Biskop Jens Nilssøns liv og virksomhed 1538–1600/5

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
◄  IV.
VI.  ►
V.

Som biskopens medhjælper forefandt Jens Nilssøn et omfattende felt for sin virksomhed. De to stifter vare hvert for sig store nok for en enkelt mand, og tilsammenlagte kunde de give særdeles meget at bestille. Det var hovedsagelig erkjendelsen af, at den gamle biskop ikke alene kunde overkomme det personlige tilsyn, som det paalaa ham at føre med samtlige prester, der havde foranlediget Jens Nilssøns ansættelse. Han gik ogsaa til denne del af sin nye gjerning med megen virkelyst og var snart i fuld gang med visitatsarbeidet, der synes at have givet ham fult op at udrette. I de følgende aar for han utrættelig omkring over de to stifter og træffes paa de mest afsides steder af disse; reiserne vare paa den tid, med dens lidet udviklede samfærselsmidler, særdeles besværlige og krævede en uforholdsmæssig lang tid. I sine optegnelser har Jens Nilssøn givet en oversigt over alle sine visitatsreiser,[1] som, hvor kortfattet den er, dog er tilstrækkelig til, at man paa grundlag deraf kan følge gangen i disse reiser. De foregik til alle aarstider. Den første visitatsreise fandt allerede sted om sommeren 1574, da Jens Nilssøn i maanederne Juli og August samt i den første uge af September visiterede i Thelemarken og i Skien. I Januar og Februar 1575 visiterede han i Borgesyssel og Marker, og i Juli samme aar bereiste han i lignende øiemed Hadeland, Thoten, Land og Ringerike, Modum, Sigdal, Numedal og Tinn. I Januar og Februar 1576 gik visitatsreisen over Hedemarken til Gudbrandsdalen, hvor Jens Nilssøn kom helt op til Lom og Lesja, medens han paa tilbagereisen var indom i Birid og Vardal, og i Marts samme aar fik han endnu tid til at foretage to mindre visitatsreiser, en til Røken, Hurum og Sande, samt en til Enebak. I Mai visiterede han Tønsberg og Brunlalen og gjorde senere i Juli paa ny en kort embedsreise til Tønsberg og Skien, hvorpaa han satte over fjorden til Onsø og visiterede i Baahuslen og Borgesyssel i hele August og September maaneder, saaledes at han ikke kom tilbage til Oslo førend i den første uge af Oktober. Ovenpaa denne rastløse omflakning i 1576 holdt han sig i de to følgende aar mere i ro. 1577 nøiedes han saaledes med en visitatsreise til Romerike, Østerdalen, Solør og Odalen i Januar og Februar, og i 1578 med en kortere visitatsreise til Øvre Borgesyssel og Marker paa omtrent 3 uger i Januar og Februar. I 1579 visiteredes kirkerne paa Hadeland, Thoten, Vardal, Birid, Gudbrandsdalen og Ringerike i Januar og Februar, hvorpaa han i Juni og Juli visiterede paa Skienskanten og i Thelemarken og i begyndelsen af August kom tilbage til Oslo. Derefter fulgte i Januar og Februar 158O en omfattende visitatsreise over Hedemarken, Østerdalen, Solør, Odalen og Romerike, den sidste, som Jens Nilssøn foretog i sin egenskab af medhjælper hos den gamle biskop, forinden han selv blev indviet til virkelig biskop.

Det maa erkjendes, at Jens Nilssøn i sin virksomhed som visitator i disse 7 aar har været meget ivrig. Men sandsynligvis har det ogsaa været høist fornødent, at han tog sig saa varmt deraf, da visitatserne i de nærmest foregaaende aar maa have været meget forsømte; de fjernereliggende dele af de to stifter havde overhovedet kun sjelden været visiterede. Saaledes havde Tønsæt, da Jens Nilssøn i Januar 1580 kom derop, ikke været visiteret paa omkring 100 aar; men Jens Nilssøn rak baade didhen og til andre afsides og forsømte kald. Hensigten med hans ansættelse var saaledes i denne henseende fuldstændig opnaaet. Der stod nu ved den gamle biskops side en ung virkelysten mand, der havde de fornødne legemlige kræfter til at kunne varetage den besværligste del af hans forretninger. Men Jens Nilssøns virkelyst og arbeidskraft har ogsaa strakt sig betydelig videre.

