestaaen anerkjendtes i kirkeordinansen af 1539. Det blev imidlertid fra nu af regjeringen, som var kapitlernes foresatte, og det var den, som bestemte, hvem der skulde være deres medlemmer. I navnet havde kapitlerne maaske fremdeles bevaret retten til at vælge disse, og det omtales ialfald for det hamarske kapitels vedkommende ved flere leiligheder, at det selv havde uddelt sine præbender.[8] Men dette var dog altid under forbehold af kongens stadfæstelse. Da de hamarske præbender vare smaa og altsaa lidet fristende, kan dette være grunden til, at man netop der tildels lod kapitlet beholde denne ret, hvoraf følgen i en blev, at de fleste hamarske præbender uddeltes til oplandske prester, som da samtidig bleve kanniker ved domkapitlet. I Oslo derimod synes meget tidlig retten til at uddele præbenderne at være gleden helt ud af kapitlets hænder, og dermed var det berøvet den sikreste støtte for sin bestaaen som selvstændig korporation.

Den enkelte kannik havde sit ophold af det til et alter henlagte gods eller af en præbende (kanonikat, vikariat o. s. v.). Da den særlige altertjeneste ophørte med reformationen, kunde ogsaa det til dens ydre vedligeholdelse bestemte gods anvendes til kannikernes underhold. Antallet var i den katholske tid bestemt, og der haves ialfald een efterretning om, at det i Kristian III’s tid for Oslo skal være fastsat til 12;[9] men senere foretoges der store forandringer med sammenlægning af præbenderne og med udstykning i mindre dele, saaledes at det allerede ved slutningen af det 16de aarhundrede kan være vanskeligt at gjenkjende den middelalderske inddeling. Ved reformationen var i Oslo det til Mariakirken hørende kapitel slaaet sammen med domkapitlet, medens den fuldstændige sammensmeltning mellem dette og Hamar domkapitel først foregik langsomt udover i det 16de og tildels i det 17de aarhundrede. Kapitlet i Hamar havde dog fra det øieblik, bispesædet dersteds nedlagdes, tabt al selvstændig betydning, og forsaavidt det i Jens Nilssøns tid virkelig har øvet nogen virksomhed, da maa denne have været en meget liden.

Kannikerne selv havde kun lidet at udrette udenfor den forefaldende tjeneste i domkirken og afsigelse af domme i ægteskabssager, og da de i Oslo vare ganske godt aflagte, aabnedes derved snart døren for en ny praxis, idet kanonikaterne anvendtes til at forsørge mænd, som ellers ikke kunde opnaa nogen god stilling, eller til at forbedre en allerede forud given løn. Man gik her stedse videre, og saaledes kom det dertil, at der mellem indehaverne af domkapitlernes gods kunde findes mænd i høist forskjellige stillinger. Hyppig understøttedes paa denne maade yngre mænd til sine studier ved det danske eller ved fremmede universiteter; men som oftest var det dog til mere fjerntliggende formaal, at regjeringen ansaa sig berettiget til saaledes at raade over indkomsterne af kapitelgodset. Dette vil nærmere vise sig af en oversigt over kapitelsgodsets fordeling, saaledes som denne var i Jens Nilssøns tid. Den er bygget paa den ovenfor omhandlede jordebog af 1595, som er sammenholdt med rigsregistranterne, der jævnlig indeholde kongebreve, som angaa kapitelsgodsets anvendelse.

1. Jens Nilssøns egen præbende, som han havde faaet efter den fordums kannik i Oslo hr. Hans Olssøn; denne præbende bestod af den gamle Delevigs præbende, der havde hørt til Mariæ alter i Mariakirken. Derhos havde han Frue alter i Mariakirkens nordre kor, hvis gods tidligere havde været delt i to parter; af disse fik Jens Nilssøn den ene ved et kongebrev af 25de April 1561 efter hr. Einar Gjerulssøn, medens han fik den anden efter presten i Aker hr. Mats Anderssøn Den sidste part anvendte Jens Nilssøn til „studii ophold“ for hr. Hans Haagenssøn, for Kristen Jenssøn, der var Jens skrædders søn i Oslo, og for sin egen søn, Kristofer Jenssøn. Til dette kom endnu „kommuneparten“ og „portio choralium“. En del af dette gods, nemlig Delevigs præbende m. m., var fast henlagt til biskopens underholdning og blev derfor under 7de Mai 1600, efter Jens Nilssøns død, overdragen til hans eftermand, Anders Bentssøn Dalin; med resten var han derimod kun „forlenet pro persona“, og derpaa fik hans ældste søn allerede expektancebrev under 11te August 1587.

2. Den baahuslenske adelsmand Anders Gren til Sundsby havde en præbende, der foruden kommuneparten og portio choralium bestod af det gods, der var henlagt til St. Olafs og St. Dorotheas altere i Mariakirken og til „Svenne altar“, formodentlig i samme kirke; han benyttede 1595 Jens Lauritssøn som forvalter. Anders Gren fik denne præbende, medens han var kancelli-sekretær, ved kongebrev af 17de April 1579, da den var ledig efter Hans Stigssøn, der var tolder nordenfjelds og havde faaet præbenden ved kongebrev af 28de Mai 1573, paa betingelse af, at han skulde residere ved domkirken, naar han ikke længere var i kongens tjeneste. Han fik den igjen efter lagmanden Nils Stub, som atter havde den efter Jakob Kristenssøn.

3. Renteskriver, senere mønsterskriver Hans Mechelborg fik ved kongebrev af 12te Juli 1574 et kannikedømme i Oslo domkirke, der var ledigt efter Oluf Kuldt, med forpligtelse til at residere ved kapitlet, naar han ikke længer gjorde daglig tjeneste i kongens renteri; dette kannikedømme bestod i 1595, foruden kommuneparten, af St. Laurentii alters gods og Hovin præbende af domkirkens gods. Som forvalter nævnes i 1595 Søfren Mogenssøn.[10]

4. Kancelliskriver Sivord Pederssøn, senere borgermester i Odense, fik ved kongebrev af 22de Marts 1580, med forpligtelse til at residere ved domkirken, naar han ikke længere var i kongens daglige tjeneste, en præbende, der var ledig efter den afdøde lagmand i Oslo Nils Stub; denne var tidligere overdraget til Paal Paulssøn, indtil Nils Stub fik den ifølge et kongebrev af 28de Februar 1574, med forpligtelse til at „residere og bo hos Oslo domkirke og gjøre slig tynge og tjeneste uden kirken og inden deraf, som andre kanniker sammesteds“. Saavel Paul Paulssøn, som Nils Stub maatte imidlertid overlade halvdelen af præbendens indtægter til slotsskriveren paa Akershus, Simon skriver; dette synes dog at være ophørt i 1580. Efter Sivord Pederssøns død blev præbenden under 10de Februar 1600 overdragen til den kongelige sekretær Laurits Mule. Den bestod i 1595, da Laurits Mikkelssøn var Sivord Pederssøns forvalter, af St. Annæ præbende af domkirkens gods, korsets alter af Mariakirken, hvoraf dog den ene part var overdragen kansleren, Hans Pederssøn til Sæm, Mariakirkens sakristirente, med undtagelse af en gaard i Svendal, der var overdragen til Jens Nilssøn, samt endvidere af Maria Magdalenas alter og Hole præbende af domkirkens gods; dertil kom da ogsaa her kommuneparten og portio choralium. Korsets alter var ved kongebrev af 30te August 1584 efter „hr. Rasmus i Follegaard“ overdraget til hr. Hans Bang i Tune. Da der ikke nævnes noget derom i jordebogen af 1595, er det rimeligt, at der i de mellemliggende 11 aar er truffet en anden ordning, som ellers ikke kjendes: dog er det heller ikke umuligt, naar der tages hensyn til, hvad der ellers vides at være skeet med kanonikaterne, et hr. Hans Bang aldrig er kommet i besiddelse af det, som var ham lovet i 1584.

5. Rentemester Envold Kruse fik ved kongebrev af 18de November 1582 et kannikedømme i Oslo, der var ledigt efter den bekjendte Dr. Erasmus Lætus, som igjen, i henhold til et expektancebrev af 6te Juli 1577, havde faaet det efter mester Nils Olufssøn.[11] Dette bestod i 1595 af kommuneparten og portio choralium, af St. Laurentii alters gods af Mariakirken og Løiten præbende af domkirken. Om den sidste meddeles i jordebogen følgende oplysninger: „Denne præbende havde salige hr. Engelbret, sogneprest udi Gjerpen, og blev efter hans død skiftet efter Kong Maj. hans mandats brev emellum de tolv residerende kanniker her udi Oslo, vel mere end 32 aar forleden [ɔ: omkring 1563]. Og blev siden, anno 80 efterladt s. doctor Erasmus Lætus, at han samme præbenda maatte beholde, der han var den venligen begjærendes. Men nu efter s. doctor R. L. afgang følger Envold Kruse, den gode mand, al denne rente, disse næst efterskrevne gaarde, som dog ikke er tilfyldeste halvparten af denne rente“. Envold Kruses forvalter var i 1595 Søfren Hanssøn.

6. Skolemesteren i Oslo, Jakob Jakobssøn Volf, senere læsemester i Odense, Jens Nilssøns svigersøn, (smlgn. nedenfor, s. 65, 103 og 566) fik ved et kongebrev af 29de Februar 1584 tilsagn om, „at naar han nogen tid sig udi form tjeneste og skolemesters bestilling flitteligen haver ladet bruge, skal han bekomme det første ledigblivende kannikedømme udi Oslo domkirke“, paa betingelse af, at han fremlagde superintendentens vidnesbyrd. Efter thronskiftet 1588[12] blev løftet fornyet under 14de Juni 1589, og formodentlig er det saa inden kort tid blevet indfriet. I 1595 besad han et saadant kannikedømme, foruden kommuneparten, bestaaende af Hofs præbende af Mariakirkens og Thingvolds præbende af domkirkens gods.

7. Hr. Hans Søfrenssøn, slotsprest paa Akershus, fik ved kongebrev af 21de Juni 1577 løfte paa det første ledige kannikedømme i Hamar eller Stavanger, „efter kapitels statuter“, og derefter erholdt han ved et nyt kongebrev af 2den Januar 1570 det ledige præbende, Stilkens gods. Senere fik han atter, under 16de Juni 1580, løfte om det første ledige kannikedømme ved Oslo domkirke; dette sidste løfte opfyldtes ved et nyt kongebrev af 17de August 1583, da han fik det kannikedømme, hvormed tidligere den nu afdøde renteskriver, senere borgermester i Kjøbenhavn, Nils Pederssøn havde været forlenet. Dette bestod i 1595, foruden kommuneparten og portio choralium, af Ulvin og Stilkens præbender samt Annæ alter, alt af domkirkens gods. Om Stilkens præbende oplyses i jordebogen, at den af biskop Anders Mus var lagt til Vor frue tiders alter i Stilken i domkirken til underholdning for to prester, og at den var delt i to parter, hvoraf hr. Hans Søfrenssøn havde den ene efter salig hr. Mats Finde. Ved kongebrev af 12te November 1599 blev kannikedømmet, da hr. Hans var død, overdraget til hr. Peder Matssøn Morsing.

8. Magister Halvard Gunnarssøn, lector theologiæ i Oslo, havde efter sin forgjænger, Jon Anderssøn, et kannikedømme, der bestod af Sikulands præbende, Edmunds, Andreas og Martins alteres gods, samtlige af domkirken, foruden kommuneparten og portio choralium, samt af to gaarde, der oprindelig tilhørte Løiten præbende og efter hr. Engelbret i Gjerpens død vare overdragne Jon Anderssøn, senere havde fulgt Halvard Gunnarssøn, derpaa Dr. Erasmus Lætus og nu Envold Kruse. Allerede 10de August 1573 havde magister Halvard Gunnarssøn faaet kongebrev paa „St. Martins altaris præbende, som han nu selv udi værge har“. 28de Juni 1575 fik han derhos expektancebrev paa at erholde efter mester Jons død det kannikedømme, som denne havde. Da mester Jon 19de Marts 1577 fik et expektancebrev paa at faa det første ledigtblivende kannikedømme ved domkirken, ser det ud, som om han i mellemtiden har maattet overlade mester Halvard det, som han tidligere havde havt for sit lektorat; det nye skulde da blive pro persona. Ved kongebrev af 7de Juli 1584 blev læsemesterens præbende „perpetueret“, d. v. s. det bestemtes, at det gods, der var henlagt til mag. Halvard, bestandig skulde tilhøre hans efterfølgere i embedet.

9. Hr. Claus Berg, kantor ved St. Halvardskirken, havde i 1595 et kanonikat, der, foruden kommuneparten og portio choralium, bestod af Bergs præbende. St. Annæ alter og kantoriet af domkirken og Catharinæ præbende af Catharinæ alters gods i Mariakirken. Dette kanonikat havde han faaet efter sin formand som kantor, hr. Klemet Pederssøn. I et kongebrev af 27de November 1577 loves der, at hr. Claus, mod at afstaa sit tidligere kanonikat i Hamar og mod forpligtelse til at residere ved Oslo domkirke, skulde faa det kanonikat, som nu var ledigt i denne efter den nævnte kantor. Det viste sig dog snart, at dette kanonikat ikke var ledigt, og hr. Claus skulde have adskillige vanskeligheder at overvinde, forinden det lykkedes ham at komme i besiddelse deraf. Thi ogsaa hr. Klemets søn, hr. Kristen, havde stor lyst paa at faa det, naar engang hans fader afgik ved døden. Han havde allerede under 26de December 1577 faaet løfte om det første kannikedømme, som „efter kapitels statuter“ blev ledigt i Oslo domkirke, og det ser ud, som om derved har været sigtet paa det, som fremdeles indehavdes af hans fader. Men Claus Berg, der i denne sag maa være støttet af sin fader, Frants Berg, og sin svoger, Jens Nilssøn, satte sig paa sin side straks i bevægelse og opnaaede saa et kongebrev af 19de Juni 1578, hvorved der gaves ham tilsagn om hr. Klemet kantors kanonikat, saafremt han overlevede denne. Ingen af parterne synes dog at have stolet paa sine adkomstdokumenter og foretrak derfor at slutte et mindeligt forlig, forinden der blev ledighed i kanonikatet. De enedes da om, at hr. Claus kunde vælge dette, hvis han ønskede det, men kun mod at afstaa til den anden sit sognekald, Sko i Baahuslen, og denne ordning fik 1ste Januar 1580 kongelig stadfæstelse. De indrettede sig derefter begge i overensstemmelse dermed. Hr. Kristen fik under 22de Marts 1580 kongebrev paa en af de præbender, der vare ledige i Oslo domkirke efter Nils Stub (smlgn. pag. CLVI seqv.). Saa døde hr. Klemet, og da Jens Nilssøn kort efter reiste til Danmark, skrev den gamle Frants Berg med ham et brev, der skulde hjælpe sønnen Claus til at komme i besiddelse af det længe eftertragtede kanonikat. Først 9de December 1581 fik han kongebrev paa dette, som kun betegnes: St. Catharinæ alter. I jordebogen af 1595 siges, at hr. Claus Berg allerede i 1578 havde faaet det hele kannikedømme umiddelbart efter hr. Klemet, hvilket dog, efter det her oplyste, ikke kan forholde sig saa. Den anden, hr. Kristen, blev sogneprest til Ske. (Smlgn. s. 118).

10. Kancelliskriver Carsten Vogt. hvis fuldmægtig var Peder Paasche, havde i 1595 et kanonikat, bestaaende af kommuneparten og Velo præbende af domkirkens gods. Dette var ham overdraget 17de November 1592 efter den kongelige sekretær Korfits Grubbe, der igjen havde faaet det 20de November 1588 efter renteskriveren Nils skriver.

11. Hr. Peder Matssøn (Morsing), skolemester i Oslo og senere Guds ords tjener paa Akershus, havde i 1595 et kanonikat, der bestod af den saakaldte „Visør præbende i Gudbrandsdal“ og præbenda S. Michaelis. Til den første præbende hørte bl. a. den afgift af Gudbrandsdalen, der kaldtes visøre, hvoraf den havde sit navn. Det lader til, at hr. Peder oprindelig har havt denne præbende som skolemester; men da han fratraadte fik han ved kongebrev af 16de Marts 1584 tillaldelse til fremdeles at beholde den „indtil videre“. 6te Juli 1584 fik han ved et nyt kongebrev løfte paa det første ledige kannikedømme.

12. Sognepresten ved St. Halvardskirken, hr. Nils Olssøn havde i 1595 foruden kommuneparten og portio choralium Aas præbende (Hvadvalder præbende) og altare salvatoris, samt uden domkirkens sakristirente og hele den indtægt, som havde ligget til de to nedlagte kirker i Oslo, korskirken og Klemenskirken. Sogneprestens præbende var „perpetueret“ i 1584.

13. Oluf Nilssøn, kapellan ved domkirken, havde Hegs præbende af dennes gods.

14. Mikkel Pederssøn, klokker ved domkirken, havde reditus æditui.

15. Skolemesteren i Oslo (1595 Peder Matssøn) havde som sin „perpetuerede rente“ foruden kommuneparten og portio scholæ, Hjelmunger præbende og altare militum, begge af domkirkens gods.

16. Peder Jenssøn Holm havde i 1595 for hans tjeneste til tolvprædiken udi Oslo domkirke: „Stilkens præbende: den anden part af Vor Frue alter gods i stilken udi domkirken, som var skiftet udi tvende parter, hvoraf hr. Hans Søfrenssøn følger den ene og jeg [ɔ: P. J. H.] den anden part, som jeg bekom efter hr. Hans Pederssøn hører“.

17. Jens Jenssøn, øverste hører i Oslo skole, havde ifølge jordebogen af 1595 det jordegods, der havde ligget til St. Birgittas alter i Mariakirken.

18. Hans Pederssøn, anden hører i Oslo skole, havde ifølge samme jordebog det jordegods, som havde ligget til altare sanctæ crucis i Mariakirken. Ved et kongebrev af 7de Juli 1584 vare ogsaa disse to sidstnævnte præbender (17 og 18) „perpetuerede“ til to hørere; det maa herved bemærkes, at det nævnte alters gods ogsaa omtales som hørende til andre præbender (17 og 18), saaledes at Hans Pederssøn blot kan have havt en mindre del deraf.

19. Hans Glad, der senere blev lagmand paa Oplandene, havde efter jordebogen af 1595 til understøttelse, medens han studerede, faaet Medelvalder præbende af statholderen, Ludvig Munk, med kapitlets samtykke, under forbehold af kongens paafølgende stadfæstelse.

