Biskop Jens Nilssøns liv og virksomhed 1538–1600/4

Legg til lenke
Fra Wikikilden
◄  III.
V.  ►
IV.

Magistergraden maatte tages i Kjøbenhavn, hvis man ikke vilde søge helt til Rostock eller endnu længere bort. Den 2den Juli 1571 reiste derfor Jens Nilssøn fra Oslo og kom den 18de til universitetsstaden, hvor han derefter maatte opholde sig i adskillige uger, inden tiden kom for ham til at aflægge de prøver, der maatte gaa forud for opnaaelsen af magistergraden. Først 5te September underkastede han sig den private og den følgende dag den offentlige examen; derefter disputerede han den 15de og modtog magisterværdigheden den 18de.[1] Sammen med ham disputerede 5 andre, samtlige danske, for denne grad. De themata, hvortil de ved denne leilighed skulde svare, bleve opstillede af den fysiske professor, Klaus Lauritssøn Scavenius. De bleve i sin tid trykte, men ere ikke nu længere bevarede.[2] Det maa dog antages, at de have angaaet mathematiske og fysiske spørgsmaal. For øvrigt vides der ikke noget nærmere om dette Jens Nilssøns besøg i Kjøbenhavn; han maa imidlertid nu atter have opfrisket mange gamle bekjendtskaber og muligens ogsaa have stiftet nye, saaledes at reisen heller ikke i denne henseende kan have været uden udbytte for ham selv.

Efterat have taget sin grad forlod Jens Nilssøn som magister Kjøbenhavn og vendte tilbage til Oslo, og her fratraadte han 19de Oktober 1571 sin stilling ved skolen, uden at der tales noget om, at han til samme tid er gaaet over i nogen anden. Det kan imidlertid ikke vel tænkes, at han uden vederlag skulde have villet opgive en stilling som rektoratet i Oslo, og han maa derfor sikkerlig allerede den gang have havt grundet udsigt til at skulle overtage en anden, der var mere betydelig. Der hengaar fra nu af fulde to aar, i hvilke Jens Nilssøn ikke omtales som beklædende nogen offentlig stilling; det bliver derfor rimeligt, at han allerede nu gjennem en privat overenskomst med svigerfaderen har paataget sig at hjælpe denne ved bestyrelsen af hans to vidløftige stifter, og at meningen dermed tillige har været at forberede overgangen til en ordning, hvorved Jens Nilssøn ogsaa blev offentlig erkjendt som den gamle biskops medhjælper. Naar der sees hen til, hvad der senere foregik, bliver dette den eneste rimelige forklaring til, at Jens Nilssøn traadte af som rektor, umiddelbart efter at han var vendt tilbage fra Danmark med sin nyerhvervede magistergrad, der jo netop maatte give ham krav paa at komme i betragtning ved betydeligere og fordelagtigere stillinger.

Svigerfaderen, Frants Berg, var ved denne tid gammel og svag, og naar der kort efter høres om, at det navnlig faldt ham vanskeligt at besørge visitatserne i sine to vidløftige stifter, er det af denne grund rimeligt, at han allerede i 1571 har anseet det nødvendigt at have en medhjælper ved bestyrelsen af sit embede. Dertil kunde der inden de to stifter neppe paavises nogen, der var mere skikket end Jens Nilssøn, som desuden ogsaa stod i et nært forhold til Frants Berg. Reisen til Danmark og erhvervelsen af magistergraden kommer under denne forudsætning til at staa i nøie forbindelse med hans egne og svigerfaderens forhaabninger om, at han skulde blive dennes medhjælper; at ialfald magistergraden maatte forøge hans udsigter til at komme i betragtning ved valget af en saadan, er indlysende, og med de gode forbindelser, Frants Berg fra ældre tider maa have havt ved det danske hof, er det ialfald ikke urimeligt at antage, at Jens Nilssøn ogsaa under sit ophold i Danmark ved personlig opvartning har søgt efter bedste evne at forberede sagen. Kongen og kancelliet var heller ikke langt fra Kjøbenhavn i den tid, Jens Nilssøn nu opholdt sig i denne by, og der var, om han ønskede at anbefale sig, ikke lang vei for ham ud til Frederiksborg, hvor kongen var.[3]

