Hopp til innhold

Beretning om Fante- eller Landstrygerfolket i Norge/1

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Kapitel 1.
Hidtil herskende Meninger øm Fanternes Herkomst.
Navne. Inddeling. Tatere og Skøiere.

Den bekjendte Dr. Erik Pontoppidan, der ved Midten af forrige Aarhundrede var Biskop i Bergen og der skrev sin „Norges naturlige Historie,“ taler i dette Verk[1] ogsaa om Fanterne, „som ere, siger han, og endnu mere i gamle Dage have været et omløbende Pak af ørkesløse og uordentlig levende Tiggere eller Bedragere, ei ulige dem, man i Danmark kalder Tartere, i Tydskland Zigeuner.“ Den lærde Forf. søger at forklare sig disse Folks Herkomst. Han erindrer først om et aldeles lignende Omstreiferfolk i Jylland, de der saakaldte Kjeltringer, hvilke han efter ældre Lærdes Exempel paa Grund af den tilfældige Lighed i Navnet anser for Efterkommere af Kelterne, Danmarks Urbeboere før de tydske og nordiske Folkeslags Indvandring, og i Overeensstemmelse hermed yttrer han nu om de norske Fanter, at de vel oprindelig vare Finner, Levninger af Norges finske Urbefolkning. Det er ogsaa en af de nyere Lærde antagen Mening at Finnefolk i den graa Oldtid sværmede om som Nomader ikke blot, som nu, i Finmarken, men ogsaa paa vore sydligere Høifjelde, og at de siden, undtagen i det fjerne Finmarken, lidt efter lidt fortrængtes af de mere kultiverede og mægtigere Nordmænd; det er da rimeligvis ikke blot den Smule Lighed i Navnene, men ogsaa den store Usselhed, hvori de omstreifende Fanter levede, den Uvillie, de overalt maatte være Gjenstand for, som bragte Pontoppidan til i dem at see en endnu tilværende Rest af hint raa og undertrykte Nomadefolk.

Af det Følgende vil det imidlertid snart sees, at denne Mening om Fanternes Herkomst ikke er rigtig. Og dog er Pontoppidans Hypothese interessant nok. Den viser, at dette „omløbende Pak,“ som man endnu besværes med i vore Bygder, allerede for et Aarhundrede siden ved sine særegne Sæder og Forholde gjorde et saadant Indtryk, at man ikke syntes at kunne henregne det til den norske Befolkning, men maatte tillægge det en fremmed Nationalitet. Man faar allerede Formodning om, at disse „uordentlig levende Tiggere eller Bedragere“ maa have gjort sig kjendelige ved en vis indbyrdes Orden og Sammenhæng. Navnet „Fant“ bruges her som Betegnelse for et eget, rigtignok forsvindendes, men endnu kjendeligt Folk, som et Folkenavn.

Og saaledes bruges Ordet endnu af den norske Almue. Men dette er ikke Ordets eneste Betydning. Der er maaske ikke mange Ord, som have faaet en saa mangesidig Anvendelse som Ordet „Fant“ i vort lavere Folkesprog; Ordet har en hel Historie, og det tør ikke være ganske uden Interesse for vor foreliggende Gjenstand noget nærmere at betragte samme. Det er et godt gammelt-norsk Ord (fantr)[2] og bruges i Skrifter fra Middelalderen især om Biskoppers eller andre Storfolks Brevdragere, Erindsvende, Gangerpilter. I gamle Dage pleiede fornemme Herrer, især Biskopper, at have med sig paa Reiser et stort Følge af saadanne ringere Betjente, som maatte sørge for, at den Almuen paalagte Skyds stod færdig for den Reisende o. s. v., og heraf kom vel det Ordsprog, som nu pudserligt nok, skjønt vel med endnu større Anstrøg af Ærgrelse end fordum, bruges om vore Landstrygerfanter; „Bisper og Fanter, de komme altid fram!“ Denne Brug af Ordet, hvorefter det betegner fornemme Folks Betjente og Ledsagere paa Reiser, gjenkjendes endnu i „Skriverfanter:“ et Udtryk, hvormed Almuen hist og her betegner Sorenskriverens („Skriverens“) Kontorbetjenter, som ledsage ham paa Thingreiserne. – Lidt efter lidt maa Ordet være gaaet over til at betegne en Reisende, en Fremmed i Almindelighed, og derfor kan det endnu hænde, at en Reisende i vore Fjeldbygder tiltales med et saadant Spørgsmaal: „Hvad er Du for en Fant?“ et Spørgsmaal, hvori man ikke bør se noget Fornærmeligt; derfor blive ogsaa saadanne Reisende, som Fjeldbonden skjønner ere fornemme Folk, i al Ærbødighed betitlede som „Storfanter“ eller, om det er Damer, „Fænter.“ Men til Begrebet om det Fremmede knytter sig let Forestillingen om det Usædvanlige, det Uudgrundelige, det Upaalidelige. og i de Kredse af Folkelivet, hvor Folkesproget som Folkecharakteren mest har været udsat for Tidens Forandringer, have nu disse Ordets Bibetydninger mestendels fortrængt den oprindelige. Udmærker en Person sig noget ved sin Klædedragt eller Pynt, faaer han snart Navn af f. Ex. Kjolefant, Brillefant. o. s. v. En vittig Person, hvis tvetydige Spøg ikke saa lige til kan udgrundes, er „fanterisam,“ og især indbefatter Overtroen alle overnaturlige Begivenheder og Trolddomskunstens Mysterier under Betegnelsen „Fanteri.“ Allerhyppigst bruges Ordet dog til at betegne saadanne Folk, som man ikke kan stole paa, som have vist sig som uordholdne i Handel, som uvederhæftige Skyldnere og slette Betalere. Baade den forarmede Stakkel og den uredelige Skjelm ere Fanter. „Det er blevet Fant med ham,“ siger man om den, som engang sad i bedre Kaar, men formedelst Uheld maa gaa fra Gaard og Grund. “Han gjør sig gjerne til Fant for en Skilling,“ siges om den, der for en lumpen Vindings Skyld tilsidesætter Ærlighedens Bud. Saaledes hedder det ogsaa om en Tjenestegut, som før aftalt Tid og uden at gjøre ordentlig Besked for sig forlader sin Tjeneste, at han „fantegaar.“ I denne sidste Betydning et Ordet „Fant“ blevet et af Pøbelens mest yndede Skjeldsord, hvormed man, naar man af hvilkensomhelst Grund er bleven vred paa en Person, giver ham at forstaa, at man anseer ham for et Menneske, som det er klogest ikke at indlade sig med. Brugen af dette Skjeldsord har mangengang været Signalet til blodige Slagsmaal; men saa hyppig er det alligevel blevet anvendt, at det igjen har tabt noget af sin Kraft og endog ofte uden Anstød kan bruges som spøgende Tiltale mellem de bedste Venner.