20. Kristofer Rasmussøn Hjort havde til understøttelse ved sine studier faaet den saakaldte Marianæ præbende, der i 1595 var henlagt til „succentorem i Oslo“.

21. Hans Pederssøn til Sæm, Norges riges kansler, havde i 1595 en præbende, bestaaende af store St. Annæ alter, halvparten af Mariakirkens kors-alter, hvoraf Sivord Pederssøn (4) havde den anden halve del, og lille St. Annæ alter af Mariakirken.[13]

Til disse 21 præbender kom endnu de saakaldte bona communia, der efter gammel sædvane aarlig skulde deles mellem de residerende kanniker. Disse bestode af tienden af Tune, Onsø og Enebak, ledingen af Vaaler, Rygge og Follo, samt endel gaarde, fiskerier m. m., rundt om i landet, der havde tilhørt begge kapitler. Hovedmassen af kapitlets fælleseiendom, kummunet, var delt mellem præbenderne, som den saakaldte „kommunepart“. Den saakaldte portio choralium anvendtes til at holde en discipel i latinskolen, den saakaldte choral.

Hamar domkapitel var forholdsvis lidet bemidlet ved siden af det i Oslo. Urimeligheden af de overdrevne forestillinger, hvormed man længe har betragtet det gamle Hamar, viser sig ogsaa af det ringe jordegods, hvormed det derværende kapitel var udstyret. Der var ved domkapitlet ikke saa faa altere og præbender, men til hvert af disse var der kun henlagt lidet gods. Det største jordegods var henlagt til kommunet, som kapitlets fælles eiendom, og var mod slutningen af det 16de aarhundrede overdraget til skolen i Vang. Desforuden opregnes der i den ovenfor omtalte jordebog følgende alters og præbender:

1. Altare Nicolai var oprindelig overdraget hr. Baard paa Stange. 17de April 1572 fik kanniken mester Ture Hummer kongebrev paa at faa dette kanonikat efter hr. Baards død; men under 29de s. m. fik dennes søn, lagmanden Mogens Baardssøn Rosensværd, brev saavel paa Nicolai som paa Michaelis alter, og han maa være kommen i besiddelse deraf. Under 2den Mai 1575 blev det overdraget til Mogens Svale, hvis enke, fru Maren Bjelke, fik alterets gods ved et kongebrev af 17de Februar 1582, der altsaa maa have ophævet det tilsagn, der under 20de Oktober 1581 var givet Mogens Baardssøn om paa ny at faa dette gods. Fru Maren havde det til sin død, hvorefter det Ved kongebrev af 4de Juni 1594 overdroges til Hans Pederssøn, der ogsaa nævnes som dets indehaver i jordebogen af 1595.

2. Gausdals præbende var først henlagt til sognepresten i Gausdal, hr. Frants, derefter til hr. Hans Søfrenssøn, slotspresten paa Akershus. Ved kongebrev af 13de Juni 1580 lik imidlertid Jens Nilssøn sig selv overdraget denne præbende, medens hr. Hans nogle dage senere fik løfte paa det første kanonikat, der blev ledigt i Oslo. (Smlgn. ovenfor, under Oslo kapitel, 7). Præbenden kaldes i jordebogen „Gousta“, hvilket maa bero paa en feilskrivning; navnet kommer utvivlsomt alene deraf, at præbenden til en tid har været henlagt til presten i Gausdal.

3. Altare Trinitatis, formodentlig domkirkens hovedalter, blev 14de Februar 1574 overdraget til Olaus Berg efter mester Amund Ellingssøn. Under 27de November 1577 fik han befaling om at opgive dette kanonikat (smlgn. ovenfor under Oslo domkapitel, 9), som under 28de December 1577 blev overdraget Morten Knutssøn. Han fik ogsaa under 9de December 1579 kongetienden af Gran paa Hadeland. Begge dele bleve 25de September 1586 overdragne til Dr. Eskild Kristenssøn, hvis brev derpaa atter fornyedes 20de Oktober 1587. I 1595 omtales han som den, der har præbenden, med fogden paa Hadeland, Peder Knutssøn, som fuldmægtig, hvorimod tienden da var overdragen til hr. Haagen Mogenssøn, sogneprest til Vang paa Hedemarken.[14]

4. Ottestad præbende var i 1595 overdraget til sognepresten til Løiten, hr. Peder Svendssøn. Ifølge et kongebrev af 22de Februar 1595 var denne lille præbende bevilget ham af kapitlet, og det stilledes i udsigt, at han skulde faa kgl. bekræftelse derpaa. Ved kongebrev af 28de Juli 1577 blev denne præbende, som da var ledig efter mester Torben Olssøn, overdraget mester Nils Sael, der var sogneprest til Stange, og som 17de September 1575 havde faaet brev paa det første ledige kanonikat i Hamar kapitel. Efter ham blev præbenden under 6te Juni 1585 overdraget hr. Helmerik Hanssøn, kapellan ved St. Laurentii kirke i Tønsberg. Hvor længe han havde præbenden, vides ikke.

5. Oustad præbende var i 1595 overdraget til sognepresten hr. Kjeld Jørgenssøn i Romedal.

6. Altare Catharinæ og Alms præbende vare i 1595 overdragne til biskopens søn, hr. Kristofer Jenssøn. Han havde faaet det første ved kongebrev af 6te Juli 1584, den sidste ved kongebrev af 4de Marts 1595 efter den afdøde sogneprest til Stange, hr. Kristen Kristenssøn, der havde faaet den 11te Juli 1580.

7. Sakristirenten var i 1595 overdraget til sognepresten paa Elverum, hr. Laurits, som tillige under 4de April 1587 havde faaet kongetienden af Stange og Løiten.

8. Altare quinque vulnerum blev efter mester Ture Hummer under 28de September 1584 overdraget til hr. Peder Matssøn Morsing og under 22de Mai 1592 til den gudbrandsdalske sogneprest hr. Mats Gram, der fremdeles havde det i 1595.

9. Altare crucis var i 1595 overdraget hr. Thorsten Søfrenssøn Morsing, sogneprest til Gran.

10. Hammerstad præbende var i 1595 overdraget hr. Jens Lauritssøn Bugge, sogneprest til Ringsaker.

11. Huringstad præbende var i 1595 overdraget til Kristen Ellingssøn.

12. St. Jørgens alter og Michaels alter vare i 1595 overdragne til hr. Peder Matssøn Morsing. Paa det første havde mester Ture Hummer den 29de April 1572 faaet expektancebrev efter mester Torben Olssøn, og det sidste var samme dag, tilligemed Nicolai alter (1), overdraget til Mogens Baardssøn; efter hans død blev det 19de Juli 1593 overdraget til hr. Peder Matssøn. Allerede under 2den Marts 1585 havde han faaet St. Jørgens alter.

13. Rise præbende og Horgens præbende vare i 1595 overdragne til Jakob Jakobssøn Volf, der bestyrede dem ved Jon Svendssøn, borger i Oslo.

At vedligeholde domkapitlernes gamle indretning var i længden ikke muligt. Efterat cølibatet var afskaffet, maatte man sent eller tidlig opgive alle forsøg paa at bevare en saadan skik, som den, at alle kanniker skulde gaa til samme bord. Endog den forudsætning, at kannikerne skulde opholde sig eller, som det stedse beder, residere ved selve kapitlet, kunde, saaledes som forholdene stillede sig, vanskelig opretholdes gjennem en noget længere tid. En fordring af denne art lod sig med nogen grund blot stille til dem, der havde geistlige stillinger i den by, hvor kapitlet var, og naar flertallet af dem, der indehavde et kanonikat, var mænd, der paa grund af sin embedsstilling maatte opholde sig paa et andet sted, var det umuligt at kræve af dem, at de skulde „residere“ ved kapitlet. Imidlertid varede det dog en stund, inden man fra regjeringens side ligefrem opgav denne fordring, og der toges ved uddelingen af kanonikater stadig det forbehold, at indehaveren skulde residere, naar han ikke længere var i sin tjeneste Men det maa ansees som sikkert, at det aldrig har hændt, at en, der var forlenet med et kanonikat i Oslo, paa sine gamle dage har slaaet sig ned i denne by og levet der som residerende kannik.

Det var nu engang paa grund af omstændighedernes medfør blevet uundgaaeligt at forholdene udviklede sig paa denne maade. Med kapitlernes kooptationsret var den eneste skranke bortryddet, der lod sig stille derimod. Men dette kunde ikke forhindre, at de virkelig residerende kanniker, der maatte udføre domkapitlets forretninger, gjøre den daglige tjeneste og bære de byrder, som overhovedet fulgte med at bo paa stedet, hvor domkirken var, følte sig lidet tjente med denne ordning. Thi det viste sig, at de ikke residerende herrer udelukkende betragtede sine kanonikater som indtægtskilder og unddroge sig opfyldelsen af alle dermed følgende pligter, saaledes at de ikke engang holdt sin choral ved skolen; der førtes ogsaa klage over, at der indsneg sig uorden og urede ved det til saadanne kanonikater hørende jordegods. Her var der meget at udrette for Jens Nilssøn, og det ser ogsaa ud, som om han allerede, inden han havde faaet sin udnævnelse til svigerfaderens medhjælper, har taget sig af disse forhold (pag. XXVIII seqv.).

Under 20de April 1572[15] blev der paa foranledning fra Oslo udstedt et kongebrev om domkirkens kanonikater, der skulde rette paa de tidligere mangler. Ved dette bestemtes, at de ikke residerende kanniker ligesaavel som de residerende herefter skulde „holde en choral, som skal gange udi skolen og i lærdommen sig forfremme og at være tilstede udi kirken at sjunge, saa ofte tjeneste er der sammesteds, og samme choral forsørge med nødtørftige underholdning til mad og drikke“. Ligeledes bestemtes, at enhver, som ikke residerede, skulde „have sin procuratorem hos domkirken boendes, som hermed skal have flittig tilsyn, at det saa holdes og fuldkommes“. I forsømmelsestilfælde fik de residerende kanniker ret til at tage de fornødne penge til choralens underhold af vedkommendes indtægter af kanonikatet. Dette var i overensstemmelse med kirkeordinansen, der paabød, at alle prælater og kanniker ved domkirkerne skulde holde en choral, hvortil helst skulde tages personer, som endnu gik i skole og stode under tugt, medens det dog ogsaa var tilladt at vælge en fattig prestemand eller en student med gode vidnesbyrd, indtil han paa anden maade kunde blive forsørget.[16]

Den i 1572 givne befaling synes ikke at have baaret nogen frugt. Det viste sig, at det hverken stod i regjeringens eller i Povel Huitfeldts og Jens Nilssøns magt at fremkalde nogen forandring, saalænge man overhovedet opgav kravet om, at enhver indehaver af et kanonikat skulde residere ved domkirken. Det varede heller ikke mange aar, forinden der indkom nye klager over, at de residerende kannikers tal var altfor lidet, og dette foranledigede et nyt kongebrev, af 7de Juli 1575, hvorved det indskjærpedes alle indehavere af kanonikater ved Oslo domkirke, at dermed ogsaa fulgte en forpligtelse til at residere ved denne og at udføre sine forretninger, medmindre vedkommende var i kongens tjeneste; saafremt nogen ikke nu overholdt sin forpligtelse i denne henseende, blev det udtrykkelig sagt, at han da vilde miste sit kanonikat.

Den nye befaling synes ikke at være bleven mere overholdt end den foregaaende, saaledes at der i 1579 atter kom klager over, at kanonikaternes indehavere vare uvillige til at residere ved domkirken. Dette fremkaldte et tredie kongebrev, af 5te Mai 1579, der gjentog og skjærpede paabudet fra 1575. Men heller ikke dette lader til at have havt den tilsigtede virkning, og da Jens Nilssøn om sommeren 1580 var i Danmark, havde han ogsaa i denne anledning at forebringe en klage fra Oslo domkapitel; han udvirkede derved det fjerde kongebrev paa otte aar om detsamme emne, af 13de Juni 1580, hvorved det bestemt paalagdes alle indehavere af kanonikater ved dette kapitel, som ikke vare i kongens „daglige tjeneste til hove“, at residere ved domkirken og der istandsætte sine residenser, saafremt de ikke vilde udsætte sig for at tabe det hele. Den gamle bestemmelse om, at der mindst skulde være 12 residerende kanniker, „som kunde sidde kapitlet og fuldgjøre daglig tjeneste udi kirken“, blev ved denne leilighed atter sat i kraft. Dog forudsattes det, at kongen kunde „af synderlig aarsag“ fritage en eller anden for at bo i Oslo.

Hermed synes man foreløbig at være bleven staaende, enten fordi der virkelig er indtraadt nogen, om end liden forbedring, eller fordi man omsider har indseet det haabløse i at ville ved kongebreve gjennemdrive en ordning, der hindredes ved hele regjeringens praxis. Thi naar der stadig uddeltes kanonikater til mænd, hvis stilling for øvrigt gjorde det umuligt for dem at residere, var det aldrig at haabe, at kapitlet, selv med noksaa mange kongebreve i haanden, kunde gjennemdrive opretholdelsen af den ordning, som det ansaa for ønskelig. Man ser, at kapitlet noget senere har forsøgt at modsætte sig uddelingen af et kanonikat til rentemester Envold Kruse og gjort fordring paa, at det maatte overdrages til en, som kunde residere ved domkirken. Men deraf havde de ingen glæde, idet det simpelthen ved et kongebrev af 25de Februar 1583 blev dem meddelt, at kongen havde givet ham samme kanonikat, og at de ikke maatte lægge ham nogen hindringer i veien. Saaledes blev den sag afgjort.

Hvad der virkelig synes at være opnaaet, var det, at de ikke residerende kanniker dog omsider fandt sig i at benytte fuldmægtige, der kunde holde orden paa deres jordegods. I denne henseende giver jordebogen af 1595 oplysninger, der vise, at formaningerne havde udrettet noget. Men med hensyn til choralerne synes det at have været en meget vanskelig sag at faa den gamle uorden afløst af en bedre tilstand; i dette punkt lader det til, at de ikke residerende kanniker have været meget vanskelige at bevæge til at opfylde sine forpligtelser. I 1587 blev der atter fra kapitlets side klaget over denne deres efterladenhed; men ved kongebrev af 11te August 1587 blev der kun givet klagerne ringe trøst. Kapitlet blev blot henvist til at paase, at man rettede sig efter kongebrevet af 1580 og dettes forgjængere, der indeholdt tilstrækkelige regler for, hvad der skulde gjøres, naar en ikke residerende kannik forsømte at holde en choral; kongen kunde derfor blot forundre sig over, at de ikke bragte disse i anvendelse, men i stedet kom til ham med klager. Dermed høres der i Jens Nilssøns tid ikke mere om disse forhold. Maaske har det virkelig lykkets for ham at faa de ældre bestemmelser gjennemførte i dette punkt, medens der aldrig mere kunde blive tale om, at samtlige indehavere af kanonikater skulde residere.

Mellem indehaverne af kanonikater, baade i Oslo og Hamar kapitel, møder man Jens Nilssøns navn; han oppebar paa den maade en ikke uvigtig del af sin løn, først som rektor, siden som biskop. Det er paafaldende, at der ikke paa samme maade tales om, at Frants Berg har været forsørget med et indbringende kanonikat, og at der ikke ved hans død bliver et saadant ledigt. Alt, hvad han i denne henseende har havt, synes at være tre fjerdedele af den til Oslo læsemester henlagte indtægt, hvilke bleve ham overdragne ved et kongebrev af 20de August 1550, og som formodentlig ved hans død i 1591 uden videre ere tilfaldne Halvard Gunnarssøn. Derhos havde han i aarene 1555—1562 indtægten af Tønsberg provstigods. I kong Kristian III.s tid var det bestemt, at Frants Berg som biskop hvert aar skulde faa sig udbetalt af Akershus len 300 daler, og dette blev yderligere bekræftet af Frederik II. under 12te Mai 1575. Saalænge Jens Nilssøn stod som Frants Bergs medhjælper, er det vel tvivlsomt, hvorvidt han har havt andre indtægter end dem, som han kunde have af sine kanonikater. I 1580 blev derimod mellem ham og den afgaaende biskop truffet en overenskomst, der under 13de Juni fik kongens bekræftelse, hvorefter Jens Nilssøn skulde have halvdelen af de nævnte 300 daler, medens Frants Berg, foruden hvad der tidligere var ham personlig bevilget, for sin levetid fik den anden halve part, som en art pension. Dette blev altsaa et tillæg til Jens Nilssøns kanonikater samt til de til biskopens embede henlagte avlsgaarde og enge udenfor Oslo. Disse sidste vare temmelig betydelige og have formodentlig afgivet et ganske godt bidrag til husholdningen. En af disse gaarde og enge var Etterstad med Vaalen, hvor Jens Nilssøn oftere sees at have tilbragt sommeren, og hvis omgivelser han skildrer i sine latinske digte. I den forbirindende elv havde biskopen her to sagbrug, Vaalen kværner.[17] Jens Nilssøn var selv meget ivrig og omhyggelig for at passe paa det til ham henlagte gods og sørgede stadig for at paatale sin ret, hvor nogen vilde gaa denne for nær. I denne henseende havde han et ikke ringe arbeide, og han maatte jævnlig lade andre paa sine vegne møde frem paa thingene for at hævde besiddelsen af bygselretten til forskjellige gaarde.

Saalænge den fratraadte biskop levede, fandt Jens Nilssøn sig ikke fornøiet med de til hans embede henlagte indtægter. Haa ansøgte derfor i 1587, da han, som det heder, med dem ikke kunde „tilkomme til sit huses ophold“, om at faa en daler af hver hovedkirke, som han visiterede i sine stifter, „til hans underholdnings behov“. Det hed sig udtrykkelig, at dette alene var, fordi han, saalænge svigerfaderen levede, maatte savne halvdelen af de til bispestolen henlagte faste indtægter, og at den nye understøttelse kun var beregnet paa at vedvare, saalænge hans formand var i live, eller indtil kongen derom traf en anden bestemmelse. Andragendet indvilgedes ved et kongebrev, som blev udstedt i Silkeborg 11te August 1587. Dermed gik det dog ikke ganske, som det var forudsat. Thi uagtet den gamle biskop allerede døde i 1591 og Jens Nilssøn saaledes da fik hans part af de 300 daler fra Akershus, vedblev han dog at opkræve sin daler af hver hovedkirke, som han visiterede, endnu i flere aar (s. 328), indtil det ved et kongebrev af 4de Marts 1595 blev ham forbudt at gjøre dette oftere. Der var da ført klager over, at kirkerne ikke kunde undvære den daler, som de paa denne maade vare nødsagede til at afgive til superintendenten, og disse klager naaede frem til regjeringsraadet. Følgen deraf blev udstedelsen af omhandlede kongebrev, ved hvilket det i betragtning af, at Jens Nilssøn „rigeligen nok er forsørget med underholdning for hans bestilling baade med kanonikater, præbender og udi andre maader, foruden hvis som med rette ligger til superintendentens underholdning“, blev bestemt, at kirkerne for fremtiden skulde fritages for denne afgift. Det maa erkjendes, at de kunde have billigt krav paa at oppebære hver sin daler, medens biskopen paa sin side maatte siges, ialfald fra 1591 af, at være ganske vel forsørget. Fra nu af og til hans død synes der ikke at være foretaget nogen forandring med hensyn til bispeembedets indtægter.

