Beretning om Fante- eller Landstrygerfolket i Norge/16
Sagens egen Interesse og flersidige Vigtighed har bragt mange Mænd i Landet til at yttre sig om, hvorledes man bedst fulde bringe Fanter, Løsgjængere o. s. v. til Skik og Orden. Men allerhyppigst høres dog den Yttring, at Fanternes forunderlige Natur, deres fra det Sædvanlige saa høist afvigende og derhos kun ufuldstændigt kjendte Sæder og Tilbøieligheder gjøre Tingen overmaade vanskelig. I Modsætning hertil ville derfor Mange mene, at det for den, som nu engang har havt Anledning til at iagttage disse Menneskers Væsen og forfølge deres Historie, maatte være lettere at rede sig ud af Vanskeligheden; Mange ville vente, at den, som har troet i Fantefolket at finde en egen, fra det øvrige Folk afsondret Kaste, let maatte kunne gjøre Udkast til en ny Lov, som skulde gjælde for den samme Kaste og herske over den.
Men at dette ikke gaar an, og hvorfor, vil bedst sees af en Fortælling om et saadant Forsøg i samme Sag i Viborg Stænderforsamling Aar 1836. Nogle Aar iforveien havde den danske Regjering flere Gange indhentet Lokalautoriteternes Betænkninger[1] om de i Jylland saakaldte Natmænd, der ganske ligne vore Fanter; ved den saaledes vakte Opmærksomhed vare disse Menneskers obskure Forholde blevne dragne frem for Dagens Lys, og man talte ogsaa der i Landet om en saadan ulykkelig og fordærvelig Kaste. Da fremkom der i hin Stænderforsamling Forslag til Ordningen af disse Forholde, og en Kommitte nedsattes. Denne, som i sin Indstilling ogsaa skildrede Natmændene som en egen Kaste, og som overhovedet ikke manglede Sagkundskab foreslog at petitionere Kongen om at lade udarbeide en Lov om Natmændene efter et af Kommitten fremlagt Udkast, der vist paa en i det Hele taget ret passende Maade forenede Mildhed med Strænghed. Forslaget var af Kommitten anbefalet med Varme og modtoges af Forsamlingen med Deltagelse, men kuldkastedes væsentlig ved en lille Bemærkning af een kgl. Kommissarius, Konferentsraad Ørsted, den nemlig, at der savnedes bestemte Kjendetegn, hvorved Natmænd kunde adskilles fra andre Mennesker.[2]
Saaledes er det. Fanterne bære ikke noget Kainsmærke i Panden; deres Herkomst giver dem ikke altid noget eiendommeligt Præg; hellerikke deres Haandteringer, saasom disse ogsaa kunne drives af andre Folk, ligesom der paa den anden Side gives Fanter, som ikke have nogen Haandtering; ikke engang alle de, som have lært at tale Fantemaal ere Fanter. Vel vil et upartisk og øvet Blik i Almindelighed saa temmelig let kunne skjelne mellem disse Fanter og andre Folk; men i en Lov, hvorefter Domstolene kunde komme til at afgjøre vigtige Spørgsmaal dels for Fanternes eget, dels for de forsørgelsespligtige og derved i deres Sag interesserede Kommuners Vedkommende, maatte der nødvendig være angivet et bestemt Begreb og Mærke, hvortil man kunde holde sig. I en speciel Lov maatte man jo enten sætte mildere eller strængere Bestemmelser om Fanterne end om andre Folk; i første Tilfælde vilde da vistnok adskillige Personer, som ikke burde regnes til Fanterne, trænge sig frem, og i det andet vilde vel ikke en eneste Fant lade sig Fantenavnet paadutte; i begge Tilfælde vilde vel ogsaa Kommunerne fristes til at søge at skille sig ved altfor mange Personer, der hidtil havde været dem til Byrde og nu som Fanter vel paa den ene eller anden Maade maatte forsørges af Staten.