Man seer nu, at det er en ganske særegen Betydning af Ordet „Fant,“ naar det, som af Pontoppidan og endnu hos Almuen, tillige bruges som Folkenavn for en vis Klasse af Mennesker. Fanter, eller i denne Anvendelse endnu bestemtere Langfanter, „langfæra“ Fanter maa de fra først af være blevne kaldte, fordi de idelig saaes paa Reiser og overalt vare Fremmede; men efterhaanden som man bemærkede, at de væsentlig adskildte sig fra andre Reisende derved, at de ikke for en enkelt Tour forlode sit Hjem og atter vendte tilbage til samme, men uden noget vist Hjem tilbragte sit hele Liv paa Reiser, efterhaanden som man saa, at disse „uordentlig levende Tiggere eller Bedragere“ dog sig imellem overholdt en vis Orden og indbyrdes Sammenhæng og ikke udgjorde noget aldeles løst Pak af enkeltvis omstreifende Leddiggjængere, men dannede fuldstændige Familier, der udenfor det øvrige Folk forplantede sig fra Slægt til Slægt, saa vænnede man sig til at betragte dem som en afsondret Kaste, der ikke i Virkeligheden tilhørte det norske Folk, og saaledes kom Navnet „Fant,“ naar det brugtes om disse Mennesker, til at indeholde Forestillingen om en egen Herkomst, en fremmed Nationalitet. Om en Person i denne Betydning af Ordet var Fant eller ikke, afgjordes derfor, og afgjøres endnu, efter samme Mærke, som om Spørgsmaalet er at afgjøre f. Ex., om en Person er Fin eller ikke; den er Fin, som er født af Finneforældre og er opdragen paa Finnevis, og ganske overensstemmende hermed siger et Almue-Ordsprog: „Naar Fant gifter sig med Fant, saa kommer der bare Fant derudaf.“ Den kaldes altsaa Fant, om hvem det antages, at han af en omreisende Moder er født f. Ex. under en Busk eller et Vedskur, at han saa, først baaren paa Moderens Ryg og siden følgende hende ved Haanden, er opvoxet paa Landeveien og opdragen i et af disse „Fantefølger“ eller „Lyer“ eller „Herkjer,“ disse vandrende Familier, hvor man stundom kan se en Oldefader eller Oldemoder med bedagede Børn og raske Børnebørn samt disses trivelige Unger. Vistnok hænder det altfor ofte, at letsindige Mennesker, som oprindeligen have tilhørt det bedre Samfund, forlade dette og slaa sig i Lag med Fanterne. ja gifte sig ind i Fantefølgerne; de hedde da ogsaa Fanter; men ved forskjellige Tillæg til deres Navne, saasom Valders-Ola, Lisa fra Byen o. a., erindrer Almuen gjerne, at de egentlig „ere komne af Folk“ (nedstamme fra bosiddende, norske Folk); de ere kun naturaliserede, ikke „ægte“ Fanter. – Der er forresten to særegne Træk i Fanternes Liv, som meget let maatte lede til at betragte dem som en afsondret Kaste, et fremmed Folk. Efter lang og uhyggelig Erfaring anser Almuen det nemlig for temmelig vist, om enhver enkelt Fant, at han gaaer uden Daab og Christendom eller ialfald saavidt muligt holder sig udenfor det i Landet herskende Religionssamfund, og medens Fanterne saaledes paa den ene Side staa overmaade langt fjernede fra det øvrige Folk i Landet, danne de forskjellige Fanteflokke igjen et eget Samfund indbyrdes, derved at de – hvad hver Bonde i de Egne, hvor Fanterne oftere færdes, ved at tale om – have sig imellem et fremmed Sprog, det for alle Andre uforstaaelige „Fantemaal,“ hvormed „de kunne snakke baade Ære og Liv af En, uden at man kan forstaa et Ord deraf.“

Naar Navnet „Fant“ saaledes bruges som Folkenavn, saa tages altsaa ikke saa meget Hensyn til, hvorledes den dermed betegnede Person har opført sig; det er formedelst sen Fødsel han er Fant. Det vil da ogsaa forstaaes, at der, skjønt det vistnok sjelden sker, kan være Tale om „skikkelige“ Fanter. Ordet har, selv anvendt som Navn paa disse omflakkende Familier, ikke oprindelig indesluttet nogen foragtelig Betydning. Men det er alligevel af Almuens Tale let at mærke, at disse Folk i Almindelighed ere Gjenstand for megen Mistillid, Frygt og Uvillie og alle de ufordelagtige Bibetydninger, der, som det ovenfor vistes, lidt efter lidt i Sprogbrugen knyttedes til Ordet „Fant“ (en Fremmed), træde især frem, naar det bruges til at betegne disse fordægtige Fremmede. Dette er ikke at undres over; meget mere er det rimeligt, at netop de idelig omflakkende Fanter have udøvet en høist ufordelagtig Indflydelse paa vor Almues Stemning mod tilreisende Fremmede i Almindelighed og vakt Frykt og Mistanke der, hvor før enfoldig Godtroenhed og Gjæstfrihed var herskende: netop Fanterne viste nemlig ofte en høist usømmelig Opførsel med at „give Fanteord fra sig,“ naar Gjæstfriheden ikke indrømmede dem Alt, hvad deres Ubluhed forlangte, og det er maaske især dem, som med sin Uhøflighed gave Anledning til et Ordsprog, et stygt Ordsprog, som vil lære os, hvor lidet det lønner sig at vise Gjæstfrihed mod ubekjendte Fremmede: „Naar Fanten (ɔ: den Fremmede) har faaet, hvad han vil have, saa gaar han.“ Siden Langfanterne fik sin Gang her i Landet, ofte til Skræk og Forfærdelse for de i vort folketomme Land adspredte og enligt boende Bondefamilier, maatte Ordet „Fant,“ som nu engang var blevet valgt til at benævne dem, ganske naturligt komme til at tabe sin oprindelige bedre Betydning og bruges til at betegne alt Fordægtigt og Uhyggeligt; de fleste Mennesker i Landet ville ogsaa erindre, at de ere voxede op med Rædsel for disse vilde, støiende, ofte sortladne og stygge Fanter, hvis Navn selv saa almindelig brugtes som Skræmselsord for uskikkelige, skrigende Smaabørn („dersom du ikke tier, kommer Fanten og ta’er dig!“), en Brug af Ordet, hvorefter det i Betydning som i Klang er saa omtrent det samme som „Fanden“ selv.

