Beretning om Fante- eller Landstrygerfolket i Norge/17

Eilert Sundt

Beretning om Fante- eller Landstrygerfolket i Norge

J. Chr. Abelsted, 1852 (s. 327-347).

Kapitel 17.

Antydninger til offentlige Foranstaltninger med Hensyn til Fanterne. Korrektionshuse. Extraordinær Fattigforsørgelse.

Virkningen af en saadan Kjærlighedgjerning, som Slutningen af forrige Kapitel antydede, vil jeg gjerne vurdere meget høit; men om end nogle Kommuner saaledes antoge sig og forsørgede nogle ellers hjemløse og hjælpeløse Fanter, saa vilde der vistnok altid blive flere igjen, som enten ingen Hjælp af det Slags vilde modtage, eller som Kjærligheden ikke engang vovede at gjøre noget saadant Forsøg med og derfor ingen Hjælp kunde yde Tilsidst maa man da nødvendig paakalde det Offentliges Hjælp mod Fantevæsenets Onde.

Men det er neppe saa meget ved nye Love, at Staten kan udrette noget her; thi Fanterne kunne betragtes som Mennesker, der med Flid søge at unddrage sig al Lydighed mod Lov og Ret, eller som, trods de mange Loves og Statsindretningers samlede Bestræbelser for at hæve Folket, ja ethvert Individ i Landet, til Velvære og Dyd, alligevel synke tilbage til en Raahed og Sløvhed, hvor de hverken have Sands længer for Lovenes Opmuntringer eller frygte sig for deres Straffedomme. Det er Handling, praktiske Foranstaltninger, der udkræves, og disse maa ikke altfor specielt være rettede mod en vis sluttet Kaste, som Fanterne kunne siges at tilhøre (thi det bliver ikke muligt at trække tydelige Grændser for denne Kaste eller opstille bestemte Kjendemærker paa dens Medlemmer), men mod alle Yttringer af hin uværdige Raahed og ulykkelige Sløvhed, hvor de saa komme tilsyne, mod den bedrøvelige Tilstand selv, hvori saa mange Mennesker henleve et elendigt Liv, mod den lavere Sphære i eller rettere nedenfor det lovordnede Samfund, den fornedrede Kreds, hvori hin Tendents til et formeligt Kastevæsen kun udgjør et enkelt, fremragende Træk.

De foregaaende Kapitler indeholde formentlig overflødigt Bevis for, at Fantevæsenets Onde har sin Rod i to Ting, nemlig ikke blot i de enkelte Fanters og Fantefølgers sælsomme Tilbøieligheder og onde Vaner, men ogsaa i de mange Yttringer af uforstandig Mildhed og uvillig Ligegyldighed, af overtroisk Tillid og overdreven Afsky, der af en stor Del af den øvrige Befolkning udvises imod dem og snarere bidrage til at fjerne dem end mere fra det ordentlige Liv end at vinde dem for samme. Foranstaltningerne imod dette Onde kunne derfor være af et dobbelt Slags, idet de enten mere umiddelbart ere henvendte paa de omstreifende Folk selv, eller de nærmest gaa ud paa hos Almenheden at fremkalde en mere forstandig og deltagende Opmærksomhed for dem og derigjennem bidrage til deres Redning fra Fantelivets Elendighed. Nærværende Kapitel skal antyde Foranstaltninger til at virke umiddelbart paa Fanterne selv.

Fanterne forse sig jo idelig mod de herskende Love og kunne derfor straffes med forskjellige Straffe; men at tænke paa at bringe dem til Skik og Orden ved stræng og uafladelig Haandhævelse af disse Straffelove gaar ikke an, fordi den almindelige Opinion stempler dem snarere som Fjanter og Daarer, som det vilde være urimeligt at stille for Domstolene. Fanterne vise os jo jevnlig et sørgeligt Syn af legemlig og aandelig Nød; Forældrene have ikke noget blivende Sted, og Børnene opvoxe i Vankundighed og Usædelighed; de synes derfor at burde være Gjenstand for Fattigbestyrelsernes Forsorg. Men der kan i Regelen ikke engang være Tale om at hjælpe dem til Almisselemmers eller Lægdsfolks magelige Liv; thi de flygte for Hjælpen. – Men det er netop Forestillingen om saadane Mellemting mellem Forbrydere og Trængende, der ligger til Grund for de i den nye Fattiglov omhandlede Tvangsarbeidshuse, disse Mellemting mellem Strafanstalter og Forsørgelsesindretninger. I saadanne Huse skulde jeg ønske ret mange af de i denne Bog omhandlede Fanter Plads.

En væsentlig Fordel ved Tvangsarbeidshuse er den, at da Opholdet i dem ikke ansees for nogen vanærende Straf, saa gaar det an at overlade det til dertil betroede Embedsmænds Skjøn uden videre Lov og Dom og alle dertil hørende Formaliteter at foranledige Folk indsatte deri, der ved Fantesæder, som jeg nu i Korthed tør udtrykke mig, vise sig trængende til Tugt og Pleie. En saadan Behandling maatte udøve en virksom Indflydelse over Fanternes Liv, da deres Uvæsen hidtil mest kun har kunnet trives af den Aarsag, at deres Behandling ved de ordinære Domstole mere har medført Møie og Plage for Andre end Straf for dem selv (se S. 292). En anden Fordel er ogsaa den, at i et Arbeidshus har man Anledning til at behandle Fanten i længere Tid medens de for hans sædvanlige Forseelser, Betleri og Løsgjængeri, satte Straffe, nemlig nogle Dages Fængsel, ikke engang tilstede noget ordentligt Forsøg paa at tæmme hans stride Sind og overvinde hans lange Fantelivs onde Vaner.