Istedetfor at foreslaa nogen ny og særskilt Lov om Fanterne kunde man heller ønske at se afskaffet en gammel Leo om en Del af dem, Bestemmelsen i N. L. 3–22–3 om Taterne. Det er nemlig, som ovenfor (S. 77) vist, altfor rimeligt, at denne Taterlov har bidraget til at forhærde Taterne og befæste Almuens Fordom imod dem, og om Loven end kan ansees faktisk afskaffet, saa spøger den dog idetmindste igjen endnu; i et Aktionsindlæg har jeg saaledes for et Par Aar siden seet den Paastand fremsat mod en sorthaaret, gulbrun Hesteskjærer og saakaldet Tater, at han vel egentlig burde behandles efter hin Lovparagraph, og det var kun ved et Sophisteri, ved den Antagelse, at Lovens Tatere skulde være Hedninger, og at denne Mand rimeligvis var døbt, at Aktor sandt Udvei for sig og Dommeren til at komme fra den barbariske Lov. Hvis nu Aktor og Dommer havde vidst, hvad jeg siden af Mandens egen Mund fik vide, at han var og roste sig af at være Tater af ublandet Race, og at han derhos, skjønt 50 Aar gammel, virkelig ikke var døbt?
Efter Paavisningen af hin Hovedvanskelighed ved enhver speciel Lov for Fanterne behøves der ialtfald ikke mange Ord til at fremhæve det ogsaa i andre Henseender uholdbare ved de Forslag af den Art, som hidtil ere blevne rigtignok kun mere antydede end udviklede. Man skulde, have nogle ment, samle alle Fanteflokke i Agerdyrkningskolonier paa nogle af Statens Almindinger; man skulde der lade dem saavidt muligt leve sammen efter deres gamle Vis og sørge for dem, hjælpe dem til Rette, indtil de havde lært at indrette sig selv; der maatte ansattes Præster hos dem eller kanske Missionærer for at undervise de Voxne og Skolemestere for Børnene samt – det er udtrykkelig erindret i en saadan officiel indgiven Betænkning – Soldater til at passe paa dem. Men efter alle de Fantehistorier, jeg i denne Bog har maattet fortælle, vover jeg at antage som indrømmet, at intet Folk i Verden vilde være mindre skikket for en saadan Koloni end Fanterne; de vilde rimeligvis ikke grave en Grøft eller pløie en Fure, neppe høste, hvad Andre havde saaet for dem; de vilde fortære den Mad og Drikke, man til en Begyndelse maatte give dem, slaaes om Levningerne og saa smutte ud mellem Soldaterne for aldrig at komme igjen.
Lige modsat mene Andre, at man for at faa Ende paa den hele Fanteyngel burde skille Fanterne ad, navnlig skille Børnene fra Forældrene, saa hine ikke skulle blive disse lige. Hvad saa de Voxne angaar, har en vistnok vel begrundet Ærgrelse stundom ladet den Yttring falde, at man ogsaa skulde skille Fant fra Fantekvinde ved at spærre dem inde som uforbederlige og aldrig slippe dem ud igjen; men mere alvorlig har vel det Raad været ment, at naar man først havde draget Omsorg for de Unges Forbedring, fik man i Guds Navn lade de Ældre gaa deres Tid ud, ligesom de uforbederlige Israelitter de 40 Aar i Ørkenen. Børnene skulde da tages fra dem, og det i den spædeste Alder, og føres langt bort, f. Ex. fra Ullensaker til Finmarken, hvor Mødrene skulde have vanskeligt for at finde dem igjen. – Men ligesom hint Forslag om at kolonisere Fanterne gjorde for meget Regning paa Fanternes Anlæg til sociale Dyder, saaledes er det omvendt dettes Feil, at det for lidet tror paa deres naturlige menneskelige Art og Følelse. Kjærligheden mellem Forældre og Børn er dog den sidste Rest af Dyd hos disse forulykkede Skabninger. Navnlig bør man til de bedst opdragne Fantebørns Ære antage, at ogsaa de vilde, naar de voxede op, føle Længsel efter at se sine Forældre og lede dem op for at overbevise sig, om de virkelig vare saa aldeles uværdige. Lægger man an paa at kvæle den naturlige Følelse, saa forvandler man Fanterne til Umennesker. Eller tror man at de allerede ere det (og mange stygge Træk kunne jo synes at vidne derom), tror man, at Fantemødrene mere betragte Børnene som en besværlig Byrde end som sit Livs Trøst, at de vilde finde sig lettede ved at se Ungerne indsatte i Hittebørnshuse og dermed slippe at bære paa dem; saa er det ligefrem at antage, at slige Mødre med saadan Udsigt til Lettelse i deres Moderpligter vilde lade den sidste Tøile for Letsindigheden løs og – føde desto flere Børn til Verden.
