Biskop Jens Nilssøns liv og virksomhed 1538–1600/6

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
◄  V.
VII.  ►
VI.

I 6 aar stod Jens Nilssøn som sin svigerfaders medhjælper, indtil den tid kom, da denne overdrog ham det hele embede. Derved indtraadte det, som allerede var forudsat, da han i 1574 fik sin første udnævnelse, og han maatte saaledes for at aflægge sin ed og modtage den biskopelige vielse foretage en reise til Danmark. Forinden han forlod Norge, henvendte den gamle biskop sig til den daværende statholder, Ludvig Munk, med hvis samtykke han nu traf en ordning om overdragelsen af sit embede til Jens Nilssøn. Denne maatte bagefter forelægges kongen for et faa hans samtykke, og dette kunde da ske med det samme, naar Jens Nilssøn drog til Danmark. Saavel statholderen, som biskopen henvendte sig i denne anledning til kongen; efter hvad der var foregaaet i 1574, kunde der for øvrigt ikke vel være nogen tvivl om, at Jens Nilssøn ogsaa vilde faa sin endelige udnævnelse til biskop, naar han fremstillede sig for kongen.

Der er fra denne tid bevaret et brev, som den gamle biskop, magister Frants Berg, i anledning af svigersønnens forestaaende reise har skrevet til en ven i Danmark, der neppe kan være nogen anden end Sjælands biskop, Dr. Povel Madssøn.[1] Dette brev lyder, forsaavidt det lader sig læse, saaledes:

Myn god n (?) doctor sonderlige guode wenn betacker ieg eder for alle guode i mig altiid giortt os bewiist haffuer huylkett [ieg[2] y skulle altiid fynde mig willig oc redeboden att forskullde. Giffuer ieg eder vdj wenlighedt tilkende then gamble cannick vdj Opslo som her Claus myn søn skulle haffue canonien epter er nu er nu (sic) heden soffued vdj herren [døde han hasteligen nu Lætare sø[3] oc epter her Claus [haffuer[4] breff hand haffuer paa canonien lyder hand maa[5] then anamme strax epter forne her Clemidt dødt oc affgangen er haffuer ieg beted[6] Loduig samme hans breff oc lad thet vdj thesse dage lesse før capitell oc haffuer her Olauss consensum captuli oc captuli … ther paa oc formoder vden løcken er thes verre hand then oc epter kongens breff bekommer om nogen icke vilde hindre[7] hannem samme can. der nest att annamme strax epter hans dødt oc vilde legge sig epter hender thaa sender ieg[8] eder paa eptterne seddell huorledis Kong. Matt.s breff lyder ther om.

Reuerende d doctor sonderlige gode wen betacke ieg eder fremledes for alle guode ære os diigd i mig altiid wforschilt giord och bevist haffuer huilket altid [ieg] er redeboden etc. som eder well witterligt er ieg er ieg (sic) nu vdj lang tiid som er tolff oc tyffue aar weridtt haffuer vdj thesse tuende stigter haffuer arbedt vdj superintendentis embede oc bestilling oc giøris nu gammell oc skrøplig att ieg for myn alderdom oc scrøbelighet skuld icke nu lenger gidder eller kand [være religionen bestilling[9] saa haffuer ieg nu med fuld beredt bag opladt magistro genero meo samme myt superintendents embede om thet ske kand met Kong. Ma.tz villig oc samtøcke [om ieg hannem som[10] epter Kong. Ma. breff formelder naar ieg icke lenger gyder oc [om[11] ieg hannom same myn superintendents embede opsigendis worder thaa skall han[12] presentere sig Kong. Matt. att hand hannom consenterer[13] oc stadfester saa er hand nu paa sin rette reise neder till kongen ther om om Hans Kong. Matt. hannom ther vdj samtøcke confirmere vill dog att ieg myn liiffs tiid maa nyde en part aff samme bestilling epter som wy thett emellom os sielffuer giortt haffuer attj myn gode d doctor her vdj ville hielpe tiill att thet kand gange for seg epter som wij thet emellom os med[14] then gode mandz Loduig Muncks raadt [giordt[15] oc samtøckt haffue oc haffuer hand stadholders oc myn sshriffuelse till Kong. Matt. med sig therom att ieg motte mig epter myn tunge tieniste oc stor arbed at [ieg saa mange aar[16] haffuer hengd (?) i thesse tuende stigter.