Men saa maatte ogsaa Arbeidshuset være indrettet saaledes, at man ret kunde benytte den ogsaa for Fanten kostbare Tid, hvori saa Meget, han før forsømte, skulde indhentes. Ligesom i et Hospital for Spedalske og Sindssvage Alt sigter til at fremme Lemmernes Vel, saaledes maatte ogsaa Arbeidshusets Maal være ikke blot at befri Samfundet en Stund for Fanternes Plage, men meget mere at sende dem ud igjen som forbedrede Mennesker. Vel ved jeg, at Fanterne ere en lidet medgjørlig Slægt; men naar Arbeidshuset var godt udstyret med de fornødne Kræfter, naar Forstanderen overholdt streng Hustugt mellem Arbeidslemmerne og med stadigt, gjerne haardt og legemsanstrængende Arbeide spægede deres syndige Kjød, til samme Tid som han gjorde sig Flid for at skjænke dem Renligheds og en pyntelig Ordens uvante Hygge, naar en geistlig dannet Lærer eller Præst, der havde gjort Undersøgelsen af saadanne Menneskers Liv til sit specielle Studium (og uden dette Element vilde en Redningsanstalt for Fantefolk sandsynligvis forvandles til en Røverkule, ligesom Sindssvagehospitalet uden Lægens Virksomhed vilde synke ned til et Dolhus’s Usselhed), naar en saadan Lærer kunde hellige sin hele Tid og Kraft paa at lede de forvildede Menneskers Tanker, at fremkalde for deres Sjel et Billede af den Synd og Nød, hvori de have levet, af den Lykke og Dyd, hvortil de skabtes, da var det dog at haabe, at adskillige af Lemmerne vilde gaa ud igjen i Verden med en eller anden nyttig Færdighed, en eller anden god Vane, at En og Anden vilde bære med sig ud i Frihedens Farer, i Livets Fristelser, om kun et enkelt Sprog af Guds Lov og Evangelium, at selv den trodsigste, frækkeste Fant vilde lære Respekt for den kraftige Villie, som havde tvunget hans Ubændighed, fatte Agtelse for den Fornuft og Kjærlighed, som havde søgt at vinde ham for det Gode.

Nu taler ogsaa Fattigloven af 20de Septbr. 1845^[1] om saadanne Arbeidshuse. Enkelte Kommuner, hedder det, eller flere i Fællesskab kunne, om de ville, oprette Tvangsarbeidshuse for Voxne og Redningsanstalter for Børn; disse Indretninger blive da at opføre og bestyre efter en af høiere Vedkommende billiget Plan (§§ 44–47). Om Anvendelsen af Arbeidshusene hedder det i § 50, at Betlere kunne af Domstolene inddømmes i dem indtil paa 1 Aar, ja Betlere, som fare om i Flok og Følge, indtil paa 2 Aar, medens de samme Forseelser i Mangel af Arbeidshuse afsones med Fængsel paa Vand og Brød fra 3 til 30 Dage, fremdeles i § 51, at Politiet med Bestyrelsens Samtykke kan indsætte i Arbeidshuset indtil paa 6 Maaneder Personer, der ere forfaldne til Ørkesløshed eller Drukkenskab og (derfor) ikke kunne lovlig ernære sig, hvorimod de, hvis Adgang til at benytte Arbeidshuse ikke haves, efter Tiltale ved Politiret blive at straffe med en kortere Tids Fængsel.

Den sidst anførte Paragraph giver Politiet den forønskede Myndighed over Fanterne; men Bestemmelserne om Tvangshusenes Opførelse og Indretning lade ikke Myndigheden blive til Magt. Det er nemlig aldeles en Kommunesag, om og hvorledes Tvangshusene skulle indrettes. For det Første er det derfor kun faa Kommunen som have benyttet sig af den i Loven givne Tilladelse, og det er ikke at haabe, at det i Fremtiden skal ske med fornøden Fuldstændighed, saasom Sagen i Regelen vil falde en enkelt Kommune for kostbar, og Regnskabsvæsenet vel vilde blive afskrækkende besværligt, om flere Kommuner skulle forene sig om dette Stykke Arbeide. For det Andet er det jo rimeligt, at de af Kommunerne opførte Arbeidshuse ville vorde indrettede for Kommunernes eget Tarv, d. e., for at modtage og føde og tugte de hæmmeliggende Dovninger og Drukkenbolte, og om Kommunerne end vilde samtykke i, at Politiet fra andre Bygder indsendte ogsaa sine, saa vilde vel saadanne Bygdeindretninger allermindst være tilbørligt udstyrede for med ret Eftertryk at behandle saadanne Lemmer, som allermest tiltrængte baade physisk Tvang og moralsk Pleie, de balstyrige, forvildede Fanter muligt snarere var det at befrygte, at disse i stige Huse vilde faa altfor god Anledning til at stifte Bekjendtskaber og lære de øvrige Lemmer op i Fulhed og alskens Udyder.

Derfor vilde det være vel, om Staten kunde tage lig al denne Sag. Jeg skal dog ikke foreslaa, at Staten selv overtager Opførelsen og Bestyrelsen af saadanne store og kraftigt udstyrede Tvangsanstalter, som Fanternes Uvæsen nok kunde gjøre ønskelige. Jeg tænker nemlig ikke alene paa, hvorledes Statskassen vanskelig vilde kunne afse de dertil fornødne Summer paa en Tid, da mange andre og langt større Interesser lægge fuldt Beslag paa dens Midler; jeg tænker ogsaa paa de Forviklinger, som maatte opstaa, om man satte nye offentlige Indretninger af dette Slags til at virke ved Siden af dem, som allerede flere Kommuner have bekostet sig. Men Staten kunde paa en anden Maade sørge for, at der f. Ex. i hvert Stift var en Tvangsarbeidsanstalt, til hvilken Politiet fra de forskjellige Bygder efter den nys citerede § 51 af Fattigloven kunde indsende alskens Fantefolk, og som kunde være skikket til at behandle dem paa en hensigtsmæssig Maade. Dette kunne ske derved, at Kommuner, som allerede havde eller vilde bekoste sig saadanne Indretninger, af Statskassen erholdt ei passende Tilskud for at indrette dem for det her antydede Øiemed; navnlig kunde Staten – og det vilde sandelig være i det hele Samfunds Interesse – udrede Lønninger til Geistlige, som maatte offre sin hele Tid til Undervisning og Sjelesorg for de i disse Indretninger indsatte Ulykkelige.