Saavel biskopen som samtlige kanniker Ved Oslo domkapitel skulde have sine embedsboliger omkring Halvardskirken. Her var der efter reformationen indrømmet skolen plads i det gamle Olafskloster, og i en anden af dettes fløie fik biskopen anvist sit lokale. I nærheden laa kannikegaarden, der formodentlig har været en større klynge af huse, hvori hver kannik har havt sin residens, tilligemed deres fælles bygning. Fjernere, hinsides elven laa endelig hospitalet; dette havde overtaget det gamle minoriterklosters huse. Ved den ødelæggelse, som hjemsøgte Oslo i 1567, bleve formodentlig alle disse bygninger lagte i aske; nogle af dem have rimeligvis været helt af træ, medens andre kunne have havt en underbygning af sten, ovenpaa hvilken der igen var bygget af tømmer, — en bygningsmaade, der sikkerlig har været ganske almindelig hertillands i middelalderen ved offentlige bygninger.

Efterat Oslo atter var taget i besiddelse af sine tidligere beboere, blev istandsættelsen og gjenopførelsen af domkirken, bispegaarden, skolen og kannikegaarden en sag af paatrængende vigtighed. Men det gik dog meget langsomt dermed, og mere end et brev veksledes mellem Jens Nilssøn og regjeringen, forinden alt her kom i orden. Hvor grunden til denne langsomhed egentlig er at søge, er ikke let at faa rede paa; men den var dog noget, som var fælles for en mængde administrative foranstaltninger paa hin tid. Hvad der var lettest at træffe en bestemmelse om, var den gamle katholske bispegaard, der var bleven opgivet og forladt efter kirkeforandringen, da de nye protestantiske biskoper ikke havde brug for den, men kunde nøies med et langt ringere lokale. Bygningen var saaledes bleven staaende øde og var i 1567 brændt med den øvrige by; murene bleve imidlertid staaende, og disse kunde fremdeles benyttes. Bygningen blev ogsaa under 5te Mai 1579 overdragen borgermesteren i Oslo, Kristen Mule, til eiendom, som erstatning for det laan af 250 gamle dalere, hvormed han i krigens tid havde forstrukket den kongelige befalingsmand paa Akershus.

Dermed var man for bestandig kvit den katholske bispegaard, i hvilken Kristen Mule formodentlig snart indrettede sig; det var denne gaard, i hvis store sal kongebryllupet fandt sted i 1589, og som fremdeles staar under navn af Oslo ladegaard. Paa gjenopførelsen af den protestantiske bispegaard synes der først at være tænkt i 1572. Fra dette aar haves der et kongebrev til Povel Huitfeldt af 20de Mai om at gjenopføre „superintendentens residens, saa han der kan fange en god og bekvem vaaning og værelse“. Men i slutningen af 1579 heder det i et kongebrev, „at udi vor kjøbstad Oslo skal ingen vis residens være, som superintendenten kan udi bo“, og af den grund blev det da, 9de December 1579, bestemt, at han skulde faa sig overdraget den tomt, paa hvilken kannikernes kommun tidligere havde staaet, saaledes at han i fremtiden der skulde have sin „visse bolig og værelse“. Udtrykkene i dette kongebrev tyde paa, at der nu skulde istandbringes en ny bygning paa et andet sted. Formodentlig har man taget hensyn til, at den del af Olafsklosteret, der tidligere var benyttet af Frants Berg, maatte betragtes som hans eiendom, og har derfor bestemt opførelsen af en ny bispegaard. Men dette, blev atter opgivet, og allerede 13de Juni 1580 kom der kongelig befaling til statholderen om, at han skulde istandsætte biskopens bolig, der sagdes at være „meget bygfalden“. Dette maa sigte til klostret, til den bolig, som Frants Berg havde havt i dette siden 1552. Sammenhængen mellem de to kongebreve, af 9de December 1579 og 13de Juni 1580, kan nu ikke opklares; det synes paafaldende, at der med saa kort mellemrum er udstedt to befalinger, der gaa stik imod hinanden, og det kan derfor være rimeligt nok, at der her har ytret sig to indflydelser, der have gaaet i modsat retning. Da det sidste kongebrev er udfærdiget paa en tid, da Jens Nilssøn personlig var i Danmark, paa det sted, hvor kongen og kancelliet var tilstede, og da det maa ansees som sikkert, at det tillige med flere andre samtidig udstedte kongebreve skyldes hans forestillinger til kongen, bliver det mindre sandsynligt, at det skulde være ham eller hans svigerfader, der har foranlediget udfærdigelsen af det første kongebrev, ifølge hvilket biskopen skulde flytte fra prædikebrødrenes kloster til kommunet. Den maade, hvorpaa brevene ere affattede, synes heller ikke at tilstede den forklaring, at det tilsigtedes at skaffe to forskjellige boliger, en for den ældre og en for den yngre biskop. Men heller ikke i den første tid efter 1580 er der for alvor taget fat paa byggearbeidet, saaledes at prædikebrødrenes kloster endnu ikke paa nogen tid kunde siges at være i fuldfærdig stand til at benyttes som bispegaard. I 1584 maa Jens Nilssøn igjen have klaget over, at hans bispegaard fremdeles ikke var i brugelig stand, og der blev da under 6te Juli givet en ny befaling om at fuldføre arbeidet. I 1589 har det rimeligvis i det væsentlige været færdigt, men var neppe meget omhyggelig gjort. Thi straks efter Jens Nilssøns død høres der nye klager over den mislige tilstand, hvori bispegaarden befandt sig. Denne maa have bestaaet af det gamle klosters østlige fløi, der med sine svære spidsbuede hvælv har dannet første etage, og ovenpaa denne er der efter 1567 sat en ny anden etage, som har afgivet de egentlige beboelsesrum. Rummet har ikke været særdeles stort, men blev dog ikke udvidet i omtrent 200 aar.

St. Halvardskirken, stiftets gamle domkirke, der laa i den nye bispegaards umiddelbare nærhed, var ogsaa bleven rammet af den store ødelæggelse i 1567 og maatte nu gjenopføres med stiftsstadens øvrige bygninger. Ved et kongebrev af 15de Juni 1568 blev al den indtægt, som tilhørte Hamar kapitels kommun, bestemt til dens og Oslo skoles istandsættelse, og den paafølgende 6te August fik Oslo kapitel en paamindelse om at drive paa med denne. Arbeidet blev dog neppe hurtig fremmet, maaske især paa grund af, at der hos regjeringen opstod tvivl, om det var rigtigt at give indtægterne af det hamarske kommun en saadan anvendelse; ved et kongebrev af 1ste December 1569 blev det paalagt befalingsmanden paa Akershus og biskopen at afgive betænkning derover. Først ved et kongebrev af 19de April 1572 blev denne sag ordnet, og saaledes, at domkirkens gjenopførelse ikke kom til at fremmes ved kommunets indtægter. Samtidig blev det bestemt, at Halvardskirken, foruden at være domkirke for biskopen og kapitlet, tillige skulde være sognekirke for Oslo; følgelig skulde borgerne i denne by nu bære udgifterne ved dens istandsættelse, forsaavidt ikke kapitlet havde de fornødne midler til at bestride disse. Ved kongebrev af 29de April s. a. fik derhos kapitlet som hjælp dertil ret til at oppebære halvdelen af kirkernes tiende i stiftet. I dette omtales ogsaa, at „hvælvingen nu stander paa støtter“. Først ved kongebrev af 5te Mai 1579 mistede kirken denne midlertidige indtægt, og den skulde altsaa nu have været paa det nærmeste færdig, ialfald saavidt, at dens egne indtægter kunde strække til dens fuldstændige istandsættelse. Fra nu af høres der paa en længere aarrække intet om Halvardskirken, som ogsaa var bleven byens sognekirke, førend der under 25de September 1596 udgaar et kongebrev, hvori det heder, at den „skal være meget brøstholden og forfalden“; som grund hertil var det angivet, at kirkens indtægter vare blevne henlagte til sogneprestens underholdning. I den anledning paalagdes det nu statholder og kansler at undersøge forholdene og derefter træffe en saadan ordning, at kirken fik de indkomster, som tilkom den. Derefter høres der i Jens Nilssøns tid ikke mere om kirkens forfatning Men faa aar efter hans død kom der nye klager over dens brøstfældighed.

Kannikegaarden, der maa have indbefattet saavel kapitlets kommun, som de enkelte kannike-residenser, laa i nærheden af domkirken og den nye bispegaard. Allerede et kongebrev af 4de Juli 1551 omtaler kannikernes ulyst til at beholde sine residenser, i hvis sted de foretrak at bo i sine egne huse ude i byen.[18] Efter ødelæggelsen i 1567 kunde det derfor ikke forbause, om denne tilbøielighed til at opgive residenserne var i voksende. Kommunet, hvis tomt i 1579 omtales som bestemt til plads for en bispegaard, er neppe mere blevet gjenopført. Derimod maa efterhaanden flere af de enkelte boliger for de ved domkirken residerende kanniker være satte i beboelig stand; men ogsaa af disse synes mange at have ligget øde i hele den tid, i hvilken Jens Nilssøn var medhjælper hos sin svigerfader, og de ere overhovedet neppe senere blevne gjenopførte. De gamle residenser havde staaet fra den katholske tid; de vare der nu engang, og om ogsaa indehaveren af den præbende, som var knyttet til den enkelte residens, ikke selv boede i den eller opholdt sig ved domkirken, var det dog ikke nogen stor sag at vedligeholde huset. Men efter den store ødelæggelse i 1567[19] krævedes der et betydeligt udlæg for den, der vilde sætte sin kannike-residens istand, og derfor var det meget rimeligt, at de, der havde præbender ved domkapitlet, men ikke opholdt sig i Oslo, nu søgte at unddrage sig denne udgift. De kanniker, som levede ved domkirken, vare derimod nødsagede til at skaffe sig hus, og der indtraadte paa denne maade et misforhold mellem de byrder, som hvilede paa de forskjellige kanniker. Jens Nilssøn synes her at have staaet paa de residerende kannikers side. Forpligtelsen til at bygge residenserne op igjen var netop et hovedhensyn, som stærkt kom frem under de langvarige forhandlinger angaaende de ikke residerende kanniker; men det lykkedes neppe at tvinge dem til at opfylde denne del af sine pligter.[20]

Skolen, der ligesom biskopen, havde faaet sit lokale i en af Olafsklosterets fløie (pag. XX), var ogsaa brændt med de øvrige tilstødende bygninger, og under 6te August 1568 fik kapitlet paalæg om at tage sig af dens gjenopførelse; formodentlig er dette arbeide blevet fuldendt i løbet af syttiaarene. Den skole, som i middelalderen underholdtes af Mariakirkens kapitel, er rimeligvis, da dette blev forenet med domkapitlet, slaaet sammen med den anden skole, saaledes at der efter reformationen ikke var mere end een skole i Oslo.

Endnu et byggeforetagende, hvis fremme i særlig grad synes at have ligget Jens Nilssøn paa hjerte, var gjenopførelsen af Oslo hospital. Først i 1580 blev der, og da efter al sandsynlighed paa Jens Nilssøns forestilling, truffet foranstaltning til at sætte hospitalets bygninger i stand. Ved et kongebrev af 13de Juni 1580 blev det paalagt statholderen, at han paa kongens bekostning skulde „lade bygge et hospitals-hus og vaaning udi Oslo, Gud til lov og de fattige, syge og saare sammesteds til hjælp og trøst“, og derved indhente „undervisning“ af biskopen og kannikerne. Der tillagdes altsaa disse det hverv at have opsyn med, at hospitalet fik en beleilig plads, og at dets bygning kom i sin tilbørlige stand. Da de gamle mure fremdeles stode efter branden, var det naturligt, at man benyttede disse; udtrykkene i brevet give for øvrigt ingen oplysning om, hvorvidt det var hensigten at gjenopføre hospitalet paa dets tidligere plads, og kun forsaavidt der tales om „de saare og syge hospitalslemmer, sammesteds ere eller herefter indtages,“ kan det overhovedet af dets udtryk sees, at hospitalet var en bestaaende indretning. Det maa antages, at der i den følgende tid efterhaanden er truffet de fornødne foranstaltninger til atter at faa hospitalet istandsat, og det er saaledes rimeligvis snart igjen traadt i fuld virksomhed.

En lignende ødelæggelse som den, der rammede Oslo, havde ogsaa hjemsøgt det gamle bispesæde paa Hamar, hvor domkirken og de til den hørende geistlige bygninger ligeledes bleve afbrændte. Ogsaa for dette steds vedkommende paatænktes der en gjenopførelse og istandsættelse, som dog aldrig blev til virkelighed. Det har øiensynlig været meningen, at domkirken skulde istandsættes og domkapitlet paa ny komme i fuld virksomhed. Under forudsætning af, at Jens Nilssøn allerede i April 1572 har havt indflydelse paa de to stifters anliggender, er det rimeligt at det da var ham, som udvirkede det kongebrev af 19de April d. a., der oprettede en ny skole paa Hamar og til denne overdrog kommunets indtægter. I 1584 blev denne skole flyttet til Vang, hvor den allerede 30te Mai 1585 blev visiteret af Jens Nilssøn. Dens skolemester var i regelen kapellan til Vang. I 1594 blev den paa ny visiteret af Jens Nilssøn, som da i skolen anbragte sin søn Evert. Efter Jens Nilssøns død blev skolen nedlagt i 1602 og dens jordegods overdraget til Oslo skole, hvor det siden dannede det saakaldte kommunitet.[21] Det er muligt, at denne hedemarkske latinskole med Jens Nilssøn har tabt sin bedste støtte, og at den maaske havde faaet en længere tilværelse, hvis han ikke var død saa tidlig.

Efter dette skulle vi gaa over til at betragte Jens Nilssøn i hans forhold til stifternes underordnede geistlighed. Det presteskab, som han forefandt ved sin tiltrædelse af bispeembedet, var meget langt fra at være, som det skulde, og hvormeget han end i sin embedstid søgte at rette paa de misligheder, som han forefandt, kan det ikke siges, at personalet i nogen væsentlig grad var blevet forbedret ved hans bortgang. Presterne stode kun lidet over almuens standpunkt; dette var saare lavt, og geistligheden, som levede mellem bønderne, var i regelen altfor tilbøielig til at synke ned mellem dem og antage deres sæder og skikke. Herfra gaves der dog allerede i det 16de aarhundrede enkelte undtagelser; men enkelte mænd kunde her ikke udrette meget til varig forbedring. Dertil krævedes der længere tid.

Der haves ingen bedre kilde til at lære disse forhold at kjende end visitatsbøgerne, der fremstille biskopen i hans berøring med den ham underordnede geistlighed. Man ser, hvorledes Jens Nilssøn paa sine reiser altid havde det travlt med at irettesætte de prester, som førte et misligt liv, og som havde gjort sig skyldige i drik, slagsmaal, usædelighed, forargeligt familieliv o. l.[22] Det kan have truffet, at enkelte her ere blevne uretfærdig angivne af personlige fiender inden menigheden, og der forekommer derfor ogsaa tilfælde, hvori presterne negte at være skyldige i de forseelser, der tillægges dem. De kunne saaledes indimellem gaa fri, medens det ved andre leiligheder har været en uafviselig nødvendighed at straffe dem. Saaledes bliver i 1596 en prest for en tid suspenderet med det tillæg, at han heller ikke senere faar tilladelse til at gjenindsættes i sit tidligere embede (s. 429). Jens Nilssøn gik her altid frem med lempe, og dette var ogsaa det mest hensigtsmæssige, han kunde gjøre. Han greb saaledes nødig til det haarde middel at afsætte en prest, men foretrak at advare og formane i det længste, saalænge der kunde være noget haab om forbedring. Herved maatte ogsaa et andet hensyn gjøre sig gjældende; om nemlig biskopen kunde fjerne en prest, saa var det ikke altid saa let en sag at skaffe en anden i hans sted, der var bedre. Det forraad, af hvilket der kunde tages, var ikke altid stort, og de yngre mænd, der attraaede at komme i geistlig stilling, vare ingenlunde bedre end de, som allerede vare blevne prester. Hertil kom endnu en anden omstændighed, som gjorde det vanskeligt for stiftsstyrelsen at gribe ind med den tilbørlige kraft, og det var den herskende tilbøielighed til at lade presteembederne gaa i arv, hvorved disses indehavere fik anledning til at sikre sine efterladte. Naar en biskop vilde afsætte en saadan prest, der havde skaffet sin søn eller svigersøn løfte om embedet efter hans død, krydsede han ikke alene disses, men i mange tilfælde ogsaa almuens interesser.