En anden Sag er det, at der kanske en og anden Gang kunde være Raison til, om man havde Midler at raade over, at forhjælpe en skikkeligere Fantefamilie til at faa et eget Hjem og dermed komme ud af det ulykkelige Omstreiferliv, eller at det, og vel i hyppigere Tilfælde, vilde være hensigtsmæssigt efter den Myndighed, som allerede er Fattigbestyrelsen given, at tage Børnene fra saadanne Fanteforældre, som altfor aabenbart krænke sine Opdragerpligter. Men den ene eller den anden af disse Forholdsregler ville af formelle eller materielle Grunde blive baade uhensigtsmæssig og uudførbar, naar den efter en speciel Lov skulde bringes i Anvendelse paa den hele Fantekaste.
„Saa lad os,“ kunde man da sige, „ikke bryde os videre om den hele Historie om Fanternes Kaste og hvad dertil hører, deres obskure Herkomst og mystiske indbyrdes Forbindelser! lad os ved Fanter ganske simpelt forstaa Folk, som intetsteds høre hjemme og reise overalt, lad os skaffe dem et Hjem og gjøre det overflødigt eller umuligt for dem at reise videre! saa er jo Historien ude.“ Saaledes synes ogsaa den Proponent at have tænkt som til sidste Storthing indleverede et Forslag, der efter Præmisserne var foranlediget ved og sigtede til netop de saakaldte Fanter og derfor af Storthinget besluttedes tilstillet Regjeringen til Benyttelse ved de Undersøgelser om Fantevæsenet, som den anmodedes om at lade foretage. Udkastet er ellers inskriberet: „Lov angaaende Meddelelse af Pas og om hjemløse Personers Anholdelse og Forsørgelse m. m.“ Dette Forslag skal her prøves.
Udkastet handler om 2 Ting, Meddelelse af Pas og hjemløse Personers Forsørgelse. Den første Afdeling (§§ 1–5) indeholder Bestemmelse om Indholdet af Pas for Personer, som ville reise om for at drive Haandværk, Profession eller Handel (at Hjemstavnen maa være nøiagtigt angiven), og om, at Kvinder og Børn ikke maa følge med paa saadanne Reiser, samt at visse Slags Professionister, nemlig Hesteskjærere, Hunde- og Kattegildere o. s. v. (d. e. de saakaldte Fanter), aldrig maa faa saadant Pas til at reise paa sin Profession; hertil er føiet den Straffebestemmelse, at den, der har overtraadt hine Regler, men har og rigtig kan opgive sin Hjemstavn, skal ansees med Straf som for en Betler og derefter sendes hjem. Den anden Afdeling (§§ 6–9) vil, at de Overtrædere af hine Pasregler, som ikke kunne opgive nogen Hjemstavn, første Gang uden Straf skulle sendes til de Præstegjelde eller Fattigdistrikter, som af Stiftsdirektionen hver Gang blive at anvise dem som deres fremtidige Hjemstavn; for at denne Fordeling af de hjemløse Personer kan blive saa jevn som mulig for Rigets Præstegjelde og Stifter, sendes kun en Person ad Gangen til et Præstegjeld, altsaa Mand og Kone og Børn til ligesaa mange forskjellige, kun at Børn under et Aar følge Moderen, og ved Sammenligning ved hvert Aars Udløb af de stedfundne Fordelinger foretages efter Omstændighederne Flytninger fra et Stift til et andet; de Personer, som saaledes have faaet Hjemstavn anviist, forsørges her af Fattigbestyrelsen, der dog kan disponere over deres Arbeidskraft, og det betydes dem, at dersom de undvige og atter findes paa Reiser, skulle de straffes med forskjellige Straffe og sendes tilbage igjen til det den anviste Hjemsted.
Lovudkastet handler, som man ser, ikke blot om saakaldte Fantefolk, men om alle dem, som ville reise om paa Profession eller Handel. Det synes imidlertid at være mest af formelle Grunde, at Proponenten har udstrakt Et Forslag saa vidt, saasom han efter Præmisserne at dømme egentlig kun har havt de saakaldte Fanter før Øie. Ialtfald er dets for nærværende Undersøgelse ligegyldigt, hvorledes Reisepasse indrettes for Handelsreisende og andre skikkelige. Næringsdrivende; her tænkes kun paa de ustadigt omflakkende saakaldte Fanter.