Den Sum, som Statskassen hertil maatte yde, turde være overkommelig. Men for de økonomiske Beregningers Skyld skal jeg endnu, næst efter at minde om, at Fanterne i Grunden vel ere kostbarere at føde nu, da de stryge Landet om og betle og stjæle, end om de sad samlede paa et Sted, hvor man dog kunde aftvinge dem noget Arbeide til Vederlag for deres Tæring, – gjøre opmærksom paa, hvorledes saadanne af Staten udstyrede Tvangsindretninger kunde saa en flersidig og gavnlig Anvendelse. Der gives nemlig flere Klasser af Personer, som der maa anvendes Tvang over, uden at de just bør dømmes til Strafarbeide. Der er først adskillige Mennesker, som aarligaars maa tvinges til at lade sig undervise i sin Christendom og forberedes til Konfirmation, men som hidtil, meget uheldigt, have faaet sit Sted paa Tugthusene, hvor det ikke ganske kan undgaaes, at det ser ud, som om de behandledes ligt med Misdædere. Et Tvangsarbeidshus og endnu bedre en egen Afdeling i samme vilde være et heldigere Sted for dem. Der er for det andet den langt talrigere Klasse af Kronarbeidere, som ogsaa staa saaledes midt imellem Forbrydere og skikkelige Folk, men som dog ikke sættes paa Tugthusene, men paa andre Maader og med mange Ulemper holdes under Tvang. Disse Kronarbeideres Forholde synes at paakræve en snarlig Reform, og det skal maaske befindes at være ikke saa aldeles fremmed for den foreliggende Gjenstand, naar jeg noget udførligere gjør opmærksom herpaa og søger at vise, at ogsaa her de foreslaaede Arbeidshuse kunde afhjælpe et virkeligt Savn. Kronarbeidere ere Mænd, som, fordi de ikke kunne eller ville betale Opfostringsbidrag til sine oftest uægte fødte Børn, paa Forlangende af Moderen eller af den Fattigkommission, som har maattet forsørge Børnene, skulle tvinges til at oparbeide, hvad de skylde. Uden Domstolenes Kjendelse, blot ved Amtmandens Resolution, kunne de tvinges til at udføre det Arbeide, som kan skaffes dem, enten hjemme i Bygderne, forsaavidt Anledning dertil maatte gives, eller paa Fæstningerne og andre Steder, hvor Regjeringen har offentlige Arbeider at udføre, Veiarbeider og deslige; Daglønnen for dette saakaldte Kronarbeide bestemmes efter gjældende Priser og Arbeidernes Duelighed, og af den anvendes $\scriptstyle {\frac {2}{3}}$ til deres Underholdning, medens $\scriptstyle {\frac {1}{3}}$ Del afholdes til Betaling af eller Afdrag paa deres Gjæld (se Lov 1 Aug. 1821, kgl. Resol. 21 Jan. 1822 og 25 Febr. 1829). I Virkeligheden udføres dette ifølge de nævnte Resolutioner nu for Tiden i Akershus Stift saaledes, at Kronarbeiderne sendes ind til Fæstningerne, hvor Ingenieurdetachementet kan benytte dem som Dagarbeidere, hvis det har Brug for dem, og ialfald skal sørge for, at de ikke rømme bort, og beregne dem en Lønning af 21 Skilling daglig, med de 14 Skilling deraf sørge for deres Underholdning og med de 7 afbetale paa deres Opfostringsgjæld. Men med dette Tvangsmiddel følger der adskillige Ulemper. For Ingenieur-Detachementet, som, efter vedkommende Regnskabsbetjents Udsagn, i de færreste Aar har Anledning til at skaffe disse Mennesker tilbørlig Sysselsættelse, og som vistnok til enhver Tid bedre og billigere kunde faa sit Arbeide udført ved leiede Arbeidere, er det en sand Plage at modtage disse tvungne Arbeidere; men endnu vigtigere er dette, at Detachementet er fritaget for at modtage dem uden i Sommertiden fra første Mai til sidste September, saasom der om Vinteren paa Fæstningen er Lidet eller Intet for Dagarbeidere at gjøre. Men Sommeren er den bedste Arbeidstid for saadanne Dagarbeidere, som disse Mennesker i Regelen ere, og den er kun slet anvendt for dem, naar de den hele Tid kun kunne oparbeide henimod 7 Daler, en Sum, der desuden ofte er utilstrækkelig til at dække deres aarlige fornyede Gjæld, saa de fleste af dem ogsaa have voxende Restancer fra Aar til Aar. Derfor bruger ogsaa Kronarbeiderne de tusinde Kunster for at undgaa Lensmandsdrengene, der om Foraaret sendes ud for at fange dem, og mange Anekdoter vidne om, at Almuen, som ogsaa finder, at de kunde anvende sin Tid bedre ved frit Arbeide, og ialfald ikke synes, at nogle Dalers Gjæld til en Fattigkasse er Sag nok til at berøve en Mand hans Frihed, sympathiserer med Rømlingerne og begunstiger deres Flugt. Saaledes kan det gaa til, at Sommeren gaar hen med unyttig Jagt efter en Kronarbeider, og har man omsider faaet fanget ham og transporteret ham ind til Fæstningen, saa er det kanske Dagen før Arbeidssaisonens Ophør; Personen opføres paa Listen med en Dags Lønning, hvoraf 7 Skilling tilstilles den ventende Fattigkommission, og derefter løslades han og kan nu Vinteren igjennem spekulere paa, hvorledes han næste Vaar skal bære sig ad under den Jagt, som da skal fornyes. Sammenligner man nu den Nytte, Kronarbeiderne gjøre, med den Bekostning og det Bryderi, de volde baade før og under deres Arbeidstid, saa vil man vel finde, at det er saa langt fra, at de, som det dog skal hedde, virkelig oparbeide, hvad de skylde, at den hele Indretning snarere maa betragtes som et temmeligt kostbart Straffemiddel for det vistnok ogsaa høist strafværdige Forhold letsindig at sætte Børn ind i Verden uden at tænke paa deres Opfostring. Det er paa den ene Side et meget strængt Straffemiddel, da nogle Kronarbeidere ved Restancer fra flere Aar have saa stor Gjæld paa sig, at de, om end med den bedste Villie, ikke mere haabe at kunne faa den afbetalt og deres hele Liv igjennem kanske maa friste den Skjæbne for samme Sags Skyld at miste Sommermaanedernes Frihed; men paa den anden Side er det dog ikke afskrækkende nok, da disse Fugle gjerne haabe at lure sig fri den Tid af Aaret, da Jagten efter dem varer, og kun betragte det som et Uheld, ikke som Retfærdighedens Gjengjældelse, naar de alligevel blive sakkede. – Naar man nu kunde sætte ogsaa disse Kronarbeidere ind i et ved offentlige Midler udstyret, hensigtsmæssigt Tvangsarbeidshus, saa ville Omkostningerne med dem heller blive mindre end større, og man havde fremfor Alt den Fordel, at de kunne indtages til enhver Tid af Aaret; baade Respekten for den større, alvorligere Tvang, som her kunde udøves over dem, og det mindre Haab om ved Flugt og Kneb at unddrage sig Tvangen vilde da sikkerlig gjøre mange af disse Skyldnere til ordentlige Betalere, hvorved et stort Gode baade for dem og for Samfundet vilde være vundet^[2].

