Beretning om Fante- eller Landstrygerfolket i Norge/18
I Begyndelsen af forrige Kapitel antydede jeg, hvorledes Fantevæsenets Onde ogsaa burde søges overvundet ved mere indirekte Foranstaltninger, ved Bestræbelser for hos Almenheden at fremme en mere forstandig og velvillig Opmærksomhed for de Ulykkelige, som af mere eller mindre tilregnelige Aarsager have fjernet sig fra eller ere paa Veie til at fjerne sig fra det sædelige Liv for at synke ned til „Barmen af Folket.“ Herom skal jeg nu forklare mig nærmere, men maa først gjentagende erindre om, at der her endnu mindre end ved hine direkte Foranstaltninger er Anledning til udelukkende at dvæle ved Betragtningen af nogen afsluttet Kaste af Fanter, men at man maa henvende Opmærksomheden paa de Forholde overhovedet, hvorunder de i borgerlig Henseende Forvildede og Forulykkede befinde sig.
Det gjælder simpelthen, at udbrede Kundskab om disse Forholde, og dette kan gjøres, og Tidernes Trang kræver, at det gjøres mere end hidtil.
Jeg har før erindret om, at Fante- eller Omstreiferfolket danner en Mellemting mellem eller henhører paa engang til Forbryder- og Fattigfolket, og man ved, hvilken sørgelig Lighed og Vexelvirkning der er mellem de Forholde, som lede til Forbrydelse og til Armod. Altid og allevegne har der været Armod at hjælpe og Nød at pleie; men i vore Dage maa man mere og mere blive var, at denne skrigende Armod for mange Menneskers Vedkommende er Uvorrenhedens og Dovenskabens og Lastens Affødning. Nu se vi aarlig statistiske Meddelelser om Forbrydersolket hos os, dets Aftagen eller Tiltagen o. s. v. Disse Meddelelser ere ikke blot af Værd for Lovgivere og Statsmænd, som fortrinsvis have at tænke paa Midler til at modarbeide denne Statens Sygdom de ere en kraftig Paamindelse for hver Mand i Landet om at bidrage Sit – og Noget kan Enhver her udrette – til at gjøre Dyd og gode Sæder gjældende i Samfundet Men om Fattigfolket se vi ingen saadanne Meddelelser eller høist sparsomme og ufuldstændige.
I Aaret 1835 blev ved Folketællingen Antallet af de Fattige, som nøde offentlig Understøttelse opgivet til 30,697. I Aaret 1845 befandtes der at være 46,116 Personer, som helt eller delvis understøttedes af Fattigvæsenet. I 10 Aar var Antallet altsaa voxet mere end 50 pCt. Hvad der nu har bevirket denne overmaade store Tilvæxt, om det er tiltagende Rigdom hos Nogle eller større Fattigdom hos Mange, om det er virksommere, mere rundhaandet Medlidenhed hos dem, som yde, eller større Ihærdighed i at kræve hos dem, som nyde Fattigunderstøttelse, det kan Ingen sige for vist; thi hine Tal ere saa godt som de eneste almindelige Oplysninger, som haves om Fattigvæsenets Status i den nævnte Periode, saa man ikke engang kan hente nogen Trøst i den Forestilling, at Tallene kanske ikke ere ganske paalidelige[1]. Men det er vist, at Samfundets Vel for en meget væsentlig Del beror paa, hvorledes Fattigfolkets Forholde behandles. Ved hensigtsmæssige Forholdsregler kunne store Onder lidt efter lidt ventes afhjulpne; ved uklog Fremgangsmaade er det at befrygte, at den Møie, som den velstaaende Del af Befolkningen allerede nu maa bære for det voxende Antal af Trængende, vil blive større og større. Allerede nu ere Udgifterne til hine 46,000 Fattiges Understøttelse efter de faa Data, som derom haves, anslaaede til 365,000 Spd. aarlig[2], og til denne Sum kan vel endnu lægges en god Del af den, der paa Budgettet er opført for Justits- og Politivæsenet, som dermed skal søge at rette paa den Last og Brøde, som gaar Haand i Haand med Armoden; men disse Summer kunne under en mindre heldig Behandling af alle hidhørende Forholde vore til et end mere trykkende Beløb, og dette er endnu kun den ene Side af Ondet; den anden er dette, at Stemningen mellem den Formuende og Trængende derved saa overmaade let forværres, at Kulde og Haardhed fortrænger Medlidenheden hos de Skatteydende, at Nøisomheden og Taknemmeligheden hos de Trængende slaar om til Misundelse og Bitterhed.