I sin embedsvirksomhed havde Jens Nilssøn det held at kunne sætte sig til en verdslig embedsmand, der efter alt, hvad der nu vides om ham, selv maa have været en dygtig og meget virkelysten mand, som med en iver, der svarede til Jens Nilssøns egen, har taget sig af ordningen af de geistlige forhold i de to stifter. Denne mand var Povel Huitfeldt til Snidstrup, der i 1572 efterfulgte Kristjern Munk som befalingsmand over Akershus len og ved siden deraf blev udnævnt til kongelig statholder over hele Norge.[2] Povel Huitfeldt, der var den første, som førte titel af statholder, havde ved sin ansættelse bl. a. faaet udtrykkeligt paalæg om at tage sig af de geistlige forhold i Norge. Saaledes skulde han ved sine fogder lade optage en fortegnelse over alle hoved- og annexkirker samt over alle tiendeydere; han skulde have „befaling over alle prester og prestesager“ og deri handle „efter ordinansens lydelse, som om religionen er udgivet, og efter superintendentens raad, — samt navnlig paase, at biskoperne vare omhyggelige i sit embede og udførte sine visitatser. Af forskjellige træk synes det at fremgaa, at Povel Huitfeldt har taget sig meget af denne del af sit embedes forretninger. Jens Nilssøn var ifølge sin nye stilling henvist til at arbeide sammen med statholderen i mange tilfælde, hvor der handledes om den kirkelige administration, og fandt i ham en kraftig hjælper, der i de faa aar, i hvilke han beklædte dette sit embede, ikke arbeidede lidet. Da statholderen og biskopen ved mange leiligheder maatte optræde i fællesskab, og da ved saadanne tilfælde den ene neppe kunde fatte nogen vigtig beslutning uden at have raadført sig med den anden, er det som oftest ikke muligt at afgjøre, hvem der har været den mest virksomme. I ethvert fald ere de faa aar, i hvilke disse to mænd virkede ved hinandens side, en reformernes tid, hvori der endelig for alvor lagdes haand paa det kirkelige organisationsarbeide i Oslo og Hamars stifter. Fortjenesten af at have sat dette i gang tilkommer fremfor nogen anden Jens Nilssøn og Povel Huitfeldt. Den første var nærmest henvist til at tage sig af de rent kirkelige forhold, geistlighedens levevis, gudstjenestens ordning, menighedernes aandelige tilstand o. s. v., medens statholderen igjen blev hovedmanden i alle administrative spørgsmaal, i alt, som angik geistligheden og kirkernes økonomiske forhold m. m.

Der er bevaret en indberetning fra Povel Huitfeldt om hans virksomhed i de første aar efter hans embedstiltrædelse. Da dennes indhold for en væsentlig del omhandler hans foranstaltninger „om religionens handel“ og om kirkernes gods og indtægter, meddeles den her fuldstændig:[3]
Wiid tenne efterschreffnne beskeed haffuer ieg Pouell Huidtfeldt vdreth minn bestilling vdi Norrige som mig alt Kong:l Matt:s minn allernaadigte herre, er ther sammestedts befallit ad udrette, effter min instructions liudelse.

1. Haffuer ieg thuenne gonge besøgt denn laugtinng vdj Bergenn, en laugtinng vdj Trundheim, saa och siiddit och holdit laugtinng vdj Oslo, saa tiidt som aff, gammill tiidt, seduonnligt haffuer werriidt, ooh der medt laugmendende, forhiielpiidt enn huer fattige ooh riig tiill loug och redt, vdj alle the sagger, som ther samme stedts, lougligenn for mig vdj rette haffuer werriidt indsteffnnidt, och enn huer bekommidt daam for siig effter Norriigis louug.

2. Som mig och vdj minn instruction befallis vdj besønderlighed, adt forhiielpe en huer tiill rette som haffuer siig adt beclage[4] offuer lennsmendt, och fougdernne ther vdj Noriige saa haffuer ieg paa forne thrennde laugtinnge, ladit min fuldmagts breff, obennbarliige leesse och forkønnde och tiilbudit enn huer som siig haffuer adt beclage thennum adt wiille forhiielpe tiill loug och redt, saa er engenn sønderliig klagemaaell mig vdj thenn sagh endnu for kommidt huor effter nogenn kunde haffue siig adt rette vdj nogenne maade.