Med Hensyn til den aarlige Udtælling af Statskassen, som de her foreslaaede Arbeidshuses Drift vilde kræve, bemærkes fremdeles, at omendskjønt Fattigloven i Almindelighed omhandler dem som Kommunal-Indretninger, der ere Statskassen uvedkommende, har Justitsdepartementet allerede tilstaaet de Kommuner, som have bekostet sig saadanne, et vist Bidrag af Statskassen til Lettelse i Omkostninger for de Lemmer, som ved Politiets Foranstaltning ifølge ovenanførte Bestemmelse i Fattigloven der blive indsatte. Departementet er vistnok gaaet ud fra den Betragtning, at ved en saadan Forføining pleies ikke blot den enkelte Kommunes, men hele Samfundets Tarv, hvilket derved forskaanes for større Ulemper og Udgifter, som de samme Personer rimeligvis vilde foraarsage, om de gik løse.

Med saadanne kraftige Tvangsindretninger vilde Fanters og Løsgjængeres Forholde her blive ordnede omtrent paa samme Maade, skjønt endda ingenlunde saa strængt, som i Sverige. Her har der i lange Tider bestaaet en Lov om de saakaldte Forsvarsløse (försvarslösa), en Lov, der senest blev fornyet ved kgl. Forordning af 29de Mai 1846^[3]. Her skjelnes imidlertid omstændeligere mellem „Forsvarsløse i Almindelighed“ og dem, „der kunne dømmes til offentligt Arbeide.“ Som Forsvarsløs i Almindelighed ansees den, der ikke kan godtgjøre, at han enten forsørges af Andre eller ernærer sig selv paa lovlig Maade. En saadan Person skal, saa længe han ikke har skaffet sig en fast og lovlig Stilling (laga försvar), staa under Fattigbestyrelsens Formynderskab og maa ikke uden dennes skriftlige Tilladelse reise ud, ikke engang for at søge Arbeide; gjør han det alligevel, eller overskrider han Tilladelsen, skal han enten af Fattigvæsenets eller Politiets Betjente sendes hjem igjen. Til den anden Klasse af Forsvarsløse høre saadanne Personer, som tillige have været straffede som Forbrydere eller tidligere som Forsvarsløse været indsatte i Arbeidsanstalt, Korrektionshus; unddrage de sig dette samme Opsyn af Fattigbestyrelsen, eller gjøre de sig ikke Flid for inden given Frist at skaffe sig lovlig Næringsvei, saa skulle de inddømmes i Korrektionshuset; Dommen bestaar kun i en Kjendelse af Landshøvdingen, dog saaledes, at den Dømte har Ret til at appellere til Kongen, og den kan lyde indtil paa 4 Aars Tvangsarbeide, en Straffetid, som siden af Tvangsanstaltens Bestyrelse kan forkortes, hvis den Dømte opfører sig vel, eller forlænges med 6 og atter 6 Maaneder hvis han er uskikkelig; til Opmuntring tilstaaes der ogsaa flittige Arbeidere en Del af Arbeidsfortjenesten, saa de kunne opspare en liden Sum at begynde med, naar de forlade Anstalten. – Hvorvidt nu disse meget strænge Bestemmelser i alle Henseender virke heldigt, derom tør jeg jo ikke fælde nogen Dom^[4]; men det er en Kjendsgjerning, som jeg af mange svenske i norske Strafanstalter indsatte Forbryderes og løst omvankende Landstrygeres Yttringer og Færd er kommen til Erfaring om, at der staar stor Skræk af hine Korrektionshuses Tvang, og at mange svenske Landstrygere af alle Slags, som jeg allerede Side 263 bemærkede af den Grund gjerne: ty hid til Norge og i det Længste søge at holde sig her. Men her springer det i Øinene, hvor godt og vel det i alle Maader vilde være, ogsaa for Landstrygerne selv, om de ved rimelig Strenghed, ved kraftige Tvangsmidler, ogsaa paa denne Side af Grændsen formanedes eller truedes til Arbeidsomhed og Orden. I det Hele taget er det vigtigt, at saadanne Kosmopoliter, som Fanterne ere, i to Nabolande saa vidt muligt ere samme Kaar undergivne^[5].

Det vilde maaske ogsaa befindes tilraadeligt, om saadanne Arbeidsindretninger kom istand her, i Lighed men hine Bestemmelser i den svenske Lov at udstrække den Politiet allerede nu givne Myndighed saaledes, at Løsgjængere, mod Ret til at appellere til en høiere Autoritet, kunde sættes til Tvangsarbeide i noget længere Tid end, som nu, 6 Maaneder.