Kaldsretten var som regel henlagt til menighederne;[23] men denne havde ikke den betydning, som man i vore dage let kan være tilbøielig til at tillægge den. Valget af sogneprest foretoges nemlig ikke af den hele almue i prestegjældet, men alene af et udvalg paa syv, undertiden tolv mænd; nogen anden repræsentation for menigheden kjendtes ikke. Men selv i denne indskrænkede valgret fandt der stadige indgreb sted, for ikke at tale om de faa menigheden hvis valgret faktisk var ophævet. Der var saaledes for det første gjennem lovgivningen aabnet adgang for biskop og provst til at deltage i udøvelsen af valgretten, og i virkeligheden svede disse hyppig en indflydelse paa prestekaldenes besættelse, der var langt større end den, som var dem lovlig hjemlet. Dertil kom endnu den indflydelse, som presterne selv øvede, naar det gjaldt om at sikre deres efterladte, enten enken eller en af børnene, fremtidig forsørgelse gjennem kaldet.[24]

Denne besættelsesmaade, at efterfølgerne kunde faa sig tilsikret et kald, endnu medens formanden levede, opnaaede endog at faa et slags officielt stempel derved, at kongen ikke saa ganske sjelden meddelte enkelte personer sit skriftlige tilsagn om et skaffe dem et kald. Saadanne kongebreve kunde i mange tilfælde blot være affattede i form af en anbefaling til vedkommende biskop om, at han vilde hjælpe manden til et passende kald. Derved gjordes i regelen den tilføielse: „dog saa, at alting gaar til efter ordinansen“, og ligeledes træffes der breve, i hvilke menigheden forbeholdes sin kaldsret, et forbehold, som dog i dette tilfælde neppe har havt meget at betyde. Ogsaa kunde det hænde, at der til anbefalingen knyttedes den betingelse, at biskopen først maatte undersøge, om vedkommende var „dygtig og skikkelig udi lærdom og levnet til presteembede“.[25] Forsaavidt var der altsaa taget hensyn til, at vedkommende ansøger maatte have de nødvendige forudsætninger. Men det bliver altid et aabent spørgsmaal, hvorvidt man derved har vist tilstrækkelig samvittighedsfuldhed, saaledes at alle fordringer ere blevne opfyldte.[26]

Ved siden af de breve, der i almindelighed anbefalede en mand til at faa kald, blev der ogsaa udstedt andre, der lød paa navngivne prestegjæld. Dette kunde gaa saavidt, at der endog sikredes bestemte personer ret til at faa et bestemt kald efter indehaverens død, selv om efterfølgeren til den tid ikke havde opnaaet den nødvendige alder eller erhvervet de fornødne kundskaber. Et oplysende tilfælde af denne art indtraf i Jens Nilssøns tid i Rakkestad. Her fik ved sognepresten hr. Østen Baardssøns død hans søn, Jens, i 1587 brev paa at blive faderens efterfølger; men da han paa denne tid opholdt sig ved universitetet og ønskede at fortsætte sine studier, blev det ham tilladt foreløbig at holde en kapellan i kaldet, som biskopen dertil ansaa tjenlig. Først i 1592 høres der atter om hr. Jens Østenssøn, som da erhvervede et nyt kongebrev. Han havde nu faaet kaldsbrev fra sognemændene i Rakkestad og havde „gode testimonia“; biskopen skulde dog først „forhøre og examinere ham“, hvorpaa statholderen skulde give ham sin „kollats“.[27] Det mangler ikke paa lignende tilfælde fra Jens Nilssøns tid i hans stifter. Saaledes har presten i Tanum (Baahuslen), hr. Hans Bang i Tune og hr. Frants Italus i Nannestad faaet breve paa, at deres sønner skulde efterfølge dem, rigtignok tildels under forudsætning af, at de bleve valgte af menigheden, og fra andre stifter kjendes en række breve, hvorved der ogsaa tilstedes saadan successionsret for andre end prestesønner.[28]

Ved alle disse tilfælde, selv hvor det ikke ligefrem er udtalt, maa forudsætningen have været den, at biskopen i overensstemmelse med ordinansens udtrykkelige bud skulde underkaste vedkommende en examen, forinden han meddelte ham den geistlige vielse og derved satte ham istand til at tiltræde kaldet.[29] Kun pas den maade var der anledning til at skaffe sikkerhed for, at ingen anden end virkelig „lærde“ personer kom i geistlig stilling. Et mærkeligt exempel paa en saadan bispeexamen forekom ved hyldingen i 1591, da biskopen i Bergen, Anders Foss, fik kgl. befaling til at examinere en prestesøn fra Voss, som af gjældets almue var kaldet til at være sin faders efterfølger. Han bestod ikke prøven og fik derfor paalæg om at opholde sig et eller to aar ved et universitet, for saa, naar han kom tilbage, at blive prøvet paa ny og, hvis han da havde den fornødne dygtighed, at blive hjulpen til det første ledige kald i stiftet.[30]

Med presternes ansættelse synes det overhovedet at have gaaet mindre regelmæssigt til. Almuen og de, som havde indflydelse paa den, søgte at faa de ledige kald hurtigst mulig besatte; men derved blev det en umulighed at faa de ansøgere, der havde kongens anbefaling til biskopen, forestillede for menigheden, med forespørgsel, om den vilde have dem til prest. Biskoperne maa jævnlig have følt, hvilke vanskeligheder derved berededes dem, og saaledes fandt Jens Nilssøn sig ved herredagen i Oslo 1585[31] foranlediget til at henlede regjeringens opmærksomhed paa denne sag, ved siden af flere andre. Hele hans forestilling i denne anledning lyder saaledes:

Nogle artickler, som superintendenten wdi Opslo haffuer optegnet at giffue kon: mat: paa relegionens wegne wdi Opslo oc Hamer stichter.

1. For thett første beretter, att the fatthige skolle børn wdj Opslo meget forsømmis paa theris lehrdom, wdj thett att the nødis och fororsagis thill tho gange om aaret att gaa ud paa sognerne effther almisze, huilcket er thennom møgett thil skade paa theris lerdoms forfremelsze saa och giffuer megen orsage thill drick och anden wskichelighed. Och paa thett the kunde bliffue hiemme wed skollen och thesz bedre thage ware paa theris lehrdom och opdragis wdj gudtz fryckt, bogellige konster thuckt och gode seeder gud thill ehre och relegionen thill bestørckelsze, haffuer hand begieritt, att kon: matt: naadigst wille komme samme skolle thill hielp med noget thill wnderhollinge enthen med kronnens partt aff thienden af noglle sogner saa och bonde lutten aff samme thiender, som ere aff Egger, Ringerige, Halland och Thoden, eller och Nunne closters godtz wdj Opslo, huilcket laa skollen møggett well beleyligt; och ther som skollenn faar thinderne, ett bønderne tba motte føre thend thilsammen paa ett sted wdj huertt gield enthen wdj prestegaarden eller andenstedtsz, att thett siiden kunde komme thill skollen.

2. For thett andett begieris, att the, som ehre forlent med giestlige godtz och channickedomme wdj Opslo domkiercke, motte lade bygge theris residentzer, och the, som jcke holder theris choraler, att the ville holde thennom saa och haffue theris procuratores ther hoesz Opslo domkiercke residerendis effther kon: mat: breffs liudeløse, thennom ther om er giffuen, huilked breff och formelder, at ther skulle were xij residerendis channicker hosz Opslo domkiercke althid thilstede at giøre thønge och thienniste, huor aff jcke nu er vden fem eller sex thilstede; the andre erre vdj Danmarck.

3. For thett thredie, effther som ordinantzen formelder, att naar nogen sogneprest er død och affgangen, skulle prouesten holde seg ther hen thill sognet och formanne almuen thil adt bode gud om en goed siellesørger vdj hans sted egien, the giffuer superintendenten thillkiende, att en part vnder staar seg strax sammestundis, før end thend døde bliffuer begraffuet, eller och ther hand endnu neppellig er bleffuen kald wdj jorden, att thage kald paa gieldett, huilcket offthe giffuer stoer orsage thill bulder och thrette besønderlige ther som enthen prouesten foggitten eller andre, som ere ther neruerendis thilstede, strax forhielpe hannem thill kald, før end enthenn stigs regient [sic] eller thend, som paa relegionens wegnne skulle haffue thillsiun vdj stichted, kand faa thett att wiide. Nu er almuen giernne saa thilsindtzs, att thend, som the først kalder och giffuer stemme paa, wille the haffue och ingen anden (som theris kaldtzbreff thett well wnderthiiden wduiszer) wanseet om samme persoens wilckor kand end findis saadan, att handt for sager skyld icke well maa eller kand sambthøckis, enthen aff thend orsage hand er wduellig och wbequem thil saadant kaldt, eller hand er forsørget med kald paa ett andett sted och maa for thend sagh skyld jcke saa lettellig slippe ett kald och strax thage ett andett, eller och om ther findis nogen anden orsage thill, huor fore thett kand hannem med rette nechtis, och besønderlige om kon: matt: haffuer meddeelt noggenn anden persoen sitt breff och will haffue hannem forsørget. Hues thett saa skulle staa hoesz almuen aldene och bliffue thennom aldellis thilsted saa hastelligen effther theris eget sind och samthøcke att giffue nogen kald forwden for wden [sic] wiidere betenckende, tha wed mand icke, huad the skulle kunde wdrette, som aff kon: matt: er befallet ad haffue jnspection och thillsiun wdj saadanne relegions werff och ehrinde.

Settisz thill kon: mat:, om hans matt: kunde siunis thett saa att gaa skickeligere thill, att prouesten først skulle besøge almuen och formanne thennom thill en gudelig bøn om en goed gudfrychtig sogneprest och siellesørgere, och hand siden strax med sin skriffuelsze skulle giffue sin superintendent thilkiende, att thett gield wor ledigt och behøffuett en sogneprest, paa thett att hues ther wor nogen, som kon: matt: formedelst sitt breff wille haffue forsørget med kald, at thend samme tha sielff kunde presenthere seg och forhøre, om the ville kalde hannem, och hues almuen tha med skiellig sag wiste hannem thett adt benechte, och the heller wille haffue en anden, som dog kunde findis duellig och bequem ther thill och kiendis goed ther forre, saa kunde the thend well bekomme effther ordinantzen och effther kon: matt; wilge.

4. For thett fierde, naar nogen sogneprest døer och affgaar, som haffuer bygd och forbederitt prestegaarden och staaet sitt embede och kald throlligen och well fore, att hans fattige efftherleffuerske, som och haffuer skichet seg ehrligen och haffuer gode raad hielp och thrøst foruden behoff effther sin hoszbonnde, jcke skulle strax med sinne fattige børnn wdluckis, om hun kunde saa bliffue forsørgett medt giffthermaall, att hun motte bliffue ther fremdellis.

5. For thett fembte giffues thillkiende, adt ther thesz werre findis mange, som ligge j ett løst leffnit, holde boellskab, huor med the forthørner gud och giffuer mange chresten ett forargelligt exempell, och naar iche ther om paa mindis aff gudtz ordtz thiennere, at the skulle thennom rette och bedre, skiøder the ther aldellis jnthett om.

6. For thett siette berettis, att ther findis en stoer wskichellighed wdj brøllup och giestebud mangestedtz besønderlig paa landtzbygdenn wdj saa maade, att the setter thennom thill sleme drick søndags natt och andre hellige dage och kommer saa drucken wdj kiercken, att the ere huercken bequemme thil ad hørre gudtz ord eller giøre theris bøn thill gud eller nogett gott att wdrette; saadan wskichelighed och wgudellig handell, meener superintendenten, kunde nest gudtz hielp affskaffis eller j nogre maade formindskis, ther som kon: matt: ville lade sit breff wdhgaa thill almuen j Opslo och Hammer stichter, at the thennom sligt skulle wndholde.

7. For thett siuffuende, efftherthj adt thett lille gield Thønnesette, ligendis øuerst j Østerdallen emellom Thrundhiem og Hammer, haffuer thilforn verit ett annexe thill Opdall wdj Thrundhiems sticht, huilckett thett jcke nu er, men haffuer sinn egen sogneprest, som er wdj Opslo ordineritt och forskichet thiid, och samme gield ligger wnder Hammers forleninge, tha wnderstaar seg eligeuell somme och formeener, att forne gield Thønnesetther skulle høre thill Thrundhiems stigt, huorfore snperintendenten er wnderdannigst begierendis ett suar her paa, om hand skal visitere ther her effther, som hand thilforn giortt haffuer, eller jcke, paa thet hand kunde wide, huor effther hand skulle rette seg.

Nogen forandring i forholdene synes ikke at være fremkaldt ved denne Jens Nilssøns forestilling, forsaavidt vedkom fremgangsmaaden ved sognepresternes kaldelse. Alt synes at have gaaet i den samme gjænge, indtil der under 7de Oktober 1597 kom en ny forordning om prestekaldenes besættelse. Denne er foranlediget ved det misbrug, som havde indsneget sig, at prestesønner eller svigersønner af prester, tildels med en mislig livsvandel, imod biskopernes ønske og vilje, ved almuens imødekommen[32] bleve valgte til at efterfølge sine fædre, medens disse endnu levede. Det bestemtes nu, at intet valg skulde være gyldigt, der blev foretaget, forinden et kald virkelig var ledigt ved sin foregaaende indehavers død, og at efterfølgeren da skulde vælges efter ordinansen. Enhver tidligere kaldelse skulde da være ugyldig; de, som havde udstedt den, skulde straffes, og de, der havde modtaget den, kunde ikke mere faa kald.

Efterat denne forordning var udfærdiget, skrev biskop Peder Vinstrup efter kongens paalæg til Jens Nilssøn saavelsom til de øvrige biskoper om dens indhold. Brevet er trykt ovenfor, pag. CXIII. Det fremgaar deraf, at det var blevet almindeligt, at de prester, som ønskede at skaffe sine sønner eller svigersønner adgang til at blive deres efterfølgere, foregave at være saa svækkede af alderdom og anden skrøbelighed, at de ikke kunde forestaa sit embede.[33] Disse bleve da kapellaner og gled saa, naar den gamle prest døde, umærkelig over i hans kald, og menighedernes kaldsret blev en ren formalitet. Peder Vinstrup vilde, at hvis en prest virkelig kom i den stilling, at han maatte overdrage sit embedes bestyrelse til en anden, da skulde han søge biskopen om at faa en passende person dertil, og denne skulde da skaffe ham en saadan, uden at derved paa nogen maade gjordes indgreb i menighedens valgret, naar kaldet blev ledigt.

Der kjendes fra Jens Nilssøns tid i hans stifter saadanne overenskomster, hvorved en kapellan paatog sig at bestyre en andens prestekald. Hr. Oluf Iverssøn, sogneprest til Grue i Solør, havde for sin levetid truffet aftale med kapellanen, hr. Oluf Hanssøn, om, at denne skulde gjøre hans tjeneste mod at oppebære halvdelen af alle prestelige indtægter i kaldet. Denne overenskomst blev 1ste Februar 1592 bekræftet af Axel Gyldenstjerne og Jens Nilssøn.[34] Hr. Oluf Iverssøn døde 22de Juni 1594, og den anden hr. Oluf, som allerede i forveien var examineret af biskopen, blev nu, med provstens, hr. Søfren Iverssøns, samtykke valgt af almuen til hans eftermand; derefter blev der, 30te Juni s. a., skrevet til statholderen for at faa hans stadfæstelse, den saakaldte „kollats“.[35]

En fremgangsmaade der neppe brugtes saa ganske sjelden, naar der var ledighed i et prestekald, var den, at menigheden henvendte sig til biskopen og bad ham sende dem en mand paa prøve. Da der omkring 1580 var død en prest i Jævnaker paa Hadeland, sendte almuen med sin provst, hr. Claus Hjort,[36] bud til Jens Nilssøn og bad om at faa en mand op til sig paa prøve. Han sendte dem da en mand ved navn Jens Svan, og dennes lærdom og undervisning faldt i deres smag, saaledes at de kaldte ham til sin sjælesørger, hvad han bagefter blev.[37] Ogsaa da hr. Svend Svendssøn i Vaaler ved Moss var død, synes det, som om samme fremgangsmaade er bleven anvendt. Det siges rigtignok ikke, at almuen havde henvendt sig til biskopen; men ialfald havde Ludvig Munk, Jens Nilssøn „och andre gode herrer wdj Opslo kapitell“ sendt en mand ved navn Nils Erikssøn derhen for at besørge gudstjenesten, saalænge kaldet var ledigt. Formodentlig har da dette nærmest været for, at almuen med det samme kunde prøve ham. Almuen fandt behag i ham og valgte ham 16de Juni 1582 til sin sogneprest i nærværelse af religionsprovsten over Borgesyssel, hr. Jakob Villadssøn. Derefter anholdt de om bekræftelse paa valget. Nils Erikssøn blev examineret af Jens Nilssøn og befunden duelig, hvorpaa han 28de April 1583 fik kollats af Ludvig Munk.[38] I 1588, da hr. Nils Krabbe i Løiten var død, sendte Ove Juel og Jens Nilssøn Peder Svendssøn derhen for at prædike; han vandt almuens behag og blev valgt. Efter at være examineret fik han 8de Juli Ove Juels kollats.[39]

Paa samme maade fik Jens Nilssøn sin søn Kristofer anbragt som sogneprest til Stange. Kristofer Jenssøn indfandt sig der 19de Januar 1595 med en skrivelse fra statholder og biskop, hvori oplystes, at han af øvrigheden var sendt derhen for at prædike og holde tjeneste for almuen, og at denne skulde kalde ham, hvis den fandt behag i ham. Han blev da valgt, og der blev skrevet til statholderen med anmodning om, at han maatte faa kollats. Valget foregik med raad af provsten og nogle andre medlemmer af Hamars kapitel.[40] Ved denne leilighed blev en anden ansøger, der havde været kapellan hos den foregaaende prest og ægtet dennes enke, skudt aldeles tilside, i den grad, at han ikke engang fik lov til at beholde sin plads som kapellan i prestegjældet. Han indgav i den anledning klage, og der blev 28de November 1596 udfærdiget en kongelig befaling til biskopen om st erklære sig angaaende sagen, hvorhos vedkommende fik den sædvanlige kongelige anbefaling til at faa det første kald, der blev ledigt, med iagttagelse af ordinansens bestemmelser. (Smlgn. S. 492). Man ved intet om, hvad udfald sagen fik; men det skulde dog været aldeles i sin orden, at der intet hensyn blev taget til en kapellan, der havde ægtet enken efter den foregaaende prest. Et ganske eiendommeligt tilfælde indtraf i Baahuslen i 1587, da biskopen bad almuen i Tanum en ny prest, der havde kongens anbefaling til ham. Kapellanen i Sotenæs, hr. Bent (s. 227), paastod da først at have krav paa at faa kaldet, men frafaldt dette senere. Herom faar man nærmere oplysninger i følgende dokument:[41]

Kiendis wy effterne Jens Pedersen, Prest y Thonum och prouist wdy Wiigem och Jens Gudesønn Gudtz ordtz thienere wdy Quiille, att anno 1587 denn 8 Augustj, hørde och saage wy y Thonum, att effthj som woriis superintendent mestet Jenns Nielsønn wdy siin wisitats hagde weriitt paa Sodenes, och der paa siitt embedz wegnne besøchtt kirkenn, och effthj att Gudt y himmelenn, haffuer kalliitt her Lauritz thiill siigh, da thiilbødt mester Jenns denom ygenn, ein godt lerdt mandt wedt naffn her Jenns, som baade wdy synn lerdom och leffnit wor dueliigh att schulle were deriis sogneprest, effthj att mester Jenns hagde fangiitt Kong. Mattz breff, att schulle forse forde her Jenns huor først waceritt, och her Benntt paa Sodenes samme thiidt siigiitt der ymodt, och kom da strax her Benntt denn thredie dagh der epter thiill Thonum, thiill mestir Jenns, och welluiilliigh sagde siigh att wiille affthrede och oplade denn meniingh och thancke haandt hagde om Sodenes att bekomme, och wiille gaanske gernne aff itt gott hierthe effthir synn formuge forhielpe baade hos bønderne och y anndenn maade huor haandt kanndt, att her Jenns kunde fannge kaldt paa Sodenes, och derpaa rachte her Bennt mester Jenns synn handt och badt mester Jens gernne, att huis haandt y den maade, ellir anndre hagde forsett siigh medt hanom, att haandt wiill hanom det forlade, att saa y sandhed er som foruit stannder, setthir wy woriis siignethir her neden vnder

datum vt supra
(L S)
Johannes Joannes Guidonis
Petræus propria manu.