3. Som mig och befalliis, adt haffue fliitoge opsiundt medt, adt engenn aff lennssmendenne eller dieriis fougder vdsuer eller beskatter nogenn Kong:l Matt:s vndersaatter eller och dennum nogenn nye vdseduonndliige besweriinge paa ligge, saa haffuer ieg vdj liigge maade tiillbudiit, enn huer som slig vdj saa maade kunde haffue adt beclage, adt wiille forhiielpe thenum tiill redte egienn, saa haffuer och engenn clagmaaell enndnu fremkommidt vdj sadann sag, huor effter nogenn kunde haffue siig adt rette. 4. Om Konng:l Matt:s renndte pendinge och regennskaab, aarligenn tiill Phiilipi & Iacobi dag, adt laade fremfordire, saa haffuer ieg der om tiillschreffuuidt enu huer lennsmanndt som medt kronnens eller stiigtens leenn vdj Norriige, paa regennskab eller genanndth forlenndt er, adt enn huer slig ther effter nooksommeligenn skall kunde viide adt rette, och Konng:l Matt:s wiillige adt effterkomme.

5. Om religionens handell, haffuer ieg vdj enn huer stiigt, granndgiiffueliigen forfaariidt huiis brøst och breck ther paa feerde er, the befinndis vdj besønnderliighed forsømmilsse medt prestemendt och annden religionens personner vdj Trundheims och Oslo stiigter, formiddelst biispernis alderdaam och skrøbliighed thersamme stedtz adtj icke saa tiidt som thennum burde kand visitere theiriis sognne prester, och siielff forfaare huis mangiill som hoss thennum kand findis, och effterdj Kong:l Matt:s nu haffuer confirmerit och stadfest enn wng dugliige manndt som vdj Oslo stiigt kand werre forne thend gamble biispiis medhielpere, siuntiis mig th erfaare godt och raadeliigt, adt tiill forne Trundheims stigt och bleff elegerit och wduold, enn vnng dueliige manndt, som och kunde werre forne then gamble biispiis medhiielper ther samme stedtz, och vdj hans fraaweriilsse besøgge presternne offuer ald stigtet och tiilhiielpe adt bringe thennum tiill rette egienn huer behouff giørdiis, saa møgiidt mist mougligt kanndt werre.

6. Siunnis mig och raadeliigt, paa Kong:l Matt:s goude behauug, adt vdj Norriige maatte bliiffue tiillforordineriidt – tre sornne stiigtschriiffuer, enn vdj Trundheims stiigt, enn vdj Bergens och Stauangers stiigter, och enn vdj Oslo och Hammers stiigter, som aarliigenn vdj enn huer stiigt kunde omdragge, och aff kiierckwergenne anname clar regennskab, paa kiierckennis goodtz renndter och indkompst, thi kiierckernne bliiffuer fluxss nedder faldenne. Arsaggenn adt kiierckwergenne annamer kiierckennis opbørssiill wiid thenn weerdt som thed vdj gammell dagge haffuer giieldenn, och naar dj laader begge nogenn riinge vnødtiige bøgning paa kiierckennis egenne, the anslaer dj thed dyrrer end som thed nogenn tiid kunde werre verdt, saa kierckenne bliiffuer dennum altiidt skiildiige. Ther finndis vdj Oslo och Hammer stiigter nogiidt goodtz adt liigge tiill enn huer kiiercke [som dj hoffmenndtz proffuiister vdj fordum tiid haffuer fuld] kaldiis breffue løssenn goodtz medt huiilckit manndt samme schriiffuer kunde afflegge, wdj dj ender stiigter haffuer ieg endnu enndtit om samme breffue løssninngs goodtz forfariidt, om ther nogiidt sadanndt goodta tiilligger eller och icke, thj mig er nu niiligenn ther om bleffuet beredt, och haffuer samme goodtz altidt weriidt tiill samme kiierckir, och icke weriidt entenn aff kronnens eller stiigtenns goodtz, och ey heiller aff tiendenn. Thi geistliche proffuister som offuer presternne haffuer befallinnge kunde mand och vdlegge enn huer nogiidt der vd aff for dieriis wmagge saa altinngiste thermedt kunde gonge retteligenn tiill.