Om man nu efter et vel overveiet Schema aarlig indhentede og meddelte Oplysninger om Fattigfolkets Aftagen eller Tiltagen, kort, om alle de hidhørende Forholde, som kunde være Gjenstand for tabellarisk Fremstilling og give statistisk Oversigt, saa skulde man efterhaanden faa overmaade interessante Materialier til Kundskab om de laveste Klassers Forholde. Derved vilde Lovgiveren faa Anledning til at see, hvorledes de Love, som have Indflydelse paa disse Forholde, og det ikke alene de egentlige Fattiglove, virke, om heldigt eller ikke, og være istand til at prøve hensigtsmæssige Forandringer; derved vilde fremdeles de enkelte Fattigbestyrelser, ja hver tænksom Mand finde Opfordring og Anvisning til, hver efter sin Leilighed, at gribe altid lykkeligere Forholdsregler imod den onde Magt, som mere og mere truende lægger sig ogsaa over vort Land, Pauperismen. Maaske, for at anføre et Exempel, skulde en fuldstændigere Oversigt end den, som nu kan haves om Fattigforholdenes Udvikling i vort Land, indeholde den kraftigste Opmuntring til at votere de fornødne Pengesummer til saadanne Tvangsarbeidsanstalter, som i det foregaaende Kapitel anbefaledes; den turde nemlig lede til den Overbevisning, at noget større Rundhaandethed i Bestræbelserne for ved Kjærlighed og Magt at overvinde de saakaldte Fantefolks onde Vaner vilde være den største Sparsomhed. – Nu har Loven, og vistnok med god Grund, gjort Fattigvæsenet til en Kommunesag. Staten erklærer det kun forsaavidt at være et den vedkommende Anliggende, som den paatager sig ved Lov at bestemme, at og hvorledes de enkelte Kommuner skulle sørge for sine Fattige; for Resten er det kun undtagelsesvis, at Staten her tager Haand i med. Men efterat Staten har overladt det til Kommunerne, fordi ingen Anden vel kan det, at bære den lovbestemte Fattigforsørgelses Møie og Byrde, burde den selv, fordi ingen Anden kan det, overtage det forholdsvis meget ringe Besvær at indhente og offentliggjøre Aarsberetninger om Fattigfolket og det hele Fattigvæsen[3].
Til det samme Maal, at vække og vedligeholde hos Almenheden en velvillig og omhyggelig Opmærksomhed for de lavere Klassers Kaar navnlig for de materielle og moralske Forholde i Folkelivet, som for Mange blive en Aarsag til Forarmelse og Fristelse til Forbrydelse, skulde ogsaa det Forsøg tjene, som jeg i Overskriften af Kapitelet har betegnet som en fortsat og mere omfattende Undersøgelse af de lavere Klassers Liv.
Lad mig – som Indledning til at vise, hvorledes jeg tænker mig dette Forsæt udført – omtale et Forslag af en Præst, der efter Vedkommendes Opfordring havde at afgive Indberetning om de saakaldte Fantefolk og Betænkning om, hvad der kunde være at gjøre for at bringe dem til Skik og Orden, hvilket Forslag netop blev Foranledningen til det, jeg skal fremsætte. Præsten foreslog, at Staten skulde udsende Missionærer, hvis Gjerning skulde bestaa i at opsøge Fanterne paa deres lønlige Veie, følge dem paa deres Vandringer, stræbe at vinde deres Fortrolighed og benytte Leiligheden til at udsaa Lovens og Evangeliets Ord i deres Sjele, kort sagt, udføre blandt dem det præstelige Embede. Til Grund for Forslaget ligger den Forestilling om Fanterne, at de, indbyrdes forenede, staa ganske løsrevne fra det øvrige Samfund i Landet og navnlig i kirkelig Henseende maa betragtes som en forvildet Hedningeflok, der endnu mangler sine Lærere og Hyrder, og for saa vidt maa man sige, at Forslaget er fromt og vakkert. Men det falder ikke vanskeligt at indse, at det ikke vilde kunne udføres ganske saaledes, som det er fremsat. Der gives jo vistnok imellem Fanterne saadanne, som, opvoxne uden Daab og Christendomskundskab, staa som Fremmede iblandt os, som Hedninger i Landet; men dels er det dog kun meget faa Fanter, som ere i dette Tilfælde, saa Missionærernes meste Gjerning kom til at blive en trættende Søgen; dels, og det er her endnu væsentligere, vilde det sjelden med Vished kunne erkjendes, om en Person rettelig skulde henregnes til de saakaldte Fanter, som paa en Maade skulde udgjøre Missionærens Menighed, og Missionærens præstelige Virksomhed vilde derfor enten virkelig være eller ialfald se ud som en Indgriben i de paa ethvert Sted ansatte Sognepræsters Embeder. Paa v. Westens Tid kunde det gaa an at udsende Missionærer til de hedenske Lapper i Nordlandenes og Finmarkens vidtløftige Fjeldtrakter; men i vore norske Bygder, hvor kirkelig Orden i Aarhundreder har hersket, er der ikke længer saadanne tomme Rum, som en Missionsvirksomhed i Ordets almindelige Betydning kunde have at udfylde. Lige saa godt som at udsende Missionærer med Myndighed til at forrette præstelige Handlinger mellem de forvildede Fanter, kunde man ogsaa lade egne Politiembedsmænd reise om for at udøve Politimyndighed mellem dem; men dette ser man strax vilde ikke gaa an.