Om sommeren 1580 foregik reisen til Danmark. Efter at have tilendebragt sin visitationsreise i Baahuslen i Mai fortsatte Jens Nilssøn sin reise sydover, uden at vende hjem til Oslo. Han reiste fra Baahus til Nya Lödöse i Sverige, kom snart efter ind paa dansk grund og reiste over Varberg og Falkenberg til Halmstad, hvorhen han kom 31te Mai. Der blev han liggende i to dage som gjæst hos sin gamle bekjendt, Povel Huitfeldt, der nu boede i denne by. Derpaa fortsatte han sin reise over Helsingborg, Helsingør, Kjøbenhavn, Korsør og Nyborg, samt videre gjennem Fyen over Odense til Middelfart og saa tilsidst over til Kolding, hvor han maatte hen for at træffe kongen, som opholdt sig paa Koldinghus. Der var ogsaa kancelliet, i hvilket Jens Nilssøn skulde have udrettet forskjellige ting. Han ankom til denne by om aftenen 10de Juni og havde da altsaa brugt fulde otte dage paa veien mellem Halmstad og Kolding, af hvilke dog en var anvendt til ophold i Kjøbenhavn.[17] I Kolding lader det til at have gaaet hurtig for Jens Nilssøn. Allerede inden 13de Juni havde han aflagt sin ed til kongen, og samme dag udstedtes et aabent brev til „menige adel og ridderskab, samt fogder og lensmænd“ i Oslo og Hamar stifter om, at Jens Nilssøn nu var „retteligen udvalgt og kaldet til at være superintendent“ i disse to stifter, efter at Frants Berg „for hans alderdom og skrøbelighed“ havde nedlagt sit embede, hvorfor de nu skulde yde den nye biskop al nødvendig bistand og beskytte ham mod „overvold og uret“.

Samtidig blev der ved et andet kongebrev truffet bestemmelse om den fratrædende biskops underholdning, hvorefter han for sin levetid skulde oppebære halvdelen af de 300 daler, som hvert aar udbetaltes biskopen i Oslo af befalingsmanden over Akershus slot og len. Jens Nilssøn fik derimod for sit vedkommende stadfæstelse paa de avlsgaarde og enge, som fra gammel tid havde ligget „til hans kald og embede“, samt et andet brev paa et kannikedømme i Hamar domkirke. Fremdeles fik statholderen paalæg om at istandsætte hans embedsbolig i Oslo.[18]

Ved siden heraf havde Jens Nilssøn endnu forskjellige ting at ordne under opholdet i Kolding. Han siger selv, at han fik tretten kongebreve, og han har saaledes i de dage, hvori han var i Kolding, givet det kongelige kancelli nok at bestille; af disse breve ere dog kun de ti indførte i kancelliets kopibøger.[19] For de fires vedkommende er indholdet omtalt ovenfor, medens de andre nærmere ville blive omhandlede i det følgende. Fra den 11te til 17de Juni var Jens Nilssøn sysselsat med at afgjøre disse forretninger, og derefter reiste han den 18de til Ribe, hvor han tog ind hos den derværende biskop, magister Jakob Madssøn. Den 20de prædikede Jens Nilssøn i Ribe domkirke og reiste samme dag til Haderslev, samt videre over Lillebelt, „fjorden“, som han efter sine norske forestillinger kalder det, til Assens. Dermed var han igjen paa Fyen, hvor han nu reiste over til Odense; han satte over Storebelt og kom derfra til Antvorskov og Sorø, og tilsidst over Ringsted og Roskilde til Kjøbenhavn. Til denne sidste by kom han 25de Juni, og, som det synes, endnu samme dag henvendte han sig til biskopen i Sjæland, Dr. Povel Madssøn, „med kongens breve“, eller, som han selv siger, „besøgte“ ham med disse.[20] Han har altsaa for Povel Madssøn fremlagt de dokumenter, hvorved han selv var bleven udnævnt til sin nye stilling, som selvstændig biskop i svigerfaderens sted, og kom nu i henhold dertil for at forlange kirkens vielse som saadan.

Dr. Povel Madssøn, Nils Hemmingssøns gode ven, var en af sin tids mest anseede theologer i Danmark og en overmaade virksom biskop.[21] Han var i besiddelse af megen geistlig erfaring, og Jens Nilssøn kunde saaledes hos ham vente at faa gode raad for sin fremtidige virksomhed. Sandsynligvis have de to biskoper paa denne tid allerede havt personligt bekjendtskab til hinanden gjennem mange aar.[22] Da Jens Nilssøn fra 1554 gik paa skole og senerehen studerede ved universitetet i Kjøbenhavn, var Povel Madssøn, som i 1554 blev magister, professor pædagogicus, og da Jens Nilssøn i 157l atter var i Danmark, var den anden allerede Sjælands biskop, den danske og norske kirkes første mand. I 1580 var derhos Jens Nilssøn ovenikjøbet fra svigerfaderen hjemme i Oslo anbefalet til Povel Madssøn.