Ordet „Fant“ er ellers kun et af de mange Navne, hvormed Folket har benævnet denne sælsomme Slægt, der ved sin – man veed ikke, om man skal kalde den ørkesløse eller rastløse – Omstreifen overalt skjønnes at have vakt megen Opsigt. Fanterne hedde saaledes i nogle Egne af Bergens Stift Splinter, i Throndhjems Stift Fusser, længere Nord paa Farker, ligesom man ogsaa siger f. Ex. Splintefølger, Farkemaal, o. s. v. Disse Ord ere af dunkel Oprindelse, men ligne Ordet Fant ogsaa deri, at de hyppig bruges som Skjeldsord ogsaa om Folk, som ikke kunne henregnes til de egentlige Fanter. Af denne Grund optage da Fanterne – som jeg dog, i Erindring om Ordets oprindelige bedre Betydning i denne Bog fremdeles kalder Omstreiferkasten – alle disse Benævnelser meget ilde, og for ikke at støde dem vælger Almuen da ofte at benævne dem med saadanne Navne, som ikke have Hensyn til deres formodede fordægtige Herkomst eller kasteagtige Liv. Dels tages enda Hensyn til visse for Fanterne eiendommelige Haandteringer, hvorefter de hedde f. Ex. Vævskebindere, Kjedelflikkere eller Grydebødere, Hesteskjærere (Hestjalkare), Hægtemagere o. s. v., dels til deres sælsomme Levevis, hvorefter de kjendes under Navn af Strygere, Løbere, Farere, Svivere, Stavkarle, Trædragere, (ɔ: Folk, som paa sin Vandring fra Gaard til Gaard drage traat eller langsomt igjennem Bygderne, – hvis Ordet ikke skal være Traaddragere ɔ: Staaltraadtrækkere).

I Søndmøre, fortæller et Sagn, kunde Bønderne i gamle Dage lade baade Stue- og Ladebygninger staa aabne Nat og Dag; men saa kom Fanterne, og fra den Tid maatte man sætte Kroge og Slaaer for sine Døre. Dette Sagn kan tjene til at vise, at disse usle Fantefølger dog have spillet sin Rolle i Folkelivet og udøver ikke saa liden Indflydelse. Det samme merker man ogsaa deraf, at Almuen, som snart glemmer fortjente Mænd og vigtige Begivenheder, ofte i lange Tider bevarer Erindringen om renomerede Fanter og deres Bedrifter. Paa Romerike f. Ex. og paa Stavangerkanten ved man at opregne de der paa en Maade hjemmehørende Fantefølgers, „Steffensfolkets“ og “Vardalslyens,“ Stamfædre 5–6 Led op igjennem. Men naar Fanterne i saa høi Grad tiltrak sig Folkets Opmærksomhed, er det lige til, at Almuesmanden maatte søge at besvare sig det Spørgsmaal, hvad Slags Folk de vel monne være, og hvorfra de vare komne. – Og Spørgsmaalet besvaredes paa forskjellige Maader. Nogle lode sig nøie med den simple Antagelse, at disse fremmedagtige Folk kun vare indvandrede i Bygden fra en anden Egn i Landet; det omtalte Vardalsfølge f. Ex. i Fjordbundene indenfor Stavanger, hedder rimeligvis saaledes, fordi det troedes at være indslyttet fra Vardal ved Mjøsen[3]. – Andre fandt Forskjellen mellem Fanternes og det øvrige Landsfolks Sæder og Levevis større og kunde da ikke tænke sig dem anderledes end som Udlændinger; man lagde Mærke til, at Fanterne sig imellem talte et uforstaaeligt Sprog; dette kaldtes efter en endnu temmelig hyppig Talebrug at „tydske,“ og Fanterne gik da under Navnet Vildtydskere – et Navn,som de maaske især bære i Thelemarken, hvor Almuen endnu har Erindring om nogle tydske Bergfolk, som – jeg troer – Christian 3die sendte til Landet, men som siden sloge sig paa Røveri deroppe imellem Fjeldene. – Men mest almindelig hører man dog den Mening hos Almuen, at Fanterne ere Finnefolk. Og det er neppe den ovenfor omtalte lærde Hypothese af Pontoppidan, som har givet Anledning hertil; snarere har Pontoppidan faaet Ideen dertil af Folket. Fra Arilds Tid have jo Finnerne staaet for Nordmændenes Phantasi som et afgjort Trolddomsfolk, og det maatte falde den enfoldige Almuesmand naturligt at overføre paa Fanterne al den lønlige Tillid og lønlige Frygt, som Overtroen nærede for de mere tilsyneladende end virkelig foragtede Finner, da Fanterne ikke blot, som det senere skal vises, have gjort Udøvelsen af magiske Kunster til en Hovedsyssel, men ogsaa have fundet deres Regning ved at blive anseede for Finner og arve al den overtroiske Fordom om dem, som nu engang havde rodfæstet sig hos Folket. Dette er ogsaa paa mange Steder, som man senere hen skal se, fuldkommen lykkedes dem, og derved er det maaske for en Del gaaet til, at paa Lister og Jæderen f. Ex., hvor man dog sikkerlig i Aarhundreder ikke har seet nogen Fin, er Erindringen om Finnerne og Troen paa deres hjælpende og hævnende Magt endnu den Dag idag ganske frisk og levende; enhver fremmed Fantekone, idetmindste naar hun ser dygtig ful og fordægtig ud, hedder nemlig her uden videre Finkone, og de mangehaande mystiske Midler, som de for Buskapens Velfærd eller Børnenes Sundhed omhyggelige Husmødre ikke undlade at anvende for at forebygge Virkningerne af det Troldskab og Fanteri, som kanske følger en saadan Kvinde, naar hun nærmer sig et Fæhus eller træder over Kjøkkentærskelen (man erindrer f. Ex. det meget frygtede “Finskot“), disse Midler have maaske allerede i den fjerne Oldtid været anvendte mod de virkelige Finners dæmoniske Kunster.