Det maa nu i ethvert fald ansees for sandsynligt, at han allerede fra denne tid har begyndt at yde sin svigerfader bistand ved bestyrelsen af hans embedsforretninger. Men dette kunde selvfølgelig ikke gaa i længden, uden at deres overenskomst fik kongens stadfæstelse, og det sees ogsaa, at Frants Berg kort efter henvendte sig til kongen for at erholde hans samtykke til at antage en medhjælper ved bestyrelsen af sit embede. Derved blev der dog ikke omtalt noget navn; men det var visselig stiltiende forudsat, at Jens Nilssøn skulde blive den, der alene skulde komme i betragtning. Formodentlig har det allerede været i de sidste maaneder af 1571, senest i begyndelsen af 1572, at den gamle biskop nedsendte sin ansøgning til Danmark. I denne synes han i almindelige ord at have anholdt om, at der som medhjælper maatte tilforordnes ham „en god, forstandig, lærd mand“, der kunde hjælpe ham med visitatserne og for øvrigt med, hvad der hørte til hans embede. Ansøgningen er ikke længere bevaret; men dens indhold kjendes af omtalen i det ved den fremkaldte kongebrev, dateret Frederiksborg 29 April 1572.[4] Ved dette paalagdes kapitlet ved Oslo og Hamars domkirker at forsamles med det allerførste til beleilig tid og tilkalde „nogre af de lærdeste og forstandigste prestemænd udi begge stigterne“, for sammen med disse og med superintendentens „bevilling og samtykke“ at udvælge „en god, gudfrygtig, lærd og forstandig mand“, som kunde bistaa Frants Berg i hans embedsgjerning; naar valget var foregaaet, skulde det meldes til kongen, som derefter vilde give den valgte brev paa hans bestilling.

Allerede fra denne tid, inden der endnu var foretaget noget valg, foreligger der enkelte antydninger af, at Jens Nilssøn havde begyndt at bistaa den gamle biskop i hans embedsgjerning. Fra den samme dag som det ovenfor nævnte brev, og overhovedet fra den anden halvdel af April 1572, haves der ikke faa, tildels meget vigtige kongebreve, der vedkomme Oslo og Hamars stifter, deres kapitler og øvrige geistlige forhold. Det synes, som om der samtidig maa være forelagt kongen en hel række andragender, der angik de to stifter, hvilke da paa omtrent samme tid ere blevne afgjorte. Det er baade muligt og sandsynligt, at man heri har at se de første spor af Jens Nilssøns virksomhed som sin gamle svigerfaders medhjælper, og at han saaledes straks med iver har taget sig af arbeidet med det meget, som der nu var at rette paa i de to vidløftige stifter ovenpaa al den uro, som den nordiske syvaarskrig havde medført. Denne havde jo særlig raset i disse egne, og saavel Hamar som Oslo vare begge blevne hjemsøgte. Saaledes var her overordentlig meget at udrette for en ung, virkelysten og dygtig mand. I de foregaaende aar var der kun gjort lidet for disse stifter; hvor der i rigsregistranterne fra 1563 til 1571 forekommer et sted, paa hvilket deres geistlige forhold omtales, er det næsten alene breve, der vedkomme uddelingen af et kannikedømme eller lignende, medens den overordnede administrations mellemkomst for øvrigt ikke er bleven paakaldt. I denne henseende danner netop den anden halvdel af April 1572 en stærkt iøinefaldende modsætning til de foregaaende aar, og dette kan neppe finde nogen anden tilfredsstillende forklaring, end at der ved siden af den gamle biskop er kommet en ny, arbeidskraftig mand, som med iver og omhu har taget sig af forretningerne. Der blev saaledes nu truffet en ordning med kannikernes forpligtelse til at opholde sig ved sin domkirke, der blev givet bestemmelser om gjenopførelsen af de to domkirker i Oslo og Hamar, udstedt en anordning for skolen paa det sidstnævnte sted m. m.[5] Altsammen var det foranstaltninger af paatrængende nødvendighed, med hvilke der ikke vel kunde udsættes længer, men som alligevel først nu bleve trufne. Det siges ogsaa tildels, at der i forveien var indhentet erklæring fra biskopen; men om denne kan være afgiven i Frants Bergs navn, saa er det dog rimeligt, at det er Jens Nilssøn, som især har været den virksomme ved dens affattelse. Det er fra 1571, ikke først fra hans offentlige udnævnelse, at den store forandring kan iagttages, som er foregaaet ved bestyrelsen af Oslo og Hamars stifter.

Under forudsætning af, at Jens Nilssøn paa den her antydede maade lige fra sin hjemkomst om høsten 1571 har været sin svigerfaders medhjælper ved hans embedes bestyrelse, er der i ethvert tilfælde hengaaet en forholdsvis lang tid, inden han fik den bekræftelse derpaa, som maa have været forudsat ligefra begyndelsen af. Efter udstedelsen af det kongebrev, hvorved bestemtes, at der skulde vælges en medhjælper for biskopen, tog det nemlig halvandet aar, inden der blev foretaget et saadant valg, uden at noget kan oplyses om, hvad der har været aarsag til en saa lang udsættelse. Valget fandt først sted i Oslo kapitelshus 27de Oktober 1573, og her faldt begge kapitlers stemmer paa Jens Nilssøn, hvis valg ogsaa fik den tilstedeværende statholder Povel Huitfeldts bifald. Derefter blev der sendt en indberetning til Kjøbenhavn, og saa fik valget kongens stadfæstelse ved et aabent brev, dateret Frederiksborg 14de Februar 1574. Jens Nilssøn skulde saaledes fra nu af være „mester Frants’s medhjælper udi religionen og udi andre superintendentens bestillinger“, mellem hvilke der lagdes en særlig vægt paa visitatsreiserne i begge stifter; ved siden deraf gaves der ham ogsaa tilsagn om at blive svigerfaderens efterfølger, naar denne enten afgik ved døden eller frasagde sig biskopsembedet, med paalæg om, at han i dette tilfælde skulde indfinde sig hos kongen og aflægge sin ed til ham.[6]