Men her skal antydes en end vigtigere Tillægsbestemmelse, som i sin Tid kunde føies til den Fundats, der skulde bestemme de her foreslaaede mere offentlige og omfattende Tvangsanstalters Virksomhed, og hvorved disse yderligere end hidtil forklaret maatte kunne bidrage til at hemme det bedrøvelige Fantevæsen. Det er jo for saa mangfoldige Forholde af den allerstørste Vigtighed, at ethvert Individ i Landet har sin bestemte Hjemstavn; egentlig burde Enhver strax paa Anfordring kunne fremlægge fuldstændig Forklaring om, hvor han hører hjemme. Og nu siger rigtignok Fattigloven (§ 6), at „enhver her i Landet sig opholdende indfødt Person har i Almindelighed Hjemstavnsret i et af Rigets Fattigvæsens-Distrikter,“ ligesom den ogsaa (§ 16) tilsiger de Fattigdistrikter, som maa yde fremmede Trængende midlertidig Understøttelse, Adgang til Erstatning fra Hjemstavnsdistrikterne. Men om end Forholdet i Almindelighed er saaledes, saa gives der dog Undtagelser. Det er især mellem Fanterne, man finder altfor mange, som enten ikke kunne eller ikke ville give Besked om, hvor de høre hjemme, og hvis Hjemstavn heller ikke af Andre kunne udfindes, og det ser ud som et Hul i Fattigloven, at den ikke har givet Bestemmelser for disse samme Undtagelser, en Mangel, som medfører overmaade store Ulemper (se S. 289 fg). Dette Hul synes allerlettest at kunne udfyldes ved at gjøre de foreslaaede Tvangsarheidshuse til ligesaa mange kunstige Fattigvæsensdistrikter, hvori Arbeidshusets Bestyrelse blev Fattigkommission og de dertil bestemte Pengemidler bleve Fattigkasse. Man kunde da dekretere, at naar en Person befandtes at være hjemstavnsløs eller at maatte ansees som saadan, skulde han indtil videre være hjemmehørende ved det omhandlede Arbeidshus idet Stift eller større Distrikt af Landet, i hvilket dette hans Forhold opdagedes, og i en Haandevending havde man da skaffet ogsaa den hjemløse saadan Hjemstavn, som Loven vil, at Alle skulle have. Hermed er det ikke Meningen, at alle forefundne hjemstavnsløse Personer uden videre skulde sendes ind i Arbeidshuset; dette vilde derimod blive et Institut med en Virkekreds, der strakte sig videre end til Lemmerne indenfor Anstaltens Mure; dets Bestyrelse vilde staa i samme Forhold til, have samme Ret over og samme Forpligtelse med de til den henviste Individer, som ellers en Fattighestyrelse i et almindeligt Fattigdistrikt har med Hensyn til de af dettes Sognebørn, der færdes paa fremmede Steder og der komme i Nød og maa hjælpes. Hvad Ret og Pligt har en almindelig Fattigbestyrelse med Hensyn til Saadanne? vel omtrent den samme som en Formynder med Hensyn til Myndllingen. Den maa efter Omstændighederne kunne lade dem den fornødne Hjælp tilflyde paa det fremmede Sted eller ogsaa hente dem til Forsørgelse der, men har i ethvert Tilfælde i muligste Maade at arbeide derhen, at de med Tiden kunne komme i en selvstændig Stilling og forsørge sig selv. Ganske paa samme Maade kunde da Arbeidsanstaltens Bestyrelse enten forsørge sine Myndlinger paa det Sted, hvor deres Hjemløshed opdages, eller ogsaa, dersom det skulde befindes utilraadeligt at lade dem være der, saasom de kanske monne vise Tilbøielighed til at sværme om paa Løsgjængervis, hente dem hjem, d. e. sætte dem ind i Arbeidsanstalten, hvilket Forsørgelsesmiddel dog kun i en vis fastsat Tid maatte anvendes, og i begge Tilfælde kunde den ved Opmuntring og Formaning ved Tvang og ved Understøttelse stræbe til, at de angjældende Personer ved stadigt og arbeidsom Liv erhvervede sig Hjemstavn i et almindeligt Hjemstavnsdistrikt og saaledes kunne løslades igjen af dette mere tvungne Forhold til Arbeidshuset og dets Bestyrelse. – De her foreslaaede Forholdsregler ere ikke noget aldeles Nyt; allerede nu er det Tilfældet, at Omsorgen og Omkostningerne for saadanne Personen som ere i det Tilfælde, at de maa hjælpes af det Offentlige, men som ikke befindes at høre hjemme i noget Fattigdisirikt, overtages af en Autoritet, derfor saa vidt danner et Slags extraordinær Fattigkommission for det hele Rige, nemlig Kirkedepartementet, som har det i sin Magt at anbringe saadanne Trængende i hvilketsomhelst Fattigdistrikt, for der at lade dem nyde behørig Understøttelse, medens Trangen varer; men det er vel klart, at saadan Fattigpleie vanskelig vil kunne udføres saa omhyggeligt af denne høiere og fjernere Autoritet som af Bestyrelserne for saadanne Indretninger som de her foreslaaede, hvilke jo ikke alene maatte have lettere for at vinde den for Behandlingen af disse Forholde saa vigtige Sagkundskab, ja Kjendskab til den hele Race af omstreifende Personen der oftest maa vente at blive Gjenstand for denne extraordinære Pleie, men som ogsaa i Arbeidshusets Tvangsmidler vilde have en god Støtte for sine Bestræbelser for at vænne dem til Stadighed og Flid. Man kunde ialtfald trygt overlade den praktiske Udførelse af disse Foranstaltninger til hine offentlige Arbeidshuses Bestyrelser, da de jo vilde.arbeide under Departementets Kontrol.