Saaledes har Almuen paa sin Vis gjort sig Formodninger om disse Menneskers Herkomst og anstillet sine Betragtninger over det i og for sig høist mærkelige Phænomen, som Tilværelsen af en saadan afsondret Slægt, en formelig Kaste, frembyder. Men ved Siden heraf er det dobbelt underligt at se, hvor lidet de mere Dannede, de, som skulde kunnet give Forklaring om denne Kastes virkelige Herkomst og Væsen og finde paa Raad til at rette paa deres ulykkelige Kaar og forbedre deres fordærvede Sæder, hvor lidet de have ændset denne Sag. Vistnok har neppe nogen Mand, Lærd eller Ulærd, uden deltagende undren kunnet betragte en saadan Fantefamilie paa dens sælsomme Færd igjennem Bygderne; stundom har vel ogsaa Synet af disse fremmedagtige Væsener med de sorte Øine og mørke Ansigter, virkelig orientalske Physiognomier, som man endnu kan finde i Fanteflokkerne, vakt en dybere Interesse og opfrisket dunkle Sagn om Tatere eller Sigenere, som i gamle Dage fra det fjerne Østen paa eventyrlige Tog skulle have vovet sig ind i den mere civiliserede Verden; men for det meste er det vel forblevet med en saadan kort Undren; Faa have vel havt Lyst til at indlade sig videre med dette „Pak.“ Af ældre Forfattere have neppe andre end, som man allerede har seet, Pontoppidan værdiget at omtale disse i en yderlig Grad af Fornedrelse levende Mennesker, og da næsten et Aarhundrede senere, i Aaret 1845, vedkommende Regjeringsdepartement, næsten tilfældigvis gjort opmærksom paa Fanternes Uvæsen, ved et særskilt Cirkulære paalagde alle Mandtalsførere ved den da forestaaende Folketælling at optage særskilt Mandtal over de saakaldte Fantefølger med fuldstændige Navnefortegnelser og Angivelse af hver enkelt Fants og hvert Fantefølges Levevis og Forholde, kort sagt, med Beretning om Alt, hvad der kunde tjene til Oplysning om Kastens Historie og Tilstand, da var dette Fantevæsen for Mange vistnok noget aldeles Nyt; dette skjønnedes deraf, at, uagtet der vistes megen Iver for at imødekomme det i Cirkulæret udtalte Ønske at faa fornødne Oplysninger for derefter at kunne træffe hensigtsmæssige Foranstaltninger mod Omstreifernes farlige og forargelige Færd, og uagtet det Gode strax opnaaedes, at Almenhedens Opmærksomhed paa dette Nationalonde blev vakt, var dog Resultatet af disse møiefulde Undersøgelser i en Henseende overmaade fattigt. Der berettedes ganske forfærdelige Ting om de Forbrydelser og Voldsomheder som Fanterne idelig forøvede, om de Laster, som gik i Svang imellem dem, og fast alle Landets Aviser gjenløde en Stund af Forbauselse over al den indgroede Ryggesløshed, som saaledes pludselig kom for en Dag; men det, som skulde tjene til Forklaring af dette Uhyggelige, at nemlig Fanterne lange Tider igjennem Slægt efter Slægt, havde levet sammen i et hemmelighedsfuldt Kasteliv og saaledes afsondret sig selv fra det civiliserede Samfunds velgjørende Indflydelse, det blev saa godt som slet ikke bemærket; det Træk, som her er af størst Interesse, at Fanterne sig imellem have et fremmed Sprog det omtaltes kun i en af de officielle Indberetninger, af en Præst i Finmarken, og det saa løseligt og ubestemt, at det ingen Opmærksomhed vakte. Selv de, som før maaske havde været tilbøielige til hos disse fremmedagtige Fantefamilier at tænke sig et Slags Samfundsliv med en fremmed Oprindelse og eiendommelige Udvikling, maatte nu have Vanskelighed for at fastholde en saadan Tanke; i Virkeligheden blev det nok ogsaa den almindelige Dom om Fanterne, at de kun vare et i de senere Tider sammenløbet løst Pak af raa og letsindige Personer, hvis hemmelige Sprog, forsaavidt de virkelig havde noget, i det høieste kunde være et opdigtet „Tyvesprog, og man saa i dem kun et sørgeligt Exempel paa den moralske Tilstand hos vor lavere Almue, som kunde afgive et saa talrigt og over al Maade fordærvet Udskud[4].