At biskopen i almindelighed havde anledning til at øve indflydelse paa prestekaldenes besættelse, var noget, som erkjendtes fra alle sider. Det var derfor ganske naturligt, at prester, som ønskede at faa sine sønner med tiden godt anbragte, henvendte sig til biskopen og bade ham om at hjælpe dem (s. 162), ligesom kapellaner, der vilde have sig et godt sognekald, paa samme maade søgte at faa ham paa sin side (s. 89). En saadan bistand kunde neppe ydes paa nogen bedre maade, end naar biskopen paa prøve sendte dem ud i en menighed, der havde mistet sin prest. Paa sin side har Jens Nilssøn anbefalet en prest til en dansk biskop (s. 190).

Kapellanerne skulde, efter hvad der foran er oplyst, ikke have noget krav paa at rykke op ved sin sogneprests afgang og arve hans embede. Det har imidlertid jævnlig hændt, at de gled over i dette, uagtet Jens Nilssøn ialfald ved enkelte leiligheder har været imod, at der uddannede sig en saadan praxis. Oplysende i denne henseende er en forpligtelse, som Fynboen Rasmus Madssøn har udstedt i Oslo 21de Februar 1600[42] under haand og segl til Jens Nilssøn, hvem han kalder „min kiere superintendent“. Han var af Jens Nilssøn bleven „rettelig kaldit, samtycht och ordineritt — — till dett hellige prediche embede att vere en medtienere hos hederlig mand her Hans Olsen, sogneprest till Tynnesether j Østerdalen“.[43]. Foruden at den nye kapellan afgav den sædvanlige forpligtelse til at forholde sig rigtig i sit embede, heder det videre: „Forplicter ieg mig ocsaa vdj dette capellantz kaldt att bliffue saa lenge Gud vill mig i andre maade forsee oc huerchen dissimellem eller nogen tidt att ville affectere eller ved nogens intercession lade mig promouere oc forfremme till nogen pastoris eller sogneprestis kaldt her vdj Oslois oc Hammers stigter imod Kong. Matts. ordinantze oc forbemelte superintendentis villie oc samtyche for nogen som for mig lenge oc vell haffuer her vdj stigtett thient vdj cappellantz eller scholetieneris kaldt oc embede till fortrengsell oc forargelse vdj nogen maade. Oc huorsom ieg icke kand beholle lenger samme kaldt louligen, som ieg er nu till kaldit, men enthen nødis derfra, heller sielff siger mig derfraa: da loffuer ieg paa min gode tro oc loffue at iche ville besnære min superintendent om nogit andit kaldt, førendt Gud vill ieg loffligen epther ordinantzen kand med it kaldt bliffue igen forsørgit“. Yderligere aflagde kapellanen det løfte, ikke at gifte sig med noget berygtet fruentimmer og at være superintendenten og provsten lydig. Kapellanerne kaldtes jævnlig presternes „medtjenere“ (s. 553) og paa Latin undertiden „comministri“ (s. 152). Det kunde hænde, at de vare gamle mænd, som ovenikjøbet vare daarlig studerede (s. 186, 192). Ogsaa høres der om mindre godt forhold mellem sogneprest og kapellan; der haves endog exempel paa, at en mand ganske paa egen haand har nedsat sig som kapellan for en del af en andens prestegjæld (s. 205, 211, 222 flg., 227), skjønt der rigtignok kunde være meget at klage over hans virksomhed i denne selvtagne stilling (s. 526 flg.). En kapellan fik kun ringe løn. Ovenfor (pag. XLVII, note 2) er omtalt en kapellan, der havde truffet overenskomst med sognepresten om at tjene for 10 daler om aaret; dette synes at have været en almindelig kapellanløn.[44] I 1589 ydede Peder Iverssøn og jomfru Ulvild tilskud til at lønne en kapellan i Hedrum.[45] Man maa skjelne mellem to slags kapellaner, de (personelle), som boede hos sognepresten og hjalp ham i almindelighed med hans embeds-forretninger, og de (residerende), som udførte disse i en bestemt del af prestegjældet. Saadanne omtales i Baahuslen[46] og Solør. Sognepresten i Skien, der tillige var sogneprest til Solum og Mælum, havde to kapellaner, en, som kaldtes af borgermestere og raad for kjøbstadsmenigheden, og en, som han selv kaldte for de to landsogne (s. 429).[47]

Mellem geistligheden indtoge efter reformationen provsterne en egen stilling, idet de fra sin tidligere stilling som oppebørselsbetjente for geistligheden gik over til at være, hvad de siden have været i vor kirke. Man skjelnede derfor nu mellem de nye „religionsprovster“ og de gamle saakaldte „regnskabsprovster“, af hvilke der endnu udover i det 16de aarhundrede var enkelte tilbage, som f. ex. provsten i Tønsberg. Ifølge ordinansen af 1539 skulde de nye provster vælges af presteskabet med superintendenten. I Jens Nilssøns visitatsbøger indeholdes forskjellige oplysninger om fremgangsmaaden ved provstevalget. Naar der var ledighed, forsamlede biskopen paa sine visitatsreiser provstiets geistlighed og talte til dem om at vælge en ny provst, hvorpaa presterne gik for sig selv og foretoge valget. Naar dette var tilendebragt, kom de atter frem for biskopen og anholdt om hans samtykke; derpaa udstedtes deres kaldsbrev, i hvilket de tillige anholdt om, at lensherren og biskopen vilde bekræfte det foregaaede valg.[48] (Smlgn. s. 232 flg., hvor et saadant kaldsbrev er aftrykt, og s. 292). Tilsidst kom lensherrens bekræftelse, svarende til kollatsen for prester.[49] Jens Nilssøn pleiede at formane provsterne og belære dem om deres pligter; en af disse var at føre tilsyn med presternes vandel, navnlig at holde dem fra drukkenskab (s. 261). Naar en provst ikke længere kunde beklæde sin stilling, maatte han henvende sig til bispen for at faa afsked (s. 399, 403). Provsti-inddelingen var paa denne tid neppe aldeles fæstnet (s. 216).

Naar en prest havde faaet et kald, blev han der i regelen til sin dødsdag. Exempler paa, at der er foregaaet forflyttelser, ere overmaade sjeldne. I sit ovenfor meddelte andragende ved herredagen i 1585 har Jens Nilssøn udtalt sig misbilligende om geistlighedens bestræbelser for at skaffe sig nye kald, og allerede i 1580 har han rettet en forespørgsel om samme sag til Sjælands biskop (pag. CXII). Han gjorde dog da en undtagelse for det tilfælde, at presterne fik noget høiere kald og embede end at være sogneprest paa landsbygden. I svaret heder det, at saadant kun bør tilstedes i særegne tilfælde, og da blot med lensherrens og biskopens samtykke.

Den maade, hvorpaa kaldsretten var ordnet, bidrog ikke meget til at hæve det standpunkt af moral og dannelse, hvorpaa den underordnede geistlighed befandt sig. Uagtet skolevæsenet utvivlsomt havde gjort adskillig fremgang, saa lod det dog endnu meget tilbage at ønske, og naar de unge mennesker efter sin udgang fra skolen fremstillede sig som ansøgere, kunde der som oftest være meget at udsætte paa dem. Jens Nilssøn havde allerede i 1585 forstaaet, at det her gjaldt at angribe ondet i roden ved at forhindre den saakaldte sognegang, at skolebørnene to gange om aaret vandrede om i landsbygderne for at erhverve sig sit underhold.[50] Hans forestillinger have henledet opmærksomheden paa mislighederne ved dette forhold; men først 2 aar efter hans død blev det ved et kongebrev formelig stanset. Ved disse vandringer lagdes ikke den bedste grundvold for en mands moral, og naar disse samme unge mennesker bagefter kom til et kald, hørtes der ofte om megen raahed fra deres side.

Om presternes drikfældighed tales jævnlig, og paa visitatsreiserne havde Jens Nilssøn i den anledning stadig et haardt arbeide; men hvor meget han end her greb ind som den advarende og formanende, som den truende og straffende, saa hjalp det kun lidet. Stort bedre stod det ikke til med presternes og deres familiers sædelighed. Hvor galt det i denne henseende var fat, viser sig bl. a. tydelig af de kongebreve, som under 30te Juli 1593 udgik til de norske bisper og hovedlensmænd i anledning af presternes drikfældighed og usædelige levnet. Dette males i brevene med mørke farver. Der er allerede omtalt et exempel paa, at en ung geistlig maatte love Jens Nilssøn, at han ikke skulde ægte nogen berygtet kvinde, og naar biskopen ansaa det nødvendigt at tage et saadant løfte, saa har det sikkert været paa gode grunde. En anden ung mand, Mads Jenssøn, maatte ogsaa give et lignende løfte; biskopen havde viet ham til prest, men med forbehold af, at han først i et aar skulde skaffe sig flere kundskaber og saa indfinde sig i Oslo for at lade sine fremskridt prøve; med hensyn til ægteskab, da lovede han aldrig at gifte sig uden øvrighedens og sine venners raad.[51] I Marts 1580, da Jens Nilssøn en aften kl. 7, til sædvanlig tid, sad ved maaltid sammen med sin svoger fra Trykstad, kom presten paa Næsodden, hr. Jens, ind til ham i beruset tilstand og skjældte ham ud, saa han maatte vises døren.[52] Prester, der havde leiermaalshistorier paa sig, var det ikke saa sjeldent at træffe, og der forekommer breve, hvori der oplyses meget slemme træk i denne henseende.[53] Presternes døtre, stifdøtre og søstre vare ingenlunde pletfrie, og der høres da ogsaa mislige historier om deres forhold (s. 329).[54] Hvor en prest var synderen og der forelaa et særlig gravarende tilfælde, kunde han paa nogle aar forvises fra de to stifter, men fik efter denne tids udløb tilladelse til at komme tilbage.[55] Betegnende for tilstanden er den ovenfor omtalte kongelige forordning. Denne forudsætter endog, at biskoperne ikke kunde fritages for skyld, forsaavidt de havde været forsømmelige med Tilsynet med sine underordnede. Men denne bebreidelse kan dog ikke have rammet Jens Nilssøn.

I 1592 omtales en prest ved navn hr. Augustinus, der havde vist megen vrangvillighed mod biskopen og gjort offentlig skandale ved at kaste altervinen i ansigtet paa kirkevergen. Han skulde i den anledning sættes under tiltale.[56] I visitatsbøgerne (s. 168) omtales en prest, der først efter alvorlige paamindelser vilde bekvemme sig til at holde gudstjeneste paa Langfredag, og paa samme maade lader det til, at en prest i Hviteseid, hr. Hans Jakobssøn, jævnlig brugte at forsømme gudstjenesten om Søndagene. Han maatte derfor i 1582 indfinde sig i Hiterdal og der 3die Juni i provstens nærværelse forpligte sig til ikke at forsømme tjenesten i sin kirke over en Søndag uden at skaffe en anden i sit sted.[57] Saadanne historier vise, at tilstanden mellem den norske geistlighed ingenlunde var den bedste, og at ordets forkyndere ikke altid have været særdeles grebne af dets magt. Selv de bedste prester, Jens Nilssøns egne omgangsvenner kunde paadrage sig irettesættelser af den nidkjære biskop, fordi de ikke i tilstrækkelig grad passede paa sine sognebørn. Et mærkeligt exempel herpaa er det, som i 1595 hændte med sognepresten til Eker (s. 419). Men det var dem neppe bestandig let at holde tilstrækkeligt opsyn med sognefolket.

Som prædikanter vare mange prester tarvelige. Hvor biskopen kom for at holde visitats, lagde han nøie mærke til deres duelighed som ordets forkyndere, og hans domme ere gjerne nedskrevne i visitatsbøgerne. Var en prest altfor daarlig, fik han advarsel om at forbedre sig i denne henseende. En af de mærkeligste prædikanter, som Jens Nilssøn hørte, var den s. 298 omtalte hr. Didrik i Land. Undertiden sees biskopen at have valgt texten (s. 349). I Jens Nilssøn havde hans underordnede et udmærket forbillede som geistlig taler, og da han jævnlig prædikede paa sine visitatsreisen manglede det ikke paa anledning til at høre ham.

Presternes tid og interesse optoges udenfor deres embedsforretninger af mangehaande ting, der vare deres geistlige stilling uvedkommende. Saaledes var det ikke ualmindeligt, at de kunde drive handel med de varer, som frembragtes i deres bygder, til stor forargelse for borgerne i Oslo, som derved saa sig hindrede i sin næring. Paa foranledning af en fra disse indkommen klage blev der da ogsaa i Frants Bergs tid (mellem 1577 og 1580) udstedt følgende rundskrivelse til de to stifters sogneprester (bispearkivet, 2, e, no. 31):

Jeg Frandtz Berrig, superattendent offuer Oslo och Hammers stigter hellser Ether dannemænd som sogneprester ere vdi thisse twende stigter kierligen medt Gudt. Giffuer ieg Ether dannemænd vdi wenlighed thillkiende, att hoss borgerne vdi Oslo er itt stort klagemaall offuer thet kiøbenskab och kiøbmandtz handell, att I bruger att somme af Ether drager op vdi landett och opkiøber huess kiøbmandtz ware der faller och borgerne skulle haffue att nere sig aff; dissligiste och att I icke kiøber for Ether sielffuer menn och for andre Ethers kaarmider [sic], thessligiste och att I beder Ethers sognemendt, huess kiøbmanndtz ware the haffuer att sellie att the wille lade Ether haffue thennom; therfore naar borgerne ther opkommer, tha er same ware optingett och opkiøbt att the kandt lidet fange. Saadant haffuer forschne borgere vdi Oslo offte beklagett for then gode mand Luduig Munck Kong: Matts: stadtholler, begierendis att ther motte føris itt raad thill attj skulle icke nødis att giffue Kong: Matts: saadant thillkiende. Saa haffuer forne stadtzholler hafft capitell wdi Oslo forsamlett och raadslaget medt thennom ther om och bleff besluttitt att Ether dannemendt skulle thillschriffuis ther om och paamindis, att I wille haffue saadant fordrag och betencker dannemendt att saadant er imodt Kong: Mattz: ordinantz att prester skall icke wiidere kiøbslaa end de haffuer behoff thill theris vnderhollning icke thill att vdsellie andre, men saa møgit som the haffue behoff thill sig sielffuer och betencker I dannemend att I ere prestmend der skall studere i den hellige schrifft och haffue Christi hiord vdi befalling, att den icke forsømmis vdi theris salighedz sag, huem thet skall giøre handt kandt icke well tage ware paa kiøbenskab eller befatte sig medt anden werdslig handel om handt will staa sitt embede well for, thi hans bog och hans embede handt er kallid thill, skall faa hannem nock att thage ware paa, saa hannd skall icke haffue behoff att bekymre sig med anden werdslig handell. Thi will thet icke skicke sig att en prestmand skall were en kiøbmand. Thi er best att en kiøbmand bliffuer en kiøbmandt och en prestmandt bliffuer en prestmandt. Huadt prestmand her effter icke will skicke sig i thisse tuende stigter, men will will [sic] heller were en kiøbmandt end en prestmand,[58] then er aff Kong: Mattz: stadholler och capitell i Oslo beslutit haandt skall were aff medt sitt gielldt och en anden god gudtzfrychtig mandt som will tage ware paa sitt embed thillskickis i hans sted igienn. Saadant I dannemend maa alle were, thi att thet giellder icke om ringe ting, menn om Gudtz ære och om menniskens salighedt, huess thenn forspillis skall the suare thill som haffuer religionen wdi befalling, och betencker I dannemend, ther I bleffue ordineret, tha bleff I icke ordineret thill kiøbmend menn thill prestmend. Thessligeste tencker och huad handschrifft I mig giffuit haffuer saa mange som af mig ordineret er att I skulle icke befatte Ether med verslig handell, men tage ware paa Ethers bog och skicke Ether som prestmend bør att giøre. Jeg willde nødig thet skulle komme wdi Kong: Matt: øren att ieg haffuer ordineret kiøbmendt thill prestmend. Her kunde I dannemend wide att rette Ether effter.

At drive kjøbmandskab var i almindelighed presterne forbudt under strenge straffe; ordinansen indeholdt et skarpt forbud derimod, som ydermere var gjentaget og skjærpet 1555,[59] men, som det viser sig, uden at det egentlig kan have hjulpet meget i de første 25 aar. Efter denne tid synes det derimod, som om der er foregaaet en forandring, og at der ialfald er indtraadt nogen forbedring. I visitatsbøgerne (s. 482) omtales rigtignok en prest, som havde solgt noget trælast til en mand fra Aalborg; men da dette ikke har foranlediget nogen indskriden fra biskopens side, er det rimeligt, at presten har hugget tømmeret i en til prestegaarden eller prestebolet hørende skov, hvilket ikke var stridende mod ordinansen.