Alligevel er det et Slags indenlandsk Mission, jeg her vover at anbefale, men en Mission, som næsten kun har Navnet tilfælles med hin. Den Mission, jeg tænker mig, skulde have til Gjenstand ikke blot de faa og vidt adspredte Fantefølger, men overhovedet de i moralsk og økonomisk Henseende uheldigste, de laveste Klasser af Landets Befolkning, de Klasser, fra hvilke Fattig- og Forbryderfolket for det Meste faar sin Tilvæxt, og dens Formaal skulde ikke være at gribe umiddelbart ind i Forholdene ved geistlige eller verdslige Embedshandlinger, men kun at iagttage de moralske og materielle Forholde, hvorunder de samme Samfundsklasser leve og lide, og derefter i saa vide Kredse som muligt udbrede Oplysning derom. Den Udsending hvem et saadant Hverv var overdraget, skulde i hver By og Bygd finde Gjenstanden for sin Opmærksomhed, og hans Gjerning skulde ikke nogensteds komme i Strid med de offentlige ansatte Embedsmænds Virksomhed, men heller paa en uskadelig Maade understøtte denne.
Mod et saadant Institut vil man maaske gjøre den Indvending, at de Efterforskninger, den reisende Udsending skulde anstille, ikke vilde give synderligt Udbytte. „Det vide vi,“ saaledes kunde man sige, „at den Mand, der i de sidste Aar har havt et lignende Hverv at undersøge Lappefolkets Sæder og Forholde, har kunnet meddele interessante og værdifulde Oplysninger, saasom han havde for sig et ganske fremmed Folkefærd, hvis Sprog endogsaa var uforstaaeligt for os Nordmænd; men i vore egne Bygder er der ingen Del af Folket, som lever et saa afsondret Liv, at det jo allerede tilfulde er kjendt af de paa hver Sted ansatte Præster og andre Embedsmænd, ja af hver dannet Mand, og om nu en Udsending i det angivne Øiemed reiste omkring her, saa kunde vi ikke forstaa, hvorledes han skulde kunne finde noget egentlig Nyt.“ Men man tænke sig engang en Mand reise om med det angivne Formaal, man tænke sig ham dvæle noget længre Tid nu i denne, nu i hin Bygd eller By, man tænke sig ham færdes imellem Folk af alle Klasser, ikke blot mellem Embedsmænd og andre Dannede, som vilde meddele ham fine Erfaringer og Bemærkninger, men helst og mest mellem Almuesfolk af ringere Stand, ja mellem den fattigste og raaeste Klasse selv, mellem Betlere og Forbrydere, hvis Fortrolighed han maatte søge at vinde, man tænke sig ham ikke blot besøge de Huse, som Gjæstfriheden maatte ville aabne for ham, men heller skaffe sig Adgang til og for nogle Dage slaa sig ned i de Hytter, hvor ofte den undselige Armod eller vel endog den mistænksomme Last søger at skjule sig, man tænke sig ham saaledes ikke blot forhøre sig om de til de lavere og laveste Klasser henhørende Familier, men endnu mere leve sammen med dem og med egne Øine og Øren iagttage dem i deres huslige og borgerlige Liv, i deres Lykke og Nød, i deres Glæder og Sorger, i deres Yttringer af Fromhed eller af Usædelighed! Mon ikke den, som saaledes fik leve sig ind i den lavere Almues Liv, lidt efter lidt skulde faa sit Øie skjærpet for alle de Ting, som skulde være Gjenstand for hans Opmærksomhed og finde Leilighed til at bemærke Meget og Mangt, som ellers kun altfor let undgaar dens Opmærksomhed og Interesse, der som Tilfældet er f. Ex. med de omkring i Landet ansatte Embedsmænd, har sin Tid optagen af daglig forefaldne ordinære Forretninger og derhos er bunden til et fast Opholdsted, hvorfra han kun overser en mindre Kreds, hvor ingen stor Modsætning mellem Forskjellighederne og Eiendommelighederne gjør det Charakteristiske iøinefaldende? – Se dog, hvorledes enkelte Mænd, som have Sands for det Poetiske i Folkelivet eller for det Eiendommelige i Almuens Sprog, i de seneste Aar netop ved Reiser omkring i Bygderne have opdaget en Rigdom af Folkepoesi, en af vort Fjeldfolk fra de gode gamle Tider opbevaret Sprogskat, som man tidligere neppe drømte om! Ved Siden af dette Exempel, der viser os skjønne