Biskop Jens Nilssøns liv og virksomhed 1538–1600/14
Under sit utrættelige arbeide begyndte imidlertid Jens Nilssøn at drage lidt paa aarene. I 1598 var han bleven 60 aar gammel og kunde da ikke mere være ligesaa kraftig og rask, som da han for 24 aar siden havde taget fat paa sin første reise som visitator. Der høres dog ikke noget om, at han følte sig trykket af sin høie alder, og han træffes i 1598 som tidligere paa visitatsreiser (pag. XLVII seqv.). Fra 1599 kjendes der ikke noget til, at han har foretaget saadanne; men ligesaa lidt tales der om, at han har lidt af nogen helbredssvækkelse eller af sygdom. I rigsregistranterne for sidstnævnte aar forekommer ikke engang hans navn, hvilket muligens kan tyde paa, at han ikke selv har udfoldet nogen synderlig virksomhed. I begyndelsen af det følgende aar, 1600, afgik han ved døden, uden at dog hans dødsdag er bekjendt. Det angives i en enkelt kilde, at han er død i aaret 1600 paa en Onsdagsmorgen, hvilket rigtignok ikke giver megen veiledning (pag. LVII, note 1); han omtales som levende 21de Februar 1600 (pag. CLXXXVI), hvorimod han i et kongebrev af 7de Mai s. a. kaldes afgangne mag. Jens Nilssøn; ved dette disponeres der over hans præbende i Oslo domkapitel. Saaledes maa han være død imellem disse to dage; nærmere er det for tiden umuligt at komme hans dødsdag. Han maa være begraven i Halvardskirken, hvor der dog ikke ved de i nyere tid foretagne gravninger er fundet nogen gravsten over ham.
Uagtet Jens Nilssøn ikke havde savnet gode indtægter, lader det dog til, at hans familie ved hans bortgang ikke var i den gunstigste stilling i økonomisk henseende. Biskopen havde vistnok sørget godt for sin ældste søn, hvem han ved sin indflydelse havde skaffet det store Stange prestekald; men han havde inden sin død ikke havt nogen anledning til at faa de yngre sønner ligesaa godt anbragte, og hans enke, der var mange aar yngre end han selv, var der neppe sikret noget blivende underhold, naar naadsensaaret udløb. En bispeenke havde desuden ikke den samme adgang til at blive forsørget ved giftermaal med eftermandens efterfølger, som benyttedes af mange presteenker. Da bispegaarden ved Jens Nilssøns død viste sig at være forfalden, blev det, under kongens ophold paa Akershus, 26de April 1601 paalagt hans efterleverske og arvinger at istandsætte den. Arbeidet blev sat igang, men var endnu ikke færdigt, da kongen i September det følgende aar atter kom til Akershus. Det viste sig da ogsaa, at Jens Nilssøns arvinger ikke kunde udrede omkostningerne ved denne reparation, hvilke derfor ved et kongebrev af 12te September 1602 bleve paalagte Akershus len. Saaledes vare arvingerne altsaa ude af stand til at tilsvare aaboden, hvilket vel maa ansees som et tegn paa, at de ikke havde meget god raad.
Om Jens Nilssøns udseende er der ikke bevaret nogen skriftlig optegnelse. Derimod findes der i sakristiet ved Vor Frelsers kirke i Kristiania et portræt af ham i rækken af de der ophængte billeder af stiftets biskoper; men uheldigvis er det ikke paa det rene, hvilket af disse der fremstiller Jens Nilssøn. Thi ved en eller anden leilighed ere portræterne tagne ud af sine rammer, og da de atter sattes ind i disse, er Oluf Boessøns portræt kommet i den ramme, der bærer Jens Nilssøns navn. Saaledes er der før biskop Rosings tid i hele denne samling neppe andre sikre portræter end af Frants Berg og af Oluf Boessøn, og det er ikke muligt at angive med fuld sikkerhed, hvilket portræt der gjengiver Jens Nilssøns træk. Som en følge deraf har det heller ikke været muligt at pryde dette verk med hans billede.
Om biskopens hustru, mor Anne, som hun jævnlig kaldes i visitatsbøgerne, haves der efter hans død ingen efterretninger. Forholdet mellem de to ægtefæller maa, til trods for den store forskjel i alder, have været et meget kjærligt. Paa sine reiser maatte biskopen stadig skrive eller lade skrive breve hjem til „sin kjære hustru“ i Oslo, og han modtog ligesaa jævnlig breve fra hende (s. 174, 199, 240, 265, 292, 328, 332 flg., 350, 447, 478, 484, 488, 493, 509). Engang nævnes det, at biskopen under en visitatsreise modtager konfekt, som mor Anne sender ham (s. 446).
Af Jens Nilssøns sønner har, foruden Kristofer, kun Evert og maaske Nils overlevet ham. Rimeligvis have de alle som smaa været udsatte paa landet, saaledes som det i 1594 (s. 283) berettes om den lille Oluf, der døde i det følgende aar. Evert blev senere sogneprest i Høland. Med Kristofers søn Jens (s. 78 noten) tabe Jens Nilssøns efterkommere sig ganske; men dermed er det ikke givet, at slægten er uddød. Ingen af dem synes at have slægtet sin fader paa; ialfald er der ikke bevaret nogen efterretning, som tyder i denne retning.
Af synlige minder om Jens Nilssøn er der nu ikke levnet meget. Man har nogle af hans haandskrifter og en af hans bøger,[1] hvortil endnu kommer hans portræt, saafremt det kan lykkes at bestemme dette.
Til denne skildring af Jens Nilssøns livsforhold og af de forskjellige sider ved hans virksomhed maa udgiveren her fremdeles føie en tak til alle, der paa den ene eller anden maade have ydet ham sin velvillige bistand til verkets fremme, til hr. justitsraad Chr. Bruun, bibliothekar ved det store kgl. bibliothek i Kjøbenhavn, til direktionen for det kgl. norske videnskabers-selskab i Throndhjem, til den arnamagnæanske kommission i Kjøbenhavn og til direktionen for Roeskilde adelige jomfrukloster, der have udlaant de forskjellige trykte og utrykte skrifter af Jens Nilssøn til benyttelse i Kristiania, medens verket har været under trykning, til hr. kgl. fuldmægtig Thv. Boeck, der har givet mig adgang til skrifter, der tildels kun findes i hans bibliothek, til dhrr. professorer Dr. Ludvig Daae og Dr. Gustav Storm, der dels have henledet min opmærksomhed paa kilder, der kunde være til nytte under fortalens udarbeidelse, dels have meddelt forskjellige oplysninger og stillet sine samlinger til min raadighed, samt til hr. professor Oluf Rygh, der har meddelt mig talrige bemærkninger, som tildels ville finde plads i den udgaven vedføiede fortegnelse over trykfeil, rettelser og tillæg.
- Kristiania 18de December 1884.
- ↑ Til hvad der om disse er meddelt pag. CXLI nov. kan endnu føies, at der i hr. kgl. fuldmægtig Thv. Boecks bekjendte bibliothek findes et exemplar af den første trykte udgave af Saxo Grammaticus, paa hvis titelblad staar skrevet Johannes Nicolai med en haand, som ialfald kan være Jens Nilssøns og rimeligvis ogsaa er hans.