Det forstaar sig af sig selv, at Børn, som maatte følge med de til Arbeidshusenes Forsørgelse henviste Hjemløse, aldrig tilligemed de Voxne maatte indsættes i Arbeidshuset selv, men forsørges udenfor. Og her kunde man maaske mene, at ligesom jeg har anbefalet mere omfattende og kraftige Tvangsindretninger for voxne Løsgjængere, saa vilde jeg ligeledes stemme for Opførelsen af Redningsanstalter for Børnene. Men bortseet fra, at jeg nok i Regelen snarere ønsker moralsk fordærvede Børn anbragte hos brave Pleieforældre, hos hvem de vilde blive indlemmede i Familielivet først og derefter paa den allernaturligste Maade indførte i det større lovordnede Samfund, saa skal jeg her kun yttre den Formening, at Redningsanstalter for Botn af Fanteæt paa den ene Side neppe vilde frugte synderligt, naar Forældre og voxne Kjendinger endnu gik ude og kunde lokke dem til sig, og da de paa den anden Side ikke vilde være saa meget nødvendige, naar først de ældre Fanter ved alvorlig Tvang og virksom Hjælp vare bragte til Skik og Orden.

Den stærkeste Indvending mod det hele Arrangement at gjøre offentlige Tvangsanstalter til Instituter til hjemløse Personers midlertidige Forsørgelse vil maaske være den, at, saasom de fleste af disse Hjemløse vel vilde høre til Hesteskjæreres, Vævskebinderes og andre Fantefolks forvildede Kaste, vil det falde saa overmaade vanskeligt for vedkommende Bestyrelser at hjælpe dem ind i en selvstændig Stilling. Men vil det falde mindre vanskeligt for de almindelige Fattigkommissioner, som nu og da blive hængende ved saadanne Folk? Og her er der Anledning til at antyde et Forsøg til slige Fanters Fremhjælp, som ene Tilstedeværelsen af offentlige Tvangsanstalter kunde gjøre tilraadeligt. Jeg mener, at naar en Vævskebinder eller lignende Langfant først havde prøvet Tvangens Alvor og derhos kanske vist sig saa nogenlunde skikkelig (og hos mange af disse Mennesker er den forunderlige Reiselyst den egentlige Hovedfeil), saa kunde der nok være Grund til at anbefale ham til Amtmanden, som da efter Forordningen af 9de August 1754, § 19, kunde give ham Tilladelse til, rigtignok uden at have Kone og Børn med, at reise om paa sin Profession inden et vist Gebet. Skulde det ikke turde haabes, at naar han saaledes reiste om og forsynede de flittige Bønderkoner med nyttige Redskaber og derhos var sig bevidst at føre en lovlig Næringsvei og staa under Lovens Beskyttelse, istedetfor at han for maatte blive urolig, hvergang han mødte en Lensmand eller en Bygdevægter paa sin Vei, naar han tillige erfor, hvorledes han, snart kjendt af Folket i den mindre Kreds, istedetfor som for at blive seet paa som mistænkelig Fremmed overalt, blev behandlet med Tillid i samme Mon, som han gjorde sig værdig dertil, at han, siger jeg, da ikke alene engang imellem kunde glæde sig ved at bringe hjem til Kone og Børn en fortjent Skilling, men ogsaa lidt efter lidt vilde vænnes til at finde mere Behag i dette ordentlige Liv end i den forrige selvvalgte Omflakken eller paatvungne Fængselsstilhed og omsider ende med at opsøge sig en roligere Syssel, at slaa sig til Ro i et fast Hjem? Det forstaar sig, Haabet kunde blive skuffet; men Forsøget kunde dog voves, naar en Tvangsanstalt, hvorhen den Feilende til enhver Tid kunde skikkes tilbage, stillede sin imponerende Magt ved Siden af Frihedens Fristelser.

Efter hvad jeg nu har anført, tør jeg vel antage, at de foreslaaede Tvangsindretninger, som, opførte af enkelte Kommuner, men udstyrede med Bidrag af Statskassen, kom til at virke for en videre Kreds end de vedkommende Kommuner alene, ville ansees for hensigtsmæssige til dels ved Tvang, dels ved Understøttelse at bringe nogle af de mange Løsgjængere og Omstreifere til Orden. Men det er muligt, at det hele Anliggende endda ikke vil ansees for vigtigt nok til at kunne gjøre Krav paa den fornødne Bevilgning af Statskassen; ialfald er det rimeligt, at det foreslaaede Arrangement ikke saa ganske snart vil kunne komme istand. Det kan vel derfor være værd at omtale en Foranstaltning, som jeg gjerne vilde have betragtet som blot midlertidig, men som vist meget vilde bidrage til at indskrænke Omstreifernes Uvæsen, navnlig de Ulemper, som opstaa deraf, at de ofte ikke have nogen bekjendt Hjemstavn, hvorhen de i Tilfælde kunne blive at sende.

Det vil erindres, at Fattigloven gjør det til Pligt for enhver Fattigkommission at understøtte den Trængende i Distriktet, hvad enten han hører hjemme der eller ei, men at Loven i sidste Tilfælde giver Tilsagn om Adgang til Erstatning fra Hjemstavnsdistriktet. Nu hører man altsomtiest om Fattigkommissioner, som have havt store Udgifter med fremmede Trængende, men siden ikke have været istand til at faa Hjemstavnsdistriktet opspurgt. De maa fremdeles yde Understøttelsen, om Trangen vedvarer; men Lovens Tilsagn om Erstatning kan ikke vorde opfyldt. Fattigbestyrelserne have i saadanne Tilfælde den samme Forpligtelse paa sig, men nyde ikke den tilsvarende Rettighed. Dette er en ret slem Mislighed, og hvorledes skal man undgaa den? Antallet af de Hjemstavnsløse vilde vistnok ialfald betydelig formindskes, om man forandrede Fattiglovens Bestemmelser om Hjemstavn derhen, at Enhver skulde ansees at høre hjemme der, hvor han er født; men vægtige Grunde tale imod den Forandring kan kunde fremdeles mene, at naar det ikke var muligt at udfinde netop det Fattigdistrikt, hvor en Person havde sin Hjemstavn, saa maatte det dog i Regelen kunne afgjøres, i hvilket Amt han mest havde havt sit Tilhold, og det kunde da synes rimeligt, om Amtskommunen overtog Forsørgelsespligten for ham. Men denne Betragtning er neppe rigtig; man skal nemlig i Regelen finde, at naar det glipper i Bestræbelserne for at forfølge Sporene af en Persons Liv lige til hans Herkomst og Hjemsted, saa er Aarsagen dertil den, at der er saa stort Vildrede i hans hele Historie, at Intet mere er sikkert og fast. – Hvorledes – spørges der atter – skal man da undgaa hin Mislighed? Loven tier derom; men Praxis, der ofte er visere end Lovene, har allerede fundet en Udvei, den eneste vistnok, der er mulig. I det omhandlede Tilfælde gjør vedkommende Fattigbestyrelse sig først Flid for at faa nyde sin ved Loven tilsagte Ret; men hvor Retten ikke længere kan fastholdes, der bør Billighed træde istedet. Naar en Fattigbestyrelse forgjæves har søgt at faa opspurgt den Fremmedes Hjemstavn og altsaa forgjæves har søgt at faa Erstatning for det gjorte Udlæg, saa indgiver den til Regjeringen Andragende om Erstatning af Statskassen, og Regjeringen bevilger, hvad billigt er. Fattigloven taler jo ikke et Ord om Udtællinger af Statskassen til dette Brug; men dette Forhold havde jevnlig fundet Sted, før den nugjældende Fattiglov udkom, og dens Taushed derom maa betragtes som en Billigelse af det Billige.