Resultater af en mere speciel Betragtning af Folkelivet end den, man ellers i det daglige Livs Forholde kommer til at anstille, er det endnu lettere at finde Exempler paa, hvor uheldigt det har været, at man kun leilighedsvis og flygtigt har skjænket vigtige moralske og materielle Forholde sin Opmærksomhed. Lad mig nævne Brændevinsondet! De Dannede i Landet, som heller skulde vaaget over Mængdens Dyd, satte ikke alene Brændevinet paa sine egne Selskabsborde, men lønnede og opmuntrede sine Arbeidere dermed; ja Statsstyrelsen, Lovgivningen selv begunstigede Fabrikationen af det farlige Produkt, og medens Faa anede Faren, trængte Brændevinets Dæmon igjennem overalt for overalt at ødelægge Individets og Familiers, ja Samfundets Velfærd. Ubegribelig sent, da Ødelæggelsen næsten syntes for stor til at modstaa, fik man Øinene op og saa, at det var et Uhyre, man havde opelsket ved sin Barm, at den Skik, man havde pleiet, var en fordærvelig Uskik, og mon jeg ikke nu har Ret til at pege paa Drukkenskabslasten som Exempel paa, hvorledes et moralsk Onde, naar man ikke specielt har Opmærksomheden henvendt paa saadanne Ting, uformærkt kan trives og vore et Folk over Hovedet? Lad mig nævne en anden Sag, der vidner om, hvorledes vigtige Forholde i Folkelivet kunne unddrage sig Opmærksomheden! Endnu for kort Tid siden, naar Rygtet naaede hid til os om truende Misstemning og voldsommere Bevægelser hos de lavere Klasser i andre Lande var man her tryg ved Tanken om, at den norske Arbeiderstand, tilfreds med sin Forfatning og bevaret ved den for det norske Folk eiendommelige Sindighed, ikke saa let skulde lade sig bevæge af de nye Ideer, som andetsteds arbeidede til Samfundsforholdenes Omdannelse; men nu i disse Dage, da jeg skriver dette, studser man allerede over det Held, som møder en hos os usædvanlig Arbeideragitation, og som aabenbart maa forklares ikke saa meget af Agitationens egen Dygtighed og indre Berettigelse, men af en forud lidt efter lidt udviklet Følelse af Savn og Trang til Forandring, af en vis Misstemning hos Arbeiderklassen. Her vil man vist give mig Ret til at sige, at det havde været vel, om man ved velvillig og omhyggelig Opmærksomhed for Arbeiderstandens Kaar, for de hos de lavere Klasser herskende Anskuelser og Ønsker, itide havde bemærket den begyndende Misstemning og været betænkt paa at bortrydde dens Aarsager. – Tiderne ere usædvanlig bevægede; Menneskene trænge hinanden i vort fattige Land, og Interesserne krydse hinanden ligesom Raabet fra de mange Munde, som ville mættes; men jo mere Tidernes Vanskelighed kræve besindig Samvirken, desto skarpere stille Partierne og Stænderne sig imod hinanden, og Lidenskaberne true med at bemægtige sig de vigtigste baade sociale og religiøse Spørgsmaal; istedetfor de gamle Fordomme og Uskikke, som den livligere Idevexel maaske fortrænger fra vore Sæder, dukke altid nye Misforstaaelser og Uvaner op i det gjærende Folkeliv og stille sig hemmende i Veien for de Bestræbelser, der sigte til at udbrede Lys og stifte Fred i Samfundet; en uendelig Mangfoldighed af gode og onde Potentser, som idelig enten udvikle sig af Folkets Skjød eller fra fremmede Lande yttre sin mægtige Indflydelse, bidrage med hver Dag til at omdanne Folkets Sæder og Tænkemaade, snart til det Bedre, snart til det Værre. Nu udmærker vor Tid sig fremfor de foregaaende netop ved Hurtigheden af disse Omskiftelser, og saavel i Almindelighed som navnlig med Hensyn til de laveste Klasser, hvis Liv ligesom skjuler sig i Dunkelhed, bliver det en mere og mere vanskelig Opgave at finde Kilderne til de gode og fordærvelige Strømninger, at opdage Aarsagerne til Tilstandene og Stemningerne. Men det er netop disse de laveste Klassers Sæder og Livsvilkaar, som jeg af den Grund mener kunde være en frugtbar Gjerning for Undersøgelse af Mænd, som kunde anvende sin hele Tid og Evne paa et saadant Studium.