Ved de samme anordninger, der forbød presterne at drive kjøbmandskab, var der ogsaa fastsat regler for deres dragt. I ordinansen heder det: „og altid skulle de gaa udi en ret presteklæde, som kan sømme en Guds ords tjenere“, og i 1555 gaves følgende mere udførlige bestemmelse som forklaring dertil: „Prester skulle ikke holde sig anderledes i deres klæder, hjemme eller af byen, end som en ærlig prestemand sømmer, saa at ingen færdes med hine stumpede kapper, fyrrør eller anden usømmelig værge, som ærlige prestemænd ikke sømmer at færdes med.[60] Og saa skulle ærlige prestehustruer have sig efter deres husbondes kald med sømmelig klædedragt og smykke uden fløiels kraver, damaskes trøier, guldkjæder og andet, som deres stat ikke bekvemmer“. Disse bud ere imidlertid ikke blevne saa nøie overholdte. En baahuslensk prest blev saaledes irettesat af Jens Nilssøn „for hans klædebon; thi han havde en høi hue med et rævskinds brem, ligesom en hofkarl, og en stakket livkjortel“ (s. 202 flg.).

Naar presterne i almindelighed befandt sig paa et meget lavt standpunkt, var der endnu mindre at vente af deres nærmeste underordnede, klokkerne. Ogsaa for disses vedkommende levere visitatsbøgerne flere interessante oplysninger, der bl. a. vise, at klokkerne paa den tid kunde være nogle særdeles egenraadige personer. En klokker i Baahuslen havde saaledes paa egen haand taget sig for at døbe et barn i kirken og vilde, da han bagefter blev stævnet til at svare for denne handling, ikke give møde (s. 152, 192, 199). Paa Vestby var der i 1597 en klokker, en født Jæmtelænding, der omtales som en „stiv og trodsig kompan“, og med hvem der forefaldt saadanne historier, at biskopen med fuld ret paalagde vedkommende sogneprest at afskedige manden (s. 475 flg.); i hans sted skaffede biskopen senere en anden, der før havde været klokker i Hvaler (s. 544). I Berg ved Svinesund var der i 1594 en klokker, som boede paa Lille Lundestad (s. 242), hvorimod der ikke synes at have været nogen paa Id. I 1597 fortalte den derværende sogneprest, at der hverken i hans eller i hans formands tid havde været klokker, og at de derfor selv havde oppebaaret klokkertolden; i den anledning traf Jens Nilssøn foranstaltning til at faa ansat en klokker og til at skaffe ham en klokkerbolig (s. 487). I 1597 forhørte biskopen sig ved visitatsen i Solør, om der var klokkerjord i Hof, og fik da den besked af sognepresten, at der tæt ved kirken laa et stykke jord, paa hvilket klokkeren i gamle dage havde boet (s. 460). Ved visitatsen i Kareby i Baahuslen 1593 foreholdt biskopen almuen, at de skulde holde klokker og give ham rettighed (s. 179),[61] og da der endnu i 1597 ikke var gjort noget for at skade klokker, overhørte biskopen en liden dreng i sang, hvem kirkeværgerne anholdt om at faa til klokker, og ansatte ham saa med det samme (s. 508).

Det fremgaar af alle disse oplysninger, at Jens Nilssøn har lagt megen vægt paa, at der i hvert prestegjæld maatte ansættes klokkere, som underholdtes af almuen ved en særegen klokkertold, og som derhos havde brugen af et stykke jord, med tilhørende bolig. Allerede i 1580, da han var i Danmark, havde han udvirket et kongebrev (af 13de Juni) om, at der af kirkegodset i hvert prestegjæld ved brugerens afgang skulde udlægges en ved hovedkirken beleilig liggende gaard til degnebolig. At gjennemføre denne anordning blev senere hen en af hans opgaver, der sysselsatte ham til hans sidste leveaar. Her synes det ogsaa, som om Jens Nilssøn virkelig har udrettet noget; det er ham, som har faaet det indført som almindelig regel, at hvert prestegjæld i hans stifter skulde have en klokker.

Af det nævnte kongebrev fremgaar det, at klokkerne, foruden at lede sangen i kirken, skulde undervise ungdommen i dens børnelærdom. Forsaavidt vare de presternes medhjælpere, der ingenlunde havde en uvigtig stilling. Den kristelige børnelærdom var alt, hvad ungdommen paa landet ansaaes for at behøve af kundskaber; ved biskopens visitatser blev „det unge folk“ overhørt i sin katechismus og deres kundskab i børnelærdommen derved prøvet. Ofte bleve ogsaa ved visitatserne de gamle i bygden prøvede paa samme maade. Saaledes erhvervede Jens Nilssøn sig et godt kjendskab til det standpunkt, hvorpaa almuen i almindelighed befandt sig med hensyn til kristendomskundskab.

Paa samme maade, som biskopen, naar han reiste i visitats paa landet, paasaa, at ungdommen var hjemme i sin kristelige børnelærdom, førte han ogsaa i kjøbstæderne tilsyn med de derværende tarvelige skoler og deres skolemestre. I visitatsbøgerne meddeles enkelte oplysninger om disse skoler. I Oddevald holdtes skolen paa en loftstue. Det var en „dansk skole“, idet kun to af børnene lærte Latin; det synes, som om skolen kun nød ringe tillid hos byens folk (s. 144. 499). I Marstrand synes tilstanden at have været noget bedre (s. 195, 518 flg.), uagtet bispen ogsaa der, ligesom i Oddevald, ansaa det nødvendigt at give borgerskabet tilhold om ikke at lade sin skole komme i forfald. I den tredie af de baahuslenske byer, Kongelf, var der kun en „dansk skole“, hvori der neppe meddeltes undervisning i mere end den egentlige børnelærdom (s. 184), samt formodentlig i læsning, skrivning og regning. Skolen i Skien omtales ogsaa i forbigaaende; denne bestyredes af den af borgermestere og raad ansatte kapellan (s. 429). Ogsaa i Vang paa Hedemarken var kapellanen skolemester; om den derværende skole meddeles de bedste oplysninger, som overhovedet haves om nogen af de mindre norske skoler (s. 309—312, 316). Den er allerede omtalt i det foregaaende, pag. CLXXIV seqv. Endelig omtales s. 548 skolen i Fredriksstad paa en noksaa rosende maade. Derhos var der en mindre skole i Tønsberg.

Lærernes stilling ved disse mindre skoler har neppe været nogen god. Hvor de tillige vare kapellaner, havde de som saadanne et lidet tillæg til sine indtægter; i enkelte byer er det muligt, at den samme mand har forenet de to stillinger som skolemester og klokker. Hvor skolemesteren alene var henvist til at leve af denne stilling, maa det vistnok have været meget knebent for ham, da det overalt skimter igjennem, at borgermestere og raad ikke vare meget villige til at skaffe ham indtægten. Jens Nilssøn, der selv havde været skolemester, rigtignok i stiftsstaden, havde altid sin opmærksomhed henvendt paa skolevæsenets tilstand; han har utvivlsomt indlagt sig fortjenester af dette, navnlig ved at sikre og forbedre lærernes lønninger. Men saalænge det ikke lod sig gjøre at forbedre de mindre skolers økonomiske forhold, maatte forholdene i mange henseender blive mislige; at skaffe dem hjælp ved præbender var vistnok at betragte som en umulighed. Det sees ogsaa, at en enkelt borger i en by, hvor der var en liden skole, alligevel har sendt sin søn til Danmark for der at gaa i skole (s. 430), og en prest i Baahuslen sendte paa samme maade 2 sønner til skolen i Odense (s. 162). Saadant vilde neppe være skeet, hvis der havde været grund til at nære tilfredshed med den undervisning, som blev budt i de mindre byskoler. I de rigere familier paa landet var det almindeligt at holde en privat skolemester til at lære yngre børn (s. 433).

Sammen med lensherrerne paa Akershus og Baahus havde Jens Nilssøn som biskop den pligt at paase, at kirkerne i hans stifter vare i ordentlig stand, og at kontrollere deres regnskaber. Da han paa sin reise til Baahuslen 1593 fik underretning om, at en kirke i Sotenæs holdt paa at falde ned, lod han straks vedkommende skrive en indberetning derom til Axel Gyldenstjerne, hvilken han selv vilde overbringe (s. 227). Paa mange steder er der i visitatsbøgerne indført bemærkninger over den tilstand, hvori han forefandt kirkerne, saavel i by som i bygd. Undertiden var denne god; men paa mange steder vare kirkerne i en høist forfalden tilstand, og det samme var ogsaa oftere tilfældet med kirkegaardene. Der omtales kirker, som vare mørke, og hvori Jens Nilssøn drog omsorg for at faa anbragt flere vinduer (s. 204).[62] I mange kirker synes der fremdeles indtil hans tid at være bibeholdt meget af den gamle katholske indredning; men i denne henseende er der i Jens Nilssøns tid foretaget store forandringer, og ved aar 1600 kan det antages, at alle kirker i hans stifter havde faaet et udseende, der passede for deres fremtidige bestemmelse som protestantiske gudshuse. De kors og smaa altere, som tidligere vare skaanede, vare nu bortfjernede, og ligesaa alt andet, som kunde minde om den katholske gudstjeneste. Jens Nilssøn har rimeligvis ogsaa sørget for, at enhver kirke kunde have sin egen bibel; imidlertid omtales der endnu i 1593 en kirke, som manglede saadan (s. 232). Hvor han i en kirke traf katholske billeder, sørgede han for at faa dem fjernede.

Almuen havde i almindelighed paa denne tid bevaret mange katholske forestillinger, der tydeligst viste sig i vedhængen ved gamle skikke. Hvor Jens Nilssøn paa sine reiser fik høre om saadanne, advarede han alvorlig derimod og paalagde geistligheden at gjøre, hvad den formaaede, for at faa dem afskaffede. Saaledes havde han særlig et vaagent øie med de gamle kirkemesser, som fremdeles holdtes i hævd i de mere afsides bygder, bl. a. over en stor del af Thelemarken, ja endogsaa i en bygd som Lardal (s. 380). Hans ihærdige arbeide i denne henseende kan ikke have undladt at bære frugt, skjønt rigtignok ikke i den udstrækning, hvori han ønskede det. Længe efter hans tid holdt der sig mellem almuen skikke og sædvaner, der for den nidkjære biskop vare den rene vederstyggelighed. Dertil hørte f. ex. den brug at drikke skaaler for hver af de 3 personer i guddommen, hvorover han allerede i 1580 har ført klage (pag. CXII). Dette var ligesaa indgroet i almuens bevidsthed, som de lange gjæstebud, med drik og anden uterlighed, mod hvilke han ogsaa ivrede.[63]

Ved siden af udryddelsen af de katholske skikke lagde Jens Nilssøn ogsaa vægt paa at faa gjennemført ensartethed i gudstjenestens ordning. Her var der efter reformationen optaget høist forskjellige skikke, og da Jens Nilssøn 1580 var paa sin reise i Danmark, indhentede han i den anledning nærmere raad af Sjælands biskop (pag. XLIV, CVIII seqv.) og har rimeligvis i sin senere virksomhed søgt at indføre en ensartet ordning i overensstemmelse med de raad, som han ved denne leilighed modtog. De spørgsmaal, som han forelagde den danske biskop, vare optegnede af ham efter samraad med provsterne, der saaledes nu optræde som virkelige medhjælpere for sin overordnede.

Endel af disse spørgsmaal angik gudstjenestens ordning, hvorvidt der paa de tre store høitider skulde prædikes paa Latin, hvorledes der skulde forholdes med offeret, om man skulde holde den saakaldte Kristmesse paa Julemorgenen, om naar barnedaaben skulde foretages og om fremgangsmaaden ved denne, samt om den dertil hørende exorcisme, om løse kvinders kirkegang, om skjørlevneres absolution, om alterlys, om hvorledes der skulde forholdes, naar der ikke kunde erholdes vin og oblater tilkjøbs til altergangen, om menigheden skulde reise sig ved afsyngelsen af „troen“, og om fremgangsmaaden ved kvinders kirkegang og ved skriftemaalet. Fremdeles gjaldt et spørgsmaal nødvendigheden af, at presten var tilstede ved trolovelse hjemme i huset.

Af særlig vigtighed er det 15de spørgsmaal, om der skulde holdes en provincialsynode een gang om aaret for Oslo og Hamar stifter, i lighed med hvad der var skik i Danmark. Jens Nilssøn oplyste, at saadanne synoder endnu holdtes paa nogle steder i hans stifter. Peder Madssøn svarede dertil, at det vilde være nyttigt, om der kunde holdes først en almindelig norsk synode, og derpaa een gang om aaret en provincialsynode, hvorved dog al luxus maatte forhindres. Der tales efter 1580 aldrig om afholdelse af nogen synode i de to stifter, og det er da heller ikke rimeligt, at man har holdt saadanne. Allerede de store afstande maatte her lægge hindringer i veien, saaledes at Jens Nilssøn ikke lettelig kunde følge de fra Bergen og Stavanger givne exempler, hvor der under Anders Foss og Jørgen Erikssøn virkelig holdtes synoder. I det sted har han imidlertid paa sine reiser, naar han traf sammen med flere prester til samme tid, med dem overveiet, hvad der skulde gjøres for at raade bod paa misligheder, og har da givet anordninger, der efter sit indhold maa betragtes som svarende til de sædvanlige synodalbeslutninger. Under sit ophold i Skien i Februar 1596 samlede saaledes biskopen 8 der tilstedeværende prester fra Bamle og Thelemarken og traf med dem en anordning om de mislige moralske forhold hos almuen i disse landsdele, ganske som om de havde befundet sig paa en synode (s. 429). Formodentlig have de synoder, hvortil Jens Nilssøn sigter i sit omtalte spørgsmaal, netop været af denne art.

Det 18de og sidste spørgsmaal angik presteenkernes forsørgelse, om det saakaldte „muldaar“ eller naadsens aar (annus gratiæ). Peder Madssøn mente, at man nok kunde tage hensyn til forsørgelsen af den afdøde prests enke eller døtre, naar blot hovedvægten lagdes paa kirkens tarv, og naar der sørgedes for, at ikke prestekaldene bleve arvelige. „Muldaaret“ var neppe overalt en hævdet skik. I 1577 omtales det, at den tidligere læsemester Jon Anderssøns enke, Cecilie, afstod sin ret til muldaaret, mod at eftermanden, magister Halvard, overtog en del forpligtelser, bl. a. til at bygge sin kannikeresidens, hvilke hendes mand ikke havde opfyldt.[64] Derimod lader det til, at der paa Thoten i 1594 ikke har været sørget for underhold til enken efter den sidste sogneprest (s. 292). Overhovedet maa det her haves for øie, at naar en presteenke ikke ægtede den nye prest, kjendtes der i det 16de aarhundrede ingen regelmæssig udvei til at faa hende forsørget.

Om fordelingen af gudstjenesterne mellem de enkelte sogne haves der fra Jens Nilssøns tid nogle oplysninger. Om presten i Tanum (Brunlanæs), der havde 3 kirker, vides det, at han hver Søndag skulde forrette i hovedkirken og i Bergs annexkirke, samt hver fjerde Søndag i Tjose annexkirke; naar han fik kapellan, skulde der prædikes i alle kirker hver Søndag (s. 433, note 2). I Solberg prestegjæld med 3 kirker, men uden kapellan, holdtes der i 1594 hver Søndag tjeneste i dem alle 3 (s. 174). I Næsinge bestemte biskopen samme aar, paa anmodning af de ypperste bønder, at presten hver Søndag skulde prædike i 2 af prestegjældets 3 kirker (s. 118). I Fregne prestegjæld med 4 kirker skulde der hver Søndag prædikes i dem alle, naar der var kapellan, ellers kun i 2 (s. 153).[65] Saadant kunde dog ikke ske i alle dele af landet, da paa flere steder afstanden mellem kirkerne var for stor, til at presten paa samme dag kunde holde gudstjeneste i mere end en af dem. Men hvor det tilstededes af forholdene, har det rimeligvis været almindelig skik, at der hver Søndag mindst skulde prædikes i 2 af et prestegjælds kirker.

Med hensyn til den evangeliske lære, da har rimeligvis Jens Nilssøn undgaaet enhver indblanding i de stridigheder om denne, som fandt sted i hans dage. Selv synes han at have holdt nøie opsigt med sine underordnede, at de ikke afveg fra den hævdede Lutherdom, og for sit eget vedkommende var han i denne henseende ikke udsat for nogen mistanke. Forsaavidt kunde han med ro tage den henvendelse, som under 10de April 1591 udgik fra formynderstyrelsen til de norske biskoper om, at de skulde paase, at ingen prester eller lærere i deres stifter vakte nogen „nye disputatser“, men at alle holdt sig til den angsburgske konfession. Et lignende paalæg findes ogsaa i det svar paa de af den norske adel indgivne punkter, der blev meddelt under 31te Juli 1591.[66] Begge dele ere mere vidnesbyrd om, at der udenfor Norge var uro og tvivl i sindene, end om, at der i Jens Nilssøns stifter aabent er fremtraadt vranglære.

Men om der end ikke netop i denne henseende var uro i tiden, saa var der dog en stadig bevægelighed. Forsaavidt blev det 16de aarhundrede, vandringens aarhundrede, sig ligt til det sidste. Heller ikke i Norge holdt folket sig i ro, og visitatsbøgerne meddele ogsaa i denne henseende flere oplysninger. Slægterne blandes fra alle kanter af landet. En prest i Sigdal har en kone fra Jæmteland, som har været i tjeneste i Oslo (s. 353). En prest i Drangedal har to døtre, af hvilke den ene kommer til Sverige, medens den anden ægter en baahuslensk prest (s. 153). En tysk prest vandrer om i Norge, efter tidens brug med sin stambog, men dog ikke finere, end at han ved skilsmissen fra biskopen af denne modtager 20 skilling (s. 484). Ved en anden leilighed støder biskopen paa en gammel mand fra Lübeck, der er paa reise fra Oslo til sit hjemsted (s. 177). I Thelemarken lever der Tyskere (s. 380). Overhovedet har der været en stadig uro i befolkningen, som den, der forudsætter et mere udviklet kommunikationsvæsen, ikke altid har let for at fatte. Men denne omtumlende slægt var tillige vild og raa; der høres om forbrydelser, rov og mord, fra alle kanter. Paa Eidskogen huser der rømlinge (s. 453), og i Baahuslen gjøres veiens usikre af røvere (s. 501), der ikke lade sig skræmme af de galger og steiler, der prydede egnen. En af disse steiler klædtes af de omvankende skotske kræmmere, som havde overfaldt og myrdet en sogneprest i Solberg (s. 173).[67] Ogsaa dette mord er saaledes et bidrag til tidsalderens vandringshistorie.