Nu spørges: hvorledes vilde Fantelivet rimeligvis gestalte sig under en saadan Lov? De skulde ikke have Lov til at reise om paa sine Professioner som Hesteskjærere o. s. v., heller ikke til derved at have med sig Kvinder og Børn. Nu velan! men saa forlanger Fanten Pas ikke før at reise paa sin Profession, men for at hente en Arv eller besøge en Slægtning eller i det endnu rimeligere Erinde at søge Tjeneste, Arbeide; for endelig at kunne føre sin Familie med sig vil han, siger han, flytte. Med saadanne Foregivender vil han ligesaa vel efter som for denne Lov kunne saa Reisepas, og er han med dette i Lommen kommen et lidet Stykke bort fra Fogdens Hus, saa giver han sig, hvis han er arbeidsom, ligesaavel som før til at bøde Gryder, og øve, hvad Profession han ellers har lært. Men for denne Udøvelse af sin Profession maa han jo ansees som Overtræder af denne Lov og derfor blive forfalden til Straf. Men allerede nu er han jo for denne samme Bedrift forfalden til Straf ifølge Frdn. 9 Aug. 1754, § 19 (se Justitsdepartementets Cirkulære derom, ovenfor S. 313).
Efter hvad der ovenfor (S. 298) er anført, tør det allerede vare erkjendt, at Pasvæsenet overhovedet er et lidet virksomt Middel til at hemme Fanternes Uvæsen, ja at det virksomste Middel dertil turde være herefter at betragte Benyttelsen af er Reisepas som unødvendig, saaledes, at Pasløshed i og for sig selv ikke skulde være at anse som nogen strafbar Forseelse; da er det rimeligt at den altfor store Respekt, som Almuen nu ofte viser den med Pas forsynede Betler eller Landstryger, vilde falde bort, at den fremmede Fant ikke længer vilde staa under Fogdens eller Politimesterens Kontrol alene, men under hele Almuens, hver Mands. En pludselig Ophævelse af den tvungne Pasindretning vilde imidlertid maaske være for ny og gribe forstyrrende i andre Forholde; jeg vover derfor ikke at bringe den i Forslag; det er mig nok at have vist, at det foreliggende Forslag rimeligvis ikke vilde medføre nogen Fordel over Fanterne som ikke allerede haves.
Mere at anbefale kunde den Del af Lovforslaget synes at være, som har til Hensigt at faa Hjemstavn anvist til alle hjemløse Fanter. Dels er det jo smerteligt at vide, at der findes Folk iblandt os, som ikke have noget Sted, som de tillidsfuldt kunne ty hen til, naar de komme i Nød og maa kræve Medmenneskers Hjælp, dels er netop den Omstændighed, at man ikke ved, hvor man skal sende Fanterne hen, naar de formedelst deres Færd ikke bør taales paa fremmede Steder, allermest hinderlig for deres Tugt og Revselse. Men hvorfor ere Fanterne saa ofte hjemløse? I Regelen ikke, fordi de intet Hjem have kunnet skaffe sig; thi ved Hjem forstaaes her Hjemstavn og til at besidde en saadan udfordredes ialfald til Aaret 1845, da den tidligere Fattiglov endnu var gjældende, kun at skaffe sig Underretning om sit Fødested, og efter den nye Lov udfordres der i yderste Fald kun at kjende Moderens Hjemstavn, da Barnet fødtes. De hjemløse Fanter, de allerfleste idetmindste, ere hjemløse, fordi de i deres store Ustadighed og Letsindighed ikke bryde sig om noget Hjem, ikke skatte Hjemmets Fordele, endnu mindre ere villige til at underkaste sig Hjemmets Pligter. Og nu er det dog allerede saa med stadige og alvorligsindede Folk, at de ikke lettelig fatte Interesse og Kjærlighed for sit Hjemsted, naar de ikke selv med Frihed kunne vælge det og derfor anse det for det bedste, de kunne finde. Men naar man nu, som dette Lovforslag vil, tager en Fant, den allerustadigste Person som vi kunne tænke os, og siger til ham: „Her skal Du være herefter; din Kjæreste, din Kammerat har faaet sit Sted, langt borte i en anden Bygd; men Du skal være her, skal gjøre det Arbeide eller antage den Tjeneste, som Fattigkommissionen kanske kan anvise Dig, og ikke flygte,“ saa – vil han visselig netop flygte, og i de sjeldneste Tilfælde vil vel Fattigkommissionen tage sig nær af hans Flugt eller Folk i Nabobygderne gjøre sig umage med at standse den. Eller skeer dette sidste, anholdes den Flygtende, saa vil han med al Flid fordølge det Hjem, han flygtede fra, sit Navn ogsaa, om det behøves; thi angiver han dette Hjem, saa skal han efter Lovforslaget straffes og sendes tilbage til det forhadte Sted; angiver han det ikke, og kan det lykkes ham at holde det skjult, saa skal han, ogsaa efter Forslaget, ikke straffes, men som en hjemles Person sendes til et nyt Hjem, hvor han jo kanske kan haabe at faa det lidt hyggeligere.