Nu, efter disse Antydninger om Gjenstanden for det her omhandlede Forsøg vil hin Indvending at den reisende Udsending ikke vilde finde noget, som egnede sig til særdeles Opmærksomhed og maaske vendes om til den lige modsatte, at Gjenstanden for hans Undersøgelser er altfor stor, at Arbeidet derfor er endeløst og uoverkommeligt. Det er ogsaa ganske sandt, at en enkelt Mand paa en enkelt Reise omkring i Landet ikke vilde kunne tilendebringe noget indtrængende Studium af det lavere Folkeliv; men her tænkes paa en Virksomhed, som skulde fortsættes i Aarevis og af Mand efter Mand. Ethvert Studium er jo endeløst og maa derfor udføres stykkevis. En enkelt Mand vilde dog kunne udrette Noget, naar han et Aar bereiste en, et andet Aar et anden Egn af Landet og derved havde for Øie at gjøre sig fortrolig med nu en, nu en anden Side af Folkelivet, og hvad en Mand saaledes maatte kunne bidrage til Oplysning om forskjellige Forholde, vilde være gode Forberedelser for den, som skulde optage og fortsætte Arbeidet efter ham. Jeg kan her ikke nægte mig den Fornøielse at minde om et Lyspunkt i Norges Historie: I Begyndelsen af forrige Aarhundrede virkede de bekjendte syv Præster i Romsdalen „Syvstjernen,“ i hvilken Thomas v. Westen lyste med det klareste Lys; de græmmedes over den store Vankundighed og de mange Usæder, de forefandt i sine Menigheder; de samledes ofte for at meddele hverandre sine Erfaringer og aaben sig bedre ind i Forholdene, og omsider, i Aaret 1714, vovede de at indgive til Regjeringen en Forestilling, hvori de udførlig handlede om Kirkens mange Brøst, om Religiøsiteten og Sædelighedens store Forfald, om herskende Uskikke og Laster, Drukkenskab, Trolddom m. m., med Hensyn til hvilke Ting de udbade sig og erholdt Tilsagn om Regjeringens virksomme Foranstaltninger. Kort Tid efter fulgte v. Westen et stort Kald; han gik som Hedningemissionær til Lapperne, ransagede deres dels hemmelige, dels aabenbare Hedenskabs skumle Mørke, forkyndte Christendommen for dem og lagde Grunden til den kirkelige Orden der i Landet, som hans Eftermænd have befæstes Gud har synlig velsignet den tro Arbeiders Gjerning. Men om nu v. Westen havde faaet et andet Kald, om ham understøttet af Gud og Mennesker, havde opoffret sig for hint første Formaal, om han havde forladt sin Præstegaard for rundt omkring i Landet at undersøge Folkets Sæder, de religiøse og moralske Forholde, og henlede Almenhedens og Regjeringens Opmærksomhed derpaa, er det da ikke rimeligt, at hans Flid skulde opdaget og belyst mangen Fordom og Uskik, som Ensidighed og gammel Slendrian havde lade ubemærket, at hans begeistrede Iver skulde have opvakt ham Efterfølgere til at optage og fortsætte Arbeidet ned igjennem Tiderne? Men disse Mænd vilde da ikke blot i levende Live med sin umiddelbare Virksomhed have bidraget til at rense Begreberne og forbedre Sæderne, men ogsaa ved sine, skriftlige Beretninger have efterladt os værdifulde Bidrag til Sædernes Historie. Det er netop denne Histories Studium, som den af mig foreslaaede indenlandske Mission, om man vil kalde den saa, skulde tjene, og netop fordi Studiet er endeløst, skulde man lægge Haand paa Værket strax og saa stole paa, at den ene Dag skal lære den anden, den ene Slægt undervise den anden.
Men om man efter dette maaske vil indrømme, at Folkelivet og navnlig de moralske og materielle Forholde i de laveste Samfundsklassers Liv kunne være en interessant og rig Gjenstand for en reisende Udsendings Studium, saa kan der spørges, hvorledes han ogsaa skal kunne gjøre sit Studium frugtbart for Andre. Men Svaret er let. For det Første maatte han efter samme Regel, som gjælde f. Ex. for den Videnskabsmand, der paa offentlig Bekostning bereiser Landet i naturhistorisk Henseende, til vedkommende Autoritet aarlig afgive Indberetning om sin Virksomhed, saa man kunde se, hvorledes han har udført sit Hverv, hvilke Grundsætninger han derved har fulgt o. s. v. Ligesom enhver anden Videnskabsmand vilde han desuden have saavel Trang som moralsk Forpligtelse til, saavidt han maatte se sig istand dertil og Leilighed gaves, i udførligere videnskabelige eller populære Afhandlinger at offentliggjøre Resultaterne af sine Undersøgelser, at fremsætte de Forslag til offentlige eller private Foranstaltningen han maatte finde hensigtsmæssige o. s. v. For det Andet vilde han komme til at virke til samme Maal ved det mundtlige Ord. Derved vilde hans Gjerning faa Lighed med den præstelige Missionærs, men ingenlunde falde sammen dermed; thi med sin Tale vilde han have til Hensigt ikke netop at omvende eller opbygge, men at sætte sig i et gjensidigt Fortrolighedsforhold til de Mennesker, hvis Meddelelser han maatte ønske. – Et Exempel vil gjøre dette klart. En af mine Venner, en heldig Musikdyrker, bereiste nylig paa offentlig Bekostning nogle af vore Fjeldbygder for at opfange de eiendommelige Psalmemelodier og verdslige Sange og Slaatter, som der have hjemme. Hvorledes mener man nu han bar sig ad dermed? Havde han uden videre som Fremmed anmodet Bønderfolkene om at synge og spille for ham, skulde de vistnok kun seet paa