Han vendte sig da ogsaa nu til denne for at høre hans mening om mange forhold i hans egne stifter, paa hvilke han som svigerfaderens medhjælper havde fæstet sin opmærksomhed under sine visitatsreiser. Der var i Oslo og Hamars stifter megen ulighed i kirkeskikkene, og denne ønskede nu den nye biskop at faa fjernet og afløst af regelmæssighed. Han havde rigtignok ordinansen at holde sig til; men da denne neppe i alle tilfælde kunde give tilstrækkelige oplysninger, henvendte han sig til Povel Madssøn. Saaledes fremkom den til denne rettede samling af spørgsmaal vedkommende forholdene i de to norske stifter, som endnu er bevaret, tillige med den danske biskops svar paa disse spørgsmaal.[23] Af Jens Nilssøns visitatsbøger viser det sig ikke alene, at han under sin paafølgende embedsvirksomhed med iver søgte at rette paa de uordnede kirkeforhold i det omfattende distrikt, der var henlagt under hans overtilsyn, men ogsaa at der var overmaade meget, der krævede hans indgriben. I det følgende, hvor den del af Jens Nilssøns virksomhed skal omtales, vil der ogsaa blive anledning til at dvæle nærmere ved de her omtalte spørgsmaal. De ere med de tilføiede svar et vigtigt aktstykke for det 16de aarhundredes kirkeskikke.

Under dette ophold i Kjøbenhavn blev ogsaa Jens Nilssøn af Sjælands biskop høitidelig indviet til sit nye embede. Denne handling foregik 2den Juli i Frue kirke; den nye biskop prædikede selv over evangeliet „om Mariæ bjergegang“ i Lukas 1ste kapitel.[24] For øvrigt vides der intet nærmere om, hvad der ved denne leilighed er forefaldt. Da Jens Nilssøn, som ovenfor oplyst, allerede tidligere maa have modtaget vielse som prest, kunde den ved kirkeordinansen foreskrevne fremgangsmaade følges i alle punkter.

I Kjøbenhavn forblev Jens Nilssøn til den 5te Juli, da han tiltraadte hjemreisen. Han gik først paa to dage tilsøs til Marstrand med et skib, der tilhørte en borger i denne by ved navn Povel Friis; i Marstrand laa han over en dag, som anvendtes til at visitere stedets kirke og skole. Den videre reise gik overland gjennem Baahuslen til Svinesund og derfra over Berg, Skjeberg, Tune, Raade og Rygge til Moss, hvor han gik i baaden og den 26de Juli kom tilbage til sit hjem i Oslo. Uagtet det kun for Marstrands vedkommende siges, at han visiterede paa denne reise, synes det dog, da den gik meget langsomt og han tilbragte en hel dag paa enkelte steder, rimeligt, at han ogsaa har benyttet leiligheden til at holde visitats hos flere af de prester, som i Baahuslen boede langs hans vei.[25]

Efter hjemkomsten blev Jens Nilssøn af svigerfaderen indsat som dennes efterfølger. Dette foregik i Oslo domkapitels hus, formodentlig det samme som sakristiet i Halvardskirken, den 29de Juli 1580, og dermed var han i enhver henseende berettiget til at optræde som de to stifters geistlige overhoved.[26]

Efter reisen til Danmark forblev Jens Nilssøn, som det synes, rolig hjemme i 1580, hvorimod han fra det følgende aar med sin gamle iver gjenoptog visitatserne og i mange aar fortsatte dermed. Det er her fremdeles hans egne optegnelser, som ere den vigtigste kilde for, hvad der vides om denne del af hans biskopelige gjerning.