Det er jo vistnok saa, at saaledes som Fantesværmene viste sig ved hine Undersøgelser, kunde man nok tænke sig dem som et Udskud af vor egen Almue og behøvede ikke at ty til hine Forklaringer om forløbne Vildtydskere eller forarmede og vanslægtede Finnefolk; men det var dog allerede lidet betænkt, naar man saa rask forklarede sig Fanternes Uvæsen som en saadan Udvæxt paa Folkelivet, der først skulde have udviklet sig i de sidste Tiden Det er jo vistnok en almindelig Kjendsgjetning at naar Samfundsforholdene undergaa en saa gjennemgribende Forandring, som vort Land i den sidste Menneskealder har været Vidne til, saa vil altid Folkelivet i en eller anden Retning befinde sig i en betænkelig Opløsningstilstand, hvorunder enkelte Individer eller Familier lettelig gaa tilgrunde; ved Siden af det større Velvære, som i lykkelige Tider bliver Mængden af Folket til Del, ved Siden af den stigende Oplysning og Kultur pleier gjerne Raahed og Last og Elendighed hos Nogle vise sig i en end frygteligere Skikkelse end under de tidligere mere jevne Forholde; dette lærer ogsaa en hyppig, men smertelig Erfaring os, som viser os Exempler paa Folk, der kun synes at have tilegnet sig Civilisationens Laster og, aandelig og legemlig svækkede og uduelige til al god og nyttig Virksomhed og Deltagelse i et ædlere Samfundsliv, synke ned til et næsten dyrisk Liv, hvor kun Sandsen for at tilfredsstille det physiske Livs Fornødenheder endnu synes at være tilbage; saaledes gaar det et ikke lidet Antal af f. Ex. Drukkenbolte og hyppig afstraffede Forbrydere, en ulykkelig Klasse af Mennesker, som sikkerlig vor Tid langt mere er bebyrdet med end Fortiden med dens jevnere Sæder og simplere Forholde. Og medens vel den største Del af saadanne forlorne Mennesker, de mest enerverede og dorske, tilsidst kun bidrage til at fylde vore Arbeidsanstalter og Forsørgelsesindretninger, saa ser man dog ogsaa adskillige af dem vælge det omstreifende Liv og blive Landstrygere. Men snart er dog deres elendige Livs Maal fyldt, og de ere sporløs forsvundne. Hos de mere egentlig saakaldte Fanter, i Fantefølgerne, finder man derimod en vis Livskraft og Lystighed, som baade trodser og overlever Vanskelighederne; hos dem trives et fuldstændigt Familieliv, hvori den opvoxende Slægt tilegner sig de Gamles Tænkemaade, fortsætter deres Leveskik. Dette burde have ledet til Formodningen om en i et længere Tidsrum fortsat Udvikling, hvori disse Mennesker kunne have vænnet sig til at befinde sig vel ved dette forunderlige Vandreliv, som saa ganske strider imod de almindelige Begreber om Velvære og Hygge, hvori de kunde have lagt sig til dette haardnakket menneskesky Væsen, som dels stadig vise mod den bosiddende og ordentlige Befolkning, og paadraget sig det Overmaal af Uvillie, som Almuen, i hvis Midte de færdes, idelig lader dem mærke. Og naar det selv nu, da der gjøres langt mere end i tidligere Tider for at overholde Skik og Orden overalt; for at udbrede Oplysning og Moralitet i alle Kredse, for at ophjælpe de svage og Forførte, redde de Vanartede, naar det selv nu altfor ofte er Tilfældet, at Mange trodse alle Bestræbelser, forlade det ordentlige, sædelige Samfund og ikke ville lade sig føre tilbage, skulde dette da ikke ogsaa have været Tilfældet i ældre Tider? Man finder ikke saa sjelden hist og her i Bygderne enkelte Familier, i hvilke Armod og Last og Sambygdingers Foragt mange Generationer igjennem er gaaet i Arv, Familier, som af en eller anden Aarsag langt oppe i Tiden enten have maatte ty til Fattigvæsenets Understøttelse eller – endnu mere foragteligt – maattet gribe til at ernære sig ved saadanne Haandteringer som at flaa selvdøde Kreature, rense Skorstene eller – thi det ansees ogsaa i mange af vore Landdistrikter som en uværdig Næringsvei – drive paa Fiskeri i Elvene; naar først Ulykken er kommen over saadanne Familier, har det været dem vanskeligt at hæve sig igjen; det er som en blivende Forbandelse over Slægten, der snarere har trykket den dybere og dybere ned. Men i disse Familier har Samfundet befundet sig i en Tilstand af Opløsning og allerede hine Haandteringers Beskaffenhed har nødt dem til for en Del at føre et omflakkende Liv, hvorfra der kun var et Skridt til Fanternes fuldstændigt hjemløse Omstreiferi. Flere Aarsager maatte ogsaa i ældre Tider bidrage til at fylde vore Landeveie med løse og ledige Personer, hvem end svagere Baand bandt til noget bestemt Hjem, nogen bestemt og nyttig Virksomhed. Da maatte Landet ofte sende mange af sine Sønner ud til langvarige og fjerne Krigstog, og adskillige af de tilbagevendende Soldater havde vel under det ustadige Liv vænnet sig af med den gamle Nøisomhed og Arbeidsomhed og i dets Sted lagt sig til det pralende, frække, listige Væsen, hvormed de siden som Bedragere og Betlere kunne gjøre sig Almuens Enfoldighed til Nytte. Den hyppige Krigstilstand imellem Sverige og Norge havde ogsaa, som man af adskillige derom udgivne kongelige Reskripter kan se, til Følge, at svenske Døgenigter og Forbrydere gjerne fik god Modtagelse her i Landet, naar de kom ind med Foregivende om at være flygtede fra Hjemmet for ikke at blive udskrevne til Krigstjeneste mod Danmark. Før Fattigvæsenet var rigtig ordnet her i Landet, maatte det fremdeles falde lettere for Trængende at drive Landet om for at samle Almisser, og ligesom Dovninger godt kunde give sig Skind af værdige Trængende, saaledes kunde det vel ogsaa hændes disse sidste, at de opmuntredes ved altfor stort Held paa Betlerstien og derfor aldrig forlode den. – De samme Forholde herskede naturligvis ogsaa i Nabolandet Sverige, hvor disse Landløbere, der visselig ikke med nogen patriotisk Kjærlighed hang ved sit Fosterland, vel gik ud og ind og gjorde fælles Sag med vore. Derfor finder man ogsaa i begge Landes Lovgivning en stedse voxende Mængde af Forordninger, der skulde hemme dette Onde i dets Væxt. Man ser af dem, at det ikke blot er i de sidste Tider, at Folkene belemredes med fremmede Betlere, Omstreifere Landløbere, og hvad de nu kaldes, alle disse forulykkede og forvildede Mennesker. En af de mest oplysende norske Forordninger herom er maaske Christian 4des aabne Brev af 18de August 1598[5], der klager over de mange tjenesteløse „Companer,“ som streife om fra et Præstegjeld til et andet, baade Sommer og Vinter, baade ved Søkanten og inde i Landet, komme i store Flokke til Bøndergaardene, bruge uforskammede „Parlementer“ (Talemaader) og tiltrue sig Mad og Drikke eller ogsaa stjæle, – en Forordning som ellers kun indskjærper tidligere Lovbestemmelser om slige Folk, og i en svensk Lov af 1303[6] tales med megen Ugunst om „clientes et cursores ac garciones vagi, dicti Sculuara“ (maaske uheldig Latinisering for nuværende Svensk skoiare), der skildres som fremmede, hjemløse Folk, som især toge sig Tilhold i den dybe Skov Kolmården og paa Streiftog derfra forøvede ikke blot Tyveri, men Røveri, Mord og næsten alle andre Slags Forbrydelser. – Vi ere nu komne saa langt op i Tiden, at vi kunne tænke os saadanne Omstreiferslokke forøgede med nogle af de mange Fortvivlede, som med en Fredløshedsdom i et landflygtig Kainsliv maatte bøde for en eller anden Misgjerning eller af Oldtidens bortløbne Trælle, hvis opvaagnede Frihedssind foretrak det vildeste Skovliv (og hvor frembød ikke vort Land i den Tid Skjulesteder med god Anledning til Livsophold i de endnu kun lidet befolkede Skovtrakter!) for Trældommen hjemme i Bondens Gaard. Selv i denne fjerne Tid finde vi desuden i de ældste norske Loves Vidnesbyrd det uhyggelige Phænomen, som man ellers saa gjerne tænker sig eiendommeligt for det mere udviklede og i sin Udvikling delvis vanartede Samfundsliv, friske og arbeidsføre Betlere med Stav og Pose, baade Mænd og Kvinder[7]. – Fælles Interesser kunne let have bragt nogle af disse mange og mangeslags forvildede Mennesker til at holde sammen i dette lovløse Liv og til Brug for tit vanskelige Livsophold, for sine Tyvestreger og Bedragerier udstudere sig visse Kneb og Manerer, som da traditionelt have vedligeholdt sig og det lader sig vel tænke, at de fra først af løst sammenløbne Folk lidt efter lidt have fundet Midler til midt under den fredløse Omstreifen at føre et helt Familieliv, hvorved disse Flokke forplantede og mere og mere udviklede sit eiendommelige Liv ved siden af og i Modsætning til det lovbundne Samfund i Landet, – et fuldstændigt Fante- eller Kasteliv[8].

Vel kunde derfor denne Fantekaste, som endnu den Dag idag med en besynderlig Seighed strider for sin Tilværelse, tænkes som en Udvæxt paa Folkelivet, der skjød sine Rødder dybt ind i Fortiden. Og skulde det være ganske uden Interesse at kjende dens Skjæbner og Udvikling? Det maa ikke alene have været et betydeligt Tal af Mennesker, som have henlevet sine Dage, som ere fødte og døde under disse ulykkelige Forholde; men i denne Tilstand af Fornedrelse maa Menneskelivet have artet sig paa en ganske særegen Maade, som det i psychologisk Henseende vilde være værd at kjende, og det vilde være belærende selv for Betragtningen af det bedre, det almindelige Folkelivs Historie at se, hvorledes den ordentligere og heldigere Del af Befolkningen ansaa og behandlede disse forulykkede Medmennesker. Men Historien kaster kun sparsomt sit Lys saa langt ned i Folkenes Dyb, og i de senere Aarhundreder have endog vigtige Forholde og Tildragelser i vort Land maatte savne Analisters og Historieskriveres Opmærksomhed; i det Foregaaende, er det vist, hvor saare usikker Besked Almuen, som dog har seet Fantefølgerne i deres Tilvæxt, ved at give om dem, hvor saare ringe og lidet tilfredsstillende det Udbytte var, som de af Regjeringen foranstaltede Undersøgelser om disse Menneskers Forholde formaaede at levere.