At paatvinge en Mand et Hjem! Hvad er et Hjem? Hjemmet er det Sted i Landet, hvor en Mand bedst kan nyde de rigeste Velsignelser, som Livet eier, hvor han bedst kan nyde sin fulde Ret som Menneske og Borger, men hvor han ogsaa mindst kan unddrage sig for at gjøre sin Pligt, en Pligt, som i alle Punkter falder sammen med hin Ret. I sit Hjem kan en Mand faa sit Ægteskab indviet med Kirkens Velsignelse, sine Børn døbte og underviste i Guds Ord; men der maa han ogsaa holde sit Ægteskab helligt og pligter at holde sine Børn til Kirke og Skole. I Hjemmet kan en Mand faa Lovens Beskyttelse for Person og Eiendom, men pligter ogsaa at bidrage Sit til Bygde- og Landefredens Overholdelse. I Hjemmet kan han vente Understøttelse for sig og Sine, naar hans Arbeide slaar ham feil, og han mangler det Nødtørftige; men her er det ogsaa en Grundlov, at hver Mand skal arbeide, medens han kan. I Hjemmet understøttes han af den hele Samfundsorden og alle dens Indretninger i sine bedste Bestræbelser som Menneske, i sit Arbeide for at forædle sig selv og vinde al sand Frihed; men han maa ogsaa finde sig i den Pligt at udsone sin Brøde mod Samfundet, om han begaar nogen, med Tab af sin borgerlige Frihed. – Naar nu Nogen, enten formedelst den ulyksalige Opdragelse, som bliver Børnene i et Fantefølge til Del, eller formedelst sløvende Laster, hvorved saa Mange fra et høiere Trin i Livet synke ned til at blive Fanterne lige, naar, siger jeg, Nogen af, en eller anden ulykkelig Aarsag ikke sætter Pris paa Hjemmets Goder, men kan gruer for dets Pligter og Møie, – saa – forlader han Hjemmet, drager langt bort, dølger det med stor Flid, optræder helst som en Fremmed blandt Fremmede, reiser uafladelig fra Sted til Sted. I Hjemmet tvinges han ikke blot af Fogdens og Lensmændenes Myndighed, men af Naboers Øine, af Opinionens Magt, tvinges ikke blot til at afholde sig fra de Ting, som Loven forbyder, Tyveri og deslige, men til at gjøre de Ting, som den befaler, og ikke vække Forargelse ved Løsagtighed, Dovenskab og andre Udyder. Men ude, mellem Fremmede? Der tilsteder Opinionen og derefter ganske naturligt Embedsmændenes Myndighed ham større Frihed. Naar den Fremmede ikke stjæler eller paa anden Maade grovelig krænker Andres Ret, naar hans Lovovertrædelser mere bestaa i Forsømmelse af Lovens Befalinger, som nærmest skulde fremme hans eget Bedste, Forsømmelse for Exempel af de kirkelige Bud og overhovedet af de borgerlige Dyder, Arbeidsomhed og Sparsommelighed o. s. v., saa – lader man ham helst gaa. Retfærdighedsfølelsen gjør sig ikke saa meget gjældende mod den Gjennemreisendes forbigaaende Forargelse; man slaar sig ialfald let til Ro ved den Tanke, at lovlig Straf vist ikke vilde frugte noget, at Synderen i Grunden i alle Mands Foragt og sin egen onde Samvittighed bærer en endnu større Straf end den, Loven dikterer, Kains evigvarende Landflygtighedsstraf. Naturligvis, den, som saaledes gik hjemmefra igaar, klynker og klager allerede idag ved hver Mands Dør over sin store Ulykke, at han intet Hjem har, og bevæger derved Medlidenheden, der dog sjelden gaar saavidt, at den søger at forhjælpe ham til noget nyt Hjem, men – efter Fantens eget Ønske – gjerne indskrænker sig til at række ham det Maaltid Mad, hans øieblikkelige Sult behøver. Saa ondt og saa godt har en Fant det, naar han, flygtende