Men denne Udvei har neppe været benyttet nok. Dette synes jeg at kunne slutte af de Oplysningen som meddeles i en udførlig Fremstilling af Kirkedepartementet, der ligger til Grund før kgl. Resolution af 16de Mai 1849. Fra Begyndelsen af 1846, da den nye Fattiglov traadte i Kraft og vistnok foranledigede en almindelig Bestræbelse for at ordne Fattigvæsenets Anliggender omkring i Distrikterne og navnlig for at faa Rede paa den før mange Personers Vedkommende uvisse Hjemstavn, undlod Kirkedepartementet i de følgende 3 Aar at gjøre Indstilling om af Statskassen at lade udbetale de Erstatningssummer, som forskjellige Kommuner andrage om for Udlæg til fremtræde og hjemstavnsløse Personen saasom Departementet først vilde erhverve sig nogen Tids Erfaring om, hvorledes disse Forholde monne gestalte sig efter den nye Lov, og derefter søge at faa en fast Forholdsregel vedtagen. De Summen hvorom der saaledes i de 3 Aar var andraget, og som ogsaa ifølge Regjeringens Indstilling ved den nævnte Resolution besluttedes udredede af den til tilfældige Udgifter paa Budgettet opførte Sum, udgjorde et Beløb af 3079 Spd., der vare medgaaede til Underholdning, Sygepleie og Begravelse af forskjellige dels fremmede, for største Delen svenske Personen dels Personen som vare hjemmehørende her i Riget, men hvis Hjemstavn ikke havde kunnet udfindes^[6]. Af denne Sum vare 1778 Spd. medgaaede til Udlændingerne og de øvrige 1301 Spd. til de hjemløse Indsødte. – Se, Beløbet af denne sidste Sum er det, som synes mig at vise, at hin Udvei til at komme ud af det med de hjemløse Personer eller med mange af de løst omstreifende Fantefolk ikke er benyttet nok. Den er nemlig upaatvivlelig meget mindre, end den burde været, da det kan ansees som vist, at der fremdeles gaar mange Fanter omkring, som kun ellers ialfald bedst ved Fattigvæsenets Pleie kunne bringes til Ro og Orden, men som Fattigbestyrelserne for det Meste saa nødig ville indlade sig med, fordi det ikke alene er meget brydsomt at faa vide, om de have nogen Hjemstavn eller ei, men tillige faa uvist, om vedkommende Kommuner skulle faa Erstatning for det gjorte Pengeudlæg^[7]. Derfor – og det er dette, jeg ved disse Bemærkninger om den af Statskassen ydede extraordinære Fattighjælp vilde motivere – burde en noget større Sum afsees til saadan Fattighjælp og desuden – for at Alle kunne vide det – særskilt opføres paa Budgettet. Dermed var det dog at haabe, at man kunde bidrage til, at de nu saa hyppige og i Sandhed anstødelige Processer om Forsørgelsespligten vilde blive færre; og at i Fattigbestyrelserne mere redebont vilde antage sig de elendige Fanter og Fantebørn, som nu synes at skulle gaa til Grunde. Jeg tør derfor trøstig anbefale en ret rundelig Bevilling til dette paa en Gang statskloge og veldædige Øiemed.

Jeg har ovenfor (S. 263) omtalt, hvorledes der i Sverige nylig er vedtaget særegne Bestemmelser for at ordne de reisende Gesellers eller Haandværkeres Vandringer og hindre det Betleri og andet Uvæsen, som mange af dem forfalde til, og man kunde mene, at lignende Bestemmelser kunde være fornødne her i Landet, hvor ogsaa det samme Uvæsen er altfor vel kjendt. Men hos os ere Forholdene vistnok noget anderledes end i Sverige og flere andre Lande, hvor det er en mere almindelig Skik for Haandværkssvende, for de arbeisomme og ordentlige saavelsom for dem, der ikke ere det, at „vandre“ eller reise for at uddanne sig i Professionen. For de faa brave Haandværkere, som saaledes drage fra Sted til Sted i vort Land, udkræves neppe nogen særskilt Anordning og de, som pleie at drive om med hint Uvæsen, have omtrent gjort Betleri til sin eneste Profession og kunne neppe behandles bedre end som andre Betlere og Landstrygere. Man erindre desuden, at de fleste af dem ere Svensker, og med Hensyn til dem og andre svenske Undersaatter, som hidtil, naar de ved Sygdom eller andre Omstændigheder kom i altfor stor Nød, og maatte hjælpes, have forvoldt Fattigbestyrelserne usædvanligt meget Bryderi, saasom det er saa vanskeligt at faa Refusionskravet paaagtet af Autoriteterne i et fremmed Land, hvor vor egen Fattiglovs Paragrapher ikke herske, kan der nu med det Første imødesees en Forandring til det bedre. Jeg har allerede fortalt, at kongelig Resolution af 16de Mai 1849 beordrede udbetalt af Statskassen et Beløb af 1778 Spd. til Dækkelse af extraordinære Fattigudgifter for Udlændinger. Da de fleste af disse vare svenske Undersaatter, blev det tillige efter Regjeringens ved samme Tid derom gjorte Indstilling^[8] naadigst besluttet, at der nærmere skulde forhandles imellem Broderrigerne om en mere letvindt og hensigtsmæssig Regel, hvorefter der i Fremtiden skulde søges Refusion for Fattigunderstøttelse for svenske Trængende i Norge og norske i Sverige, Forhandlinger, som allerede vare begyndte af den for nogle Aar siden existerende Unionskommission.