7. Som mig vdj minn instructs befalliis adt forfaare och vdranndtzage, huiis goodtz som er kommidt entenn kronnen eller jordeegnne bønnder fraa, saa haffuer ieg ther om tiilschreffuidt enn huer lennsmanndt offuer ald Norriige, som er forlennidt, entenn med kronnens eller stiigtenns leenn, adt the enn huer vdj sinn befallinnge, skulle vdgranndske och forfaare huiis vdj saa maade wlougliigenn er kommidt, entenn fraa kronnen, stiigtiit eller odelbønder eller vdj anndere maade som kronnen kunde were skaadeliige, och haffuer ieg siielff vdj liigge maade forvrenndt minn idderste fliid, vdranndtzagiidt och forfaariidt huiis goodtz, som er magskiifft bordt vdj Aggershussiis leenn. Tha findiis adtskiillige mageskiiffter som saalige Peder Hansonn och Iffuer Iennsen, haffuer giørdt med stiigtiidt, huor paa dj och haffuer forhwerffuiidt saaliige och hogloffiige i hukommilsse konning Christian stadfestelsse breffue paa huiilcke form mageskiiffter ieg haffuer laadiit befat enn claar regiister och fortiegnilsse, huordaff Konng:l Matt:s nooksommeligenn skall kunde haffue siig adt rette, och sønnis mig edt samme mageskiiffter er retteliigenn seet tiill gongenn, vndertaggenndiis enn gaardt forne Iffuer Iennsenn haffuer maglaugd dig tiill fraa hospiitallidt vdj Oslo, liiggendiis hoss forne Iffuer Iensenns hoffuidtgaardt Fresse, till huilckenn forne gaard forne Iffuer Iensenn haffuer nu siiddenn ladit optagge, edt Laxe fiiskinde, saa herliighedenn ther vdaff wor bedere end thenn gaardtz herliighed som hanndt gaff hospiitallidt egienn, huor faare ieg nu haffuer tald forne Iffuer Iennsiis arffuinnge tiill ther om, och paa Konng:l Matt:s goude behauug giørdt medt thennum sadaenn enn forhanndeling ther paa, adt aff forne gaardtz herlighed schall aarligenn tiill ewiige tiid, vdgiiffuiis tuo tønner laxs tiill forne hospiitaell vdj Oslo, huor medt hospiitalenns forstanndere paa the fattigiis wegnne saare vell nøgiis, och erre der medt tiill fredts. Wdj liigge maade finndis adt Eriick Rosennkranndtz haffuer bekommidt edt prebend fraa Trundhiems domkiiercke, som hanns foreldere ther samme stedtz haffuer stiigtit tiill edt altar, paa huiilckiit hanndt hafuer forhuerffuiidt Kong:l Matt:s breff, tiill cannickernne ther samme stedtz, adt di hannum samme prebenda skulle laade følge,“ effter saaliige och hegloffliche i hukommilsse konning Christian hans Matt:s kiiere her fadders recessis liuudelsse, om thet geistliiche goodtz vdgengenn er, adt huor som nogiidt goodta vdj saa maade fanndts adt werre funderiit tiill nogenn capelle, och icke bleff holdenn saadan tienniste der vdaff, som fundatzenn formelder skulle samme goodta wiigge tiill rette arffuinnge egienn. Sammeledis haffuer hand och vdj andere maade giørdt mageskiifft med canniekernne vdj Bergens domkiiercke, paa huilcke magskiiffter, ieg sender Kong:l Matt:s enn clar regiister och fortegnelsse, huor vdaff Kong:l Matt:s siig nocksomeligenn skal kunde viidde adt rette. Och haffuer ieg tiill spurdt biispenn sampt dj eldeste vdj capiitteliidt ther samme stedtz, om samme mageskiiffte, the beredter dj alle for mig samme mageskiifite adt were thennum gaffnnlige och icke skaddeliige, och haffuer for dieriis goudtz egien bekommidt godt beleigliigtt goodtz vdj staddenn huormedt dj well nogiis och erre tiill fredtz, och indtiit der paa haffuer thennum adt beclage, menn huiis mageskiiffte som er gangenn emellum hermend, prestemenndt, fougder borgere eller bønnder thennum haffuer ieg icke alle laadit registere eller optegnne, effterdj ded haffuer icke tiill thenne dag vdj nogere kongers tiid werriidt for buddene hermend adt in matte handele, mageskiiffte, panndte och selge med odelbønndernne førinnd nu thed vdj min instruction aff Kongl Matt:s min aldernnadiigte herre er forbuddenn, nogere lennsmenndt adt mageskiiffte eller kiøbe siig nogiidt friidt odellgoodtz tiill, vdthenn adt thed kunde skee medt Kongl Matt:s wiillige och samtøcke, menn tiilfornne haffuer thed weriidt enn huer friidt faare hermenndt, leensmennd, fougder, prester, borger bønder och anndere som medt huer anndere haffuer kiøbt och magskiifft och icke haffuer weriidt entenn emodt Noriigiis loug eller emodt rettebødernne i nogere maade. Och huiis goodtz som odelbønnderne nu eygge och besiidde, haffuer vdj gammill tiid meste partenn weriidt hermende goodtz, och erre nu kommenn tiill agters och nedderfaldh, saa dj erre bliffuenn tiill bønnder. Menn huis Konng:l Matt:s [sampt hanns Matts:s raad] nu effter thenne dag wiille laade giøre enn annden forordning der paa, kanndt menn siig ther efter wiidde adt rette. The cannieker vdj Oslo och Hammer, haffuer ieg och forre holdenn, adt dj granndgiiffueliigen skall vdranndtaage och forfaare, om nogiidt godtz vlougliigenn er bordt kommidt, fraa stigternne, tha hafuer dj her tiill dags giiffuiit mig for suar, adt Christiern Munck haffuer medt siig nedderførdt tiill Danmarek stigtenns bog, som kaaldiis thenn rødde bogh, huor vdj ald stigtenns goodtz haífuer werridt opschreffnne. Nu haffuer Christiernn Munck anndtwordiit samme bog tiill enn aff cannickernne i Opslo egienn, saa mannd nu her effter medt tiiddenn kanndt vdrandzage och forfaare, om nogiidt goodtz vdj saa maade vlougligenn er kommidt fraa stiigternne, och siiddenn ther efter nooksommeliigenn adt giiffue Konng:l Matt:s tiill kiennde, huor altingiste siig der medt tiill dragger.