for sine Kjendingers, Sambygdingers Øine, vanker omkring mellem Fremmede, som Gjenstand for hin matte Retfærdigheds-, denne uklare Medlidenhedsfølelse. Det er dette Liv, som huer Fantens lave Sjel. Jo snævrere Hjem, desto større Indskrænkning og Tvang for Letsindigheden; jo videre Hjem, desto bedre Spillerum for Tøilesløshed. Overalt kan Omstreiferen gjøre sine Krav gjældende som Menneske med Trang til Mad og Drikke, som ikke Mange ville afslaa ham; ja, jo letsindigere han har lagt sig Kjæreste og Børn til, desto virksommere kan han lade Sulten igjennem de mange Munde raabe til Medlidenheden; men intetsteds kræver man gjerne Noget af ham igjen. Han er intetsteds Borger, men Statsborger mere end Nogen. Han er fredløs, forsaavidt han daglig gjør sig skyldig i Betleri eller ialfald ulovlig Udøvelse af sin smule Profession, hvorfor han af hvilkensomhelst kan anmeldes og drages til Ansvar for Domstolene; men han ved, at man ikke gjerne bemænger sig med ham, og stolende herpaa kan han byde en hel Kirkealmue Spidsen. Han er paa engang overmaade fattig, ikke Eier af en Skilling, og overmaade rig, da enhver Bondes Madbod indeholder Overflod til Mættelse for ham. Han kan i det ene Øieblik være nedtrykt ved den Uvillie, det Had, han læser i Alles Ansigter; i det næste er han igjen forunderlig lystig og erindrer, at han formedelst den samme Uvillie kan drage igjennem Landet som i Triumph. Hans Hjerte er saa tomt for de Dyder og den ædle Lyst, som trives i det dannede Selskab, og der bor ikke en sindig, fornuftig Tanke i hans Hoved; men han er saa fuld af de kløgtige Paafund og Kneb, der som en voxende Skat fra Slægt til Slægt har samlet sig i hans egen Kaste, og han mærker sit Sind med de urene Tanker og den lave Vellyst, som der hører hjemme.
Lad nu en Menneskeven med Kjærlighed og Alvor i Tonen formane en saadan Fant til at søge sig et Hjem og begynde et roligt og ordentligt Liv, saa vil han klø sig bag Øret og pønse paa en pyntelig Udflugt. Lad en Lovgiver skrive Paragrapher om, hvorledes man skal anvise alle Fanter tvungne Hjemsteder, saa ville de sidde i sine Smuthuller, ved sine Orgier og le høit. Medens Lovgiveren tænker en Tanke for at finde paa Midler til at beherske Fanterne, saa stikke Tylfter af disse Hovederne sammen og studere med utrættelig Flid, ved Dag og ved Nat, Aar ud og Aar ind, paa at gjøre alle hine Planer til Skamme.
Men hvem vil nægte, at der mellem disse mange og mangeslags Fanter kan være en og to og flere, som mest ved et Sammenstød af uheldige Omstændigheder, mere ved Andres end ved egen Skyld, ere komne i denne hjemløse Stilling, eller som under Guds Førelser endelig ere blevne ledede til et sandt Ønske om endelig at kunne lande i en stille Havn? Ja Havn! thi saadanne af Livets Storme underlig omtumlede Mennesker ligne skibbrudne Folk, der drive om paa en Planke; men det er som menneskefiendske, barbariske Øer, de drive forbi; ingen hjælpsom Haand strækker sig ud fra Kysten for at drage dem i Land, og kastes de ved et Tilfælde op paa den ugjæstmilde Strand, saa kan det hænde, at der bliver raabslaaet om at skyde dem ud igjen. De enkelte Fattigdistrikter i vort Land ere disse Øer, som saa nødig modtage saadanne Trængende, der mangle et af de største jordiske Goder, en vigtig Betingelse for alle de øvrige, nemlig Hjem og visse Værelser.