ham med Forundring eller vendt sig fra ham med Mistro. Derfor sang og spillede han selv for dem først, og nu flokkede de sig om ham, Mænd og Kvinder, Gamle og unge, og lyttede med Henrykkelse; naar saa han holdt inde, saa var det, som om beslægtede Strenge vare slagne an i deres Bryst; thi nu sang og spillede de af Hjertens Lyst, medens han hørte efter. – Saaledes maa den, som i et eller andet Stykke ønsker at høre Almuesmandens Tanker, vide at sætte sig i et livligt Vexelforhold til ham; han maa bære med sig visse Anskuelser og Interesser og meddele dem til Andre, for saaledes at faa se disse meddelsomme igjen. Om Nogen til Exempel vil søge at gjøre sig fortrolig med de religiøse Forholde i en Bygd, saa maa han selv være religiøssindet og vel forfaren i Guds Ord og saa i Samtale med dem, han møder paa sin Vei, vise Lyst og Gave til at underholde sig om alvorlige Ting ja til at formane og opbygge, og jo mere oprigtig og nidkjær han selv er, desto mere ville Folkets Hjerters Tanker aabenbare sig for ham. – Ønsker Nogen at skaffe sig Kundskab om, hvordan Fattigvæsenet har udviklet sig paa et Sted, hvordan Forholdet er mellem Fattige og Rige, saa maa han forud have Skjøn paa de vrange Begreber og Forviklinger, som i dette Forhold let kunne opstaa, og være besjelet af Lyst til at se alle Misligheder rettede, og han vil møde Fortrolighed i samme Grad, som han ved sin Tale allerede viser sig at være fortrolig med Alt. – Der er, for endnu at anføre et Exempel, en Mislighed, som i mange, ja i de fleste Egne i vort Land klæber ved den lavere Almues huslige Liv, nemlig en høi Grad af Urenlighed, som navnlig ogsaa af den Grund er saa fordærvelig for det moralske Liv, at den maaske mere end noget Andet vedligeholder en bred Kløft mellem de høiere og lavere Klasser, da den bedre vante Mand høist nødig dvæler i det smudsige Hus mellem de urenlige Beboere. Naar nu en Almueven ret til Gavns vilde gjøre sig bekjendt med denne Sag, undersøge, hvorvidt denne Mislighed maatte tilskrives Hindringer, som Naturforholdene lægge i Veien for et pynteligere Husliv, eller Folkets Uvorrenhed, overveie, hvad der kunde bringes i Forslag for at opnaa Forbedringer o. s. v., saa maatte han netop i de urenlige Hytter indlede Samtaler om Tingen, og dette vilde han kun være istand til, naar han selv var meddelsom og fortalte om pynteligere Sæder i andre Egne eller gjorde opmærksom paa de skadelige Følger, som Urenligheden har for det physiske og moralske Velbefindende, kort, naar han viste sig nidkjær med Hensyn til den i Sandhed vigtige Sag. – Man kan i Almindelighed sige, at den, som vil undersøge Folkelivet i en eller anden Retning, vil faa høre Andres Meddelelser i samme Forhold, som han selv har Lyst og Evne til at meddele Andre sine Erfaringer og Bemærkninger, og naar nu her helt igjennem tænkes paa Undersøgelser af de lavere Klassers Forholde, saa vil det at udsende en Mand med et saadant Erinde være det samme som at lade en dannet og retsindig Mand reise om og samtale med den lavest staaende Del af Folket, til hvem det skrevne Ord saa sparsomt trænger frem. Over et godt Ord ligger der rige Forjættelser, og om den reisende Forsker ved Siden af sit egentlige Arbeide mellem de Vankundige og Fordomsfulde tillige kunde nedlægge Spiren til luttrede Begreber, om han mellem Fattige og Nødlidende kunde efterlade Mindet om levende Deltagelse, om han ved private Samtaler eller, hvor det uden at vække Opsigt og Ulempe kunne skee, i større Forsamlinger benyttede Leiligheden til at tale det belærende og trøstende Ord, som det maatte gives ham at tale, saa vilde det være godt og vel og burde aldrig betragtes som en virkelig Missionærs Indgriben i de paa ethvert Sted ansatte Læreres og Præsters Embede[4].
Jeg har hidtil talt om en paa Reiser omkring i By og Bygd pleiet Undersøgelse af de lavere Samfundsforholde. Men det er ligetil, at dette Reiseliv ikke kunne fortsættes uafbrudt. Jeg tænker her ikke saa meget paa, at Uveir og Uføre i en stor Del af Aaret vilde gjøre det besværligt at færdes paa Reiser i vort Land, men mere paa, at den, der havde et saadant Kald, for at vedligeholde den til Udførelsen af hans Hverv fornødne Aandslivlighed og Dannelse, for at samle til Enhed de spredte Iagttagelser og forberede sig til nye Undersøgelser, nødvendig i lange Mellemstunder maatte ty til Hjemmets Ro. Om han i omtrent den halve Del af Aaret kunde holde ud at drage omkring og gjæste fremmede Egne, saa vilde han faa fuld Brug for sin Tid, om han i den anden halve Del af Aaret tog fast Ophold i en af de større Byer, f. Ex. i Christiania. Her vilde han for det Første kunne fortsætte den samme Virksomhed som paa Reiserne, dels ved jevnlige Besøg i Strafanstalter og Fattigstuer, dels ved fortrolig Omgang med Folk af den lavere Klasse, som han enten kunde besøge omkring i Husene eller kanske i visse Timer samle om sig til at høre belærende og underholdende Foredrag; for det Andet, og det maatte være ham en Hovedsag, kunde han faa benytte den stærkt voxende baade udenlandske og indenlandske Literatur om de Forholde, som henhørte til hans Fag[5].