I dette samfund færdedes da Jens Nilssøn omkring som den utrættelige visitator. At foretage visitatser og derunder føre nøie tilsyn med presterne, betragtedes som et af de vigtigste hverv, der var paalagt de protestantiske biskoper, og saaledes opfattedes det ogsaa af Jens Nilssøn selv. Paa disse reiser var der ogsaa jævnlig for biskopen anledning til at tage del i udøvelsen af den geistlige jurisdiktion, navnlig ved paakjendelse af sager, der angik ægteskabsbrud og anden usædelighed. Naar han var i Oslo, sad han i kapitlet, hvor saadanne sager behandledes; men de fulgte ham ogsaa ud paa hans reiser. Paa Baahus dømte han i 1597 sammen med lensherren i nogle saadanne sager, af hvilke en endte med, at synderen blev kastet i fængsel (s. 511 flg.). Samme aar bleve andre sager forelagte bispen; han forligte i den ene parterne med hinanden, medens den anden henvistes til provsten og derefter til lensherren eller kapitlet (s. 522 flg., smlgn. s. 530, 537 flg.). Undertiden kunde der, naar tillige lensherren var tilstede, paakjendes mange sager paa een gang, saaledes som i Kongelf 1594 (s. 188 flg.).

I det foregaaende (pag. XXXII seqv. og XLVI seqv.) er der meddelt en oversigt over den udstrækning og orden, i hvilken Jens Nilssøn foretog sine visitatsreiser. Af visitatsbøgerne sees, hvorledes han indrettede sig paa disse, og hvorledes han der i almindelighed havde det. Nogen tid forinden sin afreise fra Oslo udsendte biskopen et visitatsbrev til samtlige prester, hos hvem det var hans agt at visitere, og i dette opgav han sin reiserute. Saadanne breve ere trykte nedenfor, s. 100 flg., s. 270 flg., s. 338 flg., s. 437 flg. og s. 470 flg. Naar reiseplanen ikke helt ud kunde følges, saaledes at der maatte foretages ændringer i denne, blev derom i særegne breve sendt meddelelse til vedkommende prester (s. 439 flg. og s. 472). Brevene besørgedes ved leilighed, af biskopens landbønder og lignende (s. 439), eller ved særlige brevbærere, som befordredes fra prest til prest (s. 102, 174). Paa hjemreisen fra Skien i 1596 skrev biskopen en „tankeseddel“ om befordring, som han fra Fritsø lod befordre til presterne ved en af sine folk (s. 432).

Skydsen eller det saakaldte „forenskab“ blev tilveiebragt ved sognepresterne, som derom underrettede de faste „skydsskikkere“ eller, hvor det gjaldt vandskyds, „skydsskipperne“ (s. 97). Dette var at „bestyre skydsheste“ (s. 513). Undertiden kom ogsaa biskopens landbønder med sine heste for at skydse ham (s. 81, 340). Naar reisen foregik tilvands fra Oslo, var det slotsfogden paa Akershus, som skulde skaffe rorsfolk (s. 340); men det kunde hænde, at disse ikke indfandt sig, og biskopen maatte da selv leie sig folk, som han betalte. I Akers sogn var der ogsaa lignende ugreie med landskydsen (s. 440), saaledes at biskopen maatte benytte egne heste; hændte saadant paa reisen, maatte presterne overlade ham sine heste (s. 97). Midtveis imellem 2 prestegaarde skiftedes i regelen heste. Der mødte presten paa det sted, hvortil reisen gik, med friske dyr, medens den prest hos hvem der senest var visiteret, tog afsked og reiste hjem; naar presten var syg, kunde i hans sted kapellanen eller klokkeren gjøre bispen følge paa veien. At undlade at møde biskopen ansaaes for en stor forsømmelse (s. 368).

Traf biskopen underveis sammen med andre reisende, slog han gjerne følge med dem, saaledes med den paa flere steder omtalte Laurits Plomgaard (s. 86 flg., 408, 410 flg., 413). Ligeledes benyttede han anledningen, hvor saadan tilbød sig, til at faa afgjort sine egne private forretninger paa de steder, hvor han kom.[68] Man ser saaledes bl. a., at han paa en reise til Hedemarken sørger for at faa bestilt humle (s. 303). At visitatserne kunde forenes med besøg i brylluper, var naturligt; de vare jo netop en leilighed, hvorved mange folk kom sammen. Bispen var desuden baade i brylluper og barnedaab en hædersgjæst, som man gerne vilde have med i det festlige lag. Hans reiser gave altid anledning til, at der holdtes mindre selskaber; men der var ogsaa folk, endog meget fornemme, som forgjæves søgte at faa Jens Nilssøn til at gaa ind i deres hus (s. 415). Ved visitatserne søgte presterne at samle bygdens bedste folk for at gøre biskopen selskab; men udvalget var som oftest ikke stort. I de større og rigere bygder, hvor der boede adelige slægter, vare disse ved saadanne anledninger selvskrevne gjæster (s. 416); men de holdt sig ikke for gode til at være i selskab med bønder, haandverkere og unge kjøbsvende fra Bragernæs. Tidens stærke standsforskjel kom ikke tilsyne paa den maade.

Biskopen skulde, naar han kom paa visitats, selvfølgelig have det bedste værelse i prestegaarden, det saakaldte „herremag“. Men de bekvemmeligheder, som der bødes, kunde ofte være helt daarlige, saaledes som det klages over paa Gjerpens prestegaard (s. 425). Hofs prestegaard i Solør var ogsaa i denne henseende slet udstyret; bispens værelse var mørkt, og det røg af skorstenen; det ene vindue var slaaet ud, og presten havde nøiet sig med at sætte et hynde ind i stedet (s. 459). Der maatte da den gamle biskop tilbringe en nat i Januar maaned.

En eiendommelig skik var det, at biskopen ved sin afreise fra enhver prestegaard skjænkede prestekonen og undertiden børnene paa stedet en sum penge, gjerne 1 daler, men ofte mindre; dette var en godtgjørelse for det bryderi, som han havde voldet; naar prestekonen var syg, fik pigen eller den, som kogte maden, disse penge (s. 317). Det kunde ogsaa hænde, at biskopen, saaledes som i Kongelf 1594, ved en af sine ledsagere ofrede til presten (s. 181). Til gjengjæld kunde en prestekone sende biskopens kone en gave, som f. ex. et par fløiels tøfler (s. 418), ligesom en bondekone sendte gaver til bispens sønner (s. 299). Fra en adelig dame modtog biskopen selv værdifulde gaver, for hvilke han skriftlig takkede (s. 556). Naar han paa reiserne var i barnedaab eller bryllup, gav han ogsaa fadder- og bryllupsgaver (s. 280, 292); som honorar kunde biskopen da faa et sølvkrus eller lignende, som dog først maatte paanødes ham (s. 92).

Af særlig interesse er det at se biskopen paa disse visitatsreiser i berøring med befolkningen i almindelighed og at iagttage den omhyggelighed, hvormed han lader mange smaatræk nedtegne, som vedkomme denne. Selvfølgelig er det hovedsagelig bønder, hvem det saaledes bliver anledning til at omtale. Som oftest er det i prestegaardene, biskopen træffer sammen med bønderne, af hvilke gjerne et par „smukke mænd“ nyde den hæder at indbydes til at spise sammen med ham. Men ogsaa paa landeveien omtales af og til møder mellem biskopen og bønder. Engang har saaledes biskopen været inde hos en bonde og drukket, medens der skiftedes heste (s. 348). Fremdeles nævnes, at bonden paa gaarden, hvor der skiftes heste, kommer ud og skjænker bispen (s. 446). Paa et andet sted har han sendt bud ind for at bede om nogle nødder, hvorpaa konen kom ud med en pot øl og gav biskopen at drikke (s. 86). Engang bliver der paa samme maade budt biskopen øl paa en bondegaard; men han afslaar det, da han endnu om morgenen er fastende (s. 477). Paa andre steder, navnlig hvor der kunde have tildraget sig en eller anden opsigtsvækkende ulykke (s. 401, 406, 411), var bispen enten inde hos folkene eller lod forhøre om tilstanden.[69]

Om selve reisemaaden bringe visitatsbøgerne naturligvis de fuldstændigste efterretninger. Da landet i det 16de aarhundrede endnu savnede ethvert tilløb til byggede veie og al færsel var henvist til de fra gammel tid af opgaaede raak gjennem dalene og over fjeldene, var det selvfølgeligt, at vogne ikke kunde anvendes. Om sommeren færdedes enhver reisende, uanseet kjøn eller alder, tilfods eller tilhest, og naar man kom til en fjord eller et vand, tog man en baad. Om vinteren kom slæderne frem for at bruges, saalænge der var føre. Om vinteren laa bro over alle elve og vande; om sommeren satte man over disse paa baade eller flaader (s. 363). En saadan reisemaade maatte, tiltrods for slægtens haardførhed og fortrolighed med disse forhold, blive opslidende for den, som var naaet lidt op i aarene, og det bliver let forstaaeligt, at Frants Berg maatte holde op med at drage om som visitator. Jens Nilssøn synes at have holdt ud til det sidste. Han naaede hen til dele af sine stifter, hvor der ikke paa umindelige tider havde været nogen biskop, saadan som paa Hvaler (s. 543) og paa det afsidesliggende Tønset, om hvilket det ikke engang var rigtig sikkert, hvorvidt det hørte til Throndhjems eller Hamar stift (s. 32, pag. CLXXXII). Med interesse benyttede han paa disse mærkelige færder anledningen til at gjøre sig bekjendt med allehaande naturmærkværdigheder, med gamle sagn, med endnu levende historisk tradition o. lign.[70] Paa denne maade er der reddet adskillige træk af gammelt norsk folkeliv.

Paa visitatsreiserne, som overalt ellers, var Jens Nilssøn en virksom mand. Et saadant tilsyn som det, han førte med sin underordnede geistlighed, var ukjendt, siden reformationen blev indført, og om han ogsaa kun oplevede at se faa synlige frugter al sin virksomhed, saa har han dog gjort en god og fortjenstfuld gjerning, der maatte mærkes langt ned i tiden, længe efterat han styrede Oslo og Hamar stifter. Virkelysten og arbeidskraftig, som Jens Nilssøn var, har han aldrig manglet stof for sit arbeide; snarere var der for meget end for lidet, og han gav sig ikast med alt. Som geistlig administrator bliver han saaledes for sin tid en mangesidig mand, og denne hans mangesidighed har sikkerlig været adskillig større, end det nu lader sig paavise. Thi hvor udførlig end den her meddelte oversigt har været, saa kunde der dog være leveret et ganske anderledes omfangsrigt arbeide, hvis alle hans brevskaber og bøger havde været bevarede til vore dage. Saafremt hans visitatsbøger havde været bevarede ligefra 1574 af, hvis man blot havde noget saadant som „den danske kopibog“, der omtales, saa vilde man allerede havt et ganske anderledes rigt stof for en skildring af hans liv og virksomhed end det, som nu foreligger.


  1. Professor Oluf Rygh har først paavist sammenhængen med den saakaldte stiftsbogs tilblivelse, og hans bemærkninger derom findes nu tilskrevne paa et blad, der er indheftet foran i denne.
  2. Samlinger til den danske historie (1784), II, 3, s. 207 flg.
  3. Trykt i fortalen til H. J. Huitfeldts udgave, pag. VIII.
  4. Dr. Holger Rørdam, Monumenta histor. Danic., II, s. 218 og Ny kirkehistoriske samlinger, V, s. 106.
  5. Ogsaa denne jordebog er, paa en enkelt undtagelse nær, utrykt, men kunde vel fortjene at blive tilgjængelig i trykken. Hvad der vedkommer Hamar kommuns eiendomme (s. 253—263), er aftrykt som bilag til en afhandling: Om Hamars gamle skole og det saakaldte kommunitet ved Kristiania latinskole af Yngvar Nielsen, der er udgivet som bilag ved Hedemarken amtsformandskabs forhandlinger for 1871.
  6. Norske rigsregistranter, III, s. 271 flg.
  7. Norske rigsregistranter, I, S. 594; II, s. 389. Det gamle rigsarkiv, eller maaske snarere kanslerens arkiv, var ogsaa i nogle aar indsat i Oslo domkirke, paa foranstaltning af kansleren Peder Huitfeldt, men var før 1564 overført til Akershus Smstds. I, s. 404.
  8. Smlgn. om den kooptationsret, der kan have tilkommet domkapitlet i Hamar, Norske rigsregistranter, II, s. 391, 703; III, s. 371.
  9. Norske rigsregistranter, II, s. 386 flg.
  10. Omtales i et kongebrev af 29de Oktbr. 1602 (Norske rigsregistr., III, s. 697 flg.) som raadmand i Oslo sammen med Mikkel Funtin (smlgn. nedenfor, s. 90 og 464 flg.), i anledning af en arv efter den tidligere kansler, Oluf Kalips, paa hvilken de, imod den afdødes enke, gjorde krav paa sine hustruers og de øvrige arvingers vegne. Senere nævnes han som anden borgermester i Oslo.
  11. Erasmus Lætus var ogsaa fra 18 Januar 1574 forlenet med Gjerpen prestekalds store gods, der efter ham i 1582 blev overdraget til Absalon Juel til Meilgaard og derefter i 1583 til Anders Vedel. Norske rigsregistranter, II, s. 81, 494 og 547.
  12. Han havde dog allerede da i 1587 faaet kongebrev paa den saakaldte Thingvolds præbende i Viken. Norske rigsregistranter, II, s. 706.
  13. I et kongebrev af 5te Aug. 1589 omtales ogsaa en præbende i Oslo, der var forlenet til Mikael Lang, tolder i Kjøbenhavn. Ved et kongebrev af ute Decbr. 1573 fik renteskriver „Unge Nils Pederssøn“ brev paa det kanonikat i Oslo, som var ledigt efter Jørgen Nilssøn.
  14. Denne fik ved kongebrev af 19de Juli 1593 overdraget en præbende, der var ledig efter sognepresten til Thoten, hr. Karl Thordssøn, men uden at dens navn nævnes. Heller ikke angives navnet paa den præbende, som ved kongebrev af 13de Oktober 1593 blev tilsagt hr. Chilian Thøgerssøn efter hr. Jens Thomissøns død.
  15. Da samtlige her paaberaabte kongebreve efter sit datum kunne findes i udgaven af de norske rigsregistranter, vil det være overflødigt for hver gang at anføre dine i noterne.
  16. Ved midten af det 17de aarh. var det sidste blevet almindeligt i Oslo kapitel. Men man søgte da atter at komme tilbage til den anden ordning, der stemte mere med den oprindelige tanke.
  17. Norske rigsregistranter, III, s. 71, 125 flg. Om Vaalen smlgn. pag. XCI, CVII og s. 272. I 1589 forsøgte en Peder Svendssøn paa Munketvet at trænge sig ind paa Vaalen og Etterstad og benytte biskopens hestehage. (Kristiania bispearkiv, 2, d.). I den anledning oplystes, at byens fæhavn grænsede ind paa denne hestehage, og at der i elven ved Vaalen kværner var en dam.
  18. Smlgn. kongebrev af 4de Juni 1565.
  19. I kongebrev af 15de Juni 1568 omtales, at residenserne vare afbrændte, og ved kongebrev af 6te August 1568 fik kapitlet paalæg om at gjenopføre dem.
  20. Til hvad der ovenfor er anført om diese forhold, kommer endnu den klage, som Jens Nilssøn indgav i 1585, der er trykt nedenfor, pag. CLXXX. seqv.
  21. Herom kan henvises til den ovenfor, pag. CLII, note omtalte afhandling, Om Hamars gamle skole og det saakaldte kommunitet ved Kristiania latin-skole, s. 14—17. Til de der som bilag meddelte aktstykker kan her endnu føies en klage med det derpaa af Jens Nilssøn afgivne svar ved herredagen i Oslo 1585, der lyder saaledes:

    Menige bønder oc almue
    j Ringsagger sogen.

    Beretter, att thend stund bispen holt huse paa Hammer, kom en thiende fran Ringsagger kiercke wnder kommunit thil forne Hammer, huor offuer kiercken er noget brøstholden och bygfalden. Begierendis paa thett underdannigste, efftherthj samme comun jcke nu lenger holdis wed macht, att samme thiende matte egien følge forne Ringsagger kiercke, att kiercken thermedt kunde holdis wed macht.
     Her thil suarer mester Jens, superintendent wdj Opslo, att wdj bispernis thiid bleff kierckens partt aff thienden aff Weller, som er annexe thill Ringsagger, lagt thill comunit j Hammer, som kand beløbe seg thill xx thønder eller xxiiij thr: paa thett høigste, huilcken thiende Hammers skolle nu annamer och oppeber effther kon: matts: breff, som formelder, adt alld then comune renthe, som er funderit och lagdt thill skollen wdj Hammer och ther thill ligget haffuer, jnthett wnderthagett, maa och skall effther thenne dag wdj liige maade werre och bliffue thill forne skolle, som nu er fløtt thill thett neste prestegield Wong att holdis, och skall wdj lige maade oppeberris anleggis och foruendis thill the skollebørns vnderhollinge liige som thilforn, thend thiid thend wor wdj Hamer, ellers haffuer haffuit kiercken wdj Ringsager selff sin thiende.