Der vil senere, i det afsnit, som særlig kommer til at omhandle Jens Nilssøns geistlige embedsvirksomhed, ogsaa blive meddelt nærmere oplysninger om, hvad der nu kjendes til denne i de aar, da han arbeidede sammen med Povel Huitfeldt. Imidlertid kunde Jens Nilssøn, som den, der naturlig blev statholderens raadgiver, ved enkelte leiligheder ogsaa blive indblandet i anliggender, der ikke vedkom hans stifter, men som indbragtes for statholderen. Af saadanne sager, ved hvilke Jens Nilssøn deltog i afgjørelsen, ialfald som raadgiver, kjendes en, der paa sin tid vakte megen opsigt og fremkaldte langvarige forhandlinger, inden den kunde bringes til en endelig og varig ordning. Dette var tiendestriden i Stavanger stift, mellem biskopen og almuen i dette stift. Jens Nilssøn beretter selv[5], at han i Juli 1576 foretog en reise til Skien og opholdt sig der i en otte dages tid „om nogle religionis hverv og ærinde“, men uden at han oplyser noget nærmere om, hvad dette var. Heldigvis er der fra andre kanter bevaret tilstrækkelige efterretninger om, hvad der foregik, og af disse kan man faa fuld rede paa, hvad det var, som nu bragte ham til Skien.[6]

Der var i 1573 truffet en ordning om tiendens ydelse, som imidlertid ikke blev adlydt af almuen. Heller ikke en ny anordning af Povel Huitfeldt frugtede mere, og da der efter denne hos kongen indfandt sig udsendinge fra almuen i Ryfylke, Dalerne og Jæderen, paalagde kongen i Januar 1575 statholderen at holde et møde med biskopen i Stavanger, de „fornemste“ bønder i de nævnte distrikter, samt „lagmændene og andre forstandige mænd“, for med dem at træffe en saadan ordning med tienden, at baade biskopen og almuen kunde blive tilfredse. I henhold hertil blev der nu i Juli 1576 holdt et møde i Skien, hvortil foruden statholderen ogsaa indfandt sig biskopen i Stavanger med nogle af stiftets prester, tretten af de bedste bønder i Stavanger len, de søndenfjeldske lagmænd og flere „velbyrdige og vise mænd“. Af Jens Nilssøns egen beretning vides, at han ogsaa var tilstede i Skien paa samme tid; men for øvrigt høres der intet om hans virksomhed under mødet. Dette endte med, at der vedtoges en ordning af tiendeforholdene, som for Ryfylkes, Dalernes og Jæderens vedkommende var tilfredsstillende for alle parter og derfor her traadte i kraft, hvorimod det ikke lykkedes at vinde stemning for denne hos almuen i de øvrige dele af Stavanger stift. Paa Agdesiden tog det endnu mange aar ud at faa sagen ordnet, og i Raabygdelaget vilde bønderne aldeles ikke gaa ind paa de fremsatte forslag.