Hvad jeg her har søgt at anbefale, er ikke noget ganske Nyt. Efterhvert som Samfundsforholdene have udviklet og forviklet sig, har man i flere Lande ansat Mænd, som, frie for ordinære Embedsforretninger, have havt det Hverv at studere Forholdene og bidrage til at udbrede almindelig Oplysning derom. I Frankrige f. Ex. lønner Staten videnskabeligt dannede Mænd, som dels ved Reiser omkring i Landet, dels ved Benyttelsen af vedkommende Literatur skulle, gjøre sig bekjendte med Fattigforholdene og i aarlige Rapporter meddele sine Iagttagelser. Her i Landet har man seet en Mand i længere Tid beskjæftiget med at studere Lappefolkets Forholde og Sprog; en anden Mand bereiser Landet for at iagttage, hvorvidt Bestræbelserne mod Brændevinsondet have trængt frem, og ved Tale og Skrift at fremme Reformen.
Efter disse Forklaringer kan jeg da angive den nu foreslaaede Foranstaltning saaledes, at Staten ansætter om end til en Begyndelse kun en enkelt Mand, som skal have den Opgave ved jevnlig Omgang med Folket dels paa Reiser, dels i Hjemmet, samt ved Benyttelse af den didhørende Literatur at skaffe sig Indsigt i de lavere Samfundsklassers Livsforholde. og som skal være forpligtet til aarlig til vedkommende Autoritet, vel Kirkedepartementet at afgive Indberetning om sin Virksomhed, Alt efter en af samme Autoritet udfærdiget Instrux[6].
Men hvad Sammenhæng er der nu mellem alt dette og den Sag, som denne Bog skulde handle om, det saakaldte Fantevæsen og Midlerne til dets Indskrænkning? Nu, jeg skal slutte med en kort Forklaring herom.
Dersom en Mand havde det Hverv at gjøre sig fortrolig med de Forholde i det lavere Folkeliv, som for Mange blive en fordærvelig Aarsag til physisk og moralsk Fornedrelse, saa behøvede jeg ikke at anbefale ham med særlig Omhu at lægge Mærke til de mange Betlere og Landstrygere og Fanter af alle Slags, som streife om paa vore Landeveie; de vilde selv som levende Billeder paa al den Elendighed, al den Synd og Nød, som kan sammenhobe sig i et Menneskes Liv, paatrænge sig hans Opmærksomhed. Naar han vilde skaffe sig Forestilling om de Fristelser og Forførelser, de Uskikke og Laster, de Systemer af falske Meninger og Grundsætninger, som i de laveste Kredse af Samfundet jevnlig bidrage til saa mange Individets og hele Familiers Demoralisering og Ruin, saa vilde han ikke kunne gjøre dette bedre end netop ved at betragte Fanternes Liv, ved at gjøre sig bekjendt med deres Historie. Men saaledes vilde han tillige kunne bidrage til, at den almindelige Opmærksomhed, som nu er bleven vakt for disse Menneskers ulykkelige Forholde, vilde vedligeholde sig og forhindre dem fra atter med sine Mørkhedens Gjerninger at skjule sig i hemmelighedsfuld Dunkelhed, og dette skal netop være Lægedommen imod Fantevæsenets Onde, mod hvilket ellers baade Love og direkte Foranstaltninger sikkert ville vise sig utilstrækkelige. – Det er ialfald i Overbevisningen herom, at jeg nu har gjort mig Flid for saa fuldstændigt som muligt at fortælle Fanternes ulykkelige Historie, skildre deres Sæder og Forholde. Det var mit Haab, at Præster og Justitsbetjente, som saa ofte have vanskelige Forhandlinger med dem, at Almuesfolk, som idelig maa huse og føde dem, af mine Beretninger skulde faa Vink til at møde deres List og Løgn med større Forsigtighed og endnu mere Opfordring til med Taalmodighed og Mildhed at antage sig deres moralske Svaghed og physiske Nød; ja, det var mit Haab, at nogle af Fanterne selv, af hvem jeg ikke mindst ønsker min Bog læst, ved mine Skildringer skulde ræddes for de Laster, de saa længe have tjent, og opgive det fordærvelige Kasteliv, som nu ogsaa ved den følgende Forklaring om det elendige Fantemaal skal tabe noget af Hemmelighedens Interesse.
- ↑ Det Ængstende i den Tilvæxt af Fattigfolket, som hine Tal udvise, bliver heller forhøiet, naar man af Folketællingslisterne ser, at ogsaa de Samfundsklasser, som i det Hele taget leve i smaa Kaar og vel afgive de fleste Trængende, de talrige Klasser af jordløse Husmænd, Værksarbeidere og Daglønnere o. s. v., til samme Tid have tiltaget betydeligt, i et større Forhold end den øvrige Befolkning.