Som sin svigerfaders medhjælper og fremtidige efterfølger havde saaledes Jens Nilssøn nu opnaaet den næsthøieste geistlige stilling i de to stifter. Der tales ikke om, at Jens Nilssøn har faaet nogen indvielse, og det vides med sikkerhed, at han i de aar, da han stod som svigerfaderens medhjælper, ikke har indviet prester.[7] For at kunne gjøre dette maatte han nemlig have den biskopelige indvielse, og denne fik han først 158O. Han nøiedes altsaa med den prestevielse, han havde erholdt i 1571 (s. 569: sacris initiatus). Han havde først modtaget denne, efter i mange aar at have været rektor; i modsætning dertil haves fra en af hans eftermænd exempel paa, at en rektor straks efter sin udnævnelse har faaet prestelig vielse.[8] En sammenligning med den maade, hvorpaa i 1578 magister Hans Mogenssøn blev ansat som medhjælper hos den gamle biskop Hans Gaas i Trondhjem, viser, at der da har været anvendt en noget anden fremgangsmaade end den, som fulgtes ved Jens Nilssøns ansættelse. Medens nemlig denne i 1574 kun fik paalæg om at aflægge sin ed til kongen, naar han i fremtiden efterfulgte svigerfaderen, maatte Hans Mogenssøn aflægge eden med det samme;[9] det bliver da ogsaa rimeligt, at han samtidig har modtaget den biskopelige indvielse.[10] Jens Nilssøn var altsaa kun en biskopen adjungeret prest. Hvis ikke hans indvielse i 157l udtrykkelig var omtalt, maatte den alligevel ansees som sikker, idet der nemlig kan paavises et sted, hvor han omtales paa en maade, der godtgjør, at han har været presteviet. I nogle optegnelser, der ere nedskrevne paa et par blade af et Missale Nidrosiense fra Ringsakers kirke, der nu opbevares paa det store kgl. bibliothek i Kjøbenhavn, findes en notits om, at reverendus vir, dominus Joannes Nicolai i 1576 visiterede paa Ringsaker; paa denne maade betegnedes kun viede prester.[11]

  1. ↑ Smlgn. nedenfor, s. 569.
  2. ↑ Dr. H. Rørdam, Kjøbenhavns universitets historie, II, s. 490.
  3. ↑ Smlgn. nedenfor, s. 565.
  4. ↑ Norske rigsregistranter, II, s. 3O flg.
  5. ↑ Norske rigsregistranter, II, s. 19–31.
  6. ↑ Valgdagen opgives af Jens Nilssøn selv nedenfor, s. 569. I det aabne brev, ved hvilket han bekræftedes i sin nye stilling, siges, at de to kapitler „nu endrægteligen har udvalgt ham. Norske rigsregistranter, II, s. 87 flg.
  7. ↑ Dette siges udtrykkelig i overskriften til den 28de prædiken i hans i det følgende (pag. CVI) omtalte prædikensamling.
  8. ↑ Smlgn. nedenfor, s. 566, hvor Jakob Volf omtales.
  9. ↑ Norske rigsregistranter, II, s. 292
  10. ↑ L. Daae, Throndhjems stifts geistlige historie, s. 43 flg. Hans Mogenssøn var i forveien ansat som prest. Dr. H. Rørdam, Kjøbenhavns universitets historie, II, s. 503 flg. – Foruden Jens Nilssøn og Hans Mogensssn kjendes endnu en tredie norsk hjælpebiskop, nemlig hr. Nils Henrikssøn Hess, sogneprest paa Voss, der i 1556 ansattes som suffraganeus hos biskopen i Bergen, Gjeble Pederssøn, men som alligevel ved dennes død, der allerede indtraf i det følgende aar, ikke blev hans eftermand. N. Nicolaysen, Norske magasin, I, s. 286.
  11. ↑ Jens Nilssøn har, som det kan sees af overskrifterne til flere af hans prædikener, ligesom af et sted i hans optegnelser (s. 35), jævnlig holdt prædikener, inden han blev viet til biskop.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Biskop_Jens_Nilssøns_liv_og_virksomhed_1538–1600/4&oldid=48972»