Mellem de prester fra Stavanger stift, som ledsagede sin biskop til Skien, var ogsaa hr. Peder Claussøn Friis, med hvem Jens Nilssøn saaledes nu fik anledning til at stifte bekjendtskab. Der var mellem disse tvende mænd saa meget fællesskab i interesser, at det neppe er tænkeligt, at de ikke ved denne leilighed have meddelt sig til hinanden om alt, hvad der laa dem paa hjerte. Desværre vides der ikke noget om, hvorvidt det saaledes indledede bekjendtskab er blevet fortsat, og om de to lærde geistlige i den følgende tid have staaet i literær forbindelse; dette er imidlertid høist sandsynligt. For Peder Claussøn maatte Jens Nilssøn være en meget god kilde at øse kundskab til Norges topografi af; han kjendte allerede nu, som visitator, en betydelig del af sine to store stifter og erhvervede i den følgende tid et endnu mere indtrængende kjendskab til disse. Det er sikkert, at Peder Claussøn har benyttet sit bekjendtskab med Povel Huitfeldt til at erhverve oplysninger om Island, som han senere har tilgodegjort i sit skrift om denne ø. Med Povel Huitfeldt var han netop sammen under dette møde, medens det er usikkert, om han ved andre leiligheder, saasom paa statholderens reiser til Bergen, har havt anledning til at træffe denne. Naar Povel Huitfeldt, der kun for en kortere tid boede i landet, paa den maade har bistaaet den utrættelige Peder Claussøn, er det neppe tænkeligt, at ikke denne ogsaa har søgt at faa oplysninger om de dele af Norge, som Jens Nilssøn kjendte bedre end nogen anden, og at han ogsaa efter mødet i 1576 har fortsat sin forbindelse med denne. For saadanne egne, som Oplandene, Østerdalen, Gudbrandsdalen o. lign., vare Jens Nilssøns meddelelser overhovedet en af de bedste kilder, som i det 16de aarhundrede kunde opdrives i Norge, og det vilde ligefrem været besynderligt om ikke Peder Claussøn saavel i 1576 som senere hen havde søgt at føre sig dette bekjendtskab til nytte. Der er rigtignok intet sted i Peder Claussøns berømte hovedverk, hans Norges beskrivelse, der med bestemthed tyder paa, at han har indhentet oplysninger hos Jens Nilssøn. Men der er dog afsnit i denne, om hvilke der med stor rimelighed lader sig opstille den formodning, at en meddelelse fra Jens Nilssøn har været kilden. Hvad Peder Claussøn fortæller om Oslos ødelæggelse i 1567, skyldes maaske en beretning fra byens daværende skolemester. Sikkert er imidlertid kun, at de to lærde geistlige, der begge nærede en varm interesse for fædrelandets historie, literatur og topografi og begge indtage en smuk plads i tidens literatur, i 1576 fik anledning til at gjøre hinandens bekjendtskab.