- ↑ Denne Meddelelse skylder jeg Hr. Fuldmægtig Aschehaug, som ved sit Overslag har benyttet officielle Opgaver over Beløbet af Fattigudgifterne i de fleste af Landets Byer og de i N. Bergs „Beretning om Arrestvæsenet o. s. v. i Smaalenenes Amt, Christiania 1842,“ indeholdte Meddelelser om Fattigudgifterne i det enkelte Amt.
- ↑ Jeg er vidende om,at der allerede fra en anden Haand til vedkommende Departement er indgivet Forestilling om Vigtigheden af saaledes aarlig at indsamle Materialier til en Fattigstatistik for vort Land. Jeg behøver derfor ikke nærmere at udvikle, hvorledes dette Foretagendet det Enkelte kunne være at ordne, og anfører kun til Undskyldning for, at jeg alligevel her har omhandlet denne Sag, at det saaledes laa i Planen for dette Værk at gjøre opmærksom ikke blot paa de økonomiske, men ogsaa de moralske Interesser, som jeg troede den foreslaaede Foranstaltning maatte tjene til at fremme.
- ↑ Jeg tør fra min egen Erfaring anføre et Exempel paa, hvorledes den, der imellem Almuen vil søge Oplysning om en eller anden Sag, nødvendig først maa søge at sætte sig i et livligt Vexelforhold med dem, han træffer, og derved tillige kan have grundet Haab om at gavne en god Sag. I nogle faa Uger bereiste jeg en stor Del af Landet, ikke for at virke til Forandring i, men for at skaffe mig Kundskab om de saakaldte Fanters Sæder og Forholde, om deres mange Forseelser mod den bosatte Befolkning og om Almuens ofte meget urimelige Forhold imod dem. Nu kunde jeg ikke vente at træffe mange af Fanterne selv, men maatte samtale om Sagen med de bosatte Folk langs min Vei. Ofte saa jeg da Folk studse ved mine Spørgsmaal om dette obskure Anliggende; men naar jeg saa fortalte nogle Træk af Fanternes utilbørlige og elendige Liv eller nogle Exempler paa Andres tankeløse Ligegyldighed eller hjerteløse Haardhed imod dem, havde jeg mangen Gang den Tilfredsstillelse, at de samme Folk yttrede Interesse for Sagen og Villighed til at medvirke til dens Fremme; ja, jeg tør endogsaa haabe, at denne min Virksomhed ikke har været uden Indflydelse paa de forvildede Fanter selv; thi jeg talte om dem med saa mangfoldige Mennesker af alle Klasser, at ganske vist Fanterne, naar de siden kom paa de samme Veie, hvor jeg havde faret, maatte faa høre, at en fremmed Mand havde været der for at forhøre sig om dem, og havde yttret Harme over deres Skamløshed, Medlidenhed med deres Ulykke; jeg tør haabe, at dette skal have gjort om end kun et flygtigt Indtryk selv paa den meget Tankeløse eller Forstokkede.
- ↑ Det her omhandlede Foretagendes Formaal kan betegnes som et fortsat Studium af Folkelivets, navnlig det lavere Folkelivs Historie. De Hjælpevidenskaber, som hertil vilde udkræves, vilde være, foruden den udenlandske Literatur om Fattigvæsenet og dermed beslægtede Forholde, fornemmelig den indenlandske Kirkes og Skoles Historie, Folkeliteraturens Historie, Lovhistorie, kirkelig og politisk Statistik o. s. v.
- ↑ Der skal vistnok et ikke ringe Mod til at overtage et Hverv som dette, der ikke blot kræver Anstrængelse og Udholdenhed, men, som det let vil skjønnes, er af den Beskaffenhed, at det er saa usikkert, om den, der opoffret sig for det, for Andre vil kunne paavise, ja om han selv vil kunne glæde sig ved synlige Resultater af sin Flid. Men det forekommer mig, at Tanken om de vigtige Interesser, som der her handles om, alligevel maatte opmuntre til baade at forsøge og holde ud. Og naar det fremdeles erindres, at den foreslaaede Foranstaltning skulde have til endeligt Formaal at forbedre de lavere Klassers Forholde, saa forekommer det mig, at blot Erindringen om de store og voxende Fattigbyrder, som Landet nu maa bære, maa fortrænge enhver Betænkelighed mod den af økonomiske Hensyn. Lønningsudgifterne vilde vel blive de største. Med Hensyn til de fornødne Reiseudgifter kan jeg oplyse, at jeg paa en for lignende Undersøgelser foretagen Reise i 5 Uger fra Christiania til Namdalseidet og tilbage brugte ikke fuldt 100 Spd.; naar nu den her foreslaaede Udsending, som han i Regelen maatte, indskrænkede sin Reise til et mindre Rum, saa skulde Udgifterne ikke voxe saa særdeles meget, om han end udvidede den til en meget længere Tid.