Men hidtil har man saa lidet beqvemmet sig til at indlade sig med de vist nok saare uhyggelige Fanter selv. De ere dog Mennesker, og det var dog altid tænkeligt, at man, naar man gav sig til at udspørge dem, eller rettere, hvis de ville indlade sig med Spørgeren, kunde saa høre Et og Andet, der kunde forklare os det Særsyn, den Gaade, deres Liv nu frembyder. Man gjøre engang et Forsøg, og man skal – idetmindste gik det mig saa storligen forundres over den Forklaring, man faar, en Forklaring, der strax igjen stiller sig som en endnu større Gaade.

Mange af dem, som ellers med Rette bære Fantenavnet, have henlevet sin Tid saa tankeløst eller rettere have saa aldeles hengivet sit Sind til Betleriets og Bedrageriets lave Bedrift – de fleste Fanters daglige Bestilling, – at de selv kun vide saare liden Besked om sin Slægts Nutid og Fortid; men hos dem er den oprindelige Fantenatur næsten udslettet og man maa da opsøge andre Fanter, hos hvilke den findes mere charakteristisk udpræget. Naar man nu i den angivne Hensigt nærmer sig saadanne, saa mærker man først, at de bestemt vægre sig ved at kaldes Fanter, Fusser o. s. v.; de ville hedde „Reisende,“ det vil – som Ordet ogsaa ofte bruges i Folkesproget – sige fornemme Folk, som i vigtige Ærinder, dem de altid ere saa snare til at angive, foretage vidtløftige og bekostelige Reiser. Ligesaa tage de det fortrydeligt op, naar man titulerer dem Hesteskjærere, Kjedelflikkere. o. s. v.; de ville have sig respekterede som Dyrlæger, Kobberslagere eller lignende „Professionister.“ Deres raske, man kunde sige belevne, Væsen og deres ofte gode Antræk kan ogsaa mangen Gang friste til at antage dem for Folk over den simplere Almue- eller Arbeiderstand. Men der er allerede noget Paafaldende i den Iver, hvormed de søge at tilegne sig hine pralende Titler. I det Hele sporer man snart, at de yttre sig med en vis Forsigtighed og Forbeholdenhed, som ikke just røber Frygt og ond Samvittighed, men tyder hen paa en eller anden i deres Øine vigtig Hemmelighed. Man skjønner snart, at man ikke blot har et gjennemdrevet Tyvepak for sig, men et mystisk Folk, og man overbevises derom, hvis man kommer til at bemærke det polidske Blik, hvormed de røbe sin Glæde, naar de tro at have været heldige i sine Snyderier. Kommer man da ved sær Gunst saaledes i Fortrolighed med dem, at de lade alt det hemmelighedsfulde Væsen fare, faar man høre deres indbyrdes Passiar, saa hedde de ikke længer „Reisende,“ men med et fælles Kjendingsnavn „Vandringer,“ et Ord, som allerede ved sin unorske selvgjorte Form (istedetfor „Vandrere,“ „Vandringsmænd“) ret godt antyder den Bevidsthed hos dem, at de kun tilsyneladende tilhører det norske Folk, men i Virkeligheden, med Sind og Skind, ere Medlemmer af en hemmelig Kaste, af „vort Folk.“ Og denne Bevidsthed, finder man, er fornemmelig bygget paa det meget væsentlige Træk, at de kunne tale sammen i et eget hemmeligt Sprog. Der er virkelig et „Fantemaal.“ Dette er ikke – det skjønner man allerede ved et flygtigt Bekjendtskab – noget opdigtet, selvgjort „Tyvesprog;“ men jo mere man gransker efter, og gjør sig Flid for at saa Rede paa dette Maal, desto mere forvirres man ved hos disse norske Fanter, disse Landeveienes raa og vankundige Mennesker, i hvis Mund man kun venter at finde den groveste troeste Almuedialekt, at opdage Elementer af Tydsk og Fransk, Italiensk og Romansk, Latin og Græsk, Lappisk og Kvænsk, Russisk og andre slaviske Sprog, Persisk, ja – og det endog i størst Mængde – Hindi og Hindustani, eller ikke egentlig af disse Indiens nuværende Sprog, men af deres gamle Modersprog det beundrede Sanskrit selv, og desuden en hel Del af maaske endnu fjernere og ubekjendte Tungemaal.

Til at finde Rede i denne Mangfoldighed og paapege de Antydninger til Slægtens Herkomst og Skjebner, som deri maa ligge, udfordres nu visselig større lingvistiske og ethnographiske og historiske Kundskaber, end man bør vente hos den kvikkeste Fant; men det er dog altid værd at høre, hvad Fanterne selv mene om dette besynderlige Sprog, at lytte efter, hvad Sagn der endnu monne leve imellem dem om deres Slægts Herkomst. Og sandelig, de vide endnu at give ikke aldeles uefne Svar paa vore Spørgsmaal.