Om sommeren 1581 visiteredes først Numedalen og Tinn, og senere mod slutningen af aaret Follo og Nedre Borgesyssel;[27] i 1582 holdtes visitats paa begge sider af fjorden, i 1583 paa Romerike og senere i Thelemarken og i 1584 paa Hedemarken og Gudbrandsdalen, hvorhos der under den samme aar foretagne reise til Danmark visiteredes paa Borre og flere steder i Baahuslen; i December havde Jens Nilssøn endnu tid til at foretage en kort visitatsreise paa Romerike. I 1585 visiteredes Hedemarken, Østerdalen og Solør, i 1586 Borgesyssel og Follo, i 1587 vestsiden af fjorden, Follo og Borgesyssel, og i 1588 den øvre del af sidstnævnte landskab. I 1589 visiteredes Bamble, Thelemarken, Sandsvær og Lier, samt senere hen Hedemarken. I 1590 holdtes kun en visitats, nemlig paa Nesodden; og i de følgende aar visiteredes Hadeland, Romerike, Hedemarken, Gudbrandsdalen, samt egnene i vest for Oslofjorden, Borgesyssel og Baahuslen. Derefter fulgte de visitatsreiser, over hvilke der endnu er bevaret de udførlige beskrivelser, fra 1593–1597, i Borgesyssel, Baahuslen, Hadeland, Thelemarken, Numedalen, Thelemarken, Romerike, Odalen, Solør og tilsidst igjen i 1597 i Borgesyssel og Baahuslen. Dermed ender rækken af de visitatsreiser, hvilke Jens Nilssøn selv har omtalt eller beskrevet;[28] men det vides med sikkerhed, at han ogsaa efter 1597 i det mindste har foretaget een reise i saadant øiemed. I 1598 sees det nemlig af andre kilder, at han visiterede i Eidsberg, hvor den gang hr. Gudbrand Thorbjørnssøn var sogneprest, hvorhos det er muligt, at han da ogsaa var i det nærliggende Trykstad for at visitere.[29] Hvorvidt han ogsaa i 1599 har været tilstrækkelig frisk og rask til at kunne foretage sine visitatsreiser, er ubekjendt.