  1. Smlgn. nedenfor, s. 25—34.
  2. Norske rigsregistranter, II, s. 23—34.
  3. Originalen findes i det danske geheimearkiv; den afskrift hvorefter dokumentet her er trykt, tilhører kildeskriftfondets samlinger og opbevares med disse i rigsarkivet. N. Nicolaysen har i Norske magasin, II, s. 75–79 meddelt et uddrag; han henfører i en note dens affattelse nærmest til 1575, ialfald „senere end Februar 1574, men før 10 Juli 1577“. Før 14 Febr. 1574 kan indberetningen ikke være skreven, da deri omtales, at Jens Nilssøn havde faaet kongens konfirmation og stadfæstelse. Den maa være skreven nogen tid før 22 Februar 1576; thi da omtales det i et kongebrev til Povel Huitfeldt, at han over hele Norge efter kongens befaling og instruktion havde „forordineret og tilskikket svorne stiftsskrivere“, medens han i indberetningen først foreslaar at ansætte saadanne. (Smlgn. Norske rigsregistranter, II, s. 181). Sandsynligvis er den ogsaa ældre end 12 Mai 1575, da Povel Huitfeldt ved et kongebrev af denne dag (Norske rigsregistranter, II, s. 156) blev {{bindestrek1|fritagen for sin aarlige reise til lagthinget i Bergen, om hvilken han i sin indberetning meddeler, at han havde foretaget den to gange (1572 og 1573 eller 1573 og 1574). Den instruktion, hvortil Povel Huitfeldt henholder sig i indberetningen, maa være den oprindelige, som han fik ved sin ansættelse i 1572 (Norske rigsregistr., II, s. 43), og ikke den nye, der udfærdigedes for ham 27 Febr. 1574 (Norske rigsregistr. II, s. 93–95); thi kun i den første omtales det paalæg om at „lade forfare og lade udspørge, om noget gods er kommen fra kronen eller jordegne bønder“ (smstds. s. 93), hvilket omtales i indberetningen. I den sidste af disse instruktioner siges, at der nu skal ansættes stiftsskrivere i Norge, og de ord, hvori dette nye embede omtales, har en saa stor overensstemmelse med dem, hvori Povel Huitfeldt selv i sin indberetning har foreslaaet dets oprettelse, at det kan se ud, som om det er denne, der har foranlediget vedkommende paragrafers optagelse i instruxen af 1574. I dette tilfælde skulde altsaa indberetningen være skreven midt imellem 14 og 27 Februar 1574, omtrent den 20de. Men tiden bliver da meget knap. At en skrivelse, som d. 20de eller 21de afgaar fra statholderen paa Akershus, allerede skulde være besvaret fra kongen paa Frederiksborg den 27de, er vistnok ikke umuligt; men det forudsætter en adskillig hurtigere expedition i kancelliet, end man ellers er vant til at møde paa hin tid. Derimod lod vanskeligheden sig i denne henseende løse, hvis det kunde antages, at Povel Huitfeldt i Februar 1574 selv har været paa Sjæland og der i dagene efter Jens Nilssøns udnævnelse har afgivet sin indberetning.
  4. Det med spærret tryk er halvt udslettet.
  5. Smlgn. nedenfor, s. 27.
  6. Om denne tiendestrid og mødet i Skien kan henvises til Pontoppidan, Annales ecclesiæ Danica, III, s. 458, A. Fayes afhandling om Jørgen Erikssøn i Theologisk tidsskrift, II, s. 306 flg., Hattings prestehistorie, I, s. 212, (den trykte del in 8vo), samt den nyeste, paa aktstykker byggede fremstilling i Samlede skrifter af Peder Claussøn Friis, udg. af Dr. Gustav Storm, pag. XVI seqv., s. 227 og 237. Derhos kan eftersees Norske rigsregistranter, II, s. 181 flg., 147 flg. og flere steder, og Kgl. Norske vidensk. selsk. skr. i 19. aarh., IV, s. 186, hvor udgiveren, Coucheron, først har fremsat som formodning, at Jens Nilssøn var tilstede i Skien, hvilket med sikkerhed fremgaar af hans eget udsagn i fortegnelaen over hans visitatsreiser, som er anført ovenfor i texten. Tidligere har i almindelighed 12 Juli 1576 været angivet som den dag, da mødet i Skien fattede sin beslutning; i det mellem kildeskriftfondets afskrifter (no. 77) i rigsarkivet opbevarede dokument staar imidlertid 17 Juli, og denne dag er da ogsaa angivet hos Dr. Storm. At alene denne dag er den rette, bestyrkes ogsaa af, hvad Jens Nilssøn beretter om, at han reiste 9de Juli fra Oslo; thi da kan han med den tids befordringsmidler ikke have naaet Skien før den 11te om aftenen, ja neppe nok for den 12te, og under denne forudsætning er det ikke vel tænkeligt, at der skulde være fattet nogen beslutning, forinden biskopens medhjælper fra Oslo var kommen, eller endog blot umiddelbart efter hans ankomst. Derimod bliver den 17de ogsaa da en meget sandsynlig dag for beslutningen.