Lad mig udtale, hvorledes jeg mener at saadanne Mennesker kunne hjælpes bedre end efter baade den bestaaende og den projekterede Lovs Paragrapher. Dersom ved et eller andet usædvanligt Tilfælde nogle Hedningefamilier fra Zululandet, svøbte i Dyrehuder, med Bue i Armen og Kogger paa Ryggen, pludselig kastedes ind i vore Bygder, saa vilde de heller ikke have Hjemstavnsret i noget Fattigdistrikt; men det er meget rimeligt, at under den christelige Deltagelse for fremmed Nød, som Missionsprædiken i de sidste Aar har vakt i vort i Land, vilde mere end en Menighed eller Kommune, være villig til at antage sig en saadan Familie som sin, lyse den i Kuld og Kjøn og saa søge at tæmme dens Vildhed og skjænke de Alt, hvad Kjærlighed kan give og Elendighed annamme. Velan, Fanterne ere ogsaa at betragte som Vildmænd, og de, som raade og styre i Menighederne eller Fattigdistrikterne, skulle betænke, at mange af dem ere blevne saa forvildede, som de ere, for en Del netop ved den samme Omstændighed, som skaffer Menighederne store Fordele, nemlig Landets Inddeling i Fattigdistrikter. Denne Inddeling har nemlig til Følge paa den ene Side, at den velstaaende Del af Befolkningen kan anvende større Sparsommelighed ved Forsørgelsen af sine Trængende, paa den anden Side, at Folk, som først formedelst en eller anden Aarsag ere geraadede paa Afveie, ere gledne helt ud paa Fantestien og siden aldrig have kunnet finde sig et blivende Sted[3]. I mange Fattigdistrikter skulde man ogsaa betænke, at denne samme Inddeling har medført en saare stor Lettelse for dem i Fattigbyrden derved, at Nabodistrikterne formedelst tilfældige Omstændigheder kanske have et forholdsmæssigt langt større Antal Fattige at føde, medens Fordelingen af Byrderne vilde være bleven mere jevn, hvis Fattigforsørgelsen var ordnet som en Statssag til alle Fattiges, altsaa ogsaa til Fanternes Pleie, ikke som en Kommunesag blot til de Hjemstavnsberettigedes Forsørgelse. Lad da Erindringen om egen uforskyldt Fordel vække Villighed til at bøde paa Andres uforskyldte Nød! Billigheds- og Medlidenhedsfølelsen hos de christne Menigheder kunde i denne Retning udtale lig igjennem Fattigbestyrelsen og Formandskabet, Menighedernes Mund; nogle Menigheder, ikke alle, men de skjønsomste, de med Hensyn til Fattigbyrden heldigste, kunde lade vedkommende Amtmand vide, at naar Øvrigheden paa noget Sted i hans Amt var i Forlegenhed med hjemløse Fanter, og naar disse selv yttrede Ønske om at faa et endeligt Hjem, saa kunde han sende dem til dem. Naar Amtmanden da kunde ligetil de Forvildede: „Ser her, Godtfolk! her ligger Indbydelse til Eder fra disse Præstegjeld; vælger nu Eders Hjem, gaar hen og lever der som brave Folk!“ saa skulde dette Ord talt i Menneskekjærlighedens Navn, kanske blive velsignet af Gud.
- ↑ Se herom en med Varme skreven Opsats om „Natmandsfolket“ i det danske Blad „Fædrelandet“ (dengang redigeret af Prof. David) for 14de Oktbr. 1837.
- ↑ Se om disse Forhandlinger Viborg Stændertidende for 1836, 1, 573–582; 2, 990 fgg.
- ↑ Man erindre her, at det idetmindste for nogle Aar tilbage ofte hændte (se ovenfor S. 302), at Fattigkommissionen uden videre udjog af Distriktet saadanne Folk, som havde begyndt at bosætte sig, men som kunde befrygtes med Tiden at ville blive Fattigvæsenet til Byrde. Men derved er maaske netop hos en og anden Fantefamilie den endnu tilbageværende eller nys vaagnede bedre Sands bleven kvalt, idet Haardheden har gjort den modløs, Mistilliden har gjort den folkesky.