---

1. Ved de følgende Citater henvises altid til Loven om Fattigvæsenet paa Landet.
2. Det tør vel ansees som Vidnesbyrd om Tvangsmidlets Uhensigtsmæssighed ikke mindre end om stigende Immoralitet og Armod hos de lavere Folkeklasser, at Antallet af Kronarbeidere i de sidste Aar har tiltaget meget betydeligt, idetmindste paa Akershus Fæstning. Fra 1822 til 1836 var ifølge mundtlig Meddelelse det aarlige Antal her omtrent 20; i Aarene fra 1837 til 1848, begge medregnede, har Antallet ifølge Aarsregnskaberne været: 21, 47, 17, 30, 29, 52, 48, 61, 46, 61, 71, 76. I Aaret 1840 beløb Lønningerne til de 76 Kronarbeidere sig til omtrent 689 Spd., hvoraf $\scriptstyle {\frac {1}{4}}$ oversendtes vedkommende Fattigkommissioner som Opfostringsbidrag.
3. Se Svensk Författnings-Samling, 1846. No. 14.
4. Til at udøve denne ved Loven bestemte Tvang virke flere Korrektionshuse, endogsaa med Filialafdelinger for de overtallige og mest arbeidsføre Lemmer, de saakaldte Kronarbeidskorpse, som staa under militær Kommando og Disciplin og benyttes til Udførelsen af offentlige Arbeider, paa Veie, Fæstninger o. s. v. Skal jeg tro, hvad Folk som selv have været indsatte i disse Indretninger, have berettet mig om Livet her, Beretninger, som det Side 269 fg. fortalte Træk af Dødsfangen D. P. Andersson vel stadfæster, saa hersker der megen Immoralitet mellem Fangerne, fordægtigt Sammenhold mellem dem selv indbyrdes og Forbittrelse imod Samfundet. Men dette kan vistnok for en Del betragtes som Levning fra den Tid, da Forsvarsløsloven var meget strængere end nu, da navnlig Forsvarsløse kunde indsættes i Anstalterne med den Bestemmelse om ikke at løslades, før de havde forskaffet sig laga försvar, hvilket mange af dem, naar de nemlig ikke havde Slægtninger eller Kjendinger, der toge sig af dem, aldrig opnaaede, saa de ubarmhjertigt gjordes til Livsfanger. Intet Under, om saadanne Fortvivlede sammensvore sig til et bittert Had imod Samfundet.
5. Endnu vigtigere er det naturligvis, at Løsgjængere, Betlere o. s. v. ere samme Kaar undergivne i de forskjellige Egne af et og samme Land. Men nu er det Tilfælde hos os, at enkelte af de større Byer eier Arbeidshuse, hvor der paa en letvindt Maade kan anvendes Tvang over dem, medens Landskommunerne mangle saadanne. Følgen heraf er, at Fanterne med Rom Tryghed og Frækhed kunne drive sit Uvæsen paa Landet, ja kanske, at adskillige Dovninger derfor fra Byerne af søge ud paa Landet, ligesom de fra Sverige ty ind til Norge. Uligheden i saadanne Menneskers Behandling vilde for en stor Del udjevnes, naar der var saadanne Tvangsarheidshuse, som de her foreslaaede, hvortil Landstrygere kunde indsendes fra alle Landets Egne. Vistnok vilde den lange Transport da foraarsage adskillig Bekostning; men paa lange Veie transporterer man jo til Tugthuset en Tyv, der har stjaalet en Ubetydelighed; hvorfor da ikke vise lignende Opmærksomhed mod Landstrygeren, som ved Summen af sine daglige Smaaforseelser efter Alles Dom er ligesaa besværlig som Tyven?
6. Lignende Resolutioner vare tidligere i en lang Aarrække faldne hvert Aar. Indtil Aar 1810 havde Summerne været mindre betydelige; i Aarene 1840–1845, begge medregnede, havde de udgjort omtrent 615, 1600, 260, 790, 956 (deraf 591 for Indlændinger) og 933 (deraf 550 for Indl.) Spd.
7. Med hin Kirkedepartementets Fremstilling fulgte ogsaa Lister over de understøttede Personer; men efter de i Listerne meddelte Notitser at dømme synes kun en forholdsmæssig meget liden Del af dem at have tilhørt de saakaldte Fantefolk.
8. I Kirkedepartementets Foredrag om denne Sag er det oplyst, at af hine 1778 Spd. vare 1246 Spd. medgaaede til svenske Personer, af hvilke de fleste ifølge den udførlige Fortegnelse over dem vare Haandværkssvende. Om saadanne Udtællinger af Statskassen til Fattigunderstøttelse for svenske Trængende oplyses det, at medens de tidligere havde været mindre betydelige, beløb de sig i Aarene 1834–1845, begge medregnede, til 13, 132, 22, 115, 23, 56, 340, 1114, 89, 392, 239, 343 Spd. Denne Stigen i disse Udgifter stemmer ganske overens med, hvad der oftere i denne Bog er yttret, at den større Strænghed mod Løsgjængere i Sverige nok i de senere Aar bar bragt adskillige af dem til at ty herind til os, hvormed det dog ikke skal være sagt, at det alene er Løsgjængere som have foraarsaget disse Udgifter.