Først vide næsten alle Fanter at skjelne mellem to grundforskjellige Stammer af Fanter med forskjellige Sprog. Rigtignok forsvinder, som man senere skal se, denne Forskjel daglig mere og mere, og Stammerne smelte sammen; men Bevidstheden om den oprindelige Forskjel er dog endnu tilstede. Der er for det første nogle Fantefamilier, som, ikke tilfældig, men, efter Fanternes egen Bemærkning formedelst en fremmed Herkomst, udmærke sig ved egne Ansigtstræk og især ved en mørk Farve, gulbrun Hud og sorte Haar og Øine, kort et i vore norske Bygder høist paafaldende Physiognomi. Fanterne af denne Race ville gjerne gjøre sig gjældende som „Storvandringer,“ hvis hædrende Kjendemærke skal være, at de, skjønt de ikke ville skamme sig ved et indbringende Bedrageri i Hestehandel eller i Udøvelsen af deres foregivne Lægekunst og Spaadomsevne, med Foragt afvise Leiligheden til at berige sig ved smaa Tyverier, at de med Hest og Kjærre, med Svøbe i Haand og Hund ved Siden, ret „paa Stormandvis“ fare skjeldende og smeldende igjennem Bygderne, fra den ene Ende af Landet til den anden og ud og ind over Grændserne. Disse se naturligvis haanligt til Fanterne af den anden Stamme, de lyslete, mindre fremmedagtige Fanter, „Smaavandringerne,“ saadanne mindre fripostige Omstreifere, som med forskjellige Smaasysler, saasom Kammager og Vævskebinderarbeide, toure omkring i en enkelt mindre Del af Landet, eller „Meltraverne,“ som hine Storfanter endnu mere foragteligt kalde dem, fordi de jevnlig skulle sees med Pose paa Ryg at traske useligt omkring fra Gaard til Gaard og lade sig nøie med, hvad Mel eller Kjøkkenaffald Godtfolk vil skjænke dem, eller – dette er ogsaa en authentisk, skjønt maaske vel dristig Udlæggelse – fordi de med det Hang til Rapseri, som skal være dem eget, ikke kunne komme nogetsteds frem, uden at der „hænger lidt ved dem,“ ligesom Melet hæfter sig ved Møllerens Trøie. Og disse Smaavandringer eller Meltravere gjengjælde hines Skjeldsord, saa godt de formaa; medens de selv saa.temmelig tamme færdes mellem andre Folk nede i Bygderne, se de med mere Misundelse maaske end Afsky op til de raskere Storvandringer som nogle vilde „Bækkespringere,“ det er, Vildmænd, der med deres lumske og menneskesky Væsen helst skulle ville færdes oppe i Udmarkerne og Skovene, langt fra Folk, og der nære sig med Fiskeri langs Elve og Bække (?), eller de betegne dem som et ondt „Kviksalverinefølge“ af Troldmænd og Here, der med deres Rottekrud og falske Pulvere fordærve baade Folk og Fæ.

Dette besynderlige Stammehad maa naturligvis have sin Grund, og derom faar man en ligesaa besynderlig Besked. Storvandringerne vide meget godt, at de ligesaalidt ere af norsk Blod, som de ere i Slægt med de af dem dybt foragtede Lallaró’er (saa kalde de i sit eget Sprog Finnerne eller Lapperne); heller ikke ere de af russisk Herkomst, omendskjøndt der, som nogle af dem selv ganske rigtig have bemærket for mig, endnu er nogle faa russiske Ord i deres Sprog fra den Tid, Stammen paa sin gjennemreise opholdt sig i Rusland. I deres eget Sprog (rommani) lyder deres rette Navn Rummanisæl. Disse Rommanisæler, eller kortere Rommani’er, ere komne langveis fra. “Rommani-Sproget – dette Sagn have flere af dem fortalt mig – have deres hellige Forfædre for over to Hundrede Aar siden bragt her til Landet. De boede først i Byen Assas i Landet Assaria østenfor Rusland (Asien); herfra bleve de for lang, lang Tid siden fordrevne af Tyrkerne og adspredtes saa i Udlændighed over alle Jordens Lande, og det var kun en Part af dem, som igjennem Rusland og Stor-Finland drog herind,til Sverige og Norge.“ Men i alle Lande – saaledes fortsatte en af mine Hjemmelsmænd – vente endnu Rommanisælerne paa den Dag, da Dundra, deres Gud, skal aabenbare sig for dem i Menneskeskikkelse som engang for og forhjælpe dem til Seier og føre dem tilbage til deres eget Land; thi det er kun nogle af de Gamle, som have den Tro, at Dundra blev saaret i Kampen mod Tyrkerne og derfor havde maattet overlade dem til deres Uskjæbne.“ Om Smaavandringerne, som kalde sit Sprog rodi, men som for Resten aabenbart mindre ere sig bevidste som nogen egen Slægt eller Race og heller ikke synes at have noget eget Folkenavn at benævne sig med, vide Rommanierne fremdeles at berette, at de kun ere nogle usle „Tasar,“ d. e., nogle forløbne Tydskere, som for et Par Hundrede Aar siden, men efterat Rommanierne havde „taget Landet i Besiddelse,“ trængte sig ind her, foragtelige Folk, som ingen horta Rommanisæl eller ægte Storvandring burde have Noget med at skaffe.

Altsaa, vilde Asiatere og vanartede europæiske Fremmede finne have mødt hverandre i vore Bygder og dannet de Fanteflokke som nu i lange Tider saa lidet paaagtede have sværmet om i Landet. Det klinger som et Eventyr. Og dog er Historien, som den følgende Fremstilling forhaabentlig skal vise, i alt Væsentligt ganske sand. Vort Fantevæsen, som ogsaa for den flygtigste Betragtning i mange Maader stikker saa besynderligt af mod vort jevne, nordiske Folkeliv, er virkelig dannet under Indflydelse af fremmede Elementer; Ligheden mellem vore Fanter og deres i andre Lande omsværmende Brødre er aabenbar for stor til, at den kan forklares deraf, at vore Landstrygere paa vidtløftige Vandringer have truffet sammen med Omstreiferhorder og Røverbander udenlands og derfra bragt hjem med sig visse Manerer og Kunstgreb; der maa aabenbart have fundet en Indvandring Sted og det af to Slags Fanter, som da endnu gjenfindes i hine to Fantestammer. Nu er det vistnok høist sandsynligt, at disse Fremmede her i Landet fandt Fantestien allerede optraadt af adskillige norske Dagdrivere og kanske hele Dagdriverfamilier, hvis rimelige Tilværelse der i det Foregaaende er gjort opmærksom paa; Lige søger jo Lige, og disse Hjemfødninger have vistnok snart forenet sig med hine Udlændinger; men det er derhos aabenbart, at Udlændingernes Art og Væsen i det Hele er blevet forherskende og mest har givet den hele Masse den Skik og det Præg, den nu har, og Fremstillingen af Fantekastens Historie falder da sammen med Fremstillingen af hine to fremmede Fantestammers Herkomst, Indvandring og Skjæbner.