  22. Exempler herpaa forefindes i mængde; smlgn. bl. a. nedenfor s. 126, 142 flg., 146, 153, 202, 206, 210, 215—217, 227 flg., 335, 511, 537.
  23. I Gjerpen havde den, som var forlenet med dette prestekalds store jordegods, ogsaa retten til at udnævne presten. Dr. Erasmus Lætus havde saaledes ansat hr. Sten Lauritssøn som sogneprest dersteds; men da denne ikke følte sig sikker, „efterdi samme Gjerpen gjæld ofte forandres og forlenes fra en til anden“, fik han under 28de Septbr. 1584 kgl. stadfæstelse paa kaldet. Norske rigsregistranter, II, s. 575. Her haves altsaa en ganske eiendommelig afvigelse fra det sædvanlige forhold, som dog kan have sin naturlige forklaringsgrund. I den nedenfor nævnte afhandling af L. Daae, Om geistliges kaldelse o. s. v., s. 80, udtales den formodning, at Peder Iverssøn havde kaldsret til Stokke og Hedrum; men dette ligger neppe i ordene paa det anførte sted af H. Jersins ligprædiken Smlgn. ovenfor, pag. LXXI, noten. — Nedenfor, s. 527 flg., omtales Vincents Bildts paastand paa jus patronatus til en kirke, der stod paa hans grund. — Akers prestegjæld blev ved kongebrev af 4de April 1587 (Norske rigsregistr., II, s. 702) henlagt som annex under slotsprædikanten paa Akershus, og dermed maa rimeligvis almuen i dette store prestegjæld have tabt sin selvstændige kaldsret. — Da Solum og Mælum henlagdes som annexer til Skien, mistede ogsaa deres almue sin kaldsret, der overførtes til borgermestere og raad, som efter ordinansen havde denne ret i kjøbstæderne (s. 429).
  24. Hovedstedet for alt, der vedkommer besættelsen af de geistlige embeder i det 16de aarhundrede, er „Om geistlige embeders besættelse i Norge efter reformationen af Ludvig Daae (1869), særaftryk af Luthersk kirketidende, hvoraf der i 1879 udkom en ny, udvidet og omarbeidet udgave, der er i boghandelen, hvad den første ikke var. Denne har titelen: Geistliges kaldelse i den norske kirke efter reformationen.
  25. Exempler paa, at Jens Nilssøn har faaet saadanne anbefalinger fra kongen findes i Norske rigsregistranter, III, s. 249 flg. og 271 flg. (hvor det tilføies, at ordinansen maa overholdes), III, s. 270 (hvor menighedens kaldsret forbeholdes) og III, s. 173 (hvor det paalægges biskopen at prøve ansøgerens forudsætninger for presteembedet). Disse breve ere alle fra 1591 og 1592. Et brev fra 1596 med tillæg, at alting maa gaa efter ordinansen, smstds. s. 443.
  26. I bispearkivet, 2, e, no. 51, findes afskrift af et brev fra Ove Juel og Jens Nilssøn af 6te Aug. 1585, hvori de meddele almuen i Rollag, at de havde faaet kongens anbefalingsskrivelse for hr. Henrik Lauritssøn til et ledigt kald, hvorfor de nu bede den om at „samtykke og kalde ham“ til sogneprest og sjælesørger.
  27. Norske rigsregistranter, II, s. 690 og III, s. 288.
  28. Norske rigsregistranter, II, s. 245, 278, 410, 690; III, s. 228, 288, 367, 376, 378, 379, flg., 386.
  29. Efter 1569 skulde egentlig ingen kunne vies til præst, med mindre han havde studeret ved Kjøbenhavns universitet eller var examineret af dets professorer. Men det er neppe rimeligt, at dette bud kan have fundet nogen synderlig anvendelse paa Norge.
  30. Norske rigsregistranter, III, s. 181, 189. I Ove Juels kollats for hr. Jørgen Jørgenssøn som sogneprest i Skien af 3die April 1584 (afskrift i rigsarkivet Kristiania bispearkiv, 2, e, no. 4) omtales, at han „er examinerit och offuerhøritt, aff hederliigh och høglerdtt mandtt mester Jenns Nielsenn; superintendens i Oslo, och Hammer stigtt, och aff hannum kiendtt att were dueliigh och bequem till en Gudtz ordtz tienere“. Lignende udtryk forekomme i Ove Juels kollats af 1ste Juli 1583 for hr. Theophilus Svenningssøn som sogneprest i Rollag, for hr. Kristen Kristenssøn som sogneprest til Stange af 22de Juni 1583 og for hr. Peder Hanssøn som sogneprest til Eidanger af 12te Mai 1587 (smstds. no. 5—7), ligesom de forekomme i Ludvig Munks kollats for hr. Jens Svan som sogneprest til Jævnaker af dte April 1583 (smstds. no. 13) og i Axel Gyldenstjernes kollats for hr. Anders Kristenssøn Holdegaard som sogneprest i Faaberg af 11te Novbr. 1589 (smstds. no. 44). Derimod tales der ikke her om nogen examen. Ludvig Munks kollats for hr. Nils Olssøn som sogneprest til Øier efter hr. Laurits Pederssøn (smstds. no. 14). S. 519 og 521 omtales en prest, der uden biskopens samtykke havde taget kald og faaet kollats, men som til straf derfor skulde afsættes.
  31. De kongelige kommissærer ved denne herredag vare Jørgen Skram, Absalon Gjøe, Jakob Seefeld og Anders Green; de kom til Oslo 16de Juli og afseilede igjen derfra 23de August 1585. De til dem indgivne andragender ere nedskrevne i et sammenheftet læg paa 38 folioblade, hvoraf de 36 ere beskrevne; dette findes i det danske geheimearkiv, signeret: „supplement til registrant 89, nr. 5“ (ældre betegnelse: „skab 17, pakke 8“). Jens Nilssøns andragende (fol. 25—28) er allerede benyttet af L. Daae i afhandlingen om geistliges kaldelse; det trykkes her efter en afskrift, der er tagen af hr. cand. mag. F. Jessen.
  32. Da valget foretoges al nogle faa lagrettesmænd, blev der saa meget lettere adgang for sognepresterne til at paavirke disse og vinde dem for den, som de ønskede at faa ansat.
  33. Presten valgte i regelen selv sin kapellan. 27de Marts 1587 skrev Rasmus Jenssøn „Alløleuff“, sogneprest til Solberg i Baahuslen, til Jens Nilssøn, at han havde kaldet Laurits Nilssøn „Skoungh“ til sin medtjener, og bad om, at Jens Nilssøn efter sit løfte og tilsagn vilde ordinere ham. (Bispearkivet; 2, e, no. 23). Smlgn. s. 223. Undtagelser fra denne regel gaves dog; smlgn. pag. CLXXXVII, note 3. I bispearkivet (2, e, no. 27) findes en forpligtelse af Nicolaus Mathis Thystadensis, dat. Kongelf 1587, 22de Juli, der af biskopen har faaet løfte om at hjælpes til et kapellani, om at leve og læse efter Guds befaling, den apostoliske skik og ordinansens lydelse.
  34. Rigsarkivet, Kristiania bispearkiv, 2, e, no. 3.
  35. Smstds., no. 15. — Nedenfor, s. 460, omtales en noget lignende overenskomst om en deling af Hof prestegjæld i Solør, hvorved kapellanen fik Vaaler annex med halvdelen af hele prestegjeldets indtægter og derhos selve prestegaarden til bolig. — En del af et prestegjælds indtægter kunde ogsaa anvendes til at pensionere gamle prester. Saaledes havde en forhenværende sogneprest i Øier, hr. Jens Hanssøn, endnu i sin anden eftermands tid den indtægt, som hørte til Trettens annex, og som efter hans død igjen skulde tilfalde den virkelige sogneprest (Bispearkivet, 2, e, no. 14).
  36. Da hr. Claus Hjort var død, kaarede 12 mand i Gran slotsprædikanten, hr. Peder Matssøn, 16de August 1583 til hans eftermand Smstds. no. 20.
  37. Bispearkivet, 2, e, no. 11.
  38. Smstds. 2, e, no. 8 og 9.
  39. Smstds. 2, e, no. 42 og 43. Smstds. no. 46 sees, st sognemændene i Nøterø og Tjømø, da der i 1585 var ledighed i deres prestegjæld, henvendte sig til hr. Rasmus Hjort og bade ham om at lade skolemesteren, hr. Simon Lauritssøn, slippe for sin tjeneste. Da dette blev tilstaaet, valgte de ham til sin sogneprest og anholdt om Ove Juels og Jens Nilssøns samtykke, 25de Juli 1585.
  40. Brevets væsentlige indhold er gjengivet ovenfor, s. 77 flg., note 2.
  41. Kristiania bispearkiv, 2, e, no. 24.
  42. Kristiania bispearkiv, 2, e, no. 16.
  43. Om Tønsæts geistlige forhold smlgn. pag. CLXXXII og s. 32 flg.
  44. Norske rigsregistranter, III, s. 178. — Nedenfor, s. 429, omtales en kapellan, der faar 12 daler om aaret.
  45. Bispearkivet, 2, e, no. 50.
  46. En mærkelig ansættelse af en kapellan omtales i 1587 (bispestolens breve, 2, e, no. 26). 7 mænd i Getviken, Fæviken og Oksviken, med samtykke af Nils Pederssøn, Knut Grubbes foged til Dragsmark kloster, love og tilsige Jens Nilssøn, „at Jørgenn Jørgensenn (huilckendt wii haffuer kallidt thilI woriss sielle sørgere) skall bliffue woriss medtienere och kappelaenn y Gudtz ordt her hoess oss, y forne Giedtwigsunndt, saalennge haand skicker sig throligh, erligh och well vdti haanss kalldt och embede och eii hannem adt forskiude y naagenn maade vdenn stoer och skielligh aarsage“. Brevet er dateret Getviksund 4de Marts 1587. Her foreligger altsaa et tilfælde, hvori en kapellan er valgt af menigheden i den del af prestegjældet, hvor han skulde fungere.
  47. I bispearkivet, 2, e, no. 39 findes et pas, som sognepresten til Stadsbygden ved Throndhjem har udstedt for sin kapellan, Henrik Tøgerssøn, der agtede at reise til Tønsberg for at besøge sine forældre, slægtninge og venner og saa atter vende tilbage til Stadsbygden.
  48. Selvfølgelig kunde ogsaa provstevalg foretages, selv om biskopen ikke var paa visitatsreise. I Kristiania bispearkiv, 2, e, findes tre breve om provsters valg, af hvilke det ene (no. 1) er ganske mærkeligt. Presterne i Føresdal, Siljord, Lardal og Vinje kundgjøre, at de 7de Juli 1597 efter biskopens skrivelse vare samlede i Hviteseid prestegaard for at vælge en religionsprovst i stedet for den gamle og svagelige hr. Jens Jakobssøn (smlgn. s. 399). De valgte da først hr. Nils Olssøn i Hjartdal, som undskyldte sig med sin skrøbelighed; efter ham faldt valget paa hr. Kristen i Hviteseid, som imidlertid ogsaa undskyldte sig. Da satte de, som de udtrykke sig, sagen ind til Gud med bøn og paakaldelse om samme udvælgelse, og idet de saa kastede lod, traf loddet hr. Kristen, som de da kaldte til sin provst. Det andet brev (no. 10) er fra Ove Juel og Jens Nilssøn og dateret 30te Januar 1589. De hilse fogder, prester og bønder i Thelemarken; da provsten, hr. Hans Haakenssøn, sogneprest i Skien, er død, forordne de i hans sted hr. Thomas Anderssøn, sogneprest i Solum hered, til at være provst. Smlgn. s. 403, note 2. Det tredie brev (no. 25) lyder saaledes: „Wy epterne Gudbrand Torbiørnssøn sogneprest til Eidtzberg Christen Nielsen sogneprest thill Aass, Siuord Pedersøn sogneprest till Trygstad, Peder Lauritzen sogneprest til Vesby, Arffuid Henningssen sogneprest thill Skiptued, Otther Torgierssen sogneprest till Rødenæs, Christopher Lauritzen sogneprest til Askim, Jens Kiældssen sogneprest thill Krogstad Jens Bertellssen sogneprest thill Aremark, Karll ……… sogneprest paa Næssodden och Lauritz Darum Gudtz ords tienner thill Rackestad, Kiendes och giør vitterligt, at wi vaare paa Eidtzberg prestegaard then 8. Januarij ao 1592. offueruerendis hederlig och høglerd mand mester Jens Nielsen superattendent offuer Oslo och Hammers stigter, som oss till forne stedt haffde ladet sammenkalde, att eptherdj den alsommectigste Gud haffuer hedenkallet aff denne verden hederlig och vellerd mand her Christopher Mickelssøn jordens sogneprest thill Hobbøl och religionsprouist vdj øffre Borgesyssel, wi da skalle vduelge en iblant oss, som skulle være religions prouist i forne her Christophers stedt, da haffue wi nu endrecteligen met vor kiere superintendentis raad och samtøcke vduald och nu met thette vort obne breff vduelge hederlig och vellerd mand, her Helmerich Hansen sogneprest till Spydeberg thill vores religions prouist vdj forne her Christophers stedt, hvorfor er vor ydmygelige bøn thill vor kiere øffrighed erlig och velbyrdig mand, Axell Gyldenstiern thill Lyngbygaard Kong. Matts. statholder her vdj Norge och høffuitzmand paa Aggershuss och hederlig och høglerd mand mester Jens Nielsen superintendent offuer Oslo och Hammers stigter att de denne vor elex och kaarelsse ville samtøcke och stadfeste, wi ville der imod beuisse vor kiere øffrighed all ydmyg, plictig och tilbørlige tienistactighed och thenne vor vdualde prouist den lydighed, som vi paa hans embedtz vegne plictige er. Thill vidnisbgrd trøcker wi vore signetter her neden vnder. Datum die et loco vt supra“.
  49. Axel Gyldenstjernes bekræftelse for sognepresten til Gran, hr. Torsten Søfrensen, som provst over Hadeland, dat. 23de Novbr. 1594. (Bispearkivet, 2, e, no. 45).
  50. I 1595 mødte Jens Nilssøn en saadan vandrende „skoledegn“ i Hiterdals prestegaard.
  51. Bispearkivet, 2, e, no. 52. — I visitatsbøgerne (s. 458) omtales, hvorledes en kapellan beder biskopen om hans samtykke til at ægte sogneprestens datter; det kan vel være, at kapellanen derved ogsaa har villet skaffe sig et stiltiende samtykke til at blive sin tilkommende svigerfaders eftermand. — Dette gik dog ikke.
  52. Brev herom trykt i Kgl. norske vidensk.-selsk. skr. i 19 aarh. IV, s. 201 flg.
  53. Anf. st., s. 206 fig.
  54. Anf. st., s. 205 flg.
  55. Hr. Claus Hjorts datter havde i 1585 en leiermaalshistorie paa sig, der kom for kapitlet. Synderen var hr. Hans Anderssøn. Bispearkivet, 2, e, no. 48.
  56. Norske rigsregistranter, III, s. 232 flg.
  57. Bispearkivet, 2. e, no. 22. Ogsaa over hans eftermand, hr. Hans Bentssøn, førte almuen svære klager, og han blev i den anledning under 16de Mai 1590 suspenderet af Axel Gyldenstjerne og Jens Nilssøn, indtil han havde renset sig for de mod ham fremkomne klagemaal (2, e, no. 34 og 55).
  58. Herefter er udstrøget: „Hand skall affsettis aff“.
  59. Danske kirkelove, udgivne af Dr. Holger Rørdam, I, s. 100 og 466.
  60. S. 496 omtales en uenighed, der var opkommens imellem to prester i anledning af en kappe, som den ene havde laant af den anden; denne var dog bilagt, da biskopen vilde indhente oplysninger desangaaende. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av originalen hvor på siden fotnoten skal plasseres.]
  61. I Biri oplystes ved visitatsen i 1594 (s. 305), at den daværende prestegaard oprindelig havde været klokkergaard.
  62. I Tønsberg len sees Jens Nilssøn at have havt bistand af Rasmus Hjort ved spørgsmaal om kirkebygningernes forfatning (s. 408). — S. 275 omtales en mislig kirkeværge. — S. 419 nævnes sognepresten paa Eker i anledning af, at han havde vist sig forsømmelig med kirkernes regnskab i sit prestegjæld.
  63. Her maa ogsaa tænkes paa det aabne brev af 30te Juli 1593 til de fem hovedlensmænd i Norge „om kors, signelse, læsning og anden ugudelig og uchristelig handel anrørendes“, der er trykt i Norske rigsregistranter, III, s. 302. Dette giver noget indblik i de overtroiske forestillinger, som næredes af datidens norske almue. Naar mænd som Jens Nilssøn og andre kunde ivre derimod, var det ikke, fordi de ansaa det for taabelig overtro, men fordi de gik ud fra, at de stakkels mennesker, som hengave sig til disse skikke, derved virkelig øvede djævelens gjerning og bleve hans bytte. Det er forskjellen mellem den oplyste og den uoplyste mands standpunkt idet 16de aarhundrede. Maaske troede ingen mere paa hekse end de, som lode dem brænde paa baal.
  64. Kristiania bispearkiv, 2. e, no. 40.
  65. Smlgn. s. 476 flg. om gudstjenesten fordeling i Vestby prestegjæld. Ved de længere bortliggende annexer har presten vistnok i regelen taget ind paa en af de gaarde, der laa nærmest ved kirken. S. 397 omtales, at sognepresten i Hjartdal havde bygget „et skjønt nyt hus“ til at bo i, naar han havde forretning i Saulands kirke.
  66. Norske rigsregistranter, III, s. 169 flg., 199 flg.
  67. Nærmere oplysninger om dette mord i Dr. Holger Rørdam Monumenta historiæ Danicæ, I, s. 655.
  68. En mand, til hvem biskopen søn Kristofer synes at have staaet i pekuniære forpligtelser, og til hvem faderen i den anledning maatte henvende sig, var mester Beda (s. 50t), der maa være den i de norske rigsregistranter for disse aar hyppig omtalte skibsbygmester Hugo Beda (Bedau, Bedow) eller Nicolaus Beda, hvilken sidste havde bestyrelsen af jesnhytterne ved Skien. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av originalen hvor på siden fotnoten skal plasseres.]
  69. Undertiden har biskopen paa reiserne selv medbragt proviant. Navnlig var dette tilfældet, naar han reiste fra Oslo paa baad, idet han underveis pleiede at tage sit maaltid af den hjemmefra medbragte mad (s. 79). Han medførte en proviantkurv, med tinfad, tintallerkener, en tinflaske og en liden bimpel, hvilket alt blev sendt tilbage med skydsfolkene (s. 341, 474). Som regel her bispen paa alle reiser medbragt en flaske vin, som han dels selv har drukket, dels skjænket til andre i sit sølvstøb (s. 506). Det almindelige var at benytte flasker o. lign af tin; men Askerpresten havde en glasflaske (s. 420). Ogsaa byfogden i Oddevald sendte i en saadan vin til bispen (s. 501). Et sted kjøber bispen paa landeveien tinsager af en reisende fremmed mand (s. 96). Der omtales forskjellige sorter vin, rhinskvin (s. 403, 513), see vin (s. 501), vin-tint (s. 85) o. s. v., ligesom aqva vitæ nævnes (s. 483). Lehnsherren paa Baahus bryggede i 1597 øl af Enula campana. I 1594 nævnes god vin og godt ferskt Rostockerøl sammen; det sidste var kun 2—3 uger gammelt (s. 144). Men det hændte ikke altid, at øllet var godt. Paa Flesberg prestegaard fik biskopen „saare ondt øl“ (s. 559).
  70. Smlgn., foruden hvad der er anført pag. CXXXVII seqv., s. 366 om Gausta, s. 37, 156, 16O flg., 164, 167, 216, 234, 253, 303, 376, 409, 516 og navnlig s. 261. Fremdeles s. 533 flg.