  1. Coucheron har — med nyere retskrivning – i Kgl. norske vidensk. selsk. skr. i 19. aarh., IV, s. 187, trykt en del af dette brev, der nu findes i Kristiania bispearkiv (2, e) i rigsarkivet. Det er kun et meget utydeligt koncept, hvis læsning paa flere punkter volder vanskelighed; haanden er neppe nogen anden end Frants Bergs egen. Konceptet er skrevet paa bagsiden af en formaningsskrivelse til presterne. I den haandskrevne fortegnelse, der ligger inde i vedkommende bind af bispearkivets dokumenter, er brevets indhold tildels ganske misforstaaet.
  2. Senere udstrøget.
  3. Udstrøget og over linjen tilføiet: om natten.
  4. Synes at vare udstrøget.
  5. Oprindelig stod: skall.
  6. Foran dette er udstrøget: nu ladet.
  7. Oprindelig: wilde legge sig, som atter er udstrøget.
  8. Skrevet to gange.
  9. Over linjen er, uden nogen udstrygning i texten, tilføiet: stande samme embede for.
  10. Senere udstrøget.
  11. Senere udstrøget.
  12. Over linjen: eder.
  13. Tilføiet over linjen i stedet for nogle udstrøgne ulæselige bogstaver.
  14. Her foran er udstrøget: beslutted.
  15. Tilføiet over linjen i stedet for: beslutted.
  16. Er gjentaget.
  17. Smlgn. nedenfor, s. 34 flg.
  18. Norske rigsregistranter, II, s. 387–389.
  19. Norske rigsregistranter, II, s. 386—390.
  20. Se nedenfor, s. 35, hvor Jens Nilssøns egne optegnelser om denne reise ere trykte.
  21. Smlgn. ovenfor, s. XLI.
  22. Smlgn. Dr. Holger Rørdam, Kjøbenhavns universitets historie, II, s. 455–462, med de der anførte kilder.
  23. Nyeste samling af det kgl. norske videnskabers-selskabs skrifter, I, s. 61–68. Smlgn. nedenfor, s. 35. Naar disse Jens Nilssøns spørgsmaal bare datum XX Juni 1580, maa dette være en skriv- eller trykfeil for XXV eller maaske snarest XXX Juni 1580. I den afskrift, som med Jens Nilssøns egen haand er indtagen i Ny kgl. saml. 277 g, 8vo., er intet datum anført.
  24. Jens Nilssøns prædiken ved sin indvielse findes i hans prædikensamling og er efter denne trykt nedenfor, s. 605 flg. Smlgn. hans egne meddelelser, der ere trykte nedenfor, s. 577 flg. Derimod nævner Jens Nilssøn intet om bispevielsen i den s. 35 meddelte beretning om opholdet i Danmark.
  25. Smlgn nedenfor, s. 35 flg., hvor Jens Nilssøns egne meddelelser om hjemreisen ere trykte.
  26. Smlgn. nedenfor, s. 578.
  27. Som det nedenfor, s. 57, fortælles, maatte Jens Nilssøn afbryde den første visitatsreise i 1581 paa Sande prestegaard, da han der fik efterretning om, at hans datter Catharina, eller Karine, var død. I fortalen til sit i Decbr. s. a. afsluttede digt, Elegidion in obitum filiolæ suæ, Catharinæ, fortæller han herom nærmere: „Cum ante semestre ex Telemarchia reuersus, ecclesiam Sandenensem, portui Drammen vulgò nuncuputo propinquam, ratione officij inspecturus essem: Humanissime Dn. Erasme, præceptor, amice ac affinis omnium carissime: Nihil æquè in votis habui, quam vt mihi tecum in collucotionem venire, et de mea profectione tam longinqua, totque periculis, curis ac molestiis obnoxia, deque nostris rebus ac negociis præsertim ad religionem pertinentibus sermones sociare mihi liceret. Proinde nuncio confestim ad te misso Tonsbergiam, acceptoque inde responso, te mihi præsentiam tui propediem facturum: oppidò sanè quam lætabar, èo quod id temporis præstò apud me adessent quidam ex amicis ac pernecessariis vtriusque nostrûm, qui mihi reduci, pro sua humanitate, gratulantes, prospera quæque de vxore mea carissima ac liberis dulcissimis, reliquisque domesticis atque intimis meis familiaribus annunciarunt, simulque literas Hafnia nuper Asloiam, me absente, perlatas, et á Reuerendo Magnifico et undiquaque doctissimo viro, Dn. Doctore PAVLO MATTHIÆ, Sacræ Theologiæ in alma Academia Hafniensi professore primario, et Sielandicæ Diæceseos præsule vigilantissimo, tuo veteri amico, meoque Mæcenate ac Domino reuerenter obseruando, ad me datas obtulerunt, vna cum codicillis aliquot venerando seni Dn. Magistro FRANCISCO BERGIO, socero nostro carissimo, ac tibi mihique ab eodem dono missis: quibus adiuncta erat optimi uiri M. NICOLAI SCAUENII epistola peramanter ad me scripta. Vnde incredibilem voluptatis et gaudij vim ac copiam percepi: quæ tamen in longum tempus haud perdurauit. Postridie namque eius diei, quo ad pastorem prænominatæ ecclesiæ, quæ est in parochia SANDENE, veni (nempe 5. Auguste) cùm literas Magnifici veréque Nobilis ac celeberrimi viri Dn. Doctoris ERASMI LÆTI inspicerem: ab adolescente quodam, qui eas mihi reddidit, signifificatum est, filiolam meam vnicè caram vespere præterita fatis (pro dolor) concessisse.“ Han skildrer derefter den heftige sorg, der greb ham ved modtagelsen af dette sorgens budskab. I digtet nævnes Halvard Gunnarssøn som en af de venner, der mødte biskopen paa Sande prestegaard og bragte ham gode efterretninger fra hjemmet. Rasmus Hjort og Jens Nilssøn havde den gang, efter hvad der videre nævnes i fortalen, ikke seet hinanden paa mindst hele tre aar (toto iategro triennio aut eo amplius).
  28. Smlgn. nedenfor, s. 36–74.
  29. J. N. Wilse, Reise-iagttagelser, II, s. 166 fig.: „Tilforn have Sognepræsterne holdt personel Capellaner; og besidder jeg en Tegnebog, som har tilhørt en saadan Capellan i Sognepræsten Guldbrand Torbiørnsens Tid, som døde 1618. Der staar iblant mange andre mærkværdige Optegnelser: Anno Domini 1598 drog jeg ud i Visitatz med hæderlige og høilærde M. Jens Nilssøn, Superintendent, som var den 8 Junii, og da jeg kom til Hr. Guldbrand paa Edsberg, blev jeg hos ham at skulle være hans Medtiener, og satte jeg den gode Mand Tieneste et Aars Tid, derfor skulle han give mig 16 Daler.“ Den største af de to klokker, der nu hænge i taarnet i Tryksted hovedkirke, er ifølge sin indskrift støbt og skjænket 1598; dette ha maaske sattes i forbindelse med visitatsreisen i samme aar, der formodentlig ogsaa fra Eidsberg er udstrakt til det nærliggende Trykstad, hvor desuden biskopens egen svoger, hr. Sivord Pederssøn, var sogneprest Smlgn. s. XIV, note 1.