Her endnu nogle Ord om de Navne, jeg i denne Bog skal give disse forskjellige Slags Fanter. Foruden de ovenfor anførte Fantenavne kjender Almuen endnu to, nemlig „Tater“ og „Skøier.“ Navnet „Tater“ (sjeld. Sigener) er indkommet ved Lovsproget, hvor det i ældre Tider brugtes til at betegne et Landstrygerfolk, som betragtedes med særdeles megen Ugunst, men hvis Herkomst og Væsen ellers lader til at have været Lovgiverne saare lidet bekjendt. Navnet maa vel have bestyrket Folket i dets endnu vedligeholdte Formening om, at Fanterne ikke vare af norsk Blod; hedte de Tatere, maatte de vel være fra Tatariet, hvis Almuen kjendte dette sjelden omtalte Land i det fjerne Østen, eller ialfald fra „Taterlandet,“ et ubekjendt og derfor vel endnu mere fjernt og eventyrligt Land. Nu ere de gamle Taterlove mestendels gaaede i Forglemmelse, og Taternavnets Betydning er vel, for Almuen idetmindste, bleven endnu dunklere end før[9]; dog bruges det endnu undertiden, fornemlig om de mørkladne, mere fremmedagtige Fanter, dem, som hyppigst udmærkes med Tilnavnet „ægte“ Fanter, ja vel endog siges at høre til „Fanteadelen“ eller regnes i Slægt med „Fantekongen.“ Ialfald stemmer det ganske med den Betydning, Ordet havde i Danmark og Tydskland, hvorfra det er indkommet til os, naar det her bruges som Navn paa de Fanter, som kalde sig selv Rommanisæler, og som nedstamme just ikke fra Tatariet, men dog fra fjerne asiatiske Egne, rigtige “Storvandringer.“ – Det andet Navn, „Skøier,“ bruges i det lavere Hverdagssprog ogsaa i Almindelighed om en Person, der fører et støiende, regelløst Liv; men især bruges det dog om Fanterne, der gaa omkring i „Skoierfølger“ og tale Skøiermaal.“ Ordet er oprindelig ikke norsk[10], men hidført fra Sverige, hvor „skoiare“ er den almindelige Benævnelse for de Flokke af Omstreifere eller Fanter, som ogsaa der kjendes. Men naar det nu senere hen skal vises, at hin Klasse af „Smaavandringer,“ efter dens rigtignok høist usle saakaldte Sprog at dømme, for en Del er et Udskud af europæiske Vagabonder, hvis Oprindelse vel kan forfølges til fjernere Egne, men som dog nærmest fra Sverige af lidt efter lidt har forplantet sig ind paa vore Landeveie, saa vil det maaske ikke befindes urimeligt, naar jeg tænker mig, at det svenske Ord „Skøier“ har fulgt disse Landstrygerfamilier herind, og derfor bruger det som Benævnelse paa denne Stamme i Modsætning til „Storvandringerne“ eller Taterne.

I de følgende Kapitler skal der da handles først om Taterne, saa om Skøierne, som begge udgjøre, hvad man kan kalde de egentlige Fanter eller Fantefølger; ligesom i et Anhang dertil skal der endvidere i et Par Kapitler tales om Forholdet mellem disse Fanter og de forskjellige i vort Land hjemmehørende Finnefolk samt om flere Arter af norske Betlere og Landstrygere, som i de senere Tider i større eller mindre Grad have sluttet og fremdeles slutte sig til Fanterne og danne et Slags Mellemled mellem deres Kaste og den øvrige Befolkning. Efter denne historiske Fremstilling vil det være fornødent ogsaa at betragte, hvorledes Folket, Almuen og Øvrigheden, dømmer om og behandler disse fordægtige Folk, en Fremstilling hvortil en Beretning om de i de sidste Aar foretagne offentlige Undersøgelser og Foranstaltninger med Hensyn til Fanterne skal slutte sig. De sidste Kapitler skulle indeholde Antydninger til videre Forføininger i Anledning af Fanterne.

  1. ↑ Norges nat. Hist., Kjøbenhavn 1752, 2, 362.
  2. ↑ Det var fælles for baade nordiske og tydske Sprog. I Sverige er det dog mestendels glemt og i Danmark bruges det nu (Fante eller Fjante) kun om en saadan Person, som formedelst aandelig Sløvhed ikke vel synes at kunne regnes med iblandt almindelige fornuftige Mennesker, en Tosse. I det ældre Tydske hedte Riddernes Vaabendrager Fant, og det er muligt, at det franske „infanteri“ er dannet af dette Ord og saaledes oprindelig betegner Riddernes Vaabendragere og Trosknegte; her vilde da Ordet have saaet en ædlere Betydning, ligesom det tydske “Knecht,“ der nu er sunket ned til at være et Skjeldsord, i England er bleven til enHæderstitel (knight). Det italienske „fante,“ en Tjener, er rimeligviis ogsaa det nordiske „Fant,“ indført til Italien ved de tydske eller normanniske Erobrere.
  3. ↑ I lang Tid have flittige Bøndergutter fra Vardal gaaet Landet rundt og solgt Bliktøi, Hægter og lignende Fabrikata, som endnu i Mængde forfærdiges der i Præstegjeldet. Nu pleie ogsaa Fanterne – men som oftest kun for saaledes at faa Paaskud for sine Omvandringer – at befatte sig med samme Slags Haandværk og Handel. Det er muligt, at dette har givet Anledning til den Forvexling, som vel ligger til Grund for hin Benævnelse.
  4. ↑ I J. Storm Wangs Novelle „Taterkvinden“ (i Maanedsskriftet „Bien,“ 16de B., Christiania 1836) forekommer intet Træk, som røber nogen bestemt Kundskab om Taterfanternes Sprog og Historie. – Kort efterat Resultaterne af hine Undersøgelser ved Folketællingen vare bekjendtgjorte ved Nytaarstid 1848, udgav P. Chr. Asbjørnsen sin 2den Samling af “Norske Huldre-Eventyr og Folkesagn“ og leverede deri, i Fortællingen „Tatere,“ en Del Træk af Fanternes Sprog og Eiendommeligheder; men dem havde jeg havt den Fornøielse at meddele Fortælleren. – Den Forfatter, som først har vist at fortælle Noget om Fanternes Hemmeligheder, er vel Mestertyven Gjest Baardsen, som ikke alene i sin Selvbiographi (Christiania, 1835) gav en kort Prøve paa deres Sprog, men ogsaa under sit Ophold i Akershus Fæstnings Slaveri skrev og indleverede til Kommandantskabet en hel Ordfortegnelse til Fantesproget, et Skrift, der ikke blev ændset saa meget, som det burde. Det er nu benyttet i det til nærværende Bog føiede Ordregister.
  5. ↑ Paus, Saml. af gamle norske Love.
  6. ↑ Birgeri regis Statutum de relegatione vagorum garcionum, i Hadorphs Udg. af Bjarkø-Retten, Stockholm 1687, No. 8 af de dertil føiede stadgar.
  7. ↑ See herom Citater i Amtmand Bloms Reiseberetning (i „Motiveret Udkast til Lov om Fattigvæsenet,“ Drammen 1841), Side 35.
  8. ↑ De vistnok meget gamle Folkesagn „Tirrelil Tove“ og „Tyvenborg“ (se Faye, „Norske Folkesagn,“ 2den udg. S. 244) kunne tjene som Vink, naar Phantasien vil søge at forestille sig slige Skovmænds og Omstreiferes Liv og Sæder.
  9. ↑ At dette fremmede Ord virkelig er gaaet over i Folkesproget, skjønnes deraf, at det i nogle Egne af Bergens Stift har antaget en egen Form, saa man der siger „Tatre“ om en Taterkvinde og om en Tater „Tatermand.“
  10. ↑ Dette skjønnes allerede af dets unorske Klang med haardt „k“ foran „ø.“
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Beretning_om_Fante-_eller_Landstrygerfolket_i_Norge/1&oldid=218982»